Alicante, Spanien, 18.3.-25.3.26

I efteråret aftaltes, at vi skulle besøge vores venner Asta og Karl Kristian (KK) i Spanien og tilbringe en uge sammen med dem i deres hus i feriebyen Gran Alacant, 16 kilometer syd for selve Alicante på den spanske østkyst.
Vi har efterhånden rejst en del gange sammen med Asta og KK – senest på vores fælles tur til Kashmir i efteråret 2018, og det har altid været inspirerende for os at være sammen med dem, så vi glædede os naturligvis også til denne uge, hvor vi ydermere kunne komme væk fra det danske vejr og tilbringe nogle dage under sydens sol.
Som en ekstra gevinst havde vi også i Karl Kristian vores helt egen guide på turen, og han havde – vanen tro – sammensat et program med mange store oplevelser.

Onsdag, d. 18.3.
Vi blev kørt af Silas til Billund, og efter en kort flyvetur på tre timer kunne vi lande i Alicante-Elche lufthavnen, hvor vores værter ventede på os. Herefter stod den på en kort køretur til deres hus, efterfulgt af indkvartering og kaffe, inden vi tog på en vandretur i et vildt – og vildt flot – naturområde øst for Gran Alacant.
På denne tur så vi mange interessante planter, der allerede var i blomst, og mest overrasket var jeg over at se hele områder med blomstrende munkehætter (Arisarum vulgare). Denne plante er en lille (10-30 cm høj) plante i Arumfamilien, der kendes på sin lille, brunstribede blomsterstand, der ligner en munkekappe – deraf det danske navn.
Munkehætten stammer fra Middelhavsområdet, og den blomster som oftest i efteråret, så det var overraskende for mig at se den i blomst lige nu.

Blandt mange andre blomster fik vi også øje på nogle eksemplarer af almindelig knoldiris (Moraea sisyrinchium), der er en plante fra irisfamilien. Planten, der er hjemmehørende i Middelhavsområdet, blomstrer først sidst på eftermiddagen – og kun på varmere dage, og selve blomstringen er kortvarig.

Også nogle få eksemplarer af markgladiolus (Gladiolus italicus), der stod hist og her langs vores vej, tiltrak sig vores opmærksomhed med dens stærkt magenta-farvede blomster.
Også denne plante er medlem af irisfamilien og hjemmehørende i landene omkring Middelhavet, og den er en almindelig ukrudtsplante, der kan blive næsten en meter høj. (Så høje eksemplarer så vi dog ikke!)

Men ellers gik turen til fyret, Far de Santa Pola, hvorfra der var en flot udsigt over Middelhavet. Fyret, der er bygget i 1858 oven på et gammelt vagttårn fra det 16. århundrede, er i sig selv 15 meter højt, men da det er placeret oven på en høj bakke, Cabo de Santa Pola, er dets lys er placeret 152 meter over havets overflade og kan ses 16 sømil væk!

For at gøre oplevelsen for besøgende større har man anlagt en ‘skywalk’ eller en observationsplatform, der gør det sikkert (og muligt) at gå helt ud til klippeskrænten, så det gav os en endnu bedre udsigt.
I området tæt ved fyret er der levn fra den Spanske Borgerkrig, nemlig resterne af Santa Pola-batterierne, der blev bygget her på stedet for at beskytte byen Alicante – både mod Frankos tropper og Mussolinis italienske luftvåben, der fløj til støtte for Francos nationalister.

De militære installationer blev bygget af de republikanske styrker, der netop her holdt stand mod Frankos tropper indtil marts 1939, og Alicante blev en af de sidste havnebyer, hvor tusindvis af republikanske soldater, intellektuelle og civile samledes på havnen i Alicante i håbet om at komme om bord på skibe, der kunne bringe dem i sikkerhed i eksil, primært til Nordafrika.
Et af disse skibe var SS Stanbrook, der var det sidste skib, som forlod havnen i Alicante, inden Francos styrker indtog byen d. 30. marts 1939. Her valgte den walisiske kaptajn Archibald Dickson og hans besætning på skibet at lade lasten, de skulle have haft om bord, stå tilbage på havnen og i stedet redde 2638 civile, republikanske flygtninge fra at falde i kløerne på de fascistiske tropper.
Til minde om denne begivenhed er der på havnen i Alicante opstillet en buste af Archibald Dickson med tilhørende mindeplade.

Vi vandrede lidt rundt mellem de forskellige militære indretninger som en delvist restaureret bunker og et par kanonstillinger – i øvrigt med gode informationstavler om områdets installationer på spansk og valenciansk!!!
Efterhånden var det ved at blive mørkt, og efter at have betragtet en helt fantastisk solnedgang over landskabet gik vi tilbage til huset til aftensmad, hygge og en god nats søvn.

Torsdag, d. 19.3.
Efter morgenmaden kunne vi gå i gang med dagens program, der som første punkt havde et besøg på øen Tabarca, og derfor kørte vi til havnebyen Santa Pola, hvorfra båden til Tabarca afgik. Efter at have købt billetter stod den på en noget vippende bådtur, der varede tre kvarter i høje bølger og modvind ud til øen – noget der gav en del kriller i maven!
Efter ankomsten til den lille havn på øen kunne vi stige fra borde og få fast grund under fødderne og herefter begynde at udforske øen.

Tabarca, der er Spaniens mindste, beboede ø, var allerede nævnt i beretninger fra antikken, hvor grækerne kendte den som Planesia, og romerne kaldte den Planaria, men den blev især kendt i det 16. og 17. århundrede som base for nordafrikanske pirater, der angreb og plyndrede på den valencianske kyst.
Der var på den tid ingen fastboende på øen, dels på grund af den dårlige jordkvalitet, der umuliggjorde landbrug, og dels på grund af mangel på fersk drikkevand.
I 1760 beordrede kong Carlos III – for at komme piraterne til livs – at der skulle opføres en befæstet by på øen, og han tilbød genuesiske fanger fra øen Tabarka i Tunesien, at de kunne bo og leve på øen. Af denne grund skiftede øen navn til Nueva Tabarca – og piraterne måtte finde andre græsgange.
I dag er der ca. 50 fastboende på øen, men i sæsonen er der op til 1000 turister på besøg dagligt.

Vores tur rundt på øen førte os først fra den lille havn østpå, hvor vi fulgte den sydlige kant af øen til ‘Franskmandens Hus’, der er et gammelt fiskerhus, der var forbundet med en person med øgenavnet Pierre. Huset, der er fredet, er kendt for de hvidkalkede mure og de karakteristiske blå dekorationer omkring vinduerne.

Fra samme sted havde vi fra Mirador el Salvador en flot udsigt ned over en lille bugt, Calas del Birros y la Guardia, der engang tjente som et tilflugtssted for skibe, der her kunne ligge i læ for vinden. I bugten kan man se Llop Mari-hulen, der tidligere var et tilholdssted for middelhavsmunkesælen, der desværre nu er væk herfra.

Vores tur fortsatte gennem den ene af ø-fæstningens tre porte, Puerta de la Trancada – også kaldet San Gabriel-porten, der er et af de primære adgangspunkter til øens befæstede by – gennem fæstningsmuren, der skulle beskytte mod angreb fra berberiske pirater.

