Island, 27.-30.11.21

En række omstændigheder gjorde, at vi impulsivt fik bestilt fly og hotel til denne korte tur til Island, hvor vi lige fik afviklet et par seniordage, som vi havde til gode. For det første var der i maj måned startet et vulkanudbrud ved Fagradalsfjall på halvøen Reykjanes sydvest for Reykjavik – og for det andet var netop nu højsæson for nordlys.
Derfor var der netop nu to gode grunde til at besøge Island.
Det varme tøj blev pakket, og jeg fik købt lidt ekstra fotogrej, der optimerede betingelserne for at tage nogle gode billeder af nordlyset. Og så af sted til Island via København.

Lørdag, d. 27.11.
After en behagelig flyvetur, landede vi i Keflavik i mørket sidst på eftermiddagen, og efter at vores corona-papirer lige var blevet tjekket, var vi klar til at tage en lufthavnsbus ind til centrum af Reykjavik, hvor vi havde booket et par overnatninger på City Center Hotel ved Ingólfstorg, der (allerede) var smukt pyntet op til jul.
Efter indkvarteringen på vores værelse tog vi lige en kort spadseretur rundt i gaderne omkring hotellet og indsugede lidt indtryk fra en by, der lå helt øde hen her på en ganske almindelig, kold torsdag aften.

Altså: Tilbage på hotellet og slappe af med brochurer, der gav os ideer til, hvad vi i øvrigt kunne få de næste dage til at gå med. Her kunne vi så også konstatere, at udbruddet i vulkanen Fagradalsfjall var ovre – og at der i den forbindelse ikke var mere at se, og at der heller ikke blev lavet ture til vulkanen mere. Det første øv på denne tur til Island.

Søndag, d. 28.11.
Vi stod op til en dag med overskyet himmel og regnvejr – men da vi nu var kommet af sted til Island, skulle vi da ikke bare sidde på vores – i øvrigt pæne – værelse og kukkelure hele dagen.
Efter morgenmaden klædte vi os altså på til vejret og af sted gik det ud i den regnvåde og stadigvæk mørke hovedstad. Klokken var 9, men det var stadigvæk mørkt her, hvor solen først stod op ved 11-tiden.
Vi gik først ned forbi et bureau, der bla. udbød ture ud af byen, hvor der kunne ses nordlys, Best Iceland Tours, og her ville vi bestille pladser på aftenens tur. Garantere os nordlys kunne de naturligvis ikke, men de fortalte os, at mulighederne for at se dette smukke naturfænomen var rigtig gode netop i aften, så vi holdt os ikke tilbage og bestilte to pladser på turen. Og vi glædede os allerede!
Samtidig bookede vi billetter til en tur dagen efter til besøg i en lavatunnel, Raufarhólshellir, sydøst for Reykjavik. Så havde vi da et par gode oplevelser i hus.

Herefter blev det til en vandretur i regnen gennem byen; dvs. at vi vandrede fra Ingólfstorg, hvor der var skøjtebane, og hvor børnene morede sig på isen, over en anden af byens markante pladser, Lækjartorg – over for premierministerens kontor – og op ad Bankastræti med et flot eksempel på byens arkitektur på hjørne af Tingholtsstræti.

Herfra gik vi videre ad Skólavörðustígur, der populært kaldes Rainbow Street på grund af bemalinger på asfalten, og videre mod vores mål, Hallgrímskirkja for enden af gaden.

Ved Hallgrímskirkja blev det til et kort kig ind i kirken; der havde vi jo været flere gange tidligere…
Hallgrímskirkja, Hallgrimskirken, er med sit særprægede, 76 meter høje tårn Reykjaviks vartegn, og det siges, at der fra tårnet er en storslået udsigt over byen, samt at man i klart vejr kan se helt helt til Snæfellsjökull. Det varede mere end 40 år at bygge kirken, fra 1945 til 1986.

I stedet for at gøre mere ud af besøget i kirken, valgte vi at vandre videre til Perlan, som ligger på toppen af Öskjuhlíð-bakken med fin udsigt over byen – i et skønt og vildt område, hvor vi i øvrigt tidligere havde løbet orienteringsløb!

Perlan, der er bygget i 1991, er bygget på stedet, hvor der tidligere var en varmtvandsbeholder, der forsynede hele Reykjavik med varmt vand.
Uden for Perlan er der flere interessante steder, bla. skulpturen Dance. Skulpturen er lavet af Torbjorg Pálsdóttir i 1970.

