Grønland, 24.-31.7.25

I år havde vi valgt ikke at tage på en længere sommerferierejse, og det blev i stedet til en enkelt uge i den nordligste del af Kongeriget Danmark, nemlig Grønland.
Efter den nye lufthavn i Nuuk åbnede tidligere på året, er antallet af rejser til Grønlands hovedstad boomet, og priserne på en tur med fly derop er faldet noget i pris.
Så nu skulle det være!

Torsdag, d. 24.7.
Tidligt på morgenen blev vi kørt til Billund lufthavn af Hjalte for at nå vores forbindelse nordpå med et fly kl. 9:05 – og så gik det ellers af sted med en mellemlanding i Keflavik på Island, inden vi kunne sætte benene på grønlandsk jord ved middagstid.
Og faktisk fik vi allerede inden landingen en forsmag på, hvad der ventede os, da vi fløj ind over fjordene omkring Nuuk.

Dernæst fulgte transit fra lufthavnen til byen – vi to stort set alene i en stor bus – samt indkvartering på Hotel Hans Egede, der ligger lige i centrum af Nuuk. Og så lige benene op et øjeblik, inden vi skulle på en guidet tur rundt i byen.
Efter at vi – med lidt besvær – havde fundet vores lokale guide, startede vi rundgangen i byen med at blive kørt til Grønlands Nationalmuseum og arkiv, hvor vi fik et dybere indblik i den grønlandske kultur og landets historie.

Nationalmuseet har til huse i de karakteristiske pakhuse i den gamle kolonihavn, og det har 7 permanente udstillinger, der er opstillet efter en historisk tidslinje på 4500 år.
Vi startede i et rum, hvor vi først og fremmest blev fanget af tupilakker, der var fremstillet i forskellige materialer som rensdyrben og -gevirer, narhvaltand og fedtsten.

En enkelt af tupilakkerne – fremstillet i fedtsten – var ‘ikke så lidt fræk!’ Enten måtte kunstneren have kedet sig lidt, da han fremstillede den, eller også havde han ikke helt rene tanker?

I samme rum var også en mindre udstilling om Knud Rasmussen, den meget elskede polarforsker, der var født i Ilulissat. Denne udstilling omfattede også en anden af de kendte forskere på Grønland, Peter Freuchen, hvis aske er udstrøet over Thulefjeldet.

Fra dette rum fortsatte vi med en udstilling om livsform og beklædning, hvor man kunne se, hvordan en grønlandsk familie levede for år tilbage, og udstillingen af grønlandske nationaldragter fra forskellige egne af landet gav vores guide lejlighed til at fortælle om brugen af dragten samt vise billeder (på mobilen) fra hans egen studenterfest, hvor alle eleverne var iklædt nationaldragten.

Ellers var det begrænset med, hvor lang tid vi havde, indtil museet lukkede, så vi fortsatte direkte til en udstilling af 4 mumier, der blev fundet i 1972 i to stenhuler lige udenfor bopladsen Qilakitsoq ved Uummannaq. I hulerne fandt man i alt 6 kvinder og 2 drenge, fordelt over tre generationer med nære familiebånd. Man har således ved vævstypeundersøgelser fundet ud af, at der er tale om 3 ældre søstre på omkring 50 år med 3 døtre på 20-30 år samt 2 børnebørn. De 5 ældste kvinder har næsten ens ansigts-tatoveringer, der både kan udtrykke slægtskab og social status. En af kvinderne var tydeligvis gravid, mens den yngste kvinde på ca. 20 år ikke havde nogen tatoveringer, hvilket kunne indikere, at hun var ugift eller barnløs.

Dødsårsagerne er ukendte, men de døde formentligt en naturlig død nogenlunde samtidig om efteråret omkring år 1475, og de giver derfor et indblik i inuitisk kultur fra den tid.

Mumierne, der var særdeles velbevarede, var svøbt i skind og fuldt påklædte, og de var udstyret til en lang rejse til dødsriget, omhyggeligt forberedt efter gamle, overleverede skikke. De havde ekstra skind og dragter med, sådan at de kunne få en god rejse og et godt liv i de dødes rige, og i alt blev der fundet 78 genstande – mest tøj af forskellig slags – i gravene.
Udstillingen her på museet viste 4 af mumierne, en af bedstemødrene, to yngre kvinder og den ene af drengene.

Det var selvsagt en stor og rørende oplevelse at betragte de livagtige mumier og tænke dem ind i de historiske rammer.
Efter besøget i Nationalmuseet gik turen videre nordpå til Hans Egedes hus. Huset, der er fra 1728 og dermed er den ældste bygning i Grønland, var oprindelig residens for Hans Egede og senere for grønlands statsminister. I dag bruges huset til officielle regeringsreceptioner.

Tæt ved Hans Egedes Hus finder man skulpturen ‘Havets Moder’, der er fremstillet af rød granit og står i vandkanten, således at den ved højvande står under vand.
Baggrunden for skulpturen er inuit-myten om Sassuma Arnaa, Havets Moder.
I denne myte fortælles…
En ung pige var gift med en mand, som hun ikke elskede, og hendes familie ville derfor hjælpe hende med at stikke af fra ham. 
Familien sejlede af sted med hende i en båd, men da manden opdagede det, blev han rasende som et voldsomt stormvejr. Fra kysten råbte han mod båden: ‘Giv mig hende tilbage, eller jeg sender mine vinde efter jer!’, for det viste sig, at han var vindens hersker.
Havets bølger voksede, båden gyngede vildt, og vinden truede med at kaste dem alle i dybet, så familien måtte træffe et frygteligt valg: Skal de ofre hende for at redde sig selv?
Med tunge hjerter kastede de herefter pigen over bord, men hendes fingre klamrede sig til bådens kant for at undgå, at hun skulle falde i havets dyb. Hendes far tog så sin iskniv og huggede hendes fingre af, led for led. Det yderste led af hendes fingre forvandledes til fisk, der gled væk i vandet. Det næste led blev til sæler, der svømmede rundt i cirkler, mens det sidste led blev til hvaler, der dykkede ned i havets dyb. Og selv sank hun så til bunds.
Men i døden fandt hun retfærdighed. Hun blev til en ånd, Havets Moder, hersker over alle havets dyr.
Når mennesker bryder tabuer og vanærer havets ånder, bliver hendes hår snavset og filtret, og havets dyr kan ikke komme fri af håret og bliver holdt tilbage, fanget.
Når det sker, må en åndemaner rejse gennem åndernes verden for at finde hende. Der må åndemaneren så rense og rede hendes hår og formilde hendes vrede, så hun vil frigive havets dyr fri til fangst.

