Madeira, 2.-8.4.23

En påsketur på 6 dage til sydens lidt varmere klima, herunder noget sol, til den portugisiske ø i Atlanterhavet, Madeira. Turen gik med fly fra Billund over London til Cristiano Ronaldo Airport nær ‘hovedstaden’ Funchal.
Tre af dagene havde vi et lokalt firma, Floratravel, til at arrangere ture for os rundt på øen – en tur mod øst, en tur mod vest samt en vandretur i Madeiras vestlige bjerge.

Søndag, d. 2.4.
Efter en meget kort nats søvn stod vi op for at køre til Billund, hvorfra vores fly afgik kl. 6:35 til London Stansted, hvor vi havde tre timers pause før næste fly, der skulle bringe os til Madeira. Alt i alt gik flyveturene uproblematisk, om end tre timer er meget at vente i en lufthavn som Stansted – også selv om vi havde taget plads i loungen. Men frem kom vi da, og vi landede i Cristiano Ronaldo International Airport kort efter kl. 14, hvor vi blev mødt af en behagelig varme, da vi steg ud af flyet.
Lufthavnen er i øvrigt kendt for sin unikke landingsbane, der er delvist bygget ud over havet på søjler, hvilket kan give en udfordring med at lande isæt større fly.

Herefter gik det med lufthavnsbussen videre til centrum af Funchal, hvor vi blev indkvarteret lige i centrum på Hotel Sirius, hvor vi boede under hele vores ophold på Madeira – på øverste etage med udsigt over byens tage. Fint sted som udgangspunkt for ture rundt i byen; blot var morgenmaden ikke noget at råbe hurra for!

Efter at vi havde fået taget vores værelse i besiddelse, skiftede tøj og luskede derefter ud for at se lidt på byen uden for hotellet. Det endte med en skøn tur i den hyggelige bykerne – dog startende med en dejlig kold, lokal øl, Coral, på en lille bar, Cais da Ribeira, på havnen.
Efter at have siddet lidt og nydt såvel øl som det gode vejr, vandrede vi vestpå ad havnepromenaden, Avenida do Mar og det anlæg med eksotiske planter, der er anlagt langs promenaden.

Herefter drejede vi nordpå ad Rua Dr. António José de Almeida, der førte op gennem kvarteret ved katedralen Sé, der er opført i årene fra 1493 til 1514, selv om der allerede fra 1508 blev afholdt kirkelige handlinger i kirken.

Kirken ejer i øvrigt et enestående processionskors, der var en gave fra Kong Manuel I. Korset er fremstillet i sølv, og det betragtes som et af mesterværkerne inden for portugisisk smedekunst.

Da det var søndag, var katedralen naturligvis ikke åben for turister, så det blev til et kig udefra på kirken, og vi fortsatte derfor østpå for at tage en vandretur gennem gaden Rua de Santa Maria, der er en 600 meter lang brostensbelagt gade nær havneområdet. Gaden har mange huse/ejendomme, der er ejet af de samme familier gennem generationer, og den byder på et overflødighedshorn af barer, restauranter, caféer og fado-steder, der især om aftenen tiltrækker mange mennesker.
Som et resultat af en renovering af gaden har mange kunstnere, kendte som ukendte, forvandlet mange af de gamle døre til kunstværker, hvilket har fået såvel turister som lokale til at gå ture gennem gaden for at udforske værkerne.
Vores vandretur gav som antydet ovenfor masser af muligheder for lækker aftensmad, men vi endte med at slå os ned på Taberna Ruel, hvor vi nød vores lækre aftensmad, hvor menuen bestod af fileter fra den sorte sværdfisk (Espada preta), grillet og serveret med banan og maracuja. En rigtig lækker delikatesse.

Herefter kunne vi vandre tilbage til hotellet i den rolige aften, og her kaldte vores dyner på os – det var tiltrængt med en god nats søvn efter en lang dag.

Mandag, d. 3.4.
Efter morgenmaden stod den på en dag med sightseeing i Funchal, hvor første punkt på dagsordenen var en tur ned gennem Rua de Santa Maria, der her i formiddagstimerne var helt mennesketom og uden borde og stole anbragt som chikaner ude på gaden – noget af en kontrast til i går aftes, hvor gaden vrimlede med liv og servering i hele gadens længde.

Dette gav os så mulighed for at både betragte og fotografere mange af de flotte døre, der var bemalet med forskellige motiver, mere eller mindre kreativt. Helt uden at blive forstyrret at turister og andet godtfolk. Og naturligvis blev det til et væld af billeder på kameraets SD-kort.

Fra Rua de Santa Maria fortsatte vi vores tur over det lille torv, Rampa do Corpo Santo til det lille Capela do Corpo Santo, der er fra det 15. århundrede og dedikeret til fiskernes skytshelgen, São Pedro Gonçalves Telmo, og det fungerede tidligere som sygehus for lokale fiskere og deres familier.
Kapellet er – på trods af at det er blevet ændret en del gennem årene – en af ​​de få bygninger fra det 15. århundrede, der har overlevet til i dag.

Fra kapellet gik vi videre ad den lille idylliske gade Rua Portão de São Tiago med mange gamle huse, nogle renoveret, andre ikke. I et af husene lå en butik, der fremstillede Madeiras ikoniske ‘botas de vilão’, bondestøvler, i hånden – og naturligvis og solgte dem. Disse støvler er et vigtigt symbol på øens historie og kultur, og de bruges stadigvæk af lokale folkedansere.