Et andet sted er der afspærret på grund af varme kilder – og der har i øvrigt været afspærret på samme måde, hver gang vi har besøgt stedet. Og selv om der egentlig ikke er noget at se her, så skulle vi da også denne gang lige hen til afspærringen,

Vi brugte en del tid i det interessante Perlan Museum, hvor der – ud over fortællinger om kontinentalpladerne og den specielle islandske geologi og beretninger og indslag om den islandske flora og fauna, og der var mange lærerige plancher og udstillinger især om det, der fylder mest her i landet, geologien og den vulkanske aktivitet.

Også et fuglefjeld var der opbygget med de fuglearter, der lever og yngler her – meget naturtro.
En etage højere oppe var der blevet plads til en istunnel, som da skulle prøves. Det var da det næstbedste, når der nu ikke var tid til at prøve den ude i naturen.

Øverst oppe i Perlan var der en restaurant samt et observationsdæk, hvorfra der var en flot udsigt over byen – bare ikke i dag. For det første var der noget regnvejr, der kom i vejen, for det andet var det meget diset, og for det tredje var det jo stadigvæk ikke blevet helt lyst!

I øvrigt var loftet/taget over restauranten et kunstværk i sig selv, og tankerne gled i den forbindelse hen på de strukturer, der kendes fra musikhuset Harpa nær havnen.

Efter besøget i Perlan gik vi tilbage i regnen, og her kom vi bla. forbi et lille kapel, Friðrikskapella, der lå lidt malplaceret ved det stadion, hvor fodboldklubben Valur hørte hjemme.

Videre gik vi gennem Reykjaviks hovedgade, Hverfisgata, til vores hotel for at hvile ud og pakke til aftenens tur til nordlyset.
I netop Hverfisgata var der mange huse, hvoraf nogle var flot bemalede, andre forsynet med fantastisk graffiti.

Ved solnedgangen ca. kl. 16. begyndte mørket at falde på, og vi gik ud for at finde lidt spiseligt, inden busturen ud af byen mod ‘Nordlysets Land’.
Det viste sig, at der skulle mange busser af sted på denne tur – vi var åbenbart ikke de eneste, der havde fået denne ide – og efter en lille times kørsel kom vi frem til en afsides beliggende kirke, Strandakirkja, hvor der i det totale mørke skulle være gode muligheder for at se nordlys.
Jeg var ikke den eneste, der havde taget professionelt fotoudstyr med – specielt indkøbt til denne oplevelse, og jeg var heller ikke den eneste, der efter godt en times venten i mørket kunne pakke udstyret sammen igen med uforrettet sag! Ingen nordlys i aften!!!
Det andet øv på denne Island-tur.

Mandag, d. 29.11.
Da vi havde nydt morgenmaden, gik turen hen til bussen, der skulle føre os til lavatunnellen Raufarhólshellir, der lå en lille times kørsel i bus sydøst for Reykjavik, i forventningen om, at dette da måtte være en oplevelse, der ikke kunne skuffe.

Og det gjorde den da heller ikke. Vi fik en times guidet tur med en ekspert i vulkansk aktivitet, hvor vi fik forklaringen på, hvordan et fænomen som lavatunneller kunne opstå – og hvorfor de så ud, som det var tilfældet. Endelig en interessant og udbytterig tur.

Efter turen til Raufarhólshellir, kørte vi tilbage til Reykjavik, hvor vi gik en tur langs havnen i det kolde vejr – men først gennem de små gader parallelt med hovedgaden Hverfisgata. Her så vi bla. at julemanden havde hængt sit outfit til tørre – det stundede jo mod jul.

På denne tur blev vi blæst godt igennem – så vi opgav vores oprindelige forehavende – en gåtur til Höfði, hvor Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov mødtes i 1968. I stedet gik vi vestpå og forbi skulpturerne Íslandsvarðan og Solfærd.
Íslandsvarðan er resultatet af kunstneren Jóhann Eyfells eksperimenter med af hælde flydende metal i en form af jord, idet han gravede et hul i jorden, og lod værket være en omvendt afstøbning af hullet. Tanken med værket var at illustrere, hvad der sker, når lavaen flyder ud i et område.

