Nepal, 4.-12.10.25

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Denne beretning vedrører den første tredjedel af dette efterårs rejse til Himalaya sammen med fire af vores venner.
Forhistorien er, at vi egentlig skulle have været af sted på en 12 dages rejse til Nepal og Bhutan for et år siden. Denne rejse var arrangeret af Albatros Travel, der imidlertid valgte at aflyse rejsen mindre end 24 timer til afgang, men det fratog os ikke lysten til at komme af sted.
Her et år senere er vi ikke spor ærgerlige over, at rejsen blev aflyst, idet det gav os mulighed for selv at arrangere en endnu bedre rejse. Vi kontaktede derfor en lokal indisk rejsearrangør, Terra World Travel, der arrangerede dette års rejse ud fra de rammer, jeg havde stillet op.
Resultatet blev en længere rejse – ikke bare til Nepal og Bhutan – men suppleret med en rundtur på 12 dage i Rajahstan, når vi nu alligevel var på de kanter.
Mere om dette senere.
Optakten til rejsen blev lidt kaotisk, idet vi oplevede, at Air India flere gange ændrede afgangstider med det resultat, at vi måtte annullere flyvningen fra Delhi til Kathmandu og booke en ny flyvning hos et andet selskab, Nepal Airlines.

Lørdag, d. 4.10.
Efter afrejse fra København fredag aften landede vi til tiden i Indira Gandhi Internationale Lufthavn i Delhi, hvorefter vi skulle gennem paskontrol, immigration og bagageudlevering. Så fulgte endnu en paskontrol, security og indtjekning af bagage, inden vi kunne slå os ned og vente på flyet, der skulle afgå midt på eftermiddagen.
Men herefter skete der i laaang tid så ikke noget…
Tiden gik, og uden yderligere information fra personalets side kunne vi først med en forsinkelse på tre timer boarde flyet til Kathmandu.

Det viste sig så efterfølgende, at forsinkelsen skyldtes uvejr i Kathmandu, og at ingen fly – ud over vores – fik tilladelse til at lande eller lette herfra. Alle fly fra Delhi blev cancelled, og vi hørte om flere fly, bla. et fra Qatar, måtte vende om og flyve tilbage, hvor de kom fra.
Uden yderligere forsinkelse kunne så midt på aftenen lande i Tribhuvan Internationale Lufthavn, og for os gik immigration, paskontrol og bagageudlevering herefter hurtigt og effektivt, inden vi i forhallen blev modtaget af Narayan, vores guide for den kommende uge, og Brinda, fra vores nepalesiske rejsebureau. 
(I øvrigt blev vi allerede i lufthavnen erindret om det uvejr med monsunagtig regn, der havde præget de sidste dage i Kathmandu, idet vi på vej gennem lufthavnsområdet flere steder oplevede beholdere, der var opstillet for at opsamle det indtrængende regnvand.)

Efter modtagelsen og et par obligatoriske billeder blev vi kørt til vores hotel for de kommende 3 nætter, Hotel Holy Himalaya, i det livlige Thamel-kvarter. 
Her fik vi så en briefing om, hvad der skulle ske de kommende dage, og vi nød en kold, lokal øl, inden sengene kaldte.

Søndag, d. 5.10.
I dag stod vi op til en overskyet himmel, men heldigvis uden regnvejr, og efter morgenmaden kunne vi så gå i gang med dagens omfattende program.
Vi blev afhentet af vores guide Narayan og kørte herefter til Swayambhunath, der ligger i den vestlige del af Kathmandu by, og som er kendt for sin historiske og kulturelle betydning.
Swayambhunath ligger på en bakke højt hævet over det omkringliggende landskab og dateres tilbage til 406 e.Kr., og stedet havde allerede i 13. århundrede etableret sig som et vigtigt, buddhistisk pilgrimsrejsecenter med besøgende fra hele verden.

Komplekset, der omfatter en stupa, Swoyambhu-stupaen, en række helligdomme, templer og bedehjul, er et til et vigtigt sted for både buddhister og hinduer.
Vigtigst på stedet er selve Swoyambhu-stupaen, der med sit spir af 20 kg guld og Buddhas altseende øjne er et genkendeligt symbol på Nepals hovedstad. Der er flere veje, der fører til toppen af området, hvor stupaen og de øvrige helligdomme står, og Narayan valgte for os den nemmeste, hvor vi kunne undgå alt for mange trapper.
Det betød så, at vi lige efter indgangen så en Buddhafigur i den såkaldte Fredsbrønd, der blev opført i 1998, inden vi gik op ad bakken mod stupaen og de øvrige helligdomme.

Det var en lidt anstrengende tur, hvor størstedelen af turen foregik på ukurante trappetrin, og hvor vi lige fik indlagt et par kunstpauser – med påskud om at nyde den flotte udsigt over Kathmandu – eller betragte de modige rhesusaber (Macaca mulatta), der legede i træerne, sad på trinnene eller hvilede ud på gelænderet langs vejen mod toppen. Netop stedets mange hellige rhesusaber er årsagen til, at stedet har fået tilnavnet Abetemplet.

Da vi nåede helt op til toppen af trapperne – lige ved indgangen til et lille buddhistmuseum -blev vi noget overvældet ved synet af den imponerende Swoyambhu-stupa.

Her fik vi af Narayan først en introduktion til områdets historie, beskrevet ved denne legende fra det 15. årh.:
Legenden beretter om en mirakuløs lotus, som blomstrede i den sø, der engang dækkede Kathmandudalen. Denne lotus udstrålede på mystisk vis et strålende lys, og stedet fik derfor navnet Swoyambhu, der betyder selvskabt. Hellige og vismænd rejste til søen for at tilbede lyset. På samme tid mediterede Bodhisatva Manjushri (en hellig person, der har udskudt sin egen nirvana for at hjælpe andre) og fik en vision af det blændende Swoyambhu-lys, og han fløj på sin blå løve over bjergene til Kathmandudalen for at tilbede lotusblomsten. Manjushri  var meget imponeret af kraften i det strålende lys og følte, at hvis vandet løb ud af søen, ville Swoyambhu blive lettere tilgængelig for menneskelige pilgrimme. Med sit store sværd skar han derfor en kløft mellem bjergene omkring søen, så vandet løb væk og efterlod dalen, som den ses i dag. Lotusblomsten forvandlede sig derefter til en bakke, mens lyset blev til Swoyambhu stupa.
Efter denne beretning fik vi lidt tid til at udforske området på egen hånd.
Dette bragte os forbi flere interessante steder og bygninger. Vi valgte at gå mod venstre, så vi gik med uret rundt om stupaen, hvilket man jo skal gøre i følge buddhistisk tro, og det førte til en mindre plads vest for stupaen, hvor vi både kunne se det tibetanske buddhist-kloster Deva Dharma Maha Vihar (vest for pladsen) og ikke mindst det lille, flotte Harati Ajima tempel.
Ingen af disse to steder besøgte vi – mest af alt fordi der var en eller anden seance i gang med bøn og ofringer.
Deva Dharma Maha Vihar er grundlagt af en bhutanesisk lama i 1780, men det nedbrændte få år efter og forfaldt, indtil det blev genopbygget med økonomisk støtte fra kongefamilien i Sikkim. Klostret bruges i dag af pilgrimme, der kommer for at bede i Hariti-templet eller Swoyambhu-stupaen.
Harati Ajima-templet er en traditionel nepalesisk pagode, et helligt sted, der er dedikeret til gudinden Harati, der er anset for at være buddhismens beskytter, og i dette tempel kommer både buddhister og hinduer med rituelle ofringer for at bede om beskyttelse af deres børn mod sygdomme og epidemier. Hele templet er forgyldt med guld, som er doneret af forskellige troende, hvis bønner er blevet hørt.

Vores rundgang fortsatte nordpå til endnu en plads, omgivet af røde bygninger med små forretninger, der solgte souvenir, håndværk og kunst, der hovedsagelig relaterede sig til stedet og dets betydning; i øvrigt blandet med caféer og kaffesteder.
På denne plads sås en række små gråsorte chaityaer, som er små monumenter, der gennem tiden er opført i forskellige stilarter af troende buddhister.
Stedet er kendt som ‘Chaitya Park’. 

Næste punkt på turen var endnu en plads med en masse stemning – og på vejen derhen faldt vi over en lille helligdom, Agnipur, der er påmalet ildguden Agni Bhairavas røde ansigt med 3 øjne, der repræsenterer solen, månen og ‘den endelige ildstorm’. Farven symboliserer renselse, energi og transformation, og den er forbundet med tilbedelse af ild og energi.
I øvrigt var farven slidt noget af og ildguden trængte til at blive genoptegnet. 

Den nordlige gård var afgrænset mod nord af det 1500 år gamle Shantipur-tempel, der betragtes som det helligste og mest hemmelige af alle Newar-buddhismens helligdomme.
Templet siges at skjule indgangen til et underjordisk netværk af rum, der er forbundet med den skjulte indre kerne af Swoyambhu-stupaen.
Heller ikke dette tempel besøgte vi, idet ingen andre end præster har adgang til templet, hvor den tantriske vismand Shantikar Acharya menes stadig at bo!

Lige uden for Shantipur-templet står i øvrigt en farverig Buddha-statue, der stammer fra 16. årh. Buddha sidder på en lotustrone på en løvestol med den ene hånd, der rører jorden.

Fra den nordlige plads fortsatte vi – stadigvæk med uret rundt om Swoyambhu-stupaen – til trappen fra øst op til tempelområdet, og her kunne vi beundre den meget store, gyldne Vajra, en slags scepter, der er placeret på en rund base af sten med 12 dyr, der repræsenterer astronomiske symboler. Vajraen repræsenterer visdom og medfølelse i Vajrayana-buddhismen, hvor den tilbedes, og hvor de troende bærer vejraer som ringe og medaljoner til beskyttelse mod onde kræfter.

Hermed kunne vi afslutte et længere besøg på dette hellige sted, og vi kunne igen gå turen ned ad bakken til vores ventende bil.
Link til mere viden om Swayambhunath: Her.

Fra Swayambhunath kørte vi nu sydpå og ud af selve Kathmandu for at besøge et par interessante Newar-landsbyer, Bungamati og Khokana, og på vejen derud passerede vi flere steder, hvor de seneste dages regnvejr havde truet med oversvømmelse af lavereliggende områder – lidt i stil med, hvad der skete sidste år, hvor oversvømmelser i området havde kostet mange menneskeliv og ødelagte en del huse. I år var det – indtil nu – dog ikke gået så vidt.
Vi blev sat af ved et torv i den vestlige udkant af byen, hvor et ældre ægtepar var ved at lægge deres høst af ris til tørre.

Herefter bevægede vi os herefter gennem byens små stræder, baggårde og pladser, hvor vi flere gange så træskærere i arbejde – selv om det var søndag. 

Bungamati er en lille, men kulturelt og religiøst betydningsfuld by med en historie, der går langt tilbage i tiden. Byen bebos næsten udelukkende af Newar-folket, der har deres eget sprog, bhasa, og praktiserer deres egen form for hinduisme (ca. 85 %) og buddhisme (ca. 15 %). 
Newarerne blander sig ikke gerne med andre befolkningsgrupper i Nepal, og de er kendt for deres bidrag til kunst, kultur og håndværk, og overalt i Bungamati så vi eksempler på deres kunnen – især var de mange flotte udskæringer i døre, bjælker og karme imponerende. 

