Albanien, 24.5.-1.6.24

Dette er beretningen om en far-søn-tur til et af Europas ret så oversete lande, Albanien.
Det viste sig i starten af foråret, at Hjalte havde noget ferie, der skulle afvikles, mens jeg jo er i den situation, at jeg kan rejse, når jeg har lyst. Derfor besluttede vi denne tur, hvor vi i lejet bil rejste rundt i landet i en uges tid og besøgte nogle af Albaniens seværdigheder, både inden for kategorierne historie, kultur og natur.
Da vores afrejse var kl. 6 fredag morgen, blev vi fragtet til Billund af Claudia, hvorefter vi overnattede på lufthavnshotellet, så vi ikke skulle så tidligt af sted hjemme fra Aarhus fredag morgen for at tjekke ind.

Fredag d. 24.5.
Flyveturen til Tirana i Albanien gik uproblematisk – med en mellemlanding i Munchen – og vi landede sidst på eftermiddagen i godt og vel 30 graders varme i Tirana International Airport Nënë Tereza. Afhentning af lejebil og af sted til vores hotel, Ebel Boutique Hotel – lige ved en af byens meget trafikerede rundkørsler. Faktisk havde vi så store problemer med at finde hotellets p-plads, at vi fik kørt noget rundt i området, før vi fandt frem til hotellets bagindgang, fik parkeret og fik tjekket ind.

Herefter gik vi de knap halvanden kilometer ind til byens hjerte, Sheshi Skënderbej – Skanderbegpladsen. Pladsen er opkaldt efter Albaniens nationalhelt, Gjergj Kastrioti Skanderbeg, der formåede at holde osmannerne stangen og ude af Albanien indtil sin død i 1468 – herefter blev Albanien erobret og en del af det Osmanniske Rige. 

Skanderbegpladsen er med sine 40.000 m² den største åbne plads i Albanien og blandt de største i Europa, og i forbindelse med pladsen ligger nogle af de vigtigste bygninger i byen: Nationalmuseet, Operahuset, Tirana Rådhus, klokketårnet og Et’hem Bey-moskeen.

Vi valgte at starte med et besøg i klokketårnet, Kulla e Sahatit, hvorfra vi havde en fin udsigt over pladsen og området. (En indgangsbillet til tårnet kostede 200 Lek = 2 Euro, men da vi kun kunne betale med 20.000 Lek-sedler, kom vi gratis ind).
Tårnet, der er 35 meter højt, er bygget under osmannerne i 1822 – i øvrigt samtidig med Et’hem Bey-moskeen, der ligger lige ved siden af. På det tidspunkt, hvor tårnet blev bygget, var det byens højeste bygning.

Efter turen op i tårnet valgte vi at besøge Et’hem Bey-moskeen, der både udvendigt og indvendigt er udsmykket med freskomalerier, der viser træer, vandfald, landskaber og broer. De fleste af de scenerier, der ses i vægmalerierne, er dog ikke realistiske, men fiktive.

Da kommunisterne med Enver Hoxha i spidsen tog magten i Albanien i 1944 blev religioner forbudt og moskeen lukket, og først i 1991, hvor 10.000 mennesker trængte ind i moskeen, blev den åbnet igen. Moskeen er ikke ret stor, så hvor de mange mennesker dengang havde befundet sig i bygningen, var os en gåde.

Ude på gaden igen gik turen til byens basar, hvor de fleste af standene dog havde lukket i middagsheden, så vi nøjedes med en lækker frokost på en lille fortovsrestaurant. Og her fik vi så for første gang på denne tur konstateret, at den traditionelle albanske mad kan noget! – og så til meget små priser…

Efter frokosten vandrede vi gennem små gader til Ura e Tabakëve, Tanners’ Bridge (Garverbroen på dansk), der er en gangbro fra det 18. århundrede – bygget af osmannerne. Oprindelig var broen en del af Saint George Road, der forbandt Tirana med det østlige højland, og som var den rute, bønderne med husdyr og landbrugsprodukter brugte fra oplandet og ind til byen.
Broen førte oprindelig over floden Lanë, men da floden i 1930’erne blev omlagt, mistede broen sin betydning og forfaldt. Først i 1990’erne blev den restaureret og genåbnede som fodgængerbro, og den anses i dag som et af byens vigtigste kulturarvsmonumenter.

Fra broen fortsatte vi forbi Namazgah-moskeen, der er den største moske på Balkan, og videre til The Cloud – et kunstværk, der er fremstillet af Sou Fujimoto. The Cloud er placeret på pladsen lige foran National Gallery of Arts, hvor der også er mange kulturelle arrangementer. Således var der netop en musikfestival på pladsen foran The Cloud, mens vi var i byen.

Næste punkt på eftermiddagens program var et besøg i bunkeranlægget Bunk’Art 2, hvortil indgangen var placeret på en central plads lige ved landbrugsministeriets farvestrålende bygning. Anlægget blev i perioden 1981-86 konstrueret som atombunker, men det er i dag omdannet til et museum, der har til formål at bevare mindet om den kommunistiske æra, og gennem 24 værelser og mere end 1000 m² fortælles historien om indenrigsministeriet og dets hemmelige politi, Sigurimi.

