Aserbajdsjan, 24.-30.4.18

Far og søn – undertegnede og Silas – på tur til Aserbajdsjan, bla. for at se Formel 1 i gaderne i Baku.
Det blev en tur, hvor vi miksede min interesses for nye og mere eksotiske steder med Silas’ interesse for Formel 1, og vi havde planlagt en tur hjemmefra, hvor der blev plads til begge dele. Jeg havde på forhånd taget kontakt til en lokal guide, Fuad, der ejer firmaet Guided Azerbaijan, guidedazerbaijan.com, og han havde fået til opgave at vise os noget af sit land i dagene op til Formel 1-løbet. Endvidere havde Silas sørget for billetter til motorløbet.
Og så glædede vi os ellers bare til at komme af sted.

Tirsdag, d. 24.4.
Midt på eftermiddagen landede vi i Heydar Aliyev International Airport nordøst for Baku og tog en taxa til vores hotel Old City Inn, der lå i den gamle bydel, Icherisheher (İçərişəhər).

Helt ind til hotellet kunne vi dog ikke køre, men vores taxachauffør var flink og hjalp os den sidste vej ind til hotellet med vores bagage.
Efter at have fået pakket ud besluttede vi os for en vandretur i byen – for lige at indsnuse stemningen og så ellers bare orientere os lidt i byen.

Første del af denne gåtur bragte os lidt rundt i den gamle bydel, der var præget af mange små boder og forretninger, der solgte al mulig ragelse, men også en del spisesteder
Vi stak hovederne inden for i et at byens gamle overnatningssteder for forbipasserende karavaner, Buxara karvansarayı – ikke for at spise eller drikke, men bare at danne os et indtryk af livet dengang, og vi nøjedes derfor med bare at vandre lidt rundt i den ret store gård.

Og mens vi stod lige her i gården, henvendte en af tjenerne sig til os, for at høre, om han kunne hjælpe os med et bord; og det kunne han ikke. I stedet tilbød han, at vi kunne sætte os ved et  bord i et af spiserummene, så han kunne fotografere os ved bordet – og det kunne vi da ikke takke nej til!

Og da vi havde siddet et øjeblik i dette fine lokale, gik vi videre til byens vartegn Maiden Tower, Jomfrutårnet, der lå lige bag overnatningsstedet.
Tårnet er i dag et museum, der fortæller om den historiske udvikling af Baku by, men der er i øvrigt mange myter og legender, der knytter sig til tårnet og dets tilblivelse.

Flere videnskabelige kilderangiver, at tårnet oprindelig var et zoroastriansk ildtempel med 7 brandudgange på toppen, og at opførelsen af det allerede er begyndt mellem det 5. og 6. årh. e.Kr., men i øvrigt er det en almindelig antagelse, at det nuværende tårn er fra 12. århundrede. Tårnets mærkelige konstruktion med en støttende ‘sidevinge’ skyldes, at det er bygget på en stor klippe, der skrånede mod havet, og at vingen gav tårnet stabilitet.
Jomfrutårnet er siden 2001 på UNESCOs Verdensarvliste.
Fra den gamle bydel gik vi over gaden Neftçilər Prospekti – hvilket ikke var helt ligetil på grund af afspærringer i forbindelse med, at der skulle køres motorløb på netop denne vej. Men over kom vi da til søpromenaden med flere interessante bygninger og anlæg.
Først betragtede vi Tæppemuseet, der er kendt for sin unikke, bygning, der minder om et kæmpestor, sammenrullet tæppe og huser en stor samling af aserbajdsjanske tæpper og andre  kunstgenstande fra bronzealderen og til i dag. Museet blev grundlagt i 1967 og flyttet her til sin nuværende placering i 2014.

Sydøst for Tæppemuseet – og bygget helt ud i Det Kaspiske Hav – var man ved at opføre et nyt indkøbscenter, Deniz Mall, der skulle dække 120000 m² i 5 etager. Bygningen ligner allerede nu en gigantisk lotusblomst med udfoldede kronblade, og er tænkt som et moderne arkitektonisk vartegn for Baku.