Når vi kom gennem porten, var vi på Tabarcas vestligste punkt, hvorfra vi kunne kigge over på den lille, ubeboede ø, Islote de la Pisbka, der lå få meter væk, og som man kunne vade over til, hvis man havde modet til det (og det havde vi så ikke!)

I stedet vandrede vi tilbage gennem porten, hvor vi derefter fulgte fæstningsmuren og fik et kig ind i de rum under muren, hvor der tidligere havde været fængsel.
Efterfølgende gik vi videre til øens kirke, Iglesia de San Pedro y San Pablo, og den lille park, der omkranser kirken.

Kirken er bygget på det sted, hvor der tidligere havde ligget et lille kapel, som så blev udvidet til en rigtig kirke, der stod færdig i 1769 og blev indviet i 1770. Grundlaget for kirken var den dybe religiøsitet, som fangerne fra den tunesiske Tabarka kom med – ledet af deres præst Juan Bautista Riverola, der selv var en af fangerne.
Under den Spanske Borgerkrig blev kirken nedbrændt og plyndret, og hele sognearkivet, der blev opbevaret her, gik tabt, så det er begrænset, hvad man ved om Tabarcas tidlige historie. Man ved dog, at kirken i en periode fungerede som lagerbygning og forsvarsborg, og man ved, at det barske vejr på øen med vind, regn og saltvand har tæret hårdt på bygningen. Derfor har der også løbende været udført restaureringsarbejder på kirkebygningen, og den restaurering, der startede for et par år siden, var stadigvæk ikke afsluttet.
Bygget sammen med kirken er en bygning, der huser sognegården, som nu ligger i ruiner.
Kirken var ikke åben for besøgende, mens vi var der.

Kirken er – sammen med San José-tårnet på den østlige del af øen – definerende for øens skyline, og man kan se kirken og dens tårne på lang afstand, allerede på vej til øen.
Fra kirken gik vi videre til byens største åbne plads, Gran Plaça, hvor der i bygningerne rundt om pladsen er en del spisesteder og caféer – de fleste af dem godt nok lukkede lige nu, her uden for sæsonen.

Vi besluttede at udskyde frokosten lidt endnu og fortsatte derfor gennem de smalle, brolagte gader, der var omgivet af de for Tabarca så typiske hvidkalkede huse med franske altaner og blå vinduer og døre. Her og der var der også et mindre hotel, hvor håndværkerne var i gang med at gøre klar til sæsonen, der var lige om hjørnet.

Efter lidt tid nåede vi til en anden af byens porte, Puerta de Levante (Østporten), der er porten, man kommer gennem, hvis man går direkte fra havnen og ind i byen.

Inde i porthvælvingen er der på den ene væg en niche med en statue af Jomfru Maria – stående på en globus og en slange, hvilket symboliserer hendes sejr over synden og djævelen.

På væggen overfor er der – ud over en lille altertavle med et billede af Jomfru Maria med Jesusbarnet – en mindetavle for venskabsbyaftalen mellem Tabarca og San Pietro i Italien samt en mindeplade for 250-års jubilæet for byen Tabarcas beståen, hvilket blev fejret i 2020.
På den modsatte side af en lille park lige inden for byporten fandt vi Confraria de Pescadors, Fiskernes Laug, der huser en forening, der varetager de lokale fiskeres interesser. Huset er – med sine hvide mure og blå døre og vinduer – meget typisk for arkitekturen på øen.

Herefter var det tid til at vandre tilbage til Gran Plaça for at finde et sted at spise, inden vi valgte at gå ud af byen og forbi havnen med små, farverige fiskerbåde trukket på land – ren idyl.

Vi fortsatte dog til den østlige del af øen, der tidligere var forsøgt opdyrket, men som nu lå hen som ren natur – kun suppleret med et par markante bygninger: Torre de Sant Josep og øens fyrtårn, Far de Tabarca.
Torre de Sant Josep, San José-tårnet, der er bygget i 1862, var oprindelig en militærbygning, bygget med det formål at forsvare øen. Tårnet er bygget som en pyramidestub, og det har tre etager og en næsten kvadratisk grundflade, og det har gennem tiderne bla. fungeret som fængsel under den første carlistkrig fra 1833-40, hvor carlister – tilhængere af Don Carlos, der gjorde krav på Spaniens trone i 1833 – blev tilbageholdt.
Tårnet har senere været anvendt som barakker for civilgarden og til forskningsformål af Instituttet for Kystøkologi, mens det i dag hører under det lokale politi.

Far de Tabarca er bygget og indviet i 1854 for at guide skibe gennem det klippefyldte farvand omkring Tabarca. I dag er det taget ud af drift, og det er et yndet mål for gåture og fotografer.

Vi vandrede ad stier langs øens sydkyst ud til tårnet og vendte herefter om for at gå tilbage til havnen gennem den flotte natur, hvor vi hist og her kunne se rester af de figenkaktusser, Opuntia, som man havde forsøgt at dyrke her. De fleste af disse kaktusser var gået helt ud eller havde i bedste fald et par levende stængler – måske fordi den vegetation, der var omkring dem, havde kvalt dem?

Ellers så vi overalt falske mælkebøtter, der netop nu stod i fuldt flor og lyste jorden op i gule farver. Planterne, der ikke har noget dansk navn, men på latin hedder Reichardia tingitana, er typiske for sandede og saltholdige jorder, og de er hjemmehørende i Middelhavsområdet og Mellemøsten.

Efter at have vandret rundt på den østlige del af Tabarca, var det tid til at vende tilbage til havnen for at komme med båden retur til fastlandet, hvor Karl Kristian havde gemt endnu en oplevelse til os, idet han kunne byde på en vandretur i naturparken El Pinet, der ligger syd for Santa Pola. I øvrigt et område, der var dårligt skiltet og svært at finde, hvis man ikke lige var stedkendt.
Vi fandt en P-plads og vandrede mellem et par bassiner til saltindvinding ud til et fugletårn, Observatorio Torre El Pinet.

Herfra vi tog en vandretur på knap et par kilometer gennem klitterne og parallelt med stranden – i strid blæst/sandstorm, der gav udfordringer på flere måder. Ikke desto mindre var det en flot tur, hvor vi et par gange stoppede op og betragtede fuglelivet ude i saltbassinerne, hvor vandet var helt rødt, dels på grund af den høje koncentration af salt og dels på grund af alger og andre mikroorganismer. I saltsøerne så vi bla. en del eksemplarer af stor flamingo (Phoenicopterus roseus), der søgte føde i de lavvandede bassiner.

Godt mættede med oplevelser tog vi tilbage til Gran Alacant, hvorfra vi kørte videre til San Juan – en bydel i Alicante, hvor vi skulle spise aftensmad hos Asta og Karl Kristians søn, Chris, med familie.
Det blev en hyggelig aften i godt selskab, inden vi kørte tilbage til vores hus, hvor vi – mættede med mange indtryk fra dagen – krøb til køjs til en god nats søvn.

Fredag, d. 20.3.
Fredagen stod på en heldagstur op i bjergene, så vi stod tidligt op og spiste morgenmad, inden bilen blev pakket, og vi drog af sted i overskyet vejr, hvor regnen truede med at ødelægge dagen for os.
Turen gik nordpå langs kysten, forbi den ucharmerende charterferieby Benidorm til den mindre by Altea, hvor vi havde dagens første stop, og hvor vi skulle besøge den gamle bydel omkring byens største kirke, Iglesia Nuestra Señora del Consuelo.

