Fanø, 24.-28.3.18

I forbindelse med Påskeløbene i orienteringsløb, der i år fandt sted på Fanø, valgte vi at leje et lækkert sommerhus i første klitrække midt på øen og få lidt ekstra ud af påskeferien. Det betød også, at vi havde dagene i påskeugen fra lørdag til onsdag til at tage ud og se på nogle af Fanøs – i første omgang Sønderhos – seværdigheder, inden det Skærtorsdag gik løs med løbene.

Lørdag, d. 24.3.
Tidligt hjemmefra fra Vejle og med færgen fra Esbjerg til Fanø ved middagstid, og herefter var der ikke andet på programmet end at køre til vores lejede sommerhus på Havstien nær ved Rindby Strand. Dog gjorde vi lige et ekstra holdt ved en sandbanke ud for Langelinje i Nordby, hvor en gruppe af spættede sæler havde indtaget sandet. Og her lå de så bare og hvilede ud – helt uforstyrrede.

Og efter at have beundret dette syn nogle minutter gik det videre til sommerhuset, hvor vi fik pakket ud, og slappede lidt af med en gåtur ved stranden og med at få kigget lidt på området.

Søndag, d. 25.3.
Planen for dagen hed primært Sønderho og området heromkring, så efter morgenmaden og morgenrutinerne satte vi kursen mod Sønderho Kro, hvor vi nød vores frokost i den hyggelige krostue, der var indrettet i gammel stil.

Sønderho kro er en Kongelig privilegeret kro siden 1722, den er en af Danmarks ældste og bedst bevarede kroer, beliggende få meter fra diget ved Sønderho ‘Havn’.
Når man træder indenfor i krostuen, føler man at man er kommet ind i en mellemting mellem et museum og en privat hjem fra starten af det forrige århundrede, idet der er udstillet alskens hjemlige ting, anbragt rundt omkring gæsterne…

Efterfølgende gik vi lidt rundt i byen og betragtede de gamle gårde og bygninger.
Denne tur bragte os forbi det gamle sprøjtehus, der er et af de ældste af sin slags i Danmark. Bygningen var almindelig bolig indtil 1868 og herefter sprøjtehus, hvor byens brandsprøjte stod placeret, indtil 1963.

I dag er bygningen brandmuseum og rummer bla. en sprøjtevogn fra 1895, der stammer fra Schackenborg – men som er af samme type som Sønderhos oprindelige sprøjtevogn fra 1868.
En anden markant bygning, som vi passerede, var Hannes Hus, der i dag er museum og et eksempel på et typisk Sønderhohjem. Huset er bygget i 1770’erne og været i samme families eje indtil Fonden Gamle Sønderho overtager huset i 1965, da den ugifte Karen Sørensen på 84 år sælger huset.
Huset står med sit oprindelige indbo og er et fremragende eksempel på en bolig fra 1800-tallets Sønderho. Desværre havde huset ikke åbent så tidligt på året – så det blev ved et syn udefra…

Efter nogle timer i Sønderho bevægede vi os knap 5 km nordpå for at besøge en af Fanøs tre oprindelige og unikke fuglekøjer, Sønderho gamle fuglekøje, der blev grundlagt i 1866 som den sydligste af de tre fuglekøjer, der var på øen. I dag er kun denne fuglekøje tilbage, og den henligger som et levende museum, hvor man dels kan se fangstmetoden, der blev anvendt her, og dels kan besøge udstillingen om fuglelivet, der er her i Vadehavet.

Fuglekøjen, der er åben fra solopgang til solnedgang, står i dag som et eksempel på den meget specielle fangstmetode med lokkeænder, der engang var i brug, men som blev forbudt i Danmark i 1931.

