Andorra/Barcelona, 20.-25.8.23

En rejse, der er blevet til som følge af et par snakke med min svoger, Dirk Böger, fra Hannover. Over nogle hyggelige timer – både i sommerhus og i forbindelse med en bryllupsfest i Tyskland, opstod ideen til denne tur til den lille selvstændige stat i Pyrenæerne.
Og når vi nu var dernede, hvorfor så ikke lige tage et par dage i Barcelona med?
I løbet af en uges tid blev der bestilt flybilletter, reserveret hoteller både i Barcelona og Andorra og lejet bil, så vi var helt klar til at tage af sted d. 20. august fra hhv. Billund og Hannover og mødes i lufthavnen Barcelonas lufthavn, Josep Tarradellas Barcelona-El Prat.
Og nogle hyggelige dage kunne begynde…

Søndag, d. 20.8.
Denne søndag var rejsedag, hvor mit fly var fremme i Barcelona kl. 21:40, og hvor jeg herefter mødtes med Dirk i lufthavnen. Da han var et par timer tidligere undervejs, havde han afhentet vores lejebil, og allerede været ved stranden og ude at bade.
Vi kørte direkte til vores hotel, Exe Barberà Parc, i bydelen Barbera del Valles i den nordlige udkant af Barcelona, hvor vi indkvarterede os og herefter gik til et nærliggende indkøbscenter, hvor vi fik lidt aftensmad, inden vi fandt vores værelser og dyner. Og så skulle vi ellers sørge for en god nats søvn inden turen på knap 200 km til Andorra i morgen tidlig.

Mandag, d. 21.8.
Efter morgenmaden fik vi hurtigt pakket vores ting, og så var der ellers afgang til Andorra. Vejen førte gennem et landskab med landbrugsområder, skove, bakker og bjerge, indtil vi efter godt to timers kørsel kom til Andorra.
Her gik alt smertefrit – ud over lidt kø ved grænsen, hvor vi end ikke skulle vise pas – så man mærkede stort set ikke, at vi var kommet til et andet land. Og dog: pludselig var der betydelig mere trafik på vejene, ligesom byggestilen ændrede sig fra landlig og luftig byggestil med enkeltliggende gårde til markante højhuse, der var bygget tæt sammen på enhver parcel, hvor der ellers var lidt plads til at bygge. Vores første indtryk af Andorra var en kraftig kontrast mellem på den ene side byer med moderne bygninger og på den anden side stejle og til dels ufremkommelige bjerge.

Et enkelt stop blev det til kort efter grænsen, idet vi lige skulle strække benene og se Andorras ældste bro, Pont de la Margineda over floden Gran Valira.

Broen, der er registreret som kulturarv og stammer fra det 12. århundrede, er – for at holde konstruktionen let – bygget af pimpsten med sider af granit. Broen er et smukt syn med en højde på 9,2 meter og en længde på 33 meter.

Herfra gik det videre til vores hotel, Andorra Palace, hvor det ikke var hotellet selv, der voldte problemer, men snarere et sted at parkere, idet vi befandt os lige midt i centrum af Andorras hovedstad, Andorra la Vella. Det lykkedes dog, selv om det blev den nemme P-løsning, et ikke helt billigt P-hus.
Efter indkvarteringen gik det til det nærliggende turistbureau for at få lidt tips til aktiviteter de næste dage, og efter en god snak med en meget hjælpsom kvinde, tog vi en beslutning om, at resten af dagen skulle bruges på at udforske Andorra la Vella.
Først bevægede vi os lidt rundt i området ved turistbureauet, hvor ikke mindst Salvador Dalis bronzeskulptur, La Noblesse du Temps (Tidens adel), var et tilløbsstykke.

Skulpturen, der symboliserer tiden, der går, som dominerer over menneskeheden, vejer 1400 kg og er 4,90 meter høj. Det siges, at mange kunstelskere fra hele verden kommer til Andorra bare for at se denne statue, der er lavet personligt af Dali.
Også den hvide og modernistiske Puente de Paris – en bro over floden Valira – trak turister og fotografer til. Broen, der er fra 2006, er forsynet med store bogstaver ‘Andorra la Vella’, der oplyses om aftenen, og præcis kl. 22 hver aften er broen og floden ved broen genstand for et show, der involverer vandkanoner, klassisk musik og et interessant lysshow.