Fra statuen, der er fremstillet af Christian Rosing i 2007, vandrede vi forbi en stor gul bygning, der lå med udsigt over havet – en bygning, der var byens tredje sygehus. Sygehuset var indviet i 1933 og fungerede indtil 1967, hvor det blev omdannet til plejehjem.

Vi fortsatte hernæst til den nærved liggende Vor Frelsers Kirke, der stadigvæk fungerer som domkirke i Grønland. Kirken, der er bygget i 1848-49, var oprindelig i bindingsværk og fedtsten, men den fik senere sit nuværende udseende, hvor den er beklædt med røde paneler.

På en klippe nær kirken står en statue af præsten Hans Egede, der er kendt som Grønlands apostel. Statuen, der er en kopi af en statue foran Marmorkirken i København, blev opsat i 1921, og her ser man Hans Egede, der spejder mod Håbets Ø, Illuerunnerit, hvor han gik i land på sin første rejse til Grønland i 1721, og hvor han byggede sin første koloni bestående af få stenhuse. Kolonien blev forladt i 1728, hvor dens indbyggere flyttede til Godthåb, Nuuk.

Den 21. juni 202 – på Grønlands nationaldag – blev en del af statuen overhældt med rød maling og påskrevet ‘Decolonize’ som en protest mod den danske besættelse af Grønland.
Vi kravlede op til statuen, hvorfra man havde en fin udsigt over hele området med byens ældste kvarter, Kolonihavnen, mod syd og det maleriske Myggedalen mod nord. Og længst ude i horisonten så man Nuuks ikoniske landemærke, fjeldet Sermitsiaq.

Vores byrundtur fortsatte forbi en mindre park – med Grønlands Seminarium i baggrunden – hvorefter vi kom til skulpturen Kaassassuk, der står næsten lige over for parlamentet.

Kaassassuk er et populært grønlandsk sagn om den forældreløse dreng Kaassassuk, der bliver mobbet på sin boplads. Da Kaassassuk får overnaturlige kræfter af Kraftens Herre, tager han en frygtelig hævn over sine plageånder.

Skulpturen af Kaassassuk står foran Grønlands Parlament, Inatsisartut, hvor Grønlands folkevalgte forsamling, bestående af 31 medlemmer, holder deres møder.

Parlament blev grundlagt i forbindelse med loven om Hjemmestyre 1. maj 1979. Det erstattede det tidligere Grønlands Landsråd, og samtidig blev parlamentets navn ændret til Inatsisartut.

Herefter fortsatte vi ad gågaden Imaneq forbi Nuuk Center, byens eneste indkøbscenter, og Kulturhuset Katuaq lidt længere fremme ad gaden, og vi sluttede vores byrundtur og sagde farvel til vores udmærkede guide foran endnu en af byens markante statuer, Stone Seals Statuen.

Vores aftensmad, et Stjerneskud, røg indenbords i caféen i kulturhuset, inden vi gik tilbage til vores hotel Hans Egede – dog med en afstikker forbi Godthåb Bryghus og Hans Egede Kirke.

Denne kirke, der ikke er så interessant eller fremtrædende på nogen måde, ligger på en lille høj, og den blev indviet i 1971 i forbindelse med 250-året for grundlæggelsen af den dansk-norske Hans Egedes mission i byen.

Fredag, d. 25.7.
I dag startede vi op til det vejr, vi var blevet lovet i Grønland, mens vi var der, nemlig tåge og dis, og vores udsigt for dagen lød ikke særligt opmuntrende. Vi startede derfor ud i et lidt langsomt tempo med en god, lang og lækker morgenmad, inden vi gik hjemmefra med retning mod byens apotek, der var en integreret del af sygehuset, Dronning Ingrids Hospital.
Og her kunne vi så bare konstatere, at apoteket først åbnede over middag!
Derfor valgte vi at gå ned til kysten for at vandre en tur i klipperne langs havet.

Det blev en tur, hvor vi efter kort tid og kravlen hen over klipperne kom til Herrnhut-huset, der var smukt beliggende i en dal med udsigt ud over havet.
Herrnhut-huset er en bygning – eller en kirke, om man vil – som blev opført i 1747 af tømmer, der var importeret fra Europa, og huset fungerede i den første tid som base for den Herrnhutiske Brødremenigheds mission i Grønland og som udgangspunkt for missionærernes aktiviteter langs den grønlandske vestkyst udgik. Missionen fungerede frem til år 1900.
Herefter husede bygningen Grønlands Universitet indtil 2007, hvor universitetet flyttede til den nye universitetspark Ilimmarfik.

I dag er bygningen kontor for Landstingets Ombudsmand.
Nordøst for Herrnhut-huset ligger herrnhutternes kirkegård ‘Guds Ager’, hvor 2373 mennesker er begravet i perioden fra 1741 til 1900.

