Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Forsinket efterårsferietur – dvs. i uge 43 – til Rom.
Nogen længere udlandsrejse var ikke mulig i år – på grund af coronaen – så vi måtte nøjes med det næstbedste; en tur til Middelhavsregionen, og her faldt valget altså på Rom.
Vi fik bestilt flybilletter med Ryanair og søgte et hotel tæt på centrum, således at vi havde let ved at komme omkring til fods og ikke var afhængig af f.eks. offentlig transport. Valget faldt på Hotel Le Clarisse al Pantheon, der lå blot 200 meter fra Pantheon. Det var et lidt ældre hotel, indrettet i noget, der lignede en almindelig beboelsesejendom, men ellers var det helt ok til prisen.
Torsdag, d. 21.10.
Så var det tid til afgang fra København til Roms Lufthavn Ciampino, der lå knap 20 km fra vores hotel – men alligevel godt en halv times kørsel, en strækning som vi klarede i en taxa.
Vi var glade for, at vi havde en stedkendt til at køre os til hotellet og guide os ind på det, for receptionen lå på 2. sal – og det var ved at være i myldretiden sidst på eftermiddagen, da vi nåede frem.
Men vi fik os da installeret, inden vi gik ud og så på kvarteret ned mod Tiberen og fandt os en lækker lille restaurant, Osteria Orbitelli, hvor vi fik lidt lækker aftensmad og en flaske vin til, inden vi kunne gå tilbage til hotellet og hvile ud.
Fredag, d. 22.10. (0683-0910)
Efter morgenmaden – serveret på en altan overdækket med et telt – var det tid til at få kigget lidt på byen og nogle af dens menge seværdigheder.
Det startede med, at vi gik lige hen om hjørnet til Pantheon og stillede os i køen af besøgende ind til bygningen. Køen var ret lang, og det blev jo ikke bedre af, at alle besøgende skulle vise negativ Coronatest og samtidig skulle temperaturscannes, før man fik lov til at gå ind.
Pantheon blev opført som et tempel i 120 e.Kr. under kejser Hadrian, men siden 609 har bygningen været anvendt som kirke under navnet Santa Maria ad Martyres. Pantheon har en enorm kuppel med en diameter på 43,3 meter, der er bygget af romersk beton, og indtil 1436, hvor katedralen i Firenze blev bygget, var denne kuppel verdens største.
Den eneste lyskilde i kirkerummet var fra en cirkelrund åbning i toppen af kuplen – kaldet Pantheons øje. Denne åbning har en diameter på 9 meter, og når solen skinner, giver det en flot effekt i kirken.
I Pantheon ligger en række berømte personer begravet, hvoraf den mest kendte er maleren Rafael (Raffaello Santi), der levede fra 1483-1520, samt to af Italiens konger, Victor Emanuel d. 2. (1820-1878) og Umberto d. 1. (1844-1900)
Efter besøget i Pantheon gik turen videre til Piazza della Minerva med den kendte Obelisco della Minerva (oversat: ‚Elefant og Obelisk‘) fra 1667. Obelisken er med sine 5,47 meter den mindste af de 13 gamle obelisker, der findes i Rom i dag.
Videre gik vi ad de små gader til Chiesa di Sant’Ignazio di Loyola ved den lille plads Piazza di Sant’Ignazio. Kirken, der er bygget af jesuitterne i barokstil mellem 1626 og 1650, har oprindelig fungeret som kapel for det tilstødende romerske kollegium. Kirken er især fremhævet for sin fresko i skibets loft, malet af Andrea Pozzo. Den viser Sankt Ignatius, der bliver budt velkommen i paradiset af Kristus og Jomfru Maria.
Et andet sted i kirkeloftet er malet en falsk kuppel – også lavet af Pozzo, der endvidere stod for flere af kirkens andre malerier.
