Travelling the World

(Vores besøg i Berlin startede først tirsdag d. 19. august. Inden da besøgte vi Gifhorn og Misselhorner Heide i Niedersachsen).
Der var fødselsdagsfester i familien i Hannover, og det blev så lige kombineret med en miniferie i Berlin, hvor vi kunne låne Joannas og Steffens lejlighed tæt ved Zoo, og derfor i kort afstand til mange af byens seværdigheder – og om ikke andet så var det nemt at komme rundt med S-tog og U-bahn lige om hjørnet.
Men først skulle vi lige ‘overstå’ nogle dage med familien og dertil hørende fester i Hannover og omegn. Og som det næsten er blevet en tradition, så var vores base i Burgdorf hos Claudias søster og svoger, der samtidig bød os på nogle lækre oplevelser i området.

Fredag, d. 15.8.
Efter at have undersøgt mulighederne for transport fra Aarhus over Hannover til Berlin – og hjem igen – besluttede vi, at det blev i bil, alene af den grund, at det var billigere og hurtigere end at tage toget, samtidig med at det gav en del fleksibilitet.
Det viste sig dog, at uheld på motorvejen, allerede før Rendsburg, samt eftermiddagstrafik og vejarbejde omkring Hamborg kostede os godt tre timer i kø, hvor der bare skete nada! Alt i alt en meget stressende oplevelse i forhold til, at vi havde nogle aftaler, der skulle holdes…
Frem kom vi dog, og godt trætte kunne vi så slappe af med lidt fødselsdag.

Lørdag, d. 16.8.
Efter et besøg på Pferdemarkt – hestemarked – i Burgdorf om formiddagen, stod den på lidt hygge og afslapning om eftermiddagen – efterfulgt af endnu en fødselsdag om aftenen og til sent ud på natten.

Søndag, d. 17.8.
Efter morgenmaden gav vi os af sted til Gifhorn, en provinsby med godt 40000 indbyggere, der ligger 60 km øst for Hannover. Vores mål var i mindre grad byen selv, men snarere byens store seværdighed, Det Internationale Møllemuseum, der ligger på et ca. 15 hektar stort område i udkanten af byen.
Møllemuseet, der er grund- og anlagt af Horst Wrobel, indeholder i dag 13 eksempler på vind- og vandmøller. Museet er grundlagt og åbnede i 1980, og i 2020 overtog Gifhorn kommune museet, som de fortsat driver.
Vi startede vores rundgang på området med at besøge 4 vidt forskellige eksempler på vindmøller fra Middelhavsområdet, alle beliggende tæt på den kunstige Møllesø.
Første mølle på programmet var vindmøllen ‘Irini’, der var en tro kopi af en mølle fra øen Mykonos i Kykladerne i Grækenland. Der er en del møller af denne art på øen, men kun få af dem er i dag funktionsdygtige. Møllerne, der havde 12 sejlstænger med vinger af sejldug, blev anvendt til maling af korn.

Ved siden af denne græske mølle stod den portugisiske vindmølle ‘Anabela’, der er en kopi af en mølle i Torres Vedras nord for Lissabon, og den anvendtes ligeledes til kornmaling. Møllerne i Portugal, der kan dateres tilbage til 1490, er fordelt langs hele Atlanterhavskysten, og deres funktion var – ud over maling af korn – også at vande marker. ‘Anabela’ har 8 sejlstænger, hvoraf de 4 er beklædt med trekantede sejl.

Den tredje mølle i dette område, ‘Moli de Tramuntana’, er en kopi af en kornmølle, der stod i udkanten af Palma de Mallorca, og det var typiske for disse møller, at der stod flere sammen i rækkefølge efter hinanden. Under møllens runde tårn er der en rektangulær kælder, der fungerede som møllerens bolig samt stald og opbevaringsrum. Møllen har seks vinger med en diameter på ca. 20 meter.

Den sidste mølle i denne serie var en kopi af en mølle fra Frankrig, der er kendt gennem den franske digter Alphonse Daudet, der udødeliggjorde den i sin bog ‘Breve fra min mølle’. Møllen, der anvendtes til maling af hvede, er således en af de mest besøgte turistdestinationer i Fontvieille nær Arles, og denne mølletype, der er dokumenteret siden det 12. århundrede, siges at være en af ​​de ældste i Frankrig.

Hermed var vi gennem dette interessante område med møller fra Middelhavsregionen, og vi fortsatte til en stor, nyere udstillingshal, hvor man kunne se ca. 50 miniature vind- og vandmølle modeller fra 20 forskellige lande, ligesom man kunne få indblik i de processer, der var kendetegnende for mølledriften.
Fra udstillingen gik turen videre forbi en tysk stolpemølle, der var opstillet som et eksempel på denne type mølle der var ret almindelig i Tyskland.

Fra stolpemøllen bevægede vi os videre til et dybereliggende område i museumsparken, hvor der var blevet plads til vandmøller fra forskellige dele af verden – repræsenterende forskellige teknikker. Møllerne var fra Tyrol, Serbien og Korea.
Især den serbiske vandmølle, ‘Mudra Milica’, der var en vandmølle med skehjul var interessant. Møllen er bygget efter et helt andet princip end de sædvanlige vandmøller, der havde overløbs- eller underløbshjul, og dens skemølledrevne vandhjul muliggjorde en effektiv udnyttelse af selv små mængder vand på stejle stigninger. Møller af denne type er især kendt fra bjergområder som Alperne, Pyrenæerne og Karpaterne.
Møllen, der stod i det vestlige Serbien, stammer fra 1893.

Vandmøllen fra Sydkorea er en overløbsvandmølle fra et bjergrigt område i Gangwon-do-provinsen i Sydkorea, hvor bjergbønder brugte denne type mølle til at male korn i det 19. århundrede. Møllen er i Gifhorn blev bygget i henhold til gammel tradition med koreansk gran og birk som byggematerialer.  Møllen blev bygget af tre specialister fra Korea, og det var en gave fra den koreanske guvernør i hvis distrikt denne type mølle fandtes.

Efter et kig på samlingen af vandmøller stod den på kaffe i landsbyen, der fungerede som en slags frilandsmuseum med bageri, brødhus og traktørsted.

Efter kaffen fortsatte vi til et par lidt mere afsides liggende bygninger, en ukrainsk vindmølle samt en russisk trækirke.
Den ukrainske vindmølle, ‘Natascha’, er en model af en vindmølle i Gifhorns venskabsby Korsun-Shevchenkovsky nær Kyiv, og den er bygget i massive fyrretræs- og granstammer i bjælkehyttestil. Ligesom det er tilfældet med mange ukrainske bygninger er møllens vinduer, døre og fremspring rigt dekorerede.

Den sidste bygning, vi besøgte på området, var den 27 meter høje Sankt Nicolauskirke med ikke mindre end otte forgyldte kupler, der er bygget som en kopi af den russisk-ortodokse Kristi Forklarelseskirke fra 1765 i den nordrussiske landsby Kozlyatievo.

Kirken, der er indviet i 1995 af Moskvas patriark Alexy II, er to-delt med en udstilling af kirkeeffekter på nederste etage og et kirkerum i etagen herover. Selve kirken er forsynet med en ikonostase (en væg dekoreret med ikoner med tre døre, som i ortodokse kirker står mellem det indre kirkeskib og koret), der blev lavet specielt til dette rum og dekoreret med ikoner baseret på gamle russiske og gamle ukrainske modeller. Kirken er stadigvæk i brug som kirke for egnens ortodokse troende.

Med besøget i kirken var vores tur gennem museumsområdet ovre, men på vejen ud mod bilen lagde vi vejen forbi et andet bygningsværk, som tidligere nævnte Horst Wrobel stod bag, nemlig Klokkepaladset, der – som kirken – er bygget i gammel russisk arkitektonisk stil.
Grundstenen til bygningen, der har 50 gyldne kupler, der symboliserer 50 års fred mellem Tyskland og Rusland, blev lagt i september 1996 af Mikhail Gorbatjov.

Klokkepaladset er en flot bygning, hvor det var planlagt, at der årligt skulle være plads til 40 talentfulde unge mennesker fra Rusland, der skulle uddannes som kunsthåndværkere.
Mig bekendt skete det aldrig…
Foran bygningen møder man mindesmærket ‘Den Europæiske Frihedsklokke’ med en 10 tons tung bronzeklokke til minde om delingen af ​​Tyskland og Europa samt Jerntæppets fredelige fald. Rundt om klokken er der – placeret i hjørnerne af pladsen – otte stentavler, der giver information om tysk og europæisk historie.

Efter at vi havde tilbragt det meste af dagen i møllemuseet – med hvad dertil hører – kørte vi videre ind til Gifhorn by, hvor vi aflagde slottet et besøg.
Gifhorns hvidkalkede slot, der er opført i 1525 af den magtfulde fyrsteslægt Welf, har ikke haft den store historiske betydning, om end adelsslægten Welf med den magtfulde Henrik Løve som det mest fremtrædende medlem, var viklet ind i flere europæiske konge- og adelshuse.
På slottet i Gifhorn boede hertugen af Braunschweig-Lüneburg i en periode fra 1539 til1549, men ellers har slottet ikke haft nogen fremtrædende position i historien.

Slottet ligger idyllisk på en lille ø omgivet af en voldgrav i udkanten af centrum.
Fra slottet blev det til en vandretur på hovedgaden i Gifhorn, der ikke har samme charme som en del andre byer i området, som vi tidligere har besøgt.
Turen gik derfor tilbage til vores base i Burgdorf, hvor den så bare stod på afslapning og hygge.

Mandag, d. 18.8.
Efter en god nats søvn var det en tur ud i hedelandskabet, der stod på programmet, så efter morgenmaden køret vi af sted mod Lüneburger Heide, nærmere bestemt Misselhorner Heide, få kilometer øst for Hermannsburg.

Det blev herefter til en god lang vandretur gennem det flotte landskab, hvor lyngen netop nu stod i blomst. Egentlig var der ikke så meget afveksling i landskabet, men hedeområdet med partier af lyng med enkeltstående træer afvekslede med skovområder med fyr og eg.
Et sted ude på heden var der også plads til et enkelt vandhul med lidt mosebevoksning, og det lignede nærmest et dødishul, som vi kender det fra morænelandskaber i Danmark. Selv om vi ikke så dyr her, så var vi sikre på, at vandhullet var brugt af de får, der i perioder gik løs på heden.

Et sted på heden traf vi også på et historisk bihegn med tegltag til opbevaring af bistader, når bierne holdt vinterferie. Når vi – som nu – var i lyngens blomstringssæson, var bistader anbragt ude i landskabet, så bierne var tættere på den blomstrende lyng og derfor havde større succesrate i forhold til indsamling af honning.

Alt i alt havde vi en flot eftermiddag på heden, der blev afrundet med en is og kaffe på en lokal café i Hermannsburg, inden turen gik ‘hjem’ til Burgdorf og en sidste overnatning, inden turen i morgen skulle gå østover til Tysklands hovedstad.

Tirsdag, d. 19.8.
Efter morgenmaden gik turen i bil ad A2 til Berlin, hvor vi forholdsvis let fandt frem til Joannas og Steffens lejlighed særdeles tæt på Kurfürstendamm i bydelen Charlottenburg.
Herefter fik vi os installeret i lejligheden, inden vi begav os ud på en kort tur i området, mest af alt for lige at orientere os i mulighederne her, hvor vi boede de næste dage.
Turen førte os forbi Savignyplatz og videre ad Kantstrasse, forbi Theater des Westens til den 3,5 km lange shoppingboulevard Kurfürstendamm.
Theater des Westens, der er bygget 1895-96, er et af de mest berømte teatre for musicals og operetter i Berlin. Oprindelig blev det bygget som skuespilhus, men ret hurtigt dedikeret til opera og operette.

Efter 2. Verdenskrig tjente bygningen i en periode som Berlins operahus kaldet Städtische Oper, fordi byens oprindelige operahus, Deutsche Oper Berlin, var blevet ødelagt under krigen.
Vi var ikke inde i bygningen, som ellers skulle være et besøg værd, men alene bygningen var et imponerende syn.
I stedet fortsatte vi til Breitscheidplatz, der er kendt for Gedächtniskirche, der i dag er et vartegn i det vestlige Berlin. Den oprindelige kirke på stedet blev bygget i perioden fra 1891 til 1895, men den blev slemt beskadiget under et bombeangreb natten til den 23. oktober, 1943; et angreb som kun en rest af spiret, en stor del af indgangshallen samt alteret og dåbskapellet overlevede.

Byggeriet af denne oprindelige kirke blev iværksat af kejser Wilhelm II for at modvirke den tyske arbejderbevægelse og vende tilbage til traditionelle religiøse værdier, og han opkaldt kirken efter sin bedstefar, kejser Wilhelm I; deraf kirkens korrekte og fulde navn: Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche.
Efter den delvise ødelæggelse af kirken i 1943 besluttede man, at genopbygge kirken og udskrev en designkonkurrence, der mundede ud i at bevare tårnet og rive det meste af resten af kirken ned og så samtidig bygge den moderne kirke, der nu står på pladsen.
Den nye kirke, der er bygget vest for tårnet, er ottekantet og konstrueret i beton og stål med 21292 vinduer i farvet glas med blå som den dominerende farve. Kirken har plads til over 1000 tilhørere.

Klokketårnet øst for kirken er sekskantet med en diameter på 12 meter og 53,5 meter højt, og på grund af af de nye bygningers karakteristiske udseende har de fået øgenavnet Lippenstift und Puderdose (Læbestiften og pudderdåsen) af berlinerne.
I øvrigt bliver det oprindelige, delvist ødelagte, tårn ofte omtalt som Berlins hjerte, og stueetagen herunder er blevet omdannet til en mindesal.
Vi fortsatte vores vandretur østpå ad Kurfürstendamm, forbi Weltkugelbrunnen, der er et springvand i rød granit, der viser en symbolsk globus med figurer fra forskellige kulturer afbildet. Springvandet er indviet i 1983.

Fra springvandet gik vi ned ad Tauentzienstrasse og forbi skulpturen Berlin, der består af 4 stålrør, der rækker opad og mødes i en løkke uden at røre hinanden – hvilket symboliserer nærheden, isolationen og de afbrudte forbindelser mellem Vest- og Østberlin.
Skulpturen var bestilt af Vestberlin for at fejre Berlins 750 år jubilæum i 1987 og er en af otte skulpturer, der blev bestilt ved den lejlighed.

Og så var vi ellers fremme ved vores mål for denne korte gåtur – KaDeWe, Kaufhaus des Westens, der er det næststørste stormagasin i Europa, efter Harrods i London.
KaDeWe var et ikonisk stormagasin i Vesttyskland op til Berlinmurens fald, og det var et symbol på vestens forbrugskultur, modsat Østberlin, der – som en del af DDR – var styret af planøkonomi. Dette skabte en stærk ideologisk og politisk kontrast til det frie, kapitalistiske Vestberlin, hvor KaDeWe lå.

KaDeWe blev bygget i starten af det 20. århundrede, og det slog dørene op til et gulvareal på 24000 m² i 1907. Under 2. Verdenskrig blev bygningen, der rummede stormagasinet, bombet og udbrændte, men KaDeWe genåbnede i etaper i løbet af 1950’er.

Vi gik en tur rundt på flere etager i stormagasinet, inden vi slog os ned og fik lidt let aftensmad på øverste etage, 7. sal, der var en vinterhave med restauranter.

Herefter var det ned igen – med en af de smukke elevatorer i bygningen, og videre den samme vej vi var kommet. Dette førte os forbi (og ind i) Europacenter på hjørnet af Breitscheidplatz – hvor vi kunne beundre ‘Uhr der fließenden Zeit’, der er et 13 meter højt vandur, hvor tiden vises i en kontinuerlig strøm af væskefyldte glaskugler. Interessant at stå og betragte denne specielle installation.

Herefter brugte vi lidt tid i Gedächtnis-kirkens mindesal, hvor der var flere interessante mosaikker i loftet og på væggen, der relaterede sig til Wilhelm den førstes tid som kejser.
Alt i alt var det et interessant sted, hvor man også kunne betragte forskellige udstillinger og fotos, der var relevante i forhold til kirken.

Efter at have betragtet mindesalen med indhold, fortsatte vi indenfor i den nye kirke, hvor der var et flot farvespil – takket være de mange så vinduer, der i sin helhed mest af alt mindede om en mosaik.

Men ellers var det bare tilbage til lejligheden og få fordøjet nogle af de oplevelser, vi havde haft på denne lille vandretur i og omkring Kurfürstendamm.

Onsdag, d. 20.8.
Dagen startede med at få flyttet bilen, så vi ikke fik endnu en P-afgift! – og derefter morgenmad, inden vi vandrede ud i byen, hvor vi havde besluttet at kigge på nogle af Berlins store seværdigheder.
Altså bevægede vi os af sted – gående – fra Savignyplatz gennem små gader til Steinplatz, hvor vi kunne se et mindesmærke for ofrene for nationalsocialismen i Tyskland fra 1933 til 1945.

Over for pladsen – på den anden side af Herdenbergstrasse – lå Universität der Künste Berlin, der med mere end 4000 studerende fordelt på 70 uddannelser er det et af de største kunstakademier i verden. Kunstakademiet er en fusion af flere forskellige uddannelsesinstitutioner, hvoraf den ældste, Kurfürsten Akademie für Malerkunst, Skulptur und Arkitektur, stammer fra 1696.

Turen gik herefter videre til Strasse des 17. Juni, der tidligere hed Charlottenburger Chaussee, fordi den forbandt Charlottenburg med centrum. I 1953 omdøbtes gaden til det nuværende navn som en hyldest til den østberlinske folkeopstand den 17. juni 1953 – en opstand, der blev slået hårdt ned af Sovjetunionen. I nazi-tiden var gaden en del af Øst-Vest-aksen, og i de sidste uger af 2. verdenskrig, hvor Berlins lufthavne var ødelagte, blev gaden anvendt som landingsbane.
Vores vej ned ad Strasse des 17. Juni (og gennem Tiergarten) begyndte ved Charlottenburger Tor, der er opført i 1907 af byen Charlottenburg, der dengang var en uafhængig by, og det var oprindelig tænkt som en pendant til Brandenburger Tor i den anden ende af vejen.

Herefter fortsatte vi gennem Tiergarten til Siegessäule – Sejrsøjlen – midt i dyrehaven, anlagt i midten af en rundkørsel. Søjlen, der er 67 meter høj, blev oprindelig placeret foran Rigsdagsbygningen i 1873 til minde om 3 store tyske militærsejre over henholdsvis Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig (1870/71). Søjlen, der er fremstillet i granit, er udsmykket med forgyldte kanoner, der blev erobret fra fjenderne i de tre krige. Øverst på søjlen er en forgyldt statue af sejrsgudinden Guld-Else, der i hånden holder en laurbærkrans.
Siegessäule blev flyttet fra pladsen foran Rigsdagen til sin nuværende plads i 1939.

Efter at have beundret søjlen et stykke tid, fortsatte vi vores tur mod centrum, men gjorde kort holdt foran det sovjetiske krigsmindesmærke, der blev rejst i 1945, få dage efter at sovjetiske tropper havde erobret Berlin. Mindesmærket ærer de 80000 soldater fra de sovjetiske væbnede styrker, der faldt under slaget om Berlin i april/maj 1945.

Næste stop var Rigsdagsbygningen, der har haft en lang og omtumlet tilværelse.
Efter det tyske riges grundlæggelse i 1871 mødtes den nye rigsdag i mindre bygninger på Leipziger Strasse i Berlin, men da der ikke var plads nok, besluttede man at opføre en større rigsdagsbygning. Af forskellige årsager gik det lidt langsomt med at komme i gang med byggeriet, og først i 1884, under kejser Wilhelm I, begyndte byggeriet.
Rigsdagen stod færdig ti år senere, i 1894.

Efter afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918 abdicerede kejser Wilhelm II som en konsekvens af Novemberrevolutionen, og Weimarrepublikken blev udråbt fra en af Rigsdagens balkoner.
Bygningens rolle som sæde for Rigsdagen sluttede brat, da den 27. februar 1933 blev sat i brand, og ikke blev istandsat af nationalsocialisterne, der sad på regeringsmagten.

Rigsdagen som institution holdt op med at fungere, og de få gange, den var samlet under de tolv år med nationalsocialistisk styre, mødtes den i en tidligere operabygning i nærheden.
Under 2. Verdenskrig blev bygningen yderligere beskadiget, og efter krigen og under Den kolde Krig lå den hen i ruiner, selv om den lå i Vestberlin.
Først i 1961-64 blev Rigsdagsbygningen restaureret og genopbygget, og i april 1999 blev forbundsdagens sæde officielt flyttet fra Bonn til Berlin.

Foran bygningen, på Platz der Republik, blev vi mødt af horder af turister, da bygningen i dag er en af Berlins store turistattraktioner, og turisterne kan – hvis de vender sig om – også kan se Bundeskanzleramtet, der er forbundskanslerens officielle residens og sekretariat.
Fra Platz der Republik fortsatte vi til hjørnet af Ecke Ebert- og Scheidemannstrasse, hvor der på en række hvide kors, der hænger på ståltrådshegnet, fortælles historierne om en række mennesker, der mistede livet, da de forsøgte at flygte fra Øst- til Vestberlin. Korsene var oprindelig placeret for enden af Paul-Löbe-Allee

, men senere flyttet hertil. Historierne, man kunne læse på korsene, var meget individuelle, og man kunne bla. læse om den første, den yngste, den ældste og den sidste, der blev skudt under forsøget på at komme til friheden på den anden side af muren.
Lidt tynget af denne oplevelse fortsatte vi til Brandenburger Tor, der er den eneste bevarede byport i Berlin. I 1730’erne opførtes en toldmur med 18 porte om Berlins gamle bydel og mange af de omkringliggende forstæder, og Brandenburger Tor, der blev opført fra 1788-91, var en af disse porte. Porten var et prægtigt bygningsværk med 12 doriske søjler, og designet havde indgangen til Akropolis i Athen som forbillede. På toppen af porten står et hestefirspand med en stridsvogn, der køres af den romerske gudindefor sejr, Victoria, hvilket skulle forestille ‘Fredens Triumf’.

Brandenburger Tor står for enden af Unter den Linden, der lå i det tidligere Østberlin, og Strasse des 17. Juni i Vestberlin, og under den kolde krig passerede Berlinmuren tæt vest om Brandenburger Tor, der således også blev et symbol på den delte by og den kolde krig.
Vi blev hængende lidt på Pariser Platz øst for porten og kunne betragte det liv, der udspandt sig her med rejsegrupper, skoleklasser, souvenirsælgere og gøglere i et sammensurium.

Herfra kunne vi også se Hotel Adlon, der slog dørene op i 1907 og har etableret sig som et af de mest luksuriøse hoteller i Tyskland. Bygningen, der rummede hotellet, blev i 1945 omdannet til sygehus, men natten til 3. maj samme år udbrændte bygningen og blev næsten helt ødelagt.
I 1997 blev hotellet genopført i den oprindelige stil.
Hotellet er i øvrigt kendt for en episode fra 2002, hvor Michael Jackson holdt sit eget barn, Prince Michael Jackson II ud over balkonen fra 3. sal – kun fastholdt i hans højre arm.

Fra Pariser Platz fortsatte vi rundt om hotel Adlon til Mindesmærket for Europas myrdede jøder, et mindesmærke, der består af 2.711 stenblokke, der er støbt i jernbeton i varierende højder. Mindesmærket strækker sig over 19.000 m², og man føler sig rigtig lille, som man står der mellem stenene.

Da vi nu var passeret middag og havde brugt meget tid på kulturens forskellige afskygninger, valgte vi, at næste punkt på programmet skulle være chokoladebutikken Ritter Sport, hvor man kunne designe sin helt egen chokolade. Det viste sig bare, at butikken var flyttet, så i stedet besøgte vi det nærliggende Gendarmenmarkt, en stille og rolig plads med tre markante bygningsværker. Den nordlige afgrænsning af pladsen udgøres af Französischer Dom, mens Deutscher Dom ligger i pladsens sydlige udkant. Mellem de to kirker og i pladsens vestlige udkant ligger Schauspielhaus Berlin.
Den oprindelige Französischer Dom, der blev bygget for huguenotterne mellem 1701 og 1705 på et tidspunkt, hvor en fjerdedel af Berlins befolkning var huguenotter, var bygget med huguenottemplet i Charenton-Saint-Maurice i Frankrig som forbillede. Kirken fik i 1785 tilføjet et tårn med kuppel, hvilket med tiden gav kirken sit nuværende navn Französischer Dom; ‘dom’ refererer ikke til domkirke, da kirken aldrig har været sæde for en biskop, men snarere til det franske ord dôme, der betyder kuppel. Kirken, der blev alvorligt skadet i 2. Verdenskrig, men genopbygget mellem 1977 og 1981, bruges i dag af den evangeliske kirke i Tyskland.

Deutscher Dom i den anden ende af Gendarmenmarkt hedder i daglig tale Neue Kirche, og også her er der tale om en evangeliske kirke. Kirken er bygget i samme periode som Französischer Dom i den anden ende af pladsen, og heller ikke denne kirke er en domkirke, trods navnet. Kirken blev næsten ødelagt i 1943 under bombningen af Berlin, men genopbygget fra 1983 til 1996 og indrettet som museum for tysk parlamentarisk historie.
Kirkens menighed holder i dag til i Französischer Dom.

Det tredje markante byggeri på pladsen, Schauspielhaus Berlin, der blev opført i 1818-21, udbrændte under 2. Verdenskrig, men blev genopført fra 1976 til 1984.
Huset, der er under renovering, rummer i dag både koncerter og skuespil.

Fra Gendarmenmarkt fortsatte vi efter en kop kaffe vores rundtur i Berlin til den nye Ritter Sport-forretning, inden vi søgte mod Checkpoint Charlie.
Checkpoint Charlie, der ligger i Friedrichstrasse, er nok det mest kendte overgangssted mellem Øst- og Vestberlin, og det blev et symbol på den kolde krig, Berlinmuren og adskillelsen mellem de to bydele. Den originale bygning, der stod her på stedet, er kommet på museum, og den kan ses på Det Allierede Museum (Alliierten Museum), der ligger i den sydvestligste del af Berlin i Steglitz-Zehlendorf.
Det Checkpoint Charlie, man kan se i Friedrichstrasse, er en simpel efterligning og turistfælde, hvor turister stod i kø for at blive fotograferet foran huset.

Vi fortsatte dog videre ned af Friedrichstrasse og forbi et par museer, der fortæller historien om det delte Berlin og murens betydning og fald, inden vi via Rudi-Dutschke-Strasse kom til Axel Springer Neubau, hvor man i Axel-Springer-Strasse kan se 11 originale stykker af Berlinmuren ved siden af skulpturen Balanceakt.

Skulpturen, der er fremstillet af bronze og beton i 2009 – 20 år efter murens fald – viser en mand, der balancerer på muren. Ideen med mindesmærket er at mindes den tyske genforening, og murens fald; at skabe og opretholde balance.

Herefter var det tid til lidt sen frokost eller tidlig aftensmad, om man vil, og derfor fandt vi hen til Restaurant Weingrün ved bredden af Spree, hvor vi slog os ned og fik lidt at spise. Restauranten havde til huse i nederste etage i det såkaldte Juwel-Palais, der er en fornem, nygotisk bygning fra 1898, der oprindelig var et handelshus med speciale i guld. Et hyggeligt og roligt sted med en lidt dårlig betjening, men med en fin udsigt ned over Spree med Berliner Dom i baggrunden.

Efter maden gik vi videre forbi Rotes Rathaus, der er opført mellem 1861 og 1869 i røde mursten. Rådhuset, der i dag er et berømt vartegn for Berlin med det næsten 74 meter høje tårn, der kan ses på lang afstand, har siden 1991 været sæde for såvel den regerende borgmester som Berlins senat.
Under 2. Verdenskrig blev rådhuset skadet af bomber, men ved krigens afslutning blev det hurtigt genopbygget og var fra 1945 og indtil murens fald rådhus for Østberlin.

Hermed var vi fremme ved Alexanderplatz med Berliner Fernsehturm og Verdensuret.
Fjernsynstårnet, der blev bygget af DDRs Deutsche Post og indviet i 1969, er 368 meter højt og dermed mere end 220 meter højere end det gamle Berliner Funkturm, der er bygget i 1920’erne.
Fjernsynstårnet er et markant vartegn for byen, og det bruges ofte som symbol på Berlin i åbningsscener i film, der har relation til Berlin – på samme måde som bygninger som Brandenburger Tor, Siegessäule og Rigsdagsbygningen.

I godt 200 meters højde har tårnet en kuppel, der rummer en udsigtsplatform samt en roterende restaurant.
Den anden interessante installation på Alexanderplatz er Urania Verdensuret – eller bare Verdensuret – hvor man kan aflæse klokkeslættet i 148 større byer i Verden. Uret er opført af DDR i 1969, og det har siden da været både en turistattraktion og et mødested.

Efterhånden var vi nået til sidst på eftermiddagen, så vi søgte ned i metroen for – med et enkelt skifte undervejs – at komme tilbage til Savigny Platz og derfra hjem i lejligheden, hvor vi kunne flade lidt ud efter en dag med mange meter i benene.

Torsdag, d. 21.8.
Efter en god nats søvn og morgenmaden indenbords, tog vi igen ud i byen, idet vi søgte til en metrostation, hvorfra vi kunne tage toget til Alexanderplatz, hvor vores tur sluttede i går.
På vej til stationen stoppede vi flere gange op ved såkaldte Stolpersteine, der er små mindesmærker for ofre for nazismen, ofte jøder, men også romaer og sintier. Stenene, der måler 10×10 cm, er placeret på steder, hvor ofrene boede, og deres navne og skæbne er indgraveret i stenene. Der er i alt godt og vel 11450 sådanne mindesmærker rundt omkring i Berlin.

På Alexanderplatz skiftede vi til S-toget til Ostbahnhof, der var stoppestedet tættest på vores første mål for turen i dag, East Side Gallery.
East Side Gallery er et friluftsgalleri på den længst bevarede del af Berlinmuren. Her er – langs Mühlenstraße i bydelen Friedrichshain – et stykke mur med en længde på i alt 1316 meter, placeret på nordøstsiden af Spree.

I foråret 1990 og efter murens fald blev denne del af muren malet af 118 kunstnere, der i deres malerier kommenterede de politiske forandringer i 1989/90 i 105 malerier på den side af muren, der vendte mod det tidligere Østberlin.
Desværre er de oprindelige malerier ikke fuldstændig bevaret, og i stedet for originalerne fra dengang findes der i dag kun replikaer fra 2009.

Flere af malerierne på muren opfattes som legendariske, og især maleri nummer 25  af Leonid Bresjnev og Erich Honecker, der kysser hinanden, trækker mange turister til. Maleriet, der er fremstillet af den russiske maler Dmitri Vrubel, bærer titlen Mein Gott, hilf mir, diese tödliche Liebe zu überleben. Vrubel havde sin inspiration til maleriet fra et fotografi, der skildrede et socialistisk broderkys mellem de to omtalte ledere i 1979 under ved fejringen af 30-årsdagen for DDR. Maleriet blev restaureret af Vrubel selv i 2009.

I øvrigt er der mange rørende og aktuelle budskaber mere eller mindre skjult i de øvrige malerier i galleriet, og vi kunne bare beundre de mange flotte illustrationer, læst budskaberne og i øvrigt få fotograferet på livet løs.
Da vi var nået til enden af muren, fortsatte vi ad Oberbaumbrücke over på den anden side af Spree til bydelen Kreuzberg. Oberbaumbrücke stod færdig i 1896, og den er mest kendt som en af de 7 grænseovergange mellem Øst- og Vestberlin. Under 2. Verdenskrig blev broen bombet og delvist ødelagt, og 23. april 1945 blev den sprængt i luften efter ordre fra Adolf Hitler.
Efter 2. verdenskrig blev broen delvis istandsat indtil opførelsen af Berlinmuren i 1961, og først efter murens fald i 1989 blev den færdigrestaureret.

De næste timer brugte vi på en tur gennem Kreuzberg, der først og fremmest er kendt for sine mange indbyggere af tyrkisk afstamning. Vi gik ad Skalitzer Strasse til Lausitzer Platz med den evangeliske Emmauskirche, hvor vi slog os ned og spiste lidt frokost, der bestod af kylling.
Herefter fortsatte vi forbi Görlitzer Bahnhof, der åbnede i 1866, og fungerede frem til lukningen i 1951. Herefter blev den en station på U-bane-nettet.

Herfra fortsatte vi ad Oranienstrasse med de mange farvestrålende og alternative forretninger, små spisesteder og caféer til Oranienplatz med Drachenbrunnen eller dragefontænen.
Fontænen er opført fra 1841 til 1852, og den var oprindelig en del af den nu forsvundne Luisenstadt-kanal, der blev anlagt i 1848, og som forbandt floden Spree med Urbanhafen.

Efterhånden var vi fremme ved Moritzplatz, hvor vi tog U-banen til Alexanderplatz, hvorfra vi fortsatte forbi Altes Stadthaus ved Molkenmarkt.
Altes Stadthaus, der ligger næsten over for Rotes Rathaus, blev bygget som administrativ bygning mellem 1902 og 1911 for at aflaste netop Rotes Rathaus i en tid, hvor byens befolkning steg med 50000 nye indbyggere årligt.
Altes Stadthaus kom til at huse både kommunale administrationer, der ikke var plads til i rådhuset samt en sal til store, offentlige fester, og den repræsentative funktion er tydeliggjort ved det cirka 80 meter høje tårn, der har til formål at demonstrere, at Berlin udvikler sig opad.

Fra Molkenmarkt bevægede vi os ind i den idylliske, lille bydel, Nikolaiviertel, hvor vi egentlig gerne ville have en kop kaffe, men da betjeningen var noget træg, valgte vi at gå gennem Berlin Innenstadt Park og videre mod Berliner Dom på Spreeinsel. Desværre var domkirken ikke så fotogen fra park-siden, da tårnet var under restaurering og pakket ind i presenninger.

Berliner Dom er en protestantisk kirke, der ofte omtales som ‘porten til Museumsøen’, og den har en lang historie, der startede som et  katolsk tilbedelsessted i det 15. århundrede.
Kirkesamfundets historie går tilbage til 1451, hvor den daværende kirke blev opført som hofkirke for Brandenburg-Preussens kongehus af adelsfamilien Hohenzollern, der regerede i det Tyske Kejserrige fra 1415 til 1918.

Den nuværende kirke blev bygget fra 1894 til 1905 efter ordre fra kejser Vilhelm II, og kirkebygningen, der er fredet, er den største protestantiske kirke i Tyskland og Berlins svar på Peterskirken i Rom, der med sin imponerende arkitektur, fire tårne og 114 meter høje kuppel er synlig på lang afstand og har etableret sig som et af Berlins store vartegn.
Kirken blev beskadiget i 1944 under 2. Verdenskrig og kunne først i 1993 tages i brug igen, mens restaureringen blev endeligt færdig i 2002.

Vi besøgte kirken og kunne beundre det smukke kirkerum, der var holdt i afdæmpede farver, der indgød til en vis andægtighed. Inde i kirken var der bla. en kejserloge, hvorfra Hohenzollern-slægten kunne følge gudstjenesterne.

Efter besøgt i kirken gik vi videre gennem Lustgarten, der var anlagt med et springvand i midten, og nord for parkanlægget lå Altes Museum, der er anlagt i 1830 og dermed det ældste museum på Museumsinsel.

Da vi efterhånden var nået sidste på eftermiddagen og museerne så småt var ved at lukke, bevægede vi os videre forbi og om på bagsiden af Altes Museum til Bodestrasse med Kolonnadenhof, Neues Museum og Alte Nationalgalerie.
Hele museumsøen, der ud over de ovennævnte tre museer og Kolonnadenhof også huser Bode-Museum og Pergamonmuseum, er på UNESCOs Verdensarvliste.
Kolonnadenhof beskrives som en smuk gårdgave, der forener historie og kunst, og man møder her en verden, hvor antikke græske søjler møder moderne kreativitet. Derfor er haven også et tilflugtssted, hvor den fortravlede berliner eller turister, der bar vil opleve et anderledes Berlin.

Vest for haven ligger Neues Museum, der er det andet museum, der blev bygget på Museumsinsel, og det var tænkt som en udvidelse til Altes Museum til at huse de samlinger, som der ikke var plads til her. Museet er bygget mellem 1843 og 1855, og det var det første byggeri i det daværende Preussen, der  anvender nye teknikker, som industrialiseringen har muliggjort. Det indeholder forskellige jernkonstruktioner, og det er det første større byggeri i Berlin, hvor der blev anvendt en dampmaskine som teknologisk hjælpemiddel, f.eks. til at hamre pæle ned i undergrunden, hvor museet skulle opføres.

Efter at have lidt skader under Anden Verdenskrig og forfald i Østberlin, blev det restaureret efter murens fald – fra 1999 til 2009, og i øjeblikket huser Neues Museum bla. det Egyptiske Museum. Museets helt store trækplaster er busten af den kongelige hustru til den egyptiske farao Akhenaten.
Alte Nationalgalerie, der er bygget fra 1862 til 1876 efter ordre fra kong Frederik Vilhelm IV af Preussen, ligger over for Neues Museum, og det huser en af de største samlinger af malerier og skulpturer fra det 19. århundrede i Tyskland.

Fra Museumsinsel bevægede vi os over Friedrichsbrücke til stationen Hackescher Markt, hvorfra vi tog S-toget ‘hjem’ til Charlottenburg – rettere betegnet til stationen ved Savignyplatz, hvor vi i øvrigt fik øje på en flot og interessant udsmykning af muren over for stationen.

Efter vi lige havde været ‘hjemme’ og vende, sluttede vi dagen af med en forfriskende øl på en lille bar, Zwiebelfisch, på Savignyplatz.

Fredag, d. 22.8.
Denne dag blev lidt todelt, idet vi lagde ud med et fælles besøg på Neues Museum, hvorefter jeg fortsatte med et besøg i den gamle Stasi-fængsel, Hohenschönhausen, mens Claudia blev inde i centrum for at kigge lidt butikker og indkøbscentre ud; hun havde tidligere på en skolerejse besøgt fængslet, så den oplevelse behøvede hun ikke igen.
Resultatet blev, at vi efter morgenmaden igen tog S-toget til Hackescher Markt nær Museumsinsel og gik de få meter til Neues Museum, hvor vi især ville udforske museets egyptiske afdeling – og helt specifikt se busten af Nefertiti.
Midtvejs på denne korte strækning så vi det såkaldte Adolph Diesterweg-monument, der ærer den tyske politiker og pædagog af samme navn. Adolph Diesterweg, der levede fra 1790 til 1866, kæmpede for sekularisering af skolerne og for at forny pædagogikken. Han omtales ofte som ‘en lærer af lærere’.

Men ellers gik det videre til Neues Museum, som i stueetagen havde en samling af egyptiske artefakter fra perioden 746-332 f.Kr. fra Theben, herunder nogle meget velbevarede illustrationer, der har været anvendt til mumier. I relation til egyptisk historie ikke så gamle, men meget velbevarede, og derfor kunne vi også dvæle lidt længere ved dem.

I øvrigt var udstillingen af fundene fra Egypten ikke opstillet i kronologisk orden, så vi bevægede os lidt frem og tilbage i tid, efterhånden som vi gik gennem udstillingen. Der var en flere statuer, enten i hel figur eller blot hovedet af dem, bla. af Hatshepsut, der – ud over at være kvinde – var den 5. farao i det 18. dynasti. Hatshepsut regerede fra 1507-1458 f.Kr.

Et par andre interessante, udstillede genstande var et par malerier fra hhv. en søjle og en grav. Maleriet på søjlen forestillede kong Seti I foran guden Osiris (fra ca. 1290 f.Kr.), mens gravmaleriet forestillede den guddommelige dronning Ahmose-Nefertari, der var den første store kongelige hustru i det 18. dynasti – hustru til Ahmose I – og guddommeliggjort efter hendes død. Man mener, at dette maleri, der er fundet i en grav i Deir-el-Medine, stammer fra perioden 1186-1070 f.Kr.

På vores videre færd gennem udstillingen kom vi til en sal, hvor det var større elementer med relieffer, der var udstillet, bla. en relief, der viste opdræt af pelikaner og fremstilling af både af papyrus. Denne relief daterer sig til ca. 2430 f.Kr.

Det sidste, der gjorde indtryk på os i denne egyptiske udstilling, var knælende figurer af skatmestrene fra Amun, Sa-Iset og Sa-Mut, der levede på Amenhotep III’s tid.
Vores sidste besøg gjaldt et rum, hvor det eneste udstillede var den berømte buste af Nefertiti.
Nefertiti, der levede fra ca. 1370-1330 f.Kr., var en egyptisk dronning, der var hustru til Akhenaton, og hendes navn betyder ‘Den smukke er kommet’.
Busten, der er særdeles velbevaret, er det store tilløbsstykke på museet, og man måtte ikke fotografere busten på nært hold – faktisk skulle man stå uden for rummet, hvis man ville fotografere, så det gav en del udfordringer (og god tid) at få et godt billede, uden at der stod placeret foran buste.

Med et foto af Nerfertiti i kassen havde vi fået, hvad vi var kommet efter, og vi kunne forlade museet – uden at bruge tid på de samlinger, der hovedsagelig fortalte den tyske historie.
Det blev også tidspunktet, hvor vi – efter en kop kaffe – skiltes for at gå hver til vores resten af eftermiddagen.
Jeg tog herefter S-toget til Hohenschönhausen i den nordøstlige del af Berlin, hvor jeg havde bestilt en guidet tur rundt i det, der engang havde været Stasi-fængsel, men som i dag gik under navnet Gedenkstätte Hohenschönhausen.
Det viste sig, at der var knap 3 kilometer at gå fra S-tog-stationen til fængslet, så jeg var glad for, at jeg var taget af sted i god tid – især da den sidste del af turen gik gennem noget, der lignede et industriområde.

I øvrigt blev turen rundt i det tidligere fængsel en stor og rørende oplevelse, hvor vi i en mindre gruppe blev vist rundt af en ung kvinde, der var vokset op i en familie, hvor de mærkede Stasi-metoder på egen krop.
Vores mere end 2 timer lange rundvisning startede med en lille film, hvor vi fik stedets historie opsummeret fra 1945, hvor det blev taget i brug, til januar 1990, hvor det blev endeligt lukket.
På grunden, hvor Hohenschönhausen-fængslet kom til at ligge, opførte nazisterne en toetagers bygning med et storkøkken, som husede et storkøkken, og under 2. Verdenskrig lå der en baraklejr for krigsfanger og tvangsarbejdere på området.

I 1945 oprettede NKVD (et sovjetisk ministerium med det daværende hemmelige politi, OGPU, som dets vigtigste afdeling) en speciallejr på stedet. Lejren med navnet Speciallejr nr. 3 eksisterede indtil oktober 1946, hvor fangerne fra denne lejr blev overført til speciallejrene Sachsenhausen og Buchenwald.

I 1946 indrettedes kælderen under det tidligere storkøkken til et cellefængsel med 68 vinduesløse celler, som fangerne blev tvunget til at bygge. Cellerne var uopvarmede og fugtige og var kun udstyret med en nøgen trækøje og en spand til ekskrementer. Fangerne kaldte fængslet ‘ubåden’, fordi ingen kunne se ind eller ud, deres celler var oplyst som en ubåd, der var en konstant, jævn støj døgnet rundt. Fangerne, der var underlagt det hemmelige sovjetiske politi, vidste også selv, at de i deres celler ikke kunne spores fra verdenen udenfor.

Overlevende fanger berettede senere om livet i cellerne. Afhøringerne fandt normalt sted om natten, og fangerne blev fysisk og psykisk tortureret. De blev under afhøringerne udsat for slag og pisk med læderbælter, og de blev udsat for psykisk terrormetoder som at blive forhindret i at sove, at stå op i timevis, være indespærret i flere dage i små isolationsceller eller i kamre med hævede dørtrin, hvor fangerne blev overhældt med koldt vand, indtil de stod i vand til anklerne.

Fangerne i dette cellefængsel var hovedsagelig politiske fanger, men der var også sovjetisk militærpersonale og kommunister, der blev beskyldt for manglende loyalitet over for partilinjen.
I 1951 overtog DDRs statslige sikkerhedstjeneste, Stasi, kælderfængslet og drev det som dets centrale varetægtsfængsel i de følgende ti år.
I 1960 begyndte man at bygge et nyt fængsel ved siden af det gamle, og dette nye og mere moderne fængsel blev taget i brug året efter, hvorefter det gamle kælderfængsel hovedsagelig blev brugt til opbevaring.

I det nye fængsel, hvor der var 100 celler og 120 forhørslokaler, brugte man kun hvid tortur, dvs. at man ikke anvendte fysisk vold på fangerne. I stedet forsøgte man at knække dem med lange forhør, vække dem utallige gange i løbet af natten, ændre lyset eller temperaturen i deres celler og tvinge dem til at blive i samme position.

Man holdt dem endvidere uvidende om, hvor de var og hvad der skete, og man lod dem lytte til telefonopkald med falsk indhold om slægtninges skæbne eller isolation. F.eks. kunne man lade dem vide, at ens kone eller barn havde besået selvmord eller at ens forældre havde afsløret eller udleveret en til retsforfølgelse her i fængslet.

Fangerne vidste ikke, at de var i Berlin. De var blevet transporteret til fængslet i vinduesløse fangetransportkøretøjer og sat af i celleblokkens vinduesløse garage.

Ved hjælp af forskellige systemer i alle gange forhindredes to fanger i nogensinde at mødes uden for deres celler – heller ikke ved et uheld. Derved var det også muligt at huse flere mistænkte eller hele familier i bygningen og afhøre dem efter hinanden, uden at nogen af ​​fangerne vidste om de andres tilstedeværelse.

Hele området omkring fængslet var et afspærringsområde i DDR-tiden, og det var skjult på bykort. Fængslet lå midt i et boligområde, og for at sikre hemmeligholdelsen af fængslet var beboerne i boligerne i området udelukkende dem, der var loyale over for systemet, samt ansatte i fængslet, normalt Stasi-officerer.

Den 30. november 1990 ophørte fængselsdriften i Hohenschönhausen, og i 1994 åbnede det tidligere fængsel som museum.

Efter en rørende tur gennem det tidligere fængsel blev der sagt farvel til guiden, og jeg kunne bevæge mig mod centrum igen, og belært af den lange vej fra U-Bahn-stationen i Hohenschönhausen til museet, valgte jeg at gå sydpå til en anden station på banenettet, Magdalenenstrasse, der lå tættere på.
Det bragte mig forbi Stasi Museum, der er placeret i Hus 1 i det tidligere hovedkvarter for DDR’s ministerium for statssikkerhed i bydelen Lichtenberg. Hus 1 blev bygget i 1960/61 som officiel residens for Erich Mielke, der var minister for statssikkerhed fra 1957 til november 1989.

Det kunne have været interessant nok at besøge museet, der rummer talrige Stasi-filer, fotografier og genstande, der illustrerer den statslige sikkerhedstjenestes arbejde, men tiden var ikke lige til det, og i øvrigt kom jeg først frem til museet kort før lukketid.

Altså – efter lige at have kommunikeret med Claudia – tog jeg S-toget tilbage til Savignyplatz, hvor jeg så lige kunne konstatere, at vi havde fået endnu en P-bøde!
Ellers gik vi sammen hen om hjørnet til en restaurant, Diener Tattersall, hvor vi kunne få serveret mad fra det tyske landkøkken med en tysk øl til. Egentlig ikke så dårligt.
Dagen sluttede på sofaen, hvor dagens stærke oplevelser lige skulle fordøjes.

Lørdag, d. 23.8.
Så stod vi op til en morgen med regn og udsigten til mere regn i løbet af dagen, så vi besluttede, at vi ville køre hjemad mod Danmark i dag i stedet for at vente til i morgen.
Derfor fik vi pakket vores sager, spist morgenmad og ryddet op, pakket bilen, og så var det af sted med retning nordpå – en dag tidligere, end vi egentlig havde planlagt. Men at rende rundt i en våd by, der orkede vi bare ikke.
Af sted gik det, idet vi dog lige valgte at indlægge et fotostop foran Schloss Charlottenburg, som vi ikke havde besøgt (endnu). Slottet, der er bygget i flere etaper i perioden fra 1695 til 1791, fungerede som sommerresidens for de preussiske konger fra 1701-1888. I dag er det museum, hvor det er muligt at besøge både selve slottet og den store slotshave.

Efter dette korte fotostop gik turen videre til Oranienburg og byens store turistattraktion, den nazistiske koncentrationslejr Sachsenhausen, der var oprettet i 1936.
Da lejren lå nær Berlin og dermed også til Gestapos hovedkvarter på Prinz-Albrecht-Straße, spillede KZ-lejren Sachsenhausen en særlig rolle, og en stor gruppe af SS-folk var stationeret her. Den tilhørende ‘træningslejr’ fungerede også som træningsområde for fremtidige kommandanter og vagtpersonale, der skulle udstationeres i andre koncentrationslejre.

I alt blev mere end 200.000 fanger deporteret til Sachsenhausen, men af disse blev kun omkring 140.000 registreret. Fangerne var i starten politiske modstandere af naziregimet, men senere udgjorde fangerne også medlemmer af grupper, som nazisterne opfattede som racemæssigt og/eller socialt underlegne, dvs. jøder, homoseksuelle, romaer, sinti og Jehovas Vidner.

Man fik adgang til lejren gennem en indgangsport, og før man kom til denne, kunne man på sin venstre side se den bygning, der var kommandantens bolig.
Bygningen med indgangsporten indeholdt lejrens administration samt kontorer, og når man gik gennem porten ind til lejren, blev man mødt af det sædvanlige og opløftende slogan, som man møder ved alle koncentrationslejre: ‘Arbeit macht frei’. 

Lejren var omgivet af en høj mur hele vejen rundt, og der var – inden for muren – pigtråd og en flere meter bred zone, som fangerne ikke måtte betræde.

En overtrædelse af dette forbud betød, at man blev skudt, hvilket der blev gjort tydeligt opmærksom på med advarselsskilte i både skrift og billede. Desværre er disse skilte – på nær et enkelt – gået tabt, da DDR ryddede op i lejren og forsøgte at slette mange af sporene for eftertiden…

I muren var der 9 vagttårne, hvorfra man kunne holde øje med fangernes bevægelser.
Om natten cyklede en vagt rundt om lejren mellem vagttårnene og standsede ved hvert vagttårn, hvorefter vagtposterne i tårnet råbte: ‘Nichts Neues‘. Cyklisten, der forholdt sig tavs,  skulle komme uanmeldt for at sikre, at vagterne holdt sig vågne.

Titusinder døde af sult, sygdom, tvangsarbejde og mishandling, mens andre blev ofre for systematiske udryddelse.
Andre fanger døde som følge af medicinske eksperimenter i lejrens hospitalsbygninger. Det er således kendt, at man tildelte fanger alvorlige sårinfektioner for at teste medicinens effektivitet, samt at børn blev smittet med hepatitis B, for at man kunne få indsigt i forandringerne i leveren.

Ved siden af hospitalsbygningerne lå – meget praktisk – et hus, der rummede patologien, hvor der var både plads til at foretage undersøgelser på de døde fanger og muligheden for at opbevare lig i kælderen.

Det løb en lidt koldt ned ad ryggen, når man vandrede ind i rummene – både ovenpå og i kælderen – og kunne prøve at sætte sig ind i, hvilke mennesker, der både lå på bordene og som arbejdede her. Det kunne simpelthen ikke undgå at tage på folks psyke at arbejde her, med mindre man var særdeles hårdhudet…

I 1939 byggede man et midlertidigt krematorium uden for lejrmuren, og det blev i 1942 erstattet af en ny bygning med et krematorium og – året efter – et gaskammer, hvor der i et 11 m² stort rum kunne myrdes 60 mennesker ad gangen.

Ved siden af krematoriet blev der i 1941 installeret et halsskudsanlæg, der fungerede som en henrettelsesgrav, hvor mellem 13.000 og 18.000 sovjetiske krigsfanger blev myrdet.

I dag er der oprettet et centralt mindested for ofrene for Sachsenhausen koncentrationslejren, som ligger ved siden af ​​de få rester af krematoriet og gaskammeret.

Den 21. april 1945 stod Den Røde Hær kun få kilometer fra Sachsenhausen, og SS begyndte derfor at evakuere lejren, og man dirigerede 33.000 af lejrens resterende 38.000 fanger ud på en dødsmarch mod nordvest. Mad var der kun lidt af, og mange fanger døde af udmattelse i det våde og kolde vejr eller blev skudt af SS, mens andre fanger blev reddet af madpakker, der blev uddelt af medarbejdere fra Røde Kors.
Efter at russerne havde afnazificeret koncentrationslejren, overtog man selv faciliteterne og oprettede en speciallejr, der en overgang havde 60.000 internerede, hvoraf halvdelen var tidligere nazistiske funktionærer, medlemmer af SS og Gestapo eller ministerielle og offentlige embedsmænd.
Man regner med, at ca. 12.000 mennesker døde – primært af sult og sygdom – i denne speciallejr, der blev lukket ned af det sovjetiske regime i 1950.
Og så står det hen i det uvisse – for os i hvert fald – hvem der ødelagde faciliteterne til massehenrettelser. Nazisterne, da de i hast evakuerede lejren i 1945, eller Sovjet/DDR ved en senere lejlighed? Fakta er, at nogen forsøgte at slette sporene, og fakta er, at DDR i perioden fra 1956 til 1990 forsøgte at ‘rense’ lejren for beviser på, hvad her var foregået…

I 1961 installerede det daværende DDR et mindesmærke for ofrene i KZ Sachsenhausen i form af en 40 meter høj obelisk med røde trekanter på toppen; trekanterne var et symbol på lejrens udseende. I øvrigt blev alle de oprindelige bygninger fjernet – meget imod de tidligere indsattes ønske.

Efter besøget på Sachsenhausen og efterfølgende kaffe i Oranienburg gik det videre nordpå retning Danmark, og vi ankom sent lørdag aften i Aarhus.