Albanien, 24.5.-1.6.24 □

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Dette er beretningen om en far-søn-tur til et af Europas ret så oversete lande, Albanien.
Det viste sig i starten af foråret, at Hjalte havde noget ferie, der skulle afvikles, mens jeg jo er i den situation, at jeg kan rejse, når jeg har lyst. Derfor besluttede vi denne tur, hvor vi i lejet bil rejste rundt i landet i en uges tid og besøgte nogle af Albaniens seværdigheder, både inden for kategorierne kultur og natur.
Da vores afrejse var kl. 6 fredag morgen, blev vi fragtet til Billund af Claudia, hvorefter vi overnattede på lufthavnshotellet, så vi ikke skulle så tidligt af sted hjemme fra Aarhus fredag morgen for at tjekke ind.

Fredag d. 24.5.
(9530-9660)
Flyveturen til Tirana i Albanien gik uproblematisk – med en mellemlanding i Munchen – og vi landede sidst på eftermiddagen i godt og vel 30 graders varme i Tirana International Airport Nënë Tereza. Afhentning af lejebil og af sted til vores hotel, Ebel Boutique Hotel – lige ved en af byens meget trafikerede rundkørsler. Faktisk havde vi så store problemer med at finde hotellets p-plads, at vi fik kørt noget rundt i området, før vi fandt frem til hotellets bagindgang, fik parkeret og fik tjekket ind.
Herefter gik vi de knap halvanden kilometer ind til byens hjerte, Sheshi Skënderbej – Skanderbegpladsen. Pladsen er opkaldt efter Albaniens nationalhelt, Gjergj Kastrioti Skanderbeg, der formåede at holde osmannerne stangen og ude af Albanien indtil sin død i 1468 – herefter blev Albanien erobret og en del af det Osmanniske Rige. 
Skanderbegpladsen er med sine 40.000 m2 den største åbne plads i Albanien og blandt de største i Europa, og i forbindelse med pladsen ligger nogle af de vigtigste bygninger i byen: Nationalmuseet, Operahuset, Tirana Rådhus, klokketårnet og Et’hem Bey-moskeen.
Vi valgte at starte med et besøg i klokketårnet, Kulla e Sahatit, hvorfra vi havde en fin udsigt over pladsen og området. (En indgangsbillet til tårnet kostede 200 Lek = 2 Euro, men da vi kun kunne betale med 20.000 Lek-sedler, kom vi gratis ind).
Tårnet, der er 35 meter højt, er bygget under osmannerne i 1822 – i øvrigt samtidig med Et’hem Bey-moskeen, der ligger lige ved siden af. På det tidspunkt, hvor tårnet blev bygget, var det byens højeste bygning.
Efter turen op i tårnet valgte vi at besøge Et’hem Bey-moskeen, der både udvendigt og indvendigt er udsmykket med freskomalerier, der viser træer, vandfald, landskaber og broer. De fleste af de scenerier, der ses i vægmalerierne, er dog ikke realistiske, men fiktive.
Da kommunisterne med Enver Hoxha i spidsen tog magten i Albanien i 1944 blev religioner forbudt og moskeen lukket, og først i 1991, hvor 10.000 mennesker trængte ind i moskeen, blev den åbnet igen. Moskeen er ikke ret stor, så hvor de mange mennesker dengang havde befundet sig i bygningen, var os en gåde.
Ude på gaden igen gik turen til byens basar, hvor de fleste af standene dog havde lukket i middagsheden, så vi nøjedes med en lækker frokost på en lille fortovsrestaurant. Og her fik vi så for første gang på denne tur konstateret, at den traditionelle albanske mad kan noget! – og så til meget små priser…
Efter frokosten vandrede vi gennem små gader til Ura e Tabakëve, Tanners’ Bridge (Garverbroen på dansk), der er en gangbro fra det 18. århundrede – bygget af osmannerne. Oprindelig var broen en del af Saint George Road, der forbandt Tirana med det østlige højland, og som var den rute, bønderne med husdyr og landbrugsprodukter brugte fra oplandet og ind til byen.
