Vestlige USA, 7.-27.5.25

Forårstur sammen med Joanna og Steffen til nogle af de vestligste, amerikanske stater – med fokus hovedsagelig på natur og nationalparker.
Joanna og Steffen havde andre aftaler i USA, der lige skulle overstås, inden vi landede i Jackson Hole og derefter mødtes i et lækkert, lejet hus mellem Tetonia og Driggs i Idaho for at afvikle vores fælles ferie – 3 uger på roadtrip gennem det vestlige USA.

Onsdag, d. 7.5.
Afrejse fra Billund med det tidlige morgenfly kl. 6.00 til Amsterdam, hvorefter vi – efter et par timers pause i Schiphol – fortsatte til Salt Lake City, hvor vi ankom i 20 graders sol.
Her troede vi, at vi havde halvanden time til at komme gennem paskontrol, emigration og security, men det viste sig, at afgangstiden for flyet, der skulle bringe os til vores endelige destination, Jackson Hole, var blevet ændret. Derfor havde vi i stedet godt 5 timers ventetid i en temmelig uinteressant lufthavn.
Men ellers gik resten af turen smertefrit og uden forsinkelser, så vi derfor frem først på aftenen, fik nøglen til lejebilen og efter knap en time kunne vi så træde ind ad døren i vores lejede hus og blive genforenet med resten af familien. Heldigvis var der sørget for lidt lækker mad og godt selskab!

Torsdag, d. 8.5.
Efter en god nats søvn kunne vi stå op til en solrig dag, og vi kunne danne os det første billede af, hvordan området omkring huset så ud.

Til vores store overraskelse sad der i et træ lige uden for huset et fint eksemplar af USA’s nationalfugl, den hvidhovedede havørn (Haliaeetus leucocephalus) – en fugl, som vi gerne ville se, men som på nuværende tidspunkt af året burde være trukket nordpå til Alaska for at yngle. Men et prægtigt syn, det var det…

Efter morgenmaden kørte vi til den sydlige indgang til Teton National Park, hvor vi ville tilbringe hele dagen. Parken er ikke så stor, men den største seværdighed i parken er de mest dramatiske bjerge i hele Rocky Mountains, heriblandt de 4 største: Grand Teton, Mount Owen, Middle Teton og South Teton, der alle rager omkring 4.000 meter op i luften. Bjergene er omgivet af bakkede landskaber, grønne skove, smukke bjergsøer, fossende floder og store enge. Og flere gange blev vi gjort opmærksomme på, at vi var i bjørneland og skulle tage de fornødne forholdsregler.

På vejen mod parken gjorde vi holdt i det 2570 meter høje Teton Pass, der danner overgangen mellem Teton Valley (hvor vi boede) og Jackson Hole-dalen.

I passet kunne vi nyde den flotte udsigt – her stående i det snedækkede landskab, hvor sneen visse steder lå ret højt og dækkede bla. det meste af en infotavle, der kunne fortælle om passet.

Ellers fortsatte vi ad Moose Wilson Road til Grand Teton National Parks sydlige indgang, hvor vi skulle fremvise vores adgangsbillet til parken.

Herfra videre mod Moose, en mindre bebyggelse hvor vejen krydser Snake River. På denne strækning passerede vi moser, heder, brusende floder og områder med vild skov, men ud over et enkelt fotostop, var det bare et område, der skulle passeres.

Ellers var vore første rigtige stop et historiske område nær Moose, hvor vi valgte at kigge lidt på området, inden vi kørte videre.
Først besøgte vi Chapel of Transfiguration, der er et lille bjælkekapel, hvor man gennem et stort vindue bag alteret kan man se de høje bjergtinder, der der er omtalt ovenfor. Kapellet, der blev bygget i 1925 og ejes og drives af St. John’s Episcopal Church i Jackson, blev opført for at betjene ansatte på de rancher, der fandtes – og findes – i området.

I øvrigt spillede kapellet en hovedrolle i filmen Spencer’s Mountain, som blev filmet i Jackson Hole i 1963, og hvor bla. Henry Fonda og Maureen O’Hara medvirkede.
Fra kapellet gik vi ned til Snake River og Menors Ferry Historic District.
På stedet kan man se en kopi af Menors færge og tilhørende kabelværk, der blev bygget af William D. Menor, som kom til Jackson Hole i 1894 og bosatte sig på en gård ved Snake River. Færgen bestod af en simpel platform med to pontoner under, og den blev skubbet over floden i den retning, pontonerne pegede.

Omkring færgestedet ligger flere huse, heriblandt det hvidkalkede Menor-hus, der endvidere rummer en landhandel, samt bjælkehytten  Maud Noble Cabin, der blev bygget i 1916 og som var stedet for et møde den 23. juli 1923, hvor en række folk med tilknytning til området mødtes og startede processen med at oprette Grand Teton Nationalpark.

Fra det historiske område i Moose fortsatte vi vores tur forbi Grand Teton Glacier, der er den største af parken 11 gletsjere, og hvor vi på en tavle kunne se, hvordan gletsjeren – i lighed med gletsjere andre steder i verden – år for år sørgeligt nok bliver mindre og mindre og i dag udgør mindre end en tiendedel af størrelsen for 50 år siden.

Efter et kort stop kørte vi dernæst til Jenny Lake, hvor vi havde en ide om, at vi ville gå rundt om søen. Derfor blev der købt lidt forsyninger (kiks), så vi kunne klare os på vejen rundt.
Vi fik dog ikke gået mange skridt, og var slet ikke nået ned til søbredden, før sneen begyndte at volde os problemer.

Overalt lå der større snedriver, og det var fedtet, glat og mudret vandrestier, der skulle forceres – så det blev til en noget kortere gåtur gennem området, dels langs søen, dels gennem skoven. Godt nok kom vi ikke rundt om Jenny Lake, men vi fik nogle fantastiske billeder på nethinden af bjergene, der spejlede sig i søen, og efter en times tid i området, kunne vi igen sætte os i bilerne og køre videre. 

Næste stop var endnu et sted, hvor vi kunne opleve de fantastiske spejlbilleder af bjergene i søens stille vand, nemlig Jackson Lake Dam and Reservoir. Her gjorde vi et kortere holdt, hvor vi – lige som ved Jenny Lake – kunne imponeres over de flotte spejlbilleder af de snedækkede bjergtoppe i søens stille vand.

Nogen af os nøjedes med disse smukke billeder, mens jeg lige ville have et billede med af dæmningen, så jeg måtte gå lidt væk fra de andre.

Herefter var det tid til at vende næsen hjemefter, men vi havde ikke kørt ret længe, inden vi passerede skilte, der fortalte os, at vi kunne forvente vilde dyr forude.

Og kort efter vi så et af disse skilte – passerede en større mark, hvor der græssede flere hundrede bisoner. Et vildt syn, som naturligvis skulle foreviges!

Herfra havde vi kun et enkelt stop ved Snake River Overlook – en P-plads, hvorfra man havde en flot udsigt over floder, der havde fået sit navn på grund af sit bugtede forløb – inden vi gjorde holdt og spiste lidt tidlig aftensmad i Moose – igen med udsigt over floden.

Endelig kunne vi afrunde en flot dag i naturen med udsigten fra vores værelse.

Fredag, d. 9.5.
Efter nattens søvn og en god morgenmad pakkede vi lidt vand i vores tasker og drog nordpå til vestindgangen til Yellowstone National Park – en kørsel på et par timer, der bare skulle overstås.

Herefter satte vi tempoet ned og stoppede nu flere gange langs Madison River, hvor vi spejdede efter dyre- og fugleliv, og en enkelt gang kunne vi i det fjerne se et par bisoner; mere blev det ikke til.
Vores mål med dagens tur var at besøge det geotermiske område syd for Madison River, så vi drejede sydpå ad Grand Loop Road, hvorfra vi først valgte at gøre en afstikker til Firehole Falls, der er et flot vandfald i Firehole-floden med et fald på 12 meter. Tæt ved vandfaldet var der i øvrigt sat afspærringer op for at besøgende ikke skulle komme for tæt på en ørnerede tæt på vejen.

Efter afstikkeren gik det videre langs floden mod Lower Geyser Basin, men vi gjorde dog lige et kort holdt ved en P-plads, da vi opdagede et eksemplar af den ganske sjældne amerikansk hvid pelikan (Pelecanus erythrorhynchos).

Herefter fortsattes til ovennævnte Lower Geyser Basin, der er en del af det nordligste termiske område langs Grand Loop Road, og som i øvrigt er forsynet med gangbroer i træ, så man kunne komme rundt i området. Allerede på vej til området fornemmede vi, at her nærmede vi os noget særligt; jorden var helt bar, uden bevoksning og helt hvid som en følge af den vulkanske aktivitet, og døde træstammer ragede nøgne op fra jorden, hvilket indicerede, at intet levende kunne gro her.

For os blev det en vandretur, hvor vi kom forbi alle de væsentligste steder som…
… Celestine Pool – en varm kilde med en gennemsnitstemperatur på 84^o C, der er kendt for at have små udbrud af overophedet vand. Vi oplevede dog en kilde med ro på!

… Silex Spring – en anden varm kilde med en gennemsnitstemperatur på 79^o C. Denne kilde har sit navn efter den store mængde silicium, der findes i og omkring kilden. Silex (latin for silicium) kommer fra de underliggende vulkanske bjergarter, som det varme vand opløser. Silicium fra kilden aflejres derefter som flager, der beklæder bassinet, og det afsættes ligeledes langs de små vandløb, der dannes af vand fra kilden.

… Fountain Paint Pots – et område med ‘kogende’ mudder, der er opkaldt efter de røde, gule og brune pastelfarver i mudderet. De forskellige farver stammer fra forskellige jernforbindelser, og boble-virkningen skyldes gasser, der stiger op gennem mudderet.

… en fumarole – et hul i jorden, hvorfra der kommer damp og gasser op til overfladen med en hvislen og susen. Da temperaturen i hullerne er så høj, fordamper vandet, inden det når op til overfladen.
… Red Spouter – en muddergryde med kogende, rødbrunt vand og mudder, der blev dannet som et resultat af et jordskælv i Hebgen-søen i 1959. Denne muddergryde opfører sig forskelligt hen over året; om foråret sprøjter den med mudret vand, mens den i løbet af sommeren bliver til en fumarole og blot står og hvæser.

… Leather Pool – der før ovennævnte jordskælv i Hebgen-søen var en varm pool på 59° C med et indhold af læderlignende, brune bakterier. Efter jordskælvet steg vandtemperaturen og dræbte bakterierne, men nu er poolen igen afkølet og de brune bakterier vendt tilbage.

Nordligst på rundturen gennem Lower Geyser Basin ligger et område med mange gejsere. Den mest markante af disse er nok Spasm Geyser, der var i et mindre udbrud, mens vi var til stede.

Fra Lower Geyser Basin kørte vi videre ad Firehole Lake Drive til et område med endnu flere gejsere, og her blev det til et kig på først den varme kilde Surprise Pool, der bare var ‘et hul i jorden’.

Derefter fortsatte et kort stykke til White Dome Geyser, der er en flot kegleformet gejser med en højde på knap 4 meter, og dermed er det den højeste gejserkegle i Yellowstone. Gejseren er i udbrud med et interval på et sted mellem 15 minutter og 3 timer – dog forholdt den sig i ro, mens vi var der.

Vores rundtur mellem gejsere, varme kilder og mudderpøle fortsatte dernæst til Midway Geyser Basin, der er parkens mindste gejserområde, men alligevel måske det mest interessante, idet det omfatter to af parkens største geotermiske forekomster, Grand Prismatic Spring, der med sine 110 meter i diameter er verdens tredjestørste varme kilde, samt Excelsior Geyser, der tidligere blev regnet for verdens største gejser, mens som ikke har haft udbrud i over 100 år. I dag er Excelsior Geyser en varm kilde, som udleder ca. 15.000 liter vand i minutter til Firehole River, men en enkelt gang (i 2005) kogte kilden flere gange så kraftigt med sprøjt på mere end 10 meter, at nogle regnede det for små udbrud.

Efter vi havde parkeret bilen tog vi en rundtur i området, idet vi først skulle over en bro over Firehole River og op ad bakken til det flotte afløb fra

Excelsior Geyser, der fremstod i alle mulige farver. Herefter kunne vi bevæge os – sammen med mange andre turister – langs kanten af gejseren, der fremstod som et enormt stort hul med kogende vand, hvor vi kunne gå det meste af vejen rund om og kigge ned i krateret.

