Aserbajdsjan, 10.-15.7.19

Efter min tur til Aserbajdsjan sammen med Silas i april sidste år (for at se Formel 1), blev jeg så fascineret af landet, at jeg ville tage Claudia med på en længere ferietur – hvor vi så samtidig ville udvide turen lidt, således at vi skulle besøge alle de tre lande i Kaukasus: Aserbajdsjan, Georgien og Armenien.
Som sagt, så gjort – og da vi omtalte vores planer for vores gode venner, Karsten og Grethe fra Hedensted, var de straks med på ideen, så det blev til en tur på knap tre uger rundt i Kaukasus for vi to vennepar.
Fly og hotel blev bestilt, og jeg tog kontakt til den guide, som Silas og jeg brugte, da vi var af sted sidste år, Fuad, der ejer firmaet Guided Azerbaijan, guidedazerbaijan.com.
Så alt var ellers tilrettelagt til en fantastisk ferie…

Onsdag, d 10.7.
Da vores rejse startede fra Kastrup, valgte vi at indlægge et stop i Ishøj ved Tanja og familie – med lidt frokost og hyggeligt samvær, inden vi blev kørt til lufthavnen sidst på eftermiddagen.
Her stod vi så klar – blot for at beskeden om, at vi var blevet ombooket til et andet og senere fly, da flyet fra Baltic Air var overbooket. Så i stedet for at flyve over Riga til Baku (og være fremme lidt over 3 om natten), havde vi nu en længere rejse over Doha med Qatar Airways – og ville være fremme ved hotellet med 8 timers forsinkelse.

Men at flyve med Qatar Airways i stedet for Baltic Air var noget af en opgradering…

Torsdag, d. 11.7.
Efter at vi var landet i lufthavnen i Baku, stod den på en taxa ind til centrum og indkvartering på vores hotel, Old East Hotel, lige midt i Bakus gamle bykerne, Icherisheher.

Herefter benyttede vi eftermiddagen til at få kigget lidt på bykernen, der samlet set står på UNESCOs Verdensarvsliste.
Første punkt på vores tur var havnepromenaden med tilhørende parkanlæg. Her kunne vi bla. nyde det nyopførte, men endnu ikke indviede, indkøbscenter, Dǝniz Mall – udefra.
Et imponerende bygningsværk, der ovenfra ligner en udsprungen lotusblomst med 8 kronblade. (Og mange besøgende drager sammenligninger mellem bygningens futuristiske hvide ‘skaller’ og det berømte Operahus i Sydney).

Også tæppemuseet – et bygningsværk, der minder om et sammenrullet gulvtæppe – lå i dette område, og igen: et flot, anderledes og interessant bygningsværk.
Tæppemuseet udstiller aserbajdsjanske tæpper og måtter med historiske og moderne væveteknikker og materialer, og det har den største samling af aserbajdsjanske tæpper i verden. Museet åbnede først på Neftchiler Avenue i 1967, men flyttede til denne nye bygning i Bakus strandpromenadepark i 2014.

Tæt ved Tæppemuseet kunne vi se en af byen Bakus mange kunstinstallationer: Store, hvide elementer, der kunne minde om fingerspidser, der skyder op af jorden og danner en stor åben hånd, der symbolsk omfavner og beskytter et træs stamme. Ideen er at minde de forbipasserende om naturens sårbarhed.
Det var i det hele taget en spændende sted at sidde og nyde eftermiddagskaffen eller en is.

Efter kaffen stod den på en tur i Mini-Venedig, der, som navnet siger, var et område med små kanaler. Mini-Venedig, der dækker et område på 10000 m², er anlagt i 1960 og gennemgribende renoveret i 2012, og det danner et netværk af lavvandede kanaler, dekorative stenbroer og små øer – bygget efter inspiration fra Venedig i Italien.
I området er der caféer og restauranter.
Fra Mini-Venedig vandrede vi videre langs søen på promenaden mod nordøst…

… til anlægsbroen ved Aserbajdsjans Uafhængighedsmuseum, der er dedikeret til landets historiske kamp for uafhængighed og suverænitet. Museet blev oprindelig grundlagt i 1919 under Den Aserbajdsjanske Demokratiske Republik, der var en del af Sovjetunionen, men det blev genetableret i sin nuværende form i 1991 efter Sovjetunionens opløsning.
Her fra pladsen foran museet var der i øvrigt en flot og storslået udsigt ind over byen og op til de tre Flammetårne.

Herfra gik vi så videre til Springvandspladsen, Fountains Square, der er et almindeligt mødested for byens borgere – bla. ved bronzestatuerne ‘Pigen på bænken’ eller ‘Pigen med paraplyen’. Et andet muligt mødested var ved ‘Violinspilleren’ på Nizami Street.
‘Pigen på bænken’ – Sculpture Girl on Bench – forestiller en moderne, ung kvinde, der sidder på en bænk. Hun er i gang med at lægge læbestift (eller kigge i sit spejl/sin telefon) og udstråler en afslappet elegance, og da skulpturen kun optager den ene halvdel af bænken, er der plads til, at forbipasserende kan sætte sig ved siden af hende. Den er derfor et af byens mest populære steder for turister og lokale til at tage selfies.
‘Pigen med paraplyen’ – Sculpture Girl with Umbrella – er en anden populær, moderne bronzeskulptur, der forestiller en ung, moderne klædt kvinde, der holder en åben paraply i den ene hånd, mens hun er optaget af sin mobiltelefon i den anden.
‘Violinspilleren’ – Statue of the Violin Player – er en tredje populær bronzestatue, der forestiller en violinspiller, der er i fuld sving med at spille. Som de to andre nævnte statuer er også denne statue et meget populært fotospot for forbipasserende.

