Malta, 2.-9.2.25

Årets første rejse var et forsøg på at komme lidt væk fra den kedelige danske vinter – og til Middelhavet på et tidspunkt af året, hvor der ikke var for varmt dernede.
Rejsen var bestilt ca. en måned før jul – på et tidspunkt, hvor Ryanair havde tilbud på fly til Malta og retur – i øvrigt blandt flere lignende Black Week-tilbud.
Vi havde egentlig ikke gjort os de store overvejelser i forhold til turen, og meningen var da også bare at slappe af, lader os inspirere undervejs og få kigget på nogle af de ting og steder, som landet kunne byde på.

Søndag, d. 2.2.
Rejsen startede ved 3-tiden om morgenen, hvor vi forlod Aarhus for at nå morgenflyet til Malta, og kl. 6 sad vi klar på vores pladser i flyet, der efter tre timer i luften landede i 16 graders varme i Malta International Airport. Herfra tog vi en Uber til vores hotel, 1926 Le Soleil Hotel & Spa, der lå tæt ved havnefronten i Sliema, en forstad til Valletta.
Da vi først havde vores værelse kl. 15, besluttede vi at tage en tur i det fine vejr ind til Valletta og så tilbringe nogle timer der…
Det startede så med en vandretur på havnepromenaden i Sliema, hvor vi betragtede huse, liv på gaden og kirker, og hvor vi egentlig ville tage båden over til Valletta, men den afgik ikke, da det blæste for meget.

Netop derfor vandrede vi næsten helt ind til bunden af havnen og til bydelen Msida, hvor vi ved Knisja Parrokkjali tal-Imsida, en katolsk kirke, der blev indviet i 1894.

Her steg vi i så ind i en Uber for at komme det sidste stykke ind til Triton-springvandet, der er placeret lige uden for byporten. Springvandet består af tre havguder (Tritoner) i bronze, der symboliserer Maltas forbindelser med havet, og de holder over deres hoveder et stort bassin med en diameter på 5 meter. Springvandet, der er designet og konstrueret mellem 1952 og 1959, er et af de vigtigste vartegn på Malta.

Fra springvandet bevægede vi os ind over voldgraven, gennem byporten og ind på Freedom Square, hvor vi havde Maltas modernistiske Parlament på højre hånd og Socialministeriet til venstre.

Lidt længere fremme ligger byens friluftsscene, Pjazza Teatru Rjal, hvor der er plads til 800 tilskuere. Teatret er bygget ind i ruinerne af et gammelt operahus, der blev sønderbombet under 2. Verdenskrig, og hvor man i dag kun ser nogle enkeltstående søjler.
Over for teatret ligger et af byens gamle paladser, Palazzo Ferreira, der er bygget i slutningen af det 19. århundrede på en grund, hvor Johannesordenen tidligere havde et støberi til fremstilling af ordenens våben. Paladset er byens næststørste – efter Stormesterens Palads.

Fra paladset begyndte vi på en tur ned af Triq Ir-Repubblika (Republic Street), der er Vallettas hovedgade – præget af mange, små butikker og deraf følgende liv.
Vi forlod dog den livlige gade for at søge mod byens overdækkede tidligere markedshal, Is-Suq tal-Belt, der i dag er Valettas svar på Street Food. Hallen, der er bygget mellem 1859 og 1861, er kendetegnet ved at være Maltas første bygning, der hovedsagelig var bygget af jern. Bygningen  var oprindelig tænkt som en markedshal, hvor bønder og fiskere fra omegnen kunne komme for at afsætte deres varer, men siden 2018 har den fungeret som spisested med boder fra forskellige lande.

Vi valgte at besøge hallen og fandt en bod, der serverede maltesiske specialiteter – som blev nydt med en flaske vand.
Efter en lille pause her gik turen videre gennem små gader, hvor vi betragtede de mange farverige træaltaner, nogle flotte, nymalede og moderniserede, andre mere forfaldne – og vi så mange figurer, der relaterede sig til indbyggernes stærke katolske tro.

Efter lidt tilfældig vandren faldt vi over et temmelig undseeligt skilt, der ledte vej til St. Catherine’s Monastery and Secret Garden i St. Christopher Street. Stedet er også kendt som Mysterium Fidei-museet.
Uden at vide, hvad det så ellers indebar, besluttede vi at kigge nærmere på stedet, som vi ikke umiddelbart kunne finde noget om på nettet – og heller ikke var nævnt i nogen af de rejsebøger, vi havde læst. Altså løste vi indgangsbillet, downloadede en audioguide og gik på opdagelse, nu hvor vi stod i en smuk klosterhave – The Secret Garden.

Det viste sig, at vi var kommet indenfor i et kloster, der i mere end 400 år havde været lukket for offentligheden og først blev åbnet for gæster i 2023. Klostret blev grundlagt i 1575 for at tage sig af forældreløse piger, og det blev bygget af sten, der blev udgravet i et åbent stenbrud på stedet, og brydningen af stenene dannede et underjordisk kompleks, der nu er omdannet til Mysterium Fidei-museet. Museet giver et indblik i de augustinske nonners hverdag, og på turen rundt kunne vi se alt fra deres enkle soveværelser og vaskerum til systuer, køkkener og badeværelser. Klostret huser også et ‘kontrolrum’, hvor nonnerne styrede de unge kvinder, der blev anset for at være trusler mod den tids moral.

Ud over nonnernes simple celler rummer museet også en have med urter, frugttræer og tre ferskvandsbrønde samt husdyr som høns og kaniner.
I et hjørne af klostret trådte man ind i et kapel, der fungerede som gravplads for nonnerne, som lovede aldrig at vove sig ud over klosterets mure, ikke engang i døden.

I dag bor der en lille håndfuld nonner i klostret, noget vi i øvrigt ikke bemærkede.
Efter dette rørende besøg i St. Catherine’s Monastery trængte vi til en kop kaffe, og vi fandt derfor en lille café, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde kaffen.
Efter kaffen gik turen videre til en anden af Vallettas skjulte perler: Black Friars Experience, der lige som ovennævnte nonnekloster har været lukket for offentligheden indtil 2023.
Blackfriars er et navn for medlemmer af dominikanerordenen, og navnet skyldes den sorte frakke, de bærer.