Fra kirken gik vi videre til Il Tempio di Adriano ved Piazza di Pietra med resterne af Hadrianeum (oversat: ‚Hadrians Tempel‘), der var bygget til ære for Kejser Hadrian, og som stod færdigt i år 145 e.Kr.
Templet blev senere ødelagt, men 11 af de oprindelige 15 marmorsøjler overlevede og er i dag en del af facaden på bygningen, der tidligere var toldkontor og i dag rummer forskellige kunstudstillinger og i øvrigt bruges til konferencer.
Næste stop på vores vandring rundt i centrum af Rom var Trevifontænen, der er et af de mest besøgte steder i byen. Fontænen, der er kendt fra både spillefilm og litteraturen, er bygget i perioden fra 1732 til 1751, og den er det sidste eksempel på en bygning i barok fra Rom. Fontænens store marmorfigur forestiller titanen Okeanos, der rider med sine heste gennem vandmasserne. Trevifontænen får sit vand fra Acqua Vergine-ækvadukten.
Videre førte vores rute os til Den Spanske Trappe med kirken Chiesa della SS. Trinitá dei Monti på toppen. Kirken, der er i gotisk stil og blev bygget med sten fra Narbonne i Frankrig i årene fra 1502 og frem, er en af fem franske, katolske kirker i Rom.
Den Spanske trappe har egentlig ikke noget med Spanien at gøre, men den har navn efter den spanske ambassade. Trappen, der er opført og betalt af en fransk diplomat, der var træt af den mudrede vej, der førte fra Piazza di Spagna og op til Trinitá dei Monti, stod færdig i 1725.
Fun fact er, at trappen formelt er fransk territorium, og at byen Rom hvert år betaler et symbolsk beløb til den franske stat, for at romerne kan benytte trappen.
Fra Trinitá dei Monti bevægede vi os ned ad bakken, forbi Palazzetto Zuccari med de flotte motiver på facaden, til Piazza di San Silvestro, hvor vi satte os ned og slappede lidt af, inden det blev til et besøg i den spøjse kirke Basilica di San Silvestro in Capite, der har en lang historie bag sig. Basilikaen og det tilhørende kloster er opført i det 8. århundrede af pave Stephen II på ruinerne af et rundt tempel dedikeret til solen og bygget af kejser Aurelian.
I det 12. århundrede overgik klostret til benediktinerordenen, og omkring år 1200 fik klostret sit tårn.
Spændende er kirkens næsten kvadratiske forgård, hvor engelske kristne tilhørende pallottinerne samlede og opsatte en række tavler med inskriptioner. Kirken betragtes som den engelske nationalkirke i Rom, og den er ligeledes kirke for det filippinske samfund i Rom.
Vores vandring bragte os nu videre til den nærved liggende Piazza Colonna, omgivet af de tre paladser Palazzo Wedekind mod vest, Palazzo Chigi mod nord og Palazzo Ferrajoli i syd og med Marcus Aurelius-søjlen placeret på pladsen.
Palazzo Wedekind er i dag hovedsæde for dagbladet Il Tempo, men husede tidligere Kongeriget Italiens undervisningsministerium.
Palazzo Chigi er den officielle residens for Italiens premierminister, og Palazzo Ferrajoli er dels i privateje (af familien Ferrajoli) og dels udlejet til politiske, og kulturelle begivenheder og til bryllupper for det finere borgerskab.
Den 39 meter høje Marcus Aurelius-søjle på Piazza Colonna var oprindelig en del af kejser Marcus Aurelius‘ gravmonument, og de relieffer, der er indgraveret i søjlen, fortæller om hans kampe mod barbarerne nord for Donau, der på den tid var en trussel mod Romerriget.
Statuen af apostlen Peter, der er anbragt på toppen af søjlen, er tilføjet i 1587 af pave Sixtus V.
Fra Piazza Colonna gik turen få skridt vestpå til Piazza di Monte Citorio, hvor den altoverskyggende bygning er Palazzo Montecitorio, der siden 1871 har huset Italiens deputeretkammer.
