Gambia/Senegal/Guinea-Bissau, 20.-27.3.23

Endnu en rejse – eller mandetur, om man vil – sammen med min gode ven, Lars Møgeltoft Poulsen.
Allerede på vores seneste rejse til Kap Verde fødtes tanken om denne rejse til et af verdens fattigste lande, Gambia, og med tiden blev tanken konkretiseret, og vi besluttede hen over julen, at slutningen af marts ’23 skulle det være…
Senere undersøgte vi muligheden for at udvide med en overnatning i Senegal – og da vi fik en lokal guide ind over vores planer, blev dette udvidet endnu engang med en overnatning i Guinea-Bissau.
Resten af planerne blev lagt sammen med denne lokale guide, Omar Jabang og hans selskab, Omitours. Det blev dog en uge, der ikke helt fik det forløb, som vi hjemmefra havde gået og drømt om!

Mandag, d. 20.3.
Afrejse fra Billund med morgenflyet kl. 6:50, og via Frankfurt og Bruxelles gik turen til lufthavnen i Banjul, hvor vi landede kl. 19:05, og så skulle vi ellers bare have vores bagage udleveret, inden vi kunne mødes med guiden Omar. Imidlertid var vores kufferter ikke med flyet – de var stadigvæk i lufthavnen i Bruxelles og havde misset afgangen derfra. Altså ‘lidt’ papirarbejde i forbindelse med at efterlyse kufferterne. (Her lærte vi så for første gang om det langsommelige, gambiske bureaukrati!)
Men som lovet stod Omar og hans chauffør Lamin klar i lufthavnen til at køre os til vores hotel, Sukuta Nema Guest House, der lå i byen Serekunda, som er Gambias største by.

Vi – dvs. Omar og Lamin – havde store problemer med at finde hotellet, men efter at have kørt rundt i kvarteret en times tid og ved hjælp af GPS’en på min telefon, nåede vi dog frem.
Herefter stod den – efter en enkelt lokal øl – bare på dyner samt at få hvilet ud til morgendagens sightseeingtur i området.

Tirsdag, d. 21.3.
Så oprandt den første rigtige dag her i Gambia, en dag hvor både morgenmaden og vores guide blev forsinket.
Så klokken var således blevet lidt over 9, inden vi kunne sætte os i bilen og drage mod dagens første besøg, Kachikally Crocodile Pool, i bydelen Bakau. Imidlertid holdt bilen ikke længe, og efter bare 10 minutters kørsel brød den sammen, da den løb tør for olie – det havde man lige glemt at fylde på. Det betød en lille times venten i den bagende sol, inden en ven af Omar, kaldet Doctor, dukkede op med en reservebil, en ældre Mercedes, så vi kunne komme videre. Det betød samtidig, at Doctor blev vores guide for resten af dagen, da Omar havde andre opgaver at løse. F.eks. sørgede han for visum til os til Guinea-Bissau; så her slap vi heldigvis for at sidde i kø i konsulatet.

Kachikally Crocodile Pool er et af tre hellige krokodillebassiner, der anvendes af lokalbefolkningen som steder for fertilitetsritualer. Kachikally er dybest set et lille vandhul med ferskvand, der tilhører Bojang-klanen i Bakau – en af ​​de store jordejere i byen.
Ifølge overleveringer fik klanen besøg af frugtbarhedsånden Kachikally i form af en tilsyneladende fortvivlet ældre kvinde, der lod som om, at hendes datter druknede i poolen. Familien reddede datteren, og Kachikally belønnede dem ved at forære dem poolen.
Ved indgangen til poolen – og før man går ned til selve vandhullet – går man gennem et mindre museum, der fortæller lidt om de forskellige folkeslag i Gambia.

Herefter følger en tur gennem en lille park med gamle, store træer til vandhullet, poolen, med det vand, der kan ‘helbrede’ infertilitet. Det var et charmerende og fredfyldt sted, hvor man i og omkring vandet kunne se en del fugle, der holdt til her.

Rundt om poolen ligger en række dovne og mætte krokodiller, som man opfordres til at klappe eller sætte sig overskrævs på – for et foto, naturligvis. Selv om jeg ikke var stolt ved situationen, fik man alligevel overtalt mig til at klappe et af de dovne dyr.

Kachikally Crocodile Pool besøges det af kvinder, der efter nogle års ægteskab uden børn gennemgår et ritual, hvor de vaskes i vand fra vandhullet – for at blive gravide. I tilfælde af at det virker, døbes barnet Kachikally.

Der er omkring 80 vestafrikanske krokodiller (Crocodylus suchus) i og ved vandhullet. Krokodillerne er dvaske og bliver fodret hver dag, så det er muligt at komme helt hen og røre ved dem – blot ikke de drægtige krokodiller, der er aggressive.
Vi fik en god beskrivelse af krokodillernes liv af en af de ansatte, der samtidig kunne vise os et par ægte og friske krokodilleæg, som han havde indsamlet.

Ellers vandrede lidt rundt sammen med vores guide, der villigt fortalte om stedet – og på denne tur rundt om poolen fik vi bla. øje på en  blåbrystet isfugl (Halcyon malimbica), der åbenbart havde sin rede i nærheden.

Efter besøget ved poolen gik turen videre til en batikfabrik, dvs. en baggård, hvor de lokale fremstillede flotte klæder med afrikanske motiver.
Overalt i baggården var der ophængt klæder med de motiver, som især kvinderne fra området havde fremstillet.

Der var klæder i alle mulige størrelser og farver, og når man gik tættere på nogle af stofferne, kunne man også se, at der var stor forskel i detaljerigdommen i trykkene.

Hvad priserne var? Ja, det ved jeg ikke; vi spurgte ikke på det – mest af alt for ikke at komme i en forhandlingssituation, hvor vi gav dem falskt indtryk af, at vi virkelig ville købe…
Vi fik demonstreret teknikken, hvor man med voks tegnede på klædet med en speciel pen, dyppet i farve, der var udtrukket af forskellige lokale planter, bla. blade fra planter i mangroven, bark fra forskellige træer og rødder.

Alle de farvestoffer, som de anvendte, var baseret på ting, der findes i naturen i Gambia. Det kunne være jord, planter eller dyr.
Ud over demonstrationen fik jeg også lejlighed til at prøve teknikken – og det var ikke så let, som det så ud til.