Fra kirkegården fortsatte vi ad en grusvej til enden af en af Nuuks nyere turistattraktioner, Nuuk’s Boardwalk, der åbnede i 2012 og som er en anlagt træbro langs kysten fra Radiofjeldet (hvor vi startede turen) til byens gamle centrum, Kolonihavnen. En flot vandretur, hvor tågen så langsomt lettede.

I Kolonihavnen besøgte vi først Kittat Economuseum, hvor man fremstillede grønlandske nationaldragter efter gamle opskrifter og fremstillet ved brug af de originale teknikker, og vi kom i snak med en kvinde af inuitherkomst, der forklarede om teknikkerne og traditionerne, bla. hvornår nationaldragterne brugtes.

Kvinden, som vi snakkede med, bar inuit-tatoveringer, kaldet Tunniit, i hovedet og på hænderne, og hun fremviste sine tatoveringer for os og forklarede, hvordan de blev lavet, og betydningen af dem.
En kvindes første Tunniit er en hage-tatovering (Talloqut), som hun får, når hun er dygtig nok og kan hjælpe med at udfylde en rolle og påtage sig ansvar i sit samfund. Det sker normalt omkring den alder, hvor hun får sin første menstruation.
Pandetatoveringen, der har form som et stort V, er til ære for Maliina, solen.

Fra Kittat Economuseum gik vi de få meter videre til Nuuk Lokalmuseum, Nuutoqaq, der har til huse i byens gamle bådeværft, og her koncentreredes vores besøg i første omgang om en af Nuuks nu forsvundne bygninger, Blok P.

Blok P var i sin tid den største beboelsesejendom i Grønland, og den blev opført i 1965-1966 som en del af Folketingets program for at modernisere og urbanisere Grønland ved at flytte folk væk fra de kystnære bopladser, som blev anset for ‘urentable, usunde og umoderne’.
Da blokken blev bygget, var den 321 meter lange boligblok den største i Nordeuropa med sine 5 etager med hver 64 lejligheder. Blokken blev revet ned i 2012, og mange af beboerne blev genhuset i bydelen Qinngorput.

Vi havde et spændende besøg på museet, hvor vi bla. kunne se en film om og med nogle af de beboere, der havde deres hjem i blok P.
Fra lokalmuseet fortsatte turen forbi Brættet, der er et marked for frisk kød og fisk – og som i øvrigt findes i de fleste grønlandske byer. Brættet har her i Nuuk tidligere ligget i Kolonihavnen, men er flyttet til nye og mere moderne lokaler i 2010, på grund af problemer med hygiejnen. Ud over fisk handles der også med hval-, moskusokse-, rensdyr- og sælkød samt lomvie og edderfugl. Det er forbeholdt jægere og fiskere med licens at sælge deres fangst på Brættet, og menigmand kan altså ikke sælge sine fangster her!
I øvrigt var det strengt forbudt at fotografere inden døre i Brættet!

Vi fortsatte i byens centrum med en kop kaffe på Pascucci, byens bedste café, før vi fortsatte lidt rundt i området oven for Kolonihavnen med dens udsigt over havet og havnen med dens flotte bygninger.

Herefter vandrede vi videre til den farverige bydel Myggedalen nord for Nuuks centrum.
Her oplevede vi en bydel, der nok kommer tættest på det, man som dansker forstår ved en grønlandsk bygd – med små huse i alskens farver og med motorbåde, fiskegrej, snescootere, sneslæder og jagtudstyr spredt i området omkring husene.

I øvrigt kæmper beboerne i bydel for at bevare særpræget med de små farverige huse, hvor man sørger for at male sit hus i en anden farve end naboen, og man kæmper for at holde højhuse, hoteller og andre større bygninger ude af området; indtil videre med succes.

Også maleren og digteren Niels Lynges hus, et tidstypisk selvbyggerhus fra 1950, lå i denne bydel. Huset, der i dag hører under Nuuk Lokalmuseum, er kun åbent om søndagen (øv), og et besøg i huset giver et originalt indblik i et privat hjem fra 1950’erne.

Fra Myggedalen gik turen videre forbi Grønlands Seminarium og Vor Frelsers Kirke samt en lækker lille sø langs Gertrud Rasksvej – i noget, der med lidt god vilje kunne minde om en park, bare uden træer.
På vores videre færd passerede vi området, hvor den tidligere Blok P lå – et område, hvor der i dag er nogle mindre boligblokke – en enkelt af disse udsmykket med et interessant gavlmaleri.

På området var man ligeledes ved at lægge sidste hånd på et prestigebyggeri, en flot, moderne skole, der skulle erstatte to andre skoler i byen – og i øvrigt stå færdig til eleverne starter efter sommerferien i midten af august i år.
Rundt om hjørnet passerede vi Aqqusinersuaq kirkegård og derefter Hans Egedes Kirke fra 1971, indviet i forbindelse med 250 året for Hans Egedes mission i byen.

Dermed var vi igen i centrum af byen, hvor vi passerede et meget speciel mindesmærke, en stolpe kaldet Samuel Kleinschmidts Lygtepæl, som han efter sigende hængte sin lygte på om morgenen på turen fra sin bolig uden for byen til seminariet, hvor han underviste. Efter arbejde hentede han lygten igen til hjemturen.

Samuel Kleinschmidt var søn af en herrnhutisk missionær, og han er kendt for at være den første til at dokumentere det grønlandske sprog og udgive både en grønlandsk grammatik (1851), en grønlandsk-dansk ordbog (1871) og for at formulere en grønlandsk retskrivning, der siden blev taget i anvendelse overalt i Grønland.

Hernæst gik vi forbi Stone Seals Statuen nær kulturhuset på vores vej tilbage til hotellet for at få benene lidt op, inden vi ville gå mod havnen for at finde et sted at spise.