Ved et besøg på Black Friars Experience træder man ind i dominikanernes verden, hvor vi bla. kunne besøge et museum samt Vor Frue Basilika af Porto Salvo & St. Dominic – en basilika, der er bygget på stedet for det første lille kapel fra 1571. Dette kapel blev senere revet ned og erstattet med den nuværende kirke fra 1889.

Efter dette kig ind i en verden, der har været lukket for offentligheden i mere end 400 år, gik turen videre forbi La Borsa, Børsen, der ligger i et hus, der er opført til formålet i 1857, og efter yderligere nogle skridt endte vi på den stor plads St. Georges Square – Misrah San Ġorġ på maltesisk. Her ligger bla. Grandmaster Palace, præsidentpaladset.

I øvrigt blev der ikke tid til mere vandren rundt i byen i denne omgang, og vi bevægede os derfor hurtigt gennem mindre gader med farvestrålende altaner tilbage til Triton-springvandet; vores hotelværelse stod jo nu klar og ventede på os.
Aftenen tilbragte vi på hotellet – hvor vi fik serveret en lækker aftensmad.

Mandag, d. 3.2.
Dagens program stod på et besøg i Maltas gamle hovedstad, Mdina, samt dennes forstad, Rabat, så efter morgenmadet tog vi af sted og blev sat af ved hovedporten – Main Gate, hvorigennem vores tur startede ind i byen.
Porten er bygget i barokstil i 1724, og den erstattede en tidligere port, der var blevet ødelagt under jordskælvet i 1693. Omridset af den tidligere port, der nu er muret helt til, ses til højre for den nuværende port, der bla. er kendt fra det tredje afsnit af den første sæson af ‘Games of Thrones’.

Vi gik over stenbroen, der førte over voldgraven, hen til porten og videre ind i byen.
Mdina er den mindste, mest kompakte og bedst bevarede middelalderby i verden, siger man – og ganske lille er den med et areal på 0,5 km² og blot 250-300 faste indbyggere. Byen, der er anlagt som en fønikisk koloni omkring år 700 f.Kr., blev erobret af romerne under de puniske krige, og de byggede her den romerske guvernørs palads, hvor St. Paul’s Cathedral i dag ligger. Samtidig navngav de byen Melita. Mellem 870 e.Kr. og den normanniske erobring af Malta i 1091, var Mdina under arabisk indflydelse, og eksempler på arabernes tilstedeværelse kan stadig ses flere steder i arkitekturen – på trods af jordskælvet, der ødelagde mange bygninger i 1693.
Mdina er anlagt med meget smalle stræder – ofte så smalle, at man kan nå husene på begge sider af stræderne, hvis man strakte armene ud, og hvis man – som vi gjorde – begiver sig til venstre, når man er kommet gennem Main Gate, så oplever man de mere enkle og ikke nær så udsmykkede huse i byen – samtidig med at man kommer lidt væk fra de fleste af de andre turister.

Vores tur bragte os forbi Mdinas politistation samt det lille, undseelige St. Agatha’s Kapel fra det 17. århundrede. St. Agatha er Maltas skytsengel, og det siges, at kapellet spillede sin største rolle i 1551, mens tyrkerne havde belejret Mdina. Da det så værst ud for malteserne, åbenbarede Agathe sig for en nonne på det sted, hvor kapellet i dag ligger, og anbefalede, at alle iførte sig farvestrålende gevandter og gik op på byens mure for at bede til hende. Det viste sig at være en god ide, for da tyrkerne så det, troede de, at byen var fyldt med tosser, så drog ud af byen. Dette er man stolte af i Mdina, og byens befolkning fejrer episoden ved at gå på bymuren en gang om året.

Fra kapellet fortsatte vi gennem meget smalle stræder til en anden af Mdinas porte, Grækerporten, Brama Grecka, hvor vi – sammen med et par skoleklasser – søgte tilflugt for regnen, der begyndte at falde, men da det ikke så ud til, at regnen ville stoppe inden for de næste minutter, søgte vi til caféen il-Mahzen over for turistfælden ‘The Knights of Malta’.

Da regnen hurtigt hold op, gik vi videre nordpå til hotellerne ‘Blue Mdina Door’, som var et yndet fotomotiv, og Casa Del Tesoriere, der havde facaden ud mod Plaza del Bastión. I det hele taget et skønt hjørne af byen som mange turister søgte mod, fordi man herfra havde en flot udsigt ud over landskabet nord for Mdina.

Efter at have nydt udsigten gik vi videre ad Triq is-sur langs bymuren til Mdinas centrale plads, Pjazza San Pawl med flere markante bygninger – ikke mindst St. Paul’s Cathedral (Katidral ta’ San Pawl) øst for pladsen. Nord for pladsen ligger Casa Gourgion, der var hjem for en tidligere adelsfamilie, familien Gourgion, der i dag er et museum, der viser, hvordan denne adelsfamilie levede i det 19. århundrede.

Vores tur fortsatte til Pjazza tal-Arcisq, og her stod først et besøg i katedralen og derefter i katedralmuseet på programmet.
St. Paul’s Cathedral, der er dedikeret til apostlen Paulus, blev grundlagt i det 12. århundrede, og ifølge traditionen er den bygget på stedet, hvor den romerske guvernør Publius mødte Paulus efter hans skibbrud på Malta.

Den oprindelige katedral blev – som så mange andre bygninger i landet – ødelagt under jordskælvet i 1693 , så den blev fjernet helt og den nuværende katedral blev herefter bygget i barokstil mellem 1696 og 1705.

Specielt for katedralen er, at det meste af gulvet består af indlagte gravsten eller erindringsmarmorplader, svarende til dem, der findes ved St. John’s Co-Cathedral i Valletta.

Efter vores besøg i katedralen fortsatte vi over pladsen og ind i katedralmuseet, der er etableret i 1897 i et tidligere seminarium, der var bygget mellem 1733 og 1742 – ligeledes i barokstil.

Museet indeholder en del kirkelige artefakter, men det der i første omgang fangede vores interesse var en række religiøse kunstværker, hvoraf de ældste var malet i det 14. århundrede og tidligere var placeret i katedralen.

Længst tid brugte vi dog i en lille sal, hvor man kunne betragte en samling bestående af 76 originale træsnit fremstillet af Albrecht Dürer. Træsnittene illustrerede scener fra Jesus liv.