For enden af gaden og videre langs kysten kom vi til Forte de São Tiago, også kendt som Santiago-fæstningen, der udgør byens forsvarsgrænse mod øst. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår opførelsen af fæstning blev påbegyndt, men i følge en indskrift på den oprindelige våbenport blev det gjort færdigt i 1614. Bygningsværket blev genopbygget og udvidet ad flere omgange, og den seneste renovering stammer fra ca. 1974, hvor hærens politi boede i bygningerne.

Da vi kom til fæstningen, var den desværre var lukket – og det kunne tyde på, at der var en eller anden form for renovering i gang igen…
Men vi nød da den flotte udsigt over havet herfra.

I stedet for et besøg i fæstningen, fortsatte vi vores vandring østpå i byen sluttede ved Igreja de Santa Maria Maior, der ligger smukt, højt oppe med udsigt over havet. Kirken, der også går under navnet Socorro-kirken, stammer fra det 17. århundrede, og den er blevet genopbygget ad flere omgange på grund af skader påført af jordskælv. Forløberen for denne kirke er kirken Santa Maria da Calhau, der var bygget af tempelridderne på stranden nedenfor den nuværende kirke, men efter flere jordskælv og en pestepidemi flyttedes kirken til den nuværende placering.

Det blev ikke til noget besøg i kirken, der var aflåst, så vi valgte i stedet en kop kaffe på udsigtspunktet Miradouro do Socorro, der lå lige overfor, og hvorfra der var en flot udsigt ud over bugten.
Efter kaffen var det tid til at vandre tilbage mod centrum for at stå i kø til svævebanen til Monte, Teleférico Funchal-Monte – og herefter at få en flot tur hen over byens huse.

Direkte ved endestationen lå indgangen for vores mål for formiddagens sidste udflugt, Monte Palace Tropical Garden, hvor vi de næste 2½ time vandrede rundt blandt smukke planter og blomster i den gamle herregårdshave.
Havens historie går tilbage til det 18. århundrede, hvor Charles Murray, en engelsk konsul, købte ejendommen, der lå syd for Monte Kirke, og omdannede den til et gods. I 1897 blev haven købt af Alfredo Guilherme Rodrigues, som byggede en paladsagtig residens her, som senere blev omdannet til et hotel, ‘Monte Palace Hotel’.
I haven udstilles nu omkring 100.000 plantearter fra hele verden, og i denne enorme samling, der strækker sig over et område på 70.000 m², er det mest unikke de hundredårige cycader, der betragtes som levende fossiler fra en svunden tid.
Efter at have købt billetter og studeret en plan over området startede vi på en vandretur rundt i det store område, hvor vi på godt et par timer kom igennem de interessante steder i haven.
Vores første fokuspunkt var et større område med endemiske planter, og her fik vi set mange interessante vækster, der normalt ikke ses under vores himmelstrøg. Imponerende var især et større areal beplantet med drageblodstræer (Dracaena draco).

Herefter gik det videre gennem et område med palmer fra hele verden, herunder en del arter, vi aldrig havde set, når vi har besøgt de lande, hvor de vokser naturligt. Af specielle palmer så vi bla. isse planter stammede fra forskellige steder rundt i verden, og vi så imponerende eksemplarer af bangalow-palme (Archontophoenix cunninghamiana), engelsk: ‘elegant palm’, gele-palme (Butia capitata) og kentia-plame (Kentia belmoreana).

Efter denne rundgang i palmer gik vi til et centralt område i parken, hvor der var anlagt en kunstig sø, Central Lake, med både springvand og vandfald, småhuler, ænder og et væld af planter, der blomstrede i alle tænkelige farver.

Efter et ophold ved søen gik turen videre forbi Monte Palace til et anlæg, der var tydeligt japansk inspireret – naturligvis med bambus, opstillinger med vand og små pagoder i stærke, røde farver. Al sammen suppleret med store bede med planter og større skyggefulde træbregner og palmer.

Helt specielt for dette område var – ud over mange forskellige, blomstrende orkideer med interessante blomster i alle mulige farver – store beplantninger med de smukke paradisfugle (Strelitzia reginae) og de frodige fligfilodendron (Thaumatophyllum bipinnatifidum).

Fra dette japansk inspirerede område gik vi til udkanten af parken – faktisk den sydligste trekant, hvor vi så et Casa Madeirense – et traditionelt, trekantet hus, der er meget farvestrålende og kun kendes her fra øen.

I dette hjørne af haven havde vi fin udsigt ud over vejen lige udenfor, Caminho de Ferro, hvor turister lod sig fragte ned ad bakken i små kurve af pileflet, carreiros, styret af to mænd. En lidt dyr fornøjelse, som til gengæld kun kan opleves her.

Nu gik vores tur tilbage i haven gennem beplantninger med forskellige arter af træbregner, cycas og imponerende eksemplarer af hjortetakbregner, der voksede på træerne langs stierne.
Og så lige et par bemærkninger om den mystiske planteslægt, cycas, der var almindelig på jorden i trias- og juratiden, og som i dag er hjemmehørende i Asien, Afrika og Oceanien.

