Året 2020 har siden marts stået i coronaens tegn, og det har betydet, at rejser til udlandet er umulige eller i den grad besværliggjort. Men sommerferie er jo ferietid – der bare i år bliver holdt inden for landets grænser, og anden del af vores sommerferie bliver så Læsø.
Vi havde derfor også valgt at melde os til ‘Læsø 3-dages’, et fint lille arrangement med 3 dages orienteringsløb i plantagen midt på øen. Ud over løbet blev der så også tid til at se lidt på øens seværdigheder…
Tirsdag, d. 14.7.
… lagde vi fra land i Aarhus og begav os nordpå til Frederikshavn for at tage færgen til Læsø. Efterfølgende indkvartering på vores hotel og base for de næste dage, Hotel Havnebakken med fin udsigt over Vesterø Havn.

Hotel Havnebakken
Efter at vi lige havde fået indrettet os, var det straks videre til dagens løb i den sydligste del af klitplantagen efterfulgt af en slapper resten af dagen.
Onsdag, d. 15.7.
Her var der så tid til lidt sightseeing.
Først gik turen til Byrum midt på øen, hvor vi så Læsøs højeste bygning, Læsøtårnet, der på afstand godt kan minde lidt om en minaret.

Læsøtårnet
Tårnet, der er helt dybt rødt med fine hvide aftegninger, er 17 meter højt og bygget i 1926 af håndlavede sten, der var fremstillet af træskomager og fhv. sømand Thorvald Hansen.
Thorvald Hansen konstaterede en dag, at man ikke mere – som da han selv var dreng – kunne se hele øen fra Byrum, men kun byens tage og nogle træer her og der, og han beslutter sig derfor at bygge byggede tårnet, som nu står…

Byrum kirke
Efter besøget i tårnet med fin udsigt over byen, tog vi videre til Byrum Kirke, der fremtonede i samme dominerende røde farve med hvide strøg som tårnet. Kirken er bygget i Valdemarstiden omkring år 1200 og er i øvrigt – sammen med Vesterø Kirke – en af få rødkalkede kirker i Danmark.
Byrum kirke er en enhedskirke – altså uden sideskibe – og med en længde på 35 meter er den øens største kirke og den eneste med hvælvinger gennem hele kirkerummet.

Byrum Kirke med altertavle fra 1450
En pudsig ting er altertavlen, der er fra 1450 og katolsk, og den er kun bevaret gennem reformationen, fordi Læsø ikke blev udsat for plyndringer af kirkerne, som det ses andre steder i landet.
Turen gik nu videre fra Byrum til Østerby, hvor vi fik set flere af de berømte tanghuse – bindingsværkhuse, hvor taget består af tang (ålegræs).

Bindingsværkshus med tangtag
Tangtagene har – ud over at være smukke indslag i landskabet – vist sig at være meget holdbare, og der er tangtage, der er fra 1600-tallet – og stadigvæk er holdbare. Tangtagene, der er meget bæredygtige, kan hverken brænde eller rådne, fordi ålegræsset er naturligt imprægneret med havets salt.

Andet bindingsværkshus med tangtag
Historien bag tangtagene er interessant, da den rummer fortællingen om et lille samfund, hvor der var kvinderne, der fik hverdagen til at hænge sammen, da mændene ofte var væk for at sejle eller fiske. Det betød, at kvinderne måtte tage sig af det hårde arbejde på øen såsom at tække tagene ved håndkraft. Derfor er mange af tanghusene i dag også opkaldt efter kvinder.

– og endnu et…
Tangtagene falder med tiden sammen, og man vil derfor se, at de hænger langt ned over husets sider og derfor hjælper med at isolere huset.
Fra området med husene med tangtagene omkring Østerby, kørte vi ned til byens havn, der primært er kendt for fiskeri af jomfruhummer og for sin jomfruhummerfestival, der afholdes hvert år, første lørdag i august måned. Det var derfor heller ikke mærkeligt, at vi på havnen kunne betragte en stor skulptur fra 2013 med navnet Jomfruhummeren, lavet af den lokale kunstner Ingegerd Biilving Jørgensen.

