Japan, 12.-21.8.26

Denne rejse til Japan dukkede pludselig op blandt de tilbud, som vi løbende fik fra TSS Travel Service Scandinavia – med et tillokkende indhold baseret på den japanske kultur og til en fornuftig pris.
Derfor slog jeg hurtigt til – som man jo skal, når sådanne tilbud dukker op – uden at jeg havde haft mulighed for at gennemtænke, hvad det egentlig var, jeg gjorde! Claudia var således lidt skeptisk, og hun var noget usikker på, om hun i det hele taget ville med på rejsen, der jo indebar en temmelig lang flyvetur; noget som hun generelt ikke var så glad for.
Det viste sig dog, at hun kunne blødgøres, og vi begyndte derfor begge at glæde os til og forberede os på et rejsemål, der bød på en markant anderledes kultur og mentalitet, end hvad vi ellers var vant til.
Vi fik læst lidt om Japan, både på nettet og i bøger, og vi fik kigget lidt video, og da vi senere fik oplyst, at vi skulle flyve med Emirates, blev flyveturen mere overskuelig og tålelig.
Turen indebar besøg ved nogle af de ikoniske steder i Japan, så der lå mange og interessante oplevelser og ventede forude…

Onsdag, d. 12.8 – torsdag d. 13.8.
To rejsedage fra København til Tokyo begyndte egentlig allerede tirsdag, hvor vi kørte til Vanløse for derefter at overnatte hos Amalie og så onsdag ved middagstid først at tage metroen til lufthavnen og derefter flyet til Dubai. Her havde vi et stop-over på tre timer, inden vi fortsatte vores tur til Narita International Airport – lufthavnen, der lå ca. 60 km nordøst for Tokyo centrum.
Først her fik vi samling på hele selskabet og kontakt til vores guide for den næste uge, Mohammed, og da alle var kommet gennem immigrationen og paskontrollen, kunne der gøres mandtal, inden vi steg ind i bussen, der skulle bringe os til vores hotel, Dai-Ichi Hotel Ryogoku i centrum af Tokyo.
Der var tale om en tur, der burde tage en god time, men sådan skulle det ikke gå!
Desværre havde området mellem lufthavnen og Tokyo i løbet af dagen været udsat for et decideret uvejr med masser af regn, lyn og torden, da tyfonen Chan-hom gik i land. Det medførte kraftig vind og store mængder af nedbør, der flere steder omdannede vejene til rivende floder eller deciderede søer – ofte mere end en halv meter dybe, og det medførte jernbaneforstyrrelser og strømsvigt i en sådan grad, at den offentlige trafik blev indstillet.
På vores vej oplevede vi mange mindre biler, der var blevet overrasket af vandet og som ikke kunne komme igennem vandmasserne, og som derfor nu blokerede trafikken for de køretøjer, der godt kunne komme frem og igennem vandet.
Vi fik også meldinger om, at 8 mennesker skulle have mistet livet i vandmasserne – enten siddende i deres biler, der forsvandt under vandet, eller som fodgængere, der gik i vand til livet og var blevet revet væk…
For os betød det så også, at turen fra lufthavnen til hotellet i stedet tog næsten 4 timer!
En planlagt gåtur i området omkring hotellet for at få strakt benene efter en lang transporttid blev så ikke til noget.

Fredag, d. 14.8.
Efter en god nats søvn i behagelige, brede senge kunne vi stå op til morgenmad i hotellets restaurant på 25. etage med en flot udsigt over Tokyo. Morgenmaden bød på alt, hvad hjertet kunne begære med både japanske, britiske og kontinentale retter, så det var bare at gå ‘om bord’ i maden og få prøvet noget, vi ellers aldrig tidligere var blevet budt.
Og alt det – hovedsaglig japanske – jeg fik prøvet, var meget lækkert, så der blev nok spist lidt for meget, da der var meget, der skulle prøves.
Efter morgenmaden var vi så klar til sightseeing i Tokyo, og i vores bus – som vi i øvrigt havde på hele turen rundt – gik det af sted til dagens første stop, Meiji Jingu Shrine, der er en Shinto-helligdom og en af de mest besøgte seværdigheder i Tokyo. Helligdommen, der ligger i Shibuya-bydelen, blev opført for at mindes Kejser Meiji, der var den første leder i Japan, efter at Tokugawa-shogunatet blev væltet i 1868, og han førte Japan fra isolation til at blive en moderne nation og opbyggede relationer til flere af verdens stormagter.
Kejser Meiji regerede fra 1868 til 1912, og kort efter hans død besluttede den japanske rigsdag – for at ære Meiji og kejserinde Shōken – at opføre denne helligdom, der blev indviet i 1920.
Den oprindelige bygning blev ødelagt under amerikanernes bombardement af Tokyo den 9.-10. marts 1945, så det, man ser i dag, er en rekonstruktion fra 1958.
Efter vi havde parkeret, vandrede vi gennem parken ad en af de brede skovstier, der førte mod Meiji Jungu Shrine – flankeret af traditionelle stående lanterner (kaldet tourou).

Herefter kom vi – lige før den Store Helligdomsport, Ootorii, ved indgangen til det hellige område – til et sted, hvor der på den ene side af stien var en opstilling med vinfade, mens der på den anden side var en tilsvarende opstilling med saketønder.
Vinfadene stammede fra Bourgogne i Frankrig, og de er doneret for at symbolisere venskabet mellem Japan og Frankrig, mens de dekorerede saketønder er rituelle gaver fra de forskellige sakebryggerier fra hele Japan som tak for, at kejser Meiji støttede den industrielle fremstilling af sake.

Fra vin- og saketønderne bevægede vi os under Ootorii, der er den berømte 12 meter høje og 17,1 meter brede port, der markerer overgangen fra den verdslige verden til det hellige shinto-område.
Porten var oprindelig fremstillet af træet fra en 1500 år gammel cypres fra Taiwan i en stilart, der kaldes Myojin-stil med buet overligger, og den bar – øverst – det kejserlige krysantemum-symbol med 16 blade.
Den oprindelige port blev ødelagt af lynnedslag i 1966, men den blev rekonstrueret i fuld størrelse i 1975, bygget af en japansk cypres, der var mere end 1000 år gammel.

Længere fremme passerede vi – som indgang til den egentlige helligdom – endnu en port, en torii, inden vi trådte gennem Minami-Shinmon-porten, der er hovedindgangen til helligdommens gårdsplads. Porten er en mørk bygning, der er bygget af japansk cypres og har et tag af kobber, og for at gør indtrykket af bygningen varmere og mere venligt, har man malet endetræet hvidt – hvilket giver en flot kontrast til det ellers mørke træværk.
Denne indgangsport var i øvrigt en af de eneste bygninger i Meiji Jingu, der ikke blev ødelagt under Anden Verdenskrig.

Inde på gårdspladsen kan man ikke undgå at bemærke de 3 flotte kamfertræer, der er plantet samtidig med, at helligdommen blev opført og derfor nu har vokset sig store.

Til venstre for den centrale og vigtigste hovedhal, hvor mange japanere kommer for at bede, vokser to træer, der er koblet sammen med et tykt reb, der viser, at de er hellige og forbundne. Disse træer er kendt som ‘Meoto Kuso’ eller ‘Mand og Kone’, og de er et symbol på lykkeligt ægteskab og et harmonisk familieliv, og mange japanere besøger dem derfor for at bede om held i kærlighed og ægteskab.

Til højre vokser et enkelt træ, der er omgivet af et stativ, ema-kake, hvor mange besøgende hænger små trætavler (ema) op med personlige bønner, ønsker eller taksigelser, så guderne kan modtage dem.

I midten af det hele er så shinto-helligdommens hovedhal, hvor man kan bede og ofte lidt mønter. En bøn foregår ved, at man lægger en mønt i kassen, bukker dybt to gange, klapper to gange, beder i stilheden og slutte af med et enkelt dybt buk.

Vores besøg foregik ved, at vi bevægede os lidt rundt og betragtede folk og deres ageren samt bygningerne. Derefter samledes vi for at gå tilbage til bussen, så vi kunne komme videre i dagens program.
Og næste stop var Tokyos rådhus, Tokyo Metropolitan Government Building, der dukkede op efter en køretur på bare 10 minutter. Rådhuset, der stod færdigt i 1990 og er det højeste rådhus i verden, består af tre dele, hvor det højeste er et 243 meter højt tårn i 48 etager, der deler sig i to sektioner på 33. etage.

Rådhuset har to panoramaplatforme, et i hvert tårn på 45. etage, i 202 meters højde, som der er gratis adgang til for offentligheden – og vores besøg gjaldt netop den ene af disse platforme, hvorfra vi havde en flot udsigt over byen og bjergene i baggrunden.
I lokalet var der også opstillet et klaver, som man var velkommen til at spille på, så der var underholdning, mens vi var på besøg.

Efter besøget i rådhuset fortsatte vi til en af Tokyos finere bydele, Ginza, der er et populært eksklusivt shoppingområde med adskillige internationale stormagasiner, luksusbutikker, restauranter og caféer. Nogle fra vores rejsegruppe brugte lejligheden til at gå på opdagelse i butikkerne, mens vi var andre, der slog os ned i en restaurant for at få lidt i maven, inden vi vandrede videre rundt i kvarteret.

På denne tur kunne vi se kontrasterne mellem på den ene side de store, nyere og høje bygninger og på den anden side ældre og lavere huse i traditionel stil – og et af disse huse var Kabukiza-teatret, der overraskende nok er en nyere bygning fra 2013.
Teatret er verdens primære scene for traditionel kabuki, der er en klassisk japansk teaterform fra 1600-tallet, der blander sang, dans og stiliseret skuespil med voldsom ansigtssminke, dramatiske kostymer og scener, der kan dreje rundt.
Alle roller spilles af mænd.
Kabuki, der opstod i edo-perioden og henvendte sig til ‘folket’, er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Efter at have kigget rundt i Ginza-bydelen gik vores tur videre til Sensōji-templet i Asakusa-bydelen, hvor vi blev sat af ved den ikoniske Kaminarimon-port, Tordenporten, der markerer starten på den 250 meter lange historiske shoppinggade, Nakamise Dori med et utal af små butikker, hvor man kan købe souvenirs, suppleret med gadekøkkener.
Gadens historie går tilbage til år 1688, hvor lokale beboere fik ret til at åbne boder for besøgende til Sensōji-templet.