Cycas kunne godt minde om palmer, men de er slet ikke i familie med dem, hvilket bla. kan ses på den måde, de blomstrer, og ved at de unge blade udvikler sig på samme måde som bregner.
Alle 119 kendte arter af cycas er beskyttet af Washington-konventionen, og der må derfor ikke indsamles planter i naturen med salg for øje.

Vores sidste besøg i haven gjaldt en udstilling af mineraler – de fleste i gigantiske størrelser; men det havde jo ikke så meget med planter at gøre…
Alligevel var det interessant at gå rundt i samlingen af rå smykkesten, og det tog da lidt tid at komme gennem det hele.

Hermed var vores besøg i haven forbi, og et par timer var fløjet af sted, uden at vi havde følt tiden lang eller kedet os.

Når vi nu engang var heroppe i bakkerne nord for Funchal, valgte vi også lige at besøge den lille, men meget berømte kirke, Igreja de Nossa Senhora do Monte, Vor Frue af Bjergets Kirke, der lå lige rundt om hjørnet, hvor slædeturene ned ad Caminho de Ferro i øvrigt også startede.
Før den nuværende kirke var der i 1470 opført et kapel her på stedet – bygget af Adão Gonçalves Ferreira, der var den første person, der var født på Madeira, og i 1741 blev grundstenen så lagt til den nuværende kirke. Kirken, der blev ødelagt af et jordskælv i 1748, blev genopført og indviet i 1818, og den er et af de vigtigste pilgrimssteder på Madeira.

Kirken er især kendt ud over Portugals grænser, fordi Karl d. 1. – den sidste hersker af kejserriget Østrig-Ungarn – ligger begravet i kirken.
Inde i kirken er der flere spor efter Karl; således er der både en mindeplade med en indskrift om ham og et banner med hans portræt.

Karl d. 1. blev i 1919 tvunget fra magten i det daværende kejserrige og herefter landsforvist, således at han i slutningen af 1921 ankom til Madeira sammen med sin kone Zita; børnene ankom et par måneder senere, i februar året efter. Familien boede først i Funchal og senere i et mindre hus her i Monte indtil Karls død den 1. april 1922, hvor han i en alder af 34 år døde som følge af en af lungebetændelse i armene på sin hustru – der var gravid med parrets 8. barn.

Efter besøget i kirken gik vi forbi det hus, hvor kejserfamilien boede indtil Karls død, inden vi behændigt undgik turistfælden med pilefletkurvene, og i stedet valgte at tage turen ned igen til centrum af Funchal – med svævebanen.
Næste stop var et lille spisested i kvarteret bag katedralen, hvor vi kunne styrke os med en let frokost, inden vi gik vi lidt rundt i gaderne i kvarteret omkring katedralen, hvilket først førte os forbi IVBAMs bygninger, hvor instituttet for vin, broderi, kunsthåndværk og spiritus ligger.

Herfra gik vi videre til en større plads, Praca do Municipio.
I den nordøstlige ende af pladsen ligger Funchal Rådhus, der blev bygget i 1758 af grev Carvalhal, for at skulle bruges som familiens bolig Det blev i 1883 købt af Funchal byråd med henblik på at skulle bruges som rådhus.

Vi vovede os indenfor i rådhusets indgangsparti og gård og kunne beundre de mange azulejos, der er håndmalede kakler, der smykkede væggene ude og (især) inde.

Ved siden af rådhuset – og i den nordvestlige ende af pladsen ligger en anden statelig bygning, Jesuitterkirken, Igreja de São João Evangelista, der er opført i det 17. århundrede.

Kirken, der er en af de rigeste på Madeira, er overdådigt udsmykket, og den skiller sig først og fremmest ud på grund af de forgyldte træudskæringer, der dekorerer kapellerne, hvis altertavler betragtes som blandt de mest værdifulde i landet.

Efter besøget på Praca do Municipio og et kig indenfor i nogle af de markante bygninger langs pladsen, vandrede vi videre mod havnen gennem pittoreske små gader og gyder.

Næste stop blev Sé Catedral, som jo var lukket, da vi passerede den i går.
I dag var den dog åben for besøgende, så det blev da også til et kig indenfor i det, der viste sig at være et smukt, stilrent kirkerum.

Vores videre tur førte langs havnen til CR7-museet med statuen af Cristiano Ronaldo ved indgangen; sikkert det mest fotograferede objekt i byen, hvor det var tydeligt, at besøgende absolut skulle berøre/beføle ham diverse steder.
Selve museet var lukket for i dag – men det var heller ikke meningen, at vi ville indenfor.

I stedet for blev det tid til et glas Madeiravin – 5 års, forstås – på havnepromenaden ved museet, inden dagen blev afsluttet på en lille restaurant i en af de små gader mellem rådhuset og katedralen, hvor vi kunne nyde en lækker aftensmad.
Og herefter var det bare hjem på hotellet for at hvile ud før morgendagens strabadser.

Tirsdag, d. 4.4.
Gennem hotellet havde vi fået skabt en kontakt til en øens turarrangører, Floratravel, og vi blev i en minibus kørt rundt til nogle af den østlige del af Madeiras ‘must see’.
Desværre var vejret ikke med os på denne tur, idet vi blev præsenteret for regn og – i bjergene – også tåge, stærk vind og kulde.
Første stop på dagens program var landsbyen Camacha, der er kendt for produktion af flettede kurve, og vi vi skulle på besøg på den lokale fabrik, hvor der skulle være demonstration af flettehåndværket. Desværre var fabrikken gået konkurs, så besøget i byen begrænsede sig derfor til 20 minutters venten ude i regnvejret.