Broen førte oprindelig over floden Lanë, men da floden i 1930’erne blev omlagt, mistede broen sin betydning og forfaldt. Først i 1990’erne blev den restaureret og genåbnede som fodgængerbro, og den anses i dag som et af byens vigtigste kulturarvsmonumenter.
Fra broen fortsatte vi forbi Namazgah-moskeen, der er den største moske på Balkan, og videre til The Cloud – et kunstværk, der er fremstillet af Sou Fujimoto. The Cloud er placeret på pladsen lige foran National Gallery of Arts, hvor der også er mange kulturelle arrangementer. Således var der netop en musikfestival på pladsen foran The Cloud, mens vi var i byen.
Næste punkt på eftermiddagens program var et besøg i bunkeranlægget Bunk’Art 2, hvortil indgangen var placeret på en central plads lige ved landbrugsministeriets farvestrålende bygning. Anlægget blev i perioden 1981-86 konstrueret som atombunker, men det er i dag omdannet til et museum, der har til formål at bevare mindet om den kommunistiske æra, og gennem 24 værelser og mere end 1000 m2 fortælles historien om indenrigsministeriet og dets hemmelige politi, Sigurimi.
Efter det kommunistiske regimes fald besluttede nogle personer at angribe kuplen, der udgør indgangen til bunkeren, fordi den symboliserer mange års undertrykkelse. I dag er kuplen stadigvæk beskadiget, da dette var en del af historien om det kommunistiske regime.
Vi tog os god tid gennem bunkerens mange værelser og fik et fint indblik i Albaniens trængselstider under kommunismen.
Fra bunkeranlægget gik vi videre til Tiranas pyramide, der åbnede i 1988 og oprindelig tjente som museum for Enver Hoxha, der var død tre år tidligere. Pyramiden er designet af Hoxhas datter, Pranvera, der var uddannet arkitekt, og den var på det tidspunkt det dyreste bygningsværk i Albanien. Pyramiden, der skulle være en hyldest til Enver Hoxha, bliver i folkemunde kaldt ‘Enver Hoxha Mausoleet’, men siden kommunismens fald i 1991 nedlagdes museet, og pyramiden har siden da tjent andre formål, bla. blev den brugt som base af NATO under Kosovo-krigen i 1999.
Fra pyramiden fortsatte vores tur til Enver Hoxhas hus i bydelen Ish-Blloku eller bare Blloku, der tidligere var boligområde for medlemmerne af det albanske politbureau, og hvor almindelige albanere ikke havde adgang.  Blloku er i dag en eksklusiv bydel, hvor mere velhavende albanere bor, og bydelen bliver ofte kaldt ‘den unge albanske elites legeplads’.
Enver Hoxhas hus ligger midt i kvarteret, forladt og forfaldent, og det fremgår ikke af nogen turistguider, hvor huset ligger – helt i stil med, at den menige albaner ikke vil vide af den tidligere leder af landet. Da vi således spurgte om vej til huset, kunne ingen fortælle os, hvor vi skulle finde det!
Fra Blloku gik turen nu tilbage til hotellet, hvor vi slappede lidt af, inden vi vandrede ned ad en sidegade for at spise vores aftensmad på en lille restaurant, som Hjalte havde fundet. Og efter aftensmaden (og is til dessert) gik turen hjem til hotellet igen – og under dynerne.

Lørdag d. 25.5.
(9661-9823)
Målet for dagen i dag var at nå frem til Albaniens ældste by, Berat – ‘den hvide by’ eller ‘byen med de 1000 vinduer’, så efter en særdeles fremragende morgenmad på hotellet fik vi pakket bilen og begav os af sted. Et delmål på turen var byen Elbasan, men undervejs tilføjede vi også lige et stop i Pogradec, der ligger ved Ohrid-søen, tæt på grænsen til Nordmakedonien.