Efter vores besøg i katedralmuseet blev der også lige tid til et besøg i Bebudelseskirken, der er karmelitternes kirke i Mdina. Kirken, der ligger ganske tæt ved katedralen og blev bygget mellem 1660 og 1675, er kendt for sin smukke udsmykning. Kirken overlevede jordskælvet i 1693, og den fungerede som byens sognekirke i den periode, hvor katedralen blev genopført efter at den var blevet ødelagt af omtalte jordskælv.

Fra Bebudelseskirken gik turen ud af Mdina, som vi forlod gennem hovedporten, og vi vandrede herefter langs Mdinas voldgrav og videre ud i forstaden Rabat.

Vores tur i byen gik gennem en af de mere kendte gader, Triq San Pawl, hvor vi kunne betragte de flotte bygninger og – endnu engang – de farverige altaner. Vores mål med turen var Wignacourt Museum – ikke så meget på grund af museet, men mere på grund af den berømte grotte, hvor apostlen Paulus menes at have opholdt sig og boet i tre måneder, efter at han led skibsbrud i år 60 e.Kr. Grotten blev i begyndelsen af det 17. århundrede et yndet pilgrimsmål, da den blev tilskrevet magiske evner. Det skulle være sådan, at hvis man tager lidt puds fra væggen og lægger det hos en syg, bliver den syge omgående rask.
I 1617 blev kontrollen over grotten overdraget til Johannesordenen, og siden da har to paver besøgt stedet.

Det var da lidt stort at stå og kigge ind i denne grotte – også selv om vi ikke fik afprøvet grottens helbredende kraft.
Fra grotten gik vi videre ned i de labyrinter af gravpladser, katakomber, der findes under museet. Gravpladserne stammer fra flere perioder, lige fra punisk, romersk og tidlig kristen tid til et kompleks fra Anden Verdenskrig med 50 værelser, som man brugte til bombely.

De ældste af gravpladserne indeholdt nicher, dels til kremerede menneskelige rester, dels til begravede lig.

I denne underjordiske verden gik vi rundt i et mix af smalle gange og små opholdsrum med borde (agaper) indhugget som forhøjninger i gulvet, hvor de efterladte samledes ved en begravelse.

Et spændende og fascinerende sted at vandre rundt…
Oppe i lyset igen gik vi videre til de næste katakomber, St. Pauls Katakomber, der er de største på Malta, og som blev anlagt i før-kristen tid, hvor romerne ikke ville lade de døde blive begravet inden for bymurene (i Mdina, forstås). Siden blev katakomberne tilholdssted for de kristne menigheder, der holdt gudstjenester og begravede deres døde her.
Vi startede med at besøge det lille museum, hvor vi fik et indblik i, hvordan de døde blev begravet her, og vi så en grav, der var opbygget præcis som man fandt den. Meget interessant.

Derefter kiggede vi indenfor i et par af de mere end 25 komplekser, der i deres udformning var meget ens, men ikke virkede nær så interessante som katakomberne under Wignacourt Museum, og i stedet valgte vi at besøge et tredje af Rabats underjordiske komplekser, St. Agathes Katakomber, der lå blot 100 meter længere nede ad gaden.

I disse underjordiske gange og huler holdt den hellige Agatha sig skjult efter at være flygtet fra kristenforfølgelserne i sin hjemby Catania på Sicilien. Katakomberne er opbygget som St. Pauls Katakomber, men de er bare mere interessante. For det første kan man se skeletter fra tidlig kristen tid i nogle af gravene, bla. grave med både mand og kone, og for det andet er der til dels velbevarede fresker på væggene.

Det første rum, man kommer ind, når man besøger stedet er en hule udformet som et kapel med fresker fra 12. til 15. årh. med Agatha og andre hellige i situationer fra deres liv, men mange af freskerne har fået ansigterne fjernet eller skamferet – et resultat af, at muslimerne har været forbi.
I forbindelse med katakomberne findes et noget rodet museum, som vi vandrede rundt i, mens vi ventede på en guidet tur i katakomberne – en eksklusiv tur for bare Claudia og jeg.
Desværre var fotografering strengt forbudt, hvilket der blev gjort opmærksom på rundt om hvert hjørne, hvor vi kom frem…
Efter besøget i St. Agathas Katakomber overmandede sulten os, og vi søgte tilflugt for en tidlig aftensmad i et pizzaria på byens centrale plads, lige ved Wignacourt Museum og den smukke St. Pauls Basilika.

Herefter vandrede vi tilbage til P-pladsen foran Mdina Main Gate, hvorfra turen gik med en Uber tilbage til hotellet. Her blev der lige tid til en enkelt drink i baren, inden vi kunne lægge os på sengen og fordøje dagens indtryk.

Tirsdag, d. 4.2.
Denne dag ville vi benytte til en tur sydpå til Maltas største og vigtigste havneby, Marsaxlokk, og området vest for byen – med et besøg ved Ħaġar Qim-templerne og Den Blå Grotte, så efter morgenmadet tog vi af sted og blev sat af ved havnefronten i Marsaxlokk ved en statue af fiskeren og drengen.

Egentlig havde vi sat næsen op efter at opleve byens berømte fiskemarked, men det viste sig, at det kun var om søndagen, der var rigtig gang i markedet – så det eneste, vi oplevede, var et par boder med turistskrammel…
I stedet vandrede vi en tur langs havnebassinet og betragtede de flotte, bemalede fiskerbåde, der lå i vandet.

Ved denne tur kom vi i kontakt med en ældre mand, der arrangerede ture i sin lille båd langs kysten til nogle af de idylliske steder øst for byens. Og med en pris på 10 € pr person tilbød han os en tur på en times tid ud til nogen af seværdighederne, som vi så kunne se fra søsiden. Det blev et ja herfra, og han tøffede af sted med os, mens han fortalte, både om sig selv og sin familie, politik, livet i den lille havneby og seværdighederne, vi sejlede forbi.

På turen fik vi beskrevet især tunfiskeriets betydning for byen, og vi så flere af de store både, der brugtes i fangsten af de store fisk.
Ellers sejlede vi først forbi det højt beliggende Fort Delimara, der blev bygget mellem 1876 og 1878 af briterne for at beskytte Marsaxlokk havn, blandt andet sammen med Fort San Luċjan på den vestlige side af havneindløbet.
Fort Delimara blev slemt medtaget under 2. Verdenskrig på grund af fjendtlige luftangreb, men det blev i brug indtil 1956, da briterne afskaffede kystforsvaret i hele imperiet. I 1964 overtog Maltas regering administrationen af fortet, og det hører i dag under Malta Heritage, der har planer om at restaurere det og åbne et museum i fortets bygninger.
Fortet blev i øvrigt brugt i optagelserne til filmen ‘Assassin’s Creed’ fra 2016.

