Kappadokien, 26.2.-5.3.26

I mere end 10 år har Kappadokien i det centrale Tyrkiet stået højt på min liste over steder, som jeg absolut måtte besøge en dag, og så endelig her i år bød chancen sig, da TSS, som vi har rejst med flere gange, tilsendte mig en reklame, hvor de udbød en tur til området.
Derfor fik hurtigt jeg undersøgt, om nogen i familien ville med på denne tur – og som den eneste bed Hjalte på, og turen blev bestilt til far og søn!
Og det blev hermed årets første udlandstur – og til et muslimsk land under ramadanen, nøjagtig som det var tilfældet sidste år med vores rejse til Marokko.

Torsdag, d. 26.2.26
Efter en enkelt overnatning i København mødtes jeg med Hjalte i Metroen på vej mod Københavns Lufthavn, hvor vi fik tjekket ind og afleveret bagagen, før vi kunne slå os ned i loungen og slappe af, før vi boardede og havde en flyvetur på 3½ time foran os, inden vi landede i Antalya og mødtes med de andre i selskabet, vores guide, Charlie, og chaufføren, Cerkan, for den næste uge.
Alt gik forholdsvis gnidningsløst – hvis man da lige et øjeblik kan glemme, at det tog en time, før bagagen nåede fra flyet til bagagebåndet, men at vi – hvis vi ellers kan tro vores guide – skal være glade for, at bagagen overhovedet kom frem, når vi fløj med SunExpress!
Efter knap to timers kørsel nåede vi så frem til vores hotel for de to næste nætter i Side, Side Moon Palace – et 5-stjernet All inclusive-hotel. På med armbånd, der gav ret til mad og drikke ad libitum, få lidt aftensmad indenbords og så ellers bare se dyner.

Fredag, d. 27.2.26
Denne dag var der ikke meget på programmet – blot en sejltur midt på dagen – så Hjalte og jeg besluttede, at vi efter morgenmaden ville vandre til den gamle bydel i Side.
Det var en tur på ca. 3½ km. hver vej, men det viste sig så også at være det hele værd!
Side blev grundlagt af græske bosættere fra den nordvestlige del af Anatolien i det 7. århundrede f.Kr., og byen blev – på grund af dens beliggenhed ved en naturlig havn – en handelsstation og en af de mest betydningsfulde bosættelser langs i Pamfylien, der var den tyrkiske Middelhavsregion.
Nogle hundrede år gik, og i år 333 f.Kr. tog Alexander den Store kontrol over byen (uden kamp), undervejs på hans store rejse mod øst.
I perioden 188 til 67 f.Kr. var Side en fri og selvstændig by, der prægede egne mønter, der havde et billede af gudinden Nike og en laurbærkrans, og det var på den tid, at byen blev en vigtig flådebase for pirater og dermed centrum for slavehandel.
Dette varede indtil år 67 f.Kr., hvor Side blev besejret af den romerske general Pompejus’ hær og herefter kom på romernes hænder. Side blev indlemmet i den romerske provins Galatien og blev en velhavende by, hvor handlen med især olivenolie og slaver opblomstrede.
De fleste af de ruiner, der kan ses i byen i dag stammer fra den romerske tid.
Sides velmagtsdage varede ved ind i det 4. århundrede e.Kr., hvor byen begyndte at forfalde, og hvor den ved flere lejligheder blev angrebet af lokale stammer fra Taurusbjergene. Herefter gik det stærkt ned ad bakke: I det 7. århundrede angreb en arabisk flåde byen og nedbrændte det meste af byens bygninger, og i det 12. århundrede udvandrede byens resterende indbyggere til Antalya, og Side gik i glemmebogen – indtil 1895, hvor tyrkiske flygtninge fra Kreta bosatte sig i ruinerne.
I dag er Side en livlig ferieby, der er lykkedes med at bevare charmen fra en lille landsby, og den tiltrækker folk, der ønsker ferie med en pause fra en hektisk hverdag – uden store hotelpaladser, party, diskoteker og fester. Side: Ingen store hoteller, ingen partys!
De arkæologiske udgravninger af det gamle Side begyndte i tiden efter 1890, hvor et forskerhold fra Østrig besøgte stedet, og der er i dag udgravet og blotlagt rigtig mange og interessante ruiner rundt omkring i byen. Mange steder i byen, hvor der er fundet interessante ruiner, kan man gennem glasplader se rester af bygninger mm., der ligger flere meter under nutidigt gadeniveau.
Altså begav vi os på en vandretur til Side Archeological Site, der er et Open Air Museum, og det største arkæologiske område, der rummer en stor del af de synlige romerske ruiner, der er i byen. Samtidig er Side på UNESCOs Verdensarvliste.
Allerede uden for Sides gamle bymure og foran hovedindgangen til den antikke by kunne vi beundre Anitsal Çeşme, Nymphaeum, der er en gammel romersk fontæne, der stammer fra det 2. århundrede e.Kr. Fontænen, der oprindelig har haft tre etager, var dedikeret til naturens og forårets guder, og det betragtes som den største og mest storslåede fontæne i hele Anatolien og Pamfylien-regionen.

Det er uklart, hvem fontænen blev bygget til, men flere arkæologer hælder til, at den blev bestilt som en bryllupsgave fra den romerske kejser Marcus Aurelius.
Af fontænens oprindelige tre etager er kun den ene bevaret i dag.
Fra fontænen gik vi ind i selve museumsområdet, der rummer den største samling af ruiner i området, og allerede umiddelbart efter indgangen befandt vi os på en hovedgade med søjler, der oprindelig var marmorsøjler – men det virkede som om, at i det mindste nogle af søjlerne var blevet rekonstrueret. Mellem søjlerne gik vi på en delvist bevaret belægning. Omkring denne gade var der sparsomme rester af små huse, formodentlig forretninger.

Vi fortsatte ad en mindre vej, C-gaden med velbevaret belægning, der var ca. 275 meter lang og 5 meter bred, og som i følge arkæologiske undersøgelser skulle være anlagt efter midten af det 1. århundrede e.Kr.

Herved kom vi frem til byens gymnasium, hvor unge mænd modtog fysisk og intellektuel uddannelse. Fund her på stedet indikerer, at dette gymnasium var det centrale samlingssted for byens ældsteråd, og det husede ligeledes en banketsal, der var direkte forbundet med kejseren og Dionysos-kulten.
I midten af området – den oprindelige gymnastiksal – ses resterne af en piedestal, der måske engang har været et alter.

I den østlige ende af torvet var den såkaldte kejserhal – i dag er der også her bare ruiner at se. I tidligere tider var der syd for pladsen bade tilknyttet gymnasiet, men de er helt begravet af jord og stadigvæk ikke udgravet.