Skulpturen Jomfruhummeren fra 2013 i Østerby
Herefter var det tid til at få lidt at spise – og det var fisk, der stod på menuen, naturligvis.
Når man nu engang er i en fiskerihavn.
Og med maverne fyldte kunne vi så vandre lidt rundt i byen, hvor vi bla. gik forbi det nu nedlagte værft.

Fiskerbåd til reparation på værftet i Østerby
Nu var det så tid til at sige farvel til Østerby – dog med et lille holdt ved byens kirke, der i 1867 blev opført som et kapel i stedet for Hals Kirke, der nedlagdes samme år som et resultat af sandflugten. Kirken blev opført af håndværkere fra Sæby – men med frivillig og ulønnet hjælp fra en række lokale læsøborgere.

Østerby kirke
Kirken blev opført af murermester Holst og tømrermester Johansen, begge Sæby, og meget materiale til byggeriet fandt man på øen; men de gule mursten blev produceret af Nibe teglværk og blev sendt til Læsø i store både, som dog måtte omlade dem i mindre fladbundede “kåge” ude i krogen på østsiden af øen, da Østerby havn endnu ikke var anlagt.

Maleri ved altertavlen i Østerby Kirke
Nu var så det tid til dagens o-løb i plantagen, så resten af dagen var dedikeret til orienteringsløb sammen med venner, vi har fra sporten.
Og efter løbet i Læsø Klitplantage gik turen tilbage til Hotellet i Vesterø Havn.
Torsdag, d. 16.7.
Dagen startede vi ud med en tur til et af øens meget store trækplastre, Saltsyderiet, som vi nu besøgte for tredje gang, og allerede fra P-pladsen kunne vi gennem fyrretræerne skimte nogle af de bygninger, der brugtes til saltfremstillingen.

Saltsyderiet
Vi startede en rundgang mellem bygningerne, hvor der blev sydet salt, og vi kunne følge saltfremstillingen i forskellige stadier i de forskellige hytter, hvor varmen fra fadede med næsten kogende saltvand var ikke direkte behagelig.

En af bygningerne, hvor der blev sydet salt
Men det er altid et besøg værd, og det er interessant at gå rundt mellem og i de forskellige sydehytter – man finder hver gang nogle ekstra detaljer, som man ikke lige tidligere har fået med. Og så er det imponerende af følge arbejdet i hytterne, hvor de ansatte gerne fortæller om arbejdet med at syde salt gennem tiderne.

Det kræver god varme at syde – inddampe – salten
Det varmede og det dampede fra fadene, og vi kunne se salten krystalliseres i det varme vand, samtidig med at de ansatte skubbede salten sammen i et hjørne af fadene og indsamlede saltet i store kurve.

Fremstilling af salt i en af sydehytterne
Efter besøget i Saltsyderiet, fortsatte vi vores tur til den kirketomt, hvor Hals Kirke stod, indtil den blev revet ned i 1867. Stedet er i dag en lysning med vild bevoksning af planter, der kan klare den magre jord, og det eneste, der er tilbage af kirken, er en mindesten, der giver os placeringen. Et sted med biodiversitet – men ellers uinteressant.

Mindesten for Hals kirke, der blev nedlagt i 1867 i tiden med sandfygningen
Videre til næste stop, Danzigmand og Bløden Hale, der er et naturområde ude på den østligste spids af Læsø. Kodeord: natur, orkideer og fugle…

Landskabet ved Bløden Hale
Og som i går: Tilbage til klitplantagen inde midt på øen for at deltage i det sidste af turens tre o-løb.
Fredag, d. 17.7.
En dag uden løb – og hele dagen til at få set på nogle af de ting, øen kunne byde på.

Vesterø Kirke
Denne gang bevægede vi os sydpå i forhold til Vesterø Havn med første stop ved Vesterø Kirke. (Egentlig havde vi håbet på et besøg på Læsø Bryghus, hvor vi for år tilbage havde været forbi for at smage på øllet, men bryghuset var desværre gået konkurs og lukket).
Kirken er bygget i romansk stil i ca. 1250.
Det mest interessante ved kirken er nok de flotte kalkmalerier, hvor det ene forestiller en scene fra fortællingen om De Hellige Tre Konger. Scenen viser de tre hellige kongers rejse og møde med og tilbedelse af Jesusbarnet. Man mener, at maleriet stammer fra omkring 1510-25.

