Travelling the World

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
På vores sommerferierejse i 2023 mødte vi et par fra England, Aidan og Jane, som vi snakkede rigtig meget med på turen, og vi aftalte efterfølgende, at vi skulle besøge hinanden – engang når vi var kommet hjem…
Rent faktisk lykkedes det efterfølgende at holde kontaktet, og sidste år i maj besøgte de Danmark og tilbragte nogle dage med os i Aarhus og omegn. I år var det så vores tur til at besøge dem i deres hjem i nærheden af Newcastle, og efter en del mailen frem og tilbage bookede vi så en rejse, hvor vi dels tilbragte tre dage sammen i Nordengland og dels selv fortsatte med en uges rundrejse i Skotland.
De tre første dage guidede Aidan og Jane os gennem deres del af England, og vi tilbragte mange timer sammen og fik rigtig udnyttet, at vi havde mange fælles interesser.

Søndag, d. 10.5.
Hjalte kørte os til Billund, hvorfra vi fløj til Newcastle Airport via Amsterdam, og derefter vandrede vi den korte tur langs de trafikerede veje omkring lufthavnsområdet til vores Bed & Breakfast, Stone Cottage – en tur (inklusiv lidt omveje) på ca. en kilometer.

Efter indkvarteringen på vores værelse vandrede vi videre til den lokale kro, The Badger (Grævlingen), hvor vi fik lidt lækker, engelsk aftensmad, der blev skyllet ned med en enkelt øl. Ellers var det bare tilbage til Stone Cottage, hvor vi fik set dyner.
(En snak med ejeren af stedet afslørede i øvrigt, at stedet var blevet solgt, og at han ikke vidste, om de nye ejere ville fortsætte med at udbyde Bed & Breakfast).

Mandag, d. 11.5.
Efter en god nats søvn fik vi pakket vores kufferter og var klar til, at vores værter for de næste tre dage, Aidan og Jane, skulle afhente os – og som aftalt dukkede de op klokken ti, og efter lidt kram og hyggesnak kunne vi så starte på dagens program, hvis højdepunkt var et besøg på Lindisfarne Holy Island.
Foran os lå et par timer på vejene, hvor Aidan havde valgt at køre en idyllisk vej langs kysten og gennem mange små landsbyer, hvilket gav os rig mulighed for at få snakket med hinanden om tidligere fælles oplevelser, både i Afrika og i Danmark. Rigtig hyggeligt at møde dem igen, og efterhånden, som snakken gik, føltes det som om, at vi havde været sammen for blot få dage siden.
På vejen til Lindisfarne gjorde vi et enkelt holdt i landsbyen Bamburgh, hvor vi skulle besøge det lokale slot, Bamburgh Castle.

Stedet var oprindelig hjemsted for et keltisk, britisk fort kendt som ‘Din Guarie’, og det har formodentlig været hovedstaden i kongeriget Bernicia i perioden fra ca. 420 til 547.
Senere byggede Normannerne et nyt slot på stedet, og det er dette slot, der er fundamentet for det nuværende slot, der – efter et oprør i 1095 støttet af slottets ejer – blev den engelske konges ejendom.
I det 17. århundrede forfaldt slottet på grund af økonomiske problemer, men det blev restaureret af forskellige ejere i løbet af det 18. og 19. århundrede, og der var bla. i en periode indrettet et hospital i bygningerne.
I 1894 blev slottet købt af den industrimanden William Armstrong, der færdiggjorde den igangværende restaurering.
I dag ejes slottet stadigvæk af Armstrong-familien, og det er åbent for offentligheden.

Vi parkerede bilen og vandrede op til slottet, der ligger højt oppe på en vulkansk klippe med udsigt over havet – og fra slottet kunne vi se Lindisfarne (Castle) i det fjerne.
Efter at have betalt en noget heftig indgangspris, bevægede vi os gennem slottets rum og samlinger, der fortalte om slottets historie og illustrerede, hvordan det kunne have været at leve her. Alt var fint renoveret, og vi blev ført gennem både kringelkroge, trappegange og små saloner, men det var nok den store riddersal, der gjorde stort indtryk og var det mest imponerende rum i denne del af slottet, som vi som besøgende havde adgang til.

I et af rummene var der en udstilling om familien Armstrong, der ejede stedet, og fra et vindue i dette rum havde vi en god udsigt til slottets kanonstillinger og havet.

Vi gav os god tid til at besøge slottet, idet vi måtte vente på, at tidevandet tillod os at køre over havet til Lindisfarne, så først efter halvanden time på Bamburgh Castle gik turen videre den korte vej til ‘The Holy Island’, hvortil vejen nu var farbar og fri.
Den store attraktion på Lindisfarne er ruinerne af et kloster, der blev erobret og ødelagt af vikingerne før år 1000, men i øvrigt er der meget andet at se på øen, herunder sognekirken St. Mary the Virgin, der ligger lige ved siden af resterne af klostret, og Lindisfarne Castle, der kan ses på lang afstand på grund af beliggenheden på en bakke, højt hævet over det omkringliggende landskab.

Øens vigtigste seværdighed er dog ruinerne af øens kloster, der blev grundlagt i år 634 af den irske munk Aidan, som var blevet udsendt fra datidens vigtigste kloster, der lå på øen Iona ud for Skotlands vestkyst. Herfra kom han til kongeriget Northumbria, der på den tid dækkede det nordligste England og sydligste Skotland.
Munken Aidan levede på klostret fra 634 og indtil sin død i 651, og klostret blev centrum for at gøre Nordengland kristent. Efter Aidans død byggedes først en trækirke og senere en kirke af sten på stedet.
En af de vigtigste personer, der var tilknyttet Lindisfarne, var Northumbrias skytshelgen, Cuthbert, der først var munk og senere abbed og biskop af Lindisfarne.

Efter sin død blev Cuthbert begravet på Lindisfarne, og da man betragtede hans lig som uberørt, blev øen en vigtig destination for pilgrimsrejser i de næste par hundrede år.
Fra begyndelsen af det 7. århundrede skrev munkene på Lindisfarne smukt illustrerede manuskripter, og det mest berømte af disse er Lindisfarne-evangelierne, der er en illustreret kopi af de fire evangelier, skrevet på latin. Man er ikke sikker på, hvem ophavsmanden til evangelierne er, men man formoder, at det er en af Lindisfarnes biskopper, Eadfrith, der havde fremstillet dem. Senere – i anden halvdel af det 10. århundrede – lavede en munk ved navn Aldred en tilføjelse/oversættelse til den latinske tekst og skabte derved de tidligste overlevende oldengelske kopier af evangelierne.
Lindisfarne-evangelierne findes i dag på British Library i London.

Den 8. juni 793 angreb vikingerne Lindisfarne, og netop denne begivenhed ses – i engelsk sammenhæng – som begyndelsen på vikingetiden. Der havde godt nok været tidligere vikingetogter, men dette angreb var særlig betydningsfuldt for englænderne, fordi det vanhelligede det sted, hvor kristendommen havde rod i England.
Vikingerne kom hovedsagelig fra Danmark, og klostret, der var rigt, ubevæbnet og et helligt pilgrimssted, var et nemt bytte for vikingerne, der sejlede i land og plyndrede klostret for værdifulde, religiøse genstande, dræbte munke og tog andre til fange som slaver. Blandt det stjålne var også de ovenfor omtalte Lindisfarne-evangelier.
Angrebet markerede starten på 250 års dansk dominans og gentagne plyndringstogter i England.
I år 866 etablerede danskerne sig i York, og i 873 rykkede den danske vikingehær ind i Northumbria. Kort tid derefter – i år 875 – flygtede munkene fra Lindisfarne og tog Sankt Cuthberts rester med sig – først til landsbyen Chester-le-Street, og derefter til Durham, hvor han siden år 995 ligger begravet i katedralen.
Herefter mistede Lindisfarne og øens kloster sin betydning i en årrække, og først i 1093 genetableredes et mindre kloster på øen. Dette kloster tiltrak (stadigvæk) mange pilgrimme, der betragtede stedet som helligt på grund af Saint Cuthberts oprindelig grav.
Klostret blev nedlagt i 1536 som følge af Henrik VIII’s opløsning af den engelske kirkes bånd til Rom og hans efterfølgende lukning af de engelske klostre.
Vores besøg på Lindisfarne gjaldt først og fremmest klosterruinerne, men efter at bilen var parkeret lidt uden for øens lille landsby med omkring 150 indbyggere, valgte vi først at besøge en lille pub, The Ship Inn, hvor vi også kunne nyde en sandwich, inden vi gik videre.
Ellers var vores mål området omkring det historiske kloster, og efter at have købt billetter besøgte vi det lille museum, der fortalte noget af historien om stedet. Her så vi bla. Lindisfarne-stenen, også kaldet ‘Domesday Stone’, der er fra det 9. århundrede. På stenen ses 7 svært bevæbnede krigere med økser og sværd, der menes at afbilde vikingernes angreb på klostret i 793. På bagsiden af stenen ses en sol, måne og bedende personer omkring et kors, der menes at skildre Dommedag og verdens ende – måske som en hentydning til vikingernes angreb på dette hellige sted.

Efter besøget på museet gik vi videre (i let regnvejr) til resterne af klosterkirken, der var opført mellem 1125 og 1150 – og altså ikke den oprindelige bygning, der eksisterede, da vikingerne besøgte stedet i 793. Denne tidligere bygning er der ingen spor af i dag.
Vi gik ‘ind i’ kirken gennem kirkens vestlige endemur og stod herefter i midterskibet, der var flankeret af to søjlegange, hvoraf den nordlige var ret velbevaret. Foran os – for enden af midterskibet – kunne man se ind i koret og apsissen, hvor alteret oprindelig har befundet sig. I dag ligger her en sort sten med et gyldent indgraveret St. Cuthbert-kors på dette sted som en markering af St. Cuthberts oprindelige grav.

Det mest imponerende i ruinerne var nok ‘Rainbow Arch’, Regnbuebuen, der er en ikonisk, buet stenkonstruktion, der mirakuløst overlevede, da kirkens centrale tårn og tag kollapsede for over 200 år siden. Dens navn skyldes dens buede form og placering over de tomme ruiner – og den var et imponerende syn!

Efter at havde gået lidt rundt i ruinerne af kirken vandrede vi videre mod syd og ind i det område, der havde huset selve klostret, og her bevægede vi os rundt i knap så velbevarede rester af forskellige rum, der oprindelig rummede køkken, spisekammer, bageri og bryghus (mod vest), munkenes spisestue (mod syd) og sovesal og abbedens residens (mod øst).
Endnu sydligere bevægede vi os ind i den store ydergård mod syd – et sted hvor der står en stor statue af St. Cuthbert.

Efter besøget på dette historiske sted gik vi ud af området, samme vej, som vi var kommet ind, og her kunne vi se sognekirken St. Mary the Virgin, der står på det sted, hvor Aidan byggede sin trækirke i år 635. Den nuværende kirke er opført i perioden fra 1180 til 1300, og det er den ældste bygning, der stadigvæk står på Lindisfarne.
Vi gik – måske ærgerligt nok – ikke ind i kirken, der ellers skulle være et besøg værd.
I stedet vandrede vi op på højen syd for klostret til et udsigtstårn, hvorfra der var en fin udsigt både over ruinområdet, men også ud over området syd for Lindisfarne.

Herfra kunne man endvidere – i det fjerne – se flere grupper af sæler på de små sandbanker, der var blotlagte på grund af den lave vandstand omkring øen. Herfra var der også en god udsigt mod øst, hvor vi kunne se Lindisfarne Castle.

Vores besøg på Lindisfarne sluttede med, at vi gik gennem landsbyens små gader og derved kom forbi Lindisfarne Mead, der er et lokalt bryggeri, der har specialiseret sig i at fremstille mjød, men i øvrigt har både øl, gin og rom på programmet.
Også et lille, lokalt posthus kom vi forbi på vores vej. Herfra kunne man – som det eneste sted i landet, naturligvis – sende breve og postkort med et specielt Lindisfarne-stempel.

Med dette var vores besøg på Lindisfarne slut for denne gang, og nu havde vi så en køretur på godt et par timer foran os, indtil vi kunne tjekke ind hos Aidan og Jane i deres hus i den lille by Romaldkirk vest for Middlesbourgh.
Her havde vi så en hyggelig aften sammen med vores værter – og snakken gik, indtil vi kunne trække os tilbage og hvile ud efter en god og interessant dag i Nordengland!
Fik jeg i øvrigt skrevet, at Lindisfarne er på UNESCOs Verdensarvliste?

Tirsdag, d. 12.5.
Efter en rolig nat stod vi op til en dag, hvor vejret viste sig fra en bedre side end i går, og hvor det var naturoplevelser, der stod på formiddagens program.
Efter morgenmaden trak vi i vandreskoene, og herefter drog vi ud på en tur ad naturstier omkring Romaldkirk.

Turen gik forbi byens kirke og videre ud over marker til frodig skov med et bunddække af bluebells/klokkeskilla (Hyacinthoides non-scripta) langs med floden Tees, som vi fulgte på vores videre vej. En lidt smattet tur, hvor vi flere gange gjorde holdt for at betragte fuglelivet og ellers nyde stilheden langs floden.

Undervejs stødte vi endvidere på en mindre gruppe af den amerikanske plante skjoldblad (Darmera peltata), der også går under navnet skærmstenbræk, og som egentlig ikke skulle findes i England, så vi formodede, at der var tale om forvildede eksemplarer af planten.

På det sidste stykke af vores tur fulgte vi den nedlagte jernbane Tees Valley Railway, der var anlagt mellem byerne Middleton-in-Teesdale og Barnard Castle og blev indviet i 1868 og nedlagt efter knap 100 år i drift i 1965. I dag er det meste af den gamle banestrækning bevaret som natursti.

Da vi var tilbage i udkanten af Romaldkirk stødte vi på flere eksemplarer af storspove (Numenius arquata) – først en hun med unger, der vandrede rundt i det høje græs på en mark, og senere endnu et eksemplar af denne prægtige fugl på en tagryg.