Efter det kommunistiske regimes fald besluttede nogle personer at angribe kuplen, der udgør indgangen til bunkeren, fordi den symboliserer mange års undertrykkelse. I dag er kuplen stadigvæk beskadiget, da dette var en del af historien om det kommunistiske regime.
Vi tog os god tid gennem bunkerens mange værelser og fik et fint indblik i Albaniens trængselstider under kommunismen.

Fra bunkeranlægget – der i øvrigt ligger lige ved landbrugsministeriets flotte bygning – gik vi videre til Tiranas pyramide, der åbnede i 1988 og oprindelig tjente som museum for Enver Hoxha, der var død tre år tidligere. Pyramiden er designet af Hoxhas datter, Pranvera, der var uddannet arkitekt, og den var på det tidspunkt det dyreste bygningsværk i Albanien.

Pyramiden, der skulle være en hyldest til Enver Hoxha, bliver i folkemunde kaldt ‘Enver Hoxha Mausoleet’, men siden kommunismens fald i 1991 nedlagdes museet, og pyramiden har siden da tjent andre formål, bla. blev den brugt som base af NATO under Kosovo-krigen i 1999.

Fra pyramiden fortsatte vores tur til Enver Hoxhas hus i bydelen Ish-Blloku eller bare Blloku, der tidligere var boligområde for medlemmerne af det albanske politbureau, og hvor almindelige albanere ikke havde adgang.  Blloku er i dag en eksklusiv bydel, hvor mere velhavende albanere bor, og bydelen bliver ofte kaldt ‘den unge albanske elites legeplads’.

Enver Hoxhas hus ligger midt i kvarteret, forladt og forfaldent, og det fremgår ikke af nogen turistguider, hvor huset ligger – helt i stil med, at den menige albaner ikke vil vide af den tidligere leder af landet. Da vi således spurgte om vej til huset, kunne ingen fortælle os, hvor vi skulle finde det!
Fra Blloku gik turen nu tilbage til hotellet – igen over Skanderbegpladsen, hvor vi denne gang fik øje på den markante mosaik på det nationalhistoriske museum, der i øjeblikket er lukket på grund af renovering. Mosaikken, der er ganske imponerende, forestiller tidligere til nuværende skikkelser fra den albanske historie.

Hjemme på hotellet slappede vi lidt af, inden vi vandrede ned ad en sidegade for at spise vores aftensmad på en lille restaurant, som Hjalte havde fundet. Og efter aftensmaden (og is til dessert) gik turen hjem til hotellet igen – og under dynerne.

Lørdag d. 25.5.
Målet for dagen i dag var at nå frem til Albaniens ældste by, Berat – ‘den hvide by’ eller ‘byen med de 1000 vinduer’, så efter en særdeles fremragende morgenmad på hotellet fik vi pakket bilen og begav os af sted. Et delmål på turen var byen Elbasan, men undervejs tilføjede vi også lige et stop i Pogradec, der ligger ved Ohrid-søen, tæt på grænsen til Nordmakedonien.
Vi forlod Tirana tidligt på formiddagen, og første stop blev det nedlagte industriområde Kombinati Metalurgjik vest for Elbasan – et ambitiøst projekt, der var sat i værk af landets kommunistiske styre som et led i industrialiseringen af Albanien. Bygningen af det første valseværk på stedet startede i 1966, og i sin storhedstid dækkede industriområdet 155 hektar og omfattede støbejernsværk, koksværk, stålværk, støbejernsstøberi, kulstofværk, nikkel-kobolt-anlæg samt flere laboratorier På området var der 47 km jernbane og mere end 30 km asfalterede veje.

Vi besøgte et par af de forfaldne bygninger (udefra) og kunne sagtens forestille os, at det havde været et driftigt sted med mere end 12.000 ansatte fordelt i mere end 520 forskellige virksomheder. Værket lukkede ned over en periode fra slutningen af 1980’erne, og det har siden da blot stået og forfaldet.

Fra stålværket kørte vi ind i centrum af Elbasan, hvor vi fandt en p-plads nær bymuren, hvorefter vi gik en tur i den gamle bydel bag muren. Vi gik lidt rundt på må og få gennem de små, smalle og brostensbelagte stræder og kom bla. forbi Hamami i Kalasë – byens undseelige tyrkiske bad, inden vi slog os ned for at nye en kop kaffe.

Videre gik vi til den meget specielle Kisha Fjetja e Shën Marisë – Saint Marys Kirke. Kirken, der er bygget omkring 1830 på resterne af en ældre kirkebygning, er i dag et multikulturelt centrum, og i kirken er der spor efter flere religiøse strømninger. Der er således tegn på, at kirken, der egentlig er romersk ordodoks, også har været anvendt til andre religiøse handlinger. Balkonen bærer tydelige islamiske træk, og en kalender i kirken er juliansk!

I kirken er der en ikonostase (billedvæg) med mange ikoner, hvoraf to af dem stammer fra det første århundrede e.Kr.

Vi fik en fik en gennemgang af kirken og dens betydning af en ældre kvinde; dette foregik på albansk suppleret med et par engelske gloser og en del tegnsprog, og under vores besøg i kirken mødte vi også den nuværende ortodokse præst, Nikolas Marku – en ledende skikkelse indenfor kirken i Albanien.
Nær kirken så vi reklame for den lokale snaps, Raki, der laves på forskellige lokale frugter.