Efter vi havde betragtet de to kunstværker, fulgte vi nogle af de råd, vi havde fået på turistbureauet, og gik mod den historiske bykerne.
Det første stykke af denne vandretur gik langs floden gennem byen, La Valira, der løb i et pænt reguleret flodleje – og over floden kunne vi undervejs se en smuk og interessant fodgængerbro.

Den gamle bydel var ikke helt nem at finde, idet man skulle bevæge sig op fra gadeniveau til denne bydel ved hjælp af en elevator – gratis, forstås.
Vi fandt dog elevatoren nær Bici Lab Museum, der er landets cykel-museum, der bla. indeholder på den ene side en af verdens fineste samlinger af klassiske cykler og på den anden side den ypperste teknologi inden for cykling.

Elevatoren endte 5 etager oppe ved en plads foran parlamentet og museet Casa de la Vall, der tidligere var hovedkvarter for Andorra Generalråd. Bygningen, der oprindelig er fra 1580 og bygget som en herregård for familien Busquets, er afbildet på den andorranske 1 Euro-mønt.

Området lige omkring Casa de la Vall var på flere måder interessant.
Lige foran bygningen kunne vi se Monumento a la Danza, der er en skulptur, der er skabt af kunstneren Angel Calvente og forestiller to dansere i en dynamisk bevægelse/dans. Skulpturen er en hyldest til den traditionelle andorranske folkedans, Marratxa, der stadigvæk opføres ved lokale festligheder.
Går man om bag Casa de la Vall, falder man over en anden flot bygning, Hostal Cisco de Sans, der er byens vandrerhjem.

… og længere fremme støder man på kirken Sant Esteve d’Andorra med et monument over Prins Benlloch – eller mere korrekt Joan Baptista Benlloch i Vivó, der er dedikeret til landets historiske fyrstebisp fra 1907–1919 og hylder hans bidrag til Andorras modernisering.
Her finder man også den 5 meter høje skulptur El Ángel del Trapecio, der er fremstillet af den argentinske kunstner Fernando de Blasi i 2008.

I det hele taget var vi landet lige midt i en charmerende lille bykerne, som vi hurtigt fik travet igennem på kryds og tværs, og da vi var ved at være lidt udtørrede, slog vi os ned på pubben Barri Antic og nød lidt koldt til ganen.
Fra byens historiske centrum gik turen østpå, hvor vi bla. passerede dem lille kirke, Sant Andreu d’Andorra, der er af romansk oprindelse og blev bygget mellem det 11. og 12. århundrede. Gennem tiderne forfaldt kirken dog, og dens udseende i dag skyldes en fuldstændig genopbygning i 1958.

Vi fortsatte til bydelen Escaldes-Engordany med det imponerende Caldea Spa, der ikke bare er spa, men et spa-resort, der blev færdiggjort i 1994 og har 6000 m² fordelt på 18 etager. Det er dermed en af Europas største spaer – og med sine 80 meter Andorras højeste bygning.
Fra Caldea Spa fortsatte vi til Plaça de l’Eglésia, hvor statuen La Puntaire står. Statuen, der er et vartegn for Escaldes-Engordany, forestiller en kvinde, der knipler, hylder de traditionelle, andorranske kniplingshåndværkere.

På den samme plads ligger flere historiske bygninger som kirken Sant Pere Mártir og broen Pont d’Engordany.
Sant Pere Mártir-kirken er en forholds ny, nyromansk kirke, der er opført i traditionel stil af andorransk granit mellem 1956 og 1981. Kirken, der er dedikeret til uldhandlere og vævere. er bla. kendt for sin facade med saligprisningerne af Sergi Mas.

Pont d’Engordany, der ligger tæt ved kirken, er oprindelig opført i 1772 men genopbygget i 1785, efter at den blev ødelagt af en oversvømmelse.
Broen går over floden Valira d’Orient og er speciel i den henseende, af den er asymmetrisk med en hældning mod den ene side på grund af en fordybning i begge ender af terrænet.