Mod øst – mod Molokan-parken – kunne man gå gennem nogle arkadegange, og hvis man kiggede op i lofterne, kunne man se dekorationer med smukke, håndmalede illustrationer, der viser scener fra aserbajdsjansk kultur, lokale folkeeventyr og historiske vartegn for at byde besøgende velkommen og skabe en autentisk atmosfære. Altså en slags gadekunst i lofterne.

Efter en kop kaffe gik turen tilbage til den gamle bykerne via Nizami-pladsen med Museet for Aserbajdsjansk Litteratur, og undervejs passerede vi de kendte byporte, Qoşa Qala Qapısı (Den dobbelte Slotsport eller Shamakhi-porten, fordi den ligger på den gamle karavanerute fra Shamakhi). Den ene af dobbeltportene blev bygget i det 12. århundrede efter ordre fra Manuchehr III den Store – på samme tid som Baku-fæstningen blev bygget, mens den anden port blev tilføjet meget senere, i det 17. århundrede under Shah Abbas I ‘s regeringstid.

Godt trætte fandt vi et sted at spise aftensmad, før det gik tilbage til hotellet for at få en god nats sammenhængende søvn.

Fredag, d. 12.7.
Efter en behagelig nat i rigtige senge og en fin morgenmad i hotellets lækre rooftop-restaurant blev vi afhentet af vores guide fra Guided Azerbaijan, og dagens program stod herefter på sightseeing i Bakus opland.
Det betød så, at vi kørte sydvest ud af byen til et par af de seværdigheder, der er unikke for landet, nemlig Gobustan National Park med gamle petroglyffer og muddervulkaner i samme område, og denne tur førte os forbi nogle af Aserbajdsjans rige oliefelter – ude i Det Kaspiske Hav.

Men som skrevet, så var første punkt på dagens program det historiske nær Qobustan – et område, der er blevet bekendt for mange historiske spor fra forskellige, historiske perioder, og i Qobustan State Historical and Cultural Reserve, der er på UNESCOs Verdensarvliste, besøgte vi et bjergrigt og goldt område, hvor beboere i en periode på flere tusind år har hugget petroglyffer (helleristninger) i områdets klipper.

Besøget i området startede på Gobustan National Park Museum med en rundvisning og en introduktion til områdets mange petroglyffer – inden vi kørte det sidste stykke op til selve feltet med klipperne og de illustrationer, der fandtes her. Og advarslerne var tydelige nok: Pas på slangerne – så det var bare med at se sig for, når man gik gennem området…

En af de første petroglyffer, vi mødte på vores vej, var samtidig en af de mest velbevarede.
På en klippe er der afbildet en gruppe menneskefigurer, der danser i en kæde, hvilket er blevet tolket som en afbildning af en rituel eller ceremoniel dans, formodentlig Yallı-dansen. Yallı er en traditionel folkedans, der har rødder flere tusinde år tilbage i tiden.
Disse petroglyffer stammer fra mellemstenalderen, hvilket betyder, at de er mellem 8000 og 10000 år gamle.

Et andet sted så vi petroglyffer, der afbildede urokser, suppleret med vage figurer af mennesker, sikkert jægere. Dette er et af de mest berømte motiver i nationalparken, og det stammer fra den tidlige stenalder, og der er dermed mellem 8000 og 20000 år gamle!

Et andet sted så vi et eksempel på, at der i flere forskellige perioder er indridset i den samme sten. Her kunne vi se et par urokser, men ‘ovenover’ ser man omridset af en hest med forkantet krop og slanke ben, hvilket er karakteristisk for senere tiders petroglyffer.

Som vi gik rundt mellem klipperne kunne man se disse illustrationer alle steder, og efterhånden som tiden gik, blev vi også bedre til at spotte illustrationerne.
Vi kunne se mange illustrationer, der viste dyr og jagtscener med jægere med flitsbuer eller spyd, lige som der var en del kvindeskikkelser, der forestillede gravide kvinder med brede hofter og tydelige brystmarkeringer – noget som arkæologer forbinder med frugtbarhedsritualer. Endelig var der også – som skrevet – mennesker i en slags kædedans.
Ud over levende væsener var der også mange detaljerede afbildninger af lange, kurvede rør- eller sivbåde – i visse tilfælde med en række af oprejste menneskefigurer ombord og ofte et solsymbol i stævnen.