Efter besøget i kirken gik turen gennem de små gader tilbage til bilen, idet vi dog undervejs passerede byen gamle moske, klokketårnet og resterne af en meget tidlig basilika, der først blev fundet i 2007 og siden da løbende udgravedes.

Fra Elbasan fortsatte vi vores tur mod øst til Ohrid-søen og Pogradec, hvor vi – på anbefaling fra venner i Danmark – gjorde holdt for at smage den lokale fisk, Koran.

Koran (Salmo letnica), også kaldet Orhid ørred, er en fisk, der er endemisk for Ohrid-søen og dens bifloder, men på grund af overfiskning og ulovligt fiskeri er fiskebestanden i dag meget truet. (Dette er vi dog først blevet bekendt med, efter vi var kommet hjem fra vores besøg i Albanien!)

Efter vi havde fundet en p-plads gik vi en tur langs søen, hvor det, der engang var fornemme bygninger fra kommunisttiden, lå og forfaldt. Pogradec blev besat af italienske tropper i 1939, men efter Italiens kapitulation i 1943 blev byen et yndet udflugtsmål for mange kommunistiske embedsmænd med Enver Hoxha i spidsen. Pampernes sommerboliger – og området omkring dem – var dengang afspærret for offentligheden, men i dag ligger de – som skrevet – blot og forfalder, som et minde om en tid med undertrykkelse fra Albaniens kommunistiske elite.

Efter turen langs søen, der er på UNESCOs Verdensarvliste, fandt vi restaurant Lake View, der lå lige ved søbredden. Her fik vi så serveret en ret med koran som en del af en større frokost, hvor der i øvrigt blev ved med at komme lækre ting på bordet – uden at det havde indflydelse på regningen.

Fra Pogradec gik turen tilbage mod Elbasan – dog med et stop i byen Përrenjas, hvor kunstneren Eljan Tanini i 2018 forsynede et par forladte nikkelminetårne med i alt 1380 mariehøns. De to minetårne, der går mere end 300 meter ned under jorden, blev udsmykket i løbet af 22 dage, og på toppen af det ene tårn – 52 meter oppe i luften – er et træ spiret som et fint symbol på naturens modstandskraft.

I øvrigt er de to tårne en del af endnu et nedlagt industrikompleks, der får lov til at stå og forfalde – her en nikkelmine.
Fra Përrenjas fortsatte vi vores tur til Berat, der er en ældgammel by, der står på UNESCOs Verdensarvliste. Her ankom vi efter mørkets frembrud i styrtende regnvejr og havde i øvrigt store problemer med først at finde vores hotel, Hotel Gorica, der lå i den ældste bydel, og derefter både med at finde en P-plads og at blive indkvarteret.
Men alt lykkedes, og da vi først havde hvilet os lidt, og efter at regnen var stilnet af, gik vi ned om hjørnet til en lille, nyåbnet restaurant nær hotellet, Te Ura, hvor vi fik lækker og autentisk, albansk mad. Vi kom i snak med indehaveren, der lovede, at han til næste aften kunne skaffe os både raki og en særdeles lækker jomfru olivenolie fra familiens landsted for “ingen penge”.
Blandt andet derfor besluttede vi, at vi ville tage en overnatning mere i Berat og bestilte, inden vi gik hjem i seng, overnatning i et andet hotel i byen, Hotel Berati, for den kommende nat.

Søndag d. 26.5.
Efter en god nats søvn stod vi op til fint vejr over Berat, og vi startede dagen med en lækker morgenmad i hotellets lille restaurant, inden vi pakkede bilen og gik ud for at udforske byen.
Vi startede med en gåtur i de smalle og til dels stejle gader i den ældste bydel syd for floden Osum.

Det førte os bla. forbi den lille ortodokse kirke Kisha e Shën Spiridonit – St. Spiridons Kirke. Et besøg i kirken blev det dog ikke til; det var jo søndag, og kirken var fyldt med mennesker, der var til gudstjeneste.

I stedet vandrede vi videre og kom højere op i byen, hvorfra vi havde nogle fantastiske udsigtspunkter mod byen på den anden side af floden – og det stod os straks klart, hvorfor byen blev kaldt såvel ‘den hvide by’ som ‘byen med de 1000 vinduer’.

På klippen ovre på den anden side kunne vi også se kirken Kisha e Shën Mehillit – St. Michaels Kirke – der er en lille middelalderlig byzantinsk kirke, der er opført på en afsats på en klippevæg. Man mener, at kirken blev bygget i det 14. århundrede og dedikeret til ærkeenglen Michael, og selv om vejen op til kirken var stejl og anstrengende at bestige, var det besværet værd at tage turen derop!

Fra Berat tog vi en tur ud af byen med det mål at besøge et par interessante steder i bjergene sydøst for Berat: Bogove Vandfaldet og Osum Canyon.
Først kørte vi til Bogove, hvor vi parkerede bilen og vandrede godt 1,6 km ad en rimelig god sti til vandfaldet. I virkeligheden var de tale om to forskellige vandfald, der droppede ned i den samme azurblå sø, hvor det så også var muligt at bade. Det var et flot syn, der absolut var værd at bruge tid på.