Næste stop var ved et udsigtspunkt på Madeira tredjehøjeste bjerg, Pico do Arieiro, der er 1818 meter højt. Herfra skulle have en fantastisk udsigt ud over Madeiras bjerglandskab med høje tinder og dybe dale, med det blev i den grad ødelagt af regn, stærk vind og kulde.
Ingen udsigt, men udsigtspunktet blev da besteget.

Herefter gik det ned ad bjerget til landsbyen Ribeiro Frio, der er udgangspunkt for flere vandreture i nationalparken af samme navn. Opholdet her bød på dejlig varm kaffe og en smuk vandretur i området med et frådende vandløb, frodig vegetation og flere dambrug; byen er blandt andet kendt for et sted, hvor der serveres lækre, friskfangede ørreder.

Og så er Ribeiro Frio i øvrigt også stedet, hvor man kan finde adskillige endemiske arter, der er endemiske og kendetegnende for Laurissilva-skoven på nordsiden af Madeira, såsom laurbærtræet (Laurus novocanariensis), Madeira-konvalbusk eller liljekonval-træ (Clethra arbórea), til eller stinkved (Ocotea foetens) og Madeira-mahogni (Persea indica).
I øvrigt er den fredede Laurisilva-skov på UNESCOs verdensarvsliste.
Vores pause i byen blev dog ikke brugt til at spise ørreder eller at gå tur i Laurissilva-skoven; i stedet vandrede vi langs vejen, hvorfra vi kunne se nogle af dambrugene. Dette blev efterfulgt af en kop kaffe i den lokale café med udsigt over floden, der løb bennem byen. I øvrigt lige ved siden af det lille kapel, Capela de Nossa Senhora de Fátima.

Kapellet og restauranten ved siden af, hvor vi drak vores kaffe, er i øvrigt udgangspunktet for nogle af de bedste vandreture på Madeira (påstås det).

Efter vi havde kunnet varme os på kaffen, kørte vi videre til Madeiras nordkyst og byen Porto da Cruz, der havde fået sit navn, fordi den person, der opdagede stedet, anbragte et stålkors i havnen for bedre at kunne identificere stedet for rejsende til havs.
Området omkring byen blev kendt for dyrkning og høst af sukkerrør, hvilket førte til anlæggelsen af en fabrik, North Mills Distillery, der fremstiller rom (og honning) på basis af sukkerrør.

Destilleriet, der blev opført i 1927, holder traditionen med at producere Madeira Agricole Rom i live, hvilket sker på de originale maskiner fra dengang, og det er samtidig det eneste i Europa, der bruger damp som drivkraft.

På destilleriet fremstilles mærkerne ‘Branca’ og ‘970’, der kan prale af at være de ældste romprodukter på Madeira. (I øvrigt fik vi en smagsprøve på netop disse to mærker, inden vi blev sluppet løs og fik lejlighed til at besøge produktionshallen).
Vores tur rundt i produktionshallen var uden restriktioner, og vi kunne gå frit omkring og se maskinerne arbejde samt betragte de gamle kobberkedler, hvor sukkersaften blev forvandlet til honning.

Også lageret med mange opbevarede trætønder med de liflige dråber, Rum 970, kunne vi frit bevæge os rundt mellem. Egentlig mærkeligt at vandre sådan rundt i en produktionshal i et EU-land; det var aldrig gået i Danmark!

Men for mig var turens højdepunkt absolut at se, hvordan de med de gamle maskiner kunne fremstille den kendte rom ‘970 Reserva’.
Efter en alt for kort pause her, kørte vi videre vestpå til Santana, hvor frokosten skulle nydes, og hvor der lige blev mulighed for at få et kig på de traditionelle trekantede huse, Casinhas de Santana – her den ægte vare i modsætning til rekonstruktionen, vi så i Monte Palace Garden i går.

Vi brugte således tiden efter frokosten til at bevæge os rundt i Santana, hvor vi dels så de originale huse – flere gange i ynkelig stand – i privat besiddelse, og dels så velholdte huse, der blev anvendt som udstillingsvinduer og små salgssteder for kunsthåndværk.
Husene, der oprindelig har været brugt til dels beboelse og dels som stalde for bøndernes dyr eller oplagringsrum, står i dag tilbage som et monument for en tid, som engang var – og de bevares hovedsagelig som et indslag i turismeindustrien.

Efter frokosten og turen rundt blandt de trekantede huse gik rejsen videre til det østligste punkt på øen – eller så langt, vi kunne komme derud. Her gjorde vi stop ved Miradouro do Carniçal, hvorfra man kunne se det frådende hav både mod nord og mod syd.

Og så begyndte vi ellers turen tilbage til vores udgangspunkt, Funchal, og næstsidste stop på dagens program var endnu et udsigtspunkt, Miradouro do Pico do Facho, hvorfra vi havde en flot udsigt ned over Madeiras 3. største by, Machico og lufthavnen.

Det var et interessant stop af flere årsager. Først og fremmest havde vi et fremragende udsyn til lufthavnen med den berømte/berygtede landingsbane, der til dels er anlagt understøttet af piller, der er placeret i havet, og dels fordi der på udsigtspunktet voksede en del trælyng (Erica arborea), der netop nu var i fuldt flor og var et smukt syn.