Ellers gik det tilbage til hovedgaden Av. Meritxell i det moderne centrum i Andorra la Vella, hvor var der ‘gang i den’ med en noget speciel udsmykning, livlige forretninger og caféer og mange turister – i det hele taget et sted med pulserende liv.

På en mindre plads – lige bag hovedgaden – oplevede vi et interessant gadeteater for børn – i øvrigt noget af et tilløbsstykke, og da der endvidere var kameraer og lydfolk til stede, kunne det tyde på, at vi var havnet lige i en optagelse til lokalt børne-TV. De lod sig og ikke tage notits af vores tilstedeværelse, og vi ikke af deres!

Godt mættede med indtryk for denne dag kunne vi nyde en pizza nær byparken, inden vi oplevede det tidligere omtalte lys-vand-lyd-show ved Puente de Paris, før vi søgte tilbage til vores hotel for at hvile ud på vores værelser.

Tirsdag, d. 22.8.
Efter morgenmaden fandt vi lige frem til vores lejebil igen; i dag stod den nemlig på rundtur i det andorranske land, hvor vi startede i den nordvestlige del af landet med et besøg i den charmerende by Pal, der ligger i 1500 meters højde, blot få kilometer fra grænsen til Spanien.
Vi parkerede bilen, hvorfra vi havde udsigt op over den del af byen, der ligger på en stejl bjergskråning – et smukt syn i solskinnet.

Herefter vandrede en tur gennem byens stejle og kringlede gader, hvor der overalt var udsigt til byens meget berømte kirke, Eglésia de Sant Climent de Pal, som vi naturligvis også aflagde et besøg.
Kirken, der er en af landets ældste bygninger, er angiveligt bygget i det 11. eller 12. århundrede, men den er første gang nævnt i skrifter i 1312, og der er tale om en interessant bygning med tydelige romanske træk. De oprindelige vinduer på sydsiden af kirkebygningen, blev muret til i det 18. århundrede, men de er nu genåbnet.

Nordsiden af ​​kapellet og alteret var hugget ind i klippen på grund af terrænet, og den nuværende dør i kirken er lavere end den oprindelige. Kirkens klokketårn, som stort set er uændret siden opførelsen, er unikt for Andorra, da det har dobbelte vinduer. Det er opført i Lombard-romansk stil og tre etager højt, og det kan ses på lang afstand.
Den oprindelige apsis, der ligeledes var opført i romansk stil, blev i vid udstrækning genopbygget i slutningen af ​​det 17. eller begyndelsen af ​​det 18. århundrede og herunder ændret fra halvcirkelform til firkantet.
Kirkerummet var ganske lille med bare et par bænke til kirkegængerne, og det vanskeligt for os at se, hvordan der kunne gennemføres en gudstjeneste her – på så lidt plads.

Fra Pal gik turen videre til landsbyen Llorts, der er kendt for sine traditionelle andorranske bygninger og den romanske kirke, samt den historiske Llorts-mine, der ligger i nærheden. Endvidere er området omkring Llorts populært blandt vandrere, og frere vandreture har udgangspunkt i byen. 

Vores mål for besøget i byen var at følge en del af Ruta del Ferro, jernruten, der i hele sin længde går fra selve jernminen i Llorts til Cortinada, i alt 4,2 km. I varmen nøjedes vi med et mindre udsnit af ruten – fra jernminen (hvor man kunne få en guidet rundvisning på et kvarter på spansk eller katalansk) til Skulpturgruppen ‘Jordino Family’.
Adgang til Llorts-minen kræver, at man har booket en tur på forhånd, så det blev der ikke noget af, men minen er interessant, da en udstilling i minen fortæller om arbejdet med at udvinde jern i Andorra og herunder fortæller, at jernmalm mellem det 17. og 19. århundrede var en af de vigtigste indtægtskilder for Andorra. Indholdet af jern i den malm, der blev udvundet i Llorts-minen, var dog af så ringe værdi, at minen kun var i drift i fire år.

