Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Forsinket efterårsferietur – dvs. i uge 43 – til Rom.
Nogen længere udlandsrejse var ikke mulig i år – på grund af coronaen – så vi måtte nøjes med det næstbedste; en tur til Middelhavsregionen, og her faldt valget altså på Rom.
Vi fik bestilt flybilletter med Ryanair og søgte et hotel tæt på centrum, således at vi havde let ved at komme omkring til fods og ikke var afhængig af f.eks. offentlig transport. Valget faldt på Hotel Le Clarisse al Pantheon, der lå blot 200 meter fra Pantheon. Det var et lidt ældre hotel, indrettet i noget, der lignede en almindelig beboelsesejendom, men ellers var det helt ok til prisen.
Torsdag, d. 21.10.
Så var det tid til afgang fra København til Roms Lufthavn Ciampino, der lå knap 20 km fra vores hotel – men alligevel godt en halv times kørsel, en strækning som vi klarede i en taxa.
Vi var glade for, at vi havde en stedkendt til at køre os til hotellet og guide os ind på det, for receptionen lå på 2. sal – og det var ved at være i myldretiden sidst på eftermiddagen, da vi nåede frem.
Men vi fik os da installeret, inden vi gik ud og så på kvarteret ned mod Tiberen og fandt os en lækker lille restaurant, Osteria Orbitelli, hvor vi fik lidt lækker aftensmad og en flaske vin til, inden vi kunne gå tilbage til hotellet og hvile ud.
Fredag, d. 22.10. (0683-0910)
Efter morgenmaden – serveret på en altan overdækket med et telt – var det tid til at få kigget lidt på byen og nogle af dens menge seværdigheder.
Det startede med, at vi gik lige hen om hjørnet til Pantheon og stillede os i køen af besøgende ind til bygningen. Køen var ret lang, og det blev jo ikke bedre af, at alle besøgende skulle vise negativ Coronatest og samtidig skulle temperaturscannes, før man fik lov til at gå ind.
Pantheon blev opført som et tempel i 120 e.Kr. under kejser Hadrian, men siden 609 har bygningen været anvendt som kirke under navnet Santa Maria ad Martyres. Pantheon har en enorm kuppel med en diameter på 43,3 meter, der er bygget af romersk beton, og indtil 1436, hvor katedralen i Firenze blev bygget, var denne kuppel verdens største.
Den eneste lyskilde i kirkerummet var fra en cirkelrund åbning i toppen af kuplen – kaldet Pantheons øje. Denne åbning har en diameter på 9 meter, og når solen skinner, giver det en flot effekt i kirken.
I Pantheon ligger en række berømte personer begravet, hvoraf den mest kendte er maleren Raphael (Raffaello Santi), der levede fra 1483-1520, samt to af Italiens konger, Victor Emanuel d. 2. (1820-1878) og Umberto d. 1. (1844-1900)
Efter besøget i Pantheon gik turen videre til Piazza della Minerva med den kendte Obelisco della Minerva (oversat: ‘Elefant og Obelisk’) fra 1667. Obelisken er med sine 5,47 meter den mindste af de 13 gamle obelisker, der findes i Rom i dag.
Videre gik vi ad de små gader til Chiesa di Sant’Ignazio di Loyola ved den lille plads Piazza di Sant’Ignazio. Kirken, der er bygget af jesuitterne i barokstil mellem 1626 og 1650, har oprindelig fungeret som kapel for det tilstødende romerske kollegium. Kirken er især fremhævet for sit maleri i skibets loft, malet af Andrea Pozzo. Den viser Sankt Ignatius, der bliver budt velkommen i paradiset af Kristus og Jomfru Maria.
Et andet sted i kirkeloftet er malet en falsk kuppel – også lavet af Pozzo, der endvidere stod for flere af kirkens andre malerier.
Fra kirken gik vi videre til Il Tempio di Adriano ved Piazza di Pietra med resterne af Hadrianeum (oversat: ‘Hadrians Tempel’), der var bygget til ære for Kejser Hadrian, og som stod færdigt i år 145 e.Kr.
Templet blev senere ødelagt, men 11 af de oprindelige 15 marmorsøjler overlevede og er i dag en del af facaden på bygningen, der tidligere var toldkontor og i dag rummer forskellige kunstudstillinger og i øvrigt bruges til konferencer.
Næste stop på vores vandring rundt i centrum af Rom var Trevifontænen, der er et af de mest besøgte steder i byen. Fontænen, der er kendt fra både spillefilm og litteraturen, er bygget i perioden fra 1732 til 1751, og den er det sidste eksempel på en bygning i barok fra Rom. Fontænens store marmorfigur forestiller titanen Okeanos, der rider med sine heste gennem vandmasserne. Trevifontænen får sit vand fra Acqua Vergine-ækvadukten.
Videre førte vores rute os til Den Spanske Trappe med kirken Chiesa della SS. Trinitá dei Monti på toppen. Kirken, der er i gotisk stil og blev bygget med sten fra Narbonne i Frankrig i årene fra 1502 og frem, er en af fem franske, katolske kirker i Rom.
Den Spanske trappe har egentlig ikke noget med Spanien at gøre, men den har navn efter den spanske ambassade. Trappen, der er opført og betalt af en fransk diplomat, der var træt af den mudrede vej, der førte fra Piazza di Spagna og op til Trinitá dei Monti, stod færdig i 1725.
Fun fact er, at trappen formelt er fransk territorium, og at byen Rom hvert år betaler et symbolsk beløb til den franske stat, for at romerne kan benytte trappen.
Fra Trinitá dei Monti bevægede vi os ned ad bakken, forbi Palazzetto Zuccari med de flotte motiver på facaden, til Piazza di San Silvestro, hvor vi satte os ned og slappede lidt af, inden det blev til et besøg i den spøjse kirke Basilica di San Silvestro in Capite, der har en lang historie bag sig. Basilikaen og det tilhørende kloster er opført i det 8. århundrede som en helligdom for relikvierne af helgenerne og martyrerne fra katakomberne – oven på ruinerne af et rundt tempel, der oprindelig var dedikeret til solen og bygget af kejser Aurelian.
I det 12. århundrede blev klostret overdraget til klarisserne (en nonneorden), og i 1890 blev kirken så overdraget til de engelske katolikker af pave Leo XIII i 1890, og betjenes i dag af irske katolikker.
Spændende er kirkens næsten kvadratiske forgård, hvor engelske kristne tilhørende pallottinerne samlede og opsatte en række tavler med inskriptioner. Kirken betragtes som den engelske nationalkirke i Rom, og den er ligeledes kirke for det filippinske samfund i Rom.
Vores vandring bragte os nu videre til den nærved liggende Piazza Colonna, omgivet af de tre paladser Palazzo Wedekind mod vest, Palazzo Chigi mod nord og Palazzo Ferrajoli i syd og med Marcus Aurelius-søjlen placeret på pladsen.