Fra udsigtspunktet gik turen ned i centrum af byen Machico, hvor der var tid til en vandretur rund i den gamle bykerne. Machico ligger på det sted, hvor de første to opdagelsesrejsende fra Portugal, Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira, gik i land på Madeira den 1. juli 1419, da de opdagede øen.

Vi fik – ud over en lækker is – en slentretur forbi markedet, havnen og byens gamle fort, inden det gik tilbage til vores hotel i Funchal og aftensmad – endnu engang i en hyggelig restaurant i Rua de Santa Maria.

Onsdag, d. 5.4.
Igen i dag stod den på en tur med Floratravel – men i dag var målet for turen den vestlige del af Madeira. Altså igen lidt tidligt op og så af sted i minibussen vestpå langs sydkysten til vores første stop, udsigtspunktet Miradouro Pico dos Barcelos, hvorfra vi havde en flot udsigt over byen Câmara de Lobos.

Efter et kort stop, hvor vi nød udsigten, gik det videre til at af dagens absolutte højdepunkter, Cabo Girão, der er et 589 meter højt udsigtspunkt, hvor man kan nyde udsigten fra klippen gennem et glasgulv. Nyde er måske så meget sagt, for det gibber lidt i maven, når man træder ud på glasset.

Cabo Girão, der er det højeste forbjerg i Europa, er en af ​​de mest besøgte (og mest fotograferede) turistattraktioner på Madeira med mere end 1800 turister dagligt.
Udsigtsplatformen Cabo Girão Skywalk, der er den højeste klippebro i  Europa, åbnede i slutningen af ​​oktober 2012, og den ligner en tilsvarende platform i Grand Canyon i USA – begge er lavet af glas for at give besøgende bedre udsigt.

Da vi var på stedet havde vi lidt problemer med at trække billetter – selvbetjening – men efter lidt startvanskeligheder kom vi da ud på broen i selskab med en masse andre turister, og så var det bare at krydse fingre for, at de havde dimensioneret platformen til at kunne bære så mange mennesker. (Og det havde de så tydeligvis!)

Efter denne lidt angstprovokerende oplevelse gik turen videre langs sydkysten, hvor der var tid til endnu et stop – denne gang inde i byen Ribeira Brava, hvor der bla. blev tid til at vandre ved strandpromenaden og besøge den lille havn, hvortil der var adgang gennem en tunnel gennem forbjerget. En lidt sjov oplevelse at komme til havnen gennem denne tunnel!

Et besøg i den lokale sognekirke, Igreja Matriz da Ribeira Brava, blev der da også tid til.
Kirken, der blev bygget i det 16. århundrede og er opstået fra et lille kapel, der lå på samme sted 100 år tidligere, har gennemgået mange ændringer gennem tiden, og den en i dag kendt for en anseelig samling af malerier, skulpturer, guldsmedearbejder og forgyldte træudskæringer fra det 16. og 17. århundrede. 

Kirkens indre er domineret af store lysekroner og en samling af ​​sølvgenstande fra det 16. og 17. århundrede, og derudover er billedet af Vor Frue af Rosenkransen, dateret 1520, og panelerne med bibelske motiver bemærkelsesværdige. I øvrigt er kirkerummet meget stilrent og ikke for overdådigt indrettet og udsmykket.

Efter besøget i kirken blev der også lige tid til at besøge et lille grøntmarked, hvor vi så flere forskellige frugter og grøntsager, der ikke mødes så ofte hos grønthandlere eller i supermarkeder i Danmark, f.eks. maniok, cherimoya, grønne bananer og trætomater.

Efter pausen i Ribeira Brava fortsatte turen op i bjergene, hvor vi skulle over passet Encumeada, der ligger i 1007 meters højde og er et yndet udflugtsmål, hvorfra der er en flot udsigt over øen – med udsigt over hav både mod nord og mod syd – hvis vejret så ellers tillader det. Og det gjorde det så ikke i vores tilfælde; igen var vi kommet ud i en tåge, der tog noget af fornøjelsen.

I stedet for at bruge tid i et pas, hvor vi alligevel ikke kunne se noget, kørte vi videre over et plateau vest for passet, hvor det tidligere havde været på tale at anlægge en ny lufthavn; en ide, som man nu var gået væk fra igen.
Vi passerede bare området og kørte videre for at besøge havnebyen Porto Moniz, hvor vi skulle spise frokost og have tid til at bade i de naturlige bassiner i havkanten – skabt af lava fra vulkanudbrud i tidernes morgen.
Porto Moniz er en lille havneby, der ligger i den nordvestligste del af Madeira, præget af Laurissilva-skov, som jo allerede havde stiftet bekendtskab med i går, samt marker med vinstokke og kartofler, der dyrkes i den næringsrige, vulkanske jord omkring byen.

Desværre var havnebadet lukket – på grund af for megen vind og for høje bølger, så i stedet brugte vi tiden på at se os lidt om i byen. Og ja, vi havde faktisk taget badetøj med, så det var ikke blot en dårlig undskyldning…

Da det nu ikke kunne blive til en dukkert, besluttede vi at vandre lidt rundt i de små gader, stier og gyder nær havnen, hvor vi vandrede rundt mellem små jordparceller med hovedsagelig vinstokke og grøntsager af forskellig slags, der havde gode vækstbetingelser her i det milde klima. Og så blev der naturligvis også lige tid til lidt frokost i en af de mange smårestauranter nær vandet.