Efter bilen var blevet parkeret, vandrede vi mod centrum ad en stille, smal og brostensbelagt gade – Carrer Sant Miguel – med hvide huse på begge sider, og da var vi så tidligt på vej, havde stort set ingen butikker åbent endnu; det var jo også udenfor sæsonen!
Altea har siden 1950’erne været en livlig turistby på grund af det gode vejr med mange solskinstimer, labyrintiske og brostensbelagte gader og hvidkalkede facader.

For enden af Carrer Sant Miguel ligger byens hjerte og centrum Plaça de la Iglesia med kirken som den dominerende bygning. Kirken er kendt for sine ikoniske kupler, der er belagt med blå fliser, og den er absolut et besøg værd.
På dette sted lå der tidligere en mindre sognekirke, der var opført i begyndelsen af det 17. århundrede, mens den nuværende kirke er opført på resterne af sin forgænger tre århundreder senere.

Vi gik lidt rundt på pladsen, og derefter over til Mirador de los Cronistas de España, hvorfra vi havde en flot udsigt over byen nedenfor, stranden og Middelhavet. Det var  absolut et sted, hvor udsigten skulle nydes – i øvrigt sammen med en del andre turister, mange af dem med selfiestang!

Få meter fra udsigtspunktet var der installeret en skulptur i stål, der forestiller en tyr og er inspireret af Picassos Guernica og skabt af kunstneren Bernhard Lipsøe.

På selve kirkepladsen var der flere flotte bygninger – de fleste med en restaurant eller café i underetagen. Specielt fotogen var bygningen, der husede La Mascarada, et museum med masker fra hele verden, og som i underetagen havde indrettet en cocktailbar.

Også et maleri – Street Art eller graffiti – på en mur ved kirken var interessant; det forestillede med stor sandsynlighed flugten fra Egypten med Maria, Jesusbarnet og et æsel som de centrale elementer.

Efter at have vandret lidt rundt på trapper og i smalle gyder i området omkring kirken, kiggede vi indenfor og nød stilheden og andægtigheden et øjeblik, mens vi betragtede interøret, der – domineret var farverne hvid og guld – understøttede indtrykket af en jomfruelighed.

Efter kirkebesøget gik vi ned ad den charmerende, smalle gade, Carrer Major, der på mange måder sammenfatter Alteas charme med brosten, blomsterkummer og små, interessante forretninger, der indbød til at gå indenfor – og som i øvrigt virkede som en magnet på turisterne, så man ofte skulle vente længe for at få et billede uden fremmede mennesker på!

Og så vi var da i øvrigt også flere gange inde i en af de små butikker i gaden – bla. i det gamle bageri, der i dag er modeforretning, men hvor en del af den originale bageovn står tilbage som en del af indretningen.

For enden af Carrer Major, hvor gaden møder en anden gade, Calle Salamanca, ligger en lille plads, hvor en port, Portal Vell, fører gennem en bygning med et interessant vægmaleri, der rummer både et hotel og en restaurant. Dette sted var meget stille, og man følte ikke, at man var i midten af en livlig turistby.

Vores besøg i Altea sluttede med kaffe med kage på en lille café, der var nabo til kirken, inden vi søgte tilbage til P-pladsen og bilen.
For at komme til vores næste destination kørte vi ad små veje ud gennem byen og passerede Callosa d’en Sarrià med større områder, der var helt overdækkede. Det viste sig, at vi kørte gennem Spaniens centrum for mispel-dyrkning, og det betød også, at vi flere steder kunne se stande med bakker af mispler til salg.

Målet med denne køretur var dog ikke landbrug og mispelproduktion, men Las Fuentes del Algar, Algar-vandfaldene, hvor man kan betragte en række vandfald, krystalklare kilder, kunstigt anlagte kanaler til fordeling af vandet og naturlige pools.

Området er erklæret som vådzone og særligt bevaringsværdigt på grund af sin store biodiversitet, og der er en 1,5 km lang vandrerute langs kanalerne.

Vi tog naturligvis denne vandretur, der førte os forbi både bassinerne og resterne af en gammel dæmning, ligesom vi på en del af turen vandrede nede i en tørlagt kanal, der tidligere førte vand til et mindre kraftværk, der producerede elektricitet, hvilket var sket siden år 1900.

Vandet fra Algar-vandfaldene blev i øvrigt ført ad de før omtalte kanaler til markerne i området omkring vandfaldene og blev anvendt til kunstvanding af markerne.

Fra Algar gik turen videre op i bjergene til Spaniens efter sigende mest besøgte landsby, Guadalest.
Byen, der har blot 200 fastboende indbyggere, besøges årligt af mere end 2,5 millioner turister, hvilket i perioder kan give en vis trængsel gennem denne lille by, og vi var glade for, at vi besøgte den nu – inden det store rykind af turister!
Guadalest, der ligger i en højde af 595 meter i dalen af sammen navn, har en historie, der går langt tilbage i tiden, og borgen, El Castell de Guadalest, der ligger højst oppe i byen, blev oprindelig bygget i det 11. århundrede under det muslimske styre, Córdoba-kalifatet, der kontrollerede området mellem 756 og 1031.

I det 13. århundrede blev regionen erobret af kristne hære, og både fæstningen og byen blev indlemmet i Kongeriget Valencia, men byens muslimske indbyggere fik lov til at blive boende og fortsætte med at dyrke jorden, indtil de i 1609 blev forvist fra Guadalest under det, der går som ‘Moriskernes fordrivelse’.
Stedet skiftede derefter hænder gennem de følgende århundreder.
Den 22. juni 1644 ødelagde et jordskælv delvist fæstningen. I 1708, under den Spanske Arvefølgekrig, ødelagde en eksplosion den vestlige del af fæstningens kirke, således at kun en lille, forfalden del af fæstningen stod tilbage.
En enkelt familie, Orduñas-familien, har siden det 16. århundrede haft stor betydning for Guadalest, idet de siden 1669 var evige guvernører i byen – en titel, der gik i arv fra far til søn. Fra det 19. århundrede og frem til 1934, hvor den sidste Orduña døde uden efterkommere, havde familien stor politisk indflydelse og var en magtfaktor og familien tjente endvidere som vogtere af byens fæstning. Efter den sidste Orduñas død blev familiens besiddelser overdraget til kommunen – heriblandt også familiens hus, hvori der siden 1994 er indrettet museum, hvorigennem man også har adgang til ruinerne af fæstningen og kirken samt en kirkegård, der stadigvæk anvendes.
Ved vores besøg parkerede vi på den fint anlagte P-plads, hvorfra vi gik op til et mindre torv, Calla Sol, hvor vi så Safareig, byens offentlige, vaskeplads, der er en påmindelse om tidligere tiders dagligdag.

