Rajasthan/Indien, 19.-31.10.26 □

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Denne beretning vedrører den sidste tredjedel af dette efterårs rejse til Himalaya, der startede for en uges tid siden i Nepal, efterfulgtes af en uges rundrejse i Bhutan, inden den nu stod på 12 dages rundtur, hovedsagelig i Rajasthan.

Søndag, d. 19.10.
Efter en rimelig kort og kun lettere forsinket flyvetur fra Paro International Airport i Bhutan landede vi kort over middag i Indira Gandhi International Airport i udkanten af Delhi, hvorefter den stod på kontrol af pas og visa og modtagelse af vores bagage; alt sammen noget, der blev klaret uden problemer, om end lidt langsommeligt.
Vi kunne herefter forlade lufthavnsbygningen, hvor vi blev modtaget af vores guide for de næste tolv dage, Dheeranjan Upadhyuy – eller i det følgende bare kaldt Ranjan.
Udenfor lufthavnsbygningen blev vi samlet op af vores chauffør, der i sin bil skulle føre os til de forskellige steder, vi skulle besøge de næste dage.
Først kørte han os dog til vores hotel nær lufthavnen, Pride Plaza Hotel, hvor vi havde en enkelt overnatning, inden vi skulle rundt i Rajasthan, og efter at vi var blevet indkvarteret, havde vi lige en times tid til at slappe af, inden vi skulle på sightseeing i New Delhi.
Efter den korte pause blev vi samlet op og kørt til Qutb Minar-komplekset, der er et af de tre Verdensarvsteder, der er udnævnt af UNESCO i Delhi.

Qutb Minar-komplekset består af monumenter og bygninger fra Delhi-sultanatets tid, og opførelsen af Qutb Minar begyndte under Qutb al-Din Aibak, der var den første sultan i Mamluk-dynastiet (1206-1290) – og udvidet under hans svigersøn, Iltutmish.
Kompleksets moske, Quwwat-ul-Islam moskeen, der er selve hjertet i komplekset, blev bygget af Aibak, men komplekset blev stærkt udvidet af svigersønnen samt under Ala ud-Din Khalji i begyndelsen af det 14. århundrede.
Vores besøg startede ved hovedindgangen, og det første, vi passerede var Adham Khans grav. Adham Khan, der var søn af en amme, der var ansat ved hoffet, og som sådan voksede op nær magten, havde et kort, men hektisk liv. Han snød og bedrog med den daværende sultan, Akbar den Store, der den 16. maj 1562 lod ham kaste ned fra en tre meter høj afsats på Agra Fort flere gange, indtil han døde.

Ellers gik det gennem den østlige indgangsport ind til selve komplekset – i øvrigt et sted, hvor mange lige skulle have taget et foto af familien eller en selfie, så det var ikke muligt for os andre at få et billede uden mennesker på…

Vel gennem porten passerede vi – på højre hånd – Alai Minar, der er begyndelsen til en minaret, der aldrig blev færdigbygget, og som i dag henstår som et monument fra en svunden tid. Tårnet blev påbegyndt af Sultan Alauddin Khilji i 1311 med den ambition at bygge et sejrstårn dobbelt så højt som Qutb Minar, men byggeriet stoppede ved hans død i 1316. I dag står kun den ca. 24,5 meter høje første etage tilbage og vidner om en storslået drøm…

Vi tog en lille tænkepause uden for indgangen til Quwwat-ul-Islam moskeen, hvor Ranjan fortalte om hele Qutb Minar-komplekset, herunder dets historie og arkitektur. En interessant fortælling.
Herefter gik vi ‘indenfor’ i resterne af moskeen, der blev opført i hjertet af et datidigt citadel, Qila Rai Pithora, som muslimerne erobrede, da de indtog området. Mere præcist blev den opført på stedet for et gammelt hindutempel – af materialer, der blev taget fra andre nedrevne templer – og ifølge en persisk indskrift, der stadig kan ses på den østlige port, blev moskeen bygget af de dele, der stammede fra ødelæggelsen af ​​syvogtyve hindu- og jaintempler.

Opførslen af Quwwat-ul-Islam moskeen startede i 1193, og den er dermed en af de ældste bevarede moskeer i Indien – og den ældste i Delhi. Moskeen er bygget på en brolagt gårdsplads, der måler 43 gange 32 meter og er omgivet af søjlegange, der er tilføjet af Sultan Iltutmish i 1210-20, mens den 16 meter høje sandstensskærm/mur med 5 spidse buer mellem bedesalen og gårdspladsen er fra 1198.

Hovedindgangen til moskeen var på østsiden gennem en buet døråbning, og når man komme ind i moskeen, kan man tydeligt se genbruget af materialer fra tidligere bygningsværker – bla. på grund af sammensætningen af og udsmykningerne i disse.

På både mure, vægge og søjler så vi således mange flotte og avancerede stenudskæringer, og det er interessant at konstatere, at der er tale om både muslimske og hinduistiske illustrationer ved siden af hinanden på de samme sten – ofte som en helhed.
Interessant var det også, at ansigter på tidligere udsmykninger var fjernet – på grund af muslimernes forbud mod skildring af levende væsener – mens andre dekorative motiver blev ikke ødelagt, sandsynligvis på grund af deres ornamentale kvaliteter.

Vi vandrede lidt rundt i den imponerende ruin af noget, der engang har været et imponerende bygningsværk, inden Ranjan samlede os foran en unik jernsøjle på gårdspladsen. Søjlen, der er 7,21 meter høj og vejer mere end 6,5 tons, var omkring år 402 e.Kr. blevet anbragt foran et Vishnu-tempelkompleks i Udayagiri af kong Chandra, der var regent i Gupta-imperiet.

Det helt overskyggende monument i området var dog selve minareten Qutb Minar, der på afstand minder om en ældre skorsten, der troner op i området.
Qutb Minar, der er 72,5 meter høj og er inspireret af Jam-minareten i Afghanistan, er verdens højeste moske bygget af mursten, og den er opført i marmor og rød sandsten som et sejrstårn for at fejre Muhammad Ghoris sejr over en Rajputkonge i 1192 e.Kr.
Tårnet, der er opført i årene efter 1199, er fem etager højt, og den nederste etage, der blev opført under Qutb al-Din Aibak, er fyldt med lovtaler til ovennævnte Muhammad Ghori.

De næste tre etager blev tilføjet af hans svigersøn og efterfølger, Iltutmish, men et lynnedslag ødelagde den øverste af disse etager. Denne etage blev genopført og opdelt i to etager af en senere sultan, Firoz Shah Tughlaq.
Minareten er dekoreret med kalligrafibånd, der både indeholder historiske og religiøse referencer og geometriske mønstre.

En vindeltrappe med 379 trin fører op til øverste af de fem balkoner, hvorfra der skulle være en flot udsigt over Delhi, hvilket man desværre ikke mere kan opleve, idet tårnet har været lukket for offentligheden efter en ulykke med tårnets trappebelysning i december 1981, hvor 45 under tumult blev dræbt i forsøget på at komme ud ‘i friheden’.
Det var så enden på vores besøg i Qutb Minar-komplekset, og vi fandt tilbage til vores bil for at køre videre til Akshardham-tempelkomplekset i Delhis østlige udkant.
Komplekset, hvis korrekte navn er Swaminarayan Akshardham, er et hinduistisk tempel og kulturcenter, der præsenterer traditionel og moderne hinduistisk kultur og arkitektur. Templet åbnede 6. november 2005 og er verdens næststørste hinduistiske tempel – efter Akshardham i New Jersey i USA.
Hovedattraktionen i komplekset er templet, Akshardham Mandir, der er 43 meter højt, 96 meter bredt og 109 meter langt og bygget i lyserød sandsten og italiensk carrara-marmor. I overensstemmelse med traditionelle hinduistiske arkitektoniske retningslinjer er templet bygget uden jernholdige materialer, og det indeholder derfor ingen konstruktioner af stål eller beton.

Vi oplevede et besøg, hvor sikkerheden var hysterisk høj, og vi måtte efterlade alle elektroniske artikler i bilen; hverken telefoner, kameraer eller smartwatches var tilladte. Heller ikke tasker eller rygsække kunne medtages – og jeg måtte endda afmontere mig mit ur, der heller ikke måtte komme med ind.
Derfor intet foto herfra!
Efter besøget var det så småt ved at blive mørkt, og vi kørte nu til Delhis diplomatiske kvarter, hvor vi fik et kig på India Gate – fint oplyst i mørket.

India Gate, der er et mindesmærke for de faldne soldater i 1. Verdenskrig, er inspireret af gamle romerske triumfbuer som Konstantinbuen, der står nær Colosseum, og den sammenlignes ofte med Triumfbuen i Paris.
Næste korte stop var lige i nærheden, hvor vi tillod os et kort fotostop nær præsidentens bolig, Rashtrapati Bhavan, der var flot oplyst, og hvor lyset hele tiden skiftede.

Det var ikke helt tilladt at stoppe her – men vi var ikke de eneste turister på stedet, og Ranjan var også tydeligt nervøs for at vi ville blive antastet af politifolk, der var udstationerede på pladsen.
Altså skyndte vi os videre til aftenens sidste stop før aftensmaden, nemlig sikh-helligdommen Gurdwara Bangla Sahib, der oprindelig var en bungalow, opført i 1664.
I en kortere periode boede den 8. guru blandt sikherne, Guru Har Krishan, der blev guru i en alder af 5 år, i denne bungalow, og her døde han så også få år senere af kopper, 30. marts 1664.

I 1783 blev bungalowen renoveret og genopbygget som en lille helligdom, mens de nuværende bygninger stammer fra 1947.
Gurdwaraen og dens sarovar (pool, hellig dam) er nu et sted af stor betydning for sikher, og det er en af de 9 vigtigste helligdomme for sikherne og et helligt pilgrimssted. Inde i selve helligdommen er statuen af Guru Granth Sahib placeret, og der synges eller reciteres vers fra sikhernes hellige skrifter, hvilket giver en andægtig atmosfære – og vi sad et øjeblik og fulgte seancen, hvor vi bla. fik serveret Karah Prasad – en slags rå dej af fuldkornsmel, smør, sukker og vand. Det er i øvrigt en vigtig del af gæstfrihedsprotokollerne både at give og modtage denne mad.

Efter at vi havde besøgt selv helligdommen og oplevet stemningen her, gik vi videre til den hellige dam og derefter besøgte vi køkkenet og spisesalen, og især køkkenet var en stor oplevelse. I følge den sikhiske lære fortjener alle mennesker i denne verden – rig som fattig – at blive godt mætte, og køkkenet har derfor åbent 24 timer i døgnet og serverer mad for folk fra alle samfundslag – mere end 2000 måltider om dagen!

Vi brugte lidt tid i køkkenet og kunne se, hvordan et væld af ansatte havde travlt med at fremstille maden og gøre rent – og det lykkedes da også at få en snak med et par af dem.
I øvrigt en travl arbejdsplads – hvor de så i øvrigt ikke får løn for deres arbejde.

Efter dette interessante besøg blev vi kørt den korte vej til vores restaurant, Connaught Clubhouse, hvor vi nød en lækker indisk aftensmad, inden vi blev kørt tilbage til hotellet, hvor vi mødtes med Vinay Singh, der var den ene indehaver at det rejsebureau, der havde arrangeret vores rejse til Himalaya.
Det blev et hyggeligt møde, hvor vi i tilgift (og måske netop fordi det var Diwali her i  Indien) blev overrakt en pose med lækre indiske drikkevarer – og med ønsket om en god tur rundt i Rajasthan de næste 12 dage.
Alt i alt en god og interessant start på vores dage i Indien!

Mandag, d. 20.10.
Efter en god nats søvn og en særdeles lækker morgenmad med alt, hvad hjertet begærer, var vi klar til at tage væk fra den støjende indiske hovedstad og køre godt og vel 200 km sydpå til Agra i Indiens folkerigeste delstat, Uttar Pradesh.
Her ventede der os forude et par af landets helt store seværdigheder, Agra Fort og Taj Mahal, der begge er på UNESCOs Verdensarvliste.
Vores køretur på lidt mere end tre timer førte os forbi Delhis satellitby, Faridabad, der har tiltrukket IT-virksomheder i stort tal, da man tilbyder et arbejdsmiljø med laboratorier med nyeste software, support og fuld WIFI-dækning i hele byen.
Ellers gik vores tur gennem landbrugsområder og meget lidt variation, indtil vi kom til vores hotel, Hotel Clark Shiraz, i Agra, hvor vi efter hurtig indkvartering på vores værelser havde lidt tid til at udforske hotellet, hvor vi flere steder i lobbyen kunne betragte farvestrålende ‘mandalaer’, der – i anledning af Diwali-festen – var lavet med sand, riskorn eller blomsterblade.

Da alle var nettet lidt og klar til at fortsætte dagens program. blev vi kørt til vores første besøg i byen, Agra Fort. Her blev vi sat af ved fortets sydlige port, Amer Singh Gate og kunne starte en rundtur på to timer gennem komplekset.
Agra Fort bliver første gang nævnt i annalerne i år 1080, hvor det erobres af en hærstyrke fra Ghazni i Afghanistan, men det står hen i det uvisse, hvornår det er opført. Man ved dog, at den første sultan, der boede fast i fortet og gjorde Agra til Indiens anden hovestad, var Sikandar Lodi (1487-1517).
I 1526 erobrede mughalerne fortet, der nu var forfaldent og lå delvist i ruiner, hvorefter en af de vigtigste og mest betydningsfulde mughaler, Akbar den Store (1542-1605), lod fortet genopbygge i rød sandsten i perioden fra 1565 til 1573. Det var dog først under Akbars barnebarn Shah Jahan (1592-1666), at fortet fik sin endelige udseende, som vi kender det i dag.

Vores besøg i fortet startede som nævnt med, at vi gik gennem Amar Singh Gate, der oprindelig var forbeholdt mughalkejseren Akbar og hans personlige følge. Porten er designet på en sådan måde, at adgangen til selve fortet for uvedkommende blev så besværlig som muligt med skarpe kurver og en murstensbelagt rampe.
Når man var igennem den første og yderste port, kom man ind i en lille forgård, hvorfra endnu en port – med et ottekantet tårn på hver side – førte til en stejl skråning med høje mure på begge sider.

Vi vandrede op ad denne skråning, og vel oppe stod vi nu med endnu en port foran os. Denne port førte ind til Diwan-I-Am, Hall of Public Audience eller audienssalen, som var det sted, hvor kejseren henvendte sig til offentligheden.
Vi valgte dog at dreje til højre for først at besøge Jahangiri Mahal, Jahangirs Palads, der er beordret opført omkring 1570 af Akbar til hans hinduistiske koner, og det er en af ​​de tidligste bevarede bygninger fra Akbars regeringstid. I paladset boede bla. Akbars øverste hinduistiske dronning, Mariam-uz-Zamani.