Der er anlagt en natursti rundt i køjen – en sti som vi naturligvis tog, og derved fik vi et godt udsyn over den, søn der ligger midt i det hele og er lokkemaden for ænderne, der lander her for at søge rast.
Vi kunne også se de ruser, der var installeret rundt om søen – startende med en stor indgangsruse helt ude ved vandkanten…

… men som smallere og smallere, desto længere væk fra vandet, man kom. Ænder, der forvildede sig herind, var derfor – når de var langt nok inde – fanget og kunne ikke komme fri ved egen kraft.

En fuglekøje er et anlæg til fangst af vildænder og andre trækfugle i en kunstigt anlagt sekskantet dam, der i hvert hjørne er forsynet med 6 krumme kanaler, som er overdækket med net. Hver kanal afsluttes med en ruse. Ved hjælp af tamme og stækkede lokkeænder lokkes vildænder på efterårstræk ind i ruserne, hvor de af aflives af fangemesteren.

De første fuglekøjer blev anlagt i Holland i 1500-tallet, men siden 1866 blev der efter hollandsk forbillede også anlagt fuglekøjer på Fanø.

Mandag, d. 26.3.
En dag, hvor kameraet blev hjemme, og hvor det var Nordby og hygge i sommerhuset, der stod på programmet. Det vil sige, at dagen i dag blev brugt på noget “ikke-sightseeing” med besøg i små forretninger, på bryggeriet og så ellers afslapning i sommerhuset, hvor vi fik besøg af Hjaltes venner Morten og Sarah fra Aarhus. Dagen blev endvidere brugt på en lang vandretur på stranden og tilberedelse af lækker mad.

Tirsdag, d. 27.3.
Igen i dag havde vi blikket vendt mod Sønderho. Turen gik først til Sønderho Havn, der er en naturhavn, der ligger ved tidevandsrenden Dybet, der i 1980’erne begyndte at sande til og umuliggjorde sejlads til havnen.

Da sejladsen til og fra Sønderho gennem Vadehavet har dybe historiske rødder og har præget lokalsamfundet siden 1700-tallet, stiftede man i 2008 en forening med det formål at genetablere havnen – med en løsning som gjorde, at havnen ikke ville sande til igen. Projektet sættes i søen senere i år.

Men som tingene står nu, så kunne vi nyde havnen som naturlig – uden indgreb fra menneskehænder.
På havnen og uden for diget – lidt væk fra vandet – står en stormflodssøjle, opsat i 1998. Stormfloder har gennem tiderne været hårde ved Sønderho, og de højeste vandstande var i 1835 og 1839, hvor vandet begge gange var 5,33 meter over daglig vande.

På søjlen er med bånd markeret vandstandshøjden ved nogle af de mest markante stormfloder, bla. de højeste vandstande som ovenfor nævnt.
På havnen finder man ligeledes huset eller halvtaget ‘Børsen’, der tidligere var samlingssted for byens indbyggere, hovedsagelig søfolk, hvor de kunne sidde og diskutere, hvad der skete ude i verden.

På havnen finder man ligeledes huset eller halvtaget “Børsen”, der tidligere var samlingssted for byens indbyggere, hovedsagelig søfolk, hvor de kunne sidde og diskutere, hvad der skete ude i verden.
Efter at have dvælet lidt ved havnen og havnemiljøet, vandrede vi videre rundt i Sønderho, hvor vi faldt over flere flotte, gamle huse langs vejen, hvor vi gi.

Husene stod – fornemmede vi – som fra dengang, de blev bygget, og vi mødte både mindre husmandssteder og større gårde, der vidnede om, at livet som fisker både kunne give store penge og bare en smule brød på bordet. Der var også – måske naturligt nok – stor forskel på, hvor mange penge, der var puttet i vedligeholdelse af bygningerne.

Fra havnen gik vi endnu en tur gennem byens stræder og betragtede byens huse og gårde, inden vi tog vejen Søndertoft mod lyngbakkerne syd for byen. Her passerede vi – i Søndertoft nr. 8 – det lille, gule Lærerindens Hus og Sønderho Skole på Kåvervej. Skolen er nu lukket og bygningerne bruges til børnehus og diverse fritidsaktiviteter.