Det var interessant at se, hvor flotte produkter de kunne fremstille med enkle og meget primitive midler.
Næste punkt på dagens program var Bijilo Forest Park, der også kendes som Monkey Park på grund af de mange aber, der lever i og omkring parken. Parken, der er indhegnet, dækker et areal på 51,3 hektar, og den blev åbnet for offentligheden i 1991.
Sammen med en guide bevægede vi os ind i parken, og det varede ikke længe, før vi spottede to af de tre abearter, der lever her: Den grønne abe (Chlorocebus sabaeus) og Temminck’s røde colobus (Piliocolobus badius temminckii), der begge lod sig lokke til af guidens kalden og hans pose med jordnødder.
Den grønne abe, der også kendes som sabaeus-aben, er et meget socialt væsen, der normalt lever i grupper, hvor der er et tydeligt socialt hierarki styret af en alfahan, der har kontrol over både det sociale samspil og parring mellem andre hanner og hunner i gruppen.

Den grønne abe yngler kun én gang om året – på det tidspunkt, hvor ressourcerne i form af føde er mest rigelige, og mødrene tager sig af deres unger i omkring et år, før de lader dem klare sig selv.
Den grønne abe er næsten altædende, og her i det kystnære område tager den bla. krabber. I øvrigt består størstedelen af dens føde af frugter og hvirvelløse dyr.

Temminck’s røde colobus står opført som truet på IUCNs rødliste over truede arter, og i dag lever den kun i Gambia, Senegal, Guinea-Bissau og det nordvestligste Guinea. Arten findes ofte sammen med den grønne abe, hvilket vi så også oplevede her ved vores besøg i Bijilo.

Størstedelen af ​​dens kost består af frugter og blade, men den æder også gerne frø, blomster, knopper, bark og nødder – og det forklarer, hvorfor den lod sig lokke til af guidens jordnødder.

Begge de to arter af aber spiser også kokosnødder, og vores guide fandt og viste os en nød, som nogle aber havde haft under behandling for at få fat i indholdet – uden at det var lykkedes dem at få den helt åbnet.

Ud over det kunne vi nyde parkens mange træer og palmer, hvor det især var den afrikanske viftepalme (Borassus aethiopum), der dominerede – og et flot syn ud over Atlanterhavet, set gennem træerne. Det blev dog til en gåtur uden Lars, der ikke var helt ovenpå og måtte hvile sig i skyggen og vente på, at guiden og jeg kom tilbage. 

Da vi nu havde passeret middag, var det på tide at komme videre, og næste punkt på programmet var frokost. Derfor kørte vi videre til Sanyang Beach, hvor vi slog os ned ved et bord på strandrestauranten Rainbow Beach Resort og nød frokosten, der bestod af grillet fisk  – med rigeligt af væske til. Den korte udgave: Fisken var lækker – og solen var bagende.

Vi kunne konstatere, at vi var de eneste turister her på stranden, der også går under navnet ‘Paradise Beach’, men ellers var det et sted, der skulle vrimle med endages turister, når det var sæson. Overalt var der små strandbarer og restauranter, og spredt på stranden var der liggestole, hængekøjer og mere eller mindre effektive parasoller.

Rundt omkring restauranten var vådområder, der – når tidevandet trak sig tilbage – afslørede et eventyrligt liv af atlantiske vinkekrabber (Afruca tangeri)…

Efter middagen gik jeg – mens Lars hvilede ud oven på frokosten og i øvrigt fik sig en snak med Doctor – en tur blandt bådene og fiskerne på stranden, og jeg havde ikke gået mange meter, før en ung mand tilbød mig sit følgeskab og tilbød sig som guide. Og selv om jeg fortalte ham, at jeg ikke havde (gambiske) penge til at betale for hans tilbud, så gav han ikke op og fulgte mig som en skygge, mens jeg gik rundt blandt fiskerne på og ved stranden.
Jeg gik i vandkanten nordpå til det sted, hvor de lokale fiskere havde trukket deres både på land og nu lå og hvilede ud efter nattens og morgenens strabadser på havet – i skyggerne fra deres både.

Længere oppe på stranden var der bygget nogle meget primitive ‘hytter’, der først og fremmest skærmede de arbejdende kvinder og børn for solen, mens de rensede fisk, der skulle bringes til markedet i den nærliggende by, Tanji. Min nyligt vundne guide trak mig ind i en af hytterne og fremviste nogle af de fisk, der var bragt i land, så jeg forstod godt, at jeg nok blev nødt til at give ham lidt håndører…

Bag de primitive hytter var andre kvinder – ofte med deres småbørn på maven eller ryggen – i gang med at lægge fisk op på nogle borde, dels for at salte dem, dels for at de skulle tørre.

I andre hytter var det hummere eller andre krebsdyr, der blev forarbejdet, så alt i alt var mange mennesker beskæftiget i ‘fiskeindustrien’ her på stranden. Som min nye guide fortalte, så var fiskeriet et familieforetagende, så alle måtte hjælpe med, stor som lille, mand som kone.

Efter denne fine oplevelse af livet blandt fiskerne, fik jeg givet min påtvungne guide lidt penge – for lidt, efter hans mening – og jeg gik tilbage til Lars og Doctor, der ventede på mig i restauranten.
Herefter gik vores tur videre til The Gambian Reptiles Farm, der på overfladen godt kunne minde om en turistfælde, og da vi kom fem minutter efter lukketid, blev det indgang til overpris – inklusiv en guidet tur mellem farmens bure.
Mest interessant på rundvisningen var et par slanger, en puffadder (Bitis arietans) og en sorthalset spyttende kobra (Naja nigricollis).
Puffadderen er en meget giftig hugormeart, der findes i hele Afrika, bortset fra Sahara og regnskovene, og den har de fleste dødsfald som følge af slangebid i Afrika på samvittigheden af flere årsager: dens store udbredelse, hyppige forekomst i tætbefolkede områder og aggressive adfærd.

Den sorthalsede spyttende kobra kan udstøde gift fra sine hugtænder, når den føler sig truet – deraf navnet – og der er tale om en cytotoksisk gift, der irriterer huden, giver blærer og betændelse og kan forårsage blindhed, hvis giften kommer i kontakt med øjnene.
I øvrigt er slangens bid ofte ikke dødeligt for mennesker, og den lever hovedsagelig af små gnavere. 

På turen rundt på farmen så vi – ud over ovennævnte slanger, to forskellige arter af skildpadder og en yndefuld kamæleon (Chamaeleo gracilis), alt sammen fremvist af en tydeligt træt og gabende ansat, der afkortede den 45 minutter lange rundtur til 20 minutter. Ikke just dagens højdepunkt!

