Jordan, 9.-17.2.19

Vi ved, at vi – når vi er kommet til vinterferien ca. halvvejs gennem vinteren – har behov for lidt varme og sydens sol, så her på den anden side af nytår gik jeg i gang med at udforske markedet og faldt derved over en rundrejse i Jordan med Risskov Rejser og med dansk rejseleder.
Fra flere sider vidste jeg, at Jordan havde flere spændende ting at byde på, og ikke mindst oldtidsbyen Petra trak i mig.
Altså fik jeg et tilbud på rejsen, og efter at Claudia meldte sig med på ideen, blev rejsen bestilt, og vi kunne så småt begynde at glæde os til turen.

Lørdag, d. 9.2.
Afrejsen var fra Kastrup, og lørdag sidst på eftermiddagen afgik flyet retning Amman, hvor vi landede sent om aftenen og blev kørt til vores hotel. Her vi fik en let, kold anretning og fik snakket lidt med nogen af de andre deltagere på turen, inden den stod på dyner.

Søndag, d. 10.2.
Efter en rimelig tidlig, men lækker morgenmad, gik turen 70 km nordpå til det første punkt på dagens program, Ajloun Slot, der er et af de mest velbevarede og komplette eksempler på middelalderlig arabisk-islamiske militær arkitektur.

Kørslen til slottet foregik først gennem Ammans forstæder, hvor bebyggelsen langsom blev mere og mere sparsom, herefter gennem bakker og delvis frugtbare landskaber, inden vi – efter ca. en times kørsel – var vi fremme ved slottet.

På stedet, hvor slottet ligger, lå tidligere et gammelt, byzantinsk kloster, der blev opdaget under arkæologiske udgravninger, og det siges, at navnet Ajloun refererer til en byzantisk munk, der boede i området.
I 1184 blev det forfaldne kloster ombygget til et fort, hvorfra man fik mulighed for at kontrollere trafikken på vejen, der forbinder Damaskus og Egypten, og dermed blev det også vigtigt i bestræbelserne på at beskytte mod korsfarernes indtrængen.

Det oprindelige slot havde fire hjørnetårne, der var ​​forbundet af ringmure, samt en dobbeltport. Murene var omgivet af en voldgrav, der i gennemsnit var 16 meter bred og 12-15 meter dyb.

I det 13. århundrede havde slottet en omtumlet tilværelse, idet både mamlukkerne, ayyubiderne og syrerne i kortere perioder var herrer her, indtil mongolerne delvist ødelagde slottet i 1260. Slottet havde på det tidspunkt mistet sin militære betydning, og det har derefter været anvendt som både lager og kontorbygning.

Den helt store nedtur kom dog, da to store jordskælv i 1837 og 1927 ramte området og dermed slottet, men i nyere tid er slottet blevet restaureret af den jordanske stat.
Det er i dag et yndet mål for turister, og de står på mange besøgendes program.

Vi besøgte slottet delvist i regnvejr og lidt tåge – og i temperaturer, man ellers ikke forbinder med Jordan, men vi havde – ud over en guidet tur rundt i slottets mange kroge – tid til også selv at udforske de mange gange, rum og sale – mere eller mindre velbevarede.
Efter en god time inde i Ajloun Slot gik turen videre østpå og ned fra bjergene til meget bedre vejr og den græsk-romerske ruinby, Gerasa.
Oltidsbyen Gerasa er en af verdens bedst bevarede romerske provinsbyer, og af den grund kaldes den også ofte for ‘Østens Pompeji’, og den er da også Jordans næstmest besøgte seværdighed – næst efter Petra.
Byens historie strækker sig over 6500 år med uafbrudt beboelse siden den periode, der kaldes den neolitiske periode (7500-5500 f.Kr.), men de ruiner, vi kunne se i dag, stammer fra den græske og romerske periode.
Gamle græske kilder fremfører, at Gerasa blev grundlagt af Aleksander den Store i år 331 f.Kr., mens andre kilder peger på, ar byen skulle være anlagt af seleukiderne eller egypterne ved Ptolemaios II. Det må med andre ord stå hen i det uvisse.
Byen oplevede sin guldalder under romersk herredømme som en del af Decapolis – en alliance af ti store græske byer i Mellemøsten, der var autonome, men under romersk beskyttelse.
I anden halvdel af det 1. århundrede e.Kr. opnåede byen Gerasa stor velstand, og i år 106 e.Kr. blev byen en del af den romerske provins Arabien, som også omfattede byerne Philadelphia (nutidens Amman), Petra og Bostra. Romerne sikrede fred i området, hvilket igen gav økonomisk udvikling.
Kejser Trajan anlagde veje i hele provinsen, og mere handel kom til Gerasa. Kejser Hadrian besøgte Gerasa i 129-130 e.Kr., og triumfbuen – kendt som Hadrians Bue – blev bygget for at fejre denne begivenhed.

Efter år 500 e.Kr. blev byen overtaget af forskellige folkeslag som byzantinerne, umayyaderne, mamlukkerne og osmannerne.
Gerasa blev ramt af et katastrofalt jordskælv i januar 749 e.Kr. Dette jordskælv lagde store dele af byen i ruiner, ødelagde søjlegaderne og vandforsyningen og mange bygninger, hvorefter folk flyttede fra byen og indbyggertallet faldt til omkring 4000.
Herefter blev byen gradvist forladt og lå begravet i sand, indtil den blev genopdaget af en tysk opdagelsesrejsende i 1806, og 70 år senere begyndte man at udgrave ruinerne.
Efter en gennemgang af stedets historie og betydning foran Hadrians Bue blev vi sluppet løs i de meget omfangsrige og velbevarede ruiner, og vi oplevede imponerende søjlegange, helligdomme, der var dedikeret til guderne Zeus og Artemis, flere teatre, en flot, oval plads, bade, broer, osv, osv.
Vi gik først gennem Hadrians Bue og ind i det sydlige nekropolis, der er det store gravområde, som lå lige uden for den antikke bys mure. (I romertiden fandt begravelser sted uden for selve bygrænsen). Den sydlige nekropolis strakte sig langs indgangsvejen til byen, i området mellem den monumentale Hadrians Bue og Sydporten.
Vores første stop var ved ruinerne af Marianoskirken, der ligger ca. 50 meter nord for Hadrians Bue. Kirken, der er en af de senere kristne kirker i Gerasa, er opført i år 570 under biskop Marianos, og den er særlig ved sin lille størrelse, sin placering – uden for selve byen – og sine usædvanligt velbevarede mosaikker.