Fra Bogove gik turen videre til en lille restaurant, ‘Arber & Ambra’, hvor vi fik serveret lækker hjemmelavet gullasch, inden vi kørte videre til Osum Canyon. Her gjorde vi holdt ved det største og mest besøgte viewpoint, og synet herfra er ekstra flot, fordi man kan træde ud på en platform, der bygget ud over kløften. Det var meget imponerende at se ned i den op til 450 meter dybe kløft, som man mener er dannet for 2 til 3 millioner siden ved vanderosion, og den 26 km lange kløft, hvor floden Osum flyder i bunden, går for at være en af ​​de mest spektakulære naturattraktioner i Albanien. Og ja – flot og imponerende var den!

 

 

Fra Osum Canyon gik turen tilbage til Berat – dog med et enkelt stop ved en spændende, men usikker, træbro over Osum – lige før vi kom til Bogove. Broen virkede meget ustabil, så vi holdt os fra at forsøge at gå over til den anden side af floden!

I Berat – dvs. lige før vi nåede ind til byen – gjorde vi endnu engang stop ved et nedlagt fabriksområde. Der er nu noget over disse forladte virksomheder, fabrikker, værker og miner, der er blevet forladt, fordi de er urentable, og derefter bare ligger og forfalder, uden at ‘nogen’ gør ‘noget’.

 

Tilbage i Berat fik vi parkeret bilen og blev indkvarteret på Hotel Berati – et skønt lille hotel i et travlt område af byen. Herefter gik vi en tur i området, hvor der både var en park, en stor brostensbelagt plads og en ortodoks katedral, Katedralja e Shën Dhimitri.

Herefter hvilede vi lidt ud på hotelværelset, inden regnen satte ind, og vi skulle tilbage til gårsdagens restaurant, Te Ura, for at spise aftensmad – og for at afhente vore bestilte varer. Det blev endvidere til en hyggelig aften i selskab med restaurantens ejer, Lani Froto, der sad/stod og hyggede med os efter lukketid – og han var noget rundhåndet med udskænkning af raki.

Sent hen på aftenen – og da regnen var holdt op – vandrede tilbage tilbage til hotellet gennem den flot oplyste by.

Mandag d. 27.5.
Dagen startede med morgenmad og efterfølgende tjek-ud fra hotellet, hvorefter kursen blev sat mod Apollonia, hvor vi ville besøge den arkæologiske park.
Da vi – dvs. mest Hjalte – planlagde dagens rute, fandt han flere interessante steder, som kunne være spændende at besøge. Første stop blev således i den lille by, Ura Vajgurore, hvor vi agtede at besøge et termalbad. Badet var helt nyanlagt med omklædningsfaciliteter, og ud over to lokale gubber – noget ældre end os – var vi alene på stedet. Vi kom i snak med de ældre mænd, og ved tolkning af deres tegnsprog kunne vi forstå, at vi var velkomne til at tage en svømmetur i det svovlholdige vand, så det blev til en svømmetur for Hjalte og den ene af mændene.

 

Næste stop var ligeledes i Ura Vajgurore, hvor vi skulle se på resterne af en gammel romersk bro. Selve broen var der ikke så meget at skrive hjem om, men i en have bag broen fandt vi et træ med masser af modne mispler, som vi fik lov til at plukke så mange af, som vi kunne spise. Faktisk kom ejeren af træet, en ældre kvinde, og gav os nogle plasticposer til frugterne, og hun hjalp endda med at plukke!

 

Herefter gik det videre til næste stop, Apollonia, der formodentlig var den vigtigste af flere klassiske oldtidsbyer af samme navn. Byen blev grundlagt omkring år 600 f.Kr. af græske kolonister fra Korinth, der – efter invitation fra de lokale illyrere – anlagde Apollonia som en handelsplads på et ellers temmelig forladt kystområde.
Byen opnåede med tiden uafhængighed fra Korinth, og den blev ledet som et oligarki – et fåmandsvælde, hvor den græske elite regerede og bestemte.
Fra det andet århundrede f.Kr. gik byen i samarbejde med romerne, og som et resultat af dette samarbejde, oplevede byen en opblomstring. Der blev bla. oprettet en berømt skole for græsk filosofi, retorik og militær træning, der tiltrak studerende fra hele det romerske rige, og den første romerske kejser, Augustus, studerede i Apollonia i sine unge dage.
Fra det tredje århundrede e.Kr. begyndte byen at forfalde, da dens havn sandede til som følge af et jordskælv, og byen blev helt forladt små hundrede år senere. Efter den tid henlå området uberørt, og det blev først genopdaget i det 18. århundrede, og først rigtig undersøgt af arkæologer ved den østrigske besættelse af Albanien i 1916-18.
I 1967 blev en del af området uigenkaldeligt beskadiget af tunge maskiner ved bygningen af ca. 400 militærbunkere i beton ved og nær den antikke by.