Vores vej førte nu via Pantheon til udgravningsområdet Largo di Torre Argentina syd for vores hotel og en af hovedgaderne i vores kvarter, Corso Vittorio Emanuelle II.
Largo di Torre Argentina er i dag et stort, åbent område, hvor man kan se ruinerne af noget, der formodentlig var Roms ældste bygninger, bygget i 1.-4. århundrede f.Kr.
Stedet blev opdaget i 1926, da man nedrev et gammelt kvarter for at bygge nyt, og der blev afsløret rester af 4 templer: Juturna-templet (oversat: ‚Lykketemplet‘), Feronias tempel og Larii Permalinis tempel. Endvidere fandt man nogle latriner samt – ikke mindst – resterne af Pompejus‘ Teater, der var det første permanente teater, der blev bygget i Rom, og som stammer fra år 55 f.Kr.
Teatret var omgivet af store søjlegange og en have med springvand og statuer, og i den anden ende af denne have lå Pompejus‘ Curia, en mødesal, der ofte blev brug af Roms senat til møder. Det var i Kurien, at Cæsar blev myrdet med 23 knivstik 15. marts 44 f.Kr.
I øvrigt er pladsen ikke opkaldt efter det latinske ord for sølv, argentum, men efter den romerske forpost Argentoratum, der lå i nærheden af det moderne Strassbourg.
Vores tur rundt i den gamle bydel førte os nu forbi Tempio Maggiore – Roms største synagoge, før vi gik over Roms ældste bro, Ponte Fabricio, til Isola Tiberina, en lille ø i Tiberen.
Ponte Fabricio, der er bygget år 62 f.Kr., og stadigvæk står i sin oprindelige tilstand, er 62 meter lang og 5,5 meter bred.
Tiberøen huser bla. Fatebenefratelli Hospitalet fra 1585, der er kendt for at have beskyttet og huset jøder under Holocaust ved at diagnosticere dem med en fiktiv sygdom kaldet ‚Syndrom K‘. Endvidere ligger Basilica di San Bartolomeo all’Isola på øen. Basilikaen er bygget til at indeholde relikvier af apostlen Bartholomæus.
Efter at have vandret lidt rundt på øen, vendte vi tilbage mod byen over Ponte Fabricio og gik til Teatro Marcello, der er bygget i den romerske republiks sidste år og indviet i år 12 f.Kr. af kejser Augustus. Med en diameter på 111 meter var teatret det største og vigtigste teater i Rom; det kunne i sine velmagtsdage rumme mellem 11.000 og 20.000 tilskuere.
Mens mørket så små var ved at sænke sig, bevægede vi os tilbage til gaderne omkring vores hotel, hvor det blev til lidt lækker aftensmad, før vi fandt vores senge efter en lang og begivenhedsrig dag i Roms centrum.
Lørdag, d. 23.10. (0911-1289)
Efter morgenmaden stod den på endnu en tur rundt i det historiske område af Rom.
Vi havde brugt aftenen i går på at bestille billetter til Colosseum og Forum Romanum, så vi havde en dag spækket med store oplevelser foran os.
Vi startede med at gå til Victor Emanuel-monumentet for enden af Piazza Venezia og startede så med at besøge Colonna Traiana (oversat: ‚Trajans søjle‘) på Piazza Foro Traiano, lige syd for kirkerne Chiesa Santa Maria di Loreto og Chiesa del Santissimo Nome di Maria al Foro Traiano.
Herfra gik turen ad Via dei Fori Imperiali til Colosseum, hvor vi brugte god tid til at betragte hele den fantastiske bygningsværk, der blev til i perioden 70-80 e.Kr. under kejser Vespasian og hans søn, Titus.