Solfærd kunne måske ligne et vikingeskib, men det var ikke det, kunstneren Jón Gunnar Árnason ville med sit værk. Skibet skulle være resultatet af en forestillet rejse mod den nedgående sol fra en rejse fra Mongoliet, hvor endestationen blev Island, som man nåede på den sidste del med færden over havet.

Da vi var blevet godt forfrosne i blæsevejret, søgte vi inden døre i musikhuset Harpa – et smukt og moderne bygningsværk, som man kan blive optaget af – især hvis man – som jeg – er til geometriske former.

Harpa åbnede i 2011 efter flere års forsinkelse på grund af Islands økonomiske krise i 2008,  og det er tegnet af et dansk arkitektfirma i samarbejde med kunstneren Olafur Eliasson, som tegnede den karakteristiske facade i stål og glas.

I restauranten blev der – mens vi fik varmen – bestilt en gang risalamande og en dejlig varm kop kaffe, og efter kaffen gik turen videre vestpå, hvor vi gik forbi Tollhúsið, der er Reykjaviks toldbygning. Byggeriet af huset begyndte i 1967, men man var ikke langt i byggeriet, før man opdagede, at husets østgavl ville komme til at stå på den berømte stenmole, Steinbryggjan, der blev bygget mellem 1883 og 1885.

Netop resterne af Steinbryggjan kan man se lige ved siden af Tollhúsið, var Reykjaviks første skrånende stenmole, der blev bygget som en forbedring i forhold til de ældre og ustabile træmoler, der hver især var privatejede af byens købmænd.

Videre gik det til Sagamuseet, hvor det nu så småt var begyndt at sne, og hvor vi inde i varmen – og uden andre besøgende – skulle høre beretninger fra de Islandske Sagaer. Vi blev forsynet med audioguider (desværre ikke på dansk)  – brugte en times tid på at bevæge os gennem udstillingernes fortællinger fra sagaerne.

Spændende udstilling med scener fra Islands historie, bygget op med meget livagtige voksfigurer. Og så fik vi et indblik i sider af den Islandske historie, der var helt nye for os.
Da vi kom ud fra museet, var sneen begyndt at falde tungt, og på den time, vi var inde på museet, var der allerede faldet 10 cm sne. Altså tilbage til hotellet og aftensmaden i snevejr. På vores tur tilbage til hotellet fik vi da også lige tid til at betragte et par markante gavlmalerier – på trods af sneen.

Og tilbage ved hotellet kunne vi betragte livet på det julepyntede Ingólfur torv ovre på den anden side af vejen. Der var ikke meget liv her lige nu, hvor vejret ikke indbød så meget til udendørs aktiviteter.

Tirsdag, d. 30.11.
Dette var så rejsedagen tilbage til Aarhus, men mens vi ventede på bussen, blev der lige lidt tid til at kigge på de gamle bygninger ved Altinget og domkirken og det mere moderne rådhus.

Herefter gik turen med halvoffentlig transport til lufthavnen, hvor vi heldigvis var i så god tid, at der blev mulighed for at studere nogle af de fine kunstværker – udenfor og indenfor – tydeligere.
På nordsiden af terminalbygningen findes Magnús Tómassons kunstværk Þotuhreiðrið, også kendt som Jet Nest. Dette kunstværk vandt en lufthavnskonkurrence og blev installeret i 1990.

Et andet kunstværk uden for lufthavnsterminalen er Regnboginn (Regnbuen) af den kunstneren Rúrí. Værket er lavet af rør af rustfrit stål og farvet glas, og farverne er skabt med 313 gule, røde, grønne og blå farvede glasenheder. Værket rejser sig fra plader af islandsk gråsten og strækker sig 24 meter op i himlen.

Inden for i terminalen kan man så se et andet værk, der ligeledes er lavet af glas; det er måske ikke så interessant og er hurtigt overset.
Anderledes er det med værket Silver Sabler, der afbilder den obskure antihelt Silvija Sablinova fra Marvel Comics-universet. Og dette vægmaleri skildrer sagaen om Silver Sables actionfyldte liv med at opklare kriminalitet af forskellig slags. Interessant!

Og efter en forholdsvis kort flyvetur til København, havde vi så igen dansk grund under fødderne tirsdag aften, og kunne så begive os ‘Hjem til Aarhus’…