Paladset fik sit nuværende navn under Akbars søns, Jahangirs, regeringstid, og det var også under ham, at der blev anlagt haver og græsplæner omkring bygningen, hvilket afspejler hans kærlighed til kunst og æstetik. Til trods for at efterfølgende herskere, herunder Shah Jahan, foretrak at bygge med hvid marmor, har Jahangiri Mahal bevaret sit oprindelige udseende med rød sandsten.
Paladset er specielt i den henseende, at det har vægge og søjler, der er dekoreret med ornamenter, hvor hinduistiske motiver er tæt sammenflettet med islamisk geometri, og fra gårdspladsen nord for selve paladset er der en flot udsigt over til Taj Mahal.

Det gav næsten sig selv, at vi kunne bruge lang tid på dette smukke palads, og vi vandrede både gennem flere af de paladsets mange rum og gjorde ophold i dets indergård.

Herefter fortsatte vi til gårdspladsen, hvor man kunne nyde endnu mere af den imponerende arkitektur, ligesom man kunne kæmpe med andre fotografer for at få det bedste billede af Taj Mahal, der kunne ses – lidt omtåget – halvanden kilometer mod øst.

Efter at vi havde stået og nydt udsigten fra gårdspladsen, fortsatte vi vores rundgang ind i Shah Jahani Mahal, der ligger som en buffer mellem Jahangiri Mahal, der er bygget i røde sandsten, og Khas Mahal, der er opført af hvid marmor.

Paladset er Shah Jahans tidligste forsøg på at ombygge en eksisterende rødstensbygning og give den et udseende i overensstemmelse med hans smag, og det er hans tidligste palads i Agra Fort. Paladset, der har en stor sal og flere sideværelser og et ottekantet tårn på flodsiden, fremstår med et ‘skelet’ røde sandsten på ydersiden, men har indvendigt helt hvide vægge, der er stukeret med tyk puds og farverigt bemalet med blomstermønstre.

Engang kridhvide, men nu misfarvede og grå som et resultat af tidens tand.
Da vi var vandret gennem der forskellige rum i Shah Jahani Mahal, kom vi ud på den anden side i et landskab af hvid marmor, domineret af et smukt bygningskompleks mod øst og en have mod vest.
Haven, Anguri Bagh, Druehaven, blev anlagt under Shah Jahan i 1637, og den var forbeholdt forbeholdt de kvinderne, der var tilknyttet hoffet, både haremskvinder og medlemmer af de mughal-familien samt deres tjenere og børn, og det sikrede dem fuldstændigt privatliv, sikkerhed og luksus. Kvinderne boede i øvrigt i rum – såkaldte zenana-lejligheder – rundt om haven.

Haven var opdelt i rum i et geometrisk mønster, og der kunne høstes vindruer og plukkes blomster i haven året rundt.
Øst for Anguri Bagh ligger den imponerende bygning Khas Mahal, der blev bygget af Shah Jahan mellem 1631-40 til hans to yndlingsdøtre, Jahanara og Roshanara. Den paladslignende bygning består dels af en central hal, baradari, hvorfra buede fordybninger fører til sideværelserne, dels af en tilstødende søjlegang eller portik af næsten ​​samme dimensioner.

Paladset har rigt ornamenterede lofter, der er flade, og komplekset har stilfuldt udskårne og støbte beslag. Nicherne i væggene menes at have indeholdt portrætter af Mughal-kejsere, mens jernringene i taget af den centrale hal var beregnet til lysekronerne.

Det menes, at Jahanara boede i den nordlige, og Roshanara i den sydlige af de to næsten identiske pavilloner, der var adskilt fra den centrale hal af en høj marmorvæg. Pavillonerne var opført af rød sandsten, og de er derefter er blevet pudset med hvid puds, der er fremstillet af muslingeskaller, og de har vægdekorationer af intarsia – pietra dura – med guld og ædelstene, der sammen danner forskellige blomster- og geometriske mønstre.
Ikke mindst guld og blå – de kongelige farver – er blevet brugt flittigt i udsmykningen, der flere steder stadig er synlige på væggene, og det var tankevækkende på den ene side at se, hvor velbevarede de var efter så mange år, og på den anden side at tænke på, hvordan håndværkere for flere hundrede år siden – med mere primitive værktøjer en i dag – beherskede pietra dura-teknikken.

Fra Khas Mahal fortsatte vi til Musamman Burj – det ottekantede tårn – som man mener, at Shah Jahan lod opføre til sin elskede dronning, Mumtaz Mahal. Det var også her, at han tilbragte sine sidste 8 leveår i husarrest indtil hans død i 1666, efter at hans søn Aurungzeb erklærede ham inkompetent og satte ham i husarrest.

Tårnet blev bygget fra 1631-40, og det giver en flot udsigt over mod Taj Mahal.
Tårnet er del af et stort kompleks, der er bygget udelukkende i marmor og udsmykket med pietra dura, der viser slyngplanter og blomster – igen med guld og blå som de dominerende farver.

Tårnet er forbundet med flere andre ornamenterede bygninger, bla. Diwan-i-Khas – Salen for privat audiens, der var stedet hvorfra Shah Jahan regerede landet og modtog vigtige gæster som konger, ambassadører og adelsmænd privat, og det var herfra vigtige statsanliggender blev klaret.

Diwan-i-Khas, der blev opført i 1635, havde to sale og et fladt træloft dækket med guld- og sølvblade i relief for at imitere solens stråler. Den var åben på tre sider, og man kan komme ind gennem fem buede åbninger, der understøttes af dobbelte søjler.

Mens vi stod her på pladsen uden for Diwan-i-Khas, kunne vi betragte en del rovfugle, nemlig sorte glenter (Milvus migrans), der fløj rundt og søgte føde, sådan som man ofte oplever dem i naturen. Der er to underarter af den sorte glente, der lever i denne del af Indien, sortøret glente (Milvus migrans lineatus) og lille indisk glente (Milvus migrans govinda), men vi havde ikke nogen ekspert i nærheden, der kunne fortælle os, hvilken af de to underarter, der var tale om.

Helt andre fugle, alexanderparakitter (Psittacula krameri), kravlede rundt på afsatser på Diwan-i-Khas og respekterede ikke de afspærringer i form af net, der var opsat for at holde dem ude af bygningen. Alexanderparakitter har i øvrigt spredt sig til store dele af den (sub-)tropiske del af verden, og de er ved at være et stort problem i mange storbyer.

Lige syd for (og grænsende op til) Diwan-i-Khas ligger Machchhi Bhawan, Fiskekammeret, der er en stor rektangulær plads, der engang har været anvendt til at opdrætte guldfisk til kejseren. Pladsen, der har hovedindgang mod nord, har to etager med buede gallerier og smukt udformede søjler på de tre af siderne, og på den øverste etage på sydsiden rager en lille marmorpavillon med en solmedaljon i loftet ud. Det menes at være det sted, hvor kejserens gyldne trone blev placeret for at give ham fuld udsigt over gården nedenunder. Værelserne i underetagen fungerede som skatkamre.

Vi vandrede rundt om Machchhi Bhawan og betragtede pladsen fra buegangen på første sal, inden vi ad en lille, smal trappe gik ned i den store audienssal mod syd, Diwan-i-Am, der var det sted, hvor kejseren talte til offentligheden, folket.
Diwan-i-Am, der er en enorm forsamlingssal, der måler 61,5 x 18,5 meter, blev bygget i perioden mellem 1631-40, og den har et fladt tag og to buede porte af rød sandsten mod nord og syd. Facaden har en arkade med ni markante buer, og selv om bygningen var konstrueret i rød sandsten, var den blevet pudset med hvid skalpuds for at ligne den hvide marmor.

Den hævede rektangulære altan, hvorfra kejseren talte til folket, var lavet af marmor. Altanen, der var kendt som ‘Takht-i-Murassa’ – Tronsalen, havde en trebuet åbning ud mod salen, hvor folket befandt sig, og var forbundet med de kongelige gemakker.

Foran Diwan-i-Am var en stor, åben plads, hvor man passerer John Russell Colvins grav på vej mod udgangen. Colvin, der residerede på Agra Fort, var kendt for sin rolle under den indiske opstand (Indiens Første Uafhængighedskrig) mod briterne i 1857, hvor han udstedte en proklamation, hvor han anbefalede mildhed for oprørerne – en proklamation, som briterne senere vedtog.

Herfra fandt vi vores vej ud af fortet – samme vej, som vi var kommet ind.
Efter aftale med vores guide, Ranjan, udsatte vi vores besøg ved og i Taj Mahal til i morgen tidlig, hvor vi havde tid til at besøge det ved solopgang. I stedet ville vi her – sent på eftermiddagen – besøge et udsigtspunkt, hvorfra der skulle være en flot udsigt over på Taj Mahal i det sene eftermiddagslys.
Fra Agra Fort kørte vi derfor over på den modsatte side af Yamura-floden til Taj View Point ADA ved Mehtab Bagh-haven. Der var tale om en forholdsvis kort tur på 5 km, men på grund af den ‘veludviklede’ indiske trafik brugte vi næsten en time om turen!

Og her stod vi så – sammen med få andre turister og indfødte – og betragtede det imponerende bygningsværk, der naturligvis er på UNESCOs Verdensarvliste og i øvrigt kåret som et af verdens syv nye vidundere.
Den store fordel ved dette sted er, at man vil stå i første række, når man betragter Taj Mahal, for man er tæt på flodbredden og floden, hvor ingen kan opholde sig – så det er nemt at få fotos uden andre mennesker på!
Til gengæld kunne vi herfra se mylderet af folk neden for Taj Mahal, ligesom vi kunne se, at kuplen på bygningen var delvist dækket af et stillads, hvilket skyldes at man er i gang med at reparere skader/lækager, der er forårsaget af vandindtrængning i marmoret.
Ved hjælp af moderne scanningsteknologi har man fundet, at marmor er ødelagt og jernstænger i konstruktionen gennemtærede som en følge af kraftig regn, og at samlinger derfor skal repareres.

Vi opholdt os en halv times tid ved udsigtsstedet, inden vi kørte tilbage til vores hotel for aftensmad, inden vi – sammen med mange andre af hotellets gæster – gik ud i hotellets have, hvor der, i anledning af at det i dag var Diwali, var arrangeret et kæmpe fyrværkeri i hotellets have, der varede knap en halv time.

Det var naturligvis vores guide, Ranjan, der var opmærksom på fyrværkeriet og sørgede for, at vi kom med udenfor til denne oplevelse.

Det var imponerende at se, hvor mange raketter, batterier mm., der blev fyret af i løbet af den tid, og – i modsætning til Danmark – gik man ikke så meget op i sikkerhedsafstand til batterierne eller personlig beskyttelse som briller. Der var heller ikke vand til stede i tilfælde af, at noget skulle gå galt.

Og faktisk gik alt godt, og vi kunne gå til ro på vores værelser efter en oplevelsesrig dag i Agra.

Tirsdag, d. 21.10.
Efter en god nats søvn stod vi meget tidligt op for at kunne være ved Taj Mahal før kl. 7 – og før det store rykind af turister og andre besøgende.
Derfor kørte vi også fra hotellet, parkerede uden for vestporten til Taj Mahal, kom gennem sikkerhedstjekket, der var en lufthavn værdigt, og kunne endelig vandre mod selve vestporten, Fatehpuri Gate, der er hovedadgangen til Taj Mahal.

Herefter stod vi så i en forgård med selve hovedporten til mausoleet, Drawaza-e-Rauza, foran os – næst efter Taj Mahal det mest imponerende bygningsværk i hele komplekset. Portbygningen, der er 27 meter høj og 45 meter bred, blev bygget i rød sandsten i årene 1632-1638, og den er designet af Ustad Ahmad Lahauri, der også er arkitekten bag selve Taj Mahal.

Vi gik gennem porten og stod nu og kunne se Taj Mahal i al sin vælde – og kunne så i øvrigt konstatere, at vi ikke var de eneste, der havde haft den gode ide at besøge stedet så tidligt på dagen. Der var rigtig mange mennesker omkring os, der havde fået den samme ide, men når man betænker, at det var Diwali og højsæson for at besøge Taj Mahal, så havde jeg måske nok forventet endnu flere besøgende.
Mens vi stod her inden for porten gav Ranjan os historien bag Taj Mahaj – en historie, der hænger uløseligt sammen med Agra Fort.

I 1607 gik den 16-årige prins Khurram (Shah Jahans navn som prins) rundt i den kongelige basar og flirtede med pigerne fra højtstående familier, der bemandede boderne, og i en af ​​disse boder mødte prins Khurram den 15-årige unge kvinde Arjumand Banu Begum, hvis tante, Nur Jahan, var gift med prins Khurrams far.
Selvom det var kærlighed ved første blik mellem de to, fik de ikke lov til at gifte sig med det samme, og først i 1612 blev prins Khurram og hans elskede, som han i mellemtiden havde givet navnet Mumtaz Mahal, ‘den ophøjede af paladset’, gift.
Mumtaz Mahal var smuk, intelligent og medfølende, og parret fik sammen 14 børn, 8 sønner og 6 døtre. Blandt disse var Jahanara, der var sin fars yndlingsdatter, og kronprins Dara Shikoh, der skulle efterfølge Shah Jahan på tronen – hvilket så ikke skete, men det er en helt anden historie. Af parrets 14 børn døde de 7 ved fødslen eller i en meget ung alder.
Mumtaz Mahal døde i 1631 under fødslen af det 14. barn, en datter ved navn Gauhar Ara Begum – bare 38 år gammel.
Shah Jahan sørgede længe over sin elskede kones død, og han gik tilsyneladende afsides i et år for at sørge, og da han dukkede op igen, var hans hår hvidt, hans ryg var bøjet og hans ansigt slidt, og det var hans ældste datter, Jahanara Begum, der gradvist bragte sin far ud af sorgen og overtog sin mors plads ved hoffet.

Mumtaz Mahal blev begravet i en lille bygning ved Yamuna-flodens bred, men det skulle vise sig blot at blive et midlertidigt gravsted, for Shah Jahan havde udtænkt et større gravsted, et mausoleum, til hende. Han lod derfor Taj Mahal, der betragtes som et monument over evig kærlighed og som er det første mausoleum, der er dedikeret til en kvinde, opføre som en grav til hende.
Det tog mere end 20000 håndværkere og arbejdere at opføre Taj Mahal, og opførslen tog ca. 22 år – fra 1632 til 1653. Selve mausoleet stod færdigt i 1648, opført i marmor, der var hentet i et brud 320 km væk og udsmykket med 43 slags halvædelstene og ædelstene fra hele verden – nedlagt i marmoren som pietra dura.