Efter vi havde parkeret og indløst billet til området (200 Lek pr person) vandrede vi rundt og beundrede ruinerne, selv om de – for de flestes vedkommende – var af noget tvivlsom kvalitet. De mest imponerende af ruinerne lå faktisk blot få hunderede meter fra indgangen.
Bedst bevaret var således Bouleuterion, der var byrådets mødelokale – bygget ved byens åbne plads, Agora. For den anden ende af denne plads lå teatret, der også temmelig velbevaret.
Langs resterne af en søjlerække, der formodentlig har bestået af 35 søjler, hvoraf basis til 27 af dette er bevaret, bevægede vi os til en mindre plads, hvor man kunne se resterne af et par templer, Artemis templet og Tempel B, samt en cisterne. Der var ikke meget at se, men man kunne da godt danne sig et indtryk af stedets storhed.

Lidt skuffede gik vi herefter til resterne af det bunkersanlæg, som regimet lod opføre i 1967; et anlæg med flere forfaldne bunkere, der var sammenknyttet af underjordiske gange – som vi, hovedsagelig Hjalte, lige skulle have udforsket.

Samtidig brugte jeg tiden på at kigge sommerfugle, svalehaler (Papilio machaon), der var flere af i området.

Ellers vandre vi lidt rundt i hjørner af Apollonia, hvor vi ligeledes flere gange så eksemplarer af græsk landskildpadde (Testudo hermanni) – lige fra velvoksne eksemplarer til en lille unge…
Noget af det sidste, vi brugte tid på at udforske, var Apollo-obelisken, der er en kalkstenssøjle, der var dedikeret til guden Apollo.

Efter besøget i Apollonia gik turen videre til Vlore ved Adriaterhavet, hvor vi havde bestilt overnatning på Vila Arial – med udsigt over havet.
Efter vi var blevet indkvarteret og havde fået tændt for airconditioningen, vandrede vi den korte vej ned til stranden, hvor vi for anden gang på denne tur oplevede et byggeri fra kommunisttiden, der havde stået – halvfærdigt – og fået lov til at forfalde siden styrets fald. Hvorfor hotellet her i yderste række mod stranden bare lå hen, ja, det giver slet ingen mening. Vi kom i ‘snak’ med en ældre mand, der opholdt sig i hotellets skygge, og han viste os rundt i ruinerne. Det var mærkeligt at gå rundt her i byggerod fra det sidste århundrede blandt delvis ubrugte byggematerialer.

 

Efter besøgt i ‘hotellet’ fortsatte vi langs vandet og på en mennesketom strand ind til byens havn, hvor vi kunne betragte det meget lille Muzeu Kombëtar, Nationalmuseet for uafhængighed, og byens lille græsklædte pyramide, inden vi fandt en hyggelig lille restaurant, Novus, der serverede traditionel albansk mad, og hvor vi indtog aftensmaden, inden vi vandrede tilbage til vores hotel.

Inden vi gik til ro kørte vi ud til Agave Beach nord for Vlore – et fint sted at overvære solnedgangen…

Tirsdag d. 28.5.
Dette blev en dag med megen kørsel, og en dag, hvor vi måtte afkorte vores påtænkte program; vi havde simpelthen planlagt for meget til, at vi kunne nå det hele…
Første stop blev Byllis Arkæologiske Park, der ligger ca. 65 km øst for Vlore.
Turen op til parken blev noget vanskeliggjort af, at vores GPS ikke lige fået fat i, at der var kommet en ny vej derop, så vi blev guidet af en noget interimistisk vej til parken – en smal, hullet og stejl vej, der blev noget af en udfordring at køre på. Gevinsten ved at køre denne vej var imidlertid, at vi kom helt tæt på en olieboring, hvor pumpen bare stod og kørte – helt ubeskyttet i forhold til omgivelserne.

Nå, men vi kom dog frem – og vi var de første besøgende i parken denne dag, hvilket betød, at vi kunne vandre helt alene rundt blandt ruinerne, der er højt beliggende og hvorfra man har et fint udsyn ned over floden Vlosa.

Byllis var en oldtidsby, der var bygget af illyrerne omkring 350 f.Kr. på en bakketop, hvor byen lå godt beskyttet bag tykke mure, der blev opført på samme tid. Senere – i løbet af det tidlige 2. århundrede før Kristi – blev byen langsomt gradvist overtaget af græske nybyggere, men efter den romersk-illyriske krig i 169-168 f.Kr. og flere ødelæggelser og plyndringer af romerne, blev byen romersk koloni i 30 f.Kr.
Vi vandrede rundt i ruinerne, hvor vi fik set resterne af mange af de gamle bygninger: hus B, arsenalet, basilikaerne A og C, Justinians bade, cisternerne, Prytaneion, stadion, gymnasiet, teatret og stoaen.

Og da vi egentlig var færdige med vores tur gennem området, blev vi opmærksomme på katedralen, der tidligere – indtil man opdagede et dåbskapel og et bispepalads i bygningen – kaldtes basilika B, og som viste sig at være det mest interessante ved hele området. Selv om vi overalt kunne læse, at gulvet i katedralen ikke måtte betrædes, kaldte en opsynsmand på os og lod os gå ind og se gulvet, der afslørede en flot og velbevaret mosaik.