Efter frokost kørte vi til kunstmuseet ‘The Bowes Museum’ i Barnard Castle.
Museet, der er indrettet i en bygning, der er udformet som et fransk slot og åbnede i 1892, er bygget for at huse en kunstsamling, der tilhørte John Bowes og hans kone Joséphine Benoîte Coffin-Chevallier, og ud over malerier og dekorativ kunst rummer det en mekanisk Silver Swan-automat fra det 18. århundrede, der forestiller en svane i naturlig størrelse. Med jævne mellemrum pynter sølvsvanen sig, ser sig omkring og ser ud til at fange og sluge en fisk.

Grunden til, at vi besøgte kunstsamlingen, var særudstillingen ‘Vivienne Westwood: Rebel – Storyteller – Visionary’, hvor man i flere gallerier hyldede en af modens mest provokerende og fantasifulde britiske designere, Vivienne Westwood.
For mig, der ikke er udpræget interesseret i tøjdesign, var udstillingen ikke synderligt interessant, og jeg havde måske – efter den introduktion til Vivienne Westwood og hendes stil, som Claudia havde givet mig på forhånd – forventet noget mere outreret.

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i Romaldkirk, og her kiggede Claudia og jeg os omkring i landsbyen, mens vores værter sørgede for at gøre maden klar. På bytur kiggede vi indenfor i kirken, St. Romald’s Church, der formodentlig er opført omkring 1155 og derefter løbende udvidet.

Inde i kirken kom vi i kontakt med en kvinde – måske en kirketjener? – der var i gang med at gøre klar til indsættelsen af en ny præst et par dage senere, og hun gav os en rundvisning i kirken og kunne fortælle flere interessante ting om bygningen. I kirkens kor var der – mod nord – et tilstødende sakristi, der tidligere var i to etager, hvoraf den øverste etage sandsynligvis engang tjente som bolig for en eremit eller munk, der gennem et vindue kunne holde øje med menigheden.

En anden pudsig ting var en djævledør i kirkeskibets nordvæg. Denne dør, der nu var tilmuret, stod i middelalderen åben under en dåb for at lukke onde ånder ud, som man dengang mente boede i ethvert barn før dåben. På samme måde kunne udøbte ‘hedninger’, hvis de ønskede det, komme ind i kirken via denne dør.
Med tiden blev døren blot symbolsk, og efter reformationen blev den blokeret/tilmuret for at lukke Djævelen ude.

Efter den interessante rundvisning i kirken fortsatte vores snak, og vores ‘guide’ fortalte om hendes forfædre på egnen, og det viste sig, at hun nedstammede fra de danske vikinger – og hun var stolt af det!
Efter dette besøg og den spændende beretning fra ‘kvinden i kirken’ vendte vi tilbage til vores værter, der stod klar med maden, og derefter stod den på lækker mad og hygge, inden vi igen kunne krybe til køjs og hvile ud efter endnu en god dag sammen med Aidan og Jane.

Onsdag, d. 13.5.
Efter en rolig og hyggelig morgenmad startede dagen (i godt vejr) med, at vi kørte til den nærliggende storby, Durham, for at få spundet en ende på historierne om Lindisfarne og St. Cuthbert. Det var nemlig Durham Cathedral, der var målet for dagens besøg – stedet hvor St. Cuthberts rester lå.
Katedralen ligger – sammen med Durham Castle – midt i byen på en hesteskoformet halvø, der er dannet af forløbet af floden Wear, og efter at vi havde parkeret bilen i et P-hus nær floden, gik vi den korte tur – nu i regnvejr – op til et større åbent område, Palace Green, der tidligere var byens centrale og travle markedsplads.
Både katedralen og slottet er i øvrigt på UNESCOs Verdensarvliste.
Omkring pladsen ligger katedralen (mod syd) og slottet (mod nord), men ellers finder man – både mod øst og vest – flere markante bygninger, hvoraf en del hører under byens universitet.

Og mens vi nu er ved universitetet: Durham University åbnede i 1833, mens forløberen for universitetet, Durham College, daterer sig tilbage til 1381. Universitet, der har bygninger overalt i Durham og bla. ejer Durham Castle, har i dag ca. 21600 studerende.
Fra Palace Green kunne vi i regnen betragte slottet, der tidligere var residens for Durhams biskopper og kun kan besøges på guidede ture, men ellers havde vi vores fokus rettet på katedralen.

Opførelsen af Durham Cathedral blev påbegyndt i 1093, og en væsentlig del af katedralen stod færdig i 1133, hvorefter den løbende er blevet udvidet og tilpasset med blandt andet nye kapeller og tårne frem til det 15. århundrede. I dag er katedralen en af Storbritanniens største med en længde på 143 meter, mens det centrale tårn er 66 meter højt.

Inde i katedralen kom vi først ind i den vestligste del, Galilei Chapel, der er den eneste del af bygningen, der kan besøges uden at indløse en indgangsbillet. Galilei Chapel er et såkaldt Lady Chapel – et kapel, der er dedikeret til Jomfru Maria – og det indeholder storslåede vægmalerier og huser graven af den kendte munk, historiker og forfatter Venerable Bede, der levede fra ca. 672 til 735.
Bede skrev de fleste af sine værker på latin, og det er gennem ham, at vi har det meste af vores viden om St. Cuthbert, beskrevet i biografien Vita Sancti Cuthberti.
Han var derudover den første, der skrev på angelsaksisk, hans modersmål.

Fra Galilei Chapel fortsatte vi ind i katedralens store kirkeskib, der var domineret af to rækker af søjler med udskårne mønstre, der adskilte sideskibene mod nord og syd fra midterskibet. Langs ydervæggene (i sideskibene) var der udskårne og dekorerede søjler, og her finder man også gravstedet for John Neville, den 3. baron Neville de Raby og hans kone Maud. Graven er en kalkstenskiste fra 1370’erne, dekoreret med våbenskjolde og figurer. John Neville var en adelsmand, flådekommandør og soldat, der var kaptajn i den engelske hær, der nedkæmpede den skotske hær i Slaget ved Nevilles Kors i 1346.

I et mindre, sydligt sideskib hænger det berømte Prior Castell’s Clock, der er et astronomisk ur, der blev installeret mellem 1494 og 1519.
Det er den eneste trægenstand i kirken, der har overlevet den engelske borgerkrig – angiveligt fordi uret er udsmykket med en tidsel, Skotlands symbol, og derfor blev skånet af den skotske hær, der brugte katedralen som kaserne i 1640’erne.
Uret har en unik urskive med kun én viser, og i stedet for den normale inddeling i 60 minutter, er urskiven inddelt i 48, der markerer kvarttimerne.
Ud over den store urskive er der yderligere tre urskiver øverst. Den ene viser måneden, den anden viser månedsdagen, og den sidste viser månens fase.

I katedralens kor ser man bispetronen, der er placeret over graven for Thomas Hatfield, der var en af katedralens biskopper.
Thomas Hatfield var biskop i katedralen fra 1345-1381 og dermed en af de længst siddende biskopper og samtidig en af de sidste krigerbiskopper i England.
Bispetronen i Durham går for at være den højeste i den kristne verden, og den er – ligesom hans grav – designet af Thomas Hatfield selv. Historien – måske en legende – fortæller, at Hatfield sendte to munke til Rom for at måle pavens trone, og da han fik højden at vide, sørgede han for, at hans trone var fem centimeter højere.

Fra koret bevægede vi os om bag højaltret og op i ‘det helligste’ – en helligdom for St. Cuthbert, hvor hans jordiske rester ligger begravet, og som er det vigtigste sted at besøge for de pilgrimme, der kommer til katedralen.
Da St. Cuthbert jo oprindelig var blevet begravet på Lindisfarne – vi havde selv set hans grav for nogle dage siden – kan man spekulere på, hvorfor han nu ligger begravet her i katedralen. Her må man så søge hjælp i historiske kilder – måske skrevet af Bede?

Sankt Cuthberts legeme blev flyttet fra Lindisfarne i 875, da de flygtede fra invaderende vikinger, og i årene derefter flygtede/flyttede de fra sted til sted, indtil de i 995 fik en åbenbaring om, at han ønskede at blive stedt til endelig hvile i Dun Holm (Durham) – et sted, de ikke kendte. De overhørte tilfældigvis en malkepige spørge efter en bortløben, dunfarvet (dun) ko. En anden pige svarede, at koen var set ved Dun Holm, og munkene fulgte efter hende for at finde vejen dertil, og dette førte dem til Durham.
Her byggede de en kirke, hvilket senere dannede grundlaget for den storslåede katedral.
Ja, sådan kan tilfældighederne råde.

Fra selve katedralen fortsatte vi over i klostret og kom ind i en søjlegang rundt om klosterhaven, der er en af de mest ikoniske kulisser fra de to første Harry Potter-film.
De buede klostergange, som vi nu stod i, blev brugt som Hogwarts’ indre gårdhave. Det var bl.a. her, Harry lod sin sneugle flyve, og hvor Ron Weasley kastede en sneglesvækkelses-forbandelse over sig selv.

Man var lige nu i gang med at restaurere noget af murværket, så vi fik desværre ikke mulighed for at komme over i klostrets Chapter House – kapitelhus, der ligeledes brugtes i Harry Potter-filmene, hvor det fungerede som professor McGonagalls forvandlingsklasse. Desværre.

I stedet bevægede vi os ovenpå til The Monks’ Dormitory – munkenes oprindelige sovesal fra ca. 1404 – med et fantastisk flot egetræsloft. I dag er sovesalen indrettet som museum, hvor vi vandrede rundt og betragtede mange af de historiske fund fra klostret.

Efter besøget i sovesalen og efterfølgende frokost i klostrets kantine søgte vi igen ud i den friske luft, hvor det nu var holdt op med at regne, og gennem små gader endte vi endnu engang på Palace Green.

Nu – hvor vejret var blevet bedre – kunne vi rigtig nyde turen langs pladsen og betragte nogle af de gamle huse, hvor et par af husene tiltrak sig vores opmærksomhed.
Det ene af disse huse var Cosin’s Almhouses, der var opført i 1666 af biskop John Cosin,
Over husets indgangsdør kunne man se det farverige våbenskjold for familien Cosin, og derunder var der indmuret en sten med en indskrift på latin, der berettede om, at huset har været ‘hospital’ for 8 fattige borgere. Det var oprindelig beboet af gejstlige enker…

Det andet hus var Pemberton-bygningen, der var opført i Tudor-stil og blev færdiggjort i 1929. Denne bygning er en del af Durham Universitet, og ud over at huse forelæsningssale huser Pemberton-bygningen også Durham Union Society.
Union Society, der blev grundlagt i 1842, er et af de ældste studenterdebatselskaber i verden, og det fik hurtigt ry for kontroversielle forslag. I 1914 pressede de for eksempel på for at kvinder skulle have stemmeret – 14 år før kvinder faktisk fik stemmeret på lige fod med mænd i England.

På den anden side af Palace Green ligger Palace Green Library, der i virkeligheden er en samling af bygninger og forskellige tilbygninger, der stammer fra det 15. århundrede og fremefter. I dag er de grundlaget for Durham Universitys særlige samlinger, biblioteker og arkiver.
Fra Palace Green gik vi tilbage til P-huset ved floden, og på denne tur stødte vi på flere flotte og farvestrålende bygninger – bla. ‘The Boat Club’, der ligger direkte ved bredden af floden og kendes på et markant, blåt murmaleri af en Guinness-tukan med en pint øl på næbbet. For byrådet er maleriet en torn i øjet, og de har beordret maleriet fjernet, da de mener, at det påvirker byens historiske kvarter negativt. Denne beslutning har ejeren af klubben anket, så lige nu er maleriet der stadigvæk.

Lige over for ‘The Boat Club’ finder man så i øvrigt et af Durhams gamle, historiske og middelalderlige bygningsværker, Elvet Bridge. Byggeriet af broen, der skulle forbinde den gamle bydel med Elvet-området på den anden side af floden, begyndte i 1160, men afsluttedes først færdiggjort i 1200-tallet.
Elvet Bridge er kendt for at være den smalleste gennemgående bro i Europa.

Vi var nu tilbage ved bilen og kunne tage turen tilbage til Romaldkirk, hvor vi nød den sidste aften med vores værter ved at invitere dem ud på den lokale restaurant, The Rose and Crown, til rigtig god mad og godt og hyggeligt selskab.
Herefter var det bare tilbage til vores værelse, hvor vi så småt fik pakket lidt af vores sager ned, så vi kunne komme ud af døren i morgen – retning lufthavnen, hvor vi skulle afhente vores lejebil for resten af turen.