Palazzo Wedekind er i dag hovedsæde for dagbladet Il Tempo, men husede tidligere Kongeriget Italiens undervisningsministerium.
Palazzo Chigi er den officielle residens for Italiens premierminister, og Palazzo Ferrajoli er dels i privateje (af familien Ferrajoli) og dels udlejet til politiske, og kulturelle begivenheder og til bryllupper for det finere borgerskab.
Den 39 meter høje Marcus Aurelius-søjle på Piazza Colonna var oprindelig en del af kejser Marcus Aurelius’ gravmonument, og de relieffer, der er indgraveret i søjlen, fortæller om hans kampe mod barbarerne nord for Donau, der på den tid var en trussel mod Romerriget.
Statuen af apostlen Peter, der er anbragt på toppen af søjlen, er tilføjet i 1587 af pave Sixtus V.
Fra Piazza Colonna gik turen få skridt vestpå til Piazza di Monte Citorio, hvor den altoverskyggende bygning er Palazzo Montecitorio, der siden 1871 har huset Italiens deputeretkammer.
Vores vej førte nu via Pantheon til udgravningsområdet Largo di Torre Argentina syd for vores hotel og en af hovedgaderne i vores kvarter, Corso Vittorio Emanuelle II.
Largo di Torre Argentina er i dag et stort, åbent område, hvor man kan se ruinerne af noget, der formodentlig var Roms ældste bygninger, bygget i 1.-4. århundrede f.Kr.
Stedet blev opdaget i 1926, da man nedrev et gammelt kvarter for at bygge nyt, og der blev afsløret rester af 4 templer: Juturna-templet (oversat: ‘Lykketemplet’), Feronias tempel og Larii Permalinis tempel. Endvidere fandt man nogle latriner samt – ikke mindst – resterne af Pompejus’ Teater, der var det første permanente teater, der blev bygget i Rom, og som stammer fra år 55 f.Kr.
Teatret var omgivet af store søjlegange og en have med springvand og statuer, og i den anden ende af denne have lå Pompejus’ Curia, en mødesal, der ofte blev brug af Roms senat til møder. Det var i Kurien, at Cæsar blev myrdet med 23 knivstik 15. marts 44 f.Kr.
I øvrigt er pladsen ikke opkaldt efter det latinske ord for sølv, argentum, men efter den romerske forpost Argentoratum, der lå i nærheden af det moderne Strassbourg.
Vores tur rundt i den gamle bydel førte os nu forbi Tempio Maggiore – Roms største synagoge, før vi gik over Roms ældste bro, Ponte Fabricio, til Isola Tiberina, en lille ø i Tiberen.
Ponte Fabricio, der er bygget år 62 f.Kr., og stadigvæk står i sin oprindelige tilstand, er 62 meter lang og 5,5 meter bred.
Tiberøen huser bla. Fatebenefratelli Hospitalet fra 1585, der er kendt for at have beskyttet og huset jøder under Holocaust ved at diagnosticere dem med en fiktiv sygdom kaldet ‘Syndrom K’. Endvidere ligger Basilica di San Bartolomeo all’Isola på øen. Basilikaen er bygget til at indeholde relikvier af apostlen Bartholomæus.
Efter at have vandret lidt rundt på øen, vendte vi tilbage mod byen over Ponte Fabricio og gik til Teatro Marcello, der er bygget i den romerske republiks sidste år og indviet i år 12 f.Kr. af kejser Augustus. Med en diameter på 111 meter var teatret det største og vigtigste teater i Rom; det kunne i sine velmagtsdage rumme mellem 11.000 og 20.000 tilskuere.
Mens mørket så små var ved at sænke sig, bevægede vi os tilbage til gaderne omkring vores hotel, hvor det blev til lidt lækker aftensmad, før vi fandt vores senge efter en lang og begivenhedsrig dag i Roms centrum.
Lørdag, d. 23.10. (0911-1289)
Efter morgenmaden stod den på endnu en tur rundt i det historiske område af Rom.
Vi havde brugt aftenen i går på at bestille billetter til Colosseum og Forum Romanum, så vi havde en dag spækket med store oplevelser foran os.
Vi startede med at gå til Victor Emanuel-monumentet for enden af Piazza Venezia og startede så med at besøge Colonna Traiana (oversat: ‘Trajans søjle’) på Piazza Foro Traiano, lige syd for kirkerne Chiesa Santa Maria di Loreto og Chiesa del Santissimo Nome di Maria al Foro Traiano.
Herfra gik turen ad Via dei Fori Imperiali til Colosseum, hvor vi brugte god tid til at betragte hele den fantastiske bygningsværk, der blev til i perioden 70-80 e.Kr. under kejser Vespasian og hans søn, Titus.
Colosseum behøver vel ikke den store præsentation, men alligevel lidt facts: Bygningsværket er ovalt med ydre mål på 188 x 156 meter, og der var plads til ca. 5000 stående og 50000 siddende tilskuere. Der var 76 offentlige indgange samt én indgang til Roms magistrater, én til kejseren og to indgange til de optrædende. Bygningens skelet består af 80 store piller, der hver er mere end 45 meter høje.
Colosseum, der fik omfattende skader ved et stort jordskælv i 1349, blev i 2007 valgt som et af verdens 7 nye underværker – og naturligvis står Colosseum på UNESCOs liste over Verdensarvsteder.
Efter et godt langt besøg i/ved Colosseum gik turen videre forbi Arco di Costantino, der er opført mellem Colosseum og Palatinerhøjen, og som er en triumfbue til ære for Konstantin den Stores sejr i år 312 over Maxentius ved slaget ved Milvian-broen.
Triumfbuen blev indviet i år 315 og spænder over Via Triumphalis – vejen. der blev benyttet af sejrrige hærførere, når de kom ind til byen i trumftog.
I øvrigt skændes de lærde om historien bag triumfbuen – men det er en anden sag.
Fra en bue til den næste, nemlig Arco di Titu (oversat: ‘Titusbuen’), der markerede indgangen til det antikke Rom med Forum Romanum i centrum. Titusbuen er bygget ca. i år 81 e.Kr. af kejser Domitian for at hædre hans ældre bror, Titus, efter dennes sejr over jøderne ved det jødiske oprør i Judæa.
Det er denne triumfbue, der har dannet forbillede for mange triumfbuer opført efter år 1500, bla. triumfbuen i Paris.
Inde i området, der dækkede det antikke Rom, bevægede vi os ad Via Sacra forbi mange af resterne/ruinerne af de fantastiske bygningsværker, der engang stod her i hele deres pragt.
Via Sacra, (oversat: ‘Den Hellige Vej’), der gik fra Titusbuen til Forum, var en tidlig og særlig betydningsfuld vej, og dens brolægning kan spores helt tilbage til ca. 550 f.Kr.
