Travelling the World

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Denne rejse til Nordmakedonien og Albanien blev til ved en pludselig indskydelse!
Claudia og jeg skulle egentlig have været på pinsetur med familien, og da den blev aflyst, slog Hjalte til og foreslog og planlagde denne tur, der gav mulighed for at Claudia og jeg samt Hjalte og Amalie kunne være sammen en uge under sydens sol.
Den blev en tur, hvor vi lagde ud med tre overnatninger i Nordmakedonien og derefter fem overnatninger i Albanien, og hvor Hjalte fik lejlighed til at vise os nogle af de steder, han besøgte sidste efterår sammen med Amalie.
Det blev en god og minderig tur til nogle af de prisbilligste lande i Europa – med fokus på kultur, historie og natur…

Lørdag, d. 23.5.
Efter en kort nat på vores sædvanlige hotel nær lufthavnen, Copenhagen Go Hotel i Kastrup, kunne vi tjekke ind til en flyvning med Austrian Airlines, der bragte os via Wien til Skopje, hovedstaden i Nordmakedonien, hvor vi landede ved middagstid.
Herefter afhentede vi vores lejebil, og turen gik til vores hotel midt i Skopje, AEN Hotel-Old City, hvor vi tjekkede ind og fik pakket lidt ud – i øvrigt mens det stod ned i stænger.

Da regnvejret holdt inde, vandrede vi ud af døren, og efter få skridt (bogstavelig talt!) var vi lige midt i den historiske gamle bydel = Den Gamle Bazar, i Skopje.
Skopjes Gamle Basar er en af ​​de ældste og bedst bevarede osmanniske basarer på Balkan, og den har rødder tilbage til det 12. århundrede.
Samtidig er det den største basar i regionen uden for Istanbul, og den er kendt for sine smalle gader, traditionelle håndværksteder, caféer og historiske bygninger.
Vi startede vores tur gennem basaren ad Kujundjiska, Guldsmedegaden, inden vi i samme gade slog os ned blandt lokale på restaurant Kosmos, hvor vi fik serveret gode små, lækre grillretter til billige penge.

Efter denne frokost vandrede vi videre ned ad vejen til et af Basarens ikoniske steder, hvor Murat Pasha-moskeen rager op i luften bar smykkebutikken ‘Smaragd 1969’. I øvrigt et yndet sted for fotografer og folk med selfiestænger!

Vi bevægede os nu ud af Den Gamle Bazar og videre til det historiske Daut Pasha Hammam, der tidligere rummede et tyrkisk bad med en rig og spændende historie.
Badet er opført omkring 1484 på den tid, hvor Nordmakedonien hørte under det Osmanniske Rige, og det har 13 kupler af forskellig størrelse, hvoraf de to største dækkede omklædningsrummene. Badet, der var opdelt i to separate og symmetriske afdelinger, en for mænd og en for kvinder, blev bestilt af Daut Pasha, der var storvisir og statholder, men ifølge lokale fortællinger blev badet aldrig taget i brug.

Det siges, at da man tændte op under badesystemet første gang, kom der giftslanger ud af hanerne i stedet for vand, og at Daut Pashas datter blev bidt og døde. Dette fik pashaen i sorg til straks at lukke badet og opgive heler komplekset.
Efter en brand i komplekset i 1689 blev de mange badesystemer, marmorplader og springvand gradvist fjernet (eller stjålet), og derefter fungerede bygningen som lagerrum for de handlende i basaren.
I 1948 blev bygningen restaureret og omdannet til kunstmuseum.
Fra det tyrkiske bad fortsatte vi til en imponerende åben plads, hvor man i den ene ende kunne se det enorme Filip II’s springvand, der er opkaldet efter en af Makedoniens helt store herskere Filip d. 2., der var far til Alexander den Store.
Springvandet er en del af den store byfornyelse i byen, ‘Skopje 2014’, og på toppen af søjlen i springvandet ser man en stor statue af Filip II.