Herefter gik turen hjem til hotellet, hvor der var behov for at hvile ud, inden vi næste morgen skulle stå klar kl. 6 til en tur til Senegal og Gambia nord for Gambiafloden.

Onsdag, d. 22.3.
Som aftalt var vi klar til afgang fra hotellet kl. 6 – og vi blev afhentet af Doctor og Omar og kørt til havnen i Banjul, hvorfra vi skulle tage færgen til Barra i Nordgambia.

Mens vi ventede på færgen, oplevede vi det farverige liv i og omkring færgelejet med masser af mennesker bærende på deres bagage i hånden eller på hovedet, støjende lastbiler og virvar af aftaler, der skulle træffes.

I øvrigt var der ingen faste sejltider for den efterhånden tætpakkede færge – den sejlede bare, når det nu engang passede med passagerer og biler. Det betød, at man kunne være heldig at ankomme til færgelejet lige før afgang – eller være uheldig at ankomme, når færgen lige var sejlet.
Denne gang var vi dog heldige – vi var der en halv times tid før afgang.

På vejen over floden passerede vi et powerskib (tyrkisk), der producerede og leverede strøm til Banjul og de omkringliggende byer. Før skibet kom til Gambia for 5 år siden, var elektricitetsforsyningen i landet meget ustabil, men det problem havde skibet afhjulpet, og vi oplevede således kun en enkelt periode uden strøm i vores tid i og omkring hovedstaden.
Ved ankomsten til Barra var det tid til morgenmad i et lille blikskur ved havnen, hvor vi slog os ned hos en af Omars bekendte for at nyde lidt spiseligt og drikkeligt; morgenmad på hotellet havde der jo ikke været tid til! Omgivelserne var ikke noget at råbe hurra for, men kaffen, omeletten med brød og betjeningen fejlede ikke noget.

Med lidt godt i maven fortsatte vi ud i det pulserende liv i Barra, hvor handlende falbød deres farvestrålende varer – mest i form af tøj og/eller frugt og grønt, men ellers fik Omar kontakt til en bil med åbent lad, der skulle være vores base for resten af dagen.

Og så gik turen ellers til grænsen til Senegal, hvor vi skulle have ordnet grænseformaliteterne, inden vi kunne vandre rundt i endnu en farvestrålende by, Karang, med boder og stande med farvestrålende varer, der efterhånden mere eller mindre var blevet vores hverdag.
Vi vandrede lidt rundt på markedet og besøgte ligeledes en parkeringsplads, hvorfra der arrangeredes og koordineredes ture til den nærliggende Fathala Park, hvor man kunne komme på ‘safari’ – i noget der kunne minde om Løveparken i Givskud.

Flere steder i Karang, der har Fathala Park som den helt store seværdighed, hang der plakater og opslag, der reklamerede for parken, der lå bare fem kilometer fra byen, men vi bed ikke på! Efter hvad vi havde læst og hørt om parken var det hverken en safaritur (selv om de reklamerede for dette) eller en tur i zoologisk have…

Altså blev det ved at indsnuse lidt senegalesisk stemning, inden vi vendte næsen hjemad mod Gambia, og i øvrigt på landevejen mod syd mødte flere hestevogne, der fungerede som stedets taxaer.

Planen for dagen var, at vi skulle besøge en mere autentisk naturpark, så vi blev transporteret på ladet af bilen gennem støvede og sandede spor, der kun kunne passeres af en 4 hjuls trækker med en dygtig chauffør ved rattet. Og hu hej gik det gennem den uberørte Niumi Nationalpark, hvor vi bare var glade for, at det ikke var os, der skulle køre.

For os, der ikke skulle koncentrere os om vejen, blev det en flot tur, hvor vi så flere interessante fugle – ikke mindst sporeviber (Vanellus spinosus), der spankulerede omkring og søgte føde flere af de steder, vi passerede.

Højdepunktet på vores tur var et besøg på Jinach Island, der er kendt som øen, hvor ikke engang politiet har lyst til at komme, og efter en times kørsel gennem nationalparken var vi så fremme ved overfartsstedet til øen.
Her måtte vi efterlade bilen – og så af med sokkerne og rygsækken på nakken og af sted gennem det varme vand ud til den primitive båd, der ventede på os. Herefter stod en ung mand for resten af turen, og han padlede og styrede os sikkert over sundet mellem fastlandet og øen.

Turen over til øen var meget fredfyldt, og det var næsten behageligt at flade ud i båden og se øen nærme sig forude med forfaldne huse, høje palmer og noget, der lignede et par moskeer.

På Jinach Island blev vi modtaget af en lokal guide, der skulle vise os rundt og fortælle om sin ø – som han i øvrigt aldrig havde forladt.
Turen startede med en tur rundt i Jinach by, hvor det første, der åbenbarede sig for os var et stort baobabtræ midt på byens torv – fyldt med hejrereder. Men hejrer så vi i øvrigt ikke nogen af!

På øen er det store, officielle erhverv fiskeri af østers, hvilket vi da også hurtigt mærkede. Allerede da vi gik i land på Jinach blev vi mødt af en strand, der bestod af østersskaller, og her midt på torvet sad flere kvinder, der var i gang med at befri østerskødet fra skallerne.

Fra torvet gik vi så ad en støvet vej gennem marker, hvoraf nogle var med Cassava/Maniok, mens andre lå brak – dvs. var høstet, da vi var ‘out-of-season’. Cassava bruger man her på stedet på samme måde, som vi anvender kartofler eller man laver mel af dem til bagning.

På vejen faldt vi også over et cashewtræ med modne, røde frugter, og det gav os mulighed for at smage på frugtkødet, som man ellers aldrig møder på vores breddegrader.
Frugtkødet, der også kalder cashewæbler, sidder oven på nødden, og det er et vigtigt næringsmiddel for lokalbefolkningen, der laver marmelade eller chutney af det. Saften kan drikkes eller bruges til fremstilling af vin eller likør.

Fra cashew-træet fortsatte vi til udkanten af byen, hvor en enkelt mark med marihuana ikke var høstet, og her fik vi så lov til at nyde synet af en plante, der er forbudt i det meste af verden. Det er en kendt sag, at Jinach har mange marihuanamarker, og det er lige så kendt, at en del turister tager til øen bare for at få et syn af planterne, så derfor sørger man også for, at en enkelt mark eller to kan bruges som fremvisning for turisterne – mod betaling, naturligvis.