Torsdag, d. 14.5. (8029-8111)
Efter en rimelig tidlig morgenmad blev vi ‘fragtet’ til Lufthavnen i Newcastle, hvor vores lejebil stod klar til os, og derefter kørte vi i to biler til vores sidste fælles besøg, Hadrians Wall, der var bygget af romerne fra år 122 e.Kr. og årene frem under kejser Hadrians regeringstid – deraf navnet.
Muren, der er på UNESCOs Verdensarvliste, strakte sig oprindelig tværs gennem England fra fra Wallsend ved floden Tyne i øst til Bowness-on-Solway i vest – en strækning på 80 romerske mil (= 117 km).
Formålet med muren var at beskytte den romerske provins Britannien (syd for muren) mod de skotske kelteres plyndringstogter nordfra, hvorved man kunne bruge de romerske tropper i andre dele af imperiet. Muren var nordgrænse for Romerriget gennem det meste af dets tid i Britannien, og den var kejserrigets stærkest befæstede fæstningsværk.
I følge samtidige kilder var det planlagt, at bredden af muren skulle være 10 fod (3 meter), men kort efter at byggeriet var begyndt, reducerede man bredden til omkring 8 fod (2,4 meter), og nogle sektioner var oprindelig bygget af græstørv og tømmer, men blev erstattet af sten år eller årtier senere.
I dag står intet af muren tilbage i sin oprindelige højde – langtfra. Den tidligere omtalte munk og historiker, Venerable Bede, skrev, at muren var 3,7 meter høj, og undersøgelser tyder på, at den endda kunne have været et par meter højere, da den blev bygget.
I hele murens længde var der oprindelig planlagt 158 vagttårne (‘turrets’), og disse tårne var bygget ind i murværket, således at der var to vagttårne med ca. 500 meters mellemrum mellem hver af de 80 befæstede porte (‘milecastles’).
Endvidere var der – syd for muren – opført 16 romerske forter, der hver kunne huse garnisoner på 500 til 1000 mand, og vores besøg ved muren startede ved et af de mere velbevarede af fortene, Vindolanda, der endvidere var berømt for unikke udgravninger, der stadigvæk er i gang. Her er der endvidere fundet og udgravet mere end 1700 dokumenter, de såkaldte Vindolanda-tavler, hvor der er skrevet med kulstofbaseret blæk på papirstynde trætavler. De fleste af tavlerne befinder sig på British Museum, men nogle af dem er udstillet på museet her i Vindolanda, hvor vi fik lejlighed til at se dem.
Vores besøg her startede med, at vi vandrede rundt med ruinerne – startende i det ene hjørne, hvor badehusene og latrinerne lå, lidt væk fra de øvrige bygninger.
Herefter vandrede vi gennem porten og videre ind i kastellet, hvor soldaterne og deres overordnede boede – et sted der i det store hele fungerede som en hel lille by med de faciliteter, det kræver. Således var der både større om mindre huse, brede brostensbelagte gader, templer og mausoleer.
Vi har efterhånden været i en del romerske byer og bydele, så det, vi så her, var ikke så imponerende – hvis man da lige et øjeblik glemmer, hvor langt fra Rom, vi var.
Efter besøget i udgravningsområdet fortsatte vi til museet, der var meget interessant og rummede mange forskelligartede artefakter, som man havde fundet i området.
Det er svært at fremhæve nogen af fundene frem for andre, men jeg var meget imponeret af samlingen af velbevarede sko, sandaler og støvler, der var fremstillet i læder. Der var sko til alle aldre, begge køn og forskellige formål.
En anden ting, der var imponerende var samlingen af mønter i guld, sølv, bronze og kobber, som man havde fundet i fortet. Mønterne spændte over mange år, selv om mønter fra Hadrians tid var i overtal – mange af dem med hans portræt præget på mønterne.
I øvrigt var den mest værdifulde mønt, der er fundet i Vindolanda, er samtidig den eneste guldmønt fra stedet og dedikeret til kejser Nero, der døde, længe før stedet blev grundlagt. Mønten blev fundet i fundamentet af en bygning fra slutningen af ​​det 4. århundrede, og den var ikke længere i omløb, da den blev tabt! Alligevel var den her, slidt næsten glat af konstant brug i over fire århundreder.
Museet rummede endvidere nogle af Vindolanda-tavlerne, og man kunne nyde en film, der fortalte om, hvordan de blev fundet og restaureret.
Efter rundgangen på museet nød vi en kop kaffe og en sandwich, inden vi i bilerne kørte til et sted, Steel Rig, hvorfra vi kunne se resterne af Hadrians mur og gå en tur langs med muren. Det blev en tur, hvor vi gik op og ned, da muren jo – naturligvis – fulgte landskabets former. På vores tur kom vi forbi en af murens 80 porte – Milecastle 39 – og vi kunne her danne os et fint overblik over, hvor her har set ud, da romerne regerede her.
Selv om det nu var begyndt at regne (igen), besluttede vi at vandre videre til den næste markante dal, Sycamore Gap, hvor det ikoniske Sycamore Gap Tree stod, indtil det blev ulovligt fældet i 2023 af to ubetænksomme unge mænd, der modtog en dom på mere end 4 års fængsel for hærværket. Træet, en ahorn, var berømt for sin medvirken i filmen ‘Robin Hood: Den Fredløse’. I dag kan man se træstubben og den indhegning, der nu beskytter resterne.
Nu gik turen – i regnvejret – tilbage til p-pladsen og bilerne, og vi kunne takke Aidan og Jane for nogle fantastiske dage i deres selskab, inden vi kørte hver til sit.
Og for vores vedkommende betød det nu et par timer på landevejen til Edinburgh, hvor vi – efter lidt problemer med at finde hotellets p-plads – kunne tjekke ind på vores hotel, Holiday Inn Express, hvor vi skulle bo de næste to nætter.
Lad det være sagt med det samme: Selv om hotellet var i den grad centralt beliggende, var det – i forhold til standarden – alt, alt for dyrt. Og så blev vi ydermere tildelt et værelse i kælderen med dårligt indeklima og mange fejl og mangler!!!
Dagen sluttede med pizza lige om hjørnet – ikke noget særligt, men vi blev da mætte.

