Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Denne beretning vedrører den sidste tredjedel af dette efterårs rejse til Himalaya, der startede for en uges tid siden i Nepal, efterfulgtes af en uges rundrejse i Bhutan, inden den nu stod på 12 dage i hovedsagelig Rajasthan.
Søndag, d. 19.10.25
Efter en rimelig kort og kun lettere forsinket flyvetur fra Paro International Airport i Bhutan landede vi kort over middag i Indira Gandhi International Airport i udkanten af Delhi, hvorefter den stod på kontrol af pas og visa og modtagelse af vores bagage; alt sammen noget, der blev klaret uden problemer, om end lidt langsommeligt.
Vi kunne herefter forlade lufthavnsbygningen, hvor vi blev modtaget af vores guide for de næste tolv dage, Dheeranjan Upadhyuy – eller i det følgende bare kaldt Ranjan.
Udenfor lufthavnsbygningen blev vi samlet op af vores chauffør, XXX, der i sin bil skulle føre os til de forskellige steder, vi skulle besøge de næste dage.
Først kørte han os dog til vores hotel nær lufthavnen, Pride Plaza Hotel, hvor vi havde en enkelt overnatning, inden vi skulle rundt i Rajasthan, og efter at vi var blevet indkvarteret, havde vi lige en times tid til at slappe af, inden vi skulle på sightseeing i New Delhi.
Efter den korte pause blev vi samlet op og kørt til Qutb Minar-komplekset, der er et af de tre Verdensarvsteder, der er udnævnt af UNESCO i Delhi.
Indgangen til Qutb Minar
Qutb Minar-komplekset består af monumenter og bygninger fra Delhi-sultanatets tid, og opførelsen af Qutb Minar begyndte under Qutb al-Din Aibak, der var den første sultan i Mamluk-dynastiet (1206-1290) – og udvidet under hans svigersøn, Iltutmish.
Kompleksets moske, Quwwat-ul-Islam moskeen, der er selve hjertet i komplekset, blev bygget af Aibak, men komplekset blev stærkt udvidet af svigersønnen samt under Ala ud-Din Khalji i begyndelsen af det 14. århundrede.
Vores besøg startede ved hovedindgangen, og det første, vi passerede var Adham Khans grav. Adham Khan, der var søn af en amme, der var ansat ved hoffet, og som sådan voksede op nær magten, havde et kort, men hektisk liv. Han snød og bedrog med den daværende sultan, Akbar den Store, der den 16. maj 1562 lod ham kaste ned fra en tre meter høj afsats på Agra Fort flere gange, indtil han døde.
Adham Khans grav
Ellers gik det gennem den østlige indgangsport ind til selve komplekset – i øvrigt et sted, hvor mange lige skulle have taget et foto af familien eller en selfie, så det var ikke muligt for os andre at få et billede uden mennesker på…
Den østlige indgangsport til Qutb Minar
Vel gennem porten passerede vi – på højre hånd – Alai Minar, der er begyndelsen til en minaret, der aldrig blev færdigbygget, og som i dag henstår som et monument fra en svunden tid. Tårnet blev påbegyndt af Sultan Alauddin Khilji i 1311 med den ambition at bygge et sejrstårn dobbelt så højt som Qutb Minar, men byggeriet stoppede ved hans død i 1316. I dag står kun den ca. 24,5 meter høje første etage tilbage og vidner om en storslået drøm…
Alai Minar
Vi tog en lille tænkepause uden for indgangen til Quwwat-ul-Islam moskeen, hvor Ranjan fortalte om hele Qutb Minar-komplekset, herunder dets historie og arkitektur. En interessant fortælling.
Herefter gik vi ‘indenfor’ i resterne af moskeen, der blev opført i hjertet af et datidigt citadel, Qila Rai Pithora, som muslimerne erobrede, da de indtog området. Mere præcist blev den opført på stedet for et gammelt hindutempel – af materialer, der blev taget fra andre nedrevne templer – og ifølge en persisk indskrift, der stadig kan ses på den østlige port, blev moskeen bygget af de dele, der stammede fra ødelæggelsen af syvogtyve hindu- og jaintempler.