Selv om Shah Jahan ikke havde til hensigt at lade andre blive begravet i Taj Mahal, begravede hans søn, Aurangzeb, dog ham dog i krypten under Taj Mahal ved siden af ​​hans elskede hustru, Mumtaz Mahal – i stedet for at opføre en separat grav til sin far.
På Taj Mahals stueetage over krypten står der nu to kenotafer (tomme offentlige grave). Den i midten af ​​rummet tilhører Mumtaz Mahal, og den vest derfor er Shah Jahans, og det er disse to, tomme grave, man ser, når man træder ind i mausoleet.

Islam har et billede af Paradiset som en have, og haven ved Taj Mahal var derfor en integreret del af at gøre stedet til et paradis på jord. Haven foran mausoleet har fire kvadranter, der er opdelt af fire ‘floder’ af vand – et andet vigtigt islamisk billede på Paradis – der samles i en central bassin.

Yamuna-floden fyldte oprindelig disse floder via et komplekst underjordisk vandsystem.
I centrum mellem de 4 kvadratiske haver finder man ‘Prinsesse Diana 1992-bænken’, hvor prinsesse Diana lod sig fotografere – alene – under et besøg i Agra i 1992, mens hendes mand, prins Charles, var til møder ude i byen. Billedet af Lady Di anses som et af de mest ikoniske billeder af hende – og samtidig symbol på ensomhed..
Beriget med denne historie vandrede vi på egen hånd rundt i både haverne og i og omkring mausoleet. Et billede af Claudia på ovennævnte bænk kunne det ikke blive til; dertil var køen for lang og fotograferne for mange. Men eller var der rig mulighed for at få flotte motiver af både bygningen, omgivelserne og haverne i kassen.

Efter besøget ved Taj Mahal gik turen tilbage til hotellet til morgenmad og pakning af bilen, inden vi kørte til et værksted, The Pietra Dura, hvor de demonstrerede teknikken med at fremstille pietra dura med halvædelstene i marmor.

Det var et interessant besøg – hvis det da ikke var fordi de ret aggressivt forsøgte at prakke os deres produkter på – til al for høj en pris. Men hvad; dette var kun et ekstrabesøg, som Ranjan fik puttet ind i tidsplanen, da vi havde vist interesse for teknikken…
Fra værkstedet fortsatte vores tur til Keoladeo Ghana National Park, der ligger 60 km vest for Agra – og her stod den på en tur med en fugleguide ind i nationalparken, men allerede, da vi parkerede, blev vi mødt af et par chitals (axishjorte eller spotted deer, om man vil).
Dem interesserede vi os ikke for – mest af alt fordi vi havde set mange af dem tidligere på vores rundrejse i Himalaya, nemlig i Nepal.

Vi blev transporteret i små tuk-tuks ind i parken til et fordelingssted, hvorfra flere stier gik videre ind i parkens vådområder. Her fik vi – af vores lokale guide – en introduktion til parkens fugle- og dyreliv med en opremsning af, hvad vi kunne forvente at se, og derefter blev vi ført videre ind i parken, hvor det i første omgang var meget sparsomt, hvad vi så. En enkelt hejre og en lille flok alexanderparakitter i et træ var det eneste, vi stødte på, indtil vi nåede frem til et åbent vandområde med mange enkeltstående træer.
I disse træer var der kolonier af indiske skovstorke (Mycteria leucocephala), nogle af dem i/ved reder med unger, andre blot stående som enkeltindivider på træernes grene. Den indiske skovstork, der også kaldes malet stork efter de lyserøde fjer på ryggen og inderst på vingen, tiltrækker ofte mange turister på grund af deres størrelse og farve, og da det er let at komme tæt på dem, og netop her i Keoladeo Ghana National Park findes den største kendte ynglepopulation på (anslået) 2500 reder.

Sammen med skovstorkene så vi både enkelteksemplarer af og reder med indiske slangehalsfugle (Anhinga melanogaster), der minder meget om vores egen skarv og – lige som denne – lever af fisk, som den fanger, mens den dykker ned i vandet.
Et par af træerne havde kolonier af reder tilhørende slangehalsfugle og i en enkelt af rederne var der halvvoksne unger, der tiggede en af deres forældre om mad…

Ellers var det meget begræset, hvad vi så af fugle på denne gåtur – en enkelt smyrna-isfugl (Halcyon smyrnensis) og en hvidbrystet rørhøne (Amaurornis phoenicurus) – begge set på lang afstand – var, hvad det blev til.
På vej tilbage mod opsamlingsstedet blev vi fulgt på vej af en rhesusabe (Macaca mulatta), som i øvrigt var ret almindelige i parken. Og ja, rhesusaben er den abe, der kendes fra lægevidenskaben, hvor den stadigvæk bruges som forsøgsdyr og i øvrigt har givet navn til rhesusblodsystemet. Rhesusaben er et meget socialt dyr, der ofte lever i større grupper med et udpræget hierarki, hvor de enkelte individer kommunikerer med et stort antal forskellige lyde.

Tilbage ved vores opsamlingssted fordelte vi os i vores tuk-tuks, og turen gik tilbage mod p-pladsen, idet vores guide god lige pludselig stoppede køretøjerne, fordi han havde fået øje på en indisk kirkeugle (Athene brama), der sad og sov på en gren i et træ.
Altså ud af køretøjerne og frem med kameraet igen!
Den indiske kirkeugle, der også kaldes plettet ugle, er ret almindelig i Indien, og den har endda tilpasset sig livet i byer, og det er en art, der varierer meget i både størrelse og udseende.

For os var det interessant at se denne ugle, der var mere eller mindre vågen og bla. sad og gabte – måske fordi den blev forstyrret af os?
Efter denne oplevelse kørte vi det sidste stykke tilbage til p-pladsen, hvor vi sagde farvel til vores guide og fortsatte vores tur til næste hotel lige nord for Sawai Madhopur, Tiger Den Resort, som vi nåede frem til længe efter mørkets frembrud.
Her stod den så på indkvartering i bungalows og en sandwich, der blev skyllet ned med en kold øl, inden det var tid til at se dyner; vi skulle jo tidligt op i morgen – på safari.

Onsdag, d. 22.10.
Det blev for os en kort nat, idet vi allerede kl. 6 skulle være klar til den første af dagens 2 safari-ture ind i Ranthambore Nationalpark, og vi nøjedes med en kop kaffe, inden vi blev afhentet i jeep og kørte mod den zone, vi havde tilladelse til at besøge.
Ranthambore Nationalpark, der i dag dækker 1334 km², er etableret som beskyttet område i 1955 og erklæret som Project Tiger-reservat i 1974, og endelig udnævnt som nationalpark i 1980. De mest eksotiske dyr i parken er bengalsk tiger og indisk leopard, og det siges, at der er stort set garanti for at se en af parkens ca. 70 tigre – så vi var helt klar på denne store oplevelse.
Vi kørte langsomt ind i parken, og det viste sig, at vores chauffør og hans spotter var gode til at få øje på de dyr, der var mere eller mindre skjulte i terrænet, og vi havde da heller ikke kørt mange meter, før de fik øje på både en stor sambarhjort (han), en flok påfugle og nogle axis-hjorte.
Interessant blev det lidt senere, da vi stødte på en sambarhjort (hun), der stor og spiste lige ved vejen. Sambarhjorten (Rusa unicolor), der efter elgen og wapitien er der tredjestørste hjorteart, er ret udbredt på det indiske subkontinent, men den er opført som sårbar art på IUCNs rødliste, fordi bestandene er faldet drastisk på grund af krybskytteri og trussel mod dens levesteder. Geviret er typisk op til 100 cm langt, og det er kun hannerne, der har gevir.

Efter at betragtet dette prægtige dyr kørte vi videre – og ud over et åbent område, hvor vi fik øje på nogle græssende chikaraer, også kaldet indisk gazelle (Gazella Bennettii).
Chikaraen, der er en forholdsvis lille gazelle der lever på tørre sletter og i ørkenområder, kendes på, at den på siden af ansigtet har mørke kastanjefarvede striber fra øjenkrogen til snuden, omkranset af hvide striber.
I Indien er chikaraen ret almindelig, og man regner med, at der er mere end 100000 dyr fordelt på ca. 80 beskyttede områder.

Fra den åbne slette bevægede vi os igen ind mellem træerne, hvor vi et par gange traf på flokke af grå langurer (Semnopithucus entellus), også kalder hanumanlangurer.
I Ranthambore Nationalpark er der to slags aber, grå langurer og rhesusaber, som vi tidligere på vores rejse havde mødt i Keoladeo Ghana National Park.
De grå langurer er sociale dyr, der lever i grupper på op til 100 dyr med både hanner, hunner og unger. De lever både på jorden og i træerne, og deres føde består hovedsagelig af frugter og blade, men de spiser også frø, blomster, knopper, bark og insekter, herunder larver. Den største gruppe, vi så, bestod for det meste af hunner med unger.

På et tidspunkt kom vi til at køre langs et mindre vandløb, hvor en indisk damhejre (Ardeola grayii) var på jagt i det lave vand. Damhejren er en lille hejre, der er godt kamufleret og nemt kan overses, og som oftest kan man komme tæt på dem, inden de letter, hvilket har resulteret i opfattelser af, at de skulle være meget nærsynede eller blinde. Når damhejren letter, han den klare kridhvide vinger, der blinker i kontrast til kroppens stribede olivenbrune farver.

Ind imellem de mange forskellige dyr, som vi kunne betragte på turen rundt, faldt vi gentagne gange over axishjorte (Axis axis) – i småflokke, parvis eller enkelte eksemplarer eller hunner med kalve/kid, og der forekom som om, at der dukkede axishjorte op mellem hver af vores andre iagttagelser. Hjortene, der kendes under flere betegnelser som chital eller plettet hjort (spotted deer på engelsk), var naturligvis smukke – men meget almindelige…

Vi var nu kørt ind i et savanneagtigt område med en del enkeltstående træer, hvor der var en del rødbrune træskader (Dendrocitta vagabunda), der larmede og fløj rundt.
De rødbrune træskader var nemme at få øje på med deres kraftige, smukke farver, og den lever – som vores egen husskade – af hvirvelløse dyr, små krybdyr, fugles æg og unger, frø, frugter og nektar; stort set altædende.

Vi var – som tiden ellers gik – ved at være lidt opgivende i forhold til at få set en tiger (eller flere), og vi gjorde derfor holdt ved et lille vådområde, hvor vi bare betragtede sceneriet omkring os, da vores guide pludselig opdagede en tigerpython (Python molurus) i vandet – og ikke bare en hvilket som helst python, for det var tydeligt – på den udspilede mave – at den havde slugt et større dyr.
Det viste sig hurtigt, at dette syn var noget helt særligt – og sjældent – og i følge vores guide og chauffør var vi her vidne til noget meget mere opsigtsvækkende end at se en tiger, så her blev vi holdende i temmelig lang tid for bare at betragte scenariet.
Her kan det bare tilføjes, at tigerpythonen er en af verdens største slanger, der kan nå en længde på 7 meter og blive op til 30 år gammel. Den er nataktiv og opholder sig oftest nær vandhuller, hvor muligheden for fangst af byttedyr som fugle, små hjorte og vildsvin er størst.

Mens vi holdt der og betragtede pythonen, der slangede sig langsomt gennem vandet, så vi blandt andet en rødmosset mangust (Ulva smithii), der kom slentrende forbi vores jeep.
Den rødmossede mangust, der er knap en halv meter lang og er let genkendelig på den rødbrune pels og den sorte halespids, der ofte er bøjet opad, jager både nat og dag, og den lever af fugle, rotteslanger, varaner, gnavere og snegle. Som oftest lever de voksne dyr alene, og normalt er de ret svære at få øje på, da de er sky og helst ikke vil være i nærheden af mennesker. At vi så fik øje på et eksemplar – og lidt senere igen et eksemplar mere – var vist ret heldigt.

Efter at vi havde holdt stille ved vandhullet i en rum tid, kørte vi videre, og på denne køretur fik vi i en lysning øje på et par nilgai/blåokser (Boselaphus tragocamelus), der er Asiens største antilope.
Da vi så både en han og en hun, kunne vi ved selvsyn konstatere, at der er temmelig forskellige i udseendet; hannen, der kan veje op til 300 kg., er gråblå, mens hunnen er lysebrun og noget mindre. Begge køn er let genkendelige med en hvid plet på halsen.
Det er i øvrigt kun hannerne, der har horn.

Nilgaien er endemisk for det indiske subkontinent, hvor der til gengæld er anslået, at der lever mindst en million dyr! Der er tale om et tamt dyr, men er ellers forsigtig, hvis der skulle opstå noget uventede situationer i dens nærhed.

Med synet af disse nilgaier var vores morgen-safaritur ved at være til ende, og vi kørte mod parkens indgang og derefter videre gennem Sawai Madhopur til vores resort.
Det skal dog lige tilføjes, at vi tæt på udgangen til nationalparken stødte på en lille flok påfugle (Pavo cristatus), Indiens nationalfugl, der gik og søgte føde langs vejen. Der var tale om ungfugle og måske hunner, og vi så ved denne lejlighed intet til hanner med de flotte halefjer.

På vores vej gennem byen oplevede vi også bagsiden af Indien – affaldsbunker, der var smidt i vejkanten, på vejen, på pladser og i haver – og ofte gik der hellige køer, æsler eller svin og rodede i affaldet for at finde lidt spiseligt.
Ellers havde vi – tilbage på vores resort – tid til morgenmad, lidt afslapning og efterfølgende lette frokost, inden vi skulle på den igen – til endnu en safari.

 Efter frokosten stod vi så klar igen til afhentning kl. 14 – lige som flere andre grupper af turister, der blev afhentet en gruppe ad gangen, men da alle var afhentet sad vi tilbage på terrassen ved restauranten og var tilsyneladende glemt!
Ergo krævede det en opringning til Ranjan, der fik sørget for, at vi – med godt en halv times forsinkelse – kom af sted og kørte mod parken, og – som det var tilfældet med morgensafarien – blev også denne safari en stor oplevelse, hvor vores guide og chauffør gjorde alt for at indhente det forsømte…
Inde i parken igen anstrengte de sig rigtig meget for at finde tigre til os, og de kørte mindre befærdede spor for at afsøge alle muligheder og komme på steder, hvor de var kendt for at holde til. Men lige lidt hjalp det: Tigre fik vi ikke set!
I stedet blev det til den smukke oplevelse af en nilgai-hun, der diede sin kalv, og hun blev bare stående, mens vi stoppede op og betragtede forestillingen!

Den korte fortælling om denne eftermiddagssafari var, at der ikke var nye arter af pattedyr på programmet; det var en gentagelse af, hvad vi allerede havde set, med den tilføjelse at vi flere gange så de prægtige hanner af sambarhjorten (Rusa unicolor) med deres imponerende gevirer på nært hold – den ene gang liggende i skyggen af et træ, den anden gang mens den spiste blade fra en busk lige ved siden af vejen.