Den oprindelige Tordenport, der er blevet ødelagt og nedbrændte flere gange, blev opført i 941, mens de nuværende udgave af porten stammer fra 1960.
Porten er særlig kendt for sin store lanterne, der hænger midt i porten. Lanternen er 3,9 meter høj, har en diameter på 3,3 meter og vejer omkring 700 kg.
Fra porten vandrede vi gennem Nakamise Dori og betragtede – ud over butikkernes udbud af varer – livet i gaden, der rummede både turister, lokale handlende og troende på vej til templet.

For enden af gaden passerede vi gennem Hōzōmon-porten, Skattekammerporten, ved indgangen til tempelkomplekset. Den oprindelige udgave af denne port stammer fra år 942, men også denne port er blevet rekonstrueret – i 1964 – efter tidligere brande og ødelæggelser. På anden sal i porten opbevares mange af templets skatte – deraf navnet.
Blandt skattene er en kopi af Lotus Sutraen, der er en af mahayana-buddhismens mest berømte og vigtige hellige tekster. Den stammer fra det 1. århundrede f.Kr., og den formidler Buddhas ultimative lære om, at alle levende væsener har potentiale til at opnå frelse og blive en Buddha. En anden af de vigtige skatte her er Issai-kyō, der er en komplet samling af buddhistiske skrifter.

Da vi havde passeret Skattekammerporten, stod vi blandt Sensōji-templets imponerende bygninger – først og fremmest selve hovedhallen. Og dette var et sted, der vrimlede med mennesker – lokale, der var kommet for at bede, pilgrimme og ikke mindst turister. 

Sensōji-komplekset, der er Tokyos ældste buddhistiske tempel, er første gang omtalt i kilder fra slutningen af 1100-tallet – selv om en legende antyder, at det skulle være fra 628. I følge samme legende fandt to lokale fiskere, da de fiskede i Sumida-folden, der løber gennem Tokyo, en gylden statue af Kannon, der er barmhjertighedens og medfølelsens personificering. Senere – i år 645 – indviede en munk statuen og grundlagde dermed formelt Sensōji-templet.

Komplekset har årligt mere end 30 millioner besøgende, og det er dermed Japans mest besøgte spirituelle sted. Templets hovedhal blev – som så mange andre bygninger i Tokyo – ødelagt under amerikanernes bombning af byen 10. marts 1945, men den blev nænsomt genopbygget mellem 1951 og 1958, idet den nye bygning dog blev lavet af stærk armeret beton for at modstå brande, attentater og tidens tand.

Vi besøgte først selve hovedhallen, hvor man bevægede sig op af trapperne for at komme indenfor til det sted, der var domineret af bedende pilgrimme og almindelige folk, hovedsagelig japanere. Det var også her, vi så flere grupper eller par af kimonoklædte, unge kvinder – ofte mål for fotosessions, for at blive vist frem af kæresten eller med det formål bare at blive set og beundret.

Efter at have vandret rundt i og omkring hallen, fortsatte vi udenfor i den smukt anlagte japanske have med flere interessante installationer i form af mindre bygninger, kunstværker og religiøse skulpturer. Her var der et vandløb med karper, broer og træer, der var smukt beskåret og lignede forstørrede udgaver bonzaitræer.

Det var også her vi faldt over et af havens mindre kendte kunstværker, ‘Jiun no Izumi’, Barmhjertighedens kilde, der forestillede en gruppe mennesker, der sidder på en sky og kigger op mod himlen – eller fremtiden. Værket er fra 1965.

Og naturligvis er her også statuer af Buddha i forskellige positioner.
I haven fandt vi også Kinryū Gongen, Dragegudens Helligdom, der er to små, historiske helligdomme i form af træbygninger på en stenmur. Dette er et mindre bedested, hvor man beder til den 30 meter lange, gyldne drage, der i følge legenden dalede ned fra himlen for at beskytte det hellige Kannon-gudebillede, som fiskerne fandt.

En af kompleksets mere imponerende bygninger er den 5-etagers høje pagode, der – som flere af de andre bygningerne i komplekset – oprindelig blev opført i 942, herefter ødelagt, og endelig genopbygget i står og beton. Pagoden, hvis 5 etager symboliserer buddhismens 5 elementer: jord, vand, ild, vind og tomrum, er 53,32 meter høj og den næsthøjeste af sin slags i Japan. På den øverste etage huser pagoden relikvier fra Buddha.

Efter at vi havde vandret lidt rundt i det interessante område, satte regnen for en kort stund ind, og vi samledes med resten af gruppen for at søge mod vores bus.
Her passerede vi i øvrigt endnu en interessant skulptur, Boshi Jiz0, Mor og Børn, der er skabt for at mindes og trøste ånderne af de mødre og børn, der omkom under 2. Verdenskrig i Manchuriet i det nordøstlige Kina. Skulpturen er fra 1997.

Ellers kørte vi til dagens sidste stop, aftensmad i en primitiv restaurant, Buta-Daigaku Shimbashi, i et indkøbscenter ved SL Square, lige ved Shimbashi Station. At spise her kan absolut ikke anbefales – og endda direkte frarådes!
Efter maden kørte vi tilbage til hotellet for at hvile ud efter en lang dag i Tokyo.

Lørdag, d. 15.8.
Efter endnu en lækker og overdådig morgenmad skulle vi i gang med dagens program, der var annonceret som en oplevelsespakke – og her, hvor dagen er gået, undrer man sig over, hvordan TSS er kommet frem til den betegnelse… Mere derom længere nede.
Første programpunkt var et besøg i Japans de facto hovedstad mellem 1180 og 1333, Kamakura, der ligger 1½ times kørsel syd for Tokyo.
Byen har et væld af hellige lokaliteter, heriblandt 19 shintohelligdomme og 65 buddhistiske templer, så der er noget at tage fat i, hvis man vil besøge dem alle. Det var dog ikke meningen, for der var på forhånd udvalgt to af de vigtigste religiøse steder, der blev serveret for os.

Første stop var således Hasedera-templet, der er et buddhistisk tempel, der er kendt for sin træstatue af af Kannon. Statuen, der er placeret i den største af de 7 bygninger, der udgør tempelkomplekset, er med sine 9,18 meter en af de største træstatuer i Japan. Den er lavet af kamfertræ, der er forgyldt med ægte guld, og den har 11 hoveder, der hver især repræsenterer forskellige faser i søgen efter oplysning. Kannon-statuen måtte ikke fotograferes!

I stedet måtte man som fotograf kaste sig over den gyldne statue af Amida Buddha, der er placeret i et andet af områdets vigtige templer, Amido-do hallen.
Den 2,8 meter høje statue, der er fremstillet af kamfertræ i 1194, viser den siddende Amida – der er lysets og medfølelsens Buddha og hersker over Det Rene Land.

Vi var ankommet som nogle af de første besøgende til tempelområdet, så mens vi ventede på indgangsbilletterne var der rig mulighed for at beundre og fotografere det flotte indgangsparti til området – helt uden turister; noget der indtil nu på turen havde været et sjældent syn.

Fra indgangspartiet gik vi op ad bakken mod de vigtigste templer, mens vi passerede smukke japanske haveanlæg med masser af partier med vand, finurligt klippede træer og mange interessante planter – ikke mindst flere partier med lotus (Nelumbo nucifera), der i buddhismen er en hellig plante, der symboliserer renhed, genfødsel og åndelig oplysning.

Et stykke oppe ad bakken kom vi til et plateau med et lille tempel, Jizō-do hallen, der er dedikeret til Jizō, der beskytter børn og rejsende.
På plateauet omkring Jizō-do er der placeret flere hundrede små Jizō-statuer, der er blevet anbragt af forældre, der sørger over deres børn, som de har mistet på grund af dødfødsel eller abort – eller for at bede om en nem fødsel. Statuerne forbliver på plads i omkring et år, før de fjernes for at give plads til flere statuer, og det anslås derfor, at omkring 50000 Jizō-statuer er blevet placeret her siden Anden Verdenskrig.

Fra Jizō-do kæmpede vi os i varmen det sidste stykke op til hovedtemplerne med Kannon- og Amida-statuerne, hvorefter vi havde lidt tid til på egen hånd at udforske resten af komplekset.
For Claudia og jeg betød det, at vi søgte ned i Benten-kutsu hulen, nederst i området. Hulen indeholdt en lang, snoet tunnel med lavt loft og forskellige statuer og nicher med statuer til ære for Benzaiten/Benten, der er en buddhistisk og shintoistisk gudinde for musik, kunst, visdom, veltalenhed og vand.
Benten er den eneste kvindelige skikkelse blandt Japans syv heldige guder, der bringer velstand og held.

Med turen rundt i hulens gange endte vi vores besøg i Hasedera, og vi kunne køre videre til at andet af byens hellige steder; det buddhistiske tempel Kōtoku-in med den store siddende Buddha af Kamakura.
Statuen, der er lavet af bronze og stammer fra 1252, og den erstattede en tidligere Buddha-figur af træ, der blev ødelagt i en storm i 1248. Den nuværende statue blev herefter støbt og anbragt i en hal, der blev skyllet væk ved en tsunami i 1498, og siden da har statuen stået i det fri.

Buddhastatuen, der oprindelig var forgyldt, er – med en højde på 13,35 meter og en vægt på 121 tons – den næststørste statue af Buddha i Japan, og da statuen er hul, kunne man besøge dens indre. Naturligvis mod betaling: 50 yen. Indeni statuen var der ekstremt varmt, så vores besøg herinde varede mindre end 2 minutter – så var man nødt til at gå ud igen i den friske luft.
Området omkring statuen var godt besøgt, og det betød bla. kaotiske forhold for trafik og parkering, så derfor varede det lidt, inden vores i øvrigt dygtige chauffør fik bugseret bussen tilbage på vejen, så vi kunne køre videre mod sydvest til vores næste stop i Hakone, hvorfra vi fra et udsigtspunkt i Hakone Park efter sigende skulle have en flot udsigt over Ashii-søen og Mount Fuji i baggrunden.