Da vi ikke kunne komme ind i minen, vandrede vi som skrevet i stedet til skulpturgruppen ‘Jordino Family’ er fremstillet i sten og bronze af den franske billedhugger Rachid Khimoune, og kunstneren har – ud over selve figurerne – ligeledes lavet en historie passende til de syv mennesker, der er afbildet i kunstværket.

De syv mennesker/figurer skal forestille at komme fra storbyerne Sankt Petersborg (Jeanne), Tokyo (Aeyko), Mexico City (Felipe), London (Richard), Kairo (Izis), Monaco (Jean-Baptiste) og Paris (Titi). Figurernes navne i parentes.

Efter vores vandring langs jernruten, søgte vi tilbage til Llorts og bilen, hvorefter turen gik videre til El Serrat og Estació d’esquí Ordino Arcalís, hvorfra der var en flot udsigt over hele området, og som flere gange har været mål for  Tour de France, hvilket naturligvis blev præsenteret her på fornem vis.

Herefter kørte vi igen sydpå – med et enkelt stop ved endnu en charmerende, gammel by, Ansalonga, med bla. endnu en meget lille kirke, Sant Miquel d’Ansalonga, inden vi – ad omveje, nok fordi vi ikke kunne læse GPS’ens informationer og vejvisninger – kørte østpå til byen Meritxell med Santuari nou de Meritxell.
Vores besøg i Meritxell gjaldt først en genopført kopi af den gamle basilika, oprindelig opført i det 12. århundrede i romansk stil, men ombygget i barokstil omkring 1658.

Denne kirke, der indeholdt en række uvurderlige kunstskatte, herunder den originale romanske statue af jomfru Maria, ‘Vor Frue fra Meritxell’, fra det 12. århundrede, blev næsten totalt ødelagt ved en voldsom brand natten til den 9. september 1972, og ved denne brand gik bla. statuen tabt – sammen med mange af de øvrige kunstskatte.
Inde i den genopførte kirke kunne vi se en gribende udstilling om branden, lige som man kunne se motiver fra den oprindelige basilika.

Efter branden blev en ny, moderne kirke designet, opført og endelig indviet i 1976.
Denne nye kirke har et design, der kombinerer moderne stil med respekt for det omgivende landskab og er dedikeret til ‘Vores Frue af Meritxell’.
Kirken er i dag åben for besøgende og er desuden et vigtigt pilgrimsmål.

Det var her i nærheden af Meritxell, at landsbyboere i slutningen af det 12. århundrede, den 6. januar, fandt en vild rose i blomst, da de var på vej til messe. Ved rosens rod fik de øje på statuen af Jomfru Maria, hvorefter de lod opføre en basilika på stedet for fundet.

Det var i denne basilika – her i Meritxell – at statuen blev opbevaret, indtil den gik tabt ved branden i 1972. I dag opbevares en replika af statuen i den nye basilika.

Efter en lille times besøg i Meritxell gik turen videre til Roc del Quer, der er et berømt udsigtspunkt, hvor man fra en 12 meter lang platform, der rager ud fra en klippe 1956 meter over havets overflade, har en flot udsigt over byen Canillo langt nede.

Vi stod et øjeblik og nød synet af byen, klipper, bjerge og dale og kunne betragte den til tider farlige serpentinevej, der førte fra dalen og op til udsigtspunktet.

Som et kuriosum blev vi vidne til en redningsaktion foretaget med helikopter, hvor et par personer skulle reddes fra klipperne under os. Det blev os fortalt, at der var tale om et par turister, der dumdristigt forsøgte at bestige det uvejsomme terræn…

Efter besøget på Roc del Quer var der lige tid til lidt afslapning og lidt koldt at drikke på Borda del Pi, en restaurant lidt længere nede af bjerget, inden vi kørte videre mod dagens sidste stop, skisportstedet Soldeu.
På vejen gjorde vi dog lige holdt ved kirken Sant Joan de Caselles, der var endnu en interessant, men lille kirke, der lå lige i vejkanten.

Kirken, der er bygget i det 11.-12. århundrede, er endnu et eksempel på andorransk kulturarv, og som kirken i Pal, som vi besøgte først på dagen, var der tale om et spartansk indrettet kirkerum, hvor man i bedste fald kunne huse 12-15 siddende tilhørere.