Efter et par timers pause i Porto Moniz, kørte vi videre langs nordkysten mod øst til et udsigtspunkt, Miradouro do Véu da Noiva, hvorfra man kunne betragte et flot vandfald, Véu da Noiva, der falder ned over klipperne og direkte i havet. Vandfaldet, der er cirka 90 meter højt og har vand året rundt, er flankeret af to store klipper og udspringer i en dal, der er svært tilgængelig. Vandfaldet ligger mellem Seixal og São Vincente.

Efter det korte stop med udsigten over Véu da Noiva, gik turen videre mod São Vincente, hvor vi havde dagens sidste stop.  Her blev vi sat af i noget, der kunne minde om byens centrum – ved en åben plads, et torv, der var afgrænset af Igreja Matriz de

São Vincente i syd og en mindre bypark med mange endemiske træer mod øst.
Kirken, der samtidig er sognekirke og som vi fravalgte at besøge, er bygget i slutningen af det 17. århundrede på stedet, hvor der tidligere lå et lille kapel – en historie, vi lige som havde hørt tidligere…
Bla. så vi her flere eksemplarer af fingerphilodendron (Monstera deliciosa), som vi kender som en stueplante hjemme i Danmark – men her med frugter, såkaldte ananasbananer, der efter sigende skulle være meget delikate, når de er modne. Den umodne frugt indeholder stikkende krystaller af calciumoxalat og er giftig, men helt moden smager den af både ananas og banan og er meget delikat!

En anden plante, der var fremtrædende i den lille park, var korkeg (Quercus suber), der havde nødder, agern, netop nu. Det er dog ikke så meget på grund af nødderne, den dyrkes, men den meget tykke bark, som bruges til fremstilling af kork.

Efter hjemkomsten til Funchal og hotellet blev der lige tid til lidt let aftensmad – og til at nyde et glas madeira (eller to) på terrassen – og så i øvrigt fordøje dagens tur.

Torsdag, d. 6.4.
Endnu en dag i selskab med en af guiderne fra Floratravels – denne gang stod den dog ikke på sightseeing, men en vandretur på en af Madeiras mange vandreruter.

Vi havde valgt at vandre den mest populære/berømte rute, nemlig fra ruten fra Rabaçal til de 25 vandfald – en tur, der er 11 km lang og går gennem den lokale Laurisilva-skov, hvor man går under høje træer, trælyng, der er op til 6-7 meter høje og har stammer med en omkreds på mere end en halv meter. En lidt mærkelig fornemmelse at gå under den blomstrende trælyng.
En del af trælyng-træerne var begroet af store mængder af lav, der hang ned fra træernes grene – efter sigende et bevis på, at luften er helt ren.

Undervejs så vi også blåbærtræer, der var flere meter høje. I Danmark bukker man sig ned, når man skal plukke blåbær, men her på Madeira skal man bruge en stige!
Endvidere traf vi mange steder på de bizart udseende kæmpe svinetidsler (Sonchus fruticosus), der er endemiske for Madeira og kan nå en højde på 4 meter. Lige nu fandt vi ikke nogle planter i blomst, men de var alligevel et imponerende syn, som de stod der med deres træagtige stængel og mindede om kæmpe mælkebøtter.

Vores vandretur fulgte kanaler, såkaldte levadaer, der bragte vand fra den fugtige og køligere, nordlige del af Madeira til den sydlige del af øen, hvor klimaet var noget varmere, og hvor vandet blandt andet skulle bruges til vanding af markerne med subtropiske og tropiske afgrøder som f.eks. bananer.

Målet for vores vandretur var  og undervejs kom vi forbi flere flotte og markante vandfald.
Det første store vandfald, vi passerede (og i øvrigt holdt en længere pause ved) var Risco-vandfaldet, der

er 100 m højt og består af en gruppe forskellige mere eller mindre vandrige vandstrømme, der løber lodret ned ad bjergsiden. Ved foden af vandfaldet rammer vandet nogle klipper, der er dækket af en frodig bevoksning af forskellige små planter, og det løber videre i en lille naturlig pool. Det var et flot sted at besøge – og det tiltrak naturligvis en del turister, der ligesom os ville se naturens kræfter for fuld udblæsning.
Her ved foden af vandfaldet så vi i øvrigt en flok madeirabogfinker (Fringilla coelebs maderensis), der havde slået sig ned her. Madeirabogfinken er en endemisk underart af den bogfinke, vi kender i Danmark, og den er kendetegnet ved sin blågrå ryg og lysere, og et mere blegt bryst, end den europæiske bogfinke. Den lever hovedsagelig i Laurisilva-skoven, og den er et populært syn for naturelskere.

Ellers gik turen videre til ’25 Fontes’ – de 25 Vandfald eller kilder.
Dette er en samling af små vandfald, der løber lodret ned ad bjergsiden, og stedet går for at være blandt det smukkeste, man kan se på Madeira.
Det er ikke fordi vandfaldene imponerer med deres størrelse, da det højeste af dem blot er 30 meter højt.