Colosseum behøver vel ikke den store præsentation, men alligevel lidt facts: Bygningsværket er ovalt med ydre mål på 188 x 156 meter, og der var plads til ca. 5000 stående og 50000 siddende tilskuere. Der var 76 offentlige indgange samt én indgang til Roms magistrater, én til kejseren og to indgange til de optrædende. Bygningens skelet består af 80 store piller, der hver er mere end 45 meter høje.
Colosseum, der fik omfattende skader ved et stort jordskælv i 1349, blev i 2007 valgt som et af verdens 7 nye underværker – og naturligvis står Colosseum på UNESCOs liste over Verdensarvsteder.
Efter et godt langt besøg i/ved Colosseum gik turen videre forbi Arco di Costantino, der er opført mellem Colosseum og Palatinerhøjen, og som er en triumfbue til ære for Konstantin den Stores sejr i år 312 over Maxentius ved slaget ved Milvian-broen.
Triumfbuen blev indviet i år 315 og spænder over Via Triumphalis – vejen. der blev benyttet af sejrrige hærførere, når de kom ind til byen i trumftog.
I øvrigt skændes de lærde om historien bag triumfbuen – men det er en anden sag.
Fra en bue til den næste, nemlig Arco di Titu (oversat: ‚Titusbuen‘), der markerede indgangen til det antikke Rom med Forum Romanum i centrum. Titusbuen er bygget ca. i år 81 e.Kr. af kejser Domitian for at hædre hans ældre bror, Titus, efter dennes sejr over jøderne ved det jødiske oprør i Judæa.
Det er denne triumfbue, der har dannet forbillede for mange triumfbuer opført efter år 1500, bla. triumfbuen i Paris.
Inde i området, der dækkede det antikke Rom, bevægede vi os ad Via Sacra forbi mange af resterne/ruinerne af de fantastiske bygningsværker, der engang stod her i hele deres pragt.
Via Sacra, (oversat: ‚Den Hellige Vej‘), der gik fra Titusbuen til Forum, var en tidlig og særlig betydningsfuld vej, og dens brolægning kan spores helt tilbage til ca. 550 f.Kr.
Langs Via Sacra ligger flere imponerende ruiner, og flere af disse var rester af oldtidens kendte bygningsværker, mens andre var mere ordinære, private patriciervillaer. På vejen koncentrerede vi os i første omgang om at holde øje med det, der lå til venstre for os, hvor de spændende bygninger lå som perler på en snor.
Det første imponerende bygningsværk, vi så på vores vej, var Basilica di Massenzio, der på sin tid var den største bygning i Forum, og den sidste romerske basilika, der blev bygget i Rom. Byggeriet af basilikaen begyndte under kejser Maxentius i 308 e.Kr., og blev afsluttet fire år senere af Konstantin den Store.
Mens Maxentius-basilikaen ligger lidt tilbagetrukket fra Via Sacra, passerede vi tæt forbi det runde Tempio di Romolo, og det højtliggende Tempio di Antonino e Faustina.
Ud fra afbildning på en romersk mønt er Tempio di Romolo identificeret som et tempel, der er bygget af kejser Maxentius i 307 e.Kr. til ære for hans søn, der døde som barn. Den runde bygning – en ret usædvanlig form for romersk arkitektur, er forsynet med en bronzedør med en lås, der har overlevet siden Roms storhedstid. Pave Felix V forvandlede templet til forhallen af St. Cosmas og Damian-kirken.
Tempio di Antonino e Faustina er dedikeret til kejser Antoninus Pius og hans kone Faustina, og det er bygget efter kejserindens død i 141. Templet var bygget på et højt podium af tuf-blokke, og det var udvendigt dækket af marmor.
Senere – i det 7. eller 8. århundrede – blev kirken San Lorenzo i Miranda opført inde i dette tempel, og fremadrettet havde templet mistet sin betydning.
Fra disse to templer tog vi en afstikker til Basilica Emilia, hvor der i dag stort set kun er nogle fundamenter for søjler tilbage – så det var uinteressant – og hurtigt videre.
