Malaga/Melilla, 10.-13.2.20

En dag kort før julen 2019 sad jeg og snakkede om interessante rejser med min gode ven og kollega, Lars Møgeltoft Poulsen, og i løbet af snakken fik han lige flettet ind, at han havde bestilt en rejse på et par dage til Melilla. (Jeg hørte i skyndingen Manilla, og tænkte, at det var godt nok langt væk for bare et par dage!)
Langsomt, men sikkert, blev jeg overvældet af tanken om at tage med på turen – jeg havde jo aldrig været i Melilla, og byen, der er en spansk enklave på den afrikanske nordkyst, helt omgivet af Marokko, havde en interessant historie og politisk betydning, der nok kunne være en rejse værd.
Lige et tjek med Claudia, og så var flybilletterne bestilt.
Desværre blev Lars efterfølgende syg, så jeg måtte foretage rejsen alene – uden at have tjek på meget andet end de fly, jeg selv havde bestilt…

Tirsdag d. 10. 2.
… gik turen så med Ryan Air fra København til Malaga, hvor jeg landede ved midnatstid og tog en taxa til ‘hotellet’, som taxachaufføren i øvrigt aldrig havde hørt om.
Og da vi kom frem, forstod jeg hvorfor.
‘Hotellet’ lå i en almindelig lejlighed, og man skulle kontakte portieren telefonisk, så han kunne komme fra et andet sted i byen og lukke gæsterne ind. Ingen info på andet end spansk, så jeg priste mig lykkelig for, at chaufføren hjalp med opringningen og i øvrigt blev og ventede indtil jeg var kommet ind. Det var lige lidt ekstra drikkepenge værd!

Onsdag d. 11.2.
Efter en frygtelig nat i en hård seng i et værelse, hvor der lige nøjagtig var plads til to senge – intet andet, og med ét toilet på gangen til deling mellem lejlighedens 4-5 værelser, skyndte jeg mig ud af døren og videre ud i byen. Morgenmad kunne man ikke få på hotellet, så det måtte jeg købe, når jeg engang kom ind til byen.

Morgen i Malaga – på vej til morgenmad i centrum af byen

… og turen førte over floden Guadalmedina

Altså stod den på en gåtur på en halv times tid fra hotellet til centrum .
Da min færge fra Malaga til Melilla først afgik klokken 15, var der tid til at få kigget lidt på byen, hvor jeg havde været nogle år tidligere – dengang sammen med Claudia.
Gåturen førte mig forbi katedralen i Malaga, Catedral de la Encarnación. Katedralen, der kan dateres tilbage til 1497, er endnu ikke færdigopført, og den er i sin fremtoning en blanding af mere end 250 års stilarter fra renæssance til nyklassicisme. Kirken fattedes penge, og man manglede penge til at færdiggøre flere elementer, bla. det sydlige tårn. Heraf kommer også kirkens kælenavn ‘Manquita’, der betyder ‘Den lille enarmede dame’.

Kathedralen, Malaga – facaden ind mod Plaza del Obispo

Kadralens tårn ses overalt i gaderne

Kirkens nuværende facade vender ud mod det charmerende lille torv, Plaza del Obispo, hvor også Centro Cultural Fundación Unicaja de Málaga, det tidligere bispepalads, ligger.

Centro Cultural Fundación Unicaja de Málaga

Min vandretur fra hotellet bragte mig helt ind til hovedgaden Calle Alcazabilla, hvor jeg fik sat mig ned og nød en lækker morgenmad på La Plaza Malaga, hvorfra jeg kunne betragte ruinerne ved Teatro Romano.

Ruiner ved Teatro Romano

Teatro Romano er opført under den romerske kejser Augustus, og det blev anvendt indtil 1300-tallet, hvor araberne rykkede ind i Malaga og tog sten fra Teatro Romano for at opføre andre bygningsværker, f.eks. Alcazabar.
Herefter slentrede jeg lidt rundt i de små gader i centrum – mere eller mindre uden mål.

Charmerende gamle bygninger i Malaga

Det betød da også jeg jeg kom fordi flere interessante steder, bla. en restaurant, der tilsyneladende reklamerede med dødlækker (eller måske giftig?) mad.

Restaurant med dødlækker mad

Men ellers lod jeg bare indtrykkene komme til mig, mens jeg vandrede rundt i gader og stræder og over pladser og i parker, og de betød også, at interessante ting kunne dukke op henne om det næste hjørne. Her løb jeg f.eks. på Iglesia de los Mártires (Martyrernes Kirke), der er en af de 4 kirker, der blev bygget efter maurernes nederlag i 1487. Udefra er kirkebygningen ikke noget særligt, men det siges, at dens indre skulle være smuk.

Iglesia de los Mártires, martyrernes kirke

Tiden var nu ved at være lidt fremskreden, og klokken havde passeret ét om eftermiddage, så det var på tide at søge mod havnen; jeg skulle jo nødig misse færgen over Middelhavet, og billetten skulle verificeres i god tid.

Plaza de la Constitución

Altså videre over Plaza de la Constitución og videre retning havnen, hvor jeg i øvrigt mødte H.C. Andersen, der sad og nød solskinnet på en bænk i skyggen fra palmerne, så her slog jeg mig også ned et øjeblik.

H.C. Andersen på en bænk i skyggen fra palmerne

Det viste sig, at billetkontoret endnu ikke var åbnet, så der blev tid til at vandre lidt rundt i området omkring havnen, hvor jeg fik kigget på gøglere, gademusikanter og et dukketeater, inden jeg bevægede mig mod havnen for at slappe af her før turen over Middelhavet.

Gademusikant ved havnen i Malaga

Malagas skyline med katedralen

Også et vue fra havneområdet og ind over byen med den dominerende bygning, katedralen, i skylinen blev der tid til.

Malagas fyrtårn (La Farola de Málaga) og bygning på Muelle Uno

Da tiden tillod det, gik jeg en tur på Malagas indbydende havnepromenade, Muelle Uno, med masser af restauranter, barer, caféer og butikker, der solgte både mærkevarer, billige efterligninger og souvenirs – men jeg faldt ikke i. Heldigvis var der god tid til at vandre her i solen, og før jeg set mig om, stod jeg ude ved fyrtårnet for enden af promenaden, og det var tid til at søge mod færgen.

Færgen til Melilla

Færgen var et kæmpestort og moderne monster af et skib, der var indregistreret i Melilla, og det var tydeligt, at det ikke var passagerer, der havde førsteprioritet her. Færgen var lastet med containere med varer til Melilla, og jeg fornemmede, at alt, hvad man skulle bruge til at opretholde livet i Melilla, skulle sejles ind her fra det spanske fastland med denne færge. Personale så man intet af på færgen, og restauranterne om bord var alle lukkede på nær en lille snackbar, der solgte lidt kager og kaffe til kraftig overpris.

Solnedgang over Middelhavet

Jeg fandt mig en plads i et kæmpestort cafeteria, hvor jeg havde flere hundrede kvadratmeter helt for mig selv, og her kunne jeg nu sidde og vente i 7 timer, indtil færgen lagde an i Melilla om aftenen kl. 22 – men undervejs blev der da også lige tid til at nyde solnedgangen over Middelhavet.

Aften i Melilla, Plaza de España

Fra Lars havde jeg navnet på hotellet, Hotel Melilla Puerto, og det var egentlig nemt at finde, selv om det var blevet mørkt, da vi gik fra borde. Blot tyve minutter tog det at gå langs havnebassinet fra færgen og til hotellet, der lå tæt på byens administrative centrum.
Der blev – naturligvis – lidt problemer ved indtjekningen, da de mente, at jeg ikke bare kunne overtage Lars’ reservation! Alt ordnede sig dog på bedste vis, og efter en lækker aftensmad i hotellets restaurant, kunne jeg hvile ud i en god seng efter en begivenhedsrig dag. I et rigtigt hotelværelse. Tak til Lars!

Torsdag d. 12.2.
Dette var så dagen, hvor jeg skulle opleve Melilla, og hvad er mere naturligt end at starte lige i centrum med Plaza de España med bla. rådhuset og den centrale park, Parque Hernández. der ligger lige vest for pladsen.