I Gobustan Naturpark er der mere end 6000 petroglyffer – fordelt på mere end 1000 forskellige lokationer i klipperne. De ældste af motiverne er omkring 20000 år gamle, og nyere motiver som middelalderlige inskriptioner i arabisk eller persisk skrift er til dels mejslet oven på de ældre illustrationer. Et kuriosum er det, at en klippeinskription på latin, der er indgraveret af den romerske Legio XII Fulminata i det 1. århundrede e.Kr., er den østligste romerske inskription, der nogensinde er fundet.
Efter at vi havde været på rundtur i klipperne, kunne vi se ud over det fantastiske område neden for klipperne. Vi befandt os her på en klippeflade, hvor der var skålgropar (engelsk: cup marks) – små runde skåle eller huller, der var hugget eller slebet ind i klippen.
Forskere mener, at skålgroparne blev brugt til rituelle formål, som opsamling af vand eller til offergaver eller rituelle eller symbolske handlinger i forbindelse med jagt, frugtbarhed eller spiritualitet.

Lige ved siden af denne klippeflade var der en ikonisk og karakteristisk klippeformation med nogle dramatiske udhæng, skabt gennem millioner af år af vejr, vind og havbølger fra Det Kaspiske Hav! har eroderet den blødeste del af klippen bort.
Klippen var desværre (eller måske fornuftigt nok) afspærret, men sidste år, da jeg besøgte området sammen med Silas, blev vi fotograferet – stående på det yderste af klippen!

Ud over området med petroglyffer og skålgropar finder man også 4 syngende sten, hvoraf den ene af disse står ved indgangen til reservatet. Stenene giver en hul, rungende lyd, når den bliver ramt af en mindre sten, og det er derfor muligt at spille på den som på en slags tromme eller tamburin.

Denne resonans er skabt af små huller inden i stenen skabt af det tørre klima og virkningen af undergrundens naturgas.
Med dette musikalske indslag var vores besøg i naturparken forbi, og vi kunne køre den korte vej til en anden del af Gobustan-området, der er kendt for muddervulkaner.
Her parkerede vi på en lille, primitiv P-plads og gik de få meter til et område, hvor mange små muddervulkaner skød i vejret – ikke mange meter, men alligevel imponerende at være vidne til.
Turen ud til vulkanområdet gik i øvrigt ad fine veje, og det var noget af en kontrast til mit besøg her i april sidste år sammen med Silas, hvor vulkanerne kun kunne nås på en halv time ad ikke-eksisterende veje i terrængående køretøjer.

Der er kendt ca. 700 muddervulkaner i verden – heraf findes de 600 i Aserbajdsjan og 300 alene i området syd for Gobustan. Muddervulkanerne indeholder mudder og andet finkornet materiale blandet med vand, der presses op af gasser og strømmer ud på jordoverfladen.
I Aserbajdsjan er gasserne kulbrinter, der er dannet af gas og olie i undergrunden, og da temperaturen i muddervulkaner er meget lavere end i ‘almindelige’ ildvulkaner, så kan man faktisk bade i dem – uden at man bliver kogt eller lider overlast på anden måde.
Vi kunne frit vandre rundt mellem de mange små vulkaner, og vi fik af vores guide masser af tid til at udforske området.

Det gav os således mulighed for at se både helt små kegleformede formationer med et lille hul på toppen og større ‘kratere’, hvor gassen fandt vej gennem det flydende mudder og boblede op i forskellige mønstre. Det er svært at beskrive, hvordan det så ud, men det kunne vel bedst beskrives som maling, der stod og simrede.

I visse af vulkanerne var der mere tryk på gassen, og når den nåede overfladen, frigjordes den som store bobler, der spruttede og ‘eksploderede’ i kunstfærdige mønstre. Her kunne man stå længe – parat med kameraet for at få et billede af en af disse flotte eksplosioner…

Ud over de mange muddervulkaner var i området også en større sø, der på samme måde stod og boblede, og den forklaring, vi fik på dette fænomen, var, at der på dette sted bare var mere vand end mudder til stede; mudderet var mere tyndtflydende. Dette var så en anledning til at stikke hænderne ned i mudderet og smøre noget af det på armene eller i ansigtet! Det, vi fik fortalt, var, at det skulle være godt for huden.

Efter besøget ved muddervulkanerne vendte vi næsen nordpå, og vores næste stop var Bibi-Heybat moskeen i den sydlige udkant af Baku. Moskeen, der er shiamuslimsk, blev opført efter ordre fra præsident Heydar Aliyev, og den blev færdiggjort i 1997-99 og udvidet i 2005. Moskeen, der er en tro kopi af en tidligere moske fra 1282 med samme navn, er opført over graven af Ukeyma Khanum, der – som datter efter den 7. shia-imam, Musa al-Kadhim – er en direkte efterkommer efter profeten Muhammed.
Den oprindelige moske blev ødelagt af bolsjevikkerne under en antireligiøs kampagne i 1936.
Den nuværende moske er et flot bygningsværk med tre kupler og to minareter beliggende på en stor plads, hvorfra der er udsigt over området med Baku i horisonten.

Moskeens hjerte er et rum med en grøn og turkis kuppelhvælving – bygget direkte over graven for Ukeyma Khanum, og stedet er et vigtigt pilgrimssted for både shia- og sunnimuslimer. For muslimerne har den grønne farve en dyb spirituel, historisk og æstetisk betydning, idet paradiset i Koranen beskrives som et frodigt sted med grønne nuancer, og grøn var endvidere profeten Muhammeds yndlingsfarve. Den turkise farve reflekterer himlens farve på en klar dag, og den bruges i kupler for at drage de bedendes blik og tanker væk fra det jordiske og op mod det guddommelige.