Vi forlod Tirana tidligt på formiddagen, og første stop blev det nedlagte industriområde Kombinati Metalurgjik vest for Elbasan – et ambitiøst projekt, der var sat i værk af landets kommunistiske styre som et led i industrialiseringen af Albanien. Bygningen af det første valseværk på stedet startede i 1966, og i sin storhedstid dækkede industriområdet 155 hektar og omfattede støbejernsværk, koksværk, stålværk, støbejernsstøberi, kulstofværk, nikkel-kobolt-anlæg samt flere laboratorier På området var der 47 km jernbane og mere end 30 km asfalterede veje.
Vi besøgte et par af de forfaldne bygninger (udefra) og kunne sagtens forestille os, at det havde været et driftigt sted med mere end 12.000 ansatte fordelt i mere end 520 forskellige virksomheder. Værket lukkede ned over en periode fra slutningen af 1980’erne, og det har siden da blot stået og forfaldet.
Fra stålværket kørte vi ind i centrum af Elbasan, hvor vi fandt en p-plads nær bymuren, hvorefter vi gik en tur i den gamle bydel bag muren. Vi gik lidt rundt på må og få gennem de små, smalle og brostensbelagte stræder og kom bla. forbi Hamami i Kalasë – byens tyrkiske bad, inden vi slog os ned for at nye en kop kaffe.
Videre gik vi til den meget specielle Kisha Fjetja e Shën Marisë – Saint Marys Kirke. Kirken, der er bygget omkring 1830 på resterne af en ældre kirkebygning, er i dag et multikulturelt centrum, og i kirken er der spor efter flere religiøse strømninger. Der er således tegn på, at kirken, der egentlig er romersk ordodoks, også har været anvendt til andre religiøse handlinger. Balkonen bærer tydelige islamiske træk, og en kalender i kirken er juliansk!
I kirken er der en ikonostase (billedvæg) med mange ikoner, hvoraf to af dem stammer fra det første århundrede e.Kr.
Vi fik en fik en gennemgang af kirken og dens betydning af en ældre kvinde; dette foregik på albansk suppleret med et par engelske gloser og en del tegnsprog, og under vores besøg i kirken mødte vi også den nuværende ortodokse præst, Nikolas Marku – en ledende skikkelse indenfor kirken i Albanien.
Efter besøget i kirken gik turen gennem de små gader tilbage til bilen, idet vi dog undervejs passerede byen gamle moske, klokketårnet og resterne af en meget tidlig basilika, der først blev fundet i 2007 og siden da løbende udgravedes.
Fra Elbasan fortsatte vi vores tur mod øst til Ohrid-søen og Pogradec, hvor vi – på anbefaling fra venner i Danmark – gjorde holdt for at smage den lokale fisk, Koran.
Koran (Salmo letnica), også kaldet Orhid ørred, er en fisk, der er endemisk for Ohrid-søen og dens bifloder, men på grund af overfiskning og ulovligt fiskeri er fiskebestanden i dag meget truet. (Dette er vi dog først blevet bekendt med, efter vi var kommet hjem fra vores besøg i Albanien!)
Efter vi havde fundet en p-plads gik vi en tur langs søen, hvor det, der engang var fornemme bygninger fra kommunisttiden, lå og forfaldt. Pogradec blev besat af italienske tropper i 1939, men efter Italiens kapitulation i 1943 blev byen et yndet udflugtsmål for mange kommunistiske embedsmænd med Enver Hoxha i spidsen. Pampernes sommerboliger – og området omkring dem – var dengang afspærret for offentligheden, men i dag ligger de – som skrevet – blot og forfalder, som et minde om en tid med undertrykkelse fra Albaniens kommunistiske elite.
Efter turen langs søen, der er på UNESCOs Verdensarvliste, fandt vi restaurant Lake View, der lå lige ved søbredden. Her fik vi så serveret en ret med koran som en del af en større frokost, hvor der i øvrigt blev ved med at komme lækre ting på bordet – uden at det havde indflydelse på regningen.
Fra Pogradec gik turen tilbage mod Elbasan – dog med et stop i byen Përrenjas, hvor kunstneren Eljan Tanini i 2018 forsynede et par forladte nikkelminetårne med i alt 1380 mariehøns. De to minetårne, der går mere end 300 meter ned under jorden, blev udsmykket i løbet af 22 dage, og på toppen af det ene tårn – 52 meter oppe i luften – er et træ spiret som et fint symbol på naturens modstandskraft.