Da bygningen er ‘under construction’, og vi kunne se en større gruppe af arbejdere, der kravlede faretruende rundt i nogle skrøbelige stilladser under det ene af ‘kronbladene’. Og faktisk var der tilsvarende stilladser under alle de øvrige ‘kronblade’.

Få hundrede meter fra Deniz Mall lå en særdeles smuk bygning, der tidligere rummede Hotel Sahil Plaza, men som i dag vist udelukkende rummer kontorer og bærer navnet Sahil Plaza Businesscenter. Men en flot facade kan man betragte ud mod gaden, der løber forbi lige udenfor.

I det hele taget var der meget at se og opleve lige her i nabolaget!
Således vandrede vi gennem Mini-Venedig, der lå lige nord for Tæppemuseet i det, der hedder Baku Seaside National Park. Mini-byen er anlagt i 1960, og den ligner grangiveligt en by i Italien, og den består af et system af vandkanaler, der er indrettet til ture i gondol og gåture gennem gaderne, langs kanalerne og over broerne.

Efter at have vandret lidt rundt i Mini-Venedig tog vi kabelbanen op til de tre Flame Towers, Flammetårnene, der er et andet af byens vartegn. Her nød vi den flotte udsigt ned over byen og gik vi lidt rundt i parkanlægget ved tårnene, før vi igen vandrede ned til den gamle bydel, Icherisheher.

Da mørket faldt på, stod den på (meget billig, men super lækker) aftensmad, som vi spiste lige rundt om hjørnet, efterfulgt af et par drinks – fremstillet og serveret af et personale, der gjorde sig umage. Herefter kunne vi bare vralte hjem på vores værelse og i seng.
Inden vi kunne lukke øjnene skulle vi dog lige nyde udsigten mod de flot belyste flammetårne, som vi kunne se fra altanen uden for vores værelse.

Onsdag, d. 25.4.
Efter morgenmaden på hotellets tagterrasse havde vi en aftale med vores guide for de næste dage, Fuad, og den stod nu på sightseeing i Baku og omegn i en flot, stor 4WD med ham selv ved rattet.
Fuad var en ung driftig mand på Silas’ alder, og der var allerede fra starten af dagen en god kontakt og pingpong mellem dem, hvilket jeg mærkede på vejen til dagens første stop, petroglyfferne i Gobustan.

Her parkerede vi ved områdets moderne museum fra 2011, der gennem udstillingerne gav os indblik i områdets historie og geologi og fortalte historien om petroglyfferne og befolkningen, der gennem tiderne havde skabt tegningerne på klipperne i Gobustan nationalpark.

Vi bevægede os gennem museets udstillinger, der fortæller historien om bosættelsen i Gobustan-regionen, dagligdagen for de mennesker, der boede her, og deres kunst, og vi fik forklaret betydningerne af stedets petroglyffer og tegninger, der viser en række scener, herunder jagtscener, danseritualer og daglige aktiviteter, som giver en idé om områdets tidlige indbyggere. Det hele suppleret med den viden, Fuad havde om stedet.
Efter besøget på museet gik turen op i selve naturparken, hvor de mange petroglyffer kunne ses – i noget vekslende kvalitet; nogle var meget tydelige, mens andre kunne ses, hvis man vidste, at de skulle være der. Men en interessant oplevelse!

I øvrigt var der også andre spor, der indikerede, at der havde været beboelse her for mange år siden. bla. nogle huller til opsamling af vand. Også en sten, der gav et helt specielt ekko, når man bankede på den – måske anvendt som et musikinstrument – var i samme område, og så blev der lige mulighed for at få taget et foto af far og søn på et klippefremspring, der så noget faretruende ud – helt uden afskærmning…

Fra området med med petroglyfferne kørte vi tilbage til byen Qobustan, hvor Fuad havde lavet en aftale med en lokal guide i en gammel, godt ramponeret Lada, som vi skiftede til, fordi Fuad ikke skulle nyde noget af at have sin fine bil til at køre den næste etape af turen, hvor vi kørte gennem et ørkenagtigt landskab uden spor af veje; med andre ord: en rystetur på et knoldet underlag 13-14 km til et nærliggende område med muddervulkaner.