Vi havde set frem til at besøge amfiteatret, der skulle være både storslået og velbevaret, men skæbnen ville, at teatret var lukket på grund af et omfattende restaurerings- og konserveringsarbejde, hvor man arbejder på at reparere og genopbygge det gamle teater med de originale sten(rester).
Alligevel havde vi – på trods af Hjaltes protester – bevæget os ind på byggepladsen, hvor vi i stedet kunne se resterne af Tyche-templet – et tempel, der var dedikeret til Tyche, der var lykkens og skæbnens gudinde i græsk mytologi. Templet, der ligger på handelspladsen ved foden af teatret, og er opført i 2. århundrede e.Kr., er blevet delvist rekonstrueret i 2011-12 ved hjælp af de originale komponenter.

Efter at have kigget lidt på templet, blev vi – formodentlig af en overordnet byggeleder eller lignende – venligt men bestemt hjulpet væk fra byggepladsen og kunne fortsætte vores rundgang på den anden side af hovedgaden (Liman Cd.) ind til Side, hvor vi besøgte Side Arkæologiske Museum, der var indrettet i en gammel badebygning, der stammer fra det 2. århundrede e.Kr. og har overlevet frem til i dag med tilføjelser og ændringer i det 5. og 6. århundrede.

Badehuset består af fem sale i forskellige størrelser: et koldt rum (Frigidarium), et svedrum (Sudatorium), to lunkne-varme rum (Tepidarium) og et varmt og dampende rum (Caldarium). Der er en gårdsplads bag badet, der strækker sig til havmurene.
På museet udstilles statuer, sarkofager, inskriptioner, relieffer, terrakotta-, glas- og bronzefund samt mønter fra den hellenistiske, romerske og byzantinske periode.

Blandt de specielle ting er også to olivenolie-møller, der blev anvendt til at presse olivenolie samt en del amforaer og opbevaringskrukker.

Efter besøget på museet gik vi vestpå og ud på halvøen, til centrum af ‘det moderne Side’ – gennem den historiske Vespasian-port i bymuren, mellem museet og det antikke teater. Porten, der stammer fra det 2. århundrede e.Kr. og blev rejst til ære for kejser Vespasian, er i dag ca. 13,5 meter høj, men den var oprindelig meget højere.

Lige til vestre for porten er der en niche, der fungerede som fontæne (nymphaeum), og som oprindelig var prydet med en statue af Vespasian, flankeret af statuer med kvindelige figurer. Vespasian-statuen står i dag på Pergamonmuseet i Berlin.

I Side vandrede vi gennem stille, pittoreske smågader til den yderste spids af halvøen, hvor byens havn ligger, og her fandt vi Apollontemplet – eller rettere resterne af det.
Apollontemplet stammer fra kejser Antonius Pius’ tid, og det er opført i år 150 e.Kr., og legenden siger, at templet var en gave fra Antonius til Kleopatra. (Hvilket ikke kan passe, da de to personer levede på vidt forskellige tidspunkter!)

Apollon var en af Sides hovedguder og kendt som lysets, skønhedens og kunstens gud.
På vej tilbage gennem byen stødte vi på endnu en markant ruin, Havnebadet, der sandsynligvis er opført omkring det 2. århundrede e.Kr. samtidig med en del andre bygninger omkring badet, og man formoder, at der har været anvendt indtil det 7. århundrede. I midten af det 19. århundrede har bygningen været anvendt som olivenolieværksted.

Efter rundturen i Side og byens arkæologiske udgravninger vandrede vi tilbage til hotellet, hvor vi stødte til resten af vores rejsegruppe for at tage på en bådtur på Manavgat-floden, hvilket var en del var vores turprogram. Der udbydes flere forskellige bådture på den godt 90 km lange flod, og vores tur gik fra Manavgat by og 6½ km ned ad floden til dens udmunding i Middelhavet.

Undervejs på denne tur kom vi forbi et primitivt skibsværft, hvor man var i gang med at efterse en større mængde temabaserede (pirat-)skibe, der skulle gøres klar til sæsonen.

Skibene anvendes til udflugter, der typisk inkluderer stop ved Manavgat-vandfaldet og stop med mulighed for svømning i både ferskvand og saltvand langs den landtange, der adskiller floden og havet.

Efter denne tur – inkluderet frokost om bord – valgte Hjalte og jeg at gå de 5 km fra floden tilbage til hotellet – dog afbrudt af et besøg på en utrolig lækker kaffebar, Ottoman Manavgat.
Ellers stod aftenen på afslapning og – for Hjaltes vedkommende – lidt træning i hotellets træningscenter.

Lørdag, d. 28.2.26
Dagen i dag skulle bruges på transport fra vores hotel uden for Side til vores næste hotel i Ürgüp i Kappadokien, en tur på 500 km fra hotel til hotel.
Altså stod den på meget tidlig morgenmad, check ud og pakning af bussen, inden vi før klokken 8 var af sted på landevejen.
Ud over et enkelt café- og toiletstop ved passagen af Taurusbjergene var det første rigtige stop frokost i storbyen Konya med knap 2½ million indbyggere.

Og der var så tale om en typisk frokost på en restaurant, hvor mange rejsegrupper holder ind, og hvor kvaliteten og udbuddet af maden var alt for ringe, og hvor prisen til gengæld var alt for høj. Men vi var temmelig sultne, så hvad gjorde det?
Ellers skulle vi her i byen besøge Mevlâna-museet, der er indrettet i en nedlagt moske, der også rummer digteren Jalāl ad-Dīn Muhammad Rumis mausoleum.

Rumi, der også er kendt som Mevlânâ (Vores Herre), er født af persiske forældre i 1207 i det nuværende Afghanistan og døde i Konya i 1273. Han var digter, filosof og mystiker samt grundlægger af det islamiske broderskab, der er kendt som Mevlevi-ordenen – også kaldet de dansende dervisher. Rumi var en indflydelsesrig figur inden for sufismen, og hans tanker og værker er store både i persisk litteratur og mystisk poesi generelt.
I dag læses hans oversatte værker over hele verden.
Før vi gik ind i moskeen fik vi af Charlie en introduktion til Rumi og hans liv, og han fortalte om nogle af hans digte, herunder digtet om…

‘Fuglen med de vise råd’, der handler om en fangen fugl, der indgår en aftale med en jæger. Fuglen fanges, men lover jægeren tre dyrebare råd, hvis den bliver sat fri.
Rådene gives i etaper (mens den er i hånden, fra et tag, og fra et træ).
Rådene er,
at man aldrig skal tro på en absurditet – uanset hvem der siger det,
at man aldrig skal sørge over fortiden eller det, der er tabt, og
at hvis man ikke bruger det, man allerede ved, hvorfor så søge efter mere?
Moralen: Efter fuglen flyver væk, afslører den, at den havde en stor juvel i maven (som jægeren mistede ved at slippe den). Jægeren fortryder, men fuglen minder ham om rådene: Man skal ikke ærgre sig over fortiden, og man skal ikke tro på det umulige (at en lille fugl har en kæmpe juvel). Historien illustrerer vigtigheden af at leve i nuet og ikke lade sig styre af grådighed eller fortidsfortrydelse.

