Peru, 14.-31.7.22

Dette er beretningen om en rejse, der egentlig burde have haft titlen ‚Indokina‘, for rejsen til dette hjørne af Asien var både bestilt og betalt.  Men på grund af coronasituationen i området, måtte denne tur udsættes – og det skete med bare en måneds varsel.
Derfor stod vi – Claudia og jeg – så uden en sommerferierejse, og hvad gør man så?
Hvis vi skulle arrangere noget selv, var vi var lidt i tidsnød, så vi kiggede i stedet på, hvad de anerkendte bureauer med eksotiske rejser på programmet kunne tilbyde.
Vores øjne faldt i denne proces på en rundrejse i Peru med Viktors Farmor, en rejse, hvor der endnu var pladser. Og vupti, rejsen var bestilt og betalt inden for et døgns tid.
Så kunne vi i ro og mag læne os tilbage og se frem til en forhåbentlig udbytterig og eventyrlig rejse til Peru.

Torsdag, d. 14.7.
Turen startede i Københavns lufthavn, dog havde vi som de eneste – på grund af vores sene tilmelding – afrejse fra Billund, hvilket jo passede os meget godt. Og selskabet bestående af 14 personer + rejselederen Dina Overgaard mødtes for første gang i Amsterdam Schiphol for at stige om bord på flyet til Lima, hovedstaden i Peru – en flyvetur på 11 timer og gennem 6 tidszoner.
Vi var fremme sent på aftenen og kørte så en tur på godt en time gennem Limas travle gader til vores hotel, Tierra Viva Miraflores, der lå i den pænere bydel, Miraflores, hvor vi havde to overnatninger. Indkvartering og god nat – mere var der ikke overskud til.

Fredag, d. 15.7.
Efter morgenmaden startede dagens program, der bød på en byrundtur i Limas historiske centrum – i gråvejr. Vi blev hentet i bus – Lima er en stor by! – og kørte først til Huaca Pucllana, en pyramide, som blev bygget i præcolombiansk tid i det 4. århundrede som et ceremonielt center. Byggematerialet var adobe, som er et materiale, der består af lerholdig mudder blandet med halm og derefter soltørret. Pyramiden består af 7 forskudte platforme og tjente som et vigtigt ceremonielt og administrativt centrum for Lima-kulturen, et samfund, der udviklede sig i det centrale peruvianske kystområde mellem årene 200 e.Kr. og 700 e.Kr.

Man mener, at pyramiden blev bygget med det formål, at præsterne kunne vise deres religiøse magt og evne til at kontrollere brugen af ​​alle de naturlige vandressourcer, både saltvand og ferskvand i regionen.
Det var desværre ikke muligt at komme tættere på udgravningerne, men alene udefra var det et flot syn, hvor man måtte imponeres over det store arbejde, det måtte have været at bygge pyramiden med så primitive materialer.

Efter vores korte ophold ved pyramiden blev vi kørt ind til bymidten, hvor vi blev sat af ved Plaza San Martín, der er en rolig lille plads, der prydes af et monument, der er rejst som en hyldest til Perus befrier, José de San Martín.

Oprindelig lå der her på pladsen et hospital, San Juan de Dios hospitalet, som blev revet ned i 1850 og erstattet af en jernbanestation, som igen blev revet ned mellem 1911 og 1918.
Plaza San Martin blev indviet 27. juli 1921 til fejring af 100-året for Perus uafhængighed, og mens vi besøgte pladsen, gjorde man klar til endnu en uafhængighedsfejring nogle dage senere.

Rundt om pladsen ligger flere imponerende bygninger og palæer, og i dag finder man flere fornemme hoteller her.

Fra denne plads gik vi i samlet flok gennem gågaden Jirón de la Union, som skulle føre os til byens vigtigste torv, Plaza Mayor. Gaden blev anlagt af conquistador Francisco Pizarro , da han grundlagde Lima den 18. januar 1535, og den var i mange år derefter den vigtigste gade i byen, kendetegnet ved at være stedet, hvor de mest kendte indbyggere i byen mødtes. Senere mistede gaden sin betydning og er blevet en gade med de dyre forretninger.
I følge Colliers International er Jirón de la Union den sjettedyreste gade i Latinamerika.
I gaden så vi mange bygninger af vekslende kvalitet; nogle var forfaldne, mens andre var flot restaurerede, men det mønster har vi snart mødt i rigtig mange byer…

Midt i gaden lå Iglesia de La Merced, der er bygget i barok i den stil, der hedder Churrigueresque, der er en speciel spansk barokstil med overdreven skulpturel udsmykning. Kirken, der er tilegnet Mercedianerordenen, er grundlagt i 1535 og er altså lige så gammel som Lima. Den første kirke her på stedet blev bygget i træ, mens den nuværende kirke er bygget af adobe og mursten. Den kendte og meget flotte barokke indgang til kirken blev fremstillet i 1591 af Cristóbal Gómez.

Vi fortsatte gennem gaden til byens vigtigste torv, Plaza Mayor, der – som navnet siger – er en stor og betydningsfuld plads. Rundt om pladsen ligger en række af de vigtigste bygninger i byen og i hele Peru, herunder regeringspaladset, Limas katedral, kirken Sagrario, ærkebiskoppens palads, det kommunale palads (rådhuset) og Club de la Unión.

Regeringspaladset, der ligger i den nordøstlige ende af Plaza Mayor, er hovedkvarteret for  Perus udøvende forsamling og den officielle residens for Perus præsident. På samme sted har der været forskellige regeringsbygninger i næsten fem århundreder, siden stedet blev besat i 1535 af den spanske guvernør Francisco Pizarro. Den nuværende bygning er af nyere dato, idet den blev indviet i 1938.

Limas katedral, der ligger i den sydøstlige side af Plaza Mayor, er Perus største kirke, og den  blev bygget på stedet, hvor Inka-helligdommen Puma Inti og paladset for Cusco-prinsen Sinchi Puma lå, da spanierne kom til landet.
Det var den spanske guvernør Pizarro, der selv bar det første stykke træ til bygningen af kirken i 1535, og i 1540 blev kirken – bygget af træ – så indviet. Senere blev der så bygget nyere og større katedraler på stedet, og den nuværende kirke er først blevet færdigbygget i 1797.

Ved siden af katedralen ligger ærkebiskoppens palads, der i sit nuværende udseende er indviet i 1924 – i øvrigt på den plads, der allerede var udpeget til formålet i 1535, og havde eksisteret i flere udgaver siden 1500-tallet.

I den nordvestlige side af pladsen ligger to bygninger med samme udtryk: Det Kommunale Palads (rådhuset) og Club de la Unión.
Rådhuset er en bygning, der er blevet bygget og ombygget adskillige gange, og den nuværende bygning fra 1944 er opført i neoklassisk-kolonial stil.

Club de la Unión, der ligger ved siden af rådhuset og er opført i samme stil, blev indviet i 1942.

Efter en halv times tid, hvor vi kunne udforske pladsen på egen hånd, gik vi i samlet flok ned langs rådhuset forbi kvindestatuen, der symboliserer bevægelsen La Tapada Limeñas, en skik, hvor kvinder brugte silkesjaler til at dække ansigtet og kun lade det ene øje være frit. Skikken startede omkring 1590 og fortsatte langt ind i det 19. århundrede, og tanken var at gemme sig, når man gik hjemmefra – med tanken om at få en større frihed.

Vi fortsatte forbi La Casa de la Gastronomia Peruana – hvor vi desværre ikke skulle ind.
Bygningen, der i dag rummer et museum for peruviansk gastronomi, husede tidligere byens post- og telegrafvæsen.

Og videre gennem små gader – forbi en stor sten, Wanka in granodiorit, der er byen Limas hyldest til Taulichusco el viejo, den sidste af de oprindelige, indfødte herskere. Herefter kom vi til Convento Santo Domingo.

Her havde vi booket en længere rundvisning med en lokal guide, der var virkelig omhyggelig – grænsende til det søvndyssende.
Santo Domingo, der består af en basilika i forbindelse med et større kloster for Vor Frue af Rosenkransen, er især blevet kendt, fordi University of San Marcos, det første peruvianske universitet og det ældste i Amerika, grundlagdes i klostret i det  16. århundrede. Derudover huser klostret også resterne af de to mest kendte peruvianske helgener: Santa Rosa de Lima og San Martín de Porres.
Santo Domingos basilika og kloster er bygget over en 50-årig periode i 1500-tallet, men et jordskælv i 1678 ødelagde fuldstændig bygningerne, og flere jordskælv i århundrederne derefter ødelagde helt eller delvist de bygninger, der senere blev opført. Seneste ændringer på klostret og basilikaen kom, da de blev genopbygget efter jordskælvet i 1940.