I øvrigt er de to tårne en del af endnu et nedlagt industrikompleks, der får lov til at stå og forfalde – her en nikkelmine.
Fra Përrenjas fortsatte vi vores tur til Berat, der er en ældgammel by, der står på UNESCOs Verdensarvliste. Her ankom vi efter mørkets frembrud i styrtende regnvejr og havde i øvrigt store problemer med først at finde vores hotel, Hotel Gorica, der lå i den ældste bydel, og derefter både med at finde en P-plads og at blive indkvarteret.
Men alt lykkedes, og da vi først havde hvilet os lidt, og efter at regnen var stilnet af, gik vi ned om hjørnet til en lille, nyåbnet restaurant nær hotellet, Te Ura, hvor vi fik lækker og autentisk, albansk mad. Vi kom i snak med indehaveren, der lovede, at han til næste aften kunne skaffe os både raki og en særdeles lækker jomfru olivenolie fra familiens landsted for “ingen penge”.
Blandt andet derfor besluttede vi, at vi ville tage en overnatning mere i Berat og bestilte, inden vi gik hjem i seng, et andet hotel i byen, Hotel Berati, til den kommende nat.

Søndag d. 26.5.
(9824-0072)
Efter en god nats søvn stod vi op til fint vejr over Berat, og vi startede dagen med en lækker morgenmad i hotellets lille restaurant, inden vi pakkede bilen og gik ud for at udforske byen.
Vi startede med en gåtur i de smalle og til dels stejle gader i den ældste bydel syd for floden Osum. Det førte os bla. forbi den lille ortodokse kirke Kisha e Shën Spiridonit – St. Spiridons Kirke. Et besøg i kirken blev det dog ikke til; det var jo søndag, og kirken var fyldt med mennesker, der var til gudstjeneste.
I stedet vandrede vi videre og kom højere op i byen, hvorfra vi havde nogle fantastiske udsigtspunkter mod byen på den anden side af floden – og det stod os straks klart, hvorfor byen blev kaldt såvel ‘den hvide by’ som ‘byen med de 1000 vinduer’.
På klippen ovre på den anden side kunne vi også se kirken Kisha e Shën Mehillit – St. Michaels Kirke – der er en lille middelalderlig byzantinsk kirke, der er opført på en afsats på en klippevæg. Man mener, at kirken blev bygget i det 14. århundrede og dedikeret til ærkeenglen Michael, og selv om vejen op til kirken var stejl og anstrengende at bestige, var det besværet værd at tage turen derop!
Fra Berat tog vi en tur ud af byen med det mål at besøge et par interessante steder i bjergene sydøst for Berat: Bogove Vandfaldet og Osum Canyon.
Først kørte vi til Bogove, hvor vi parkerede bilen og vandrede godt 1,6 km ad en rimelig god sti til vandfaldet. I virkeligheden var de tale om to forskellige vandfald, der droppede ned i den samme azurblå sø, hvor det så også var muligt at bade. Det var et flot syn, der absolut var værd at bruge tid på.
Fra Bogove gik turen videre til en lille restaurant, ‘Arber & Ambra’, hvor vi fik serveret lækker hjemmelavet gullasch, inden vi kørte videre til Osum Canyon. Her gjorde vi holdt ved det største og mest besøgte viewpoint, og synet herfra er ekstra flot, fordi man kan træde ud på en platform, der bygget ud over kløften. Det var meget imponerende at se ned i den op til 450 meter dybe kløft, som man mener er dannet for 2 til 3 millioner siden ved vanderosion, og den 26 km lange kløft, hvor floden Osum flyder i bunden, går for at være en af ​​de mest spektakulære naturattraktioner i Albanien. Og ja – flot og imponerende var den!
Fra Osum Canyon gik turen tilbage til Berat – dog med et enkelt stop ved en spektakulær træbro over Osum – lige før vi kom til Bogove. Broen virkede ikke særligt stabil, så vi holdt os fra at forsøge at gå over til den anden side af floden!