Vi vandrede lidt rundt på marken og ‘nød’ synet af planterne, der i flere tilfælde var højere end os – også i overført betydning… Det lykkedes mig da også at få vores guide til at tage et billede af mig inde i marken – omgivet af marihuanaplanter…

Fra marken gik vi tilbage til byen, hvor vi slog os ned i skyggen på en lille strandbar med en cola og fik en snak med vores guide, der fortalte lidt om sin familie og livet på øen, og det blev mere og mere tydeligt for os, at han nok også selv havde dyppet snablen i noget marihuana, inden han skulle være sammen med os.
Og nu ville han gerne bare slippe af med os – sådan føltes det i hvert fald!

Efter en kold cola og efter at have sagt farvel til vores ø-guide hastede vi tilbage gennem nationalparken til Barra for at nå færgen tilbage til Banjul – og endnu engang havde vi heldet med os – selv om det var på et hængende hår.
Tilbage i Banjul blev vi mødt af Lamin, der stod klar med Omars bil, der var repareret og så god som ny, og vores første stop gjaldt Royal Albert Market, hvor vi skulle have købt noget tøj, da vi stadigvæk ikke havde fået vores kufferter. Det blev til et indkøb for et par hundrede kroner (for os begge); et par bukser og to T-shirts til hver af os. Underbukser og sokker kunne vi ikke opdrive, så der måtte vi så nøjes med det, vi havde…
Herefter fortsatte vores eventyr sydpå, idet vi på vej ud af Banjul gjorde vi et kort fotostop ved Arch 22, der er en triumfbue, der er opført for at markere militærkuppet i 1994. (Buen er afbildet på bagsiden af 100-dalasi-sedlen.)

Herefter stod den på en køretur på godt 150 km eller 3½ time til vores hotel i Ziguinchor i Senegal, troede vi, for så langt kom vi aldrig, da Omars bil endnu engang brød sammen. Allerede inden vi var ude af Serekunda, var der røget en køleslange, hvilket betød at der skulle hentes en mekaniker, der kunne påmontere en ny.
For os betød det en påtvungen pause på godt og vel 2 timer – indtil ca. 19:30, og da grænsen – i følge Omar – lukkede kl. 18:30, var vi nødt til at finde alternativ overnatning i Gambia. Heldigvis havde vores chauffør Lamin en søster, der havde et guesthouse i byen Basori tæt ved grænsen, og vi fik her et par hytter uden vand, strøm og forplejning stillet til rådighed, så vi trods alt tilbragte natten under tag og ikke på bagsædet i bilen.

Torsdag, d. 23.3.
Endnu engang tidligt op og videre til grænsen, hvor vi skulle igennem det for området sædvanlige bureaukratiske show. Herefter videre mod Ziguinchor, men inden vi kom så langt blev der lige et holdt i Bignona, hvor vi kunne nyde vores morgenmad – igen i en lille sammenflikket madbod i vejkanten.

Her kunne vi sætte os ned under presenning, der holdt solen på afstand og gav lidt skygge, mens vi nød menuen, der stod på en baguette med grønne bønner og dertil en kop senegalesisk kaffe – der vel snarere var te. Alt sammen lavet og serveret af en ung kvinde, der i øvrigt havde godt gang i forretningen.
Mens vi sad og spiste kunne vi samtidig betragte livet i byen fra første parket. Der var godt gang i den, og lige ved siden af vores bod stod æselkærrer klar til at træde til, hvis der var nogen, der skulle have transporteret noget, de ikke selv kunne bære.

Efter denne korte pause gik det så videre til Ziguinchor, hvor vi skulle ud at se på byen, der er den syvendestørste i Senegal, troede vi. Men nej – der var kun lige tid til at køre til havnen, hvor Omar skulle hente færgebilletter til gruppe, han skulle af sted med i næste uge. Så det blev lidt af et antiklimaks, da vores aftale med Omar var sightseeing i byen, der er hovedstad i Senegals sydligste region Casamance, syd for Gambia.
I stedet gik turen videre retning Guinea-Bissau, hvor vi endnu engang skulle gennem grænseformaliteterne, som også denne gang skulle klares uden brug af hjælpemidler, dvs. ved at notere pasnumre, navne, indrejsedato og lignende i hånden.
Vi kom dog smertefrit over grænsen og befandt os nu i vores tredje land på turen, den tidligere portugisiske koloni Guinea-Bissau, hvor vi kørte direkte til byen São Domingos, der var domineret af flotte bygninger fra den tid, hvor det var portugiserne, der regerede landet.

Første stop var et livligt marked i udkanten af byen, hvor Omar forsøgte at finde en stand, der solgte den palmevin, som området var så kendt for, og som havde lovet os, at vi ville komme til at smage – men det lykkedes ham ikke at finde en sælger, så den oplevelse blev vi desværre (også) foruden.
Det blev derfor til en kort tur gennem markedet, inden vi kørte videre til centrum af byen, hvor der lå flere, rimeligt velholdte bygninger fra kolonialtiden.

Vi slog os ned på noget, der lignede er lokal bar, hvor vi med noget besvær fik bestilt en kold cola, som vi kunne sidde og nyde i let skygge, mens vi ventede på Omar, der lige skulle klare noget papirarbejde på et offentligt kontor, Poste de douanes, der lå over for baren – på den anden side af gaden.
Det tog lidt længere tid end forventet, men det gav os så også lejlighed til at besøge baren toilet, der absolut havde set bedre dage. Det samme kan man sige om de skilte, der hang på væggene og reklamerede for baren.

Efter en god, lang tids venten dukkede Omar op, og alt var i orden, så vi kunne køre videre ud af byen retning hovedstaden Bissau.
Vi fik dog ikke kørt mere end et par kilometer, inden vi blev standset i en rutinemæssig vejkontrol, hvor en politibetjent konstaterede en eller anden fejl ved bilen, der skulle koste (omregnet) ca. 115 kr. i ‘afgift’. Det var mere, end vores chauffør Lamin ville betale, så han måtte aflevere nøglerne til bilen – og vi blev gennet ud. Og der stod vi så, og vidste intet af, hvad der foregik, ud over at det var tydeligt, at der var noget bestikkelse, der manglede at blive betalt!
Det løste sig imidlertid, da Omar betalte pengene, og vi kunne drage videre gennem et flot landskab præget af udstrakte sumpområder, spejlblanke søer og brede floder.

Vi gjorde holdt ved et næsten udtørret flodleje, hvor borgerne i den lokale landsby udvandt salt af vandet efter et princip, der svarede meget godt til den saltudvinding, der foregår på saltsyderiet på Læsø – her var det blot solen, der stod for hele arbejdet.