Fra moskeen kørte vi de få kilometer til Vandsportspaladset i Baku – ikke så meget for paladsets skyld, men fordi man i parken foran havde man opstillet bla. en kopi af verdens første mekanisk borede oliebrønd fra 1846.

Videre gik det ind til Baku, hvor næste punkt på programmet var et besøg i Villa Petrolea, der var brødrene Nobels residens i Baku indtil 1920 – og i dag er den eneste museum for Nobel uden for Sverige.
Villa Petrolea er et helt bolig- og kulturområde, som blev opført mellem 1882 og 1884, der blev opført som boliger til administrerende direktører og ansatte i Nobel-brødrenes olievirksomhed i en ellers stærkt forurenet del af Baku, der dengang var kendt som ‘den sorte by’.
Området rummede oprindelig træhytter, en svensk-tysk skole, et hospital, et teater, en familievilla til familien Nobel i byzantinsk stil og en dertil hørende 10,5 hektar stor park med importeret jord og titusindvis af planter. Det var også det første sted i Baku med ventilation og telefon.

Efter 1. Verdenskrig blev villaen nationaliseret, og den forfaldt herefter i den sovjetiske periode, hvor den blandt andet blev brugt som hospital og børnehjem, men efter Sovjetunionens fald blev bygningen genopbygget og indrettet som det museum, vi nu besøgte.
En del af den formue, der bruges til Nobelprisen, stammer fra familien Nobels olieaktiviteter i Baku, men rent faktisk besøgte Alfred Nobel aldrig Baku, mens det var hans storebror Ludvig, der boede her og styrede familieforetagendet Branobel.
I haven foran bygningen findes der en statue af Alfred Nobel, hvilket – omstændighederne taget i betragtning – er noget misvisende i og med, at han aldrig satte sine ben i byen.

Vores besøg inde i villaen var ved at gå i vasken, da vi var for sent på den, og museet egentlig var lukket, og kun takket være vores guiden fik vi mulighed for at komme indenfor, hvor vi så fik en eksklusiv rundvisning af en af de ansatte, der guidede os rundt, da vi var fornemt besøg langvejs fra, fra Danmark.
Vi fik lov til at se stort set alle rummene og få fortællinger om den tid, da familien Nobel – personificeret i Alfreds storebror Ludvig – huserede her.
Et af de vigtigste rum var Ludvig Nobels fine kontor – stedet hvor de store og betydningsfulde beslutninger blev taget. Det var også her vi fik historien om, at det på Nobels tid slet ikke var nødvendigt at bore efter olien – den flød næsten lige under overfladen – bare et spadestik nede, og man kunne bare skovle olien op fra små oliesøer.

Et andet af de vigtige rum i huset var mødelokalet, hvor familiemedlemmer havde deres møder med potentielle kunder og investorer, og hvor grundstenen blev lagt til familiens rigdom – som Nobelprismodtagerne nyder gavn af i dag.

I øvrigt er familien Nobel og deres olieeventyr i Aserbajdsjan en spændende historie, der er værd at sætte sig yderligere ind i!
Efter dette spændende besøg i Nobels hus gik det videre til ‘Det brændende bjerg’, Yanar Dag, som jeg også besøgte sammen med Silas sidste år – og som jeg havde glædet mig til at besøge igen i år.
Og så kunne jeg stort set ikke genkende stedet! Man havde i det forløbne år bygget et moderne indgangsparti, som man skulle igennem for at komme frem til flammerne – og man fik lov til at betale for at komme tæt på!
Ud over det havde man bygget både et amfiteater, udstillingslokaler og toiletter, siden jeg sidst besøgte stedet for godt et år siden. Der var rigtig gået turisme i det!

Yanar Dag er en væg af flammer, der kan være op til 3 meter høje, og som skyldes naturgas (primært metan), som siver op gennem den porøse sandsten i undergrunden og antændes ved jordoverfladen – og det har den så gjort uafbrudt siden den blev antændt ved en fejl af en hyrde i 1950’erne.
Det er ganske fascinerende at stå tæt på flammerne, og det er da også et oplagt sted til at få taget selfies – og så varmer det så dejligt, når man kommer tæt nok på. Og man kan komme helt tæt på, idet der ikke er nogen afskærmning eller afspærring…

Sidste besøg på dagens program var Heydar Alijev Center, der er et bygningsværk, der er designet af arkitekten Zaha Hadid, og det blev opført i perioden fra 2007 til 2012.
Centret er kendt for sit dynamiske og organiske udseende med en flydende, buet stil, der helt undgår skarpe vinkler.
Heydar Alijev Center er helt unikt i sin flydende form og skulle illudere en foldning af landskabet. Alle centrets funktioner, herunder dets indgange, er indpakket i en fold i den ellers sammenhængende overflade.

Centret, der strækker sig over 8 etager, rummer et et auditorium med 1000 siddepladser, midlertidige udstillingslokaler, et konferencecenter, workshops og et museum, og her kan man se udstillinger, deltage i konferencer og uddannelsesmæssige og videnskabelige konkurrencer.