Efter at vi havde parkeret stressede vi op til udsigtspunktet, hvorfra vi ganske rigtigt havde en fin udsigt ned over søen – men Mount Fuji? Nej, det var skjult bag de lavthængende skyer, der havde hængt over bjergene hele dagen; surprise, surprise. Så for de fleste af os var dette et spildt stop, inden vi kørte ned til Lake Ashii, hvor vi skulle på Sightseeing Cruise på søen.
Efter kort ventetid ankom vores båd, og vi kunne så give os i kast med det, der viste sig at være et kvarter på vandet – i stedet for den lovede noget længere tur til den anden ende af søen.
Undervejs på denne tur passerede vi den ikoniske Heiwa no Torii, Fredens Port, der står i kanten af Ashii-søen og markerer overgangen til det hellige område ved shintohelligdommen Hakone Shrine, der ligger et par hundrede meter fra søen.

Ligeledes passerede vi et par specielle hoteller, der lå i nærheden af vandet.
Først var det luksushotellet Odakyu Hotel de Yama, der er opført på den grund, hvor baron Iwasaki Yanosuke – den 2. præsident for Mitsubishi og den 4. guvernør for Bank of Japan – engang havde sin sommerresidens.

Lidt senere var det så den historiske og fredede bygning Ryuguden, vi kunne se fra båden. Hovedbygningen er opført med en arkitektur, der er inspireret af Byodoin-templet på Oahu, og den fungerer i dag som et traditionelt japansk gæstgiveri, ryokan, og en dagspark med varme kilder, onsen.

Efter den korte sejltur gik vi – eller de fleste af os – i land ved Hakone Akvarium, hvor bussen ventede på os for at køre os tilbage til hotellet i Tokyo – en køretid på tre timer – idet der dog lige blev plads til et stop ved en restaurant, der heldigvis bød på bedre og mere autentisk aftensmad, end hvad vi var blevet budt i aftes.
I mange henseender var dette en dag, vi kunne have været foruden; al for megen tid i en bus, og i relation til dette – alt for få oplevelser.
Aftenen blev så i øvrigt brugt på at besøge et af de andre værelser på hotellet, hvorfra jeg havde en flot udsigt til Tokyo Skytree, der med en højde på 634 meter er verdens højeste udsigtstårn.

Søndag, d. 16.8.
Dagen startede med endnu en lækker morgenmad, inden vi fik pakket kufferterne, tjekket ud og pakket bussen. Herefter havde vi – inden afgang – lige tid til at besøge den lille Yokoamichō Park med Tokyo Metropolitan Memorial Hall, der lå som nabo til hotellet.
Bygningen er et buddhistisk mindesmærke for ofrene for Kantō-jordskælvet den 1. september 1923, hvor ca. 44.000 mennesker mistede livet.

Tokyo Metropolitan Memorial Hall er bygget i 1930. Bygningen er dedikeret til ofrene for jordskælvet og beskytter de afdødes aske. Der er fri adgang til mindesmærket, der ligner en mellemting mellem et tempel og en katolsk kirke, og indenfor vises billeder, der viser kaotiske scener fra jordskælvet, ligesom der er et alter til bøn.
Senere er der i den samme park lavet et mindesmærke for bombningen af ​​Tokyo natten mellem den 9. og 10. marts 1945, hvor anslået mellem 80.000 og 100.000 mennesker omkom.
Efter at vi havde vandret lidt rundt i mindeparken, var det tid til afgang nordpå til Nikko, som vi nåede efter næsten 3 timer, og vi kørte direkte til P-pladsen ved Nikko Nationalpark ved Taiyuin-helligdommen, som var mål for vores besøg.
I Nikko passerede vi – på vej til templet – Shinkyō Bridge, der krydser Daiya-floden og er en af de mest fotograferede seværdigheder i byen. Det blev dog kun til et meget kort stop, så der kunne fotograferes fra bussen, da der ikke var nogen parkeringsmuligheder i nærheden.

Der har ligget en bro med det nuværende udseende på dette sted siden 1636, og indtil slutningen af  Edo-perioden i 1867 var broen forbeholdt Shogunen, kejsere, udvalgte samuraier og højtstående kejserlige udsendinge. Almindelige mennesker måtte benytte en mere simpel bro, der var bygget længere nede ad floden.
Gennem årene blev broen renoveret mange gange, men i 1902 forårsagede en tyfon en frådende Daiya-flod, som rev broen med sig og ødelagde den. En ny bro stod færdig allerede to år senere, i 1904 – bygget som en nøjagtig kopi af broen fra 1636.
Og det er så denne bro, man ser i dag!
Som skrevet: ikke noget decideret stop ved broen, men videre til P-pladsen ved Tōshōgū-helligdommen, hvor vi forlod bussen og begav os mod komplekset med de hellige bygninger.
Vejen til Tōshōgū-helligdommen førte os forbi den store røde Rōmon-port, tårnporten, der er den østlige hovedindgang til dette hellige område. Porten er opført i sin nuværende form i 1982 i anledning af 1200-året for grundlæggelsen af områdets indre helligdom på toppen af Nantai-bjerget.

Fra porten førte en vej videre mod helligdommen – flankeret af stenlanterner (toro) langs en stenmur – og efter en kort vandretur nåede vi pladsen foran det vigtigste område af helligdommen.

Her ventede vi, mens der blev købt billetter, foran den 36 meter høje femetagers pagode, Gojūnotō, der oprindelig er opført i 1650 – men genopført i 1818 i en jordskælvssikker udgave, efter at den første pagode var brændt.

Med indgangsbilletterne i hænderne kunne vi så fortsætte ind til selve Tōshōgū-helligdommen gennem hovedporten, Omotemon-porten, der markerer overgangen mellem den almindelige, verdslige verden og det hellige område. Den oprindelige port blev opført i 1617 under den anden shogun, Tokugawa Hidetada, men porten blev udvidet til sit nuværende udseende i 1636 af den tredje shogun, Tokugawa Iemitsu – som del af en storstilet renovering af hele helligdommen.

Når man er gennem porten, ankommer man til en plads, hvor det første, man får øje på, er tre markante forrådshuse, der er opført med det kejserlige Shosoin-forrådshus i Todaiji i Nara som forbillede. Husene indeholder – ud over en række ceremonielle redskaber – klæder og udstyr til 1200 personer, der blev brugt til Processionen af de 1000 krigere, der er en af de mest berømte historiske festivaler i Japan. Ved denne festival rekonstrueres den begravelsesprocession, der fandt sted i år 1617, da de jordiske rester af den legendariske shogun, Tokugawa Ieyasu, blev flyttet til hans endelige hvilested i her i Nikko.

Over for forrådshusene ligger en lille undseelig bygning, der omtales som ‘Den Hellige Stald’, men som i øvrigt er mest kendt for den ældst kendte udskæring med de tre vise aber –  ikke se, ikke høre, ikke tale – der findes over en port i bygningen og er udskåret i 1617.
Fra forrådsbygningerne bevægede vi os længere ind i området og passerede her på venstre hånd et par interessante bygninger.

Først en kilde, chozuya eller mizuya, som man bruger til rituel renselse af hænder og mund, inden man går videre ind i selve det hellige område, og i sagens natur var her mange troende, der befandt sig her.

Herefter passerede vi Kyōzō, der er opbevaringsstedet eller et bibliotek for de hellige buddhistiske skrifter, kaldet sutraer. Bygningen er lukket for offentligheden og rummer bla. et stor, ottekantet, roterende reol, Rinzō, der indeholder tusindvis af buddhistiske skriftruller og tekster, og i følge traditionen vil det at dreje reolen én omgang svare til at have læst alle skrifterne!

Bag Kyōzō står trommetårnet, mens klokketårnet står på den anden side af stien, der fører op mod den næste port i komplekset. Der er tale om to næsten identiske tårnlignende bygningsværker, der – som navnene siger – indeholder hhv. en klokke og en tromme.

Vi bevægede os videre – op ad trapperne og gennem den smukke og overdådigt udsmykkede Yomeimon-port, der i øvrigt er den mest overdådigt dekorerede port i Japan.
Porten er dækket af 508 detaljerede figurer, der forestiller mystiske fabeldyr (som drager og løver), kinesiske vismænd samt legende børn, der symboliserer en fredelig fremtid, og i modsætning til den normalt meget enkle, japanske træarkitektur er Yomeimon dækket af strålende farver, hvid lak og over 240.000 stykker bladguld – og i øvrigt tydeligt inspireret af kinesisk arkitektur.

En af portens 12 søjler er bevidst vendt på hovedet, idet det – i følge gammel japansk tro bringer uheld at være fuldkommen – ting kan kun herfra blive dårligere og forfalde. Ved at efterlade en bevidst ‘fejl’ sikrede man, at bygningen aldrig blev helt perfekt, hvilket også holdt ondskab væk.

Efter vi var kommet gennem Yomeimon-porten, var vi nu i en ny, indre gård med de helligste haller i Tōshōgū-helligdommen lige foran os. Egentlig skulle vi bare kunne bevæge os gennem den smukke port, Karamon-porten, for at komme ind i hallerne, men det var ikke muligt; vi måtte højre om og sætte skoene, inden vi kunne komme indenfor.

Karamon-porten er den indre indgangsport, der leder direkte ind til helligdommens allerhelligste område – hovedhallen (Honden) og tilbedelseshallen (Haiden), hvor ånden af shogunen Tokugawa Ieyasu er æres. I hele Edo-perioden var porten strengt lukket for den almindelige befolkning, og kun højtstående shogunat-vasaller, vigtige samuraier og herremænd (daimyo), der havde officiel tilladelse til at møde shogunen ansigt til ansigt, måtte passere igennem, og selv i dag holdes selve porten lukket for offentligheden og åbnes kun ved helt særlige, officielle ceremonier. Således også i dag.
Porten er relativt lille, og den er domineret af en kontrast mellem kridhvid og dyb sort, der brydes af overdådige detaljer i rent bladguld og sølv. Den hvide farve stammer fra fint pulveriserede muslingeskaller, og der er anvendt dyre træsorter som ibenholt og rosentræ til konstruktionen af porten.