På vej ind i klostret/kirken kommer vi ind i et rum, besøgsrummet, der kan fremvise et imponerende kasseloft i Mudejar-stil fra 1580, samlet af 3000 sømfri stykker træ  – meget overvældende. Det var i øvrigt i dette rum, at José Bernardo Alcedo komponerede Perus nationalhymne.

Klostergården er et fredfyldt sted, der er udsmykket med mere end 600 år gamle fliser, der fremstår ret velbevarede og fremstiller både bibelske og verdslige motiver.

Fra klostergården fortsatte vi ind i ‚det allerhelligste‘, Sala Capitular – eller Kapitelhuset på dansk. Navnet skyldes, at munke her mødte klostrets kapitler, dvs. præsteskabet, for at løse deres problemer. Det var i dette kapitelhus, at Universidad Nacional Mayor de San Marcos blev stiftet i 1551. Det rum, der eksisterer i dag, blev bygget og indrettet i det 18. århundrede, og det blev bla. brugt til undervisning.

Fra Sala Capitular fortsatte vi til klostrets bibliotek, der er et af de mest besøgsværdige steder i klostret; ikke kun for værdien af bøgerne, men også for kasseloftet. I biblioteket finder man de ældste bøger, som dominikanerne brugte, inklusive inkunabler (tryk fra bogtrykkunstens barndom, ofte blot enkelte sider). Biblioteket har omkring 25.000 bøger, herunder flere samlinger af stor værdi.

Vores besøg i klostret var hermed ved at være slut, da det ikke var meningen, at vi også skulle besøge basilikaen. Men et kort toiletbesøg blev der da lige tid til, hvilket førte os til en lille gård med en udstilling af kvinder med deres sjal dækkende det meste af ansigtet.

Efterfølgende blev vi samlet op af vores bus, der skulle bringe os videre til næste punkt på dagens program Museo Larco, der var et sted, som vi var mange, der havde glædet os til.
Museet, hvis korrekte navn er Rafael Larco Herrera Archaeological Museum, er et privat museum med værdifulde samlinger af effekter indsamlet over hele Peru, og det viser kronologiske udstillinger, der giver et grundigt overblik over 10.000 års peruviansk, præcolumbiansk historie.
Før besøget med en grundig gennemgang af museets mange udstillinger, stod den dog først på en lækker frokost i museets restaurant. Herefter fulgte et besøg i det Erotiske museum, hvor der var udstillet interessante, arkæologiske genstande, fundet af Rafael Larco Hoyle i 1960’erne, som et resultat af hans forskning i seksuelle repræsentationer i peruviansk, præcolumbiansk kunst. Udstillingen af den erotiske keramik var en separat udstilling, hvor der var fri entré.

Efter besøget i salene med den erotiske keramik, fortsatte vi ind i udstillingssalene i selve museet.
Her bevægede vi os gennem ‚The Cultures Gallery‘, der udstiller 10.000 års peruviansk præcolumbiansk historie, anbragt i kronologisk orden, hvilket gav os et overblik over kulturer, der eksisterede i det præcolumbianske Peru, fortalt gennem de indfødtes kunst.

Videre gennem udstillingen blev vi præsenteret for stenredskaber, keramik, metaller, tekstiler og køkkenredskaber. Ikke mindst guld- og sølvgalleriet fandt jeg interessant.
Her kunne man se en stor samling af smykker, der brugtes af de mange herskere i det præcolumbianske Peru, og samlingen består af kroner, øreringe, næsepynt, beklædningsgenstande, masker og vaser, alle fint bearbejdet i guld og ofte dekoreret med halvædelstene.

Efter besøget på museet gik det tilbage til hotellet, og efter et kort hvil gik vi ud på en lokal restaurant for at nyde lidt aftensmad – inden vi, de fleste af os, fandt en lille bar, hvor vi kunne nyde en lokal øl og snakke os tættere ind på hinanden i selskabet, hvor det viste sig, at vi svingede rigtig godt med hinanden som gruppe.

Lørdag, d. 16.7.
Denne dag brugte vi meget af tiden i en bus – retning sydpå til Paracas, 260 km syd for Lima.
Paracas er en lille havneby, der ligger helt omgivet af tørt og ørkenagtigt landskab, men er  alligevel – på grund af Humboldtstrømmen – et af de steder i verden, der er rigest på dyreliv.
Undervejs gjorde vi holdt ved Topara og nød udsigten ud over Stillehavet – men ellers var det bare en dag i bussen…

Næsten hele turen forløb langs med Stillehavet, og hen på eftermiddagen nåede vi frem til vores hotel, San Agustin, der lå lige i strandkanten i den nordlige ende af Paracas by.

Efter vi var blevet indkvarteret, var der fælles frokost på en restaurant i byen, hvorefter vi  vandrede lidt rundt og så på faciliteterne i en by, der osede af turisme, hvilket i høj grad skyldtes, at byen var udgangspunkt for ture til Islas Ballestas, også kaldet Mini-Galapagos, samt Paracas Nationalparken.

Vi – Claudia og jeg – gik gennem byens livlige strøg og videre sydpå, hvor vi så pelikaner, duer, hejrer af forskellige slags, spurve og gribbe.

Efter aftensmaden – også ude i byen – kunne vi fra vores værelse opleve en flot solnedgang.

Søndag, d. 17.7.
Endnu en dag, der står i naturens tegn.
Første punkt på dagsordenen var et besøg på Islas Ballestas – troede vi.
Da det var søndag, og da der var rigtig mange mennesker, der ville med en båd ud til øerne, havde turoperatørerne hænderne fulde, og ‚på grund af dårligt vejr‘ kunne de ikke sejle helt derud. I stedet fik vi en meget kortere tur til en noget mindre interessant ø, der lå halvt så langt ude i havet. Lidt en flad fornemmelse og et antiklimaks; det var trods alt ikke det, vi havde betalt for…
Kort tid efter at vi havde forladt havnen i Paracas, fik vi øje på Paracas Candelabra, en prehistorisk geoglyf, der måske er lavet af folk fra Paracas-kulturen ca. 200 f.Kr. Ingen ved det med sikkerhed, men tegningen på nordsiden af Paracas-halvøen er en spændende ting – et ‚must-see‘, når man nu engang er til havs i området.
Nyeste forskning relaterer i øvrigt Geoglyfen til Nazca-linjerne.

På turen ud til øen sad vi en båd sammen med mange andre turister af forskellig nationalitet, men det forhindrede os ikke i – allerede før vi nærmede os øen – at se en del forskellige havfugle, både inde på øen – som vi sejlede rundt om – og i luften. Faktisk var det temmelig imponerende at sejle rundt på havet med så mange søfugle lige over hovedet.

Som beskrevet ovenfor tog vi turen rundt om øen, der lige som øerne længere ude på havet er berømt for den blåfodede sule (Sula nebouxii), der producerer store mængder af guano, fugleekskrementer. Guano bliver med 6 til 7 års mellemrum brudt/fjernet og solgt under betegnelsen Perusalpeter. At det ikke sker oftere, er af hensyn til fuglelivet).

På øen så vi også flere steder humboldtpingviner (Spheniscus humboldti), der vandrede rundt i små grupper blandt klipperne. Denne type pingviner lever ved Sydamerikas vestkyst, fra Peru i nord til Chile i syd, og den er let genkendelig, da det er den eneste af pingvinerne, der har et område med frit kød ved næbbets start.

En tredje af søens fugle havde ligeledes fundet et fristed på denne lille ø: Guanayskarven (Leucocarbo bougainvillii), der i øvrigt ofte omtales som Peruskarven. Den findes – ligesom humboldtpingvinen – ved Stillehavskysten fra Chile til Peru. På grund af overfiskning i farvandene langs kysten, hvor den lever, får denne skarv sværere og sværere ved at finde føde, og den kategoriseres i dag som ‚tæt på truet‘ af IUCN.

På en klippe ret højt oppe sad endvidere et par eksemplarer af den rødhovede grib (Sarcogyps calvus) – den ene med vingerne spredt godt ud, måske for at lade dem tørre – et flot syn!

Selv om vi altså ikke kom hele vejen ud til ‚de rigtige‘ Islas Ballestas, så var der nok at se – og jeg vil da heller ikke påstå, at turen ikke var rig nok på naturoplevelser.
Efter at have sejlet rundt om øen, gik turen hjemad mod havnen i Paracas igen – og igen var vi lidt heldige. Således fik vi først øje på et par sydamerikanske søløver (Otaria byronia), der tog et hvil på en bøje, inden der dukkede delfiner op i vandet foran os. Så fik vi da også lige dem med.

Vel ankommet i land igen gik turen i bus ind i det beskyttede naturområde, Reserva Nacional de Paracas, hvor vi gjorde et holdt ved nogle smukke lokationer.
Det første stop gjaldt Playa Roja, den røde strand, der er dannet ved aflejring af rødt sand, der af Stillehavets bølger er slået af klipperne i Punta Santa Maria i Paracas. Over tid har tidevandet aflejret nok af dette sand til at skabe en sandstrand med den samme rustne, rødlige nuance som klipperne. Det er et flot og surrealistisk syn at stå i vandkanten og se denne strand!

Fra den røde strand kørte vi videre sydpå til La Cátedral, der er en klippeformation ved kysten, der oprindelig lignede en katedral. Desværre er en del af klippen i dag styrtet i havet, og der skal nogen fantasi til for at forestille sig, hvordan den kunne have set ud.

Fra nationalparken gik turen videre mod Nazca, men undervejs blev der tid til et stop i den berømte oase, Huacachina, hvor vi spiste vores frokost. Huacachina, der ligger få kilometer uden for byen Ica, har ca. 100 indbyggere og er bygget op rundt om en lille sø med en kilde, som man i tidligere tider mente havde helbredende virkning.
Huacachina er centrum for sandsurfing, hvor der surfes ned af sandbakkerne i udkanten af oasen.

Efter frokosten i Huacachina gik det videre til Nazca til vores hotel, Don Agucho, hvor der nu ventede et par overnatninger.

Her ankom vi først meget sent om aftenen – efter en lang dags rejse.

Mandag, d. 18.7.
Denne dag startede med en oplevelse af de helt store!
Fra morgenstunden var der booket en flyvning hen over Nazca-linjerne til os – så efter morgenmaden kørte vi til den lille, men meget besøgte, lufthavn i udkanten af byen.

Nazca-linjerne er en gruppe af mere end 700 geoglyffer, der er lavet i jorden i Nazca-ørkenen lige uden for byen Nazca. De blev skabt mellem 500 f.Kr. og 500 e.Kr. af mennesker, der lavede fordybninger i ørkenbunden, fordybninger, der forestillede forskellige figurer. Siden år 2000 er der fundet flere hundrede nye figurer ved brug af droner, og arkæologer mener, at der er endnu flere at finde.
Det har været nemmere at bestemme, hvordan linjerne blev lavet, end at bestemme, hvorfor. Forskere har således fundet ud af, at Nazca-folket kunne have brugt simple værktøjer og opmålingsudstyr til at konstruere linjerne. Arkæologiske undersøgelser har fundet træpæle i jorden for enden af ​​nogle linjer, hvilket understøtter denne teori.
Men hvorfor? Forskere mener, at figurerne blev designet som astronomiske markører i horisonten for at vise, hvor solen og andre himmellegemer befandt sig på vigtige datoer. Men det er blot en teori af flere…
Op i flyet, og af sted gik det hen over en stor del af de figurer, der er meget tydelige fra luften. Vores pilot var tydeligvis trænet i den opgave, og han sørgede for at vi – uanset hvilken side af flyet vi end sad i – fik set de figurer, vi fløj hen over. En halv times flyvning, men en stor oplevelse.

Efter turen i luften kørte vi i bussen tilbage til Nazca og besøgte en keramiker, der demonstrerede de teknikker, der af tidligere folkeslag blev anvendt ved fremstillingen af deres keramik. Interessant, ikke mindst fordi keramikeren var en personlighed i sig selv.

Efter besøget på keramikværkstedet, gik turen videre – til fods – til et nærved liggende værksted, hvor vi fik demonstreret og forklaret, hvordan man udvandt guld af den malm, man havde brudt ude i bjergene omkring byen. På dette værksted kunne ‚guldgravere‘ fra byen komme med deres malm og udnytte de redskaber, som blev stillet dem til rådighed. Det var (og er) et tidskrævende og sundhedsskadeligt arbejde at udvinde de måske få gram guld af malmen, idet det krævede kviksølv som katalysator i processen.

Efter frokosten var der rig mulighed for at udforske byen på egen hånd, alene, parvis eller i små grupper. Og er det mærkeligt, at byen emmede af historien om Nazca-linjerne?
Vi så overalt illustrationer af linjerne: udstandset i metalplader på busstoppestederne, som vægmalerier eller udgravet i jorden…

Tirsdag, d. 19.7.
Meget tidligt op – ja, kl. 5 er tidligt. Men vi havde også en meget lang dag foran os – nemlig en køretur på 600 km langs Stillehavet det meste af vejen – fra Nazca til Perus næststørste by, Arequipa. Turen tog inkl. et par små stop undervejs mere end 13 timer – så der var ikke rigtig plads til nogle store oplevelser.
Vi gjorde dog kort holdt med udsigt ned over Ocoña-floden, og nede i dalen tog vi så en lidt længere pause for at spise den frokost, vi havde fået med fra hotellet i Nazca.

Senere gjorde vi et kaffestop i Alto Siguas, hvor man kunne købe yoghurt i alle mulige varianter. (Her opdagede jeg, at mit objektiv til kameraet var gået i udu – og jeg var ikke i stand til at zoome efter forholdene; jeg måtte – indtil jeg havde fundet et nyt objektiv – nøjes med at fotografere med fast blændvidde – vidvinkel. Det var lige ved, at jeg gik i panik!)

Ellers var det bare videre til vores hotel, San Agustin, som vi nåede efter mørkets frembrud.
Og så kunne dagen ellers slutte med et besøg  på den berømte restaurant Zig Zag, en gourmetrestaurant i hjertet af Arequipa – inden vi kunne gå til ro efter en lang dag i bussen…

Onsdag, d. 20.7.
Denne dag var helliget sightseeing i Arequipa.
Dette startede med et besøg på Plaza de Armas, der – i lighed med andre byer – var omgivet af en række af byens vigtigste bygninger, katedralen, store hoteller, teatret og de vigtigste kommunale bygninger.
Byens katedral – eller rettere Basilika-katedralen – betragtes som en af ​​Perus mest usædvanlige og berømte koloniale katedraler siden den spanske erobring. På datoen for Arequipas grundlæggelse, 15. august 1540, startede opførelsen af katedralen i en hvid slags tuf, der går under navnet sillar.
Sillar, der kommer vulkanen Chachani, der ligger nordvest for Arequipa, er en hvid, forstenet vulkansk lava, og det blev i øvrigt også anvendt ved opførelsen af flere andre koloniale bygninger i netop Arequipa, hvilket gav byen tilnavnet ‚Den Hvide By‘.
Flere jordskælv har gennem tiderne forvoldt skade(r) på katedralen, hvilket især er gået ud over tårnene, der senest ved jordskælvet i 2001 led store skader.

Efter at vi havde set os lidt omkring på plazaen og indsnuset atmosfæren fra den travle by, gik turen videre ad Calle la Merced med flere hvide huse, der underbygger kælenavnet ‚Den hvide by‘ til Museo Santuarios Andinos (MUSA), der er meget berømt for at indeholde den frosne mumie af Juanita, der formodentlig er blevet ofret under en af de sidste Inkaherskere i slutningen af 1400-tallet. Museet bevarer og udstiller stadigvæk mumien i nedkølet tilstand.
Desværre: foto strengt forbudt!

Efter besøget i museet, gik turen videre til det enormt store Santa Catalina-kloster, der blev grundlagt af en rig enke, María de Guzmán, i 1580. Klostret, der rummer et areal på 20.000 m², er indbygget i byens tidligere citadel og er isoleret fra resten af byen udenfor af fire meter høje mure; med andre ord udgør det en hel by i byen.

Klostret henvendte sig i mange år udelukkende til den magtfulde spanske overklasse, og i koloniperioden var det almindeligt, at rige familiers datter nummer to skulle være nonne. Kvinderne, der kom ind i klostret som nonner, var hvide criollaer (af ren spansk afstamning) og mestizer, og historien fortæller, at disse såkaldte ‚fattige nonner‘, der ikke havde råd til at betale en medgift, gik ind for at bo der – sammen med deres tjenestepiger! Man ved således, at der i klostret i midten af ​​det 18. århundrede, var mere end 300 tjenestepiger.
Klostret har mange korridorer, gårdspladser og ‚gader‘ i stærke røde og blå farver, og rundt om hvert hjørne bliver man overvældet af nye og anderledes udtryk.

Pigerne blev bragt til Santa Catalina klostret så tidligt som fra treårsalderen. De kom aldrig uden for murene og talte kun med deres besøgende familiemedlemmer gennem et dobbelt trægitter – og da kun med en ældre nonne som bisidder. Familierne sørgede godt for deres døtre i klostret, og det var som skrevet almindeligt, at døtrene havde deres tjenestefolk med!