På samme plads – og nær springvandet – ser man den ortodokse Sankt Demetrius-kirke og dens klokketårn, der er opført på ruinerne af en ældre kirke, der var opført i det 13. eller 14 århundrede. Den nuværende kirke blev bygget mellem 1886 og 1896 og har tidligere fungeret som hovedkirke/katedral for Skopje.

Her ved pladsen – og vest for ovnnævnte kirke – ligger Holocaust Memorial Center for the Jews of Macedonia, der er opført på sted, hvor det tidligere jødiske kvarter lå, før det blev ødelagt af et voldsomt jordskælv i 1963. Museet åbnede i 2011.

Nabobygningen rummer Museum of the Macedonian Struggle, der formidler Makedoniens kamp for uafhængighed fra modstanden mod det osmanniske styre til uafhængigheden i 1991. Også dette museum åbnede i 2011.

Ellers var det endnu et springvand, der tiltrak sig vores opmærksomhed på pladsen: Fountain of the Mothers of Macedonia, der forestiller mødre i forskellige livsfaser sammen med deres børn. Også dette springvand er del af byfornyelsesprojektet ‘Skopje 2014’.

Efterhånden var vi nede ved Vardarfloden, der løber gennem Skopje og den berømte ‘Stenbroen’, der fører over floden. Broen er et symbol for Skopje, og den indgår både i byens våbenskjold og i byens flag.
Stenbroen, der er 214 meter lang og 6 meter bred, er bygget mellem 1451 og 1469 af Sultan Mehmet Erobreren, men den er flere gange blevet beskadiget og genopbygget.
Fra broen er der en fin udsigt over til det Arkæologiske Museum for Nordmakedonien, der er opført i nyklassicistisk stil – ligeledes som en del af ‘Skopje 2014’-projektet.

Lige ved siden af Stenbroen er der – nede i Vardar – en pudsig kunstinstallation, der viser en kvinde i rød bikini, som ser ud til at springe i floden. Kunstværket hedder ‘The Swimmer’ og blev opstillet i 2010 – som en del af ‘Skopje 2014’-projektet.

Vi var efterhånden kommet over på den anden side af floden til Makedonien-pladsen, og igen er det en enorm statue det første, man ser, og igen en del af ‘Skopje 2014’-projektet.
Denne gang var det statuen ‘Warrior on a Horsebach’, Kriger til Hest, der er en 12 meter høj bronzestatue oven på en 10 meter høj piedestal. Statuen har været noget af en politisk varm kartoffel i forholdet mellem Nordmakedonien og Grækenland, idet den afbilder Alexander den Store, der var makedoner. De to nationer strides stadig om, hvorvidt han var nordmakedoner eller græker…

Fra statuen kunne man kigge ned ad 11. Oktober-gaden, hvor man kunne se Triumphal Arch, der også kaldes Porta Macedonia. Triumfbuen, der ligeledes er del af ‘Skopje 2014’-projektet, er 21 meter høj og blev indviet i januar 2012, og den er dedikeret til 20 års makedonsk uafhængighed. Buen er dækket af 193 m² marmorplader, der skildrer scener fra Makedoniens historie.

Da vores mål ikke var triumfbuen, men Mother Theresas Mindehus i gågaden Macedonia Street, kom vi ikke nærmere triumfbuen, men tog den direkte rute til mindehuset ad gågaden, hvor vi undervejs passerede vi monumentet The Beggar, Tiggeren.
Ifølge kunstneren, Natasa Bozarovska, der har fremstillet skulpturen i bronze, er den inspireret af bibelske fortællinger, og den er tænkt som en afbildning af Jesus Kristus i skikkelse af en tigger. Statuen, der portrætterer en ydmyg og trist mand, der sidder på jorden og beder om almisse, har fået en del kritik af de lokale borgere i byen, der har påpeget det ironiske i, at regeringen brugte store summer på at støbe en tigger i bronze, frem for at bruge pengene på at hjælpe de rigtige, levende tiggere i byens gader.*
Den lader vi lige stå et øjeblik…