Mens vi lå med benene lidt oppe, kunne vi konstatere, at tågen/disen tog lidt til igen, og at vejret ikke var så klart mere, og da vi et par timer senere vandrede hjemmefra, kunne vi iagttage, hvordan skyer og tåge hele tiden ændrede udseendet af landskabet.

Målet var som skrevet den nye havn, hvor vi håbede at finde et sted at spise, men det lykkedes ikke. Dvs. at vi fandt et sted,men det virkede ikke som om, at det var en restaurant for almindelige mennesker, så vi skyndte os videre.

I stedet satte vi så vores lid til Hotel SØMA, der var det tidligere sømandshjem, og som lå med udsigt over havnen. Heller ikke det havde vi held med, da det var fuldt booket med personalet fra et krydstogtskib, der netop besøgte Nuuk.

Altså vandrede vi tilbage til centrum, hvor vi fik plads på Café Esmeralda; et hyggeligt sted med god mad og super betjening. Denne restaurant var i øvrigt indrettet i lokalerne, hvor Kristinemut tidligere lå.
Kristinemut – eller bare Mutten – var et værtshus, der åbnede i 1954 og lukkede ned sidste år, i 2024. Værtshuset, der var det første udskænkningssted, der fik spiritusbevilling i Grønland, undergik gennem årene mange forandringer, men mistede aldrig sin oprindelige sjæl, og vi havde glædet os til et besøg på stedet… Men desværre var vi så et år for sent på den.
Efter aftensmaden – et Stjerneskud – gik vi tilbage til hotellet og slog os ned i baren, hvor vi slyngede en grønlandsk kaffe indenbords…

Lørdag, d. 26.7.
Så var det tid til at få skiftet hotel, og at få Nuuk udskiftet med Ilulissat, godt 560 km længere mod nord. Det hele dog med en del besvær, idet vores flyafgang blev udsat i 5 timer med begrundelsen: tåge i Ilulissat. Vi blev dog alligevel kørt tidligt fra hotellet til lufthavnen, som om alt var i den skønneste orden med en afgang til tiden.

Her lykkedes det os så heldigvis at blive ombooket til en tidligere afgang, så vi endte i Ilulissat med en forsinkelse på bare en time. Egentlig mærkeligt, at denne afgang ikke blev forstyrret af tåge i ankomstlufthavnen!
Det blev en flot flyvetur nordpå i klart vejr, hvor vi fra vores pladser i flyet havde en storslået udsigt til havet, fjeldene og isen, og ikke mindst mundingen af Ilulissat Isfjord var et imponerende syn…

Efter afhentning og kørsel de få kilometer til vores hotel, Hotel Arctic, der er verdens nordligste 4-stjernede hotel, beliggende med en fantastisk udsigt over havet (med isbjerge i hobetal) og ligeledes et vue ind over byen.

Her tjekkede vi ind på vores værelse – igen med udsigt ud over havet, hvor vi igen, igen kunne beundre de store isbjerge, der lå i fjorden ud for Ilulissat.

Efter en kort pause med udpakning på værelset gik vi fra hotellet og ind til centrum af byen, en strækning på 1½ kilometer, og en stor del af strækningen med udsigt over havnen og havet – ikke dårligt. På vejen til byen passerede vi en bro, hvorfra der var en flot udsigt over den livlige havn mod nord og en rolig bugt mod syd.

Vi fortsatte forbi Ilulissat Kunstmuseum og et større antal af udbydere af oplevelsesture i og omkring byen, og inden vi – midt i byen – stak hovedet indenfor i et af byens turistkontorer for at forsøge at booke en tur til Ilimanaq, der skulle være Grønlands smukkeste by. Det kunne desværre ikke lade sig gøre – alt var udsolgt i den tid, vi var i byen.

Så i stedet for at få en tur på plads, gik vi tilbage til hotellet, hvor vi indfandt os til aftensmaden, der stod på grønlandsk buffet med landets specialiteter. Det blev lidt af en nydelse, og selv om vi ikke fik prøvet det hele, kan vi godt anbefale både rensdyr og moskusokse, der viste sig at være meget velsmagende.

Søndag, d.27.7.
Efter morgenmaden fik vi et lift til Ilulissat Isfjordscenter, der ligger syd for byen og som skulle være vores udgangspunkt for en dag i klipperne ned mod Ilulissat Isfjord, der er på UNESCOs verdensarvliste.
Først vandrede vi ad den blå rute på den anlagte gangbro af træ fra Isfjordscentret til et flot udsigtspunkt – i øvrigt sammen med et hav (!) af andre turister, hvoraf de fleste kom fra det krydstogtskib, der netop var på besøg i byen.

Broen var anlagt for at beskytte både området vegetation og de mange gamle kulturminder – især i form af den nedlagte boplads, Sermermiut, som der i dag i øvrigt ikke er nogen spor af.

Sermermiut var en inuit-boplads, hvor der er spor af beboelse 4000 år tilbage i tiden, og at det var netop her, at nogle inuitter slog sig ned, skyldtes, at mulighederne for at skaffe føde var ekstra gode på grund af placeringen mellem indlandsisens ferskvand og havets saltvand.
Sermermiut er udgravet ad flere gange, og selv om der ikke er synlige rester af beboelsen i form at ruiner eller lignende, så har man fundet beviserne for forskellige kulturers tilstedeværelse under jordoverfladen.gav næringsmuligheder.

Langs gangbroen voksede flere planter, der var typiske for Grønland, og især storblomstret gederams (Epilobium  latifolium) var en plante, man lagde mærke til. Planten, der er Grønlands nationalblomst og her hedder Niviarsiaq, blomstrede netop nu med sine smukke, rødviolette blomster. En meget lavere plante end gederams i Danmark, men med meget større blomster.