Over for vaskepladsen ligger Museo Microgante, hvor man kan se mikroskulpturer, der er for små til at ses med det blotte øje. På museet kan man se bla. Frihedsgudinden i et nåleøje, en elefant i en mygs øjne, en karrusel i en halv hasselnød, maleriet ‘Den nøgne Maya’ af Goya malet på en flues vinge og mange flere skulpturer, som man tror er umulige. Alle skulpturerne, der skal betragtes gennem stærke forstørrelsesglas, er lavet af kunstneren Manuel Ussà.

Herfra gik vi videre til indgangen til den gamle del af byen, hvilket sker gennem en tunnel, Portal de Sant Josep, gennem bjerget.

Her mærkede vi med det samme historiens vingesus, og de første bygninger, vi så lige foran os, da vi var kommet gennem tunnellen, var Museo Casa Orduña og den barokke sognekirke, Iglesia de Nuestra Senñora de la Asunción.
Casa Orduña, der rummer museet, er bygget af Orduña-familien kort efter det store jordskælv i 1644. Vi besøgte museet, og indgangsbilletten tjente endvidere som adgangstegn til fæstningen og kirkeruinen højere oppe ad bjerget – i mere end én forstand højdepunktet på vores tur til Guadalest!
Kirken, der er bygget mellem 1740 og 1753 på stedet for en tidligere kirke, er mest kendt for sin altertavle, der består af ti malerier, der skildrer episoder fra Jomfru Marias liv, såsom bebudelsen, Jesu fødsel og himmelfarten.

I første omgang gik vi videre til Plaça de San Gregorio, hvorfra der var en fantastisk udsigt ned over den opdæmmede sø, Embassament de Guadalest, der lå neden for bjerget.
Den imponerende udsigt over søen blev forstærket af søens stærkt turkisfarvede vand.

For enden af pladsen ligger byens rådhus i en simpel, men alligevel charmerende bygning, der er bygget oven på en gammel cisterne og fængsel.

Ved siden af rådhuset søgte vi tilflugt i en lille restaurant, hvor frokosten blev indtaget, inden vores rundtur i byen fortsatte med besøget i Casa Orduña og fæstningen.
Fra Casa Orduña var der fint anlagte trapper og brostensveje op til de dele af fæstningen, der var åbne for besøg, og vi vovede os naturligvis helt op til toppen. Den østligste del af fæstningen med det ikoniske kirketårn var lukket for besøg, men fra udsigtspunkter tæt på, var der flot udsigt over området, og jeg var da heller ikke den eneste, der legede fotograf her!

Undervejs blev der dog også andre muligheder til at få gode fotos i kassen – og også dette blev udnyttet til fulde, og både fotos ned over byen og med søen i baggrunden og fotos af kirketårnet kom i kassen.

Vores opstigning sluttede med et besøg på kirkegården og i ruinen af kirken, hvorfra der igen var flotte udsigter over byen, søen og bjergene i horisonten.

Det skal i den forbindelse fortælles, at den lille kirkegård stadigvæk benyttes, og at folk fra byen bliver stedt til hvile netop her, og – som det er tradition i lande med undergrund af klipper – sker det i små kamre i stedet for kister i jorden.

Godt mættet med disse indtryk vandrede vi mod udgangen og tilbage til byens torv, Plaça de San Gregorio, og her fulgte vi en række stationer i form af små hvide ‘bygninger’ med illustrationer fra Jesus lidelseshistorie; noget, der ledte tankerne hen på Via Dolorosa i Jerusalem.

Ellers bevægede vi os mod P-pladsen, idet vi dog undersøgte mulighederne for at få en kop kaffe undervejs, hvilket lykkedes i et lille pizzaria, El Patio Origin, midt i byen.
Herefter gik det hjemad til Gran Alacant over bjergene og byen Alcoi – den sidste del på motorvej, inden det blev til lidt sen aftensmad hjemme i huset.
Og så var det bare at få hvilet hovedet efter en dag med mange og store oplevelser…

Lørdag, d. 21.3.
Dagen i dag kunne ikke hamle op med gårsdagens store oplevelser, og efter morgenmaden blev det først til en tur til stranden, hvor kommunale folk i deres let genkendelige arbejdstempo var i gang med at gøre klar til sæsonen.

På stranden fandt vi nogle mærkelige filttotter af ubestemmelig art, og der måtte en del  søgning til, før vi fandt ud af, at det drejede sig om såkaldte havbolde. Totterne var dannet af havgræs (Posidonia oceanica), og de kan ofte findes på strandene ved Middelhavet.
Havboldene, der er naturlige og ikke et resultat af klimaforandringer, kendes også under navnene egagropili eller neptunkugler.

Fra stranden kørte vi gennem Alicantes forstad Urbanova, der var præget af store hoteller og lejlighedskomplekser – meget ucharmerende.
Vores køretur fortsatte til Ciudad de la Luz Film Studios, der oprindelig var et stort audiovisuelt center, dedikeret til filmverdenen, og i løbet af den korte tid, centeret eksisterede, er der optaget 36 større film her. De mest kendte er Asterix ved de Olympiske Lege (2008) og The Impossible (2012).

Filmbyen var et enormt projekt med 11000 m² indendørs filmstudier, 15000 m² lagerbygninger og værksteder til scenografi, 16 hektar udendørs filmareal og 9000 m² omklædningsrum! Filmbyen startede produktionen i 2005, men allerede i 2012 måtte man dreje nøglen om, idet den økonomi, som den valencianske regionale regering havde støttet filmbyen med, blev erklæret ulovlig, lige som den jord, som byen var bygget på, var eksproprieret ulovligt. Derfor besluttede Europakommisionen, der havde støttet projektet under falske forudsætninger, at forbyde fremtidig produktion af film på stedet.
Dette forbud udløb i 2022, og siden 2024 er der igen blevet produceret film her.
Vi kørte helt op til hovedindgangen til filmstudierne, men blev stoppet af en meget myndig vagt, der fortalte os, at vi var uønskede her, samt at fotografering var forbudt.
Et par billeder af nogle rekvisitter fra ‘Asterix ved de Olympiske Lege’ samt et skud ind over hegnet til bygningerne blev det dog til, inden vi måtte køre igen…

Efter dette besøg kørte vi tilbage til vores hus for frokost, hvorefter vi kørte til udkanten af Gran Alacant til naturområdet Clot de Galvany, det er et område med småsøer, moser, indlandsklitter, åbne områder og bevoksninger af især palmer, fyr og ceder. Området blev alvorligt beskadiget i slutningen af ​​1970’erne, da en ejendomsspekulant havde til hensigt at dræne dette naturlige vådområde for at skabe en kunstig sø! Denne plan blev forpurret, som følge af et offentligt pres, og området blev reddet fra ødelæggelse. I stedet blev området genoprettet og udpeget som et område med enestående naturskønhed.

Vi vandrede gennem området, hvor vi fra flere udkigsposter og fugletårne kunne iagttage livet i området – en tur på godt tre kilometer, inden vi tog tilbage til vores hus for at klæde om til aftenens oplevelser.

Karl Kristian havde booket billetter til aftenens flamenco-forestilling, der foregik i El Mentidero, der er det højest bedømte flamenco-sted i Alicante. Her havde vi fået rigtig gode pladser i de forreste rækker, og så havde vi ellers en times tid til at indtage den veltillavede taco, inden vi skulle opleve aftenens show.