Herefter forlod vi området for at køre til vores næste stop på vej sydpå, byen Tepelenë.
Her besøgte vi først den noget uhyggeligt interneringslejr – koncentrationslejr, der var i brug fra april 1949 til marts 1954, og som var oprettet af Albaniens kommunistiske styre som fængsel for straffefanger, politiske fanger, flygtninge og desertører. Imidlertid var det oprindelige formål med lejren at deportere familierne til allerede pågrebne politiske fanger samt at flytte overklassefamilier til lejren for at de kommunistiske magthavere kunne beslaglægge disse familiers hjem.
Lejren vakte international vrede, bla. fordi mange børn døde under de kummerlige forhold i lejren.

I øvrigt havde vi store problemer med at finde porten til lejren, og først da vi fik hjælp af et fotohold, der var i gang med optagelser derinde, kunne vi komme derind. Og selv om det er besluttet, at lejren skulle omdannes til et center for at mindes og ære ofrene for diktaturet generelt, er der ikke sket noget endnu – ud over at der er plantet 300 cyprestræer – ‘Børneskoven’ – til minde om de 300 børn, der mistede livet i lejren på grund af sygdom, sult og dårlig hygiejne.

Fra lejren kørte vi lidt uden for byen til Ujesjellesi i Ali Pashait – Ali Pashas akvædukt – over Bênça-floden. Denne imponerende akvædukt, der led stor skade under et jordskælv i 30’erne, blev efterfølgende genopbygget, men desværre ikke i sin oprindelige form.

Turen gik efter besøget her videre til Gjirokastër, der også kaldes Stenbyen og i øvrigt er fødeby for Enver Hoxha, og undervejs mellem Tepelenë og Gjirokastër passerede vi en lang række boder langs vejen, hvor der blev solgt kunsthåndværk, krydderurter, te, drikkeyoghurt, honning – og endda fisk. Det gav os et lille stop, hvor vi fik handlet lidt ind – af krydderurter og honning.

Tilbage til Gjirokastër: Byen har mange stejle og smalle gader, der gør bilkørsel i bykernen til noget af en udfordring. Vi parkerede derfor neden for borgen og gik ad stejle gader opad for at betragte de gamle huse i den historiske bydel i Gjirokastër, der er på UNESCOs Verdensarvliste som et sjældent eksempel på en velbevaret osmannisk by.

Vi fandt et roligt sted og slog og ned for at nyde frokosten, inden vi kørte ned i en anden del af byen for at kigge på nogle af de imponerende gamle bygninger. (Her mødte vi i øvrigt en dansk efterskole, der var på tur rundt i Albanien).

Fra Gjirokastër gik vores tur videre til Syri i Kaltër – The Blue Eye – som er en kilde, der forsyner floden Bistricë med vand. Kilden er en meget populær turistattraktion, og man kan se det turkisblå vand komme op fra et karsthul med en dybde på over 50 meter.

Fra ‘Det Blå Øje’ havde vi lidt travlt med at komme til vores hotel, Hotel Jali, i feriebyen Jalë, der ligger ved Adriaterhavet, og da vejen dertil gik ad snørklede bjergveje langs kysten, og vi kunne konstatere, at vi ikke kunne nå frem, inden receptionen lukkede, måtte vi tage kontakt til hotellet og aftale sen indtjekning. Heldigvis uden problemer.

Undervejs til hotellet indlagde vi kun et kort stop i fiskerlejet Porto Palermo, hvor vi nød naturen omkring borgen. Her fik vi set blomstrende kapers (Capparis spinosa) samt et par slags ‘langhornede græshopper’, som vi aldrig tidligere var stødt på, Pholidoptera macedonica og Eupholidoptera schmidti – begge arter uden dansk navn. Men flotte var de hver på sin måde.

Ellers blev det bare til en pizza i en lokal restaurant ved stranden – og så hjem på hotelværelset, hvorfra vi kunne nyde udsigten over Jalë-bugten.

Onsdag d. 29.5.
Tidlig opvågning, dels for at komme i bad – dels for at nyde udsigten fra vores værelse!

Herefter morgenmaden, før vi tog os tid til en kort tur langs vandet og rigtig kunne danne os et billede af en ferieby, der var ved at vågne efter vinteren. Strandparasollerne blev gjort klar, og der blev opsat stole og borde til turisterne, der efter sigende allerede ville strømme til kommende weekend. Og i tilgift kunne vi nyde det flotte turkisblå vand i bugten.

 

Fra Jalë gik turen langsommeligt videre – det første stykke igen af krogede veje – nordpå til Albaniens næststørste by, Dürres, hvor byens gamle antikke, romerske amfiteater.
Teatret, der er bygget under kejser Trajan i det 2. århundrede e.Kr., havde oprindelig plads til 15-18.000 tilskuere, og det var dermed det største amfiteater på Balkan. Teatret, der ligger midt i byen, blev ødelagt af jordskælv to gange – i det 6. og det 10. århundrede – og blev først opdaget i 1966, men først i 2004 startede et restaureringsarbejde for at redde teatret. 

Ved vores besøg i teatret så vi nogle af de underjordiske gange, mosaikker samt resterne af en lille kapel, der daterer sig til anden halvdel af 4. århundrede.