Således nåede vi til bygningerne i det nordvestlige hjørne af Forum, hvor en par offentlige bygninger i antikkens Rom faldt i øjnene: Curia Iulia og Arco di Settimio Severo.
Curia Iulia var et senatshus, der blev bygget i 44 f.Kr., og det er en af få romerske bygninger, der stort set har overlevet tidens tand uden at have taget skade. Curia betyder mødehus, og her mødtes senatet regelmæssigt. I Rom eksisterede der mange curiae på samme tid, men denne bygning har alligevel en lidt speciel historie i sammenligning med de øvrige, idet den blev opført på bestilling fra Julius Cæsar.
Arco di Settimio Severo (oversat: ‚Septimius Severus-buen‘) er en triumfbue i hvid marmor, der blev indviet i 203 e.Kr. til minde om kejser Septimius Severus og hans to sønner, Caracalla og Geta, der sejrede i to felttog mod partherne (et iransk folkeslag) omkring år 200 e.Kr. Buen, der er 23 meter høj og 25 meter bred, er beklædt med relieffer, og den troner flot i landskabet. I øvrigt var man ved at renovere buen, da vi besøgte Forum, så helt tæt på kunne vi ikke komme.
Vi opholdt os ret længe blandt ruinerne vest for Forum og kunne bare imponeres over, at romerne allerede i oldtiden kunne bygge så fantastiske bygningsværker. Især de mange søjler, der stod som de jordiske rester af forskellige templer var overvældende. Rundt omkring i området så vi således ruiner efter Tempio della Concordia, Tempio di Vespasiano e Tito, Tempio di Saturno, Umbilicus Urbis, I Rostri og Arco de Tiberio.
Fra dette spændende område gik vi videre til selve Forum, hvor vi så Colonna di Foca, Lacus Curtius, Colonne dei decennalia og den store Basilica Giulia.
Endelig dvælede vi ved nogle af bygningsresterne i den østlige ende af Forum med Tempio dei Dioscuri, Tempio di Vesta, Tempio del Divo Giulio og Arco Partico di Augusto.
I samme område lå endvidere en af de vigtigste bygninger ved Forum, nemlig Regia, (oversat: ‚Kongehuset‘). I Regia boede der – trods navnet og så vidt man ved – ingen konger, men bygningen fungerede i en periode som embedsbolig for pontifex maximus, den højeste religiøse embedsmand i Rom. Der er i dag kun få spor af bygningen tilbage.
Efter denne rundtur på og omkring Forum gik vi videre ad Strada con Tabernae til Palatinerhøjen, og på den tur var Santa Maria Antigua og Horrea Agrippiana de første ruiner, vi passerede. Herefter passeredes også Frangipanefamiliens borg, inden vi gik op mod Augustus Hus – som vi dog ikke havde betalt for at komme ind at se.
I stedet gik vi videre, forbi Domus Tiberiana og Oval Pool til udsigtsplatformen Terrazza Belvedere del Palatino, hvorfra vi havde en flot udsigt over hele området med Colosseum, Forum Romanum og den antikke by under os.
Efter at have nydt udsigten heroppefra fortsatte vi vores tur gennem haverne på Palatinerhøjen og bla. forbi Ninfeo degli Specchi – en fontæne fra det 16. århundrede – og resterne af Domus Flavia, der er opført og færdigbygget under kejser Titus Flavius Domitianus i år 92 e.Kr.
Det var interessant at gå rundt i dette område, der også rummede en hippodrom.
Herfra forlod vi Palatinerhøjen og vandrede forbi Arco di Costantino og Colosseum og gik hjemad mod hotellet ad Via dei Fori Imperiali med storslået udsigt til ruinerne på begge sider af vejen. Ikke mindst udgravningerne og bygningerne nord for vejen med Foro di Augusto, Foro di Trajano og Casa dei Cavalieri di Rodi var nogle imponerende anlæg og bygningsværker.