Ellers var det mest axishjort, nilgai, chikara og grå langurer, der stod på menuen – enlige dyr, par, hunner med unger eller i mindre grupper. Uanset om si så havde set dem før, så er det da altid interessant at møde disse dyr uforstyrret i deres naturlige omgivelser!
En enkelt gang måtte vi stoppe op, fordi en hærfugl (Upupa epops) – som vi også havde set i Bhutan – løb på vejen foran vores jeep. Personligt synes jeg, at hærfugle er en smuk fugl, og jeg bliver hver gang stående og iagttager den, når jeg møder den i naturen. Desværre er den en meget sjælden gæst i Danmark, hvor den kun har ynglet få gange siden starten af 18oo-tallet.

Vi stødte også på en anden markant og interessant fugl, grå larmdrossel (Argya malcolm) et par gange nær vejen. Larmdroslen – på engelsk babler – er ret almindelig i Indien, hvor den lever i mindre grupper og søger føden på jorden i det åbne land. Den lever i den grad på til sit navn, idet den laver en frygtelig larm, når en fare nærmer sig og opdages.

Vores eftermiddagssafari var hermed forbi, og vi blev kørt tilbage til vores resort, hvorfra vi kontaktede Ranjan for at få ham til at undersøge muligheden for endnu en morgensafari i morgen, inden vi forlod Sawai Madhopur. Dette kunne betragtes som et plaster på såret, dels i forhold til den afkortede safari her i eftermiddag og dels i forhold til de manglende tigre. Det viste sig, at det ikke var en mulighed, da der kun tillades et vist antal biler i nationalparken ad gangen – og alt var booket!
Med denne viden kunne vi slappe lidt af, inden vi sammen med Ranjan skulle ud at spise på Fateh’s Café, hvor han havde bestilt bord. Lækker lokal mad i skønne omgivelser, hvor vi fik vores eget lokale stillet til rådighed!
Ellers var det bare tilbage til resortet til den sidste overnatning her i området, inden vi i morgen skulle videre mod sydvest til Bundi.

Torsdag, d. 23.10.
Efter en god nats søvn og en hyggelig morgenmad i godt selskab fik vi pakket vores ting i bilen og kunne fortsætte vores rundrejse.
Dog startede vi lige dagen med et besøg på Ranthambhore School of Art i Sawai Madhopur – et kooperativ, hvor kvinder fra byen og oplandet kan sælge deres produkter, hovedsagelig i form af tekstiler.

Kooperativet bygger på, at kvinderne fremstiller tekstilerne derhjemme eller her på stedet, hvor de – ved siden af arbejdet med at farve, trykke, sy og brodere – kan vise for besøgende, hvordan de arbejder. De fremviser også de produkter, der har fremstillet, og de stiller gerne op til en snak om deres arbejde, deres hverdag og deres familie. Endelig vejleder de også deres kunder – os – om valg af materialer, størrelser og farver.

Jeg er altid lidt skeptisk, når vi skal besøge sådanne steder, idet det er min erfaring, at det primære for dem er at prakke os deres varer på. Sådan virkede det bare ikke her. De var villige til at hjælpe og fortælle, men ellers var det overladt til os selv at finde ud af, om der var noget, der havde vores interesse.

Jeg kom i snak med et par af kvinderne, der fortalte om deres liv og arbejde, og især den ene, en kvinde i 30’erne, der havde en mand og to børn derhjemme, kunne berette en del om, hvordan hun havde det som kvinde i en moderne indisk familie – med det arbejde og ansvar, der fulgte med. En interessant snak!

Det endte da også med, at vi – vist nok alle sammen – fik købt lidt med fra kooperativet.
Herefter skulle vi ud på landevejen, hvor dagens mål var Bundi – en strækning på knap 140 km og 2½ time, eksklusiv pauser.
Og et par spændende pauser blev det da også til!
Efter 40 minutters kørsel stoppede vores chauffør pludselig op ved en lille stand, hvor man kunne købe nogle knolde, som Ranjan kaldte vandkastanjer (Trapa natans) – og han  købte også nogle stykker af dem, så vi kunne smage dem.

Vandkastanje er egentlig et misvisende navn for knoldene, der i Indien går under navnet paniphal, og som vokser på planten Trapa natans, der ikke har noget dansk navn.
Planten vokser/dyrkes i ferskvand i damme, hvor den flyder eller slår rod i mudderet på lavt vand, og dens knolde høstes, når vandet i dammen begynder at tørre ud – i oktober/november. I høsttiden sejler man ud på dammene i små fladbundede både, hvorefter knoldene med håndkraft graves op fra mudderet.

Planten har en lang brugshistorie, og man ved, at knoldene allerede for flere tusinde år siden var en vigtig del af den menneskelige kost for flere tusinde år siden, og den er således stadigvæk en meget vigtig afgrøde i især Kina og Indien.

Vi gjorde holdt et stykke tid ved standen med knoldene, hvor vi samtidig kunne betragte, hvordan arbejdere i de fladbundede både var i gang med høsten.
Efter dette interessante og anderledes stop fortsatte vi endnu 10-15 minutter ad vejen mod Bundi, hvorefter vi holdt ind ved en gård, hvor vi skulle besøge en bondefamilie og dens plantage med guava.
Først snakkede vi ganske kort med en af mændene på gården, inden vi med vores chauffør gik om i guavaplantagen lige bag huset, hvor vi vandrede lidt rundt og ledte efter nogle frugter, der var så modne, at de kunne prøvesmages.

Guava (Psidium guajava), der biologisk set er et bær, stammer oprindelig fra Mexico og Mellemamerika, men guavatræet, der tilhører myrtefamilien, dyrkes i dag i det meste af den subtropiske og tropiske verden – ikke mindst i Indien, der står for 45% af den samlede verdensproduktion.

Efter at vi havde smagt på frugten, og chaufføren havde plukket lidt ekstra til sig selv, faldt vi i snak med familien, der boede på gården, og som viste sig at være meget gæstfrie.
Det viste sig, at der var tale om en storfamilie i tre generationer, der var villige til at fortælle om, hvordan de levede, og også villigt lod sig fotografere. Kvinderne i familien var først meget blufærdige, og de stod i første omgang i baggrunden og holdt deres sjal op foran ansigtet, mens børnene var mere fremme i skoene og reagerede på samme måde, som man oplever med børn i Danmark.

Vores besøg havde vækket husets overhoved, og han kom frem og deltog herefter også i samtalen og forklarede, hvordan familieforholdet var med mænd, koner, sønner, døtre, børnebørn osv.

Da han lige som havde godkendt vores tilstedeværelse, så ændrede kvindernes blufærdighed sig også, og det endte med, at de opfordrede os til at tage billeder, stillede op på række og smilede – uden sjal for ansigterne!

Udendørs – på terrassen – lavede ‘konen i huset’ maden over noget der lignede en lille ovn, hvor pandekagerne til frokosten kunne fremstilles. Også hun lod sig nu gerne fotografere og demonstrerede madlavningsprocessen.

I anledning af Diwali fik vi også lidt snacks forærende, inden vi fortsatte vores vej til Bundi, hvor vi ankom til vores hotel, The Hadoti Palace, først på eftermiddagen.
(Og ja, det var et rigtigt palads, vi skulle bo på!)

Efter indkvarteringen og en lille pause blev vi afhentet igen og kørt til en af byens store seværdigheder, Gahr Palace, og undervejs gjorde vi holdt ved et sted, hvor vi havde en flot udsigt mod paladset, der lå på en skråning og spejlede sig i Nawal Sagar-søen.
Ud over at se paladset herfra var der også udsigt til fortet Taragarh, som ligger højere oppe ad bjerget.

Lidt historie om byen Bundi og paladset blev der også plads til:
Bundi var centrum i Bundi-staten, der var grundlagt af Hada Rao Devda i 1241, men den ældste del af Garh-paladset blev først opført i perioden fra 1607 til 1631 af Raja Rao Ratan Singh Hada, hvorefter det de næste århundreder blev udvidet af hans efterfølgere, og store dele af de nuværende bygninger stammer fra det 17. og 18. århundrede. Kongefamilien boede på en del af paladset indtil 1948 – året efter Indiens selvstændighed, hvorefter bygningerne langsomt forfaldt.
Paladset er en blanding af mange byggestile, og det regnes for et af Indiens største paladser, og det er et mesterværk, ikke kun inden for arkitektur, men også inden for kunst, idet dets vægge fungerer som lærred for storslåede vægmalerier. Man oplever – rundt omkring i paladsets rum – en række fantastiske, falmende turkis- og guldfarvede vægmalerier, der – naturligt nok – er præget af tidens tand. Disse vægmalerier tilhører Bundi-skolen for maleri, en vigtig skole inden for Rajasthani-stilen af ​​indisk maleri. Malerierne, der er små og udført med omhyggelighed, er malet med naturlige farver, der stammer fra mineraler, grøntsager, ædelsten, sølv og guld.

Fra det korte stop med den flotte udsigt kørte vi videre til parkeringsområdet ved indgangen til paladset, der lå for enden af en stejl gade omgivet af faldefærdige, lyseblå bygninger. Her blev vi sat af og fik vores billetter, og så gik det ellers op ad en stejl vej med flere skarpe sving og en rå belægning, der gjorde, at uindbudte gæster ville have svært ved at nå frem til indgangsporten til paladset,

Selve indgangsporten, Hathi Pol, Elefantporten, har fået sit navn efter de to elefanter, der vogter indgangen med hovederne mod hinanden og derved danner en bue over selve porten.

Fra Hathi Pol gik vi ind på den åbne, rektangulære gårdsplads, hvorfra en trappe førte os til paladsets højdepunkt og det mest kendte og besøgte sted i Garh Palace, Chitra Shala eller kunstgalleriet, der er bygget af Rao Raja Ummed Singh i det 18. århundrede.

Det er en lille gårdsplads, omgivet af en række rum og en gallerigang, der er udsmykket med og fuldstændig dækket af en enestående række af meget belbevarede malerier i en palet af hovedsagelig turkise, blå og sorte farver; naturlige farver, der er udvundet fra mineraler, planter, ædelsten, sølv og guld.

De dominerende temaer er scener med Krishnas liv, hofliv, jagt, festivaler, processioner og elskende par, og malerierne skildrer scener fra Krishnas liv.

Dette var et sted, der var meget fascinerende, og vi brugte lang tid på at kigge på (og fotografere – for det måtte man godt) de bedst bevarede og mest interessante af mange motiver.

Fra dette overflødighedshorn af kunst, fortsatte vi ned i gårdhaven og videre af en trappe, der førte til Ratan Daulat, der ligger modsat Hathi Pol. Dette åbne rum blev bygget i begyndelsen af ​​det 17. århundrede og fungerede som Diwan-i-Am eller ‘Salen for Offentlighed’. 

Ratan Daulat er en åben terrasse med en trone, der er bygget i marmor og rager ud fra selve salen, og herfra der er udsigt over gårdspladsen nedenfor. Tronen, der var stedet, hvor herskeren har vist sig for offentligheden, er det første, man får øje på, når man går gennem Hathi Pol.

Flere trin fører fra Ratan Daulat videre til Chattar Mahal, almindeligvis omtalt som Vindenes Palads, som er en bygning med en åben gårdsplads, der blev tilføjet af Rao Raja Chatra Shabji i 1644.

På gårdspladsen er der en nedsænket pool, som man passerer, når man går videre ind i den åbne pavillon for den østlige ende af pladsen – en pavillon der er enkel, man er forsynet med en del malerier i loftet.

Herfra træder man videre ind i et rum, der er dækket af fine, meget detaljerede vægmalerier, der er udsmykket med bladguld og sølv. Malerierne, der gengiver historier fra indisk mytologi, historie og kultur, stammer fra 1780, og hele rummet er dækket af disse vægmalerier, der er udsmykket med bladguld og sølv.

Endnu en smal trappe førte videre fra Chattar Mahal-gårdspladsen op til en mindre gårdsplads, der gav adgang til den lige så smukt dekorerede Phool Mahal, der blev tilføjet i 1607. Herfra var der en fin udsigt ned over Chattar Mahal-gårdspladsen med både poolen og en af de elegante balkoner, der har været med til at navngive denne del af paladset.

Også i Phool Mahal var der en fin pavillon – pt. afspærret – med flot udskårne søjler og malerier – holdt i blå farver. Envidere var der i et rum – bag afspærringen – en del vægmalerier, der dog først blev tilføjet i 1860’erne. Disse malerier, som vi jo af gode grunde ikke så, skildrer en procession med regimenter af soldater i europæiske dragter samt kameler.

Fra Phool Mahal kunne vi fortsætte (og det gjorde vi) til Badal Mahal, der betyder Skypaladset, og som er kendt for at have nogle af de fineste malerier i hele det sydlige Rajasthan. En farvestrålende ring af Krishnaer og Radhaer danser rundt om den højeste del af den hvælvede kuppel.

Dette imponerende loftsmaleri er så flankeret af andre vægmalerier, der viser Krishna blive kørt til sit bryllup af Ganesh, og Rama vender tilbage fra Sri Lanka til Ayodhya.

Og alle disse illustrationer rundt omkring på paladset (eller paladserne) er helt unikke og årsagen til, at dette palads tiltrækker så mange turister fra nær og fjern. Stort set hvor man befandt sig her i Garh Palace, faldt man over malerier i høj kvalitet og udført med stor præcision, hvilket er imponerende – sat i relation til, hvor gamle de er og at der ikke er gjort det store for at bevare dem!

Vi sluttede vores rundgang i Garh Palace af med at besøge den gård, Jhoola Chowk, hvor kvinderne og børnene kunne slappe af i fred for nysgerrige blikke – en gårdsplads, hvor der bla. var plads til en gynge…

Alt i alt var vores besøg her en stor oplevelse, der blev ekstra forstærket af den fine udsigt, der var over Bundi by fra flere af rummene og gårdhaverne. Det var således mættede med indtryk, at vi forlod Garh Palace ad samme (besværlige) vej, som vi var kommet – i øvrigt fulgt på vej af en flok rhesusaber.
Vi (dvs. Ranjan for os) havde valgt, at vi ville gå gennem byen fra paladset til vores hotel for at mærke stemningen i denne behagelige by, mens mørket faldt på. Vi bevægede os derfor ad små gader fra paladset og ned mod bymidten, hvor vi undervejs kom forbi mange interessante templer, byporte, bygninger og vægmalerier – og ikke mindst personer…
Vi havde ikke gået længe, før en lille, markant og farverig bygning fangede vores opmærksomhed. Der var tale om et hindutempel, der er dedikeret til Bal Hanuman, der også er kendt som den unge Hanuman, og templet havde den karakteristiske orange farve, der ofte forbindes med Hanuman.

Lidt længere nede af gaden kom vi forbi Lakshmi Nath-templet, der er et af de ældste templer i byen. Det er dedikeret til Lord Vishnu, som tilbedes her sammen med gudinden Lakshmi, og det har stor religiøs og kulturel betydning for byen. Templet, der er bygget i Hada Chauhan-dynastiet tid – altså før 1192, hvor dette dynasti gik i opløsning, var det vigtigste tilbedelsessted for Bundis kongefamilie såvel som for almindelige mennesker.