Langs Via Sacra ligger flere imponerende ruiner, og flere af disse var rester af oldtidens kendte bygningsværker, mens andre var mere ordinære, private patriciervillaer. På vejen koncentrerede vi os i første omgang om at holde øje med det, der lå til venstre for os, hvor de spændende bygninger lå som perler på en snor.
Det første imponerende bygningsværk, vi så på vores vej, var Basilica di Massenzio, der på sin tid var den største bygning i Forum, og den sidste romerske basilika, der blev bygget i Rom. Byggeriet af basilikaen begyndte under kejser Maxentius i 308 e.Kr., og blev afsluttet fire år senere af Konstantin den Store.
Mens Maxentius-basilikaen ligger lidt tilbagetrukket fra Via Sacra, passerede vi tæt forbi det runde Tempio di Romolo, og det højtliggende Tempio di Antonino e Faustina.
Ud fra afbildning på en romersk mønt er Tempio di Romolo identificeret som et tempel, der er bygget af kejser Maxentius i 307 e.Kr. til ære for hans søn, der døde som barn. Den runde bygning – en ret usædvanlig form for romersk arkitektur, er forsynet med en bronzedør med en lås, der har overlevet siden Roms storhedstid. Pave Felix V forvandlede templet til forhallen af St. Cosmas og Damian-kirken.
Tempio di Antonino e Faustina er dedikeret til kejser Antoninus Pius og hans kone Faustina, og det er bygget efter kejserindens død i 141. Templet var bygget på et højt podium af tuf-blokke, og det var udvendigt dækket af marmor.
Senere – i det 7. eller 8. århundrede – blev kirken San Lorenzo i Miranda opført inde i dette tempel, og fremadrettet havde templet mistet sin betydning.
Fra disse to templer tog vi en afstikker til Basilica Emilia, hvor der i dag stort set kun er nogle fundamenter for søjler tilbage – så det var uinteressant – og hurtigt videre.
Således nåede vi til bygningerne i det nordvestlige hjørne af Forum, hvor en par offentlige bygninger i antikkens Rom faldt i øjnene: Curia Iulia og Arco di Settimio Severo.
Curia Iulia var et senatshus, der blev bygget i 44 f.Kr., og det er en af få romerske bygninger, der stort set har overlevet tidens tand uden at have taget skade. Curia betyder mødehus, og her mødtes senatet regelmæssigt. I Rom eksisterede der mange curiae på samme tid, men denne bygning har alligevel en lidt speciel historie i sammenligning med de øvrige, idet den blev opført på bestilling fra Julius Cæsar.
Arco di Settimio Severo (oversat: ‘Septimius Severus-buen’) er en triumfbue i hvid marmor, der blev indviet i 203 e.Kr. til minde om kejser Septimius Severus og hans to sønner, Caracalla og Geta, der sejrede i to felttog mod partherne (et iransk folkeslag) omkring år 200 e.Kr. Buen, der er 23 meter høj og 25 meter bred, er beklædt med relieffer, og den troner flot i landskabet. I øvrigt var man ved at renovere buen, da vi besøgte Forum, så helt tæt på kunne vi ikke komme.
Vi opholdt os ret længe blandt ruinerne vest for Forum og kunne bare imponeres over, at romerne allerede i oldtiden kunne bygge så fantastiske bygningsværker. Især de mange søjler, der stod som de jordiske rester af forskellige templer var overvældende. Rundt omkring i området så vi således ruiner efter Tempio della Concordia, Tempio di Vespasiano e Tito, Tempio di Saturno, Umbilicus Urbis, I Rostri og Arco de Tiberio.
Fra dette spændende område gik vi videre til selve Forum, hvor vi så Colonna di Foca, Lacus Curtius, Colonne dei decennalia og den store Basilica Giulia.
Endelig dvælede vi ved nogle af bygningsresterne i den østlige ende af Forum med Tempio dei Dioscuri, Tempio di Vesta, Tempio del Divo Giulio og Arco Partico di Augusto.
I samme område lå endvidere en af de vigtigste bygninger ved Forum, nemlig Regia, (oversat: ‘Kongehuset’). I Regia boede der – trods navnet og så vidt man ved – ingen konger, men bygningen fungerede i en periode som embedsbolig for pontifex maximus, den højeste religiøse embedsmand i Rom. Der er i dag kun få spor af bygningen tilbage.
Efter denne rundtur på og omkring Forum gik vi videre ad Strada con Tabernae til Palatinerhøjen, og på den tur var Santa Maria Antigua og Horrea Agrippiana de første ruiner, vi passerede. Herefter passeredes også Frangipanefamiliens borg, inden vi gik op mod Augustus Hus – som vi dog ikke havde betalt for at komme ind at se.
I stedet gik vi videre, forbi Domus Tiberiana og Oval Pool til udsigtsplatformen Terrazza Belvedere del Palatino, hvorfra vi havde en flot udsigt over hele området med Colosseum, Forum Romanum og den antikke by under os.
Efter at have nydt udsigten heroppefra fortsatte vi vores tur gennem haverne på Palatinerhøjen og bla. forbi Ninfeo degli Specchi – en fontæne fra det 16. århundrede – og resterne af Domus Flavia, der er opført og færdigbygget under kejser Titus Flavius Domitianus i år 92 e.Kr.
Det var interessant at gå rundt i dette område, der også rummede en hippodrom.
Herfra forlod vi Palatinerhøjen og vandrede forbi Arco di Costantino og Colosseum og gik hjemad mod hotellet ad Via dei Fori Imperiali med storslået udsigt til ruinerne på begge sider af vejen. Ikke mindst udgravningerne og bygningerne nord for vejen med Foro di Augusto, Foro di Trajano og Casa dei Cavalieri di Rodi var nogle imponerende anlæg og bygningsværker.
Fyldt helt op med store oplevelser og indtryk vandrede vi tilbage til hotellet og hvilede lidt ud, inden vi tog turen rundt om hjørnet til en vegetarisk restaurant, med et menukort, en betjening og en atmosfære, der ikke indbød til, at der måtte vi absolut spise igen.
Søndag, d. 24.10. (1290-1583)
Efter morgenmaden stod den på endnu en tur rundt i Roms historiske centrum, men denne dag havde vi fokus rettet mod vestsiden af Tiberen og – mere specifikt – mod Peterskirken og bygningerne deromkring.
Altså gik vi fra hotellet mod nord, forbi Pantheon og videre forbi de to kirker, Basilica di Sant’Eustachio og Chiesa di Sant’Ivo alla Sapienza, samt drikkevandsfontænen Fontana dei Libri (Bøgernes fontæne), inden vi kom frem til Piazza Navona, der er en åben, mondæn plads med tre fontæner og en del barokarkitektur.
Piazza Navona, der oprindelig er anlagt som stadion under kejser Titus Flavius Domitianus i år 80 e.Kr., forfaldt efter det vestromerske imperiums fald, og materialer herfra blev anvendt andre steder i byen, således at der kun er få spor tilbage af de oprindelige bygninger.