Søjlegange i Quwwat-ul-Islam moskeen
Opførslen af Quwwat-ul-Islam moskeen startede i 1193, og den er dermed en af de ældste bevarede moskeer i Indien – og den ældste i Delhi. Moskeen er bygget på en brolagt gårdsplads, der måler 43 gange 32 meter og er omgivet af søjlegange, der er tilføjet af Sultan Iltutmish i 1210-20, mens den 16 meter høje sandstensskærm/mur med 5 spidse buer mellem bedesalen og gårdspladsen er fra 1198.
Sandstensskærmen mellem bedesalen og gårdspladsen
Hovedindgangen til moskeen var på østsiden gennem en buet døråbning, og når man komme ind i moskeen, kan man tydeligt se genbruget af materialer fra tidligere bygningsværker – bla. på grund af sammensætningen af og udsmykningerne i disse.
Søjler i Quwwat-ul-Islam moskeen
På både mure, vægge og søjler så vi således mange flotte og avancerede stenudskæringer, og det er interessant at konstatere, at der er tale om både muslimske og hinduistiske illustrationer ved siden af hinanden på de samme sten – ofte som en helhed.
Interessant var det også, at ansigter på tidligere udsmykninger var fjernet – på grund af muslimernes forbud mod skildring af levende væsener – mens andre dekorative motiver blev ikke ødelagt, sandsynligvis på grund af deres ornamentale kvaliteter.
Muslimske og hinduistiske illustrationer side om side
Vi vandrede lidt rundt i den imponerende ruin af noget, der engang har været et imponerende bygningsværk, inden Ranjan samlede os foran en unik jernsøjle på gårdspladsen. Søjlen, der er 7,21 meter høj og vejer mere end 6,5 tons, var omkring år 402 e.Kr. blevet anbragt foran et Vishnu-tempelkompleks i Udayagiri af kong Chandra, der var regent i Gupta-imperiet.
Jernsøjlen på moskeens gårdsplads
Det helt overskyggende monument i området var dog selve minareten Qutb Minar, der på afstand minder om en ældre skorsten, der troner op i området.
Qutb Minar, der er 72,5 meter høj og er inspireret af Jam-minareten i Afghanistan, er verdens højeste moske bygget af mursten, og den er opført i marmor og rød sandsten som et sejrstårn for at fejre Muhammad Ghoris sejr over en Rajputkonge i 1192 e.Kr.
Tårnet, der er opført i årene efter 1199, er fem etager højt, og den nederste etage, der blev opført under Qutb al-Din Aibak, er fyldt med lovtaler til ovennævnte Muhammad Ghori.
Qutb Minar set gennem ruiner fra moskeen
De næste tre etager blev tilføjet af hans svigersøn og efterfølger, Iltutmish, men et lynnedslag ødelagde den øverste af disse etager. Denne etage blev genopført og opdelt i to etager af en senere sultan, Firoz Shah Tughlaq.
Minareten er dekoreret med kalligrafibånd, der både indeholder historiske og religiøse referencer og geometriske mønstre.
Udsmykning over indgangen til Qutb Minar
En vindeltrappe med 379 trin fører op til øverste af de fem balkoner, hvorfra der skulle være en flot udsigt over Delhi, hvilket man desværre ikke mere kan opleve, idet tårnet har været lukket for offentligheden efter en ulykke med tårnets trappebelysning i december 1981, hvor 45 under tumult blev dræbt i forsøget på at komme ud ‘i friheden’.
Det var så enden på vores besøg i Qutb Minar-komplekset, og vi fandt tilbage til vores bil for at køre videre til Akshardham-tempelkomplekset i Delhis østlige udkant.
Komplekset, hvis korrekte navn er Swaminarayan Akshardham, er et hinduistisk tempel og kulturcenter, der præsenterer traditionel og moderne hinduistisk kultur og arkitektur. Templet åbnede 6. november 2005 og er verdens næststørste hinduistiske tempel – efter Akshardham i New Jersey i USA.
Hovedattraktionen i komplekset er templet, Akshardham Mandir, der er 43 meter højt, 96 meter bredt og 109 meter langt og bygget i lyserød sandsten og italiensk carrara-marmor. I overensstemmelse med traditionelle hinduistiske arkitektoniske retningslinjer er templet bygget uden jernholdige materialer, og det indeholder derfor ingen konstruktioner af stål eller beton.