Den næste times tid stod den så på flamenco fra øverste hylde – præsenteret af en guitar, to sangere og tre dansere. Her fortalte sangen, guitaren og dansernes fremragende fodarbejde historier i en fortættet og intens stemning.
Den første – mandlige – solodanser var en stor nydelse, og han levede sig fuldstændig ind i den fortælling, han formidlede, og det skete på en sådan måde, at man skulle tro, at han var i ekstase (eller på coke), og trods han var tydeligt udmattet, blev han inspireret og udfordret af musikken, så han blev bare ved, og ved, og ved.

Den næste – ligeledes mandlige – danser virkede knap så erfaren, men også han lod sig opildne af musikken og publikums reaktioner, og han serverede sin fortælling på en smuk, dramatisk og indlevende måde, hvor jakken til sidst faldt!

Showet blev afsluttet af en kvindelig danser, der som de to andre afleverede en overbevisende fortælling, hvor hendes kjole hvirvlede rundt, mens hænder og ikke mindst fødder supplerede bevægelserne med en inciterende rytme.

Samlet set en vanvittig flot præstation af hele teamet; dansere som sangere og guitarist.
Fun fact er, at den intense musik- og dansestil flamenco opstod i Andalusien i Sydspanien i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet, og at den primært har sine rødder i sigøjnerkulturen (gitanos), men derfra er formet af en blanding af andalusiske, arabiske, jødiske og indiske kulturelle påvirkninger.
Efter denne aftens store, kulturelle oplevelse var der bare at køre ‘hjem’ og slappe af, inden vi i morgen havde endnu en dag med fuldt program!

Søndag, d. 22.3.
Efter morgenmaden gik turen i dag knap 50 km sydpå til Spaniens vigtigste saltby, Torrevieja, hvor saltudvindingen allerede i romertiden var betydelig.
Før 1803 lå der her, hvor Torrevieja nu ligger, blot et gammelt tårn (Torre vieja på spansk) samt nogle arbejderhytter, men da Carlos IV samme år gav tilladelse til at flytte produktionen af salt fra La Mata i oplandet og ind til byen og ligeledes tillod, at der opførtes boliger her, gik byens udvikling stærkt.
Byen ligger klemt inde mellem Middelhavet på den ene side og to store saltsøer, Laguna Salada de la Mata og Laguna Rosa de Torrevieja, på den anden side.
Saltindvindíngen sker ved, at vand fra Middelhavet (saltindhold: ca. 3,5 %) ledes i en kanal ind til Mata-lagunen, hvorfra en del af vandet fordamper, så saltindholdet i vandet stiger, og herfra videre ad endnu en kanal til Laguna Rosa, hvor fordampningen fortsætter indtil saltindholdet i vandet er mellem 30 og 35 % – og vandet er mættet, hvorved saltet udfældes. I Laguna Rosa er vandet helt lyserødt, hvilket – ud over saltkoncentrationen – skyldes, at det indeholder mikroorganismer (arkæer) og mikroalger (dunaliella).
Saltet indsamles herefter af maskiner og bringes på pramme til det sydøstlige hjørne af Laguna Rosa, hvor det lagres i 20 meter høje ‘bjerge’, før det pakkes og enten transporteres til havnen for udskibning eller for at blive sendt på lastbiler til især Nordeuropa og USA.
Anlægget producerer ca. 600000 tons salt årligt, hvoraf størstedelen anvendes til saltning af veje og lufthavne og i industrien.
Vores tur til Torrevieja involverede flere af de steder, der har og har haft betydning for byen i relation til saltudvindingen, og vores første stop gjaldt naturområdet ved Laguna Salada de la Mata. Her parkerede vi ved besøgscentret (der havde rene toiletter, men ikke havde så megen relevant information), hvorfra vi gik ind i området til søen, hvor vi endte nede, hvor kanalen fra Middelhavet mundede ud i søen.

Hernæst gik vi en tur langs søens bred til et skjul, hvorfra man kunne betragte fuglelivet ved søen, og fik bla. øje på nogle stylteløbere (Himantopus himantopus), der fouragerede i søbredden. Stylteløberen er en sjælden gæst i Danmark, men har ynglet her en enkelt gang med succes (i 2013 i Lille Vildmose).

Ellers gik vi tilbage til bilen gennem mere end 100 år gamle vinmarker med vinstokke, der ser noget visne ud – på grund af vindens store indhold af salt. Netop salten er dog også skyld i, at vinen herfra går for at være noget særligt!

En anden plante, som vi så overalt omkring os, var purpurslangehoved (Echrium plantagineum), der tiltrak sig vores opmærksomhed med sine stærke violette blomster, og som i øvrigt – på grund af sin store mængde af honning – har en stærk tiltrækningskraft på bier og derfor er en betydningsfuld medspiller i økosystemet her.

Fra Mata-lagunen fortsatte vi til Torrevieja, hvor vi parkerede nær byens gamle og nedlagte stationsbygning i Parque de la Estación. Stationsbygningen rummer i dag et naturhistorisk museum, Museo de Historia Natural, der dog i dag var lukket.

Nær stationsbygningen kunne vi også se den historiske bro Puente del Acequión, der går over den kanal, der forbinder Laguna Rosa med havet. Broen, der er bygget i perioden fra 1482 til 1509, er i dag et beskyttet kulturarvsted.

Altså gik vi videre gennem parken til et monument, der hylder de saltarbejdere, der formede byens historie gennem saltindustrien: Monumento a los Salineros. Monumentet viser tre saltarbejdere, der arbejder med at hente salt i saltsøen i tre forskellige stadier af arbejdet.

Fra monumentet for saltarbejderne gik vi videre til havnen og Paseo Vista Alegre, hvor vi stoppede op ved endnu et monument, Monumento a los Coralistas, der på den ene side hylder byens rige musikalske traditioner og er dedikeret til de lokale kor og byens musikere, og på den anden side fejrer den første internationale korkonkurrence, som blev afholdt i Torrevieja i 1955.

Ganske nær monumentet var et område afspærret og afskærmet, formodentlig på grund af en pågående restaurering.
Området kendes som Eras de la Sal, og det var fra dette område, at saltet tidligere blev udskibet. Det siges, at havnens oprindelige saltlager fra 1717 står intakt bag afskærmningen, men vi kunne kun fra kajen se den gamle træbro fra 1898, der ragede ud i havnebassinet; den træbro, hvorfra saltet blev læsset i pramme, der skulle sejle saltet ud til større skibe, der lå for anker ud for kysten.  Disse skibe sejlede saltet til bla. Cuba og bragte produkter som sukker, rom og cigarer med tilbage til Spanien.

Også Habanera-sange, der i dag er symbol for Torrevieja, kom på den måde fra Cuba til Spanien som et biprodukt ved denne handel.
Fra havneområdet vandrede vi videre ind i centrum af byen for at besøge Museo del Mar y de la Sal, der bla. fortæller historien om byen og saltet. Desværre var museet lukket om søndagen!
I stedet vandrede vi videre til Plaça de la Constitución med byens største kirke, Parroquia Arciprestal de la Inmaculada Concepción. Kirken, der er bygget i 1880, ligger på det sted, hvor en tidligere, mindre kirke betjente fiskerne og deres familier i starten af 1800-tallet. Vi kiggede kort ind i kirken, men masede os ikke på, da kirken var fyldt og en messe i gang.