På vores vej gennem byen virkede det som at gå tur i et levende museum for Newar-kultur med traditionelle huse, smalle gyder og åbne gårdhaver, men mange steder så vi også bygninger, der blot henlå som murbrokker som et resultat af jordskælvet i 2015 – og her i byen havde den nepalesiske regering ikke prioriteret at få ryddet op efter det ødelæggende jordskælv dengang.

Vores tur førte gennem flere små passager ind i endnu flere baggårde, hvor der centralt i gårdene var placeret små Newar-templer eller stupaer.
Ellers endte vi efter nogen tid på en større åben plads, der var domineret af det flotte Rato Machhindranath-tempel, der er et vigtigt pilgrimssted for både hinduer, der ser Rato Machhindranath for at være en reinkarnation af Lord Shiva, og buddhister, for hvem han er en reinkarnation af Avalokiteshvara.

Templet daterer sig tilbage til 1673, men der har været et tempel på stedet siden mindst 1408. Det blev kraftigt beskadiget ved jordskælvet i 2015, men genopbygget af lokale beboere.
Vores vej førte også forbi flere phalchas, der er små pavilloner med en søjlebeklædt facade med stort mellemrum mellem søjlerne; steder, der bruges af lokalbefolkningen som samlingssteder.

På vores videre vej passerede vi en næsten kvadratisk, større dam, De Pukhu, der fungerer som et vandreservoir for byen. Nu om dage har den ikke den funktion mere, men bruges af de lokale som fiskedam.

Lige i nærheden af De Pukhu-dammen viste et lidt falmet vægmaleri, at man godt her på stedet var klar over betydningen af rent drikkevand – når nu ellers levebetingelserne ikke var optimale, og hvor større farer lurede i horisonten eller undergrunden…

Herefter var vi ved at være ude af Bungamati igen – og turen gik nu videre til den næste landsby, Khokana, der ligeledes er en Newar-landsby. Vi valgte at gå den korte tur (mindre end en kilometer) til Khokara – en tur, der førte os forbi rismarker og små huse langs vejen.

Turen rundt i Khokana mindede i høj grad om den vandretur, vi lige havde haft gennem Bungamati – igen med smalle gader, små templer samt en hel del sammenfaldne huse som et resultat af jordskælvet i 2015. Landsbyen er især kendt for sin produktion af sennepsolie, hvor en  tung træbjælke bruges til at knuse sennepsfrøene for at udvinde olien. (Dette så vi dog ikke noget til). 

Vores tur bragte os forbi mange små hindutempler i gaderne, og flere steder var der også små pavilloner, hvor folk hang ud. Byggestilen var meget traditionel Newar-stil med røde mursten og træ med masser af udskæringer i bjælker, døre og vinduer.

Overalt, hvor vi vendte os hen, så vi pagoder og stupaer, og overalt var der dele af sammenfaldne bygninger, der bare lå sådan hen, siden jordskælvet rystede byen og ødelagde de fleste af bygningerne. Mange fleretagers bygninger lå, til dels understøttet af bjælker og stativer, som åbne sår i bybilledet.

Og alligevel kunne man læse opmuntrende beskeder på nogen af væggene – f.eks. om at spare på vandet, hvilket jo er et rigtig godt budskab – uanset hvor på kloden, vi befinder os!

Vores rundtur sluttede ved byens busholdeplads, og noget af det sidste, vi passerede, var en sundhedsklinik, der var holdt i smukke, klare farver.
På denne måde et noget atypisk indtryk at afslutte med på turen til Khokana.

Fra Khokana vendte bilen, og vi kørte nordpå til dagens sidste stop, Patan, der er en af de tre kongebyer i og omkring Kathmandu. Vi blev sat af ved Chyasim Deval Krishna-templet, der ligger i den sydligste del af Patans historiske område, Durbar-pladsen, der er UNESCO Verdensarv.
Chyasim Deval Krishna-templet, der er en smuk ottekantet bygning, er formodentlig er bygget under Kong Vishnu Malla i 1723, og det står den dag i dag stort set, som da det blev bygget.

Vores første besøg her på Durbar-pladsen gjaldt Mul Chowk, der er grundlagt af Srinivasa Malla i 1666 og er centrum for de rituelle aktiviteter, der foregår i Patan-paladset. Det er paladsets største gårdsplads, omgivet af tre templer for Taleju, bla. paladsets højeste bygning, Degutalle.

Og så var vi rigtig heldige med timingen: Netop som vi ankom, satte et rituelt optog i gang fra gårdspladsens ene hjørne, og en broget flok af mennesker, kvinder med koste, rituelle genstande eller bærende på børn og mænd med bla. gudinden Taleju iført blomsterkranse af tagetes, bevægede sig langs gårdens mure og ud på Durbar-pladsen, mens vi så på.
Al sammen akkompagneret af musik, røg og sang.

Da roen igen faldt på, kunne vi nyde den flotte gård, hvor der var imponerende udskæringer i bjælkerne og flere forgyldte statuer – bla. af flodgudinden Yamuna stående på en skildpadde.

Fra Mul Chowk gik vi igen ud på Durbar-pladsen og nordpå – forbi det flotte Krishna Mandir-tempel. Templet er bygget i 3 etager med 21 gyldne tinder i perioden 1631-37 under kong Siddhi Narsing Malla, og det er resultatet af en drøm, kongen havde haft: at guderne Krishna og Rana stod foran paladset. Herefter beordrede kongen templet bygget på dette sted.
Da Krishna menes at være en jordisk inkarnation af guden Vishnu, findes der overalt i templet billeder af Vishnu og hans ridedyr, Garuda. Templet blev kraftigt ødelagt af jordskælvet i 2015, men blev restaureret og genåbnede for turister allerede i 2018.

Vi fortsatte nordpå, og næste tempel på turen var Vishwanath-templet, der ligger lige nord for Krishna Mandir. Templet er bygget i 1627 under kong Narasimha til at ære guden Shiva, og – som ved så mange andre Shiva-templer i denne del af verden – er tagstøtterne dekoreret med erotiske udskæringer. 

Godt sultne fortsatte vi til vores restaurant på Swotha-pladsen, der prydes af det stilrene Swotha Krishna Mandir-tempel, der i øvrigt – tilsyneladende – ikke har haft en fremstående position i historisk, religiøs sammenhæng, og som sådan var at opfatte som ‘bare endnu et tempel’.

Efter frokosten gik vi en tur rundt i den gamle bydel i Patan – på en tur, der bragte os forbi flere interessante steder og bygninger. Undervejs så vi bla. en traditionel nepalesisk vandhane, kendt som dhunga dhara – indbygget i en mur og forsynet med et farvestrålende maleri, der viser Buddhas alvidende blik, to nagas (slangeguder) samt 2 sæt ringe, der kan være symboler på evighed.

Vores mål for gåturen var Kumbheshwar-templet, der lå 500 meter nord for Durbar-pladsen. Templet, der er bygget i 5 etager, stammer fra ca. 1392, og det er dermed et af Kathmandudalens ældste templer. I øvrigt findes der i Kathmandudalen kun yderligere ét tempel i 5 etager – Nyatapola-templet i Bhaktapur.
Templets brug var forbundet med vand, og det er bygget oven på en naturlig kilde, så i mange af de legender, der knytter sig til templet, er vand et tilbagevendende tema. Templet blev ødelagt ved et jordskælv i 1808, men hurtigt genopbygget.

Området omkring templet har flere andre religiøse bygninger, og meget fremtrædende er derudover en kvadratisk vaskeplads/dam, Kwonti Pukhu Hiti, der er et offentligt sted, hvor de lokale bader, vasker tøj og drikker vand. Navnet er et Newar-udtryk, der oversættes til ‘stenspringvandet ved trappebrønden’.

Fra Kumbheshwar-templet fortsatte vi til Det Gyldne Tempel, Hiranya Varna Mahavihar, der er et buddhistkloster, der blev opført i 1409, og i følge legenden er det bygget på et sted, hvor en rotte jagtede en kat. Derfor blev rotter anset som hellige og fodret så sent som i 1994! – en tradition, der nu er ophørt.

Templet er udsmykket med messingstatuer og forgyldte metalplader, der dækker det meste af facaden. Tempelkomplekset er hjemsted for adskillige helligdomme, statuer og smukt udsmykkede bedehaller, men den forgyldte stupa, der står centralt i den lille gård, samt bagvæggen med indgangen til det helligste, er nu kunstværker i sig selv.

Desværre var der begrænset adgang til en del af templet, da man stadig er i gang med at renovere og genopbygge det efter jordskælvet i 2015, og en del af området er derfor fyldt med stilladser og afdækninger.

Fra Det Gyldne Tempel gik vi tilbage til Durbar-pladsen og forbi Bhimsen-templet, der er pladsens nordligste tempel. Dette tempel er bygget i 1682 under Shrinivas Malla og dedikeret til Bhimsen, der er newarernes handelsgud. Også dette tempel blev grundigt ødelagt ved jordskælvet i 2015, men genopbyggedes af det oprindelige materiale og genåbnede i 2022.
Flere træk ved Bhimsen-templet er usædvanlige, og f.eks. er det det eneste tempel på Durbar-pladsen, der er dekoreret med lange pataka–strimler, som menes at repræsentere en guddommelig stige, der tillader guddomme at stige frem og tilbage mellem deres himmelske bolig og jorden. 

Sidste punkt på den fælles dagsorden for Patans historiske del var Narayan Chauk, der er den yngste del af paladset i Patan og i dag rummer et museum med traditionel, nepalesisk kunsthåndværk. Midt på gårdspladsen står en lille helligdom dedikeret til Keshav Vishnu.

Pladsen i sig selv er ikke så interessant, men en lille dør i gårdens bagerste del førte til en stille have, hvorfra der var en indgang til paladsets mindste gård, Sundari Chowk. Denne gård blev bestilt af Siddhi Narasimha Malla i 1628, og centralt placeret i gården er et smukt og nedsænket bad fra 1666, Tusha Hiti. Badet, der kan have fungeret som kongens bad, er omkranset af slanger og væggene er forsynet med mange stenudskæringer af hinduguder – udført i meget høj kvalitet. Vandhanen i messing viser Vishnu og Lakshmi ridende på Garuda. Alt i alt et vanvittig flot bad!

Efter besøget i Sundari Chowk-gården vandrede vi lidt rundt på Durbar-pladsen, og kunne her se den store Taleju-klokke, der skulle kalde folk sammen i tilfælde af brand eller krig.

I øvrigt stod nu bare på opsamling og transport tilbage til vores hotel, hvor vi kunne hvile ud efter en dag med enormt mange og stærke indtryk fra en dag i Kathmandu og omegn.
Og efter lige at have hvilet benene og sanserne lidt, kunne vi gå hen ad gaden til en lille restaurant, Gaia, lige om hjørnet, hvor vi kunne få lidt lokal mad.

Mandag, d. 6.10.
Efter en spændende dag i går, en god nats søvn og en nærende morgenmad stod vi nu klar til endnu en dag med oplevelser i Kathmandu.
Vi blev afhentet af Narayan og kørte til Pashupatinath-templet, der er et af de ældste, det mest betydningsfulde og det helligste pilgrimssted for hinduer i Sydasien. Templet er en del af et større kompleks, der – ud over templet selv – omfatter 518 minitempler fordelt over et område på 246 hektar.
Pashupatinath-templet er dedikeret til Pashupati – en reinkarnation af Lord Shiva – og dets historien går tilbage til år 400 e.Kr. For hinduerne er Pashupatinath ikke bare et helligt tempel, men et spirituelt epicenter, der repræsenterer selve grundlaget for hinduismen, og dets spirituelle atmosfære gør det til en vigtig sted for pilgrimme, der søger velsignelse og spirituel fordybelse.