Udvindingen af saltet lod sig kun gøre, fordi vandet i floden var brakvand med et vist saltindhold, og for os udenforstående så fremstillingen ikke særlig lækker ud, og det virkede som om, at saltet havde et stort indhold af salt. Men måske havde de en metode til at få det renset yderligere?

Det var også her, vi mødte nogle piger på vej fra skole, der stolt fremviste deres skoleuniform, dog ført efter at de var blevet overtalt af vores chauffør, Lamin, der stille op til foto sammen med pigerne.

Endelig – og uden flere store problemer – nåede vi sidst på eftermiddagen frem til Bissau, hvor vi blev indkvarteret på vores hotel, Hotel Kalliste (ingen hjemmeside), lige i centrum af byen. Hotellet var allerede under det portugisiske overherredømme et hotel, og det virkede noget nedslidt eftersom der næppe var blevet vedligeholdt på det siden da, men alligevel med en vis charme. Værelserne var gode og store – de bedste vi indtil nu havde haft på turen, og der blev serveret en lækker aftensmad på naborestauranten.
Efter at vi var blevet indkvarteret og havde spist, gik jeg – sammen med Omar – en tur rundt i centrum af byen, der er den gamle bydel fra tiden, hvor portugiserne var her.

Det betød også, at det var gamle koloniale huse, der prægede bybilledet – nogen af dem velholdte, andre mere eller mindre forfaldne, men langt de fleste i to etager med en veranda rundt om huset i første sals højde. Og de fleste af dem holdt i kraftige og markante farver…

Blandt de mere forfaldne bygninger kunne vi se det mere prominente Ministério da Justiça, som der ikke var megen glans over lige nu og mest af alt så ud som om, at en nedrivning af bygningen ville være den bedste løsning.

Efter vores rundtur i det gamle, maleriske centrum, fortsatte vi vores tur til havnen, der summede af liv, mens mørket faldt på, og allerede inden vi gik ud på byens kommercielle mole, hvorfra bådene gik til landets store seværdighed, Bijagós-øerne, kunne vi betragte interessante vægmalerier, der bla. reklamerede for de over 80 paradisiske øer, som mange turister valfarter til.

Da det var lavvande, kunne jeg ikke undgå at bemærke de mange skibsvrag, der lå og rustede på bunden af havnebassinet – synlige fordi det netop nu var ebbe og vandet derfor havde trukket sig væk; et trist og sørgeligt syn, og tankevækkende at man ikke har tænkt på andre løsninger for at komme af med affaldet.

Naturligvis måtte jeg have foreviget dette syn, hvilken ikke faldt i alles smag, og flere af menneskene på havnen udviste en lettere truende adfærd, så jeg valgte at pakke kameraet væk. Men et par billeder blev det da til – optaget i smug…

Efter aftenturen gik vi – ad omveje og gennem andre gader – tilbage på hotellet for at hvile ud til morgendagens hjemtur mod Gambia.
På turen skal jeg ikke glemme, at vi så flere symbolske kunstværker på mure og gavle – hvor kunstnere har fortalt det afrikanske folks historie…

Fredag, d. 24.3.
… blev en rigtig træls dag – for at sige det på jysk!
Aftalen var, at der var afgang fra hotellet i Bissau kl. 7, men hverken vores guide Omar eller chaufføren Lamin dukkede op, så vi kiggede os lidt omkring her lidt over 7.
Bilen holdt stadigvæk, hvor den var blevet parkeret i går, men deres fælles hotelværelse var tomt og forladt, og først lidt over halv otte dukkede Omar op med beskeden om, at de havde sovet over sig??? Og først kl. 9 dukkede Lamin op. Mystisk. Deres forklaringer stemte simpelthen ikke, og det irriterede os, at de holdt os for så dumme og at vi bare blev bundet en historie på ærmet…
Nå, vi fik drukket en kop kaffe, inden vi løb ind i næste problem: Bilen ville ikke starte, og det krævede, at vi alle fire måtte skubbe den i gang – men af sted kom vi da efter lidt tid, og alt syntes godt, mens vi kørte ud af byen.
Det gik da også godt i nogle kilometer, og langsomt kom vi da også nordpå – retning Gambia, men efter endnu nogle kilometer begyndte bilen at ryste kraftigt, hvorefter den stod helt af. Det viste sig, at motoren havde revet sig løs af ophænget ved at en møtrik var knækket…

Det kostede os en pause på mere end tre timer, hvor vi bare stod og ventede i varmen og den bagende sol fra en skyfri himmel. Det gav os mulighed for at iagttage området med små indhegnede marker, som skulle holde dyrene væk fra afgrøderne – og ellers intet liv.

Heldigvis fik Lamin nødtørftig hjælp til at reparere den, da en ung mand kom forbi med noget værktøj. Det betød så også, at vi kunne liste os videre på vores eventyr – on the road again.
Efter nogle kilometer på landevejen stoppede vi op, da vi fik øje på et flot baobabtræ tæt ved vejen, og også kunne se, at det bar frugter. Omar gik derfor ind til den familie, der boede nær træet, om vi kunne besøge dem og se, hvordan de boede.

Det blev et ja, og det endte med, at vi efterfølgende besøgte den familien, der velvilligt lod sig fotografere – mod lidt betaling, forstås – mens de forsøgte at sælge os hjemmelavet honning.
Det blev et nej tak til honningen, men vi fik i stedet lov til at plukke en frugt fra deres Baobabtræ.

Herefter fulgte familien os ud til bilen, hvor det blev til endnu et par billeder, mens vi fik sagt farvel og takkede for besøget.

Vi var i øvrigt i den lidt pudsige situation, at kommunikation med familien var stort set umulig; de talte kun det lokale sprog mandinka – og vist også noget portugisisk – men vi var jo på udebane med begge disse sprog.
Til alt held kunne Omar en anden dialekt af mandinka, så ved hans mellemkomst fik vi billederne i kassen – familien med børn, hhv. med og uden Omar.

Videre gik det til landsbyen Bula, der var hårdt medtaget af borgerkrigen i landet fra 1998-99, der var udløst af et statskup mod landets præsident, Bernardo Vieira, og som kostede flere tusinde menneskeliv og fordrivelse af mere end 100.000  mennesker fra deres hjemegn. Her skulle vi egentlig have spist morgenmad, men der var ikke rigtig nogen steder at spise.
Og morgen var det jo heller ikke mere…
I stedet så vi os nogle mahognitræer an – store som de stod der langs vejen, og det slog os, at barken flere steder var skrællet af stammen. Forklaringen lød, at barken brugtes både indvortes og udvortes i den traditionelle medicin i området til behandling af mavepine, malaria, hovedpine og hudproblemer.