Altså vandrede vi tilbage til havnen, hvor vi slog os ned på Cultural Society Casino, der betragtes som toppen af Torreviejas kulturelle liv. Oprindelig var casinoet, der er opført i 1896, et socialt mødested, hvor byens elite mødtes, og her kunne de slappe af sammen med ligesindede med kulturelle og rekreative aktiviteter.
I dag er casinoet en restaurant, og her nød vi frokosten – og heldigvis havde vi behov for at besøge toilettet, da casinoets sale var en smuk oplevelse.

Efter frokosten var det meningen, at vi ville vandre en tur på Torreviejas lange østmole – men igen oplevede vi en afspærring, der afkortede denne tur, der i stedet endte ved klipperne øst for molen. Her så vi til gengæld en af byens mest kendte skulpturer, La Bella Lola, der viser en kvinde, der sidder på en sofa og kigger ud over havet og venter på hendes mand, Antonio, der sammen med 9 andre mænd sejlede ud med skibet ‘La Graviota’ og aldrig vendte tilbage. Den 12. maj 1919 stoppede man eftersøgningen efter mandskabet, men Lola nægtede at acceptere sin mands død, og uge efter uge, måned efter måned vendte hun tilbage til dette sted på klipperne, hvor hun sad og stirrede ud på havet i håbet om, at Antonio ville vende tilbage. Og sådan sidder hun der endnu og er blevet et symbol for de kvinder, der mistede deres mænd til havet.

Fra havet vendte vi tilbage til byens centrum til Plaça de Oriente og til kirken Parroquia del Sagrado Corazón de Jesús, der er en meget moderne kirke, opført i 2009.

Kirken er meget enkelt indrettet, men alteret bagerst i kirken er meget unikt med et vindue, der indgår som en aktiv del af selve alteret.

Fra denne moderne kirke vandrede vi tilbage til Plaça de la Constitución, hvor vi foran kirken kunne se skulpturen La Purísima, der viser Jomfru Maria, der er gravid med Jesus. Skulpturen hylder de kvinder, der fuldfører deres graviditet på trods af enhver modgang.

Hermed afsluttede vi vores besøg i Torrevieja, og sidste punkt i programmet var et besøg ved Torrevieja saltværk ved Laguna Rosa. Det var ikke muligt at komme indenfor og se værket, men vi kunne alligevel danne os et godt indtryk her udenfor porten.

Herefter vendte vi næsen hjemefter mod Gran Alacant, hvor vi gjorde et enkelt fotostop ved en Osborne-tyr, Toro de Osborne, der her i Spanien er accepteret som et kulturelt symbol. Tyrene, der oprindelig blev opstillet langs veje i Spanien som reklame for Brandy de Jerez i 1956, har lidt en omskiftelig tilværelse, idet de stod for tæt på vejene og ad flere omgange måtte flyttes tilbage. I 1994 krævede nye regler for reklame langs vejene, at tyrene blev helt fjernet, men 3 år senere afgjorde den spanske højesteret – efter offentligt ramaskrig over fjernelsen af ​​tyrene – at de skulle blive stående, med den begrundelse, at de var blevet en del af landskabet og havde ‘æstetisk eller kulturel betydning’.

Tilbage i Gran Alacant kunne vi så slappe lidt af inden aftensmaden og en snak om de store oplevelser vi fire havde haft på vores mange rejser sammen,

Mandag, d. 23.3.
Endnu en rolig og hyggelig morgenmad – og endnu en dag med store oplevelser, og i dag havde Karl Kristian sammensat et program, hvor vi skulle besøge byen Elche, der har ca. en kvart million indbyggere, og som nok er bedst kendt som epicentret for Spaniens skoproduktion med flere hundrede skofabrikker.
Efter morgenmaden kørte vi den korte tur på 20 kilometer til Elches centrum og parkerede ved Parc Municipal, som var vores første besøgspunkt på denne bytur.
Parken er en del af Palmeral de Elche, der er en samling af flere daddelpalmeplantager i og omkring byen. Palmerne kan dateres tilbage til romertiden, hvor romerne introducerede teknikker til at fordele vand i Elche, men det var islamiske herskere, der konstruerede de største kanalsystemer i byen og tilplantede områderne med palmer fra det 10. århundrede og frem.

Siden år 2000 har Palmeralen, der ud over byparken også omfatter en national kunsthave, et palmemuseum og en Palmeral-rute, været udnævnt til UNESCO Verdensarv.
Efter bilen var parkeret gik vi tur i byparken, hvor vi først faldt over springvandet Fuente de la Glorieta, der består af rækker af terrakottaskåle, der er udformet som små palmer.

Vi forsatte til Molino del Real, Den Kongelige Mølle, i parkens nordvestlige hjørne. Møllen, der stammer fra det 18. århundrede, var indtil 1957 privatejet, hvorefter Elche byråd købte møllen, og brugte den til fremstilling af de berømte hvide palmeblade, der anvendes i påsken, specifikt Palmesøndag.
Siden 2014 har bygningen, der husede møllen været museum.

Herefter travede vi videre gennem parken til turistbureauet og – tæt derved – en kæmpe mosaik af byens vartegn, La Dama d’Elche, som vi i øvrigt stødte på flere gange på vores rundtur i byen. Denne mosaik er opstillet i 2006.

Fra turistbureauet fortsætte vi mod byens kendte kirke, Basilica de Santa Maria, men allerede inden, vi nåede dertil, havde vi passeret Palacio de Altamira (mere derom senere) og skulpturen ‘Geografia de la Memoria’, Memoriens Geografi, af Eutoquio Estirado. Skulpturen, der er fra 2008, viser en person i naturlig størrelse, der sidder på en stor bronzekugle, der er dækket af citater og navne på 19 betydningsfulde, kvindelige forfattere, malere og tænkere.

Tæt på skulpturen ses en af byens historiske bygninger, Casa de los Cosidó, der er bygget i det 16. århundrede og er et adeligt hus med et karakteristisk kvadratisk hjørnetårn. Huset var ejet af familien Perpiñán, og familiens våbenskjold kan ses på siden af huset.

Nu var vi fremme ved den imponerende kirke, Basilica de Santa Maria, der rejste sig foran os på den anden side af Elches centrale plads, Plaça del Congrés Eucarístic.
Vi gik indenfor i kirken, hvor vi først købte adgang til kirketårnet, hvor vi nåede platformen øverst oppe ad 170 smalle trappetrin – hvilket blev belønnet med en flot udsigt over byen, både palmelunde, Palacio de Altamira og byens tage.

Efter nedstigning fra tårne gik vi ind i selve kirken, hvor Karl Kristian fortalte om det skuespil, Misteri d’Elx, der finder sted her en gang om året, og som siden 2008 har været på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Misteri d’Elx er et helligt musikalsk drama om døden, opstigningen til himlen – Marias himmelfart – og kroningen af ​​Jomfru Maria. Siden midten af ​​det femtende århundrede er det blevet opført i her i kirken, og det er et levende vidnesbyrd om europæisk religiøst teater i middelalderen og om Jomfru Maria-kulten. Forestillingen spilles 14. og 15. august hvert år, og den er udsolgt flere år ud i fremtiden.
Teksterne er på valenciansk, men med visse afsnit på latin. Scenen har to niveauer: den horisontale ‘jordiske’ scene og den vertikale ‘himmelske’ scene, der er karakteristisk for middelalderens mysteriespil, og kirken bygges om med bla. et ekstra loft til at illustrere det himmelske.