Efter besøget ved centret – som vi ikke var inde i – gik turen tilbage til aftensmad i den gamle bydel, efterfulgt af en god nats søvn på vores hotel og en fordøjelse af dagens mange indtryk.

Lørdag, d 13.7.
Efter endnu en lækker morgenmad blev vi afhentet af vores guide – og på programmet stod nu en tur til det nordvestlige Aserbajdsjan, hvor hovedattraktionen var byen Shaki med Shaki Khans Palads.
Første stop på turen var Diri Baba Mausoleum i byen Qobustan. Bygningen er helt unik; der er tale om en 2-etagers mausoleum-moske fra det 15. århundrede indlejret i klippen bagved, og faktisk hænger den i klippen og er ikke bygget på jorden.

Mausoleet besøges af mange pilgrimme og nysgerrige, idet der er knyttet en del legender og mystiske begivenheder til gravstedet og sufimystikeren og eremitten Diri Baba – ‘Living Baba’, der ligger begravet her.
Vi var naturligvis inde i og oppe på den øverste etage af mausoleet, hvor vi gik op ad de smalle, stejle og til dels udhuggede trapper og ind i de små indvendige rum, bedesale og huler i klippen, indtil vi nåede op til øverste niveau, hvorfra vi havde en storslået udsigt over det omkringliggende halvørkenlandskab.
Flere steder inde i bygningen kunne vi se smukt stenhuggerarbejde og inskriptioner, der er knyttet til nogle af de lokale legender.

Fra mausoleet gik turen videre retning Shaki. Det betød også en rejse gennem flotte, bjergrige landskaber – visse steder på veje af tvivlsom kvalitet. Over en længere strækning måtte vi endda køre på grusveje, fordi de var ved at anlægge ny vej…
Området var bla. kendt for honning, og ud over mange ofte farverige bistader, så vi også steder, hvor de solgte honning – ‘bal’ – langs vejen.

Vi passerede i landsbyerne på vejen en del steder, hvor man havde små boder, hvor man kunne købe frugter og grøntsager samt lidt at spise, og vi stoppede da også et sted, hvor vi smagte lokale pandekager, goyarti gutabi, der er lavet på en jernplade som pande og som er fyldt med årstidens grønt, f.eks. spinat eller koriander.

Der var faktisk mange boder der solgte disse – i øvrigt meget velsmagende – pandekager, og vores stop inkluderede også, at vi kunne følge fremstillingsprocessen fra dej, der blev fordelt over en plade over et bål – i vores tilfælde åben ild i en gammel olietønde.
Det var meget fascinerende at se, hvordan konen i huset kunne fremtrylle disse pandekager med primitive redskaber!

Uanset fremstillingsmåden (og måske også lidt manglende hygiejne?), så smagte pandekagerne fantastisk, og kvinden, der solgte os dem, havde helt sikkert en fantastisk og indbringende dag!

Efter en lang køretur på 240 km kom vi endelig frem til byen Shaki, der først og fremmest er kendt som en historisk perle langs Silkevejen, men som stadigvæk er et vigtigt centrum for kultur, arkitektur og (kunst-)håndværk.
Der er fundet spor af besættelser i Shaki mindst 2700 år tilbage i tiden, da et iransk folkeslag, sakaerne, slog sig ned her.
I 1850-70 blev Shaki et internationalt centrum for silkeproduktion, og i de følgende år åbnede mere end 200 europæiske virksomheder kontorer i byen, hvor de solgte silkeorme for mere end 3 millioner rubler årligt.
Vores besøg drejede sig i mindre grad om selve byen, der er kendt for stor religiøs mangfoldighed med mange kirker og moskeer. Derimod var højdepunktet, at vi skulle besøge Shaki Khans Palads – et fantastisk udsmykket palads, der blev optaget på UNESCOs Verdensarvliste, få uger før vi besøgte stedet.
Shaki Khans Palads, der ofte omtales som et arkitektonisk mesterværk, tjente som sommerresidens for Shaki-khanerne, der var et af de mest magtfulde khanater i Kaukasus (svarende til fyrstedømmer, der eksisterede under den iranske shah). Paladset, der blev bygget i 1797 af Muhammed Hasan Khan, ligger i en fæstning i Shaki sammen med flere andre bygninger.

Paladset blev opført af rå mursten, flodsten samt træ fra lokale egetræer og platantræer – helt uden brug af et eneste metalsøm eller lim. Byggematerialerne blev i stedet holdt sammen af en særlig lokal mørtel, der var baseret på blandt andet kalk og æggehvider.
Over indgangen til paladset ser man spejlmosaik og muqarnas – en skulpturel, hvælvet udsmykning – hvor små stykker af spejle samles i geometriske mønstre og kompositioner for at reflektere lyset på en særlig måde.

Facaden på Shaki Khans Palads domineres af de traditionelle shebeke-vinduer, der er håndlavede trævinduer med tusindvis af bittesmå stykker farvet glas (oprindelig importeret Murano-glas fra Venedig) samles i indviklede geometriske trærammer. Glasset og træet er udelukkende kilet ind i hinanden – uden brug af søm eller lim. Når solens stråler rammer vinduerne, opstår der et helt magisk, kalejdoskopisk lysspil inde i paladsets rum.