Plaza de España

Melilla rådhus på Plaza de España

Parque Hernández i centrum af Melilla

Melilla er en autonom spansk by, som Marokko gør krav på – uden at det dog har gjort indtryk på verdenssamfundet. Byen, der aldrig har været en del af den spanske koloni Spansk Marokko, har været spansk siden 1497, og da Spanien gav uafhængighed til deres koloni i 1956, fulgte Melilla derfor ikke med ind i den nye stat Marokko.
Melilla har et areal på 12,3 km2, og har godt og vel 85000 indbyggere.

Efter en tur i det livlige centrum og den stille og hyggelige park, vandrede jeg nordpå til en mindre plads, Plaza Menéndez Pelayo, der er kendt for to ting: Skulpturen Estatuas de Miguel de Cervantes y El Quijote samt kirken Iglesia del Sagrado Corazon de Jesus (Jesu Hellige Hjertes Kirke).

Plaza Menéndez Pelayo med skulptur og kirke

Kirken er som sådan ikke interessant, men pladsen er et charmerende sted med masser af liv på de små caféen, der ligger på pladsen.

Et kendetegn ved Melilla er de mange Art Nouveau-bygninger, og faktisk er byen den by i Spanien, der har flest bygninger i denne stilart – i forhold til sin størrelse, og overalt, hvor man går, støder man på disse smukke bygningsværker.

Art Nouveau-bygning i centrum af Melilla

… og endnu en, måske byens smukkeste, i Avenida del Generalísimo

Da Melilla som en del af Spanien også er en del af EU, er byen et yndet mål for afrikanske migranter fra området Subsahara – velvidende, at hvis man først er nået til Melilla, så er man i Spanien og har derfor en flygtnings rettigheder i EU.
Dette er naturligvis uholdbart set med spanske øjne, og man har derfor opført et op til 6 meter højt hegn for at holde den illegale indvandring ude. Et hegn, der er forsynet med bevægelsesfølere, alarmer med infrarødt lys til bevogtning om natten og kameraer og som ydermere patruljeres af Guardia Civil. Alligevel er der talrige forsøg på at krydse hegnet; for nogen lykkes det, mens det for andre får en dødelig udgang.
Og netop grænsehegnet ville jeg gerne se, så efter morgenmaden – og efter en tur rundt i bykernen omkring Plaza de España og et kig på nogle af byens huse i bedste Art Nouveau stil – begav jeg mig nordpå ad Strandvejen i et forsøg på at nå til Melillas nordlige udkant og grænse mod Marokko – symboliseret ved dette hegn.

Strandvejen nordpå i Melilla by

Dette viste sig at være halsløs gerning, for efter et par kilometer nåede jeg til en badestrand, der mod nord var afgrænset af klipper, der ragede langt ud i vandet. Her var der ingen vej videre.

Klipperne signalerer: STOP, og ikke videre

Altså tilbage til byen ad samme vej, som jeg var kommet – og jeg havde så småt opgivet mit forehavende.
Tilbage i centrum fik jeg endnu engang kigget på Melillas arkitektur, der var præget af Art Nouveau, Jugendstil, og der blev da også lige lejlighed til at kigge forbi den lokale synagoge, Sinagoga de Or Zaruah o Yamín Benarroch, der desværre var lukket.

Synagogen i Melilla

Men endnu engang forbløffedes jeg over den ekstremt varierede arkitektur, der kunne ses i gaderne.

Jugendstil, jugendstil…

En af foregangsmændene bag denne stil i Melilla var arkitekten Enrique Nieto.
Nieto, der levede fra 1880 til 1954 og var en elev af Antoni Gaudi, blev i 1939 udnævnt til stadsarkitekt for Melilla, og han står bag mange af de bygninger, der står i byen i dag.
Nieto har fået sin egen statue i byen.

Statue af Enrique Nieto

Jeg var nu ved at være mættet af modernistiske bygninger og arkitektonisk historie, så jeg søgte derfor i stedet mod byen i byen, Melilla la Vieja, der er byens fort eller fæstning, der ligger lige nord for indsejlingen til byens havn.

Fæstningen Melilla la Vieja set fra havnen

Fæstningen, der er bygget i det 16. og 17. århundrede, er restaureret meget i de senere år, og den indeholder de vigtigste af byens historiske steder, bla. flere museer, undfangelseskirken og en række huler og tunneler fra fønikisk tid – fra den tid, hvor fønikerne herskede over landene langs  Middelhavet.

Museo Militar

Når man går rundt i fæstningen, opleves den snarere som en lille by med gader, stræder, pladser, baggårde og charmerende små bygninger, der mere leder tankerne hen på en lille middelalderby.

Lille stille plads i Melilla la Vieja

Den lille gyde op mod kirken Iglesia de la Purísima Concepción

Det blev til et par hyggelige runder i fortets de små gyder og stræder med udsigtssteder, kanoner, småpladser – og byens historiske fyrtårn.

Fyrtårnet i Melilla – bygget i fortet – og med udsigt over havet

Efter turen i Melilla la Vieja bevægede jeg mig på tværs af byen til området omkring tyrefægterarenaen, Plaza de Toros.

Plaza de Toros ‘La Mezquita del Toreo’

Her fandt jeg en lille restaurant, hvor dagens 3-rettede menu kostede 9 Euro, og det eneste negative var, at jeg ikke kunne læse menukortet, og derfor ikke kunne se, at jeg bestilte lever som hovedret…
Efter en lille pause gav jeg det endnu et skud med at forsøge at nå byens grænse og det berygtede grænsehegn – denne gang ved at gå sydpå, først over den helt tørlagte flod, Rio de Oro.

Den helt tørlagte flod, Rio de Oro

Dernæst langs stranden Playa de Los Carabos og (sydligere) Playa de la Hipica. En smuk vandretur langs en smuk og velholdt strand, og man kunne se på bygningerne, at jeg også var kommet til den mere mondæne del af byen.

Tur langs stranden Playa de Los Carabos

Samtidig var der en række kunstværker placeret på min vej langs med strandene.

… med kunst på vejen…

Efter et par kilometers vandring stoppede stranden brat – og jeg var nået til grænsen til Marokko. På afstand kunne man se et grænsetårn med bevæbnede vagter, der ledte tanken hen på mine oplevelser for mange år siden, da jeg besøgte den gamle grænse mellem Vest- og Østtyskland.

Grænsetårne i hegnet

Turen gik videre gennem små gader, og jeg nåede Melillas sydlige grænsepost til Marokko. Her var samlet en del flygtninge, for hvem det var lykkedes at komme ind i det forjættede lande.

Handelsvarer spredt ud over jorden ved grænsen

Overalt små boder bemandet med afrikanere samt en masse tøj og andre handelsvarer, der slet og ret var spredt ud over jorden – suppleret med en frygtelig mængde affald. Det var meget lidt betryggende at befinde sig her – så jeg hurtigt videre, vestpå langs det imponerende og frygtindgydende grænsehegn. Det blev til en del fotos til at dokumentere, hvordan man forsøger at holde fattigdom og nød på den ene side adskilt fra velfærd (mere eller mindre) på den anden side. Det var en oplevelse, der trættede hjernen.
Efter denne oplevelse vandrede jeg langs hegnet, hvor biler og soldater patruljerede og sørgede for, at ingen uretmæssigt kom ind i EU!

Grænsehegn på grænsen til Marokko – her med vagttårn

3-dobbelt grænsehegn over mod Marokko

En vej følger hele hegnet rundt

Hurtigt (så hurtigt mine efterhånden trætte ben kunne klare det) vandrede jeg tilbage til Melillas centrum gennem små gader for at hvile kroppen på min seng, inden det ved aftentide blev til en sidste tur ind i området omkring Plaza de España for at finde et sted at nyde aftensmaden. Det gav samtidig endnu et charmerende motiv med et kunstnerisk bemalet hus.

‘Grafitti’ kan også udføres på en flot måde

Herefter tilbage til hotellet, hvor mit ur viste, at jeg havde gået 40 tusind skridt på mine vandringer rundt i byen. Den nat sov jeg godt og tungt, mættet med indtryk, der havde tæret på både krop og sjæl.

Et sidste godnat-billede fra Plaza de España

Fredag d. 13.2.
Ja, her er der ikke så meget at berette om.
Tidligt op og en taxa til lufthavnen, hvorefter det gik hjem til København via Madrid med Iberia. Og så var jeg ellers hjemme i Aarhus igen midt på eftermiddagen.

Dette indlæg blev udgivet i Selv arrangeret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *