Israel, 14.-21.6.23

Rundrejse i Israel til mange af de historiske og bibelske steder med TSS, som vi har rejst med et par gange tidligere – med stor tilfredshed.
Denne gang var jeg – af flere forskellige årsager – alene af sted. Claudia havde ikke ferie (endnu), og Sarah, som skulle have været min rejseledsager, måtte melde afbud i 11. time, da hun ikke måtte rejse for sin læge.

Onsdag d. 14.6.
Altså alene af sted fra København med Turkish Airlines via Istanbul til Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv – dog med en overnatning hos netop Sarah og Henrik på vejen til lufthavnen i Kastrup.
I øvrigt lå en lang rejsedag forude med mellemlanding og ophold i Istanbul på 3½ time, før vi landede i Tel Aviv kl. 20:30 og mødtes med resten af gruppen og vores guide, Anita – efter at vi havde bragt papirarbejdet i orden.
Herefter gik det i bus halvanden time nordpå til Zichron Yaacov lidt syd for Haifa, hvor vi fik lidt aftensmad og frugt og blev indkvarteret på vores hotel, Eden Inn. Og så var det ellers bare godnat.

Torsdag d. 15.6.
Rimelig tidligt op, og efter morgenmaden var der så afgang mod dagens første mål: Bahá’í-haverne i Haifa. Haverne er anlagt på en bjergside på det 552 meter høje Karmelbjerg og er det mest hellige sted for Bahá’í-religionen – en forholdsvis ny religion med bare 200 år på bagen. Religionen blev grundlagt af profeten Bab, der blev henrettet på grund af sin tro 6 år efter, at han begyndte sin bevægelse.

Bahá’í-haverne i Haifa set fra Yefe Nof (‘oppefra’)

Bahá’í-haverne i Haifa set fra Yefe Nof med Bahá’í-helligdommen

Bahá’í, der i dag har sit hovedsæde i Haifa i forbindelse med haverne, har 6-7 millionerne tilhængere og er verdens fjerde og seneste monoteistiske religion.
Haverne, der er anlagt i 19 terrasser (19 er et helligt tal i Bahá’í), har siden 2008 været på UNESCOs Verdensarvliste.

Bahá’í-haverne i Haifa set fra Unescopladsen (‘nedefra’)

Efter besøget med den flotte udsigt over haverne, kørte vi videre i Haifa og gennem den tyske koloni, inden vi sidst på formiddagen nåede næste destination, havnebyen Akko (eller Acre).
Akko har en strategisk beliggenhed med en naturlig havn, og byen har været meget vigtig, bla. under korstogene, og byen har været hjemsted for flere vigtige slag.
Gennem tiderne har Akko været under overherredømme af både romere, osmannere, korsfarere, mamelukker, byzantiner og briter, og det skyldes – ud over områdets historiske betydning – at Akko har en af de ældste havne i verden. Desværre var det på denne tur ikke prioriteret, at vi skulle besøge havnen, der ellers er et besøg værd.

Indgangen til fæstningen i Akko

Inde i det udgravede fængsel i fæstningen

Den gamle by i Akko med en den store fæstning er ligeledes på UNESCOs Verdensarvliste, og der foregår til stadighed udgravninger af byen, hvor der dukker nye lag op fra dybet, hver gang arkæologerne går i gang med arbejdet.

Riddersalen i fæstningen i Akko

Der er således fundet lag med rester fra mange af tidens herskerfolk over byen, og det er spændende at gå rundt i ruinerne, der sine steder er endog meget velbevarede.

Borggården i fæstningen

Borggården i fæstningen

Middelalderlige kanonkugler af sten

Ved besøget i fæstningen i denne gamle by går vi gennem tempelriddernes riddersale, ser et fængsel, latriner og en kirke, nyder solen i borggården og går gennem tunneller, der fører under fæstningen og ud af byen.

Al-Jazzar Moskeen i Akko

Et fascinerende besøg, der så lige blev toppet af en lækker frokost på en restaurant, hvor vi samtidig fik snakket lidt på tværs af nationaliteter.
Fra Middelhavskysten gik turen nu op i bjergene til Galilæa og først byen Nazareth, hvor det var Bebudelseskirken, der stod på programmet. Bebudelseskirken er den største kirke i Mellemøsten, og dens tårn, hvis top er bygget som et fyrtårn, kan ses langt væk. (Symbolikken: Jesus er fyrtårnet).

Bebudelseskirken i Nazareth – hovedindgangen

Bebudelseskirken i Nazareth med tårnet formet som et fyrtårn

Allerede i 400-tallet stod der en lille byzantinsk kirke her – og man fortæller, at denne kirke var rejst over Jesus barndomshjem. Nazareth var en hellig by for de kristne, fordi man mener, at det var her, at ærkeenglen Gabriel viste sig for Jomfru Maria. Denne første kirke eksisterede formodentlig et par hundrede år.

Bebudelseskirken i Nazareth: Resterne af de ældre kirker inde i kirken

Den næste kirke på stedet blev bygget af tempelridderne over ruinerne af den byzantinske kirke, men den blev aldrig gjort færdig, da den inden da blev ødelagt af mamlukkerne i 1260.
Endnu en kirkebygning så dagens lys, da franciskanerne fik lov til at opføre en kirke over ruinerne af de to foregående. Det skete i 1620, og endnu en kirke byggedes på stedet i 1730 af det latinske samfund i Nazareth, så det var lidt kirke på kirke.