I øvrigt er der ikke så meget at berette om selve templet, hvor kun praktiserende hinduer af sydasiatisk herkomst har adgang. Vi andre måtte stoppe op foran hovedindgangen til tempelgården, hvor vagter sørgede for, at kun rette troende lukkedes ind.
Tempelgården har fire indgange, en i hver himmelretning, men kun den vestlige indgang, der samtidig er hovedindgangen, var åben; de tre andre indgange er kun åbne i forbindelse med festivaler.

Vi stod et stykke tid uden for den vestlige indgang og betragtede det liv, der udspillede sig her; især var det populært at blive fotograferet med sin familie eller i mindre grupper foran den flotte og farvestrålende indgangsportal.
Efter lidt tid bevægede vi os videre – rundt om templet – til det lille Mangala Gauri-tempel ved  den hellige Bagmati-flod og fik en introduktion til, hvad vi nu ville komme til at opleve på nærmeste hold – en offentlig kremering af afdøde hinduer.

Vi bevægede os over på den anden side af floden og tog opstilling på pladsen lige over for Pashupatinath-templet – på en plads, hvorfra vi havde fint udsyn til de ghats (trapper) langs floden, hvor de døde blev gjort klar til kremering, og hvor familier udførte de sidste ritualer i henhold til gamle hindu-skikke. 

Vi blev vidne til hele seancen på nærmeste hold, og da en kremering af en kvinde netop startede, da vi ankom, kunne vi følge hele processen fra start til antændelse af ilden under den afdøde.

Efter kroppen er badet og pyntet med frisk tøj og guirlander, placeres den på en bambusbåre og bringes til flodbredden, og det menes, at det sidste åndedrag ved siden af ​​helligt vand renser sjælen. 
En mandlig slægtning, ofte den ældste søn, udfører de sidste ritualer, f.eks. at lade helligt vand fra floden dryppe i den dødes mund. Før den sidste rejse dekoreres den afdødes krop med blomster, tika (et rødt pulver) og gurkemeje for at symbolisere sjælens overgang til det næste liv.

Herefter tændes ligbålet, der er lavet af lavet af sandeltræ og andre duftende træsorter.
Når kroppen er udbrændt og blevet til aske, samles resterne og nedsænkes i Bagmati-floden. Denne handling symboliserer sjælens frigørelse fra kroppen og dens tilbagevenden til de fem elementer: jord, ild, luft, vand og rum.

For os var det en surrealistisk, men fantastisk oplevelse at følge hele processen – i første omgang på nærmeste hold fra den anden flodbred, men senere fra et udsigtspunkt, hvorfra vi havde en god udsigt over hele tempelområdet. Helt specielt var der en fin udsigt over Pashupatinath-templet – set fra sydøst.

Og så skal det nok også lige tilføjes, at dette sted er kendt for at give et autentisk og uforligneligt indblik i nepalesiske og hinduistiske forstillinger om død og genfødsel.

Efter at have fulgt kremeringen i forskellige stadier for både rig og fattig, gik vi videre langs flodbredden til en P-plads, hvor vores chauffør ventede på os – men undervejs fik vi så også lige et kig på en flok troende hinduer, der badede i floden for at vaske sjælen ren. Lidt specielt at se dem bade her, hvor asken fra de døde også blev hældt i vandet…

Da vi var blevet samlet op i bilen, blev vi kørt til vores næste delmål for dagens program: Newar-byen Bhaktapur, der lå godt en halv times kørsel mod øst.
Bhaktapur er (sammen med Kathmandu og Patan) en af de tre hovedbyer i Kathmandudalen, og byen er – ud over området omkring Durbar-pladsen – kendt for sin Newar-tradition og ikke mindst sit kunsthåndværk. Byen er således – i lighed med de andre Newar-byer i dalen – kendt for træskærerkunst, og stolper og dørpartier og vinduer er gode eksempler på dette. Et af de mest kendte eksempler på det sidste er Påfuglevinduet fra 1750 i Jelan Galli-gaden.

Efter vi blev sat af ved indgangen til den historiske bydel, vandrede vi gennem gaderne i de gamle kvarterer, der havde tydelige spor efter jordskælvet i 2015, idet der mange steder ikke var ryddet op endnu – i stil med, hvad vi havde oplevet i Bungamati og Khokana.
Vores vej førte – som ved besøgene i de andre Newar-byer – forbi flere af de typiske phalchas, der var at finde overalt.

Dernæst kom vi til vores første egentlige stop, Changu Narayan-templet.
Templet, der er bygget som pagode i to etager, menes at være bygget i det 4. århundrede e.Kr., og det er et af de ældste hindutempler i Nepal. Templet er dedikeret til Vishnu. 
Inde på tempelområdet findes en del kunst og skulpturer, der relaterer sig til Vishnu, og der er ligeledes mindre templer for andre guder – spredt omkring på den lille gårdsplads.

Fra templet vandrede vi videre gennem gaderne med traditionelle Newari-huse med og uden altaner, der engang havde været flotte, men nu var præget af tidens tand (og jordskælv), og undervejs passerede vi det ovenfor omtalte Påfuglevindue.

Herefter var vi fremme ved en åben plads, Tachapāl Tol-pladsen, med flere markante, gamle bygninger; først og fremmest Dattatraya-templet. Dette tempel er bygget i pagodestil i kong Yaksha Mallas regeringstid og åbnet for offentligheden i 1486, og det er den almindelige opfattelse, at templet er bygget af træet fra ét eneste træ.

Ved indgangen til templet vogter to store skulpturer af Jaiput-bryderne Jaimala og Pata, og omkring templet er der paneler i træ med udskårne, erotiske motiver.

Vi oplevede her en livlig plads, hvor sydsiden udgjordes af en bygning, Pujari Math, der tidligere husede templets præster, men som i dag er museum og rummer små butikker, der sælger kunsthåndværk. 
I vestenden af pladsen ligger et andet, mere undseeligt tempel, Bhimsen-templet, hvor en del folk sad og snakkede i skyggen – og i øvrigt iagttog os, de fremmede.

Bag Bhimsen-templet lå et stenspringvand, en hiti eller dhunga dhara (vandtud), hvor folk kunne hente drikkevand eller vaske tøj (eller sig selv), og netop, som vi var der, var en mor i gang med at vaske tøj her, mens hendes søn så på

Fra Tachapāl Tol-pladsen fortsatte vi vores gang gennem Bhaktapur – stadigvæk gennem små, interessante gader med pagoder og små stupaer på hvert hjørne, indtil vi kom til endnu en interessant springvand/vandhane, Palikhel lho Hiti, og kort derefter det lille undseelige pagodetempel, Indra Siddhi Ganesh, i tre etager.

Men ellers var vi nu i et område af byen, hvor småtempler, pagoder, stupaer, phalchas og endnu flere helligdomme faktisk stod på tæerne af hinanden, og uanset hvor man vendte sig hen, kunne man ikke undgå at se dem… Og overalt var der spændende fotomotiver!

Efterhånden var vi nået til en af byens vigtigste pladser, Taumadhi-pladsen, der var domineret af Nyatapola-templet, der er en pagode i 5 etager. Nyatapola betyder direkte oversat ‘fem tage’, hvilket bryder med den sædvanlige praksis med at navngive templer efter dets hellige gud eller gudinde; det er bare ikke er muligt her, da templets præster udfører deres hellige ritualer med den største hemmelighed, og ingen uden for kredsen af præster ved, hvilken guddom, der tilbedes.

Nyatapola-templet er bygget under kong Bhupatindra Malla, formodentlig i 1702 og nogle år frem. På den tid var der allerede – i den sydøstlige ende af pladsen – et andet tempel, Bhairavnath Templet, der husede Akash Bhairab, guden for rædsel og det uendelige rum. Mundtlige overleveringer fortæller, at kongen var bekymret for, at Akash Bhairab kunne blive vred og forårsage problemer, og han følte derfor, at opførelsen af ​​et tempel dedikeret til en kvindelig guddom ville opveje Bhairabs mandighed.

Derfor beordrede han, at der skulle bygges et storslået tempel dedikeret til en tantrisk gudinde, enten Taleju eller Siddhi Laksmi. Og resultatet af dette var så Nyatapola-templet! 
Efter at have nydt en lækker frokost på en restaurant bag templet, udforskede vi pladsen og området deromkrig, hvilket også indebar, at vi vandrede op ad trappen til indgangen til Nyatapola-templet. Trappen er flankeret af fem par vogtere i sten, hvor hvert par siges at være ti gange stærkere end den nedenunder. Nederst er der to Rajput-brydere ved navn Jai og Pratap, som skulle være ti gange stærkere end normale mænd. Over dem er der to elefanter, og over dem statuer af to Singhas, som er mytiske katte. Over kattene er der statuer af to Sārdūlaer, der er grif-lignende skabninger fra Newar-mytologien.
Og allerøverst finder vi så de tantriske guddomme, Simhanī og Vyāghranī, løvinde- og tigerguddommen, som er de stærkeste af alle vogterne.

Fra afsatsen ved enden af trappen var der i øvrigt en fin udsigt over hele Taumadhi-pladsen.
Ved sydenden af pladsen var der et ekstra lille tempelområde, hvor vi vandrede hen. Også her havde vi et fint overblik over pladsen, og samtidig kunne vi betragte det smukke Tilmadhav Narayan Tempel.

Templet, der er en pagode i 2 etager, ligger lidt gemt væk mellem mere moderne bygninger, og det var lidt af et tilfælde, at vi opdagede templet, der formodentlig er fra det 17. århundrede.
I dag er templet mest kendt for de gyldne relieffer, der flankerer døråbningen, og en stor kobbertoran over indgangen. Det menes, at toranen viser Lord Shiva omgivet af flammer, stående oven på tyren Nandi, og omgivet af forskellige andre guddomme.

Efter at alle havde haft lejlighed til at se dette smukke tempel, gik turen videre forbi Laxmi Narasingha Templet, der bare var et blandt mange…

Næste stop var i en lidt anden boldgade og der blev en lille pause i de mange templer. Vi var nemlig nået frem til Pottery Square/Pottemager-pladsen, hvor vi kom i snak med en af de lokale pottemagere (og hans datter, der var i gang med at glasere keramikken). Det var interessant at betragte deres arbejde, og man kunne bare overraskes over, hvilke redskaber de havde og deres arbejdsgange.

F.eks. mødte vi også her i et hjørne af pladsen en keramiker, der var i gang med at finpudse sine produkter ved hjælp af en tandbørste – siddende på jorden og dybt koncentreret.

Fra Pottemager-pladsen gik det videre gennem en mindre, men interessant gade med mange butikker, der solgte lokalt kunsthåndværk, til Durbar-pladsen, hvor vores guide Narayan gav os en fyldig gennemgang til stedets bygninger og deres historie. Men ellers fik vi bare god tid til at udforske pladsen og de historiske bygninger heromkring.

Vi gik først ind ad den gyldne port, Sun Dhoka, der betragtes som det mest værdifulde stykke kunsthåndværk i hele Kathmandudalen, og som er fremstillet i kobber og messing. Over porten viser en toran Malla-kongernes beskytter, gudinden Taleju, med 4 hoveder og 16 arme.

Den gyldne port fører ind til det kongelige palads – først til en lille forgård, og derefter videre til paladsets øvrige indre gårdspladser. Desværre blev paladsets historiske kongefløj, Thanthu Durbar, der var opført under kong Jitamitra Malla i 1678, allerede ødelagt af et jordskælv tre år senere (og senere igen i 2015), og er først under genopbygning nu.
Ellers er de to mest interessante gårdspladser i paladset, Kumari Chowk og Taleju Chowk, som er knyttet til hindutempler, og – som vi tidligere havde oplevet det andre hellige steder – var der kun adgang for hinduer her. Det betød så også, at besøget i paladset blev lidt fattigt og mere eller mindre uinteressant.
Derfor brugte vi også mest tid på endnu en lille plads, Sundari Chowk, der rummede det kongelige bad, Naga Pokhari. Badet, der er fra det 17. århundrede, er omgivet af en vridende stenslange, og flere slanger stiger op i midten og for enden af ​​badet, hvor vand strømmer fra en storslået dhara (tud) i form af en ged, der bliver spist af en makara – et mytologisk havvæsen. Endnu et flot, kongeligt bad!

Fra paladset gik vi igen ud på pladsen foran, hvor Vatsala Durga-templet ved siden af Taleju-klokken var et flot eksempel på tempelbyggeri. Templet, der er dedikeret til den kvindelige guddom Durga, er bygget i 1696.

Vatsala Durga-templet er placeret mellem Paladset med de 55 vinduer og Pashupatinath-templet, der er det eneste bevarede monument på pladsen, der stammer fra det 15. århundrede.
Pashupatinath-templet, der bærer tydeligt præg af, at det er omfattende ombygget og genopbygget fra det 16. til det 18. århundrede, beskrives som et temmelig dystert eksempel på et traditionelt Newar-pagodetempel, der primært er interessant på grund af dets alder.

Nord for templet ligger Paladset med de 55 vinduer, der er bygget i 1697 under Bhupatindra Malla. Det er en 3-etagers bygning, hvor øverste etage er en gennemgående balkon med femoghalvtreds vinduer – alle lavet af træ; fyr, sal eller teaktræ
Et enkelt af vinduerne er dog forsynet med glas fra Indien…
Paladset blev efter jordskælvet i 2015 demonteret og rekonstrueret sten for sten.

Vi bevægede os lidt østpå til et lidt mere afsides sted af Durbar-pladsen, og så som det første Siddhi Laksmi-templet, der blev væsentlig beskadiget under jordskælvet i 2015, men nu genopbygget og stabiliseret. Templet, der er fra 1600-tallet, er dedikeret til Siddhi Laksmi, der er en af Malla-kongernes skytsguddomme. Der er indgang fra sydsiden ad en trappe, der er flankeret af 10  fantastiske skulpturer af mennesker, dyr (heste, hunde, næsehorn) og forskellige fantasi-dyr (mytiske figurer og dovendyr). 

Bag dette tempel stod endnu et tempel, Mahadeva-templet, der er dedikeret til Lord Shiva. Selve templet, der efter sigende skulle være fra 1500-tallet, virker meget nyere, og det mest interessante ved templet netop i dag var, at et brudepar brugte det som baggrund for deres brudebilleder!

Det var nu ved at være tid til at mødes med vores guide igen, men de sidste oplevelser her på Durbar-pladsen blev, der der dukkede nogle Newar-kvinder op i deres folkedragter, hvilket tiltrak en del fotografer og turister, der absolut ville fotografere dem eller fotograferes med dem. Men flotte var de.

Herefter bevægede vi os væk fra pladsen – forbi endnu flere templer og helligdomme – til vores ventende minibus og tre kvarters kørsel til dagens sidste sightseeing, Durbar-pladsen i Kathmandu. Denne tur bragte os i øvrigt forbi flere bygninger, der var ødelagte eller udbrændte efter SoMe-optøjerne for en måned siden. Vi passerede bla. en raseret parlamentsbygning og et udbrændt Hotel Hilton.
Ellers var næste stop som sagt kongepladsen, Durbar Square, i Kathmandu, hvor vi blev sat af ved en rundkørsel 100 meter øst for pladsen og herfra gik til Basantapur-pladsen, der er den sydøstlige del af Durbar-pladsen og tidligere gårdsplads for kongens elefanter.

I 1960’erne og 70’erne var Durbar-pladsen og området lige sydøst herfor (gaden Jhochhen Tole, også kaldet Freak Street) endepunktet for den legendariske ‘hippie trail’ fra Europa, hvor hippier valfartede hertil for at opleve østlig spiritualitet, ofte i forbindelse med lovlig brug af hash. Denne ære sluttede i begyndelsen af 1970’erne, da Nepal forbød cannabis i et forsøg på at ‘rydde op’ og for at forberede kroningen af kong Birendra i 1975.
Fra Basantapur-pladsen kunne vi betragte flere af de hoteller, der i denne periode tjente godt på hippierne, f.eks. Hotel Sugat, der i dag stadigvæk er hotel, om end noget snusket!

Nord for Basantapur-pladsen ligger to markante bygninger: Længst mod øst ligger Hanuman Dhoka i traditionel nepalesisk stil – med det neoklassiske palads Gaddi Baithak umiddelbart vest herfor. Gaddi Baithak er en markant anderledes bygning end vi ellers indtil nu har set i Nepal.

Det hvide palads, der er bygget i 1908 e.Kr. under premierminister Chandra Shumsher Jang Bahadur Rana, står med sine søjler og europæiske design i skarp kontrast til den øvrige kulturarv på stedet, men det er en vigtig del af Nepals moderne kongelige historie.
Bygningen blev opført som et kongeligt audienslokale og er det sted, hvor kongen afholdt statsceremonier, modtog udenlandske gæster og deltog i kroninger og nationale fester. 

I den vestlige ende af Basantapur-pladsen ligger Kumari Ghar, der er den levende gudindes bolig, og som er bygget under Kong Jaya Prakash Malla i 1757. Der var en rigtig lang kø for at komme ind og se Kumari Ghar, sikkert på grund af festligheder, så vi blev udenfor. Og så skulle den levende gudinde endda ikke være der lige nu.

Direkte 50-60 meter nord for Kumari Ghar kunne vi se Shiva-Parvati-templet, der er et hinduistiske tempel, der bygget under Bahadur Shah i slutningen af det 18. århundrede. Templet er bygget med kun ét tag, hvilket skulle være almindeligt for helligdomme, der havde en funktion i forbindelse med ofringer. Selv om templet er et Shiva-Parvati-tempel, da den øverste etage har et par figurer af Lord Shiva og Parvati, er dets officielle navn Navadurga, der henviser til ti reinkarnationer af gudinden Durga. Som med mange nepalesiske templer har kun præster og tempelvogtere adgang til templet.

Mellem Kumari Ghar og Shiva-Parvati-templet ligger endnu et hindutempel, Maju Dega, der blev bygget under dronning Riddhi Lakshmi i 1690. Templet er 3-etagers tempeltårn, der er dedikeret til Lord Shiva, og det står på en høj sokkel i 11 etager. Ved jordskælvet i 2015 blev hele templet – undtaget soklen – ødelagt, men det er nu nænsomt genopbygget.

Sydvest for Maju Dega-templet ligger den lille, livlige Maru-plads, hvor trafikken – i modsætning til resten af Durbar-området – er tilladt, og på denne plads besøgte vi Kasthamandap-pavillonen, der er bygget i 1100-tallet (eller måske endda tidligere). Pavillonen, der er kendt som et kulturelt og arkitektonisk vartegn for Kathmandu, blev helt ødelagt ved jordskælvet i 2015, men er senere genopbygget af de originale materialer. Bygningen er allerede omtalt i skriftlige kilder i 1143, hvori det hævdes, at den er bygget af tømmeret fra et enkelt Sal-træ, og på grund af dens størrelse mener man, at den oprindelig skulle være opført som en slags fællessal, der kunne give ly for rejsende og pilgrimme, der kom til Kathmandu. Det vides i hvert fald med sikkerhed, at mange hippier har overnattet her i forrige århundrede!

Umiddelbart syd for Kasthamandap-pavillonen står en anden interessant bygning i tre etager, Singha Sattal, der oprindelig var et beskyttelsesrum fra det 13. århundrede. Bygningen, der ejes af staten, har en løve udført i bronze i hvert af hjørnerne.

Fra Maru-pladsen gik vi tilbage til kongepaladset, som vi lige skulle nå at aflægge et besøg, inden det lukkede, og vi gik derfor mod paladsets indgang, Hanuman Dhoka.
Her faldt vi så undervejs over Swet Bhairab, der er en gigantisk maske/skulptur, der viser Lord Shivas farligste og mest voldsomme ansigt – så voldsomt, at de lokale af frygt opbevarer den i et trærammevindue, hvor kun én af rammerne er åbne. Masken blev fremstillet og installeret i 1795 i Rana Bahadur Shahs regeringstid.

Ellers gik vejen videre til paladsets indgang, der har fået sit navn efter stenbilledet af den hinduistiske guddom Hanuman (abeguden) fra 1672, der står nær hovedindgangen og bevogter paladset. Hanuman er klædt i et rødt klæde, og han står under en parasol. Ansigtet er smurt ind i en orangerød masse, der består af sennepsolie iblandet sindur-pulver, og mange års sminke har gjort ansigtet ukendeligt. Hanumans øjne er dækket af en hætte, fordi de er så levende, at de får mennesker til at besvime.

Gennem porten kom vi ind i paladsets største gård, Nasal Chowk, med det traditionelle, røde Hanuman Dhoka til venstre og det europæisk inspirerede Gaddi Baithak til højre.

Gården var et dejligt fredfyldt sted, og vi havde den næsten for sig selv, hvilket var noget af en kontrast til det livlige miljø ude på Durbar-pladsen.

Fra den yderste gård, Nasal Chowk, gik vi ind i gården Lohan Chowk i det gamle palads – også her et fredfyldt sted. Den lukkede gård omkranses af bygninger med flotte udskæringer i træ, og i hvert hjørne er der et tårn, hvor det sydvestligste, Basantapur Tower, er det mest imponerende.

Fra Lohan Chowk kunne vi gå videre ud i en simpel gårdhave med blomsterbede og en kunstig dam, der er bygget i det 17. århundrede af dronning Subarna Prabha. Dammen, der bærer navnet Naag Pokhari (= slangedammen) og har en høj statue af en gylden slange er monteret i midten af ​​dammen, bruges af hinduerne til at fejre Naga Panchami.

I øvrigt blev både paladset Hanuman Dhoka og området heromkring, herunder også dammen, kraftigt ødelagt ved jordskælvet i 2015, og ikke alt er genopbygget endnu.
Efter besøget ved dammen forlod vi igen paladset og bevægede os ud på Durbar-pladsen, hvor vi havde udsigt til Krishna Chasin Dega-templet, der styrtede sammen ved jordskælvet i 2015, men senere er blev opført igen i original stil. Templet blev bygget i 1649 under kong Pratap Malla.

Vores besøg på Durbar-pladsen her i Kathmandu var ved at være ved vejs ende, og vi bevægede os nu mod udgangen for at vandre gennem Thamel-bydelen mod vores hotel. Og så fik jeg alligevel lige ændret retning, da jeg fik øje på et par interessante bygninger, som vi stort set havde passeret. Først fik jeg øje på et interessant lille tempel, Kotilingeshwar Mahadev Templet, der blev bygget i 1562 under kong Mahindra Malla, og som menes at være et af de tidligste overlevende templer i sikhara-stil. På grund af sin (ringe) størrelse er templet aldrig blevet ødelagt af jordskælv!

Og når man nu står og betragter dette tempel, kan man ikke undgå at få øje på Kal Bhairab – Den Sorte Bhairab, der er en hinduistisk helligdom, der har et bælte med afhuggede hoveder.
Der er flere legender knyttet til Kal Bhairab, bla. at den er fundet på en rismark og senere placeret på Durbar-pladsen af kong Pratab Malla, og at den er udskåret af én sten. En anden legende fortæller, at hvis man fortæller en løgn foran ham, så vil man spytte blod og dø umiddelbart derefter. (Det har jeg så nok ikke gjort).

På vej mod udgangen passerede vi herefter Taleju-templet, der er bygget i 1564 under Mahendra Malla, og som i øvrigt kun er åbent én dag om året – i anledning af den religiøse festival, Dashain. Tenplet er stadigvæk under genopbygning efter at være blevet stærkt beskadiget ved jordskælvet i 2015. Naturligvis lukket i dag…

Nogle få skridt senere og tættere på udgangen kunne vi ikke undgå at få øje på et tempel, der er bygget ind i rødderne på et figentræ. Navnet skulle være Shri Shri Shri Mahayogi Gorakhnath. 
Det er ikke nemt at få undersøgt noget om dette pudsige sted, men det skulle vist være et helligt buddhistisk sted?

Dette blev så afslutningen på vores besøg på Durbar-pladsen i Kathmandu, og det sidste tempel, vi passerede, Mahendreshwar Templet, lå faktisk uden for området. Templet er dedikeret til Lord Shiva, og det er opført under kong Mahendra Malla i 1561.

Herfra gik vi nu i mere eller mindre samlet trop tilbage til vores hotel gennem Thamels smalle stræder, der kunne minde om en vandretur gennem medinaen i et arabisk land. 
Vi lagde vejen forbi flere interessante bygninger, f.eks. Akash Bhairab-templet, der er et flot eksempel på traditionel Newar-arkitektur. Templet, der menes at være mere end 3000 år gammelt, er dedikeret til Yalamber, den første konge af Kirati-dynastiet.

I øvrigt mødte vi på vores vej mange flotte udskæringer i husenes træpartier og mange interessante altaner, lige som vi overalt blev overrasket over små templer, stupaer, pagoder og altre.
Men ellers fortsatte vi hjem til hotellet, hvor vi undervejs fik bestilt bord på den nærliggende nepalesiske restaurant, Bhojan Bhumi, der ud over spisningen også bød på underholdning i form af traditionel dans og musik.

Tirsdag, d. 7.10.
Efter et par hektiske dage proppet med sightseeing i Kathmandu og omegn med bla. 5 UNESCO Verdensarvsteder på programmet, var det nu tid til at komme videre, så efter morgenmaden var vi klar til at tage indenrigsflyet til Nepals næststørste by, Pokhara.
Det viste sig så lige, at alle flyafgange fra lufthavnen var udsat en time på grund af tåge, der umuliggjorde start og landing. Men hen på formiddagen kom vi da af sted og havde en flot tur over bjergene til lufthavnen i Pokhara, hvor vi så blev afhentet af vores chauffør og kørt til hotellet, Hotel Queens Park, hvor vi blev indkvarteret, og vi skulle overnatter de næste to nætter.

Efter indkvarteringen og en lille pause på hotellet, kørte vi til den sydlige del af byen, hvor vi besøgte Devi’s Fall, hvis nepalesiske navn Paatal Ko Chango betyder ‘Underverdenens vandfald’.

Der er i virkeligheden tale om en række vandfald på Pardi Khola-floden, der efter faldene forsvinder ned i en tunnel, der er 150 meter lang og ender 30 meter under jordoverfladen. Floden får sit vand fra Phewa-søen.

Området omkring vandfaldene er meget frodigt med mange smukke planter; bla. så vi hvid ingefærlilje (Hedychium coronarium), der også kaldes sommerfugleingefær. Planten anvendes i den traditionelle medicin, og dens meget velduftende blomster er spiselige.

Efter besøget ved vandfaldet kørte vi videre i kvarteret, der har været – og delvist stadigvæk er – en tibetansk flygtningelejr, hvis navn var Tashiling. Først besøgte vi et marked, hvor der solgtes tibetansk kunsthåndværk, og hvor man skulle være skarp for at se, om der var tale om den ægte vare eller billige reproduktioner. Det var dog sjovt at vandre rundt og tale med de kvinder, der falbød deres varer, og det lykkedes da også Claudia at få købt en ten, der skulle holdes i hånden og få en god lang snak med den rare kvinde, der solgte hende tenen.

Efter at have lusket lidt rundt på markedet, kiggede vi lidt på Namgyal Chhorten, et lille religiøst, tibetansk monument, en stupa, der symboliserer Buddhas nærvær. Stupaen, der var meget farverig, var rejst i 1984, og stod på en stor åben plads ved indkørslen til den tibetanske bebyggelse. I udkanten af denne plads stod også et større tibetansk kloster, Shree Gaden Dhargay Ling, der var holdt i stærke gule og røde farver. Med tibetanernes flugt fra Tibet til Nepal forsøgte en række munke at få klostret ‘flyttet med’, hvilket skete i 1984, hvor der blev taget første spadestik til dette kloster, hvor 28 munke, der kalder dette kloster deres hjem, viderefører de traditioner, der strækker sig hundreder af år tilbage.

Vi vandrede lidt rundt i gaderne i Tashiling, der består af mange små, hyggelige og regnbuefarvede huse. Her og der stødte vi på nogle af lejrens beboere, men ellers herskede der en behagelig ro. Højdepunktet var således, da en ældre kvinde drev sine to vandbøfler med kalv hjem fra marken – slæbende på en sæk hø, som hun bar på ryggen, mens hun gennede på dyrene.

På et andet tidspunkt stødte vi på et par kvinder, der bar deres ejendele fra markedet og hjem til deres huse i en stor flettet kurv – også båret på ryggen.

Fra Tashiling kørte vi nu tilbage til Phewa-søen og lod vores guide finde et lækkert spisested ved søbredden, ikke så langt fra hotellet. Valget faldt på Boomerang Restaurant, hvor maden var virkelig god og gunstig.
Efter den lækre aftensmad gik vi i mørket ad Lakeside Road tilbage til hotellet.

Onsdag, d. 8.10.
Efter morgenmaden blev vi samlet op af vores chauffør og kørt til den lille landsby Nagdanda ca. 25 km nordvest for Pokhara, hvor vi blev sat af nær byens Lodge.
(Søger man i øvrigt på stednavnet Nagdanda på f.eks. Google Maps, viser det sig, at stedet har mange enslydende navne: Naudanda, Nagdada og lignende – hvilket er noget forvirrende!)
Nå, men nu lå der så en vandretur på 11 km foran os – fra Naudanda ad en rolig vej gennem småbebyggelser og landsbyen Kaskikot til Sarangkot, hvorfra vi skulle have et fantastisk view over nogle af de største bjerge i Himalaya – ikke mindst Annapurna-massivet og Fishtail Mountain.
Der var afsat god tid til vandreturen, der i det store hele gik i jævnt terræn uden de store højdevariationer, og allerede efter få hundrede meter passerede vi et af de vigtigste fixpunkter i området, Naudanda View Tower. Tårnet lå højt over vejen, og herfra skulle der efter sigende være en flot panorama-udsigt over hele området. 

I stedet for at besøge tårnet, vandrede vi videre ad vejen, hvor vi passerede mange små haver og marker – og farvestrålende huse i forskellig stand; nogle meget faldefærdige, andre mere velholdte.

Der var små haver og markparceller overalt, og – ud over ris – så vi flere eksotiske produkter. Flere gange stødte vi på trætomater (Cyphomandra crassicaulis), der oprindelig stammer fra Peru og anvendes både rå og mange retter som frugtsalat, i marmelade og syltet. Af og til ser man også trætomater i handlen her i Danmark – ofte under navnet tamarillo. Trætomaterne var dog ikke modne lige nu…

Sammen med trætomaterne så vi også bananer – lige som vi så flere marker med hirse, nærmere betegnet almindelig fingerhirse, der også er kendt som ragi (Eleusine indica).
Ragi giver – når den males – en glutenfri meltype og kan dyrkes i op til 2400 meters højde, og den er et vigtigt næringsmiddel i Nepal og anvendes i mange forskellige retter som brød, kager og grød.

I det hele taget varierede bevoksningen langs vejen, og vi stødte på mange blomstrende planter i alle regnbuens farver. Ganske ofte var det Melastoma malabathricum, der også kendes som indisk rhododendron, men som i øvrigt – på trods af navnet – intet har med rhododendron at gøre. Planten bruges som lægeplante i Nepal, mens den i andre lande opfattes som skadelig ukrudtsplante.

Også den japanske pragtsnerle (Ipomoea nil) fandt vi mange steder i vejkanten, hvor dens store, blå og tragtformede blomster, der ofte kaldes ‘morning glory’, lyste kraftigt op. Pragtsnerlen er en invasiv art i Nepal og har ingen praktisk anvendelse, men den kan ofte købes i planteskoler her i Danmark.

Et par gange så vi flotte, flere meter høje eksemplarer af sullu-vortemælk (Euphorbia royleana), der anvendes lokalt i medicinsk øjemed. Disse planter, der ligner små træer, kan blive op til 8 meter høje.
I det hele taget var faunaen farverig og interessant, og senere på turen så vi flere eksemplarer af orkidetræ (Bauhinia purpurea), der også kendes som kamelfodstræ. Træet, der stammer fra det indiske kontinent, anvendes i den lokale medicin, hvor bladene bruges til behandling af hoste, mens barken anvendes mod kirtelsygdomme.

Vi passerede flere flotte eksemplarer af planter fra ingefærfamilien, f.eks. hvid ingefærlilje, som vi også så ved vandfaldet i går, samt en art af edderkoppeblomst (Cleome pentaphylla), der kendes på sine lange støvdragere, der kunne minde om edderkoppeben.

Ellers var det interessant at møde lokalbefolkningen på vores vej – hvilket skete en del gange undervejs, f.eks. mennesker uden for deres huse i mange hverdagssituationer som at børste tænder, vaske hår eller vaske ungerne. Samtidig mødte vi folk på eller ved vejen. 
Vi mødte en kvinde, der vaskede tøj i vand, der løb i et rør ned ad bjergsiden – lidt grænseoverskridende, men ret så praktisk. 

Lidt senere mødte vi flere grupper af glade børn, der i skoleuniform var på vej til skole – og de var i høj grad interesserede i at komme i kontakt med os og få testet deres engelskkundskaber. Det blev lidt ensidigt i og med, at deres ordforråd var ret begrænset, men det var nogle sjove oplevelser. 

Også en lille børneflok fik vi snakket med – med lidt hjælp fra deres far. Her var tre mindre søskende i færd med at følge den ældste pige på vej mod skole; nysgerrige på, hvem vi var og hvad vi lavede på en lille afsides bjergvej i Nepal. Det lykkedes også at få hilst på børnenes mor, der stod foran familiens hjem lidt oppe på en bakke.

Livet gik i det hele taget sin gang, og når vi nu ikke bevægede os blandt rige mennesker, så møder man naturligvis folk – ofte kvinder i klipklapper – der kommer slæbende med varer på ryggen; f.eks. hø fra marken til dyrene derhjemme. 

Videre på turen traf vi også på små templer og pagoder – som man nu gør i Nepal! Her var de bare placeret ude i ingenting…

Omkring midtvejs på vores vandring mod Sarangkot gik vi gennem den farverige landsby Kaskikot, der bla. rummer Kaskikot Kalika-templet, der er et hindutempel. Templet er et spirituelt fristed for både pilgrimme og turister, og det har derudover en panoramaudsigt over de omkringliggende dale og bjerge. 

I Kaskikot findes også flere homestays og restauranter – bla. et kaffested, der omtaler sig selv som den bedste café i området. Kaffestedet var meget forfaldent og virkede forladt, og det kunne også være det samme; det indbød ikke til hverken et ophold eller en pause, hvor der skulle nydes lidt drikkeligt!

Byen havde også en grundskole, Basanta Shree Basic School, der virkede forsømt og forfalden.
Ellers gik turen videre – både gennem landsbyen, hvor der var en interessant vejføring forbi et træ – og gennem landskabet med eksotiske planter langs vejen, flotte udsigter over bjerge og dale og flere meget farverige huse.

Endelig nåede vi til vores mål for vandreturen, Sarangkot, og nu havde vi så bare nogle hundrede trappetrin op til udsigtspunktet, der ligger højt hævet over byen.
Når man har overvundet de mange trappetrin, belønnes man med en fantastisk udsigt, og man står nu foran templet Shree Kailasheshwor Shiva Mandir midt på den store, åbne plads på toppen.

Over os er der endvidere en godt 15 meter høj statue af Ganesha, der blev færdiggjort i februar 2025. Statuen har fem ansigter, og den er sammen med templet en del af komplekset, der i sit hele hedder Sarangkot Dham.

Vi tog en tur op i udsigtstårnet, hvorfra vi havde en fin udsigt over Phewa-søen dybt nede, og endvidere skulle have haft udsigt over Annapurna-massivet.
Dette måtte vi dog skyde en hvid pil efter på grund af tæt tåge og lavthængende skyer, så vi så næsten intet.

I stedet foreslog Narayan, at vi kunne forsøge os med en solopgang over bjergene i morgen, således at vi kunne køre tilbage til dette område, før solen stod op, og så følge det scenarie, der udspillede sig, når solens første stråler ramte de snedækkede bjerge. Han mente, at der ville være en god chance for, at vi få dette fascinerende syn at se, så det besluttede vi os at forsøge os med, på trods af at vi skulle være på plads herude før klokken slog 6. (Solen stod op 6:07).
I stedet for at nyde udsigten over bjergene søgte vi inden døre i den lokale restaurant, Hill Top Restaurant, hvor vi bestilte lidt lokal frokost og samtidig kunne betragte de sorte glenter (Milvus migrans), ser svævede i luften lige uden for restauranten. Et flot syn.

Efter frokosten gik vi ned fra udsigtspunktet i det begyndende regnvejr, og vi blev samlet op og blev kørt tilbage til byen til Bindhyabasini-templet, der er det ældste (hindu-)tempel i Pokhara.
Hovedtemplet på stedet er dedikeret til gudinden Bindhyabasini, men der er også templer for andre guder og gudinder på området, f.eks. Saraswati, Shiva, Hanuman og Ganesha.
Templet for Bindhyabasini blev bygget i 1842, og en legende fortæller, at en lokal konge beordrede sine mænd at bringe en statue af gudinden fra det nuværende Uttar Pradesh i Indien til Nepal. Under deres rejse slog mændene lejr på dette sted, og da de den næste morgen ikke kunne fjerne statuen fra stedet, blev templet grundlagt her i Pokhara. 

Siden Bindhyabasini-templet blev opført, har det været et dagligt tilbedelsessted, hvor dyreofringer sker om lørdagen og tirsdagen, og under den hinduistiske festival Dashain (der i øvrigt var sluttet for to dage siden), bliver templet fyldt med troende. Templet, der er omgivet af et parklignende landskab, er også et populært sted for picnics, og stedet tilbyder en enestående udsigt over Pokhara og Himalaya.
Det første, man lægger mærke til, når man kommer op til pladsen, er Bindhyabasini-templet, der fylder godt og står i midten at området. Dets ydre flankeres af en søjlegang i gyldne farver, og templet, der står i midten af det hele er en næsten helt hvid pagodebygning – hvor man så ikke lige måtte fotografere ind.
Sydøst for dette hovedtempel ligger det lille Hanuman-tempel – lidt undseeligt ved siden af et helligt træ, der var smukt pyntet med farvede bånd – sikkert en rest efter Dashain-festivalen.
Indgangen til templet bevogtes af to små gyldne rotter.

Umiddelbart syd for Bindhyabasini-templet finder vi Krishna-templet.
I dette tempel kunne vi – udefra – se og fotografere tre opstillinger af guder. Den ene opstilling viste Krishna (med en fløjte og klædt i grønt) og Radha (klædt i rødt), mens jeg er mere usikker på de andre opstillinger, som kunne være Lord Vishnu og hans kone Lakshmi.

I den vestlige del af tempelområdet ligger et tempel, der er dedikeret til Lord Shiva, og foran dette er der anbragt en gylden trefork (trishul), der med sin højde på 8 meter er et godt blikfang.

Også foran templet og tættere på indgangen ser men en statue af Nandi; en hellig tyr, der er Shivas ridedyr. Endvidere repræsenterer Nandi i hinduismen renhed, styrke, retfærdighed og hengivenhed, og det røde pulver, statuen har på sig, er almindeligt anvendt ved religiøse ritualer og ofringer i Nepal – sikkert brugt i forbindelse med den nyligt overståede Dashain-festival.

Inde i templet var der flere udsmykninger med religiøse motiver, bla. et farverigt familiebillede, der viste guderne Shiva og Parvati sammen med deres sønner Kartikeya og Ganesha. 

På gulvet i rummet var der flere rituelle opsætninger – en slags altre, der anvendes til puja, der typisk udføres for at ære guder eller afdøde forfædre. 
De opstillinger, vi så på gulvet rundt omkring i lokalet, indeholdt offergaver som ris, blomster og krydderier, en kegle af ler eller sandeltræ, der repræsenterede en guddom, og en flaske olie… 

Med besøget i dette Shiva-tempel, der indgød til ro og fordybelse, var vi færdige med at se os omkring på Bindhyabasini-tempelområdet, og vi kørte (i regnvejr) ned til Phewa-søen, hvor vi skulle på tur i en mindre båd ud på søen – bare vores lille selskab i én båd.

Og netop på grund af regnen fik vi ikke den oplevelse, en sådan sejltur kunne have været – med de snedækkede bjerge i horisonten og spejlbilleder af dem i søen vand. Efter vi var blevet forsynet med redningsveste og fået anvist båd og ‘kaptajn’, gik det af sted med retning mod den lille ø, Barahi Temple Island, der havde navn efter det tempel, der lå på øen, og da vi var fremme, gik vi da også i land på øen, mens det så småt var ved at klare op.

Templet, der er det eneste tempel i Nepal, der ligger midt i en sø, er bolig for gudinden Durga Agima, og der er mange myter og fortællinger om, hvordan templet er opstået. Selve templet er bygget i pagodestil med 2 etager og ligger midt balndt øens mange forskellige træer, men tidligere var det blot en lille hytte lavet af mudder og forsynet med stråtag.

Templet blev renoveret i 2015, og man var også nu i gang med at renovere, så det var skjult bag presenninger og midlertidige mure, men i øvrigt var det interessant at vandre rundt på øen og se, hvordan der har været fejret Dashain-festival for få dage siden. Blandt andet var der udsmykning med bånd på noget, der kunne være et helligt træ.

Vi forlod øen igen for at sejle tilbage til byen, og i det fjerne kunne vi nu faktisk skimte Annapurna-massivet, der tittede frem blandt skyerne.
I land ventede vores chauffør, der kørte os tilbage til hotellet, hvor vi blev og nød aftensmaden – og så var det ellers tidligt i seng for en kort nat!

Torsdag, d. 9.10.
Allerede kort efter klokken 5 blev vi afhentet for at blive kørt til Sarangkot Sunrise Pokhara, der er en platform med tilhørende restaurant, hvorfra man skulle få noget af den bedste udsigt over Annapurna-plateauet i det øjeblik, solen står op.
Vi var der i god tid inden solen brød frem, og vi var ikke alene – men kunne allerede se på konturerne af bjergene, at det ville blive et flot syn, der ventede os. Ingen skyer og klart vejr.
Og der stod vi så og ventede, indtil de første stråler ramte de højeste bjergtinder, og da uret viste 6:07 ramte det første, rødlige sollys den højeste bjergtop i massivet, Annapurna I, der er 8091 meter højt – og i øvrigt var det første bjerg på over 8000 meter, der blev besteget.

Herefter gik det slag i slag, hvor flere og flere at bjergtoppene i de næste minutter blev ‘oplyst’ af solens stråler, og det skete i en rækkefølge, der hang sammen med bjergenes højde.
Det var en fantastisk oplevelse at se, når bjergtoppene oplystes af solen, og som tiden gik lå hele bjergmassivet badet i sol.

Fra vores udsigtspunkt havde vi udsigt til – fra venstre mod højre:
Annapurna South (7219 m) – Annapurna I (8091 m) – Machhapuchare/Fishtail Mountain (6993 m) – Annapurna III (7555 m) – Annapurna IV (7525 m) – Annapurna II (7937 m).
Vi blev på udsigtsplateauet i en times tid – lang tid nok til at se, hvordan bjergtoppene en efter en farvedes af solens lys, og herefter kørte vi tilbage til hotellet, hvor den nu stod på pakning af vores bagage og morgenmad, inden vi gjorde klar til at forlade Pokhara og køre sydpå.
Vi havde ikke kørt i ret lang tid, før vi tog et break og vandrede ind mellem nogle rismarker, hvorfra vi kunne kaste et sidste blik på de nu fuldt oplyste bjerge, men med skyer hængende længere nede af bjergsiderne, så blot toppene stak ovenud og stod i stor kontrast til den efterhånden helt blå himmel. Så det blev alt i alt til en flot afsked med Annapurna…

Herefter kørte vi videre med et par små stop undervejs. 
Et sted mødte vi en gruppe mænd – klædt i hvidt, og i gang med et ritual i forbindelse med en persons død. At være klædt i hvidt kan både være et tegn på sorg, men hvid har også betydning i forbindelse med menneskelige overgangsritualer, f.eks. er det ved begravelser i hindu-samfund den ældste søn, der antænder ligbålet – klædt i hvidt.

Efter dette lille stop gik turen videre til et kaffestop ved landsbyen Mugling i Motel Du Mugling, hvorfra vi havde udsigt ud over sammenløbet mellem Trishuli-floden, der kom fra nordøst, og Marshyangdi-floden, der kom fra nordvest. Det var flot at se de to floder med to forskellige farver vand løbe sammen og blive til én flod.

Mens vi ventede på kaffen vandrede vi lidt rundt på caféens område og kunne se et væld af sommerfugle i stærke farver. Mest imponerende af disse var den almindelige jarl (Tanaecia julii), der kendes på det stærkt blå bånd nederst på vingerne; den fandtes i stort tal og fandt næring i de nedfaldne, rådnende frugter.

Også dens nære slægtning, den grå løve (Tanaecia lepidea), så vi nogle eksemplarer af. Denne sommerfugl var knap så farvestrålende og havde et askegråt bånd nederst på vingerne.

Efter kaffepausen gik turen de sidste 90 km til vores næste overnatningssted, Chitwan Paradise Hotel i byen Sauraha, der ligger lige uden for Chitwan Nationalpark, og som for de fleste turister er udgangspunkt for besøg i parken. I Sauraha er mere end 50% af indbyggerne af tharu-afstamning, hvilket vi senere ville komme til at høre mere om.
Vi startede med at tjekke ind i vores bungalows og få fortæret en lækker frokost, hvorefter vi  skulle på vandretur langs Rapti-floden med en guide, der var tilknyttet hotellet.

På denne tur havde guiden megen fokus på de fugle, vi kunne se undervejs, og i bevoksningen i nærheden af floden så vi både muskatfinke (Lonchura punctulata) og rødgumpet bulbul (Pycnonotus cafer), hvor den sidstnævnte er på listen over verdens 100 værste invasive arter, som man kæmper med at udrydde i områder, der ikke er dens naturlige habitat.

Ellers var vi på vej til fods gennem et område, der – lige som det er tilfældet med Sauraha -hovedsagelig bebos af tharu-folket. Vi vandrede langs vejen, hvor vi bemærkede og lærte om deres byggestil, og vi gjorde holdt i en mindre bebyggelse, hvor vi besøgte et meget primitivt (og ikke særlig informativt) tharu-museum. Her kunne vi også se deres primitive gårde og hvordan de indrettede sig med husdyr i og tæt omkring husene.

Tharu-folket påstår selv, at de stammer fra området omkring Rajasthan i Indien og at de flygtede nordpå efter at de havde lidt nederlag til en mughal-kejser i det 16. århundrede, men det bestrides af de fleste forskere. 

Fakta er imidlertid, at tharuerne er stort set resistente mod malaria, der i netop dette fugtige lavlandsområde er dødelig for andre befolkningsgrupper. Nyere forskning har fastslået, at forekomsten af malaria hos tharu-folket er ca. 7 gange lavere end hos andre folkeslag, der bor i samme område, og undersøgelser tyder ydermere på, at dette skyldes genetiske faktorer.

Selv om tharuerne har boet i skovene i hundreder af år og kalder sig selv for ‘skovens folk’, lever de i dag hovedsagelig af landbrug suppleret med fiskeri og traditionel jagt. Deres vigtigste afgrøder er ris, majs og linser, og derudover samler de bær, frugter og planter i skoven, lige som de holder husdyr som høns, duer, bøfler, geder og kvæg.

Efter besøget i denne lille tharu-bebyggelse vandrede vi ned til Rapti-floden for at iagttage livet her og så ellers betragte solnedgangen, hvilket skete ved Dovan Sunset View Point, hvor der var opsat bænke og borde under små halvtag.

Efter mørket begyndte at sænke sig over området vandrede vi hjem til hotellet, hvor den stod på aftensmad, inden vi blev afhentet til aftenens program i Tharu Concert Hall inde i Sauraha. Her blev vi præsenteret for en række traditionelle danse, der blev fremført af tharu-dansere. En times underholdning med stokkedans, påfugledans – udført enkeltvis, parvis eller i grupper.

Efter programmet i en stopfyldt koncerthal gik turen tilbage til vores hotel og en kort nats søvn, inden vi i morgen tidlig skulle på morgensafari i Chitwan Nationalpark.

Fredag, d. 10.10.
Som allerede antydet, så havde vi endnu en dag foran os, hvor vi skulle tidligt op, og det blev derfor kun til en hurtig kop kaffe, inden vi kørte i jeep nordpå til startstedet for morgenens kanotur ned ad Budhi Rapti River, der er en sideflod til Rapti-floden.
Her havde man travlt med at få fordelt de mange turister i lange traditionelle kanoer, der oprindelig var udhulede træstammer.

Vi blev dog placeret i en mere moderne kano af glasfiber, og efter at vi var blevet fordelt i kanoerne, der hver rummede 15-20 personer, satte vi fra land og flød langsomt ned ad floden – bare båret af strømmen. Og så var det ellers bare at nyde naturen og dyrelivet omkring os.
I vores kano havde vi to guider med, og de gjorde os opmærksomme på de dyr, vi så omkring os – og det blev i løbet af den næste time til mange forskellige krybdyr og fugle. Der skulle da heller ikke gå mange minutter, før vi på den ene flodbred så nogle viber, først flodvibe (Vanellus duvaucelii) og lidt senere rødlappet vibe (Vanellus indicus).

Flodviben er kendt fra hele det indiske subkontinent, og den kendes let på en sort kam, krone, ansigt og hals samt gråhvide sider på halsen og i nakken. Den lever af insekter, orme, krebsdyr og bløddyr, der lever i våde græsarealer omkring floden, og den er ikke selskabelig.
Den rødlappede vibe yngler i det meste af det sydlige Asien, og kendes bla. på den røde stribe fra øje til næb, rødt næb med sort spids og lange gule ben, mens vingerne og ryggen er lysebrun med et lilla til grønt skær. Den lever af insekter, snegle og andre hvirvelløse dyr, der hovedsageligt fanges på jorden, men den kan også spise korn. Denne vibe lever parvis eller i små grupper.
Længere fremme opdagede vi (= vores guide) den sjældne gharial, også kaldet indisk gavial (Gavialis gangeticus), der lå halvt i vand, halvt på land. Gharialen er blandt de længste krokodiller, idet hannerne kan blive op til 6 meter lange, mens hunnerne med op til 4,5 meter er lidt mindre. Gharialen har en meget lang snude, der gør den særlig egnet til at fange og spise fisk, og når hannen bliver kønsmoden, udvikler den et løgformet næsefremspring i spidsen af ​​snuden, hvilket gør den i stand til at udsende en hvæsende lyd, der kan høres langt væk, og – mener man – tiltrækker hunner.

Gharialen har været stærkt truet af udryddelse, og i 1976 blev det anslået at den vildtlevende bestand var på mindre end 200 individer, men flere projekter med opdræt i fangenskab med efterfølgende udsættelse i deres naturlige habitater, har bragt bestanden op på maksimalt 900 individer i naturen (2019).
Næste interessante dyr var flere eksemplarer af hvidstrubede isfugle (Halcyon smyrnensis), der sad i grenene langs flodens bredder, især hvor de var stejle og ufremkommelige. Denne isfugl, der også af og til kaldes smyrnaisfugl, er ret stor med klar blå ryg, vinger og hale, mens hovedet og det nederste af maven er kastaniebrune og brystet hvidt. En imponerende og flot isfugl, der tiltrækker sig en vis opmærksomhed med sin farvestrålende fjerpragt.

Endnu engang drev vi videre ned af floden og næste flotte syn var et eksemplar af en lille adjudant (Leptoptilos javanicus), der er temmelig sjælden og på IUCNs rødliste står som sårbar (vulnerable). Den lever spredt i det meste af det sydøstlige Asien, og altså også i Chitwan, og den findes næsten udelukkende i vådområder og lever hovedsagelig af fisk, frøer, krybdyr, store hvirvelløse dyr, gnavere og små pattedyr.

Imellem de mange iagttagelser af fugle blev der dog også lige lejlighed til – et par gange – at se den anden slags krokodiller, der lever i Chitwan, nemlig sumpkrokodiller (Crocodylus palustris), der lå og hvilede sig på flodbredden. Sumpkrokodillen, der sjældent når en længde på 5 meter og dermed er mindre end gharialen, jager mange forskellige byttedyr, f.eks. fisk, slanger, skildpadder, fugle og mindre pattedyr som aber, egern, gnavere og endda hunde.

Herefter var det tilbage til fuglene, og det næste, vi så, var nogle eksemplarer af den rødnakkede ibis (Pseudibis papillosa), der også kendes som indisk sort ibis, og som – i modsætning til alle andre ibis-arter – egentlig ikke er så almindelig i vådområder, men lige så gerne opholder sig på tørre sletter og marker. Studier har vist, at den rødnakkede ibis også kan leve i byområder og leve af den føde, de kan finde her, og de er endda set bygge rede på f.eks. lygtepæle, også selv om de er placeret på travle losse- og markedspladser.

Hermed var vi ved at være ved stedet, hvor kanoturen endte, og her mødte vi flere af de lokale, der var i gang med at stage deres kano up-strøms for at bringe endnu en gruppe af turister på en tur ned ad floden.

Da kanoen var i land, sagde vi tak for turen og begyndte på en vandretur ind i vildnisset øst for floden – dels ad små stier, dels gennem det høje græs. Det ville jo være dejligt, hvis vi kunne møde et pansernæsehorn eller – endnu bedre – en tiger på vores vej; så måtte vi jo se, hvordan vores guide ville løse den situation…

Sådan skulle det nu ikke gå – om end vi så både kradsemærker på træerne af tigerens kløer og friske aftryk af dens poter i den våde jord – så den måtte jo have været i området. Det eneste, vi så af tegn på levende væsener, var større edderkopper i deres spind og flere termitboer, der i øvrigt var mange steder i landskabet.

Vores vandretur endte ved ‘Elephant Breeding & Training Center’ i Khorsor, der blev grundlagt i 1986 for at beskytte de vilde elefanter i området og for at træne både elefanter og deres førere sammen som et team.
I centret er der pt. mere end 40 elefanter, både hanner, hunner og kalve, og der er gennem årene født mere end 50 kalve her. Elefanterne står bundet (under halvtag og i læ for solen), og de overnatter i centret, lige som de fodres og trænes her, men i løbet af dagen slippes de løs og befinder sig i skovområderne uden for centret – indtil de bliver hentet eller selv kommer tilbage, når mørket falder på.

Efter besøget i centret gik vi over Budhi Rapti-floden ad en hængebro til vores ventende jeep, der kørte os tilbage til vores hotel – og en lækker, velfortjent og lidt sen morgenmad. 

Og så blev der endda lige tid til – efter morgenmaden – at hvile lidt ud på vores senge og samle kræfter til eftermiddagens program, der stod på safari – denne gang i en jeep – i Chitwan Nationalpark.
Så efter frokosten blev vi kørt til ‘havnen’ i Sauraha, hvorfra vi i små kanoer blev fragtet over Rapti-floden til den anden flodbred til startstedet for vores 4-5 timers safari i nationalparken.

Og så gik det ellers af sted gennem vekslende landskaber med både skov (med hovedsageli sal-træer) og stepper, hvor den fremherskende bevoksning var elefantgræs (Tripidium ravennae), der er en flerårig græs, der kan blive op til 4 meter høj. Flot var den, som den stod i vejkanten!

Vi kørte i lang tid uden at se andet end nogle småflokke af spotted deer, der på dansk har navnet Chital-hjort (Axis axis) – desværre på lang afstand eller godt skjult mellem træerne og anden bevoksning. Ellers gjorde vi et enkelt holdt ved et hul under en trærod, der skjulte en varan, og selv om kun hovedet var synligt, var der med stor sandsynlighed tale om en bengalsk varan (Varanus bengalensis). Denne varan er den mest almindelige i nationalparken, men er ret sky og undgår mennesker. Hvordan vores guide fik øje på den, vides ikke… Måske var den altid i dette hul?

Kort efter passerede vi et mindre vådområde, hvor en orientalsk slangehalsfugl (Anhinga melanogaster) hvilede ud på en gren, der stak op af vandet. Det er ret almindeligt at se disse fugle her i parken, hvor de lever af fisk, som de fanger i det stillestående vand eller i f.eks. Rapti-floden. Slangehalsfuglen havde en del lighedspunkter med vores hjemlige skarv.

Mens vi holdt stille her og betragtede slangehalsfuglen, dukkede der et indisk vildsvin (Sus scrofa cristatus) frem fra græsset ved siden af grusvejen – for at krydse over på den anden side.
Det blev i øvrigt den eneste gang, vi så dette dyr på hele vores tur!

Efterhånden var vi ved at være lidt toilettrængende, så det passede meget godt, at det næste stop var ved Gharial Conservation Breeding Center, der var blevet oprettet af den nepalesiske regering her i Chitwan i 1978 for at redde gharialen for udryddelse. Vi vandrede rundt i centret, der havde en del større bure med gharialer i forskellige stadier af deres liv – fra æg til voksne individer, der var klar til at blive udsat i den frie natur igen.

Centret blev oprettet i en periode, hvor gharialen i området var i drastisk tilbagegang, og hvor bestanden blev anslået til ca. 70 dyr i hele det nepalesiske lavland. Dyrene var truet af æggetyveri, drab for at få fat på skindet, forureningen i floderne og sammenfiltring i fiskenet.
Centret er en stor succes, og der er siden 1981 udsat mere end 1500 gharialer fra centret i områdets floder.

Efter besøget her i centret begyndte vi så småt turen tilbage mod Sauraha, og vi måtte så småt opgive håbet om at se de tre store dyr i parken, elefanter, næsehorn og tigre.
Men bedst som al håb var ude, fik vores guide øje på et pansernæsehorn (Rhinoceros unicornis), der gik roligt i det høje græs ret tæt ved vejen og græssede fredeligt. Pansernæsehornet, der er den næststørste art næsehorn, lever kun i Nepal og Assam – i 12 beskyttede områder, hvoraf Chitwan er det ene. Arten har været kraftigt truet af udryddelse, og i begyndelsen af det 19. århundrede var der under hundrede dyr i naturen; i dag menes den samlede bestand at være på mere end 4000.

Hannerne – tyrene – lever alene, mens hunnerne kan leve med deres kalve i mindre grupper. De er mest aktive om morgenen og aftenen, og de er ofte set opholde sig i vand i floder eller søer i varmen. De lever næsten udelukkende af græs, som de æder på land eller i vandet. Deres eneste naturlige fjende – ud over mennesket – er tigre, der af og til kan dræbe kalve, der er kommet lidt væk fra moderen.
Nu, hvor vi endelig havde fået øje på et pansernæsehorn, gik det stærkt, og vi havde således ikke kørt mange hundrede meter mere, før vi fik øje på endnu et næsehorn, der denne gang lå og rodede rundt i et vandhul – næsten helt under vand og flydende rundt mellem vandhyacinter.

Det blev naturligvis til en længere pause her, hvor vi kunne betragte dyret – formodentlig en enlig han – i vandet.
Og netop, som vi havde besluttet os for at køre videre, passerede vi endnu et vandhul med et næsehorn, der lå og stirrede i vores retning. Det så os næppe, da deres syn er dårligt, men det kunne nok fornemme, at vi var i nærheden, men endnu engang nød vi synet af dette prægtige dyr.

Nu var det imidlertid blevet tid til at søge tilbage til Sauraha, så vores chauffør satte bilen i bevægelse for at komme tilbage til floden – i det samme øjeblik, som han fik øje på en blåhalet biæder (Merops philippinus), der sad på en gren i et udgået træ – højt oppe i luften. Den blåhalede biæder lever af insekter som bier, hvepse, gedehamse og nok også guldsmede, og -som det er tilfældet med alle de andre biædere – er der tale om en farvestrålende fugl!

Nu var tiden noget fremskreden, og vi bevægede os derfor hastigt tilbage mod stedet, hvor vi skulle passere Rapti-floden; kun afbrudt af en flot bankivahane (Gallus gallus), der absolut skulle spankulere over vejen lige foran jeepen. Bankivahønen, der også kaldes rød junglehøne, anses sammen med den grå junglehøne for at være stamfaderen til de moderne tamhønseracer, vi kender i dag. 

Tilbage ved endestationen for dagens safari steg vi om til kanoerne, der sejlede os over Rapti-floden, og derefter varede bare nogle minutter, før vi var tilbage på hotellet og kunne fordøje de mange indtryk ude fra parken.

Lørdag, d. 11.10.
Efter en sidste kort nat på vores resort i Sauraha skulle vi på en morgensafari – ikke i selve nationalparken, men i en privat park, der grænser op til denne, og allerede inden, parken havde åbnet sine porte for besøgende, holdt vi klar som nogen af de første ved indkørslen til parken. Her kunne vi så – endnu engang – se dagens første sol over Annapurna-massivet, på noget større afstand end tidligere.
Præcis klokken 7:30 gik portene op, og vi kunne – efter at have ordnet formalia (registrering og betaling) – køre ind i området, og hvor vi efter få meter stødte på en flok indiske påfuglehunner (Pavo cristatus)  i det høje græs.

Herefter kørte vi gennem lidt skov, hvor vi flere gange stødte på chital-hjorte (Axis axis), både individer, der vandrede på vejen foran os, og småflokke i bevoksningen langs vejen. Chital-hjorten er den mest almindelige hjorteart i Chitwan, og den kendes let på den lysebrune pels med hvide pletter – deraf det engelske navn ‘spotted deer’.

Efter at vi var kommet gennem et lille skovområde, kørte vi ud på græssteppen, hvor vi oplevede det, der skulle vise sig at blive turens højdepunkt: et pansernæsehorn med sin kalv.
Pansernæsehorn, der i modsætning til de afrikanske næsehorn kun har ét horn, er drægtige i 15-16 måneder, hvorefter kalven bliver hos moderen i 3 til 4 år.

Alene det at træffe en mor med kalv var en stor oplevelse, som vi havde håbet på, så det tog ret lang tid, før vi var klar til at køre videre – bare for at se endnu flere næsehorn – både i vandet og på land!

Efter lidt tid kørte vi dog videre i det åbne land, hvor vi ud over endnu flere chital-hjorte pludselig fik øje på en mindre flok småhjorte, der viste sig at være sydlig rød muntjac, som vi i øvrigt lærte at kende under dens engelske navn, barking deer (Muntiacus muntiak). Flokken bestod af en enkelt han med flere hunner omkring sig. Den sydlige røde muntjac, der er meget sky og har et hundeagtigt kald, der minder en hunds gøen, er den mindste hjort, der lever i Chitwan, og den ses faktisk ikke så ofte, da den falder i med omgivelserne.

På den videre rundtur traf vi nu først på en enkelt han-påfugl i sin flotte, skinnende fjerdragt og derefter en storkenæbbet isfugl (Pelargopsis capensis), der sad i et træ, der ragede ud over en mindre sø – sikkert spejdende efter fisk i vandet. Storkenæbisfuglen er en meget stor isfugl med stort, rødt næb og grøn ryg, blå vinger og brunt hoved og gulbrun hals og bug. Og den gjorde sig rigtig til, da den sad her højt til vejrs i solskinnet.

Ad en lille sidevej kørte vi nu ud i et smukt landskab, hvor vi i et træ fik øje på et flot eksemplar af en toppet slangeørn (Spilornis cheela), der sad og spejdede efter føde på jorden. Slangeørnen lever af slanger, firben og andre krybdyr, som den finder i spredte skovområder tæt på vådområder.

Efter denne rovfugleoplevelse kørte vi videre til parkens besøgscenter, hvor et par musketfinker (Lonchura punctulata) havde bygget rede blandt de forklarende tavler. 

Da vi kørte videre fra besøgscentret så vi – ret højt i et træ og desværre siddende med ryggen i vores retning – en asiatisk åbennæbsstork (Anastomus oscitans). En stor, men kedeligt udseende fugl, der har navn efterdet karakteristiske mellemrum, der dannes mellem over- og undernæbbet.

På trods af, at vi kørte lidt rundt i håbet om at få øje på en tiger, så skete der ikke yderligere på turen, og vi kunne bare køre tilbage til resortet for at pakke, tjekke ud og så sætte af sted mod Kathmandu til den sidste overnatning i Nepal.
Og selv om der var tale om en køretur på bare 160 kilometer, skulle turen tage det meste af dagen ad en vej med uhørt megen trafik – især i form af lastbiler – og hullede veje med eller uden asfalt, som til dels var skyllet væk i forbindelse med monsunen tidligere på året eller nylige regnskyl. Her var der fast arbejde for folk, der havde ideer til forbedring af infrastrukturen!

På vejen stoppede vi ved en hængebro, som vi fik lejlighed til at vandre på, og næsten alle vovede sig over den mere end hundrede meter lange bro, der spændte over Trishuli-floden. En lidt kildrende fornemmelse for os, der ikke var vant til det!

Samtidig kunne vi konstatere, at de lokale hjemmevant forcerede broen med både cykler og motorcykler eller bærende på læssevis af varer til bebyggelsen på den anden side af floden.
Efter denne lille pause gik det videre retning hovedstaden med endnu et lille stop – ved en bod i vejkanten, hvor man kunne købe små bananer – særdeles lækre. Vores guide Narayan købte en hel pose bananer, som han efterfølgende delte rundhåndet ud af, så vi kunne prøve dem.
En pudsig oplevelse at spise bananer, der ikke var større end en mundfuld.

Herefter gik turen uden stop til vores hotel, Holy Himalaya i Thamel, hvor vores bagage ventede på os fra sidst, vi var her, og hvor vi kunne tjekke ind på samme værelse, som vi havde forladt nogle dage tidligere.
Efter check-in og en lille pause blev vi afhentet, da vi skulle spise aftensmad med udsigt til Boudhanath Stupa, der med sine 36 meter er Nepals og en af verdens største stupaer.
Vi ankom til stupaen efter mørkets frembud, og sammen med utallige andre – turister som pilgrimme – vandrede vi med uret rundt om stupaen og iagttog livet. Den nuværende stupa på stedet er formodentlig opført i 1300-tallet, men bygget på fundamentet af en tidligere stupa fra ca. år 600, der opførtes under den tibetanske kong Songtsen Gambo, da han konverterede til buddhismen. Sikkert er det, at stupaen blev alvorligt beskadiget ved jordskælvet i 2015, hvor den slog revner i spiret, men allerede i halvandet år senere var den restaureret, finansieret af private donationer, og den var således den første af alle jordskælvsramte verdensarvssteder i Kathmandu-dalen, der blev genopbygget.
Og ja. Naturligvis er Boudhanath Stupaen et af UNESCOs verdensarvssted.

Stupaen, der i dag er det religiøse centrum for den kvarte million tibetanere, der lever i eksil i Nepal, er omgivet af en del restauranter og souvenirbutikker, og på en af disse restauranter, Stupa View Restaurant, havde vi booket bord på tagterrassen med frit udsyn til stupaen.
At maden så ikke var noget at råbe hurra for, ja, det er så en anden sag.
Efter aftensmaden blev vi kørt tilbage til hotellet, hvor det bare var på hovedet i seng; vi havde jo et fly, vi skulle nå tidligt næste morgen…

Søndag, d. 12.10.
Allerede før kl. 7 havde vi tjekket ud fra vores værelser, og vi blev derefter afhentet og kørt til lufthavnen, hvor vores fly gik til Paro i Bhutan allerede 09:10. Det betød også, at vi måtte undvære morgenmaden, som blev erstattet af madpakker, som hotellets restaurant forsynede os med, og de blev fortæret i lufthavnen, hvor vi alligevel skulle sidde og vente på at kunne boarde. Der blev også lige mulighed for at sige farvel og tak for denne gang til vores guide Narayan, bureauets repræsentant Brinda og vores chauffør – og i det hele taget takke for en skøn uge i Nepal.