Muddervulkaner er skabt af mudder, vand og gasser (hovedsagelig metan), der under jordens overflade blandes og tvinges opad til jordoverfladen på grund af tryk i undergrunden, og modsat ‘rigtige’ vulkaner er de ikke nødvendigvis varme – fra et 2 til ca. 100 grader – og man kan derfor bade i mange af dem som en slags mudderbad.
Af de ca. 1100 kendte muddervulkaner i verden findes de ca. 400 i Aserbajdsjan.

Det var meget forskelligt, hvor meget ‘liv’, der var i vulkanerne. Nogle lå bare hen som muddersøer, mens andre boblede, når gassen langsomt blev frigivet ved overfladen, og i de rigtig aktive var der også virkelig gang i boblerne, der spruttede med mudder, så der dannedes flotte mønstre.

Efter besøget i Gobustan med petroglyffer og muddervulkaner gik turen tilbage til Baku, hvor vi – efter en let frokost – drog til Ateshgah i bydelen Surakhany i den østligste del af Baku, hvor vi skulle se Ildtemplet. Fuad gav os en guidet tur i det slotslignende, religiøse tempel, der – i følge inskriptioner i templet – har været anvendt som helligt sted af både hinduer, sikher og zoroastrier.
Zoroastrier er tilhængere af den religion, der blev grundlagt af Zarathustra (græsk: Zoroaster) omkring 500 f.Kr. Det er en urgammel iransk religion, der kun har få tilhængere i dag, primært i Iran og Indien, og den er kendt for sin lære om en kosmisk kamp mellem det gode (Ahura Mazda) og det onde (Angra Mainyu).

Ateshgah templet, der også er kendt som Bakus Ildtempel, er et femkantet kompleks med en gårdhave omgivet af munkeceller og et alter i midten. Det blev bygget i det 17. og 18. århundrede, men forladt i slutningen af det 19. århundrede på grund af en svindende indisk befolkning i området og etableringen af et olieanlæg i Surakhany.
Templet havde oprindelig en naturlig evig flamme drevet af naturgas fra undergrunden, men denne flamme blev slukket i 1969 og holdes nu kunstigt ‘i live’, så det nu er gas fra byen, der holder liv i flammen.

Ateshgah var et pilgrimsfærds- og filosofisk center for zoroastriere fra det nordvestlige indiske subkontinent, som var involveret i handel med det kaspiske område via den berømte ‘Grand Trunk Road‘. Templet blev i øvrigt nomineret til optagelse på UNESCOs Verdensarvliste i 1998, men er endnu ikke optaget på listen.
Lige uden for templet og Surakhany er der fundet meget olie i undergrunden, og her står oliepumper i stort tal og henter dette sorte guld op fra undergrunden. Der er afspærret til området med pumperne, men det holdt dog ikke Fuad fra at køre derind for at vise os pumper på det nærmeste hold.

Fra Surakhany gik turen videre til en flamme, der stadigvæk brænder naturligt, fra en bjergside i Yanar Dagh.

På dette sted opdagede en hyrde i 1950’erne ved et tilfælde flammen, der brænder støt på grund af konstant udsivende naturgas fra undergrunden. Flammen kan opnå en højde på ca. tre meter. Det er meget specielt at stå på dette sted, hvor man bogstaveligt skal passe på ikke at få ‘ild i røven’.
Igen syntes Fuad, at han skulle have et par fotos af os lige foran flammerne, så sådan blev det, om end det var en varm fornøjelse at stå så tæt på flammerne.
I øvrigt var det interessant at se, at man her i landet ikke havde slået plat på dette naturfænomen, f.eks. ved at kræve betaling for at komme tæt på eller at få bygget et besøgscenter med caféer og udstillinger, som vi sikkert ville have oplevet det i vores del af verden.