Da vi havde sat skoene besøgte vi helligdommen, der er et mausoleum for Tokugawa Ieyasu, som var grundlæggeren af Tokugawa-shogunatet, der eksisterede fra 1603 til 1868. Det er et andet ord for Edo-perioden, idet shogunen styrede landet fra byen Edo – i dag Tokyo, og perioden var en stabil periode i Japans historie efter flere århundreder med blodige borgerkrige. I 1630’erne lukkede shogunatet landets grænser for omverdenen, og Japan isoleredes i forholdet til resten af verden.

Efter besøget i de hellige haller bevægede vi os mod det yderste gravsted gennem en port med en berømt udskæring af en sovende kat, Nemuri-neko, der – på trods af sin ringe størrelse (20 cm lang) er utrolig detaljeret. Det siges, at ‘jo mere katten sover, jo mere fredelig er tidsalderen’. Katten vogter vejen til selve graven for shogun Tokugawa Ieyasu, og den symboliserer fred, fordi den sover fredeligt side om side med små spurve, der ses på bagsiden af udskæringen.

Fra porten med den sovende kat fører 207 stentrappetrin op til den indre helligdom, Okusha, hvor man finder shogun Tokugawa Ieyasus gravsted.
Når man har forceret trappetrinnene kommer man op til Okumiya-haiden, der er en tilbedelsessal ved indgangen til Tokugawa Ieyasus grav.

Bag denne tilbedelsessal finder man en lille trappe, der fører op til Inukimon-porten, bronzeporten, der fungerer som den endelige, højtidelige indgang til det område, hvor asken af Tokugawa Ieyasu er begravet.

Bag porten ses monumentet for Tokugawa Ieyasus grav – en pagodeformet stupa, der støbt i en legering bestående af guld, sølv og kobber.

Med besøget heroppe ved graven var vores guidede tur gennem området slut, og vi fik nu nogle minutter til at finde tilbage indgangen til området. Det betød også tid til at læse lidt mere om mausoleet og til at få taget lidt fotos…

Efter dette fantastiske besøg havde mange indtryk – det ene stærkere end det andet – prentet sig på nethinden, og det var lidt svært bare at forlade helligdommen for at gå videre gennem Nikko Nationalpark – men det var ikke desto mindre det, der stod på programmet.
Efter en kort vandretur nåede vi så til Rinnōji-templet, der er det vigtigste og ældste buddhistiske tempel i Nikko, idet det blev grundlagt i år 766 af den legendariske munk Shodo Shonin, som bragte buddhismen til Nikko-regionen.

Templets hovedbygning er den største træbygning i det østlige Japan, og indenfor står der tre enorme, 8 meter høje guldbelagte træstatuer, der repræsenterer de buddhistiske manifestationer af Nikkos tre hellige bjerge. (Ikke noget der var afsat tid til, at vi skulle besøge!)
Lige bag templet står Sōrintō-pagoden, der snarere er et spir, idet det er en høj, sort metalsøjle, der er prydet med gyldne, dekorative elementer. Spiret, der er fra 1643, har en dyb buddhistisk symbolik og repræsenterer i sig selv hele pagodens essens, hvor de forskellige ringe og lag symboliserer kosmiske og åndelige elementer.

Fra Rinnōji-templet fortsatte vi til endnu et sted, der var et besøg værd, Taiūin-mausoleet, der er bygget for Tokugawa Iemitsu, som var den tredje shogun og barnebarn til Tokugawa Ieyasu.
Indgangen til dette mausoleum var Niōmon-porten, der bevogtes af de to Nio-vogterstatuer, som beskytter mod onde ånder.

Bag porten står – naturligvis – et traditionelt renselseshus med granitstøtter og et smukt dekoreret tag – opført i 1653.

Herfra går det op ad trapperne til endnu en port, Nitenmon-porten, de to vogterguders port, hvor man på den ene side af indgangen ser en statue af Jikoku-ten, der kendes på sit grønne ansigt og et sværd i hånden, og på den anden side Komoku-ten med det røde ansigt og en skrivepensel i hånden.

Jikoku-ten og Komoku-ten er to af de fire himmelkonger, som fungerer som mægtige beskyttere af den buddhistiske lære og universets verdenshjørner.
Igen gik det op ad trapper, indtil vi passerede mellem klokketårnet (til højre) og trommetårnet (til venstre).

Herefter ankom vi til den tredje og næstsidste port ind til Taiūin-mausoleet, Yashamon-porten. Man påbegyndte bygningen af porten – og resten af mausoleet – kort efter Tokugawa Ieyasus død i 1651, og det var hans søn og efterfølger, Tokugawa Ietsuna, der beordrede komplekset opført til minde om hans far.

Hele komplekset blev opført på blot 14 måneder, og det var færdigbygget i 1653.
Fra Yashamon-porten ser man indgangen til selve mausoleet – og den sidste port, man skal passere for at komme ind i ‘det helligste’, Karamon-porten, der er kendt for det smukke træarbejde, gyldne detaljer og det buede karahafu-tag.

Selve det helligste område består – som ved så mange andre shintohelligdomme – af tre dele, Haiden (Bedesalen), Heiden (Ofringssalen) og Honden (Det Allerhelligste).
Da tiden var lidt knap, valgte jeg – og flere andre med mig – at undlade et besøg indenfor uden sko, og i stedet gik jeg højre om helligdommen, hvor man kunne følge en sti, hvorfra man kunne se de enkelte bygninger, som helligdommen bestod af.

Herfra var det også meget tydeligt at se, at der ikke er tale om én enkelt bygning, men tre sammenhængende bygninger, hver med deres eget præg. Og naturligvis var ikke mindst Honden – Det Allerhelligste – et smukt bygningsværk!
Jeg bilder mig ind, at det syn, jeg på denne måde fik af bygningerne, var mindst lige så interessant som et kig indenfor i samme bygninger.

Og så gik det – mættet med indtryk – ellers tilbage til bussen, der skulle bringe os videre i dagens program, der var Japans højeste vandfald.
Efter tre kvarters kørsel ad snoede serpentineveje nåede vi frem til det smukke og imponerende Kegon-vandfald umiddelbart øst for Lake Chūzenji.
Vandfaldet, der oprindelig blev dannet, da Daiya-floden blev omdirigeret af lavastrømme, er med en højde på 97 meter Japans højeste, og det er berygtet for selvmord, især blandt japanske unge.

Efter en pause her ved vandfaldet, hvor der også lige blev nydt lidt sen frokost, kunne vi køre videre mod vores hotel, Mercure Nagano Matsushiro Resort & Spa, der ligger i udkanten af Nagano, der er mest kendt som vært for de olympiske vinterleje i 1998.
Hotellet er kendt for gode spa- og onsenfaciliteter, hvilket naturligvis betød, at der var en del – også fra vores rejsegruppe – der brugte tid på af få badet på japansk manér.
Vi andre slappede bare af i loungen efter en lang dag med mange oplevelser.
I øvrigt var hotellet, der havde all-inclusive, meget upersonligt og sterilt, og det havde den største restaurant, eller snarere spisesal (spisefabrik), jeg nogensinde har set på et hotel.
Men hvad? Vi skulle bare være her en enkelt nat.

Mandag, d. 17.8.
Efter morgenmaden – igen i ucharmerende omgivelser – blev bussen pakket, og vi kunne fortsætte vores rundrejse med en tur gennem De Japanske Alper.
Dagens første stop var Jigokudani Monkey Park, og vi nåede P-pladsen til dette naturområde efter ca. en times kørsel. Herefter vi havde en vandretur på 1,8 km op til det geotermiske område med gejsere og varme kilder – og ikke mindst de aber, der lever her det meste af året.

Vi fulgte den fint afmærkede vej gennem skoven, der hovedsagelig udgjordes af cryptomeria, også kaldet japansk ceder (Cryptomeria japonica), og langs Yokoyu-floden, indtil vi nåede Jigokudani Hot Spring Kōrakukan, der er en historisk og rustik japansk værtshus (ryokan), der er etableret i 1864, og som har været drevet af den samme familie i 150 år. Kroens bade ved flodbredden blev for år tilbage besøgt af unge, badende sneaber, og for at modvirke dette anlagde man et bad for aberne lidt længere oppe ad floden – for at lokke dem væk fra værtshuset.

Over for kroen – på den anden side af floden – finder man gejseren Shibu no Jigokudani, der – i modsætning til de fleste gejsere, der går i udbrud med forskellige intervaller – udsender en kontinuerlig, 90 grader varm vandsky 20 meter op i højden.

Herfra gik det de sidste meter op til Jigokudani Monkey Park med abernes private bad. Aberne, der lever her, går tit under navnet sneaber, men i virkeligheden er der tale om de endemiske japanske makakker (Macaca fuscata), der – især om vinteren, når landskabet er klædt i sne – tiltrækker turister, der betragter aberne, når de bader i det varme vand for at holde varmen.

Makakkerne er til stede omkring badet hele året – sikkert fordi de bliver fodret her, og det var da også interessant at følge flokken af aber, der befandt sig her – uforstyrret af turisterne og i visse tilfælde løbende mellem vores ben.

Vi kunne se 30-40 makakker – måske endda flere – i alle aldre og i alle kombinationer og situationer, så det var meget interessant at se deres bud på børnepasning, hudpleje, fouragering og hvile mm.

Vi blev ved badet i godt en halv time, inden vi langsomt bevægede os gennem cryptomeriaskoven tilbage mod bussen.
På vores tur stødte vi på flere interessante planter som det almindelige skæbnetræ (Clerodendrum trichotomom), der lokkede med sine store hvide blomster, der duftede behageligt jasminagtigt. Når man gnider eller knuser bladene, afgiver de en umiskendelig duft af jordnøddesmør, hvilket har givet busken det engelske navn Peanut butter tree.