I bakkerne syd for skolen besøgte vi Kåveren, der er Danmarks ældste sømærke fra 1624, og som blev brugt som pejlemærke for de søfarende. Kåveren er 14,5 meter høj og ligger derudover på en 18,65 meter høj bakke, kaldet Kåverbjerget.

På vejen ned fra Kåverbjerget faldt vi igen over skønne gamle huse, og et af de første af disse var et hvidt, velholdt bindingsværkshus, som sikkert fungerede som sommerhus for en rigmandsfamilie fra fastlandet.

Fra Kåvervej gik turen tilbage til byen – til Sønderho Kirke, beliggende i byens nordvestlige del, tæt ved Landevejen til Nordby. Kirken er opført i 1782 med en sådan størrelse, at der var plads til alle sognets voksne beboere, og kirkens grundplan er – noget atypisk – næsten kvadratisk.

Kirkerummet har et bjælkeloft, der er malet i grå farver, mens stolerækkerne, der i 1903 kommer fra Ribe Domkirke til Sønderho Kirke, er holdt i almueblå farve med røde kanter.
Ud over det er der bevaret etstolestade med et skåret motiv af Sønderhos sømærke, Æ Kåver, og årstallet 1624.

Nedsænket i kirkegulvet findes der også 9 gravmonumenter, der er flere hundrede år gamle, og i hvert fald et af monumenterne er for år tilbage flyttet fra kirkegården og ind i kirken.
Indskrifterne i stenene er velbevarede, og der refereres i disse til navngivne personer i området.

Kirkeskibene i Sønderho Kirke er med sine 15 styk Danmarks største samling, og ses der bort fra et enkelt eksemplar, er de alle bygget mellem 1850 og starten af 1900-tallet – de fleste omkring århundredeskiftet. Stort set alle skibene i samlingen er modeller af traditionelle sejlskibe, men der er også et par nyere skibstyper repræsenteret.

Efter vores besøg i denne interessante kirke gik vi videre ad landevejen til nummer 27, Galionsgården, der har fået sit navn efter en farvestrålende galionsfigur opsat på en grønne port ind til huset.

Huset går for at være et af Fanøs mest fotograferede huse – og jeg kunne da heller ikke holde mig tilbage.
Under vores rundtur i byen faldt vi også over en væg med illustrationer af Sønderhos udvikling fra renæssancen til i dag.

Da uret efterhånden viste midt på eftermiddagen blev sidste punkt på dagens program lidt frokost og en is i Sønderho, inden gik turen tilbage til sommerhuset til at slappe af og ellers forberede lidt aftensmad.

Onsdag, d. 28.3.
Dette blev igen en dag med lidt afslapning i sommerhuset – dog afbrudt af en eftermiddagstur til Sønderho, hvor vi lige skulle have en ekstra ting med: Møllen, der ligger på en bakke i den nordlige udkant af Sønderho. Møllen, der er en hollændermølle, er opført i 1895, og den skulle have været revet ned i starten af det 19. århundrede, da den bare stod og forfaldt. Derfor købte foreningen Fonden Gamle Sønderho møllen i 1928, og de lod de restaurere i etaper derefter.
I dag fremstår møllen som et smukt eksempel på en Hollændermølle.

Både ude og inde virker møllen original og ægte, men det skal man ikke lade sig snyde af, idet en del af indboet er blevet retableret af tilsvarende dele fra den nedrevne Nørlanggård Mølle mellem Randers og Hadsund.
Det er muligt at komme ind og se møllens indre – hvilket vi naturligvis gjorde.

Fonden Gamle Sønderho restaurerer løbende møllen, efterhånden som der bliver råd til det, og den har følgelig inden for de senere år fået nye møllevinger og krøjekrans.

Efter besigtigelsen af møllen gik turen tilbage til sommerhuset for at gøre klar til de næste trer dages orienteringsløb i klitterne ved Havside bjerge og i Fanø Klitplantage.

Men det er jo en helt anden historie…