Vores tur i området sluttede med, at vi vandrede gennem en af de tunneller, der anvendtes til at bringe regnvandet, der blev opsamlet på nordsiden af Madeira, til markerne i syd, og vi kom derved ud i fuld sol og fin varme – en kraftig forskel fra det, vi lige var kommet fra.
Alt i alt blev der tale om en smuk, interessant og fysisk anstrengende vandretur på 4½ time gennem det bakkede og flotte terræn – en tur, hvor vi fik et indblik i den unikke skov, som man ikke kan finde andre steder i verden…
Og så blev vi ellers opsamlet og kørt tilbage til Funchal.
Tilbage i hovedstaden blev der lige lidt tid til at få kigget på frugt- og blomstermarkedet i Mercado dos Lavradores inde i det historiske centrum af byen, hvor der var en del stande, hvor lokale frugter og grøntsager var præsenteret i flotte opstillinger.

Lige uden for markedsbygningen var der blomstrende afrikanske tulipantræer (Spathodea Campanulata) – et smukt træ, der netop nu stod i fuldt flor og som vi i øvrigt allerede havde set flere steder i Funchal. Træet, der stammer fra tropisk Afrika, har ingen industriel betydning og er for svagt til byggeri af f.eks. huse, så det plantes stort set kun som prydtræ.

Tæt ved markedsbygningen faldt vi endvidere over en veludført skulptur i bronze, Estátua Transporte do Vinho, oversat: Vintransportstatuen. Statuen, der er skabt af den lokale billedhugger Pedro Anjos Teixeira i 1994, er et af de mest fotograferede steder i Funchal.

I øvrigt fik vi så slentret lidt rundt i centrum samt langs havnen, hvor vi så de fire betydende flag for Madeira/Funchal: Det portugisiske, øgruppen Madeiras, EUs og Funchals flag.
Det var en kombination af flag, vi så flere gange, og det var tilsyneladende vigtigt for beboerne i Funchal at pointere deres tilhørsforhold på denne måde.

Det blev endvidere til godt en times vandren rundt i det gamle Funchal gader, og et par af de bygninger, vi faldt over på vores vej, er det nok værd at fremhæve.
En af disse bygninger var et hus tilhørende H.M. Borges, der siden 1877 har været en anerkendt producent af Madeiravin. Firmaet koncentrerer al sin aktivitet, fra produktion til lagring og aftapning, i denne ikoniske, gamle bygning.

Lidt senere stødte vi på et smukt og velholdt hus, Ateneu Comercial do Funchal, der tidligere rummede et kulturcenter i byen. Huset, der er bygget i den første halvdel af det 19. århundrede i traditionel, lokal stil, ejedes af en institution, der stod for forskellige kulturelle begivenheder i Funchal.

Ellers stod aftenen på lidt let aftensmad og et glas madeiravin – i dag både på en cafe i byen og på terrassen på hotellet.

Fredag, d. 7.4.
Efter tre dage med udflugter rundt på øen, havde vi valgt, at dagen i dag skulle bruges i Funchal – til at få set på noget af det, der ikke havde været tid til de forrige dage. Men her havde vi så lige gjort regning uden vært. Som bekendt var vi i et katolsk land – og netop dagen i dag, langfredag, var en af de helligste dage i påsken, så alt var lukket. Alt!
Så vores plan om museumsbesøg, besøg på markeder, diverse indkøb og en rundvisning på Blandys Wine Lodge, der er en af de store producenter af Madeiravin, faldt til jorden.

I stedet blev det til en dag fyldt med afslapning – og uden egentligt program, og vi valgte derfor at gå ned ad Avenida Arriaga, der er en gade med træer og en behagelig stemning – og i øvrigt er en af de vigtigste og mest historiske færdselsårer i byen. Vi havde således en ide om, at vi kunne søge mod byparken Jardim Municipal do Funchal og her slappe lidt af med en kop formiddagskaffe.
I det 15. århundrede var området, hvor gaden nu ligger, en sukkerrørsplantage, der senere blev skænket til Funchal kommune og i 1914 begyndte man anlæggelsen af Avenida Arriaga.
På vores tur gennem gaden til parken stødte vi på flere markante bygninger – først Palácio do Governo Regional, der er bygget på det sted, hvor Funchals lægeskole lå i det 17. århundrede. Bygningen har gennem årene tjent forskellige formål, og den har bla. huset byens hospital.
I dag er det et regeringspalads, hvor flere regionale sekretariater er placeret.

På samme side af gaden – og som nabo til regeringspaladset – ligger bygningen, der i dag rummer Banco de Portugal. Bygningen her på Av. Arriaga er kendt for sin arkitektoniske betydning, der er typisk for portugisisk design fra det tidlige 20. århundrede, og den er som sådan et vigtigt vartegn i byen.
Og nu fremme ved byparken slog vi os ned ved et bord i en lille bar os nød en kop lækker formiddagskaffe, inden vi vandrede lidt rundt i parken, der var spækket med interessante planter/træer fra hele verden. Et smukt og fredfyldt sted, der – ud over de mange blomstrende træer og planter – også kunne byde på en lille sø med et springvand.