Fra Marianoskirken fortsatte vi til Sydporten, der er den sydlige indgang til Gerasa.
Porten har samme design som Hadrians Bue, og det formodes, at porten – ligesom Hadrians Bue – er bygget i forbindelse med kejser Hadrians besøg i Gerasa. Porten blev senere en del af den 3,4 km lange bymur, der stammer fra det 4. århundrede – formodentlig bygget som værn mod grupper af kriminelle, der i perioder angreb og udplyndrede byen.

Fra Sydporten fortsatte vi ind på Den Ovale Plads/Det Ovale Forum, der er anlagt i 1. århundrede. Pladsen er – i modsætning til traditionelle romerske pladser, der er firkantede – anlagt i ellipseform, 80 gange 90 meter, og den bandt byens hovedgade, Cardo Maximus sammen med det højereliggende Zeus-tempel og Sydteatret, der lå skævt i forhold til hinanden.

Vi kunne gå rundt på den enorme plads og beundre det bygningsværk, som romerne var i stand til at konstruere så nøjagtigt for næsten to tusinde år siden. På samme måde var det imponerende på nærmeste hold at se de 56 ioniske søjler, der omkransede pladsen – næsten alle samme velbevarede.

Fra Den Ovale Plads kunne vi spejde op ad bakken for enden af pladsen og her se Zeus-templet, der er opført i år 162-163 oven på et ældre tempel. Templet var – efter datidens standard – meget stort og bygget på et podium, der målte 41 gange 28 meter. Templet var var omgivet af i alt 36 korinthiske søjler, der var 15 meter høje.

Vi passerede ruinerne af Zeus-templet og fortsatte til det Sydlige teater, der lå lige ved siden af templet. Teatret er opført/anlagt i ca. 90-92 e.Kr. under den romerske kejser Domitian i en periode, hvor Gerasa oplevede enorm økonomisk vækst og rigdom, og det blev finansieret af velstående lokale borgere. Teatret kunne rumme mellem 3000 og 5000 tilskuere, og det er verdenskendt for sin akustik, så selv en hvisken kunne høres helt op på de øverste rækker – uden brug af moderne forstærkning. Derfor bruges teatret også den dag i dag til forestillinger.

Fra Det Sydlige Teater vandrede vi tilbage til Den Ovale Plads for at fortsætte vores vej ned af hovedgaden i byen, Cardo Maximus, der er mere end 800 meter lang.
Gaden, der er anlagt og brolagt i det 1. århundrede e.Kr., var byens hovedåre, og langs gaden er der hundredvis af originale romerske søjler (kolonnader), som i sin tid skjulte butikker og værksteder, og desuden fører vejen forbi de vigtigste offentlige bygninger, bade og templer fra romertiden. Gadens brolægning består af de originale sten, hvor man den dag i dag kan se hjulspor fra antikke hestevogne og stridsvogne.

Vi fortsatte vores rundtur ca. 150 meter ned ad Cardo Maximus til en rund plads med et stort monument, Det Sydlige Tetrakionion, hvor en anden vej, Syd-Decumanus, krydsede. Fra denne plads kunne vi danne os et godt indtryk af Cardo Maximus i det meste af sin længde – med Nordporten ude for enden.

Fra Det Sydlige Tetrakionion fortsatte vi til venstre op ad Syd-Decumanus, der er anlagt og forsynet med søjlerækker (kolonnader) omkring år 170 e.Kr. Gaden er omkring 620 meter lang og gik oprindelig fra en bro over Zarga-floden i øst til et bakket område, der af arkæologerne betegnes som ‘Kirkehøjen’ i vest. Her munder den ud nær ruinerne af tidlige byzantinske kirke- og boligkomplekser samt umayyadiske huse.

Her fortsatte vi oppe i bakkerne til et større kirkekompleks, hvor tre kirker, der er bygget helt op ad hinanden, deler en fælles søjlegang, fælles atrium og indgang, men som har uafhængige kirkerum med hver deres alter. De tre kirker er opført mellem år 529 og 533.
Den nordligste af disse tre kirker er Kosmos og Damian-kirken, der er dedikeret til tvillingebrødrene Kosmos og Damian, som var to arabiske læger og kristne martyrer fra det 3. århundrede, der i dag er kendt som skytshelgener for læger og apotekere.

Kirken er verdenskendt for sit mosaikgulv, der viser detaljerede billeder af eksotiske dyr som gazeller, påfugle og harer, planter og geometriske mønstre.
De to nabokirker fik ødelagt deres kunstværker af billedstormere i det 8. århundrede, mens Kosmos og Damian-kirkens gulv blev bevaret, idet kirken tidligt kollapsede og gulvet blev dækket under sand og sten. Kirken blev udgravet i det 20. århundrede.

Fra de tre kirker fortsatte vi vores rundgang til Artemis-templet, der var Gerasas vigtigste helligdom, der var dedikeret til byens beskytter, gudinden Artemis. Opførelsen af det store tempel begyndte cirka 136-150 e.Kr. under kejser Antoninus Pius, men det blev efter formodentlig aldrig gjort helt færdigt. Således blev der kun rejst 12 af de planlagte 32 søjler i selve forhallen (pronaos). Man har adgang til templet gennem en monumental indgangsportal fra omkring år 150 e.Kr. og en stor trappe.