Andetsteds langs stien så vi asiatisk dagblomst (Commelina communis), der kun blomstrer en enkelt dag. Interessant er det, at man i Japan historisk set har brugt saften fra de blå kronblade til at skitsere mønstre på silke og til kimonofarvning.

Tilbage i bussen havde vi nu 4½ times kørsel til næste stop, der var landsbyen Shirakawa-go, der ligger højt oppe i De Japanske Alper. Efter vi havde parkeret og der havde været tid til toiletbesøg, vandrede vi i samlet flok over Deai Bridge og ind i det historiske område, der naturligvis er på UNESCOs Verdensarvliste. Her fik vi en introduktion til byen og den stil, som husene er bygget i.

Der er tale om traditionel arkitektur, der kaldes gassho-stil, der bla. kendes på, at husene har stejle stråtage med en hældning på mellem 45 og 60 grader, der får dem til at ligne hænder samlet i bøn. Tagene er typisk mellem 60 og 90 centimeter tykke, og denne tykkelse giver en fantastisk isolering mod både vinterens bidende kulde og sommerens varme.

Et tag holder ikke evigt, men udskiftes hvert 20. eller 30. år, og det er en proces, hvor alle i landsbyen hjælper til med udskiftningen; næste år er det måske ens eget tag, der skal skiftes. Selv om der er tale om et omfattende arbejde, betyder de mange hænder i arbejdet, at et tag normalt kan skiftes på bare én dag.

Husene er opført helt uden metal, skruer eller søm, og tømmeret er i stedet bundet sammen med reb og snore.
Øverste etage i husene er rummelig, og den brugtes oprindelig til  silkeavl, hvor varmen fra det åbne ildsted nedenunder steg op og satte skub på processen. Røgen fra ildstedet fungerer ligeledes som et naturligt sprøjtemiddel, der holder insekter væk og samtidig holder stråene tørre.
Mens vi hørte guiden holde enetale og fortælle om byen, gik tiden, og da vi endelig fik lidt fritid til at vandre rundt i byen på egen hånd og besøge nogle af de mest interessante huse, så havde de fleste huse lukket ned for besøgende, så vi nøjedes med at besøge et enkelt hus, Wada-huset, der holdt lidt længere åbent, og som i øvrigt er det største, ældste og bedst bevarede af husene i landsbyen.

Huset, der er bygget i Edo-perioden en rig lokal familie, der fungerede som landsbyledere og embedsfolk, bebos stadigvæk (delvist) af familien.
I stuen var en udstilling om den relevante del af silkesommerfuglens (Bombyx mori) kredsløb – fra orm til puppe, og har man ikke stiftet bekendtskab med fremstilling af silke før, tror jeg, at det kunne være meget interessant. Der manglede bare noget om, hvad der skete videre i forløbet med at fremstille silken – fra puppe til stof.

Det var også muligt at komme op på øverste etage, hvor man kunne danne sig et godt indtryk af byggestilen og kunne se, hvordan alt var samlet med reb og snore. Imponerende og interessant.

Ellers gik Claudia og jeg rundt mellem landsbyens huse, der var placeret mellem rismarker, små vådområder, vandløb og grøntsagshaver.

En interessant ting i byen var tre store stenmonumenter, der er historiske gravsteler for de betydningsfulde familier og munke i landsbyen, der har tjent det nærliggende buddhistiske Myozenij-tempel. Stenene står tæt på et af landsbyens bygninger, hvilket understreger båndet mellem de levende og de døde, og de passes og plejes af lokale beboere, som også lægger friske blomster og offergaver ved dem for at ære fortiden.

I dag er mange af husene i øvrigt indrettet som souvenirbutikker, gæsthuse, caféer eller spisesteder; det er med til generere økonomi til at vedligeholde husene – men skærer noget i øjnene.
Efter besøget i landsbyen gik det tilbage over Shō River til bussen på P-pladsen, inden vi kunne køre til Takayama, først for at spise aftensmad og derefter for at køre til vores hotel, Wat Hotel & Spa Hida, hvor vi skulle tilbringe natten. Og som i går var der masser af mulighed for Onsen og Spa for de, der måtte ønske det. (Nej tak herfra).

Tirsdag, d. 18.8.
Efter morgenmaden skulle bussen igen pakkes, inden vi havde endnu en dag på farten, der ville bringe os ind i centrum af Takayama, efterfulgt af en lang køretur til Nara, inden vi ved aftentide kunne afslutte dagen i Kyoto med aftensmad og check ind på vores hotel.
Altså kørte vi af sted fra hotellet, og bare 5 minutter senere parkerede vi på en P-plads tæt ved Miyagawa-floden.
Fra P-pladsen vandrede vi ad vejen gennem Takayamas historiske bykerne mod Nakabashi-broen, der førte over Miyagawa-floden. Den nuværende bro blev bygget i 1925, men broens navn og placering har rødder tilbage til Edo-perioden. Dengang var den en central forbindelse i det, der var en vigtig fæstningsby, hvor den forbandt det historiske rådhus/guvernørkontor Takayama Jinya med den gamle bydel Sanmachi Suji.

På vores vej og ganske tæt ved P-pladsen passerede vi Takayama Municipal Memorial Hall, der er et lille (gratis) museum, der fortæller historien om Takayamas overgang fra Edo-tiden til nutid.

På den anden side af gaden ligger den traditionelle ryokan (gæstgiveri), Antique Inn Sumiyoshi, der er opført i Taisho-perioden fra 1912-26, og som i begyndelsen var en pantelånerbutik. Bygningen, der er opført i klassisk Machiya-stil (traditionelt hus bygget af en købmand) og er kendetegnet ved det mørke gitterværk i træ, blev i 1950 overtaget af den nuværende ejers familie og åbnede herefter officielt som kro.

Langs vejen stødte vi også på en hokora, dvs. en miniature-shinto-helligdom, der var placeret på en søjle af sten. Sådanne helligdomme findes ofte på gadehjørner eller langs veje, og de fungerer som et lille spirituelt hus for en kami, dvs. en ånd eller guddom i shintotroen.

Efter en kort vandretur nåede vi den flotte røde Nakabashi-bro, der førte over Miyagawa-floden, og på den anden side af broen endnu en lille shintohelligdom, Hie Shrine Otabisho, der er et midlertidigt opholdssted for kamien under den berømte Takayama-festival, der afholdes to gange om året, hhv. i april og oktober.

Ellers var vi fremme ved Jinya-mae morgenmarked, hvor man kunne købe især frisk frugt, grønt og krydderier ved de opsatte boder. Et godt og overskueligt sted at mødes.
Her havde vi – ad flere omgange – lidt tid til at købe frugt, så vi havde lidt frugt at spise på den lange bustur, der ventede, når vi var færdige i Takayama.

Imidlertid gjaldt vores besøg her det historiske Takayama Jinya, der lå lige bag markedet.
En Jinya fungerede under Tokugawa-shogunatet som administrationssæde for en provins, og den husede administratorens residens og det tilhørende kornlager.

Takayamas Jinya, der havde en funktion svarende til et lille japansk slot, er bygget i 1692, men rekonstrueret i 1725 og 1816, og store dele af bygningen henstår i dag som dengang.
Jinyaen var i brug til administrative formål indtil 1969, og i 1996 blev bygningen fuldstændig restaureret med udgangspunkt i en tegning fra 1830.
Som den eneste tilbageværende bygning af sin slags er Takayama Jinya en stor turistattraktion og indeholder et museum med information om bygningens historie.

Vi bevægede os gennem lokalerne, hvor man kunne se, hvordan det feudale bureaukrati, retssystemet og dagligdagen fungerede i Edo-perioden.
Vi startede ud i Ohiroma (Den store receptionssal), der er en imponerende sal med 49 tatami-måtter indrettet i den traditionelle shoin-zukuri-stil. Herfra er der også en beroligende udsigt over den indre japanske have.

Herfra fortsatte vi gennem embedsmændenes kontorer, der er en række af traditionelle rum, hvor datidens kontorfolk registrerede skatter og styrede regionens love. Der er ikke de store problemer med indretningen, men der er det, der skal være for at jobbet kan udføres.

Den sidste del af besøget gjaldt Japans ældste og største traditionelle rislager, der oprindelig blev opført omkring år 1600. Da bønderne betalte deres skat i ris, blev de enorme mængder ris opbevaret her. I dag fungerer lageret som et museum, der udstiller gamle kort, historiske dokumenter og genstande fra svundne tider.

Mellem selve Takayamas Jinya og rislageret, der også fungerede som museum, var der flere overgange mellem bygningerne, hvor vi også kunne nyde synet af nogle af de haver, der var anlagt rundt omkring husene, og der var flere kroge, der var interessante at udforske nærmere.

Efter besøget i Jinyaen var der frit slaw til de næste minutter at besøge morgenmarkedet eller – som jeg gjorde – at kigge lidt på husene i den omkringliggende gamle bykerne, Sanmachi Suji.
På denne tur faldt jeg først over en bronzestatue af Yamaoka Tesshū, der i sine unge dage var en kendt samuraileder, sværdmester og embedsmand fra Takayama. Han spillede senere en helt afgørende rolle i overgangen fra feudalstaten (Edo-perioden) til det moderne Japan under den såkaldte Meiji-restauration.
I 1868, da kejserens tropper marcherede mod shogunate-regimets hovedstad Edo for at vælte shogunatet, var der lagt op til et blodbad. Her trådte Tesshū imidlertid til, og som personlig vagt for den afgående shogun forhandlede han direkte med generalen for kejserens hær, Saigō Takamori, og overbeviste Tesshū generalen om at skåne byen. Dette førte til Edos overgivelse, hvilket reddede over en million menneskeliv og skånede byen fra at blive brændt ned.