Udenfor cellerne – i det fri – var der rindende vand og et vaskested, så tøjvask var muligt – i selskab med andre tjenestepiger.

I dag bor der stadigvæk ca. 20 nonner i en del af klostret, der ikke er åben for offentlig adgang.
Dagens sidste programpunkt var et besøg i bydelen Yanahuara, hvor man fra det flotte udsigtspunkt, El Mirador, med de flotte, arkitektoniske buer, havde et scenisk vue ud over landskabet omkring Arequipa med vulkanerne El Misti og Chachani og frodige sletter, der omkranser byen.

Dagens sidste punkt på programmet var et besøg i bydelen Yanahuara, hvor man fra det flotte udsigtspunkt, El Mirador, med de flotte, arkitektoniske buer, havde et scenisk vue ud over landskabet omkring Arequipa med vulkanerne El Misti og Chachani og frodige sletter.

Efter vi havde nydt synet, gik vi lige rundt om hjørnet til en lokal restaurant, El Tio Dario, hvor stedets kok demonstrerede, hvordan flere af de peruvianske retter blev fremstillet.

Herefter var resten af dagen til fri disposition, hvilket betød, at vi slog os 4 personer sammen og gik fra restauranten tilbage til vores hotel – ikke den direkte vej, for vi fik lige besøgt et par indkøbscentre for at købe kufferter og fotoudstyr.

Vejen førte os forbi steder med flotte huse, og ved et tilfælde passerede vi en skole, som jeg tidligere havde hørt om i Danmark: Leonardo Da Vinci-skolen. På skolens hjemmeside kan man læse følgende fornemme ‚formål‘: Siden 1981 har vi arbejdet for, at vores elever elsker og nyder det, de laver, har en åben og kreativ mentalitet, samt en markant autonomi og empati med deres kammerater. Fine ord, der har betydet, at skolen fremstår som nummer ét i Peru, og at samtlige elever ved endt skolegang består de internationale Cambridge-eksamener!

Herefter gik det over Rio Chili tilbage til hotellet via Plaza de Armas, og inden aftensmaden tog jeg lige en tur rundt i kvarteret for at se, om jeg kunne finde en fotoforretning, der kunne reparere mit objektiv – eller hvor jeg kunne købe et nyt. (Det lykkedes ikke)

Dagen sluttede endnu engang med fælles aftensmad, inden vi gik til ro.

Torsdag, d. 21.7.
Så var det tid til at forlade Arequipa for at søge højere op i bjergene til den lille by Chivay, beliggende i nærheden af Colca-dalen, 3600 meter over havets overflade.
Det var en tur, der bød på bjergrige landskaber med store kaktusser og horde af lamaer, alpakaer og vikunjaer, der hilste på.
Programmet sagde, at vi havde eftermiddagen fri, men på grund af en væltet lastbil på hovedvejen mellem Arequipa og Chivay, havde vi lige fået indlagt en pause ude i ingenting på tre en halv time. Ventetiden brugte vi på at kigge lidt på landskabet, der var nøjagtig, som kunne forestille sig det fra en film i TV: bjergrigt, tørt landskab, fattigt på biodiversitet. Der var tørre, halvvisne buske af ubestemmelig art og store, flotte kaktusser, der voksede alene eller i grupper.

Også sceneriet omkring lastbilen var et show, der var værd at betragte… Og mens man ventede på assistance fra Arequipa, et par timers kørsel væk, gik folk i gange med at fylde grøften ved siden af lastbilen med sten og sand, så man kunne etablere et nødspor, så man kunne komme i gang med at afvikle trafikken.

Da vi endelig komme komme videre – ad nødsporet – førte vejen gennem endnu vildere landskaber, hvor vi flere gange traf på flokke af vildtlevende vikunjaer – et flot syn. Og så må man i øvrigt undre sig over, hvad de overhovedet kunne leve af her i det golde landskab med meget sparsom plantevækst.

Ind imellem traf vi også på en bonde – eller hyrde – der drev sin flok af blandede lamaer og alpakaer. Hvorhen? Det står hen i det uvisse. Der var i hvert fald ikke tegn på nogen beboelse i nærheden.

Sidste stop på turen fra Arequipa var et spisested, Wititi Restaurante, uden for Chivay. Her fik vi så meget sen frokost og holdt en lille pause, hvor der også blev mulighed for at strække benene. Og fra dette sted var der en fin udsigt til en stadig aktiv vulkan, der netop – mens vi var der – sendte skyer af vanddamp op i atmosfæren.

Efter pausen på/ved restauranten kørte vi frem til vores hotel i Chivay, Casa Andina Colca, og nu var det meste af eftermiddagen så også gået, og mørket så småt ved at falde på.
Derfor blev det bare til en (meget) kort tur rundt i Chivays ret så kedelige gader, før vi igen skulle spise; denne gang på hotellet, hvor vi under maden i øvrigt blev akkompagneret af lokale musikere. Derefter kunne vi bare krybe til køjs; vi skulle jo endnu engang meget tidligt op i morgen…

Fredag, d. 22.7.
Denne dag skulle vi igen ud på en længere køretur, men først – dvs. meget tidligt om morgenen – skulle vi hen til Colcakløften, der er skabt ved Colca-flodens erosion gennem tusinder af år. Kløften er mere end 120 km lang, og med en dybde på 4160 meter er den verdens dybeste kløft – mere end dobbelt så dyb som Grand Canyon i USA. Kløften, der er udpeget som et af Perus 7 vidundere, kaldes også i daglig tale for ‚Kondorens Kongerige‘.
Mange turister valfarter til kløften, såvel på grund af udsigten over kløften, som på grund af den store, majestætiske andeskondor (Vultur gryphus), der med en vægt på op til 15 kg og et vingefang på 3,2 meter er nogle af verdens største fugle.
Andeskondoren blev af inkaerne anset som en hellig fugl og gudernes sendebud. Og det var mest på grund af Kondoren, vi tog den tidlige morgentur til kløften – hvilket vi ikke kom til at fortryde!
Vi var således næsten fremme ved kløften, da vi fik øje på nogle ungfugle, der sad på en klippeafsats – et flot syn, og så var turen da i det mindste reddet, hvis vi ikke skulle se flere af dem.

Men vi fik set mange flere kondorer – og sikken et syn.
Vi kørte frem til Mirador Cruz del Condor – udsigtspunktet hvorfra man næsten var garanteret et blik på de statelige fugle.

Og flot svævende ude over kløften så vi i løbet af en times tid op til 10 fugle i flugten, nogle tæt på, andre længere væk. Nogle enkeltvis, andre i par eller tre-fire fugle sammen. Et syn, der stadigvæk står printet på nethinden!

Efter opholdet ved colcakløften havde vi en tur på godt og vel 300 km foran os, inden vi nåede frem til vores mål med dagens kørsel, Puno ved bredden af Titicaca-søen.
Denne tur gik op i højlandet, og første stop på turen var den lille by Maca, hvor vi egentlig bare skulle nyde en kop kaffe og få strakt benene inden den længere tur forude. Det viste sig imidlertid, at der var gang i byens charmerende lille marked, hvor vi netop i dag kunne opleve et marked og en ‚husmoderkonkurrence‘, hvor forskellige af byens kvinder konkurrerede om at fremstille de bedste egnsretter.

Kirken i Maca, Iglesia de Santa Ana, der var en typisk kirke for området, var også et besøg værd – så vi kiggede da lige indenfor, da nu tiden var til det.

Næste stop var et frokoststop – bare en sandwich i hånden – inden vi midt på eftermiddagen tog en pause ved Mirador Lagunillas i 4444 meter over havet.

Endelig – først på aftenen – kunne vi tjekke ind på vores hotel midt i Puno, Hacienda Puno.
Og så var der ikke kræfter til mere den dag.

Lørdag, d. 23.7.
Denne dag var dedikeret til en heldagestur på Titicaca-søen.
Efter morgenmaden blev vi kørt til havnen i Puno og steg ombord i båden, der skulle være vores hjem for denne dag – og så gik det ellers af sted ud i søen retning sivøerne, hvor Uros-samfundet havde deres hjem.

Sivøerne er små øer, som beboerne har fremstillet af totorasiv, der voksede i Titicacasøen. De laves ved, at man fælder siv og lægger lag på lag oven på hinanden, indtil det kan bære. Øerne, der er fortøjret til søens bund, så de ikke flyder væk, skal til stadighed fornys ved at lægge siv ovenpå lag efter lag, da det rådner nedefra.

Vi gik i land på en af øerne, hvor vi skulle besøge familien, der ‚boede‘ på denne ø. Vi fik først en introduktion til samfundet og deres historie, ligesom vi så nogle af de håndværksprodukter, de fremstillede til salg til turister – sagde man. Jeg havde en fornemmelse af, at der i virkeligheden var tale om masseproducerede produkter af tvivlsom værdi! Men sådan er der jo så meget…

Det var i øvrigt en ‚sjov‘ fornemmelse at gå rundt på øerne, hvor vi undervejs kunne udspørge familien om deres levevis og om samfundets organisering. Alligevel virkede det på os, som om de slet ikke boede på øerne (mere), men blot gennemførte et skuespil for os turister. En slags friluftsmuseum – hvor man kom til at tænke på Hjerl Hede…

Efter vi havde fået en introduktion til Uros-samfundet og – mod min vilje – købt lidt souvenir, gik turen videre til øen Taquile, hvor vores guide Dina havde boet sammen med lokalbefolkningen for år tilbage.

Øen, der er UNESCO verdensarvsted, er speciel i den forstand, at beboerne taler quechua – samme sprog, som også inkaerne talte, og de har formået at bevare mange elementer fra deres oprindelige kultur. Man ofrer stadigvæk til Moder Jord, inden man tilsår markerne, og man går stadig klædt i deres traditionelle dragter, og for at minimere indflydelsen fra det omkringliggende samfund (og turisterne), er der kun adgang for fremmede på en del af øen.

Mændene strikker og kvinderne væver – hvilket vi fin demonstreret på fineste vis, da de tog imod os på en stor, åben plads, hvor de altid tager imod turisterne, der er forment adgang til den del af øen, hvor indbyggerne selv bor; på den måde forstår de at adskille arbejde og fritid.

På den selvsamme åbne plads viste lokalbefolkningen os endvidere nogle af deres traditionelle danse og solgte nogle af de varer, de havde fremstillet.

Efter kontakten til lokalbefolkningen gik turen over øens marker til en lille restaurant, hvor vi fik serveret lokal fisk tilberedt over grillen – ganske lækkert. Og her viste en af tjenerne os stolt sit mavebælte, som han havde haft med, da han flyttede hjemmefra i sine unge dage.

Efter denne lækre frokost fandt vi tilbage til vores båd, og vi havde nu knap to timer på vandet, inden vi lagde til kaj i Puno – og vi fandt hjem til hotellet.

Søndag, d. 24.7.
Efter morgenmaden skulle vi ind i bussen for at drage i retning af inkaernes land, og de næste mange dage var vi sammen med en lokal guide af inkaafstamning. Derfor blev vi også fyldt op med information om inkakultur, -skikke, -hverdag, -bygningsværker, -religion, -regning og meget mere inka. Vores guide var en fantastisk fortæller, der også levende kunne berette om hans forfædre; og så beherskede han inkaernes oprindelige sprog, quechua.
Foran os lå 400 km i bussen, indtil vi nåede vores næste hotel i inkaernes hovedstad, Cusco – en tur, der kun var afbrudt af nogle større stop samt et par kaffepauser.
Den første kaffepause havde vi i Pucará, hvor vi ud over kaffen også havde tid til et besøg i museet, Museo Litico Pucará, samt i kirken, Santa Isabel de Pucará.
I museet fik vi en rundvisning i nogle af de forskellige små udstillinger, der indeholdt stenskulpturer, keramik og andre artefakter, der er fundet i byen og oplandet.

Især et enkelt rum, det rituelle rum, der indeholdt en imponerende stenskulptur af Inkaernes skabergud, Viracocha, dvælede vi ved, og her hørte vi historien om Viracocha-kulten, der for inkaerne var vigtigere end solkulten, da han (Viracocha) blev tæt forbundet med havet.

Efter besøget i museet fortsatte vi over på den anden side af vejen og vovede os ind i kirken, Santa Isabel de Pucará. Kirken, der blev bygget af jesuitterne og færdiggjort i 1767, går for at være en arkitektonisk perle i den stilart, der går under navnet andesbarok, Barroca Andina.

Pucará er i øvrigt mest af alt kendt for små tyre – toritos – fremstillet i keramik, der pryder huse og tage. Tyrene beskytter husene og holder sygdom og dårligdom fra døren.

Kort efter Pucará blev der tid til et ekstra stop i byen Ayaviri, hvor vores guider købte den traditionelle lammeret med frysekartofler (kankacho), som vi så efterfølgende nød i bussen. Lækkert!
Ved foden af Chimboya, det højeste bjerg i Raya-bjergkæden, stoppede vi op ved en P-plads, der lå på grænsen mellem Puno- og Cusco-regionen, og vores Inka-guide foretog sammen med os en rituel ofring til Moder Jord, nøjagtig som inkaerne i sin tid ville have gjort det.

Herefter kørte vi gennem smukke bjerglandskaber – for det meste i mere end 3000 meters højde over havet, indtil vi kom til det arkæologiske inkaområde Raqch’i.
Raqch’i, der ligger 3480 m over havets overflade og 110 km fra Cusco, er et imponerende kontrolpunkt på inkaernes vejsystem, og det består af flere områder med hver deres specifikke funktion. Nogle historikere spekulerer i, at nogle af bygningerne har været boliger for administrative og/eller religiøse embedsmænd, mens andre ser dem som kaserne for at huse inkatropper. I nærheden er der opført 152 store lagerhuse, qullqas, med en diameter på 10 meter. I disse lagerhuse opbevarede inkaerne både alle former for afgrøder og militært udstyr.

Den mest fremstrædende bygning er dog Viracochas tempel, der er en enorm rektangulær to-etagers tagkonstruktion, der er 92 meter lang og 25,5 meter bred, og bygningen har en central adobe-væg på 18 til 20 meter i højden. Et imponerende syn!
Templet, der menes at have haft det største tag i hele inkariget, blev ødelagt af spanierne, da de erobrede området.

Efter besøget i dette imponerende bygningskompleks – og lidt løben spidsrod mellem lokale sælgeres boder udenfor, fik vi os anbragt i bussen igen, og turen gik videre til sidste stop på vejen til Cusco, jesuitterkirken i Andahuaylillas, der ikke uden grund har øgenavnet ‚Amerikas Sixtinske Kapel‘ på grund af den overdådige udsmykning.
Det var strengt forbudt at fotografere i kirken – sikkert fordi den indeholder effekter, som katolikkerne har ranet til sig fra de oprindelige folkeslag i området. (Min ikke dokumenterede påstand!)

Efter besøget i denne smukke barokkirke tog vi det sidste stykke ind til midten af Cusco, til vores hotel, Tierra Viva Centro, der lå helt centralt i byen.

Så stod den så lige på en smule afslapning på værelserne, inden vi i samlet flok gik mod vores spisested, Rucula Peruvian Restaurant, for at få lidt at spise efter en lang dag på landevejen.

Mandag, d. 25.7.
På programmet stod sightseeing i Cusco by.
Første punkt på dagens program var et besøg i Qorikancha, der er bygget til solguden Inti, og som ofte betegnes som det mest betydningsfulde tempel i Inkariget. Templet, der også betegnes som ‚Det Gyldne Tempel‘, ligger tæt på byens centrum, og i følge en inkalegende rejste Manco Capac, den første inka, og hans kone, Mama Ocllo, til centrum af verden, Q’osco (nu: Cusco), og lod templet opføre omkring år 1200. I templet opholdt ypperstepræsten sig og her skete ofringer – ledsaget af religiøse ritualer.

Nogle år senere rekonstruerede inkakejseren Pachacutec templet og forsynede det med plader af guld, ligesom han opstillede vaser af guld og sølv i templet.
Det var netop denne guld, som inkaerne gav de spanske erobrere som en del af  løsesummen for frigivelse af deres sidste kejser, Atahualpa. Senere byggede spanierne Santo Domingo-klostret oven på soltemplets fundament.
Ved besøget i Qorikancha måtte vi forbavses over, hvor godt og præcist murværket var konstrueret af inkaerne – herunder hvor godt de forskellige sten passede sammen. Trods adskillige jordskælv står murene som dengang, mens mange af de mure, spanierne byggede, er faldet sammen. Det på trods af, at inkaerne byggede uden cement eller lignende mellem stenene – de var tilhugget, så de passede perfekt sammen.

Santo Domingo-klostret blev opført på resterne af Qorikancha i 1534, hvor spanierne nedrev det meste af inkaernes tempel og opførte klostret på samme sted for at demonstrere ødelæggelsen og annulleringen af ​​den gamle inkakult, men inde i klostret finder man Månens Tempel, Venus- og Stjernernes tempel, strålens indhegning, springvandene og solhaven – alle sammen rester fra inkatiden.