Efter Charlies introduktion til Rumis liv og hans poesi, fortsatte vi indenfor på museet, hvor vi gik lidt rundt i de forskellige udstillinger.

Museet er placeret i bygninger rundt om en marmorbelagt gårdsplads med adgang til dervishernes køkken (matbah) og ritualsalen med Rumis sarkofag. I det tilstødende lokale er der udstilling af både gamle, illustrerede koraner og 2 digtbøger (Masnavis), der indeholder Rumis digte fra 1278 og 1371. I lokalet er der også et skrin, der er dekoreret med perlemor og menes at indeholde Muhammeds hellige skæg.

Modsat ritualsalen er der 17 celler til dervisher – hver især dækket af en lille kuppel.
For os – og rigtig mange andre turister, deriblandt en del pilgrimme – var det mest interessante at se Rumis sarkofag, der er placeret direkte under den turkise minaret, der i øvrigt er et symbol på byen Konya. Sarkofagen er dækket af et tæppe, der er broderet i guld med vers fra koranen. Bag denne store sarkofag kan man skimte sarkofagen, der tilhører hans far, Bahaeddin Veled.

Da jeg havde lidt tid i overskud efter rundgangen på museet, vandrede jeg udenfor området for at kigge på livet i gaderne her – bla. et hyggeligt lille hotel, Hich Hotel Konya, der osede af hygge og afslappet atmosfære.

Herefter blev der igen samling på tropperne, og turen kunne nu gå videre nordøstpå til vores andet lidt større stop på den lange bustur, til Sultahani, hvor vi skulle besøge Sultanhani Karavanserai, der er det største og bedst bevarede seldsjukkiske karavanserai i Tyrkiet.
Karavanseraiet blev bygget i 1229 af den seldsjukkiske sultan Alaeddin Keykubad I, da Aksaray var et vigtigt stop langs Silkevejen, der krydsede Anatolien. Efter en brand blev bygningen restaureret og udvidet i 1278, og den blev herefter et af de bedste eksempler på anatolsk seldsjukkisk arkitektur.

Karavanseraiet, der havde sin storhedstid under seldsjukkerne, men mistede sin betydning under den osmanniske æra, har en 13 meter høj port, der fører ind til åben gårdsplads på 44 gange 58 meter, og modsat porten finder man en større overdækket gårdsplads, hvor man følte sig hensat til at være gået ind i en større katedral.

Midt på den åbne gårdsplads findes en firkantet, toetagers moske, og langs den ene side langs den åbne gårdsplads fandtes små rum brugt til indkvartering og stalde.

Rundt langs den åbne gårdsplads var der små rum, hvor de rejsende tidligere har kunnet overnatte, når de var på færden og kom forbi. Rummene var både indrettet, som de kunne have set ud på den tid til overnatning, og med forskellige temaer, f.eks. stalde, apotek, køkken og vaskerum.

Vi kom i snak med en af byens indbyggere, der brugte meget af sin tid med at opholde sig i karavanseraiet, og han viste os rundt og forklarede om livet her, lige som han lod sig velvilligt fotografere.

Efter dette inspirerende besøg fortsatte vi, mens mørket faldt på, til Ürgüp, hvor vi skulle indkvarteres på Hotel Perissia, inden den stod på lidt sen aftensmad og tilmelding til morgendagens ballontur over Kappadokien.
Og så gik jeg ellers en lille tur i snevejret udenfor og nød den friske, klare luft, inden den stod på dyner.

Søndag, d. 1.3.26
Som et resultat af vores tilmelding til ballonturen, der skulle foregå i morgengryet, mens solen stod op, skulle vi meget tidligt op og være klar til afgang kl. 6:10 i hotellets lobby!
Og der stod vi så – sammen med 15 andre fra vores rejsegruppe – blot for at få meldingen om, at flyvningen var aflyst på grund af vejret: snefald, tåge og overskyet.

Derfor var der også god tid til morgenmaden, inden dagens planlagte program startede 9:30, hvor det heldigvis var stoppet med at sne og tågen var lettet; overskyet (og koldt) var det dog stadigvæk.
Vi kørte herefter rundt til en del af de mest seværdige steder i Kappadokien, både steder, der allerede var i programmet, og steder, som vores guide syntes, at vi skulle se.
Og netop det første stop var et sted ud over programmet – Dream Valley, Fantasidalen eller Devrant Hayal Vadisi – er et sted, der var valgt på grund af en kamelformet klippe, der rager fint op.

Også i flere af de andre klippeformationer kunne man her – med lidt fantasi – se dyr og mennesker. I Dream Valley er der ikke huler, kirker, bosættelser eller grave, og det er udelukkende de specielle, naturlige formationer, der tiltrækker besøgende, og under alle omstændigheder var stoppet her en god introduktion til, hvad vi skulle opleve de næste dage.

Fra Dream Valley fortsatte vi til Monk’s Valley, Munkedalen eller Paşabağ Vadisi, hvor spektakulære klippesøjler – kendt som fe-skorstene – står side om side.
Monk’s Valley har sit navn efter de mange huler, der er hugget ind i de bløde sten, og som tidligere var beboet af munke, der kom hertil fra Egypten.

I det 4. århundrede var Kappadokien i vid udstrækning beboet af munke, og mange af deres udgravede hjem fra den tid findes i denne dal. Munkene var i stand til at udhule den bløde vulkanske tuf inde i søjlerne og skabe smalle trapper, der førte op til de små beskyttelsesrum, som de brugte som deres bolig.

En af de mere kendte munke, der havde søgt tilflugt her i klipperne, var Sankt Simeon, der havde bygget sig et hjem i en af fe-skorstenene, 15 meter over jordoverfladen og kun søgte ned for at samle de ofringer af mad og vand, som hans tilhængere bragte til ham.

Fe-skorstenene i munkedalen er uden tvivl de mest imponerende i hele regionen. Nogle af søjlerne er 15 meter høje og opdelt i to skorstene, og enkelte har endda tre skorstene. De svampeformede søjler er dannet på grund af vind og regns påvirkning af den bløde klippe, men de er mest kendt som fe-skorstene, da en legende siger, at de blev bygget af feerne til deres underjordiske hjem.