Efter at have sejlet rundt om spidsen på Delimara-halvøen, svingede vi ind i bugten Kalanka Bay, før vi besøgte Peters Pool, en beskyttet bugt, som om sommeren er fyldt med især unge mennesker, der springer i vandet fra klipperne. Også kendte maltesiske personligheder har tilbragt timer her, f.eks. er der et rids i en af klipperne, der mindes Dom Mintoff, Maltas  premierminister i flere perioder, fra 1955-58 og igen fra 1971-84.

Fra Peters Pool sejlede vi nordpå til den næste bugt, Il-Ħofra ż-Żgħira, hvor den store seværdighed er Hofriet Window, der er et hul i klippen mellem denne og den næste bugt. Det er ikke muligt at sejle gennem hullet, men vi kom da helt tæt på, og det var et imponerende syn.

Herfra vendte vi så båden, og turen gik tilbage til Marsaxlokk, hvor vi endnu engang manøvrerede forbi de smukke, farverige fiskerbåde og afmønstrede med tak til skipper for en god tur.

Til bage i land besluttede vi os så for at besøge byens kirke, Santwarju tal-Madonna ta’ Pompei. Kirken er bygget så sent som i 1890’erne, og den var som sådan ikke særlig interessant.

Derfor ændrede vi planer, vandrede lidt rundt i den østligste del af havneområdet, hvorefter vi satte os ned og nød en kop kaffe i solen på kajen. Og efter denne lille pause, vandrede vi så videre sydvestpå langs kysten til nabobyen, Birżebbuġa.

På denne tur vandrede vi forbi den gamle fæstning, Vendome Tower, i udkanten af byen. Tårnet, der daterer sig tilbage til 1715-16, blev bygget af Johannesordenen som en del af Maltas kystbefæstning, og det er i dag det eneste tilbageværende af sin slags, og tårnet er i dag hovedkvarter for fodboldklubben Marsaxlokk FC.

Længere fremme nåede vi frem til det tidligere omtalte fort, San Luċjan, der var beliggende næsten midt mellem Marsaxlokk og Birżebbuġa. Det originale tårn på stedet blev bygget af Johannesordenen mellem 1610 og 1611, og det blev opgraderet til et fort i 1790’erne, inden det blev genopbygget og moderniseret af briterne i 1870’erne. I dag bruges tårnet og fortet af Malta Aquaculture Research Centre, og der er ikke offentlig adgang til fortet.

Videre vandrede vi til centrum langs havnepromenaden i Birżebbuġa, hvor vi blev samlet op af en Uber og kørt til vores næste bestemmelsessted, Ħaġar Qim-templerne, hvor vi skulle se nogle af de ældste menneskeskabte bygninger fra megalitisk tid – svarende til stenalderen her i Danmark. Det viste sig – kort fortalt – at blive dagens antiklimaks, idet tempelområdet var lukket om tirsdagen – så der stod vi så bare med håret i postkassen…
I stedet blev det til en vandretur på cirka halvanden kilometer til et par udsigtspunkter; først over Wied iż-Żurrieq, hvorfra der arrangeres bådture til Den Blå Grotte, og derefter et velbesøgt udsigtspunkt, hvorfra man havde et fint udsyn til Den Blå Grotte.

Vi overvejede, om det var værd at tage en bådtur for at se grotten fra havsiden, men læste, at det bedst kunne betale sig tidligt på dagen på grund af solens genskin i grotten fra det krystalblå hav – og da vi efterhånden var sidst på dagen, så blev det ved tanken, og vi nøjedes med synet ovenfra…

Herefter måtte vi vente lidt på en bil, der kunne bringe os hjem på hotellet, hvorefter vandrede langs vandet ‘hjemme i Sliema’ til Sliema Point Battery, hvor vi nød vores aftensmad i restaurant Il-Fortizza, der var indrettet i fortet. Hyggeligt – og lidt dyrt.

Onsdag, d. 5.2.
Denne dag var afsat til endnu et besøg i Valletta – efterfulgt af en udflugt til Birgu, der i dag nok mere er kendt under navnet Città Vittoriosa, ‘Sejrrig By’, og som faktisk tjente som base for Johannesordenen og var de facto hovedstad på Malta fra 1530 til 1571.
Efter morgenmaden kørte vi først til Triton-springvandet ved Vallettas byport og vandrede herfra ad hovedgaden Triq Ir-Repubblika mod bymidten.

Her passerede vi 5 folk betjente fra det beredne politi, der havde stillet op i gaden og beredvilligt lod sig fotografere, men efter et mindre fotostop fortsatte vi til Triq San Gwann, der ligger mellem retsbygningen og St. John’s Co-Cathedral.

På denne plads står Det Store Belejringsmonument, ‘Il-Monument tal-Assedju l-Kbir’ til minde om den næsten 4 måneder lange belejring af Malta, der fandt sted i 1565, da Det Osmanniske Rige forsøgte at erobre øen.
Monumentet har siden oktober 2017 været brugt som et midlertidigt mindesmærke for at mindes journalisten, bloggeren og forfatteren Daphne Caruana Galizia, der blev dræbt af en bilbombe d. 16. oktober 2017.

Fra pladsen gik vi ind i St. John’s Co-Cathedral, der er bygget af Johannesordenen mellem 1573 og 1578, og som er dedikeret til Johannes Døberen. (Navnet Co-Cathedral hentyder til, at katedralen deler biskopsæde med en anden katedral, i dette tilfælde katedralen i Mdina).
At bevæge sig ind i St. John’s Co-Cathedral er som at bevæge sig ind i pomp, pragt og guld og stå midt blandt værdifulde kunstværker…

Katedralens indre var oprindelig meget sparsomt udsmykket, men i 1660 beordrede stormester Raphael Cotoner indretningen af ​​interiøret ændret – for at kirken skulle kunne konkurrere med Roms kirker.
Katedralen indeholder ni kapeller, hvoraf ét er dedikeret til Vor Frue af Philermos, mens resten er dedikeret til skytshelgenerne for hver af Johannesordenens otte sprog (eller afdelinger).
På sydsiden af ​​kirken finder man – ud over ovennævnte kapel – kapellerne for Langue of Auvergne, Langue of Aragon og Langue of Castilla, Leon og Portugal.
På nordsiden findes kapellerne for den anglo-bayerske Langue, Langue of Provence, Langue of France, Langue of Italy samt Langue of Germany.

