Bornholm, 16.-19.4.19

I en ellers stille periode valgte vi at droppe årets Påskeløb og i stedet tage til Bornholm for at besøge besøge Hjalte, der havde slået sig ned her – efter at han havde mødt sin kæreste, Karoline, der jo kommer fra Aakirkeby midt på Bornholm. Og så kunne vi jo i samme ombæring få kigget lidt på nogle af øens mange seværdigheder.
Altså fik vi booket overnatning på Kroggaard, der lå lige øst for Rønne – og i øvrigt tæt på Lobbæk, hvor Hjalte havde sin lejlighed.
Onsdag d. 15. april gik med turen fra Vejle over Ystad til Bornholm, og vi ankom sent om aftenen til vores lækre ferielejlighed, der lå i meget rolige omgivelser, tæt på Bornholms Golfklub.

Torsdag, d. 16.4.
Efter morgenmaden gik turen østpå til Svaneke – idet vi dog lige samlede Hjalte og Karoline op på vejen i Aakirkeby hos Karolines forældre. Efter at vi havde parkeret bilen på den store P-plads ved havnen, stod den på en vandretur gennem denne lille, charmerende by, hvor man på ingen tid vil have set alt, hvad der er værd at se. Dertil skal siges, at Svaneke er Danmarks mindste købstad med et indbyggertal på knap 1100.
Lige ved P-pladsen står en delvis rekonstruktion af barken Svanen af Svaneke, der var et skib, der blev bygget i Svaneke i 1856-58 og regnes for det største og smukkeste skib, der nogensinde er blevet bygget i byen. Skibet blev taget ud af drift i 1882, og det forfladt herefter.
I 2010 havde man visioner om at genskabe skibet i en nøjagtig, fuldt sejlende kopi i Nexø – baseret på de originale, gamle tegninger af skibet, men undervejs i arbejdet løb man tør for penge, og Bornholms Museum og kommunen måtte træde til og reddede de dele af skibet, der allerede var opbygget eller genskabt.

Skibet – eller rettere skibskelettet, der blot består af køl, hæk og stævn, blev herefter nænsomt transporteret til Svaneke havn og opbygget, hvor det nu er placeret og står som et monument og vartegn for byen, placeret umiddelbart nord for havnen.

Fra skelettet af Svanen gik vi videre langs havnen til Brænderigænget og brugte lidt tid i ‘Pernille Bülow Glas’, hvor vi kunne følge fremstillingen af glaskunst – mundblæst, forstås! Glaspusteriet blev etableret i 1985 af Pernille Bülow efter at hun vendte tilbage til Bornholm efter endt uddannelse som glaspuster på Orrefors Glasskola.

Vi blev et stykke tid inde i værkstedet, hvor vi så et par glaspustere, der var i gang med at fremstille vaser – tror vi – og formgive det varme glas, hvilket var en fascinerende proces at være vidner til.

I glasværkstedet var der også indrettet både en udstilling af nogle af de produkter, de fremstillede, lige som det (naturligvis) også var muligt at købe varerne, hvis det var det, man ville. Og ja, jeg følte mig fristet af bla. nogle meget smukke lamper i let tonet glas.
På vores videre gang gennem Brænderigænget kom vi også forbi Restaurant Pakhuset, der er indrettet i byens gamle pakhus, der er opført i 1880. Indenfor i bygningen er der endnu spor af bygningens tidligere historie, idet der er rå kampestensvægge og fritliggende bjælker, hvilket er med til at fremhæve historien.
Navnet ‘Brænderigænget’ er i øvrigt ikke tilfældigt, idet bygningen i tidligere tider husede et brændevinsbrænderi – og i øverigt senere en købmandsgård.

Vi fortsatte videre til Torvet, hvor også det kendte Svaneke Bryghus, der startede som Danmarks første mikrobyggeri, har hjemme. Bryggeriet er indrettet i en gammel firlænget købmandsgård fra 1750, og her brygges økologisk og ufiltreret craft beer udelukkende på de fem grundingredienser: vand, malt, humle, gør og tid.
På Torvet finder man også Bornholms bedst bevarede købmandsgård fra 1761, Søllingsgaard – der stinker af idyl og charme. Gården hed tidligere Holstegården, og havde navn efter Jeppe Holst, der var en af Svanekes vigtigste købmænd, der bla. sørgede for at udbygge Svanekes Havn. I gården blev der under Jeppe Holst indrettet købmandsbutik, der først lukkede i 1971.
I 1947 overtog familien Sølling gården, og det er stadigvæk denne familie, der driver gården – nu dog som ferieboliger og bodega. Gårdens gamle butiksinventar er dog bevaret.