Inde i bygningen er forskellige kunstværker bevaret, hvoraf det vigtigste er et stort stukbillede af ‘Kristus i majestæt’, et billede, der viser en blanding af Kristus siddende på en trone som verdens hersker og Kristus på korset.

Endelig videre til Soldeu, hvor det var meningen, at vi ville tage skiliften op til skiområdet, men med en halv time til sidste lift gik tilbage fra toppen, valgte vi at springe over og køre tilbage mod Andorra la Vella for at finde et sted at spise.

Det viste sig at blive et ganske fornuftigt valg, for vi havde ikke kørt mange meter før himlen uden varsel åbnede sine sluser, og det stod ned i stænger – eller lårtykke stråler, om man vil.
Men tilbage kom vi da, og det blev til en hyggelig aften i tørvejr i en af sidegaderne med lækker mad og en sangria eller to – og en gin og tonic at gå i seng på.

Onsdag, d. 23.8.
Efter morgenmaden gik turen først tilbage til bjergene til byen Encamp, hvorfra vi tog skiliften op til skiområdet ved kabelbanens øvre station Estació Superior, hvorfra en bus førte os videre til det naturskønne område ved søen Estany Primer, der er en af områdets i øvrigt mange små søer.

Ved søen blev vi sat af ved Refugi del Llac de Pessons, hvor de fleste af de turister, der var af sted sammen med os i bussen, valgte at slå sig ned.
Vi ville dog lidt mere, så vi valgte at vandre en tur i området omkring søen, hvor de små stier fortonede sig og blev til klipper og sten, der skulle forceres. Lidt hårdt, men ekstremt flot!

Her havde vi lige en lille time, hvor vi vandrede rundt i klipperne i området med småsøer, vandløb og en overdådig frodig natur. Tilbage ved restauranten var der lige til til frokost og tid til at betragte udsigten, faunaen og floraen helt heroppe i den klare luft, inden turen gik med bussen tilbage til Estació Superior – en tur over stok og sten, hvor man hvert øjeblik havde fornemmelsen af, at NU væltede vi!

Vel fremme ved Estació Superior gik vi lidt rundt i det golde område, og det var så her, jeg så en svalehale (Papilio machaon) helt tæt på – en fantastisk flot sommerfugl, som jeg mener, at jeg aldrig tidligere har set.

Også skilifterne, der – naturligt nok – stod helt stille, var der mange af i området, og det var tydeligt for os, at dette område måtte være et paradis for folk med hang til skisport. Det, fik vi senere bekræftet, var også tilfældet.

Ellers skulle vi bare tilbage i dalen til Encamp, hvor bilen ventede og vi kunne begive os ud af Andorra igen – med retning mod Barcelona, hvor vi skulle tilbringe resten af vores miniferie, og hvor Dirk skulle være min guide; jeg havde aldrig været i Barcelona før…

Tilbage i Encamp, og turen gik nu videre til Spanien og Barcelona. Og hvor var det rart at være over grænsen, hvor jeg havde mobil data på min telefon igen, troede jeg.
Det viste sig bare, at det ikke var tilfældet, idet aftaler med min teleudbyder, Eesy, ikke blev overholdt fra deres side, så der stod jeg i endnu et par dage uden mulighed for at ringe eller modtage opkald… (Desværre ikke første gang, at de ikke kunne overholde indgåede aftaler!)
Nå, men vi kom da til Barcelona og fandt vores lejlighed på Calle de Sardenya, bare 100 meter fra La Sagrada Familia, og efter at have overstået det praktiske med vores udlejer, gik vi en tur i kvarteret – og i første omgang forbi La Sagrada Familia.
Egentlig ville vi gerne have bestilt billetter til et besøg i La Sagrada Familia, men det viste sig, at der først var billetter til om tre dage, så dermed var den sag så afgjort.