Bundi, der er kendt som templernes og trinbrøndenes by, og der fortælles, at der er mere end 500 templer i byen, hvilket jo er ret meget for en by med ca. 150000 indbyggere.
(Trinbrøndene kommer vi tilbage til i morgen, hvor vi skulle besøge et par af brøndene).
På vores tur gennem gaderne havde vi mange farverige og interessante oplevelser, f.eks. da vi passerede en frisørsalon, hvor frisøren ville fotograferes sammen med sin ven, der sad inde i det lille rum, der udgjorde salonen. Det kom der et fint billede ud af.

Ranjan havde udsøgt sig en lille bar, Krishna’s Chai, der er meget kendt fra de sociale medier, og som vi naturligvis besøgte. Her sad vi – sammen med flere andre turister – og oplevede fremstillingen af masala chai fra bunden, hvor krydderierne blev malet, mælken og teen kogt og det hele blandet til en ganske fortræffelig chai, som naturligvis også blev serveret på den helt rigtige måde, hvor teen fik en tur gennem luften for at få den helt rigtige serveringstemperatur.

Den færdige masala chai vi nød i baglokalet, hvor væggene var udsmykket med graffiti, der var malet af kunder fra hele verden.

Efterhånden var det ved at blive mørkt, så efter cafébesøget vandrede vi videre gennem gaderne mod hotellet, hvor den stod på aftensmad og efterfølgende dyner.

Fredag, d. 24.10.
Efter en god nat i luksuriøse omgivelser, efterfulgt af en morgenmad med alt, hvad hjertet kunne begære, var vi klar til at drage ud i byen for at besøge et par af byens trappebrønde, som der findes 57 af i Bundi.
De mange smukke og særegne trappebrønde har et specielt arkitektoniske udtryk, og i oldtiden, da der ikke var vandhaner og vandledninger, var de – sammen med søer – den eneste kilde til drikkevand. Dengang kom kvinder ofte til trappebrøndene med store krukker eller kander for at hente vand, og de fungerede derfor som et mødested eller opholdssteder for de lokale.
Da Bundi ligger i et tørt område, kan vandspejlet falde drastisk i tørkeperioder, og den eneste sikre kilde til vand var de mange små og store trappebrønde, som man simpelthen går ned i for at hente vand. I dag, hvor vand primært skaffes gennem rørledninger, står trappebrøndene tilbage som dokumentation om tidligere tider, og de er blevet et meget populært turistmål i Bundi og omegn. Desuden er trappebrøndene blevet velholdt af de lokale, der stræber efter at beskytte deres rige kultur og arv, og man kan også i dag finde lokale, der henter vand ved trappebrøndene.
Trappebrøndene i Bundi kendes også under navne som Baori eller Kund, og de er blevet bygget over en periode på tre århundreder, dels af forskellige kongefamilier og dels af nogle borgere i Bundi.
Dagen startede med, at vi kørte den korte vej til Dhabhai Ka Kund, som jeg personligt havde glædet mig meget til, idet jeg på billeder havde set dens unikke konstruktion, hvor man fra jordoverfladen går mere end 8 etager ned til vandoverfladen ad symmetriske trapper.

Dhabhai Ka Kund er kendt for sit strenge geometriske design, og den blev bygget i det 16. århundrede under Maharaja Rao Raja Dhabhai Singhs styre for at forsyne de tørre områder i Bundi med vand.
Vores besøg begyndte med, at vi måtte vade forbi en flok hellige køer, der havde kastet sig over en bunke affald, hvorefter vi kravlede gennem en låge i hegnet.

Efter få meter stod vi så ved kanten af trappebrønden, der desværre for os – og godt for byens borgere – var stort set fyldt med vand, hvilket indikerede, at der ikke var mangel på vand i Bundi lige nu. Den store mængde af vand gjorde så, at vi ikke rigtig kunne danne os et indtryk af den fantastiske konstruktion. Kun et par etager var synlige over vandet, og vi kunne derfor heller ikke se de udsmykninger, der fandtes på væggene her, og kun toppen af det tempel, der var indbygget i trappebrønden var oven vande.

Trappebrønden er i øvrigt dedikeret til den Ganesha, og ved vestkanten af brønden er der et lille tempel med to pavilloner for guddommen.

Fra Dhabhai Ka Kund gik vi rundt om hjørnet til den nok mest kendte, populære (og besøgte) af byens trappebrønde, Raniji Ki Baori, og undervejs passerede vi en del farverige stande, hvor der dels solgtes blomsterkranse – sikkert til Diwali, dels forskellige slags bagværk, der blev bagt på stedet.

Raniji Ki Baori går for at være byens flotteste trappebrønd – med rette, og den blev bygget i 1757 af Rani Nathavati Ji, som var kongens yngste dronning på det tidspunkt. Denne trappebrønd er 12,2 meter bred og 61,5 meter lang og er kendt for sine elegante elefantstatuer i sten, udskårne søjler og overdådige buegange, og under normale omstændigheder er der mere end 100 trin og 43 meter ned til vandspejlet. Set nedefra tårner bygningsværket sig op som en hel lille katedral tilegnet både dronningen og det kostbare vand.
Det hele er pakket ind i et gitter af trådnet for at forhindre duer og flagermus i at komme ind, men resultatet er utilsigtet, at de ikke kan komme ud, hvis de først har fundet en vej ind igennem et af hullerne i nettet, og at der en fast bestand af begge arter, der lever i trappebrønden!

Vi oplevede naturligvis både stemningen inde i trappebrønden, hvor vandspejlet – som det var tilfældet i Dhabhai Ka Kund – var meget højere, og kun få af trinnene var synlige.
20 trin nede er der en dør på hver side af brønden – og da vi besøgte brønden kunne man kun lige ane det øverste af portene.
Denne trappebrønd var forbeholdt de kongelige of hoffet, der hentede vand her og samtidig brugte det som ‘swimmingpool’.

Efter dette besøg var det ved at være tid til at komme videre fra Bundi – til vores næste stop, landsbyen Bijaipur – en strækning på 150 km og 3 timer.
Her gik vejen gennem et stenet og ørkenagtigt landskab, hvor vi efter tre kvarters tid gjorde kort holdt ved et udsigtspunkt, Abhaypura Dam View Point, hvor vi havde fin udsigt ud over det golde landskab og over en opdæmmet sø i nærheden.
Her blev der også lige tid til at forevige vores guide og chauffør, inden vi fandt en gammel Tuborg-flaske; længere var vi altså ikke hjemmefra.

Efter yderligere 10 minutters kørsel gennem dette lidt trøstesløse sten- og klippelandskab indlagde vi endnu et stop – denne gang for at besøge Seven Fall Waterfall, De Syv Vandfald, der også er kendt som Bhadkya Vandfald.

De Syv Vandfald er et sæsonbestemt vandfald, der oftest besøges i monsunsæsonen på grund af dets kraftige, dramatiske strøm på den tid af året (juli til september). Vi var da derfor også lidt for langt henne på året til, at det skulle være virkelig flot, og det var da også et spørgsmål, og vandreturen hen til vandfaldet var det værd.

Men lidt vandfald fik vi da set, og om ikke andet fik vi en pause fra landevejen.
For at finde hen til vandfaldet, der lå nogle kilometer fra landevejen, fik vi hjælp af nogle lokale beboere, der angav den vej gennem det golde landskab, som vi skulle gå for at finde frem. Der var ingen sti eller vej, ingen skiltning, men kun hjælpsomme mennesker, der hjalp os på vej – også selv om de sikkert havde andet at give sig til.

Da vi de næste kilometer kørte forbi huse eller små landsbyer, hvor husene var bygget af grove sten, blev vi enige om at stoppe et sted, hvor vi fik mulighed for at kigge nærmere på husene, Derfor holdt vi efter endnu nogle minutters kørsel ind ved en lille landsby og steg ud – og allerede inden, alle var ude af bilen, var vi omringet af en gruppe af landsbyens børn, der syntes, at vi var interessante.

Børnene og en af mødrene viste os rundt på pladsen, hvor husene lå, og det gav nogle sjove og rørende oplevelser; f.eks. var både børnene og moderen meget interesseret i, hvad Ranjan kunne fremvise på sin mobiltelefon, og han lovede endvidere at sende nogle af de billeder, han tog med mobilen til deres forældre.

Den samme mor var lige så interesseret i at blive fotograferet, som børnene, og hun stillede gerne op – både sammen med børn (egne og andres) og alene…

Vi andre fik nogle fantastiske billeder af børnene, der på mange måder agerede, som børn ville gøre i Danmark; nysgerrige, videbegærlige og lidt frække, når de troede, at vi ikke så det.

Og så var der faktisk en af pigerne, der talte en forståelig engelsk, der fortalte os, at hun gerne ville med os videre og drømte om en fremtid væk fra denne lille landsby. Hun var 12 år.
Besøget endte med, at Ranjan købte lidt godter i den lokale bod til børnene og forærede dem resten af vores vandkastanjer fra i går, og når man tænker tilbage på denne oplevelse, så kom dette stop mere til at dreje sig om børnene end de huse, de boede i.

Efter dette meget rørende stop i landsbyen fortsatte vi vores kørsel en times tid, inden vi stoppede for en kop kaffe/masala/te på Menal Resort – efterfulgt af en tur rundt i området heromkring – startende med at vi blev kørt den korte vej til Menal Hanuman Temple, hvorfra vi fortsatte til fods.

Det var dog ikke dette tempel, som området var kendt for, så vi fortsatte hurtigt videre og gik i stedet den korte vej til fods til Menal Mahanaleshwar-templet, der er et tempelkompleks, der er opført i midten af 1100-tallet og tilskrives kong Someshvara fra Chahamana-dynastiet.
Hele tempelkomplekset er dedikeret til Lord Shiva, men det indeholder i øvrigt referencer til adskillige andre guddomme, og selv om det delvist ligger i ruiner, var det et smukt og interessant sted at besøge.
Indgangen til tempelkomplekset skete gennem en toetagers mandala-pavillon, hvis søjler er smukt dekoreret med udskæringer af forskellige shaivistiske guder – bla. Bhairav, der er et symbol på guden Shiva.

Umiddelbart til venstre for indgangspartiet var der rester af et tempel med to helligdomme. Dette tempel skulle være det ældste her på området, og det menes, at det stammer fra det 8. århundrede.

Selve hovedtemplet – til venstre set fra indgangspartiet – var lavet i sandsten og fremstod temmelig velbevaret, og det var en flot, stilren bygning af se på!

Dets ydervægge var lige så imponerende som selve bygningen, idet de var rigt udsmykket med stenudskæringer – basrelieffer – der forestillede skytsguder, dyr og adskillige guder, herunder udskæringer af Lord Shiva og Parvathi i forskellige stillinger- omgivet af dansere, musikere og dyr.

Og som det hører sig til ved templer for Shiva var der også her en guddommelig tyr. en Nandi, foran templets indgang, anbragt som skytsguddom for Shivas bolig.

Vi gik indenfor i templet og var så heldige, at der netop havde været åbent for besøgende til det allerhelligste, et rum hvor man opbevarede en Shiva-lingam, der er en hellig sten, der repræsenterer balancen mellem maskulin (lingam) og feminin (yoni) energi.

Til at passe på helligdommen sad en ældre præst?, der samtidig velsignede os. Det var en venlig mand, der – tror jeg – ikke forstod så meget af, hvad vi sagde til ham; men meningen forstod han!

Efter besøget i templet vandrede vi de få meter til den kløft, der har givet navn til området: ‘Maha Nal’, hvilket kan oversættes med ‘stor kløft’.
I denne kløft falder vandet i Menali-floden knap 50 meter, og lige efter monsunen skulle det være et betagende syn. Lige nu var vandstanden dog lav, og vandfaldet kanp så imponerende.

Der var ikke mange turister ved hverken templerne eller vandfaldet, mens det åbenbart var et yndet udflugtsmål for indere. Det betød så også, at vi flere gange blev bedt om at stille op med en familie i forskellige sammensætninger, både ved vandfaldet og blandt templerne.

Det viste sig, at det blev lidt af en langsommelig proces at komme tilbage til bilen, idet vi skulle have taget selfie med dem, enkeltvis eller parvis, med deres børn, med unge og gamle – og ja, det var svært at sige nej til nogen…

Tilbage til bilen kom vi da alle efter en rum tid, og så kunne vi køre videre til vores næste hotel i Bijaipur. Hotel var måske så meget sagt, for der var nærmere tale om et slot, Castle Bijaipur, som stadigvæk er hjemsted for den herskende familie, der driver stedet som et HJEM, hvor folk kan komme og opleve traditionel Rajput-gæstfrihed.
(Og allerede da vi steg ud af bilen, mærkede vi gæstfriheden – vi blev modtaget af et lille orkester bestående af to mand, der spillede for os!)

Slottet, der er fra det 16. århundrede og beliggende bag befæstede mure, blev omdannet til et hotel i 1991 af familien, der ejer stedet, og det bød på charme og historie i højeste potens. Alt var kringlet, dørene til værelserne originale med slå for i stedet for en lås, værelserne kæmpestore og med himmelseng – og det var som om, man var landet i en tidslomme – en transformation tilbage i tiden.

Men nogen af de andre tog et smut ud på en guidet tur i landsbyen valgte vi – Claudia og jeg at blive hjemme og kigge os omkring i krogene, atriumgårdene, haven, altanerne og søjlegangene. En spændende oplevelse.
Imens var personalet – og det var der nok af – i gang med at forberede aftensmaden, der blev lavet over åben grill i et hjørne af haven, lige som de anrettede de forskellige retter, vi skulle have serveret, når det blev mørkt.

Og som om det ikke var nok, så skulle aftensmaden indtages ved swimmingpoolen ved et smukt dækket bord med egen tjener
En stor og overdådig oplevelse, så man var helt høj, når dynerne kaldte!

Lørdag, d. 25.10.
Efter en god nats søvn kunne vi her til morgen vågne op som Jeppe i baronens seng, hvorefter vi kunne pakke, spise morgenmad, tjekke ud og gøre klar til afgang fra dette luksusophold.
Det betød så også en times kørsel til dagens første (og eneste) stop i Chittorgarh, hvor vi skulle besøge Chittor Fort på vores vej til Udaipur, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter.
Chittor Fort er et beboet fort, der ofte omtales som en landsby inden for mure, og det ligger på et 180 meter højt plateau, der rummer et fungerende samfund med landsbyer, templer og boligområder blandet med ruiner, der går tilbage til det 7. århundrede.
Fortet, der indeholder i alt 65 historiske ting, herunder 4 paladser, 19 store templer, 4 mindesmærker og et par sejrstårne, har siden 2013 været på UNESCOs Verdensarvliste.
For at komme fra den nye landsby Chittorgarh i lavlandet og op til fortet skal man køre af en-kilometer lang vej, der snor sig med skarpe hårnålesving op ad bakken, og undervejs passerer man syv befæstede porte, der var bygget som en del af det samlede forsvarsværk. I alt 13 km mure omgiver fortet, der dermed er et af de største i Indien.
Lidt historisk overblik:
Man mener, at Chittor Fort blev bygget i det 7. århundrede af Chitrangada Mori, der var en høvding fra det lokale Maurya-dynasti, og fortet, der oprindelig hed Chitrakut og var hovedstad i Mewar-kongedømmet indtil 1568, hvor det blev erobret af Mughal-kejseren Akbar. Fortet har haft en turbulent fortid, og det har gennem de år, det har eksisteret, overlevet tre voldsomme angreb:
I 1303 angreb sultanen af Delhi, Alauddin Khilij fortet, der på den tid blev regeret af Guhila-kongen Ratnasimha, og efter en 8 måneder lang belejring indtog hans hær fortet. En legende siger, at han herefter beordrede en masakre på 30000 lokale hinduer, mens en anden legende siger, at Alauddin i virkeligheden invaderede Chittor Fort for at fange Ratnasimhas smukke dronning Rani Padmini. Legenden siger også, at Padmini og andre kvinder i fortet begik selvmord ved ‘jauhar’, hvilket er en selvafbrænding, der foretages af Rajput-kvinder og -piger for at undgå undgå tilfangetagelse, sexslaveri, slaveri og voldtægt, når de stod over for et sikkert nederlag under en krig.
Der er dog intet, der understøtter disse legender, men det er derimod fakta, at Alauddin gav Chittorgarh til sin unge søn Khizr Khan, og at fortet herefter blev omdøbt til ‘Khizrabad’ efter prinsen. Fakta var det også, at fortet efter nogle år igen kom på Rajput-hænder, og at det efterfølgende genvandt sin tidligere pragt.
I 1533 blev fortet angrebet af Bahadur Shah, der var sultan af Gujarat, og det førte til et større slag, hvor 3200 Rajput-krigere stormede ud af fortet for at kæmpe til døden og faktisk døde i det efterfølgende slag. Alt dette kunne kunne fortets 13000 kvinder se fra fortets mure, inden de begik kollektivt selvmord – igen for at undgå at blive taget til fange og falde i slaveri.
I 1568 kom så den sidste store belejring af Chittorgarh, da Mughal-kejseren Akbar angreb fortet. Akbar ønskede at erobre Mewar-kongeriget, som blev regeret fra Chittor Fort af Rana Uday Singh II, der – inden fortet blev angrebet – dog sammen med sin kongelige familie rejste i sikkerhed i Gogunda nær Udaipur. Forsvaret af fortet blev så overladt til 8000 Rajput-soldater og 1000 musketerer, men efter 4 måneders belejring faldt fortet i hænderne på sultan Akbars folk.
I 1616, under kejser Jahangirs styre, blev fortet givet tilbage til Rajput-folket, der var de oprindelige og retsmæssige beboere her.
Vores besøg på fortet startede med, at vi kæmpede os op ad bjerget og gennem de syv porte, samtidig med mange andre turister i biler eller tuk-tuks. Det var herefter en udfordring at finde en parkeringsmulighed, men efter lidt frem og tilbage fandt vi da en plads, hvorfra der ikke var langt at gå til vores første besøg, Rana Kumbha Palace.

Paladset kan spores tilbage til det 8. århundrede (år 734?), hvor det blev opført under Bappa Rawal, der var grundlæggeren af ​​Mewar-dynastiet, men det var først i det 15. århundrede – i  Maharana Kumbhas regeringstid – at paladset blev genopbygget og udvidet til det, man ser resterne af i dag. Paladset, der er det største monument i Chittor Fort, var i sin storhedstid et arkitektonisk mesterværk i traditionel Rajput-stil, og man kan stadigvæk i dag blive overrasket over de mange imponerende detaljer i paladset.

Rana Kumbha-paladset er et flot bygningsværk, der er opført af lokale sandsten og udsmykket med mange storslåede og velbevarede baldakiner, der bæres af udskårne søjler, suppleret med udskæringer og dekorative elementer, der dokumenterer, at Rajput-folket var dygtige håndværkere.

Inde i paladset er der et netværk af sammenhængende bygninger, der havde forskellige funktioner. Zanana Mahal, eller kvindernes kvarterer, var private rum til de kongelige kvinder, og Kanwar Pada-paladset var sandsynligvis forbeholdt prinserne, mens et Shiva-tempel afslørede, at Mewar-dynastiet var hinduer.

Derudover var Diwan-e-am, sal for offentlig audiens, det sted, hvor kongen holdt hof og mødtes med sine undersåtter.

Vi vandrede rundt i hele paladset, hvor dronning Rani Padmini – i følge legenden – begik selvmord i 1303 for at undgå fangenskab.

Vi startede vores tur gennem paladset ad en lille rampe og en sideindgang, hvorefter vi stod i en fordelingsgård, hvorfra det var muligt at gå til venstre mod Zanana Mahal eller mod højre til Kanwar Pada-paladset.

Vi besøgte først det forholdsvis lave Zanana Mahal, hvor vi blev tilbageholdt af flere grupper af indere, der partout ville fotograferes sammen med os i forskellige kombinationer – og nu var vi jo så småt ved at vænne os til det!

Dernæst fortsatte vi mod Kanwar Pada og de andre høje bygninger, der udgjorde resten af Rana Kumbha-paladset – en tur med indlagte pauser til at få forklaringer og til at nyde arkitekturen og udsigten på ca. halvanden time, der skulle egentlig have endt ved, at vi forlod området gennem hovedporten, Tripolia Darwaza.

Denne port var desværre lukket, og vi måtte derfor gå hele vejen tilbage til den lille sideindgang, hvor vi også var gået ind.

Herefter var vores besøg i Rana Kumbha-paladset forbi, og vi kunne gå den korte vej – 200 meter – til Fateh Prakash Palace, mens vores chauffør forsøgte at finde en ny p-plads.
Fateh Prakash Palace er bygget af Maharana Fateh Singh (1884-1930) i Rajput-stil med en stor central gård(-splads), og det fungerede som hans residens, mens han levede.

I dag er paldset indrettet som museum med mange artefakter, der knytter sig til rajput-kulturen, og på den guidede tur gennem museet så og hørte vi om traditionelle, middelalderlige Mewari-våben som økser, knive og gamle skjolde, der hørte sig til, da Rajput-kongerne regerede her. På museets vægge hang der også mange portrætter og tidstypiske malerier, der f.eks. viste scener fra vigtige militære slag, ligesom der var en del skulpturer.
Da vi forlod museet kom jeg i snak med en kvinde, der sad og spiste en frugt, jeg aldrig havde set før – sukkeræble (Annona squamosa), og da jeg spurgte til frugten og dens smag, bød hun mig at smage. Og den smagte faktisk godt – og sødt!

Vi gik da heller ikke mange meter mere, før vi i skyggen under nogle store træer mødte flere stande, der solgte disse frugter, der var i familie med cherimoya, som vi af og til kan få i handelen hjemme i Danmark.

Og igen stillede indiske familier og grupper af veninder med deres børn op til foto – bla. hev en flok farverige kvinder med børn fat i mig for at jeg skulle fotografere dem, så de bagefter – på kameraet – kunne se resultatet. Faktisk en ret morsom oplevelse…

Eller gik vi blandt et mylder af indiske turister videre til vores næste mål, der var Jain-templet med det mundrette navn Saat Bees Deori-templet.
Dette tempel lå umiddelbart ved siden af Fateh Prakash Paladset, og var oprindelig en gruppe af 27 mindre templer, der er dedikeret til Jain Tirthankaras.
Jain Tirthankaras er de 24 åndelige lærere eller ‘vadesteder’ (Tirthankaras), der i følge jainismen har opnået fuldkommen viden (Kevala Jnana) og vist vejen til frelse (moksha). De er ikke guder i traditionel forstand, men mennesker, der har overvundet deres indre fjender – såsom vrede, stolthed og grådighed – og dermed opnået ‘Jin’ (sejrherre) status.

Templet, der i følge nogle kilder er opført i det 11. århundrede, mens andre kilder siger det 14. århundrede, udmærker sig ved en imponerende arkitektur, der åbenbarer sig for en, når man træder ind gennem templets indgang og træder ind i templets gård, der er fyldt med udskårne søjler. Indenfor bliver man mødt med en andægtig stilhed og en kølig temperatur – på trods af at solen skinner, og at der er liv i gaderne umiddelbart uden for templet.

Templets centralt placerede helligdom er dedikeret til Tirthankaraerne, der menes at vejlede søgende på vejen til åndelig befrielse, og inde i helligdommen – som en af templets præster velvilligt åbnede for os – så vi et par statuer af Lord Adinatha, der er den første af de 24 Tirthankaraer. Statuerne afbildede ham i en meditativ stilling, der indikerer en atmosfære af fred og ro.

I små nicher, der var skåret ind i væggene rundt om den centrale helligsom, kunne man se andre Tirthankaraer, der hver især var udsmykket med smukke udskæringer og i visse tilfælde dekoreret med farverige blomster, som deres tilbedere havde ofret.

Mest imponerende i templet var nok de mange udskæringer i lofter, på søjler og i væggene, bla. på hele den centrale helligdom. Dette stenskærerarbejde var præcisionsarbejde i meget høj kvalitet, og det indbød til, at man kiggede nærmere på de smukke figurer, der repræsenterer himmelske og jainistiske guddomme.

I gården bag ved hovedtemplet lå yderligere et par jain-helligdomme, igen udsmykket med flotte udskæringer. Og igen skulle vi naturligvis tæt på for at får et godt indtryk af disse imponerende stenskærerarbejder.

Endvidere havde man fra denne gård udsigt til Fateh Prakash Paladset, der ikke var mindre imponerende fra denne vinkel.

Efter det spændende besøg i denne imponerende jaintempel gik turen videre til en af de helt store og mest besøgte seværdigheder i hele Chittorgarh: Vijaya Stambha.
Vijaya Stambha er et sejrstårn, der er opført af Rajput-kongen Rana Kumbha 1 1488 for at mindes hans sejr i slaget ved Sarangpur (i 1440) over Sultanatet Malwas hær, der var ledet af Mahmud Khilji.
Tårnet, der er 37,2 meter højt og dedikeret til Vishnu, betragtes som et af de fineste eksempler på hinduistisk Rajput-arkitektur, og det rangeres normalt også over Qutub Minar.

Vijaya Stambha er 9 etager højt og er bygget af rød sandsten, og det har en overflod af udskæringer og ornamenter, der viser hinduistiske guder og gudinder – noget som vi efterhånden har set mange gange. Ud over billeder af guder og gudinder er der også billeder, der referer til årstiderne, våben, musikinstrumenter mm.
Mest overraskende var det dog nok, at man også kan finde et billede af Jain-gudinden Padmavati, samt at ordet Allah var indgraveret flere på tårnet, endda på arabisk.
I første omgang var det ikke sejrstårnet, vi interesserede os for, og i stedet gik vi videre til Jauhar Place Gate, der var indgangsporten til Jauhar Place, hvor alle kvinderne i fortet, anført af dronninger klædt i deres bryllupstøj og smykker og sammen med børn ville træde ind i et stort bål og brænde op i en ceremoni kaldet Jauhar, før de faldt i fjendens hænder. dem.

Mens kvinderne brændte, udførte Rajput-mændene Shaka – eller den sidste kamp, ​​hvorfra der ikke var nogen vej tilbage. De ville styrte gennem fortets porte og angribe fjenden med det formål at dræbe så mange som muligt, før de selv døde.

På den Jauhar-plads, vi kom ind til ved at gå gennem porten, var stedet, hvor dronning Rani Karnavatii 1535 gennemgik Jauhar-ritualet sammen med 13000 andre kvinder og børn fra fortet. Sammen med en del af kvinderne låste hun sig inde i en hvælving og beordrede bålet antændt med krudt, hvorved hvælvingen blev ødelagt og brændte.
I dag fungerer stedet som et mindesmærke for de tusinder af kvinder, der mistede livet her.

Fra Jauhar-pladsen gik vi videre til bagsiden/ydersiden af Samadhisvara Mahadev Temple, der er dedikeret til Shiva og blev bygget i det 11. århundrede og blev yderligere restaureret i det 13. og 15. århundrede.
Her fra bagsiden af templet havde vi en flot udsigt over Gaumukh Kund, der er et vandreservoir (kund), der tiltrækker mange turister og pilgrimme på grund af stedets form og spirituelle betydning. Reservoirets navn, ‘Gaumukh’ betyder direkte oversat ‘kos mund’, og det refererer til, at den klippeformation, hvorfra kildevand flyder ned i reservoiret, har form som et kohoved.

Reservoiret betragtes som en hellig pilgrimsdestination i Chittorgarh, og det siges, at mange hinduer besøger Gaumukh Kund for at fuldende deres hellige rejse efter at have besøgt andre helligdomme i området.
Det er i øvrigt overraskende, at Chittorgarh, der ligger højt oppe, oprindelig havde 84 fungerende vandreservoirer (damme, brønde og trappebrønde), der kunne rumme op til 4 milliarder liter vand. I dag er kun 22 af disse historiske vandreservoirer stadig i brug, og af disse er Gaumukh Kund det vigtigste.
Efter at have kigget nærmere på Jauhar-pladsen med et par tilhørende ruiner og Gaumukh Kund gik vi tilbage til Vijaya Stambha og kiggede på nogle af de basrelieffer, der var at se på tårnet – bare for endnu engang at blive overrasket over den teknik, som håndværkerne og kunstnerne allerede dengang beherskede. Uanset om det var guder, tjenestefolk, dansere eller herskere, der var afbildet, var detaljerigdommen imponerende.

Vores sidste besøg – sidst, men ikke mindst – i Chittargarh var Padmini Palace, der går for at være en af paladsets vigtigste og mest ikoniske bygninger.
Padmini Palace, der blev bygget i det 13. århundrede, er opkaldt efter den legendariske dronning Rani Padmini, der var hyldet og elsket for sin skønhed, vid og ynde – hendes skønhed sammenlignes ofte med dronning Kleopatras.
Hun var gift med Rawal Ratan Singh, der regerede over Mewar-kongeriget mellem 1302 og 1303.
Det nuværende palads er en rekonstruktion fra det 19. århundrede af det oprindelige palads, og opbygget som en tro kopi af dette med udsigt over Man Sagar-søen, der især i  monsunsæsonen – fra juli til september – er fyldt med vand.

Paladsets vestvendte hovedport fører ind til den første gårdsplads, der er omkranset af en række små rum, der er bygget til sikkerhedsvagter, og den huser ligeledes smukt anlagt rosenhave. Her finder vi endvidere en række smukke balkoner, der gav privatliv til kvinderne i den kongelige familie.
Den anden rektangulære gårdsplads huser en rund hal med udsigt over søen, og denne del er faktisk den vigtigste del af paladset, hvor der engang var monteret fire store spejle i fire forskellige retninger på væggene.

I følge de legendariske fortællinger var dette stedet, hvor Sultan Alauddin af Delhi fik lov til at se Rani Padminis spejlbillede i spejlet og i lotusdammen, mens hun stod på balkonen i Jal Mahal, Vandpaladset, overfor den cirkulære hal.
Her er der imidlertid rod i de historiske facts, idet Jal Mahal først er opført i 1699, men der var som sagt også kun tale om en legende…
Med vores besøg her i Padmini Palace/Jal Mahal rundede vi vores sigheseeing i Chittorgarh af, og vi kunne sætte os til rette i bilen og fortsætte vores tur til Udaipur, hvor vi nu havde to nætter, og hvor vi først var fremme efter mørkets frembrud.
Vores hotel, Udai Kothi, lå på en lille halvø, der ragede ud i Lake Pichole – ret tøt på den gamle bydel i Udaipur på et sted, hvor man ikke kunne komme frem med biler i vores størrelse, og det betød, at vi – sammen med vores bagage og guide – blev omlæsset til et par tuk-tuks og transporteret de sidste par kilometer gennem små og smalle gyder på hylende dæk gennem svingene til hotellet, der lå helt ned til søens bred.
Her blev vi så indkvarteret og pakkede lidt ud og skiftede tøj, inden vi vandrede op på tagterrassen for at nyde aftensmaden i en lækker atmosfære i restaurant Baro Masi.
Herefter var det bare at få hvilet legemet efter en lang og interessant dag – inden endnu en sightseeing i morgen.

Søndag, d. 26.10.
Efter en god og rolig nat i vores hjørneværelse, der havde en lille karnap med udsigt over hotellets have, startede dagen med morgenmad i hotellets restaurant, der lå et par etager højere oppe. Herfra var der udsigt over et par swimmingpools og en del små hyggehjørner – det hele udført af et materiale, der gav indtryk af at være marmor…

Mens jeg ventede på morgenmaden, valgte jeg lige at besøge tagterrassen, hvor vi spiste i aftes, og herfra var der et flot vue ud over søen i morgendisen – i flere retninger. Her kunne man også se, at livet var i fuld gang langs bredden af søen, hvor mange mennesker var forsamlet, og hvor det føltes der tilsyneladende var flere aktiviteter i gang.

Efter morgenmaden havde vi også lige tid til at nyde hotellets indergård, der var en have med et væld af planter og udsmykninger i alle tænkelige farver. Her var det, der imponerede os mest, de mange orkidetræer (Bauhinia purpurea) med deres store lilla blomster, og som – på grund af bladenes form – på engelsk kaldes camel’s foot tree.
Orkidetræet er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Myanmar, og bruges både i madlavningen og i medicinen i Sydøstasien.

Efter at have vandret lidt rund i haven og betragtet både blomster og dekorationer, fandt vi Ranjan i Herefter forlod vi hotellet for at tage ud at se på byen – under ledelse af Ranjan. (Der blev dog lige tid til et foto af vores hotel i morgenens lys).

Vi gik gennem de små og smalle gader og fortsatte over fodgængerbroen Chand Pole Puliya mod Old City, og ovre på den anden side af søen fortsatte vi langs søbredden.

Her opdagede vi, at den livlige aktivitet, vi havde set fra vores hotel tidligere på morgenen, bla. skyldtes flere kommende brudepar, der var i gang med fotosceancer – måske som en forberedelse til et forstående bryllup? Og omkring hvert hjørne stod der enten et nyt brudepar med tilhørende familie og fotografer – eller også var der et lille hindutempel eller et helligt banyantræ (Ficus benghalensis), hvor der var lagt ofringer.

Vi bevægede os langsomt fremad mellem de mange mennesker og forsøgte at falde mindst muligt i med tapetet, og undervejs – hvor det ikke greb forstyrrende ind i deres fotoseancer – blev der også plads til, at vi fik fotograferet.

Det tog med andre ord lidt tid, inden vi var trængt gennem menneskemylderet og nåede frem til Gangaur Ghat. (En ghat er en række brede trappetrin, der fører ned til en flod, sø eller dam og som ofte bruges til rituelle bade, vask af tøj eller kremering).
Gangaur Ghat, der er den mest populære ghat bygget ned til Lake Pichola, er opkaldt efter den berømte ‘Gangaur’-festival, der er en stor hinduistisk fest dedikeret til gudinden Gauri (Parvati) og Lord Shiva, der symboliserer ægteskabelig lykke, hengivenhed og velstand. Ghat’en opstod som en del af den søinfrastruktur, der blev udviklet af Mewar-dynastiet i det 16. til 18. århundrede.
Umiddelbart bag ghat’en ligger Bagore Ki Haveli, der er et palæ, der blev opført i det 18. århundrede af Amar Chand Badwa, der var Mewars premierminister. Palæet er en enestående arkitektonisk bygningsværk, der viser Rajput-aristokratiets livsstil.
Efter at Mewar-dynastiet ophørte med at være en uafhængig politisk magt i forbindelse med Indiens uafhængighed i 1947, blev palæet forsømt i årtier, før man besluttede at restaurere bygningen i slutningen af ​​det 20. århundrede, og i dag fungerer Bagore Ki Haveli som museum og kulturcenter, der tiltrækker historieentusiaster, fotografer og kunstelskere fra hele verden.

Går man fra Gangaur Ghat gennem en af de tre porte i Bagore Ki Haveli, kommer man om på en lille åben plads, hvorfra gaden Gangaur Ghat Marg fører videre op i den gamle bydel, hvor vores næste stop var Shri Jagdish Temple.
Jagdish-templet, der blev færdiggjort i 1651, mens Maharana Jagat Singhs regerede, er placeret oppe på en høj terrasse/platform, og besøgende skal forcere 32 trappetrin i marmor, for at komme op til paldsen foran templet.

På pladsen mødes man af 23 meter høje hovedtempel, der er tre etager højt og forsynet med særdeles detaljerige udskæringer, der hver især fortæller historier fra hinduistisk mytologi. Templet er dedikeret til Lord Jagannath, der er en manifestation af Vishnu, og det første, man møder, når man træder indenfor, er et messingbillede af Garuda, halvt mand og halvt ørn, da det menes, at Garuda vogter portene til Lord Vishnus hus.

Indenfor – hvor fotografering ikke var tilladt) mødes man bla. af et firearmet billede af Lord Vishu, og det menes, at dette billede har en hypnotisk effekt på de hengivne og bringer dem en følelse af ro.

I hvert hjørne af pladsen omkring hovedtemplet er der fire mindre helligdomme, dedikeret til Lord Ganesha , Surya (solguden i hinduismen), Shakti (der anses for at være den kosmiske energi, der er basis for al følelsesmæssig og fysisk aktivitet) og Lord Shiva.

Vi brugte god tid til dels at besøge selve hovedtemplet med de flotte udskæringer, der visse steder havde lidt under mughalernes raseren (især i 1576 under Akbar og i 1680 under Aurangzeb). I overensstemmelse med muslimsk tro var en del ansigter på figurerne blevet ødelagt eller fjernet; et fænomen som vi i øvrigt har oplevet rigtig mange steder i verden, hvor muslimerne har haft overherredømmet.

Fra Jagdish-templet fortsatte vi vores vej til den yderste port, Badi Pol, ind til Udaipur City Palace, der er det største royale palads i Rajasthan.
Badi Pol blev oprindelig bygget omkring år 1600 som hovedindgangen til palads-komplekset, og den er kendt som ‘Den Store Port’ og fører til paladsets første gårdsplads.

Fra Badi Pol fører en ret stejl vej op til den næste port, Tripolia Pol, der er en tredobbeltbuet port, der er bygget i 1725. Foran denne port står – meget symbolsk – et par kanoner, der skal afskrække uvedkommende besøgende!

Bag denne port ligger en større plads, Manak Chowk, hvor der tidligere blev afholdt elefantkampe for at teste deres evner, inden de blev brugt i krig. På denne plads – og tæt ved Tripolia Pol – ser man den mur, som var beregnet til elefantkampen. To elefanter – placeret på hver sin side af muren – trak i hinanden, og den elefant, der rørte muren først, blev betragtet som den svageste elefant.

Det skete rigtig meget på Manak Chowk-pladsen med boder, hvor der var mulighed for at købe både mad og drikke, og der var mange mennesker på pladsen, både i form af familier eller smågrupper, par og guider, der fortalte om paladset og den historie, der knyttede sig til det. Fra pladsen var der også en flot udsigt til paladset, der virkede enormt herfra.

Vi gik videre hen over pladsen til Toran Pol, der var indgangen til selve paladset. Ved denne indgang stod – symbolsk – en elefant, der skulle illustrere, at det var her elefanterne blev bundet.

Uden for porten var der således anbragt en række kampesten, hvortil elefanterne var bundet. (I dag er der p-plads, på dette sted!)…

Ellers gik vi indenfor i paladset, der i dag henligger dels som museum, dels som dokumentation for en svunden tid, hvor der var Rajput-familien, der regerede herfra.
Paladset blev bygget over en periode på næsten 400 år og byggeriet startede i 1553, hvor Maharana (Kong) Udai Singh II af Rajput-familien flyttede sin hovedstad fra det tidligere Chittor til dette sted, og det opførtes samtidig med byen Udaipur. Paladset med en del efterfølgende bygninger fungerede som residens for regenterne i Mewar-kongeriget, indtil dette blev lagt i graven ved Indiens selvstændighed i 1947.
I dag henligger størstedelen af paladset som museum, mens den gamle kongefamilie i dag bebor en del af paladset, hvortil man (naturligvis) ikke har adgang. Samtidig er en anden del af paladset omdannet til et historisk og eksklusivt hotel.
Vores besøg i Udaipur-paladset startede gennem Toran Pol, og efter et seriøst bagagetjek blev vi lukket ind i udstillingerne, der i øvrigt ikke afveg meget fra det, vi havde set i Chittorgarh. (Men det jo også den samme familie).

Herfra gik rundturen – sammen med en del andre turister gennem flere af de kongelige gemakker og hyggelige og til dels romantiske gårde – hele vejen ad små, smalle trapper og gange, der snørklede sig mellem de enkelte rum i museet/paladset.
Den første, interessante indergård, vi kom til, var Rai Angan, der er den tidligste kongelige gårdsplads i paladset. Rai Angan ligger på 2. sal, og det var den ceremonielle gårdsplads, hvor maharanaerne blev salvet som herskere over Mewar.
Denne gårdsplads er et af de mest betydningsfulde steder i paladset og således af stor historisk, kulturel og arkitektonisk betydning.

Fra denne gård fortsatte vi gennem flere små temabestemte udstillingsrum til Baadi Mahal, også kendt som Shiv Prasanna Amar Vilas, der blev bygget af Maharana Amar Singh II (1698-1710).
Baadi Mahal er anlagt som en have omgivet af en søjlekorridor med 104 udskårne marmaosøjler i Mughal-stil hele vejen rundt om haven.

Baadi Mahal er delvist åben mod himlen og selv om den ligger ligger på paladsets øverste niveau (4. sal), er der ingen etager nedenunder. Rummet blev tidligere brugt af den kongelige familie til religiøse arrangementer, fester som Holi, Diwali og Dusshera samt den kongelige families fødselsdage.

Paladset rundt om Baadi Mahal er der – på tre af siderne – bygninger, hvor den kongelige familie holdt til. Mod nord er der en firkantet pavillon, en baradari, der rummede den kongelige husholdning, og her finder man en cisterne/vandbeholder, der er hugget ud af en enkelt marmorblok.

Fra pavillonen var der i øvrigt en flot udsigt over Pichola-søen og byen – faktisk med den bydel, hvor vores hotel lå – i fokus.

Fra Baadi Mahal vandrede vi ad krogede korridorer, trapper og meget smalle gange med skarpe hjørner til Kanch Ki Burj, Spejlpaladset, der engang fungerede som vinterværelse for Maharanaerne, og hvor der var brugt de farver, der er mest forbundet med Mewar-riget; rød, gul og hvid, ofte i et zigzag-mønster. Kuplen og gulvet er udstyret med spejle, og dørene til dette værelse er af elfenben. Dette område af paladset var et festfyrværkeri af farver og væggene er bemalet med motiver fra den kongelige hverdag og fest.

Efter at have beundret disse interessante rum, fortsatte vi – igen gennem smalle gange og korridorer – til Mor Chowk, der af mange anses som juvelen i Udaipur City Palace og viser prøver på Mewar-folkets fineste håndværkstraditioner. Mor betyder påfugl, og stedet præges af indviklede glasmosaikker, der sammen danner bla. tre påfugle, der præger udsmykningen her – i øvrigt sammen med flere andre flotte mosaikker. Denne smukke gårdsplads var den reserveret til møder med højtstående gæster.

I anden sals højde og midt på den ene langside var der en farverig og smukt udsmykket fremstående pavillon, hvorfra kvinderne uforstyrret og uden at kunne blive set kunne holde øje med livet nede i selve gården – en detalje, der var med til at gøre gården bare endnu mere fantastisk.

Bag gårdspladsen var der flere private, kongelige gemakker, der var stilrent holdt i en turkisblå farve. Ud over rum med brikse og en flot udsigt kunne man også se en gynge i et af rummene, så man må vel forvente, at der her i tidernes morgen kunne træffes prinser og prinsesser?

Fra disse private, kongelige gemakker førtes vi videre til Zenana Mahal, kvindepaladset, der var et palads dedikeret til og beboet udelukkende af paladsets kongelige damer, og det var i denne del af Udaipur City Palace, at havde deres egne arrangementer og fester, ritualer og endda deres egne audienser, hvor de diskuterede emner relateret til kvinder.

Zenana Mahal blev opført ​​mellem 1620 og 1628, og det består af en stor central gårdhave, omgivet af bygninger i tre etager på alle fire sider. I disse bygninger er der i dag indrettet gallerier med forskellige temaer – mest i relation til kvindernes roller i det lukkede samfund, som paladset udgjorde. Det var således meget interessant at vandre rundt i rum, der gav et indblik i hverdagsfunktioner som personlig pleje, børn og kreative aktiviteter og i øvrigt se den luksus, som kvinderne omgav sig med.
I Zenanas centrale gård ligger en smuk pavillon, der er kendt som Chowmukha-pavillonen. Den fungerer som blikfang i gårdhaven, og den er opført i det 17. århundrede. Chowmukha-pavillonen bruges nu om dage nu til arrangementer, bryllupper og til kulturelle udstillinger, og det er populært at leje bygningen til sit bryllup.

Efter besøget i kvindeafdelingen i Udaipur City Palace kunne vi – efter 2½ time indenfor i dette prægtige palads – gå mod udgangen, samme vej som vi var kommet ind, og vi passerede her kongefamiliens private gemakker, inden vi fortsatte til bredden af Pichola-søen, hvor vi havde en sightseeingtur foran os på søen.

Det viste sig bare, at vi ikke var de eneste på denne søndag, der havde fået denne ide, og først efter at vi havde stået i kø en stiv time i bagende sol, kunne vi stige om bord i en af bådene, der sejlede rundt med turister på søen. Og så viste det sig, at alle bådene sejlede den samme rute på søen.
Fra anløbsbroen sejlede vi nordpå i retning af øen Jag Niwas, og her fra vandet havde vi undervejs en enestående udsigt ind over land med Udaipur City Palace’s forskellige bygninger i vandkanten.

Herefter gik turen rundt om øen, der er helt dækket af Jag Niwas Palace, Søpaladset, der er opført i hvid marmor i perioden fra 1743-46 af Maharana Jagat Singh II, og som anvendtes som kongefamiliens sommerferiested.
I dag er paladset ombygget til luksushotel i den dyre ende, der ved flere lejligheder har været anvendt som location for film. Den mest kendte af disse film er nok James Bond-filmen Octopussy fra 1983.

Vores sejltur sluttede (i første omgang) ved Jagmandir Island, der ligger midt i Pichola-søen, og som lægger jord til Jag Mandir Palace, også kaldet Søhavepaladset.
Også dette palads har kongefamilien brugt som sommerferiested og tilflugtssted, og de har brugt bygningerne og haveanlægget i den vestlige del af øen til at holde fester.
Opførelsen af paladset er sket i perioden fra 1551 til 1652.
Gul Mahal – paladsets østligste og ældste del – er bygget i 1551 under Maharana Amar Singh, og det var oprindelig et lille palads i gul sandsten med en imponerende kuppel, som giver udseendet af en krone.

Når man kommer med båd til øen, bliver man budt velkommen til øen af 4 udskårne elefanter på hver side af anlæggeren, hvorefter man går ind i paladsets nordlige gårdsplads, Darikhana, der er en åben terrasse bygget med marmorsøjler. Dette sted drives nu som restaurant af den nuværende Maharana.

Vi vandrede lidt rundt på terrassen, inden vi fortsatte mod vest til en flot anlagt gårdsplads med en blomsterhave med mange mere eller mindre eksotiske træer og planter. Her er man omgivet af springvand og vandbassiner, og det er her, at den nuværende Maharana er vært for overdådige fester. Gårdhaven med tilhørende faciliteter lejes også ud til private fester for eliten – ikke mindst bryllupper.

Efter besøget på øen måtte vi lige vente nogle minutter på en ledig båd – denne gang ikke en time! – hvorefter vi blev sejlet tilbage til kajen i Udaipur, hvor vores chauffør ventede på os for at køre os til en anden af byens store seværdigheder: Sahelion Ki Bari.

Sahelion Ki Bari går også under betegnelsen ‘Vennernes Have’, og den er anlagt af Maharana Sangram II mellem 1710 og 1734 som et sted, hvor de kongelige hofdamer og deres brudepiger kunne slappe af uden at blive forstyrret af nysgerrige blikke.

Haven går for at være en af de smukkeste haver i Indien og at give indblik i en svunden tid og livsstil med sine mange velholdte og frodige græsplæner og blomsterbede, skulpturer, et lotusbassin og mange farverige springvand.

Haven havde også – da vi var der – tiltrukket mange besøgende, hovedsagelig indiske familier, der slappede af her, indtil de ved udgangen blev ‘overfaldet’ af gadesælgere, der solgte både forfriskelser og souvenirs.

Fra haven blev vi kørt tilbage i nærheden af vores hotel, indtil vi – som i går – blev transporteret det sidste stykke til hotellet i tuk-tuks.
Herefter stod den på aftensmad og god nat efter en lang dag i byen.

Mandag, d. 27.10.
Efter morgenmaden pakkede vi de to tuk-tuks for at blive kørt til paldsen, hvor vores chauffør ventede på os, og efter at bagagen var ompakket, kunne vi sige farvel til Udaipur for denne gang.
Det betød så også en begivenhedsfattig tur – i regnvejr – til vores næste by på rundturen, Pushkar, hvor vi var fremme midt på eftermiddagen og kunne blive indkvarteret på vores hotel, Jagat Palace, der lå i den østlige udkant af byen.

Herefter havde vi en lille times pause til at blive indkvarteret på værelserne, inden vi blev kørt ned i byen og sat af i regnen nær området, hvor man netop i disse dage afholdt Pushkar Cattle Fair, der er en af ​​Indiens største kamel-, heste- og kvægmarkeder og samtidig en kulturel fest, der afvikles i den hinduistiske kartik-måned (oktober/november). 

Pushkar er blandt de ældste eksisterende byer i Indien, og i følge en hinduistisk legende hænger dannelsen af Pushkar sammen med den kamp, som Lord Brahma, universets skaber, udkæmpede med en dæmon med sit våben, en lotusblomst:
Da Brahma kastede lotusblomsten, faldt tre kronblade af den tre forskellige steder i området, mens dæmonen blev dræbt. Hvor de tre kronblade faldt til jorden, sprang der øjeblikkeligt vand frem, hvilket dannede tre søer, hvoraf Pushkar-søen er den vigtigste.
I følge hinduistiske skrifter betragtes Pushkar-søen som Tirtha Raj, dvs. ‘kongen af ​​pilgrimssteder’, og det menes, at ingen pilgrimsrejse er fuldendt, før man har badet i dens hellige vand. Søen, der er halvcirkelformet og 8-10 meter dyb, er omgivet af 52 ghats og omkring 400 templer, hvilket giver en spirituel og guddommelig atmosfære.

Hinduerne mener, at et dyp i søen kan rense en for livstids karma, helbrede hudsygdomme og vaske alle synder bort, samt at det er særlig helligt at bade i søen under fuldmåne i den hinduistiske måned Kartik – hvilket med andre ord ville sige i disse dage.
De fleste templer og ghats i Pushkar er fra det 18. århundrede og frem, fordi mange af byens templer blev ødelagt eller vanhelliget af muslimske plyndringer under Mughal-kejseren Aurangzebs styre (1658-1707) – men senere genopbygget. Pushkar betragtes som en hellig by af hinduer,  og derfor er indtagelse af kød og æg forbudt i byen, lige som der ikke udskænkes alkohol i nogen form.

Efter at vi var blevet sat af, gik vi i regnvejret, der tog gradvist til her sidst på eftermiddagen gennem gaderne, hvor der – trods vejret – var masser af liv.
Mange af bygningerne på vores vej var nedslidte og beskidte, mens der ind imellem stod flotte nyrenoverede havelier – store herskabsboliger eller hele palæer, der er bygget i flere etager med rod i traditionel rajput-stil med fremspringende balkoner.

Ellers bevægede vi os gennem handelsgader med masser af farverige boder og en intim stemning, der bragte tankerne hen på det at gå gennem en souk i et muslimsk land.
Efter at have vandret lidt rundt i de travle gader, var vi efterhånden fremme ved et af de steder, hvor vi kunne komme ned til søen, og her måtte vi første smide skoene, før vi kunne fortsætte langs søen og på de hellige ghats, der var glatte på grund af regnen.

For os – som ikke-hinduer – var det en helt speciel oplevelse at vandre i et så anderledes miljø, hvor vi var omgivet af farverige mennesker, der dels var ved at klæde om til at komme ned i søens vand, dels efter de havde været dernede. Omklædningen foregik bag stykker af ophængte klæder, der ikke lod meget tilbage til fantasien eller holdt nysgerrige blikke væk, og det var tilsyneladende noget, de enkelte grupper af troende selv havde arrangeret. Kvinder for sig, og mænd for sig.

Andre steder oplevede vi folk, der var i gang med det rituelle bad i søen eller stod og bad ved søen i små grupper. Og naturligvis var der også handlende, der havde deres små boder her, hvor de troende kunne købe dekorationer, blomster og religiøse genstande, der kunne anvendes i forbindelse med tilbedelsen af guderne.

På en af de mange ghats, vi besøgte, var kvinder i gang med at gøre klar til ritualer, der skulle udføres i forbindelse med fejringen af Chhath Puja, hvor der bedes bønner til solguden Surya for at udtrykke taknemmelighed for livet på Jorden og for at søge opfyldelsen af ​​personlige ønsker.
Chhath Puja, der fejres seks dage efter Diwali og varer tre nætter og fire dage, omfatter hellig badning, faste, afholdenhed fra at drikke vand, at stå i vand og at ofre mad ved solens opgang og nedgang. Netop som vi passerede var flere grupper af troende i gang med at forberede deres ofringer. En stærk oplevelse.

Langs de mange ghats var der også en del templer og dermed også præster, og mange steder var der også gang i bønner, velsignelser og ofringer til guderne – og mange steder så vi små altre opstillet, Shiva Lingams, hvor et centralt element er en hellig sten, en shivling, der symboliserer Lord Shiva. Og så er der pyntet med hvide, gule og røde blomster, og der kan være en eller flere figurer, der symboliserer guder, ved siden af stenen.

En ghat af helt speciel betydning var Gau Ghat, hvor asken fra Mahatma Gandhi blev nedsænket i 1948, hvilket førte til navnet ‘Gandhi Ghat’. Her har man også nedsænket asken fra flere andre kendte indere…

Og så lige en pudsig ting: Her og der var der opstillet indsamlingsbokse, hvor man kunne donere til de hellige køer. Om man skulle give mad, f.eks. i form af hø, eller kolde kontanter, ja, det beretter historien ikke noget om.

Efterhånden havde vi vandret rundt langs søen i et stykke tid, og det var nu tid til at komme tilbage til skoene og få bundet snørebåndene for at komme videre op i byen, hvor vi først kom forbi Hotel Bharatpur Palace, hvis placering vel var knap så inspirerende og tillokkende.

Herefter gik vi ad Main Market Road og Brahma Temple Road fortsatte til byens helt store attraktion, Jagatpita Shri Brahma Mandir, der er et af meget få templer i verden, der er dedikeret til den hinduistiske skabergud Brahma – og nok det vigtigste tempel af dem alle!
Templet, der stammer fra det 14. århundrede, er bygget på en høj sokkel, og man må forcere en række marmortrapper for at komme op til indgangsbuen, der fører ind til en udendørs hal med søjler – præget af lyseblå farver. For enden af denne gård må man op ad endnu flere trapper for at komme op til sanctum sanctorum = Det Allerhelligste, hvor der er en ‘skulptur’ af Brahma – siddende med benene over kors. På pladsen lige foran Brahma modtager en af templets præster offergaver fra de besøgende pilgrimme, hellige mænd og vismænd.

Vi måtte igen af med skoene, før vi – i regnvejret kunne tage turen op ad trappen, ind gennem porten, gennem den åbne søjlehal og op forbi Det Allerhelligste, hvor Ranjan afleverede sine offergaver, sammen med tusinder af andre besøgende. Stort set alle de andre i og ved templet var hinduer og var her på ærbødigt besøg, mens vi stak noget ud med vores udseende, tøj og lysere hud. Dette tidspunkt af året var et vigtigt tidspunkt for pilgrimme at besøge Pushkar og ikke mindst Brahma-templet, og formodentlig var de mange tusinde mennesker omkring os hovedsagelig pilgrimme – der før besøget her i templet havde taget et ceremonielt helligt bad i Pushkar-søen.

Templet var smukt udsmykket med blomster og vimpler, og under vores besøg trissede vi langsomt og i en lang, tæt kø, allerede inden vi kom op til templet. Men hele sceancen var interessant og fremmedartet, selv om vi følte os lidt malplaceret.
Nede på gaden igen fandt vi først frem til vores sko og derefter vores bil i den tiltagende regn, og så gjaldt det bare om at komme tilbage på hotellet, hvor vi fik lidt tørt tøj på, inden den stod på aftensmad på hotellet – vegetarisk og uden øl eller vin.
Og så var det bare om at komme under dynerne, så vi kunne være klar til i morgen.

Tirsdag, d. 28.10.
Min dag startede kl. 3 om natten, hvor jeg vågnede med kvalme, brækfornemmelser, koldsved og mavekramper, hvorefter jeg måtte tilbringe resten af natten på toilettet – uden at det hjalp synderligt! Det betød så også, at jeg krøb tilbage i min seng, mens Claudia gik ned for at spise morgenmad med de andre i gruppen.
Hun kom dog kort efter tilbage og kunne berette, at jeg så ikke var den eneste, der havde problemer med helbredet! Til morgenmaden var kun mødt et par af de øvrige i vores gruppe op – uden at kunne spise noget – så Claudia var ene om at få morgenmad denne morgen!
Tilbage i vores senge lå så fem personer, der helst ville blive liggende under dynerne og forsøge at komme ovenpå igen…
Det betød så også, at vores check-ud fra hotellet belv udsat til sidste øjeblik, og at vi så derefter måtte forsøge at komme til lægterne og få lidt søvn og hvile i bilen på vej til Jaipur. Derfor er der heller ikke meget at skrive hjem om fra denne tur, hvor det meste af turen foregik i regnvejr, og hvor der var indlagt et par pauser, hvor vi kunne få lidt te eller cola – i et forsøg på at få maven i orden og komme ovenpå igen.
Alt i alt en lidt mat dag at komme igennem, og det mest positive at berette var, at både maven og vejret – i takt med at tiden gik – blev bedre.
Sidst på eftermiddagen kom vi frem til vores hotel i hjertet af Jaipur, Alsisar Haveli, et historisk hotel, der oprindelig blev opført som herregård i 1892, men senere omdannet til hotel. Hotellet havde en imponerende tagterrasse, hvor vorse hotelværelser i øvrigt også var beliggende, og hvor vi skulle bo de næste to nætter.

Vi startede lige opholdet med at komme helt oven vande igen, inden vi indtog vores pladser i hotellets restaurant og så ellers at få lidt at spise efter et døgn uden mad.

Onsdag, d. 29.10. (5498-5797)
Efter en behagelig nat, hvor maverne for næsten os alle var faldet helt til ro og vi derfor også fik vores nødvendige søvn, så startede denne dag med morgenmad, hvorefter vi kørte mod den gamle bydel i Jaipur, hvor vores første (korte) pause var på Hava Mahal Road, hvor Ranjan havde indlagt et fotostop ved Hava Mahal, Vindenes Palads – mest af alt fordi solen stod helt rigtigt i forhold til at få nogle gode billeder af paladset i kassen.

Her var der blot tale om et fotostop – selve paladset skulle vi besøge senere på dagen.
Altså fortsatte vores dag med at køre ud af Jaipur og mod nordøst til Amber Fort, der er den vigtigste turistattraktion i Jaipur (og det siger ikke så lidt!)
(5506)

Torsdag, d. 30.10. (5798-5896)

Fredag, d. 31.10. (-)