Gangbroen endte ved et flot udsigtspunkt, hvor man var nødt til at kravle lidt i klipperne for at få den rigtig gode udsigt over isen i fjorden. Og som altid var Claudia ikke meget for, at jeg kravlede rundt i klipperne for at komme tæt på det bedste billede, så turen blev ikke helt så lang, som jeg havde håbet.

Herfra kunne man også se Kællingekløften, Nakkavik. Stedets navn kommer har den makabre historie, at ældre mennesker (kvinder) kastede sig ud herfra og i den sikre død, hvis der opstod hungersnød i beboelsen. Altså valgte de at ofre sig, så de yngre beboere havde mad nok og følgelig kunne holde de nye generationer i live.

Efter at have nydt den smukke udsigt over fjordens isformationer, gik turen tilbage til Isfjordscentret, hvor det blev til et kig indenfor til en kop kaffe og et toiletbesøg.
Isfjordscentret er tegnet af arkitekten Dorte Mandrup med stor respekt for det unikke naturområde, hvor det er placeret. Det er opført i pagt med naturen og indviet i 2021.

Efter denne pause og lidt overvejelse valgte vi at følge den 3,5 km lange gule rute tilbage til byen. Og hvad vi forventede ville blive en tur på en times tid – tja, det blev til 2 timer 20 min.
Men fakta var, at det var en enormt smuk tur, der gik over stok og sten rundt på halvøen, langs med kysten. Ruten havde vi stort set for os selv, og selv om den var besværlig og langsommelig, var den som skrevet alle anstrengelserne værd.

På ruten kom vi først forbi en nedlagt kirkegård, og herefter gennem urørt natur, hvor det gik over stok og sten, op og ned ad klipper, gennem sumpede områder, hvor vi blot havde små varder og store gule mærker på klipperne eller stenene – nogen gange så vi skulle spejde efter det næste mærke.

På vandreturen langs Isfjorden kunne vi bare betages af den ene flotte udsigt over fjorden efter den anden, og gang på gang måtte vi stoppe op, fordi var var faldet over smukke, arktiske planter samt et par snespurve, der fouragerede i området. Snespurven (Plectrophenax nivalis) så vi flere gange på turen, og det forekom os, at den var ret almindelig i området.

Og midt i hele denne naturskønne oplevelse kom så det helt store klimaks, hvor vi fik øje på hvaler tæt på kysten. Dette gjorde, at vi stoppede op og – omgivet af små, irriterende myg – blev vi stående og spejdede ud over vandet. Her oplevede så både flere gange blåst og det ikoniske øjeblik, hvor det eneste synlige af hvalen var halefinnen, der stod lodret op i luften – selv om det var på en lidt lang afstand!

Det er en oplevelse, man sent vil glemme, og på trods af de mange myg, der vimsede omkring os, så var det svært at tage sig sammen til at komme videre.

Efter nogle lange minutter senere fortsatte vi dog modvilligt tilbage mod byen, hvor det første, vores syn fangede, var de farvede huse u udkanten af byen og bugten, hvor byen i sin tid var anlagt.

Ellers sluttede vores vandretur i klipperne ved mindesmærket fra 2016, afsløret i forbindelse med Ilulissats 275 års fødselsdag.

Efterhånden var vi godt trætte i koderne – og klokken var ved at være mange, så vi vandrede bare hurtigt forbi et par af Ilulissats mere kendte bygninger, Knud Rasmussens tidligere hjem og Zion’s Kirke. Begge disse steder måtte vente til i morgen, hvor vi havde planlagt at vandre lidt rundt i byen og se på nogen af seværdighederne.

Efter anstrengelserne i klipperne var vi ved at være småsultne, så vi slog os ned på en velbesøgt Café Iluliaq – lige i centrum af byen, og her nød vi lidt tidlig aftensmad.
Stjerneskud? – ja, hvad ellers?
Og efter maden var det bare hjem på hotellet igen, hvor den stod på en enkelt øl i restauranten, inden vi søgte vores værelse, noget mærkede i koderne.

Mandag, d. 28.7.
Efter en kort nat og en lækker morgenmad havde vi valgt at få aftalerne på plads for de næste to dage her i området – sejlture til henholdsvis Disko-øen og Eqi-gletsjeren.
Herefter nøjedes vi med de oplevelser, som byen selv kunne byde på, og vi begav os af sted mod centrum af Ilulissat midt på formiddagen. Altså dragede vi endnu engang fra vores hotel og ind til byen – forbi byens torv, hvor vi faldt over en buste af byens vigtigste personlighed, Knud Rasmussen.

Vi faldt ikke i svime over denne, men fortsatte vores tur til Knud Rasmussens fødehjem, der i dag er byens kulturhistoriske museum. Huset rummede tidligere et kateketseminarium – en institution, der uddannede personer, der underviste i den kristne tro, i en kombination af pædagogisk og teologisk uddannelse.
Da seminariet ofte manglede studerende, blev huset i praksis bare til præsteboligen, og det var også tilfældet i 1879, da Knud Rasmussen blev født i huset og tilbragte sine første år i Ilulissat.

Da vi ankom til museet, viste det sig, at vi ikke havde adgang, da et krydstogtskib havde købt eksklusiv adgang til museets samlinger, så vi nøjedes med at kigge på museets omgivelser, der fungerede som en slags friluftsmuseum med eksempler på hundeslæder samt et tørvehus.

Efter fiaskoen med museumsbesøget vandrede vi over på den anden side af vejen til Zion’s Kirke, der er en af de mest fotograferede kirker i Grønland. Kirken, der er bygget i perioden fra 1779-83, ligger smukt helt ned til Diskobugten med sygehuset og Hotel Hvide Falk som nærmeste naboer mod nord, og det er for nuværende den ældste kirke i Grønland.