Akshardham Mandir – set fra afstand i tusmørket
Vi oplevede et besøg, hvor sikkerheden var hysterisk høj, og vi måtte efterlade alle elektroniske artikler i bilen; hverken telefoner, kameraer eller smartwatches var tilladte. Heller ikke tasker eller rygsække kunne medtages – og jeg måtte endda afmontere mig mit ur, der heller ikke måtte komme med ind.
Derfor intet foto herfra!
Efter besøget var det så småt ved at blive mørkt, og vi kørte nu til Delhis diplomatiske kvarter, hvor vi fik et kig på India Gate – fint oplyst i mørket.
India Gate by night
India Gate, der er et mindesmærke for de faldne soldater i 1. Verdenskrig, er inspireret af gamle romerske triumfbuer som Konstantinbuen, der står nær Colosseum, og den sammenlignes ofte med Triumfbuen i Paris.
Næste korte stop var lige i nærheden, hvor vi tillod os et kort fotostop nær præsidentens bolig, Rashtrapati Bhavan, der var flot oplyst, og hvor lyset hele tiden skiftede.
Rashtrapati Bhavan
Det var ikke helt tilladt at stoppe her – men vi var ikke de eneste turister på stedet, og Ranjan var også tydeligt nervøs for at vi ville blive antastet af politifolk, der var udstationerede på pladsen.
Altså skyndte vi os videre til aftenens sidste stop før aftensmaden, nemlig sikh-helligdommen Gurdwara Bangla Sahib, der oprindelig var en bungalow, opført i 1664.
I en kortere periode boede den 8. guru blandt sikherne, Guru Har Krishan, der blev guru i en alder af 5 år, i denne bungalow, og her døde han så også få år senere af kopper, 30. marts 1664.
På vej mod Gurdwara Bangla Sahib
I 1783 blev bungalowen renoveret og genopbygget som en lille helligdom, mens de nuværende bygninger stammer fra 1947.
Gurdwaraen og dens sarovar (pool, hellig dam) er nu et sted af stor betydning for sikher, og det er en af de 9 vigtigste helligdomme for sikherne og et helligt pilgrimssted. Inde i selve helligdommen er statuen af Guru Granth Sahib placeret, og der synges eller reciteres vers fra sikhernes hellige skrifter, hvilket giver en andægtig atmosfære – og vi sad et øjeblik og fulgte seancen, hvor vi bla. fik serveret Karah Prasad – en slags rå dej af fuldkornsmel, smør, sukker og vand. Det er i øvrigt en vigtig del af gæstfrihedsprotokollerne både at give og modtage denne mad.
Gurdwara Bangla Sahib
Efter at vi havde besøgt selv helligdommen og oplevet stemningen her, gik vi videre til den hellige dam og derefter besøgte vi køkkenet og spisesalen, og især køkkenet var en stor oplevelse. I følge den sikhiske lære fortjener alle mennesker i denne verden – rig som fattig – at blive godt mætte, og køkkenet har derfor åbent 24 timer i døgnet og serverer mad for folk fra alle samfundslag – mere end 2000 måltider om dagen!
Der arbejdes i køkkenet i Gurdwara Bangla Sahib
Vi brugte lidt tid i køkkenet og kunne se, hvordan et væld af ansatte havde travlt med at fremstille maden og gøre rent – og det lykkedes da også at få en snak med et par af dem.
I øvrigt en travl arbejdsplads – hvor de så i øvrigt ikke får løn for deres arbejde.
Et møde med en af de ansatte i køkkenet
Efter dette interessante besøg blev vi kørt den korte vej til vores restaurant, Connaught Clubhouse, hvor vi nød en lækker indisk aftensmad, inden vi blev kørt tilbage til hotellet, hvor vi mødtes med Vinay Singh, der var den ene indehaver at det rejsebureau, der havde arrangeret vores rejse til Himalaya.
Det blev et hyggeligt møde, hvor vi i tilgift (og måske fordi det netop var Diwali her i Indien) blev overrakt en pose med lækre indiske drikkevarer – og med ønsket om en god tur rundt i Rajasthan de næste 12 dage.
Alt i alt en god og interessant start på vores dage i Indien!
Mandag, d. 20.10.25 (3180-3546)
Tirsdag, d. 21.10.25 (3547-3821)