Efter vores besøg i teatret fik vi en kop kaffe i skyggen i en café på strandpromenaden, før vi gik tilbage til bilen – idet vi gik forbi et andet af byens vartegn, Det Venetianske Tårn – en del af Dürres Castle – uden at vi dog brugte tid på et besøg her. Også søjlemonumentet på strandpromenaden passerede vi.

Det var meget varmt her ved havet, og vi besluttede derfor at køre videre mod Krujë – vores næste delmål på turen, men valgte dog undervejs lige at indlægge et besøg ved Kurçaj-broen, der blev bygget i det 18. århundrede over Zeza-floden som en del af en tidlig karavanerute mellem Krujë og Tirana. Fra hovedvejen var der blot 8 km til broen – men det var en tur, der tog næsten en time – hver vej, da vi skulle samme vej ind til og ud fra broen.

Videre gik det til bjergbyen Krujë og vores pension, Pamja e Qyteteve, der lå hævet over selve byen. Her blev vi indkvarteret – mens det begyndte at regne ret kraftigt – på et helt nyt og lækkert værelse, inden vi gik ned i byen, stadigvæk mens det regnede.
Vores mål var midtbyen med dels basaren og dels borg-/slotsområdet, Kalaja e Krujës.
Først besøgte vi slottet med både Gjergj Kastrioti Nationalmuseum og flere markante ruiner, bla. Xhamia e Fatih Sultan Mehmet (en moske) og klokketårnet.

Sultan Mehmet Fatihs moske blev bygget i perioden fra 1478-1490, men den blev ødelagt af osmannerne i 1831. Klokketårnet, der er 16 meter højt og har en kvadratisk grundflade med en sidelængde på 8 meter samt bygget i det 12.-13. århundrede, er opført på slottets højeste punkt, og det fungerede oprindelig som vagttårn.
Slottet er interessant i den henseende, at det var centrum for Skanderbegs oprør mod Det Osmanniske Rige i 1443, og det modstod bla. tre belejringer i hhv. 1450, 1466 og 1467. Først i 1478 – 10 år efter Skanderbegs død – faldt slottet til osmannerne.

Efter at have udforsket slottets ruiner vandrede vi tilbage til basaren, hvor vi i forskellige små boder pruttede lidt om priserne på kelimtæpper – og endte da også med at få købt et tæppe hver.
Ellers gik turen tilbage til vores pension – nu i tørvejr, lidt aftensmad og så ellers bare nyde den flotte solnedgang over bjergene i vest.

Torsdag d. 30.5.
Efter morgenmaden var det tid til at tage afsked med vores værter, men endnu ikke Krujë, idet Hjalte gerne ville prøve at gå til et lille kapel på toppen af det bjerg, hvor vi boede. Kapellet, der er dedikeret til Sari Salltik, er opført til ære for Sari Salltik, der skulle være den første, der bragte islam til Balkan.
Altså gik Hjalte af sted efter bilen var pakket – mens jeg kørte den lange omvej op til kapellet og nåede at besøge det, inden han – godt træt efter de 700 meters stigning – nåede sit mål.

Og så gik det ellers nordpå til bjergene mod Montenegro, hvor vi havde booket vores næste overnatning i gæstehuset Bujtina Harusha i landsbyen Theth højt oppe i bjergene.
Turen til Theth gik for den første del af turen gennem fladt område med gode veje, men de sidste 45 km blev vejen absolut dårligere og gik gennem bjergrigt område i knap 2000 meters højde med mange serpentinersving og med fantastiske udsigter – hvis det da ikke lige havde været for regnfuldt og tåget vejr.

Men frem nåede vi da i sikkerhed, og efter indkvarteringen ville vi at vandre op i bjergene for at opleve det fantastiske bjerglandskab. Dvs. at vi valgte at køre de 6 km fra vores gæstehus til P-pladsen for enden af asfaltvejen, før vi tog vandreskoene på.

Undervejs indlagde vi et stop på et sted, hvor vi blev snydt af vores sanser, idet det så ud som om, at vandet i en lille bæk løb i hurtigt tempo op ad bakke. Stedet er i øvrigt bekendt som ‘Uphill Stream’, og det lå få meter fra vejen fra Theth til det vandrerområde, vi var på vej til. Det var et noget surrealistisk syn at stå og betragte vandet!

Efter at vi havde parkeret bilen på P-pladsen, gik det ad en snørklet, smal, stejl og visse steder glat og klistret sti gennem terrænet til Theths Blue Eye, der – lige som stedet af samme navn, som vi besøgte for et par dage siden – er en kilde, der leverer vand til den lokale flod, Lumi i Thethit.
Vel fremme ved kilden smed Hjalte det meste af tøjet og sprang i det iskolde vand på ca. 7 grader, og han gav heller ikke udtryk for, at det var en udsøgt fornøjelse.

Da han var kommet i tøjet igen, gjorde vi klar til at gå tilbage til bilen, men blev stoppet og fik fortalt, at det rigtige Blue Eye faktisk lå 200 meter længere fremme. Derfor fortsatte vi vores vandring til det rigtige sted, og da vi var der, kunne vi godt se, at dette måtte være rigtigt, idet en kilde sprang ud af klippen. Altså måtte Hjalte endnu engang i vandet!