Da vi nu efterhånden var efter kaffetid, gik turen tilbage til centrum af Baku, til det moderne Heydər Əliyev Mərkəzi – Heydar Aliyev Center, der er endnu et af byens vartegn.
Der er anlagt en hel park rundt om centret, og naturligvis var der her også blevet plads til et ‘I love Baku’-skilt.

Bygningen er opkaldt efter  Heydar Aliyev (1923-2003), der var den første præsident for Aserbajdsjan fra oktober 1993 til oktober 2003, og den rummer et forskningscenter med kongreshal, museum og udstillingshaller tæt ved centrum af byen.
Heydar Aliyev Center dækker et areal på godt 57.500 m² og er indviet i 2012.

Herefter var det bare tilbage til hotellet, hvor vi undervejs – gennem Xətai prospekti tæt ved banegården – faldt over et monument, der viser en statue af den serbisk-amerikanske videnskabsmand Nicola Tesla foran en af hans opfindelser, en generator. Monumentet blev indviet i 2013. Og: Hvorfor det står her? – Ja, det melder historien intet om.

Tilbage på hotellet gjorde vi klar til aftenens udskejelser – lækker mad med drinks, der ikke gjorde det helt store indhug i vores økonomi. Ikke på sammen restaurant som i aftes; man forstår vel at forny sig og prøve noget andet.

Torsdag, d. 26.4.
Efter morgenmaden var vi klar til endnu en dag i selskab med Fuad, som vi mødtes med på Fountain Square – Springvandspladsen – mellem skulpturerne, der ofte anvendes som mødesteder, Pigen med paraplyen og Pigen på bænken, og så gik turen ellers nordpå ad E119, retning Quba, hvor vi havde vores første stop.

Området omkring Quba er meget frugtbart og kendt for produktion af æbler, mens byen selv er kendt for sin fine produktion af håndknyttede tæpper.
Vores stop gjaldt dog hverken æbler eller tæpper med derimod de to gamle og farverige moskeer, der ligger ganske tæt på hinanden: Cümə məscidi (Juma Moskeen) og Hacı Cəfər Məscidi (Haji Jafar Moskeen).

Juma Moskeen er bygget i 1802, og er den ældste moske i ikke bare Quba, men i hele Kaukasusregionen. Moskeen er bygget af røde mursten og er unik i sin konstruktion, som det kun kendes fra moskeer i Quba.
Haji Jafar Moskeen, der om muligt er endnu mere farvestrålende med sine stærke grønne og røde farver, er bygget i 1902.
Begge moskeer er absolut et besøg værd.

Efter vores ophold i Quba gik turen videre op i bjergene, hvor vi skulle besøge Europas mest afsidesliggende og isolerede landsby, Xinaliq, der indtil for få år siden ikke var forbundet med omverdenen med en vej. Byen, der ligger i 2180 meters højde, har en historie, der går mere end 5000 år tilbage i tiden, og den er kendt for sin unikke kultur, og på grund af den afsides beliggenhed har befolkningen  udviklet deres eget sprog, Ketshmits.

Også hverdagslivet og befolkningens traditioner er bevaret og overleveret fra generation til generation, og de ritualer og traditioner, der er en integreret del af livet, er tæt knyttet til naturfænomener.
Byens huse er støttet af søjler, der er placeret i midten af ​​huset, og der er typisk ingen møbler i husene; i stedet er de fyldt med puder, tæpper og mutakkah (aflange hynder) samt madrasser i forskellige størrelser. Det vil så sige, at beboerne sidder på gulvet, også når de spiser.

Hovederhvervene er fåreavl og vævning,  og indbyggerne i Xinaliq er kendt for at producere chukha, et uldsjal, som tidligere var en nationaldragt, der blev båret af de rigere mennesker i landsbyerne. I byen produceres endvidere kraftige uldsokker, der minder om små tæpper i forskellige farver, og de bæres i byen gennem de barske vintre.