Efterfølgende blev han af regeringen – på grund af hans ubestikkelige karakter og store visdom – udpeget som personlig rådgiver og mentor for den unge Kejser Meiji, og kejseren nærede en enorm respekt for Tesshū, som lærte ham om disciplin, tilbageholdenhed og samuraiernes sande værdier.
Fra statuen af Tesshū fortsatte jeg dybere ind i den gamle bydel Sanmachi Suji på den anden side af Nakabashi-broen, gennem gamle gader med smukke, og lige så gamle huse.

Mange af husene i kvarteret er velbevarede, mørke træbygninger fra Edo-perioden, bygget af cypres og cedertræ, og de er malet mørke for at skjule for skatteopkræverne, at husene er bygget med værdifulde træsorter.

Nogle af bygningerne rummede oprindelig købmandsgårde, men de fungerer i dag som butikker, værksteder og tehuse, mens andre bygninger, der tidligere rummede kulturinstitutioner, i dag er private boliger, museer og spisesteder med lokale specialiteter.

Et særligt smukt sted er Takayama Café, der er indrettet i et gammelt folkehus med en meget karakteristisk port i cyprustræ, der er en efterligning af indgangsporten til Takayama-slottets 2. borggård. Selve slottet findes ikke mere, men blev fuldstændig nedrevet i 1695 efter ordre fra Tokugawa-shogunatet.

I en af gaderne stødte jeg på Funasaka Sake Bryggeri, der er indrettet i en gammel bygning, der har stået uændret i mere end 160 år, og hvor der er blevet brygget sake i mere end 10 generationer.
Over indgangen hænger der – som det er tilfældet ved mange af sakebryggerierne – en stor kugle, der er lavet af cedertræsnåle. Når et bryggeri hænger en ny, grøn cedertræskugle op, betyder det, at årets nye sake er sat over til brygning, og når kuglen er blevet helt brun, er saken moden og klar til at blive drukket.

Foran bryggeriet er der også opstillet lidt ekstra reklame for sake i form af nogle saketønder.
Over for Funasaka Sake Bryggeri ligger et andet af bydelens kendte sakebryggerier, Harada Shuzujo, der er grundlagt i 1855 og som er kendt for sit flagskibmærke, Sansha.

Efter at jeg selv var vandret rundt i de gamle gader (og havde overholdt tiden), fik vi som gruppe et kvarter til – uden præsentation i øvrigt – selv at vandre rundt i gaderne. Lidt af et antiklimaks, idet vores program talte om god tid til at se på den gamle bydel, ligesom der var annonceret tid til at besøge et sakebryggeri samt at få smagt på den lokale udgave af wagyu-kød. Men nej – tiden var knap!

I stedet blev det til 5 timer i bussen, inden vi nåede til Nara, der var Japans første permanente hovedstad fra 710 til 784 i den periode, der kaldes Nara-perioden. I denne periode blev Japan regeret af kejserfamilien, men magten var i høj grad centreret omkring en række magtfulde kejserinder samt den indflydelsesrige aristokratiske Fujiwara-klan, der sad solidt på de øverste ministerposter i regeringen og styrede meget af politikken bag kulisserne.
Vi var ikke mere end stået ud af bussen, før vi blev mere eller mindre omringet af hellige Sikahjorte (Cervus nippon), der lever vildt i og omkring Nara – især her i nærheden af det tempel, vi skulle besøge, buddhisttemplet Tōdai-ji.

De lokale sikahjortes hellige status går mere end 1300 år tilbage i tiden og er baseret på en legende om en tordengud, der kom til Nara – ridende på ryggen af en hellig hvid hjorte – for at beskytte den nye hovedstad. I munden bar hjorten en rulle, og guden advarede menneskene om, at hjortene fremover ville rapportere folks handlinger til guderne. Herefter blev hjortene udnævnt til gudernes personlige sendebud og fik gudernes beskyttelse.
I århundrederne herefter var en alvorlig forbrydelse at skade dem, og man blev straffet med døden, hvis man dræbte en hjort i Nara helt frem til 1600-tallet.
Da hjortene har levet fredelig sameksistens med mennesker i over tusind år, har de mistet deres naturlige frygt, og de har i dag status som fredede. Samtidig er de kendte for deres specielle adfærd, hvor de bukker for turister i Nara Park for at bede om de særlige hjortekiks – der i øvrigt sælges i rigt mål af de lokale beboere.

Efter vi havde kæmpet os gennem flokke af hjorte, der tiggede om mad – og jagtede og puffede til turister, der havde mad i hånden – kom vi frem til vores mål, Todai-ji templet.
Todai-ji templet – direkte oversat: østlig store tempel – er et buddhistisk tempelkompleks, der engang var et af de magtfulde syv store templer i Nara, og opførelsen af ​​templet var et forsøg på at efterligne kinesiske templer fra Tang-dynasti, der regerede Kina fra 618 til 907 og som var højt beundret.

Todai-ji templet blev grundlagt i år 738, men åbnede ikke før år 752, og det har gennemgået adskillige rekonstruktioner, bla. i 1181, hvor de synlige søjler blev styrket.

Den Store Buddha-hal, Daibutsuden, er blevet genopbygget to gange efter en brand. Den nuværende bygning stod færdig i 1709, og selvom den er enorm – 57 meter lang, 50 meter bred og 49 meter høj – er den faktisk 30 % mindre end sin forgænger, idet den ved genopbygningen blev reduceret fra 11 til 7 fag i bredden på grund af manglende økonomi. Indtil 1998 var Store Buddha-hal verdens største træbygning, men den er blevet overgået af flere moderne bygninger, bla. det japanske baseballstadion Odate Jukai Dome i det nordlige Japan.
Den store Buddha-hal huser verdens største bronzestatue af Buddha Vairocana – kendt på japansk som Daibutsu. Denne statue, der er 14,98 meter høj og vejer 500 tons, stammer fra år 752, hvor den også blev indviet ved en stor ceremoni, men dele af statuen er blevet omstøbt flere gange af forskellige årsager, herunder på grund af skader forvoldt af jordskælv eller brande. Statuens fundament og dele af dens krop er ikke ændret gennem tiderne, mens dens nuværende hænder blev lavet i Momoyama-perioden (1568-1615), og hovedet stammer fra Edo-perioden (1615-1867).

Templet er naturligvis på UNESCOs Verdensarvsliste som et af de ‘historiske monumenter i det gamle Nara’ – sammen med syv andre steder i byen, herunder templer og helligdomme.
Ved vores besøg passerede vi først Nadaimon-porten, Den Store Sydport, der er hovedporten til Tōdai-ji templet, og som er opført i 1203. Denne port er er den største tempelindgangsport i Japan og passer således fint i proportionerne til Den Store Buddha-hal. Porten er opført i massivt træ og huser to meget store og imponerende Nio-vogterstatuer – én på hver side af indgangen.

Længere fremme nåede vi frem til endnu en port, Todai-ji Chumon, der er den centrale og indre port og som oprindelig er opført i 751. Den port, vi ser i dag, stammer dog fra 1716.

Vi skulle ikke passere gennem denne port, men ind ad en sideindgang til venstre for porten, hvorved vi fik adgang til en terrasse, hvorfra der var en flot udsigt til Den Store Buddha-hal, Daibutsuden.
Fra terrassen gik vi ad en stor midtergang op til hallen med den store Buddha og blev mødt af denne enorme figur, der sad på en massiv trone af bronze-lotuskronblade og bød os velkommen i templet. Hvert af kronbladene er indgraveret med linjer – det man kalder hairline engraving – der skildrer det buddhistiske kosmos, og disse indridsede motiver stammer helt tilbage til årene omkring 750.

Både til højre og til venstre for Den Store Buddha er der en forgyldt statue af bodhisattvaen Kokuzo Bosatsu, visdommens og hukommelsens guddom, der sidder på en udsmykket trone, der er rigt forgyldt.

Efter besøget i Den Store Buddha-hal gik det tilbage til bussen, og her passerede vi undervejs den imponerende bygning, der rummede Nara Nationalmuseum, der er færdigbygget i 1894 i fransk renæssancestil. Museet rummer en imponerende samling af Buddha-statuer.

Ellers havde vi blot en forholdsvis kort tur fra Nara ind til centrum af Kyota foran os, og inden indkvartering på hotellet, Hotel MONday Kyoto Marutamachi, var der sørget for aftensmad til os på en traditionel restaurant, hvor vi selv tilberedte maden på en ‘grill’ på bordet.
Efter indkvarteringen blev det så i øvrigt også til en drink og hyggeligt samvær med to andre par fra gruppen, inden det var tid til at se dyner.

Onsdag, d. 19.8.
Efter en god nats søvn og en morgenmad, der ikke helt kunne leve op til det, vi var blevet forsynet med tidligere på turen, deltes vores rejsegruppe op, således at nogen kørte en tur med Japans højhastighedstog, Shinkansen, mens andre valgte at se på Kyoto på egen hånd. Resten valgte at følge det planlagte program, der indebar besøg ved nogle af Kyotos helt store seværdigheder.
Kyoto, der var Japans hovedstad fra 794 til 1868, er Japans kulturelle og religiøse centrum med mere end 2000 religiøse steder, heraf omkring 1600 buddhistiske templer og over 400 shinto-helligdomme – så der er nok at tage fat på, hvis man vil besøge dem alle.
Det siges, at man skal bruge 3-5 dage i byen, hvis man vil se de allervigtigste seværdigheder i Kyoto – og det var så det, vi havde så en enkelt dag til!
Efter morgenmaden startede vores rundtur så til 4 af Kyotos vigtigste lokaliteter, og først gjaldt det en tur til den nordlige udkant af Kyoto til det zenbuddhistiske tempel Ryōan-ji, ‘Det Fredelige Dragetempel’, der er templet med Japans mest berømte klippehave.

Grunden, som templet ligger på, husede oprindelig (i 1100-tallet) en privat villa, som tilhørte den magtfulde Tokudaija-klan, men 1450 erhvervede den magtfulde krigsherre, Hosokawa Katsumoto, jorden. Han omdannede ejendommen til et zentempel, Ryōan-ji, tilhørende Rinzai-skolen.
Kort efter grundlæggelsen af templet udbrød Ōnin-krigen, en borgerkrig, der varede fra 1467-1477, og her blev templet brændt ned til grunden.
Katsumotos søn genopbyggede templet i 1499, og han anlagde ved samme lejlighed den berømte klippehave.