Det indre rum i helligdommen (cella) var oprindelig beklædt med farverig marmor og rummede en niche til gudindens statue samt sidekamre med trapper op til taget og ned i kælderen.

Mellem det 4. og 6. århundrede mistede templet sin oprindelige betydning og blev nedlagt som tempel. Marmorbeklædningen blev delvist fjernet, og templet ombyggedes til en lille kirke, ligesom dele af komplekset blev til pottemager- og keramikværksteder.

Under korsfarerne blev ruinerne i det 12. og 13. århundrede omdannet til en fæstning/fort, som senere blev beskadiget under kampe og jordskælv.
Nede af trapperne foran templet er der en monumental indgang – et såkaldt propylæ – der fører op til templets område fra byens hovedgade, Cardo Maximus.

Tilbage på Cardo Maximus var vores besøgstid på to timer ved at være gået, og vi vandrede derfor stille og roligt tilbage mod indgangen, Sydporten.
Det hindrede os dog ikke i lige at stoppe op ved Nympheum, der er byens centrale, offentlige springvand – opført i år 191 e.Kr.
Oprindelig var bygningen i to etager, og facaden havde dybe nicher, hvor der i antikken stod marmorstatuer, hvoraf flere holdt krukker i hænderne, hvor der løb vand ud af. Nympheum fik sit vand fra kilder uden for byen, og vandet løb ned i et bassin, hvorfra det løb videre ned i byens underjordiske kloaksystem og holdt gaderne rene.

Efter at vi havde kigget på Nympheum fortsatte vi vores vej mod udgangen, men endnu engang blev vi lige nødt til at gøre en afstikker til en velbevaret ruin. Det viste sig at være Macellum, der er et velbevaret romersk madmarked og handelsplads, der blev opført omkring år 125-127 e.Kr., i kejser Hadrians tid.
Kernen i Macellum er en ottekantet, brolagt gårdhave, der er omkranset af søjler i korintisk stil, og midt i gården ligger et karakteristisk græsk-korsformet springvand og en brønd.

Gårdhaven var omgivet af buede nicher og hvælvede rum, hvor datidens købmænd solgte kød, fisk og grøntsager. Arkæologer har her fundet en tyk stenhakkeblok med dybe knivmærker og bunde dekoreret med udskårne dyrehoveder (får, grise og løver), hvilket bekræfter, at i hvert fald en af nicherne fungerede som slagterbod.

Efter dette meget spændende besøg i Jerash gik turen i bussen tilbage til Amman (og dårligere vejr, der bød på bla. regn) – ikke til hotellet, men en tur ind i byens centrum, hvor vi lige havde et par besøg, der skulle ‘overstås’.
Først besøgte vi byens gamle, romerske amfiteater, der er opført ca. 138-161 e.Kr. under kejser Antoninus Pius i byen, der dengang hed Philadelphia og var en del af Decapolis – et forbund af ti romerske byer.
Teatret, der havde plads til 6000 tilskuere, og siddepladserne er hugget ind i bjergsiden syd for byens citadel – opdelt i tre vandrette sektioner med i alt 44 rækker. De forreste rækker var forbeholdt eliten, mens fattige, slaver og kvinder sad øverst.
Scenen vender således mod nord, så solen ikke skinnede direkte i øjnene på publikum. 

Fra teatret gik vi en tur i den nærliggende basar med boder, hvor vi havde rig mulighed for at betragte friske frugter, grønsager og vellugtende krydderier, der blev falbudt til de forbipasserende.

Især krydderierne – hvoraf de fleste var ukendte for os, var interessante at betragte, og da vi ikke var i stand til at læse skiltene med navne og priser, der udelukkende var udformet på arabisk, nøjedes vi med at betragte de fine udstillinger af varerne, og så holde os fra at købe…

Herefter tog vi tilbage til hotellet, hvorefter vi – som gruppe – tog ud for at spise på en lokal restaurant, inden vi tog endnu en nat på vores hotel.

Mandag, d. 11.2.
Dagen startede i Amman med et besøg på det, der er byens store seværdighed: citadellet.
I bus gik det efter morgenmaden op til citadellet, der lå placeret på en af de syv bakker, der oprindelig udgjorde Amman – med smukt udsigt ud over det meste af byen.

Citadellet har en lang historie, der involverer mange civilisationer, og der er fundet beviser på beboelse på bakken siden den yngre stenalder. Således blev bakken hovedstad i kongeriget Ammon ca. 1200 f.Kr. – og senere kom det ene folkeslag efter det andet og erobrede området, som har været beboet kontinuerligt indtil 1878, hvor bakken blev forladt som en bunke ruiner.
De fleste ruiner, der i dag er synlige på stedet, stammer fra romerske, byzantinske og umayyadiske perioder, men en stor del af citadellet er slet ikke udgravet (endnu).
Vi gik rundt i området i en times tid og fik et indtryk af de forskellige perioder, som repræsenteres her – hvor de mest imponerende er Herkulestemplet, en byzantinsk kirke og Umayyad-paladset. Vores rundtur i citadellet gjaldt netop disse tre bygningsværker – i den nævnte rækkefølge.
Først kunne vi beundre resterne af den mest betydningsfulde bygning, Herkulestemplet, der er en af de vigtigste romerske ruiner i Amman, og som blev bygget i samme periode som det romerske teater nede i byen mellem 161 og 166 e.Kr. under den romerske kejser Marcus Aurelius.

Templet var større end nogen af de romerske templer i Rom, og det blev opført på et stort podium af sten med en forhal og søjler, der målte omkring 13,5 meter i højden.
Selve templet har været på 30 gange 24 meter med en ydre helligdom udenom på 121 gange 72 meter, heriblandt med en veranda med 6 søjler. Arkæologer mener, at templet sandsynligvis ikke blev bygget færdigt – og at en del af den marmor, der har været brugt til templet, senere blev brugt til at bygge den byzantinske kirke i nærheden.