Søndag, d. 24.10. (1290-1583)
Efter morgenmaden stod den på endnu en tur rundt i Roms historiske centrum, men denne dag havde vi fokus rettet mod vestsiden af Tiberen og – mere specifikt – mod Peterskirken og bygningerne deromkring.
Altså gik vi fra hotellet mod nord, forbi Pantheon og videre forbi de to kirker, Basilica di Sant’Eustachio og Chiesa di Sant’Ivo alla Sapienza, samt drikkevandsfontænen Fontana dei Libri (Bøgernes fontæne), inden vi kom frem til Piazza Navona, der er en åben, mondæn plads med tre fontæner og en del barokarkitektur.
Piazza Navona, der oprindelig er anlagt som stadion under kejser Titus Flavius Domitianus i år 80 e.Kr., forfaldt efter det vestromerske imperiums fald, og materialer herfra blev anvendt andre steder i byen, således at der kun er få spor tilbage af de oprindelige bygninger.
I slutningen af det 15. århundrede blev pladsen til markedsplads, og den blev ombygget og tilført spændende skulpturelle elementer, ikke mindst Fontana dei Quattro Fiumi af kunstneren Gian Lorenzo Bernini. Øverst i denne fontæne ser man Domitianus‘ obelisk, der er ført hertil fra Circus Maxentius.
I vestsiden af pladsen – og med indgang over for Fontana dei Quattro Fiumi ligger barokkirken Sant’Agnese in Agone, der er bygget på stedet, hvor den tidlige kristne Saint Agnes led martyrdøden på det gamle Domitian-stadion. I kirken, som vi aflagde et kort, overfladisk besøg, kan man faktisk se et kranium, der siges at have tilhørt Sankt Agnes.
Fra Piazza Navona gik vi videre over Piazza di Pasquino og ad små, hyggelige gader til Tiberen og over Ponte Vittorio Emanuele II, hvorfra vi havde en flot udsigt over mod Castel Sant’Angelo, Engelsborg, nord for floden og øst for broen.
Vi drejede dog vestover ad Via della Conciliazione, der endte i Peterspladsen og med Peterskirken i den vestlige ende af den store, ovale plads.
Vi brugte noget tid på at vandre rundt på den store plads, og vi lod os betage af de smukke bygninger, der omgav pladsen. Herefter fortsatte vi ind i selve kirken, hvor vi også vandrede lidt rundt og betragtede nogle af de mange kunstværker, indtil klokken blev 12.
Herefter var det på tide at komme udenfor igen for at kunne nå at høre pavens tale til folket, der var forsamlet på pladsen nedenfor Palazzo Apostolico, hvor han dukkede frem i et af vinduerne på øverste etage for at tale til de fremmødte.
Som forventet var der en del mennesker på pladsen, mens paven holdt sin godt tyve minutter lange tale, og det var rørende at stå blandt folk, som han havde så stor betydning for og som hans tale rørte i det inderste…
Efter talen gik vi tilbage ind i Peterskirken for at se videre på de mange kunstværker, som den indeholdt. Helt specielt var det at se Michelangelos kunstværk Madonna della Pietà, der foreviger det øjeblik, hvor Jesus, der er taget ned fra korset, bliver overgivet til sin mor Maria.
Mandag, d. 25.10. (1584-1833)
Tirsdag, d. 26.10. (1834-2127)
Onsdag, d. 27.10. (2128-2349)
Torsdag, d. 28.10.
Hjemrejsedag, hvor vi efter morgenmaden pakkede vores sager og tog en taxa mod lufthavnen, inden vi nogle timer senere kunne stige ud i efterårsvejret i Københavns lufthavn. Herefter blev der lige tid til en kop kaffe sammen med Sarah og Henrik, mens vi ventede på Kombardo-ekspressen hjem til Aarhus.