Efter besøget i Qorikancha, gik turen videre til Plaza Mayor – byens vigtigste plads med de mest betydningsfulde bygninger i byen. Undersøgelser har vist, at området, hvor pladsen i dag ligger, oprindelig var en sump, men at den under inkaerne blev udtørret og omdannet til den kejserlige hovedstads administrative, religiøse og kulturelle centrum. Det var stedet, hvor alle former for ceremonier blev holdt, og inkahærens sejre blev fejret. Efter den spanske erobring blev siderne af pladsen bebygget med katolske kirker og palæer på ruinerne af de gamle inka-bygninger. På denne plads blev en efterkommer efter inkaerne, Túpac Amaru II, henrettet i 1781, da han stod i spidsen for et oprør mod spanierne.

På den plads, hvor inkaerne havde deres regeringshus og paladset for den 8. Inca Viracocha, lod spanierne i 1539 opføre Cuscos første katedral, Iglesia del Triunfo – i dag hjælpekapel til katedralen. Byens nuværende katedral, Cathedral Basilica of the Virgin of the Assumption, blev opført mellem 1560 og 1664, og til konstruktionen anvendte man bla. røde granitblokke, der blev fjernet fra fæstningen kendt Sacsayhuamánen lige uden for Cusco.

Vi katedralen aflagde et besøg, hvor vi kunne imponeres over den store og betydningsfulde samling af malerier fra de berømte Cusco-malere.

Efter besøget i Qorikancha, gik turen videre til Plaza Mayor – byens vigtigste plads med de mest betydningsfulde bygninger i byen. Ikke mindst Katedralen var imponerende, og den har i dag en stor og betydningsfuld samling af malerier fra de berømte Cusco-malere.

Efter besøget på Plaza Mayor (og især i katedralen) kørte vi i vores bus videre til et marked, hvor der blev handlet med alt, hvad hjertet ellers kunne finde ud af at begære. Ikke mindst markedets udbud af frugt og grønt var imponerende, og mange af de farvestrålende ting kender vi slet ikke i Europa.

En stor del af markedsarealet var helliget salg af frugter, grøntsager, nødder og ikke mindst kartofler. I Peru dyrkes således mere end 3000 forskellige slags kartofler – papas, og der har været dyrket kartofler i Andesbjergene i 3-7000 år.

Vores guide gav os i øvrigt en fin gennemgang af de mange eksotiske frugter, vi kunne se på standene, og flere gange købte han frugter og serverede for os. Det var en spændende oplevelse at høre om frugterne og smage…
Ud over det så vi også store snegle, høns og marsvin, der var til salg i nogle af boderne.

Efter turen rundt på markedet blev vi kørt tilbage til vores hotel i centrum af Cusco, hvor vi blev sluppet løs og nu skulle klare resten af dagen på egen hånd.
For Claudia og jeg betød det et besøg hos en fotoforretning, hvor jeg endelig kunne erhverve mig et nyt objektiv – og så var resten af turen jo reddet; objektivet blev således straks taget i anvendelse.
Herefter fortsatte vi til Chokomuseo på hjørnet af Plaza Regocijo. Som navnet siger fortalte museet historien om kakao og chokolade, ligesom de solgte fin chokolade i alle mulige afskygninger.

Fra chokomuseet vandrede vi lidt rundt på Plaza Mayor, inden vi søgte ned i en af sidegaderne, Calle Hatun Rumiyoc, der er en gammel gade, der har eksisteret siden inkaerne regerede her i byen, og som førte til Antisuyu-kvarteret. Gaden er en af de bedst bevarede af de originale inka-veje, og en stor del af gaden er domineret af den imponerende mur, der engang var en del af Palacio Inka Roc’a. Stenene i muren er lagt uden brug af mørtel eller lignende med en sådan præcision, at det er umuligt at skubbe en nål eller et stykke papir ind mellem stenene.

I samme gade, Calle Hatun Rumiyoc, besøgte vi en gård, hvor en del kunsthåndværkere havde deres små arbejdende værksteder, atelierer og forretninger – i øvrigt et flot sted.

Turen sluttede med en hyggelig aftensmad – italiensk inspireret – fro Claudia og jeg alene – tæt på Plaza Mayor, inden vi gik tilbage på hotellet for at hvile ud, inden vi skulle videre i morgen.

Tirsdag, d. 26.7.
Efter vores besøg i Cusco gik turen videre ind i inka-landet, og første stop på denne tur var Sacsayhuamán, der er et kompleks, der dels var tempel og dels en ceremoniel fæstning, der ligger på en bakke to km nord for Cusco. Kompleksets vægge består af enormt store, polerede sten – og igen: sat sammen uden mørtel. På inkaernes tid havde byen Cusco form som en stor puma, hvis man så den fra luften. Sacsayhuamán udgjorde hovedet på denne puma, og væggene går derfor i zigzag, for at efterligneligne pumaens knurhår.

Sacsayhuamán, der er bygget i det 15. århundrede under Sapa Inca Pachacuti og hans efterfølgere, omfatter en stor åben plads og tre meget massive terrassevægge, der er de største, der nogensinde er bygget i det spansktalende Amerika. Den store plads, der kan rumme tusindvis af mennesker, var designet til fælles ceremonielle aktiviteter, og flere af de store strukturer på stedet kan ligeledes have været brugt til rituelle handlinger.

Igen så man – måske endnu tydeligere end nede i selve byen – hvor dygtige inkaerne har været tal at bygge mure og hele bygninger, der kunne modstå naturens kræfter; blot ved at stenene passede sammen og låste hinanden i konstruktionen.
Selve opførelsen af byggeriet er en gåde, og man har endnu ikke noget svar på, hvordan inkaerne har kunnet flytte rundt på sten, der var op til 8 meter høje og vejede 200 ton.
Fra bekkerne, hvor Sacsayhuamán var bygget, var der i øvrigt en fantastisk udsigt ned over Cusco.

Efter besøget i Sacsayhuamán gik turen videre til Den Hellige Dal, hvor vi først gjorde holdt ved et udsigtspunkt, Mirador Taray, hvorfra der var en flot udsigt ned over dalen med bjergene i baggrunden.

Lige neden for udsigtspunktets P-plads voksede flere eksemplarer af peruviansk pebertræ (Scinus molle), der kan blive 15 meter højt, men her bare var buskformet. Træets lyserøde frugter sælges ofte som ‚lyserøde peberkorn‘, selv om træet slet ikke er i familie med peber.
Inkaerne brugte frugterne, der ellers er giftige i større mængder, til at fremstille en drik.

Efter stoppet med udsigten over den hellige dal kørte vi videre til inkakomplekset ved Pisac, der – efter Machu Picchu – er det mest fascinerende inkasted på grund af dets mange velbevarede ruiner. Stedet dækker et større område, der formodentlig er opført under inkakejseren Pachacuti i tiden efter 1440 som et militært forsvarsværk, der skulle forsvare den sydlige indgang til Den Hellige Dal.
På trods af at stedet var et observatorium og et religiøst sted, og selvom det blev forstærket med volde, trak inkaerne sig mærkeligt nok aldrig tilbage hertil for at forsvare deres imperium mod spanierne, og da Manco Inca gjorde oprør mod spanierne i 1534, tog han stilling først ved Calco, 18 km længere nedstrøms, før han trak sig tilbage til Ollantaytambo – måske fordi han anså Pisac for at have været for tæt på Cusco.
Vores besøg i inkakomplekset omfattede de to nordligste af de i alt syv arkitektoniske områder, der tilsammen udgør Parque Arqueológico Pisac, nemlig Qantus Raqay (tæt på P-pladsen) og Qallaq’asa, godt 300 meter længere mod sydvest.

Ved Qantus Raqay havde vi en pause, hvor vores guide fortalte om, hvordan inkaerne sendte beskeder ved hjælp af budbringere, der medbragte farvede tråde med knuder – og han demonstrerede, hvordan det foregik.

Her brugte vi også lige pausen til at betragte kolibrier, der sugede honning fra qantu-planten (Cantua buxifolia), der er inkaernes hellige blomst og kendes som det peruvianske magiske træ. Planten fandtes vildtvoksende her i området – og tiltrak som sagt kolibrier. Vi så således flere eksemplarer af violetøret kolibri (Colibri cyanotus), der var på jagt efter planternes honning.

Efter spusen i Qantus Raqay gik turen videre langs landbrugsterrasser anlagt af inkaerne til Pisac Qallaq’asa.

Her gjorde vi holdt ved indgangen til det, der engang havde været et citadel – og i bjergskråninger til højre for citadellet kunne vi se huller, der engang havde været grave for inkaerne.

Desværre var der ikke afsat tid til, at vi kunne besøge Qallaq’asa, der ellers udefra så meget interessant ud; begrundelsen var, at vi jo senere skulle se noget meget mere interessant, Machu Picchu. I stedet kørte vi tilbage til byen Pisac, der lå nede i dalen.
I Pisac var der til gengæld af sat tid til, at vi skulle besøge et marked.
Kunsthåndværk og ragelse i et sammensurium., så i mine øjne en dårlig disposition!
Endelig stod den også på frokost – empanadas – på en lille, rigtig lokal restaurant på torvet i byen, inden turen gik videre op i bjergene…

Dagens sidste programpunkt var et besøg i et landsbycooperativ, Ccaccaccollo, der lå noget afsides og isoleret i bjergene. Her boede ca. 140 quechua-talende familier sammen, og de havde åbnet deres huse for os, så det blev også til en meget privat indkvartering, hvor vi boede sammen med nogle familier. Kommunikation med vores værter blev der ikke meget af – de talte kun quechua og til dels spansk. Intet engelsk – slet intet – så på denne måde gik der nok en del tabt ved besøget.
Ellers var det interessant og spændende at høre om landsbyens måde at lave på – fortalt af et par kvinder, der kunne gøre sig forståelige på lidt engelsk, og at få demonstreret kvindernes arbejde og teknikker med forskellige slags uld. De viste os, hvordan de udvandt farvestofferne, der brugte, og de viste, hvordan de indfarvede ulden, og hvordan de spandt, vævede og strikkede. Og så kunne vi selvfølgelig også købe nogle af de ting, de havde fremstillet.

Efter kvindernes demonstration af deres levevis og deres arbejde, var vi inviteret i landsbyes fælleshus – Casa del Campo – hvor vi blev klædt ud i lokalt, traditionelt tøj og blev beværtet med egnsretter og musik og sang.

Alt sammen inden vi i ly af mørket vandrede sammen med vores værter til deres huse et sted ude i byen for at gå til ro for natten.

Onsdag, d. 27.7.
Efter en kold og ikke vanvittig behagelig nat fik vi morgenmad serveret af vores værter, hvorefter vi samledes som rejsegruppe og fandt plads i vores bus, hvorefter turen gik videre til mere inkakultur. Turen førte forbi et fantastisk udsyn til det 5911 meter høje og snedækkede Nevado Veronica. Veronica er det navn, som spanierne gav bjerget, men det oprindelige navn i quechua er Weqewillka, som betyder ‚hellige tårer‘.

Første rigtige stop var i Moray, hvor vi besøgte de cirkulære landbrugsterrasser, der var anlagt af inkaerne.
I Moray er der anlagt 4 terrasser, 2 store og 2 mindre, og en af de største terrasser er renoveret og giver et godt billede af, hvordan området med terrasserne har set ud. Terrasserne er – i forhold til at skulle forsyne en by med føde – for små, og teorien går da også på, at de er anlagt for at kunne udvikle på afgrøderne. På grund af den cirkulære form, beliggenheden ind mod en skyggende skråning og en højdeforskel i en terrasse på 30 meter, har der været stor forskel på fugtighed og temperatur på de enkelte trin. I dag kan der således måles temperaturforskelle på 15 grader fra top til bund.
Der er anlagt 4 terrasser, 2 store og 2 mindre, og en af de største terrasser er renoveret og giver et godt billede af, hvordan området med terrasserne har set ud. Terrasserne er – i forhold til at skulle forsyne en by med føde – for små, og teorien går da også på, at de er anlagt for at kunne udvikle på afgrøderne. På grund af den cirkulære form, beliggenheden ind mod en skyggende skråninger og en højdeforskel i en terrasse på 30 meter, har der været stor forskel på fugtighed og temperatur på de enkelte trin. I dag kan der således måles temperaturforskelle på 15 grader fra top til bund.

Efter besøget ved terrasserne gik turen videre til saltbassinerne i Maras, Salineras de Maras – en ganske kort køretur. Fra bjergene løber krystalholdigt vand ned over en række bassiner, hvor solens varme får vandet til at fordampe og saltet til at udkrystalliseres.
Der er mere end 3000 bassiner, der ejes af familier fra den nærliggende by Maras.
På vejen mod saltbassinerne gjorde vi et stop ved et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne danne os et overblik over det imponerende område med bassinerne.

Efterfølgende kørte vi frem til indgangen til arealet med bassinerne og vandrede ad vejen langs disse mod dalen, og det var et flot syn at gå langs bassinerne på vej nedad bakken, hvor vi kunne følge arbejdet med salten i bassinerne og flere gange så sække fyldt med den ‚nyhøstede‘ salt.

Efter denne oplevelse vandrede vi videre til bunden af dalen, hvor frokosten stod klar på restaurant Tunupa Valle Sagrado, der lå ved Urubamba-floden.
Her så vi i øvrigt fritgående vilde kalkuner (Meleagris gallopavo)!

Efter frokosten gik turen til vores hotel i Den Hellige Dal, Andean Wings Valley – et lækkert hotel, hvor vi boede i bungalows. Her stod den på afslapning om eftermiddagen eller fri leg, inden vi først på aftenen besøgte en have, hvor kolibrier var overrepræsenteret.
Fakta var, at Dina og vores guide havde fanget, at vi – eller i hvert fald de fleste af os – var interesserede i disse smukke fugle, og de havde derfor arrangeret en tur til kolibrihaven…
Det var en stor oplevelse at betragte de vævre og adrætte fugle på jagt efter nektar i skumringen.

Ellers var det bare tilbage til hotellet til aftensmad og en god og tiltrængt nats søvn.

Torsdag, d. 28.7.
Endnu en dag, der stod i inkarigets tegn, og i dag med et af verdens 7 moderne vidundere på programmet, Machu Picchu.
Dagen startede dog i Ollantaytambo, der er en mindre – men hektisk – by, hvorfra mange turister starter deres tur mod Machu Picchu.
Først skulle vi dog besøge ruinerne af et af inkaernes templer, et soltempel, der er bygget på toppen af stejle terrasser/trapper, der ofte omtales som ‚fæstningen‘. Det er egentlig en forkert betegnelse, idet disse trapper blot fører op til det ceremonielle center, soltemplet.

Der er tegn på, at soltemplet aldrig blev bygget færdigt, og i dag kan man blot se ufærdige elementer i tempelsektionen, bla. en terrasse med en halvfærdig port, ​​ti nicher og en etværelsesbygning.

Det var her i Ollantaytambo, at inkakejseren Manco Inca Yupanqui tilføjede den spanske invasionshær under ledelse af Pizarro et stort og smerteligt nederlag – faktisk det eneste nederlag spanierne led til inkaerne. Dette skete i januar 1537, da Manco Inka udnyttede den hellige dals topografi, stjålne spanske heste og et overraskelsesangreb ved daggry til fuldstændig at udradere de spanske styrker.
Vi vandrede den drøje tur til toppen – op til soltemplet; dvs. at der lige var et par deltagere, der blev nede i byen, nok på grund af noget højdesyge, mens vi andre tog den anstrengende tur til helt op til soltemplet.
Af selve soltemplet ser man i dag kun en enkelt væg med 6 store monolitter, der hver vejer omkring 50 tons. Alle stenene blev fragtet til fæstningsværket fra et stenbrud på den anden side af Urubamba-floden, og da bygningsværket aldrig er blevet færdiggjort, kan man se en sten, der skulle have været anvendt til bygningen af templet, i nærheden af floden, hvor den bare er blevet efterladt.

Efter besøget på toppen, nød vi lidt frokost og en kop kaffe på udenfor en lille café på Plaza de Armas, hvor vi kunne betragte livet i den lille by – og se nogle af de flotte inka-relaterede skulpturer, der også var på torvet.

Ellers tog vi til byens banegård for at tage med toget til Aguas Calientes, der var udgangspunktet for vores opstigning til Machu Picchu i shuttlebusser.
På turen med toget passerede vi det ene flotte landskab efter det andet, og vi havde undervejs bla. en god og klar udsigt til egnens højeste bjerg, Nevado Veronica – i et endnu flottere perspektiv end det, vi så i går.

Efter halvanden time i toget nåede vi til endestationen, Aguas Calientes, hvor vi fik tid til at nyde madpakken og så ellers vandre lidt rundt i byen, der emmede af Machu Picchu, og herefter kunne vi ellers bare stille os i kø og vente på bussen, der skulle bringe os den sidste vej op til ruinerne.

Peru gør meget for at beskytte ruinerne i Machu Picchu, og det betyder bla., at man dagligt kun lukker 4000 gæster ind i det arkæologiske område, og at man køber forskellige billetter efter hvilken tur, man ønsker rundt i ruinerne. Hver gruppe er påduttet en lokal guide, der sørger for, at gæsterne opfører sig efter forskrifterne – ligesom der er en del opsynsmænd drysset ud over området. Det er slut med at gå rundt i ruinerne på egen hånd.
Machu Picchu blev opdaget i 1911 af amerikaneren Hiram Bingham, og udgravninger viser, at Machu Picchu ikke var i by i traditionel forstand – snarere en slags rekreationsby for de øverste folk i inka-hierarkiet. Der er således ikke fundet mange skeletter i byen – og den blev på et tidspunkt forladt af inkaerne, uvist af hvilken grund. Og der lå den så i flere århundreder, indtil den altså blev opdaget i 1911. Man kunne måske godt undre sig over, at så markante ruiner kunne få lov til at ligge ubemærket hen i så mange år, men faktisk var området, Mach Picchu ligger i, både uvejsomt og særdeles bjergrigt.

Machu Picchu er på UNESCOs verdensarvliste, og når man står der og kigger ned på det, forstår man godt hvorfor. Imponerende er det, og man får næsten gåsehud ved synet.
Vores billetter til området gjaldt stort set det hele, og vi startede derfor med den vanskelige opstigning til udsigtspunktet, begravelsesklippen (funerary rock), hvorfra der er et flot vue ud over området med ruinerne – det sted, hvorfra man i turistbrochurerne ser Machu Picchu afbildet. Man mener, at det var på dette sted, at inka-adelen blev begravet.

Fra begravelsesklippen fortsatte vi ned til ruinerne, og her besøgte vi først solens tempel, der var et helligt område bygget inde i Machu Picchu for at hylde og give ofre til solen. Templet var en af de vigtigste guddomme, og det var således kun præsterne og imperiets elite, der kunne komme ind i templet.

Fra solens tempel fortsatte rundturen gennem og forbi velbevarede bygninger på begge sider af vores vej, der førte os til Den Hellige Plads, der omkranses af tre vigtige bygninger: Hovedtemplet, Templet med de tre vinduer og Præstens hus.

Med besøget på Den Hellige Plads forlod vi det mest interessante område i Machu Picchu og vandrede forbi hovedpladsen, der er et stort grønt område midt mellem de mange stenbygninger.

Målet var den hellige klippe i den fjerneste ende af ruinerne, en ting, der er fælles for alle inka-byer, og før en by kunne opføres, skulle der dedikeres en hellig sten til stedet. Og her i Machu Picchu var det altså denne klippe, der i øvrigt – i omridset – ligner bjerget i horisonten.

Fra den hellige klippe bevægede vi os – ad andre korridorer – tilbage mod indgangen, idet vi dog lige dvælede ved spejlenes rum. I dette rum fandt Hiram Bingham ved et nyt besøg i Machu Picchu i 1912 to store skålformede genstande udskåret i granitgulvet, og troede, at han var stødt på inkaernes køkken, idet granitblokkene i gulvet så ud til at være værktøjer til at male majs og moraya, en traditionel frysetørret kartoffel.

Denne fortolkning forblev dominerende i mange årtier, men i 1970’erne opstod en anden teori med rod i astronomien. Den vist, at hvis fordybningerne var fyldt med vand, ville de blive til reflekterende plader – ubevægelige spejle – som astronompræster på inkaernes tid kunne have brugt til at observere bevægelsen af ​​stjernebilleder og planeter. De kunne således have brugt disse refleksioner til at overvåge solens passage hen over zenit, og det er nu denne teori, der er den almindeligt accepterede.

Fra ‚spejlene‘ gik vi hurtigt mod udgangen, da vores besøg var ved at være slut, og efter vores besøget rundt i Machu Picchu – et besøg på ca. 3 timer – gik det så hurtigt den anden vej: Shuttlebus til Aguas Calientes – tog til Ollantaytambo – bus tilbage til hotellet, og en begivenhedsrig dag havde fundet sin afslutning.

Fredag, d. 29.7.
Meget af denne dag gik som rejsedag fra vores hotel via Cusco og tilbage til Lima med fly.
Men først var det tid til et stop hos et verdenskendt keramikværksted, Cerámica Seminario, i Urubamba. Her fik vi mulighed for at købe lokal keramik til billige priser.
Efter dette besøg – og kaffe – gik turen med bussen til den lille lufthavn i Cusco, og vi havde så en tur på halvanden time i fly til Lima.

Ved ankomsten til vores hotel i Miraflores, Tierra Viva Miraflores, som var det samme som vi boede på de første dage, vi var i Peru, blev vi indkvarteret på vores værelser, og derefter brugte vi den sidste dag på vores rejse i selskab med de andre i vores gruppe. Først spisning på en restaurant i nærheden af hotellet, og derefter et par gode peruvianske øl på en bar. Det blev lidt sent, men var i øvrigt rigtig hyggeligt.

Lørdag, d. 30.7.
Vores sidste dag i Peru startede – efter morgenmaden – med en gåtur i Miraflores, startende med en tur gennem Parque Kennedy, der er det uofficielle hovedtorv i centrum af Miraflores-distriktet. Parken er opkaldt efter den amerikanske præsident John F. Kennedy, der skulle have besøgt Lima i starten af 1964.

Fra parken gik vi videre mod Stillehavet – en tur langs den befærdede Calle Bejada Balta-gade til Parque del Amor, hvor der var tid til både at betragte skulturen El Beso (‚Kysset‘), der forestiller billedhuggeren Victor Delfín, der kysser med sin kone, og smukke, farverige mure med udsmykninger i mosaik samt påskrevet kærlighedshilsener.

I det hele taget blev vores oplevelser herefter ‚A walk in the parks‘ langs med skrænterne ned mod Stillehavet med flotte udsigter, eksotiske fugle og interessante planter og træer.
En af de fugle, der var i overtal både antalsmæssigt og lydmæssigt, var langhalet spottedrossel (Mimus longicaudatus), der tillidsfuldt var omkring os det meste af tiden.

Fra Parque del Amor gik vi videre forbi fyrtårnet, Parque Chino de Miraflores og Parque Maria Reiche, og på hele turen oplevede vi de dramatiske klipper fra plateauet og ned mod Stillehavet.

Parque Chino de Miraflores (‚den kinesiske park‘) er en lille park, der har inspiration fra Kina med et kinesisk lysthus på en kunstigt anlagte bakke, suppleret med en bro, vandfontæner, haver, bevogtet af løver i granit. Parken er anlagt i 2021 i forbindelse med 200-årsdagen for Perus uafhængighed.

Parque Maria Reiche omtales som stedet, hvor natur møder historie, og parken hylder Maria Reiche, der er kendt for sin omfattende forskning i Nazca-linjerne, og parkens højdepunkt er dens imponerende skulpturer og replikaer af Nazca-linjerne.

Efter denne gåtur blev vi samlet op af bussen, og næste stop var museet Lugar de la Memoria (LUM), der fortalte om en mørk del af Perus historie, nemlig om tiden med Sendero Luminoso, Den Lysende Sti, der bragte rædsel i Peru fra 1980 til 1999.

Alt i alt et barks besøg, der rørte os alle.
Efter denne oplevelse kørte vi til bydelen Barranco, der er en levende bydel, hvor Limas kunstnerliv udfolder sig i stor stil. Her bor og arbejder artister, musikere, designere og fotografer, og denne bydel oser af liv.
Vi gik over fodgængerbroen, Puente de los Suspiros, som der er flere sagn og fortællinger om, bla. at dit ønske vil gå i opfyldelse, hvis du kan holde vejret hele vejen, mens du går over hele broen.

På den anden side af broen fandt vi vores restaurant, Caraveli Arequipa, hvor vi nød den sidste menu i Peru, inden turen gik mod lufthavnen, men efter frokosten var der dog også lidt tid til at se os om i bydelen Barranco, der osede af kunst og kunstnermiljø.

På det lokale torv var der optræden ved en gruppe – formodentlig af indiansk ophav, og det var noget af et tilløbsstykke – ikke bare for os, men også mange lokale stødte til for at overvære denne optræden.

I forbindelse med gruppen optræden fangede vores øjne en flot skulptur foran bydelens bibliotek. Skulpturen, der hed Talana, var fremstillet i pap af Eu Tazé.

Efter denne sidste frokost i Barranco og lidt snusen rundt omkring torvet blev vi afhentet af bussen og kørt til lufthavnen, hvor vi sagde farvel til vores guide fra Lima, hvorefter der ventede en lang rejse tilbage til Europa.

Søndag, d. 31.7.
Hjemkomst til Billund efter mellemlanding i Amsterdam – og så ellers hjem og fordøje indtrykkene fra en uforglemmelig ferie.