I slutningen af det 15. århundrede blev pladsen til markedsplads, og den blev ombygget og tilført spændende skulpturelle elementer, ikke mindst Fontana dei Quattro Fiumi af kunstneren Gian Lorenzo Bernini. Øverst i denne fontæne ser man Domitianus’ obelisk, der er ført hertil fra Circus Maxentius.
I vestsiden af pladsen – og med indgang over for Fontana dei Quattro Fiumi ligger barokkirken Sant’Agnese in Agone, der er bygget på stedet, hvor den tidlige kristne Saint Agnes led martyrdøden på det gamle Domitian-stadion. I kirken, som vi aflagde et kort, overfladisk besøg, kan man faktisk se et kranium, der siges at have tilhørt Sankt Agnes.
I sydenden af pladsen passerede vi Fontana del Moro, Maurerspringvandet, fra 1570’erne.
Fra Piazza Navona gik vi videre over Piazza di Pasquino og ad små, hyggelige gader til Tiberen og over Ponte Vittorio Emanuele II, hvorfra vi havde en flot udsigt over mod Castel Sant’Angelo, Engelsborg, nord for floden og øst for broen.
Vi drejede dog vestover ad Via della Conciliazione, der endte i Peterspladsen og med Peterskirken i den vestlige ende af den store, ovale plads.
Vi brugte noget tid på at vandre rundt på den store plads, og vi lod os betage af de smukke bygninger, der omgav pladsen. Herefter fortsatte vi ind i selve kirken, hvor vi også vandrede lidt rundt og betragtede nogle af de mange kunstværker, indtil klokken blev 12.
Herefter var det på tide at komme udenfor igen for at kunne nå at høre pavens tale til folket, der var forsamlet på pladsen nedenfor Palazzo Apostolico, hvor han dukkede frem i et af vinduerne på øverste etage for at tale til de fremmødte.
Som forventet var der en del mennesker på pladsen, mens paven holdt sin godt tyve minutter lange tale, og det var rørende at stå blandt folk, som han havde så stor betydning for og som hans tale rørte i det inderste…
Efter talen gik vi ind i Peterskirken igen for at se videre på de mange kunstværker, som den indeholdt. Helt specielt var det at se Michelangelos kunstværk Madonna della Pietà, der foreviger det øjeblik, hvor Jesus, der er taget ned fra korset, bliver overgivet til sin mor Maria – et nøgleværk inden for italiensk renæssanceskulptur og ofte anset som starten på højrenæssancen. Skulpturen, som Michelangelo lavede i marmor fra Carrara i 1498-99, er anbragt i det første kapel på nordsiden efter indgangen til Peterskirken, og det er det eneste kunstværk, som Michelangelo har signeret.
Ud over denne meget berømte skulptur, var der meget andet at se på: begravelsesmonumenter for paver, altre, imponerende malerier, mosaikker, smukt udsmykkede kupler og overdådige skulpturer. Det kommer for vidt her at nævne dem alle – og der er nok til en hel beretning alene om udsmykningen af kirken.
Vores besøg i Peterskirken og på pladsen foran denne varede fire timer, hvorefter vi trængte til lidt forandring. Derfor vandrede vi tilbage til Tiberen og forbi både Castel Sant’Angelo og Palazzo di Giustizia, hvor Italiens Højesteret har sæde.
Castel Sant’Angelo er bygget af (under) kejser Hadrian i perioden fra 117-138 e.Kr. som et mausoleum for ham selv og hans familie, og efterfølgende blev urnen med hans rester placeret dybt inde i bygningen, sandsynligvis i det, der i dag kendes som Skatkammeret. I perioden herefter blev også andre kejseres rester placeret her, og den sidste, der er registreret begravet her, er kejser Caracalla i 217 e.Kr.
Senere brugte flere paver bygningen som en fæstning og et slot, hvor det meste af den oprindelige bygning blev bevaret, og i dag fungerer bygningen som et museum.
Over for bygningen går broen Ponte Sant’Angelo over Tiberen – en bro, der ligeledes er bygget under Hadrian.
Vi bevægede os herefter over på østsiden af Tiberen igen – og videre til Piazza del Popolo, Folkets Plads, der er en større plads, der fik sit nuværende udseende i 1816 – og som i øvrigt indtil 1826 blev anvendt til henrettelser.
Over pladsen – mod øst – hæver den offentlige park Terrace of the Pincio sig, og mod nord afgrænses pladsen af Porta del Popolo, der ligger mellem Museo Leonardo da Vinci og Basilikaen Santa Maria del Popolo på den ene side og en lokal politistation på den anden side.
Santa Maria del Popolo-kirkens historie dateres tilbage til 1099, hvor pave Paschalis II lod opføre et lille kapel på stedet – over kejser Neros grav. Pave Gregor IX erstattede i 1227 kapellet med en større sognekirke for folket – il popolo, og samme år blev billedet af Santa Maria del Popolo flyttet til kirken. Ellers er kirken nok mest kendt for de smukke familiekapeller med store kunstværker og for at have dannet kulisse i Dan Browns film ‘Engle og Dæmoner’.
I øvrigt ligger der lige ved siden af kirken et kloster, hvor Martin Luther boede, da han besøgte Rom i 1512.
Mod syd – hvor pladsen går over i Via del Corso – ligger der to andre næsten ens kirker, tvillingekirkerne Santa Maria dei Miracoli mod vest og Santa Maria in Montesanto mod øst.
Fra Piazza del Popolo gik vores tur videre mod sydøst og forbi Den Spanske Trappe, der – sædvanen tro – var besøgt af mange turister (så man næsten ikke kunne se selve trappen).
Vi havde egentlig regnet med at gøre ophold her og måske nyde en kop kaffe, men der var simpelthen for mange mennesker til at det var hyggeligt, så vi fortsatte i retningen af vores hotel, hvorved vi kom forbi flere små pladser med bla. Palazzo Montecitorio. Paladset, der blev færdigbygget under Pave Innocens XII i 1694, har siden Italiens samling i 1861 og Roms status af hovedstad fra 1870 været sæde for parlamentets andetkammer.
Ellers gik turen bare videre forbi Pantheon og Palazzo Santa Chiara og tilbage til hotellet, hvor vi lige slappede lidt af, inden vi besøgte en restaurant – Osteria Di Agrippa – over for hotellet, hvor vi nød vores velfortjente aftensmad med en god flaske vin, inden vi kunne flade ud på sengene.
Mandag, d. 25.10. (1584-1833)
Efter morgenmaden på terrassen var det tid til igen at komme ud i byen, hvor der stadigvæk var meget at se, og hvor vi skulle forsøge at indhente endnu mere af det forsømte. Det betød, at vi vandrede nordpå mod Pantheon, hvorfra vi dog i dag drog mod øst til Santa Maria sopra Minerva, der er en af dominikanerordenens store kirker i Rom.