La Sagrada Familie er i øvrigt en ufærdig kirke, der for at være arkitekten Antoni Gaudís mesterværk. Kirken er påbegyndt i anden halvdel af 1800-tallet, men på grund af forskellige uoverensstemmelser blev den oprindelige arkitekt sat fra bestillingen, og Gaudí sat på projektet i 1883. Her ændrede Gaudí helt designet af kirken, som han arbejdede på i mere end 40 år indtil sin død i 1926. Gennem sit arbejde afspejlede Gaudí fødslen, døden og Jesu genopstandelse i katedralens facader. Han ville bygge tolv tårne, som skulle repræsentere apostlene samt fire tårne for evangelisterne, og disse tårne skulle være mellem 90 og 120 meter i højden. To andre tårne skulle repræsentere Jesus og Jomfru Maria. Her skulle tårnet Jesus opnå en højde på 170 meter.

Da Gaudí døde var arbejdet med kirken langt fra færdigt, og da hans modeller for kirken gik til under den spanske borgerkrig og Gaudí i øvrigt ikke havde efterladt sig nogle videre planer for arbejdet, gik det herefter langsomt med at færdiggøre kirken, der stadigvæk fremstår som en stor byggeplads.
Efter at have betragtet La Sagrada Familie udefra – fra flere sider og vinkler – besluttede vi os for at få lidt aftensmad på den hyggelige restaurant Tuscania Food & Wine.
Og så blev det ikke til meget mere denne aften – ud over en varm nat i lejligheden, hvor det var svært at falde i søvn i værelserne uden aircondition!

Torsdag, d. 24.8.
Efter en varm nat stod den i dag på sightseeing i Barcelona, hvor Dirk, der havde besøgt byen ad flere omgange, havde sammensat et program for os, der indebar en rundtur på godt 13 km gennem byens gader. (Det viste sig dog at blive en lidt kortere tur, da han havde fået problemer med en stor vabel på den ene hæl). Til gengæld blev det en varm tur, hvor temperaturerne fra morgenstunden allerede var over 35 grader, og hvor termometret i løbet af dagen kom over 42 grader!
Efter at have fået morgenmad i en café nede på hjørnet gik vi af sted på dagens rute, der førte os forbi Casa de les Punxes, der er tegnet af arkitekten Josep Puig i Cadafalch og opført i 1905. Huset, der har et middelalderligt udtryk og i virkeligheden er en sammenbygning af tre bygninger, var slet ikke et mål for vores vandring, men lå bare på ruten.

Dagens første mål – og sted, som Dirk ville præsentere mig for – var imidlertid Casa Mila, der var den sidste private bolig, som Antoni Gaudí designede. Huset, der blev opført fra 1906 til 1912, var på den tid kontroversielt, både på grund af den selvbærende, bølgende facade med smedejernsbalkoner, et gulv i frit plan, underjordisk garage og en spektakulær terrasse på taget. Huset er erklæret UNESCO Verdensarvsted siden 1984. Vi nøjedes med at se huset udefra.

Fra Casa Mila gik turen videre til et andet af Gaudís værker, Casa Batlló. Her er der tale om et hus fra 1877, som Gaudí i 1904-06 redesignede og totalt ombyggede i en stil, hvor naturens former var det centrale, således at delene af huset minder om drager, knogler og planter. Bygningen kaldes også ‘Knoglernes Hus’ på grund af den skeletagtige facade.

Bygningen, der nu er Casa Batlló, blev oprindelig bygget i 1877 i datidens typiske klassisk-eklektiske stil, uden nogen bemærkelsesværdige egenskaber, og huset indeholdt en kælder, en stueetage, fire andre etager og en have i baggården. Huset, der på grund af dets kedelige design var uinteressant for potentielle købere, blev købt af Josep Batlló i år 1900 – udelukkende på grund af dets beliggenhed.

Også dette hus er erklæret UNESCO Verdensarvsted – siden 2005. Også her nøjedes vi med at se huset udefra – og i stedet gik turen videre til Plaça de Catalunya, der summede af liv, men hvor springvandene var tørlagte. (Vi blev senere klar over, at alle byens springvand var slukkede som en følge af hedebølgen!)

Altså hurtigt videre til en tur på Ramblaen i en smule skygge fra platanerne – og så gjaldt det alligevel om at komme lidt indenfor i køligere omgivelser, hvor det var muligt.

Således blev vores første stop til afkøling kirken med det lange navn: Església de la Mare de Déu de Betlem, der går som et af de fineste eksempler på barokarkitektur i Barcelona.
På stedet, hvor kirken i dag ligger, fik jesuitterne i 1553 tilladelse til at opføre en kirke, men denne kirke blev i det 17. århundrede ødelagt af en større brand, hvorefter den nuværende kirke blev opført på samme sted og i samme stil i perioden mellem 1680 og 1732.
Efter jesuitternes udvisning fra Spanien i 1767 blev kirken lukket for kirkelige handlinger, indtil Barcelonas stift ti år senere genåbnede og overtog kontrollen over kirken.

Kirken virker meget moderne i sin indretning, og det skyldes, at det oprindelige indre i kirken gik tabt ved en påsat brand i 1936 under den spanske borgerkrig. Ved branden gik både taget og midterskibet tabt – og det samme gjaldt den overdådige barokudsmykning indeni. I dag er den barokke facade og siderne bevaret som levende vidner om fortiden.

Fra kirkens ro og svale temperatur gik vi tilbage til La Rambla og videre til Mercat de la Boqueria – et af byens markeder, hvor der blev solgt frugt og grønt, krydderier, fisk og kød, og hvor der var mulighed for at slå sig ned for en kop kaffe eller det, der er stærkere. Et livligt sted, hvor livet rigtig foldede sig ud. (Vi nøjedes med et glas iskold, friskpresset juice!)

Som altid var det interessant at vandre gennem et sådant, originalt marked og mærke stemningen, se de udstillede varer og snakke (så godt vores spanske tillod det) med de handlende og kunderne.

Næste punkt på Dirks plan var domkirken, Basilica de Santa Mariadel Pi, fra det 15. århundrede. Allerede i det 13. århundrede var der bygget en kirke på denne plads, men denne kirke blev delvist ødelagt under et jordskælv i 1428, og senere – i 1714 – alvorligt beskadiget under den spanske arvefølgekrig (1701-1715). Endelig blev kirken helt udslettet af en brand påsat af anarkister under den spanske borgerkrig i 1936.
Kirken blev opbygget igen efter afslutningen af borgerkrigen.

Fra domkirken gik det videre i kvarteret og under El Pont Del Bisbe – Biskoppens Bro – i Carrer del Bispe. Broen, der er bygget til Barcelonas internationale Udstilling i 1929, er en af de mest fotograferede seværdigheder i Barcelona, og den forbinder Palau de la Generalitat, der er hovedsædet for Kataloniens regering, med La Casa dels Canonges, præsidentens residens.
I øvrigt knytter der sig mange interessante sagn, hemmeligheder og myter til broen.
Lidt længere fremme kom vi til Plaça de Sant Miguel med bla. Monument als Castelles og Palau Centelles.

Monument als Castellers, også kaldet Homenatge als Castellers er et kunstværk bestående af 12 stålrør, der er flettet sammen, og det er lavet af billedhuggeren Antoni Llena i Font og indviet i 2012. Det er en hyldest til castellers – tårne af mennesker, der tidligere fandt sted i forbindelse med religiøse processioner. I dag danner organiserede grupper tårne i Katalonien (bla. Barcelona) og på de Baleariske Øer ved festlige lejligheder.
Palau Centelles er en bygning, der er opført mellem 1514 og 1517 som et byhus til familien Centelles, og det rummer i dag noget så specielt som Kataloniens råd for lovpligtige garantier og Instituttet for selvstyrestudier.

Fra den lidt trange gamle bydel bevægede vi os nu ud til havnepromenaden og gik et stykke mod Columbus Monumentet – forbi Palau Capitania General d’Espanya, der er hovedsædet for hærens generalinspektorat i Barcelona, der ligger på stedet for et tidligere kloster. Bygningen er især kendetegnet ved flotte egetræsdøre, men ellers var det promenaden med de mange palmer, der tiltrak sig vores opmærksomhed.

