Gennem flere måneder havde Lars Møgeltoft Poulsen fra Vejle og jeg gået og snakket lidt løst om at tage på en tur sammen i efteråret – gerne til en destination, hvor ingen af hos tidligere havde været, og da en af vores kolleger havde været på ferie på en af Kap Verde-øerne tidligere på året, opstod ideen om, at ‘der skulle vi da hen’. De fleste, der besøger øgruppen, tager på charterferie med et anerkendt rejsebureau, der står for hele arrangementet – og i så fald er der tale om badeferie på en af øerne Sal eller Boavista, der begge er kendte for badeferie og vandsport. Og det er jo ikke netop det, vi drømte om! Vi ville forsøge at opleve det autentiske Kap Verde.
Derfor gik vi i gang med at undersøge flyforbindelser til hovedstaden Praia, der ligger på den største – og meget lidt turistbefængte – af øerne, Santiago. Det viste sig hurtigt, at den eneste flyforbindelse fra Europa til Kap Verde afgik fra Lissabon med TAP, så det måtte blive til en mellemlanding i Portugal. Netop det var Lars glad for; han havde aldrig været i Lissabon, og derfor indlagde vi også lige en overnatning i Portugals hovedstad, så vi kunne kigge lidt på byen. Flybilletterne blev bestilt: KLM fra Billund til Lissabon over Amsterdam og herefter TAP fra Lissabon til Praia.
Næste opgave var at bestille hotel i Praia, og uden at vide fik vi bestilt et hotel på gågaden lige midt i centrum af byen. Kunne det være bedre?
Tirsdag d. 27.9.
Den første dag på turen var en rejsedag, hvor vi fløj fra Billund sidst på eftermiddagen og landede i Lissabon sent på aftenen.
Derefter metroen ind til centrum, hvor vi blev indkvarteret på hotel TURIM Restauradores, inden vi lige vandrede en kort tur i nabolaget.
Onsdag d. 28.9.
Efter morgenmaden tjekkede vi ud af hotellet, deponerede vores bagage og gik ud for at opleve byen, og vi havde rigtig god tid, da vores fly til Praia først afgik lidt over 8 om aftenen.
Da jeg havde været i byen tidligere, påtog jeg mig at vise Lars nogle af de steder, jeg vidste kunne have en vis interesse.
Vi startede med at tage sporvognen – eller bjergbanen, om man vil – fra hotellet og op til endestationen og gik over til udsigtspunktet Miradouro de São Pedro de Alcântara, hvor vi havde en storslået udsigt over byen.
Herefter gik vi videre til kirken Igreja de São Roque, der er den ældste jesuitterkirke i den portugisiske verden – og i det hele taget en af de ældste jesuitterkirker i hele verden. Kirken ser ikke ud af meget udefra, men indeni er den overdådigt udsmykket med mange kapeller og altre. Man siger at kapellet for Johannes Døberen med store mængder af guld, sølv, bronze, jade, alabast, elfenben og marmor er et af verdens dyreste kapeller!
I det hele taget er kirken et besøg værd, og så var vi heldige at komme på et tidspunkt, hvor turisterne endnu ikke var nået frem.
Fra São Roque-kirken gik turen videre til Carmo Konventet, der i dag er resterne af det Karmelitterkloster, der blev ødelagt af jordskælvet den 1. november 1755. I dag ser men kun skelettet og en del af ydermurene, der tilsammen udgør et pittoresk fotomotiv.
Fra konventet gik turen ned fra den øvre bydel og kom forbi bla. Elevador de Santa Justa, der forbinder Carmo-pladsen, hvor vi kom fra, med de lavere gader i Baixa-kvarteret. Bygningen af elevatoren havde været længe undervejs, og den stod færdig i 1905. Dengang blev den drevet af damp, men den blev i 1907 ombygget til at køre på elektricitet. I dag er elevatoren en stor turistattraktion.
Videre gik vi til den store, centrale Praça Dom Pedro IV for at smage på en portugisisk specialitet, Ginjinha, en likør med sure kirsebær. (Og der blev da også lige købt en flaske med hjem!)
På pladsen ligger ligeledes den berømte café Nicola i en bygning, der i 1800-tallet var hovedkvarter for Napoleons besættelsestropper. Senere blev caféen, der er fra 1929, hjemsted for byens digtere, forfattere og malere.
Når vi nu var på pladsen, kastede vi også et kig ind i Igreja de São Domingos, hvor stemningen på grund af de sortsvedne vægge er temmelig uhyggelig og meget ukirkelig. Kirken, der er en af Lissabons ældste, har et dårligt ry, da det var herfra, at inkvisitionens dødsdomme blev forkyndt.
Kirken blev delvist ødelagt i tre omgange; ved to jordskælv i 1531 og 1755 samt ved en brand i 1959, og siden branden har man ikke istandsat kirken, da man opfatter ulykkerne, der hagler ned over kirken, som Guds straf eller hævn for inkvisitionens uhyrligheder.
Efter besøget i kirken gik turen gennem de små gader med små forretninger, cafeer og restauranter ned mod Praça do Comércio, gennem triumfbuen og helt ned til vandet ved Cais das Calunas, hvor vi satte os et øjeblik og nød det gode vejr.
Herefter stod den på frokost og en tur med sporvogn linje 28 gennem byens smalle gader til endestationen på Praça da Figueira.
Efter en lille pause på vores værelse med benene oppe tog vi endnu en tur ud i byen – og ned mod vandet. Det blev til et stop på Praça do Comércio – Handelspladsen – med Cais das Colunas med to markante stensøjler. Stedet blev opført efter jordskælvet i 1755 for at færger og andre skibe kunne komme nemt helt ind i hjertet af Lissabon.
I øvrigt var det svært ikke at blive imponeret af de mange flotte bygninger, der omgiver Handelspladsen – f.eks. Museu de Lisboa – Torreão Poente i pladsens sydvestlige hjørne.
Fra Handelspladsen gik vi videre østpå til Casa dos Bicos, der er et iøjnefaldende hus fra det 16. århundrede med en markant facade af pigge – inspireret af italienske renæssancepaladser. Huset er i dag sæde for José Saramago Foundation og er en del af Lissabon-museet.
Foran huset stod i øvrigt et smukt flossilketræ (Ceiba speciosa), der stod i fuldt flor netop nu.
Så var der efterhånden ikke tid til mere – flyet ventede i lufthavnen – så tilbage til hotellet efter bagagen. (Undervejs stødte vi så lige på lidt gadekunst ved banegården; et monument til at mindes byens brolæggere.
Efter bagagen var afhentet tog vi metroen tilbage til lufthavnen og derefter havde vi en 4 timers flyvetur fra Lissabon til Praia, Kap Verdes hovedstad, forude. Vi landede kort før midnat og tog en taxa til vores hotel, Santa Maria, på gaden Rua 5 de Julho – lige midt i centrum.
Torsdag d. 29.9.
Efter morgenmaden, hvor det bedste faktisk var små, friske bananer, stod vi så klar til at udforske Praia i fuld sol og 35 grader i skyggen. Vi fandt ud af, at vi – da vi kom ud fra hotellet – befandt os lige midt på byens gågade, og uden det store kendskab til infrastrukturen, bestemte vi os til at gå mod syd i en forventning om, at vi så måtte komme til stranden.
Gåturen førte os forbi markedshallen, byens park, rådhuset, domkirken og byretten, hvorefter vi var fremme ved en promenade – Rua Pedro Alvares Cabral, der udgjorde den sydlige udkant af Plateau – den gamle bydel, der lå ‘oppe’ i terrænet.
I dette område af byens plateau finder man også både kasernen og præsidentens palads, beliggende inden for få hundrede meter fra hinanden.
Da vi stort set lige var ankommet, var jeg forsigtig med at fotografere, men på høflig forespørgsel fik jeg endda lov til at fotografere kasernen – blot flyttede soldaterne sig, så de ikke kom med på billederne.
Da vi fra udsigtspunktet på Rua Pedro Alvares Cabral – nær kasernen – havde set, hvad der ventede os i den nedre del af byen, herunder stranden, besluttede vi os for at gå en tur langs stranden – på trods af varmen. Vi kunne jo altid finde en bar, hvor vi kunne køle os med en vand, troede vi…
Det blev ikke til en tur til stranden, men langs stranden, der var beskidt og uegnet til ophold. Det var tydeligt, at man ikke gjorde meget for at trække turister til her.
Egentlig ville vi gå videre for at besøge byens fyrtårn, men i stedet gjorde vi stop ved en lille lokal udskænkning, Bar Tubarão Azul, hvor vi kunne sidde i skyggen og nyde et par iskolde vand – godt tilskyndet af en reklame lige over for baren. Så måtte fyrtårn være fyrtårn, og vi vandrede i stedet i adstadigt tempo tilbage til Plateau og centrum.
I øvrigt gik resten af dagen med lidt mere vandren rundt i bykernen, der lå på Plateau – højt hævet over resten af byen, men efter nogle timer fordrede varmen, at vi satte os på en lille lokal café nær hotellet og fik skyllet lidt væske indenbords.
Efter væskebalancen var bragt i orden satte vi os for at udforske lidt mere af Plateau, og det betød, at vi stak hovedet ind i kirken, Igreja Nossa Senhora da Graca; ikke nogen sindsoprivende oplevelse!
Herfra gik turen til den anden ende af Plateau, hvor byens skole/gymnasium, Liceu Domingos Ramos, lå, og da det jo var almindelig hverdag her, var der liv i skolegården. Glade børn – noget jeg jo kunne nikke genkendende til fra mit arbejdsliv!
Fredag d. 30.9.
Om formiddagen bevægede vi os igen ned fra Plateau og væk fra bykernen til noget, der på afstand lignede en lille park.
Da vi kom tættere på, kunne vi se, at det i stedet var et større områder med stande, hvor der blev solgt alt muligt; fra mad over frugt og grønt til tøj og sko og endda hårde hvidevarer. Et rigtig levende miljø med råb og skrigen fra sælgere, der falbød deres varer.
Bag dette marked var der et lille roligt område med en børnehave, et friluftsteater og nogle kulturinstitutioner samt spredte eksotiske træer og buske med flere forskellige fugle, f.eks. kohejrer, der ynglede i træerne. Her kunne man rigtig lade roen falde over sig.
Efter en let frokost blev vi samlet op af vores guide, der skulle køre os til Kap Verdes gamle, og meget historiske by, Cidade Velha, der ligger en lille times kørsel fra Praia. Byen, der tidligere var Kap Verdes hovedstad med navnet Ribeira Grande, ligger i en stor dal af samme navn og har haft en enorm betydning tilbage i tiden, især da Kap Verde var en del af Portugal.
Cidade Velha. der i dag er centrum for kreolsk kultur, står på UNESCOs Verdensarvliste, og byen er i 2009 udpeget som et af de syv vidundere af portugisisk oprindelse i verden.
Det var herfra, slaverne blev handlet og udskibet til tvangsarbejde i Brasilien og Vestindien, idet byen havde monopol på handel med slaver. Og byens placering i dalen gjorde, at slaverne var som anbragt i et stor fængsel, som de ikke kunne flygte fra.
Ribeira Grande var en af de første byer, europæerne anlagde i troperne, og i 1533 blev byen hovedsæde for den katolske kirkes vestafrikanske bispedømme. I byen kan man besøge den ældste kirke uden for Europa, Nossa Senhora do Rosário, en kirke, stadigvæk er i brug. Kirken blev bygget i 1495.
Det første stop på turen til Cidade Velha var dog ikke byen selv, men Forte Real de São Filipe – et stort fort, der ligger hævet 120 m over havoverfladen med god udsigt over både byen, dalen og havet. Fortet er bygget mellem 1587 og 1593 og var – sammen med 6 mindre forter i området – en del af forsvaret af byen, både mod sørøvere og søfarere fra fremmede magter (Læs: England og Frankrig).
Fortet er i dag en velbevaret ruin med bl.a. 3 bastioner, en cisterne, resterne af guvernørens hjem og et fængsel med fangehuller, og vi fik en flot fremvisning af fortet og en fortælling af dets historie af en lokal guide, hvis engelsk var i den bedre ende af, hvad vi hidtil havde oplevet på turen.
Efter besøget på fortet gik turen ned i byen, hvor første holdt var ved ruinerne af Se Catedral bygget fra 1556 til 1705, men plyndret og ødelagt allerede i 1712 af den franske kaper Jacques Cassard. Katedralen var oprindelig 60 meter lang og dermed dengang den største religiøse bygning i Kap Verde.
Et interessant sted – men ikke et sted, hvor man kunne bruge flere timer.!
Videre gik det herefter til den historiske bykerne, der først og fremmest er kendt for sin betydning i forbindelse med slavehandlen. Her står stadigvæk den søjle, Pelourinho, rebelske slaver blev bundet til og straffet i al offentlighed – som et minde om den grufulde behandling af slaverne. Man skal være lidt hård i filten for ikke at blive berørt at dette sted.
I det hele taget hviler der en speciel ånd over bykernen, hvor vi vandrede videre ad Rua Banana, Bananvejen, den gamle slavevej, til Nossa Senhora do Rosário, der stadigvæk er i brug. Ikke en prangende kirke, men der er alligevel noget over at stå i så gammel en kirke her i troperne – og som sagt den ældste kolonikirke i verden.
De sidste seværdigheder, vi lige skulle have med ved vores besøg i byen, var ruinerne efter Nossa Senhora da Conceiçao og Convento de São Francisco, som vi nåede frem til efter en kort vandring i et tørlagt flodleje og ad små stier gennem vildnisset.
Herefter var det tilbage til bilen – men efter at der først lige blev tid til et lille holdt i en lokal butik, hvor vi fik købt et par flasker lokal rum, der skulle bringes tilbage til Danmark.
Aftenen tilbragte vi på en musikcafé/-restaurant, Restaurante Quintal de Música, der hver aften har levende, ofte lokal musik på tapetet. Netop denne aften stod Kátia Semedo for sangen – og hvilken stemme. Den skulle lige skylles ned med st flaske hvidvin fra Fogo og en stor gin og tonic.
Lørdag d. 1.10.
Denne dag var afsat til en rundtur på hovedøen Santiago – i øvrigt med samme guide som dagen i forvejen, så allerede kl. 9 sad vi i bilen, klar til dagens oplevelser.
Turen gik ind til midten af øen gennem frodige landskaber med små byer, marker, skove og imponerende bjergformationer. Vejene var gode – så længe vi altså blev på vejene, men pludselig tog vi en afstikker ad meget mindre stenveje til landsbyen Longueira, hvor vi tog en lille pause.
Vi havde fra bilen en flot udsigt ned over selve landsbyen, der ernærede sig hovedsagelig ved fremstilling af rom. Vi vandrede ned til byen, der i øjeblikket var mere eller mindre forladt, fordi vi var uden for sukkerrørssæsonen. Men et interessant spring tilbage i tiden.
Oppe ved bilen igen besøgte vi Eco-Camp Lemba-Lemba, der lå øde hen. Dette mærkelige sted – en restaurant eller et hotel? – var opbygget af gamle genstande, vi andre nok ville smide væk, men her så vi udrangerede computere, møbler, brugsgenstande, billeder og lamper i en tilsyneladende mærkelig sammenblanding. Stedet var lukket, da vi var der, og det var mærkeligt at gå rundt mellem tingene. Indretningen gav os nærmest en fornemmelse af at gå rundt i en restaurant fra en svunden tid.
Herefter gik turen til øens berømte botaniske have, Jardim Botânico Grandvaux Barbosa, der siges at have en enestående samling af endemiske planter. Siges? – Ja, det var jo lørdag, og haven var naturligvis lukket om lørdagen, uden at de lige havde for det til vores guide.
Efter en kort pause, kørte vi videre til São Salvador do Mundo, hvor vi så det imponerende bjerg Picos fra nært hold, hvorefter vi nåede frem til et af turens højdepunkter, byen Assomada, der især er kendt for sit marked. Umiddelbart før man når frem til byen, er det muligt at besøge udsigtspunktet Mirador Cruz de Picos Assomada med en fantastisk udsigt ud over hele området. En forsmag på, hvad der ventede inde i byen.
Markedet inde i Assomada er vidt og bredt bekendt, og det fylder en stor del af bykernen, både under tag og ude i det fri, og det var en oplevelse for alle sanser at gå rundt blandt standene. Og her var vi så heldige med, at det var en lørdag, vi var der, for markedet er kun på onsdage og lørdage! Frugt og grønt, mel og gryn, tøj og klæder, fisk og høns – ja, man kunne finde alt, hvad hjertet kunne begære.
Efter oplevelsen på markedet blev vi for en kort stund overladt til os selv, og vi fik anvist en tur fra den ene ende af byens hovedgade til den anden – med alt, hvad dette indebar af forfaldne huse og handlende på hvert gadehjørne – og så ventede vi ellers bare på vores guide for enden af gaden. Han dukkede først op noget senere, for vi havde nok ikke rigtig forstået, hvor det var, vi skulle mødes!
Det viste sig, at vi ventede på guiden helt for enden af hovedgaden ved den lille, smukke og meget blå kirke, Igreja do Nazareno – mens han ventede på os halvvejs…
Næste stop på dagens tætpakkede program var nationalparken Serra da Malagueta, hvor vi igen fik mulighed for at strække ben på en tur gennem parken, der lå øde hen, og hvor vi i øvrigt ikke oplevede noget særligt – bortset fra det storladne bjerglandskab!
Efter en kort vandretur kørte vi så videre til den berygtede portugisiske koncentrationslejr lige syd for Tarrafal.
Lejren blev anlagt i 1936 under Salazar, og den blev et symbol på undertrykkelsen af befolkningen i alle portugisiske besiddelser fra regimets side. Lejren var bygget til politiske fanger (især anarkister og kommunister) samt fagforeningsmodstandere, og indtil lejren blev endelig lukket i 1954, havde 32 fanger mistet livet her. Når man går rundt i lejren, der var kendt som ‘The camp of slow death’, vandrer tankerne lynhurtigt hen på nazisternes koncentrationslejre, men et tankevækkende sted at besøge.
Det var næsten befriende at komme væk fra lejrens område og fortællingen om de skæbner, der endte deres dage her – og videre til Tarrafal, hvor vi kunne mærke brisen fra havet; befriende i ordets bogstaveligste forstand!
I Tarrafal var det blevet tid til frokost – sen frokost, som vi bestilte og indtog på en lille restaurant i vandkanten, og herefter begyndte vi tilbageturen til hovedstaden efter en lang dag med mange forskelligartede indtryk. Et par stop blev der dog tid til på vores tur sydpå langs østkysten af Santiago.
Første stop var i Calheta de São Miguel, hvor vi nød havnemiljøet, efterfulgt af et stop i Pedra Badejo, hvor det igen var havnen, der var målet. Her var liv og ungdommen prøvede at imponere med vilde spring fra klipperne eller molen i vandet.
Dette blev så sidste indtryk på en oplevelsesrig dag, der sluttede med vores sene ankomst tilbage til vores hotel i Praia. Og som i går var gaderne fyldt med musik og sang – mere eller mindre organiseret.
Søndag d. 2.10.
Sikke en modsætning til vores hidtidige oplevelser i Praia!
Godt nok var det søndag, og godt nok var vi i et katolsk land – men at opleve en totalt mennesketom by, var vi ikke lige forberedt på… Alle forretninger var tomme, og kun i kirken var der lidt stemning.
Nå, det blev til lidt vandren rundt i den mennesketomme by, og i dag ville vi så ud af centrum for at se det berømte fyrtårn og den store kirkegård. Vi lagde dog ikke så godt ud, for da Lars sparkede en tå i en flise, der ragede lidt for højt op, og blødningen ikke ville stoppe, var løsningen at tage tilbage til hotellet, så kan kunne få forbinding på tåen. Og eneste forbinding, han/vi havde, var mundbind, hvilket vakte en del moro blandt hotellets personale, der forbarmede sig over ham og fandt en førstehjælpskasse frem.
Med problemet nogenlunde løst, vandrede vi til byens store kirkegård, hvor vi oplevede en helt anderledes stemning end på en dansk ditto. Overdådigt udsmykkede gravsteder med store kors eller sten med lange, lyriske inskriptioner, hvor de afdøde blev rost for alle deres positive egenskaber – hvis der da ikke var tale om hele mausoleer. Familiegravsteder og enkeltgrave og blomster i alverdens farver.
På turen tilbage passerede vi bag stadion Fredsmuren, der var udsmykket af forskellige kunstnere med mange flotte motiver.
Efter frokosten tog vi så en taxa til fyrtårnet, hvor jeg (Lars kunne ikke klare mere med sin forslåede og blødende tå ) blev vist rundt af en indfødt fyrbøder, der tydeligvis var til mænd og temmelig nærgående. Men fra toppen af tårnet var der en flot udsigt, lige som klipperne omkring tårnet var en imponerende scene.
Efter besøget i/ved fyrtårnet samme taxa tilbage til byen, hvor vi besøgte museet for Amilcar Cabral, der var guerillaleder i opgøret mod den portugisiske kolonimagt – et opgør, der endte med Kap Verdes selvstændighed i 1975. Museet var meget lille og formidlingssproget var portugisisk, så det var begrænset, hvad vi kunne tage med fra besøget. Det mest imponerende var gavlmaleriet på museet, der forestillede et portræt af Amilcar Cabral.
Mandag d. 3.10.
Mandag og tirsdag var helliget et besøg på Santiagos naboø, Fogo, der huser den eneste aktive vulkan på Kap Verde-øerne. Fogo, der er den 4.-største af de 9 beboede kapverdiske øer, både hvad angår areal og befolkningstal, kan ses vidt omkring med sin 2829 meter høje kegleformede vulkan, der sidste gang var i udbrud fra 23. november’14 til 8. februar ’15.
Mandag morgen startede med en kort flyvetur fra lufthavnen i Praia til den lille lufthavn på Fogo i udkanten af øens største by, São Filipe, hvorfra vi tog en taxa til vores hotel, Pensão E Restaurante Sea Food. Hurtig indkvartering i et par værelser og så af sted på den første af to ture på Fogo: En tur med privat guide op i vulkanens krater for at besøge byen i krateret, Chã das Caldeiras.
Det blev en køretur, hvor jeg var glad for, at jeg ikke var chaufføren; jo højere, vi kom op ad vulkanens sider, destor mere tåget blev det, og da vi nåede kanten af krateret, var sigtbarheden på under 10 meter. Samtidig var vejene stort set ikke afmærkede – bare sort, knust lava gennem et sort lavalandskab!
Men da vi først var oppe i krateret og tågen næsten var væk, så var det en storslået oplevelse. Sort lava til alle sider. Vi gjorde holdt ved det, der engang havde været en fodboldbane, og her kunne man kun se taget af klubhuset. Alt andet var dækket af metertyk lava.
Næste stop var i byen Chã das Caldeiras, hvor vi var på vinsmagning og i øvrigt besøgte et par huse, der ved sidste udbrud mere eller mindre havde stoppet lavastrømmen, og hvor lavaen var løbet ud af vinduer og døre. Igen et imponerende syn.
Efter udbruddet i 2015 var stilnet af, flyttede folk tilbage til byen, byggede nye huse og begyndte et nyt liv. I mange tilfælde byggede man lige ved siden af det gamle hus, der var ubeboeligt på grund af lavaens ødelæggelser, eller direkte oven på det gamle hus.
Og ikke mindst genoptog de deres vindyrkning, hvor vinstokkene var plantet i ren lava og i øvrigt bare lå hen ad jorden.
Og ja, vinen var fremragende, og der blev købt et par flasker med hjem…
Frokost på hotel Casa Marisa i Chã das Caldeiras.
Tilbage i São Filipe blev der tid til en gåtur rundt i den historiske bykerne med mange velholdte og nyrenoverede huse fra kolonitiden. Farverige huse med rigt udsmykkede facader og balkoner i træ eller karnapper og med hver deres historie fra en svunden tid. Endvidere havde byen en farvestrålende kirke, Igreja Nossa Senhora da Conceição, der lå lige over for vores hotel.
Og i øvrigt var der en fin guide over byens seværdigheder.