Kirken har fået sit navn efter, at den første kristne kirke på stedet blev bygget direkte oven på (italiensk: sopra) ruinerne eller fundamentet af et tempel, der var dedikeret til den egyptiske gudinde Isis, men som fejlagtigt var blevet tilskrevet den græsk-romerske gudinde Minerva.
Dominikanerne begyndte at bygge den nuværende gotiske kirke på stedet i 1280 med deres kirke i Firenze Santa Maria Novella som forbillede, og mens mange andre middelalderkirker i Rom har fået barokke makeovers, der dækker de oprindelige gotiske strukturer, er Minerva-kirken det eneste eksisterende eksempel på en original gotisk kirkebygning i Rom.
På en lille plads – Piazza della Minerva – vest for kirken findes et af de mest mærkværdige monumenter i Rom, den såkaldte Pulcino della Minerva, der er en statue af en elefant som støttende base for en egyptisk obelisk, der blev fundet i dominikanernes have. Dette er den korteste af de i alt 11 egyptiske obelisker i Rom, og den blev bragt fra Egypten til Rom af kejser Diocletian (284-305) og placeret ved det dengang nærved liggende Isis-tempel.
Fra Piazza della Minerva gik vi videre ad Via del Piè di Marmo, hvor vores øjne faldt på en mere end 1 meter lang marmorfod, der var placeret på en høj piedestal. Foden er det eneste, der er tilbage af en kolossal romersk statue, der må have været omkring otte meter høj, på højde med et to-etagers hus.
Nu drejede vi ned at en mindre gyde, hvorefter vi endte på Piazza di Sant Ignazio foran kirken Chiesa di Sant’Ignazio di Loyola, der støder det op til det romerske kollegium, hvortil den hører.
Den nuværende kirke, der blev opført i perioden 1626-50 oven på den gamle kirke Annunziata, som var blevet for lille, er Jesuiterordenens kirke nummer to i Rom efter kirken Il Gesù, og det, der hovedsagelig trækker turister til, er Andrea Pozzos fantastiske loftsmaleri og den falske kuppel. Når man kommer ind i kirken og kigger op, ser man et af Pozzos værker, et maleri, hvor Skt. Ignatius modtager forkyndelsens lys fra Kristus og giver det videre til de fire verdensdele.
Længere fremme i kirken kan man kigge op i en falsk kuppel. Kirken skulle oprindeligt have haft en kuppel, men af en eller anden årsag, blev det aldrig til noget, så på det flade loft har Pozzo i stedet malet indersiden af en kuppel på det flade loft, så det giver et indtryk af et rum, der ikke findes i virkeligheden.
Efter at have beundret ikke mindst det indre af kirken, vandrede vi videre gennem Via del Collegio Romano, forbi Palazzetto Calzone, der er et palads bygget i jugendstil omkring 1910.
Videre gik vi til Piazza della Pilotta, der er en plads omkranset af fire markante paladser, hvor ikke mindst Pontificia Università Gregoriana mod øst og Palazzo Muti Papazzurri mod vest fremstod som markante og interessante bygninger.
Pontificia Università Gregoriana var jesuitternes første skole i Rom, og de nuværende bygninger er bygget efter ønske fra pave Gregor XIII og indviet i 1584. Af denne grund blev paven betragtet som grundlæggeren af det romerske kollegium, der fik titlen Gregorian Archiginnasio og Gregorian University.
I dag består universitetet af en række fakulteter, et par pavelige institutter, et historisk arkiv, en forlagsvirksomhed og et bibliotek.
Palazzo Muti Papazzurri er et barokpalads, der er bygget i 1660, og som i det 18. århunderede var udlejet til Stewart-dynastiet, der er hjemmehørende i Skotland. I dag huser paladset det pavelige bibelske institut.
Fra Piazza della Pilotta fortsatte vi ad Via della Pilotta, der er en rolig gade med flere broer, herunder Archi della Pilotta, og vi kom således frem til Trajans Marked, Mercati di Traiano, der i dag er renoveret, og i en del af bygningerne har man indrettet Museet for de kejserlige fora (Museo dei Fori Imperiali), der åbnede i 2007.
Trajans marked er del af et system bestående af 5 kejserlige fora: Cæsars Forum (46 f.Kr.), Augustus’ Forum (2 f.Kr.), Fredens Tempel (75 e.Kr.), Nervas Forum (97 e.Kr.) og Trajans Forum (112 og 113 e.Kr.).
Området rummede huse, varehuse, butikker samt kontorer for den kejserlige administration, lige som det havde andre kommercielle og administrative formål. Komplekset har bygninger, der er bygget på skråningerne af Quirinalhøjen, der er den nordligste af de syv høje, hvorpå det oprindelige Rom blev bygget, og det afsluttes af en halvcirkelformet del, der vender mod Trajans Forum.
Vi gik først rundt og betragtede udstillingerne inde i museets mange rum, inden vi bevægede os udenfor og fik overblik over arealet med både Trajens marked og forum, hvor vi kunne se mere eller mindre velbevarede søjle og rester af husmure, der gav et ganske godt indtryk af, hvordan området oprindelig havde set ud.
Fra museet og Trajans Forum gik vi videre til (og forbi) både Augustus’ Forum og Nervas Forum, der lå umiddelbart øst herfor og i forlængelse af hinanden. Begge meget mindre og ikke nær så velbevarede.
Vores mål var Domus Aurea, der ligger i en behagelig grøn park nordøst for Colosseum, hvor der i øvrigt var en del andre ruiner fra den tidlige kejserperiode i Rom. Domus Aurea var Neros stort anlagte kompleks, som han fik anlagt i perioden fra den store brand i Rom i år 64 e.Kr. til hans død 4 år senere. Desværre var komplekset denne mandag lukket, og det kunne derfor ikke blive i denne omgang, at vi fik besøgt hans overdådige bygningsværk.
I stedet vandrede vi rundt i parken og kunne her og der kaste et blik (eller flere) på nogle af resterne af Trajans bade – et stort kompleks af bade og termer, der blev bestilt af kejser Domitian i år 96 e.Kr. og indviet under Trajan i år 109.
Badene, der er bygget på den sydlige del af Esquilinhøjen, blev primært brugt som et rekreativt og socialt center af romerske borgere, både mænd og kvinder, og det var i brug indtil begyndelsen af det 5. århundrede.
Fra parken gik vi videre ud i det pulserende Rom, gennem Porta Metronia, og videre til Santa Maria Maggiore – ‘Den store Mariakirke’ – der er en af de fire store pavelige basilikaer og ligeledes en af de syv pilgrimskirker i Rom. Den nuværende kirke blev bygget under pave Celestine I (422–432), og kirken blev indviet så tidligt som d. 5. august 434.