Bebudelseskirken i Nazareth: Bebudelsesstedet

I 1954 rev man den gamle kirke ned og byggede en helt ny basilika, den nuværende, der blev bygget i to etager – og denne kirke stod færdig i 1969. I basilikaens nederste niveau kan man se resterne af to af de tidligste kirker – et lidt mærkeligt syn – og i resterne af dem kan man besøge bebudelsens grotte, som måske resterne af Jesus barndomshjem?

Kirkens øverste etage til kirkelige handlinger

I kirkens øverste niveau foregår de kirkelige handlinger, ligesom der her hænger en række billeder, f.eks. mosaikker, af Maria.
Fra Nazareth gik turen til Safed, dagens sidste besøg, og på vejen hertil oplevede vi trafikken, når den er værst – en tur på en times tid tog os lidt mere end 2 timer; men det var hele turen værd. Safeds befolkning består af mere end 99 procent ortodokse jøder, og livet leves meget traditionelt jødisk efter biblens ord. Tøjet, håret og hele fremtoningen var, som man forbinder med ortodokse jøder.

Ankommet til Safed

På tur i Safeds smalle stræder…

I øvrigt var vores tur rundt i byen interessant med smalle stræder, gyder og baggårde, og da vi hovedsagelig gik gennem kunstnerkvarteret, oplevede vi, hvordan traditionel jødisk skik og tro gik igen i kunsten.

Safed er fyldt med kunst i bybilledet

… og mere kunst

Selv i haver og baggårde finder man kunst

Efter besøget i byen, der ligger i mere end 900 meter højde, gik turen videre til vores hotel for de næste to dage, Hotel Casa Dona Garcia, lige midt i en af jødernes hellige byer, Tiberias, der ligger mere end 210 meter under havets overflade ved breden af Genesaret sø.
Noget af en nedtur fra bjergene ved Safed!
Efter aftensmaden – godnat (Der venter en lang dag igen i morgen!)

Fredag d. 16.6.
(Fra 3542) Dagen startede med en bådtur på Genesaret sø, der er verdens dybest beliggende ferskvandssø med en vandoverflade 214 meter under havets overflade. Søen, der også er kendt under flere andre navne som Galilæas Sø og Tiberiassøen, er bla. kendt, fordi det var her, Jesus, i følge Biblen, vandrede rundt på vandet.

Cykelkunst ved Yigal Allon Center, hvorfra vores bådtur startede

Vores tur startede (og sluttede) ved Yigal Allon Center, hvor man bla. udstiller en mere end 2000 år gammel båd, som man i 1986 fandt i søen.
Vores tur varede knap en time og foregik i en replika af en gammel galilæabåd, og vi kunne betages over den skønne udsigt og det turkisblå vand.

På tur i en replika af en gammel galilæabåd

Efter denne tur stod de næste timer i Jesus tegn.
Først kørte vi til Saligprisningernes Bjerg, der ligger højt med en fantastisk udsigt over søen, og det er udpeget som bjerget/stedet, hvor Jesus holdt sin bjergprædiken (Matthæus 5-7). På toppen af bjerget er der bygget en ottekantet kirke – som et symbol på evangeliets 8 saligprisninger (Matthæus 5, 3-10).

Kirken på Saligprisningernes Bjerg

Udsigt ned over Genesaret sø fra Saligprisningernes Bjerg

Kirken er fra 1936-38 og velbesøgt, blandt anden af en del pilgrimme.
Fra bjerget gik turen ned til søen igen til byen Tabgha, hvor Jesus i følge Det Nye Testamente bespiste 5000 mand (og måske nogle kvinder og børn) med 5 brød og 2 fisk.

Gård i forbindelse med kirken i Tabgha

I kirken – en basilika fra 1982 – kan man se den kendte mosaik af 4 brød og 2 fisk. Dette er en mosaik, der stammer fra en tidligere byzantinsk kirke på stedet. Mosaikken kunne vi så ikke lige se, da man er i gang med at renovere kirkens gulv, herunder netop den berømte mosaik.

Del af mosaik i kirken i Tabgha

Reperation af mosaikken i kirken i Tabgha

Efter bespisningen af de 5000 mand gik Jesus i følge Biblen på søen (Matthæus 14, 22-33, Markus 6. 45-52).
Videre gik turen til Kapernaum, der var en by, der levede af fiskeri i Genesaret sø. Her boede Jesus i følge Matthæus i Peters hus, og det var også i Kapernaum, at Jesus fandt sine første to disciple, Peter og Johannes (Matthæus 4, 12-17).

Det man mener er resterne af Peters hus i Kapernaum

I Kapernaum finder man resterne af et simpelt hus, som man mener, har været Peters hus, og over disse ruiner har man bygget en kirke med glasgulv, hvorigennem man kan se ruinerne af huset.

