En dag kort før julen 2019 sad jeg og snakkede om interessante rejser med min gode ven og kollega, Lars Møgeltoft Poulsen, og i løbet af snakken fik han lige flettet ind, at han havde bestilt en rejse på et par dage til Melilla. (Jeg hørte i skyndingen Manilla, og tænkte, at det var godt nok langt væk for bare et par dage!)
Langsomt, men sikkert, blev jeg overvældet af tanken om at tage med på turen – jeg havde jo aldrig været i Melilla, og byen, der er en spansk enklave på den afrikanske nordkyst, helt omgivet af Marokko, havde en interessant historie og politisk betydning, der nok kunne være en rejse værd.
Lige et tjek med Claudia, og så var flybilletterne bestilt.
Desværre blev Lars efterfølgende syg, så jeg måtte foretage rejsen alene – uden at have tjek på meget andet end flyene…
Tirsdag d. 10. 2.
… gik turen så med Ryan Air fra København til Malaga, hvor jeg landede ved midnatstid og tog en taxa til “hotellet”, som taxachaufføren i øvrigt aldrig havde hørt om.
Og da vi kom frem, forstod jeg hvorfor.
“Hotellet” lå i en almindelig lejlighed, og man skulle kontakte portieren telefonisk, så han kunne komme fra et andet sted i byen og lukke gæsterne ind. Ingen info på andet end spansk, så jeg priste mig lykkelig for, at chaufføren hjalp med opringningen og i øvrigt blev og ventede indtil jeg var kommet ind. Det var lige lidt ekstra drikkepenge værd!
Morgen i Malaga – på vej til morgenmad i centrum af byen
Onsdag d. 11.2.
Da min færge fra Malaga til Melilla først afgik klokken 15, var der tid til at få kigget lidt på byen, hvor jeg havde været nogle år tidligere – dengang sammen med Claudia.
Ruiner ved Teatro Romano
Dagen startede med morgenmad (ja, det havde de ikke på “hotellet”) inde i centrum af Malaga, tæt ved Teatro Romano. Herefter slentrede jeg lidt rundt på må og få i de små gader i centrum, hvor jeg bla. fik set katedralen.
Kathedralen, Malaga
Charmerende gamle bygninger i Malaga
Men ellers lod jeg bare indtrykkene komme til mig, mens jeg vandrede rundt i gader og stræder og over pladser og i parker. Jeg fik siddet på bænken nær havnen sammen med HC Andersen, og jeg fik kigget på gøglere, gademusikanter og et dukketeater, inden jeg bevægede mig mod havnen for at slappe af her, inden turen gik over Middelhavet. I øvrigt skulle jeg da også have verificeret billetten til færgen.
Gademusikant i Malaga
Malaga har en indbydende havnepromenade med masser af restauranter, barer, caféer og butikker, der solgte både mærkevarer, billige efterligninger og souvenirs – men jeg faldt ikke i. Heldigvis var der god tid til at vandre her i solen, og før jeg set mig om, stod jeg ude ved fyrtårnet for enden af promenaden, og det var tid til at søge mod færgen.
Færgen til Melilla
Færgen var et kæmpestort og moderne monster af et skib, der var indregistreret i Melilla, og det var tydeligt, at det ikke var passagerer, der havde førsteprioritet her. Færgen var lastet med containere med varer til Melilla, og jeg fornemmede, at alt, hvad man skulle bruge til at opretholde livet i Melilla, skulle sejles ind her fra det spanske fastland med denne færge. Personale så man intet af på færgen, og restauranterne om bord var alle lukkede på nær en lille snackbar, der solgte lidt kager og kaffe til kraftig overpris.
Jeg fandt mig en plads i et kæmpestort cafeteria, hvor jeg havde flere hundrede kvadratmeter helt for mig selv, og her kunne jeg nu sidde og vente i 7 timer, indtil færgen lagde an i Melilla om aftenen kl. 22.
Aften i Melilla, Plaza de España
Fra Lars havde jeg navnet på hotellet, Hotel Melilla Puerto, og det var egentlig nemt at finde, selv om det var blevet mørkt, da vi gik fra borde. Blot tyve minutter tog det at gå langs havnebassinet fra færgen og til hotellet, der lå tæt på byens administrative centrum.
Der blev – naturligvis – lidt problemer ved indtjekningen, da de mente, at jeg ikke bare kunne overtage Lars’ reservation! Alt ordnede sig dog på bedste vis, og efter en lækker aftensmad i hotellets restaurant, kunne jeg hvile ud i en god seng efter en begivenhedsrig dag. I et rigtigt hotelværelse. Tak til Lars!
Torsdag d. 12.2.
Dette var så dagen, hvor jeg skulle opleve Melilla.
Parque Hernández i centrum af Melilla
Melilla er en autonom spansk by, som Marokko gør krav på – uden at det dog har gjort indtryk på verdenssamfundet. Byen, der aldrig har været en del af den spanske koloni Spansk Marokko, har været spansk siden 1497, og da Spanien gav uafhængighed til deres koloni i 1956, fulgte Melilla derfor ikke med ind i den nye stat Marokko.
Melilla har et areal på 12,3 km2, og har godt og vel 85000 indbyggere.
Art Nouveau-bygning i centrum af Melilla
… og endnu en
Et kendetegn ved Melilla er de mange Art Nouveau-bygninger, og faktisk er byen den by i Spanien, der har flest bygninger – i forhold til sin størrelse – i denne stilart.
Da Melilla som en del af Spanien også er en del af EU, er byen et yndet mål for afrikanske migranter fra området Subsahara – velvidende, at hvis man først er nået til Melilla, så er man i Spanien og har derfor en flygtnings rettigheder i EU.
Dette er naturligvis uholdbart set med spanske øjne, og man har derfor opført et op til 6 meter højt hegn for at holde den illegale indvandring ude. Et hegn, der er forsynet med bevægelsesfølere, alarmer med infrarødt lys til bevogtning om natten og kameraer og som ydermere patruljeres af Guardia Civil. Alligevel er der talrige forsøg på at krydse hegnet; for nogen lykkes det, mens det for andre får en dødelig udgang.
Strandvejen nordpå i Melilla by
Og netop grænsehegnet ville jeg gerne se, så efter morgenmaden – og efter en tur rundt i bykernen omkring Plaza de España og et kig på nogle af byens huse i bedste Art Nouveau stil – begav jeg mig nordpå ad Strandvejen i et forsøg på at nå til Melillas nordlige udkant.
Dette viste sig at være en halsløs gerning, for efter et par kilometer nåede jeg til en badestrand, der mod nord var afgrænset af klipper, der ragede langt ud i vandet. Her var der ingen vej videre. Altså tilbage til byen ad samme vej, som jeg var kommet.
Tilbage i centrum fik jeg endnu engang kigget på Melillas arkitektur, der var præget af Art Nouveau, Jugendstil. En af foregangsmændene bag denne stil i Melilla var arkitekten Enrique Nieto, der også har fået sin egen statue i byen.
Fortet Melilla la Vieja set fra havnen
Ved middagstid gik turen op i byens ældste del, fortet Melilla la Vieja, der indeholder mange af byens vigtigste historiske steder, f.eks. rester fra den tid, hvor Fønikerne herskede over landene langs Middelhavet. Det blev til et par hyggelige runder i fortets de små gyder og stræder med udsigtssteder, kanoner, småpladser – og byens historiske fyrtårn.
En af de mange broer inde i fortet, Melilla la Vieja
Fyrtårnet i Melilla – bygget i fortet – og med udsigt over havet
Efter en billig frokost, hvor dagens 3-rettede menu kostede 9 Euro, gav jeg det endnu et skud med at forsøge at nå byens grænse og det berygtede grænsehegn – denne gang ved at gå sydpå langs stranden Playa de Los Carabos. En smuk vandretur langs en smuk og velholdt strand, og man kunne se på bygningerne, at jeg også var kommet til den mere mondæne del af byen.
Grænsehegn på grænsen til Marokko – her med vagttårn
Efter et par kilometers vandring stoppede stranden brat – og jeg var nået til grænsen til Marokko. På afstand kunne man se et grænsetårn med bevæbnede vagter, der ledte tanken hen på mine oplevelser for mange år siden, da jeg besøgte den gamle grænse mellem Vest- og Østtyskland.
3-dobbelt grænsehegn over mod Marokko
Turen gik videre gennem små gader, og jeg nåede Melillas sydlige grænsepost til Marokko. Her var samlet en del flygtninge, for hvem det var lykkedes at komme ind i det forjættede lande. Overalt små boder bemandet med afrikanere – og en frygtelig mængde affald. Det var meget lidt betryggende at befinde sig her – så jeg hurtigt videre, vestpå langs det imponerende og frygtindgydende grænsehegn. Det blev til en del fotos til at dokumentere, hvordan man forsøger at holde fattigdom og nød på den ene side adskilt fra velfærd (mere eller mindre) på den anden side. Det var en oplevelse, der trættede hjernen.
Hurtigt (så hurtigt mine efterhånden trætte ben kunne klare det) vandrede jeg tilbage til Melillas centrum gennem små gader for at hvile kroppen på min seng, inden det ved aftentide blev til en sidste tur ind i området omkring Plaza de España for at finde et sted at nyde aftensmaden. Herefter tilbage til hotellet, hvor mit ur viste, at jeg havde gået 40 tusind skridt på mine vandringer rundt i byen. Den nat sov jeg godt og tungt, mættet med indtryk, der havde tæret på både krop og sjæl.
Fredag d. 13.2.
Ja, her er der ikke så meget at berette om.
Tidligt op og en taxa til lufthavnen, hvorefter det gik hjem til København via Madrid med Iberia. Hjemme i Aarhus midt på eftermiddagen.