Rundturen fortsatte langs nordøstkanten af Grand Prismatic Spring, der var en eksplosion af farver. I midten det krystalblå, dybe (op til 50 meter!) vand omgivet af det lave, grønne vand ved kanten af kilden, hvorefter gul, orange og røde nuancer tager over omkring selve kilden. Farverne skyldes termofile bakterier.

På vej tilbage mod parkeringspladsen passerede vi endnu et par mindre kilder, Opal Pool og Turquoise Pool, der begge er smukke, farverige kilder langs gangstien.

Desværre fandt vi ikke vejen op til udsigtspunktet, hvor man efter sigende skulle have en flot udsigt over hele Midway Geyser Basin – og ikke mindst Grand Prismatic Spring.
Dagens sidste programpunkt – inden godt to timers kørsel tilbage til huset – var et besøg i Upper Geyser Basin med Yellowstones mest kendte gejser, Old Faithful – men stedet er meget mere end det! Upper Geyser Basin kan således prale af at have den største koncentration af gejsere i verden, inklusive mange af verdens største gejsere, og på en 9,6 km lang tur rundt i området kan man komme forbi de fleste af stedets 150 termiske kilder, der ikke alle er gejsere.
Vi prioriterede dog Old Faithful, der springer hvert 60.-90. minut, og i øvrigt lige havde leveret et show, inden vi kom frem. Det betød, at vi lige skulle have slået en times tid ihjel (læs: vi spiste lige lidt frokost), inden vi kunne opleve den i udbrud; desværre et af de mindre.
For os, der havde oplevet Strokkur på Island, var det lidt af en skuffelse.

Efter det show, som Old Faithful havde valgt at byde os, gik turen hjemad til hytten, og vi valgte at køre den lidt langsommere vej sydover og gennem Teton Nationalpark ad Hwy 191, der var åbnet for trafik netop i dag.

Lørdag, d. 10.5.
Efter to dage, hvor vi havde haft fuld fart på i et par interessante nationalparker, gearede vi ned, og den stod så i dag på nogle besøg i vores nærområde, idet det først og fremmest var byen Jackson, der var omdrejningspunktet for vores besøg.
Derfor kørte vi efter morgenmaden hjemmefra med retning mod Jackson, men på vejen gjorde vi lige holdt i landsbyen Victor, hvor vi besøgte det lokale bryggeri, Grand Teton Brewing.

Her stod den på udsøgt ølsmagning og efterfølgende indkøb af lidt af den lokale øl, inden vi drog videre. I øvrigt var det et lidt interessant lokale, hvor øllet blev udskænket – med flere flotte malerier, der illustrede områdets kendetegn, Rocky Mountains.

Næste stop var Jackson, hvor vi fik parkeret bilen ved byens centrale torv, ved et lokalt kunstgalleri, Mountain Trails Gallery, der har specialiseret sig i originale malerier og bronzeskulpturer af nogle af nutidens vigtigste kunstnere. Uden for forretningen kunne vi betragte en række kendte personligheder – fremstillet i bronze – og placeret siddende på eller stående ved nogle bænke; en interessant opstilling, der tiltrak en del nysgerrige blikke.

I hvert hjørne af byens torv var opført en triumfbue, der var fremstillet af gevirer fra wapitier – en yndet baggrund for gruppefotos. Den første bue blev opført af den lokale Rotary Klub i 1953, mens de tre andre blev tilføjet i 1966 og 1969.

Fra torvet i Jackson centrum vandrede vi mod Snake River Brewing, hvor vi ud over en øl nød lidt frokost under en af parasollerne i bryggeriet have.

Vi havde i den forbindelse også lejlighed til at kigge lidt på de store tanke med øl, der var under produktion inde i bryggeriets lokaler.

Efter at have siddet lidt ned og nydt vores mad gik vi videre rundt byen, der havde mange kunstneriske indslag, f.eks. i form af vægmalerier. Et flot et af disse viste, hvordan man skulle forholde sig i naturen, hvis man traf på en bjørn.

Vi vandrede i den forbindelse forbi det lokale, farverige teater, Jackson Hole Playhouse, og vi besøgte en hatteforretning, JW Bennett, der var kendt vidt og bredt for sine luksuriøse hatte. Det besøg endte så med, at jeg kom derfra som ejeren af en af deres håndlavede hatte i bæverhår.

Nå, ikke mere Jackson i denne omgang, men inden det gik hjemad, kørte vi en tur gennem National Elk Refuge, et fredet område, hvor det – især om vinteren – vrimler med større pattedyr. Forventningerne var ikke store, da det jo ikke er vinter mere, men vi rendte da på en flok på omkring 100 tykhornsfår (Ovis canadensis), der er endemiske for Nordamerika.

En fin og overraskende oplevelse lige på falderebet, inden vi kørte tilbage til hytten for at slappe lidt af og nyde aftenen.

Søndag, d. 11.5.
I dag stod vi så op til tunge, mørke skyer, suppleret med regnvejr, så vi gav os god tid til morgenmaden, inden vi besluttede os for at tage en ekstra dag i Yellowstone, på trods af vejret og de to timers transport fra hytten til indgangen til nationalparken (og hjem igen).

På grund af vejret blev det ikke til nogen stop før Tuff Cliff – en stejl klippe, der er dannet af tuf, der er sammenpresset vulkansk aske. Egentlig ikke noget interessant sted at stoppe, hvis der ikke havde været et offentligt toilet!

Altså gik det i regnvejret videre til Gibbon Falls, der er et interessant vandfald på ca. 26 meter på Gibbonfloden, og som netop her i forårstiden er et flot sted, fordi er er meget vand i floden. Vandfaldet ligger lige ved siden af vejen, og alene af den grund er det et velbesøgt sted.

Også næste stop – Beryl Spring – lå lige ved vejen, og på afstand kunne man se dampen fra kildens næsten kogende vand stige til vejrs. Kilden, der har fået sit navn efter vandets blågrønne farve, den samme farve som ædelstenen beryl, er en af de varmeste kilder i Yellowstone.

Efter et kort ophold ved denne smukke kilde gik turen videre til Artists Paint Pot, som vi ligeledes aflagde et besøg i regnvejr. Det geotermiske område ligger et stykke fra vejen, og vi kunne godt blive i tvivl om, hvorvidt det kunne betale sig at gå den lange vej ad smattede stier fra P-pladsen til området – men da vi først så farverne og skønheden foran os, forsvandt enhver tvivl.

I øvrigt var navnet meget sigende, da det så ud, som om en kunstner havde været i gang med penslen og malet landskabet i alskens farver. En del af området var en lille geyser, Blood Geyser, men derudover var der små kilder, boblende jord og varme småsøer. En mere eller mindre sikret sti var anlagt rundt om området, så vi kunne se det farvelagte område fra alle vinkler og både ovenfra og nedefra.

På vejen tilbage mod P-pladsen fik vi nogle fine billeder af udgåede træer med hvide ‘sokker’ i den varme, vulkanske jord.

Efter dette interessante stop fortsatte turen nordpå mod vores endelige destination, Mammoth Hot Springs, men inden vi nåede dertil, stoppede vi kort ved Roaring Mountain – en næsten nøgen og hvid bjergside, der har sit navn efter de mange udstødninger af gas fra undergrunden, der tidligere kunne høres kilometer væk. Skrænten nedbrydes af termofile mikroorganismer, Sulfolobus acidocaldarius, der lever af den hydrogensulfidgas, der trænger op fra undergrunden.

Efter et kort ophold ved Roaring Mountain fortsatte vi nordpå gennem passet Golden Gate, hvor man første gang byggede en vej – anlagt på en bro – i 1885, da de første veje blev anlagt gennem Yellowstone. Anlæggelsen af den første vej gennem passet krævede 1270 pund sprængstoffer, og der blev fjernet 14000 m³ fast klippe, der blev transporteret væk i hestevogne. Tre gange senere er vejen genopbygget ved brug af nye teknikker og materialer, senest i 1977. Gennem passet løber det lille vandløb Glen Creek, der netop her skaber et 14 meter højt vandfald, Rustic Falls, der ligner et gardin; derfor også det andet navn for vandfaldet, West Gardiner Falls.

Herefter var vi – efter endnu få kilometer på vejen – fremme i byen Mammoth, der var vores mål med dagens tur, og efter en kop kaffe vandrede vi ud i det geotermiske område, Mammoth Hot Springs, hvor varme kilder med kalkholdigt vand har skabt et landskab af kalkstensterrasser i hvide, gule, rødlige og brune nuancer, og med sit besynderlige udseende kan området bringe tankerne hen på et is-landskab på Grønland.
Området består af 2 dele, Lower Terraces mod nord og Upper Terraces mod syd, og fælles for dem er, at der under området er et system af små rør, der tillader at varmt vand fra undergrunden kommer op til overfladen. Vandet kommer fra regn og sne, der falder på de omkringliggende bjerge og siver dybt ned i jorden, hvor det opvarmes.

Vores tur rundt i området startede ved den 11 meter høje Liberty Cap, der er blevet dannet af en varm kilde, der var aktiv på ét sted i lang tid. Kildens indre tryk hævede vandet til en stor højde og tillod derved, at mineraler blev opbygges langsomt – formodentlig i hundreder af år. Liberty Cap fik sit navn, fordi den lignede de spidse strikkede huer,  der symboliserede frihed og selvstændighed under den franske revolution.

Vi fortsatte med et kig på de nordligste aflejringer som Devils Thump og Palette Spring, inden vi startede en rundgang på de anlagte træbroer og -trapper, der førte rundt i Lower Terraces.

Dog gjorde vi lige holdt, da vi fik øje på en bjergsialia (Sialia currucoides), der havde sat sig til skue lige på vores vej. Denne smukke, stærkt blå fugl er i virkeligheden en lille drossel, som amerikanerne meget sigende kalder Mountain Blubird.

Ved vores rundgang kom vi tæt på nogle af de flotte travertinterrasser, der er dannet ved at kalksten (calciumcarbonat), der er ført med vandet fra undergrunden, er aflejret. På vores tur rundt stødte vi først på Minerva Terrace, der er dannet i 1990’erne og har mange synlige lag. Denne terrasse er opkaldt efte den romerske gudinde for kunst, og den var ikke så smuk lige nu, da den var helt tør og de enkelte lag i terrassen derfor ikke var så tydelige.

Orange Mound Spring (varm kilde, hvor travertinen er farvet af cyanobakterier) og Jupiter Terrace (der er området omkring Orange Mound Spring), der imponerede.

Da vi var færdige med rundgangen i Lower Terraces, kørte vi til Upper Terraces, hvor vi tog rundt på den vej, der førte gennem området. Derved kørte vi forbi (og stoppede kort ved) nogle af de markante geotermiske steder, først Cheops Mound og derefter Orange Spring Mound, der er speciel for området, fordi den – i modsætning til mange af de andre formationer – er en lille høj, der er farvet stærkt orange.

Sidste stop, inden vi forlod Mammoth Springs var det meget specielle område, Angel Terrace, der i 1920’erne og 1930’erne blev betragtet som perlen i Mammoth Springs, og efter at have forholdt sig roligt i en årrække, er der nu igen kraftig aktivitet i de varme kilder med store mængder vand, der fosser ud i området. Et rigtig imponerende syn!

Herefter forlod vi området og kørte sydpå igen, hvor vi langs vejen så græssende hjorte (af ubestemmelig slags) samt nogle bissoner, hvor et par eksemplarer kom meget tæt på os – i øvrigt uden at tage notits af os.

Vores sidste stop, inden vi helt forlod Yellowstone, var Norris Geyser Basin, der med vandtemperaturer på 90-100^o C er det varmeste gejserområde i parken. Området består af tre underområder: Porcelain Basin, Back Basin og One Hundred Springs Plain, og i modsætning til flertallet af nationalparkens andre gejsere, der er basiske, er gejserne i Norris sure, hvilket betyder, at der er et helt andet farvespil i og omkring områdets varme kilder i forhold til andre steder i Yellowstone.
Efter at vi havde parkeret bilen gik vi en tur i Back Basin, hvor vi først gik forbi den godt 8 meter dybe og smukke kilde, Emerald Spring. Denne kilde har fået sit navn fra den smaragdgrønne farve, der dels skabes af sollys, der reflektere den blå farve – dels af farven fra de gule svovlaflejringer.