Et andet sted så vi planter med det latinske navn Saba Senegalense med hvide, stjerneformede blomster. Planten får efterfølgende frugter med en hård gul skræl, der indeholder store kerner. Den har en behagelig syrlighed med en smag, der for nogle minder om tamarind, for andre om mango.

Altså besluttede vi at prøve at finde lidt spiseligt i den næste store by, São Domingos, så vi fortsatte vores tur retning Gambia, men absolut ikke uden problemer, for efter endnu nogle kilometer på landevejen nægtede bilen endnu engang at adlyde, og det var tydeligt, at det bedste ville være, hvis vi kunne holde et sted og få den efterset; det var efterhånden lidt kritisk at fortsætte på denne måde, hvor vi ikke rigtig vidste, om vi overhovedet nåede tilbage til Gambia, før grænsen lukkede.

Hvor om alt er, så kom vi da med nøje og besvær og langsom og forsigtig kørsel til São Domingos, hvor vi besøgte et par værksteder, før vi fandt et, som påstod, at de kunne tjekke og reparere ophænget.

Godt nok var de i gang med en anden bil, men det lykkedes os at få en forlomme, og mens Lamin og Omar forhandlede om prisen, kiggede vi os omkring på det, der skulle forestille at være et værksted.

De to timer på værkstedet brugte vi med at spise morgenmad (klokken var efterhånden 15:45) på en lille stand i vejkanten, hvor vi også samtidig underholdt os med ejeren, en yngre kvinde med 4 børn, der blev passet samtidig med at hun lavede mad og underholdt sig med os på tegnsprog og en blanding af portugisisk og mandinka, som var hendes modersmål.
Hun var en interessant kvinde, der lå på gulvet og legede med de yngste to børn, da vi trådte ind i hendes forretning, hvor hun havde sin ældste datter til at hjælpe i køkkenet.

Da det trak lidt ud med reparationen af bilen, så vi os – sammen med Omar – lidt om i kvarteret, hvor vi blandt andet så, hvordan de lavede mursten af ler, som de tørrede i solen.

Langs vejen stod nogle Gmelina arborea, der er et hurtigtvoksende, sydøstasiatisk træ, der var importeret fra sydøstasien. Træet er – lige som eukalyptus – et hurtigtvoksende træ, der plantes for at skaffe hurtigt tømmer, men i modsætning til netop eukalyptus udkonkurrerer det ikke de lokale træarter.

Vi var efterhånden noget nervøse for, om vi ville kunne komme over grænsen mellem Senegal og Gambia, inden den lukkede kl. 18:30 – vi var jo trods alt stadigvæk i Guinea-Bissau. Omar beroligede os dog, og han blev ved med at forsikre, at vi nok skulle nå det.
Bilen blev efter nogle timer meldt klar, og langsomt – og med en hel del uønskede stop indlagt – bumpede den videre, men da bilens gear havde sat sig fast, og man kun kunne bruge de laveste gear, og klokken var 19, da vi passerede Ziguinchor i Senegal med 95 km til grænsen ad hullede veje, blev vi mere og mere nervøse for, hvordan vi skulle nå at komme ind i Gambia, inden grænsen lukkede.
Og hver gang bilen skulle have en lille pause, dukkede piger op i vejkanten og forsøgte at sælge os nyhøstede cashewnødder.

Imidlertid gik grænseovergangen mærkeligt nok uden problemer og uden bestikkelse, og vi kunne trille videre til lufthavnen og hente vores bagage, inden vi udmattede kunne tjekke ind på vores hotel i Serekunda – efter en lang dag på vejene…
PS. Vi fik senere at vide, at grænsen slet ikke lukkede kl. 18:30, som Omar undervejs påstod – men først kl. 24. Så tid havde vi oceaner af!
Dagen sluttede i øvrigt med et besøg i lufthavnen i Banjul, hvor vi skulle afhente vores kufferter, der endelig var nået frem. Så nu var det bare med at komme til hotellet, hvor vi også boede de første dage i Gambia, få et bad og få skiftet al tøjet.

Lørdag, d. 25.3.
Dette var den første af vores to dage ind i landet (østpå) langs Gambiafloden.
Vi vågnede op til en morgen uden elektricitet, så vi måtte klare pakningen af vores ting i total mørke, men vi blev da færdige til at drage af sted på det aftalte tidspunkt, kl. 6:30. Der kom bare ikke nogen og afhentede os, og først da jeg havde kontaktet Omar, dukkede Lamin op for at køre os til havnen i Banjul, hvorfra vi igen skulle tage færgen til Barra.
Desværre var Lars så uheldig at blive udsat for et lommetyveri, hvor han fra en lomme – lukket med en lynlås – blev frarøvet sine penge og sin mobiltelefon. Han havde godt nok bemærket noget skubben og uro omkring sig på vejen til færgen, men han havde ikke taget notits af det, da der var mange mennesker omkring os hele tiden, uden at det egentlig vækkede mistanke om, der der foregik noget fordægtigt. Men ærgerligt for Lars, der dog stadigvæk havde sit pas og sine kreditkort, der ellers blev opbevaret i samme lomme.
Efter overfarten fik vi igen morgenmad i et skur i Barra – den sidste sammen med Omar, hvorefter vi fik plads i en taxa med en 21-årig chauffør, der skulle være vores ‘guide’ de næste to dage. Ikke mere Omar – på trods af, at det var en del af aftalen.

Så vi tog af sted gennem Barra sammen med vores unge chauffør, der i øvrigt førte gennem byen i en – efter omstændighederne – lækker bil, der var noget af et modstykke til den bil, vi ellers var blevet transporteret rundt i de seneste dage.
Han kørte langsom gennem byen, så vi fik lejlighed til at betragte livet; bla. så vi flere skolebørn, der hjalp deres forældre i standene eller på værkstedet. Forklaringen fra vores chauffør var, at de hjalp til med hjemmets opgaver den halve dag og så gik i skole resten af dagen.

Første stop på dagens program var et besøg i Jufureh, der ligger på den nordlige bred af Gambiafloden og er kendt for sin rolle i Alex Haleys roman Roots som fødestedet for Haleys forfader Kunta Kinte. I følge bogen skulle Kunta Kinta stamme fra netop Jufureh.
Efter udgivelsen af ​​Roots blev Jufureh en betydelig turistdestination, der medførte en vis velstand til byen, herunder med opførelsen af ​​en folkeskole, et nyt marked rettet og forbedret infrastruktur.

Ved ankomsten til Jufureh fik vi tilknyttet en lokal guide, der kunne fortælle os historien om slaveriet – set fra slavernes side. Om Kunta Kinta og hans families historie og om, hvordan lokale høvdinge solgte deres undersåtter til slavehandlerne…
Meget af denne historie kunne han fortælle uden for museet ved en symbolsk skultur, der forestillede en af byens indbyggere, der var blevet indfanget af en af sine egne – for at blive solgt til en europæisk slavehandler.

Herefter startede vores besøg på selve Slavemuseet – et lille, primitivt museum, der fortalte historien om slaveriet på egnen og som havde en hel afdeling dedikeret til Alex Haley og Kunta Kinta. De afrikanske scener i TV-serien Roots er ligeledes optaget her i Jufureh.

Vi fik god tid til at besøge museet og se historiske kort, billeder og flere originale opslag, som fortalte om slaveriet. Herunder også flere opslag, der annoncerede med nys tilkomne slaver til den nye verden i Amerika…

Efter besøget i slavemuseet med de indlagte og rørende fortællinger kørte vi til havnen i Albadarr, hvorfra slaverne blev udskibet – enten direkte med skibe til Amerika eller til et ophold på slaveøen ude i floden, Kunta Kinta Island, indtil der blev mulighed for at afskibe dem.
På havnepladsen står den ikoniske skulptur Never again, der skal illustrere, at slaveri aldrig må genopstå og hører fortiden til. Skulpturen har en globus som hoved, og fra hænderne hænger sprængte lænker, et symbol på frihed.

I øvrigt er der her på pladsen flere andre symboler på slaveriet, og i et hjørne står et af de varehuse, der eksisterede på den tid, godt nok renoveret. Et andet sted – også centralt på pladsen står den såkaldte Albreda-Juffure-bue, der symboliserer at de to slavehandlerbyer har en fælles historie.

Herefter blev vi – sammen med vores guide – fragtet til Kunta Kinte Island af nogle lokale fiskere, der fik lidt drikkepenge for at bringe os over til øen og retur. Øen, der ligger godt 3 km ude i Gambiafloden fra Albadarr, har gennem tiderne haft flere forskellige navne, og den har heddet både James Island og St. Andrew’s Island, før den fik det nuværende navn, der i den grad knytter den til slavetiden.

Turen over til øen gennem Gambiaflodens vand tog ca. en halv time, og undervejs ændrede øen sig fra at være en prik i horisonten til at være en ø med både et fort – eller rettere resterne af det – samt lidt bevoksning, herunder nogle baobabtræer i området omkring fortet.

Vi blev sat i land, og vores guide fortsatte nu sin fortælling om slaveriet – nu med fokus på det, der skete her på øen. Vi startede således i en lille åben hytte, hvor han kunne vise os en model af øen med de bygninger, der tidligere var på øen.

Øen blev ‘opdaget’ af en portugisisk ekspedition i 1456 og havde – efter at litauere havde bygget et fort på øen i 1651 – en betydelig position, først som handelsstation og senere som fængsel for de mest besværlige slaver.

Gennem årene skiftede øen ejere flere gange, og det var først, da englænderne erobrede øen fra hollænderne, at fortet fik navnet ‘Fort James’, mens øen blev døbt James Island.
I slavetiden blev øen brugt til at huse besværlige fanger, herunder slaver, der kunne gå frit omkring på øen, der dengang var 6 gange større, end den er i dag. Fortet var bemandet, og der havde fangerne/slaverne naturligvis ingen adgang, mens ellers kunne de gå rundt, hvor de ville. Pudsigt nok var der ikke nogen, der forsøgte at flygte fra øen; det var jo en kendt sag, at Gambiafloden var hjemsted for en del krokodiller, og en flugt gennem flodens vand ville næppe betyde friheden!
Vi fik nu en guidet tur gennem fortets ruiner, der nu er blevet stabiliseret og blandt andet huser et fangehul med plads til de mest besværlige fanger.

Hele området omkring øen, herunder Jufureh, Albadarr og Kunta Kinta Island, er på listen over UNESCO Verdensarvsteder på grund af dets vigtige rolle i forbindelse med slavehandel.
Efter besøget på Kunta Kinta Island gik turen tilbage til fastlandet, hvor vi betalte vores skipper lidt drikkepenge, sagde farvel til vores udmærkede guide og kastede et sidste blik på livet i vandkanten, bla. legende børn, der var oppe og skændes over et eller andet.
Alt i alt et rørende besøg med en guide, der kendte hver krog af historien.

Efter besøget i slavetiden satte vi os igen ind i bilen og så gik turen ellers videre gennem stadigt fattigere landsbyer – tre timer i bil til landsbyen Kuntaur.
Undervejs passerede vi byer med hytter, som vi ellers kan huske fra vores egen skolegang, når vi i skolen skulle lære om Afrika.

Vores stop i Kuntaur var Restaurant Kairoh Garden, der lå helt ned til flodbredden, og hvor vi skulle have vores frokost. Dagens ret: Sandwich. Desværre var Lars meget sløj og havde det rigtig skidt i varmen, og han stod over maden og ville egentlig helst bare lægge sig ned og hvile…

Efter frokosten skulle vi på flodsafari, og det lykkedes da mig at få Lars lokket med på turen, der gik op ad floden til River Gambia National Park med 5 små øer under fællesnavnet Baboon Island. (Undervejs kunne han ligge i skyggen på en bænk på båden og hvile sig – og få lidt frisk vind i ansigtet, hvilket kvikked ham lidt op.
Da vi nærmede os øerne samlede vi en ranger op, der skulle hjælpe os med at spotte nogle af de chimpanser, der levede vildt på øerne. Vores ranger havde til opgave at passe på, at ingen gik i land på øerne og så i øvrigt holde øje med de vilde dyr, der levede her.
Egentlig havde jeg ikke de store forventlinger til, at vi fik set det, vi i første omgang kom for, chimpanser, men det varede ikke længe, før rangeren havde guidet vores skipper hen til et sted, hvor han vidste, at en flok holdt til, og stor var glæden, da vi kunne se en mor med sin unge i træerne lige ved siden af os. Og de tog ikke notits af os.
Den oplevelse skulle lige fordøjes, så vi lå stille og betragtede parret, der viste sig at være en del af en større flok.

Efter lidt tid sejlede vi over på den anden side af floden, hvor vi igen havde heldet med os. Denne gang var det først et par ældre individer og derefter – lidt senere – et par yngre aber, der hyggede sig i træerne og spiste af bladene, som der var rigeligt af.

Undervejs så vi yderliger to grupper af chimpanser, der fouragerede i træerne og palmerne i vandkanten.
Bare for at give os en ekstra oplevelse, så sejlede vores skipper rundt om et hjørne, og foran os åbenbarede sig set en flok flodheste, der ellers er meget truet i Gambiafloden.
Her holdt vi os pænt på afstand, da det er en kendt sag at flodheste nemt kan vælte en båd, der kommer for tæt på.

Mættede med særdeles store indtryk vendte skipper både og ville sejle tilbage til restauranten, men pludselig standsede han motoren og vendte båden. Det viste sig, at han havde spottet en boa, der lå i vandkanten og var i gang med at kvæle en abe.
Wow for en tur…

Da vi var i land igen, havde Lars heldigvis fået det lidt bedre, og så gik turen videre til de nærved liggende Wassu Stonecircles – endnu et UNESCO verdensarvsted.
På stedet ser man 11 stencirkler samt nogle frontalsten, dvs. sten, der står uden for cirklerne. Det var imponerende at gå blandt cirklerne, hvis datering og betydning er noget usikker; man formoder dog, at stensætningerne er fra mellem 3. årh. f. kr. og 16. årh. e. kr. og at der er tale om kongegrave.

I øvrigt var der ikke meget info at hente fra guiderne på stedet! Det var ramadan, det var sidst på dagen, og de var lidt gnavne og ventede vel egentlig bare på, at solen gik ned, så de kunne få noget at spise. I øvrigt er der yderligere 3 stensætninger af denne type i Gambia/Senegal – alle sammen på UNESCOs Verdensarvliste.

Den største af stenene i stensætningerne i Wassu er 2,59 m høj og samtidig den største sten i alle stensætningerne.
Dagens program var nu ved at være til ende, og turen gik nu til vores bungalow i George Town på MacCarthy Island i Gambiafloden. Fra flodbredden i nord blev vi sejlet til vores hotel, Baobolong Lodge (ingen hjemmeside), på øen i en lille blikbåd med påhængsmotor styret af en ung mand på højst 12-13 år.

Herefter indkvartering og aftensmad mens solen gik ned.

Søndag, d. 26.3.
Efter morgenmaden blev der hurtigt pakket sammen, og vi stoppede op på havnen, hvor et af de få huse, der siges at være fra slavetiden, stadig står: fængslet. I øvrigt er der ikke mange spor tilbage fra den tid, hvor ca. 200 befriede slaver ankom fra Freetown i Liberia og bosatte sig på øen, og i dag findes der – ud over fængslet – kun et enkelt kreolsk træhus tilbage.

Det mest interessante ved fængslet, som man normalt godt kan besøge og se indefra, men som var lukket så tidligt på dagen, som vi var her, var gavlen, hvor en del af slavernes frihedshistorie er fortalt i billeder.

Herefter begyndte vores tur hjemad ad South Bank Highway tilbage til Serekunda og lufthavnen. Det blev en tur med kun få enkelte stop – ud over de indlagte politikontroller og militære checkpoints. Det var tydeligt for os, at politikontrollerne var oprettet for at hive penge ud af de køretøjer, der passerede – og det var nødvendigt med penge under bordet, bestikkelse, hvis man ikke ville blive tilbageholdt i unødig lang tid – ‘for nothing’. I øvrigt var der mange, der langs vejen solgte sække med trækul – hvad de så ellers skulle bruge det til; der var jo træ overalt, lige til at samle op og fyre af…

Men udover disse stops havde vi en rolig tur retning lufthavnen. Dog fik jeg forklaret vores chauffør, at jeg gerne ville se nogle originale lerhytter med stråtag, så han kørte på et tidspunkt væk fra asfaltvejen for at se, om han kunne finde noget til mig, som jeg kunne bruge. Det lykkedes desværre ikke helt…

Da vi nærmede os lufthavnen før klokken 13 – og vi skulle flyve kl. 19:35 – besluttede vi, at vi lige ville besøge Abuko Nationalparken på vejen, så vi ikke bare skulle sidde i lufthavnen og kukkelure. Som sagt, så gjort.
Vi blev kørt til nationalparken, der lå næsten på vejen, og vi fik et par timer til vores besøg. Jeg betalte for indgangen og fik min egen guide, da Lars valgte at blive undefor i skyggen og diskutere politik, samfundsforhold og religion med nogle af de guider, der ellers var tilknyttet stedet, men pt. uden gæster at vise rundt.

Derfor fik jeg så en tur med min egen guide på en times tid i en park, hvor man havde et fornuftigt forhold til naturen. Ikke noget med at lokke aberne eller andre dyr til med foder – man måtte se dem i deres naturlige omgivelser og på deres præmisser. Det blev en god tur med en guide, der havde en stor viden og også fortalte og besvarede spørgsmål i relation til parken og dyrene.
I parken ligger et lille vandhul, der er et tilløbsstykke med masser af fugle, krybdyr og pattedyr, der kommer og drikker her. Her er også et godt skjul, et slags udsigtstårn, hvor man kan sidde og være ganske tæt på dyrene.

I øvrigt er der mere end 270 furlearter i parken, og jeg var så heldig at se flere af disse. Mest interessante – synes jeg – var et par isfugle, der opholdt sig få meter fra mig.

Ud over isfuglene så jeg også – højt oppe i trækronerne – flere palmenøddegribbe (Gypohierax angolensis), der – atypisk for gribbe – hovedsagelig lever af frugter.
Og så så jeg nogle få grønne aber (Chlorocebus sabaeus), som jeg også havde set tidligere på turen til Gambia.

Endvidere så jeg krokodiller samt flere arter af øgler.
Og som noget af det sidste, jeg så i parken, var frugter af Saba Senegalensis, som vi jo tidligere på turen havde set i Guinea-Bissau i blomst. Frugterne var åbnet og indholdet var spist af nogle af parkens aber.

Herefter kunne vi sige farvel til parken og køre mod lufthavnen, hvor vi ankom kl. 15 – og så ellers bare kunne vente til afgangen først på aftenen.

Mandag, d. 27.3.
Ankomst til Aarhus efter landinger i Bruxelles, Amsterdam og Billund – og så var det ellers bare om at få pakket ud, vasket tøj og slappet af efter en begivenhedsrig tur.
PS. Selv kufferterne var med flyet denne gang!