Ruiner i Kapernaum

Ruinerne af synagoge i Kapernaum

Kværn til maling af korn – oprindelig trukket af et æsel

I Kapernaum ligger endvidere ruinerne af en synagoge samt resterne af en kirke fra 300-tallet – lige ved siden af hinanden.
Efter denne rundtur i Biblens historier var det tid til frokost – så tilbage til Tiberias for at få energi til resten af dagen.
Efter vores frokost besøgte vi en kibbutz, der næste år kan fejre 100 års fødselsdag, kibbutzen Ashdot Ya’akov, men på vejen derhen gjorde vi lige en afstikker til Jordanfloden, hvori Jesus blev døbt af Johannes Døberen – der i parentes bemærket blev halshugget af Kong Herodes i netop Tiberias.

Yardenit – stedet som israelerne sælger som Jesus dåbssted

Det, israelerne solgte turisterne som dåbsstedet, er blevet flyttet nordpå langs floden – så det rigtige sted var det ikke – det ligger længere sydpå nær Jordanflodens udløb i Det Døde Hav.

Yardenit – så er der gjort klar til massedåb

Alligevel så vi en gruppe turister, der var i gang med et dåbsritual for at blive døbt på samme sted som Jesus. Hmm.
(Fra vores rejse til Jordan i 2018 ved vi, at Jesus blev døbt i Al-Maghtas på den jordanske side – og meget tættere på Det Døde Hav; men hvad gør israelerne ikke for at tjene penge?)

Jordanfloden

Efter besøget ved floden gik turen videre til kibbutzen Ashdot Ya’akov, der ligger lige i hjørnet mellem Syrien, Jordan og Israel, og den grænser faktisk op til grænsen til Jordan – symboliseret af et simpelt ståltrådshegn mellem de to lande.

Grænsen mellem kibbutzen og Jordan

Grænsen mellem kibbutzen og Jordan – i en anden retning

Banandyrkning lige ved grænsen: en blomst og en klase bananer

Vi fik af en af kibbutzens beboere, Saul, er gennemgang af livet i en kibbutz, og vi hørte om banandyrkning, historien om kibbutzen, ideologien bag det at bo i en kibbutz, livet i en traditionel og en moderne kibbutz og om farerne fra nabolandene – f.eks. er det en pligt, at hvert hus har et beskyttelsesrum!

Børnenes beskyttelsesrum i kibbutzen

Efter at vi havde sagt farvel til Saul gik turen tilbage til Tiberias med et besøg i et diamantsliberi, inden vi var tilbage på hotellet.
En lille sidebemærkning om hotellet:

Dona Garcia Mendes Nasi

I hotellet boede i sin tid, i 1500-tallet, en af de rigeste jødiske kvinder på den tid. Kvinden, Dona Garcia Mendes Nasi, der levede fra 1510-1569, var en fremtrædende og indflydelsesrig forretningskvinde, der altså boede i en periode i de bygninger, der i dag huser hotellet.

Interiør fra hotellet – næppe set nogen andre steder

Mere interiør fra hotellet

Hotellet er samtidig et museum for Dona Garcia – lidt specielt, og jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende. Og onde tunger påstår, at hotellet ikke er rengjort siden da!

Lørdag d. 17.6.
I dag var vi tidligt oppe. Der skulle pakkes, spises morgenmad og tjekkes ud, inden vi kunne drage sydpå, hvor dagens etape sluttede i Jerusalem.
Første punkt på programmet var et besøg i byen Beit She’an syd for Genesaret sø og 40 km syd for Tiberias. Beit She’an, der ligger ca. 120 meter under havets overflade, har en historie, der går tilbage til ca. 5500 år før vores tidsregning, og byen har spillet en vigtig rolle i både historien og kristendommen, ikke mindst fordi den ligger nær vigtige, traditionelle handelsruter.  Byen blev – da området kom under egyptisk styre i den kanaanæiske periode (16.-12. århundrede f. kr.) – et egyptisk, administrativt center, og byen nævnes flere gange i Det Gamle Testamente. Således berettes i Biblen om kong Saul og hans sønner, der blev hængt på væggene af filistrene, om at Sauls søn, Kong David indtog byen og om byens betydning som magtcentrum under Davids søn, kong Salomon.

Søjleområde med mosaikgulv i Beit She’an

I den hellenistiske (græske) periode var byen kendt under navnet Scytopolis, og byen blev helt ødelagt af Golan-jordskælvet i 749 og siden da ikke genopbygget.
Vores besøg i byen gjaldt Beit She’an Nationalpark, der indeholder velbevarede ruiner af byen fra romersk og byzantinsk tid, og området går for at være det mest spændende arkæologiske sted i Israel, hvor der ved udgravningerne er fundet resterne af 18 lag af byer oven på hinanden.

Beit She’an: Badehus med varmt vand

Beit She’an: Et kig ned ad Palladiusgaden

Vores rundtur førte os gennem et søjleområde med ganske godt bevarede mosaikgulve i forskellige mønstre – det vestlige badehus med badesale med varmt og lunkent vand – den 150 meter lange Palladiusgade med basaltstensplader som brolægning og massive søjler langs gaden og med en velbevaret halvcirkelformet Sigma øst for vejen og en hårdt beskadiget Agora øst for.

Beit She’an: Del af Agora

Herefter videre til Nymphaeum, en fontæne – et romansk tempel og en romersk og byzantinsk kolonnade med boder langs Silvanusgade – det østlige badehus med koldt vand og toiletter – og ikke mindst et velbevaret romersk teater, hvor der engang var plads til 7000 tilskuere.