Vores guide havde sørget for, at vi ikke udelukkende skulle nyde paladset udefra, og han havde sørget for billetter til en guidet tur gennem bygningen, idet det ikke var muligt at gå alene rundt i paladset. Der var kun adgang i følge med en guide, der kunne fortælle om husets udsmykning og historie – og så i øvrigt også holde et skarpt øje med, at der ikke blev rørt ved noget eller fotograferet.
Paladset er en ca. 10 meter høj toetagers bygning, der har næsten identiske grundplaner på de to etager. Stueetagen blev brugt til administrative formål, dvs. af embedsmænd, skrivere og folk, der kom med ansøgninger og bønskrifter til khanen, mens første salen blev brugt som private gemakker og sommerresidens for khanens familie.
Da førstesalen også blev brugt til modtagelse af gæster og embedsmænd, bærer udsmykningen præg af at skulle imponere udefrakommende og vise khanatets velstand.
og ophøjede status. Væggene og lofterne er dækket af geometriske mønstre samt billeder af træer, planter og eksotiske fugle – elementer der var valgt for at symbolisere frugtbarhed og overflod.
Den øverste etage har en endnu mere storslået og detaljeret udsmykning, og denne etage var opdelt i en mandlig og en kvindelig sektion med vidt forskellige visuelle udtryk.
Khanens private rum (= den mandlige sektion) domineres af dramatiske fortællinger, hvor der på væggene er malet scener af jagt på vilde dyr samt store historiske slag og krigsscener med detaljerede billeder af ryttere og våben, men der er også scener, der er baseret på klassisk persisk poesi som Nizami Ganjavis værker.

I det private rum er det nok jagt- og kampscenerne, der tiltrækker sig allerstørst opmærksomhed. I disse scener, der løber i et bredt bånd gennem en del af lokalet, ser man ryttere i traditionelle, farvestrålende dragter og hovedbeklædninger, der rider på heste. Rytterne er udrustet med klassiske våben – buer, pile og lange spyd – til jagt og kamp, og man kan ane forskellige byttedyr mellem rytterne. En lang fortælling, der er malet i perioden mellem 1762 og 1797.

Kvindernes/haremmets sektion har en langt mere rolig udsmykning, og rummet er rigt dekoreret med sirlige malerier af blomster og mytologiske paradisfugle, som skulle afspejle og behage kvinderne!
På førstesalen var der også et tredje rum, Tronsalen (eller Spejlsalen), og det er det mest overdådige rum, hvor guldbelagte freskoer, komplicerede spejl-stalaktitter (muqarnas) og det massive shebeke-vindue sammen skaber et spektakulært lysindfald.

Vi vandrede – sammen med vores guide – gennem alle paladsets rum, hvoraf det ene var mere imponerende end det andet, og vi fik fortalt, at man takket være en omfattende restaurering, har kunnet bevare over 85 % af udsmykningen i paladsets rum.
Efter rundturen indenfor vandrede vi lidt rundt på det lukkede område omkring selve paladset med flere interessante bygninger – især Three Saints Church, der er bedre kendt som det Runde Tempel. De lærde strides noget om, hvor gammel kirken er, og nogle arkæologer og lokale mener, at kirken blev opført i tiden under det tidligere Kaukasisk Albanien før det 8. århundrede, og at bygningen blot er genopbygget, udvidet og renoveret oven på de eksisterende mure fra den gang. Andre mener, at kirken er opført i det 19. århundrede af russerne som en ny garnisonskirke, og at den første dokumentation om kirken stammer fra 1853.
Fakta er, at kirken i dag i fungerer som Museum for Folkekunst og Kunsthåndværk.

Efter besøget i paladset og området deromkring gik turen videre ad små gader mod sydvest til byens Karavanserai, der er flot restaureret.

Et karavanserai finder man i mange byer i Aserbajdsjan (og andre muslimske lande), og de fungerede før i tiden som en slags kroer, hvor de rejsende, f.eks. på Silkevejen, kunne hvile ud efter dagens rejsestrabadser.

Med restaureringen af landets karavanseraier er det i dag muligt at overnatte her – til en anstændig pris.
Efter besøget i karavanseraiet var det tid til at vende retur til Baku, men inden vi begyndte den lange tur ‘hjemad’, tog vi en omvej omkring Kiş, hvor vi skulle besøge byens kirke, der er georgisk ortodoks, og i øvrigt har (haft) mange navne: Saint Eliseus’ Kirke og Den Hellige Guds Moders Kirke – for blot at nævne nogle af dem.

Kirken, der dateres til begyndelsen af det 12. århundrede, er delvist nedlagt på grund af mangel på sognebørn, men der holdes alligevel regelmæssigt messe i kirken af en georgisk præst.

Der har ad flere omgange været arkæologiske udgravninger i og omkring kirken, og i den forbindelse har man på et kultisk sted under kirkens alter fundet genstande, der daterer sig til omkring 3000 f.kr.

Kirkegården er meget lille, og højst 50 personer er begravet her; den ene grav er forsynet med en plastplade, så man i graven kan se skelettet af en temmelig høj mand…
Efter vores besøg i kirken gik turen så tilbage til Baku – med en enkelt ufrivillig pause, idet vi blev stoppet af politiet i mørket for at køre for stærkt på en laaaang strækning med vejarbejde.