I Xinaliq bruger husholdningerne brændstof lavet af gødning, typisk opbevaret i bunker af blokke, kendt som ‘tezek’. Gødningen samles, blandes med hø, formes i bestemte former og presses derefter. De resulterende mursten tørres i solen og arrangeres i stakke..

Vores besøg i byen varede i godt en time, hvor vi vandrede rundt mellem husene og betragtede hverdagen, om end det var begrænset hvor mange mennesker, vi traf på vores vej. På vejen rundt kom vi også forbi det højeste punkt i byen – og igen skulle Fuad da lige have et billede af os – som dokumentation på, at vi havde været der…

Med til historien hører også, at vejen op til Xinaliq de sidste ca. 25 km var af en sådan beskaffenhed, at Fuad ikke skulle have sin fine bil ud på ‘vejen’, men endnu engang var ude og forhandle med en af de lokale om at lægge en Lada til som transportmiddel!
På vej ned fra Xinaliq, hvor vi kørte langs floden Qudiyalçay, var lige indlagt et par stop.

Først skulle vi lige kaste et blik på den canyon, som floden løb i – og se hvordan floden havde skåret sig ned gennem de bløde sandstensklipper. Det var et flot syn i et interessant landskab, der kunne minde om Rocky Mountains – bare i mindre format – men det komme til at virke stærkere, når vi var de absolut eneste mennesker, der var på stedet. Vi valgte at lade bil være bil, og derefter vandre nogle kilometer gennem det flotte landskab, hvor klippeformationerne bare blev mere og mere imponerende!

Ellers kørte vi tilbage til stedet, hvor vi kunne skifte til Fuads bil – dvs. hvor vejene blev mere almindeligt fremkommelige – og hvor underlaget igen var asfalt. Det måtte lige koste et billede af Silas foran den Lada, der havde bragt os levende til Xinaliq og tilbage igen.

Dernæst stoppede vi ved Afurdzhi-vandfaldet; ikke så imponerende som så mange andre vandfald, vi har set, men et yndet udflugtsmål fra Quba med mulighed for picnic.
Der var således et parklignende område ved foden af vandfaldet – og her så vi da også familier, der sad ved bordene og nød deres medbragte frokost eller eftermiddagskaffe.

Tilbage i Quba var det meningen, at vi ville besøge det helt nyåbnede Memorial-kompleks, men da det var lukket for i dag, så blev det bare til et kig på komplekset udefra.
Komplekset er bygget på det sted, hvor man i 2007 fandt nogle brønde med menneskelige skeletrester fra mere end 400 mennesker. Efterfølgende undersøgelser viste, at knoglerne stammede fra 50 børn, mere end 100 kvinder og i øvrigt primært ældre mænd, og den aserbajdsjanske regering fastslog efterfølgende, at skeletterne stammede fra en massakre, som armenske bander havde begået mod den lokalbefolkningen. Dette er en påstand, der aldrig er blevet officielt bekræftet, da ingen udenlandske eksperter har undersøgt de menneskelige rester.

I stedet kørte Fuad os til Qirmizi Qasaba – Den Røde By, der anses for at være verdens eneste bosættelse uden for Israel og USA, der udelukkende bebos af jøder. Bydelen blomstrede rigtig op efter 1731, hvor jøder fra andre dele af Kaukasus flyttede til Qirmizi Qasaba.
Der er to aktive synagoger i byen, og vi besøgte den ene, den Sekskuplede Synagogue, der ligger ved bredden af floden Qudiyalçay. Synagogen, der er bygget i 1888 i orientalsk stil, blev i Sovjet-tiden benyttet som lagerrum og systue også kaldet Vinter-synagogen, men er nu restaureret og bragt tilbage til sin oprindelige funktion.

Efter besøget i Quba og Qirmizi Qasaba gik turen tilbage til Baku – til Fountain Square, hvor der var godt gang i fontænerne i flot belysning. Det betød også, at vi fik vandret lidt rundt på pladsen og betragtet de forskellige installationer – nu badet i lys.

Herefter stod den bare på hygge og aftensmad med hvad deraf følger sammen med sønnike – denne gang indtaget i Buxara Karvansarayı, som vi jo tidligere havde besøgt på vores første dag i byen.

Fredag, d. 27.4.
Efter morgenmaden var vi så klar til den sidste dag i selskab med Fuad – og i dag bare en halvdagstur i omegnen af Baku.
Først gik turen til Besh Barmag Dag – det mystiske, 382 meter høje, 5-finger bjerg, der ligger ca. 100 km nord for centrum af Baku. Bjerget er et helligt sted med en lille helligdom på toppen, og man kan kun komme op til helligdommen ved at bestige temmelig mange trappetrin – og så må man i øvrigt ikke fotografere i helligdommen!

I dag er bjerget indhyllet i mystik, og de lokale kommer hertil for at bede om styrke og lykke, og så er det for os turister i øvrigt værd at forcere de mange trin til toppen, hvor man kan opleve en række ældgamle spirituelle ritualer samt have en fantastisk udsigt over Det Kaspiske Hav. 

For foden af Besh Barmag Dag ligger P-pladsen, hvor vi parkerede, og ved siden af denne en lille moske, hvor mange – både pilgrimme og lokale troende – stopper op for at donere penge, inden de tager turen op på bjerget.

De fleste af pilgrimmene, der kommer til bjerget er kvinder, der beder guderne om velsignelser til deres familier, og på nogle af træerne, der vokser langs stien mod toppen, binder man farverige bånd på grenene – som bønner eller ønsker for fremtiden.

Og her på toppen skal man ikke glemme at kigge ud over landskabet – især mod øst, hvor Det Kaspiske Hav lå for vores fødder, og hvor der var lodret klippe langt ned! Silas nød både udsigten og det flotte aprilvejr!

Undervejs fra toppen og tilbage til bilen på P-pladsen, mange trin længere nede, stødte vi på en ældre kvinde, der kunne hjælpe os med bønnerne, og hvor vi kunne købe velsignelse. Vi kunne dog også nøjes med at få taget et billede af Silas sammen med kvinden; hun stillede gerne op til foto.

Og så gjaldt det i øvrigt bare om at komme nedad igen og videre ind i landet til vores næste stop,

de fantastiske Candy Cane Mountains, der er bjerge/bakker i rød-hvide stribede jordlag – et helt surrealistisk syn.
Vi kørte længe mellem disse smukke jordlag, hvor den røde og den hvide farve dannede lag mellem hinanden, parallelt i flotte mønstre. Nogen gange bare i vandrette lag, andre gange i snurrige mønstre, som bølger i landskabet.

Vi stoppede op og gik en tur i bakkerne, hvor sandet skred under vores fødder, men langsom fik vi os bevæget mod en af toppene i landskabet. Og her tog pokker ved de to unge mennesker, der kåde sprang rundt i det farvede landskab.

Mens vi bevægede vi os rundt i bakkerne, opdagede vi, at vi her i højderne kunne finde forsteninger, der indikerede, at vandet engang dækkede området. Blandt forsteningerne var store mængder af vættelys…

Herefter kørte vi tilbage til Baku, hvor vi blev sat af i nærheden af vores hotel – og så i øvrigt sagde tak til Fuad for denne gang. Vi kunne her se tilbage på vores dage i hans selskab som lærerige og spændende på en anderledes måde – i et meget anderledes land.
Og så blev eftermiddagen i øvrigt brugt med Formel 1, hvor vi skulle se noget af træningen til weekendens løb. Vi brugte en del tid i de boder med merchandise fra de forskellige hold – og så fik vi ellers slappet rigtigt af på en finere restaurant, hvor menuen stod på lækker lokal mad med drikkevarer samt drinks i flere forskellige afskygninger (igen, igen).

Lørdag, d. 28.4.
Efter nogle interessante dage med sightseeing rundt omkring i Aserbajdsjan, skulle vi nu lade op til morgendagens motorløb.