Bag ved bryghuset fører en trappe fra Bykilen via Trappegangen op mod Vestergade, og fra toppen af denne trappe er der en fin udsigt ned over centrum af byen med Torvet, bindingsværkshuse og de røde tage – og med Østersøen i det fjerne.

Ad Emil Andersens Gade gik vi til et andet lille torv med en buste af en af byens store mænd, Johan Nicolai Madvig (1804-86), der var en berømt sprogforsker (filolog), professor og politiker.
J. N. Madvig bla. stod bag skolereformen fra 1850, hvor han indførte ideen om almen dannelse som vigtigste mål for skolen, og han gav mere plads til fag som matematik, naturvidenskab og det danske sprog i de lærde skoler – det vi i dag kender som gymnasiet.
Madvig var endvidere med i den regering, der hjalp med at føre Danmark fra enevælde til demokrati omkring Grundlovens fødsel i 1849, og han var en kultusminister fra 1848-51.

Ved det lille torv fandt vi også bygningen fra 1909, der blev etableret som et af Bornholms første kommunale elektricitetsværker, og da det blev opført, valgte man at bygge det sammen med byens endnu ældre sprøjtehus (brandstation), som den dag i dag stadigvæk udgør en del af bygningen.
Da el-værket blev nedlagt i 1948, stod bygningen først tom, indtil kommunen valgte at indrette en offentlig badeanstalt i bygningen. I 1960 overtog Falck bygningen og indrettede Falckstation her indtil 1970, hvor beredskabet flyttede til Nexø.
I dag fungerer bygningen som feriebolig for Falcks personale.

Fra det lille torv gik vi gennem Otto Holst Bakke og Borgergade og kom forbi Nansens Gaard – en gammel købmandsgård, hvor der i dag er privat værelsesudlejning. Herefter slentrede vi gennem Postgade tilbage til kvarteret ved havnen, og undervejs passerede vi den hyggelige pub og lounge Madvig – der ejes af DR-journalisten Poul Friis og i øvrigt har navn after føromtalte J. N. Madvig.

I øvrigt var turen igennem Postgade en rejse i tid med det ene gamle, smukke hus ved siden af det andet, og det blev da ikke mindre charmerende, da vores tur gennem tid endte i og omkring Hotel Siemsens Gaard. Gården har rødder tilbage til 1500- og 1600-tallet, men den nuværende hovedbygning i bindingsværk er opført i 1772.
Det var den oprindelige, trelængede købmandsgård, der ligger direkte ud til havnebryggen og havde handel og skibsfart som omdrejningspunkt, der i 1687 fungerede som gæstgivergård for bla. Christian V, admiral Niels Juel og Ulrik Gyldenløve.

I 1930’erne ombygges gården, og tages i brug som hotel, og det er den funktion, der har haft lige siden – omend med forskellige ejere.
Vi fik set de historiske bygninger fra flere sider, og det var også muligt at få et kig ind i gården mellem de eksisterende længer.

Og når man nu er ved at være sulten, og når man nu er i Svaneke, hvad er så mere oplagt end at få stillet sulten i røgeriet? Så vi valgte at vandre ud til byens nordøstligste udkant til halvøen, hvor røgeriet ligger, og få investeret i et par røgede sild.

Og når vi nu var herude i området, fik vi også lige studeret det gamle skanseanlæg i klipperne umiddelbart øst for røgeriet. Anlægget stammer oprindelig fra Den Nordiske Syvårskrig, der varede fra 1563 til 1570 og udkæmpedes mellem Danmark-Norge på den ene side og Sverige på den anden. Krigen, der handlede om, hvem der skulle have magten over Østersøen, startede med en træfning ud for Bornholm i maj 1563, da svenske skibe nægtede at hilse på det danske flag, og den afsluttedes med freden i Stettin, da begge sider i krigen var løbet tør for penge. Reelt havde krigen ikke nogen vindere, og alt endte med, at status quo var som før krigen startede.