Søndag, d 14.7.
Tidlig morgenmad – og igen på langtur; denne gang nordpå og op i bjergene.
Derfor gik det gennem Aserbajdsjans tredjestørste by, Sumqayit – en soveby og industriby lige nord for Baku – og så på Hightway M1 nordpå til byen æble- og tæppebyen Quba, der er en by ved foden af Kaukasusbjergene i det nordøstlige hjørne af Aserbajdsjan.
Quba er af flere årsager interessant, idet den har både interessante og specielle moskeer, et tyrkisk bad, en jødisk bydel og et mindesmærke for det armenske folks massakrer på Aserbajdsjanerne.

Første stop var Juma-moskeen ved byens park, lige i centrum af byen. Moskeen, der er bygget i 1802 i røde mursten med en kuppel i metal, er ottekantet og faktisk et af de ældste religiøse centre i hele det nordøstlige Aserbajdsjan. Moskeen kaldes også Fredagsmoskeen, og dens ottekantede form er typisk for Quba – og i øvrigt ingen andre steder! Kuplen har en diameter på 16 meter, så moskeen tager ingen priser for dens størrelse.

Fra Juma moskeen gik turen videre til an anden af byens moskeer, Haji Jafar Moskeen, en tur på mindre end 300 meter. Denne moske er ligeledes ottekantet, og den er et farvestrålende bygningsværk fra 1902, altså nøjagtig 100 år yngre end Juma-moskeen.
Endnu et bygningsværk stod på besøgsprogrammet for Quba, nemlig byens tyrkiske bad, Gümbəzli hamam, fra det 18. århundrede.

Badet, der betragtes som en af perlerne i østlig arkitektur, var i brug indtil 1985, hvor driften blev indstillet, fordi kloakledningen var blokeret. I dag er bygningen, der er omgivet af et rækværk bygget af UNESCO, fredet.
Som et kuriosum – og en overgang til næste besøgssted i byen – druknede armenerne mennesker i badet under folkedrabet i 1918.
I øvrigt badede Alexandre Dumas her i badet under sin rejse til Kaukasus i 1858-59.

Vi fik herefter mulighed for at se lidt på byens til tider noget særprægede arkitektur, hvor bla. nedløbsrørene – eller rettere udsmykninger på nedløbsrørene – faldt os i øjnene.
Fra badet gik turen videre til Folkedrabsmuseet, Quba Genocide Memorial Complex, i byens nordvestlige udkant syd for floden Gudiyalchay. I 2007 ville man anlægge et nyt stadion i Quba, og da man gravede ud til dette, fandt man et massegravsted, som efterfølgende blev undersøgt af retsmedicinere fra Aserbajdsjans Videnskabsakademi.

Undersøgelsen af skeletresterne tydede på, at der var tale om folk, der først var blevet henrettet og derefter smidt i brønde op til 5 meter dybe, og den Aserbajdsjanske regering udtalte, at der var tale om en begravelse af ofrene for en massakre, begået af armenske militser mod den lokale befolkning i 1918. Denne påstand er aldrig blevet bevist eller efterprøvet af uvildige forskere.

Komplekset, der består af Memorial (hvor knoglerne blev fundet), en symbolsk kirkegård med æbletræer og selve folkedrabsmuseet, blev indviet 18.9.2013.
Efter det lidt dystre besøg i folkedrabsmuseet gik turen op i bjergene, hvor vi skulle besøge landsbyen Xınalıq, der efter sigende er den fjernest beliggende landsby i Europa.
Inden vi nåede så langt blev der dog tid til en spisepause ved Afurdzhin-vandfaldet, der er det højeste vandfald i Aserbajdsjan.

Frokosten bestod af pandekagerne med fyld – goyarti gutabi – solgt fra en stand langs vejen – som vi også fik i går.

Efter pausen gik turen videre gennem snørklede bjergveje i flotte og unikke, eroderede landskaber op i højderne ad veje, hvor biler ikke var i stand til at komme frem for blot få år tilbage, indtil vi – via landsbyen Qalaxudat – ankom til den helt isolerede by Xınalıq, der ligger i 2350 meters højde.

Her har man gennem århundreder levet isoleret fra omverdenen med det resultat, at man havde udviklet sin helt egen måde at leve på, med sit helt eget sprog og i huse – bygget med de forhåndenværende materialer, f.eks. sten indsamlet i bjergene.

Selv brændslet i byen var specielt: tørret dyremøg, som var møjsommeligt indsamlet og tørret i solen.

Et lille etnografisk museum, der viste fund fra byen, var der da også blevet plads til.

Efter et ophold på en times tid på dette fascinerende sted, gik turen tilbage til Quba, hvor vi ved vores guides mellemkomst kom ind på en fabrik, Qədim Quba, hvor der fremstilledes håndknyttede tæpper, og hvor hans mor viste os teknikken.

Hun fortalte os om sit arbejde med at knytte tæpper (med vores guide som tolk) og demonstrerede for os, hvordan hun arbejdede med garnet.