Det betød, at vi gearede ned i tempo og vandrede lidt rundt i vores nærområde. Der blev tid til kaffe, og der blev tid til at besøge indtil flere tøjforretninger, hvor vi gjorde den iagttagelse, at prisniveauet – selv på finere mærkevarer – var noget under det, vi var vant til. At vi så skulle være opmærksomme på forskellen på ægte varer og fake-produkter, der var naturligvis en anden sag. (Silas blev noget forarget over, at den lokale befolkning i vid udstrækning bar billige efterligninger af mærkevarerne, og at fake-produkter blev forhandlet helt åbenlyst i selv respektable butikker!)
Nå, men vi fik da gjort nogle indkøb, vi kunne være bekendt!

Ellers slappede vi af i og omkring promenaden ned mod Det Kaspiske Hav, hvor det efterhånden duftede mere og mere af Formel 1 med udstillinger og stande, der relaterede sig til motorløbet.
En god oplevelse var, da vi vandrede ud for enden af en 500 meter lang pier ud i Det Kaspiske Hav til det, de lokale betegnede som Baku view Point, hvorfra vi – da vi stod et stykke fra land – havde et fantastisk view ind over byen med Flame Towers i horisonten.

Undervejs ud til enden af denne pier stødte vi i øvrigt på et par kunstneriske indslag – en fisker, udført i bronze, og 3D-illustration af et hjul til en vandmølle, hvor man fik indtryk af at være en del af kunstværket, når man satte sig på en bænk, hvoromkring illustrationen var malet.

Ellers vandrede vi lidt videre i parken langs ‘havet’ og var vidner til både gøgl, dans, cirkus, show og musikalske indslag – sikkert som en del af festlighederne omkring morgendagens F1-løb.

Og så var det ellers den sædvanlige model for aftenerne: Mad, hygge og en øl eller to.

Søndag, d. 29.4.
Dagen, der havde Formel 1-løbet i centrum.
Silas ville sove længe og være udhvilet til eftermiddagens løb, mens jeg valgte at vandre en tur i den gamle bydel – først og fremmest for at se Şirvanşahlar Sarayı, Shirvanshahernes Palads, der er bygget i det 15. århundrede og står på UNESCOs Verdensarvliste.
Fra vores hotel gik jeg ad gaden Kichik Qala langs den gamle bymur og passerede dermed Ali Shamsis interessante Artist Workshop, hvor kunstneriske motiver prydede både huset og træerne overfor.

Workshoppen er et kunstgalleri og -studie, hvor besøgende kan se værker af Ali Shamsi, en lokal kunstner, der er kendt for sine særprægede og imponerende malerier, som afspejler oplevelser, han har haft på sine rejser. Han er vidt anerkendt og har haft udstillinger i forskellige byer rundt om i verden, blandt andet i London, Paris og Dubai.

Ellers var formålet med denne lille gåtur paladset, der er fra det 15. århundrede og som indeholder mange separate bygninger, der har hver sin historie og på hver sin måde er en værdifuld del at helheden.
Efter en kort tur gennem udstillingerne i paladsets hovedbygning, vandrede jeg over i den lukkede gårdhave Divan-khana med en ottekantet pavillon, der er bygget efter ordre fra Shirvanshah Farrukh Yasar.

Denne pavillon ligger nordvest for paladsets hovedbygning, og den har et flot indre med nicher, buegange og arabiske inskriptioner.
Divan-khana har formodentlig haft flere forskellige funktioner gennem tiden: domstol, receptionshal, statsråd for regeringen og endelig en grav, men der er i øvrigt ingen dokumentation for nogen af delene.

Fra Divan-khana gik jeg videre til shirvanshahernes familiegravsted fra 1435-36,  hvor en række af de tidligste af shirvanshaherne ligger begravet med både hustruer og børn. Det er ikke så meget at se – ud over nogle stenkister i forskellig størrelse.
Ved siden af familiegravstedet ligger shahens moske fra 1441-42.
Ved min videre gang jeg endte ved resterne af badehusene, der er fra 1436, men først opdaget ved arkæologiske udgravninger i 1939.

Tilbage til hovedbygningen, hvor en pludselig indskydelse (nysgerrighed) fik mig til at gå højre rundt om bygningen, hvor jeg så endte ved Seyid Yahya Bakuvis mausoleum og grav, der også er kendt som Derviskens mausoleum.

Det indre af dette mausoleum består af en underjordisk krypt med Bakuvis kiste. Der er meget trangt i krypten, lige som på trappen, der fører derned, og jeg kan godt forstå, at det kan give klaustrofobiske fornemmelser for nogle.

Bakuvi var i øvrigt en kendt og respekteret aserbajdsjansk filosof og videnskabsmand født i 1403. Hans værker var præget af sufisme og har en mystisk karakter…
Herefter forlod jeg paladset og vandrede gennem byen tilbage til hotellet på indersiden af bymuren.

På denne tur betragtede jeg byens arkitektur i slowmotion: fascinerende altaner i træ, der var ‘påklistret’ husene, Cüma moskeen og igen Maiden Tower.

Endvidere kunne jeg i fred og ro stå og betragte udgravningerne af St. Bartholomew kirke, der oprindelig blev bygget i 1892 for donationer fra den lokale kristne befolkning på det sted, hvor apostlen Bartholomæus menes at være blevet dræbt. Det menes således, at Bartholomæus her nær Jomfrutårnet blev korsfæstet og dræbt af lokale hedninger i år 71 e.Kr.
Kirken fortsatte med at fungere indtil 1936, hvorefter den blev revet ned som en del af den sovjetiske kampagne mod religion.

Tæt ved kirken gik jeg forbi Haci Bani Hamami, der er et badehus, hvis historie går tilbage til det 15. århundrede, og herfra videre til Bazar-pladsen, der er et historisk, religiøst sted og et kompleks med arkader fra det 12.-13. århundrede. Komplekset, der blev opdaget under arkæologiske udgravninger i 1964 på den nordlige side af Jomfrutårnet, indeholder bla. fortov, arkader og 52 velbevarede grave, og midt i området opdagede man både en brønd og resterne af en søjle. Området er gennemrenoveret og fremstår flot, lidt under det nutidige gadeniveau.

Til sidst – og inden jeg kom tilbage til vores værelse på hotellet – kom jeg endnu engang forbi bygninger med flotte ‘påklistrede’ altaner, som jeg havde set tidligere på vin vandring gennem gaderne.

Herefter slog jeg lige et smut forbi den arkæologiske park, hvor man (som så mange andre steder i byen) var i fuld gang med udgravninger, der afslørede tidligere tiders bebyggelser i Baku.

Efter at have hvilet ud på værelset, gik vi sammen ud for at gøre klar til Formel 1, hvor Silas havde sørget for nogle af de absolut bedste pladser, hvorfra vi havde fuldt udsyn over et dobbeltsving, der i løbet fik stor betydning, da flere af bilerne ikke fik styret ordentlig ud af svinget. Samtidig havde vi udsyn til opløbsstrækningen, så det kunne næppe blive bedre!
Vinderen af løbet blev – til Silas’ store tilfredshed Lewis Hamilton, mens Kevin Magnussen blev nr. 13 og sidst. Det store samtaleemne efter løbet var i øvrigt, at de to Red Bull-kørere, Max Verstappen og Daniel Ricciardo kolliderede under løbet.

Efter afslutningen af løbet blev vi lidt hængende i miljøet, før vi gik ud i byen for at spise den sidste aftensmad, før det meget tidligt i morgen skulle gå hjemad mod København og Vejle.

Mandag, d. 30.4.
Som sagt: tidligt op og med Wizz Air hjem til København – med mellemlanding i Warszawa.
Det mest ophidsende på turen var, at vi på den første del af turen sad ved siden af en omfangsrig hollænder, fan af Verstappen, forstås. Det gav ikke meget plads til os i et fly, hvor der i forvejen ikke var meget spillerum til hver passager.