Stedet indeholder også få dele af en kolossal statue i hvid marmor, der er identificeret som Hercules, og som anslås at have været over 12 m høj. Statuen, der stammer fra det 2. århundrede e.Kr., er sandsynligvis blevet ødelagt i et jordskælv, og tilbage er kun tre fingre og en albue.

Fra Herkulestemplet gik rundturen videre til den omtalte byzantinske kirke, dvs. ruinerne af en byzantinsk basilika fra omkring år 550, der står som et vidnesbyrd om den tidlige kristne æra i Jordan. Ved opførslen af kirken brugte man materialer fra Herkulestemplet, og flere af kirkens korintiske søjler, der er dekoreret med akantusblade, stammer oprindelig netop herfra. På nogle af søjlerne kan man se indgraveringer på græsk, der var det officielle sprog i det Byzantinske Rige.
Kirkeskibet var oprindelig dækket af detaljerige mosaikgulve, mens sideskibene er belagt med stenfliser.
Alt, hvad der er tilbage af kirken i dag, er nogle søjler, plantegningen og nogle mosaikker.

Til sidst besøgte vi resterne af Umayyad-paladset, der er den yngste og bedst bevarede del af Amman-citadellet. Paladset, der blev opført mellem 724 og 743 e.Kr. under Umayyad-kaliffen Hisham ibn Abd al-Malik, dækkede oprindelig et stort stort område med et kompleks af bygninger, der blev hårdt beskadiget af et kraftigt jordskælv omkring 749 e.Kr., hvorefter det gradvist forfaldt under Abbasid- og Fatimid-dynastierne.
Arkitekturen i komplekset har spor af islamisk, romersk, byzantinsk og sassanidisk indflydelse, og bygherrerne genbrugte ofte ældre romerske fundamenter og sten på stedet, bla. fra Herkulestemplet og kirken.
Det første, vi kom til, var paladsets store audienshal med en restaureret kuppel, og dette var stedet, hvor kaliffen modtog sine gæster. Hallen fungerede ligeledes som den officielle indgangsport til paladskomplekset, der lå lige bagved,

Når man gik gennem audienshallen kom man til en søjlegade eller kolonnade, der forbandt audienshallen med paladsets centrale områder, og som fungerede som paladsets hovedakse. Gaden fører fra audienshallen til paladsets administrative områder, gårde og private boligkvarterer.
Langs gaden er der rester af et underjordisk afvandings- og kloaksystem, der ledte regnvand væk og hen til en tilstødende cisterne.

Boligkvartererne, der lå længst væk fra audienshallen, var opdelt i 9 separate boligenheder med private værelser, der åbnede op mod en mindre gårdsplads, hvilket sikrede privatliv. De 9 boligenheder var ikke ens, og nogle af dem var større og mere rigt dekoreret end andre – og fungerede måske som bolig for kaliffen, højtstående embedsmænd eller lignende?

————————-

Fra Umayyad-komplekset fortsatte vi forbi en gravhule, der kan dateres tilbage til Bronzealderen, dvs. omkring 2250 f.Kr.
Hulen startede som en naturlig kalkstenshule, der i Bronzealderen blev udhugget og tilpasset af mennesker, hvorefter den kom til at fungere som et kollektivt gravkammer.
Under Umayyad-dynasti i det 8. århundrede e.Kr. blev hulen ryddet og overtaget af stenhuggere, der brugte den som værksted, hvor de tilhuggede de stenblokke, der skulle bruges til citadellets bygninger. I dag er hulens indgang delvist muret til.

På vores videre vej rundt på citadellet faldt vi også over rester af nogle af de cisterner, der er i området. Da bakketoppen ikke har nogle naturlige kilder, var det nødvendigt for beboerne heroppe at opsamle og genbruge det regnvand, og det skete i flere vandkanaler og (underjordiske) cisterner, som man altså stadigvæk kan se resterne af.

Oppe på plateauet, hvor citadellet lå, var der flere afmærkede udsigtspunkter, hvorfra man havde fantastiske udsigter ned over Amman – og fra et af disse steder var der en fantastisk udsigt ned over teatret i Amman, som vi jo besøgte i går, og hvor man kunne danne sig et godt overblik over, hvordan teatret var konstrueret!

Efter ca. tre kvarter i citadellet (større var det så heller ikke!) afrundede vi vores besøg i Amman for denne gang, og vi forlod byen, hvorefter turen gik videre til en af Jordans ældste byer, den gamle handelsby As-Salt (eller bare Salt), der ligger på den gamle hovedvej mellem Amman til Jerusalem, lidt nordvest for Amman.
As-Salt er formodentlig grundlagt af den makedonske hær under Alexander den Stores regeringstid, og den i byzantinsk tid kendt som Saltus, og byen var endvidere et bispesæde.

Under ottomanerne – mellem 1860 og begyndelsen af 1920’erne – var As-Salt den vigtigste handels- og administrationsby i regionen, og efter 1. Verdenskrig og dannelsen af Emiratet Transjordanien var As-Salt i nogle måneder i 1921 landets officielle hovedstad, indtil Amman blev valgt som ny hovedstad, blandt andet på grund af anlæggelsen af Damaskus-Amman-jernbanen.
As-Salt er i dag især kendt for sin arkitektur i gule kalksten, sin rige osmanniske historie og sin unikke kultur præget af religiøs tolerance og gæstfrihed, og byen kæmper derfor for at blive optaget på UNESCOs Verdensarvliste – uden at det dog er lykkedes (endnu).

Vi besøgte på vores besøg i As-Salt det historiske Abu Jaber-palæ, der i dag rummer det Historiske As-Salt Museum.
Palæet blev opført mellem 1896 og 1905 til den velstående Abu Jaber-familie , og det anses i dag for at være en af de mest ikoniske bygninger i byen med karakteristiske buegange, spidsbuede vinduer og fremspringende træaltan.