Vi brugte en del tid på at vandre rundt og betragte såvel selve kirken med dens overdådige udsmykning og de 9 kapeller, inden vi i kirkens sydvestlige hjørne besøgte en udstilling af nogle af de kunstværker, som maleren Caravaggio fremstillede, mens han boede på Malta fra juli 1607 til december 1608. Ikke mindst ‘Johannes Døberens Halshugning’ fra 1608 havde her en fremtrædende plads og blev analyseret i en særudstilling.

Efter besøget i katedralen gik vi videre til pladsen foran Grandmaster Palace, hvor der øjensynligt var noget under opsejling; det ridende politi var mødt op i fuld ornat, om men vi var på pladsen, forlod både politiet og flere luksusbiler med tonede ruder paladset. Hvad det var, fandt vi aldrig ud af.

I stedet bevægede vi os gennem Vallettas små, hyggelige gader til Upper Barakka Gardens og Saluting Battery i byens sydvestlige hjørne – desværre en smule for sent til at nå at se affyringen af kanonerne kl. 12. Men det var heller ikke vores mål!

I stedet tog vi elevatoren ned til Valletta Havnefront, hvorfra vi tog færgen over til byen Birku, xder har udviklet en lang historie med maritime, merkantile og militære aktiviteter.
Byen er bla. kendt for sin vigtige rolle i den store osmanniske belejring af Malta i 1565.
Efter at vi var kommet i land igen – på Birgu Havnefront – satte vi os ned og nød en kop kaffe i en lille café, inden vi fortsatte ind mod centrum af byen, hvor det første stop blev St. Lawrence’s kirke.

Da Johannesordenen først slog sig ned på Malta i 1530, var alle deres base placeret i Birgu, og Saint Lawrence-kirken blev brugt som ordenens første klosterkirke på Malta, hvilket den var i 41 år fra 1530 indtil 1571, hvor ridderne flyttede deres residens til Valletta. Den nuværende kirke blev bygget over en femtenårig periode fra 1681-96, og den indeholder mange kunstværker, bla. hovedaltertavlen, der viser St Lawrences martyrdød.

Efter besøget i kirken gik vi videre op i byen via torvet i Birgu og gennem små gader og stræder mod Fort St. Angelo – på den yderste spids af byen. Herfra havde vi fint udsyn mod øst til en anden bydel, Kalkara, med Eksperimentariet – illustreret ved en stor globus – samt Villa Bighi ude på spidsen af denne bydel.

Mellem Fort St. Angelo og Birgu er en lille havn, så man har kun adgang til fortet via en nyere bro (mod sydvest) eller en ækvadukt-lignende konstruktion bestående af tre buer, der er bygget af briterne, der står mod nordøst.

Vi nøjedes i øvrigt med at betragte fortet udefra, før vi vandrede tilbage langs havnekajen og droppede ind på Maltas Maritime Museum, der var indrettet i det tidligere Royal Naval Bakery, som blev bygget i 1840’erne som hovedbageriet for den britiske Middelhavsflåde. Museets samling omfatter mere end 20.000 artefakter, der illustrerer Maltas maritime historie.

Vi vandrede gennem museets samlinger og besluttede derefter, at vores sidste besøg i Birgu – da vi nu engang var i området – skulle være i Inquisitor’s Palace, der i dag er indrettet som museum.

Men endnu engang havde jeg ikke gjort mit hjemmearbejde ordentligt: Museet var lukket om onsdagen. Så det blev i stedet med en Uber hjem til hotellet, hvor vi spiste vores aftensmad i hotellets restaurant, før vi undersøgte vejrudsigten for morgendagen – og da den lød på godt vejr, besluttede vi, at det var en tur til Maltas næststørste ø, Gozo, der stod på programmet.

Torsdag, d. 6.2.
Allerede inden vi var kommet ud af fjerene, havde vi bestilt kombibilletter til hurtigfærgen fra Valletta til Mġarr på Gozo og den grønne Hop-on Hop-off bus på Gozo, og vi kunne i fred nyde morgenmaden, inden det var ud af døren og en Uber-tur til Valletta Havnefront, hvorfra hurtigfærgen sejlede. Og efter 45 minutter på vandet kunne vi stige om fra færge til bus.
Turen gik herefter af sted på rundtur på Gozo, hvor vores første stop var Ġgantija-templet i byen Xagħra, næsten midt inde på øen.
Ġgantija, der betyder ‘Giganternes sted’, er et megalitisk tempelkompleks fra neolitisk tid, ca. 3600-2500 f.Kr.), og Ġgantija-templerne er det tidligste tempelkompleks på Malta – ældre end pyramiderne i Egypten. De to Ġgantija-templer er mere end 5500 år gamle og er dermed verdens næstældste eksisterende menneskeskabte religiøse strukturer efter Göbekli Tepe i Tyrkiet. Sammen med de andre megalitiske templer på Malta fra cirka samme tid er Ġgantija-templerne på UNESCOs Verdensarvliste.

Templerne er tilsyneladende en del af et ceremonielt sted, der blev brugt i forbindelse med et frugtbarhedsritual, og forskere har fundet ud af, at de mange figurer og statuer, der er fundet ved templerne er forbundet med dyrkelse af frugtbarhed. Konstruktionen af templerne var noget af en bedrift i betragtning af, at de blev bygget, da hjulet endnu ikke var blevet opfundet, og der heller ikke var værktøj af metal til rådighed. I stedet mener man, at små, kugleformede sten, der er fundet ved templerne, er blevet brugt som kuglelejer til at transportere de enorme stenblokke, der blev brugt til templerne.

Vi gik rundt ved og i templerne, der var tydeligt medtagne at tidens tand og vejr og vind, men alligevel kunne man godt fornemme storheden.
Efter besøget her i Ġgantija-templerne var det bare at vente på den næste bus, der skulle bringe os videre på vores færd rundt på øen – og ventetiden brugte jeg på lige at tage et kig på en andet af byens seværdigheder, Ta’ Kola vindmøllen, der lå bare et par hundrede meter fra templerne.