Sidste stop i Quba var den jødiske bydel, der tydeligvis var mere velstående med flottere huse end resten af byen.
Herefter gik turen tilbage til vores hotel, hvor vi ankom i mørke, og hvor vi – inden vi kunne lægge os til hvile – lige skulle have lidt mad på en af de mange restauranter i den gamle bydel, İçəri Şəhər.

Det gav os også lige mulighed for at kigge lidt på farvespillet på de tre ‘Flametowers’, der lyste godt op i mørket.

Mandag, d 15.7.
Denne – vores sidste dag i Aserbajdsjan – var helliget Baku, hvor vi vandrede rundt på egen hånd.
Vi startede med en kop formiddagskaffe i restaurant Mado lige ved Fountains Square.

Den glade giver var Fuad – ejeren af firmaet GuidedAzerbaijan, som havde kørt os rundt i landet de seneste dage. I øvrigt var det også Fuad, der var guide ved mit besøg i landet sidste år sammen med Silas.
Herfra gik vi forbi Nizami-museet for aserbaidjansk litteratur og tilbage til den gamle bydel, İçəri Şəhər – gennem parken Sabir Bağı med et smukt, ottekantet springvand – og vi kunne beundre kunstværkerne uden for Ali Shamsi Artist Workshop.

Videre gik vi langs den gamle by- og fæstningsmur til Shirvanshahs palads, som blev bygget mellem det 13. og 16. århundrede.

Paladset anses for at være et af de mest storslåede arkitektoniske værker i det nære østen, og det kom i år 2000 på UNESCOs Verdensarvliste. Paladset er en del af et større kompleks, der består af mange bygninger, hvoraf de vigtigste er: Divank-hana, Shirvanshahs grav, Shah-moskeen, Palads badene, jagthytten, paladsforskeren Seyyed Yahya Bakuvis grav og resterne af Keygubad-moskeen.

Divankhana er en 8-kantet pavillon med en 12-sidet kuppel, hvis funktion er ukendt, men man mener, at den har været en reception, en statsrådsbygning eller en grav.

Vi fik besøgt en del af de anførte bygninger og mærkede historiens vingesus, idet mange af bygningerne var rigtig godt bevaret for eftertiden.

Efter besøget i paladset gik vi videre ned i byen – forbi flere cafeer, smukke altanerne på husene og gadesælgere, der solgte alt fra ragelse til deciderede antikviteter – til den gamle bydels anden store seværdighed, Jomfrutårnet, der samtidig er det helt store nationale symbol.

De ældste dele af tårnet er fra det 12. århundrede, og tårnet menes at have sin rod i zoroastrianismen, en iransk religion, der den dag i dag har tilhængere især i Mellemøsten. Tårnet skulle – mener en del forskere – have været et ildtempel under zoroastrianernes tid i det nuværende Aserbajdsjan, bla. bygget på, at tårnet har 7 brandudgange på toppen.
(Zoroastrianerne mente, at der er 7 trin eller 7 himmel for at nå himlen.)

Lige ved tårnet ligger det historiske Haci Bani Hamam, et badekompleks, der har ligget skjult under jorden i århundreder. Badet blev fundet under arkæologiske udgravninger i 1964, og er lukket for besøg – med undtagelse af en café, der er indrettet på taget – mellem kuplerne.

I nærheden af Jomfrutårnet er der ligeledes mulighed for at besøge et af byens Karavanseraier, hvor der i dag er hhv restaurant og handelssteder.

Nu var dagen efterhånden så fremskreden, at det var tid til lidt sen frokost, så vi søgte til den lidt afsides beliggende restaurant Old Garden i Azim Azimzadeh Park – opkaldt efter en aserbaidjansk kunstner, der blev kendt på sine karikaturer.

På restauranten fik vi – ud over en lækker frokost – levende musik til maden, idet en lokal musiker spillede og sang sit hjemlands vemodige sange for os.

Med maverne fyldte gik vores tur videre mod det lidt mere pulserende Baku nord for den ældste bydel, İçəri Şəhər, bla. for at kigge lidt på indkøbsmulighederne i nogle af byens malls.

Dette bragte os forbi Heydər Əliyev Sarayı  eller Heydar Aliyev Palace på ‘europæisk’. Den imponerende bygning, der tidligere hed Baku Palace eller Republik Palace, er et koncertkompleks, hvor der afholdes statsbegivenheder sideløbende med kulturelle programmer. Koncertsalen i paladset er den største scene i Aserbajdsjan.

Heydar Aliyev Palace ligger for enden af Vinterparken – som der i øvrigt ikke er meget park over, idet det meste af parken er beton suppleret med mindre bede, caféer og bænke, hvor man kan slappe af.

I øvrigt faldt vores blik på lokale vinduespudsere, der arbejdede i et af højhusene langs parken, hvor også hoteller som Marriott Baku og Winter Park Hotel Baku ligger.

Det var nu ved at væres sidst på eftermiddagen, så det var tid til at søge tilbage til den gamle bydel for at få lidt aftensmad og så komme tilbage til vores hotel og hente bagagen og søge mod lufthavnen, hvor vi skulle nå flyet mod Tbilisi. Men på vejen tilbage oplevede vi bla. at den lokale mandlige befolkning slappede af i parker og på gadehjørner med et slag backgammon.

Altså: Tak til Aserbajdsjan for denne gang.