Efter at have siddet og hørt på fortællingen om spillede, der er helt unikke, gik vi igen udenfor til Plaça Santa Isabel øst for kirken, og her kunne vi både se den opstillede skulptur i bronze ‘Las Tres Marias’, de tre Mariaer, der er rejst i 2012. Skulpturen repræsenterer de tre Mariaer fra Misteri d’Elx og er fremstillet af Juan José Quirós.

Fra den samme plads kunne vi også se Torre de la Calaforra, der er bygget i slutningen af det 13. århundrede af maurerne. Tårnet var en del af bymuren, og det var oprindelig 25 meter højt, men ved et jordskælv i 1825 mistede det en del af sin højde, så det i dag kun måler 15 meter i højden. I det 15. og 16. århundrede anvendtes det som herregårdshus med to etager og en kælder, der skulle bruges som almudín, dvs. kornlager.

På vestsiden af kirken, på Plaça de Santa Maria, var der placeret en anden skulptur i bronze, Ternari, der forestiller de tre apostle Jakob den Ældre, Peter og Johannes, og det er – lige som skulpturen på østsiden af kirken – en hyldest til Misteri d’Elx. (Kunstner Miguel Ruiz)

Efterhånden lidt sultne gik vi væk fra pladsen ved kirken og videre på jagt efter en restaurant, og det bragte os til Plaça Menéndez Palayo ved rådhuset – og igen var det en skulptur, der fangede vores interesse: Sobre la Critica, der er en hyldest til kunstneren, kritikeren og beskueren, der sammen udforsker kunsten. (Kunstner: Joan Castejón)

Det lykkedes ikke lige at finde en egnet restaurant, så vi fortsatte med en spadseretur langs floden, Rio Vinalopó, der løber gennem byen, men som nu er næsten udtørret, inden vi fortsatte til Plaça de la Glorieta, der er og har været byens centrale knudepunkt siden det 19. århundrede.

Her lykkedes det at finde en restaurant, der kunne byde på lækker mad.
Midt på pladsen står en statue af byens mest berømte genstand, La Dama d’Elche.
La Dama d’Elche er en buste af en kvinde, der ved et tilfælde blev fundet et par kilometer syd for Elche af en landarbejder, og busten er bestemt til at være fra det 4. århundrede f.Kr.

Busten, der oprindelig var farvelagt i stærke farver, forestiller en kvinde iført en hovedbeklædning og store hjullignende snore på hver side af hovedet, og den er bare en af flere lignende buster, der er fundet i Spanien.
Siden fundet har der været en del arkæologiske udgravninger i det område, hvor Dama d’Elche er fundet, og ved disse udgravninger er der fundet beviser for en iberisk-punisk bosættelse, en romersk kloak, mure og romerske huse samt mosaikker.
Efter frokosten søgte vi tilbage mod området omkring kirken, hvor vi fandt et roligt sted, hvorfra vi havde flot udsigt over Basilica de Santa Maria og Torre de la Calaforra.

På dette sted ville vi besøge Convento de la Merced, barmhjertighedsklostret, der var grundlagt i det 16. århundrede. Klostret indeholder de arabiske bade, og det er – sammen med Calaforra-tårnet – det eneste levn fra den Elches muslimske fortid, og er derfor de ældste bygninger i byen.
Vi havde set frem til at besøge stedet, men – i lighed med mange af byens andre seværdigheder – var det lukket om søndagen…

I stedet gik vi videre til Palacio de Altamira, Altamira-slottet, der var åbent og havde gratis adgang om søndagen – så det besluttede vi os (heldigvis) for at besøge.
Altamira-slottet er opført i det 11. og 13. århundrede under maurerne, og det blev senere renoveret og udbygget i det 15. og 16. århundrede, hvor det blev overtaget af Gutierre de Cárdenas, herre af Elche.
I det 18. århundrede, da slottet var ejet af greven af ​​Altimira, blev dets sydlige facade omdannet til et 2-etagers hus, og indtil 1959 blev slottets vestfløj også brugt som fængsel.
I 1915 blev der bygget en tekstilfabrik på gården, og den var i drift indtil slutningen af ​​tresserne.

I dag rummer bygningerne det kommunale arkæologiske museum, og ved et tilfælde endte vi med at besøge et lille lokale, hvor La Dama d’Elche blev beskrevet og her kunne man også se en kopi af kvindebusten, der ved brug af lys blev farvelagt, så man kunne danne sig et godt billede af, hvordan hun havde set ud. Det er et sted, hvor vi tilbragte ret lang tid!

Ellers fik vi vandret en tur på slottets gamle mure, hvorfra der (endnu engang) kunne nydes en flot udsigt over byen. Til sidst vandrede vi ned i bunden af slottet, hvor vi kunne se resterne af den gamle bymur fra maurernes tid, der bla. inkluderede en 8 meter høj byport.

Ellers gik nu bare tilbage til bilen ad den brede gade Carrer Portell de Granyana, hvor der var opstillet en del skulpturer af nyere dato.
Og så gik turen ellers bare tilbage til Gran Alacant og aftensmad og hugge, inden vi kunne hvile hovederne på vores puder efter en lang, men spændende dag!

Tirsdag, d. 24.3.
Så er vi stået op til den sidste dag i Alicante og omegn, og programmet bestod af et besøg i selve Alicante, så efter morgenmaden drog vi af sted mod byen, hvor vi fandt en P-plads for enden af promenaden, hvor bilen blev efterladt.
Herefter startede vi med en tur op ad Explanada de España, promenaden, der er berømt for sin belægning, der består af over 6 millioner marmorfliser i rød, sort og hvid i et bølget mønster. Promenaden er endvidere flankeret af fire rækker af palmer, der skaber skygge og en eksotisk atmosfære, samt mange caféer, barer og boder.

Ved den nordlige ende af promenaden gik vi over til havnebassinet for at busten af Archibald Dickson, der – som tidligere skrevet og kaptajn på skibet Stanbrook – reddede mere end 2500 civile republikanere fra Francos tropper i 1939. (Så blev den sløjfe bundet!)

Herfra fortsatte vi til elevatoren, der skulle bringe os hurtigt op til byens fæstning og store seværdighed, Castell de Santa Bàrbera, der ligger på en bakke, Benacantil-bjerget, 166 meter over havets overflade.
Fæstningen har rødder tilbage til det 9. århundrede, hvor det var maurerne, der sad på området, men det er kun meget få spor, der er tilbage fra den tid. Fæstningens navn stammer fra 1248, da borgen blev erobret af kristne tropper og opkaldt efter Santa Bárbara.

Fæstningen er blevet udbygget og ændret gennem flere århundreder, hvilket har resulteret i tre primære områder fra forskellige tidsperioder:
La Torreta, den øverste og ældste del af fæstningen, som indeholder det oprindelige tårn og fundament fra den mauriske periode (9. – 13. århundrede).
Mellemsektionen, der primært stammer fra det 16. århundrede – renæssancen – og blev opført under Kong Filip 2. af Spanien.
Den nederste del, der omfatter de ydre forsvarsværker og blev bygget i det 18. århundrede.
Vi startede vores rundgang i fæstningens ældste del og vandrede gennem en porte i Torre de Santa Catalina, der er det tårn, der er den ældste bevarede del af fæstningen.