Kirken, der i store træk har bevaret den oprindelige struktur – på trods af flere ombygninger og skader fra jordskælvet i 1348 – er en af de første kirker, der er bygget for at fejre Jomfru Maria, og mosaikker fundet i Santa Maria Maggiore er en af de ældste afbildninger af Jomfru Maria i antikken. Det påstås, at der i kirken opbevares trærester af krybben fra Betlehem, og kirkens kassetteformede loft er i følge legenden belagt med det første guld, der blev hentet af Columbus i Amerika. I øvrigt er flere paver begravet i kirken.
Efter besøget inde i kirken fortsatte vi vores vej rundt om bygningen til Piazza dell’Esquilino med den 14,75 meter høje Obelisco Esquilino, der dateres tilbage til 2. årh. e.Kr., og som er en af de oprindelige 13 obelisker i Rom. Herefter blev kameraet pakket lidt væk, og vi tog et kig på (og ind i) forskellige forretninger, mens vi fortsatte til Piazza Colonna med Marcus Aurelius-søjlen. Og her var vi så endt lige midt på den kendte indkøbsgade, Via del Corso, der strakte sig fra Piazza Venezia i syd til Piazza Popolo i nord. Og sådan et sted kan man jo få lang tid til at gå…
Et par fotostop blev det dog til i denne travle gade: Galleria Alberto Sordi – lige over for Piazza Colonna og kirken Sant’Ambrogio og Carlo al Corso, der er dedikeret til Milanos to skytsengle Den Hellige Ambrose og Den Hellige Carlo Borromeo.
Kirken er kendt som langobardernes nationalkirke, som de fik af pave Sixtus IV i 1471, som en anerkendelse af deres værdifulde byggearbejde af Det Sixtinske Kapel. Kirken – som vi gav os tid til at besøge – er i øvrigt smukt indrettet.
Ellers brugte vi tiden i og omkring Via del Corso – og vi gjorde bla. en afstikker til nabogaden, Via del Babuino, hvor Boncompagni-Sterbini paladset ligger. Dette palads, der er et rokokopalads fra det 18. århundrede, er mest berømt for sin facade med buster af romerske kejsere.
Ellers gik turen tilbage mod hotellet – endnu engang forbi Pantheon – hvor vi i nabolaget fandt en lille restaurant, der kunne servere os lidt lækker mad. Og derefter bare tilbage til hotelværelse, hvor vi kunne hvile ud og planlægge morgendagen…
Tirsdag, d. 26.10. (1834-2127)
Efter en god nats søvn og morgenmad på terrassen var det tid til dagens program, der i første omgang gjaldt Vatikanet – og ikke mindst Vatikanmuseet, og vi havde været så heldige at få billetter, så vi kunne besøge museets kunstudstillinger og ikke mindst Det Sixtinske Kapel.
Det betød, at vi – sammen med andre turister – blev lukket ind i museet i samlet flok, men også, at vi herefter selv kunne bestemme tempoet gennem en række frygteligt lange gange med mere eller mindre interessante udstillinger af kunst, som Vatikanstaten havde anskaffet sig gennem tiderne.
Vi startede med at få lidt frisk luft i Vatikanets have – tæt på indgangen til museet, inden vi bevægede os mod Det Sixtinske Kapel gennem gangene med de mange udstillinger. For os ikke-katolikker ikke så interessante.
Først da vi efter en halv times vandring i gangene kom til Sala dell’Immacolata Concezione, (Hallen for den ubesmittede undfangelse), hvor malerierne er malet af Francesco Podesti, blev det rigtig interessant. Podesti fik i 1855 til opgave at udsmykke rummet med malerier, der skildrede begivenheder, der førte til annonceringen af dogmet om den ubesmittede undfangelse, og arbejdet med dette stod på i 11 år. Malerierne, som skildrer teologiske stridigheder omkring den ubesmittede undfangelse, bibelske forudsigelser og pave Pius IX’s hengivenhed, toppes af scenen med proklamationen af dogmet.
Efter at have beundret Podestis kunst i rummet, fortsatte vores rundtur til de fire Raphael-værelser, der samlet udgør en gruppe af receptionslokaler i det apostoliske palads – nu er en del af Vatikanmuseet. De fire værelser er berømte for deres malerier, der alle er malet af Raphael Santi og hans elever, og – sammen med Michelangelos loftmalerier i Det Sixtinske Kapel – er de vigtigste eksempler på højrenæssancen i Rom.
Det første værelse, vi kom ind i, var Sala di Costantino (Konstantins sal), der er det største af rummene. I dette rum, der er dedikeret til kristendommens sejr over hedenskabet, er ingen af malerierne malet af Raphael selv, og derfor er malerierne mindre berømte end værkerne i de tilstødende rum.
Rummets 4 store malerier er …
‘Korsets vision’ (1520-24), der skildrer historien om et stort kors, der viser sig for Konstantin, mens han marcherede af sted for at mødes med sin rival Maxentius.
‘Slaget ved Milvian-broen’ (1520-24), der viser slaget, der fandt sted 28. oktober 312.
‘Konstantins dåb’ (1517-24), der viser kejseren blive døbt i Laterankirken i Rom.
‘Konstantins donation’ (1520-24), der gengiver begivenheden, der gav pavedømmet suverænitet over Rom.
Det næste værelse, vi kom gennem, var Stanza di Eliodoro (Heliodorus’ rum), hvor malerierne er malet af Raphael selv i perioden 1511-14. Temaet for dette rum, der har sit navn efter et af malerierne, var den himmelske beskyttelse, som Kristus gav kirken.
Rummets 4 store malerier er …
‘Heliodorus’ udvisning fra templet’ (1511-13), hvor Raphael illustrerer episoden om Heliodorus, der blev sendt ud for at beslaglægge skatten, der var opbevaret i templet i Jerusalem, men blev jagtet ud af templet af englene.
‘Messen i Bolsena’ (1512), der skildrer historien om en bøhmisk præst, der i 1263 holdt op med at tvivle, da han så brødet begynde at bløde under dets indvielse.
‘Mødet mellem Leo den Store og Attila’ (1514), der skildrer samtalen mellem paven og en hunnisk erobrer og som inkluderer billeder af Sankt Peter og Sankt Paul på himlen med sværd.
‘Sankt Peters befrielse’ (1514), der i tre episoder viser, hvordan Sankt Peter blev befriet fra fængslet af en engel.
Efter dette besøg kom vi endelig til det mest kendte af de fire Raphael-værelser, Stanza della Segnatura (Signerings-rummet), der var det første rum, der blev malet af Raphael. Temaet for rummet er verdslig og åndelig visdom og den harmoni, som renæssancens lærde mente, at der var mellem kristen lære og græsk filosofi. Rummet var oprindelig rådssalen for den apostoliske Signatura (den højeste dømmende myndighed i den katolske kirke), hvor de fleste af de vigtige pavelige dokumenter blev underskrevet.