Men ellers gik det videre til næste stop, kystbyen Marsalforn, der tidligere var den vigtigste havneby på Gozo – brugt til import af fødevarer fra Sicilien. Tidligere var byen en charmerende lille fiskerlandsby, men charmen er i dag fortrængt af store moderne hoteller, pensionater, restauranter og barer.

Mange besøger byen på grund af fremragende muligheder for dykning, men vi var steget af her for at besøge Salins de Marsalforn, der er et mønster af saltpander, der er skåret ud af klippen i vandkanten. Saltpanderne, der er en tradition på Gozo, er 350 år gamle, og metoden med at indvinde havsalt på denne måde går helt tilbage til både den fønikiske æra og romertiden, og den er videreført af lokale familier gennem generationer. Mens vi var her ved saltpanderne, var der ingen produktion i gang – det kræver varmere vejr, og arbejdet med at indvinde salt foregår derfor typisk fra midten af ​​maj til september.

Efter besøget her ved saltpanderne gik vi tilbage til byens havnefront, hvor vi fandt en lille café, der kunne servere os en kop kaffe, inden vi igen steg på bussen, der bragte os til vores næste stop, kirken med det imponerende navn: Basilikaen for den hellige jomfru af Ta’ Pinus, hvor bussen holdt en mindre pause, mens vi kunne besøge basilikaen.
Kirkens oprindelse står hen i det uvisse, og man ved bare, at der på stedet først stod et mindre kapel, der havde tilhørt en adelig familie på stedet. I 1575 var kapellet i så dårlig stand, at det skulle nedrives, men da en arbejder ved nedrivningen brækkede en arm, tog man det som et tegn på, at kapellet skulle blive stående. I tiderne herefter blev flere kirker bygget på stedet – og revet ned igen, og den nuværende kirke er indviet i 1932.

Kirken kom for alvor i rampelyset i 1883, da en kvinde, Karmela Grima, kunne berette, at hun hørte Jomfru Marias stemme i kirken, hvilket førte til hendes mirakuløse helbredelse. Herefter kom der mange pilgrimme til kirken.
Tre forskellige paver har besøgt kirken og holdt messe her: Johannes Paul II (26.5.1990), Benedikt XVI (18.4.2010) og Frans (2.4.2022).
Uden for kirken er der fire buede mure med mosaikker, der fremstiller scener fra Jesus liv – meget imponerende mosaikker!

Efter det korte besøg i kirken kørte vi videre til et stop i Ta’ Dbiegi Crafts Village – en håndværkerlandsby, hvor der i mange forskellige værksteder fremstilledes kunsthåndværk i forskellige materialer. Desværre var vores besøg ‘out of season’, og de fleste værksteder holdt lukket, så ud over caféen, hvor vi nød en kop kaffe, var kun et metal- og et læderværksted åbent.

Dette var lidt af et antiklimaks, og selv Claudia havde forventet sig mere af dette besøg. Altså hurtigt ud til indgangen og så Hop-on på den næste bus, der førte os til dagens sidste stop ved Cozos vestkyst i Dwejra. Her brugte vi så den sidste time, inden turen gik tilbage til Mgarr og færgen til Valletta.
Først søgte vi mod den lille indsø eller lagune, der er forbundet med havet gennem en smal, naturlig bue. Her fra lagunen arrangeres der både dykkerture til grotter, huler og klippeformationer i det krystalklare vand – samt bådture ud på havet og ind i grotterne, hvor man kan betragte de flotte klippeformationer og farvespillet i dem. Sammen med andre turister steg vi altså om bord i en lille motorbåd, der gav os en tur gennem buen og ud på det åbne hav og ind i grotter på ydersiden af de dramatiske klipper.

Bådturen førte – ud over ture ind i nogle af grotterne – også forbi det sted, hvor det mest kendte maltesiske vartegn, Det Azurblå Vindue, stod indtil det kollapsede under en storm den 8. marts 2017. Der var i øvrigt stort set intet at se af vinduet, og kun, når man fik udpeget det nøjagtige sted, kunne man se ringe spor af den ikoniske, kollapsede klippebue.

Et kvarter senere var turen forbi, og vi kan kun give vores bådfører ret i, at de 5 Euro, vi måtte betale pr person var nogen af de bedste penge, vi havde givet ud på hele turen.
Vel i land igen vandrede vi lidt rundt i klippelandskabet – bla. til stedet, hvor vinduet havde fæstnet til hovedlandet.

Vi gik rundt i noget, der kunne ligne et tørlagt flodleje, finde aftryk, muslingeskaller og forsteninger i kalkstenen. Videre langs kysten kunne vi betragte havet med udsigten til Fungus Rock – en lille, 60 meter høj kalkstensklippe i vandet ud for kysten.

Ellers måtte vi vente nogle minutter på bussen, der – via Gozos største by, Victoria – førte os tilbage til havnen i Mgarr og færgen hjem til Valletta.
Lidt ventetid havde vi dog, inden færgen kom, og det gav en flot udsigt op mod Knisja tal-Madonna ta’ Lourdes (Madonnaen af Lourdes kirke).

Og hjemme på hotellet igen var vi så mættede med indtryk, at vi bare slappede lidt af, inden vi vandrede ned til det nærliggende indkøbscenter, Tigné Point Center, hvor vi fandt en lille italiensk restaurant, der serverede vores aftensmad for os. At så Claudias mad indeholdt plastic var så en ikke så lækker oplevelse!

Fredag, d. 7.2.
Allerede før morgenmaden havde vi besluttet, at vi ville bruge dagen på at indhente noget af det forsømte, Ħaġar Qim and Mnajdra Archaeological Park, der jo havde lukket i tirsdags.
Altså morgenmad, bestille en Uber og af sted til det sydligste af Malta til tempelområdet – der heldigvis i dag havde åbent for besøgende.
Vores besøg startede med en video om templerne, efterfulgt af et besøg på det lille museum, der fortalte historien om de megalitiske templer på Malta, heriblandt de to tempelområder, som vi i dag skulle besøge, Ħaġar Qim og Mnajdra. Herefter skulle vi ud i området, hvor vi først besøgte Ħaġar Qim, der var beskyttet mod vejr, regn og vind under et stort sejl.

