Ystad/Bornholm, 6.-10.7.20

Året 2020 har siden marts stået i coronaens tegn, og det har betydet, at rejser til udlandet er umulige eller i den grad besværliggjort. Men sommerferie er jo ferietid – der bare i år bliver holdt inden for landets grænser, og første del af vores sommerferie blev så Bornholm.
Nu havde det maget sig således, at Hjaltes svigerforældre, der bor i Aakirkeby midt på Bornholm, havde sølvbryllup her i starten af juli, og de havde inviteret på morgenmad i et telt hjemme på græsplænen. Nogen stor fest kunne – coronasituationen taget i betragtning – ikke komme på tale; det var ikke muligt at leje lokaler til sådan et stort arrangement med folk fra nær og fjern.
Og når vi nu alligevel skulle til Bornholm – hvorfor så ikke lige få kigget på noget af det, øen kunne byde på?

Mandag, d. 6.7.
Hjemmefra i god til med Molslinjen, idet rygtet sagde, at der var problemer med overfarten fra Ystad til Rønne på grund af blæst på tværs af Østersøen, og vi havde da også undervejs hørt, at der var aflyst færger på Bornholmslinjen. Så egentlig var det spændende, om vi overhovedet kunne komme til Bornholm i dag…
Da vi var i rigtig god tid, besluttede vi at gøre en afstikker til Svaneholms Slot, der ligger lige nord for Skurup, 25 kilometer fra Ystad.
Slottet blev opført omkring 1530 på en holm i den daværende sø af riksråd Mourids Jepsen Sparre, der som så mange andre skånske herremænd på den tid lå i strid med ærkebiskoppen i Lund og derfor lod slottet opføre som en forsvarsborg, hvorfra man kunne beskyde eventuelle fjender.

Slottet blev i 1780’erne overtaget af general Rutger Macklean, der var en af mændene bag afskaffelsen af hoveriet, hvor bønderne skulle arbejde på herremændenes jord et antal dage om året.
Svaneholm Slot rummer – ud over et fint egnsmuseum – også en café, der dog var lukket, da vi var på stedet.

I stedet for at nyde en kop kaffe, valgte vi at vandre en kort tur i den park, der lå rundt om slottet og langs slotssøen – og vi fik på en måde et afbræk på den lange tur fra Jylland til Ystad, hvor det var interessant, hvilken færge vi ville få plads på!

Efter den korte pause gik turen så videre til Ystad, hvor vi ankom nogle timer før vores færgeafgang, og vi besluttede derfor at drikke en kop kaffe og kigge lidt på centrum af byen.
Vi parkerede ved teatret nær havnen og gik herefter op i byen til Maria Caféet over for den gamle latinskole og Sankta Maria Kirken – for at nyde vores kaffe med tilhørende kage.
Den gamle latinskole er opført omkring år 1500, og den er dermed en af Sveriges ældste skolebygninger, der fungerede som skole indtil 1841. Bygningen kendes på det gotiske murværk, og oprindelig havde den skolelokaler i stueetagen og rektors bolig på første sal.
I dag ejes og drives bygningen af Ystad menighed og fungerer som forsamlingshus for kirken.
Sankta Maria Kirken, der ligger lige ved siden af latinskolen, er Ystads hovedkirke. På stedet, hvor kirken ligger, var der oprindelig en ældre kirke, der var opført omkring 1275, og resterne af denne kirke er de ældst bevarede dele af den nuværende kirke.

Efter kaffe var stadigvæk rigelig med tid til vi skulle med færgen, så vi traskede lidt rundt i kvarteret omkring Ystad gråbrødrekloster og den tilhørende Sankt Petri klosterkirke, og oplevede en stemning, der hensatte os til en svunden tid.
Klosterkirken var kirke for og del af det gråbrødrekloster/franciskanerkloster, som blev oprettet på dette sted i 1267. Oprindelig bestod kirken af kirkeskib og kor uden apsis, men den blev løbende udvidet med større kor, kapel med gravkammer under gulvet, sideskib og tårn.

Efter reformationen fortsatte kirken som sognekirke.
I forbindelse med klosterkirken blev der i 1400-tallet opført 4 klosterlænger, der i dag er delvis bevarede, og som i en periode – også efter reformationen – for en dels vedkommende var indrettet som hospital, mens nogle rum var forbeholdt kongen og hans familie, når de var på besøg. Klostrets østlænge fungerede som hospital indtil 1777, hvorefter den blev anvendt som brændevinsbrænderi, inden den i 1791 blev kornmagasin.
I dag huser bygningerne et museum.