Rummets 4 store malerier er …
‘Diskussion om det hellige sakramente’ (1509-10), hvor Raphael skabte et billede af kirken, der præsenteres, som om den strækker sig over både himmel og jord.
‘Parnasset’ (1509-10), der viser guden Apollons og musernes bolig og poesiens hjem i følge klassisk myte. I maleriet er Apollon og muserne omgivet af digtere fra antikken og Raphaels egen tid.
‘Skolen i Athen’ (1509-10), der er Raphaels mest berømte maleri, der forestiller en forsamling af antikke filosoffer, matematikere og videnskabsmænd, med Platon og Aristoteles i midten og øverst i billedet. De fleste personer kan ikke identificeres entydigt og kun bestemmes gennem tolkninger, men rimelig sikkert har man identificeret Sokrates, Pythagoras, Archimedes, Heraklit, Averroes og Zarathustra. Derudover mener man, at Leonardo da Vinci og Michelangelo er portrætteret gennem henholdsvis Platon og Heraklit. Raphael er også selv at finde i maleriet – ved siden af Ptolemaios, og han er – sammen med Hypatia, kvinden i den hvide kåbe, der står mellem Parmenides og Pythagoras, de eneste i kunstværket, der ser direkte på beskueren.
‘De kardinale dyder’ (1511), der præsenterer dyderne styrke , klogskab og mådehold sammen med næstekærlighed, tro og håb.
Det sidste af de fire Raphael-værelser var Stanza dell’incendio del Borgo, der ikke var så interessant, i og med, at det ikke er malet af Raphael selv. Rummet er opkaldt efter maleriet ‘Branden i Borgo’, der forestiller pave Leo IV, der slår korsets tegn for at slukke en voldsom brand i Borgo-distriktet i Rom nær Vatikanet. Selv om værket var fremstillet efter Raphaels anvisninger, blev det malet af hans assistenter, som i øvrigt også malede de tre andre malerier i rummet.
Rummets 4 store malerier er …
‘Leo III’s ed’ (1516-17), der viser pave Leo III aflægge en renselsesed.
‘Kroningen af Karl den Store’ (1516-17), der viser, hvordan Karl den Store blev kronet til Imperator Romanorum juledag år 800.
‘Branden i Borgo’ (1514-17), der viser en brand i Borgo – en bydel i Rom – i Rom i 847.
‘Slaget ved Ostia’ (1514-15), der var inspireret af Leo IV’s sejr over saracenerne ved Ostia i 849.
Efter at have betragtet de flotte kunstværker, kunne vi lægge Raphael og hans samtid bag os og bevæge os ind i det allerhelligste på vores rundgang i museet – Det Sixtinske Kapel.
Det Sixtinske Kapel blev opført i 1473-81 til pave Sixtus IV, og kapellet anvendes, når en ny pave skal vælges. Når en pave er død, og en ny skal vælges, bliver en række udvalgte kardinaler bliver lukket inde i Det Sixtinske Kapel, og de vælger herefter en ny pave blandt kardinalerne. Et sådant pavevalg kan vare flere uger.
Kapellets loft er udsmykket af Michelangelo i 1508-1514. Det centrale motiv er ‘Adams skabelse’, der nok er hans mest kendte kunstværk, og det illustrerer skabelsesberetningen i Første Mosebog, hvor Gud ånder liv i det første menneske, Adam.
Væggene er bl.a. udsmykket af Sandro Botticelli.
I Det Sixtinske Kapel er der rigtig meget sikkerhedspersonale, der kontrollerer, at besøgende ikke tager billeder (med eller uden blitz) i kapellet, fordi det prioriteres at bevare det unikke i Michelangelos freskoer i kapellet – og ikke få billeder spredt for alle vinde, f.eks. på nettet.
Efter besøget i Det Sixtinske Kapel tog vi en lille pause udenfor, inden vi gik gennem Vatikanets samling af kunst fra hele verden og endte i Pio-Clementine-museet med Bramante-trappen, der er en dobbeltspiraltrappe, hvor to trapper er snoet ind i hinanden. Trappen er designet af Giuseppe Momo, der lod sig inspirere af den oprindelige dobbelttrappe fra 1505 på samme sted. Konstruktionen med de to trapper gør, at man får indtryk af at kunne gå op ad trappen uden at møde folk på vej ned.
Med turen ned ad Bramante-trappen var vores besøg i Vatikanmuseet slut, og det var tid til at bevæge sig udenfor i det pulserende liv i Rom igen. Det betød, at vi via Piazza del Risorgimento med militærmuseet, Museo Storico dell’Arma dei Carabinieri, gik mod Castel Sant’Angelo, som vi allerede havde været forbi tidligere. Næste stop var Largo di Torre Argentina, som vi også tidligere havde besøgt, så vi gik – efter en kop kaffe med udsigt over udgravningsområdet – hurtigt videre til Chiesa del Gesú, der er moderkirken for jesuitterne. Byggeriet af kirken skete i perioden fra 1568-80, og den blev en model for adskillige af de kommende århundreders jesuitterkirker verden over. Kirkens nuværende facade blev senere modificeret og beskrevet som den første ægte barokke facade. Indvendigt er kirken ret mørk, med overdådigt udsmykket, og især loftsfresken, den storslåede ‘Triumf for Jesu navn’ fra 1678-79 er flot udført.
Fra Chiesa del Gesú gik vi videre til dominikanerordenens kirke, Santa Maria sopra Minerva, som vi gik forbi i går. Denne gang nøjedes vi dog ikke med at vandre forbi, men det blev også til et kig indenfor, mest af alt for at se det vigtigste kunstværk i kirken, Michelangelos statue Cristo della Minerva – Den opstandne Jesus – fra 1521.
Værket blev bestilt i juni 1514 af en romersk velhaver, som kun betingede sig, at den nøgne stående figur skulle have korset i sine arme, og så ellers overlod kompositionen helt til Michelangelo. Michelangelo arbejdede på en første version af statuen i sit atelier i 1515, men måtte stoppe arbejdet, da han opdagede en sort åre i den hvide marmor, som ødelagte helhedsindtrykket. Han fremstillede derfor først den endelige version af statuen i 1519-1520.
I øvrigt er kirken kendt for sine mange gravmonumenter samt Carafa-kapellet med flotte fresker af Lippi. Dette kapel lå hen i mørke, men ved at smide nogle mønter i en boks, kunne man få lyset tændt i nogle sekunder.
Fra Santa Maria sopra Minerva gik turen videre forbi Pantheon og til en lille restaurant nær Tiberen, hvor vi fik lidt lækker aftensmad suppleret med en flaske god vin, inden turen gik tilbage til hotellet for at hvile ud efter en interessant dag i Rom og Vatikanet.