Beit She’an: Resterne af Nymphaeum

Beit She’an: Teater med plads til 7000 gæster

Beit She’an: Offentlige latriner a la Romertiden…

En varm, men meget interessant tur rundt i ‘byen’ i fuld og bagende sol på godt en time, mens termometret viste 42 grader!
Efter besøget i Beit She’an gik turen videre gennem den syrisk-afrikanske Riftdal med Genesaret Sø, Jordanfloden og Det Døde Hav. Vi kørte langs med Jordanfloden og gennem den af israelerne besatte Vestbred til verdens ældste by, Jericho.

Et blik ud over Jericho

Da byen er under palæstinensisk administration, havde vi ikke tilladelse til at bevæge os ind i byen, men fra en rasteplads havde vi et fint udsyn til Fristelsesbjerget, der er stedet, hvor djævelen udsatte Jesus for tre fristelser, efter at han havde levet blandt vilde dyr i ørkenen i 40 dage (Matthæus 4, 1-11, Markus 1, 12-13 og Lukas 4, 1-13).

Jericho med Fristelsesbjerget

Her købte vi ligeledes dadler, og det siges, at netop Jericho har de bedste dadler i verden, hvilket smagsprøverne syntes at bekræfte.
Videre gik det til et lokalt spisested, Temptation Restaurant, hvor frokosten blev indtaget. Ved denne restaurant lå i øvrigt Elishas Kilde, opkaldt efter profeten Elisha – også kendt fra Biblen.

Elishas Kilde

Efter frokost kørte vi mod Qumran vest for Det Døde Hav for at besøge Qumran-hulerne, der er en række huler, hvori Dødehavsrullerne i 1946/47 blev opdaget i en grotte af en beduin, der i virkeligheden ledte efter et får, han havde mistet.

Området med Qumran-hulerne, hvor Dødehavsrullerne blev fundet

Qumran-hulen, hvor den første Dødehavsrulle blev fundet

Efter et kort besøg i museet, der fortalte om livet i området, og hvordan rullerne blev fundet, gik vi tur gennem resterne af en beboelse på stedet og sluttede ved den grotte, hvor de første Dødehavsruller blev fundet. Det virkede stærkt at stå på et så betydende, historisk sted.

Krybbepladsen/Manger Square i Bethlehem

Sidste på punkt på dagens program var fødselskirken i Bethlehem, bygget over det sted, hvor Maria fødte Jesus. Det skete i en grotte, som stadigvæk findes. Grotten ligger placeret under Fødselskirken, der er verdens ældste kirke, og stedet – krybbepladsen – markeres af en 14-takket stjerne i gulvet.

2 ikoner af Madonnaen med Barnet ved nedgangen til grotten

Vi har lært i skolen, at Jesus blev født i en stald, og det harmonerer ganske godt med, at man på Jesus tid oftest brugte grotter som staldplads for dyr.
Det er et rigtigt tilløbsstykke at besøge krybbepladsen, idet både turister og pilgrimme valfarter til stedet, hvor der ofte er timelange køer, der venter på at komme ned og se grotten, der tilgås ad en lille, trang trappe. Vi kom på et godt tidspunkt med en ventetid på ti minutter.

Stedet for Jesus vugge markeret med en 14-takket stjerne

Fødselskirken, der er på UNESCOs Verdensarvliste, er i virkeligheden flere kirker bygget over grotten. Hovedbasilikaen er græsk-ortodoks med vægge, der oprindelig var dækket af guldmosaik, hvoraf enkelte dele er bevaret til i dag.

Skibet i den græsk-ortodokse basilika

Mosaik i den græsk-ortodokse basilika

Fra denne basilika går man på den ene side af koret ned i fødselsgrotten, hvorefter man – efter besøget i grotten – kommer op på den anden side af koret – i den armenske del af kirken.
Tilstødende denne basilika – delt mellem de græsk-ortodokse og de armenske menigheder, ligger den romersk-katolske Katharinakirke, hvorfra midnatsmessen hver Nytårsaften bringes til hele den romersk-katolske verden.

Katharinakirken

Under denne kirke findes en grotte, hvor munken

Del af Hieronimus’ grotte under kirken

i en årrække boede og oversatte Biblen fra hebræisk til græsk og latin. Det blev i øvrigt de første oversættelser af Biblen på de to sprog.
Efter besøget i Bethlehem gik turen videre til vores hotel i Jerusalem, Hotel 7 Arches, hvor vi kunne pakke ud for de næste dage. Forude venter 4 nætter her på hotellet.
Og i morgen venter så en rundtur i den historiske del af Jerusalem…

Søndag d. 18.6.
Denne dag var dedikeret til en guidet tur gennem Jerusalems gamle gader.

Udsigten over det gamle Jerusalem fra Oliebjerget

Dagen startede lige uden for vores hotel – på Oliebjerget, hvorfra der var en fremragende udsigt over den gamle bydel og flere kirkegårde. Oliebjerget er stedet, hvor Jesus opholdt sig i påskeugen op til korsfæstelsen, og det var fra Oliebjerget, at Kristi Himmelfart – i følge Biblen – foregik. Tæt ved toppen af Oliebjerget lå den jødiske kirkegård – der var prestige i at være begravet så tæt på stedet, hvorfra Himmelfarten foregik.