Fredag, d. 15.5. (8112-8341)
Efter en nat i vores kælderværelse stod vi op til en morgenmad, der i øvrigt passede fint med den øvrige (manglende) standard på hotellet! Efter det fine menukort kunne vi forvente masser af lækre ting og frisk frugt, men nej, sådan skulle det ikke være!
Så det var næsten en befrielse at komme udenfor og i gang med dagens program, der havde ‘The Royal Mile’ mellem Edinburgh Castle og Palace of Holyroodhouse som omdrejningspunkt.
Vi startede dog lige med at kigge os lidt omkring på Picardy Place – den befærdede plads lige uden for hotellet – og faldt her over en statue af en af byens berømte borgere, Arthur Conan Doyle, der er mest kendt for sine fortællinger om detektiven Sherlock Holmes og hans assistent Dr. Watson.
Fra Conan Doyle-statuen fortsatte vi over på den anden side af gaden til St. Mary’s Catholic Cathedral, hvor der lige udenfor kirken var en anden – noget anderledes –  statue, ‘Sleeping Jesus’. Statuen forestiller Jesus som en udstødt eller hjemløs person, der ligger og sover på en parkbænk, svøbt i et tæppe. Hans ansigt og krop er helt tildækket, men man kan identificere ham ved de synlige naglemærker fra korsfæstelsen på hans fødder. Værket er inspireret af Matthæusevangeliet (25:40) og er skabt for at minde os om at udvise medfølelse og se det guddommelige i samfundets mest udsatte.
Herfra gik vi indenfor i St. Mary’s Catholic Cathedral, der er sæde for ærkebiskoppen af ​​Saint Andrews og Edinburgh. Kirken blev indviet i 1814, og den erstattede tidligere katolske kapeller i bymidten ved angreb fra ‘pøbelen’.
Egentlig skulle kirken slet ikke have været katedral, men på grund af den industrielle revolution, rydningen af det skotske højland og den irske kartoffelhungersnød kom der mange nye, katolske borgere til Edinburgh i det 19. århundrede, og derfor blev kirken opgraderet til katedral i 1886.
Alt hvad der nu er tilbage af det oprindelige design er den gotiske facade.
Kirkens indre har et stilrent design, og det mest iøjnefaldende er et storslået maleri (en frise), der viser kroningen af Jomfru Maria som himlens dronning, placeret som en hvælving over alteret.
Vi bevægede os nu fra kirken til Regent Bridge, der blev bygget i 1819 for at forbinde den Princes Street med Calton Hill. Vi fik set broen både nedefra, fra Calton Road, og ovenfra, fra Waterloo Place. Apropos Waterloo, så er broen er kendt for sin triumfbue-arkitektur, der hylder slaget ved netop Waterloo.
Fra Waterloo Place vandrede vi videre ad Princes Street og passerede her General Register House, der er bygget mellem 1774 og 1778 og er hovedsæde for National Records of Scotland, der indeholder Skotlands historiske arkiver, herunder folketællinger, retsdokumenter og statslige registre.
Over for General Register House ligger luksushotellet The Balmoral, der er indviet i 1902 og er et vartegn for Edinburgh.
I 2007 skrev forfatteren J. K. Rowling den sidste del af ‘Harry Potter og Dødsregalierne’ i værelse 552 på hotellet, og hun efterlod en besked på en buste af guden Hermes i dette værelse, hvorpå der står ‘JK Rowling finished writing Harry Potter and the Deathly Hallows in this room on 11th Jan 2007’. Værelset er siden blevet navngivet ‘J.K. Rowling Suite’, og busten er blevet placeret i et glasskab for at beskytte den. Suiten koster omkring 1000 £ per nat, og den et blevet et sted, som mange fans af serien besøger.
Vi vandrede nu forbi Scott Monument, hvorfra vi havde en flot udsigt mod Scottish National Gallery og Edinburgh Castle. Det kunne sikkert have været interessant at besøge galleriet, men det må blive en anden gang!
Derfor fortsatte vi over i den gamle bydel – forbi New College, der er en del af byens universitet og et af verdens førende akademiske institutter inden for teologi og religionsstudier. Selve instituttet, der hører til i bygningen er grundlagt i 1843, mens bygningen selv er fra 1846 og opført i gotisk stil.
Via en lille, idyllisk gade, Ramsay Lane, kom vi herefter op på den øverste del af The Royal Mile. På vejen passerede vi de historiske bygninger ved Ramsay Garden, der er kandt for sin blanding af skotsk baronstil og engelsk cottage-stil med markante facader og iøjnefaldende røde trapper.
Nu var vi så efterhånden kommet frem til Castle Hill – den store plads foran Edinburgh Castle, og her var vi i den grad omgivet af turister, ofte organiseret i store grupper, der var på vej ind for at se borgen. Det var ikke vores intention – vi nøjedes med synet udefra, her fra pladsen, inden vi forlod stedet for at vandre ned ad The Royal Mile.
Det blev en rolig tur, hvor vi kiggede ind i flere butikker for at se, hvad der er moderne her i byen. Vi kiggede bla. ind i Tartan Weaving Mill i den forventning, at vi kunne se fremstillingen af skotsk klædestof – men nej, det var bare en souvenirbutik, som så mange andre her i gaden.
Længere fremme passerede vi St. Columba’s Free Church, der er en lille frikirke fra 1840’erne, der er kendetegnet ved sin smukke stenfacade og sin markante røde dør. Kirken tilhører det skotske frikirkesamfund, er stadig i brug, og den huser et lille museum, der viser kristendommens og kirkens historie i Skotland.
Ved et tilfælde blev vi opmærksomme på de små passager fra hovedgaden og ind i baggårdene og deres huse – steder, der ofte fortalte en helt anden historie om Edinburgh. Første gang, vi vovede os ind i en baggård var James’s Court, hvor forfattere som David Hume og James Boswell havde boet – dog i bygninger, der ikke findes mere, da de blev ødelagt af en brand i 1867.
Efterhånden var vi fremme ved Parliament Square, der domineres af to markante bygninger, St. Giles Cathedral og Parliament House, der husede det skotske parlament fra 1639 til 1707.
Bygningen er opført mellem 1632 og 1640, og den var verdens første specialbyggede parlamentsbygning, og før parlamentet flyttede til denne bygning, havde det – mellem 1438 og 1561 – til huse i Tolbooth, der er en bygning, der ligger længere nede ad The Royal Mile.
I dag rummer Parliament House Skotlands højesteret.
St. Giles Cathedral er én af tre katedraler i Edinburg. Den nuværende kirkebygning blev påbegyndt i det 14. århundrede og udvidet flere gange indtil begyndelsen af ​​det 16. århundrede, og kirken er tæt forbundet med mange begivenheder og personer i skotsk historie, herunder John Knox, der var kirkens første præst efter den skotske reformation i 1559.
Vi bevægede os – trods lidt protester fra Claudias side – indenfor i kirken, og her blev vi mødt af et imponerende, lyst kirkeskib, der er kendetegnet ved gotisk stil med høje hvælvede lofter, ribbehvælv og massive stensøjler, der understøtter taget.
Til højre for kirkeskibet var der en væg med mindeplader for skotter, der på en eller anden måde havde gjort sig fortjent til det, f.eks. så vi plader for James Young Simpson, der var en skotsk fødselslæge og den første læge, der opdagede kloroforms bedøvende virkning på mennesker, og Ronald John Bilsland Colville, der var skotsk soldat og forretningsmand.
Sammen med så mange andre besøgende stoppede også vi op ved et udstillet dokument, The National Covenant (Den nationale pagt) fra 1638, der lå godt beskyttet i en boks, hvor man alligevel tydeligt kunne læse teksten på dokumentet.
I 1637 forsøgte den engelske konge Karl 1. at indføre anglikanske kirkeskikke og traditioner i den skotske kirke, der var presbyteriansk, herunder ville han indføre en ny bønnebog. Dette forslag mødte imidlertid bred modstand, da men mente, at ændringerne truede den skotske kirkes uafhængighed, og disse modstanden kulminerede i St. Giles Cathedral.
Bla. protesterede en lokal kvinde, Jenny Geddes, ved under en gudstjeneste at kaste en skammel efter prædikanten – en kopi ad skamlen er i 1992 opstillet i katedralen til minde om hende.
Protesterne mod de ændringer, der var foreslået af den engelske konge spredte sig, og i 1638 samledes modstanderne sig i Greyfriars Church for at underskrive den nationale pagt og hævde den skotske kirkes uafhængighed.
Det er flere monumenter, der knytter sig til personer, der var kendte under covenant-bevægelsen, f.eks. er der et gravmonument for en af de personer, Archibald Campbell, der spillede en central rolle i bevægelsen indtil sin henrettelse i 1661.
En anden central skikkelse i forbindelse med St. Giles katedralen var tidligere nævnte John Knox, der var den primære drivkraft bag den skotske reformation, og som præst og kirkens leder forvandlede han i 1559 St Giles’ Cathedral til at være en protestantisk kirke, hvorefter bygningen blev renset for al katolsk udsmykning, hvorved også kirkens gamle glasmalerier blev knust.
John Knox døde i 1572 og blev begravet på det, der dengang var kirkegården, men da den oprindelige kirkegård er i dag brolagt, og er et parkeringsareal, markeres hans grav nu blot af en lille mindeplade (P-plads nr. 23).
Inde i kirken har han en mindeplade – lige som der er en statue for ham.
OG: Selv om kirkens oprindelige glasmalerier blev ødelagt under reformationen, så har kirken i dag mange meget flotte glasmalerier, der dels fortæller historie og dels afbilder nogle af de skytshelgener, som kirken hylder – ikke mindst St. Giles, der er helgen for fattige, tiggere, fysisk handicappede og syge.
Lige bag indgangsdøren er der endvidere et flot kunstværk i glas, lavet af den islandske kunstner Leifur Breiðfjörð. Det er kendt for sine dybe blå farver, der fremtræder ekstra flot, når lyset skinner gennem glasset.
Med dette flotte værk på nethinden kunne vi forlade kirken og vi havde ikke gået mange meter udenfor, før vi bemærkede en hjerteformet mosaik, der var dannet af farvede granitsten – som kontrast til de øvrige sten i belægningen. Hjertet markerer stedet for indgangen til Edinburghs Old Tolbooth, som blev revet ned i 1817 og som Sir Walter Scott udødeliggjorde i sin roman fra 1818, The Heart of Midlothian, der fortæller om en pige, der uretmæssigt er fængslet der.
Lokalbefolkningen spytter ofte på hjertet, en handling der siges at bringe held; selvom det kan stamme fra et tegn på foragt for de henrettelser, der fandt sted i Tolbooth.
Edinburghs fodboldklub Heart of Midlothian FC har fået sit navn og våbenskjold fra mosaikken.
Fra dette smukke hjerte gik vi videre til østsiden af kirken, hvor Mercat Cross står. Et Mercat Cross findes i mange skotske byer, og det var oprindelig et samlingspunkt på markedspladser for handel, kongelige proklamationer og civile ceremonier.
Korset er forsynet med en skotsk enhjørning, der symboliserer kongemagten.
Der var nu ikke meget kors over monumentet, men på bagsiden var der et mindested for den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, hvor folk havde lagt blomster, billeder og små symbolske gaver for at mindes ham.
Det næste stykke ned ad The Royal Mile havde vi en del fokus på de mange closes, der er smalle gyder eller stræder, der udgår fra hovedgaden. Gyderne opstod i middelalderen, og der var oprindelig tale om en blindgyde, der var lukket af en port eller bygning – deraf navnet ‘close’. De blev ofte opkaldt efter de håndværkere eller fremtrædende borgere, der boede her.
Længere nede ad hovedgaden faldt vi over tre originale, gammeldags telefonbokse – endda ved siden af hinanden. Om de var funktionelle eller blot stod her som et levn fra gamle dage, ja, det beretter historien ikke noget om.
Selv om vi egentlig havde forventet at se sækkepibespillende gademusikanter, så skete det kun en enkelt gang. Dertil var vejret nok lidt koldt, og det hjalp jo heller ikke, at der af og til faldt et par regndråber eller tre…
Med små mellemrum gik vi også indenfor i varmen i forskellige butikker, der f.eks. solgte typiske skotske souvenirartikler, f.eks. produkter, der involverede tartan i forskellige farver – og anvendt i forskellige sammenhænge. I øvrigt blev vi klar over, at de kombinationer af farver og mønstre, der var i stofferne, relaterer sig til klanerne!
Vi stak også hovedet indenfor i en lille forretning – Fudge Kitchen – der vel snarere var et arbejdende værksted, hvor man kunne se fremstilling af fudge – en slags blød, cremet karamel, der er lavet af sukker, smør og fløde. Her kunne vi på nært hold se, hvordan de fremstillede den færdige karamel – og en at de ansatte lod sig godvilligt fotografere, mens han præsenterede produktet.
I øvrigt nød vi synet af de mange ældre (og dels farverige) huse på The Royal Mile, hvorefter vi nåede frem til (tidligere omtalte) bygning, Canongate Tolbooth, der tidligere husede Edinburghs retshus, fængsel og rådhus. Bygningen blev opført i 1591, og den fungerer i dag som ‘The People’s Story’, der er et museum, der fortæller historien om byens arbejderklasse.
Over for denne bygning var der – gennem en buegang fra 1570 – indgang til Bakehouse Close, der på flere måder er interessant, men også samtidig har en mere saftig forhistorie, end navnet umiddelbart antyder.
I gyden ligger således Acheson House, der i 1700-tallet fungerede som et berygtet bordel og værtshus kaldet ‘The Cock and Trumpet’, og her kunne man få information om udbuddet af damer/prostituerede med angivelse af deres alder, deres adresser og udseende samt hvilke ydelser, de tilbød. Listen gik under navnet ‘Rangers Imperial List of Ladies’.
Bakehouse Close er en af de bedst bevarede historiske gyder i Edinburgh, og den er kendt for sin autentiske karakter og velbevarede arkitektur.
Det er sikkert også derfor, at stedet er udvalgt af folkene bag tv-serien Outlander, hvor Bakehouse Close fungerede som kulisse for Alexander Malcolms trykkeri i sæson 3, hvor Jamie og Claire genforenes.
Fans af det Outlander besøger ofte stedet og lader sig fotografere her.
Fra Bakehouse Close gik vi videre til nabohuset, Huntly House, der i dag huser Museum og Edinburgh, der fortæller om byens historie. Også vi tog en tur gennem museet, hvor der var gratis adgang.
Over for museet ligger Canongate Kirk, der er bygget mellem 1688 og 1691. Kirken har en ganske speciel gavl i hollandsk stil, der ikke umiddelbart leder tankerne hen på en kirkebygning, og først efter lidt research blev vi klar over, at det altså var en kirke!
Canongate er sognekirken for Palace of Holyroodhouse, kongens residens, når han er på besøg i byen, og den har da også en kongelig kirkebænk foran i kirken samt en række militærflag, der hænger i kirkeskibet.
Videre gik det til Dunbars Close, der er en fredfyldt have, der er anlagt i samme stil som en have fra 1600-tallet. Haven er kendt som ‘en skjult perle’, da indgangen til haven er godt skjult. Den nuværende have er anlagt i 1976 af The Mushroom Trust, der efter færdiggørelsen af haven overdrog den til Edinburgh Kommune.
Closen er sandsynligvis opkaldt efter David Dunbar, der var en forfatter, der ejede lejlighederne ved havens indgang.
Fra den Dunbar Close fortsatte vi lidt længere ned af Royal Mile mod Palace of Holyroodhouse, og efter bare 75 meter nåede vi den imponerende bygning, der husede Royal Mile Primary School – en uafhængig skole forbørn i alderen 5 til 11 år. Bygningen er opført i 1886.
På samme side af vejen ligger to imponerende bygninger: Queensberry House og det nye Skotske Parlament fra 2004.
Queensberry House, der blev bygget mellem 1667 og 1670, har en omfattende og broget historie. Det blev bygget som en privat bolig, og i 1745 blev sårede jakobitiske officerer indkvarteret i huset efter slaget ved Prestonpans den 21. september 1745 – det første betydelige slag under jakobitteroprøret samme år.
Fra 1803 til 1996 blev bygningen brugt som hospital, og under koleraepidemien i 1830’erne, blev den specifikt blev brugt som kolerahospital.
Bygningen blev købt af den skotske regering i 1997, og blev indrettet med kontorer for ledere af det skotske parlament, og den er i dag den ældste del af det skotske parlament.
Queensberry House er omsluttet af og en del af den nye skotske parlamentsbygning fra 2004.
Den nye parlamentsbygning er et ikonisk bygningsværk, der er kendt for sit utraditionelle og moderne design, der inkorporerer elementer som blade og kystlinjer for at spejle det skotske landskab. Bygningen er i hverdagene åben for offentligheden.
Over for det skotske parlament finder vi indgangen til en anden af de mere kendte closes, nemlig White Horse Close, der er kendt for sine historiske bygninger fra det 16. århundrede. Denne close, der snarere er en gård, fungerede tidligere som kuskestation – formodentlig med kongelig stald tilknyttet, da den ligger meget tæt på kongeslottet.
I nordenden af gården lå kroen ‘White Horse Inn’ – en kro fra det 17. århundrede.
Nu var vi så fremme ved enden af The Royal Mile – foran Palace of Holyroodhouse, og fra pladsen foran parlamentet havde vi udsyn til et par markante og interessante bygninger: The King’s Gallery og Abbey Strand Centre.
The King’s Gallery er et kunstgalleri, der er en del af Palace of Holyroodhouse-komplekset. Det blev åbnet i 2002 af dronning Elizabeth II, og her er der skiftende udstillinger af værker fra den kongelige samling. (Vi besøgte ikke samlingen, men nøjedes med en let frokost i galleriets café).
Abbey Strand Centre består af to sammenhængende bygninger, hvor den ene, Abbey Strand Apartments, indeholder moderne luksuslejligheder. Dette er i størk kontrast til, at bygningen tidligere rummede almisseboliger og senere var tilflugtssted for gældsramte personer. Den anden bygning, Abbey Strand Centre, der stammer fra omkring 1490, fungerede oprindelig som bolig for abbeden, og den har siden fungeret som både middelalderhospital og tilflugtssted for gældsslaver. I dag er det et læringscenter, bygningen er samtidig et af de mest fotograferede motiver i byen. Inden vi forlod området omkring parlamentet kiggede på Palace of Holyroodhouse gennem gitteret ind til paladsets gårdsplads. Og ja, det blev ved et enkelt kig, fordi kongen i dag var indlogeret på paladset, der af samme grund var lukket for offentligheden.
Paladset blev opført mellem 1501 og 1505 ved siden et kloster, Holyrood Abbey, der blev opført i 1128 af kong David 1. af Skotland, og siden da har Palace of Holyroodhouse været den britiske monarks officielle residens i Skotland.
Nordøst for selve slottet kunne vi – stadigvæk gennem gitteret – ane resterne af Holyrood Abbey.
Med besøget og frokosten i The King’s Gallery valgte vi at bevæge os mod New Town, hvor vi ville besøge et par kendte gader, Rose Street og Thistle Street, som vi havde læst om på Museum of Edinburgh, og valgte undervejs at kigge forbi Old Calton Cementary – mest af alt for at besøge David Humes Mausoleum. Kirkegården, hvor en del betydningsfulde skotter er stedt til hvile, virkede meget forfalden, men af nyere tavler kunne vi læse om mange sælsomme personer, der var begravet hen. Som skrevet: Ikke mindst David Hume (1711-1776), der var filosof og historiker. Han var empirist og mente, at erkendelse om verden kom fra erfaringen.
David Hume er blandt andet kendt for at vise, at kausalitetsprincippet (= til enhver virkning findes der en årsag) ikke er fornuftigt begrundet, da en forbindelse mellem årsag og virkning aldrig kan bevises. I øvrigt er han en interessant person, som man selv i dag kan lære meget af.
Ellers vandrede vi videre til New Town, hvor vi vandrede ned ad Rose Street fra øst mod vest. Rose Street blev – lige som Thistle Street – planlagt og anlagt i 1767 som en del af den byplanlægning, der var lavet af arkitekten James Craig, og som skulle resultere i den nye bydel, New Town, der er på UNESCOs Verdensarvliste.
Rose Street er en livlig gågade, der er verdenskendt under navnet ‘The Amber Mile’ på grund af sin store koncentration af traditionelle, skotske pubber, og faktisk har gaden flere barer og pubber pr. meter end nogen anden gade i Edinburgh, hvor man kan opleve autentisk skotsk pub-stemning i en historiske atmosfære i viktorianske rammer.
I flæng kan man nævne pubber som Robertsons 37 Bar, der er kendt for sin traditionelle facade og sit originale, udskårne træinteriør, der går helt tilbage til 1898. Herunder har pubben en serveringsdisk i massivt træ og en smuk høj, udsmykket udskåret portal. der er forblevet uændret gennem mange år.
Eller hvad med The Auld Hundred, der stammer fra begyndelsen af 1800-tallet og er indrettet i lokaler, der oprindelig (i 1700-tallet) fungerede som missionshal, før den blev omdannet til pub?
Også Dirty Dick’s er værd at fremhæve – for en interessant baggrundshistorie. Pubbens navn stammer fra den historiske figur Richard Bentley, der var isenkræmmer i London i det 18. århundrede. I følge legenden var Richard Bentley så knust, da hans forlovede uventet døde på deres bryllupsdag, at han nægtede at rengøre sit lager, sig selv eller noget omkring sig. Han blev derved en legende og efter sigende  inspiration til Miss Havisham i Charles Dickens’ Store Forventninger.
Mellem pubberne er der en blanding af butikker, der sælger alt fra skotske smykker og kunsthåndværk til traditionelle souvenirs og tøj i alle prisklasser.
I Rose Street så vi også tre steder stenmosaikker, der er nedlagt i belægningen. Disse mosaikker, der viser Tudor-roser, blev installeret i gaden i 1970’erne, da Rose Street blev omdannet til gågade. Tudor-rosen blev skabt for at markere afslutningen på Rosekrigene (1455-1487), og den symboliserede foreningen af de to stridende parter – Huset Lancaster (den røde rose) og Huset York (den hvide rose) – gennem kong Henry VII’s ægteskab med Elizabeth af York.
James Craig valgte navnet Rose Street for at hylde den engelske nationalblomst som en bevidst modsætning til Thistle Street, der hædrede den skotske tidsel.
Efter vi havde gået gennem Rose Street i hele dens længde fra øst til vest, gik vi tilbage mod hotellet den modsatte retning i Thistle Street, der var knap så interessant, men alligevel indeholdt nogle interessante bygninger og forretninger.
Hele vores tur endte med en øl på The Conan Doyle, en pub næsten lige over for hotellet, og efter et kort break på hotelværelset gik vi herefter ud at spise på The Ox, der serverede rigtig lækker mad.
Ellers var det bare tilbage på hotellet for at få lidt søvn, inden vi i morgen skulle videre på vores rundrejse i Skotland.

Lørdag, d. 16.5. (8342-8478)
Efter endnu en pauver morgenmad på hotellet kunne vi tjekke ud, pakke bilen og køre mod Falkirk, der bød på vores første stop i dagens program: The Falkirk Wheel, Falkirk-hjulet, i den vestlige udkant af byen.
Falkirk Wheel er en unik, roterende bådelift – den eneste i verden af sin slags – der forbinder kanalerne Forth and Clyde Canal og Union Canal. Hjulet, der vejer 1500 tons og er monteret med to modsat hængende beholdere, løfter eller sænker både en højdeforskel på 24 meter ved hjælp af arkimediske principper: Når en båd sejler ind i en vandfyldt beholder, fortrænger den præcis sin egen vægt i vand, og det betyder, at den samlede vægt af beholderen (vand + båd) altid er den samme, uanset om båden er tung eller let, og fordi de to modstående beholdere altid vejer det samme, er hjulet i permanent ligevægt. Det kræver derfor ikke mere energi at dreje hjulet rundt end ca. 1,5 kWh.
Ydermere bruges et sindrigt system af hydrauliske motorer og store tandhjul, der sørger for, at beholderne konstant holdes helt vandrette under hele turen.
Falkirk Wheel åbnede i 2002 og kostede 85 mill. pund, og siden da har det været besøgt af turister og ingeniører fra nær og fjern, der kommer for at beundre det unikke slusesystem.
Også vi nød at se hjulet i arbejde, og mens vi var der – og i øvrigt vandrede en gang rundt om hjulet – var vi vidner til flere rotationer…
Efter denne teknologiske oplevelse gik det videre til næste stop, Stirling Castle, som jeg første gang besøgte omkring 1980 sammen med min klasse fra Kirkebakkeskolen i Vejle. Jeg husker ikke så meget fra dengang, men kunne dog huske, at slottet lå meget højt, og at der var en stor P-plads lige uden for indgangen til slottet. Og sådan var det stadigvæk!
Dog var P-pladsen fuldstændig fyldt med biler, og vi måtte ty til at henstille bilen i en lille gade neden for slottet, hvilket viste sig at blive en dyr fornøjelse: 100 £ for en ‘ulovlig parkering’. Uvidende om dette vandrede vi til indgangen og fik købt billetter, der bla. inkluderede en rundvisning og en fortælling om slottet og dets historie.
Stirling Castle er bygget på et højtliggende vulkanudspring, hvorfra man kunne bevogte det laveste overgangssted over floden Forth, og det er i dag stadig et symbol på skotsk uafhængighed og national stolthed. Slottet blev første gang nævnt omkring år 1100, og indtil personalunionen mellem Skotland og England i 1603 havde næsten alle skotske konger enten boet på slottet, været kronet eller døde her.
Mange berømte (kongelige) dramaer udspillede sig her – og i flæng kan man nævne historiske personer som William Wallace, Robert Bruce, Mary Queen of Scots og Bonnie Prince Charlie, der kan knyttes til slottet.
Stirling Castle, der er et komplekst bygningsværk af forskellige bygninger og rum, der er blevet tilføjet gennem århundreder, består af tre vigtige områder: De ydre forsvarsværker, selve slottet på toppen af ​​klippen, omgivet af en forsvarsmur, samt Nether Bailey mod nord.
I slottets hjerte ligger Inner Close, der den indre slotsplads, der er omkranset af de vigtigste bygninger, herunder bygninger til kongelig beboelse. Disse bygninger er: King’s Old Building (bygget til James IV i 1496), Great Hall (tilføjet af James IV omkring 1503), Kongepaladset (bygget til James V omkring 1540) samt Chapel Royal (bestilt af James VI i 1594).
Udenfor Inner Close ligger endnu en slotsgård, Lower Square, som er det første man kommer ind i, når går gennem Portcullis House for at besøge slottet, og herfra er der adgang til de store køkkener, der er fra begyndelsen af ​​1500-tallet, Old Mint House, kanonstillinger og senere militærbygninger.
Portcullis House er i dag en pub og et lille hotel beliggende lige ved indgangen til slottet, men tidligere husede bygningen fra 1787 en drengeskole, hvor den senere kong James VI gik i skole.
Old Mint House, der er indgangen til Nether Bailey, angives at være fra 1300-tallet, da den første gang omtales i 1381. Herefter er bygningen flere gange blevet udvidet og ændret.
Nether Bailey, der er området på den laveste del af borgklippen, huser krudtmagasiner fra 1800-tallet.
Vi startede besøget med en guide, der forklarede om slottet og dets historie, og vi begyndte denne rundtur på batterierne, der var anlagt vest for hovedslottet og uden for Portcullis House, inden vi fortsatte gennem Lower Square og endte i Inner Close.
Med udgangspunkt i Inner Close besøgte vi – sammen med guiden – Great Hall, der er den største ikke-kirkelige middelaldersal i Skotland, hvor op til 500 mennesker kunne mødes til statsbanquetter og parlamentsmøder. Great Hall, der måler 42 gange 14,25 meter, havde oprindelig et hammerbjælketag, der blev fjernet i 1800, da hallen blev indrettet til kaserne. Både bjælketaget, brystværnet og vinduer i oprindelig stil blev indsat, da Great Hall blev renoveret i 1990’erne.
Den mest ekstravagante begivenhed, der fandt sted her, var dåben af Jakob IV’s søn, Henry, i 1594. Et fuldt rigget, 5 meter langt skib med 36 messingkanoner blev rullet ind i hallen for at servere fisk lavet af sukker!
I den ene ende af hallen hænger en gengivelse af kong James IV’s våbenskjold og på pladsen under dette står kongens og dronningens stole.
Sidste besøg sammen med guiden gjaldt Chapel Royal, der oprindelig lå en anelse længere mod syd og bla. var det sted, hvor dronning Mary blev kronet i 1543.
Det nye kapel blev taget i brug ved (ovennævnte) prins Henrys dåb.
Kapellet blev – lige som det var tilfældet med Great Hall – senere ombygget til militær brug, og det husede en spisestue.
Vægmalerierne i Chapel Royal blev genopdaget i 1930’erne, og de blev restaureret i forbindelse med en renovering af hele bygningen efter Anden Verdenskrig.
Med besøget i Chapel Royal sagde vi farvel til vores guide, og vi kunne nu selv fortsætte vores rundtur på slottet – i The Royal Palace, der er det første renæssanceslot på de Britiske Øer, og hvor der flere steder var guider i middelalderligt tøj, der kunne fortælle om den tid, hvor der var liv på slottet.
Slottet har 2 gemakker, ét til dronningen og ét til kongen, og hver af disse gemakker har så igen en sal, et kammer og et soveværelse med forskellige små rum kendt som skabe.
Der er ikke meget tilbage af den oprindelige indretning – igen på grund af den militære brug af slottet, men de fleste rekonstruktioner er vellykkede og giver et ganske godt billede af, hvordan her så ud på Kong James V’s tid. F.eks. var tronsalen imponerende med reproduktioner af både enhjørning-tapeter og røde vægge med hvide motiver.
Loftet i kongens Præsenskammer var oprindelig dekoreret med 56 udskårne egetræsplader – kendt som Stirling-hovederne – der beskrives som ‘blandt de fineste eksempler på skotsk renæssance-træskærerarbejde’.
En udstilling om og med hovederne findes på øverste etage i bygningen.
Det sidste sted vi fik besøgt på slottet var køkkenet, hvor der var en udstilling, der kunne gengive et øjebliksbillede af det arbejde, der udførtes her med anretning, ølbrygning, bagning, slagtning og hvad der ellers hører hjemme i et datidigt køkken.
Med besøget i køkkenet var det på tide at komme tilbage til bilen (og P-bøden) og komme videre nordpå i Skotland, hvor dagens mål var Pitlochry, så vi havde lige 5 kvarters kørsel forude, inden vi kunne tjekke ind på vores næste hotel The Pitlochry Hydro Hotel.
Herefter vandrede vi ned i byen for om muligt at tilslutte os en tur på det lokale whiskydestilleri, Blair Athol Destillery. Det lykkedes desværre ikke, så vi nøjedes med lidt let aftensmad i destilleriet gård og så i øvrigt lige at få kigget lidt på varerne i deres butik – uden dog at købe noget.
I stedet gik vi forbi Holy Trinity Church, inden det blev til en tur ned gennem byens hovedgade. Kirken, der er fra 1858 tilhører The Scottish Episcopal Church, der er et uafhængigt trossamfund i Skotland, og er den skotske gren af den anglikanske kirke.Tær ved kirken ligger indkørslen til Atholl Palace Hotel, og her kan man nyde synet af hotellets portnerbolig – et smukt lille hus, der mest af alt ligner et minislot.
Langs hovedgaden, Atholl Road, ligger mange små restauranter, værtshuse, kroer, caféer og barer – blandet med butikker, der sælger alt fra tøj til souvenirartikler.
Vi slentrede hen ad vejen, inden vi endte på en lille café, hvor vi slog os ned og nød en whiskyis, og da vi havde mod på mere, søgte vi indendørs på The Old Mill Inn, der lå lidt tilbagetrukket fra vejen, og som tidligere var en kornmølle. Møllen, der er fra det 18. århundrede og får/fik sin energi fra et vandhjul, der stadigvæk er i funktion, vandt prisen som årets skotske kro i 2016. For os blev det til et glas whisky, hhv. gin.
Og så var det tilbage til hotellet og lidt afslapning…