Ved rundgangen i Munkedalen kunne man gå en lille omvej og derved komme op blandt skorstenene, hvor man også kunne kravle ind i nogle af hulerne, der i sin tid var beboet, og netop dette sted var der run på, både af almindelige turister som os og af skoleklasser. Og det var imponerende at se det udgravningsarbejde, der havde været lagt for dagen for at udgrave hulerne!

Efter besøget i dette fantastiske område gik turen videre til den lille by Gavusin, hvor vi besøgte en lille café, hvor vi fik serveret te – enten æblete eller granatæblete. Vi valgte den mere eksotiske te lavet på granatæble, og den smagte fantastisk.
Efter dette korte break, hvor der også blev lejlighed til at købe lidt af de lokale produkter, fortsatte vi til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se ned over Hunter’s Valley, Jægerdalen eller Avcılar Vadisi, der ligger mellem Göreme og Uçhisar og er berømt for sin panoramaudsigt over fe-skorstene og klippeboliger. For os blev det til et storslået vue ned over dalen, der var mere eller mindre klædt i sne, og det bedste at det hele var, at vi havde stedet helt for os selv!

Videre gik turen til Uçhisar Photo Spot, hvorfra der er en flot udsigt over til Uçhisar Castle, der med sine 60 meter er det højeste punkt i Kappadokien.

Uçhisar Castle, der i virkeligheden er en klippeformation, der er synlig over lang afstand, gennemskæres af mange underjordiske gange og rum, som nu for det meste er blokerede eller ufremkommelige. De tjente som boligområder og måske klostergange i byzantinsk tid, og man har en formodning om, at der engang boede 1000 mennesker i hulerne, der dog ikke længere er beboet.

Rundt omkring ‘slottet’ er der i dag mange fe-skorstene, der ser mere eller mindre beboede ud. Tæt på os var et par klipper, hvor flere af indgangspartierne og/eller vinduespartierne var udsmykkede med symbolske tegninger, mønstre eller dyr.

Vi besøgte ikke ‘slottet’, hvad man ellers anbefaler – på grund af udsigten – men området var da også flot som sådan, og set nedefra!
Vi var nu ved at godt henne på eftermiddagen, og vores næste mål var derfor frokost, som vi indtog i Dede-Efendi restaurant, der ligger i en hule i klipperne i udkanten af byen Ortahisar. Restauranten går for at være en kulinarisk perle, og den er kendt for sin Testi kebab, der er en traditionel tyrkisk ret fra Kappadokien, hvor kød (lam, okse og/eller kylling) og grøntsager langtidssteges i en forseglet lerkrukke. Retten er ydermere kendt for sin dramatiske servering, hvor krukken åbnes foran gæsten, hvilket frigiver rygende varme smagsnuancer. En interessant oplevelse, der blev skyllet ned med en øl.
Efter en god lang sen frokost gik turen nu til dagens sidste besøg, byen Mustafapaşa, der tidligere var overvejende græsk og hed Sinasos.

Byen har haft en speciel, men interessant historie, idet dens befolkning af tyrkisk talende grækere i starten af det 19. århundrede havde svært ved at tjene til livets ophold og derfor emigrerede til Konstantinopel – det nuværende Istanbul – og skabte sig en levevej som handlende med fisk, skaldyr og kaviar. Ofte sendte de penge tilbage til deres familier i Sinasos, og nogen af disse penge blev brugt til at bygge de store palæer, der stadig eksisterer i byen.
I 1924 blev hele den græske befolkning i Sinasos, som en følge af betingelserne i Lausanne-traktaten, tvunget til at rejse til Grækenland i forbindelse med befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet. De fleste bosatte sig i Nea Sinasos på øen Euboea i Grækenland, og i stedet ankom muslimer fra byen Kastoria i det nordlige Grækenland til Sinasos. Herefter mistede byen meget af sin tidligere velstand, hvilket man kan lægge i, hvad man vil…
Mustafapaşa er kendt for sine historiske stenhuse, og en af de mest markante bygninger er Konstantinos-Eleni-kirken, der er dedikeret til Konstantin d. Store og hans mor, Helena.

Kirken, der blev bygget i 1729 og renoveret i det 19. århundrede, har ikke været anvendt til kirkelige handlinger siden befolkningsudvekslingen i 1924, men den bruges af og til til koncerter. Kirken er bygget som en basilika med tøndehvælv, og over indgangsdøren er der en indskrift på græsk, der fortæller om kirkens historie.
Kirken var i øvrigt lukket for offentligheden – måske fordi det var søndag?

Fra kirken gik vi op ad Dere Sokak og under en lille bro, mens vi på begge sider af vejen kunne se eksempler på huleboliger i klipperne, ældre stenhuse og nyere bygninger.

Især de mange rester af huleboliger i klipperne langs med vejen gjorde indtryk, og det er fantastisk at forestille sig, at disse huler engang – for ikke så længe siden – har været beboet; og nu dannede de en flot kulisse sammen med de mere moderne bygninger.
Det var også lidt morsomt et enkelt sted at se, at en af disse – mere eller mindre sammenfaldne – huler var til salg!

På et af de højeste steder i byen ligger det mere moderne Artium Cave Hotel, der har tilbyder en speciel hulearkitektur og en lobby med spektakulær udsigt. Også værelserne er unikke med forskellige temaer som Fresco Dome Suite (110) og Vault Rock Room (111).  Alt i alt ren luksus i en magisk (og dyr) atmosfære!

De blandede indtryk af byggestil fortsatte tilbage mod byens centrum ad Hamam Sokak.
Undervejs på denne vandretur var der endvidere rig lejlighed til at fotografere de mange farverige døre til byens forskellige, ældre huse – så det gjorde vi naturligvis!

Tilbage i centrum kunne vi kaste et blik på Topakoğlu-palæet, der dag fungerer det som et kulturelt vartegn i regionen og hører under Kappadokiens Universitet og bruges som bibliotek. Palæet, der er bygget i anden halvdel af det 19. århundrede, har navn fra efternavnet på den familie, der bosatte sig der efter befolkningsudvekslingen i 1924.

Over for palæet – og på den modsatte side af gaden – traf vi i en lille butik på en af indbyggerne fra grækertiden; en ældre mand, der levede af at sælge souvenirs. Han var hyggelig at snakke med (om end det var ganske vanskeligt, men med guidens hjælp hjalp det meget), og han lod sig velvilligt fotografere.

Rundt om hjørnet ligger Mehmet Şakir Paşa Medresesi, der er en tidligere madrasa (koranskole), der er opført i 1899. Bygningen har – som de fleste andre madrasaer – en åben gårdsplads, og den er gennem tiderne blevet brugt til forskellige formål, som madrasa, palæ, militærkontor og tæppebutik. I dag hører bygningen, hvis hovedport betragtes som et mesterværk, under Kappadokiens Universitet, og der er ikke adgang til bygningen.

Lidt længere oppe ad gaden – ved et lille torv – ligger endnu en bygning, der hører under universitetet: Cappadocia Vocational College. Bygningen ligger mere eller mindre skjult i et haveanlæg bag en høj mur, og da jeg forsøgte at komme ind på området, blev jeg pænt, men bestemt stoppet og måtte blive udenfor for at få et foto af det smukke indgangsparti til bygningen.

Efter besøget her i byen og en lang dag på vejene rundt til nogle af de store seværdigheder i Kappadokien gik turen nu de få kilometer tilbage til hotellet, hvor vi – godt trætte (vi var jo tidligt oppe) – kunne få lidt at spise og så ellers hvile ud, fordi vi i morgen tidlig ville give den ‘another try’ med en ballontur.

Mandag, d. 2.3.26
Endnu en dag var vi meget tidligt oppe – med forhåbningen om, at det skulle lykkes med en ballontur her til morgen, og i dag blev så dagen, hvor det hele gik op i en højere enhed. Vejret var markant anderledes end i går; det var vindstille og skyfrit, og det betød, at vi havde grønt lys til ballonflyvningen. Altså blev vi bragt til den mark i nærheden af Munkedalen, hvor turen skulle starte, og samtidig med måske 100 andre balloner gjordes vores ballon klar til turen.

Vi steg op i ballonkurven, der var opdelt i 9 adskilte rum og i alt kom til at rumme 30 mennesker inkl. ballonskipperen, og fik herefter lidt instruktion i, hvordan vi skulle forholde os, inden vi lettede fra jorden. Hvilken følelse!
Og vi var ikke alene og så balloner overalt, mens vi steg næsten lodret opad, indtil vi var i 650 meters højde over jorden – det højeste, vi nåede på turen.

Herefter faldt vi lidt nedad igen, indtil vi var i en flyvehøjde på 350 meter, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt over landskabet under os – og til de mange andre balloner. Vi kunne se fe-skorstenene i Munkedalen under os, og vi fløj hen over byen Çavuşin, der virkede som en miniputby, inden vi oplevede en flot solopgang over bjergene i horisonten.

Vores tur gik videre hen over den flotte landskab, som vi rigtig kunne betragte og nyde her fra oven i fugleperspektiv, og vi fløj både tæt forbi både huse og klipper med huler, hvor man næsten kunne kigge ind i de forladte rum – en helt magisk oplevelse, som ikke kan beskrives fyldestgørende – den skal opleves.

Vi fortsatte herefter i retning af Lover’s Valley med endnu flere fe-skorstene – igen en smuk oplevelse at se denne skønne dal fra oven – inden vi landede på en mark i nærheden.

Og det var naturligvis en kurv fuld af ballonpassagerer, der kunne hoppe ned på jorden igen – helt høje af oplevelsen. Til sidst kunne vi betragte, hvordan folk fra ballonfirmaet måtte kæmpe med at få den store ballon tømt for luft og pakket sammen, så den var klar til en ekstra tur i morgen.

Hele turen sluttede af med champagne og kage, og vi fik udleveret et diplom som bevis på, at vi havde deltaget i turen, inden vi blev bragt tilbage til vores hotel.
Efter denne helt specielle oplevelse slyngede vi hurtigt morgenmaden indenbords, inden vi sammen med resten af selskabet sad klar i bussen kl. 9:30 for at blive kørt til første sted på dagens program, Pigeon Valley, Duedalen eller Guvercinlik Vadisi, hvor vi havde endnu en flot udsigt ned over en dal med specielle klippeformationer, fe-skorstene og forladte hulehuse. Dalen har sit navn efter de mange menneskeskabte dueslag, der er hugget ind i den bløde vulkanske tuf. 

Siden oldtiden er duer blevet brugt i Kappadokien til føde og gødning til den ufrugtbare jord, og selv om duer ikke længere spiller en vigtig rolle i området, er dueslagene blevet vedligeholdt af lokalbefolkningen, og de stadig ses i toppen af klippesøjler og inde i udgravede hulehuse og kirker i hele regionen – dog særligt talrigt i denne dal.

Både her på udsigtspunktet og nede i dalen ser man træer, der er fyldt med nazarer – på tyrkisk: nazar boncuğu – der er en traditionel tyrkisk amulet, der er designet til at afværge det “onde øje” – en forbandelse forårsaget af misundelse eller ondsindede blikke. Amuletten er typisk lavet af koncentriske glascirkler i blå, hvide og sorte farver, og det menes, at den absorberer negativ energi og beskytter bæreren.

Efter en kort pause med udsigten over dalen, gik turen videre til byen Avanos, hvor vi parkerede ved Halys-floden og skulle besøge et tæppekooperativ, Sentez Avanos Hali.
Her blev vi – overfladisk – præsenteret for tæppefarvning og ‘den helt specielle tyrkiske væveteknik, der gjorde tæpperne mere holdbare’, inden vi blev placeret i et salgslokale, hvor en mængde sælgere dukkede op og forsøgte at prakke os deres tæpper på.

Hvis jeg på bagkant skal vurdere vores besøg, så må jeg konstatere, at det hele var et show for at få os til at købe tæpper, hvor alt er planlagt ned til mindste detalje for at give os en autentisk oplevelse af at besøge et ægte tæppeværksted. Så snart selve præsentationen var ovre, dukkede en række aggressive sælgere op af jorden og forsøgte at presse os til at købe de dyreste og for højt prissatte tæpper ved at påstå, at de giver rabat.
Ovenstående beskrivelse af besøget afspejler sig også i de anmeldelser, jeg har læst om stedet.
Efter dette besøg gik turen de få meter videre til Güray Müze, der var et keramikmuseum, der var hugget ind i klipperne. Det blev annonceret som en museum, og der var da også lidt ældre artefakter udstillet – men der var snarere tale om en forretning, der solgte keramik af vekslende kvalitet.

Med andre ord var det meste af dagen (klokken var nu 12:30) gået med et par ligegyldige besøg, hvor jeg personligt ville have foretrukket en tur ude i en af Kappadokiens dale.
Efter frokosten skiftede fokus igen fra salgslokaler til det, vi var kommet efter, nemlig områdets unikke natur, og vi fortsatte derfor nu til et flot udsigtspunkt, hvor vi kunne se ned over Lover’s Valley, Kærlighedsdalen eller Aşıklar Vadisi, som vi havde set oppe fra vores ballon om morgenen.

Dalen, der har en større samling af hjerteformede fe-skorstene (deraf navnet), er et yndet sted for vandreture – hvilket også var en del af vores program, men som vi nu ikke havde tid til!

En (romantisk) legende om Kærlighedsdalen fortæller,
… at der engang boede to familier, som var i strid med hinanden, i den samme landsby, og at en kamp brød ud mellem familierne, hvilket resulterede i, at landsbyen blev splittet.
‘Uheldigvis’ forelskede et ungt par fra hver af de to familier sig i hinanden, og de to familier gør alt for at adskille de to, men det mislykkedes. I stedet gifter parret sig, og de fik et barn, men det var stadigvæk ikke nok til at forsone de stridende familier.
Til sidst dræbte den ene familie den unge mand, hvorefter kvinden i sorg tager sit eget liv. Det fortælles, at efter de to elskendes død regnede Gud med sten for at straffe de stridende landsbyboere. Disse sten skal dræbe enhver, der modsætter sig ungdommens forelskelse og genforening.
I øvrigt gav udsigtspunktet os et flot vue ud over dalen, og dalens navn blev her på stedet understreget af kæmpehjerter med bænke, hvor man kunne sætte sig og lade sig fotografere sammen med sin udkårne.

Endvidere var der åbenbart en tradition med at hænge små krukker med hinandens navne på og eventuelt en lille, kærlig hilsen eller et ønske for fremtiden. Meget charmerende og noget, der kunne sammenlignes med traditionen med hængelåse på broer under vores himmelstrøg.

Efter stoppet med udsigten over Kærlighedsdalen fortsatte vi nogle få kilometer til Göreme, hvor vi skulle aflægge Göreme Open Air Museum (Göreme Frilandsmuseum) et besøg.
Af reklamen for museet kan man læse, at et besøg i Kappadokien kan ikke betragtes som fuldendt uden et besøg på Göreme Frilandsmuseum, der er et helt unikt museum med mange spektakulære middelalderkirker udhugget i klipperne.

På et relativt lille område er der omkring 350 kirker og kapeller fra den byzantinske æra, hugget i den bløde klippe, der er karakteristisk for Kappadokien, og af dette enorme antal er 10-15 kirker placeret på frilandsmuseets område.
I Kappadokien opstod der i det 4. århundrede e.Kr. små samfund af kristne, der levede et liv dedikeret til bøn og meditation og boede i rum, som de selv havde hugget ud af klipperne, og de levede et strengt religiøst liv efter retningslinjer, der var skabt af Basilios den Store, også kendt som Basilios af Cæsarea.
Basilios den Store, der er født i 329 e.Kr., var en biskop, der viede sin tid til velgørende aktiviteter: han byggede et herberg for pilgrimme, og i hungersnød solgte han kirkeejendom for at brødføde de fattigste. Samtidig var han en berømt teolog, der var skaberen af ​​et af de første klostre i Kappadokien. I det følgende århundrede blev Kappadokien kendt – ikke blot for Basilius af Cæsarea, men også for to andre fremtrædende præster, hans bror Gregor af Nyssa og hans ven Gregor af Nazianzus. Disse tre mænd kaldes samlet for ‘de kappadokiske fædre’.
Vores besøg i Göreme Frilandsmuseum foregik i vores eget tempo, og i den forbindelse besøgte vi en del af de kirker og kapeller, der var tilgængelige i området.
Allerede lige efter indgangen til museumsområdet kunne vi se af en stor, flot klippeformation med indhuggede rum i syv etager, kendt som Nonneklostret. Vi besøgte af gode grunde ikke klippen, der nu er lukket for offentligheden, men man kunne tidligere besøge nogle af rummene i klostret/klippen.

Vores første kirkebesøg gjaldt Aziz Basil Şapeli – Skt. Basils kapel, der er et lille kapel og et ret mørkt sted. Kapellet daterer sig til det 11. århundrede. Skt. Basil er et synonym for Basileios den Store, der er omtalt ovenfor, og kapellet er dedikeret til ham.

Det første man bemærker, når man kommer indenfor, er gravene i gulvet – grave, der formodentlig enten tilhørte gejstlige eller personer, der havde været med til at udhugge

kapellet. Den mest interessante udsmykning i kapellet er en afbildning af Skt. Georg, der dræber dragen med et spyd, men der er i øvrigt flere, ikke så farverige og ikke så velbevarede malerier i kirken.

Den næste kirke på programmet var Elmalı Kilise – Æblekirken, der er en af de mindre kirker i området og stammer fra ca. 1050. Kirken er kendt for sine meget fine og velbevarede malerier, der skildrer scener med helgener, biskopper, martyrer. Også scener fra Jesus liv, f.eks. korsfæstelsen, finder man her.

Restaureringen af  ​​Æblekirken og dens malerier blev afsluttet i 1991, men siden da er malingen fortsat med at skalle af, hvorved der afsløres et lag af tidligere malerier nedenunder disse.

Fra Æblekirken fortsatte vi vores tur til Azize Barbara Kilisesi – Skt. Barbaras kirke, der går for at være den mest gådefulde kirke i området. Kirken er opkaldt efter Sankt Barbara, der var en egyptisk martyr, der blev fængslet af sin egen far, som på den måde ønskede at beskytte hende mod kristendommens skadelige indflydelse. Fordi hun – trods sin isolation – formåede at dyrke sin nye tro, torturerede hendes far hende først og dræbte hende derefter!

Også denne kirke er fra det 11. århundrede, og den er kendetegnet ved  mange figurer, hvoraf de fleste er enten religiøse eller røde, geometriske mønstre. Blandt figurerne er der flere forskellige kors og en interessant figur, der ligner en boksende kylling og ofte tolkes som en djævel – måske med det formål at skræmme.

Næste kirke, som vi kiggede ind i, var Yılanlı Kilise – Slangekirken, der har fået sit navn efter en fresko, der viser Sankt Georg, der dræber en slange (eller måske en drage).
Mange af freskoerne er i ret ringe stand, men det har alligevel været muligt at tolke dem. Den ene væg – vestvæggen – viser et maleri af tre helgener: Skt. Onuphrius, langhåret og nøgen bag et palmeblad, Skt. Thomas, der giver en velsignelse, og Skt. Basilios, der holder en bog i sin højre hånd.

Østvæggen i kirken viser Skt. Onesimus, Skt. Georg og dragen, Skt. Theodor.

På denne væg ser man ligeledes Helena og hendes søn, Konstantin den Store, der holder det sande kors mellem sig. Mor og søn genkender vi fra vores besøg i Sinasos i går, hvor den græske kirke, som vi også så, var dedikeret til dem.