Kalkmalerier i Vesterø kirke der viser De Hellige Tre Kongers rejse
Også i koret – bag altertavlen – er der særdeles velbevarede kalkmalerier fra samme periode. I øvrigt er alle kalkmalerierne i kirken restaureret i både 1907, 1953 og senest i 1983.

Kalkmalerier i koret i Vesterø kirke
Og hvis man ellers ikke er så meget til kirkebesøg, så er alene disse malerier et besøg i kirken værd – også selv om det koster at besøge kirken, hvis man ikke er fastboende på Læsø!
Til sidst er det lige værd at nævne altertavlen fra år 1450, der er enestående på den måde, at den er katolsk og har overlevet reformationen, da Læsø ikke var genstand for kirkeplyndringer, sådan som det ellers skete i de fleste af Danmarks kirker.
Personerne, der er afbildet på altertavlen, er – foruden apostlene – en række helgener, der er kendt fra den katolske tro.

Altertavlen i Vester Kirke
Fra kirken kørte tilbage til saltsyderiet, hvor vi havde booket en traktortur ud over strandengsområdet Rønnerne – til Hornfiskerøn.
Rønnerne, der er et stort eng- eller marskområde syd for sydehytterne, er oversvømmet i vinterhalvåret, og er helt fladt med større sten fra istiden spredt ud over landskabet.

Et blik ud over Rønnerne
På turen kom vi forbi den største af disse sten, Pigestenen, hvor der naturligvis blev gjort holdt for et par fotos – som så ikke lige bringes her, fordi der ikke var mulighed for at tage fotos uden en masse turister, der absolut skulle op og klatre på stenen.
I stedet krydres dette indlæg med et foto af en af de mange andre store sten, vi passerede på vores vej…

En af de mange sten i havet ved Rønnerne
Traktorturen førte os helt ud til nogle brønde, hvor saltsyderiet hentede deres havvand til saltfremstillingen, da vandet herfra havde et større indhold af salt. Brøndene har 2 meter sand ned til et lag af blåler, og havvandet, der siver ind i brønden og ned gennem sandet, ender med at stå på blåleret. Med passende mellemrum pumpes vandet op og fragtes de 4-5 kilometer til saltsyderiet, hvor indvindingen af saltet fortsætter ved hjælp af varme.

Brønd til opsamling af havvand
I øvrigt var floraen noget anderledes – og smuk. Ikke mindst den blomstrende hindebæger (Limonium latifolium) prægede landskabet med sine fine lilla blomster. En anden markant plante her i området var engelsk vadegræs (Spartina anglica), der er en invasiv plante, der stammer fra Nordamerika og formodentlig er kommet til Europa med ballastvand.

Blomstrende hindebæger (Limonium latifolium)
På hjemturen mod saltsyderiet gjorde vi holdt og smagte på levende, gule engmyrer (Lasius flavus), der havde en behagelig syrlig smag. Disse myrer anvendes i den finere madlavning og til krydring af den lokale gin. Myrerne lever godt her på overdrevet i små karakteristiske tuer, men den kan være svær at finde, hvis man da ikke lige ved, hvad man skal kigge efter.
Sidste stop på vores miniferie på Læsø var en tur ad Søndre Strandvej til Stokken – dvs. så langt, vi kunne komme, for det sidste stykke måtte vi vade godt 50 meter gennem vand til lårene for at komme over til øen.

Der vades over til Stokken
Stokken, som udgør det sydvestlige hjørne af Læsø, er et yndet udflugtsmål for badende gæster, og det er et interessant sted at besøge med små hummerhytter – naturligvis med tangtag, der ligger mere eller mindre nedgravet i klitterne.

Hummerhus med tag af tang
Nu – hvor vi kan skrive sidst på eftermiddagen – kørte vi tilbage til Vesterø Havn for at nå færgen tilbage til fastlandet, og vi kan konstatere, at Læsø er et fint sted at tilbringe nogle dage, når vi nu var afskåret fra det store udland.

Vores hotel, Carlsens Hotel, i Vesterø
I øvrigt gav ventetiden i færgelejet os mulighed for at vandre lidt rundt i havnen og betragte livet her!

Havnens charme i Vesterø