I Berat – dvs. lige før vi nåede ind til byen – gjorde vi endnu engang stop ved et nedlagt fabriksområde. Der er nu noget over disse forladte virksomheder, fabrikker, værker og miner, der er blevet forladt, fordi de er urentable, og derefter bare ligger og forfalder, uden at ‘nogen’ gør ‘noget’.
Tilbage i Berat fik vi parkeret bilen og blev indkvarteret på Hotel Berati – et skønt lille hotel i et travlt område af byen. Herefter gik vi en tur i området, hvor der både var en park, en stor brostensbelagt plads og en ortodoks katedral, Katedralja e Shën Dhimitri.
Herefter hvilede vi lidt ud på hotelværelset, inden regnen satte ind, og vi skulle tilbage til gårsdagens restaurant, Te Ura, for at spise aftensmad – og for at afhente vore bestilte varer. Det blev endvidere til en hyggelig aften i selskab med restaurantens ejer, Lani Froto, inden vi – da regnen holdt op – vandrede tilbage tilbage til hotellet gennem den flot oplyste by.

Mandag d. 27.5.
(0073-0273)
Dagen startede med morgenmad og efterfølgende tjek-ud fra hotellet, hvorefter kursen blev sat mod Apollonia, hvor vi ville besøge den arkæologiske park.
Da vi – dvs. mest Hjalte – planlagde dagens rute, fandt han flere interessante steder, som kunne være interessante at besøge. Første stop blev således i den lille by, Ura Vajgurore, hvor vi ville besøge et termalbad. Badet var helt nyanlagt med omklædningsfaciliteter, og ud over to lokale gubber – noget ældre end os – var vi alene på stedet. Vi kom i snak med de ældre mænd, og ved tolkning af deres tegnsprog kunne vi forstå, at vi var velkomne til at tage en svømmetur i det svovlholdige vand, så det blev til en svømmetur for Hjalte og den ene af mændene.
Næste stop var ligeledes i Ura Vajgurore, hvor vi skulle se på resterne af en gammel romersk bro. Selve broen var der ikke så meget at skrive hjem om, men i en have bag broen fandt vi et træ med masser af modne mispler, som vi fik lov til at plukke så mange af, som vi kunne spise. Faktisk kom ejeren af træet, en ældre kvinde, og gav os nogle plasticposer til frugterne, og hun hjalp endda med at plukke!
Herefter gik det videre til næste stop, Apollonia, der formodentlig var den vigtigste af flere klassiske oldtidsbyer af samme navn. Byen blev grundlagt omkring år 600 f.Kr. af græske kolonister fra Korinth, der – efter invitation fra de lokale illyrere – anlagde Apollonia som en handelsplads på et ellers temmelig forladt kystområde.
Byen opnåede med tiden uafhængighed fra Korinth, og den blev ledet som et oligarki – et fåmandsvælde, hvor den græske elite regerede og bestemte.
Fra det andet århundrede f.Kr. gik byen i samarbejde med romerne, og som et resultat af dette samarbejde, oplevede byen en opblomstring. Der blev bla. oprettet en berømt skole for græsk filosofi, retorik og militær træning, der tiltrak studerende fra hele det romerske rige, og den første romerske kejser, Augustus, studerede i Apollonia i sine unge dage.
Fra det tredje århundrede e.Kr. begyndte byen at forfalde, da dens havn sandede til som følge af et jordskælv, og byen blev helt forladt små hundrede år senere. Efter den tid henlå området uberørt, og det blev ført genopdaget af i det 18. århundrede, og først rigtig undersøgt af arkæologer ved den østrigske besættelse af Albanien i 1916-18.
I 1967 blev en del af området uigenkaldeligt beskadiget af tunge maskiner ved bygningen af ca. 400 militærbunkere i beton ved og nær den antikke polis.
Efter vi havde parkeret og indløst billet til området (200 Lek pr person) vandrede vi rundt og beundrede ruinerne, selv om de – for de flestes vedkommende – var af noget tvivlsom kvalitet.

Dette indlæg blev udgivet i Selv arrangeret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *