Østlige USA, 3.5.-12.5.24

Dette er beskrivelsen af en rejse gennem staterne Maryland, Virginia, Delaware, Pennsylvania, New York og New Jersey sammen med Joanna og Steffen. En rejse, der egentlig først blot skulle gå til Washington, men som efterhånden blev udvidet med først New York City og senere med lidt rundrejse i staterne omkring Washington og New York City.
Selve indholdet havde jeg overladt meget til Joanna og Steffen, men de var samtidig meget lydhøre over for mine input – og de gjorde meget for, at jeg skulle opleve stederne på den bedste måde; de havde jo også været i denne del af USA før – for halvandet år siden…

Fredag d. 3.5.
Efter at have overnattet i København hos min søster Anne gik turen til lufthavnen for at tage flyet til Washington med det islandske flyselskab, Play – i to etaper, forstås.
Således havde jeg lige en mellemlanding i Reykjavik med et ophold på en time, inden vi klarede den anden etape, Reykjavik-Washington, og landede i Dulles International Airport – godt en times tid efter Joanna og Steffen, der havde taget et direkte fly fra København.
De to unge mennesker havde brugt ventetiden på at afhente vores lejebil, og med bilen pakket kunne vi så køre til vores første overnatning på hotel Hampton Inn i Front Royal i delstaten Virginia.

Hotel Hampton Inn i Front Royal

Efter indkvartering på hotellet stod den så på pizza – og hjem i seng, for vi havde vores længste køredag forude i morgen.

Lørdag d. 4.5.
Efter en spartansk morgenmad og en tynd kop kaffe startede vi vores tur ned gennem Shenandoah National Park – desværre i regnvejr og tåge, hvilket satte sit præg på det, der skulle have været en flot tur med mange, rigtig mange fantastiske udsigtspunkter.

Indkørslen til Shenadoah National Park

Vi havde valgt at køre ad Skyline Drive, der beskrives som ‘en af de mest betagende køreture’ i det østlige USA. Det var en kringlet og langsom vej gennem parken helt oppe på toppen af Blue Ridge Mountains, men det blev som sagt ikke den fornøjelse, vi havde håbet på.

Skyline Drive på toppen af Blue Ridge Mountains

Hist og her blev vi præsenteret for lidt udsigt – men for det meste var skønheden gemt i tågen.

En smule udsigt over Shenadoah-dalen

Heller ikke de bjørne, som området er så kendt for, fik vi stiftet bekendtskab med. Det blev ved lidt farvestrålende fugle i især gule og røde nuancer samt en skovbund fyldt med hvide blomster af Treblad (Trillium grandiflorum); et smukt syn.

Treblad (Trillium grandiflorum) i den våde skovbund

Endvidere så vi Hanesporehvidtjørn (Crataegus crus-galli), der stod langs vejen og netop nu var på sit højeste med blomstringen.

Hanesporehvidtjørn (Crataegus crus-galli), der blomstrede langs vejen

Undervejs gennem parken besluttede vi – på grund af vejret – at afkorte turen oppe i bjergene og vende snuden ned i lavlandet igen, og vi satte derfor kursen mod Richmond. Herfra ville vi gøre en afstikker til Petersburg, der er kendt for et af de større slag under Den Amerikanske Borgerkrig. Afkortningen af vores rute betød så også, at et planlagt besøg på Thomas Jefferson Foundation måtte udskydes til en anden gang.
Turen førte os i stedet forbi byen Barboursville – hjemsted for Barboursville Vineyards – der er den første moderne producent af vin i Virginia.

Vintønde fra Barboursville Wineyard

Vinproduktionen blev grundlagt i 1976 af Gianni Zonin, oprindelig vinproducent fra Veneto i Italien, hvor familien Zonin havde været vinproducenter siden 1821.

Vinmarker bag gården

Et smukt eksemplar af Korea-kornel (Cornus kousa) ved P-pladsen

Da vi var på vingården ved middagstid, tillod vi os en prøvesmagning af de lokale vine i det tilknyttede udstillingslokale (pris: 20 $ pr person) – efterfulgt af en dejlig frokost i den tilhørende restaurant.

Så er vi klar til vinsmagning

Efter frokosten fortsatte vi med en afstikker til den første bygning på stedet, en bygning, der i dag ligger hen som ruin. Der er her tale om den eneste bygning, der med sikkerhed er tegnet af arkitekten Thomas Jefferson – USAs 3. præsident. Bygningen blev opført fra 1814-22 til Jeffersons ven, James Barbour, der var guvernør i Virginia, amerikansk senator og krigsminister. Desværre blev den ødelagt ved en brand den 25. december 1884, og har siden da stået hen som ruin, men den har siden 1969 været opført som bevarelsesværdig i National Register of Historic Places.

Barbourville ruinen – set fra hovedindgangen

Barbourville ruinen – set lidt fra siden

Efter besøget i Barbourville forsatte vores rejse til slagmarken i Petersburg, hvor vi startede i besøgscentret med en video om belejringen af og slaget om Petersburg.

På visit i besøgscentret i Petersburg

I virkeligheden var det ikke en belejring i traditionel forstand, men snarere en række slag fra 15. juni 1864 og 25. marts 1865 under den amerikanske borgerkrig. Der var tale om en 9 måneder lang skyttegravskrig, hvor Unionens general Ulysses S. Grant lod bygge skyttegravslinjer 50 km rundt om den østlige og sydlige udkant af byen. Herved blokerede han forsyningslinjerne til tropperne fra Sydstaterne, der var ledet af general Robert E. Lee.
Med forsyningslinjerne endeligt overskåret, opgav general Lee byerne Petersburg og Richmond i april 1865, hvilket førte til hans overgivelse ved Appomattox.

Kanon fra Battery 5 på Dimmock-linjen – og nær besøgscentret

Belejringen af Petersburg gav en forsmag på den skyttegravskrig, som ville blive almindelig i 1. verdenskrig og har derfor givet den en fremtrædende plads i krigshistorien.
Fra besøgscentret besøgte vi først Battery 5, før vi kørte ud på slagmarken, hvor vi gjorde et par stop og dannede os et indtryk af, hvordan krigen var blevet ført. Især stoppet ved Battery 9 var interessant, idet man havde rekonstrueret, hvordan en sådan stilling havde set ud under krigen – med palisader, kanonstillinger og bebyggelse.

Sydstaternes Battery 9 – beliggende på Dimmock-linjen (rekonstruktion)

Sydstaternes Battery 9 – beliggende på Dimmock-linjen (rekonstruktion)

Beboelseshus (rekonstruktion) til soldaterne ved Battery 9

Vi gjorde ligeledes stop ved Fort Stedman, der var hjemstedet for det sidste slag i borgerkrigen, hvor Sydstaternes tropper forsøgte at bryde belejringen – uden held.

Kanoner ved Fort Stedman

Fra Petersburg fortsatte vores tur til Williamsburg, der blev grundlagt af engelske bosættere i 1632 under navnet Middle Plantation. Byen er kendt for sit restaurerede historiske område, Colonial Williamsburg, der er et større historisk område med huse i oprindelig stil og en autentisk livsstil.

Hus i Colonial Williamsburg

Forretning der solgte beklædningsgenstande i Colonial Williamsburg

Vi brugte en god times tid med at vandre rundt i byen mellem de restaurerede bygninger, og forsøgte slutte af med aftensmad på en af byens originale restauranter, hvor personalet var klædt i klædedragter fra slavetiden – og i øvrigt var sorte, som det var tilfældet dengang.

Velhaverbolig i Colonial Williamsburg

– og endnu en velhaverbolig i byen

Desværre lykkedes vores forehavende ikke, og vi måtte fortsætte til en Texas Roadhouse for at få stillet sulten. Herefter var det bare videre til vores hotel i Virginia Beach, Courtyard Virginia Beach Oceanfront, hvor natten skulle tilbringes.

Søndag d. 5.5.
Efter en rolig nat startede vi dagen med en tur langs standen – lige uden for hotellet – hvorefter vi kørte til en kaffebar for at få lidt at spise og drikke, inden vi kunne fortsætte turen nordpå til først staten Maryland – og derefter Delaware.

Stranden i Virginia Beach, set fra hotellet, Courtyard Virginia Beach Oceanfront

Turen gik først over/under den 28,3 km lange Chesapeake Bay Bridge-Tunnel, hvorefter vi gjorde holdt et par gange; først ved et udsigtspunkt, lige på den anden side af broen, og derefter ved et velkomstcenter, hvor vi hentede os lidt info om området.
I velkomstcentret blev vi anbefalet at tage en afstikker til Wallop Flight Facility, der er et raketopsendelsessted på Wallop Island, der er ejet af NASA. Der har været mere end 16.000 opsendelser fra området, siden det blev grundlagt i 1945, og det anvendes hovedsagelig til forskningsformål, herunder at teste flyveegenskaber for fly, løfteraketter og rumfartøjer samt at øge kendskabet til Jordens øvre atmosfære.

Velkommen til Wallop Flight Facility

Det var interessant at se raketterne, der prydede området, men da det var søndag, var besøgscentret med bla. affyringsrampen desværre lukket.

Wallop Flight Facility: Raket opstillet ved museet

Kommunikationsparabol

Fra centret kørte vi gennem feriebyen Chincoteague til øen Assateague, hvor det var vores hensigt at aflægge det 43,3 meter høje fyrtårn et besøg; desværre var det så også lige lukket. Det første fyrtårn, der blev bygget på stedet i 1833, viste sig at være ineffektivt, og det blev derfor udskiftet med det nuværende tårn i 1867 – lige efter borgerkrigens afslutning – og dette tårn virker så stadigvæk efter hensigten.

Fyrtårnet på øen Assateague

Herefter kørte vi videre til kystbyen Rohoboth, hvor vi indlogerede os i det charmerende og hyggelige hotel Bellmoor, og efter vi havde sat Steffen af, kørte jeg sammen med Joanna til nabobyen Lewes.
Vores første besøg i Lewes var Cape Henlopen State Park, der er et af de første offentlige områder, der er etableret i USA. Dette skete i 1682 med erklæringen om, at Cape Henlopen ville være til ‘brug for borgerne i Lewes og Sussex County’.

Stranden i Cape Henlopen State Park. Regn holder ikke strandgæsterne væk

Området, som parken ligger i, er et vigtigt strategisk sted for den amerikanske flåde og hær under både den amerikanske revolution, krigen i 1812, borgerkrigen, WW1 og WW2, og dets militære betydning ses endnu den dag i dag i området.
Under 2. Verdenskrig byggede den amerikanske hær Fort Miles ved Cape Henlopen, og man kan stadigvæk se bunkere og observationstårne ​​i parken. Endvidere støder man på en række ildkontroltårne samt underjordiske kanonbatterier (bunkere), som skulle bruges sammen med tårnene mod et eventuelt luftangreb.

Observationstårn nr. 7 i Cape Henlopen State Park

Trappen i observationstårn nr. 7

For os var det – mens regnen så småt tog til – besøget i observationstårn nr. 7 midt i parken samt en vandretur gennem resterne af Fort Miles med mandskabsbarakker, kanonstillinger, bunkere og en udstilling af forskellige kraftige kanoner, der var højdepunktet på besøget i parken. Fort Miles var forsynet med mange kanoner af forskellig størrelse – udstillet på området; lige fra to styk 16 tommer kanoner til “små” 155 mm Howitzer.

Barak i Fort Miles

Spotterhus ved Fort Miles

En af de to 16 tommer kanoner på Fort Miles. Den stod oprindelig på USS Missiouri

Regnen gjorde imidlertid, at det ikke var så morsomt at vandre rundt, så vi valgte at fortsætte ind til den historiske kerne af byen Lewes, der stolt hævder at være ‘Den første by i den første stat’. Lewes var den første europæiske bosættelse i Delaware, som 28 hollandske bosættere grundlagde den 3. juni 1631, og som fik navnet Zwaanendael (Svanedalen). Byen havde en kort tilværelse, da en lokal stamme af Lenape-indianere dræbte alle bosætterne i 1632.

Zwaanendael Museum, der står som et minde i Lewes om de første bosættere

I 1658 forsøgte hollænderne sig med en genbosættelse af byen og omegnen, men i 1664 var det så englænderne, der indtog byen og området, der blev under britisk overherredømme indtil USA blev uafhængigt. Navnet Lewes fik byen i 1682.

Ældste hus i Lewes: The Fisher-Martin House

Siden har byen fristet en omtumlet tilværelse, og de ældste huse, der er at se i byen i dag, stammer fra midten af 1700-tallet; det ældste hus, The Fisher-Martin House, er således fra ca. 1730. I øvrigt var det en række charmerende huse at betragte her i midten af byen, hvor vi fandt en P-plads nær byens museum, Zwaanendael Museum, der er en kopi af det tidligere rådhus i Hoorn, i Holland. Trods regnen gik vi lidt rundt i byen og betragtede de smukke gamle og renoverede bygninger.

Gammel patriciervilla i Lewes

Huse på hovedgaden i Lewes

Efter besøget i midtbyen kørte vi til Big Oyster Brewery, hvor vi fik smagt et par øl og købt et lager med til den videre rejse – inden turen gik tilbage til hotellet i Rohoboth og en gang let aftensmad på Taco Bell.

Big Oyster Brewery i Lewes; et besøg værd

Ellers var det bare med at hvile ud til endnu en dag i morgen, hvor turen skulle gå videre til Washington.

Mandag d. 6.5.
Dagen startede med en lækker og omfangsrig morgenmad på hotellet – den absolut bedste på denne tur indtil videre – og herefter var det bare af sted til Washington, hvor vi ved middagstid kunne indlogere os på vores hotel, Hilton Garden Inn, i hjertet af byen.
Efter en kort pause, hvor vi lige kunne ligge lidt på langs, gik jeg sammen med Joanna ud i byen for at kigge på det grønne område – The National Mall – mellem Lincoln Memorial og Capitol – en længere gåtur på godt 8 km, inden vi – godt trætte i benene – tog en Uber fra Capitol tilbage til hotellet.
Vores tur skulle egentlig først føre os forbi Det Hvide Hus, men på grund af et arrangement i huset var der lukket for al adgang til at komme tæt på, og vi måtte nøjes med et kig på bagsiden af huset – gennem det massive gitterhegn. I stedet gik vi videre forbi Second Division Memorial, der er placeret i præsidentens park ved Constitution Avenue.

Second Division Memorial

Mindesmærket mindes dem, der døde, mens de tjente i 2. infanteridivision i den amerikanske hær under 1. verdenskrig. Det flammende sværd symboliserer forsvaret af Paris fra den tyske fremrykning.
Vi gik herfra videre til The Lockkeeper’s House, der er den ældste bygning på National Mall. Huset, der er bygget i 1837, tjente som bolig for kanalslusevogteren, der opkrævede vejafgifter, registrerede handel, vedligeholdt kanalen og styrede trafikken ved den kanal, der tidligere løb her mellem floderne Potomac og Anacostia.

The Lockkeeper’s House

Fra huset fortsatte vi gennem parken og så undervejs på vores tur forskellige lokale fugle som rødvinget solsort (Agelaius phoeniceus), blå skovskade (Cyanocitta cristata) og Canadagås (Branta canadensis).

Rødvinget solsort (Agelaius phoeniceus)

Blå skovskade (Cyanocitta cristata)

Canadagås (Branta canadensis)

Lidt senere passerede vi Vietnams Veteran Memorial – en massiv, sort mur, der viser navnene på de mere end 58.000 soldater og kvinder, der mistede livet under Vietnamkrigen. Muren blev indviet på Veterans Day i 1982, og målet med mindesmærket er aldrig at glemme dem, der tjente og omkom under Vietnamkrigen.

Vietnams Veteran Memorial – et yndet udflugtsmål

Vietnams Veteran Memorial – der lægges blomster for mistede familiemedlemmer

Som en del af monumentet står statuen ‘The Three Servicemen’, hvor man bla. ser den første repræsentation af en afroamerikaner på National Mall.

Vietnams Veteran Memorial (tv) – statuen ‘The Three Servicemen’ (th)

Ellers gik vi videre til en af de helt store seværdigheder på stedet, Lincoln Memorial, der ærer USAs 16. præsident, Abraham Lincoln. Monumentet indeholder en ikonisk statue af en siddende Lincoln, og på væggene kan man læse to af hans taler, Gettysburg-talen fra 19. november 1863 samt hans anden indvielsestale fra 4. marts 1865.

Lincoln Memorial – i øjeblikket under restaurering

Præsident Lincoln troner i Lincoln Memorial

Monumentet har siden 1929 været afbildet på bagsiden af den amerikanske 5-dollarseddel, og det er i øvrigt kendt fra mange film, herunder ‘Forrest Gump’.

Udsigten fra Lincoln Memorial mod øst med Washington Monument

Fra det ene monument til det andet: Næste stop var således mindesmærket for Koreakrigen, Korean War Veterans Memorial, der mindes de soldater, der tjente under Koreakrigen fra 1950-53. Monumentet, der omfatter 19 statuer, der repræsenterer amerikansk militærpersonel i aktion, blev indviet i 1995, og det er senere (i 1922) blevet udvidet med en mindevæg, hvor navnene på amerikansk militærpersonel, som døde i krigen. Endvidere er der en mindre mur med det sigende slogan ‘Freedom Is Not Free’ – Frihed er ikke gratis.

Korean War Veterans Memorial – udsnit af muren

Korean War Veterans Memorial – statuer

Korean War Veterans Memorial – mur med slogan

Efter at have dvælet lidt ved dette flotte monument fortsatte vi til Martin Luther King, Jr. Memorial ved kanten af Tidal Basin. Monumentet er en stor granitstatue, ‘Håbets Sten’, der viser Martin Luther King, der holder sin berømte tale i ‘I Have a Dream’ fra 28. august 1963. Inspirationen til mindesmærket er en linje fra ovennævnte tale: ‘Ud af fortvivlelsens bjerg, en sten af ​​håb’.

Monumentet ‘Håbets Sten’, der viser Martin Luther King

Og turen fortsatte fra det ene mere eller mindre imponerende monument til det andet. Således kom vi forbi det lille og atypiske – set i relation til de andre monumenter – DC War Memorial, der mest af alt bare var en cirkelrund pavillon, og et øjeblik senere var det så det overdimensionerede World War II Memorial, der lå foran os.

World War II Memorial

Det blev kun til et øjeblik ved dette monument, før vi spadserede videre til Washington-monumentet, der er en ikonisk obelisk, der står midt i National Mall og i øvrigt er en hyldest til den første amerikanske præsident, George Washington, der gjorde USA uafhængigt af briterne. Man begyndte bygningen af obelisken i 1848, men det 169 meter høje monument stod først færdigt i 1884, og det var i en årrække verdens højeste bygningsværk.

Washington-monumentet – adgang administreres af National Park Service

Vi valgte lige at slappe lidt af i obeliskens skygge – med udsigt ned over bagsiden af Det Hvide Hus og Lincoln Monument – inden vi fortsatte østover i retning Capitol.

Bagsiden af Det Hvide Hus – set fra Washington-monumentet

Lincoln Monument – set fra Washington-monumentet

Vi havde en ide om at besøge Smithsonian National Air and Space Museum, hvor vi skulle kunne følge flyhistoriens store begivenheder fra det første fly, fremstillet af Brødrene Wright til de seneste rumkapsler. Det viste sig bare, at der ikke var flere entrebilletter til i dag, så vi skyndte os naturligvis at bestille to billetter til et besøg i morgen eftermiddag.

Isbil

Derefter valgte vi – på foranledning af Joanna – at besøge nærved det liggende Bartholdi Fountain and Gardens – byens botaniske have. Det blev så i øvrigt en stor oplevelse, hvor vi vandrede gennem flere klimazoner – det tropiske hus, ørkenhuset og orkidehuset med mange smukke, imponerende og sjældne planter.

Fra orkidehuset: Dendrobium finisterrae fra New Guinea

Toppen af besøget var dog planten med en af verdens største blomst, penisblomsten (Amorphophallus titanum). Planten, der kun vokser i regnskoven på den vestlige del af Sumatra i Indonesien, har en blomst kan blive op til 3 meter høj, og det er meget sjældent, at planten blomstrer ved dyrkning, ofte omkring 15 år fra såning til første blomstring. Ved blomstringen, der højst varer 2½ dag, spreder blomsten en umiskendelig lugt af rådnende kadaver, der tiltrækker ådselsbiller, der bestøver planten.

penisblomsten (Amorphophallus titanum) med forklaring på plantens cyklus

Da vi ser den blomstrende plante, var jeg sikker på, at der var tale om en kunstig plante – men den var god nok! Efterfølgende kunne vi i Washington Post læse en artikel om planten – og at man i øvrigt skulle skynde sig, hvis man ville opleve synet. Med andre ord: Vi var ekstremt heldige, og det var i øvrigt første gang, jeg så planten i blomst, selv om jeg flere gange havde rejst til dels langt for at få oplevelsen.
Helt høje af synet af planten forlod vi Botanisk Have og fortsatte til vores sidste station på dagens program, Capitol.

Capitol

Capitol er sæde for USAs kongres, hvor Senatet ligger i den nordlige ende af bygningen, mens Repræsentanternes Hus ligger i den sydlige ende. Står man i National Mall og kigger på bygningen, ligger Senatet til venstre, mens Repræsentanternes Hus ligger til højre.
Bygningen blev opført og stod færdig i år 1800, men blev ødelagt under Den britisk-amerikanske krig (1812-krigen), men blev genopført inden for 5 år.

Capitol – nærbillede

Bygningen er i nyere tid (2021) kendt for Stormen på Kongressen, hvor opildnede Trump-støtter, der var overbeviste om, at valget var omfattet af voldsom valgsvindel, stormede bygningen efter at Trump i en tale sagde til sine støtter, at de skulle møde op ved Kongressen og vise deres utilfredshed. Alt i alt blev angrebet fra de fleste sider opfattet som en skændsel for det amerikanske demokrati.
Vi vandrede roligt forbi bygningen og beundrede dette flotte bygningsværk, mens vi samtidig mindedes ovennævnte stormløb.
Herefter var vi ved at være godt matte i benene, så næste punkt blev en Uber tilbage til hotellet, hvor vi fik benene op og hvilet ud.

Tirsdag d. 7.5.
Efter en god nats søvn gik Joanna og jeg i gang med dagens program, der hovedsagelig bestod af nogle besøg i oplandet, og vi satte kursen mod Arlington, hvor vi havde to steder på programmet: Den berømte, militære kirkegård og ‘The Pentagon Memorial’.
Altså kørte vi den korte tur til Arlington National Cemetery, der er ligger på området ved Arlington House, der tidligere var bolig for general Robert E. Lee og hans familie. På kirkegården, der blev etableret under den amerikanske borgerkrig, ligger mere end 290.000 mennesker begravet.

Arlington National Cemetery med gravstene i sirligt mønster

Vi gik lidt rundt på kirkegården, hvor mange kors og mindesten var anbragt med militær præcision, egentlig uden mål – ud over at jeg gerne ville se Arlington House og mindestedet for John F. Kennedy, som jeg havde skrevet opgave om i gymnasiet.

Gravstedet for John F. Kennedy og hans familie

Gravstedet var et lille stenbelagt område med en evig flamme og gravsten for John F., hans kone Jaqueline og deres to børn. Lige i nærheden af dette sted finder man gravene for hans brødre Robert og Edward, markeret med et kors og en simpel sten.
På et højere sted på kirkegården ligger Arlington House,der var familieresidens for Robert E. Lee, der var general for Sydstaternes hær under den amerikanske borgerkrig. Huset blev bygget af Lees svigerfar, GWP Custis i 1803-18, og det blev under borgerkrigen anvendt af Nordstaterne som militært hovedkvarter. Efter krigen blev Arlington kirkegården anlagt på husets jorder – dels for at sikre, at Lee aldrig kom til at bo på stedet igen.

Arlington House, der har givet navn til kirkegården

I dag fremstår huset mest som et minde om tidligere tider, og vi var ikke inde i huset, men nøjedes med at kigge på – lidt fra afstand.

Arlington kirkegårdens lidt ældre afsnit med enkeltstående gravsteder

Efter besøget på kirkegården var det vores akt at besøge mindestedet for ofrene efter terrorangrebet 9/11 på Pentagon, men det viste sig at blive sværere end som så. Overalt var P-pladserne private eller tilhørte ansatte ved Pentagon, og overalt var der P-vagter og politi, så vi valgte at fortrække og kørte i stedet til bydelen Alexandria, hvor vi ville finde et sted at spise lidt sen morgenmad.
Vi fandt en parkeringsplads i den gamle bydel og vandrede herfra ned ad en af de ældste gader, Prince Street – forbi både velholdte gamle beboelsesejendomme og større bygninger som Cavalier Antiques, i dag aktikvitetsforretning, og Athenaeum, der i dag er kunstgalleri. Den del af gaden, der lå nærmest havnen, er kendt som Captain’s Row – en række huse, der er bygget af og til kaptajnerne, der lagde til ved byens gamle kajer. Gaden er her brostensbelagt og lagt af hessiske soldater, der var blevet taget til fange under uafhængighedskrigen.

Cavalier Antiques, i dag aktikvitetsforretning

Captain’s Row i Prince Street

I øvrigt er der i den gamle bydel mere end 200 bevaringsværdige bygninger i bykernen.
Efter lidt brunch gik vi videre til havnefronten med forskellige gamle lagerbygninger, inden vi via King Street med dens mange restauranter, pubber og caféer vendte snuden tilbage mod bilen. Flere gange henvendte de lokale sig til os og indledte en lille snak, inden de anbefalede os flere af deres seværdigheder. Det medførte så, at vi lige fik set Carlyle House og Duvall’s Tavern.

Carlyle House

Carlyle House, der er et stenpalæ bygget af Alexandrias grundlægger John Carlyle  i 1753, er i dag et historisk museum.
Duvall’s Tavern var stedet, hvor George Washington den 31. december 1783 blev fejret af Alexandrias bedre borgerskab for hans tilbagevenden fra uafhængighedskrigen. Foran huset står en bænk, hvor man finder en bronzestatue af en siddende Washington.

Duvall’s Tavern

George Washington på bænken foran Duvall’s Tavern

Fra Alexandria gik turen sydpå til Mount Vernon, der var det tidligere landsted – dvs. bolig og plantage – for George Washington og hans familie. Landstedet, der ligger ved østbredden af Potomac-floden knap 25 km syd for Washington DC., blev opført i ca. 1734 af George Washingtons far, Augustine. I 1754 forpagtede George Washington landstedet, som han overtog som eneejer i 1761, hvorefter han udvidede ejendommen ved at opkøbe flere gårde og omkringliggende jordstykker.

Mount Vernon set fra Potomac-floden

Oprindelig – og indtil 1766 – var hovedafgrøden tobak, men dette blev opgivet, og senere var det afgrøder som hvede, majs og andre kornsorter, mens der også blev eksperimenteret med produktion af silke, hamp, hør og bomuld.

Tidlig slavehytte (rekonstruktion) på Mount Vernon

Til at passe markerne og husholdningen på Mount Vernon var der tilknyttet mere end 300 slaver, der i starten levede i små og primitive hytter under kummerlige forhold, men som senere blev indlogeret i sovesale i stenbygninger, mænd for sig og kvinder og børn for sig. (Jeg fik fornemmelsen af fangerum, da vi besøgte denne del af landstedet).

Senere slavebolig på Mount Vernon

Kvindernes soverum i en af slaveboligerne

En del af slaverne er begravet på Mount Vernons jord og har fået et anstændigt mindesmærke, andre blev frigivet ved George Washingtons død – mens endnu andre forstsatte et liv som slaver på stedet.

Mindesmærke på stedet, hvor slaverne blev begravet

Sammen med Joanna startede vi med at besøge George Washingtons grav og slavernes gravsted og mindesmærke, inden vi tog en bådtur på Potomac-floden, hvorfra vi kunne se både Mount Vernon fra søsiden samt Fort Washington på den anden side af floden.
Efter bådturen besøgte vi en af de rekonstruerede slavehytter af træ og ler samt de ‘mere moderne’ bygninger for slaverne, hvor kønnene levede adskilt.
I øvrigt kunne vi nyde en flot udsigt over hovedbygningen – som vi så i øvrigt ikke besøgte.

Mount Vernon set fra landsiden

Fra Mount Vernon gik turen tilbage til Washington, hvor vi havde booket tid til et besøg på Smithsonian National Air and Space Museum, og efter lidt af en søgen efter en P-plads (til blot 48 $ i timen), kunne vi stille os op i køen ved indgangen til museet.
Halvdelen af museet var lukket, fordi det var under ombygning/renovering, men vi fik da lejlighed til at besøge verdens første fly, der var tungere end luften og bygget af brødrene Orville og Wilbur Wright.

Statue af brødrene Wright på National Air and Space Museum

Sammen foretog brødrene verdens første motordrevne flyvning, der fandt sted 14. december 1903 og varede 4 sekunder. Tre dage senere gentog de kunststykket, og denne gang fløj de næsten en halv kilometer på de 59 sekunder, flyet var i luften.
Flyvningerne fandt sted ved Kitty Hawk i North Carolina.
På museet var der en hel udstilling om brødrene og deres fly – heriblandt originaludgaven af det første fly, de fløj i.

Originaludgaven af brødrene Wrights første fly

I den anden ende af tidsskalaen – og oppe på førstesalen i museet – var der en udstilling om den amerikanske rumfartshistorie. Her var udstillet flere effekter, som jeg tydeligt husker fra min ungdom, hvor jeg sad klistret foran TV-skærmen og fulgte rumfartens første spæde skridt.
Udstillingen bød bla. på…
Rumkapslen Freedom 7, der havde Alan Shepard som pilot. Dette var den første bemandede rumkapsel, der blev opsendt i Mercury-programmet, der i alt kom til at bestå af 7 bemandede flyvninger. Rumflyvningen, der varede blot 16 minutter, skete den 5. maj 1961.
Gemini VII-modulet, hvori Frank Borman og Jim Lovell tilbragte næsten 14 dage i rummet. Modulet blev opsendt 4. december 1965 og var den fjerde bemandede flyvning i Gemini-serien.

Freedom 7 (tv) og Gemini VII-modulet (th)

Apollo 11’s Commandomodul Columbia, hvor astronauterne boede under turen til Månen og retur, og som var det eneste isenkram fra Apollo 11-missionen, der vendte tilbage til Jorden. Denne mission var den første, der bragte et menneske, Neil Armstrong, til Månen, og hans ord i den forbindelse er blevet udødeliggjorte: ‘That’s one small step for man, one giant leap for mankind’. I øvrigt var en anden af missionens astronauter, Buzz Aldrin, også nede på Månen, mens den tredje astronaut, Michael Collins, forblev i kredsløb om Månen.
Apollo 11 blev opsendt fra Jorden 16. juli 1969. Månevandringen foregik 20. juli, og modulet vendte tilbage til jorden 24. juli.

Apollo 11’s Commandomodul Columbia

På udstillingen så man også støvlerne, som Neil Armstrong havde på, da han første gang satte sine fødder på Månen – samt hans komplette rumdragt.

Støvlerne, som Neil Armstrong havde på på Månen

Endelig valgte jeg at dvæle ved en ‘dune buggy’ som astronauterne kunne køre rundt i på månen. På museet kunne man se en kopi af den vogn, der var med Apollo 15.

‘Dune buggy’ magen til den, der var med Apollo 15

Og i øvrigt var der mange andre effekter fra rumhistorien, hvor man kunne danne sig et godt indtryk af den udvikling, der har været inden for rumfarten – mest i 60’erne og 70’erne.
Jeg havde håbet på at se ‘Spirit of St. Louis’, flyet som Charles Lindberg fløj over Atlanten i som første mand 20.-21. maj 1927. Desværre var flyet pakket ned og hørte i øvrigt til i den dal af museet, der var under ombygning.
Fra museet kørte vi tilbage mod hotellet, idet vi dog gjorde holdt ved Jefferson Memorial, der er bygget mellem 1939 og 1943 til ære for Thomas Jefferson.
For amerikanerne er Jefferson en af de vigtigste politikere, idet han er hovedforfatteren af ​​USA’s uafhængighedserklæring, en central intellektuel kraft bag den amerikanske revolution, en grundlægger af det republikanske parti og i øvrigt landets tredje præsident.
Inde i Jefferson Memorial ser man en 5,8 meter høj bronzestatue af Jefferson, lige som man kan læse mange citater, der tillægges ham. Jefferson Memorial er bygget stik syd for Det Hvide Hus – og på den anden side af National Mall og ved bredden af Tidal Basin.

Jefferson Memorial

Efter et kort besøg her var dagens sidste stop ved Albert Einstein Memorial, der er en bronzestatue, der forestiller Albert Einstein siddende med manuskriptpapirer i hånden. Statuen er afsløret 22. april 1979 – på hundredåret for Einsteins fødsel.

Albert Einstein Memorial

Herfra gik turen tilbage til hotellet, hvor Joanna valgte at slappe lidt af, mens jeg tog en ekstra lille tur rundt om

Forsiden af Det Hvide Hus

– og denne gang kunne jeg komme tættere på – og helt hen til gitteret, hvilket naturligt nok kunne give nogle fine billeder. Samtidig gik jeg hen over pladsen, hvor demonstrationer for al muligt finder sted – således også denne eftermiddag…

En demonstrant har slået sig ned foran Det Hvide Hus

Bagefter gik jeg forbi The Treasure Building – Skattekammaret – og gennem Pershing Park med National World War I Memorial – et nyt mindesmærke fra 2015. Flot lavet, men ikke ubetinget noget ‘must-see’.

Treasury Building

National World War I Memorial

Tilbage på hotellet kunne jeg sammen med Joanna nyde lidt aftensmad, som hun havde bestilt, og så var det ellers bare få hvilet ud efter endnu en god dag, vi havde haft sammen.

Onsdag d. 8.5.
Morgenen gik med at få pakket og tjekket ud fra hotellet, inden vi kunne sætte os i bilen med GPS’en indstillet på New York City. Og det betød, at der lå 3-4 timers kørsel forude.
Undervejs blev der så lige tid til lidt morgenmad (fastfood, forstås) og til at Joanna fik bestilt billetter til en forestilling på Broadway: The Book of Mormon.

Velkommen til Manhattan

I øvrigt var det bare at følge trafikken ind til Manhattan, hvor vi kunne tjekke ind på vores hotel Tempo by Hilton på hjørnet af 7 th Avenue (Times Square) og West 47 Street (Broadway) midt på eftermiddagen. Efter at have pakket ud og indlogeret os på værelserne var næste programpunkt en vandretur i nærområdet, inden vi skulle i teatret.

Reklamer på Times Square

Fra Times Square gik vi til Bryant Park, hvor folk nød det gode vejr med lidt spiseligt eller drikkeligt, og hvor man ellers bare fladede ud i solen. Det var en dejlig fredfyldt park med mange mennesker, der slappede af på hver deres måde – eller fik sig en pibe hash eller tjald, hvis da ellers min lugtesans ikke svigtede mig.

Bryant Park

Videre gik vi til New York Public Library for enden af parken. Biblioteket, der er opført i 1854, er det næststørste i USA efter Library of Congress og i øvrigt det fjerdestørste offentlige bibliotek i verden. Vi gik en tur i bibliotekets lange gange og beundrede arkitekturen, der i øvrigt tiltrak mange flere besøgende end os.

Indgangshallen i New York Public Library

Fra biblioteket gik turen videre til Grand Central Terminal, jernbanestationen, der er verdens største – målt i antallet af perroner, 44 stk., fordelt på to niveauer under gadeplan. Terminalen er ligeledes knudepunktet for New York Citys metronet. Også her gik vi indenfor for at se den imponerende arkitektur; bygningen er opført i etaper fra 1903 til 1913, og den ligger i dag næsten akavet klemt inde mellem højere og nyere skyskrabere.

Grand Central Terminal

Billetluger i Grand Central Terminal

Næsten det samme kan man sige om The Villard Houses – to beboelsesejendomme fra 1884, der blev opført for jernbanemagnaten Henry Villard. De to ejendomme er bevaret som et historisk vartegn og udgør i dag en del af Lotte New York Palace Hotel. Boligerne er af New York City udpeget som vartegn for byen, og de er opført i National Register of Historic Places.

Det ene af The Villard Houses

Vi passerede blot bygningerne på vores vej til St. Patrick’s Cathedral, der er den største katolske katedral i Nordamerika og sæde for ærkebiskoppen af New York City. I katedralen, der er opført i perioden fra 1858 til 1878, var der messe, da vi kom forbi, så jeg besluttede mig for at prøve at få tid til at kigge indenfor i det imponerende kirkerum ved en senere lejlighed.

Inde fra St. Patrick’s Cathedral

I stedet fortsatte vores vej forbi Rockefeller Center, hvor vi dvælede et øjeblik ved den berømte plads foran skyskraberen, hvor man om vinteren har anlagt en skøjtebane og hvor USA’s højeste juletræ tændes under en højtidelig markering hvert år. Pladsen, der på denne tid af året er domineret af caféer og udskænkningssteder, er omkranset af flag fra alle USAs stater.

Pladsen foran Rockefeller Center, hvor man om vinteren har en skøjtebane

Hovedindgangen til Rockefeller Center

Prometheus-skulpturen foran Rockefeller Center

Tiden var efterhånden så fremskredet, at vi skyndte os tilbage til hotellet og videre til Eugene O’Neill Theatre på Broadway, hvor vi skulle overvære forestillingen ‘The Book og Mormon’. Hylende sjov forestilling i et hyggeligt gammelt teater.

Eugene O’Neill Theatre på Broadway

Eugene O’Neill Theatre – interiør

Efter forestillingen indsnusede vi lidt af stemningen på Times Square, inden vi søgte til hotellet for natten.

Torsdag d. 9.5.
Efter morgenmad på hotellet kørte vi med en Uber til helikopterlandingspladsen på det sydligste punkt på Manhattan, og der stod nu en helikoptertur hen over området omkring Manhattan på programmet – dvs. Joanna blev på jorden, mens Steffen og undertegnede steg til vejrs for at få en halv times tur hen over byens seværdigheder – startende med Frihedsgudinden og sluttende med Central Park.

Så er vi klar til helikoptertur

Det var en imponerende oplevelse at flyve hen over de høje bygninger og få et overblik over byen, som man så absolut ikke har det fra gaderne mellem skyskraberne. Turen startede med at flyve ud over Frihedsgudinden og Ellis Island, inden vi vendte ved Staten Island, inden vi fløj op langs Hudson River med et fint udsyn ind over Manhattan på den ene side og New Jersey på den anden. Vores nordligste punkt på turen var Central Park.

Frihedsgudinden set fra en helikopter

The Trump Building på Wall Street midt i billedet

Et kig ind over Central Park

Colombia University – igen i midten af billedet

Et kig ud over Ellis Island

Efter helikopterturen fortsatte vi med en tur/retur med rutebåden til Staten Island, hvorved vi kom helt tæt på Frihedsgudinden og i øvrigt fik et fint udsyn til det sydligste af Manhattan. Der gik en time med den behagelige tur frem og tilbage – men det var så nok også den eneste gratis oplevelse, vi fik, mens vi var i New York City!

Rutebåden mellem Manhattan og Staten Island – gratis!

Endnu engang tæt på Frihedsgudinden – denne gang set nedefra

Skyline af det sydlige Manhattan

Da vi var i land igen (på Manhattan) gik vi videre op gennem Financial District, hvor vi kom forbi både Børsen – New York Stock Exchange – og Wall Street med bla. The Trump Building.
Børsen, der ligger på hjørnet af Wall Street og Broad Street, er den største børs i verden – regnet efter markedsværdi. På Børsen handles aktier face-to-face, og ikke elektronisk som det sker ved f.eks. NASDAQ.
Selve børsbygningen består af to dele, den sydlige ved Broad Street 18 er fra 1903, og den erstattede en tidligere børs fra 1865, der lå samme sted, mens den anden del, den nordlige ved Wall Street 11, er fra 1922.

New York Stock Exchange – det fra Broad Street

Fra Børsen gik vi videre ad Wall Street til Trinity Church, der er den tredje kirkebygning på dette sted. Den første kirke blev bygget af medlemmer af den anglikanske kirke og indviet i 1698, og i forbindelse med kirken grundlagdes (i 1709) Trinity School, hvor undervisningen blev holdt i kirkens tårn. Denne først kirke på stedet brændte ved den store brand i New York den 20. september 1776 – i forbindelse med uafhængighedskrigen.
Bygningen af den anden Trinity Church-bygning begyndte i 1788, og denne kirke blev indviet i 1790. Der var her tale om en kirkebygning, der var både længere, bredere og højere end sin forgænger. Denne kirke blev revet ned efter at være blevet mere eller mindre ødelagt af sne i vinteren 1838-39.

Trinity Church – set fra Wall Street (tv) og alteret (th)

Opførelsen af den nuværende – den tredje – Treenighedskirke begyndte i 1839, og kirken stod færdig i 1846, og den blev – på grund af sin højde – et fyrtårn for skibe, der sejlede til New Yorks havn. (Kirken var med sine 86 meter den højeste bygning i USA indtil 1869, hvor den blev overgået af St. Michaels Church i Chicago).
Fra Trinity Church gik vi videre til Ground Zero, der er domineret af de to 9/11 Memorial Pools, der er placeret lige der, hvor de to tvillingetårne, der tilsammen udgjorde World Trade Center, stod. Der var en slående stilhed i området med de to pools, der omgives af mure med inskriptioner af navnene for ofrene for terrorangrebet i den 11. september 2001.

Området ved Ground Zero

World Trade Center – eller bare WTC – bestod i sine velmagtsdage af 7 bygninger, der husede mere end 430 virksomheder. Flere bygninger, der efterfølgende er blevet opført i området, og som vi i øvrigt ikke besøgte, fortæller historien om terrorangrebet den 11. september 2001.
Ved ovennævnte terrorangreb blev det oprindelige 1 World Trade Center (Nordtårnet) med en højde på 417 meter, og 2 World Trade Center (Sydtårnet) med en højde på 415,1 meter ødelagt. Da WTC åbnede 4. april 1973 var tvillingetårnene de højeste bygninger i verden.

Den ene Memorial Pool (syd)

I Ground Zero-området er der flere ikoniske bygninger, f.eks. One World Trade Center, der også er kendt under det tidligere navn Freedom Tower (Frihedstårnet), der er hovedtårnet i det nye World Trade Center-kompleks i New York, som har erstattet tvillingetårnene. Tårnet, der er 1776 fod (541 meter) højt og blev indviet d. 3. november 2014, ligger lige nord for de to Memorial Pools. Højden på 1776 fod er valgt, idet tallet symboliserer den amerikanske uafhængighed fra Storbritannien netop i 1776.

One World Trade Center (tv) og 200 Liberty Street (th)

Øst for One World Trade Center finder man et andet interessant byggeri, det 176 meter høje 200 Liberty Street, tidligere kendt som One World Financial Center.
I området finder man også den futuristiske bygning, der rummer World Trade Center Station – indviet i 2016 – samt Perelman Performing Arts Center, der er omgivet af en del kunst på murene i området.

World Trade Center Station

Perelman Performing Arts Center

Efterhånden var vi blevet godt sultne af al den sightseeing, og derfor gik vi mod Chinatown, hvor vi undervejs passerede St. Peter’s Roman Catholic Church, der er bygget i nygræsk stil med 6 ioniske søjler i facaden. Kirken åbnede i 1838, og den er udpeget som et vartegn for New York City.

St. Peter’s Roman Catholic Church

På vores videre færd passerede vi flere retsbygninger:
Tweed Courthouse, der også kendes som Old New York County Courthouse, er bygget i italiensk stil i perioden fra 1861 til 1872. Retsbygningen er – næst efter rådhuset – den næstældste byregeringsbygning på Manhattan. Bygningen har huset hovedkvarteret for New York City Department of Educations på de øverste etager og flere skoler i stueplan. Tweed Courthouse er opført i National Register of Historic Places som et nationalt historisk vartegn , og dets facade og interiør er begge udpegede vartegn i New York City.

Tweed Courthouse

New York County Supreme Court – New Yorks højesteret – er den ældste højesteret i USA, og den blev oprettet som højesteret allerede den 6. maj 1691. Domstolen blev videreført af staten New York efter landets uafhængighed i 1776.

New York County Supreme Court

Fra Supreme Court ville vi gerne være gået videre ad Centre Street og forbi endnu en retsbygning, New York County Criminal Court, men her havde politiet spærret alt af på grund af den verserende straffesag mod en vis Donald Trump, så i stedet fortsatte vi vores vej mod Chinatown gennem Columbus Park.

Stemningsbillede fra Chinatown; bygninger med de kendte brandtrapper

Stemningsbillede fra Chinatown; Mott Street

Efter en kinesisk frokost i en lille fortovsrestaurant i Mott Street vandrede vi lidt rundt i de hyggelige gader i Chinatown, inden vi besøgte Mahayana Buddhist Temple i det befærdede kryds ved Manhattan Bridge Arch and Colonnade.

Manhattan Bridge Arch and Colonnade

Mahayana Buddhist Temple

Buddha-figur i Mahayana Buddhist Temple

Herefter var de to unge mennesker ved at være godt trætte, så vi tog en fælles Uber nordpå mod hotellet – dvs. at jeg valgte at stå af midtvejs, fordi der stadigvæk var nogle ting, jeg gerne ville se. Jeg steg således ud af bilen ved The Flatiron Building – Strygejernsbygningen.
Bygningen, der er et 22 etagers højhus, der blev opført i 1902 af byggefirmaet Fuller Company, har en trekantet grundform, og det blev i 2023 kåret som den fjerdemest elskede bygning i USA. Desværre var bygningen lige nu (dvs. siden 2019) under restaurering og pakket fuldstændig ind i stålstilladser!

Flatiron bygningen i et par forskellige vinkler

Fra The Flatiron Building vandrede jeg videre forbi St. Francis of Assisi Church, der ligger noget klemt inde mellem større og højere skyskrabere. Kirken, der er romersk-katolsk, er indviet i 1892.

St. Francis of Assisi Church

Lidt længere fremme på min tur passerede jeg Madison Square Garden, der er hjemsted både for NBA-klubben New York Knicks (basketball) og NHL-holdet New York Rangers (ishockey).
Madison Square Garden-bygningen synger dog på sidste vers, idet den inden for de næste 4-5 år skal rives ned for at give plads til en ny jernbanestation, der skal kunne honorere fremtidens krav til højhastighedstog.

Madison Square Garden

Herefter vandrede jeg videre af 7th Avenue, hvor jeg faldt over en skulptur, The Garment Worker, der er fremstillet af Judith Welles, og som er en hyldest til de jødiske arbejdere inden for beklædningsindustrien – arbejdere, der udgjorde rygraden i det jødiske liv i New York ved århundredeskiftet.

The Garment Worker

Også Broadway mellem 7th og 8th Avenue gik jeg en tur ned ad.

Broadway

Endelig lagde jeg turen forbi nogle af de bygninger, jeg havde set i går: Rockefeller Center,
St. Patrick’s Cathedral, Broadway og New York Public Library.

St. Patrick’s Cathedral

St. Patrick’s Cathedral, interiør

New York Public Library – hovedindgangen

Ellers brugte jeg lidt tid på at slentre rundt på Times Square og indsnuse duften af storby – læs: hash, som var den mest fremherskende duft i gaderne, inden jeg søgte tilbage til hotellet for at hvile ud inden aftensmaden. Joanna var ikke “in the mood” til at gå ud at spise, så det blev en mandetur med Steffen, hvor vi endte på en charmerende gammel restaurant, Lillie’s Victorian Establishment. Her stod menuen på rigtig god mad, suppleret med nogle drinks og en seriøs mandesnak. Det var en god måde at få snakket i hyggelige rammer med min kommende svigersøn.

Fra Lillie’s Victorian Establishment

Times Square by night

Da vi – nogle timer senere – var tilbage på vores værelser, havde Joanna brugt alenetiden med at finde en aktivitet til os, Steffen og undertegnede: Et morgenbesøg på SUMMIT One Vanderbilt, der er en udsigtsplatform på 91.-93. etage i Vanderbilt-bygningen.
Den købte vi – og billetterne blev bestilt, inden vi gik til ro for natten. Vi havde jo – ud over besøget her – en køretur til Philadelphia foran os.

Fredag d. 10.5.
Dagen startede med, at Steffen og undertegnede ville vandre de godt 1,1 km fra hotellet til Vanderbilt-bygningen for at indløse de billetter til SUMMIT, som vi havde købt i aftes – men da det begyndte at regne, valgte vi i stedet at praje en Uber.
Efter at have stået i kø i mere end en halv time var det endelig vores tur til at tage elevatoren op til 91. etage i bygningen, hvor udsigtsplatformen befandt sig i godt 400 meters højde. Fra de tre etager har man den bedste 360 graders panoramaudsigt over Manhattan Midtown, og allerede, når man træder ud af elevatoren, bliver man mødt af interaktive installationer, glasgulve og spejle, der skaber utrolige og imponerende optiske illusioner.

SUMMIT: Når man står ud på 91. etage mødes man af spejle og glas

SUMMIT: Udsigt fra 91. etage med Empire State Building i baggrunden

Toppen af oplevelsen er på 92. etage, hvor man træder ud i glasbure, hvor man kan se ned til gadeniveau gennem “gulvet”. På trods af at det regnede var oplevelsen helt formidabel, og man kunne ikke lade være med bare at tage endnu et foto, og et til, og endnu et… Så det blev til en hel del billeder den time, vi var oppe i toppen!

SUMMIT: Udsigt til Chrysler bygningen

SUMMIT: Udsigt til Central Park

Efter besøget i SUMMIT vendte vi tilbage til hotellet, hvor Joanna ventede, og hvor vi afleverede vores værelser, pakkede bilen og forsøgte at komme væk fra Manhattan. Det var ikke helt nemt: således tog det os en time at køre de første 200 meter af dagens rute – gennem Times Square, forstås. Trafikken løste sig dog noget op, og 5 timer senere kunne vi stige ud af bilen ved vores hotel for den kommende nat, The Logan Philadelphia by Hilton i Philadelphia.
I ro og orden blev vi indkvarteret på vores værelse, og da det stadigvæk regnede on-off, valgte Steffen og Joanna at blive på hotellet og søge efter en egnet restaurant til vores sidste aften i USA, mens jeg gik en tur for at opleve lidt af de seværdigheder, der lå i nærheden af hotellet. Ja, faktisk blev det til hele to ture!
Fra mit værelse på hotellet, der lå ud til Logan Square, kunne jeg se over på Cathedral of SS. Peter and Paul på den anden side af vejen – en katedral bygget mellem 1846 og 1864. Katedralen er hovedkirken for det romersk – katolske ærkebispedømme i Philadelphia og er samtidig den største kirke i byen.

Cathedral of SS. Peter and Paul ved Logan Square

Min tur startede med – i let regn at gå forbi katedralen og over Logan Square, der er omkranset af flere imposante bygninger i form af byens største bibliotek, Free Library of Philadelphia, mod nord og naturvidenskabsmuseet, The Franklin Institute, mod vest.

Free Library of Philadelphia

Naturvidenskabsmuseet The Franklin Institute

Herefter blev det til en smuk tur gennem Benjamin Franklin Parkway – en bred boulevard fra Logan Square til Philadelphia Museum of Art.

Benjamin Franklin Parkway

Mit mål for turen op ad boulevarden var Rocky statuen i bronze foran kunstmuseet.
Statuen er placeret neden for de trapper op til museet, der blev udødeliggjort i filmen Rocky fra 1976, hvor Rocky Balboa steg op af trapperne. Scenen betragtes som en af ​​de mest ikoniske i moderne films historie, og den er siden blevet en metafor for en underdog, der står over for en stor udfordring.

Rocky statuen foran kunstmuseet

Selv om regnen så småt tog til, vandrede jeg nogle hundrede meter videre til statuen af Joan of Arc (Jeanne d’Arc), der ligesom andre statuer i området er en del af den permanente udstilling under Philadelphia Museum of Art.

Statuen af Joan of Arc (Jeanne d’Arc)

Efterhånden gjorde regnen, at det ikke var så sjovt at gå udenfor, så jeg skyndte mig tilbage mod hotellet, idet jeg dog stoppede op foran det lille Rodin-museum for at betragte Rodins berømte kunstværk, The Thinker – Tænkeren. Der er i alt 28 forskellige kendte afstøbninger af Tænkeren – hvoraf den første fra 1904 er udstillet på Musée Rodin i Paris.

The Thinker – Tænkeren – i lidt forskellige perspektiver

Selv om jeg havde planer om en længere tur rundt i Philadelphia, valgte jeg nu at søge ly for regnen på hotelværelset.
Efter en pause på en times tid var regnen holdt helt op, og jeg vovede mig derfor igen ud i byen, denne gang sydpå, hvor jeg ville besøge den lille park Rittenhouse Square.
På vejen mod parken passerede jeg Arch Street Presbyterian Church, en historisk kirke, der ligger på – ja, som navnet siger: Arch Street. Kirken er bygget i 1855 i nyklassisk græsk stil, og den var centrum for den presbyterianske kirke gennem det 19. og det 20. århundrede.
I dag har kirken tabt sin betydning, og menigheden består af kun 20-30 aktive medlemmer.

Arch Street Presbyterian Church

Fra kirken gik det videre til Rittenhouse Square, der er en af fem originale pladser planlagt af byens grundlægger William Penn i slutningen af ​​det 17. århundrede. Rittenhouse Square, der er hjertet af byens dyreste og mest eksklusive kvarter, er omgivet af højhuse med luksuslejligheder og nogle af byens fineste restauranter. Parken var et fint, fredfyldt sted med gamle pavilloner og skulpturer, men det var så som så med byliv her efter regnen og i den tilstundende aften.

Lysthus i Rittenhouse Square

Springvand i Rittenhouse Square

Altså fortsatte jeg gennem de små, hyggelige gader til en anden af byens berømte parker, John F. Kennedy Plaza, også kaldet Love Park, hvor en kæmpestor Love-statue har været opstillet siden 1976. Parken ligger tæt ved rådhuset.

F. Kennedy Plaza – Love Park – med den store Love-statue

Fra parken gik turen videre forbi den lille trekantede Levy Park, der under navnet Horwitz-Wassermann Holocaust Memorial er indrettet til minde om ofrene for Holocaust i Nordamerika under WW2. På pladsen står en stor bronzeskulptur, Monumentet for de Seks Millioner Jødiske Martyrer, og den minder os – med inskriptionen HUSK på både engelsk og hebræisk – om, at vi skal kæmpe for, at historien ikke gentager sig. Pladsen, der åbnede for offentligheden i oktober 2018, indeholder flere interaktive elementer, der skal skabe en oplysende og reflekterende oplevelse for de besøgende.

Horwitz-Wassermann Holocaust Memorial

Monumentet for de Seks Millioner Jødiske Martyrer

Hermed blev det afslutningen på denne lille, sene tur rundt i centrum, og efter en drink på hotellet tog vi alle tre ud i byen på en lækker lille restaurant, Restaurant Laurel, hvor vi delte nogle velsmagende retter og en flaske bobler – som den sidste fælles “supper” i USA i denne omgang.

Lørdag d. 11.5.
Efter at vi havde pakket vores bagage forlod vi hotellet og kørte til Independence Visitor Center i midtbyen, hvor vi skulle besøge Liberty Bell og Independence Hall – og det var egentlig disse to seværdigheder, der gjorde, at vi overhovedet havde taget ophold i Philadelphia.
Men først gik vi gennem Independence Visitors Center, hvor vi kunne nyde det flotte maleri, Apprised, på en af væggene. Maleriet, der forestiller en travl dag på det overdækkede High Street Marked den 19. september 1787, er malet af David Gordon til minde om USAs forfatning fra 1787-88.

Maleriet Apprised

Liberty Bell, der opbevares godt beskyttet i en bygning, der også rummer en udstilling om den amerikanske frihedskamp, er et ikonisk symbol på amerikansk uafhængighed. Oprindelig hang klokken på den anden side af gaden i Pennsylvania State House, nu kendt som Independence Hall, og den blev bestilt og leveret i 1752 fra England.

Liberty Bell

Den første ringning med Liberty Bell skete den 8. juli 1776, hvor ringningen proklamerede vedtagelsen af USAs uafhængighedserklæring 4 dage tidligere.
Independence Hall på den modsatte side af gaden er et nationalt mindesmærke i Philadelphia. Bygningen ligger på Chestnut Street mellem 5th og 6th Street, og er mest kendt for at være stedet hvor den amerikanske uafhængighedserklæring blev diskuteret og underskrevet – se ovenfor. Bygningen, der er en smuk og velbevaret murstensbygning i gregoriansk stil, blev bygget i perioden fra 1732 til 1753.

Independence Hall

Med besøget på dette historiske sted var vi færdige med Philadelphia for denne gang, og turen gik videre ind i landet til Gettysburg, som vi nåede ved middagstid – så besøget her startede med frokost på en lille irsk pub, O’Rorke’s Family Eatery i udkanten af byen, skråt over for Dobbin House, der er en historisk restaurant fra 1776.

Dobbin House Tavern i Gettysburg fra 1776

Efter frokosten gik turen ud på området, hvor slaget ved Gettysburg stod mellem den 1. og 3. juli 1863 under den amerikanske borgerkrig. Baggrunden for slaget var, at generalen Robert E. Lee havde ført sin konfødererede hær ind i nordstaten Pennsylvania – dels for at true Unionens hovedstad Washington D.C. og dels for at lette presset på Virginia, som  havde lidt voldsomt under de to hæres manøvrer. Slaget, der varede i tre dage og var det største i borgerkrigen målt på antallet af soldater og tabenes størrelse, regnes af mange historikere for det afgørende vendepunkt i krigen. I slaget sejrede Unionens hær over Lees konfødererede hær og standsede dermed Sydstaternes invasion af Nordstaterne.

Velkommen til Gettysburg National Military Park

Vi kørte direkte til det store og imponerende State of Pennsylvania Monument, der mindedes der mindes de 34.530 Pennsylvania-soldater, der kæmpede i slaget ved Gettysburg. Mindesmærket, der blev færdiggjort i 1914, er det største monumentet på Gettysburg Battlefield. Det står langs Cemetery Ridge, der var Unionens kamplinje den 2. juli 1863.

State of Pennsylvania Monument

Vores næste stop var ved et andet markant mindesmærke, Monument to the High Water Mark of the Rebellion, der er opkaldt efter de døde og sårede ved et infanteriangreb, som de konfødererede tropper udførte i midten af Unionens linjer d. 3. juli 1863; et angreb der er kendt som Pickett’s Charge. Angrebet var en stor fejltagelse og ledte til de konfødererede troppers nederlag ved Gettysburg.

Monument to the High Water Mark of the Rebellion

Sidste stop på slagmarken var en at de gårde, der overlevede slaget – og som stadigvæk henstår i samme stand som dengang, Bryan House. Huset – eller rettere farmen – var ejet af en fri sort mand, Abraham Bryan, der sammen med sin familie måtte flygte fra området inden slaget for at undgå tilfangetagelse.

Bryan House

Efter vores korte besøg her på slagmarken – vi kunne nok godt have brugt en hel dag her – hastede vi videre til lufthavnen i Washington, hvor vores veje skulle skilles. Lejebilen blev afleveret, og Joanna og Steffen drog videre nordpå til Niagara Falls, mens jeg skulle bruge natten på at komme tilbage til København via Island. Altså skiltes vores veje, og efter et kort ophold i lufthavnen gik rejsen videre…

Søndag d. 12.5.
Natten mellem lørdag og søndag blev brugt i flyet mellem Washington og Reykjavik, hvor den største oplevelse var, da piloten over radioen fortalte, at vi – lige nu – kunne opleve det flotteste nordlys på højre side af flyet – der hvor jeg sad. Derfor slukkede han lyset i kabinen – og ja, hvilket syn i markante grønne farver.

Nordlys på hjemturen

Nu har jeg sammen med Claudia flere gange rejst nordpå for at komme til at se nordlys – uden at det ellers var lykkedes, og så kommer det her helt overraskende, hvor man mindst venter det.
Ellers var der bare en kort pause i Keflavik, inden de sidste par timers flyvning til København, efterfulgt af en tur med Kombardo-ekspressen “hjem til Aarhus”.

Udgivet i Selv arrangeret | Skriv en kommentar