Kirken er normal aflåst, når der da ikke er gudstjeneste, men af uransagelige grunde var den åben netop i dag, så der blev da også plads til lige at kigge indenfor i denne kirke, holdt i hvide og lyseblå farver.

Uden for kirken fandt vi et af byens kajakstativer til opbevaring af fangernes kajakker, nå de ellers ikke lige er i brug på vandet, og lige på denne årstid er stativerne ikke overfyldte.

Efter at have nydt den flotte udsigt over Diskobugten og stilheden, fortsatte vi til en mindre bakke, hvor der er rejst en sten til minde om Knud Rasmussen med indskriften ‘Grønlands Trofaste Søn’. Stenen er placeret ret højt oppe, hvorfra der var en fin udsigt over bugten.

Som en ekstra bonus passerede vi – på vejen op ad bakken – en slags mindesmærke eller skulptur bestående af tre hundeslæder placeret oven på hinanden. Interessant, men vi var desværre ikke i stand til at finde ud af, hvad hensigten var med det.

I stedet fortsatte vi vores tur og gik gennem de små gader nær byens rådhus – egentlig for at besøge et kreativt værksted, der var blevet annonceret med, men som blot viste sig at være et sted, hvor de lokale kunne komme og arbejde med deres projekter. I stedet så vi – udefra – et mindre hus, der kunne minde om et museum for fangst og fiskeri i Ilulissat – hvis man ellers kan tro på et skilt, der hang på huset.

Derfor gik vi videre mod den travle havn, hvor vi undervejs så Grønlands ældste bevarede bindingsværkbygning fra 1741. Bygningen, der blev renoveret i 1983 og ejes af Ilulissat Museum, kaldes Det Sorte Pakhus, og den er et vigtigt eksempel på grønlandsk arkitektur og et af de få bevarede bindingsværkshuse fra 1700-tallet i landet. Pakhuset er konstrueret af kraftigt tømmer og beklædt med lodrette brædder, så der er ikke meget bindingsværk over det!

Ellers gik vi en tur langs havnekajen og nød stemningen i havnen, hvor større og mindre både ustandseligt sejle ud og ind, og hvor det var svært at se, hvor der var ledige pladser.

Efter turen på havnen opsøgte vi en restaurant, Cafe Nuka, hvor der igen, igen, igen stod Stjerneskud på menuen. (Der er nu noget over stjerneskud heroppe: pandestegt og kogt, frisk fisk samt masser af store, nyfangede rejer!)
Med den værste sult stillet fortsatte vi til et af de områder, hvor slædehunde oversomrede, iført lænker og med små kasser som bolig, inden vi gik i den lokale Netto – Akiki – for at købe lidt billig drikkelse. Og halvanden liter cola kostede 45,95 kroner – tro det eller lad være!

Tilbage på vores hotel ville vi bare have lidt let at spise – men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Restauranten serverede kun grønlandsk buffet til 485 kr./person, så det var måske lige i overkanten! I stedet valgte vi at gå i seng på tomme maver…

Tirsdag, d. 29.7.
Som det er skrevet i gårsdagens beretning, så havde vi i dag en helt anderledes dag her på Grønland, hvor vi havde valgt at bruge dagen på en heldagstur til Disko-øen, Qeqertarsuaq.
Det betød, at vi, efter en meget tidlig morgenmad, vandrede til startpunktet for turen, Hotel Hvide Falk, hvor vi skulle være allerede 7:30 og sammen med tre andre turister skulle på en uforglemmelig tur, arrangeret af Albatros Arctic Circle.
Afgang fra havnen i Ilulissat var kl. 8 med hjemkomst godt 10 timer senere, og vi var i alt 10 personer i den lille båd, Natuk, som Nick på to en halv time styrede gennem isbjerge over Diskobugten.

Det skulle vise sig at blive den værste sejltur, mit legeme nogensinde havde været udsat for. Jeg var millimeter fra at blive søsyg, mens det gik hu hej gennem to meter høje bølger i den lille båd, hvor vores skipper ikke rigtig tog hensyn til hverken vind eller bølger og det knagede og knirkede i båden.
Da der var flere end mig, der havde det skidt, valgte Nick (heldigvis), at vi lige skulle have en pause midtvejs, og han lagde båden i læ bag et større isbjerg, der – påstod han – stod på havbunden mere end 60 meter under os!
Her kunne vi så komme ud at få lidt frisk luft, inden vi fortsatte turen.

Første stop ved øen var kysten med basaltklipper nær Kuannit – et imponerende sted med nogle formationer, der var dannet af lava. Lavaen, der har dannet Disko-øen for 50-60 millioner år siden, er her størknet og trukket sig sammen under hurtig afkøling på grund af havvandet, og de flotte lavaskulpturer i form af basalt er dannet. Området indeholder – ud over basaltstrukturerne – varme kilder, som danner større og mindre vandløb, der her og der bliver til vandfald, der ender i havet. Alt i alt et flot syn.

Efter det korte stop her ved Kuannit, gik turen i båd det sidste stykke ind til Qeqertarsuaq by – tidligere Godhavn, der er en mindre by med knap 850 indbyggere. Vi lagde til land ved en anlægger ved museet og fik som det første øje på byens vartegn, en port lavet af kæberne fra en bardehval. (Og ved siden af porten var der anbragt et par små kanoner samt en harpun – formodentlig fra et hvalfangerskib).

Her i havnen blev vi modtaget af en lokal guide, Naja, der nu ville vise os rundt og fortælle om byen, og hun fortalte levende om byen, mens vi gik rundt. Først førte hun os forbi Pilersuisoq, der var byens supermarked, hvor man kunne købe alt, hvad man havde brug for i en husholdning – og mere til.