Søndag, d. 17.5. (8579-8570)
Efter en god nats søvn fik vi bilen pakket og derefter tog vi lige en ekstra rundtur i Pitlochry, hvor vi tog tilbage til hovedgaden, hvor vi parkerede, inden vi besøgte firmaet Heathergems, der laver smykker af lyng, som firmaets ansatte selv indsamler på de skoske heder omkring byen. Lyngens stængler tørres og renses, hvorefter de farves i stærke farver med naturlige farvestoffer, inden de blandes og under ekstremt højt tryk presses sammen til en kompakt og massiv blok, der holdes sammen af harpiks eller lim. Når blokkene er hærdede og afkølede, kan de skæres, slibes og formes til individuelle smykker eller andre pyntegenstande.
Vi vandrede lidt rundt i firmaets produktionslokaler og derefter i salgsudstillingen – uden dog at købe noget…
Fra Heathergems vandrede lidt ned ad hovedgaden Atholl Road, hvor vi – udefra – fik kigget lidt på nogle af de charmerende bygninger, der for manges vedkommende husede spisesteder. Et af disse steder var McKays, der ud over at være restaurant også fungerede som hotel, beliggende i en traditionel viktoriansk bygning fra slutningen af det 19. århundrede.
Tæt herved finder man også The Old Smiddy Inn, der er indrettet i en bygning fra begyndelsen af 1900-tallet, der oprindelig husede byens smedje – som navnet næsten antyder.
Ellers var et af målene med vores morgengåtur Sunnybrae Cottage, der er en bygning på hjørnet af Atholl Road og Larchwood Road. Bygningen er en af de ældste i Pitlochry, og den husede på et tidspunkt et værtshus, der i 1767 var gerningssted for et mord, hvor to fætre var kommet op og slås, da den ene stak den anden ned med en kniv. Efterfølgende er huset gennem flere ombygninger blevet et historisk vidnesbyrd om, hvordan almindelige mennesker levede for 200 år siden.
Fra Sunnybrae Cottage vendte vi om og gik tilbage til Hettie’s Tearoom, der er en traditionel tesalon, der er vidt berømmet for sine store kager, egne teblandinger og lækre hjemmelavede supper, quicher og patéer. Og her var Claudia fast besluttet på at der skulle købes kager, der kunne nydes på den videre tur. (Og sådan blev det!)
Hermed var vi så ved at være færdige med Pitlochry for dennegang, og vi fortsatte derfor nordpå til vores næste stop ved Blair Atholl, hvor vi ville besøge Atholl Country Life Museum, der fortæller om egnens historie. Desværre var museet lukket i dag, og det eneste, vi kunne se, var Trinafour Post Office, der er et markant posthus, der blev taget ud af drift i 1984.
Da vi nu var i nærheden, besluttede vi at kigge på Blair Castle, der ‘lå lige om hjørnet’.
Det viste sig, at det var svært for os at finde, så vi kørte lidt rundt på småveje, der tilsyneladende skulle føre os til slottet, dog uden at vi fandt frem. Men undervejs passerede vi en malerisk og historisk stenbuebro, Old Bridge of Tilt, og den skulle da også lige foreviges!
Da vi endelig fandt slottet, viste det sig, at man allerede, da man kunne ane slottet i det fjerne, skulle betale for både parkering og indgang til slottet, så vi vendte om og nøjedes med et foto, mens portvagten kiggede væk.
Turen fortsatte derfor nordpå til Dalwhinnie whiskydestilleri i landsbyen af samme navn, og her søgte vi så i ly for regnen indenfor i destilleriets besøgscenter – hvor vi så også fik mulighed for at smage på de våde varer.
Mens det klarede op kørte vi videre til Speyside destillery nær Kingussie, hvor Claudia havde bestilt en whiskysmagning til os, og ad små veje kæmpede vi os ud til det afsides liggende destilleri, der viste sig at være lukket, da det var ved at blive bygget helt om!
Altså måtte vi lige have et ekstra kig på vores reservation, og det viste sig, at vores prøvesmagning fandt sted i destilleriets lokaler i Aviemore 25 kilometer herfra.
Hvorom alt var, så gik vi ikke glip af prøvesmagningen, og vi fik da også købt et par flasker med herfra, inden vi kørte til vores sidste stop på turen til vores hotel i Inverness.
Stoppet var i Culloden, som er navnet på slagmarken, hvor skotterne (= jakobitterne) den 16. april 1746 led deres endelige nederlag i forsøget på at erobre den britiske trone.
Vi besøgte først det helt moderne besøgscenter, der officielt åbnede i 2008, og her fik vi en introduktion til de historiske begivenheder, både det, der forud for det berømte slag, og effekter, der kan forbindes til slaget og de personer, der var aktive på slagmarken.
Efter dette besøg gik vi en tur rundt på det forholdsvis lille område, der afgrænsede selve slagmarken, hvor 5-6000 jakobitter – de skotske højlandskrigere under ledelse af Prince Charles Edward Stuart – på under en time tabte slaget til de 7-9000 engelske regeringssoldater ledet af The Duke of Cumberland.
Først passerede vi den historiske bygning, Leanach Cottage, der menes af være opført omkring 1700-1720, og den stod altså på slagmarken under slaget i 1746, hvor den formodentlig har været anvendt som felthospital for regeringstropperne.
Hytten, der har traditionelt lyngtag, forfaldt i tiden derefter, men den blev genopbygget og restaureret i original stil i starten af 1800-tallet. Indtil 1912 var hytten beboet, og derefter fungerede den som museum.
Fra hytten fortsatte vi ud over området, der var slagmark, og der kunne vi se en del mindesten for skotske klan-høvdinge, der faldt under slaget. Det var tydeligt, at flere af disse sten stadig blev besøgt – formodentlig af efterkommere efter de faldne høvdinge, idet der lå blomster ved flere af stenene.
Nogle af stenene er stadigvæk betydningsfulde for skotterne, f.eks. ‘Well of the Dead’-stenen, der markerer stedet, hvor klan-høvdingen MacGillivray faldt.
En anden af stenene markerede et fællesgravsted for faldne højlandskrigere for flere af de mere betydningsfulde klaner, f.eks. klanerne MacGillivray, MacLean og MacLachlan.
Længere ude på slagmarken står et stort monument for hele slaget, Culloden Battlefield Memorial Cairn, der er opført til ære for de skotske krigere/soldater, der kæmpede og døde her.
Vi fortsatte rundt i området, hvor vi først passerede området, hvor de engelske regeringstropper stod opmarcheret, og senere – i den nordlige ende af området – de skotske oprøreres stillinger.
Her passerede vi også Culwhiniac-indhegningen (Culwhiniac enclosure), et stengærde, der markerede den yderste højre fløj for den jakobitiske hær under slaget. Netop her brød regeringshærens militsfolk jakobitternes linjer ved at rive dele af gærdet ned under kampen for at lade deres kavaleri trænge frem og angribe jakobiternes bagtrop.
Tilbage ved besøgscentret kunne vi så – et disse oplevelser, hvor vi følte historiens vingesus – fortsætte vores tur mod Inverness, hvor vi ankom til vore hotel, Bank House, sidst på eftermiddagen.
Vi blev indkvarteret i vores værelse i denne bygning fra 1904, der tidligere var bolig for en bankdirektør, der også drev bank fra bygningen, og da vi var stort set i centrum af Inverness, gik vi herefter en tur i byen.
Her passerede vi først Ardkeen Tower, der er opført i 1834 som Inverness United Charities Institution, og som kendes på sin karakteristiske kuppel.
I perioden fra 1836-90 var der øverst i kuplen indrettet observatorium – drevet af frivillige astronomi-interesserede, mens resten af bygningen husede en skole.
I dag er bygningen (og kuplen) privatejet.
Vi vandrede forbi Inverness Castle og kom til Bridge Street og passerede på hver sin side af gaden The Caledonian og Inverness Town House.
Bygningen The Caledonian, der er opført i 1847, var tidligere hovedsæde for Caledonian Bank, men huser i dag en pub.
Inverness Town House er opført i 1882 i gotisk stil, og den rummer i dag hovedkvarteret for Highland Council – administrationen for regionen Highland, der er den nordligste del af Skotland og dækker 2/3 af hele Skotlands areal.
Vi gik videre ad Ness Bridge over på den anden side af floden Ness, og her fra broen havde vi en god udsigt over markante bygningsværker på begge sider af floden, først og fremmest Inverness Castle, der ligger på en bakke, Castle Hill, med udsigt over floden.
Stedet, hvor slottet i dag ligger, har haft en lang og dramatisk historie helt tilbage til det 11. århundrede med flere tidligere fæstninger og borge, der – grund af stedets strategiske placering – har været ødelagt og genopbygget mange gange. Der har været mindst 4 vigtige borge på stedet med kong Macbeths borg fra det 11. århundrede som den ældste.
På den modsatte side af floden lå Colomba Hotel, der er opført i 1881, og hed The Victoria, da det samme år slog dørene op som hotel. I øvrigt virkede facaden på hotellet meget forfalden og kunne godt trænge til en kærlig hånd!
Vi fortsatte langs floden til Inverness Cathedral – også er kendt som St. Andrew’s Cathedral, der var den første protestantiske katedral, der blev bygget i Storbritannien efter reformationen. Grundstenen til katedralen blev lagt af ærkebiskoppen af ​​Canterbury i 1866, og selve byggeriet var færdigt i 1869, idet man fravalgte at opføre to gigantiske spir fra det oprindelige design, da pengekassen var tom. Spirene er heller ikke senere blevet tilføjet!
Efter at have vandret lidt rundt lang floden, slog vi os ned og nød lidt aftensmad, inden vi vandrede tilbage til vores logi for natten.

Mandag, d. 18.5. (8571-8755)
Efter en rolig nat – på trods af regnen – så var vi klar til at drage videre, og vi kørte derfor vestpå ud af byen med en af verdens mest ikoniske søer, Loch Ness, på vores vestre side.
Loch Ness er – ikke mindst på grund af de mange myter, der findes om søen – en interessant sø at besøge. Loch Ness, der er 37 km lang og 230 meter på det dybeste sted, er Skotlands største sø – regnet på volumen.
Søen er ikke mindst kendt for Loch Ness-uhyret ‘Nessie’, der i følge en myte, der for alvor startede i 1933, er en skabning, der angiveligt lever i søens dyb. Videnskaben afviser dog, at der er tale om et levende væsen, og tilskriver fænomenet fup, optiske illusioner og ønsketænkning – men det er ikke nok til af få myten til at dø!
Vi stoppede op et par gange langs søens bred, hvor det var muligt at få et godt blik ud over vandet – men ikke af Nessie.
Vi fortsatte derfor til Urquhart Castle, der er en historisk slotsruin, der ligger på en pynt ved bredden af Loch Ness. De ældste dele af slottet, der dengang blev omtalt som en fæstning, er bygget i 1230’erne, men arkæologiske udgravninger har vist, at der allerede omkring år 550 lå et stort fort på stedet.
I 1300- og 1400-tallet blev slottets ydermure og forsvarssystemer løbende genopbygget, udvidet og forstærket efter talrige engelske angreb. Senere – i løbet af 1500-tallet – blev Grant Tower tilføjet; det skete efter at Grant-klanen i 1509 havde overtaget slottet.
Efter flere århundreder med voldsomme klanstridigheder og krige blev slottets endelige skæbne beseglet gennem en række historiske begivenheder:
I 1689 indtog engelske soldater slottet for at forsvare området mod skotterne (=jakobitterne).
I 1692 besluttede englænderne at forlade stedet, men inden da sikrede de, at fjenden ikke kunne bruge det strategisk vigtige slot ved at placere store mængder krudt i den store portbygning (Gatehouse) og sprængte den i luften, inden de marcherede væk.
Herefter forfaldt slottet, der aldrig mere fik militær betydning, og i 1715 fik en voldsom storm den sydlige mur af det store Grant Tower til at kollapse, hvorefter slottet blev forladt, mens lokale beboere i området hjalp til med forfaldet, idet de hentede sten og materialer fra ruinen til at bygge egne huse.
Efter at vi havde købt vore billetter til et besøg på slottet, kunne vi fra en platform ved besøgscentret danne os et overblik over stedet og resterne af slottet, inden vi vandrede ned i ruinerne. Her skulle vi først igennem portbygningen, hvor man stadigvæk kan se konturerne af to store halvrunde tårne, der engang gav forsvarerne mulighed for at skyde mod angribere fra siden.
På begge sider af portåbningen var der – i tårnenes stueetage på hver side af passagen – vagtrum, hvorfra der var beboelsesrum, som sandsynligvis husede slottets øverstbefalende. Vi havde adgang til beboelsesrummene ad en lille stige – men det var absolut værd at kravle herop, hvor man bla. kunne se rester efter en kamin.
Fra portbygningen fortsatte vi til Grant Tower, der er en af slottets vigtigste og bedst bevarede bygninger – og den eneste bygning, som man rent faktisk kan gå ind i. Tårnet, der er fem etager højt og har en grundplan, der måler 11 gange 12 meter, er bygget oven på de eksisterende mure og fundamenter fra et ældre beboelsestårn fra 1300-tallet.
Selv om tårnet ligner en solid fæstning og er udstyret med små skydehuller til pistoler under vinduerne, var det oprindelig designet som en moderne bolig for klanens herremand og hans familie. Stueetagen og kælderen blev brugt til opbevaring, første sal rummede en stor modtagelsessal til private gæster, og de øverste etager var indrettet som private gemakker.
Fra Grant Tower vandrede vi videre til det, der engang var en stor festsal, der i dag er helt væk, man vi kunne stadigvæk se de kældre (Great Hall Cellars), der var under festsalen – i øvrigt meget velbevarede. Disse kældre var slottets centrale lagerplads, hvor man opbevarede store mængder af saltede sild, kød, tønder med mel, korn – og ikke mindst store mængder øl og vin.
Næste (korte) stop var Water Gate, vandporten, der var en sekundær port, der lå på den østlige side af slottet, godt gemt væk på klippeskrænten direkte ud mod vandet i Loch Ness. Porten var vigtig, fordi man her fra vandsiden kunne modtage mad, våben og friske forsyninger og bringe det direkte til de tilstødende kældre, også selv om slottet var omringet på landsiden.
Sidste punkt på vores rundtur var det højeste punkt i Urquhart Castle: den klippeknold i den sydvestlige del af området, hvor Citadellet og den øvre borggård (Upper Bailey) ligger.
Det er på dette sted, at de første forsvarsværker fra ca. år 550 blev opført, fordi klippen gav det absolut bedste overblik over Loch Ness.
I dag står der kun fragmenter af murene tilbage heroppe, men placeringen giver stadig den mest uforstyrrede udsigt ned over resten af slottet – og Loch Ness.
Med udsigten oppe fra Citadellet var ved at være mættede med indtryk for nu, og det var tid til at komme videre!
Vi startede med at køre nogle kilometer langs Loch Ness, inden vi sagde farvel til søen og bevægede os videre langs River Moriston, inden vi gjorde holdt ved et Rewilding Center i Dundreggan. Her udforskede vi de interessante udstillinger om Skotlands vilde natur, hvorefter vi fik os en velfortjent kop morgenkaffe og lidt frokost i form af Skotlands nationalret, Haggis.
Efter forkosten var det ud på landevejen igen, indtil vi lige indlagde et ekstra stop ved Chocolates of Glenshiel – en lille chokoladeforretning og -café, der for nogle år siden var startet af en ung, lokal iværksætter. Her slog vi os ned og fik en lækker kop chokolade ved foden af bjergene, der kaldes Five Sisters of Kintail.
Endnu 20 minutter i bil; så var vi ved et andet berømt slot: Eilean Donan Castle, der ligger på en lille ø, der er forbundet med fastlandet med en stenbro fra 1932.
Det oprindelige slot på stedet er opført omkring 1220  af den skotske kong Alexander II som et forsvarsværn mod vikingerne, men det, man ser i dag, er en rekonstruktion, der er opført mellem 1912 og 1932 – efter at det oprindelige slot blev bombet af engelske krigsskibe og sprængt i luften i 1719 som led i kampen mod jakobitterne.
Genopbygningen er ikke foregået efter originale tegninger, da de ikke eksisterede på den tid, men baseredes på en blanding af arkæologiske fund, overlevende grundplaner og en god portion romantisk fantasi. Netop derfor er slottet i dag så fascinerende.
I det 13. århundrede var slottet en stærk base for Mackenzie-klanen og deres allierede MacRae-klanen, og det er formelt stadigvæk MacRae-klanen, der ejer slottet, selv om det drives af en fond.
Slottet er i dag et af Skotlands mest ikoniske og fotograferede vartegn.
Efter vi havde parkeret, indløste vi billet til slottet og gik over den ikoniske bro og over på øen, der er opkaldt efter den keltiske helgen Donnán of Eigg, der led martyrdøden i 617. (Eilean Donan er gælisk og betyder direkte Donnáns ø)
Fra broen kom vi op til den sydøstvendte gårdsplads, inden vi vandrede ad en lille sti en tur rundt om slottet. Efter denne tur gik vi indenfor i et udstillingsrum, hvor det drejede sig om Donnán of Eigg og tiden deromkring, inden vi fortsatte op i den indre slotsgård.
Næste punkt på rundturen var de private gemakker og rum, der var skarpt overvågede, og hvor der var ‘stricktly no photography’.
Slottet og dets mange rum har været brugt i mange film, hvor den mest kendte nok er The Highlander (1986), hvor slottet er Connors hjem. En anden kendt film er The World is Not Enough (1999), en James Bond-film, hvor slottet er MI6′ hovedkvarter. I øvrigt er listen lang…
Efter rundturen indenfor i rummene, der var opvarmede med pejse, gik vi igen udenfor og tilbage til bilen, men vi fik et par sidste blik på dette imponerende slot fra den modsatte side af en lille bugt, hvor vi ikke var de eneste, der stoppede op for at få et sidste foto.
Herefter fortsatte vi mod Isle of Skye, hvor vi – efter at have kørt over broen til øen – fortsatte nord på til den største by på Skye, Portree.
Helt så langt nåede vi dog ikke i et hug, idet vi efter godt 25 km stoppede ved et flot vandløb, Eas a’ Bhradain, der skar sig gennem klipperne og gennem et moselandskab ned mod havet.
Fra en lille P-plads nær vandløbet kunne vi herefter gå over på den anden side af vejen og følge vandets vej gennem landskabet – et syn, der blev endnu smukkere, fordi vi fik det hele i modlys?
Efter en lille pause, hvor vi fik strakt benene, var der yderligere 25 km til vi kunne parkere på torvet, Somerled Square, i centrum af Isle of Skyes ‘hovedstad’, Portree.
Her holdt vi lige over for The Portree Hotel, det er et hotel fra 1875, der er opført for at imødekomme det voksende antal turister der kom til byen på den tid. Det charmerende hotel var i starten et førende familie- og forretningshotel, der bl.a. lejede hestevogne ud til rejsende på øen, og derudover lagde det hus til lokale frimurermøder i 1898.
Fra somerled Square gik vi ned til byens havn, hvor der fra den lille strand var et godt udsyn til de så pittoreske huse, der rummede restauranter, caféer, turkompagnier og pensioner/småhoteller i Quay Street, der servicerede et voksende antal turister i byen.
På bakken bag de maleriske huse ligger Skye Gathering Hall, der er en historisk bygning fra 1879. Bygningen blev oprindelig bygget til at huse baller i forbindelse med de årlige Gathering and Highland Games, der er traditionelle skotske højlandslege, der omfatter discipliner som stammekast, tovtrækning og sækkepibemusik.
I dag anvendes bygningen til arrangementer under det lokale byråd.
Efter at have nydt udsigten gik vi op på Quay Street, hvor byens ældste fish-and-chips restaurant, The Harbour Fish & Chips Shop, ligger – et sted vi ville spise frokost, når vi skulle gennem Portree igen.
Fra havneområdet fortsatte vi op i byen til noget, der i første omgang kunne minde om en lille kirke, men som viste sig at være en pub/restaurant.
Bygningen havde rigtig nok været en kirke, Old Parish Church, opført i 1820, men den lukkede som kirke i 1934, hvorefter bygningen stod tom i mange år. I 2020 – efter en omfattende og nænsom renovering af bygningen – åbnede restauranten An Talla Mòr 1820 i bygningen. Restauranten er også kendt under navnet 1820 Limited.
Vi fortsatte tilbage mod vores bil og fik set os lidt omkring på Somerled Square, der er omgivet af flere smukke bygninger. Blandt disse er bygningen, der rummer Bank of Scotland (Banca na h-Alba på gælisk), og som er et lokalt vartegn. Bygningen er opført i viktoriansk nygotisk stil i 1873.
Ellers gik vores tur videre det sidste stykke, 20 minutters kørsel, til landsbyen Uig, hvor vi blev indkvarteret på vores hyggelige hotel, Uig Hotel, der ligger et par kilometer uden for byen og som var særdeles velbesøgt. Og så stod den ellers bare på forudbestilt aftensmad og en kort aftentur, inden vi så dyner.

Tirsdag, d. 19.5. (8756-8893)
Efter en dejlig, rolig nat og en særdeles lækker morgenmad var vi efterhånden klar til at drage videre, og vi tog fat på en dag, hvor vi ville besøge forskellige dele af Isle of Skye.
Vi lagde ud med at køre nordøstpå ad små singletrack veje af tvivlsom kvalitet – tværs over halvøen Trotternish, hvorefter vi parkerede ved Quiraing Viewpoint.
Herfra gik vi et stykke ad vandrestien, der strækker sig 6,8 km gennem det vildsomme landskab, og vi blev hurtigt klar over, at vi ikke havde tid til at gå hele turen, og vi måtte derfor undvære oplevelser som The Needle, der er en 37 meter høj spids klippe, The Table, der er et skjult fladt plateau på størrelse med en fodboldbane og The Prison, der ligner et gammelt fæstningstårn. Men vi havde da tid nok til at stå og nyde synet af området med specielle og vilde klippeformationer, der er dannet ved en række jordskred her, hvor det højtliggende plateau, Meall na Suiramach, falder brat ned mod kystområdet.
Og så må Quiraing nok være et område, vi en dag skal vende tilbage til.
Efter en pause her og en vandretur et stykke ad stien kørte vi videre til Kilt Rocks, og efte at vi havde parkeret, gik vi til udsigtsplatformen, hvorfra man kan se de op til 90 meter høje bastaltklipper, der er afgrænsningen mellem land og vand. Hovedattraktionen er dog det 60 meter høje vandfald, Mealt Falls, hvor vandet styrter i havet.
På samme sted er der et mindesmærke med navnet Sùil nam Brà (Kværnstenens øje). Det ærer de skotske husmænd (crofters) fra den nærliggende landsby, Staffin, der kæmpede mod en undertrykkende godsejer i 1880’erne.
Efter et lille pitstop hos en lokal kvinde, der boede i en skøn landejendom og handlede med garn, var det meningen, at næste stop skulle være på en P-plads, hvorfra vi – i lighed med tusinde andre mennesker – ville tage den smukke vandretur, der førte til den berømte klippe Old Man of Storr.
Det viste sig bare, at P-pladsen, hvor vandrestien startede, var fyldt 120% op, og at alle andre muligheder for at komme af med bilen på lovlig vis var taget, så vi opgav vores forehavende og fortsatte nogle kilometer til en mindre plads nær vandfaldet Bride’s Veil Falls. Herfra var der – ud over en fin udsigt op til Old Man of Storr i det fjerne – også mulighed for at vandre lidt langs vandfaldet, der er et fald på floden Loch Leathan.
Det var tydeligt, hvorfor vandfaldet havde fået sit navn, og det var et flot syn. Området omkring vandløbet var mere eller mindre mose, og der var mange interessante planter rundt omkring os, men den største oplevelse var dog at se et par vandstære (Cinclus cinclus), der havde slået sig ned her. Vandstæren, der er kendt for at færdes og yngle ved stærkt strømmende vandløb og floder, er rødlistet herhjemme, og den er en meget sjælden ynglefugl, men lidt hyppigere vintergæst i Danmark.
Fra vandfaldet kørte vi videre mod Portree, men gjorde undervejs holdt ved et sted, hvor flere skotske højlandskvæg havde slået sig ned nær vejen. Det var naturligvis noget af et tilløbsstykke, og vi var således ikke de eneste, der stoppede op for at se de prægtige dyr.
Ellers var vores næste stop i Portree, hvor vi denne gang valgte at parkere på den store, offentlige P-plads i udkanten af byen og så gå op ind til ‘centrum’ og havnen derfra – på trods af regnbyger i ny og næ.
På vejen passerede vi Portree Independent Hostel, der er et vandrerhjem, der kendt for sin stærke, gule farve og er indrettet i byens tidligere hovedpostkontor. Bygningen er opført omkring midten af 1800-tallet.
Vi fortsatte til Somerled Square, hvor vi parkerede i går, og her kunne vi i det nordvestlige hjørne af pladsen beundre The Isles Inn, der er indrettet i en bygning, der er opført i den klassiske, hvidkalkede skotske højlandsstil med tykke mure og skifertag, som kendetegner byggestilen i begyndelsen og midten af 1800-tallet.
The Isles Inn er i dag kro, pub og et mindre hotel.
Lige ved siden af denne bygning ligger Portree Free Presbyterian Church, der er mødestedet for et kristent samfund i byen og som tilhører det konservative trossamfund Free Presbyterian Church of Scotland. Kirken er bygget i 1895.
Herfra vandrede vi igen mod havnen, hvor vi fra Bosville Terrace havde en flot udsigt ned over havneområdet og ikke mindst de farvestrålende bygninger, der også betog os i går.
Ellers stod den på Fish & Chips i en restaurant indrettet i en af de smukke bygninger på havnekajen, inden vi kørte ud af byen og mod Dunvegan Castle, der ligger ca. 1½ km nord for landsbyen Dunvegan.
De ældste dele af Dunvegan Castle, der er hovedsæde for MacLeod-klanen og som er det ældste kontinuerligt beboede slot i Skotland, stammer fra omkring år 1200, hvor den første ringmur og fæstning blev opført på klippen, hvor slottet nu ligger, men gennem tiderne og frem til det 19. århundrede er det blevet udvidet og ændret. Således blev der i 1350-90 tilføjet et fireetagers tårnhus, mens den største ombygning i efterlignet middelalderstil fandt sted i 1840-50.
Vi besøgte slottet i kedeligt regnvejr, så det var rart at komme indenfor i varmen, hvor vi blev budt velkommen i en stor hall med en dominerende, bred trappe til førstesalen, og herfra bevægede vi os ind i noget, der har været ejernes private gemakker, med spisestue, kontor og opholdsrum og soveafdeling.
I et andet rum – af mere museumsagtig karakter – kunne vi se flere af MacLeod-klanens arvestykker, der opbevares her på slottet, såsom Dunvegan Cup, The Fairy Flag og Sir Rory Mors horn.
Af disse har specielt The Fairy Flag, Alfe-flaget, en sagnomspunden historie, idet det – som klanbanner for MacLeod-klanen – har magiske evner og kan redde klanens medlemmer, når de er i fare. Det siges, at flaget blev givet til klanen af en fe-prinsesse, og at det kan vende nederlag til sejr i kamp – men kun tre gange. Herefter vil det forsvinde.
Flaget hænger i et af udstillingsværelserne.
Efter rundgangen i de af slottets rum, der er indrettet som museum, kom vi ned i stueetagen, hvorfra der var udgang til en borggård, der vendte ud mod vandet og som er anlagt oven på den oprindelige ringmur fra omkring 1200. Det var også her, der var nedgang med en port til havet uden for slottet.
Herfra var der også en flot udsigt til den del af slottet, der stadigvæk bebos af klanen – i området var der også en plan, der dokumenterede, hvornår de enkelte dele af slottet var opført.
Det var også i stuetagen, at tjenestefolkene boede, og vi fik – inden vi igen forlod slottet – lejlighed til at få et indblik i det liv, de levede. Et rum var således indrettet, så det fortalte en historie om deres hverdag og rutiner på slottet.
Fra slottet kørte vi nu sydpå og forsøgte først at få en kop kaffe på en lille café, der dog havde så travlt (eller arbejdede så uorganiseret og langsomt), at vi opgav vores forehavende og kørte videre til Talisker Destillery – i regn, regn og regn.
Vores besøg på destilleriet, der er grundlagt i 1830, begrænsede sig til en rundtur i salgslokalerne og købet af en flaske 10 års single malt whisky. Og herefter endnu engang videre i regnvejret, der gjorde, at vi ikke havde lyst til flere stop, inden vi nåede frem til landsbyen Broadford, hvor Claudia havde fundet endnu en garnhandel, som hun besøgte, mens jeg gik en tur ved havnen med et næsten tørlagt havnebassin ved Broadford Village Pier. Og så var det også holdt op med at regne!
Efter dette lille stop, gik det mod færgelejet i Armadale, hvorfra vi skulle sejle over til Mallaig på fastlandet og derfra videre til vores hotel, The Morar Hotel, i landsbyen Morar godt 5 kilometer syd for Mallaig.
Et ældre, men hyggeligt hotel uden elevator, så vi måtte selv slæbe vores kufferter op på øverste etage. Aftensmaden var OK, men så heller ikke mere.

Onsdag, d. 20.5. (8894-9051)
Efter vi havde tjekket ud kunne vi fortsætte i tåge og lidt regn på landevejen til Glenfinnan, hvor vi gjorde stop for at se den berømte Glenfinnanviadukt, der er opført i perioden fra 1897 til 1901, og som har fået en renæssance efter at den blev brugt i Harry Potter-filmene, hvor Hogwarts-ekspressen kører over viadukten.
Virkelighedens damptog hedder The Jacobite, og det kører på strækningen fra Fort Williams til Mallaig som en turistattraktion – og det var denne oplevelse, vi var kommet for at få.
Vi vidste, at toget ville passerede viadukten ca. kl. 11 – men i dag var toget aflyst på grund af vejret. Det blev med andre ord blot til en vandretur (i regnen) omkring viadukten og til et udsigtspunkt, hvorfra man havde et fint udsyn til viadukten.
Samtidig vandrede vi også til Glenfinnan Monument, der er et monument, der blev opført i 1814, og som er dedikeret til de highlanders, der støttede jakobitteroprøret i 1745. Monumentet har en symbolsk betydning for en del skotter, og nulevende tilhængere af jakobitterne mødes ved monumentet hvert år d. 19. august for at mindes oprøret i 1745.
Da vejret ikke ligefrem indbød til at vandre mere rundt i området, valgte vi at køre videre til Fort William, hvor vi parkerede tæt på centrum – for herefter at gå en tur i byen, nu i tørvejr.
Byen Fort William er opkaldt efter 2 personer, kong William III (Vilhelm af Oranien) og prins William (Duke of Cumberland), og byen opstod omkring et fort fra 1654, der var blevet opført af englænderne for at kontrollere de skotske klaner i området.
Omkring fortet opstod en by, der først hed Maryburgh efter kongens kone, men senere fik navneændring til Fort William til ære for ovennævnte prins William, efter at hans soldater besejrede jakobitterne ved Culloden.
Fortet, der modstod flere jakobittiske belejringer, blev nedrevet i 1894 for at gøre plads til byens jernbane.
Efter vi havde parkeret bilen, gik vi en tur ned ad hovedgaden High Street, startende ved The Parade, der er en park med flere krigsmindesmærker.
Nærmeste nabo til parken er The Duncansburgh Church & MacIntosh Hall, der er en historisk kirke fra 1881. Kirken, der er den anden kirke på dette sted, hører under Church of Scotland, og da vi gik ind i kirken, fik vi kontakt til en opsynsmand, der fortalte os om kirkens store seværdighed: Et rosenvindue fra slutningen af 1880’erne.
I øvrigt er kirken lidt spartansk indrettet med kirkens orgel placeret foran (og under) rosenvinduet.
Foran kirken er der flere krigsmonumenter og andre installationer, der hædrer folk, der har gjort sig fortjent til det. Heriblandt er en flot mindebænk med silhuetter af soldater og militært udstyr til ære for oberstløjtnant Kevin Lane, der arbejdede for bedre vilkår for krigsveteraner.
Da det var begyndt at regne lidt igen, gik vi fra kirken til en lille alternativ café, Robyn’s Nest, og nød en kop kaffe, mens vi ventede på, at regnvejret holdt inde.
I tørvejr kunne vi så fortsætte ned ad High Street til den næste kirke, St. Andrews Church, der er en episkopal kirke, der er bygget mellem 1879 og 1884.
Kirken, der er bygget i Oxford-bevægelsens stil, har en overdådigt udsmykket døbefont, der ofte fremhæves for sit ekstremt detaljerede og overdådige viktorianske design. Over selve fonten er et stort og højt baldakin-låg, der ligner et gotisk spir, mens fonten og foden er udskåret i sten og understøttes af søjler. Noget af et pragtstykke!
Fonten er placeret i sit eget dåbskapel (baptisterium) bagerst i kirken.
Selve kirkerummet er et smukt dekoreret rum med flotte udskæringer i koret bag altret, der er fremstillet i Caen-sten. I det hele taget en smuk og interessant kirke!
Fra kirken gik vi videre ned ad hovedgaden og passerede flere interessante bygninger, herunder en bygning fra 1911, der rummede Bank og Scotland. Bygningen, der er meget karakteristisk for området, ligger på samme adresse som en tidligere bankbygning fra 1830’erne.
Et andet interessant sted i samme gade er bygningen Volunteer Arms fra midten af det 19. århundrede. Bygningen, der i dag huser en populær pub og et bageri, har fået navn efter Cameron Highlanders-regimentet, der blev oprettet i Fort William i 1793.
Over for Volunteer Arm ligger Cameron Square, der tidligere var byens kirkeplads og fungerede som samlingssted foran rådhuset, der nu er revet ned. Pladsen fungerer i dag som et livligt samlingspunkt med caféer, butikker, gadeartister og kulturarv, herunder indgangen til West Highland Museum.
På pladsen er der en bronzeskulptur af en Ford T i fuld størrelse, der er placeret her for at fejre Henry Alexander jr., der kørte en Model T til toppen af Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis, i 1911. Et yndet sted til selfies – enten ved siden af bilen eller siddende i bilen ved siden af føreren.
Fra pladsen skulle vi ikke gå ret langt, før vi stod foran Ben Nevis Bar, der er opført i 1806 og rummer en pub, der er kendt for sit hyggelige interiør. Ydermere har pubben flere gange vundet prisen som Highland Pub of the Year.
Med vores ankomst til Gordon Square var vi nu nået til enden af High Street, der nok er den mest interessante del af Fort William, og denne plads er det officielle start- og slutpunkt for West Highland Way, der er en ca. 154 km lang vandretur mellem Glasgow og Fort William. Vandreturen, der fører gennem og forbi foden af Ben Nevis, Devil’s Staircase, Rannoch Moor og Loch Lomond, gøres normalt på mellem 6 og 8 dage, og en bænk på pladsen med statuen ‘Seated Sculpture’ markerer afslutningen/starten på vandreturen. Skulpturen er et populært fotostop for vandrere, og vi mødte da også en kvinde med medbragt bagage, da vi stoppede op her.
Ved pladsen ligger også endnu en kirke, Fort William Free Church, der tilhører byens presbyterianske menighed. Kirken er bygget i 1846 kort efter at Free Church of Scotland brød ud af den officielle statskirke, og bygningen fungerede også i sine tidlige år som lokal skole.
På en husgavl, der kan ses fra pladsen, er der et smukt og symbolsk maleri med navnet ‘Our Special Lochaber Oaks’, skabt af kunstneren Mark Faulkner. Maleriet, der hylder det lokale miljø og samfund, er fra foråret 2026, og det forestiller et egetræ samt scener med mennesker. Teksten på maleriet, ‘Failte Dhan Ghearasdar’, betyder ‘Velkommen til Fort William’.
Fra Gordon Square gik turen så den samme vej tilbage, som vi var kommet, til bilen, og vores tur fortsatte til Ballachulish, hvor vi parkerede ved marinaen og herfra gik op til besøgscentret for at spise frokost (inkl. kaffe).
Efter kaffen vandrede vi rundt i området, hvor næsten 600 mand arbejdede med at udvinde skifer i et stort stenbrud, der var i brug fra 1693 og indtil det lukkede endeligt i 1955. Indgangen til resterne af det, der engang var det største og vigtigste skiferbrud i Skotland, ligger overfor besøgscentret, og her er det muligt at vandre en tur i det gamle brud, hvor man på skiferskrænterne kan se spor af arbejdsredskaberne.
Midt i bruddet ligger en idyllisk sø, der skjuler det, der engang var bunden af stenbruddet – en sø, der i øvrigt er et yndet udflugtsmål for folk i området.
Skifer blev fra engang i det 17. århundrede anvendt til tage i stedet for den brandfarlige tørrede vegetation i form af lyng, halm og siv, der tidligere havde været den mest anvendte tagdækning, og efterspørgslen på skifer gjorde, at bruddet her i Ballachulish begyndte at producere til hele Skotland, hvor stråtage flere steder blev forbudt.
Skiferen fra stenbruddet blev udskibet via den lille marina ved bredden af Loch Leven, hvor vi holdt, og hvor vi kunne se resterne af nogle af de huse (af skifer), som arbejderne  brugte til at opbevare de både, som de brugte til at supplere deres indkomst med fiskeri.
Vi gik en god, lang tur gennem landskabet omkring og ind i stenbruddet, hvor vi – ud over spor efter brydningen – også kunne se tydelige kvartsårer i skiferen; flot med den kridhvide kvarts på den sorte skifer-baggrund.
På vej gennem bruddet så vi også den sø, der dækker bunden af stenbruddet – efter sigende 66 meter dyb.
Vi kom undervejs på vores vandring forbi en skiferbue, Ballachulish Slate Arch, der blev bygget i 1822 for at transportere skifer fra stenbruddet til Loch Leven, hvorfra det blev sejlet videre ud i landet.
Efter en god og interessant lang pause skulle vi videre sydpå til (og forbi) Skotlands største sø, Loch Lomond, hvor vi havde indlagt en pause i Luss for at få lidt at spise, inden det sidste stykke mod Glasgow – og for at nyde, at vejret nu var slået om fra regn til glimtvis sol.
Luss, der er genopbygget og struktureret som en mønsterlandsby omkring 1850, er mest kendt for sine smukke, charmerende stenhuse og sin beliggenhed ved søen med en fin udsigt over Loch Lomond. Endvidere har byen været brugt som location for flere film og tv-serier. Således er det Luss, der er den fiktive landsby Glendarroch i den skotske sæbeopera Take the High Road – en serie, der kørte fra 1980 til 2003.
Flere optagelser til Outlander er også kommet i kassen i nærheden af Luss.
Efter at vi havde parkeret – og inden vi fik vores aftensmad serveret – gik vi først en tur langs søens bred, og på denne tur kom vi helt tæt på et par stillitser (Carduelis carduelis), der fouragerede i græsset langs stien. Stillitsen har været en almindelig ynglefugl i Danmark, men den er i tilbagegang, og der går længere og længere imellem, at man ser den.
Vores vandretur førte også forbi Luss Parish Church, der – ligesom resten af byen – blev udødeliggjort i 1980’erne som sognekirken i Glendarroch  i ovenfor omtalte serie.
Den nuværende kirkebygning er opført i 1875, men det er kendt, at stedet, hvor den ligger, har været brugt til tilbedelse i mere end 1500 år.
Kirken har, i modsætning til normal kirkelig praksis, inviteret udenforstående til at benytte sig af den maleriske beliggenhed ved bredden af ​​Loch Lomond til deres bryllupper, og det har bla. betydet, at flere kendte personligheder har sagt ja til hinanden her.
Fra kirken vandrede vi tilbage mod P-pladsen ad små veje gennem den idylliske by; en tur der bragte os forbi flere interessante og gamle huse. Et af disse spændende huse var Luss Village Hall, der er en historisk bygning, der er kendt for sin traditionelle stil med hvidkalkede mure, mørkrøde rammer og karakteristiske skorstene. Bygningen, der er opført i den sidste halvdel af det 19. århundrede, fungerer som fælleshus for byens borgere.
Efter aftensmaden nær P-pladsen gik turen det sidste stykke til Glasgow, hvor vi tjekkede ind på vores hotel, Ibis Budget Glasgow, der var et typisk, billigt backpackerhotel i en forstad til byen. Stort set bare en box af et værelse, hvor vi lige akkurat kunne være; men det var jo også bare for en enkelt nat.
Og da vi jo tidligere på aftenen havde spist aftensmad, var der ikke andet at bruge tiden på end at prøve at lægge lidt planer for den sidste del af vores Skotlandstur, der i morgen sidst på eftermiddagen skulle ende med checkin i lufthavnen i Newcastle til vores fly hjem til Danmark.

Torsdag, d. 21.5. (9052-9097)
Efter en god nats søvn fik vi en kop kaffe i hotellets café, mens vi besluttede at droppe en tur til centrum af Glasgow, da vi igen havde regn fra morgenstunden.
Derfor tjekkede vi ud af hotellet og begav os sydpå ad motorvejen, mens vi havde planer om at indlægge et stop i Lockerbie for at besøge Lockerbie Air Disaster Memorial, hvor de 270 ofre for bombningen af Pan Am Flight 103 den 21. december 1988 mindes på en grå granitmur.
Efter at have kørt en time – og da vi var i god tid og vejret var blevet bedre – besluttede vi at dreje fra motorvejen og køre mod landsbyen Wanlockhead for at besøge det lokale minemuseum, og det viste sig at være en interessant afstikker fra vores rute.
Wanlockhead er med sine 467 meter Skotlands højst beliggende landsby, og sammen med nabobyen Leadhills har byen i flere hundrede år været centrum for en betydningsfuld minedrift, der har givet området øgenavnet ‘God’s Treasure House in Scotland’.
I området omkring de to byer har der været over 70 registrerede mineralårer (veins), som tidligere blev udnyttet til minedrift, og ca. i en femtedel af årerne blev der udvundet malm i ekstremt stort omfang. Af minerne er en enkelt åben for besøgende turister, Lochnell-minen fra 1710, men vi havde ikke mulighed for et besøg i minen på grund af tiden.
Minedriften, der officielt startede så tidligt som i 1239, var centreret om tre værdifulde råstoffer: bly, sølv og guld.
I starten af 1500-tallet fandt man ud af, at flodsengen i Wanlock Water var rig på guld, og det tiltrak lykkeriddere og udenlandske eksperter bl.a. fra Holland og Tyskland. Det betød også, at der mellem 1538 og 1542 blev der vasket så meget guld her, at det dækkede produktionen af de skotske kongekroner!
Primært var det dog bly, der blev hentet op fra minerne, og den industrielle minedrift i Wanlockhead tog rigtig fart i 1680, da landejeren – hertugen af Buccleuch – byggede det første helårs-smelteværk og arbejderboliger på stedet. Herefter kørte minerne uafbrudt i over 250 år, indtil de sidste miner lukkede endegyldigt i juli 1934.
Der var enkelt forsøg på at genoplive minedriften i 1950’erne, men det viste sig at være for urentabelt, så det blev ved forsøget. I dag er minerne derfor overladt til historien og beskyttet af Museum of Lead Mining i Wanlockhead.
Vi startede med et besøg i minemuseet, inden vi bevægede os ud i landsbyen, hvor der var mange spor efter den minedrift, byen engang havde levet af.
I det forholdsvis lille museum var der – ud over en samling af mineraler, der brugtes til udvinding af forskellige grundstoffer – udstillinger med arbejdsredskaber, der blev brugt i minerne, samt opstillinger, der viste, hvordan arbejdet med at udvinde blymalmen foregik. Der var også udstillinger, der fortalte om livet i minebyen på den tid.
Efter at havde vandret rundt i museet brugte vi lidt tid på at gå rundt i Wanlockhead, der var en landsby, der nærmest kunne minde om et frilandsmuseum.
Vi startede med at gå op til bygningen, der rummer Miners’ Library, der er grundlagt i 1756. Selve bygningen, der er opført i 1851, rummer bibliotekets samling.
Tæt på biblioteket ligger ‘The Old Schoolhouse’, der er en bygning fra slutningen af 1800-tallet, og som oprindelig blev opført som landsbyens skole med tilhørende skolemesterbygning.
Herfra fortsatte vi lidt ind ad Manse Road for at se de historiske Straitsteps Cottages, der er bygninger, der stammer fra 1700- og 1800-tallet, og som fungerede som boliger for de lokale blyminearbejdere og deres familier. I dag er husene indrettet således, at man på guidede ture kan opleve, hvordan minearbejderne levede i hhv. 1750, 1820 og 1920.
Fra disse bygninger vandrede jeg selv lidt videre – mens Claudia drak kaffe – ad en mindre sti til indgangen til Lochnell Minen, hvor man desværre ikke kunne komme ind uden guide, så derfor vandrede jeg videre ad stien, der førte til Wanlockhead Villa Church, også kendt som St. John’s Parish Church.
Kirken, der kendes på de karakteristiske orangefarvede vinduer, med  er opført i 1848 i gotisk stil, og den lukkede officielt i 1985 og har siden da været gennem en privat renovering.
Fra kirken fortsatte jeg lidt længere ned ad Church Street og passerede endnu flere minearbejderboliger, inden jeg stoppede og vendte om ved en udstilling af flere maskiner, der relaterede sig til arbjedet i minerne. Her kunne man se den eneste komplette vanddrevne bjælkepumpe i Storbritannien – Wanlockhead Beam Maschine – der blev bygget omkring 1870 for at pumpe vand fra Straitsteps-blyminen nedenunder. Den var i drift i omkring 40 år, indtil omkring 1910.
Turen rundt i dette interessante, historiske landskab kunne sagtens gøres endnu længere, men det var nu tid til at vende tilbage til museets café og Claudia. Vi havde jo trods alt et fly, der skulle nås, så en yderligere udforskning af området måtte vente til en anden gang, hvor vi helt sikkert ville koble os på en guidet tur.
Altså tilbage på landevejen med retning mod Newcastle lufthavn, aflevering af bilen, indtjekning og en forholdsvis kort tur tilbage til Billund, hvor vi landede kort før midnat og blev afhentet af Hjalte, der bragte os det sidste stykke til Aarhus.