Og hvad der ikke var en guide over, var de mange flotte udsmykninger fra kunstneres hånd rundt omkring i byen på gavle og mure. Nogen gange kunst for kunstens skyld – andre gange kunstnerisk udført reklame…
Om aftenen spiste vi på vores hotel, der jo – som navnet sagde – havde speciale i seafood. Her kom jeg i tanker om mit besøg sammen med Claudia sidste år på Azorerne, hvor vi fik Lapas – albueskæl – på en fiskerestaurant. Så det skulle da også lige prøves her.
Tirsdag d. 4.10.
Dette var dagen for en tur rundt på Fogo, inden vi sidst på eftermiddagen skulle flyve tilbage til Praia.
Samme chauffør som i går, og igen gjorde han sig anstrengelser for at vis sin ø fra bedste side, om end hans engelsk var meget begrænset!
Vores rundtur blev kørt mod uret rundt, og vi gjorde flere holdt på grund af det afvekslende landskab, hvor frodige marker blev erstattet af tunger af lava, der var løbet ned af bjerget, og vilde småfloder, der skar sig vej gennem ældre og nyere lavamarker.
Vores første stop var i Moisteiros ved en kaffefabrik, Fogo Coffee Spirit Co., der opkøbte kaffebønner af de lokale bønder. Her forarbejdedes kaffebønnerne og de blev pakket til salg = et par poser original Fogo-kaffe med hjem.
Efter besøget på fabrikken kørte vores guide os op ad bjerget til bjergskråningerne, hvor kaffetræerne voksede mere eller mindre vildt mellem bananer, piri piri (en slags chili) og andre skyggende træer. Desværre var det ikke sæson for modne kaffefrugter – men vi så da de grønne frugter i rigelige mængder. I parentes bemærket høster man på Fogo først frugterne, når de er helt sorte – og ikke røde, som i de fleste andre lande.
Fra kaffebesøget gik turen videre ned i Mosteiros by med et indlagt stop på havnen, hvorefter vi pludselig gjorde holdt ude i ingenting.
Det viste sig, at vores guide havde spottet jordnødder, som han var stolt over at kunne vise os. Herefter videre til det sidste store stop på rundturen, havnen Ponta da Salina, der var blevet dannet af lavaens møde med havet.
En flot og imponerende havn med små naturskabte bassiner, huler og broer. Havnen er meget besøgt af de lokale – hvilket vi ikke så meget til. Kun nogle få fiskere lå eller sad på klipperne og høstede havets frugter: albueskæl, snegle, muslinger, søstjerner og blæksprutter.
Efter denne imponerende tur rundt på Fogo sluttede vores besøg på øen med sen frokost på vores hotel, inden vi blev kørt i lufthavnen for et fly retning Praia.
Onsdag d. 5.10.
Denne dag blev den sidste på Kap Verde for denne gang.
Lars havde desværre fået et maveonde – og han gruede allerede for nattens flytur tilbage til Lissabon. Derfor blev det også en lang dags venten, inden vi skulle hjemad. Vi holdt os i centrum af byen og fik udforsket nogle af de hjørner, vi endnu ikke havde set.
Det bragte et lille gademarked med sig, samt med en restaurant, der grillede fisk på en primitiv og vist ikke helt ren grill midt på gaden. Og nej tak, det holdt Lars’ mave vist ikke til, så vi gik pænt videre.
Vi fik også set nogle flere af de imponerende gademalerier, som lokale kunstnere havde tegnet og malet på husene, hvor der ellers var plads til det.
Efter en lang dag gik turen så tilbage til lufthavnen for at tage flyet tilbage til Lissabon.
Torsdag d. 5.10. og fredag 6.10.
Torsdagen gik med, at vi fik hvilet ud på hotellet, hvor vi tidligere – på vej til Kap Verde – havde tilbragt en nat. Herefter lidt hvileløs vandren rundt i Lissabons gader, inden aftenflyet til Amsterdam, hvor vi landede lidt over midnat. Vi følte os svigtet temmelig meget af KLM, der havde aflyst vores oprindelige afgang fra Lissabon til Billund, så vi havde været hjemme torsdag middag, og havde ombooket os til en afgang, der gav os en nat i Schiphol lufthavn – uden kompensation – og hjemkomst fredag morgen kl. 9.
Det må et stort selskab som KLM kunne gøre bedre…