Efter frokosten gik turen langs kysten nordpå til Randkløve Skår, der er en af Bornholm store – men ofte oversete – naturseværdigheder.
Randkløve skår er en dyb, fredet klippespalte og sprækkedal på Bornholms østkyst mellem Svaneke og Gudhjem. Kløften er omkring 50 meter lang, 2 til 5 meter bred og op til 16 meter dyb, og den skærer sig ind i granitudskæringerne i sydøstlig retning, hvilket adskiller sig fra mange af øens andre dale.

Det siges, at det er en slags manddomsprøve at springe over kløften, og i følge lokale fortællinger sprang Kronprins Frederik (den senere Kong Frederik 7.) over Randkløve Skår under et besøg på Bornholm i 1833 – sikkert på det smalleste sted.

Der findes flere vandresagn om, hvordan Randkløve Skår er dannet, og et af dem fortæller at landskabet og den dybe kløft blev hugget ud, da vrede jætter hamrede deres økser ned i jorden under vilde kampe, mens et andet beretter om, at kløften var resultatet af kampe mellem kæmper (jætter) eller vrede underjordiske væsner, der flængede klipperne fra hinanden. Så må man jo selv dømme…

Efter at vi var gået gennem kløften og havde klatret lidt rundt i området, vandrede vi sydpå ad en redningssti og passerede her på et tidspunkt et skønt beliggende sommerhus, Taman Sari, der er tegnet af den kendte arkitekt og møbeldesigner Kaare Klint.
Sommerhuset, der i dag er fredet, blev opført i perioden 1934–1936 til overlæge Knud Gjellerup og hans hustru. Navnet “Taman Sari” betyder “blomsterhave” på javanesisk.

Herefter var vi også ved at være godt brugte, så vi vandrede tilbage til bilen, og turen gik så vestpå i retning ad Kroggaard – med den flotteste solnedgang lige i forruden…

Fredag, d. 17.4.
Igen – efter morgenmaden – på tur i det bornholmske landskab, og igen blev Hjalte samlet op på vejen, da vi kørte gennem Lobbæk.
Første stop på dagens program var rundkirken i Nylars, der er den sydligste af rundkirkerne på Bornholm. Kirken, der er indviet til de søfarendes skytshelgen, Nicolaus af Myra, er oprindelig bygget som et fæstningsanlæg, så befolkningen kunne søge tilflugt her i ufredstider, hvor Bornholm blev overfaldet af vendiske og gotlandske sørøvere.

Nylars kirke er bygget i kampesten mellem 1160 og 1165, og den havde intet spidst spåntag, som vi kender det i dag; oprindelig var taget fladt eller svagt skrånende, og toppen var omkranset af en kreneleret borgmur – dvs. en mur med skydeskår, som man kender fra bla. ridderborge. Det nuværende spidse tag byggedes på kirken i 1500-tallet.
Kirken havde stort set heller ingen rigtige vinduer, men var i stedet forsynet med små, smalle lysåbninger og skydeskår, så man kunne skyde med bue og pil eller kaste sten ned på fjenden.

Det hvide indgangsparti (våbenhuset) foran døren blev først bygget i 1879, og oprindelig gik man derfor direkte ind ad den tunge, dekorerede syddør.
Hele kirkegården var i middelalderen omgivet af en stor jordvold med spidse træpæle (en palisade). Det fritstående klokketårn, som står på kirkegården i dag, fungerede dengang som et solidt porttårn af sten, som man skulle igennem for at komme ind på området.

Nylars Kirke, der er i tre etager, er den mindste, men bedst bevarede rundkirke på Bornholm, og selv om den er kompakt, er den bygget utrolig massivt. Kirken har en indvendig diameter på 11 meter, er et solidt byggeri med 1½ til 2 meter tykke mure, og det har derfor ikke været nødvendigt at støtte den med støttespiller.

Kalkmalerierne på kirkens midtersøjle er blandt de ældste og mest unikke kalkmalerier på Bornholm – malet i den senromanske stil omkring år 1275–1300. Malerierne fungerer som en ‘middelalderlig tegneserie’, der er malet som en billedfrise øverst på midtersøjlen, og frisen fortæller i seks motiver hele Skabelsesberetningen og Syndefaldet.

I 1882 blev kalken banket af hvælvinger og vægge, og der fremkom spor af kalkmalerier; det var dog kun muligt at bevare omtalte frise rundt om midterpillen, der viser syndefaldsberetningen.

Efter besøget i Nylars Rundkirke, gik turen videre til Nyker, hvor endnu en rundkirke, Ny Kirke, stod på programmet. Denne kirke blev opført i den romanske periode, hvilket vil sige mellem år 1150 og 1250, og de fleste historikere vurderer, at byggeriet sandsynligvis fandt sted omkring år 1200, hvorved kirken en den yngste af Bornholms rundkirker.
I middelalderen blev kirken kaldt Allehelgens Kirke, mens navnet ‘Nykirke’ kom først til i midten af 1500-tallet, fordi den var den nyeste af rundkirkerne på øen.

Ny Kirke har – i modsætning til de tre andre rundkirker på Bornholm – kun to etager/stokværk, og man ved ikke med sikkerhed, om den øverste etage blot aldrig blev bygget (færdig), eller om den er blevet revet ned på et senere tidspunkt – eller eventuelt aldrig var påtænkt! Man kan diskutere, om kirken har været bygget til forsvarsformål, idet den mangler synlige skydeskår, der ellers er kendetegnende for de tre andre rundkirker.

I Ny Kirke finder man nogle fantastiske og meget gamle kalkmalerier, som stammer fra perioden mellem år 1250 og 1300. De er malet i den unggotiske stil, og det absolutte højdepunkt er malerierne hele vejen rundt om midtersøjlens øverste del, hvor der løber en lang billedfrise, opdelt i 13 felter adskilt af små malede søjler og buer. Frisen fortæller Jesu lidelseshistorie (passionshistorien), og den regnes for at være den bedst fortalte billedserie blandt alle Bornholms rundkirker.

I kirken er der mange andre interessante malerier, og et af dem viser et middelalderligt maleri med Bebudelsen og Guds lam – malet på kirkens nordvæg.

Efter besøget i Nyker, stod der lidt natur på programmet, idet vi kørte til havnen i Vang for at gå en tur nordpå ad kyststien til Pissebækken, der med sit fald på 8 meter er Danmarks tredjehøjeste vandfald. Navnet Pissebækken er kendt fra middelalderen, og der er to forklaringer på navnet, der begge associeres med det, at en mand lader vandet fra toppen af vandfaldet.

Egentlig ville vi gerne have vandret videre nordpå mod Hammershus, men vi måtte indse, at det ville tage for lang tid at vandre helt dertil – og bilen stod jo i Vang.
Altså valgte vi at tage samme vej tilbage til Vang og så køre derfra videre til Hammershus Borgruin, vores næste mål.
Hammershus, der er Nordeuropas største middelalderlige borgruin, er en seværdighed, som vi havde besøgt en del gange tidligere, men denne gang kunne stedet som noget nyt byde på et besøgscenter fra 2018, som man passerede mellem P-pladsen og selve ruinen.
(Jeg havde endvidere i mine unge dage besøgt ruinen sammen med elever, når vi har været på skolerejse med 8.klasser, da jeg var lærer på Kirkebakkeskolen i Vejle).

Hammershus stammer fra begyndelsen af 1200-tallet, og det menes, at selveste Valdemar Sejr havde en finger med i spillet ved opførelsen. Borgen fungerede som en stærk fæstning med tykke mure og vanskelige adgangsveje for at sikre magten over øen. I mange år var den ærkebispens ejendom, men den blev senere overtaget af den danske kongemagt og – i perioder – den tyske orden af Hansesteder.

Hammershus, der således gennem historien har haft en betydelig rolle og har spillet en vigtig rolle i magtspillet mellem konge og kirke, har fungeret som både fæstningsværk og statsfængsel, hvor bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina Ulfeldt blev indsat i 1660.
I 1743 blev Hammershus rømmet, da borgen havde mistet sin militære betydning, og stedet blev herefter anvendt som lokalt stenbrud, hvor folk hentede deres byggematerialer.
I 1822 blev resterne af borgen – ruinen – fredet for at stoppe ødelæggelsen.

Hammershus har flere ikoniske bygninger, som det er værd at besøge, og de fleste af disse kan allerede ses på afstand. Det bedst bevarede tårn på borgen er Blommetårnet – et firkantet tårn, der har flotte takker i toppen af sine gavle; taget findes ikke mere…
Et andet berømt tårn er Manteltårnet, der er det store, centrale tårn midt på borgen. Det var her, den at kongedatteren Leonora Christina sad fængslet i 1660-1661 sammen med sin mand.

Endelig er det værd at nævne Slotsbroen, der er den murede middelalderbro, man går over for at komme ind på selve borgen. Den er bygget i en skæv vinkel, så fjender ikke bare kunne løbe lige ind med en rambuk, og broen kan endvidere forsvares fra Brotårnet, der oprindelig var opført lige ved broen – men som der i øvrigt ikke er meget tilbage af.
Efter besøget i ruinen blev der lige lidt tid til at gå en tur i omegnen. Det vil sige, at vi gik en tur ad naturstien, der førte rundt om Hammershus – uden for ruinens mure.
Derved passerede vi Kamelhovederne, der er en klippeformation i vandet ud for kysten og ved foden af klipperne vest for Hammershus. De to kamelhoveder kigger hver sin vej, og hovedet, der kigger ind mod land, ser på Løvehovedet, der er endnu en formation i området – som i øvrigt bedst kan ses fra vandet. (Underforstået: Vi så den ikke!)

Fra vores vandresti kunne vi også danne os et indtryk af, hvor stor og massiv ringmuren rundt om borgen var. I dag er der bevaret næsten alle 750 meter af ringmuren, der omkranser/omkransede borgens 35.000 m² store borgområde.

Med vandreturen gennem Hammerhus og udenom, valgte vi at gå tilbage til bilen for at køre videre til Hammersholm for at kaste et blik på helleristningsfeltet.
På vej mod markerne med helleristningerne passerede vi Hammersholm, der er en fredet og historisk fæstegård, der er opført i 1725 og hørte under Hammershus.

Helleristningerne er spredt over et større område her ved Hammersholm, men de ristninger, der findes her, kan slet ikke måle sig med, hvad vi tidligere har set i f.eks. Kazakhstan eller Azerbaijan. Alligevel er det interessant, hvad man kan se, herunder både skibe, skåltegn, hjulkors, fodtegn og hestemotiver.
Men et flot og naturskønt område er det da, om end helleristningerne ved Madsebakke skulle være tydeligere og mere interessante!

Og når vi nu engang var i denne ende af øen, hvad er så mere naturligt end lige at runde spidsen af Bornholm med en gåtur på Hammerknuden?
Altså tog vi den smalle og snoede Fyrvej op til P-pladsen ved Hammeren fyr, hvorfra vi gik en tur i det ujævne og stenene landskab. Inden dag kastede vi lige et blik på fyret, der er opført i 1872 og var i drift til 1990. Med til historien hører, at man i 1895 byggede et anneksfyr helt ude på spidsen af Hammer Odde, da lyset fra Hammeren Fyr – på grund af fyrets højde (21 meter) – ofte ikke kunne ses fra havet, da lavthængende skyer ofte medførte at lyset ikke rakte langt nok.

Fra fyret vandrede vi bla. forbi Krystalsøen, der er opstået ved, at et gammelt stenbrud er blevet fyldt med regnvand. I dette brud foregik brydningen med håndkraft – et stort og tungt arbejde, hvor man ikke rigtig kom i dybden; Krystalsøen er derfor ikke ret dyb.

Vi gik videre gennem det vilde landskab og nåede efter lidt tid et flot udsigtspunkt med en flot udsigt ned over både Opalsøen og Hammersøen. Især Opalsøen var et imponerende syn med det flotte turkisgrønne vand. Også Opalsøen er et resultat af granitbrydningen, og dette stenbrud ligger optimalt i forhold til, at granitten skulle udskibes fra Hammerhavn.

Brydningen af granit fra det brud, der i dag udgøres af Opalsøen, startede i slutningen af 1800-tallet og fortsatte indtil omkring 1971. Der blev brudt granit i etager på op til 22 meters dybde, og det betyder så ligeledes, at Opalsøen i dag er kendt som en rigtig fin – men dyb – badesø.

Efter besøget og vandreturen i området vandrede vi tilbage til Hammeren Fyr og bilen, hvorefter vi kørte videre til den tredje af øens rundkirker, Sankt Ols Kirke.
Kirken, der også lidt fejlagtigt kaldes Olsker Rundkirke, er opført omkring år 1150, og kirken er den højeste og mest elegante af Bornholms 4 rundkirker.

Fra jordoverfladen og op til kanten af selve rundmuren er der 13 meter, men regnes det spidse, kegleformede tag med, er den samlede højde ca. 26 meter. Da kirken samtidig ligger på en 112 meter høj bakketop, så virker den meget dominerende i landskabet.
Midt i det runde kirkerum står en meget tyk, rund søjle af granit, og denne søjle spreder sig ud i toppen og bærer de tunge, murede hvælvinger i loftet.

Kirken har tre etager, og ud over den nederste etage, det hvor hellige kirkerum, hvor gudstjenesterne holdes, har kirken en mellemetage, der i gamle dage fungerede som opbevaringsrum for sognets værdier og som opholdsrum under angreb. Øverste etage, topetagen, var det gamle forsvarshovedsæde, og her kan man se de ni skydehuller, hvorfra vagter kunne skyde med bue og pil efter fjender.

Kirken er ombygget og forstærket ad flere omgange, og der var oprindelig tale om en decideret fæstning med en meget smal trappe op til topetagen.
Vi vandrede ad den meget smalle trappe op til øverste etage, hvor man stadigvæk kan se de 9 skyttegab.

Da kirken ligger meget højt, har den også haft betydning som sømærke.
Fyldt med mange og meget forskellige indtryk fra dagens stop, var vi ved at være mætte, og turen gik tilbage til Åkirkeby for aftens mad – og derefter tilbage til Kroggaard for at se dyner…

Lørdag, d 18.4.
Også denne dag startede – efter morgenmaden – med at samle Hjalte og Karoline op – og så gik turen ellers til NaturBornholm lige uden for Åkirkeby.
Først den obligatoriske tur gennem naturcentrets udstillinger, inden vi tog udenfor – sammen med Kim, Karolines far, for at besigtige området omkring Klintebakken, der er et område syd for NaturBornholm, hvor man finder flere imponerende vandreblokke som Kyllingehønen og Hanen.
Kyllingehønen er en stor granitblok på 3 x 2,5 meter og 1,5 meters højde, som er kendt som en rokkesten, der hviler på tre mindre sten, kalderne kyllingerne. Stenen, der vejer ca. 130 tons, er ført til sin nuværende placering fra Sverige under den sidste istid, og den er ikke i stand til at rokke mere!
I følge overleveringen blev stenen kastet af en vred trold fra Højlyngen mod Aa Kirke, da kirken blev bygget under kristningen af øen. Stenen fløj dog over kirken og landede her på bakken!

Hanen er aldrig blevet opmålt, da den ikke er stor nok til at at optræde på GEUS’ officielle liste over Danmarks absolut største kæmpesten, så dens nøjagtige størrelse står lidt hen i det uvisse. En sjov detalje om Hanen er, at lokale børn i gamle dage brugte Hanen til at køre på ‘røvkane’ – at glide på bagen ned ad stenen.

Her kan se spor efter den nordbornholmske granits møde med den sydbornholmske sandsten, og man kan derfor stå her med ét ben på 1,7 milliarder år gammel gnejs, der er  grundfjeld, og med det andet på ca. 500-650 millioner år gammel Nexø-sandsten.

Lige i nærheden af dette geologisk interessante sted kan man vandre rundt på bunden af et nu nedlagt stenbrud, Strøby Stenbrud, der rummer forstenet havbund, der er mere end 540 mio. år gammel og hvor man i dag kan iagttage forstenede sandstrande med forstenede bølgeribber.

Områdets flader er overalt udstyret med sedimenthobe og hulheder, og da disse hobe er hule, og at der ved slag åbenbarer sig en hulhed inde i hoben, har de tidligere af nogle været opfattet som fossile gasbobler. Hvad der helt nøjagtigt har formet boblerne er dog stadigvæk til diskussion.

I det hele taget i fascinerende stykke Bornholm samlet på ét sted – og meget anderledes end det, vi kender fra Jylland!
Efter besøget her i NaturBornholm, gik turen videre til Almindingen – egentlig for at se på traner – med udgangspunkt i fugletårnet i Bastemosen. Fugle af betydning blev det dog ikke til, men vi kunne da beundre det flotte og uberørte moseområde.

Efter et lille pause, hvor vi kunne nyde roen i naturen, valgte vi at køre nordpå for at tage et kig på den fjerde – og største, berømteste og mest besøgte – rundkirke på Bornholm, Østerlars Rundkirke.
Som flere af de andre rundkirker er Østerlars Rundkirke bygget i 1100-tallet, og den havde (lige som de øvrige rundkirker) to indgangsdøre, én for mændene (gennem det nuværende våbenhus) og én for kvinderne.

Også Østerlars Rundkirke er oprindelig bygget som en blanding af kirke og fæstning med godt to meter tykke mure af granit med en stejl, ujævn og smal trappe inde i muren fra koret og op til øvre stokværk – en konstruktion, der besværliggjorde eventuelle angreb. Kirken er indviet til Skt. Laurentius og har således fået navn efter ham; dog er Laurentius er med tiden blevet til Lars.

Der er gennem tiderne flere gange ændret i kirkens konstruktion og udseende; således blev det nuværende, kegleformede træspåntag tilføjet i 1744, hvor bygningen for længst havde mistet sin militære betydning. I løbet af 1500- og 1600-tallet er der blevet tilføjet syv svære støttepiller for at stive de tykke ydermure af og fordi kirkens enorme vægt pressede de tykke ydermure udad. Pillerne sikrede således, at de tunge kampestensmure ikke gav efter og faldt sammen over tid.

Som i de øvrige rundkirker på Bornholm findes der også Østerlars Rundkirke velbevarede middelalderlige kalkmalerier på midterpillen. Pillen, der er hul og bærer den tunge overbygning og de tre etager, er på ydersiden er dækket af en berømt frise med kalkmalerier, der er fremstillet i perioden fra 1325 til 1350. Frisen viser scener fra Jesu fødsel, hans lidelseshistorie og den dramatiske dommedag, og den er lavet som en slags tegneserie for sognets borgere, der ikke selv kunne læse.

Efter reformationen omkring år 1600 besluttede man at kalke malerierne over, da man ikke længere syntes, at de katolske helgenbilleder hørte til i kirken, og over århundrederne glemte man alt om, at de var der. Først i 1889 blev malerierne genopdaget, og de blev forsigtigt skrabet fri af kalken og restaureret af eksperter fra Nationalmuseet, så de i dag står tydeligt frem i de rødlige, okkergule og grålige jordfarver.

Der er i det hele taget en del drabelige kalkmalerier bevaret i kirken, og der går historier om en hemmelig tempelridderskat, der skulle findes begravet her. Dette har givet stof til filmen ‘Tempelriddernes skat’ fra 2006.
Fra Østerlars gik vores tur videre til Gudhjem, hvor vi først besøgte min kusine Vibe i hendes lille butik i Brøddegade 37 og derefter den lille havn, hvorfra der bla. dagligt sejles til Christiansø.

Turen herfra over til Christiansø med M/S Ertholm eller postbåden Peter varer ca. 1 time, og der er i sommerhalvåret flere daglige afgange, mens man kun sejler med postbåden i vinterhalvåret.

Her blev der også lige tid til at nyde en af byens berømte softice.
Næste punkt på programmet var Helligdomsklipperne nord for Gudhjem, så vi kørte til Helligdomsvej, hvorefter vi parkerede ved Bornholmerpladsen for at gå det sidste stykke ned til de berømte klipper.
Helligdomsklipperne er en dramatisk kyststrækning på ca. 5 km med op til 22 meter høje granitklipper mellem Gudhjem og Tejn, der er dannet dels gennem den sidste istid og dels ved havets erosion af klipperne, hvor det blødeste klippemateriale er vasket væk.
De formationer, der står tilbage, er mange steder flotte og markante, og mange af dem har fået interessante navne.
Vores tur langs kysten førte os forbi flere af disse formationer. En af disse formationer er Apostlene, der er en gruppe af mindre klippeskær ude i vandet, og som i 1800-tallet fik navnet, da de så ud som nogle figurer, der stod tæt sammen.
Apostlene står ud for hulen med navnet Tørre Ovn.

Vi fortsatte langs kysten og kom til en anden imponerende formation, Lyseklippen, der er en markant og fritstående klippe, som har form som et stort, opretstående lys, placeret på en lille halvø. Oprindelig var der to lys ved siden af hinanden, men det ene lys knækkede af under en stor storm i starten af 1800-tallet.

En lille times vandretur blev det da til i det noget vildsomme og smukke område, inden vi kørte hjemad via Galløkken strand syd for Rønne, hvor vi – sammen med Hjalte – kunne nyde solnedgangen.
Den nedgående sol skabte nogle flotte, varme farver i sandbrinkerne ned mod stranden, hvor digesvaler havde bygget deres reder.

Nogle steder havde aflejringer skabt flotte sandbrinker med tydelige lagdelinger, såkaldte krydslejringer, i gule og orange sandsten, der trådte ekstra tydeligt frem i skæret fra den nedgående sol. Med til historien hører, at vind- og bølgepåvirkning gennem tusinder af år har skabt bløde, svungne linjer i sandet. Men flot var det!

Søndag, d 19.4.
Da vi ligesom ikke var blevet helt mætte af Helligdomsklipperne ved gårsdagens besøg, startede vi dagens program med at køre tilbage dertil – med en parkering ved Bornholms Kunstmuseum, hvorfra vi endnu engang vandrede ud til kysten og klipperne.

Turen gik forbi nogen af de kunstværker, der var udstillet i området uden for museet – især skulpturen Gris-Mennesket af Jørgen Haugen Sørensen fandt jeg interessant og tankevækkende.
Herefter gik turen videre ned til klipperne med Libertsklippen som det første – og vestligste – stop.

Herfra gik vi – oven for klipperne – langs vandet østpå, og derfra gik det stejlt ned til ‘Den Sorte Gryde’, der er en aflang grotte ca. 50 meter ind i fjeldet – hvor den så ender blindt. Man går på en ujævn og fugtig grund både udenfor og indeni grotten, og det er ikke muligt at passere hinanden inden i selve grotten, så det kræver lidt tålmodighed og samarbejde med de øvrige besøgende, hvis vi alle skal have lidt ud af besøget.

Grotten var i øvrigt spændende alene af den grund, at den er hjemsted for en sjælden edderkop, Grotteedderkoppen (Meta menardi), der i øvrigt er sjælden i Danmark. Og ja, vi så da edderkoppen!

Sidste, men ikke mindst, var Lyseklippen et flot syn!
Fra Helligdomsklipperne gik turen nu – efter en let frokost – videre til den anden ende af Bornholm, hvor vi besøgte området omkring Dueodde.
Først viste Hjalte os resterne af to tyske kanonstillinger fra 2. Verdenskrig, G3 og G4, der ligger gemt i fyrreplantagen mellem Dueodde og Bornholmertårnet/Dueoddevej.

Det var egentlig meningen, at tyskerne ville bygge 4 kanonstillinger udstyret med 17 meter lange kanoner, der skulle kunne beskyde skibstrafikken syd for Bornholm – med en rækkevidde på 42 km.
Kun G3 og G4 nåede at blive bygget, men de kom aldrig i brug.
Efter det historiske tilbageblik vandrede vi til Dueoddes flotte sandstrand, hvor vi kunne nyde det fine vejr.

Det meste af vejen fra P-pladsen til stranden var forsynet med en sti af brædder – en slags lavbro – således at også kørestolsbruger kunne komme til stranden og nyde den flotte natur.
Fra Dueodde kørte vi nordpå til Nexø og Martin Andersen Nexøs hus – uden at dog skulle ind i huset, der i dag er et museum med ting fra forfatterens liv.

Det var nu så småt ved at være tid til at vende tilbage til Lobbæk og få afleveret Hjalte, men som et sidste punkt på programmet aflagde vi lige det nedlagte stenbrud nord for Lobbæk et besøg – selv om det var privat, og vi vist nok ikke havde tilladelse til at færdes der. Men vi havde ikke spurgt nogen, og ikke fået nej. Flot sted, i øvrigt.

Ellers var det tilbage til Kroggaard til den sidste overnatning, inden vi i morgen tidlig skulle nå færgen over Sverige og tilbage til Hovedlandet.

Og så blev der alligevel på falderebet lige indlagt et ekstra stop: kunstneren David Winthers Hus i Robbedale – smukt udsmykket med nogle af kunstnerens typiske værker.