Tilbage på vejen gik vi gennem Al Hammam-gaden gennem basaren, og det førte os forbi små butikker og arbejdende værksteder. Det betød også, at vi her og der kom i snak med nogle af de mennesker, der havde deres boder her og som skulle tjene til livets ophold ved at lokke kunder til…

Undervejs gjorde vi holdt ved en bager for at smage en af de lokale specialiteter, qatayef, der ligner en lille pandekage med små huller på overfladen, og som spises med fyld af ost eller hakkede nødder og dyppet i sirup. Og de smagte faktisk fantastisk!

Vores tur gennem basaren endte ved Den Lille Moske for enden af Al Hammam-gaden.
Moskeen, der er opført i 1906-07, betragtes som en af byens perler, og den er opført af lokale håndværkere i samarbejde med folk fra Nablus – på et tidspunkt, hvor handelen mellem de to byer blomstrede. Moskeen er naturligvis opført i byens gule sandsten, og det mest genkendelige træk er den høje slanke minaret, der rager op.

Ellers ventede vi bare på bussen, der ikke måtte parkere her i bykernen, og mens vi således ventede på bussen, gik byens borgmester lige forbi og og spurgte interesseret til, hvor vi kom fra og hvad vi lavede i hans by. Det gjorde så, at han faldt i snak med vores guide, Christian, der talte flydende arabisk.

Fra Salt gik turen så videre fra bjergene omkring Amman og ned i dalen – og ned til varmen – til Jordanfloden, hvor vi i Al-Maghtas besøgte det sted, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen.
Al-Maghtas betyder på arabisk dåb og er officielt anerkendt som dåbsstedet, og det har så betydet, at der har været (og er) betydelig religiøs aktivitet på stedet, idet ethvert kristent samfund med respekt for sig selv absolut må have en kirkebygning så tæt på dåbsstedet ved Jordanfloden og dåbsstedet som muligt.
Der havde ikke været nogen arkæologisk aktivitet i området, der var lukket efter seksdageskrigen i 1967, hvor Jordanfloden dannede grænse mellem Israel og Jordan og hvor hele området var stærkt mineret. Minerne blev ryddet i 1994, og i 1996 kunne man så gå i gang med arkæologiske udgravninger i og ved Al-Maghtas. Man har – indtil nu – fundet mere end 20 kristne kirker, kapeller og klostre i området, hvilket har gjort at området blev optaget på UNESCOs Verdensarvliste.
Det væsentligste fund i Al-Maghtas er Trelags-kirken (The Chapels of the Jordan River). Her har man – tæt ved flodbredden –  fundet resterne af tre kirker bygget direkte oven på hinanden. Den første kirke blev oprindelig opført mellem 491 og 518 e.Kr., og dette byggeri blev sat i gang af den byzantinske kejser Anastasius I Dicorus, som lod kirken indvi til Johannes Døberen. Denne kirke blev dog ødelagt af en kombination af oversvømmelser fra floden og jordskælv.

Den anden kirke – bygget direkte oven på den første – stammer fra det 6. århundrede, og den led samme skæbne og bukkede under for naturens kræfter.
Den tredje kirke stammer fra det 6. eller tidlige 7. århundrede og byggedes lige oven på de to tidligere kirker. Denne tredje kirke kollapsede under en oversvømmelse eller et jordskælv, hvorefter stedet langsomt blev forladt og begravet i mudder og sand.

Ud over Trelags-kirken er der også fundet betydelige rester i form af Rhetorios-klostret på Elias-højen (Tell Mar Elias) – på højen, hvor profeten Elias ifølge traditionen steg til himmels – samt Mantel-kapellet og Bue-kirken, der er mindre kapeller og kirker, der ligger spredt i landskabet nær dåbsbassinerne.
På vores vej ned til Jordanfloden gik vi på en kørevej, der blev anlagt i forbindelse med Pave Johannes Paus II’s besøg ved dåbsstedet den 22. marts 2000, og langs denne vej er der opsat skilte, der både forklarer de bibelske steder og mindes pavens besøg. Johannes Paul II udpegede officielt dåbsstedet som det absolut vigtigste kristne pilgrimsmål i Jordan, hvilket markerede begyndelsen på den organiserede turisme og pilgrimsrejse til stedet.

Dette har også medført et decideret boom i kirkebyggeriet i området, hvor der i dag findes færdige kirker og kirker ‘under construction’.
Vi passerede – tæt på dåbsstedet – den græsk-ortodokse Johannes Døberen-kirke, der er opført i 2003.

Senere – den 10. maj 2009 – besøgte også pave Benedikt XVI stedet, og det var hans første besøg i et muslimsk land, overhovedet.
Og så var vi efterhånden ved at være fremme ved Jordanfloden og det historiske og vigtige bibelske sted, hvor Johannes Døberen døbte Jesus, og hvor vi rigtig mærkede historiens vingesus på dette sted, der dog skuffede os noget i størrelse, idet Jordanfloden ikke var stort bredere end en dansk å som Gudenåen.
På Jesus tid var floden dog noget bredere, men da israelerne mere eller mindre havde drænet floden længere mod nord i deres kamp for at få nok vand til deres marker og afgrøder, var floden med tiden blevet vandfattigere – og smallere.
(Vi havde også undret os over, at de gamle dåbskirker, som vi havde passeret på vores vej til dåbsstedet, lå ret langt fra floden. Her var så forklaringen.)
Selve dåbsstedet var markeret med en lille, delvist overdækket, platform i træ ved flodbredden, mens den officielle, jordanske repræsentation var en enkelt soldat, der havde fundet plads i skyggen af et træ. Og så var vores lille selskab stort set de eneste, der var til stede – på vores side af floden.

Og denne begivenhed – at vi stod på det sted, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen omkring år 27–29 e.Kr. – skulle naturligvis foreviges med et foto!

Over for os – på den israelske side af floden – var der godt besøgt af mennesker; pilgrimme, der for de flestes vedkommende var kommet til dåbsstedet for selv at blive døbt i det samme vand og på det samme sted som Jesus i sin tid.
Nå nej, det var jo på den forkerte side, men hvad? Sjovt nok har de fleste pilgrimme altid valfartet til den vestlige, israelske side af floden, fordi adgangsforholdene og faciliteterne var bedre her. Så her ankom pilgrimmene fra hele verden i store busser og ofte anført af deres lokale præst for at blive døbt. Tja, israelerne forstår at tjene penge, og for os var det en absurd forestilling, der var hele turen til floden værd.

Efter besøget her ved floden gik turen 12 km videre – godt en halv times kørsel – til vores næste hotel ved bredden af Det Døde Hav, Hotel Grand East – Resort & Spa Dead Sea.
Hotellet, der er opført i 2016, ligger lidt tilbagetrukket (ca. 300 meter) i bakkerne ned til søen med privat stand og adgang til søen
Efter at vi havde tjekket ind på vores værelser, kunne vi lige pakke ud og nyde udsigten fra værelset over Det Døde Hav med bjergene i Israel i baggrunden, inden vi klædte om til badetøj og begav os på den lange vej til vandet.

Her kunne vi – med overraskende stort besvær vade ud i vandet og lægge os til rette oven på vandet. Det var en mærkelig fornemmelse bare at kunne ligge der, stort set uden at man kunne rejse sig op igen.
Det krævede en kraftanstrengelse at skulle sætte fødderne ned på søbunden og komme op at stå, så man kunne komme i land igen. Men op kom vi da, og så skulle vi ellers bare hvile ud efter en begivenhedsrig dag.

En sidebemærkning: Vandstanden i Det Døde Hav er siden 1960’erne faldet med over 45 meter, og den fortsætter med at falde med omkring 1,15 til 1,2 meter om året. Faldet skyldes hovedsagelig et fald i tilførslen af ferskvand fra Jordanfloden, høj fordampning og mineraludvinding, hvilket skaber store miljømæssige udfordringer, herunder farlige synkehuller (sinkholes) langs kysterne og et stadigt stigende saltindhold.
Aftenen blev tilbragt på hotellet med aftensmad og hygge med de øvrige deltagere i vores rejseselskab.

Tirsdag, d. 12.2.
Dagen startede – som alle andre dage på denne tur indtil nu – med en god og nærende morgenmad med alt, hvad hjertet kunne begære. Og så ellers lige et sidste blik på ‘havet’ med Israel i baggrunden.
Herefter gik turen til Mount Nebo, der ligger oppe i bjergene, ca. 25 km fra hotellet.
Mount Nebo er kendt fra Biblens 5. Mosebog som stedet, hvor Moses – før sin død – kunne se Kanaaens Land (Det Forjættede Land), som Gud havde sagt, at han ikke ville komme ind i.
Moses døde her på bjerget, men hans gravsted er aldrig fundet.
Vi kørte gennem det golde landskab på vej til bjerget og parkerede på P-pladsen, inden vi i samlet trop vandrede de sidste meter op til toppen af bjerget, til pladsen med Moses-basilikaen (Memorial Church og Moses), der i virkeligheden fungerer som beskyttelse over de særdeles velbevarede og imponerende byzantinske mosaikgulve fra år 530 e.Kr., som viser dyreliv samt jagt- og hyrdescener.
Bygningen, der blev opført i perioden 2007 til 2016, dækker også over fundamentet af en lille kirke, der blev opført af egyptiske munke i det 4. århundrede, og resterne af en større, byzantinsk basilika fra det 5. og 6. århundrede.
De nuværende kirke er således ikke den første kirke på dette sted, der har stedet et vigtigt kristent pilgrimsmål i over 1.600 år.
Den oprindelige basilika fra det 5. og 6. årh. lå i ruiner i århundreder, indtil organisationen Franciskanerne overtog stedet i 1933. De har siden udgravet og restaureret området, og de står også bag den moderne kirkeskal, der i dag beskytter de historiske bygninger og mosaikker.
——————————

En serpentin-korsskulptur står her på toppen af bjerget som et symbol på miraklet med slangen, som Moses påkaldte sig i ørkenen, og korset, som Jesus blev korsfæstet på.

På Nebo-bjergets højeste punkt findes resterne af en byzantinsk kirke fra det 4. århundrede og der er ligeledes ruiner efter et Siyagha-kloster lige uden for den moderne museum, der bla. er bygget for at beskytte mange af områdets mosaikker.

Mosaikkerne her i det kæmpestore udstillingshal er fra forskellige perioder og fra forskellige kirker i området, og de er særdeles velbevarede, alderen taget i betragtning.

På Mount Nebo finder man også den besynderlige helt runde sten, Abu Bado, der tidligere har været brugt som dør ind til den byzantinske kirke.

I det hele taget et fascinerende sted at besøge.
Efter besøget på bjerget kørte vi kort videre til et værksted, hvor de fremstillede mosaikker med motiver fra Biblen efter ældgamle teknikker.

Efter besøget på Mount Nebo, der er et valfartssted for pilgrimme, gik turen videre til den historisk meget interessante by, Madaba – en køretur på blot 10 kilometer.

Madaba har rigtig meget at byde på med arkæologiske udgravninger og flere, eller faktisk mange, betydende kirker, og byen er måske bedst kendt for sine velbevarede byzantinske og umayyadiske mosaikker. Ca. 30 procent af byens indbyggere er den dag i dag kristne.
Madaba var i det hele taget en by, hvor man godt kunne bruge mere tid til fordybelse, men vores besøg drejede sig kun om en enkelt af kirkerne, Skt. Georgs kirken, med det verdenskendte byzantinske mosaik-kort over en del af Mellemøsten med det hellige land.

Kortet, der består af to millioner farvede sten og daterer sig til det 6. århundrede, viser alle de store hellige, kristne steder omkring Middelhavet, og det har bla. haft afgørende betydning for at forstå, hvordan Jerusalem så ud efter byens ødelæggelse og genopbygning i år 70.
På kortet ses tydeligt Jerusalem, der på den tid af mange blev anset som verdens centrum, med bymuren, Damaskusporten og gravkirkens kuppel. Endvidere ses bla. Jericho, Det Døde Hav og Jordanfloden og den vigtig by Karak.

Skt. Georgs kirke, der indeholder det omtalte kort, er en græsk-ortodoks kirke, der blev bygget i 1896 over ruinerne af den oprindelige byzantinske kirke på stedet, og ved udgravningerne til fundamentet af denne kirke opdagedes man Madaba-kortet, som det i dag kaldes.
Vores besøg i kirken var naturligvis centreret om kortet og fortællingen om kortet, og før vi så ‘the real thing’ fik vi ved en kopi af kortet en grundig instruktion i, hvad kortet viste og kunne fortælle os. Ellers var det bare at gå på opdagelse i kirken.
Det er måske også lige værd at nævne, at byen Madaba har ladet opføre en hel mur med motiver fra Madaba-kortet.

Efter besøget i Madaba gik turen videre sydpå ad den gamle kongevej, der løber gennem bjerglandskaberne. Vejen, der oprindelig var anlagt af romerne og var en del at et vigtigt netværk af veje i Mellemøsten, førte os forbi (og over) en af Jordans største dalsænkninger, Wadi Mujib, hvor vi gjorde holdt og nød det betagende syn af landskabet fra et udsigtspunkt før vi kørte ned i dalen.

Wadi Mujib dalsænkningen er dannet af mange års erosion af landskabet og formet af sandsten, limsten, granit og sand, der har fået landskabet til at fremstå farvestrålende, men goldt, så langt øjet rækker.

Efter vi havde nydt udsigten og drukket en beduin-kaffe fra en af de farvestrålende boder ved udsigtspunktet, gik turen videre til Karak (eller Al Karak), hvor der var indlagt et besøg i den imponerende korsridderfæstning, der var den største af alle korsriddernes fæstninger.

Fæstningen ligger højt, midt i den gamle bydel, og den kontrollerede karavanevejene i ørkenen, kongevejen, passagen til Jordandalen og vejen til Jerusalem; med andre ord en fæstning med en meget strategisk vigtig placering. Fæstningen, der er bygget i 1140’erne, blev senere erobret af både mamlukkerne og osmannerne.

For os var stedet overvældende – og især bevidstheden om, at fæstningen så sent som i 2016 havde været udsat for et terrorangreb hvor 14 mennesker blev dræbt, rørte os dybt.
Med aftenen stundende til og solen ved at gå ned, kørte vi videre til vores overnatningssted for de næste to nætter: Rocky Mountain Hotel i byen Petra.

Onsdag, d. 13.2.
Denne dag stod i Petra tegn, og denne imponerende og fascinerende by – skjult ude i bjergene – var så absolut et af turens ubestridte højdepunkter, og den dag vi havde glædet os til hjemmefra. Og Petra blev faktisk først genopdaget i 1812, hvor en schweizisk eventyrer, Johann Burckhardt, med hjælp fra lokale stammer fandt byen.
Petra opfattes som en af de vigtigste kulturskatte i verden i dag, og ud over at byen står naturligvis på UNESCOs Verdensarvliste, er den også kåret som en af den moderne verdens 7 vidundere.
Petra var i oldtiden hovedstaden i nabatæernes rige og handelscenter for karavanerne gennem Jordan, dels fra Sydarabien til Damaskus og dels fra Middelhavet til det sydlige Mesopotamien. Nabatæerne, der oprindelig var nomader, bosatte sig af uransagelige årsager i området omkring år 600 f.Kr., og de grundlagde Petra i 312 f.Kr.

Vejen ind til Petra, El Siq, går gennem en 1,2 km lang og smal klippeskakt, der flere steder er blot 3 meter bred, men til gengæld over 100 meter høj, og den udgjorde et stærkt værn mod fjender.

I El Siq ses rester af nabatæernes geniale system, kanaler, til at forsyne Petra med vand, idet de i begge sider af siqens sandstensvægge havde udhugget de livsnødvendige vandingskanaler, der dagligt forsynede Petra med flere millioner liter frisk vand.

El Siq må opfattes som en del af Petra, idet nabatæerne allerede her havde indhugget ornamenterede gravmæler i klipperne. Endvidere finder man rester af altre og nicher, hvor billeder af nogle af nabatæernes guder, f.eks. Dushara, er indhugget.

Når man kommer til enden af El Siq åbenbarer der sig et fantastisk syn for gæsterne: Skatkammeret (Al- Khazneh), der er 40 meter højt og udsmykket med korintiske-lignende søjler.

På en tur gennem Petra passerer man – ud over Skatkammeret – hovedattraktioner som Facade-gaden, De Royale grave, Søjlegaden, Templerne og – langt oppe i klipperne – Klostret.

Vores besøg i Petra var af vores guide, Christian Rosenberg, timet således, at vi kom gennem El Siq og til Skatkammeret, netop som solen stod flottest på klipperne. Det betød til gengæld, at vi måtte meget tidligt op og af sted, men det var det hele værd.

Herefter havde vi dagen fri til at udforske byen, og i vores tilfælde betød det, at vi ‘fik det hele med’. Altså flere kilometer ad til tider svært fremkommelige stier, så vi kunne komme op og nyde det andet højdepunkt i Petra, klostret.

Sidst på eftermiddagen var vi godt mættede med indtryk, der i lang tid vil står stærkt på nethinden, og vi kunne køre tilbage til vores hotel i Petra by til endnu en overnatning.

Torsdag, d. 14.2.
Efter dagen i går, hvor vi i den grad blev mættet på indtryk, gik turen efter morgenmaden videre sydpå, og første stop, allerede efter få kilometer, var Siq al-Barid (også kaldet Lille Petra), som nabatæerne anlagde – formodentlig i det 1. århundrede e.Kr.

Siq al-Barid, der er en ca. 350 meter lang kløft med rum og templer, der er indhugget i sandstensklipperne, ser i første omgang ud til at have tjent kultiske formål. Man ankommer til  et tragtformet indgangsparti, hvor der er en grav med en klassisk facade, hvorefter en smal port og passage fører til selve kløften.

Her mødes man af en slags plads, hvor et smukt tempel rejser sig over en hulebolig. Der er en del rum, måske opbevaringsrum, hugget i klipperne, hvilket kunne tyde på, at Siq al-Barid endvidere har været en karavanestation. Kløften ender i en stejl trappe med nedslidte trin, der kan bruges som udgang fra kløften, hvis man fortsætte vejen.

Efter besøget i Siq al-Barid fortsatte turen til Wadi Rum, en beskyttet og fredet ørken
med farverige, forrevne klipper, der siden 2011 har været på UNESCOs Verdensarvliste.

Wadi Rum består dels af jernrige, røde, vejrbestandig sandstensklipper, dels af sand og sandklitter, der er dannet af vejr og vind. Det højeste punkt i Wadi Rum er Jabal Umm ad Dami på 1840 meter, og det er ligeledes højeste punkt i hele Jordan.
Vi flyttede fra vores bus over i åbne firehjulstrukne jeeps og kørte – med lokale som chauffører ud i ørkenen, hvor vi prøvede kræfter med en høj sandklit, inden vi kørte til en klippe, hvor vi kunne se nogle af de helleristninger og inskriptioner, der er fremstillet af nogle af de mange tidligere kulturer, der har levet i ørkenen.

Helleristningerne illustrerer mere end 12.000 års menneskelig beboelse af området, og der er mere end 25.000 helleristninger og 20.000 inskriptioner rundt i Wadi Rum – de fleste lavet af thamud-folket.
Efter denne forhistoriske oplevelse kørte vi videre til en af områdets helt store seværdigheder, Jebel Kharaz, der er en gigantisk, massiv klippebro, der naturligvis skulle bestiges.

Sidste punkt på besøget i ørkenen var, at en af de derboende beduiner serverede te for os, inden vi kørte tilbage til bussen – forbi flere grupper af dromedarer.

En sidebemærkning: Storfilmen ‘Lawrence of Arabia’ samt en del film, der skal illudere at foregå på Mars, er optaget i Wadi Rum; det røde sand og det øde bjerglandskab passer fint med det, vi forbinder med et landskab på Mars.
Tilbage i bussen gik turen de sidste 60 km til Aqaba, hvor vi tjekkede ind på Hotel City Tower, hvor vi skulle bo de næste par nætter.

Fredag, d. 15.2.
Oven på nogle hektiske dage med fuldt program og meget store oplevelser blev dagen i dag noget af et antiklimaks. Intet program, vi absolut skulle nå – og intet stress.
For os betød det, at vi kunne vandre lidt rundt i byen om formiddagen og betragte stemningen, befolkningen og ikke mindst de saudi-arabiske turister, der indtog de finere steder i byen med deres store og dyre biler.

Vi valgte at vandre lidt langs stranden og kunne betragte resterne af byens fiskerleje, og vi kunne ikke undgå at bemærke de små parceller af haver, som nogle at byens indbyggere havde i skyggen af palmerne lags stranden.

Her kunne de passe et lille stykke jord og dyrke nogle få grønsager til eget forbrug. Eller førte vores tur os forbi Aqaba Fort, der lå ganske tæt på vores hotel, og et plankeværk med en række meget smukke, arabiske illustrationer, der var fremstillet af The Jordanian Plastic Artists Association. Virkelig flotte!

Videre vestpå gik det gennem et kvarter med rigtig dyre hoteller, inden vi drejede lidt væk fra det dyre turistkvarter og op i byen – i første omgang til resterne af en gammel kirke i romansk stil.

Også et marked med tøj og sko blev der plads til i rundturen i Aqaba – og så var det ellers bare med at få lidt frokost, inden vi – i lighed med mange andre i rejsegruppen – valgte at tage imod tilbuddet om en badetur om eftermiddagen til Berenice Beach Club, der lå et kvarters kørsel fra hotellet i retning Saudi-Arabien.

(Med alt hvad sådan en badetur kunne byde af kedsomhed; man frarådede os ydermere badning på grund af skarpe koraller i havet.)

Efter badeturen blev der plads til endnu en tur langs stranden i Aqaba, der nu var omdannet til et væld af restauranter i interimistiske telte, hvor lokalbefolkningen nu var dukket op for at spise eller underholde sig med hinanden.

Også fortet og Oprørspladsen med den 133 meter høje flagstang – uden flag – fik vi aflagt et besøg, inden turen gik tilbage til hotellet for den sidste nat i Jordan.

Lørdag, d. 16.2.
Sidste dag i Aqaba – og i Jordan.
Formiddagen gik med endnu en tur rundt i byen, men denne gang med fokus på indkøb i byens forretninger. Det blev til lidt nødder og mandler samt god lokal kaffe, der er kendetegnet ved, at kaffebønnerne tilsat kardemomme, hvilket giver en helt speciel smag.

Ellers blev det bare en tur rundt i centrum af en travl by, hvor priserne ikke var så høje, som vi er vant til fra Danmark.
Over middag – og efter lidt let frokost – gik turen nordpå til Amman lufthavn, dog afbrudt af en meget lækker aftensmad i Madaba, hvor vi havde været tidligere på turen. Herefter videre til check-in og afgang til København kl. 23:15.
Så vi var godt trætte, da vi landede i Kastrup d. 17.2. kl. 3:15, hvorefter det gik hjemad til Vejle.