Templet er bygget af Globigerina-kalksten, der er en blød, guldfarvet kalksten, der indeholder mange fossiler, blandt andet af encellede organismer, Globigerina, der har givet kalkstenen dens navn.
Templets opbygning tyder på, at der er referencer til fertilitetsdyrkelse, f.eks. er der fundet butte figurer og statuer sammen med bygningen af templet i forhold til solens gang. Der er også et alter, der indikerer, at stedet har været anvendt til dyreofringer.
Ħaġar Qim-komplekset består af et hovedtempel, der er bygget mellem 3600 og 3200 f.Kr., samt yderligere tre megalitiske strukturer ved siden af dette.

Vi bevægede os både rundt om – og ind i – tempelkomplekset, og det slog os, hvor storslået en konstruktion, der var tale om, og vi kunne ikke undgå at beundre det store bygningsarbejde, man allerede dengang beherskede. Den største af stenene i templet var beregnet til at veje mere end 20 ton.

Fra Ħaġar Qim gik vi ned ad bakken til det andet tempel i komplekset, Mnajdra, der er bygget af en noget hårdere kalksten, koralkalksten – og i øvrigt også var beskyttet under et stort sejl.
Mnajdra er lige som Ħaġar Qim (og i øvrigt også komplekset ved Ggantija, som vi besøgte i går på Gozo) bygget med en grundform, der har udseende som et stort kløverblad, og i Mnajdra består templet af tre templer, der er forbundet med hinanden – bygget i tre niveauer.

Det laveste af de tre templer er astronomisk justeret efter elementerne på himlen, og det blev derfor formodentlig brugt som et kalendersted. Ved forårs- og efterårsjævndøgn passerer sollyset gennem hoveddøren og lyser hovedaksen i templet op, og ved solhverv oplyser sollys megalitterne til venstre og til højre for døråbningen.

I templerne er der møbler som stenbænke og borde, der giver fingerpeg om, hvad de har været brugt til, og der er fundet mange artefakter i templerne, der tyder på, at de blev brugt til religiøse formål, måske til at helbrede sygdom og/eller for at fremme fertilitet.

Igen var det meget fascinerende at stå og se på de fantastiske bygningsværker, der er bygget på et tidspunkt, hvor vi levede i den tidlige stenalder herhjemme.

Som er kuriosum kan det nævnes, at Ħaġar Qim and Mnajdra Archaeological Park er på UNESCOs Verdensarvliste.
Med besøget i Mnajdr-templet var det på tide at komme videre, og det var nu kirken eller rettere rotundaen i Mosta, der var målet for vores næste stop.
Kirken, hvis korrekte navner ‘Vor Frue Himmelfarts Basilika’, blev indviet i 1871 – bygget udenom en tidligere kirke på stedet, som blev nedrevet, da basilikaen stod færdig.

Kirken var en smuk bygning, både ude og inde, men det er slet ikke arkitekturen men en historisk begivenhed, der gør kirken interessant. Under 2. Verdenskrig var byen Mosta udsat for luftbombardementer og den 9. april 1942 kastede Luftwaffe tre bomber mod kirken, hvoraf den ene, en 50 kg tung bombe, gennemborede kirkens kuppel og kom ind i kirken, hvor 300 mennesker sad og ventede på den tidlige aftenmesse. Bomben eksploderede ikke, og den blev i stedet uskadeliggjort og dumpet i havet ud for Maltas vestkyst. Begivenheden blev (naturligvis) tolket som et mirakel af indbyggerne! En kopi af den tyske bombe er udstillet i sakristiet bagerst i kirken, og indgangshullet i kuplen er markeret.

Vores rundtur i kirken bød på både en tur op under kuplen, en audioguidet tur gennem kirken, bla. ind i sakristiet for at se kopien af bomben samt en tur ind i beskyttelsestunneller uden for kirken, der var udgravet under 2. Verdenskrig.

Efter en kort tur rundt i Mostas små gader og en sandwich på en af byens små barer tog vi turen tilbage til hotellet i Sliema, hvor vi brugte den sene eftermiddag til en tur langs havnepromenaden og derefter ud til spidsen af den halvø, Tigné-halvøen, hvor vores hotel lå.
På turen passerede vi først en større, forfalden bygning, der tidligere rummede et hospital, men som nu bare lå hen – og derefter en bygning, der tidligere havde været brugt til at indvinde drikkevand af havvand – som det i øvrigt var almindeligt her i landet.

Senere fandt vi et lille pastizzeria, Jeff’s Pastizzeria, hvor vi fik købt og smagt et par pastizzi, der er lokale wienerbrød med fyld af ricotta. Ellers kunne vi i skumringen betragte Valletta på den anden side af vandet, efterhånden som det blev mere og mere oplyst i takt med, at mørket faldt på.

På spidsen af Tigné-halvøen kunne vi betragte kontrasten mellem nyt og gammelt – helt moderne luksusbyggere, som vi kender det fra Aarhus Ø og resterne/ruinerne af det gamle fort, der engang lå her.

Eftermiddagsturen sluttede tilbage i hotellets restaurant til endnu en lækker aftensmad og opvartning fra det meget opmærksomme personale.

Lørdag, d. 8.2.
(5899-6032)
Hermed var vi efterhånden kommet til vores sidste dag på Malta, hvor vi havde en enkelt ting på programmet, som vi havde bestilt hjemmefra: Ħal-Saflieni Hypogeum, der er underjordiske gravkamre, der daterer sig til år 2500 f.Kr. Her skulle vi være fremme kl. 14 for at kunne deltage i turen, der var dyrt indkøbt – 35 € pr person!
Vi havde dog ikke tænkt os at sidde og kukkelure på værelset indtil da, så efter morgenmaden tog vi – på trods af at det regnede ret kraftigt – til Valletta for at besøge Nationalmuseet for Arkæologi, hvor vi ville kigge på de udstillinger, der relaterede sig til de megalitiske templer, som vi havde besøgt de foregående dage.
Det arkæologiske museum er indrettet i Auberge (= hostel) de Provence, der er en barokbygning, der blev bygget til Johannesordenen i 1571, og Gran Salon på første sal, hvor ordenens riddere holdt deres forretningsdiskussioner og fester, er det flottest udsmykkede rum i hele bygningen. Bygningen har rummet museet siden 1955.