Ellers gik det tilbage mod bilen og gæstehuset – med et lille stop, hvor vi kunne få et godt udsyn over den canyon, som floden Lumi i Thethit havde skåret gennem landskabet.

Tilbage i Theth stod den bare på aftensmad i det grønne og en god nats hvile.

Fredag d. 31.5.
Efter morgenmaden gik turen tilbage i lavlandet, hvor vores første stop var endnu en bro fra osmannernes tid i landet, Mesi-broen, der er opført omkring 1770 og spænder over Kir-floden. Broen, der er 108 meter lang og har 13 buer, ligger i byen Mes, 8-9 kilometer nordøst for regionens største by, Shkrodër. Mesi-broen, der er et stort turistmål, er den længste osmanniske bro i regionen.

Da vi havde besøgt broen – og var på vej videre, fik vi øje på en mark med tobaksplanter, der netop nu stod i blomst. Og selv om landets vigtigste afgrøder er majs og hvede, produceres der faktisk en vis mængde tobak her i landet.

Efter et lille fotostop ved marken gik turen tilbage til Tirana til et hotel i bakkerne i den østlige udkant af byen, Chateau Linza Resort, hvor vi havde den sidste overnatning på denne rejse til Albanien. Fra hotellet prajede vi en taxa til at køre os til byens centrum, Skanderbeg-pladsen, hvorfra vi gik til Tiranas smukke bypark og sø i den sydlige udkant af byen. Ikke noget særligt at skrive hjem om, men en hyggelig fredelig tur.

På turen tilbage til centrum fik vi et indblik i noget af byens mere moderne kunst – malet på mure og gavle, bla. et maleri på en mur til promovering af Tirana Maraton 2023, men ellers fandt vi en restaurant, hvor vi endnu engang – for sidste gang – kunne nyde lidt lækker, albansk aftensmad.

Ellers bevægede vi os tilbage mod Skanderbeg-pladsen, hvor vi på vejen kom forbi Katedralja Ortodokse ‘Ngjallja e Krishtit’ – byens ortodokse katedral ‘Kristus Opstandelse’, der er den tredjestørste ortodokse kirke i Europa.

Endelig blev der også tid til endnu et besøg i den gamle basar, inden vi igen søgte mod hotellet i en taxa.

Lørdag d. 1.6.
Efter en nat på et lækkert hotel efterfulgt af den ringeste morgenmad på vores tur kørte vi op i bakkerne øst for hotellet til Dajti Nationalpark, der er et yndet område for vandrere og i øvrigt kendt for sin biodiversitet.

Vores ophold i parken blev ikke mindeværdigt; vi fik kørt ind i et militært område – med hvad deraf følger, og vi måtte luske af igen. Inden da fik vi lige lejlighed til at fotografere nogle af de enmands-bunkere, der stod i området. I alt står der – fordelt over hele Albanien – omkring 700.000 af sådanne bunkere i beton, der kunne rumme en enkelt mand – opført under diktatoren Enver Hoxha. Bunkerne vidner om en tid, hvor man – det vil sige Hoxha – i ramme alvor troede, man kunne holde omverden og ikke mindst kapitalismen på afstand, hvis man blot byggede tilstrækkeligt mange bunkere. Og betonen til bunkerne? Den kom i vid udstrækning fra de fabrikker uden for Elbasan, som vi tidligere havde besøgt på vores rejse.

I øvrigt – og da vi ikke var velkomne i det militære område – kom vores besøg mest til at handle om et kig på et nyt besøgscenter, der blev oprettet i 2019, og som fortalte om områdets flora og fauna. Centret var ubemandet, og det var ikke køreturen værd at besøge det.

Fra Dajti kørte vi til Bunk’Art 1, der – lige som Bunk’Art 2 nede i centrum af Tirana – er et bunkermuseum, der er bygget under Enver Hoxhas regeringstid. Den meget massive bunker, der blev bygget i 1970’erne i udkanten af ​​Tirana på Enver Hoxhas ordre, var beregnet til at rumme diktatoren og hans ledsagere under et atomangreb.

Bunkeren var kun for den politiske elite, og derfor forblev bunkeren hemmelig så længe Hoxha var ved magten. Den eneste vej ind til eller ud fra bunkermuseet var gennem en ikke særlig prangende tunnel, og udefra så man igen tegn på, at her lå noget specielt. Det betød også, at vi havde svært ved at finde frem til bunkeren – på trods af at vejen dertil var skiltet!

Hoxha døde i øvrigt før bunkeren var bygget færdig, og bunkeren blev aldrig brugt.
Fra Bunk’Art 1 var det tid til at drage til lufthavnen for at aflevere bilen og tjekke ind til hjemrejsen, der viste sig at blive noget stressende. Flyet fra Munchen var forsinket på grund af uvejr i Tyskland – afgangen fra Tirana blev godt en time forsinket – vi måtte løbe gennem lufthavnen i Munchen fra en terminal til en anden for at nå tilslutningsflyet til Billund – og fremme i Billund viste det sig, at vores bagage slet ikke var med vores fly.
Det gode var, at Claudia afhentede os i lufthavnen – uden forsinkelse.