Vi vandrede rundt i bygningerne og dannede os et udtryk af stedet; herunder så vi flere rum, der var udsmykket med traditionelle blækmalerier af drager på skydedørene. Inden for zenbuddhismen er dragen et helligt væsen, der symboliserer oplysning, magt og kontrol over elementerne, og da drager hersker over skyer og regn, malede man dem ofte i templer for at beskytte mod ildebrande.

I slutningen af 1800-tallet oplevede buddhismen hård modgang og økonomisk krise i Japan, og som følge af dette måtte Ryōan-ji templet sælge mange af sine originale døre, der bla. havnede på museer i udlandet.
De døre, vi kunne se i templet, er skabt af en kunstner, der er efterkommer af templets grundlægger, og som i 2023 donerede 40 dørpaneler til templet.

Bag templet kunne vi se en vandhave, Kyoyochi-dammen, der blev anlagt i det 12. århundrede. Selve dammen anes mellem træerne i haven.

Det er ikke denne have, templet er kendt for, men derimod klippehaven, zenhaven, på den modsatte side af templet.
Haven er rektangulær med et areal på 248 m², og i haven er der placeret femten sten i forskellige størrelser, omhyggeligt fordelt i fem grupper; en gruppe med fem sten, to grupper med tre og to grupper med to sten. Stenene er omgivet af hvidt grus, som omhyggeligt rives hver dag af munkene. Den eneste vegetation i haven er noget mos omkring selve stenene.

Haven betragtes bedst fra Hijo, ypperstepræstens tidligere residens, og et interessant træk ved havens design er, at uanset hvor, man betragter haven fra, så vil mindst én af stenene altid skjult for beskueren.
Der er mange tolkninger af haven og placeringen af stenene. Nogle mener, at haven repræsenterer det fælles tema om en tiger, der bærer unger over en dam, eller om øer i et hav, mens andre hævder, at haven repræsenterer et abstrakt begreb som uendelighed.
Men i virkeligheden er det nok op til hver enkelt beskuer at finde meningen for sig selv.

Fra selve templet gik vi en tur i parkområdet omkring templet. Det er en temmelig stor park med en dam, der ligger nedenfor templets hovedbygninger. Dammen stammer fra den tid, hvor stedet stadig fungerede som en aristokrats villa.

I parken stødte vi også på templets tehus, Zōroku-an, der ligger lidt for sig selv på en åben plads i parken. Husets navn, Zōroku, refererer til en skildpadde, der trækker sine seks lemmer ind i skjoldet, og i zenbuddhismen symboliserer det en person, der trækker sine seks sanser tilbage fra den støjende omverden for at finde ro.
Et smukt hus, i øvrigt.

På vores videre vej gennem parken kunne vi høre en del fugle pusle blandt træerne og buskene, og da jeg stod stille for mig selv et øjeblik, og fuglene ikke blev forstyrret af andres snakken, kunne jeg komme helt tæt på en broget mejse (Sittiparus varius), der havde sat sig til rette på en gren i nærheden og var et godt fotomotiv. Den brogede mejse lever kun vildt i det østlige Asien, herunder i Japan.

Tilbage i bussen kørte vi videre til næste stop, Kinkaku-ji, der også er kendt som ‘Den Gyldne Pavillon’, og som faktisk er en pagode bygget til at huse Buddhas hellige relikvier.
Før 1333 lå der en villa på dette sted, men da shogun Yoshimitsu (1358-1408) overtog stedet, byggede han her et større kompleks, hvis haver og bygninger var centreret omkring en central gylden pavillon, der siges at fremkalde paradis på jord.
Den oprindelige Gyldne Pavillon menes at være opført i 1399, og ved opførelsen blev de to øverste etager overalt belagt med bladguld, idet guld fjerner urenheder og repræsenterer den buddhistiske tankegang om åndelig renhed. Samtidig skaber guldets genskin af sollyset en balance mellem den fysiske verden og det guddommelige.
Under tidligere nævnte Ōnin-krig blev alle bygninger i komplekset – bortset fra pavillonen – brændt ned.

D. 2. juli 1950  blev pavillonen brændt ned af en 22-årig novicemunk, som derefter forsøgte selvmord på bag bygningen. Han overlevede og blev efterfølgende taget i forvaring, men senere løsladt, da han var psykisk syg.
Den nuværende pavillon er fra 1955 som en meget korrekt kopi af originalen, og i 1986-87 fik bygningen påført 20 kg bladguld i et 0,5 μm tykt lag.
Man kan ikke komme ind i Den Gyldne Pavillon, da den er placeret ude i en sø, men er man heldig med vejret, giver den et fantastisk spejlbillede i søens vand.

Vi vandrede langs søen, hvor der var flere oplagte fotosteder, men det kunne være lidt svært at komme til, da alverdens SoMe-kendisser møder op her for at få en selfie eller optage videoer til Instagram eller TikTok.
Vi gik den slagne vej fra indgangen, langs pavillonen og tilbage til P-pladsen gennem den lille park. I parken var der et par steder opstillet grupper af små Buddha-statuer og stenskulpturer, hvor forbipasserende kastede småmønter mod stenene som et symbol på held og lykke.

Herfra gik det videre til den næste buddhistiske tempel, Kiyomizu-dera, der lå i den østlige udkant af Kyoto. Efter at have forladt P-pladsen havde vi 300 meter foran os gennem en travl og snæver handelsgade foran os, inden vi nåede til templets hovedindgang ved Nio-mon porten.
Nio-mon porten er opført engang i 1400-tallet, men den oprindelige port brændte ned i 1469 under Ōnin-krigen. Omkring år 1500 blev porten genopført i den form og stil, man ser i dag, og på mirakuløs vis overlevede porten en anden stor tempelbrand i 1629.
I 2003 blev porten nænsomt skilt ad, restaureret og malet med den røde cinnoberfarve, som den har i dag – og som den også havde tidligere.

Bag ved Nio-mon porten og lidt til højre for denne kunne vi se Sai-mon, der er den vestlige port, der – lige som mange af templets andre træbygninger – har været ramt af brande. Porten, man ser i dag, blev opført i 1633, samtidig med at det meste af tempelkomplekset i øvrigt blev genrejst.
Fra vestporten bevægede vi os højere op i tempelområdet og nåede op til Sanjonoto Pagoda, der er en 31 meter høj, tre-etagers pagode, der er en af de højeste pagoder i tre etager i Japan. Den oprindelige pagode på dette sted var bygget i 847, mens den nuværende bygning stammer fra en genopbygning i 1633.

Ved siden af pagoden ligger Zuigudō-hallen, der er genopbygget i sin nuværende form i 1718 (eller 1735 – alt efter hvilke kilder, man anvender), efter at den oprindelige bygning fra 1596 var brændt ned. Hallen – der afveg fra de andre ved ikke at være rød – er dedikeret til Daizuigu Bodhisattva, der er en buddhistisk guddom, der er kendt for at opfylde menneskers dybe bønner og ønsker.

Det var muligt at kigge indenfor i hallen – men ikke at gå ind, og det er heller ikke stueetagen, men kælderetagen, der gør hallen interessant.

For et lille beløb kan man få lov til at gå ned i en totalt mørklagt kældergang, hvilket symboliserer livmoderen på Daizuigu Bodhisattva. Man bevæger sig gennem gangen ved at holde i et reb med bønnekugler, og halvvejs gennem mørket når man frem til en svagt oplyst sten, som man kan lægge sin hånd på for at få opfyldt sine ønsker.
Når man – efter turen gennem gangen – kommer ud i dagslyset igen, symboliserer det, at man er blevet genfødt med et renset sind. (Vi prøvede ikke turen gennem kælderen!).
Hele området var spækket med helligdomme og templer, og det var efterhånden svært at skelne den ene bygning og dens betydning fra den anden.

Tæt ved Hondo – hovedhallen – hvor man stod i en lang kø for at komme ind, lå en interessant bygning, Asakura-do, der er dedikeret til Kannon (barmhjertighedens gudinde) og Jizo (beskytter af rejsende og børn). Også denne bygning er ligeledes genopført i 1633.

Vi gik forbi hovedhallen og fortsatte til en lille terrasse, hvorfra man havde en fantastisk udsigt over Kyoto og ikke mindst hovedhallen, der lå lige overfor.
Tempelkomplekset – og herunder hovedhallen – blev grundlagt og opført i år 778, og det helt specielle ved hovedhallen og terrassen foran er, at den er bygget med træsamlinger uden brug af et eneste søm eller skrue. Templets navn, Kiyomizu-dera, betyder ‘Rent vands tempel’, og det kommer fra Otowa-vandfaldet, som ligger under hovedhallen.

Fra terrassen bevægede vi os ned i niveau, og her kunne vi rigt betragte, hvordan templet var opført, idet konstruktionen med bjælker og samlinger af disse var blotlagt. Det var meget imponerende at se!

Vi kom herefter forbi det omtalte Otowa-vandfald, hvor folk stod i kø for at smage på vandet, der faldt ned i tre stråler. Hver af de tre stråler menes at give forskellige former for held: sundhed/lang levetid, succes i uddannelse og lykke i kærlighed. Så var det bare om at vælge den rigtige stråle.

Ud over at det herefter blev til et foto af en ung kvinde i kimono gik det bare mod indgangen og tilbage mod bussen gennem gaden med mange fristelser i form af souvenir, madboder, tehuse, viftebutikker og endda en original mochi mochi-stand, der var noget af et tilløbsstykke.

Da vi igen var samlet i bussen, kunne vi køre videre til næste – og sidste – fælles programpunkt, Fushimi-Inari-helligdommen. Det vil sige, at vi måtte parkere vores bus på en P-plads nogle kilometer væk og derefter tage en shuttlebus til en P-plads nærmere på helligdommen og endelig gå ca. en kilometer op til Torii-porten, der markerede overgangen mellem den verdslige verden og helligdommen.