Hernæst besøgte vi Steamboat Geyser, der er verdens højeste, aktive geyser, der kan sende vand op i luften i en højde på over 90 meter. Udbrud fra gejseren er meget uforudsigelige, og en enkelt udbrud kan vare fra 3 til 40 minutter, men desværre var vi lidt for sent på den, idet det seneste større udbrud fra gejseren fandt sted 14. april i år. Da vi besøgte gejseren stod den blot at kogte og spruttede med vand i søjler på mindre end en meter.

I umiddelbart nærhed af Steamboat Geyser ligger Cistern Spring, der er en pool med meget blåt vand, der er forbundet med Steamboat Geyser under jorden, hvilket betyder at poolen tømmes (mere eller mindre), når Steamboat går i et større udbrud. Der produceres så meget vand i denne pool, at det har oversvømmet hele området og dræbt træerne, der soksede her.

Vores tur rundt i Back Basin bragte os også forbi andre smukke kilder og gejsere, der kogte og udspyede i mindre mængder og med kortere eller længere intervaller. Nogle af stederne var navngivet, f.eks. Veteran Geyser, Corporal Geyser, Fearless Geyser, Monarch Geyser Crater og Minute Geyser. Alle spændende på hver deres måde.

Efter gåturen i Back Basin endte vi ved Porcelain Basin, der har navn efter det kiselholdige, kridhvide mineral, der er aflejret her. Området, der var lukket for offentlig adgang, da vi var der, er et af de varmeste og mest syreholdige i hele Yellowstone, og selv om vi ikke måtte bevæge os ind i området, var det flot at stå at se på de mange gejsere, kilder og fumaroler i området. Især den meget aktive Ledge Geyser, som er den næststørste i Norris Geyser Basin, og kunne sende vand mere end 30 meter op i luften, kunne vi komme ganske tæt på.

Efter besøget her i Norris Geyser Basin gik det hjemad til hytten, men på vejen ud af parken blev trafikken stoppet af et optog bestående en bisonmor med sin kalv, der luntede af sted blandt bilerne på vejen; en lidt anderledes oplevelse!

Ellers var det bare tilbage til hytten for at nyde Joannas chili con carne, en flot regnbue og en sidste overnatning, inden turen i morgen tidlig skulle gå sydpå.

Mandag, d. 12.5.
Efter 5 nætter her i Teton Valley, var det tid til at komme videre, så efter morgenmaden, lidt oprydning og pakning af vores rejsetasker, kørte vi sydpå mod Salt Lake City, hvor vi havde en enkelt overnatning på Little America Hotel midt i byen.
Alt i alt blev det til en køretur på 450 km og godt 4 timer, før vi var fremme ved hotellet til indtjekning, udpakning og en kop kaffe i hotellets café. På vej ud fra cafeen kunne vi i øvrigt nyde synet af et flere tusinde år gammelt, forstenet palmeblad, der var udstillet i hotellets foyer! Og dermed fik vi en forsmag på, hvad Utah har at byde på af spor fra jordens fortid.

Herefter bevægede vi os ud i blæsevejret i byens gader for at se på nogen af de seværdigheder, som byen kunne byde på. Over for vores hotel lå byens eneste 5-stjernede hotel, Grand America Hotel, en flot bygning, hvor overnatninger næppe var for vores pengepung, så vi nøjedes med at gå nordpå ad Main Street, hvor flere af byens ældste bygninger lå.

Vi passerede således f.eks. Judge Building, der er en kontorbygning fra 1907, som blev udlejet til en række jernbaneselskaber allerede inden den var færdigbygget. Bygningen har navn efter Mary Judge – og her altså ikke noget med dommer-erhvervet at gøre.

Længere fremme ad Main Street passerede vi flere interessante installationer i form at kunstfærdige bænke, tavler, der fortalte om byens historie og flot bemalede mure.

Herefter stod den på ZCMI Building, der rummede Amerikas første stormagasin, hvor en række mormonske virksomheder havde slået sig sammen under samme tag for at kunne afgive større ordrer ved bestilling af varer.

Herefter var vi fremme ved byens mest interessante plads, Temple Square, for enden af Main Street. Selve pladsen med alle dens bygninger ejes af mormonerne, og har siden 1847, da mormonpionerer, under ledelse af Brigham Young, kom til Salt Lake Valley, været hovedkvarter for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

På Temple Square findes flere af mormonernes vigtigste bygninger – først og fremmest Salt Lake-templet, der – med et gulvareal på ca. 23500 m² – er det arealmæssigt største tempel for de Sidste Dages Hellige. Templet, der blev indviet i 1893, var desværre lukket på grund af ombygning og indpakket i presenninger, da vi var der, så det var ikke meget, vi fik set. I øvrigt er der (var der) kun adgang for mormoner i templet.

Et par andre markante bygninger på Temple Square er Salt Lake Tabernacle og Salt Lake Assembly Hall – to bygninger, vi heller ikke fik set.
Salt Lake Tabernacle, der blev bygget i perioden mellem 1863 og 1875 for at kunne afholde sektens konferencer, har en kapacitet på ca. 3500 personer, mens Salt Lake Assembly Hall, der opførtes mellem 1877 og 1882, er sektens forsamlingshus med plads til ca. 1400 personer.
Da vi kom frem til Temple Square var det første, der fangede vores blik, det tidligere Hotel Utah – nu Joseph Smith Memorial Building, der er et imponerende bygningsværk fra 1911. Bygningen blev oprindelig bygget som hotel, der blev drevet af mormon-kirken, men denne funktion ophørte i august 1987, hvorefter bygningen nu huser tre restauranter, et teater, et slægtsforskningscenter og adskillige selskabslokaler. (Også denne bygning er pt. lukket på grund af renovation).

Bag Joseph Smith Memorial Building – set fra Main Street – ligger mormonkirkens kontorbygning, Church Office Building, hvorfra personale støtter kirkens (missions-)arbejde i hele verden. Bygningen, der er fra 1972, er 128 m høj, og den var indtil 1998 Utahs højeste bygningsværk.

Da vi gik rundt i området, så vi endvidere endnu en administrativ bygning, Church Administration Building, der er mormonkirkens hovedkontor, hvor kun kirkens embedsmænd har adgang. Bygningen, der er fra 1917, er blevet brugt til møder mellem kirkeledere og politiske og lokale ledere, og i bygningen er der kontorer til de styrende organer inden for kirken, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum.

Vi gik lidt rundt på den fredelige og velholdte blandt blomsterbede på Temple Square, inden vi bevægede os videre mod et andet af de steder, der absolut skal besøges i byen: Utah State Capitol.
Capitol, der meget passende ligger på Capitol Hill, er staten Utahs regeringsbygning, bygget mellem 1912 og 1916. Bygningen, der er forsynet med en 76 meter høj kuppel, er inspireret af klassisk, korintisk arkitektur. Et prægtigt bygningsværk!

På den anden side af gaden, men stadig på Capitol Hill, ligger Salt Lake City Council Hall, der var byens rådhus fra 1866 til 1894 og derefter fungerede som politihovedkvarter indtil 1915.
Uden for rådhuset står et mindesmærke for vedtagelsen af en ligestillingslov fra 1869, hvor kvinder i staten fik stemmeret; Utah blev derved den første stat i USA, der gav kvinder stemmeret.

Fra Capitol Hill gik turen tilbage mod hotellet – med en lille afstikker til indkøbscentret City Creek Shopping Mall.

Men eller gik vi den lige vej tilbage til hotellet, hvor vi nød selskabet med Joanna og Steffen og udsigten over bla. Salt Lake City and County Building, der er regeringssædet for Salt Lake City og amt. Opførelsen af denne bygning splittede borgerne i byen, og i begyndelsen var by- og amtsbygningen symbolet på ikke-mormoners åbenlyse trods mod og opgør med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er endvidere dokumenteret, at bygningen blev designet til at konkurrere med Salt Lake-templet som byens arkitektoniske midtpunkt, hvilket naturligvis ikke faldt i god jord hos mormonerne.

Bygningen fungerede som Utahs Capitol fra da Utah blev tildelt status som stat i 1896, indtil den nuværende Utah State Capitol blev færdiggjort i 1915, og den husede oprindelig også Salt Lakes første offentlige bibliotek og indeholdt flere retssale.
Efter lidt hygge på hotelværelset gik turen over gaden til en lækker (og lidt dyr) aftensmad i restaurant Bonne Vie i Grand America Hotel, inden vi gik til ro til en urolig nat i en levende, støjende by…

Tirsdag, d. 13.5.
En dag i Utah, der først og fremmest betød 5-6 timers raslen på landevejene (Highway 89) fra Salt Lake City til vores næste overnatningssted (Airbnb) i Big Water i det allersydligste af Utah og tæt på grænsen til Arizona.
Da vi var i god tid og noget foran Joanna og Steffen, valgte vi lige at lave en afstikker til nationalparken Bryce Canyon, hvilket vi på ingen måde kom til at fortryde.
Ergo forlod vi Highway 89 og kørte videre ad Scenic Byway 12, hvor vi omkring 15 km før nationalparken passerede Red Canyon med flere flotte, røde klippeformationer. Og netop Red Canyon skulle være et af de mest ikoniske steder på Scenic Byway 12, der generelt omtales som en af USAs mest sceniske køretur.

Langs vejen ligger et lille Visitor Center (desværre lukket, da vi passerede), og her kan man nyde både udsigten over de røde klipper, der mest af alt ligner noget, der er fremstillet af en billedhugger, og vandre rundt og få information om planterne, der voksede i området.

Og det hele toppes så af et af de mest imponerende steder her, Red Canyon Arch/Tunnel, hvor vejen et par gange blev ført gennem huller i klipperne. Alt i alt et sted, hvor vi var nødt til at gøre et par fotostop.

Ellers fortsatte vi videre til byen Bryce Canyon City og indgangen til nationalparken, hvor vi godt kunne se, at vi var ankommet til et populært turistmål; der var lidt kø ved indgangen, og der var mange mennesker på alle P-pladser i nærheden.

Vi kørte videre og valgte at holde ind på P-pladsen ved Sunset Point, hvor der naturligvis også var godt besat med køretøjer. Og så blev det ellers til en gåtur herfra – med en storslået udsigt over området.

Bryce Canyon, der i virkeligheden ikke er en canyon/kløft i geologisk forstand, men en samling af gigantiske naturlige amfiteater-lignende skrænter langs den østlige side af et højt plateau. Bryce Canyon blev befolket af mormonske pionerer i 1850’erne og blev opkaldt efter mormonen Ebenezer Bryce, der bosatte sig i området i 1874, og det er meget karakteristisk på grund af en overflod af geologiske strukturer kaldet hoodoos – høje, tynde klippesøjler dannet ved forvitring og erosion, hvor blødere sten er beskyttet af hårdere sten på toppen.

Klippernes røde, orange og hvide farver giver parkens besøgende en spektakulær udsigt fra bla. Sunset Point, hvor vi startede vores tur. Vi vandrede langs kanten af amfiteatret – fra Sunset Point til Sunrise Point (og tilbage igen) og nød den flotte og meget imponerende udsigt over skrænten med de mange hoodoos.

Langs skrænten fandt vi i øvrigt også en del blomstrende Greenleaf manzanita-buske (Arctostaphylos patula). Bærrene fra buskene høstedes af indianerne i området og var værdifuld føde for dem, ligesom de lavede te af bladene.

Herefter kørte vi videre til nogle af de et par af de andre udsigtspunkter, Swamp Canyon (der ikke var et besøg værd, efter at vi havde vandret ved Sunset Point) samt Bryce Point, hvor kun jeg (ærgerligt nok) kom hen til selve udsigtspunktet, da vi ikke kunne finde en mulighed for at parkere bilen på den meget lille P-plads. Dette sted virkede dog til at være et besøg værd, men måtte udelades på grund af den manglende parkering. 

Endelig holdt vi også ind ved Inspiration Point, der – i stil med amfiteatert – kunne byde på endnu en flot udsigt over tusinder af hoodoos.