Og hvorfor ikke tage en kirke mere, når vi nu var i gang? – Altså videre til Çarıklı Kilise – Sandalkirken, der har sin indgang til selve kirken højt oppe, mens der i etagen nedenunder er en spisesal, hvor et langt bord er hugget ud i klippen. Efter at have været i spisesalen, forcerede vi en trappe, og kom indenfor i kirken, hvor man kunne betragte nogle meget velholdte malerier!

Kirken er en del af et kloster, og den har fået sit navn efter to dybe fodaftryk i gulvet.
Inde i kirken er der afbildet 12 scener fra Jesu liv – tre scener fra hans barndom, to fra hans voksne liv og syv scener, der skildrer hans lidelse og opstandelse.
Sandalkirken er fra midten af det 11. århundrede.

Den sidste kirke, som vi (dvs. kun jeg) besøgte var Karanlık Kilise – Den Mørke Kirke, der har fået sit navn, fordi der kun er et enkelt vindue i kirken, og at den – af den grund – er meget mørk og dyster. Men det betyder så samtidig, at malerierne er meget velbevarede og livagtige med klare, stærke farver. Af samme grund betragtes denne kirke også som den vigtigste i hele museet. Det kostede ekstra gebyr for at komme ind i Den Mørke Kirke, der blev bygget/udhugget i slutningen af ​​det 11. og begyndelsen af ​​det 12. århundrede.
I øvrigt var et besøg i denne smukke kirke absolut alle pengene værd!

Efter turen til Göreme skulle vi – eller rettere en del af os – opleve en Sema-ceremoni, der er en spirituel dans og meditation, der er udført af dervisher, der kommer i ekstase og på denne måde sigter mod at forlade egoet og finde Gud. Dansen er  en central del af Sufi-mystikken, der er baseret på læren fra den persiske digter og mystiker, Jalāl ad-Dīn Rumi, som vi havde stiftet bekendtskab med tidligere på turen i Konya.
Under dansen snurrer dervisherne rundt i en cirkulær bevægelse, der symboliserer universets rotation og menneskets rejse mod perfektion, og danserne er iklædt lange, hvide nederdele, der symboliserer egoets ligklæde, en sorte kappe, der repræsenterer graven, og en høje hat, der er egoets gravsten.
Mens danserne hvirvler rundt, er højre hånd vendt mod himlen for at modtage Guds nåde, mens venstre hånd er vendt mod jorden for at videregive denne nåde til menneskeheden.

Hele ceremonien akkompagneres af klassisk Sufi-musik, spillet på rørfløjte, et strengeinstrument og trommer.
Efter denne ceremoni – hvor nogen af os faldt lidt hen i mørket – kørte vi tilbage på hotellet, hvorefter vi nød den sidste aftensmad her på stedet, inden det hed Godnat!

Tirsdag, d. 3.3.26
Endnu en dag, hvor vi skulle meget tidligt op – ikke for at skulle på ballontur, men fordi vi skulle med bussen tilbage mod Antalya, hvor de sidste dage på denne tur skulle tilbringes.
Derfor var der også tidlig morgenmad, inden vi 7:30 sad i bussen for afgang mod Middelhavet.
Vi startede dog med en ganske kort tur til Nevşehir, der har godt 300000 indbyggere og er hjertet i det centrale Kappadokien – men i øvrigt ikke har så meget at byde på som så mange af de andre, mindre byer i regionen. Vores stop var da heller ikke i byen selv, men Kayaşehir Rocktown, der er en underjordisk by, der er bygget under Nevşehir Slot i den sydlige udkant af byen.

Byen blev ‘genopdaget’ i 2014, hvor forskere ved udgravningen af byen kunne fastslå, der der var 312 rum og mere end 700 gallerirum her under jorden, forbundet af gange og tunneller, og der er endvidere fundet et kloster fra det 6. århundrede e.Kr. og en byzantinsk kirke fra begyndelsen af det 13. århundrede. I øvrigt er der – ud over rum til beboelse – fundet seks værksteder til linolieproduktion, hestestalde og meget mere.

Der blev ved udgravningen fundet en del historiske artefakter som slibestene, håndkværne og træværktøj. Der blev også fundet en del olielamper og lysestager, der indikerede, at byen kan have været beboet i længere tid ad gangen.
Byen har været beboet af kristne, der gemte sig her for deres fjender, og når man så en fjende nærme sig, forsvandt man ned i byen, hvor man kunne spærre indgangene med tunge sten, der rulles for og sikre byen.
Den 20. juli 2020 åbnede Kayaşehir så for offentligheden.

Vi besøgte først et kompleks, hvor vi gik gennem forskellige rum, men endte med at gå en etage op og kiggede på et rum, som man har navngivet Haçlı Oda, Korsfarer-rummet, der har et kors hugget ind i klippen. Rummet er dateret som et af de ældste steder i hele komplekset, og det menes at stamme fra romersk tid.

På samme etage kunne vi bevæge os gennem flere rum, der var forbundet med tunneller, og et af stederne kunne man se, hvordan en tung, rund sten kunne rulles for en indgang og fuldstændig blokere for, at fremmede kunne trænge ind – imponerende.

Efter besøget i den underjordiske by gik turen videre sydpå til et karavanserai, Tepesi Delik Han, der ikke i sig selv var så imponerende. (Han er det tyrkiske ord for karavanserai).
Karavanseraiet blev – i følge en plade, der blev fundet under en restaurering af bygningen mellem 2007 og 2010 – opført i 1188 under seldsjukkerne. Bygningen blev brugt som overnatningssted for karavaner, der kom rejsende ad Silkevejen, men i det 14. århundrede mistede karavanseraiet sin betydning og forfaldt gradvist, så der kun stod et par buer og vægge tilbage. Portalen og kuplen var helt ødelagt.

Efter restaureringen genåbnede stedet som en turistfælde, hvor der ud over en mængde ragelse kunne købes en kop kaffe.
Efter dette korte stop gik turen videre til Konya, hvor der var frokost. (Vi fravalgte den fælles, og gik i stedet lidt ned ad vejen, hvor vi fandt en lille restaurant, der kunne diske op med en yderst lækker og velsmagende frokost til ‘ingen penge’. Det var et godt valg, da resten af selskabet klagede over maden, betjeningen og prisen). Herefter gik turen gik videre mod kysten, og ved 19.-tiden kunne vi så tjekke ind på vores hotel for en enkelt nat i Antalya, Ema Houses, hvilket var et hotel, der viste sig at leve op til de anmeldelser, det havde fået på nettet. Ikke særligt gode anmeldelser som ‘for små værelser’, beskidte lagner, ‘lysinstallationer, der ikke virkede’, ‘problemer med vandet’ og ‘ringe morgenmad’, bare for at fremhæve nogle af tingene, der heller ikke var i orden på vores værelse…

I øvrigt valgte vi – efter aftensmaden og sammen med 4 andre fra vores rejseselskab – at vandre til den nærliggende Mall of Antalya, hvor vi fik et par timer til at gå med indkøb til en billig penge. Herefter hjem i seng.

Onsdag, d. 4.3.26
Efter endelig en dag at kunne havet sovet længe, startede dagen med en sparsom morgenmad, inden bussen blev pakket, fordi det viste sig, at vi skulle skifte til et andet hotel i byen for den sidste nat.
(Der var mange gisninger om, hvorfor vi absolut skulle indkvarteres et andet sted, men den indlysende tanke var, at vi skulle ‘tvinges’ med på dagens to besøg på hhv. en smykke- og en læderforretning – begge steder, hvor der var afsat uendelig lang tid til besøget i salgsafdelingen, så der rigtig var tid til at handle, hvad stort set ingen gjorde – til personalets store fortrydelse! Flere af sælgerne blev ligefrem ubehagelige og ubehøvlede, når man indikerede, at vi ikke skulle købe noget – på trods af deres anstrengelser).
Efter disse to salgsfremstød gik turen – efterhånden var det blevet middag – videre til Düden şelalesi, Lower Düden Waterfalls, der ligger 8 kilometer fra byens centrum, nær Lara. Vandfaldet falder her direkte ned i havet fra klipperne, der er cirka 40 meter høje, og det er et flot syn, både set ovenfra og fra siden.

Tiden var nu så fremskreden, at vi skulle indtage vores frokost fra en lille restaurant, der lå bogstavelig talt på stranden med Middelhavet som den nærmeste nabo. Maden var forudbestilt, så vi kunne undgå ventetid, når vi kom frem – med det betød så ikke, at jeg – i lighed med flere andre, der også havde bestilt köfta – måtte vente mere end en halv time på maden. Retfærdighedsvis skal det nævnes, at kødet var særdeles lækkert og veltilberedt!
Dagens sidste punkt på dagsordenen var så også det mest interessante – et besøg i Antalya Old Town, og da først bussen var blevet parkeret i centrum af byen, havde vi alligevel 2½ time, hvor vi i vores eget tempo kunne trave gennem byen og endvidere besøge havnen.
For Hjaltes og mit vedkommende vandrede vi til det gamle klokketårn, Antalya Saat Kulesi, der er bygget i 1901 og ligger side om side med byens vigtigste osmanniske moske, Tekeli Mehmet Pasa Mosque fra det 17. århundrede.

Herfra fortsatte vi til Antalyas gamle basar, hvor vi vandrede lidt rundt, så på varerne, fik os nogle snakke med de handlende og købte et par flasker sirup. Hjalte havde endvidere undersøgt mulighederne for indkøb af krydderier uden for selve basaren, og det førte os til en lille forretning, hvor han fik købt flere både krydderier og krydderiblandinger – til rygsækken var fyldt. Og alligevel var det kun småpenge, han kom af med.

Fra dette indkøbsmekka fortsatte vi vores tur gennem små charmerende og smalle gader med boder, caféer og restauranter der var en del af den gamle bydel, Kaleiçi – et kvarter i byen, hvor der var rimelig roligt og en afslappende atmosfære – også selv om handlende forsøgte at trække os ind i deres butikker og restauranterne lokkede med diverse specialiteter.

Videre gik det ad gamle, slidte stentrapper ned til havnen, der er anlagt under romerne i det 2. århundrede f.Kr., og her kunne vi så betragte den gamle bymur for enden af havneområdet, der virkede meget større set her nedefra.

Når vi nu var hernede, besluttede vi at vandre ud for enden af den gamle mole, hvor mange rastede ud eller trak sig lidt tilbage fra byens liv: studerende med deres bøger, venner der delte et par øl eller en flaske vin, forelskede unge par eller folk, der bare nød solen og/eller roen herude…

Herefter forlod vi havneområdet og vi vandrede igen op i byen – denne gang til området syd for havnen, hvor vores mål var Hıdırlık Kulesi, Hidirlik-tårnet, der var en del af byens forsvarsværk og bygget i det 1. århundrede e.Kr.

Efter at have nydt den storslåede udsigt fra platformen ved tårnet, vandrede vi tilbage mod byens hjerte – og her kom vi tilfældigvis forbi Şehzade Korkut-moskeen, som Claudia og jeg – også ligeledes ved et tilfælde – var stødt på ved vores besøg i Antalya i februar 2013, men som på det tidspunkt henlå i ruiner.
Şehzade Korkut-moskeens blev oprindelig bygget som et romersk tempel i det 2. århundrede e.Kr.. men i det 7. århundrede i den byzantinske periode, blev templet omdannet til en kirke dedikeret til Jomfru Maria. Under den seldsjukkiske sultan Alaaddin Keykubads regeringstid i begyndelsen af ​​det 13. århundrede blev bygningen omdannet til en moske og minareten blev tilføjet. I 1361 blev Antalya erobret af korsfarerne, der igen indviede bygningen som kirke, inden osmannerne førte den tilbage som moske under Şehzade Korkut omkring år 1500.

I 1895 ødelagde en større brand moskeen og herefter blev moskeen i folkemunde omtalt som ‘Den Ødelagte Moske’ af den lokale befolkning. Og sådan henlå moskeen indtil man påbegyndte et restaureringsarbejde i 2018.
Şehzade Korkut-moskeen, der genåbnede som aktiv moske i 2021, er interessant, både på grund af arkitekturen og de historiske lag. Den rummer spor fra den antikke, romerske, byzantinske, seldsjukkiske og osmanniske periode, og den var et interessant sted at besøge.

Jeg var alene om at besøge moskeen, da Hjalte ikke orkede at tage skoene af, og jeg fik ved besøget en god snak med den lokale, frivillige guide om moskeens historie.
Fra moskeen fortsatte vi gennem de smalle gader tilbage til vores bus, idet der dog også lige blev tid til en kop kaffe undervejs – nær ved monumentet for landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk.

Sluttelig kørte vi til vores nye hotel, Latanya Palm & Spa, hvor vi skulle tilbringe vores sidste aften i Antalya. Heldigvis med god og lækker mad – og for Hjaltes vedkommende også den helt store pakke massage…

Torsdag, d. 5.3.26
Hjemrejsedag, hvilket vil sige, at vi (igen) skulle tidligt op og – efter en tidlig morgenmad – også tidligt af sted mod lufthavnen.