Ellers brugte vi tiden på at beundre de mange blomster i alle mulige farver.
Nogle af disse planter og træer tiltrak vores opmærksomhed på grund af deres duft, stærke farver, form og eller interessante blade.
Et af disse træer var  Hongkong Orkidetræ (Bauhinia purpurea), der voksede flere steder i parken; et lille prydtræ, der først og fremmest dyrkes for deres stærkt duftende blomster. Træet har spiselige knopper, der samles fra træet og i vid udstrækning bruges som ingrediens i mange opskrifter på det indiske subkontinent. F.eks. er traditionel kachnar-karry tilberedt med knopper fra træet, blandet med yoghurt, løg og lokale krydderier. (Kachnar er et indisk navn for knopperne).

En anden busk, der tiltrak vores opmærksomhed var porcelænslilje, der på engelsk kendes som shell ginger (Alpinia zerumbet). Porcelænslilje er ikke en lilje, men en ingefær med opretstående stængler, der kan blive 2-3 meter høje, og den er opkaldt efter de uåbnede blomsterknopper, der ligner lyserøde muslingeskaller. De meget store blade bruges som fødevareindpakning i Sydøstasien og til at give smag til is og te – ligesom de anvendes som krydderi i Japan.

Selv om der var mange andre smukke planter i parken vil jeg nøjes med at fremhæve en enkelt mere:  Prydbanan eller blomstrende banan (Musa ornata), der oprindelig stammer fra Indien. Prydbananen har lyserøde blomster og små, mørkerøde eller karminrøde frugter, der teknisk set er spiselige, men da de modne bananer er små og fyldt med store frø, dyrkes de ikke for frugtens skyld.

Fra parken gik vi videre til havneområdet og resterne af Forte São José, der er et fort, der oprindelig (1762) blev bygget på en lille ø, São José, der senere er blevet landfast. Formålet med fortet var oprindelig at kunne styre indsejlingen til havnen, men det blev senere brugt af de britiske tropper som hovedkvarter under besættelsen af Madeira fra 1801 til 1807 – og endnu senere omdannet til fængsel.
Fortet har gennem tiderne haft forskellige ejere, og i år 2000 blev det solgt til en professor Renato Barros, der iværksatte en undersøgelse af den nu landfaste ø, da han mente, at det var stedet for den første fæstning, der var blevet anlagt, da Madeira blev opdaget.
Der gøres ligeledes en indsats for at renovere det gamle fort, hvor der er fundet fire indvendige rum, en naturlig skorsten og to fængselsceller, der allerede nu kan besøges. I september 2010 anmodede den nuværende ejer den portugisiske stat om at anerkende dette øen med fortet som en ‘suveræn og uafhængig stat’ – noget der dog ikke er sket.

Vi vandrede lidt rundt på fortets mure og opholdt os derunder på toppen af fortet, hvorfra der er en flot udsigt over havet og kysten både mod øst og vest. Og ikke mindst ind over Funchal.
Det var ikke muligt at få adgang til fortets indre faciliteter – måske fordi det var helligdag?

Fra fortet gik vi ad Avenida do Mar og strandparken tilbage mod centrum og kunne betragte flere flotte skulpturer, mindesmærker og andre installationer, herunder ‘MN’ – et mindesmærke for Nelson Mandela.

Vi endte dermed – naturligt nok – endnu engang i det interessante område omkring katedralen og rådhuset, indtil vi slog os ned i en lille cafe, der havde åbent på denne hellige dag.
Efter kaffen gik vi videre til det nyanlagte havneområde ved det gamle fort, Forte de São Tiago og området deromkring.

Da tiden var med os – og vi ikke var presset af aftaler – blev der masser af tid til at beundre de gamle bygninger i centrum, inden turen gik tilbage til hotellet.
Også flere af Madeiras flotte blomstrende træer fik vi set, herunder smukke jacaranda-træer (Jacaranda mimosifolia) samt et par planter med det engelske navn ‘Cup of goldwine’ (Solandra maxima).
Jacaranda-træet er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder i Amerika, men ses i dag i alle verdensdele, hvor det er et almindeligt og smukt prydtræ med en overdådig mængde blomster. Der findes i alt 49 forskellige arter af jacaranda.

‘Cup of goldwine’, der stammer fra Mellemamerika, er en stedsegrøn slyngplante med meget store gule trompetformede blomster, der dufter kraftigt af vanilje og banan – især om aftenen.
Vi så denne plante i et hegn i nærheden af fortet.

Inden vi gik tilbage til hotellet, slog vi os ned på en lille café for at smage en typisk lokal fastfood, Bolo do Caco, der er et brød, der bages på en pande. Da Madeira ‘i gamle dage’ var en fattig ø, hvor mel var dyrt, fordi det skulle importeres, fandt øboerne på at tilsætte mosede søde kartofler til brøddejen, da der så skulle bruges mindre mel. Dette er så en tradition, der har fortsat til vores dage.

Ellers var det bare tilbage og pakke kufferterne til morgendagens hjemrejse – og så forsøge at få lidt søvn, inden vi skulle tidligt op og ud i lufthavnen for at begynde hjemrejsen klokken 8.

Lørdag, d. 8.4.
Kort fortalt: Tidligt op – afgang med taxa mod lufthavnen klokken 6.

Mellemlanding i Bruxelles, hvor vi havde et par timers venten i verdens mest dødssyge lufthavn, Bruxelles Charleroi, hvor faciliteterne var ikke eksisterende, og hvor vi blot kunne sidde på det nøgne gulv og vente på tilslutningsflyet…
Men ellers var vi hjemme i Billund lidt over 2 om eftermiddagen og kunne hvile ud efter en dejlig tur til Madeira.