Herfra gik vi til Mellemsektionen og ruinerne af Ermita de Santa Bárbera, et kapel, der var dedikeret til føromtalte Santa Bárbera. Der var ikke meget at se af kapellet, men et par buer stod dog tilbage.

Disse ruiner ligger lige ved den store, centrale Plaza de Armas, paradepladsen, hvorfra der er adgang til Cuartel de Tropa, troppekasernen, hvor garnisonen, der skulle forsvare fæstningen, var indkvarteret. I dag rummer bygningen udstillinger, der giver os som besøgende indsigt i fæstningens militærhistorie.

Fra Plaza de Armas vandrede vi videre til Baluarte de la Reina, Dronningens Bolværk, hvorfra man kan nyde en fantastisk udsigt over Alicantes havn og Middelhavet.
Videre gik det (op ad bakke) forbi flere arkæologiske udgravninger og uspecificerede ruiner med retning mod Torre de Santa Catalina for at komme op i fæstningens ældste del, La Torreta, og undervejs passerede vi et flot eksemplar af napoleonshat (Kalanchoe beharensis), der er en sukkulent og hårdfør plante, der egentlig stammer fra Madagaskar.
Planten, der netop nu var i blomst, er kendt for sine store, bølgede og fløjlsagtige blade, og den kan over årene nå en højde på 1-2 meter med en træagtig stængel.

Ellers vandrede vi videre til den ældste del af fæstningen, over gamle broer og til en indre gård (ingeniørparken) og Casa del Gobernador, guvernørens hus, hvor der var en udstilling af artefakter, der var fundet i Alicante.

Imponerende var bla. en meget stor collage, der var fremstillet af potteskår i alle mulige former og farver fra arkæologiske steder i byen.

Også her fra det øverste af borgen, Macho del Castillo, der allerede eksisterede i den mauriske periode som en alcazaba, dvs. en befæstet borg, var en en flot udsigt ned over Alicante.
Efter at have nydt udsigten, var vi færdige med Castell de Santa Bàrbera for denne gang, og vi forlod fæstningen ad asfaltvejen tilbage mod byen, idet vi dog – halvvejs nede – forlod vejen og fortsatte til det meget charmerende kvarter Barrio de Santa Cruz.

Kvarteret er kendt for sine smalle, stejle gader, hvidkalkede huse med farverige (hovedsagelig stærkt blå) fliser og blomsterkrukker, samt fantastiske udsigtspunkter (miradores) over byen og havet.

Her var der – uanset hvorhen man vendte sig – motiver til interessante fotos, hvilket også blev udnyttet, og foran flere af husene sad indbyggerne og slappede af, småsnakkede med naboerne eller blot nød det gode vejr.

Efter at have vandret lidt rundt her i de små gader, fortsatte vi ned ad bakken og forbi Plaça Quijano – en idyllisk plads med en bevægende historie bag den skabelse. Pladsens navn hædrer Trino Gonzalez de Quijano, en guvernør i Alicante, som mistede livet i 1854, mens han kæmpede mod en ødelæggende koleraepidemi, der ramte byen. Under krisen blev Quijano kendt for sit engagement i de mest sårbare i byen, og som tak for hans indsats besluttede Alicantes borgere at opkalde denne plads for at ære ham.

Fra denne plads fortsatte vi til Basílica de Santa María, der er Alicantes ældste kirke, der er opført på det sted, hvor byens hovedmoske fra det 13. århundrede tidligere lå.
Basilikaen er opført i flere etaper i perioden fra det 14. til 16. århundrede, og den har gennemgået adskillige renoveringer, hvoraf den vigtigste var efter branden i 1484.
Inden for de seneste 100 år har den været noget udsat. Under den Spanske Borgerkrig blev den udsat for et angreb, hvor et billede af den ubesmittede undfangelse fra det 18. århundrede blev skamferet, mens orglet og renæssancedøbefonten blev ødelagt. I den samme periode blev den endvidere brugt som militærlager.

Kirkens indre domineres af en overdådig, forgyldt hovedaltertavle i rokoko-stil fra det 18. århundrede, mens koret, der er fra det 15. århundrede, er i gotisk stil.
Inden vi gik indenfor i kirken satte vi os ned på Plaça de Santa Maris foran indgangen til kirken, hvor vi havde frit udsyn til den smukke facade/portal i barokstil. Her nød vi en kop kaffe, inden vi bevægede os ind i kirkens indre.
Inde i kirken mødte vi et par unge kvinder – vist nok søstre – der var mødt op til en fotoseance iklædt egnens traditionelle dragt, bestående af en detaljeret kjole med broderier og en hvid hovedbeklædning (mantilla). Disse smukke folkedragter bæres under Fallas-festivalen, der finder sted hvert år fra 15.-19. marts i denne region.
De to piger havde egen fotograf med til at optage billeder i kirken, men de stillede velvilligt op og poserede, når andre – turister som os – spurgte pænt om lov.

Fra kirken gik vi til Plaça de l’ajuntament d’Alacant, der mod nord afgrænses af  Ajuntament d’Alacant, rådhuset, der er en imponerende barokbygning fra det 18. århundrede.

Herfra gik vi tilbage ad promenaden til vores parkerede bil, inden turen – via Saras skole – gik til Chris med familie til en sidste, lidt sene frokost i Spanien i denne omgang.
Efter vi havde sagt farvel til denne del af Karl Kristians og Astas familie, kørte vi forbi det historiske Mercado Central de Alicante, der er et ikonisk overdækket marken nær Alicantes centrum, hvor det var meningen, at vi ville gå en tur i markedshallerne, der var indrettet i flere etager.

Desværre var vi for sent på den, idet markedshallen lukkede kl. 14, så vi nøjedes med at gå en tur rundt om hallen til Plaça 25 de Mayo og dvæle et øjeblik ved mindesmærket, der markerer stedet ved markedet, hvor italienske fascistiske fly smed deres bomber den 25. maj 1938 under den Spanske Borgerkrig, og hvor mere end 300 personer mistede livet. Inde i markedshallen kan man stadigvæk se et ur, der gik i stå under bombardementet – og stadigvæk står stille på det tidspunkt, hvor bomberne faldt.

Herefter forlod vi Alicantes centrum for at køre til Gran Alicant, hvor den stod på en sidste aftensmad, oprydning, rengøring og pakning af vores habengut, så vi var klar til at komme tidligt ud af hytten i morgen tidlig.

Onsdag, d. 25.3.
Dagen i dag var så vores hjemrejsedag, og da vi allerede skulle med et fly, der afgik kl. 8:00 fra Alicante, så stod vi meget tidligt op for at rydde op efter os i huset og få låst af, inden vi kunne køre af sted og aflevere bilen.
Og efter den korte flyvetur kunne vi lande i Billund i regn og blæst og derefter tage lufthavnsbussen til Aarhus, hvorfra vi kunne se tilbage på en dejlig uge sammen med Asta og Karl Kristian i Spanien!