Problemet var bare, at supermarkedet i vintermånederne kun kunne få forsyninger 2-3 gange om måneden, så en familie her i byen måtte have et par store frysere stående, hvis der altid skulle være mad i huset.
Lige ved siden af supermarkedet lå ‘Brættet’, hvor lokale erhvervsfangere kunne sælge deres fangst efter jagten. Fangsten bestod hovedsagelig af rensdyr, moskusokse, sæler, fisk og hvaler, mens der kunne også landes en isbjørn i ny og næ.

Videre gik det til Hotel Disko, der var byens eneste hotel, der ligger med udsigt over både Diskobugten og fjeldet med Lyngmarksbræen, der er en af øens mange gletsjere.

Lige over for hotellet finder vi byens farverige og offentlige opslagstavle, hvor alle relevante informationer gives til byens borgere, der – for manges vedkommende – ikke er de lykkelige ejere af internetadgang. Hvor mange hvaler må byens fangere stadigvæk nedlægge? Hvem holder fest eller fødselsdag, hvor og hvornår? Hvor kan man komme til kaffemik? Osv.

Fra opslagstavlen fortsatte vi til byens særprægede, ottekantede kirke, der er fra 1913-14. Kirken er udvidet flere gange, og på grund af udseendet bærer den øgenavnet ‘Vorherres Blækhus’. Lige bag ved kirken ligger byens folkeskole med ca. 130 elever.

Fra kirken fortsatte turen til Grønlands eneste sorte sandstrand, Siorarsuit, hvis sorte farve skyldes vulkansand. Stranden er et yndet sted for isbadning blandt de store isbjerge nær kysten. Og om efteråret og gennem vinteren er det et yndet sted at tage hen for at se Nordlys!

Direkte ved stranden ligger flere originale fangerboliger, og rundt omkring blandt husene kan man se (og høre) fangernes hunde. Hundene løb ikke – som tidligere – frit omkring, men de var bundet, hhv. stod lænket.

Nær stranden ligger to minimalistiske igloer i træ – Beach Igloo Lodge. Hytterne kan lejes for kortere eller længere ophold, og fra hytterne man man om vinteren ligge i sengene og betragte nordlyset, mens man om sommeren kan nyde udsigten over stranden og havet…

Sidste stop på vores byvandring var Qeqertarsuaq Heliport, byens helikopterlandingsplads, beliggende øst for byen. Pladsen i sig selv er ikke interessant, men netop herfra kunne vi se Arktisk Station, der hører under det Natur- og biovidenskabelige fakultet under Københavns Universitet. Stationen, der drives som feltstation med det formål at fremme arktisk forskning og undervisning i bio- og georelaterede problemstillinger, har i de seneste 10 år mærket en stigende interesse for arktis som følge af diskussionen om globale miljøforandringer.
Dette kræver større viden om den arktiske flora, fauna og landskabsudvikling, og det er derfor af stor betydning at få dokumenteret betydningen af de økosystemer, der hersker her.
Arktisk Station blev bygget i 1906 af botanikeren Morten Pedersen Porsild, men den er blevet udvidet flere gange efterfølgende.

Efter at have sagt farvel til vores guide, fortsatte vi selv turen østpå mod Kuannit, men vi var ikke gået mange meter, før vi blev tiltrukket af den skriggrønne farve fra kunstgræsset på Grønlands første fodboldbane med kunstgræs. Et surrealistisk syn her i naturen med en fodboldbane, hvor isbjergene stikker op lige uden for banen.

Banen er anlagt i strandkanten på foranledning af en lokal mangemillionær, fisker og enspænder, Jens Salling, der donerede 3 millioner kroner til anlæggelsen af banen i 2016. Langs den ene side – og stort set placeret på stranden – er der nogle få siddepladser, plasticsæder i stærke blå og røde farver, og rundt omkring på banen lå flere fodbolde; det skulle jo være nemt for byens unge at gå i gang med at spille bold, hvis de fik lyst.

Fra fodboldbanen gik det så ud i den grønlandske natur ad den lille sti langs vandet mod Kuannit, og vi havde ikke gået længe, før vi passerede et rivende vandløb, Røde Elv.

Nu ventede der os en tur på en times tid, hvor vi bla. kom forbi et sted, hvor det ser ud som om en elefant står og drikker af havets vand; naturligvis et fotostop værd. Og også et sted, hvor alle andre vandrere skulle have en pause og nyde synet af elefanten, der dyppede snablen.

Ellers kunne vi da også nyde nogle af de mange blomstrende planter langs stien, og især var fundet af nogle eksemplarer af den sjældne brand-troldurt (Pedicularis flammea) en stor positiv overraskelse og oplevelse.

En anden plante, som vi så i endda større mængder, var almindelig rypelyng (Dryas octopetala), som vi jo havde i vores have i Vejle og her så i dens rette element. De rypelyng, vi så, var allerede afblomstrede, men den stod nu her med sine dekorative, snoede frøstande.

Endelig beundrede vi også nogle eksemplarer af storblomstret vintergrøn (Pyrola grandiflora), der voksede i revner mellem klipperne hist og her. Planten, der også kendes som arktisk vintergrøn, havde vi tidligere set for nogle dage siden på vores vandretur til Sermermiut.

Men ellers fortsatte vi til de forrevne basaltklipper langs havet til Kuannit, hvor vi satte os på en afsats højt oppe og nød både vores frokost og den flotte udsigt. Og så var det ellers samme vej tilbage til havnen i Qeqertarsuaq, hvor Nick ventede på os.

Og dog. På turen tilbage tog vi lige en afstikker op langs Røde Elv til et flot vandfald,  Qolortorsuaq-vandfaldet, der fosser ned fra gletsjeren på toppen af øen. Et betagende syn, der var hele omvejen værd – og så var det endda ikke med i programmet.