Den jødiske kirkegård på Oliebjerget

Og prisen på en gravplads? Op til 350000 kr.
Efter en laaaang intro fra vores guides side, kørte vi til foden af Oliebjerget til Getsemane Have, hvor Jesus blev arresteret dagen før korsfæstelsen. Her besøgte vi også Alle Nationers Kirke, Basilica of Agony, der ligger på stedet i haven, hvor Jesus bad aftenen før, han blev arresteret. Den første kirke på stedet var fra det 4. århundrede, men blev ødelagt af jordskælv i 746. Herefter byggedes i det 12. århundrede et lille korsfarerkapel, der blev forladt igen i 1345 – og nu står så den tredje kirke på stedet – indviet i 1924.

Getsemane have med mere end 2000 år gamle oliventræer

I haven uden for kirken står mere end 2000 år gamle oliventræer – træer, der må have eksisteret på Jesus tid, og i kirkens gulv er blotlagt noget af grundfjeldet, som Jesus menes at have bedt på.
Fra besøget i Getsemane, der ligger uden for bymuren, gik turen videre ind i Jerusalem gamle bydel, og vi bevægede os ind gennem en af de oprindelige 7 byporte, Løvernes Port.

Løvernes Port til den gamle by i Jerusalem

Herefter vandrede vi videre ad Al Alam til Fordømmelseskirken og Flagellationens Kapel, hvor Jesus dømmes, får korset på ryggen og tornekronen på hovedet, og hvor han piskes, inden han med korset bevæger sig ud på Via Dolorosa, Sorgernes vej. I dag kan man se de to kapeller,
Flagellationens kapel og Ecce-Homo Basilikaen, hvor Jesus sidste lidelsesvej startede.

Flagellationens kapel, hvor Via Dolorosa starter

Loftet i Flagellationens kapel

Turen gik videre i Jesus fodspor ad Via Dolorosa til Gravkirken, og undervejs passerede vi de 9 stationer, som omtales i Biblen, og som er markeret på vejen.

Via Dolorosa

Israelske soldater passer på ved den oprindelige belægning

Stationerne er markante steder på ruten, der omtales i Biblen:
Hvor Jesus dømmes til døden (1) – Hvor Jesus gives korset (2) – Hvor Jesus falder for første gang (3) – Hvor Jesus møder sin mor, Maria (4) – Hvor Simon fra Kyrene hjælper med at bære korset (5) – Hvor Veronika tørrer sveden af Jesu ansigt (6) – Hvor Jesus falder for anden gang (7) – Hvor Jesus taler til Jerusalems døtre, der græder og jamrer (8) – Hvor Jesus falder for tredje gang (9).

Via Dolorosa, station 9 – og udsigt til Gravkirken

Jesus lidelsestur ender ved Gravkirken, der dengang var en lille høj, Golgata, hvor de sidste stationer på Jesus lidelsesvej findes: Jesus afklædes, han sømmes på korset, han dør, han tages ned fra korset og han lægges i graven.

Gravkirken, ydre

Gravkirken er meget vigtig for alle de kristne trosretninger, og kirken har haft en lang historie. Første bygning på stedet var formodentlig et Venustempel, men i 325 (eller 326) beordrede kejser Konstantin templet revet ned og tre forbundne kirker bygget over tre hellige steder: stedet, der var identificeret som Jesus grav, stedet hvor korset stod samt stedet hvor Jesus blev sømmet til korset.

Stedet, hvor Jesus blev sømmet til korset

Stedet hvor korset stod – dengang på Golgata

Siden da har der været bygget og nedrevet flere kirker på stedet. Den nuværende kirke er opført af en lille gruppe korsriddere og indviet i 1149, men siden da har der været mange ændringer af kirken på grund af manglende vedligeholdelse, brand og uenigheder mellem de forskellige trossamfund, der bruger kirken.
I dag er kirken opdelt i flere afdelinger, hvor den Græsk-ortodokse, den Armensk-apostolske og den Romersk-katolske kirke ‘regerer’ i de største områder, men i nyere tid har de Koptiske, de Etiopiske og de Syrisk-ortodokse kirkesamfund fået tilladelse til at bygge små kapeller i kirken eller op ad kirken.

Mosaik, der viser at Jesus lægges på salvelsesstenen

Lige ved indgangen til kirken finder man Salvelsesstenen, hvor Jesus legeme blev lagt og salvet, da det var taget ned fra korset. På førstesalen i kirken, som man kommer op til ad en stejl trappe til højre for indgangen, ligger Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, og hvor stedet, hvor korset stod, er markeret.

Salvelsesstenen og Jesus grav

Modsat i kirken er Jesus gravsted, Aediculum, hvor pilgrimme og turister kan stå i kø i umenneskelig lang tid for at få et blik på graven.
Efter et langt besøg i Gravkirken, kunne vi få lidt frisk luft og slappe af på en lille lokal restaurant – og så i tilgift få sulten stillet.
Efter frokosten fortsatte rundturen i de smalle gader i Jerusalem med en tur forbi Davids Tårn, der var en del af byens gamle citadel.
Videre gennem den armenske bydel til Zions Port, en anden af byens 7 byporte, der ligger på Zions bjerg.

Cenacle – stedet for Den Sidste Nadver

Rummet i Cenacle

Lige uden for byporten ligger Cenacle, der anses som stedet, hvor Jesus holdt den sidste nadver med sine disciple, og lige ved siden heraf finder man Kong Davids Grav, der anses for et af de vigtigste steder for jøderne. Kong David anses af jøderne som den mægtigste konge igennem alle tider i Israel, og de betragter ham som deres Gud.

Bedende jøder ved Kong Davids grav

Jøderne læser profetierne i Esajas’ Bog kapitel 11 om en efterkommer af Kong David, som skulle oprette et evigt fredsrige, og man møder ved Davids grav troende jøder, der beder om, at profetien om en Messias skal gå i opfyldelse. En Messias, der kan ‘make Israel great again’.
Fra Davids grav gik vi videre gennem resterne af Cardo, der er en af de oprindelige jødiske gader i Jerusalem.

Cardo – rester af vej fra det gamle Jerusalem

Kopi af kortet over Jerusalem fra Madaba i Jordan

Maleri i Cardo med et par turister

Man ser her rester af søjler langs vejen – for det meste genopbygget efter det gamle mosaikkort fra det 6. århundrede fra Madaba i Jordan.
Sidste punkt på dagens program – inden vi skulle tilbage til Oliebjerget – var Grædemuren (Klagemuren eller Vestmuren) i Østjerusalem. Muren, der er det næstvigtigste sted for jøderne, er det eneste tilbageværende levn fra Det Andet Tempel, der stod fra 515 f.Kr. til 70 e.Kr. og som blev ødelagt af romerne.

Klagemuren – Vestmuren – under Klippehelligdommen

Grædemuren

Bedende jøder ved Grædemuren

… selv soldaterne kommer her for at bede

Navnet refererer til, at jøderne ved muren klager over templets ødelæggelse. Grædemuren kom under israelsk kontrol i 1967, da israelerne besatte området som led i Seksdagskrigen. Få dage efter besættelsen nedrev israelerne det marokkanske kvarter, der var en del af den gamle by, for at skabe plads til at israelske jøder kunne bede foran muren.

På vej ud af den gamle bydel passeres Al Aqsa-moskeen

Efter besøget her gik turen tilbage til hotellet, hvor vi kunne hvile benene efter en lang gåtur i byen.

Mandag d. 19.6.
Så er det blevet hverdag for alle de tre store monoteistiske religioner her i landet – og vi havde dagen til fri disposition. For mit vedkommende betød det et tidligt besøg på Tempelbjerget, der jo har været genstand for mange uroligheder gennem årene. Tidligt, fordi der kun bliver lukket et vist antal mennesker ind på området, fordi der er lang kø for at komme ind og fordi man ikke får så lang tid til at besøge området.

Al Aqsa-moskeen på Tempelbjerget

Det gik nu forholdsvis smertefrit for mig, og efter 10 minutter var jeg gennem sikkerhedskontrollen, som det israelske politi står for, og oppe på bjerget, hvor jeg kunne betragte de to store muslimske helligdomme på nærmeste hold; Al Aqsa-moskeen, der er muslimernes 3.-helligste helligdom, og Klippehelligdommen.
Al Aqsa-mokeen er oprindelig bygget af kalif Abd al-Malik, der regerede fra 685-705, men den har haft en omtumlet historie med flere ødelæggelser ved jordskælv, udvidelser og ombygninger samt i en periode at være besat af Tempelridderne fra 1099 til 1187.
Ejerskabet af Tempelbjerget, og dermed Al Aqsa-moskeen, er en gordisk knude i Israel-Palæstina-konflikten, selv om Israels navnkundige general Moshe Dayan, der stod bag besættelsen af Tempelbjerget under 6-dages-krigen i 1967, straks valgte at lade et muslimsk råd, det såkaldte Waqf, administrere området. (Og sådan har det været lige siden).

Klippehelligdommen på Tempelbjerget

Den anden helligdom på Tempelbjerget, Klippehelligdommen, er bygget på det sted, hvor Mohammed – ifølge islamisk tradition – steg til himmels for at tale med Gud, inden han vendte tilbage til jorden for at udbrede islam. Helligdommen er opført i 687-691, og den kan på grund af dens beliggenhed og den flotte guldbelagte kuppel med 100 kg rent guld ses på lang afstand. Ikke mindst fra Oliebjerget er den et fantastisk syn, dag og nat.
Efter mit besøg på Tempelbjerget blev der lige tid til et ekstra besøg ved Vestmuren, Grædemuren, hvor der i dag var mødt flere tusind jøder frem til bøn; det var et overvældende syn.

Travlhed ved Grædemuren

Da der i dag var mere stille i byen end i går (hvor var de mange pilgrimme og turister pludselig henne?) – valgte jeg at tage endnu en tur i Jesus fodspor på Via Dolorosa og sætte mig ordentlig ind i de forskellige stationer undervejs.

Scener fra kirken for fordømmelse og pålæggelse af korset, station 2 på vejen til Golgata

Besøget i Gravkirken blev også meget anderledes; først og fremmest på grund af de færre mennesker, men også fordi jeg fik besøgt et par steder, der var udeladt i går på den guidede tur.

Kapel i den koptiske del af Gravkirken

Helenas skjulte Cisterne under det koptiske kapel

Ved et tilfælde blev jeg således hevet ind i Helenas skjulte Cisterne i et koptisk kapel, ligesom jeg endte nede i den armenske del af kirken.