På den anden side af Torii-porten ligger Rōmon-porten, der er selve hovedporten til hele helligdommen. Porten blev bygget i 1589, og ved hovedindgangen vogter to ræve, der repræsenterer guddommelige sendebud for shintoguden Inari Ōkami, som er guden for ris, høst, forretningssucces og velstand.

Rundt omkring i helligdomsområdet ser man rævestatuer med forskellige symbolske genstande i munden, og flere af statuerne bærer røde hagesmække, der inden for shintoreligionen forbindes med at holde onde ånder og sygdomme væk, samtidig med at farven rød symboliserer livskraft.
Bag Rōmon-porten ligger Gehaiden – den ydre tilbedelsessal, der bruges som scene til ceremonier, ritualer og traditionelle seancer. Bygningen er opført i 1840.

Den næste bygning, man træffer på er Honden, der er hovedbygningen og den indre bedesal i shintohelligdommen. Den nuværende bygning stammer fra 1499, efter at den oprindelige bygning fra 711 nedbrændte under Ōnin-krigen, og det er her de fem primære Inari-guddomme tilbedes.

Bag hovedbygningen ligger Gonden, der er endnu en betydningsfuld helligdom, der fungerer som midlertidig bolig for guderne – forstået på den måde, at når hovedbygningen eller andre dele af Fushimi-Inari-helligdommen skal renoveres eller males, så flyttes gudernes ånder herover, således at bønner og ritualer kan fortsættes uforandret.

Bygningen stammer fra 1645, og ud over sin åndelige funktion fungerer den som vigtigt pejlemærke for besøgende, idet trapperne til venstre for bygningen leder direkte op til starten af bjerget og de tusindvis af røde torii-porte.
Ligeledes ligger Fushimi-Inari-helligdommens kontor til venstre for Gonden – stedet hvor man kan købe amuletter.

Foran kontoret står et stativ, hvor besøgende kan binde spådomspapirer fast på snore. Man binder papiret her, hvis spådommen forudsiger uheld, for at efterlade uheldet ved templet.

Herefter var vi fremme ved Fushimi-Inari-helligdommens ikoniske torii-porte, hvor endnu en ræv vogter ved indgangen. Denne ræv har i munden en skriftrulle, hvilket symboliserer visdom, viden og guddommelige budskaber.

Herfra starter vandringen mod toppen ad Inari-bjerget ad hovedstien, Senbon Torii, der består af et sted mellem 800 og 1000 torii-porte. Portene er malet i den særprægede cinnoberrøde/orangerøde farve, der – som tidligere skrevet – symboliserer afværgelse af onde ånder, og hver enkelt port er betalt og doneret af virksomheder eller privatpersoner, hvis navne og datoer står indgraveret på bagsiden af porten.

Man kan vandre hele turen på ca. 4 km til toppen af bjerget, men man kan også vende om, når man ikke vil gå længere.
Portene er som skrevet doneret af firmaer og enkeltpersoner, der også er ansvarlige for at vedligeholde den port, man har doneret. Prisen for at få opstillet en port er mellem 400.000 yen og 1.300.000 yen – alt efter størrelsen, men der kan være flere års ventetid, hvis man ønsker en port opstillet.

Vi havde ikke tid til at gå hele turen til toppen, men vendte om efter et kvarters tid, og tog så turen nedad igen.
(I øvrigt er der ca. 10.000 Torii-porte på hele helligdommens område).

Efter besøget i Fushimi-Inari-helligdommen kørte vi tilbage til centrum i Kyoto, hvor vi blev sat af ved rådhuset i Kyoto, hvorefter selskabet spredtes for alle vinde.
Vi – Claudia og jeg – vandrede lidt rundt i centrum af byen og kiggede lidt i nogle forretninger i den overdækkede shoppinggade Teramachi Street, som vi passerede på vejen.

Lidt længere fremme nåede vi frem til det imponerende Higashi Hongan-tempel, der lå midt i byen.Templet er grundlagt i 1602 af Tokugawa Ieyasu, som vi havde stiftet bekendtskab med i Nikko, og det er hovedsæde for Otani-grenen inden for Jodo Shinshu-buddhismen.
Templet har været ramt af ødelæggende brande fire gange, senest i 1864, men det er hvert gang blevet genopført, således at de bygninger, vi kunne se i dag, stod færdige i 1895.
Templet hovedbygning, der er 76 meter lang, 58 meter bred og 38 meter høj, er en af verdens største trækonstruktioner.

Fra templet gik vi tilbage til hotellet ad mindre veje, og på vores tur kunne vi nyde både mindre og større, nyere og gamle, traditionelle og moderne huse, herunder flere charmerende, gamle træbygninger af machiya-typen, der historisk set fungerede som både bolig og arbejdsplads for byens købmænd, håndværkere og kunstnere.

Tilbage på hotellet fik vi lige lagt vores pakkenelliker fra os, inden vi gik 100 meter ned ad en sidegade for at spise aftens mad i en lille restaurant, Wagyu Ramen Syomon, hvor menuen stod på både ramen og wagyu-kød. En lækker afslutning på dagen, inden vi sammen med et par andre par gik ud for at nyde en øl på en lokal bar.

Torsdag, d. 20.8.
Sidste morgen i Kyoto og Japan gik med morgenmad, check ud fra værelset og pakning af bussen, inden vi kunne køre mod dagens eneste sightseeing: Den Hvide Hejres Slot, der ligger i byen Himeji, ca. 130 km vest for Kyoto.
Slottets tårn er – i følge byens officielle turistbrochure – den mest betydningsfulde trækonstruktion i Japan og den smukkeste bygning, verden endnu har set. Og det siger jo ikke så lidt!
Himeji Slot er ét af 12 originale slotte, der er tilbage i Japan fra Edo-perioden, mens det vurderes, at der oprindelig har været omkring 5000 slotte i landet, men de fleste af disse er i dag væk eller kun bevaret som ruiner, mens en lang række andre er genopbygget i nyere tid i moderne materialer som f.eks. beton.

Slottet, der blev bygget på en naturlig bakketop mellem 1581 og 1609, består af en labyrint af befæstede bygninger, vægge og porte – med et seks-etagers tårn i midten af det hele. Hele slotskomplekset er omgivet af defensive vægge og en dobbelt voldgrav.
Det første slot – dengang i kun tre etager – byggedes i 1581, men i 1609 ombyggedes slottet og blev gjort højere, hvorved det fik det udseende, som man ser i dag.
Slottet fungerede dengang både som en privat bolig, en garnison for tropper, et arsenal, et administrativt og et politisk center, og det var et symbol på magt og prestige for den familie, der boede her.
Himeji Slot er omgivet af to vandfyldte voldgrave, og kom angriberne forbi denne første forsvarslinje, skulle de herefter forcere de befæstede mure, der har en samlet længde på 4,8 km, og visse steder når en højde på 26 meter.

Der var oprindelig 84 porte, men kun 21 er bevaret i dag. Som ved ethvert slot er det svageste del netop portene, men på Himeji Slot fører disse ikke direkte ind i slottets indre. I stedet er der mellem portene en række zigzag stier, der blot fører til en anden port eller befæstede mure, hvorfra forsvarere kunne skyde ned på angribere – og nogle passager fører endda ind i blindgyder.
På Himeji Slot måtte angriberne gennem en stor labyrint, der startede ved den ydre port og passerede gennem yderligere otte stærkt befæstede porte, før de ankom til selv slottets indre port. På visse steder måtte de dreje 180 grader for blot at møde den næste port, og to gange ville de nødt til at passere gennem en lang smal strækning, hvor vægge på begge sider gav forsvarerne gode muligheder for at skyde på fjenderne.
Alt i alt et genialt udtænkt forsvar af slottet.

Slottets store centrale tårn, der er 46 meter højt og har seks etager, var målet for vores besøg inde i slottet. Dvs. at vi også bevægede os gennem labyrinten af gange for at komme ind til tårnet, som vi klatrede op i til øverste etage – og så ned igen…
Det er bemærkelsesværdigt, at Himeji Slot aldrig er blevet angrebet, ligesom det hører med til historien, at slottet både overlevede 2. Verdenskrig – selv om en bombe ramte slottet uden at detonere – samt det store jordskælv i 1995.
Slottet havde en rolle som lokation i James Bond-filmen ‘You Only Live Twice’, og siden 1993 har slottet været på UNESCOs liste over Verdensarvssteder.
På vejen ud af slottet gik vi en anden vej, end vi var kommet ind, og her passerede vi både den berømte Okiku’s Brønd, ligesom vi så rester af de ældste forsvarsværker, der var bygget for at beskytte slottet. Et af disse steder var der tale om en ældre trappe beskyttet af et bambushegn.

Ellers var det bare med at komme tilbage til bussen, der nu ville køre os til Osaka, hvor vi skulle spise aftensmad i centrum af byen, inden vi kørte det sidste stykke ud til lufthavnen, hvorfra vores fly skulle afgå med retning mod Dubai sidst på aftenen ved midnatstid.
Her var der god tid til at slappe af med nogle af de andre i vores rejsegruppe – og kigge på lidt af lufthavnens forretninger og til at få brugt de resten af vores yen.
En af butikkerne, den koreanske solbrille- og modetøjsproducent Gentle Monster, tiltrak sig en del opmærksomhed, idet de havde en udstilling af bevægelige, overdimensionerede, men realistiske installationer af store menneskeansigter, der kunne bevæge sig og ændre ansigtsudtryk.

Et af kendingsmærkerne ved Gentle Monster er netop, at de bruger denne type ansigter i deres flagskibsbutikker verden over, også selv om jeg aldrig havde set dem før. Men lidt interessant at se i funktion!

Fredag, d. 21.8.
Efter knap 10 timers flyvning landede vi i Dubai, og efter en pause på 3½ time i lufthavnen gik turen videre de sidste 7 timer, indtil vi kunne sætte fødderne på dansk jord i København, hente bilen i Vanløse og køre det sidste stykke hjem til Aarhus, hvor vi kunne slappe af og forsøge at ryste jetlagget af os efter en oplevelsesrig tur til Japan.