Vores besøg koncentrerede vi om udstillingen om den megalitiske tid, hvor fund fra templerne fra den tid var udstillet. Blandt disse var buttede statuer af mænd og kvinder samt falliske figurer, der leder tanken hen på, at der var tale om en form for frugtbarhedsdyrkelse.

I et værelse kan man betragte figuren ‘Den Sovende Kvinde’, der blev fundet i et af gravkamrene i Ħal-Saflieni Hypogeum. Denne gådefulde figur af en liggende, buttet kvinde er blot 12 cm lang – men mere end 5000 år gammel, og den menes ligeledes at kunne knyttes sammen med dyrkelsen af guder for fertilitet og frugtbarhed, der på dette tidspunkt må have været meget vigtig, da det udover familievækst også betød reproduktion af afgrøder og dyr.

Ud over de forskellige figurer indeholdt udstillingen også altre, sandsynligvis til dyreofringer, samt grave og udsmykkede sten.
Efter dette interessante besøg på det arkæologiske museum gik turen over Pjazza Jean de Vallette, der er opkaldt efter Vallettas grundlægger, og her kunne vi – stadigvæk i regnen – betragte Sankt Katarina af Italiens kirke, en smuk kirke, der blev bygget i 1576 af de italienske riddere af St. John, da de manglede en kirke. Kirken fungerer stadigvæk den dag i dag som sognekirke for det italienske samfund på Malta.

Som nabo til den italienske kirke ligger Auberge de Castille, der blev bygget i 1574 til at huse riddere af Johanniterordenen fra sproget Castilla, León og Portugal. Den nuværende bygning i spansk barokstil stammer dog fra 1740’erne og bruges nu til at huse regeringskontorer under Maltas statsminister.

Fra Auberge de Castille gik turen videre gennem Upper Barrakka Garden og med liften ned til havnefronten, hvorfra vi med en Uber kørte til endnu et megalitisk tempel – Ħal Tarxien Prehistoric Complex – godt skjult for nysgerrige blikke bag høje mure og beboelsesejendomme. Ħal Tarxien var – ligesom Ħaġar Qim and Mnajdra beskyttet under et stort sejl, som så også i dag beskyttede os mod regnen.

Vi vandrede rundt om templet, før vi gik ind i dets indre – opbygget på samme måde som de andre templer, vi havde besøgt. Det gjorde dog ikke oplevelsen mindre, og vi blev da også undervejs præsenteret for nogle af de fund, der var gjort i templet – om ikke andet så i form af en kopi.

Det gjorde stort indtryk på os at se den store statue, eller rettere kun benene af ‘The fat lady’, der er resterne af en statue, der engang har været mere end 2,75 meter høj. Foran statuen er der et alter med udskæringer i form af spiraler – et motiv, der går igen i mange udskæringer i hele tempelkomplekset.

Statuen og alteret, der kun er kopier, er placeret i den første apsis til højre inden for det sydlige tempel, mens originalerne er blevet flyttet til det arkæologiske museum i Valletta.

Flere steder i Tarxien-templet, der er både det største og det yngste af alle de megalitisk i Malta, og templet blev først udgravet under 2. Verdenskrig.
Efter turen rundt i Tarxien-templet, gik vi den korte tur til det, vi troede ville blive hele rejsens højdepunkt, Hypogeum, hvor vi havde er guidet tur rundt i de underjordiske gravkamre.
Hypogeum betyder – direkte oversat fra græsk – underjordisk, og det menes, at have været et fristed og en nekropolis. I hvert fald er der fundet rester af mere end 7000 mennesker her i dybet, der blev opdaget ved en tilfældighed i 1902, da arbejdere brød gennem taget, da de var i gang med at opføre nye boliger.
Det er svært at få tid på en af de 8 daglige rundvisninger, hvor der kun er plads til 10 personer pr rundvisning. Desuden talte guiden ikke i hulerne (og vi måtte heller ikke tale med hinanden) – fordi udåndingsluften fra os mennesker kan ødelægge væggene. Af samme årsag var det også strengt forbudt at røre noget og at tage billeder i rummene – og kameraer og mobiltelefoner var låst inde, mens vi var nede i hulerne.
Og hvad syntes vi så? Tja, nu havde vi set andre og større huler i/under Rabat uden disse – i mine øjne lidt sygelige restriktioner – og så meget større var oplevelsen så heller ikke her. Faktisk ville vi nok foretrække hulerne i Rabat.
Efter besøget i Hypogeum tog vi bussen til Birgu for at besøge Inquisitor’s Palace, som vi jo ikke fik set sidst vi var her i byen – men i dag lykkedes det så at komme inden for i bygningen og dykke ned i et mørkt kapitel i historien.
Paladset, der blev bygget omkring 1530, husede oprindelig en domstol, Castellania, som blev oprettet i 1543, og det fungerede som sådan indtil 1572, hvor et nyt Castellania blev bygget i Valletta. Da inkvisitionen blev etableret på Malta i september 1574, tilbød den daværende stormester det tidligere Castellania til den første inkvisitor som officiel bolig, og bygningen blev herefter inkvisitionens hovedkvarter, der både fungerede som et palads for inkvisitoren og husede domstolen og fængslerne, indtil inkvisitionen blev afskaffet under den franske besættelse af Malta i juni 1798.
Vi tog hele turen rundt i paladset, fra køkkenfaciliteter, gårdhave samt tortur- og fangerum i nederste etage til de kontorer og audiensrum i etagerne højere oppe.

Efter besøget i paladset tog vi bussen tilbage til Valletta og herefter Sliema, hvor vi blev sat af i nærheden af havnefronten og igen valgte at spise vores aftensmad, ‘The Last Dinner’ i restaurant Il-Fortizza, hvor vi også havde spist tidligere på ugen.
Ellers var det hjem til hotellet – mellem regnbygerne – og hvile ud til hjemrejsen i morgen; først med en drink i baren og derefter under dynerne.

Søndag, d. 9.2.
Så var der dømt hjemrejsedag, og efter en meget tidlig morgenmad forlod vi hotellet for en sidste gang, inden vi kørte mod lufthavnen og klokken lidt over 9 om formiddagen kunne tage plads i vores fly mod Billund. Efter tre timers flyvning kunne vi så tage plads i vores egen bil og tage den sidste time nordpå til Aarhus i kedeligt vejr med temperaturer lige omkring frysepunktet. Og hjemme igen kunne vi så bare tænke tilbage på en god forårsagtig uge på Malta!