Herefter forlod vi Bryce Canyon ad samme vej, som vi var kommet, og turen gik videre over Kanab til Big Water til vores hjem for de næste 4 nætter.
Ellers blev det til lidt indkøb i Page og aftensmad, inden vi kunne nyde roen i vores hjem i et Dark Sky-område med en smuk, stjerneklar nattehimmel.

Onsdag, d. 14.5.
Ny dag – ny nationalpark.
Så efter en god gang morgenmad satte vi os i bilen, og foran os havde vi så halvanden times køretur til en af landets mere ikoniske nationalparker, Zion – nationalparken, der har været beboet af flere forskellige indianerstammer i mere end 8000 år, men som blev genopdaget af mormon-nybyggere i 1858. Nybyggerne fandt stedet så betagende, at de opfattede det som Himmerig på jord, og de bosatte sig her i 1863 for at dyrke majs, tobak og frugttræer.

Zion Nationalpark, der i øvrigt er den ældste nationalpark i Utah, har en unik geografi med 4 livszoner repræsenteret i parken: Ørken, flodskov, skov og nåleskov. Helt unikt i den 590 km² store park er Zion Canyon, som er en 24 km lang og op til 800 m dyb kløft, hvor man ikke må køre i sin egen bil, men skal lade sig transportere i en af de gratis shuttlebusser, der kører mellem besøgscentret i syd og Temple of Sinawava – et naturligt amfiteater, der er formet af Virgin-floden – i nord.
(Vedr. navnet Zion, som mormonerne gav stedet, så refererer det til et bjerg i Jerusalem, selve byen Jerusalem, og i overført betydning til Guds bolig og Israels folk).
Vi kørte fra øst ind i parken ad Zion Mount-Carmel Highway, i øvrigt som så mange andre. 

Her blev vi – både før og efter en 1,8 km lang tunnel undervejs – ført gennem et fantastisk bjerglandskab med lagdelte lag i hovedsagelig rustrøde, orange, creme, gule og brune nuancer – og med en bevoksning af fyrretræer, kaktus og andre vilde planter. Et landskab, der over millioner af år er blevet formet af vand, vind og is til det, vi ser i dag.

Efter at vi var kommet gennem tunnellen, skiftede landskabet til grovere former – men også her var det en smuk oplevelse at køre ad vejen, der gennem adskillige serpentinersving førte os ned i dalen.

Og herfra fortsatte vi den korte vej til besøgscentret, hvor bilen blev parkeret, og hvor vi skiftede til en af de obligatoriske shuttlebusser op i kløften. 
Vi stod af ved endestationen Temple of Sinawava, hvor høje, stejle klipper rejste sig lodret foran os.

Men ellers gik det herefter til fods ad Riverside Walk langs Virgin-floden til endepunktet af den asfalterede sti, hvor vi gjorde holdt og nød naturen. Denne tur første os forbi smukke steder langs floden, der delvist flød forbi lige ved vores fødder.

Der var flere, der holdt picnic og eller tog en dukkert i den brusende flod, men ellers var det bare et dejligt og fredeligt sted at opholde sig. Og selv om det var en varm dag, så var det forfriskende svalt langs Virgin River.

Man kunne herfra fortsætte længere ind i kløften ved at gå ude i floden, men det var vi ikke klædt på til. I stedet blev vi og vandrede langs floden ad den nydeligt anlagte sti.

På vores vandretur langs floden mødte vi flere gange ret tamme klippeegern (Otospermophilus variegatus), og flere gange løb de nærmest i vejen for os. En enkelt gang var vi helt tæt på, da den sad på en pæl lige foran os og ikke rørte sig ud af flækken og i øvrigt ikke tog notits af os.

Også flere planter, f.eks. gylden akeleje (Aquilegia chrysanta) og kardinalblomst (Mimule cardinale), som vi kender fra haverne hjemme i Danmark, faldt vi over i større tal på vores tur gennem den flotte floddal.

Efter vandreturen var det tilbage i shuttlebussen, der satte os af i Zion Lodge, hvor vi nød lidt velfortjent sen frokost.

Herefter var det bare tilbage til besøgscentret og bilen med shuttlebussen, gennem tunnellen og ad Zion Mount-Carmel Highway til Kanab og videre til vores hytte i Big Water, hvor vi fik lidt salat at spise, inden vi kunne flade ud i sofaerne efter en begivenhedsrig dag.

Torsdag, d. 15.5.
Endnu en dag her på grænsen mellem Utah og Arizona – med en tidsforskel mellem de to stater på 1 time, så når man kører frem og tilbage over grænsen, skal man huske at stille urene en time tilbage – eller er det frem?
Og når man nu boede på grænsen mellem de to stater, så skulle vi da også lige have et par billeder i kassen af de to skilte, der markerede, at her var statsgrænsen.

I øvrigt var der mange store forskelle på de to stater, og f.eks. kunne man købe alkohol i Arizona, mens man i Utah skulle forbi en specialforretning for at købe øl, vin mm. Det virkede lidt mærkeligt…

Efter morgenmaden startede vi – Claudia og jeg – dagen  i Glen Recreation Park ved den opdæmmede Lake Powell, hvor vandet bliver holdt tilbage af Glen Canyon Dam, og første stop på vores tur i området blev et udsigtspunkt, Wahweap Overlook, hvorfra vi kunne danne os et overblik over området og ikke mindst Lake Powell.

Ud over at vi havde en flot udsigt, oplevede vi to kvinder af indiansk afstamning, der var i gang med et ritual, hvor det så ud som om de velsignede eller tilbad området.

Fra udsigtspunktet kørte vi ind i Glen Recreation Park og videre til det rekreative område langs søen med en del sejlerliv, inden vi fortsatte til Glen Canyon Dam, der holdt vandet i Lake Powell tilbage.

Vores besøg gjaldt dog først og fremmest besøgscentret ved dæmningen, men inden vi gik indenfor, kastede vi et blik på en klippeblok med fodspor fra dinosaurer – fundet i området. Klippeblokken, hvor aftrykkene af dinosaurfødder var meget tydelige, var udstillet lige uden for besøgscentret, og det var et yndet fotoobjekt, hvor man skulle stå i kø for at få et ordentligt billede.

Hernæst gik vi indenfor i centret, hvorfra man havde en flot udsigt over dæmningen.
Glen Canyon Dam er – lige som Hoover Dam i nærheden af Las Vegas – en dæmning over Colorado-floden, og de er begge betydelige dæmning bygget i beton.
Hoover Dam (indviet 1936) er 221 meter høj og 379 meter lang, og bag dæmningen ligger den kunstige sø Lake Mead, der dækker et areal på 694 km².
Glen Canyon Dam (indviet 1964) er 220 meter høj og 480 meter lang, og bag dæmningen ligger den kunstige sø, Lake Powell, der dækker et areal på 658 km².

Fra besøgscentret kørte vi til Page, hvor vi gik lidt rundt i et klippelandskab i udkanten af byen, som vi havde fået anbefalet. Bevares; flot var det, men i sammenligning med så meget andet, vi havde set, så var det ikke værd at køre efter. (Men måske fandt vi bare ikke det rigtige sted?)

Ellers var det bare tilbage til Big Water til lidt frokost og hygge i familien, inden den stod på eftermiddagens program, hvor vi skulle besøge Antelope Canyon.

Vores besøg gjaldt Lower Antelope Canyon, der er en af de 6 canyons/kløfter, der findes nær byen Page i et område, der ejes og bebos ad Navajo-indianerne. Lower Antelope Canyon, der kun er mulig at bese på guidede ture, er – efter sigende – den flotteste af kløfterne at besøge, men også den sværest tilgængelige.

Det kræver god fysik at presse sig gennem smalle passager og forcere de installerede metaltrapper undervejs gennem kløften, men et besøg belønnes med nogle fantastiske udsigter gennem sandstenene, der kunne minde om forstenede bølger i alskens farver.

Alt i alt var det nok den mest imponerende og intense vandretur, vi nogensinde havde været på, og ud over at vi kunne vi beundre farvespillet i sandstenene omkring os, og at vi med lidt fantasi kunne se klipper, der så ud som pirater, kvinder med bølgende hår eller en løve, havde vi også en guide, der gjorde oplevelsen fuldkommen.

I det hele taget kan denne vandretur ikke beskrives; stedet skal ses, og selv billeder, som vi tog undervejs, giver ikke det fulde indtryk af dette fascinerende sted.

Men igen: skulle man være interesseret i at besøge stedet, så skal man være opmærksom på, at billetter skal bestilles i rigtig god tid, og der er kun få pladser på hver tur. Turene arrangeres kun af 2 selskaber, Dixie’s Lower Antelope Canyon Tours og Ken’s Tours Lower Antelope Canyon, og turene er fuldt bookede lang tid i forvejen. Prisen for en guidet tur på godt en time er fra 100 $ pr person.

Og skulle man ikke kunne klare den trange kløft eller de fysiske udfordringer, kan man i stedet besøge Upper Antelope Canyon, der ligger lige i nærheden, og i øvrigt er næsten lige så imponerende at besøge, men ikke så udfordrende. Her er der flere udbydere om turene, så det er lidt lettere at få plads. Til gengæld er turene både kortere og dyrere, da de også inkluderer transport til kløften. 

Efter besøget i Antelope Canyon mødtes vi med Steffen, der havde brugt dagen på arbejde, og så rundede vi ellers af med at besøge et af de andre store turistmål i området, Horseshoe Bend, hvor Coloradofloden slog et sving af form som en hestesko. Lidt i modlys, måske, men også her et spændende sted, som var fundet af rigtig mange turister…

Sluttelig stod den på barbeque på Big John’s Texas BBQ – ikke så hyggeligt, men rigelig mad og livemusik.

Fredag, d. 16.5.
Efter flere dage i canyons i det sydlige Utah og nordlige Arizona var det i dag blevet tid til at besøge den kendteste og største af dem alle, i hvert fald her i USA, nemlig Grand Canyon.
Efter morgenmaden satte vi os derfor ned og finde den bedste og mest fornuftige rute til Grand Canyon, og valget stod mellem et besøg ved South Rim eller North Rim, hhv. syd og nord for kløften. South Rim er det klassiske besøg med mange udsigtspunkter og flere faciliteter, men også mange flere turister – og i vores tilfælde med tre timers kørsel, inden vi ville være fremme.
Vi valgte i stedet at besøge Grand Canyon nordfra – fra North Rim, hvilket gav os lidt mindre kørsel og færre turister – samt muligheden for at køre den smukke tur ad Highway 89A via Marble Canyon og forbi Cliff Dwellers Stone House. Det betød også, at vi endnu engang skulle passere Page…

Vores første stop var – ud over en rasteplads, hvor navajo-kvinder solgte drømmefangere og andet traditionelt håndværk – ved Marble Canyon, hvor vi gjorde holdt ved den historiske Navajo-bro over Colorado-floden. I virkeligheden er der tale om to broer.

Den ældste bro blev indviet i 1929, og denne bro er siden færdiggørelsen af den nye bro i 1995 lukket for kørende trafik, og betjener i dag kun fodgængere.
Vi valgte at tage fodgængerbroen over på den anden side og fik et flot vue ud over Colorado-floden under os.

På turen over broen kunne vi også betragte flere californiske kondorer (Gymnogyps californianus), der er nordamerikas største landlevende fugl. I øvrigt er den californiske kondor et kapitel for sig. Antallet af kondorer faldt dramatisk i det 20. århundrede på grund af krybskytteri, blyforgiftning og ødelæggelse af deres levesteder, og der blev derfor lavet en bevaringsplan, der førte til, at de sidste 22 vilde kondorer blev indfanget og anbragt i zoologiske haver i 1987. Det førte til, at antallet af kondorer begyndte at stige, og i 1991 blev en gruppe kondorer igen sat fri. Og et af de bedste steder at se dem er altså her ved Marble Canyon, hvor vi så dem siddende på brokipningen og i luften hen over floden.

Fra Marble Canyon gik turen videre til Cliff Dwellers Stone House. På afstand fik vi øje på nogle paddehatteformede klipper, hvor det så ud som om, at der under nogen af dem var bygget huse. Et temmelig slidt skilt fortalte historien om Blanche Russell og hendes mand, Bill, søgte ly under disse klipper, da deres bil brød sammen her i 1920’erne. Efterfølgende købte Blanche og Bill Russell området og byggede permanente bygninger under klipperne. Disse bygninger kunne vi stadigvæk se resterne af.