I samme område af byen ligger også den hyggelige brostensbelagte gade Garvaregränd, der er kendt for sine historiske bindingsværkshuse – ikke mindst Apoteksgården fra ca. 1600 og det populære keramikværksted Krukmakaren. I samme stræde lå også det gule hus, hvor Sveriges første bank, Skånska Privatbanken, blev grundlagt i 1831.

Afstandene er ikke store i det centrale, middelalderlige Ystad, og det var spændende at vandre rundt og se de gamle bygninger og baggårde i bykernen.
Vi fortsatte op ad Stora Östergatan og stødte her på Per Helsas Gård, der er et stort bygningskompleks fra det 17. århundrede, bestående af bindingsværkshuse og en stor gårdhave. Komplekset rummer små butikker, atelierer og værksteder for kunstnere og kunsthåndværkere.

På hjørnet af Stora Östergatan og Pilgränd så vi Pilgrändhuset, der betragtes som Nordens ældste bevarede bindingsværkshus. Den ældste del af dette hus, der stammer fra 1480, er opført i traditionelt bindingsværk med kraftigt mørkt tømmer og røde teglsten – noget som var karakteristisk for den sydskandinaviske byggestil i senmiddelalderen.

Vi vandrede videre (tilbage) gennem Stora Östergatan til Stortorget, hvor den dominerende bygning er Gamla Rådhuset, der i sin nuværende form er opført i 1838-40 og fungerede som byens rådhus indtil 1921. I dag huser det repræsentationskontorer, kontorer samt en restaurant i kælderhvælvingerne.

Efter at vi havde slået nogle timer ihjel, gik turen videre til færgehavnen, hvor der var kaos i trafikken – mest af alt fordi flere aflyste færgeafgange betød, at der skulle rigtig mange biler med vores færge. Nå, men af sted kom vi, og vi kunne da også efter en lang dag undervejs tjekke ind på Snogebæk Hotelpension, hvor vi skulle bo de næste 4 nætter.

Tirsdag, d. 7.7.
Efter en meget lækker morgenmad på vores pension, skulle dagen i dag stå på sightseeing – mest i den sydøstlige del af øen.
Først gik turen til Årsdale – næsten midt mellem Svaneke og Nexø – for at se på stedets turistattraktion, byens mølle.
Møllen er bygget i 1877, og den var i drift til maling af mel indtil 2003, hvorefter møllens lagerbygning blev ombygget til granitværksted og butik, der solgte egnstypisk kunsthåndværk. I dag producerer møllen stadigvæk strøm til ejerne.

For mig var en udstilling af Bornholmsk granit det mest interessante, og vi besluttede derfor at vi ville besøge nogle forskellige stenbrud for at se de meget forskellige former for granit, øen kunne byde på.
Næste stop blev derfor Præstebro stenbrud, der er et lille stenbrud vest for Årsdale og i nordenden af Paradisbakkerne. Dette stenbrud er et mindre, privat stenbrud, der stadigvæk er aktivt, og det er især kendt for at være det eneste sted på Bornholm, hvor der udvindes Paradisbakkegranit.
Desværre er der ikke offentlig adgang til stenbruddet, men vi kunne alligevel vove os tæt på bruddet, hvor der i dag ikke folk på arbejde.

Turen gik videre nordpå til Gudhjem, hvor vi vandrede en tur ned ad byens de facto hovedgade, Brøddegade, hvor vi passerede en del forretninger, der havde et udvalg af varer, der i første omgang var møntet på de mange turister, der i sommermånederne besøger byen.

Et stykke nede af denne gade faldt vi over byens ældste hotel fra 1872, Jantzens Hotel, der på mange måder giver indtryk af at være et historisk sted med en fin gammel hovedbygning, annekser med bindingsværket, en charmerende gårdhave og en pavillon med et stort små-sprosset vinduesparti.

Vi slentrede lidt rundt i de idylliske gamle gader og fandt frem til min kusine Vibes lille forretning, inden det blev til en is på Cafe Klint, der ligger helt nede ved havnen.

Efter vi havde sagt farvel til Vibe, gik turen til Svaneke, hvor vi parkerede på en stor P-plads nord for havnen og herfra gik op i de små, idylliske gader, der førte os op til torvet, hvor bla. Svaneke Bryghus hørte hjemme.
Byen er kendt for de enestående og velbevarede og farvestrålende bindingsværkhuse, der ligger tæt, og som ofte har karakteristiske røde tegltage. Mange af disse huse stammer helt tilbage fra 1600- og 1700-tallet.

På turen gennem Svanekes små gader fik vi også her og der mulighed for at kigge ind bag husene, hvor der gemte sig små hyggelige gårdspladser eller interessante haver, der netop nu kunne fremvise blomstrende buske, planter og træer – og alt i alt følte man, at man var med i en eventyrfortælling af H.C. Andersen: Der er så dejligt herude på landet…

På vores vej rundt i byen passerede vi også skulpturen ‘Livets tråd’, der viser en kvinde, der vinder garn fra et garnfed, som en dreng holder i sine hænder, hvilket symboliserer livets tråd, der gives videre. Skulpturen er lavet i bronze i 2003 af Arne Mathias Ranslet.

Ellers var det på tide at komme tilbage til havnen for at hente bilen og køre videre ind til midten af Bornholm til Aakirkeby. Her nød vi først vores frokost på en lille cafe lige midt i byen, lige ved siden af kirken. I cafeen arbejdede sønnike, Hjalte, og han fik lov til at fremstille og servere stjerneskuddene til os.

Efter frokost var vi på besøg i Aa Kirke, som byen er opkaldt efter. Kirken, der er fra midten af 1100-tallet og dermed en af øens ældste kirker, har et meget usædvanligt og interessant tvillingetårn, jeg ikke kan mindes at have set ved andre kirkebygninger.
Kirken har navn efter to åløb, der omkranser kirken, Læsåen og Grødby å, og den er bygget af forskellige lokale stenarter, hentet ved de to åer.

Også kirkens interiør er et besøg værd, og den største klenodie er døbefonten, der er fra ca. år 1200. Den er udført i gotlandsk sandsten og er kendt for sine 11 relieffer med scener fra Jesu liv samt en unik runeindskrift.

Efter besøget i kirken blev der lige tid til en kop kaffe hos Hjaltes svigerforældre, der bor midt i Aakirkeby, hvorefter turen gik tilbage mod Snogebæk – dog med et lille holdt ved Martin Andersen Nexøs barndomshjem i Nexø, hvor forfatteren boede fra 1882-84.

Huset, der er fredet, er i dag mindestue for Martin Andersen Nexø, med udstilling om hans liv og forfatterskab.
Ellers stod aftenen på hjælp med fremstilling af æresport til sølvbrudeparret, Hjaltes svigerforældre, der skulle fejres i morgen tidlig.

Onsdag, d. 8.7.
Efter tidlig sølvbryllupsmorgenmad hos Karolines forældre i Aakirkeby gik turen videre ud i det bornholmske landskab.
Først gjorde vi dog lige et kort ophold på torvet i Aakirkeby, hvor der var lagt et kort af Bornholm – opbygget af de forskellige granitter, der findes på øen – lagt på en sådan måde, at man kunne se, hvor de forskellige slags granitter kom fra. Et noget interessant billede, især hvis man interesserer sig lidt for geologi.

Fra Aakirkeby gik turen videre til Sct. Povls kirke – en kirke uden tårn – eller rettere sagt med et fritstående klokketårn øst for kirken. Kirken var desværre lukket for besøgende i dag, så det blev ved et enkelt foto af kirken fra vejen…

Hernæst fortsatte turen til Rutsker Højlyng, hvor man finder den største koncentration af store vandreblokke på Bornholm. Vandreblokkene – og der er mange af dem – består alle af bornholmsk gnejs, og de ligger spredt ud over et større område, der i dag er fredet.
Den største af stenene er ‘Den store Rokkesten’, der er 4,3 meter lang og 2,5 meter på det bredeste sted. Den har et rumfang på ca. 13 m³ og vejer omkring 35 tons.

Lige nord for rokkestenen er der en markant og dyb sprækkedal – og her befandt vi os i et interessant område, hvor det var meget spændende at gå rundt.
Uden for det fredede område finder vi mange flere, interessante, navngivne vandreblokke som Fabeldyret og Stenrøret.
Fabeldyret er en 30 tons tung vandreblok, der ligner en mellemting mellem en hval og en elefant. Denne sten kunne oprindelig rokke, og indtil 1930, hvor den mistede sin evne til at rokke, tiltrak den mange turister. I dag er der ikke mange, der ved, hvordan man finder frem til stenen.

Fra Fabeldyret viser et skilt mod Stenrøret, og derfra ændres bevoksningen fra åbent område eller overdrev til løvskov med træer af forskellige slags, og går man denne vej, kommer man til områdets største vandreblok, der er omgivet af mange tusinde små runde sten, Stenrøret. Måske har det oprindelig været en begravelsesplads eller et offersted i jernalderen?

Alt i alt en interessant vandretur i Rutsker Højlyng!
Vores næste naturoplevelse skulle være Svartingedalen, der er en sprækkedal, der ligger mellem Hasle og Klemensker, men på vej til denne, slog vi lige et smut forbi Ruts Kirke, når vi nu alligevel var i området.

Ruts kirke, der er bygget omkring år 1100, ligger på en bakke og rager 130 meter op i landskabet, hvorved den er Bornholms højest beliggende kirke og – sammen med Øster Nykirke i Vejle kommune – Danmarks højest beliggende kirke.
Kirken, der ligger lige uden for landsbyen Rutsker, nævnes første gang i skriftlige kilder fra 1491, hvor den hedder Røs Kirke.

Nå, tilbage til Svartingedalen, der i dag hører under Fugleværnsfonden.
Dalen var tidligere et yndet udflugtssted for bornholmske familier, men efter 2. Verdenskrig blev stedet mere eller mindre glemt, og dalen voksede mere eller mindre til med forskellige løvtræer. Fra en undseelig P-plads bevæger man sig ned i en ‘underjordiske’ dal eller en revne i det omkringliggende landskab, hvorefter man bevæger sig langs høje klippesider på hver side af dalen, indtil landskabet åbner sig lidt mere op og ender i en skråning.

Vi vovede os gennem den til dels sumpede dal og stoppede ved Jættebolden, der er en kæmpestor vandreblok. Et sagn fortæller, at stenen blev kastet mod Klemensker kirke af en svensk jætte, der følte sig generet at kirkens klokker. Som man ser, ramte han ikke.

Efter vandreturen gennem Svartingedalen stod den på meget sen frokost/tidlig kaffe på havnen i Hasle, inden turen gik videre til Blykobbe, der er navnet på skovområdet mellem Hasle og Rønne.

Her parkerede vi bilen på P-pladsen ved Kultippen og vandrede derefter gennem skoven til Rubinsøen, der er en tidligere kulgrav, der nu er fyldt med vand.
Under 2. verdenskrig var det vanskeligt at skaffe brændsel nok til de bornholmske virksomheder, så der blev påbegyndt en større udnyttelse af kullagene syd for Hasle, og i årene fra 1942-48 blev der brudt mere end 30.000 tons brunkul i den grav, der nu er blevet til Rubinsøen.

Ind i bilen igen – og videre til Sorthat Odde, hvor vi parkerede og derefter gik til Pyritsøen og Smaragdsøen, der begge ligger ganske tæt ved kysten. Begge de to søer er tidligere lergrave, hvorfra der blev hentet ler til produktion af klinker og tegl på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, der ligger i nærheden.

Oprindelig var Smaragdsøen stedet, hvor leret blev hentet, men lerudgravningen i Smaragdsøen blev stoppet i 1905 på grund af et meget kraftigt vandspring i bunden, og siden da har naturen taget over, og søen er godt gemt bagbevoksningen langs søens bredder.
I stedet gravede man en ny lergrav lidt sydligere, og det er det, der nu er blevet til Pyritsøen. Lerindvindingen i graven, der i dag er Pyritsøen, stoppede i 1998.

Pyritsøen er efterhånden kun adskilt fra havet ved et tyndt landstykke, Lertippan, der sikkert med tiden vil blive eroderet væk. Ved kysten langs Lertippan er det ikke ualmindeligt af finde fossiler, og det er også her, der er fundet 170 millioner år gamle dinosaurfodspor i sandstenen.

Sidste stop i området var Safirsøen, der kunne nås fra samme P-plads, og som ligeledes er en gammel lergrav, men da leret havde en ringe kvalitet her, så ophørte arbejdet med at udgrave ler ret hurtigt, og derfor er søen heller ikke ret dyb. Safirsøen er kendt, fordi der er en større bestand af den sjældne, bornholmske latterfrø netop her.
Med den tilstundende aften var vi så nået i mål med dagens program.

Torsdag, d. 9.7.
Efter endnu en lækker morgenmad, havde vi igen i dag en dag foran os, hvor vi skulle rundt på Bornholm for at finde skønne mere eller mindre skjulte perler, og første punkt på programmet var et besøg i og ved Sankt Bodils Kirke mellem Nexø og Aakirkeby.

Kirken, hvis navn er lidt misvisende, idet den er dedikeret til den engelske helgen Sankt Bothulf – ikke Bodil, er opført omkring år 1200 i romansk stil. Senere – i 1911 – er der tilføjet en tværarm til kirkeskibet, ligesom tårnet også er af nyere dato og modificeret i 1913.

Efter besøget i denne charmerende kirke, gik turen videre til Aakirkeby, hvor vi hentede Hjalte, der skulle være sammen med os resten af dagen og bla. vise os Arboretet i Almindingen.
Arboretet er en forstbotanisk have, der er anlagt i 1930’erne af skovfoged Valdemar Sejer (- sejt navn i øvrigt), der havde en ide om, at lave en samling af træer og buske, der voksede på den 55. breddegrad, som er den breddegrad, Bornholm ligger på. For mange af træernes vedkommende var der tale om buske og træer, der var usædvanlige på Bornholm.
Efter Sejers tid forfaldt Arboretet, der der ikke var nogen til at tage over og videreføre ideen, men i 1980’erne blev det renoveret og udvidet med træer fra fortrinsvis Nordamerika og Asien. De nordamerikanske træer blev plantet i havens nordre del, og de asiatiske, især japanske og koreanske, blev plantet den sydlige del.
Det kommer for vidt at beskrive alle de interessante træer her, men lad mig gøre et par nedslag.
I Arboretet er der en samling abetræer (Araucaria araucana), der er interessante for vores familie, idet vi i vores gamle have på Hørvangen i Vejle havde et 25 år gammelt abetræ, som vi selv havde plantet. Træet er også kendt som abernes skræk, fordi dets spidse nåle gør det stort set umuligt for aber at klatre i det uden at komme til skade.

Et andet markant træ var mammuttræet (Sequoiadendron giganteum), der er et stedsegrønt nåletræ og en af verdens største og ældste levende organismer. Det er kendetegnet ved en rødlig, svampet bark, og det kan blive op til 80-100 meter højt med en stammeomkreds på over 30 meter og nå en alder på op mod 3000 år.
Også kamtjatkabirken (Betula ermanii) var interessant at opleve. Her kunne vi se, hvordan træets yderbark skallede af i papirtynde strimler og afslørede de smukke, abrikos- eller kobberfarvede lag nedenunder. Barken bruges traditionelt som et slidstærkt, vandtæt og fleksibelt naturmateriale til kunsthåndværk (f.eks. kurve, æsker og skåle) samt i naturmedicin på grund af sit naturlige indhold af det svampedræbende og antiinflammatoriske stof betulin.

Det sidste træ, jeg vil fremhæve, var nogle blomstrende lindetræer (Tilia) – ikke så meget fordi træet er specielt, men netop nu stod det i fuldt flor og præsenterede sine enkle, men interessante blomster.

Arboretet er et spændende område, der ud over de allerede nævnte træer også indeholdt andre eksotiske træer, f.eks. det østasiatiske træ med det engelske navn ‘Prickly Castor Oil Tree’ (Kalopanax pictus), Hjertetræ (Cercidiphyllum japonicum) og Tarmvrid Røn (Sorbus torminalis), for at nævne nogle af de mest sjældne.
Efter besøget i Arboretet, kørte vi til et andet skovområde, Rø Plantage, hvor vi brugte nogle timer på en flot vandretur gennem plantagen, inden vi besøgte Bornholms og Danmarks kendteste vandfald, Stavehøl, hvor Kobbeå falder ca. 7 meter frit fald.

Stavehøl ligger  i Døndalen, hvor man længere nede af åen finder Danmarks højeste vandfald med et fald på ca. 20 meter.
Når nu sulten er begyndt at melde sig – hvad gør man så? Ja, man tager naturligvis på et af øens røgerier og får serveret frisk, røget fisk. I vores tilfælde fladt valget på Allinge Røgeri, hvor vi ankom samtidig med, at det begyndte af regne… (Øv!)

Røgeriet var – lige som alle de øvrige røgerier på Bornholm – nemt at kende på grund af skorstenen(e), men det havde vi mindre lyst til at stå og beundre i regnvejret, så vi skyndte os indenfor for at gå om bord i fiskebuffeten i de interessante lokaler,

Efter sulten var stillet, kørte vi videre til Hammer Havn – hvor vi nøjedes med en kort tur på molen i det lidt dårlige vejr. En tur op i bakkerne fravalgte vi, vejret taget i betragtning.

Sidste punkt på dagens program var et besøg i det surrealistiske landskab, Kultippen, mellem Hasle og Rønne. Parkeringen var det samme sted, som vi anvendte i går som udgangspunkt for besøget ved Rubinsøen. Her var vi bare ikke opmærksom på området Kultippen, der ligner et måne- eller ørkenlandskab, der er opstået som en følge af udgravningen af kul under 2. Verdenskrig, og som i øvrigt stadigvæk er helt blottet for bevoksning.

Det kul, man i 1940’erne gravede frem i området bag kysten, indeholdt en del affaldsprodukter som sand, ler og støv, og det var disse restprodukter, der blev kørt med tipvogn ud til kysten og tømt ud over kanten. I dag et helt goldt område med dybe kløfter og sprækker vinkelret på kysten. der skal minde os om det arbejde, der fandt sted her.

Igen var en dag gået, og på vej hjem til hotellet blev der lige tid til at sætte Hjalte af igen hos svigerforældrene i Aakirkeby, hvor han her i sommerferien havde sin faste base.

Fredag, d. 10.7.
Vores sidste dag på Bornholm – i denne omgang – var præget af regnvejr hele dagen, og her lagde vi – efter endnu en lækker morgenmad – ud med en tur i Nexø.
Vi vandrede lidt rundt i gaderne, og naturligvis fik vi besøgt byens kirke, der er en sengotisk langhuskirke i centrum af byen, oprindeligt opført som et lille kapel for sømænd og derfor viet til Sankt Nikolaus.

Kirkens ældste dele menes at stamme fra tiden omkring 1346, hvor Nexø blev købstad. Det karakteristiske bindingsværkstårn med løgformet kobberspir er byens vartegn. Den oprindelige bygning var et simpelt kapel, men efterhånden som den lille fiskerby voksede, blev kirken udvidet markant.

Kirketårnet, hvis nederste del er opført i kløvede kampesten, er tilføjet kirken i 1500-tallet, mens kirkens mure i 1730’erne blev forhøjet 2 meter, således at vinduerne fik deres nuværende placering.

Jeg har set mange kirker i min tid, men aldrig tidligere denne kombination.
Desværre var kirken lukket, så det blev ved et kig udefra.
På turen rundt i byen kom vi – tæt ved kirken – endvidere forbi Bryggergården, der er Hans Christian Sonnes fødehjem. Hans Christian Sonne er kendt som stifteren af Danmarks første brugsforening, og han har derfor stor betydning for eftertiden.

Turen gik nu videre ud fra Nexø i retning mod Aakirkeby, hvor vi gjorde holdt ved Pouls Kirke, der er en lille kullet kirke (dvs. uden noget integreret tårn). Klokkerne hænger i stedet i et separat, bindingsværksbygget klokketårn, der fungerer som port til kirkegården.

Kirken, der er fra 1248-50 og dermed er en af Bornholms yngste kirker, er bygget i romansk stil på en høj i landskabet, og den indeholder (efter sigende) nogle flotte freskomalerier. Desværre var også denne kirke lukket, så malerierne må betragtes ved en senere lejlighed…

Denne dag var allerede ved at udvikle sig til en ‘vi besøger kirker’-dag, og næste kirke på programmet var således Pedersker Kirke.
Denne kirke, der er indviet til apostlen Peter, blev bygget omkring år 1100 eller 1150 og går for at være den ældste kirke på Bornholm. Den ældste del af kirken er bygget i silurkalksten.

Til kirken knytter sig et sagn fra 1500-tallet om Bonavedde, der boede på Tornegård ved Pedersker og i følge legenden var søn af en bonde (bona) og en havfrue (vedda), hvilket gav ham overnaturlige evner til at se og forstå de underjordiske (bjergtroldene).
Sagnet kan f.eks. læses i lokale skrifter, og historien om Bonavedde kan man i dag opleve ved at gå i hans fodspor på en afmærket rute i Bonaveddeland.

Pederske kirke var ikke lukket, så naturligvis vovede vi os indenfor i et kirkeskibet, hvor noget af det, der først faldt i øjnene, var det smukt bemalede loft. Derudover var der tæt ved alteret fine gamle kalkmalerier.

Da vi forlods havde læst sagnet om Bonavedde, viste vi også, at han – i følge dette sagn – på sin hest var sprunget over kirkegårdens dige, og at hans hest derved havde efterladt et aftryk i en af stenene. Dette aftryk skulle man stadigvæk kunne se – men vi fandt det bare ikke!
Efter besøget her i Pedersker kirke satte vi os ind i bilen for at køre vestpå, hvor vi få kilometer uden for Rønne skulle besøge Sankt Knuds Kirke i Knudsker, der er kendetegnet var at være den mindste kirke på Bornholm.
Kirken har sit navn efter kong Knud den Hellige og er opført i sidste halvdel af 1100-tallet.

Kirkebygningen er opført i romansk stil, og den består af skib, kor, apsis, tårn og våbenhus, hvor våbenhuset er den eneste del af kirken, der er bygget til senere – formentlig i slutningen af middelalderen.
Tårnet er bygget samtidig med kirken, ikke som klokketårn, men som fæstningstårn. Kirkens hoveddel, kirkeskibet, var oprindelig ikke så højt som nu, og murerne er således forhøjet to gange, sidst i 1906.

Inde i kirken – ja, her kunne vi også komme ind – har alteret fra 1596 en speciel historie; og motivet på altertavlen fra 1762 er hhv. Isaks ofring og Kristi korsfæstelse.
I 1972 konstaterede man afskalning i farvelagene på altertavlen, og en undersøgelse konstaterede, at den havde været overmalet flere gange. Derfor tilrådede nationalmuseets konservator at fjerne de yderste lag, så den oprindelige bemaling fra 1762 atter trådte frem. Det gjorde man så i 1977-78, og nu står altertavlen med den oprindelige bemaling fra 1762.

Efter at have beundret Sankt Knuds Kirke, gik turen videre til Østermarie, der har hele 2 kirker, dvs. en fungerende kirke fra 1891 og en kirkeruin efter en kirke fra ca. år 1225, og for at gøre det nemt for turister og andre gæster, der vil besøge begge kirker samtidig, så ligger de ved siden af hinanden på samme matrikel.

Den nuværende kirke er opført som en korskirke i mørk paradisgranit, og blandt arbejderne ved opførslen af kirken var forfatteren Martin Andersen Nexø, der også fortæller om dette arbejde i sin erindringsbog ‘Under åben himmel’.

Ved siden af den nuværende kirke ligger kirkeruinen, der var bygget i kampesten og kalksten omkring 1225.
I 1885 var tårnet så imidlertid så faldefærdigt, at man besluttede at nedrive hele kirken og opføre en ny kirke, men under nedrivningen fandt man ud af, at kirkens tagkonstruktion var unik og sjælden, og man standsede derfor nedrivningen i 1990.

Tilbage af middelalderkirken står i dag kirkens kor, apsis samt de markante ydermure tilbage. Ruinen er særligt kendt for sin ovenfor omtalte sjældne og meget solide tagkonstruktion af sten, som blev opdaget under nedrivningen, og på grund af denne unikke konstruktion er kirkeruinen i dag fredet.

Mellem kirkeruinen og den nuværende kirke står 4 historiske runesten, der daterer sig til ca. år 1000 og bærer kristne inskriptioner, der markerer øens overgang fra hedenskab til kristendom.

Med besøget i Østermarie lakkede vores besøg på Bornholm mod enden, og vi kunne nu køre tilbage til Rønne for at tage turen hjem til Aarhus via Ystad og Sjælland.