Efter en lidt længere pause med et par colaer i en kølig café gik vi tilbage mod Plaça de Catalunya ad La Rambla, hvor det igen var stemningen med gøglere, små musikalske optrædender, gadesælgere og menneskelige skulpturer, der var interessant i varmen.

Vi drejede væk fra den travle og livlige Rambla og søgte mod Palau Güell – endnu et hus, som Gaudí var ophavsmand til, og som han opførte til familien Güell. Og denne gang valgte vi så at besøge bygningen for at se nogle af de genialiteter, Gaudí var ophavsmand til. Huset er bygget i 1886-88, og selvfølgelig er det at finde på UNESCOs Verdensarvliste.
Forsynet med en audioguide gik vi gennem hele huset – fra kælderens hestestald til tagterrassen med små tårne forsynet med keramik i alskens farver.
Alt i huset var gennemtænkt til mindste detalje, og når familien fik gæster, kom de ind i huset i hestevogne gennem de forreste jernporte, hvorefter hestene kunne føres ad en rampe og holdes i stalden i kælderen, hvor tjenerne også boede.

Gæsterne gik op ad trappen til modtagelsesværelset, og husets ejere kunne se deres gæster fra øverste etage og få et smugkig’ af dem, før de hilste på dem.

Gaudi var en del forud for sin tid – både ved at forsyne huset med et sindrigt ventilationssystem og ved sin indretning af toiletterne, der var i et meget livligt design.

Vi sluttede vores rundgang i huset på taget, der var forsynet med smukke ‘skorstene’, der ligeledes var en del af husets ventilationssystem. Denne slags modernistiske skorstene er i øvrigt kendetegnende for flere af Gaudis andre huse.

Fra Güells hus gik turen videre til den nærliggende skønne plads, Plaça Reial, der især om natten er fyldt med glade og festklædte mennesker, men også om dagen byder på mange fine spisesteder. Pladsens lygtepæle er i øvrigt designet af Gaudí.

Videre ad La Rambla passerede vi bla. La Casa Bruno Cuadros, der oprindelig var en ganske simpel bygning, men som i 1883 blev renoveret og designet i orientalsk stil med kinesiske og egyptiske referencer. Bygning blev bla. forsynet med en smedet kinesisk drage, der hænger ud fra facaden samt blomsterelementer bestående af paraplyer, der tjener som en enestående reklame for paraplyforretningen i stueetagen.

Lidt længere henne stødte vi på Erotikmuseet med to eksemplarer af Marilyn Monroe stående i vinduerne: både en voksfigur, der vist altid står der som reklame formuseet, og en rigtig levende kvinde, der forsøgte at lokke os til. (Og nej, vi besøgte ikke museet!)

I stedet stillede vi os op i varmen og lyttede til et band, der spillede en særdeles velklingende jazz!

Med trætte fødder tog vi på Plaça de Catalunya en beslutning om at tage en Hop on hop off-bus, så vi kunne sidde lidt ned i varmen. Og på den måde fik vi set (mere eller mindre) området Montjuïc med det olympiske stadion, Font Magica, Plaça d’Espanya og Camp Nou (der i øvrigt var under ombygning). Det må alt sammen blive til en nøjere udforskning en anden gang.

Enden blev, at vi vandrede tilbage til vores lejlighed og så ellers slappede af i lejligheden, der ikke bød på aircondition, inden vi kørte til restauranten El Mercat Bistro, hvor vi nød ‘the last supper’.

Og så blev der da også lige tid til en sidste cola og/eller 0% øl på standen, inden sengetid. Men ellers bare tidligt i seng med visheden om, at det ville blive en kort nat,

Fredag, d. 25.8.
Denne dag kan fattes i få ord: Op kl. 3:00 – taxa til lufthavnen kl. 3:25 – gennem security kl. 4:05 – flyafgang kl. 6:00 – landing i Billund kl 8:20 – bus til Aarhus kl. 9:00.
Og så ellers hjemme igen på Aarhus Ø kl. 11 efter en anstrengende hjemrejse, men efter nogle fantastiske dage i Andorra og Barcelona sammen med Dirk.
Jeg tror, at vi var enige om, at det ikke var sidste gang, vi rejste sammen…