Ellers var vi efterhånden fremme ved Mother Theresas Mindehus, der blev indviet den 30. januar 2009 for at ære byens mest berømte bysbarn, der er både en katolsk helgen og modtager af Nobels Fredspris (i 1979) og blev født i Skopje i 1910.
Museet er hverken Mother Teresas føde- eller barndomshjem, men er opført på den grund, hvor den katolske ‘Jesu Hellige Hjerte’-kirke (Sacred Heart of Jesus) engang stod. Det var i denne kirke, at Moder Teresa (med det borgerlige navn Anjezë Gonxhe Bojaxhiu) blev døbt den 27. august 1910 – blot én dag efter sin fødsel. Kirken blev fuldstændig lagt i ruiner under det katastrofale og store jordskælv i Skopje i 1963.

Ved mindehuset ligger en lille park med tårnet Begova Kula, også kaldet Bey’s Tower. Begova Kula, der er opført i slutningen af det 17. århundrede eller starten af det 18. århundrede, er 14 meter højt og har tre etager.  Tårnet, der er det eneste tilbageværende af sin art i Skopje, blev anvendt dels som forsvarsværk – den nederste etage – og dels som beboelse for en  lokal beg (en osmannisk herremand eller guvernør) – de øverste to etager.

Lige bag mindehuset ligger den flotte, men genopførte kirke, Sankt Konstatin og Helena-kirken, med tilhørende klokketårn. Den første kirke på dette sted kan spores tilbage til ca. 334, og den var det første kristne tilholdssted i Skopje – i øvrigt på det sted, hvor flere kristne angiveligt blev halshugget i år 304 under romersk forfølgelse.
Den nuværende kirke blev genopbygget og fik sit nuværende udseende i årene 1830–1832, finansieret af lokale mæcener.

Vores tur fortsatte under Hjaltes ledelse gennem små gader i jagten på en lille café, han havde læst om og absolut gerne ville besøge. Det førte os forbi flere skulpturer, statuer og monumenter som f.eks. ‘Big Bull’, et monument af en muskulær tyr i fuld størrelse, der symboliserer velstand og finansiel medgang.

Også gavlmalerier var en del af bybilledet, f.eks. gadeværket ‘People Matter’, der er fra 2020, finansieret af Halkbank og hylder venskab og fællesskab.

Ellers fandt vi caféen og kunne nyde kaffen, mens det begyndte at regne udenfor, hvilket også betød, at vi blev siddende indtil regnen stilnede af.
Da vi vovede os videre var vores næste (lidt tilfældige) mål Sankt Clemens af Ohrids Kirke, der er er den største katedral for den makedonsk-ortodokse kirke og er dedikeret til Sankt Clemens af Ohrid, landets skytshelgen. Katedralen, der betragtes som en af de mest unikke arkitektoniske bygninger i nyere makedonsk historie, er en rundkirke, der blev bygget mellem 1972 og 1990.

Kirken er overdådigt udsmykket med farverige freskoer, så man bliver næsten blæst bagover, når man træder ind i kirken.
Også kirkens lysekrone, der vejer omkring 5 ton, og som er bestykket med omkring 400 pærer, var imponerende.
Vi vovede os kort indenfor, hvor der var flere vielser i gang, så vi fik ikke gået så meget rundt derinde, som vi måske havde lyst til. Det betød også, at vi heller ikke fik set det gigantisk freskomaleri af Jesus Kristus, som dækker hele 70 kvadratmeter, og hvor alene øjnene har en diameter på 1,5 meter.

Ude i den friske luft igen fortsatte vi mod Vardar-floden for at komme ‘hjem’, og her passerede vi regeringsbygningen, der er opført i årene fra 1968 til 1970 i neoklassicistisk stil. Oprindelig blev bygningen opført som hovedsæde for Centralkomiteen for Makedoniens Kommunistiske Parti i en mere rå og typisk østeuropæisk stil, men den blev ombygget til det nuværende udseende mellem 2013 og 2016.

På den anden side af Varder kunne vi – neden for Skopje-fæstingen, der er opført i det 6. århundrede – se et par bygninger, der er opført som en del af ‘Skopje 2014’-projektet, nemlig Toldstyrelsen og Vand- og Kloakvæsenet.

Lidt længere fremme passerede vi ligeledes Macedonian National Theatre, der har haft en dramatisk historie præget af både jordskælv og politiske visioner. Det oprindelige nationalteater stammer fra 1927 og blev bygget på samme sted, men denne bygning fik nogle mindre skader ved det store jordskælv i 1963, og man valgte alligevel at jævne resterne af bygningen med jorden. Den nuværende bygning blev så opført – som så meget andet i byens centrum – i forbindelse med ‘Skopje 2014’-projektet.

Efterhånden var vi så igen ved at være fremme ved Stenbroen, men vi valgte at gå lidt længere på østsiden af Vardar og først passere floden ad Kunstbroen, der har statuer i bronze af fremtrædende makedonske malere, musikere, forfattere og digtere gennem historien. Og også denne bro var naturligvis en del af ‘Skopje 2014’-projektet.

Herefter var vi ved at være tilbage i den Skopjes gamle bykerne, Old Bazaar, med de hyggelige gader og mange skjulte perler. Vi faldt således over et hjørne med en metaltrappe, der førte op til overetagen af Kapan An, der er et karavanserai fra midten af det 15. århundrede. Bygningen, der tidligere fungerede som et herberg, lager og handelscentrum for rejsende købmænd og deres karavaner, har overlevet flere store ødelæggende begivenheder i Skopje, blandt andet jordskælvene i 1555 og 1963 samt en voldsom brand i 1689.

I dag er bygningen blevet renoveret og fungerer som et kulturelt og socialt mødested.
Vi fortsatte til det lokale bryggeri, Old Town Brewery, hvor vi slog os ned og nød en lokal øl, inden vi fortsatte gennem basaren til vores hotel, hvor vi kunne hvile ud efter en dag, der havde budt på både flyrejse og byrundtur i Skopje.

Søndag, d. 24.5. (9241-9469)
Efter en rolig nat og en udmærket morgenmad startede vi dagen med at gå en sidste gang ud i Skopje – egentlig for at besøge Skopjes historiske grøntmarked Bit Pazar.
På vej til markedet passerede vi Arasta-moskeen, der kan spores tilbage til det 15. århundrede, men den er blevet ødelagt flere gange, bla. under det store jordskælv i 1963.
Den bygning, man ser i dag, er genopbygget efter 2010.

På vej til markedet passerede vi gennem flere smukke, smalle gader og stræder, hvor livet – måske fordi det var søndag – stod helt stille, og de lå i den grad stille hen. Det gjorde bare, at vi rigtig kunne nyde miljøet – uden at der løb folk i vejen for os.

Efterhånden var vi fremme ved Pit Pazar – markedet der er det største og ældste marked i Nordmakedonien. Markedet ligger i den nordlige ende af Old Bazaar, og det er kendt for sine store mængder af friske grøntsager, frugter, lokale oste, honning og krydderier.

Den nordligste af indfaldsvejene ind til markedet sker gennem en osmannisk indgangsport, der formodentlig er opført mellem det 15. og 17. århundrede, men den er opført på et fundament flere hundrede år tidligere fra byzantinsk tid. Vejen, der førte gennem porten, var udfaldsvejen til Konstantinopel.

På markedet skete der dog ikke det store (endnu) – for det første var det søndag, og for det andet var klokken ikke mere end 9 om morgenen.
Efter turen til markedet gik vi tilbage til hotellet for at tjekke ud og hente bilen, så vi kunne sige farvel til Skopje for denne gang og drage sydpå ud af byen.
Her gik det gennem et flot, grønt bjerglandskab, hvor vi efter en en times kørsel valgte at indlægge en lille pause, da vi på vores tur så, at der skulle ligge en fæstning lige ved vejen.

Altså stoppede vi op og vandrede ad en lille og sjældent benyttet natursti op af en lille bakke, hvor vi efter fem minutters vandring kom op til en gammel ruin efter det, der engang var Kozhle-fæstningen.
Fæstningen var bygget på en 70 meter høj klippe omgivet af en skarp kurve på Pčinja-floden – et strategisk sted, der har haft betydning allerede flere årtusinder før vores tidsregning. Senere blev stedet befæstet af romerne for at overvåge og kontrollere den vigtige handels- og militærrute mellem Skopje og Thessaloniki.
Endnu senere – i det 12. til 14. århundrede – havde fæstningen vokset sig stor til et slot, der var på sit højeste under den serbiske zar Stefan Dušan (ca. 1308 – 1355).
Selv om fæstningen nu henligger som en glemt ruin, så er den det bedst bevarede eksempel på feudal arkitektur fra det 13. og 14. århundrede.

Efter at vi var kommet op på toppen kunne vi ane omridset af både de ydre ringmure, der var bygget direkte på klipperne og en stor riddersal på 24 gange 6 meter, men bedst bevaret – om end noget eroderet – var et forsvarstårn, der var bygget på det højeste sted.
Det var ret indtryksfuldt at stå her, hvor man møder historien helt råt midt i den vilde natur!
Efter besøget ved Kozhle-fæstningen og pausen kørte vi videre til næste stop, der skulle være ved Sveti Dimitrija, Sankt Dimitrios-klostret, lige syd for byen Veles.
Klostret er – sammen med Sveti Jovan Veterski og Sveti Bogorodica, der begge ligger nord for Veles – de markante ortodokse klostre, som byen er kendt for.
Nyere forskning tyder på, at klostret stammer fra slutningen af det 13. århundrede, men det fik sin storhedstid under den serbiske zar Stefan Dušan, hvor blev klostret radikalt ombygget og udvidet.
De osmannerne erobrede området i det 15. århundrede, blev hele klosterkirken dækket med jord og begravet af de lokale kristne – efter sigende for at beskytte kirken mod ødelæggelse. Det betød, at klostret forsvandt fuldstændig fra jordens overflade og gik i glemmebogen i næsten 400 år, indtil kristne indbyggere i Veles i midten af 1800-tallet begyndte at lede efter den forsvundne kirke.
Ifølge lokale legender blev kirken fundet efter religiøse åbenbaringer og drømme blandt de lokale, og herefter begyndte byens borgere at grave kirken fri med de bare næver og genopbyggede klosterkomplekset.
En inskription i kirken markerer, at renoveringen og genindvielsen stod færdig i 1855.
Da vi kom til klostret, var det lukket, og kirken låst af, men en ældre mand, der tilsyneladende boede på stedet, fandt en nøgle og lukkede os ind i en meget interessant kirke, der havde tre rum; et forrum eller våbenhus (narthex), kirkeskibet (nave) og alterrummet, der lå længst mod øst og var afskærmet fra kirkeskibet af en ikonostas.
Kirken var næsten overalt udsmykket med fantastiske freskoer og vægmalerier, der bla. illustrerede Dommedag.
(9276)

Mandag, d. 25.5. (9470-9659)

Tirsdag, d. 26.5. (9660-9798)

Onsdag, d. 27.5. (9799-9913)

Torsdag, d. 28.5. (9914-9985)

Fredag, d. 29.5. (9986-9999, 0001-0232)

Lørdag, d. 30.5. (0233-0303)

Søndag, d. 31.5.