Onsdag, d. 27.10. (2128-2349)
Nu var vi så kommet til vores sidste hele dag i Rom, så efter morgenmaden forsøgte vi at besøge nogle af de steder, som vi endnu ikke havde streget ud på vores to-do-liste. Derfor vandrede vi fordi Pantheon og videre nordpå ad små gader og passerede charmerende pladser, samtidig med at fik mulighed for at kigge ind i intime baggårde.
Turen bragte os også (igen) forbi Palazzo Montecitorio, inden vi kom til Piazza di San Silvestro, der havde navn efter Basilica San Silvestro in Capite i den nordvestlige ende af pladsen, og som i fredags, hvor vi også var forbi her, kiggede vi indenfor i kirken.
Efter kirkebesøget gik vi videre mod Den Spanske Trappe, idet vi dog undervejs passerede La Colonna della Immacolata Concezion – Den Ubesmittede Undfangelsessøjle – der er et monument fra 1857, der forestiller Jomfru Maria, og som blev opstillet for at fejre det nyligt vedtagne dogme om den ubesmittede undfangelse fra 1854.
og så var vi fremme ved Den Spanske Trappe, der i dag var noget mindre overrendt af mennesker. Altså op ad trappen og videre mod det flotte parkanlæg med Villa Medici i det sydligste hjørne af parken. Villa Medici, der er færdiggjort i 1544, tilhører den franske stat og huser Det Franske Akademi.
Interessant er det måske at vide, at parkanlægget bag villaen i oldtiden var del af Lucullus’ haver samt at Messalina, der var kejser Claudius’ tredje hustru, blev myrdet af en officer fra den prætorianske garde – efter ordre fra Narcissus.
Fra området omkring villaen var der i øvrigt en flot udsigt ned over centrum af Rom – som vi nød et øjeblik, inden vi vandrede videre ind i Borghese-haverne, hvor vi havde besluttet, at vi ville besøge kunstudstillingen i Galleria Borghese. Det viste sig imidlertid, at vi endnu engang var dårligt forberedte; der var ingen billetter at få til galleriet det næste døgns tid, så det blev så ikke denne gang, vi skulle indenfor og betragte den antikke og middelalderlige kunst, der var udstillet i galleriets haller. I stedet blev det til en vandretur rundt i haverne, hvor der var flere museer og andre markante, historiske bygninger, som f.eks. Casino dell’Orologio, som H.C. Andersen har omtalt i sine dagbøger. Endvidere er der fontæner, statuer samt – ikke mindst – resterne af Antoninus og Faustinas Tempel.
Da det nu ikke kunne blive til et kunst-museum-besøg, vandrede vi tilbage mod byen og passerede Aurelian-muren nær Porta Pinciana, og så ellers satte os på Harrys Bar over for porten og fik os en god kop kaffe.
Porta Pinciana, der er bygget under kejser Honorius i begyndelsen af det 5. århundrede, er en af de få porte i Rom, der har bevaret sit oprindelige udseende gennem tiden; bortset fra sidebuerne, der er åbnet i moderne tid af hensyn til vejtrafikken.
Lige til højre for porten (set fra Harrys Bar) er et monument til minde om de faldne i Første Verdenskrig i Ludovisi-distriktet.
Aurelian-muren er i virkeligeheden en række af bymure, der blev bygget mellem 271 e.Kr. og 275 e.Kr. under kejser Aurelian, og murene omslutter alle Roms 7 høje. Aurelian-muren afløste den tidligere Servius-mur fra 4. årh. f.Kr., idet Rom på Aurelians tid var vokset langt ud over området, der var omgivet af den gamle Servius-mur.
Efter kaffen bevægede vi os ned i byen til turisternes højborg, Trevifontænen, og efter at vi et kort øjeblik havde stået og betragtet det flotte springvand, fandt vi vej til det arkæologiske område Vicus Caprarius, også kaldet ‘Vandets By’. Stedet blev fundet omkring år 2000, da man var ved at renovere en biograf på stedet, hvilket bragte et stort gammelt boligkompleks frem i lyset. Udtrykket ‘Vandets By’ skyldes at man i komplekset fandt et stort vandreservoir, der daterer sig til det 2. årh. e.Kr., og som sandsynligvis har været i brug indtil det 6. århundrede. I denne tank opbevaredes vandet fra den nærliggende Aqua Virgo, der blev bygget under Agrippa, svigersøn til Augustus, til at forsyne badene i området med vand.
Fra området omkring Trevi gik turen videre til Piazza Venezia med Palazzo Venezia, der er fra den tidlige renæssance og som huser Nationalmuseet.
På den modsatte side af Piazza Venezia ligger to smukke gamle kirker, Chiesa da Santa Maria do Loreto, der er bygget i perioden mellem 1507 og 1585 oven på resterne af det guddommelige Trajans tempel, som blev bestilt af kejser Hadrian i det 2. århundrede, og Chiesa del Santissimo Nome di Maria al Foro Traiano, der er bygget i 1736.
Begge kirkerne ligger i øvrigt over for Trajans søjle, der blev bestilt af det romerske senat for at mindes kejser Trajans sejr over dakerne. Den 30 meter høje søjle, der har inspireret til utallige sejrssøjler, er færdiggjort i år 113 e.Kr., og den er udsmykket med relieffer, der skildrer krigene mellem romerne og dakerne (101-102 og 105-106).
Syd for Piazza Venezia ligger den pompøse bygning, Altare della Patria, der også kaldes Victor Emanuel-monumentet. Monumentet, der er opført til ære for Victor Emanuel 2., der var den første konge for et forenet Italien fra 1861-78, er opført i perioden fra 1885 til 1935, men det blev dog officielt indviet og åbnet for offentligheden i 1911 som en del af fejringen af halvtredsårsdagen for Italiens genforening.
Umiddelbart bag monumentet – eller rettere lige syd vest for – findes ‘Insula dell’Ara Coeli’, der er et af de få bevarede eksempler på en insula , dvs. en slags lejlighedskomplekser, hvor mange romerske byboere boede. Insulaen blev bygget i det 2. århundrede e.Kr. og genopdaget under en gammel kirke, da Benito Mussolini igangsatte en plan for byfornyelse af Roms historiske Capitol-kvarter. Det er ikke meget, der er tilbage af bygningen, og man kan i dag kun se et par af etagerne i en enkelt fløj af bygningen, der sikkert engang har haft 4 fløje og været 4 etager høj.
Fra insulaen gik turen videre ned ad Via del Teatro di Marcello til Teatro di Marcello – eller rettere resterne af det.
… (2280-2349)
Torsdag, d. 28.10.
Hjemrejsedag, hvor vi efter morgenmaden pakkede vores sager og tog en taxa mod lufthavnen, inden vi nogle timer senere kunne stige ud i efterårsvejret i Københavns lufthavn. Herefter blev der lige tid til en kop kaffe sammen med Sarah og Henrik, mens vi ventede på Kombardo-ekspressen hjem til Aarhus.