Efter vores ophold i disse surrealistiske omgivelser fortsatte vi til udsigtspunktet House Rock Valley Overlook, hvorfra vi havde en flot udsigt over området, vi lige var kørt igennem, og hvor vi kunne vandre den korte vej til en lokal kløft, der var en god forsmag på Grand Canyon.

Endelig nåede vi – efter en kop kaffe i Jacob Lake og efter godt tre timers kørsel – frem til området omkring Grand Canyon North Rim, hvor vi undervejs kørte over store åbne områder, hvor vi flere gange så småflokke med Mule Deer (Odocoileus hemionus) – mulhjorte på dansk – lige som vi igen så nogle californiske kondorer.

Fremme ved North Rim-området gjorde vi i første omgang holdt ved et mindre picnic-område, hvorfra der var en flot udsigt ned over Grand Canyon, og hvor vi så – og hørte – flere interessante fugle i træerne omkring os.

Ellers gik det videre til enden af vejen, hvor vi parkerede på den store P-plads ved Grand Canyon Lodge, hhv. Visitor Centret, inden det blev til en tur rundt i området. 

Vores plan var at vandre ad stien til Bright Angel Point, der er det bedste og mest berømte udsigtspunkt ved North Rim, men stien til punktet var lukket for besøgende, da den skulle repareres, så vi måtte nøjes med et par andre – også imponerende – udsigtspunkter tæt ved Grand Canyon Lodges veranda. Herfra var der et flot vue ud over området og kløfterne, der skar sig gennem landskabet, og som i øvrigt var en del af Grand Canyon.

Da vi var vandret lidt rundt, vendte vi tilbage til P-pladsen og nød udsigten ved Roaring Springs, inden vi fortsatte til Point Imperial, der med sine 2683 meter er det højeste udsigtspunkt på North Rim. Fra punktet er der mod øst udsigt til krydset mellem Colorado River og Little Colorado, selv om floderne kun svagt kan anes bag konturerne i landskabet.

Efter vores besøg her gik turen over Jacob Lake, hvor vi spiste aftensmad, og Kanab tilbage til Big Water, hvor vi så småt skulle i gang med at pakke vores sager, da vi i morgen tidlig skulle videre mod næste overnatningssted i Las Vegas.

Lørdag, d. 17.5.
En dag, som startede med, at vi fik pakket de sidste af vores ting ned, spist lidt morgenmad og derefter forlod vores hjem for de sidste 4 dage her i Big Water og kørte vestpå. Turen førte os endnu engang gennem Kanab og den sydlige del af Zion Valley, og igen kunne vi nyde det imponerende landskab, som vi undervejs kørte igennem. Og vi måtte da også lige undervejs have et billede af den flotte bæverhalekaktus (Opuntia basilaris), der voksede langs vejen og som netop nu stod i blomst.

Efter at have passeret nationalparken, kørte vi videre sydvestpå, indtil vi kom til vores første stop, som var spøgelsesbyen Grafton Ghost Town vest for Springdale, der er den sydlige indkørsel til Zion nationalparken.
Stedet blev først beboet i december 1859, da nogle mormoner slog sig ned her for at dyrke bomuld, men deres bebyggelse blev ødelagt i 1862 af en stormflod, hvor floden Virgin gik over sine breder. Efterfølgende grundlagde man så byen Grafton senere på året; en by, der voksede hurtigt, så indbyggertallet i 1864 var på 28 familier, der hver dyrkede et jordlod.

Udfordringerne for byen var dog meget store, og oversvømmelser, dårlig jord og truslen og overfald fra indianerstammer i området forårsagede at de fleste af byens indbyggere permanent flyttede til andre adresser. Herefter nedlagdes kirken i 1921, mens de sidste beboere forlod Grafton i 1944, og byen blev solgt til filmproduceren Harry Sherman.

Det siges, at Grafton er den mest fotograferede spøgelsesby i vesten, og den har været location i adskillige film, herunder In Old Arizona fra 1929 – den første talefilm filmet udendørs – og den klassiske Butch Cassidy and the Sundance Kid fra 1969.

I dag står fem familiehuse, nogle lader og kirken/skolen tilbage i byen, der absolut var et besøg værd. Også kirkegården, nogle hundrede meter fra byen, kunne besøges (og blev besøgt!)

Fra Grafton gik turen videre til St. George, hvor vi først indtog en burger på en fastfood-restaurant i byens udkant. Herefter skildtes vore veje, og mens Joanna og Steffen valgte at køre direkte videre til Las Vegas, besøgte vi andre et museum, St. George Dinosaur Discovery Place, hvor man kunne se spor i sandsten – sat for mange år siden af dinosaurer.

Grunden, hvor museet i dag står, var ejet af en optiker, der i år 2000 gik i gang med at jævne landskabet, så grunden kunne bebygges, men under dette arbejde opdagede han spor efter dinosaurer og andre dyr lavet for næsten 200 millioner år siden i det, der dengang var bredden af en sø.
Da optikeren indså, at disse dinosaurspor ville være bedst tjent med at blive bevaret og brugt til videnskabelige formål, donerede de grunden til byen St. George, der opførte en hal over fundstedet og indrettede et museum, St. George Dinosaur Discovery Site.

Vi brugte lang tid i museet og kom i kontakt med en af de ansatte, der viste os nogen at de mere specielle fund, bla. et fodaftryk, hvor man tydeligt kunne se skællene på foden. Det er – i følge den ansatte – yderst sjældent med fund, hvor skællene er så velbevarede, og der findes kun et enkelt eller et par fund mere af denne slags.

Han viste os endvidere et aftryk af flere fødder oven på hinanden. Her var nederst et aftryk fra et større dyr, og ovenover dette af et mindre dyr. Også dette er et ret usædvanligt fund!

Også aftrykket af en siddende dinosaur fik vi set. Alt i alt et meget spændende sted, hvor alt så endda endnu ikke er udgravet!
Efter dette besøg i fortiden gik turen videre til fremtiden til Las Vegas og indkvartering på vores hotel, The Venetian. Og hvilken kontrast til alt det, vi endnu havde oplevet på vores rejse i staterne. Efter vi havde parkeret, gik vi til lobbyen for at blive indkvarteret; en tur gennem kasinoet/spillehallen. Herefter igen gennem kasinoet for at komme til vores værelse.

Efter vi havde fået pakket lidt ud (vi skulle jo kun have én enkelt overnatning her), så gik vi lidt rundt i vores eget hotelkompleks, der – ud over The Venetian – også bestod af Palazzo. Her vandrede vi rundt i et stort område, hvor man følte sig hensat til Venedig, med en kopi af både noget, der skulle forestille Venedigs kanaler samt Markuspladsen; noget surrealistisk.

Herefter gik vi udenfor, hvor der var en kopi af både Rialtobroen, Kampanilen og Doge-paladset.

Dernæst brugte vi denne sene eftermiddag på en vandretur på The Strip, som er kælenavnet for den 6,4 km lange Las Vegas Boulevard South. Det førte os forbi flere markante og berømte bygninger, bla. kendt for diverse film og TV-serier, og ud over vores eget hotel, The Venetian, vandrede vi først forbi The Mirage Hotel fra 1989, der var det første mega-resort på The Strip. I dag er hotellet lukket, opkøbt af Hard Rock International og under ombygning.

På vej ned ad The Strip passerede vi flere af de ikoniske hoteller, casinoer og forlystelsessteder som Caesars Palace, Flamingo, Paris og Planet Hollywood, og vi endte ved Bellagio, hvor vi gik indenfor for bla. at gå en tur i Bellagio Botanical Garden med flotte blomsterkreationer.

Her var ægte og kunstige blomster smukt anrettet og udstillingen præsenterede sig på bedste vis for publikum (og dem var der mange af). Lige netop nu måske ikke helt så overvældende, som så mange andre beskriver, da gartnerne i disse dage var ved at skifte tema i udstillingen.

Efter besøget indenfor gik vi ud på pladsen foran hotellet for at betragte det berømte springvand, der går for at være Nordamerikas flotteste fontæne. Uheldigvis blev forestillingen, der blander lys, musik og vandshow aflyst netop her til aften på grund af blæsevejret.
I stedet gik det ‘hjemad’ til vores hotel – idet vi dog på vejen fik lidt, men lækker, aftensmad på Gordon Ramsay Burger-restaurant i Planet Hollywood.

Og så: turen tilbage til vores hotel The Venetian langs den oplyste gade.

Søndag, d. 18.5.
Så blev det tid til at sige farvel til pulserende Las Vegas, så efter at have pakket vores kufferter besøgte vi Joanna og Steffen på deres værelse for at aftale nærmere om dagens program, der skulle bringe os til et lejet hus nord for byen Beatty ved grænsen til Death Valley Nationalpark. (Fra deres værelse havde de i øvrigt en flot udsigt over til The Sphere).

Efter pakning af bilen og tjek-ud tog vi turen ud af Las Vegas (ad lidt omveje, der viste os en anden side af livet i byen) og videre ind i Nevada, hvor vores første stop var den søvnige by Beatty, der var en markant modsætning til Las Vegas: Her skete der ikke en skid!

Selv om vi var lidt sultne, og det var ved at være middag, besluttede os for først at besøge byens museum. Ingen succes, museet var lukket, men det var jo også en højhellig søndag…

I stedet vandrede vi lidt rundt på Main Street for at finde et sted at spise, og valget faldt på Smokin’ J’s Barbecue, et familiested med billigere priser for børn og pensionister!
På den anden side af vejen lå flere originale, gamle huse fra Western-tiden, således både World Famous Sourdough Saloon, hvor dollarsedler præger vægge og loft, og Happy Burro Chili & Beer, der efter sigende var flyttet hertil fra minebyen Rhyolite.

Og apropos Rhyolite, så var det vores næste stop, som vi kørte til efter frokosten.
Rhyolite blev anlagt som en minelejr i 1905, efter at man året før fandt guldholdig kvarts i de omkringliggende bakker, og fundet trak mange lykkeriddere til. Allerede i 1906 blev der investeret kraftigt i infrastruktur, herunder en jernbane, og udviklingen af byen gik stærkt. I 1907 havde Rhyolite elektrisk lys, vandledninger, telefoner, aviser, et hospital, en skole, et operahus og en børs, og det blev anslået at byens indbyggertal var på mellem 5000 og 8000.
Efter den finansielle krise i 1907 gik det dog hurtigt ned ad bakke med byen; minen var ved at være tømt og lukkede helt i 1911, og de arbejdsløse minearbejdere flyttede andre steder hen, og nogle af byens bygninger flyttedes til andre byer, så i 1920 henlå byen bare som en spøgelsesby.
Vi tog en tur rundt i resterne af byen, og startede ved Tom Kelly Bottle House, der er det eneste hus i byen, der står nogenlunde som dengang. Huset blev bygget i 1906 og er et af de eneste eksempler i USA på huse bygget af flasker i stedet for mursten. Huset blev restaureret i 1925 for at danne kulisse til stumfilmen The Air Mail.

Herfra gik vi ad den tidligere hovedgade, Main Street, hvor vi passerede Rhyolite Schoolhouse, en skole, der åbnede i januar 1909, men lukkede allerede to år efter på grund af svigtende elevtal.

Længere oppe ad gaden lå Porter Brother’s Store, bygget i 1906, og som – bortset fra minen – var byens største arbejdsplads. Forretningen lukkede ned i 1910, men den ene af brødrene, der ejede butikken, blev boende i byen i yderligere 9 år og betjente byens posthus, indtil det også lukkede.

Over for forretningen lå Cook Bank Building, der er den mest ikoniske bygning i Rhyolite, og en af byens fire banker – og i dag en af de mest fotograferede ruiner i Nevada. Konstruktionen af bygningen, der var bygget af beton, startede i 1907, men allerede i 1910 lukkede banken dørene for sidste gang, og al inventaret blev solgt. Ruinerne af banken blev senere brugt som kulisse i mange film, herunder The Air Mail (1925), Ramona! (1936), Rough Riders’ Round-up (1939), Wanderer of the Wasteland (1945), The Reward (1965), The Arrogant (1988), Cherry 2000 (1988), Delusion (1991), Six-String Samurai (1998), The Island (2005), Ultraviolet (2006), Bone Dry (2008), m.fl.

I 1906 blev jernbanen fra Las Vegas til Rhyolite færdiggjort, og det første tog kunne rulle ind til byen i december samme år – uden at der var nogen faciliteter i form af stationsbygning eller lignende. Da der imidlertid dagligt kom 50 godsvogne til byen, og der skulle håndteres gods til vognene, besluttede man at opføre en togstation til at klare denne opgave. Bygningen, der blev opført på Golden Street, stod færdig i 1908 – på samme tidspunkt som byen begyndte sin tilbagegang. Jernbanen blev nedlagt i 1919, og togstationen stod herefter ubenyttet hen, indtil den i 1937 blev ombygget til kasino, Rhyolite Ghost Casino, hvor der blev drukket og spillet i stueetagen, mens førstesalen angiveligt var bemandet med ‘arbejdende kvinder’.
Dette stod på indtil 2. Verdenskrig, hvorefter bygningen blev indrettet som museum.
I dag arbejdes der på, at bygningen skal restaureres.

Nær stationsbygningen står en ‘caboose’, en jernbanevogn, der tidligere havde været koblet til enden af godstog. Caboosen udgjorde – sammen med en lagertank og en pumpe – en tankstation, som en lokal forretningsmand opførte i 30’erne for at betjene de turister, der besøgte stedet i weekenderne.

Fra de sørgelige rester af Rhyolite kørte vi til Goldwell Frilandsmuseum, der lå få hundrede meter fra spøgelsesbyen, og som var et udstillingsområde med forskellige kunstinstallationer.
I dette område skabte den belgiske kunstner Albert Szukalski i 1984 sin ikoniske skulptur Den Sidste Nadver, der egentlig bare skulle holde to år – men stadigvæk står der, som da den blev skabt. Flere andre værker kan man nyde her – også selv om selve museumsbygningen var lukket.

Efter besøget gik turen tilbage til Beatty og Smokin’ J’s Barbecue, hvor vi mødtes med den yngre generation, og derefter videre til vores lejede hus, der lå langt, langt, langt ude på landet.
Her fik vi installeret os i huset, hvorfra vi ikke kunne se andre huse – med andre ord langt ude på landet og lige på kanten af Death Valley.

Mandag, d. 19.5.
Efter en god og rolig nat og en hurtig morgenmad planlagde vi dagens program, og når man nu bor her på grænsen mellem Nevada og Californien – hvad skal man så få en hel dag til at gå med? Nå jo, man kan da besøge en af de gamle minegraverbyer, Gold Point, og derefter tage et smut ind i Death Valley og opleve varmen. Og netop sådan blev det besluttet!
Efter morgenmaden kørte vi – dvs. Claudia og jeg – derfor nordpå for at besøge Gold Point, der oprindelig var en søvnig sølvminelejr, der i begyndelsen af 1880’erne blev grundlagt under navnet Lime Point.

I 1905 opdagede Great Western Mine Company en rig sølvåre, som bragte en strøm af minearbejdere til lejren, og ud over den rige sølvmalm blev der også udvundet guld i små mængder. I 1908 blev de oprindelige telthuse omdannet til mere permanente træbygninger, og lejren blev en by, hvor der hurtigt etableredes et postkontor, bageri, hoteller, caféer, en butik og hele 13 salooner, og efterhånden som malmudvindingen tog fart, nåede byen en befolkning på omkring 1000 fordelt i 225 træbygninger, telte og skure i hele byen.

Allerede i 1909 stoppede byens vækst, og inden længe lukkede de fleste af byens virksomheder, og de fleste af indbyggerne flyttede fra området.

I 1915 genoptog man minedriften, og da en minearbejder i 1927 fandt guld i en af minerne, oplevede Gold Point en kort opblomstring. Siden da fortsatte minedriften i mindre målestok, indtil en dynamiteksplosion i en af minerne førte til den seriøse minedrifts endeligt.

I dag ligger byen hen som en spøgelsesby med 6-7 registrerede indbyggere, men hvor en række entusiaster står for en renovering af byens gamle træbygninger, efterhånden som økonomien tillader det.

Ud over de renoverede små beboelseshuse finder man flere salooner, telegrafstation, garage, et handelssted og byens galge, lige som man syd for selve byen kan se flere miner.

Men alt i alt en stor oplevelse at se denne spøgelsesby, hvor vi var de eneste besøgende. Og det var egentlig lidt ærgerligt, idet flere rejseberetninger fortæller om, at det var en stor oplevelse at blive budt indenfor i f.eks. saloonen og få en snak om byen. Men sådan skulle det ikke være.

Efter turen rundt i Gold Point, kørte vi tilbage sydpå til Beatty og herfra videre ind i Death Valley Nationalpark, hvor vi havde aftalt at mødes med Joanna i besøgscentret i Furnace Creek.

På vores vej til besøgscentret gjorde holdt ved Harmony Borax Works, der er et sted, hvor man i slutningen af 1800-tallet udvandt borax, dengang kaldet ‘det hvide guld’.
Forhistorien er, at forretningsmanden William T. Coleman i 1881 fandt forekomster af borax i området og efterfølgende gjorde krav på disse forekomster.

Han byggede Harmony Borax Works, og startede en produktion i 1883, hvilket viste sig at være en rentabel forretning, og med hjælp af omkring 40 gæstearbejdere fra Kina drev han anlægget fra 1883 til 1888, hvor forretningen blev urentabel.

Den udvundne borax blev transporteret i specialbyggede vogntog til den nærmeste jernbanestation i Mojave i Californien. Et bevaret eksempel på et af disse vogntog, der bestod af to kassevogne til borax samt en vandvogn trukket af tyve dyr, er en del af udstillingen i Harmony Borax Works.

I den 5-årige periode, hvor produktionen stod på, produceredes der dagligt 3 ton rent borax i anlægget.
Man kan besøge anlægget og se de forskellige installationer, der har været anvendt ved udvindingen af borax, og man vejledes fint gennem ‘udstillingen’ ved forklarende tavler, der også har bidraget til denne beretning.

Fra borax-anlægget kørte vi videre til besøgscentret i Furnace Creek (i tidligere tider kaldet Greenland), hvor vi skulle mødes med Joanna, og mens vi ventede på hende, besøgte vi udstillingen i centret og kastede et blik på vejrstationen udenfor.

Da Joanna ankom, kørte vi videre til Zabriskie Point, et udsigtspunkt med en fin udsigt over Death Valleys laveste område, Badwater Basin. Stedet er et yndet sted at se solopgange og -nedgange, og er et at de mest fotograferede steder i Death Valley.

Videre gik det dernæst til netop Badwater Basin, der er det laveste punkt ikke bare i Death Valley, men i hele Nordamerika – beliggende 86 meter under havets overflade. Samtidig er det det varmeste sted på jorden, idet der er målt lufttemperatur på 57,6^o C.

Stedet er i dag en indtørret saltsø, som man kunne vandre ud på. Ikke helt, som man af og til ser den på billeder med saltaflejringer i små bassiner – men alligevel flot og helt hvid, og så var der et enkelt sted, Badwater Pool, hvor der stadigvæk var en lille sø – på trods af varmen.

Efter gåturen på og ved saltsøen kørte vi hjemad, idet vi dog lige tog en afstikker ad Artists Drive Scenic Loop, der førte til et smukt og særpræget sted, Artists Palette, hvor en bjergside afsløredes foran os i alle mulige farver, der skyldtes vulkanske aflejringer, der er rige på forbindelser som jernoxider og klorit, hvilket skaber en regnbueeffekt.

Særdeles flot, og omvejen værd.
Ellers var det bare tilbage til hytten, hvor den stod på lækre bøffer til aftensmad, inden vi kunne se dyner, godt mættede med indtryk!

Tirsdag, d. 20.5.
Efter morgenmaden fik vi endnu engang pakket vores sager og var klar til en lang dag (næsten 9 timer) på landevejene, hvor vi kom fra Beatty i Nevada via Death Valley over Sierra Nevada til Three Rivers i Californien. En lang, men flot dag gennem interessante landskaber, hvor så også lige fik stoppet ved et par af de steder i Death Valley, som der ikke var blevet plads til i går. Første stop var i Mesquite Flat Sand Dunes, der er opkaldt efter mesquite-træet, der vokser i området.

Mesquite-træet, der er et træ, der har overlevet fra pliocæn-tiden, er enormt tørketolerant, da det har meget lange rødder, der kan hente vand op fra dybt i undergrunden, og det vokser meget fint her i klitterne. I disse klitter, hvor vi i øvrigt kunne se, hvordan det hvide sand indeholdt små sandkorn, der glimtede af guld – og måske var det guld – blev en af de tidlige scener i filmen Starwars episode IV optaget.

Efter dette stop i klitterne gjorde vi endnu et stop i Mosaic Canyon tæt derved, og ellers gik det bare vestpå gennem Death Valley, og vi stoppede ikke før Father Crowley Overlook, hvor vi havde en flot udsigt over Rainbow Canyon nær den vestlige parkgrænse.

Rainbow Canyon – med øgenavnet Star Wars Canyon – er kendt som stedet, hvor det amerikanske militær fra 2. Verdenskrig og frem til 2019 trænede deres jagerpiloter. Desværre styrtede et jetfly ned i kløften i 2019, hvilket resulterede i pilotens død og flere skadede besøgende – og i øvrigt satte en stopper for træningsflyvninger gennem kløften. 
Efter vi havde forladt nationalparken, gik turen videre ad Highway 155, der slyngede sig gennem større områder, hvor vi så de endemiske joshua-træer (Yucca brevifolia), også kaldet yucca-palmer, endda i større mængder.

Herefter nåede vi frem til bunden af Sierra Nevada-bjergkæden, og vi gjorde kort holdt ved Owens Lake, hvorfra vi havde en flot udsigt over mod bjergkæden med det 4277 meter høje Mount Langley som det højeste punkt; og så gik det ellers videre langs foden af bjergene til Ridgecrest, hvor den stod på lidt frokost, inden vi kørte op over bjergene.

Halvvejs over bjergene nåede vi til Lake Isabella i Hot Springs Valley, hvor vi holdt ind i Silver City Ghost Town i Bodfish nær søen. Spøgelsesbyen er i dag et frilandsmuseum med bygninger fra området – fra en tid, hvor lykkeriddere blev draget hertil i 1855 på grund af fund af guld i området.

I 1970 var guldet sluppet op, og området blev forladt, men en række huse blev reddet fra de forfaldne minelejre og genopbygget her i Bodfish. Museet åbnede i 1992 med ca. 20 restaurerede bygninger fra minelejrene.

Desværre lukkede museet kl. 16 for besøgende, og da vi var et kvarter for sent på den, måtte vi nøjes med at betragte de ellers interessante bygninger udefra…
Altså kørte vi videre ad Highway 155 kørte vi ad serpentinervejen gennem kanten af Sequioa nationalparken, med fantastiske udsigter, og som solen var ved at gå ned, stoppede vi ved Kaweah-søen i udkanten af Three Rivers for et godt solnedgangsbillede, inden vi kørte de få miles til vores næste hus – igen Airbnb – i Three Rivers, hvor vi nu havde 4 overnatninger.

Onsdag, d. 21.5.
Så gik vores første nat i dette superlækre hus, der emmede af, at det var en excentriker, der i sin sid byggede huset, der var specielt i rigtig mange henseender, både ude og inde. Og det var da lækkert at kunne side ude ved poolen og nyde morgenmaden og betragte fuglelivet omkring os. Da vi – efter morgenmaden – vandrede rundt på grunden fik vi øje på flere interessante fugle, og noget af det først, vi fik øje på, var en husfinke (Haemorhous mexicanus), der sad i et træ, hvor den var i gang med at fodre en unge med bær fra træe7.

Vores øjne vænnede sig langsomt til at spotte forskellige andre fugle som Nuttings fluesnapper (Myiarchus nuttingi), der hvilede ud i træerne omkring os og et par agernspætter (Melanerpes formicivorus), der fløj og kravlede rundt i træerne omkring os, og som i øvrigt var typiske for området. Det var også interessant ar holde øje med nogle eksemplarer af californisk skrubskade (Aphelocoma californica), der fouragerede på jorden og badede i vores pool.

Og overalt omkring os spænede californiske topvagtler (Callipepla californica) rundt – ofte i par, og ofte som små forstyrrede høns!

Med andre ord: Masser af fugleliv.
Og selv om det var et lækkert sted, så havde vi i dag et program, der bød på et besøg i Sequoia Nationalpark, så op af formiddagen gik det i bil de 6 miles til indgangen til parken. Første korte stop var ved det ikoniske skilt, der bød os velkommen til parken. Skiltet, der er fra 1935 og er skåret i sequoia-træ, repræsenterer i den amerikanske historie arven fra de indfødte amerikanere. Men netop nu diskuteres det kraftigt, om et sådant skilt med et indianerhoved er passende (politisk korrekt) at vise i dag?

Herefter kørte vi forbi Foothills Visitor Center og videre til det første sted inde i parken, hvor turisterne flokkedes, Tunnel rock. Her balancerer en stor sten af granit på de nærliggende klipper og danner en hul, som man kan passere under. Hullet er ikke opstået ved naturens kræfter, men jorden under stenen og mellem klipperne har man i 1934 fjernet og derved skabt en tunnel, hvor vejen tidligere forløb. Dette er ikke tilfældet i dag, hvor vejen er lagt udenom, og tilbage står tunnellen som en publikumsmagnet, hvor mange lige skulle have en selfie, så det tog lidt tid, før man kunne få et billede uden fremmede personer på.

Videre gik vores tur ind i nationalparken ad den smalle vej, der førte forbi mange smukke lokaliteter, hvor vi kunne gøre holdt og beundre landskabet – f.eks. ved Big Fern Springs, der var et mindre, nærsten overbegroet vandløb. Andre steder kunne vi betragte bjerge og klippeformationer som den 2331 meter høje, snedækkede Sugarbowl Dome og Moro Rock – f.eks. fra endnu en P-plads, Vista Point, langs vejen.

Her kunne vi også se flotte eksemplarer af Bruneau mariposa lilje (Calochortus bruneaunis) samt storblomstret yucca (Yucca filamentosa), en fredet plante, der stod som stolte eksemplarer på skrænterne omkring os.

Ellers gik det videre opad, indtil vi kom ind i The Giant Forest, som er det skovområde, hvor de store mammuttræer, også kaldet kæmpesequoiaer (Sequoiadendron giganteum) voksede.
Her indlagde vi et længere stop, hvor vi tog den sti, der førte til verdens største træ (målt på rumfang), General Sherman Tree.
Turen til træet var ad en anlagt sti med fast underlag, så selv gangbesværede kunne komme frem, og denne gåtur bragte os forbi mange af de store træer – samt – i en lille lysning – et par mulhjorte med de karakteristiske store ører, der gik og græssede fredeligt på trods af de mange gæster.

Ellers var seværdigheden på denne vandretur General Sherman Træet, der har en estimeret alder på 2.300-2.700 år, er 83,8 meter højt og har en diameter ved jordoverfladen på 11,1 meter, er et yndet udflugtsmål, hvor turister skal fotograferes foran træet. 

Det var en lidt overvældende følelse at stå ved foden af det enorme General Sherman-træ, selv om det også var en stor oplevelse at bevæge sig rundt mellem stammerne fra de andre mammuttræer. Og tæt ved General Sherman Træet kunne man se snitfladen – arealet ved roden – af et mammuttræ, der tidligere var faldet, og bla. se årringe for år, hvor træet havde været udsat for skovbrand. Temmelig imponerende.

Tilbage på P-pladsen skiltes vi fra Joanna og Steffen, der tog tilbage til hytten for at arbejde, mens vi andre tog en afstikker til Crescent Creek ad den smalle og idylliske Crescent Meadow Road, der førte tæt forbi flere af de statelige træer.

Her kunne vi se The Parker Group, en gruppe på 8 mammuttræer, hvoraf de tre er vokset tæt sammen. Gruppen er opkaldt efter James Parker, der var var superintendent for Sequoia National Park i 1893 og 1894. Træerne har navne efter medlemmer i hans familie.

Længere henne ad vejen kunne vi køre gennem Tunnel Log – en tunnel, der er skåret ud af et mammuttræ, der var faldet hen over vejen i december 1937. Træet var for stort til at man kunne fjerne det, og i stedet skar man så hul i træstammen, så bilerne kunne passere igennem.

Vejen endte ved et picnicområde, hvorfra en del vandrestier udgik til ture i området, og vi valgte at tage en af stierne for at nyde landskabet. Den valgte sti, Tharp’s Log Trail, førte forbi et par åbne enge og førte til Tharp’s Log, der er en hytte, som minearbejderen Hale Tharp, den første ikke-indfødte amerikaner i området, byggede i 1861 af en enkelt nedfalden kæmpe Sequoia-stamme.

Det interessante ved stedet var dog ikke selve hytten, men en amerikansk sortbjørn (Ursus americanus), der kom vandrende ind fra engen og kom ganske tæt på os – uden at den lod sig forstyrre af vores tilstedeværelse. En ganske stærk oplevelse – også selv om bjørnen ikke var sort, men kanelbrun. 

Efter mødet med bjørnen vandrede vi tilbage til bilen, hvor en slags jordegern, Lodgepole chipmunk (Neotamias speciosus) havde slået sig ned og betragtede os, at vi kom gående hen mod bilen.

Ellers var det bare tilbage til Three Rivers, hvor den stod på pizza og lokal øl til aftensmad og en del hygge i vores flotte hus.

Torsdag, d. 22.5.
Igen startede dagen med morgenmad ved poolkanten og lidt kiggen på fuglelivet lige uden for døren, og det var nogle af de samme fugle, der gik igen fra i går; så intet nyt at berette her.
Da dagens besøg gjaldt Yosemite Nationalpark, så havde vi en del kørsel forude, inden vi efter knap tre timers kørsel nåede nationalparkens sydlige indgang – og derefter havde temmelig lang tids venten ved parkens sydlige indgang, der lå nær den lille by Fish Camp.

Men ind kom vi da, og turen fortsatte nordpå ad Wawona Road retning Yosemity Valley, der er naturparkens mest besøgte område med de mest berømte seværdigheder, camping- og picnicområde, udgangspunktet for afmærkede vandreruter og besøgscenter. Men allerede inden vi kom så langt, holdt vi kort ind ved det historiske Wawona Hotel, der der bygget i fire etaper fra 1856 og fremefter – med dets nuværende ydre fra Første Verdenskrig.
Den 2. december 2024 lukkede hotellet på ubestemt tid for reparationer.

Efter en lille times kørsel fra indgangen kom til parkens mest populære område, Yosemity Valley med floden Merced River og andre interessante naturfænomener, og vores første stop i dalen var den overrendte P-plads Tunnel View med en fantastisk udsigt ind i dalen, hvor vi på vores højre side havde vandfaldet Bridalveil Fall og på venstre side det ikoniske bjerg El Capitan. 

Det var et flot sted, så det gav mening, at her var mange mennesker forsamlet. Ud over den fine udsigt ind over dalen, så fangede vores blik også et par agernspætter (Melanerpes formicivorus), der havde deres rede i et nøgent træ i nærneden; og der var rigtig gang i den, da der øjensynligt var nogle unger, der skulle fodres.

Efter at have nydt udsigten her ved Tunnel View, kørte vi den korte afstand videre til Bridalveil Fall, hvor vi parkerede og derefter vandrede næsten hen til foden af det 188 meter høje vandfald, hvorfra vandet styrtede ned med et brag. Af og til – når strømmen er let og vinden lidt frisk – når vandet ikke jorden direkte nedenunder. På grund af dette kaldte Ahwahneechee- indianerne vandfaldet for ‘Pohono‘, som betyder ‘Den Pustende Vinds Ånd’.

Ellers gik det videre østpå langs floden, hvor vi under et stop nød den kølige brise fra floden og resterne af gårsdagens pizza og en kold cola – lige overfor El Capitan.
Ellers gik det videre til næste holdt, Yosemite Valley Chapel, der er en endnu fungerende kirke, hvor det i øvrigt skulle være meget populært at blive viet. Kirken, der er bygget af træ i 1879, blev oprindelig opført i ‘Lower Village’, men flyttet til den nuværende placering i 1901.

Fra kirken var der en flot udsigt over til Yosemity Falls, der er nationalparkens højeste vandfald med en højde på 739 meter på den modsatte side af floden. I virkeligheden er vandfaldet delt i tre, og det var flot at se, hvordan vandet faldt i flere etaper ned over bjerget.

Vores sidste stop i Yosemite Valley var ved foden af El Capitan, der rejser sig næsten lodret 910 m fra sin fod og top, og som er en af verdens mest populære udfordringer for klatrere.
I 2016 blev El Capitan for første gang besteget af en solo-klatrer, hvilket tog 20 timer og 6 minutter, mens klatreren Alex Honnold indtil videre er den eneste, der har klatret op ad El Capitan som ‘free solo’, dvs. alene og uden reb og sikkerhedsliner. Dette skete i 2017.

Ellers var vores besøg her i Yosemity ved at være til ende, og turen gik nu tilbage til Three Rivers ad den samme lange vej, som vi havde taget herop. Derfor var det også ved at være sent, da vi kom tilbage til hytten, så den stod blot på let aftensmad, lettere henslængt i møblerne.

Fredag, d. 23.5.
Denne sidste dag ved foden af Sierra Nevada var tempoet skruet noget ned, og vi nød det lækre hus, hvor vi boede i disse dage, og ikke mindst området, vi boede i. Det blev bla. en tur i poolen, samtidig med at vi kunne betragte dyrelivet omkring os – altså rigtig afslapning, inden vi (Claudia og jeg) ved middagstid igen kørte ind i Sequioa nationalparken, i dag med det specifikke mål at besøge Hospital Rock og området deromkring.
Gennem arkæplogiske undersøgelser har man fastslået, at området omkring Hospital Rock har været beboet af Potwisha-indianere allerede onkring 1350, og de har evterladt flere slags vidnesbyrd om deres levevis på stedet. På klippen, der bærer navnet Hospital Rock, har de herboende folk i tidligere tider malet/tegnet forskellige pictogrammer, og selv om man ikke kender betydningen af tegnene, så ved man fra lokale stammefolk, at de tjener som en historie for de mennesker, der engang boede her. Tegnene er hellige for indianerne, og de ærer stedet, som er vigtigt for dem den dag i dag.

På en klippe tæt derved er der huller/fordybninger, som de brugte som deres køkken – bla. til at male kornet. Stedet er også opfattet som et samlingssted, hvor hullerne i stenen også kan have været lavet som rum til opbevarelse af forskellige ting.

Går man rundt om klippen, der indeholder pictogrammerne, kan man finde en naturlig hule dannet under det større klippestykke, hvorunder der er rigelig plads, og det har sikkert været et sted, hvor folket har kunnet søge tilflugt om vinteren samt i tilfælde af dårligt vejr.
I det hele taget et sted, der emmede af historie.

Fra stedet med de historiske vidnesbyrd vandrede vi dernæst ad en mindre vej langs floden Middle Fork Kaweah River – bare ud i naturen og mødte både spændende – og for os mere eller mindre ukendte – planter og dyr.
Blandt de mere specielle planter, vi fandt på vores vej, var den elegante clarkia (Clarkia unguiculata), der er endemisk for Californien. Dette er en enårig plante med særegne blomster, der

ofte ses i handelen (også i Danmark) som prydplante til haver.
Og vi er ikke gået mange meter længere, før vi ser flere eksemplarer af Californien-mælkebøtten (Asclepias californica), der ligeledes er endemisk for Californien, men ud over det også er en vigtig værtsplante for monarksommerfuglelarver og et vigtigt sted for monarkens pupper.

En helt tredje, endemisk plante var den smukke Kaweah River-klippebusk-abeblomst (Diplacus calycinus), der stod i fuldt flor på skrænterne langs vores vej. 
Og så skal vi da heller ikke glemme, at der også her var flotte eksemplarer af de fredede yucca-palmer, der netop var gået i blomstring.

På dyresiden nøjedes vi med at se nogle forskellige firben, heriblandt nogle eksemplarer af det vestlige hegnsfirben (Sceloporus occidentalis), der kravlede rundt på klipperne og vejen foran os, men hurtigt pilede af, når de fornemmede fare…

Endvidere så vi den californiske søstersommerfugl (Adelpha californica), der har sit navn – søster – på grund af sine sorte og hvide markeringer på vingerne, der ligner en nonnedragt.

Efter gåturen langs Middle Fork Kaweah River fandt vi en trail, der førte ned til den brusende flod på et sted, hvor flodens vand mødte store forhindringer i form af klippeblokke, hvorfor vandet måtte finde vej forbi og til dels under stenene. Fra et udsigtspunkt, hvor vi kunne komme helt tæt på, kunne vi sidde og betragte dette fascinerende scenarie.

Efter turen til floden vendte vi bilen og kørte tilbage til hytten i Three Rivers, og hjemkommet fra parken tog vi en tur ned til ‘centrum’ af byen, hvor vi undervejs til byens bryggeri – bla. ved skolen – fandt nogle smukke og interessante væg- og gavlmalerier.

Ellers nød vi en prøvemagning på øl fra bryggeriets sortiment, inden vi fortsatte til en restaurant ved bredden af floden, hvor aftensmaden røg indenbords.

Lørdag, d. 24.5.
Så var vores tid i Three Rivers ved Sierra Nevada forbi, og vi tilbragte i dag en del tid i bilen, der skulle bringe os til vores sidste lokalitet på USA-turen, Los Angeles.
Efter morgenmaden og pakning af vores rejsetasker gik turen vestover, hvor Claudia og jeg havde valgt at indlægge et første stop i Piedras Blancas ved Stillehavet, hvor vi havde hørt, at der skulle være en strand med hundredvis af søelefanter. Godt nok ville det være en omvej på en times tid, men det ville være det hele værd, hvis vi virkelig fik set disse prægtige dyr.
Vi kørte til et udsigtspunkt, Piedras Blancas Friends of the Elephant Seal, hvor der skulle være garanti for at se søelefanter, og ganske rigtigt – her lå de i hundredvis på stranden og hvilede sig i sandet og i vandkanten. Derfor det blev til en vandretur langs hegnet, der holdt de mange tilskuere væk fra stranden og dyrene, og her kunne vi så på afstand nyde de prægtige dyr.

Den nordlige søelefant (Mirounga angustirostris) lever langs den nordamerikanske Stillehavskyst fra Alaska i nord til Mexico i syd, og de har faste ynglepladser, hvortil de kommer tilbage år efter år. Her fødes ungerne, hanner kæmper om hunnernes gunst og retten til at parre sig, der skiftes pels og der hviles ud efter ture på havet for at finde føde.

Hannerne, der har et lidt specielt hoved med en lille ‘snabel’, kan veje omkring 2 ton, og de er noget større end hunnerne, der vejer mellem 400 og 900 kg.

Mens vi var ved stranden, oplevede vi, at et par hanner kom op og slås – og der var selvsagt en del vægt bagved. Men ellers gik altid fredeligt til – det var jo uden for parringstiden.

Efter et længere ophold ved stranden, hvor vi var betaget af de store dyr, kørte vi sydpå ad Highway 101, mod danskerbyen Solvang, hvor vi skulle mødes med Joanna og Steffen på restaurant Red Viking. Det slog os, at der over indgangsdøren var et skilt, der ud over navnet på restauranten bar årstallet 1684. Hvordan kommer det lige ind i billedet? – Solvang er jo grundlagt i 1985.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg havde forestillet mig byen Solvang, ud over at jeg havde forventet en lille dansk landsby anno 1850, men de forventninger blev gjort grueligt til skamme. Vi blev mødt af en en kaotisk trafik og en masse – mest asiatiske – turister, der vandrede rundt i en kulisse til en B-film.

Først efter meget lang tids kørsel fandt vi endelig en P-plads midt i orkanens øje, på Copenhagen Drive – i øvrigt lige over for restauranten, hvor vi skulle mødesmed de to unge mennesker. Efter frokosten, der i følge menukortet bød på danske specialiteter (!), vandrede vi lidt rundt i byen, hvor temaet var Danmark, men indholdet en sammenblanding af tyske, engelske, belgiske, hollandske, franske og svenske produkter.

Vi så Rundetårn og Dybbøl Mølle lige ved siden af hinanden – vel at mærke i noget reduceret størrelse – og Rundetårn var endda bygget sammen med en anden bygning – hvilket man dog ikke kunne se ude fra hovedgaden.

Et andet sted var der en buste af H.C. Andersen, og på et hjørne kunne man finde Den Lille Havfrue. H.C.Andersen stod i en af byens parker, og han lignede ret godt sig selv, men Den Lille Havfrue var blevet kraftigt foryngret og amerikaniseret, og det var svært at se, at det skulle være en kopi af originalen i København.

Vi besøgte ligeledes turistkontoret, hvor vi for første gang traf en person, der rent faktisk kunne tale dansk – og gjorde det med glæde. Han kunne i øvrigt fortælle, der ca. en fjerdedel af byens indbyggere havde danske rødder, men kunne godt forstå, at vi følte os hensat til at besøge en forlystelsespark.

Efter denne oplevelse fortsatte til dagens slutmål, Hotel Whisky i Los Angeles – nok det største antiklimaks på turen. Hotellet lå i en sidegade til Hollywood Boulevard, og fra vores værelse havde vi udsigt til Los Angeles vartegn, det ikoniske Hollywood-skilt på toppen af Mount Lee i Hollywood Hills. Og så var der ikke så meget mere at sige om stedet.

Efter vi havde pakket vores sager ud, ville vi nyde en genstand på hotellets bar på rooftop, men ak; der var lukket – så i stedet delte vi en flaske vin på værelset, før vi kunne lægge os til at sove.

Søndag, d. 25.5.
Vores sidste hele dag i USA i denne omgang, og i dag stod forskellige dele af Los Angeles på programmet – men inden da ville vi lige udnytte, at vi havde et hotel inkl. morgenmad.
Men ak – ingen brød, ingen pålæg, intet frugt, bare en tør rulle ‘et eller andet’ og en kop dårlig kaffe, så morgenmad inkluderet – det var nok så meget sagt.

Derfor forlod vi hotellet og vandrede ned ad Hollywood Boulevard, gaden med mere end 2700 messingstjerner med navne på kendte personer, der på hver deres måde har ydet et væsentligt bidrag til underholdningsindustrien, inden for film, tv, musik, radio eller teater.

Det var lidt sjovt at gå og udsøge sig navne på personer, som vi rent faktisk kendte.
Vi endte foran Dolby Theatre, hvorfra vi tog en tur rundt i byen med en Hop on, hop off-bus; en tur på et par timer, hvor vi bla. kørte forbi Beverly Hills, og hvor vi fik mange informationer om de kendtes gøren og laden i byen. Der var endvidere indlagt et par korte fotostop, hvor vi fik lejlighed til at fotografere et par af de ikoniske Beverly Hills-skilte. Først stoppede vi ved et af de 8 Beverly Hills-skilte, der var opstillet på grænsen mellem Los Angeles og Beverly Hills. Disse skilte er designet i 1930’erne af Warner Bros’ kreative afdeling – med udgangspunkt i WB-logoet fra denne tid, og det er i øvrigt varemærkebeskyttet!

Dernæst stoppede vi ved det store skilt i Beverly Gardens Park – foran liljedammen. Dette skilt er danner mangt en baggrund for videoer i TikTok eller Instagram, lige som det er med i mange selfies fra Los Angeles.

Vi passerede på turen også Rodeo Drive, der er en tre kilometer lang gade, der er kendt for sin luksusshopping og sine eksklusive butikker, og hvor et gennemsnitsindkøb – efter sigende – er på 100.000 $. Vi stod ikke af for at vandre gennem gaden og indsnuse atmosfæren og få indblik i luksusmode og luksusliv, hvilket mange andre i bussen i øvrigt gjorde, men vi fortsatte vores rundtur med bussen, der nu bragte os forbi Four Seasons Hotel Los Angeles, der har et presserum, der bla. har en stor rolle i forbindelse med den årlige Oscar-uddeling, Academy Awards.

Et enkelt stoppested før vi havde kørt en hel runde, stod vi af – lige ved et imponerende og farvestrålende gavlmaleri, der forestillede Sidney Poitier og Judy Garland – et kunstværk lavet af spraymaling på gavlen af Aster Hotel and Club.

Her bestilte vi en Uber, der så bragte os til LA Downtown, hvor vi skulle mødes med Joanna og Steffen på deres hotel Conrad, lige ved Walt Disney Concert Hall.

Da vi havde fundet hinanden ved hotellet, vandrede vi til Chinatown, hvor vi nød frokosten i en lille vietnamesisk restaurant (et godt valg, Joanna!), inden vi vandrede tilbage mod hotel Conrad for at hente Joannas lejebil og sætte Steffen af. På denne tur passerede vi Justitsbygningen, Hall of Justice, der er fra 1925 og opført i Beaux-Arts stilen.Justitsbygningen og rådhuset, Los Angeles City Hall, var de første store bygninger, der opstod i det, der i dag kaldes Downtown.

Og á propos rådhuset, så var det den næste markante bygning, vi fik øje på på vores vej til hotellet. Rådhuset blev færdiggjort i 1928, og det har et observationsdæk, der i øvrigt er åbent for offentligheden.

Joanna ville gerne se Beverly Hills 90210 filmlokationen The Walsh House, så vi kørte til Altadena (1675 East Altadena Drive), hvor vi fik et kig på huset – udefra, da det er på private hænder. I øvrigt bragte denne køretur os tæt forbi områder, faktisk bare nogle få huse væk, der var alvorligt hærget af brandene i januar, og vi så flere huse, der var brændt ned til grunden og/eller stod hen som brandtomter. Et kæmpemæssigt oprydningsarbejde venter.

Fra Altadena kørte vi videre til Griffith Observatory, hvorfra der var en fin udsigt over byen, og hvor man skulle have en flot udsigt til Hollywood-skiltet, men det blev et meget kort besøg. Der var alt for mange turister, diset vejr, så skiltet var stort set ikke synligt og ingen P-pladser, så det blev bare ved en runde på P-pladsen, inden vi kørte videre. 

Vi vendte bilen mod Santa Monica Pier, hvor vi ville gøre stop ved den berømte strand, hvortil mange valfarter for at nyde solnedgangen, der skulle være helt særlig her, men på vejen derhen ville Joanna gerne et smut forbi The Dunphy House fra Modern Family – så sådan blev det. Huset, der ligger 10366 Dunleer Drive i bydelen Cheviot Hills, blev brugt ved de udvendige optagelser og ses ofte som et sted for mange af familiens kaotiske scener.

Herefter gik det videre til Santa Monica, men det forehavende opgav vi dog hurtigt, Der var  alt for mange turister og al for megen ståhej, med deraf følgende trafikale problemer – og det tog evigheder blot at køre et par hundrede meter; det er jo Memorial Weekend. I stedet besluttede vi at køre til Malibu, men har var alle veje lukket som et resultat af branden i januar. Overalt bevogtede politi indfaldsvejene til bydelen for at forhindre adgang til de nedbrændte huse og tyveri på brandtomterne. 

Altså gik turen ‘bare’ tilbage til Downtown, hvor vi nød en flaske champagne sammen med de to unge mennesker på deres hotelværelse, mens solen gik ned. Det blev også et farvel og tak for turen til dem, idet vi allerede i morgen tidlig skulle mod lufthavnen. mens de senere på dagen fulgte i hælene på os. Derefter var det bare en Uber tilbage til vores hotel for den sidste overnatning i USA vi denne omgang. (Og et par pizzaslices på det lokale pizzaria lige rundt om hjørnet).

Mandag, d. 26.5.
Efter en god nats søvn og endnu en ‘ikke-eksisterende’ morgenmad på hotellet gik det til lufthavnen, hvor vi fik afleveret bilen og tog shuttle-bussen til afgangshallen, hvorefter vi bare ventede på vores flyafgang 13:50 (lokal tid), og så begyndte vores rejse frem i tiden ellers…

Tirsdag, d. 27.5.
Efter en kort nat landede vi til tiden 9:05 (lokal tid) i Amsterdam, og efter et kort ophold her i lufthavnen gik det så videre til Billund, hvor vi landede lige før middag – og i øvrigt blev afhentet af Hjalte, der bragte os de sidste kilometer hjem til Aarhus, hvor vi kunne pakke ud efter en helt fantastisk tur til USA. Og vores bagage – var den med samme fly? Nej da, så vi kom hjem uden tunge tasker og måtte vente et ekstra døgn på vores kufferter.