Nu var det imidlertid tid til at vende om og gå tilbage mod havnen i Qeqertarsuaq, hvor vi på vejen havde en morsom oplevelse – en grønlænder der luftede tre af sine slædehunde på en cykeltur…

Tilbage på båden havde vi herefter en noget roligere tur på 2½ time på vejen tilbage til Ilulissat.
Efter vi var kommet i land igen, lagde vi vejen forbi den kombinerede bar og restaurant Naleraq, hvor den stod på Stjerneskud, inden vi tog en taxa tilbage til hotellet, hvor vi kunne hvile ud efter en god og oplevelsesrig tur til Disko-øen.

Onsdag, d. 30.7.
Så oprandt tidspunktet for vores sidste dag her i Grønland, og efter morgenmaden vandrede vi endnu engang fra hotellet til centrum i byen, hvor en tur til til en af Grønlands mest aktive gletsjere, Eqip Sermia – oftest blot omtalt Eqi – var på programmet, arrangeret af Disko Line.

Og i dag var vi ikke i en lille, livlig båd, men snarere med det, man kunne kalde en færge, samtidig med at vi var et noget større selskab af sted.
Turen startede med en flot sejlads fra Ilulissat og ud mellem til tider ganske enorme og imponerende isbjerge i havet ud for byen, og endnu engang kunne vi bare blive imponeret af det flotte syn af de hvide klumper af is omkring os.

Man fik en følelse af, at vi bare var nogle små brikker i en meget større kulisse, som vi sejlede der mellem kæmperne af is, der på afstand ikke imponerede i størrelse, men tæt på var indtrykket et helt andet.

Efter knap en halv time på vandet sænkede vores skipper pludselig farten og dirigerede båden tættere på kysten, og det viste sig, at han havde set en større gruppe af pukkel- og finhvaler, der havde samlet sig i en bugt syd for Oqaatsut (tidligere Rodebay), og vi blev vidne til et scenarie, der svært kan beskrives. Hvalerne dukkede op overalt i vandoverfladen og vi så både blåst, rygfinner i overfladen og det halefinnens slag i vandet, når hvalerne igen søgte i dybet.

Det var svært at få det hele fanget på kameraet, for inden billedet var i kassen, var hvalerne væk igen, mens andre hvaler dukkede op et andet sted i overfladen, og folk råbte og pegede, når de så de statelige dyr både til højre og venstre, både tæt på og langt fra.
Alt i alt var det en stor oplevelse, som vi fik med på denne tur – om end vi ikke var på hvalsafari.

Men efterhånden som dette scenarie stod på, kunne jeg ikke undgå at ærgre mig lidt over, at vi havde fravalgt en hvalsafari, hvor man – uden at forstyrre dem unødigt – kom endnu tættere på disse statelige dyr og kunne betragte deres adfærd.

Efter denne store oplevelse havde vi nu godt et par timers sejlads, før vi nåede et flot vandfald, hvor vandet plaskede ned i havet, og igen var vores skipper opmærksom. Vi blev varskoet af vores guider, hastigheden blev sænket, og vi sejlede ganske tæt på.

Og så var vi i øvrigt ved at være fremme ved vores mål, Eqi-gletsjeren, der også kaldes den kælvende bræ. Vi lagde os i god afstand, nogle hundrede meter, fra kanten af den op til 200 meter høje gletsjer og blev så i øvrigt liggende her i halvanden time, hvor vi ofte kunne høre store, tordenlignende brag fra gletsjeren.

Den fysiske forklaring på bragene er, at den luft, der naturligt er mellem de enkelte snefnug, når sneen falder og danner indlandsisen, med tiden bliver til luftbobler under tryk. Når så den store bræ kælver, bliver denne luft frigivet igen, og det giver disse eksplosionsagtige lyde. (Man kan høre dette i miniformat, hvis man lægger et stykke indlandsis i sin drink).
Flere gange oplevede vi ligeledes, at isklumper faldt i vandet fra kanten af gletsjeren; igen et fantastisk syn.
Eqi-gletsjeren er en af de mest aktive i Grønland, da den bevæger sig fremad med 2-3 meter pr dag, så der er følgelig også meget is, der skal brækkes af.

Eqi-gletsjeren er også et sted, hvor man rigtig kan se klimaforandringerne. I løbet af de seneste 100 år har gletsjeren trukket sig 4 kilometer tilbage, men alene de sidste 10 år drejer det sig om 2 kilometer. (Disse tal blev opgivet af vores guide, der i øvrigt ikke var helt nøjagtig i sine  informationer om størrelser og tid).

Efter rigtig god tid til at nyde gletsjeren gik turen videre til Glacier Lodge Eqi, hvor nogle af vores medpassager skulle sættes af, inden turen gik tilbage til Ilulissat – denne gang uden pauser.

Vel tilbage i land kunne vi sige farvel til vores guider, hvorefter vi bevægede os op i byen til Inuit Café, hvor den stod på velfortjent aftensmad, der – da det var vores sidste aften i byen – stod på steak lavet på rensdyrkød, hhv. fiske- og skaldyrssuppe. Dertil en lokal øl, Qajaq.

Ellers var det bare om at komme tilbage til hotellet, få begyndt pakningen og få benene op.

Torsdag, d. 31.7.
Hjemrejsedag.
Morgenmad, udtjekning fra hotellet, transfer til lufthavnen, hvor vi havde en god times tid, inden vi boardede flyet til Nuuk.
Igen nogle timer i Nuuk lufthavn, hvor vi henslængte os i de bløde stole i den gratis lounge, inden vi boardede flyet til Billund, hvor vi landede til tiden og blev afhentet af Hjalte, der bragte os den sidste times kørsel til Aarhus, hvor vi kunne sætte os ned og lade tankerne falde tilbage på en oplevelsesrig uge i Grønland.