Kuplen i den armenske del af Gravkirken

Efter dette besøg gik jeg lidt rundt i de farvestrålende gader i de forskellige arabiske basarer, og det var da helt befriende at mærke den venlighed, jeg blev mødt med – uanset i hvilken del af Jerusalem, jeg befandt mig.
Det var sådan lidt tilfældigt, hvor jeg kom hen, og ved et tilfælde endte jeg ved Hurva Synagogen er fra starten af det 18. århundrede – og den var da et besøg værd, oven på alle de kirker og kristne hellige steder.

Hurva Synagogen – set udefra

Inde i Hurva Synagogen

Efter at have mærket roen og den mere menneskelige temperatur i synagogen, fortsatte jeg til endnu et sted fra gårsdagens gruppetur, nemlig området ved Zions Port med Cenacle (Den Sidste Nadver) og Davids Grav, hvor en række jødiske lærde var i oplæsning fra de hellige skrifter.

Jødisk aktivitet ved Kong Davids grav

Også Holocaust-museet med mindeplader for mange af ofrene for nazisternes forfølgelse af jøder under 2. Verdenskrig samt en skulptur af Anna Frank blev der tid til at besøge.

Holocaust-museet: Mindeplader for jødiske ofre for Holocaust

Herefter videre langs muren og gennem det armenske kvarter til Davids Tårn – eller Citadellet – i nærheden af Jaffa Byporten.
Det nuværende citadel er fra Mamluk- og Osmannertiden, og hele området indeholder en del værdifulde arkæologiske fund, der daterer sig tilbage til ca. 500 f.Kr. Blandt andet har man fundet et stenbrud på området.

Udgravningsområde i Citadellet – set fra Davids Tårn

Navnet ‘Davids tårn’ blev først brugt til det herodiske tårn i det 5. århundrede e.Kr. af de byzantinske kristne, som troede, at stedet var kong Davids palads.
Fra toppen af tårnet har men en fantastisk udsigt over store dele af Jerusalem inden for murene – så igen blev der tid til at fordybe sig i noget, der blev ved antydninger i går.
Nu havde jeg efterhånden fået nok af det gamle Jerusalem, så jeg tog på gåben de 4 km ud til Knesset, det israelske parlament, der var svært bevogtet med politi, sikkerhedsfolk og militær, så det var umuligt at komme tæt på.

Knesset – som det kan beses gennem skudsikkert glas

Jeg måtte pænt blive bag de skudsikre ruder 2-300 meter fra selve bygningen, Knesset.
Da jeg nu var så langt hjemmefra blev der også tid til et besøg ved den enorme 7-armede lysestage, der står på den anden side af indkørslen til Knesset; og den kunne man godt komme tæt på…

Den 7-armede lysestage, Menora, over for Knesset

På gåben tilbage mod den gamle by, hvor jeg lige fik en salat i Café Roladin i Mamilla-gaden, en finere indkøbsgade.
Efterhånden var benene ved at være godt brugte, og på hjemturen til hotellet blev der blot indlagt et par holdt; først i Sainte-Anne klostret/kirken, hvor det siges, at Jomfru Maria skulle være født.

Sainte-Anne kirken

Og som om det ikke var nok, så kunne jeg – et par huse derfra og i et lille kapel – besøge endnu et af Jomfru Marias fødselssteder! Begge de to nævnte steder lå trods alt tæt på hinanden i Al Alam-gaden nær Løvernes Port.
Fra Jomfru Marias fødested til stedet, hvor hun ligger begravet. Det er i Getsemane Have i en kirke, der er hugget ind i klippen, og stejle trin inden i kirken fører ned til hendes grav.

Getsemane-grotten, hvor Jesus ofte var sammen med disciplene

Ved siden af denne kirke ligger en lille grotte, Getsemane-grotten, hvor Jesus og hans disciple ofte slog lejr for natten, og hvor Jesus blev forrådt af Judas Iskariot.
Da jeg som sagt var ved at være godt brugt efter mere end 40000 skridt rundt i Jerusalem, satte jeg mig ind i Alle Nationers Kirke og nød aftenmessen.

Alle Nationers Kirke

Blotlagt klippefjeld i Alle Nationers Kirke

Herefter var der kun én opgave mere, der skulle løses i dag: At gå op ad den stejle gade, der førte op til hotellet på toppen af Oliebjerget.

Tirsdag d. 20.6.
Dette er så den sidste hele dag i Israel, og dagen i dag stod på en heldagstur til tre forskellige seværdigheder langs med Det Døde Hav.
Temperaturen steg i takt med, at vi kørte fra Jerusalem, der ligger i 750 meters højde over havet, til vi endte nede ved Det Døde Hav, 430 meter under havets overflade. Samtidig blev det en dag med fuld sol, hvor termometret viste +38 grader.

Så er vi i samme højde som havets overflade

Første stop på nedstigningen var lidt symbolsk, idet vi stoppede ved et sted, hvor det med blå fliser i en klippe ved siden af vejen var markeret, at nu var vi på højde med havets overflade. Lidt en spøjs fornemmelse.
Herfra bevægede vi os videre til dagens første rigtige stop, oasen Ein Gedi Naturreserve.
Ein Gedi er den største oase i Israel, og her finder man fire ferskvandskilder, flere imponerende vandfald og strømmende bække ved foden af ​​klipperne, samtidig med at oasen er hjemsted for klippegrævlinger (Procavia capensis), der er i familie med elefanter. Derudover fandtes der stenbukke og 15 forskellige arter af flagermus.

Et sølle vandfald i Ein Gedi oasen

Jeg havde glædet mig til vandreturen langs vandløbene i oasen – og ikke mindst til at besøge det mest kendte af faldene, David vandfaldet, men da vores guide var emsig og havde meget lidt styr på tiden, blev det til blot ti minutter op til et lille, ‘symbolsk’ vandfald – og så hurtigt tilbage til bussen, som vi så i øvrigt måtte vente næsten en halv time på.

Tristrams sortstær (Onychognathus tristramii) i Ein Gedi

På turen tilbage til bussen var vi – takket være en af deltagerne i gruppen – så heldige at spotte en klippegrævling, der kravlede rundt tæt på. Et sjovt dyr.
Næste stop var Masada, der er et af de steder i Israel, der står på UNESCOs Verdensarvliste. Der er mange historier om Masada, der er et gammelt fæstningspalads på toppen af en stejl og næsten uindtagelig klippe ved sydenden af Det Døde Hav.

Klippen Masada forude…

På vej i kabelbanen mod fæstningen på toppen

Fæstningen blev bygget af Herodes den Store i 37-31 f.Kr. som et tilflugtssted for Herodes selv og hans familie, og det udbyggedes ad flere omgange, så det til sidst havde en 1290 meter lang forsvarsmur og 27 vagttårne.

Rester af udsmykning i kommandantens bolig

Stort kompleks af lagerbygninger og -rum

På sit højeste var der over 1000 beboere i fæstningen.
Imponerende nok havde Masada et sofistikeret vandsystem, der forsynede fæstningen med vand, og der er under udgravningerne af området fundet 3 baderum, en pool og 12 cisterner, der i alt har kunnet rumme 40000 m3 vand.

En af Masadas 12 cisterner

Blot et enkelt døgns regn i bjergene omkring Masada har været nok til at fylde cistrenerne op, så der var vand nok til de næste to til tre års forbrug til hele fæstningen!

Resterne af tårn til opbevaring af duer – et dueslag

I år 66 e.Kr. erobrede en gruppejødiske oprørere, Sicarii, Masada fra romerne ved list, hvor de nedslagtede den romerske garnision på stedet og derefter slog sig ned i de romerske bygninger. (Sicarii, der kommer fra Jerusalem, anses som historiens første terrorgruppe, og de var kendt for at angribe deres fjender med små krumme dolke, sicae, som de bar under deres kjortler.)

Resterne af en byzantinsk kirke

Del af gulvet i den byzantinske kirke

I år 73 e.Kr. kom så modtrækket fra de romerske besætteres side, da den romerske guvernør i Judæa, Lucius Flavius Silva, belejrede Masada og lod bygge en 114 meter høj rampe, hvorfra romerne kunne angribe Masada og nedbryde forsvarsmuren. Det betød, at jøderne i fæstningen, da de kunne se, hvor det bar henad, satte bygningerne i brand og begik kollektivt selvmord for ikke at blive taget til fange til slaveri.
Vores besøg på Masadabjerget skete via en kabelbane op til toppen af klippen, hvorefter vi fik en guidet tur på en times tid i resterne af bygningerne. Det var – alt andet lige – en interessant tur til et helt enestående sted i historien.
Sluttelig stod den på frokost og afslapning ved Neve Midbar Beach, hvor vi – ud over forkosten – også fik lejlighed til at svinge vores luksuslegemer i vandet i Det Døde Hav, hvor man – på grund af en saltholdighed på 32-33 % – ligger noget højt i vandet og ikke kan synke.

Udsigt over Neve Midbar Beach med Jordan i baggrunden

Det var en oplevelse, som jeg havde prøvet før – på vores rejse til Jordan i februar 2019 – men det er alligevel en stor oplevelse endnu engang at mærke, hvordan det saltholdige vand holder ens legeme oppe, og hvordan man faktisk har svært ved både at komme i og op af vandet.

En fantastisk følelse…

Når det så er sagt, så var oplevelsen større i 2019; ikke blot fordi det da var min første gang i Det Døde Hav, men i Jordan var der ikke al den virak knyttet til det. Samtidig var der her i Israel tale om et mudderbad med spidse og skarpe sten, som skar i fødderne, når man gik ud i mudderet i vandet. Og gæt selv, hvordan det salte vand føltes i rifter og sår!
Efter dagens oplevelser kunne vi på hotellet mødes efter aftensmaden og sige officielt tak til vores guide, der formodentlig havde gjort sit bedste på turen rundt i Israel.
Herefter hurtigt i seng, da morgendagens program startede meget tidligt…

Onsdag d 21.6.
Hjemrejsedag. Tidligt op, morgenmad kl. 5 og afgang fra hotellet kl. 6 til lufthavnen i Tel Aviv, hvorfra vores rejse gik hjemad via Istanbul – fyldt op med store og unikke oplevelser.
Og som på vejen ud blev det også nu til en overnatning hos Sarah og Henrik.

Dette indlæg blev udgivet i TSS, Travel Service Scandinavia. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *