Prag, 15.-20.9.19

Årets skolerejse med 8. årgang fra Sdr. Vang Skole havde Prag som mål.
Det var undertegnede, der stod for det faglige indhold, i og med at jeg havde været i byen en del gange tidligere, både sammen med familien og på andre skolerejser/studieture, og det var som vanligt Vejle Turisttrafik, der stod for booking, og Svend Erik Blom, der var vores chauffør på turen.
Afgang fra Kolding var søndag aften (15.9.) – og forude ventede en natkørsel til vores første mål, Terezín – Theresienstadt på tysk.

Mandag, d. 16.9.
Efter vi var kommet frem til P-pladsen i Terezín, blev vi budt velkommen af et stort skilt, der viste os vej i to forskellige retninger; til venstre gik det mod hovedfæstningen, der tidligere var garnisonsby, der blev indhegnet og omdannet til jødisk ghetto og opsamlingslejr, mens det til højre gik mod den lille fæstning, Malá pevnost, der fra 1940 fungerede som Gestapos politifængsel, der husede politiske fanger.
Denne fæstning, der var fra 1700-tallet, var oprindelig et militært fængsel, hvor en af de mest kendte indsatte var Gavrilo Princip, der startede 1. Verdenskrig med sit attentat på den østrigske-ungarske tronfølger ærkehertug Franz Ferdinand og dennes hustru, hertuginde Sophie.

For os – chauffør, lærere og elever – stod den på medbragt morgenmad på P-pladsen efter en kørsel hen over natten, og det gjaldt samtidig om at få rystet stivheden ud af kroppen. Efter morgenmaden gik vi så fra P-pladsen og videre hen over kirkegården med de mange jødiske grave til indgangen til selve Mala pevnost – Gestapos fængsel, som men godt kunne opfatte som en slags koncentrationslejr.

Efter at have passeret den store kirkegård kom vi til den ikoniske hovedindgang til Mala pevnost, som husede modstandere af det nazistiske tyske, altså politiske fanger.

I en lille forgård bag hovedporten blev vi mødt af vore to guider, der skulle føre os gennem fængslet med tilhørende bygninger, og eleverne blev herefter delt i to grupper, drenge og piger, og med hver vores guide blev vi vist rundt i lejren og hørte om de uhyrligheder, der foregik her.
Rundvisningen startede med et besøg i kommandørgården, hvor inskriptionen ‘Arbeit macht frei’ med store bogstaver var skrevet over indgangen. Denne sætning er mest kendt for at være blevet brugt af nazisterne under Anden Verdenskrig, hvor den var et kynisk psykologisk redskab, der skulle give fangerne falske forhåbninger om, at de gennem hårdt arbejde kunne genvinde deres frihed.

Når vi bevægede os gennem porten, kom vi ind i Kommandantgården, hvor fængslets administrative ledelse og SS-kommandanterne holdt til. I denne gård var der flere tavler, der fortalte om de forfærdelige forhold, de indsatte levede under, og man kunne læse, at det var de jødiske fanger, der var nederst i hierarkiet. Omkring 1500 jødiske fanger døde her.

Fra Kommandantgården fortsatte turen til et par af de områder, hvor fangerne blev holdt indespærret, de såkaldte Block A og Block B.
Block A husede særlige isolation- og enkeltmandsceller for fanger, primært politiske fanger, modstandsfolk og andre modstandere af det nazistiske regime, men også senere jøder, og forholdene i Block A var berygtet for at være de mest umenneskelige i lejren.

Fangerne blev ofte – især senere under krigen – stuvet sammen i overfyldte celler uden mulighed for at ligge ned, med minimalt lys og uden ventilation.
Mellem Block A og den tilstødende bygning, Block B, ligger en lille indre gård. Dette var et af de eneste steder, hvor fangerne kortvarigt kunne få dagslys.
I forbindelse med Block A og B ligger også et baderum, der blev benyttet som aflusningsstue, men ellers var de hygiejniske forhold kummerlige og umenneskelige.

Fra den lille gård med Block A og B bevægede vi os videre gennem en tunnel ud mod henrettelsespladsen, men på vejen passerede vi et rum, der var indrettet med mange håndvaske og rindende vand – en frisørstue, hvor fangerne havde mulighed for at barbere sig. Problemet var bare, dette rum aldrig har været i brug, og det henstod som et ‘mønsterrum’, som nazisterne brugte til at fremvise – bla. for Røde Kors i 1944 – hvor godt fangerne havde det. Ved samme lejlighed var der også opstillet falske butikker og caféer.

Efter vi havde bevæget os gennem den lange tunnel, nåede vi frem til henrettelsespladsen, hvor der var et lille, enkelt mindesmærke for de mennesker, hvor mere end 250 fanger blev henrettet. Den sidste henrettelse fandt sted den 2. maj 1945, hvor 51 fanger og 1 stikker måtte lade livet.

Fra henrettelsespladsen fortsatte rundturen forbi et (tomt) svømmebassin, der blev bygget i 1942. Det var endnu et eksempel på, at man ville vise omverdenen, hvor godt man – fangerne – havde det i lejren. Svømmebassinet blev opført af jødiske fanger og studerende, men det var udelukkende beregnet til brug for lejrens vagter, der drev lejren. Bassinet var placeret lige ved siden af en befærdet sti gennem lejren, så fangerne – når de passerede – kunne nyde synet af de badende vagter og deres familier. 

Ellers fortsatte vore tur forbi forskellige udstillingsbygninger og i en af disse bygninger var vi inde at se en film om lejrens historie, hverdagen her og befrielsen af lejren.
Derefter havde vi lidt tid til os selv til at udforske nogle af de dele af lejren, som ikke var på programmet sammen med guiden, og det bragte os bla. til Block C, der området, hvor de kvindelige fanger var anbragt. Denne blok blev også omtalt som Hamburg-kasernen, og ud over at den var kvindekaserne, fungerede den også som en central modtage- og checkpoint-bygning for nye fanger.

Forholdene i denne del af lejren var betydeligt bedre end i Block A og B. Cellerne var ikke overfyldte, og der var sengeplads til alle. Samtidig har der også bedre muligheder for at komme udenfor i den gård, der lå mellem de forskellige bygninger i Block C.

I 1942 var dødsraten i Theresienstadt så høj, at man blev nødt til at bygge et krematorium syd for ghettoen for at bortskaffe ligene, og i 1943 var lejrens faciliteter så pressede, at man begyndte opførelsen af Block D, der ikke bare var en enkelt blok, men en sektion af bygninger. Block D blev opført af fangerne, der var tvunget til at bygge denne nye sektion mellem fæstningens forsvarsvolde for at huse (endnu flere) mandlige indsatte.

I slutningen af krigen var forholdene i Blok D præget af overbefolkning og hungersnød, fordi tusinder af udmattede fanger fra opløste KZ-lejre ankom hertil. Denne overbefolkning og kummerlige hygiejniske forhold udløste en dødelig tyfusepidemi, der spredte sig som en steppebrand i lejren, og da sovjetiske soldater befriede lejren den 9. maj 1945 var forholdene – især i Block D – ‘en katastrofe’.

Under 2. Verdenskrig – fra 1940-45 – blev mere end 140.000 jøder interneret i Theresienstadt – heraf døde omkring 35.000, idet de omkom af sult, sygdom og/eller udmattelse, mens 85.000 fanger blev deporteret videre til udryddelseslejre.
Ca. 33000 døde i lejren.

Efter besøget på godt og vel 2 timer i Theresienstadt gik turen videre til vores hotel i Prag, Hotel Prokopka i bydelen Žižkov i gangafstand fra centrum, og efter vi var blevet installeret i vores værelser, gik vi i samlet flok – alle tre klasser – ind til centrum.
Og så var det jo en god lejlighed til at få rørt benene efter lang tid i bussen.

Vores mål med gåturen var i første omgang den 750 meter lange og 60 meter brede boulevard Václavské náměstí, Wenzelspladsen, med Nationalmuseet i den ene ende og indgangen til den gamle bydel i den anden ende.

Wenzelspladsen har været vidne til mange vigtige, historiske begivenheder, og den er og har traditionelt set været sted for demonstrationer, fester og andre masseforsamlinger. Den omtales ofte som den næststørste plads i Prag og Tjekkiet, og den øverste del af pladsen er den travleste gågade i landet.
Fra Wenzelspladsen bevægede vi os videre ind i den gamle bydel, Staré Městro, der er byens historiske hjerte med en labyrint af brostensbelagte gader rigtig mange historiske bygninger, og som i øvrigt står på UNESCOs Verdensarvliste. Det er også her vi finder Den Gamle Rådhusplads, Rådhuset med det astronomiske ur og det jødiske kvarter.
Nær rådhuset kunne vi også nyde synet af Dům U Minuty (Minut-huset), der er et historisk renæssancehus fra det 15. århundrede, der er verdenskendt for sine detaljerede sgraffito-facader og for at have været barndomshjem for forfatteren Franz Kafka.

Vi dvælede ikke ved bygningerne her ved og omkring rådhuspladsen, men fortsatte til Karlsbroen over Moldau Herfra gik turen til den gamle bydel med rådhuset og Old Town Square, inden vi endte ved Karlsbroen, hvor vi ved Den Gamle Bys Brotårn fik købt billetter til en bådtur på floden Vltava/Moldau.
Og mens vi stod og forhandlede med nogle billetsælgere, kunne vi betragte Kostel Nejsvětějšího Salvátora – St. Salvador kirke, der lå lige ved siden af broen.
Kirken er en tidlig barokkirke, som ligger i det historiske kompleks Klementinum, og den er bygget i slutningen af det 16. århundrede og var tidligere jesuitternes hovedkirke i Prag.

Det tog lidt tid at få de rigtige billetter til den rigtige pris og et afgangstidspunkt, der kunne passe ind i vores planer. Det var der heldigvis et par af de andre lærere, der tog sig af, og imens kunne vi andre så stå og nyde den flotte udsigt op over katedralen og slottet på den anden side af Moldau.

Vores bådtur havde afgang om en halv times tid, og det betød så, at vi fordrev tiden med at vandre over Karlsbroen og over til den anden side af floden, hvorfra båden afgik. Eleverne var kraftigt instrueret i at gå i grupper, så ingen blev væk, og de havde fået besked på, både hvor de kunne finde os lærere og hvor mødestedet var.
Alligevel lykkedes det en elev at blive væk!!! – og vedkommende måtte derfor blive i land og vente, til vi atter lagde til efter turen på vandet.
Bådturen, der varede en times tid, bragte os i øvrigt forbi flere flotte, gamle palæer langs floden.

Ydermere fik vi set Karlsbroen fra en side, jeg i hvert fald ikke havde set den før. Karlsbroen – eller Karlův most på tjekkisk – er den mest kendte bro over Moldau, og man begyndte byggeriet af den nuværende bro den 9. juli 1357 kl. 5.31 – et tidspunkt, der var valgt af den tjekkiske konge Karl IV på grund af den heldbringende talrække 1-3-5-7-9-7-5-3-1. Broen stod færdig og blev indviet i 1402, og den var indtil midten af det 19. århundrede den vigtigste forbindelse mellem Lillebyen (Malá Strana) med Prags borg på vestsiden af floden og Den Gamle By (Staré Město) på østsiden.
Der er mange legender om Karlsbroen, der oprindelig hed Stenbroen (Kamenný most), og en af dem fortæller, at det netop var den ovennævnte, magiske kombination, der sikrede broens styrke, holdbarhed og skønhed.
En anden legende hævder, at mørtlen, der anvendtes ved opførslen af broen, var tilsat æg, vin og mælk for at sikre broen lang levetid og stabilitet.

Efter vi var kommet i land igen (og havde fundet vores manglende elev), gik turen tilbage over Karlsbroen til Old Town Square, hvor vi oplevede, at klokken i det Astronomiske Ur faldt i slag – noget af et tilløbsstykke for de mange turister i byen, der lige som os stod på pladsen og ventede på begivenheden.
Uret blev installeret i 1410, og det er det ældste fungerende astronomiske ur i verden. Ud over at vise tiden, viser uret ligeledes astronomiske cyklusser, dyrekredsen og en kalender.

Der var nu tid til – efter en kop kaffe – at udforske Old Town Square og området omkring denne, og det første, der falder i øjnene, var Jan Hus-monumentet i den ene ende af pladsen.
Monumentet er opført og indviet i 1915 for at mindes Hus’ henrettelse for kætteri 500 år tidligere.
Jan Hus var filosof og præst og en af de første reformatorer, der gjorde op med det katolske kirke. Han fik en del tilhængere, hussitterne, da han prædikede på tjekkisk i stedet for latin, som det var sædvane. Jan Hus blev i 1415 dømt som kætter og brændt på bålet.

Turen gik videre til kvarteret øst for pladsen, hvor eleverne fik lidt frirum til at få noget aftensmad, mens vi lærere spiste på et mindre spisested på Ungeltpladsen, U Štupartů.
Her ligger også Granovskych House, der er en af de smukkeste renæssancebygninger i Prag. Huset – eller paladset, om man vil – blev bygget af den kongelige tolder Jakub Granovsky af Granov på jord, som han modtog af kejser Ferdinand I i 1558.
Med sine arkader og sgraffitoer er huset et enestående bygningsværk fra denne tid, og også indvendigt er det overdådigt udsmykket med malerier og anden kunst.

Efter at vi havde fået lidt at spise, mødtes vi med eleverne igen, og også de var mætte og veltilfredse efter at de – for de flestes vedkommende – havde fået et eller flere steder, der havde fastfood på programmet.
Det betød, at alle (mere eller mindre) var friske på at få set lidt mere af den indre by, så vi fortsatte vores sightseeing over den lille og lidt mere intime Náměstí Franze Kafky (Frans Kafka Plads) – vest for Old Town Square, hvorefter vi kom forbi Absintherie Jilská (i Jilská-gaden), der er kendt for stedet, hvor man kan købe og smage absint, en speciel slags alkohol, der fremstilles ved at udtrække saften fra malurt, fennikel og anis med alkohol.
Der er mange myter om absint, men de bunder for det meste i overdrivelser, markedsføringstricks og politisk propaganda, og selv om absint ofte forbindes med hallucinationer og mystik, er virkningen af absint ikke anderledes end andre stærke alkoholiske drikke!

Fra Jilskagaden og absintheriet fortsatte vi forbi Rudolfinum, der ligger ud til Moldau.
Bygningen blev indviet i 1885, og den har siden da været forbundet med musik og kunst, og i dag huser bygningen både det tjekkiske filharmoniske orkester og Galerie Rudolfinum, der er et kunstgalleri.

Herefter gik vi hjemad mod vores hotel – hvor vi vores vej bla. kom forbi Pinkas Synagogen ved indgangen til den gamle jødiske kirkegård, som vi havde på vores program senere på turen.

Herfra havde vi en halv times gåtur tilbage til hotellet, hvor den stod på socialt samvær, som det nu altid gør på en skolerejse.

Tirsdag, d. 17.9.
Dag 2 i Prag var i første omgang dedikeret til vestbredden af Moldau med slottet og katedralen højt placeret over byen. Efter morgenmaden gik vi derfor klassevis mod centrum, og undervejs passerede vi først den smukke hovedbanegård, Masaryk – bygget i årene 1844-45.

Derefter gik turen videre ad Hybernská-gaden til Obecní dům (Folkets Hus), der er en af de mest berømte jugendstilbygninger i Prag, bygget mellem 1905 og 1912. Huset, der ligger på Náměstí Republiky, bruges først og fremmest til repræsentative formål og kulturelle begivenheder, såsom koncerter og udstillinger.   
På grunden, hvor Folkets Hus i dag ligger, lå tidligere Kongernes Hof – bygget omkring 1380 af Wenzel IV, og dette hof fungerede derefter som kongernes residens fra i perioden fra 1383 til 1484.

Fra Folkets Hus gik vi videre til Náměstí Franze Kafky med skulpturen Čtenář v křesle – en bronzeskulptur, der viser en (lille) læsende person i en meget stor lænestol – deraf også det engelske navn, Reader in an Armchair. Skulpturen, der var ganske ny og opstillet tidligere på året, havde til hensigt at skildre læseren og bogens fantasifulde verden.
Foran statuen stillede 8.c op til foto, der skulle illustrere deres boglige uddannelse!

Efter fotoseancen kunne vi fortsætte ad Manes-broen over Moldau, inden vi nåede dagens første større stop i Wallensteins Have, hvor eleverne fik en lille pause til at gå rundt i haven. Og pausen brugte vores omvandrende historieleksikon, Martin Bendorff, til at fortælle om den tjekkiske hærleder og statsmand Albrecht von Wallenstein, der var en af de mest indflydelsesrige mænd i Trediveårskrigen fra 1618-48. Wallenstein blev i øvrigt snigmyrdet af sine egne mænd 25. februar 1634.

Wallensteins Have fra 1630 ligger lidt gemt af vejen med indgang fra gaden Mala Strana.
I den ene ende af haven ligger Wallensteins Palads, der i dag huser det tjekkiske senat, mens Rideskolen Wallenstein ligger i den anden ende.

Da pausen var forbi, gik det videre op ad bakken til Pražský Hrad – Prags Borg, der er en hel by i sig selv. Området domineres af St. Vitus Katedralen så vel som Nový Královský Palác, det Nye kongelige Palads, der huser præsidentens embedsbolig.
På vej ind i borgområdet passerer man 1. og 2. borggård – gennem Matyášova brána, Matiasporten mellem de to borggårde, og når man går ind i den 2. borggård, ser man på højre hånd Kaple svatého Kříže, Det hellige Kors’ Kapel, der i dag bruges til udstilling af St. Vitus-skatten (genstande fra St. Vitus Katedralen).

St. Vitus Katedralen er Tjekkiets vigtigste kirke og sæde for ærkebiskoppen af Prag. Katedralen er den tredje kirke, der er bygget på dette sted, og byggeriet af den nuværende, gotiske kirke blev påbegyndt i 1344 af den bøhmerske kong Karl IV, men først helt færdiggjort og indviet i 1929. Det var fra starten meningen, at katedralen skulle være en kroningskirke, familiekrypt, skatkammer for kongerigets mest værdifulde relikvier og det sidste hvilested og pilgrimssted for skytshelgenen Wenzel.

På katedralens sydmur er der – over Den Gyldne Port – en mosaik fra 1371, der viser Dommedag. Denne mosaik er lavet af over en million glasstykker og bladguld, og det er en af de få monumentale glasmosaikker nord for Alperne, der er skabt i venetiansk stil.
Mosaikken viser den yderste dom i tre paneler. I midten ses Jesus omgivet af engle, helgener samt Karl IV og hans hustru, Elisabeth af Pommern, der knæler. Det venstre panel viser de opstandne sjæle, der stiger op til himlen, mens det højre panel skildrer de fordømte, der drives i ilden af djævle.
Det var gennem Den Gyldne Port, at kongerne gik ind i katedralen til kroningsceremonier.

Går man lidt længere ind i borgområdet – bag katedralen, bliver man mødt af den enkle og stilrene St. George’s Basilica, der er den ældste bevarede kirkebygning i Prags borg, idet den blev bygget allerede i år 920 i romansk stil.

Fra pladsen foran basilikaen kan man gå ind i det idylliske kvarter med Zlatá ulička, Den gyldne Gade. Desværre krævede adgang til dette område nu en indgangsbillet (i modsætning til mine tidligere besøg i Prag), så det undlod vi.
Langsomt var klokken blevet 12 – så det var tid til at afbryde vores besøg i Prags Borg – i og med, at det trak op til vagtskifte; noget af et tilløbsstykke blandt de mange besøgende.

Vi bevægede os derfor uden for borgområdet og blev vidne til vagtskiftet foran slottet, inden det blev tid til frokost i små restauranter og caféer omkring Hradčanské náměstí, Hradcany Plads.
Efter frokosten bevægede vi os ned ad bakken igen mod Karlsbroen, hvor vi lod de næste timer stå i kunstens tegn på vestbredden af Moldau. Første stop på denne tur i kunstens verden var John Lennon-muren, en grafittimur i en lille sidegade, inspireret af John Lennons liv, musik og tekster.

Efter mordet på John Lennon i 1980 blev et maleri af Lennon malet af en ukendt kunstner på muren, og efterhånden som flere mennesker kom forbi og malede videre på væggen, udvidede maleriet sig, og muren blev langsomt et sted for fri ytringsfrihed i det daværende kommunistiske Tjekkoslovakiet. Stedet foran og omkring muren er ofte blevet brugt til demonstrationer, og selv om dens centrale tema er John Lennon og hans liv, har den også indslag, der relaterer sig til lokale og globale emner. 
Muren fornys således hele tiden med ny grafitti, så ethvert besøg er unikt.

Videre gik turen sydpå langs Moldaus bred og gennem Kampaparken til Kampamuseet og skulpturen ‘De kravlende Babyer’ af David Černý. Skulpturen, der består af 10 babyer og er fra år 2000, er noget kontroversiel, idet de enorme babyer, som er kendt for at have en stregkode i stedet for et ansigt, symboliserer teknologiens dobbelthed.
Skulpturen blev oprindelig skabt i 1994 til en udstilling på Museum of Contemporary Art i Chicago.

Næste – og sidste – punkt på vores rundrejse i kunstens verden var kunstværket Pomník obětem komunismu, mindesmærket for kommunismens ofre.
Mindesmærket, der findes ved foden af ​​Petřín-bakken i bydelen Malá Strana, viser 6 statuer i bronze af et enkelt menneske – hver statue i et andet stadie af individets ødelæggelse, og det symboliserer, hvordan politiske fanger blev ødelagt af kommunismen.

Herfra gik turen tilbage til den vestlige bydel – over Moldau via Jiráskův most, Jirásek-broen, hvor vi passerede Tančící dům, Det Dansende Hus.
Bygningen har fået øgenavnet Ginger og Fred, med henvisning til danseparret Fred Astaire og Ginger Rogers. Dette øgenavn blev oprindeligt opfundet af arkitektkontoret under designet af bygningen som en joke, der hentydede til glastårnets form, der lignede en danser.

Bygningen, hvis officielle navn er Nationale-Nederlanden-Bygningen, er opført i 1996 af forsikringsselskabet Nationale-Nederlanden.
Huset, der i dag rummer en række kontorer, skabte en folkelig debat om moderne arkitektur i Prag, hvor nogle fandt, at det ikke passede i det historiske Prag og forstyrrer byens panorama, mens andre roste huset for dets nyskabende og moderne udtryk.
Hvorom alt er, så er bygningen i dag en turistmagnet.

Fra pladsen foran Det Dansende Hus fik eleverne lidt frirum, og de kunne nu i eget tempo søge langs Moldaus bredder til vores næste fælles træfpunkt, Wenzelspladsen og Nationalmuseet, idet de blev opfordret til at smage en af byens kulinariske specialiteter, trdelník, på vejen.

Trdelník er lavet af en dej, der er viklet omkring en pind, derefter bagt og serveret med sukker og valnøddeblanding – en slags lokal wienerbrød.

På vejen til Wenzelspladsen passerede vi endnu engang Old Town Square – dog fra en lidt anden vinkel, således at vi havde et fint blik på Dům U Kamenného zvonu, Stenklokkehuset, og ​​Golz-Kinský-paladset, der ligger på hjørnet af Rådhuspladsen og Týnská-gaden – lige ved siden af hinanden.
Stenklokkehuset er resterne af en større residens fra 1363. Det tjente – mener man – i en periode som midlertidig residens for Elisabeth af Přemyslid og Johan af Luxembourg, da det kongelige palads på Prags borg blev ubeboeligt på grund af en brand i 1303, og deres søn, den senere Karl IV, er muligvis blevet født her i 1316.
Stenklokkehuset har været restaureret ad flere omgange, senest i 1975-87, hvor den oprindelige gotiske facade blev afdækket
Golz-Kinský-paladset lige til venstre for Stenklokkehuset var tidligere et palads, der blev opført til Golz-familien mellem 1755 og 1765, men det er i dag kunstmuseum.

Om eleverne fik set de to huse og fik deres historie, ved jeg ikke, men ved en senere lejlighed fik de en chance for at høre historien af mig.
Ellers mødte vi først vores elever igen for enden af Wenzelspladsen og foran Nationalmuseet, der var grundlagt i 1818 og som dedikeret til naturvidenskabelige og historiske samlinger fra Tjekkiet, herunder dets historie, kultur og forskellige folkeslag.

Efter at vi var samlet igen, viste jeg eleverne det nøjagtige sted, hvor Jan Palach den 19. januar 1969 brændte sig selv ihjel i protest mod den sovjetiske nedkæmpning af Pragforåret i 1968 i Tjekkoslovakiet. Hele historien om hans protest står stadigvæk stærkt for mig, der på det tidspunkt gik i 2. real i Vejle – og disse minder forsøgte jeg at formidle for mine elever og formåede at få dem til at lytte.

Efterfølgende kunne jeg også vise dem mindepladen for Jan Palach og Jan Zajic lige ved statuen af Sankt Wenceslas til hest.
Det skal her lige bemærkes, at Jan Zajic, der er mindre kendt, ligeledes begik selvmord ved at sætte ild til sig selv – ca. en måned efter Jan Palach (25. februar 1969).
Med den grufulde fortælling og de to unge menneskers selvmord på nethinden turen gik tilbage mod hotellet efter endnu en begivenhedsrig dag.

Onsdag, d. 18.9.
Efter et par dage i Prags pulserende liv, var det i dag blevet tid til at søge lidt væk, og det blev til et par besøg i området nord for byen.
Det første stop på programmet var de imponerende sand- og kalkstensklipper omkring borgen Hrubá Skála i ‘Det Bøhmerske Paradis’, ca. 100 km nord for Prag. Området har jeg besøgt flere gange tidligere – første gang for ca. 20 år siden, hvor jeg var på studietur med Ungdomscenter Vejle til området – og dengang faktisk boede på borgen Hrubá Skála med elever fra Ungdomscenter Vejle (10. klasse).
Vi blev – som alle de andre gange, jeg havde været på besøg i området – sat af på P-pladsen foran borgen, og herfra havde jeg planlagt en vandretur blandt de imponerende klipper i området, der er det ældste beskyttede landskabsområde i Tjekkiet. Det blev erklæret naturpark i 1955 og dækkede dengang et område på 95 km². Parken blev endvidere udvidet i 2002 til de nuværende 181 km².

Hele Hrubá Skála-regionen er et paradis for klatrere, vandrede, orienteringsløbere og romantikere, der bare skal opleve en helt anderledes natur. Der er mange markerede stier, der tilbyder gode og varierede muligheder for rekreation og vandreture.
Derudover har mange klippeformationer fået navne, der appellerer til fantasien, f.eks. klippesprækken Musehullet, Adams Seng og den symbolske klatrer-kirkegård. Og så skal man ikke glemme de mange klippeudsigtspunkter.

I dag førte jeg eleverne på en vandretur gennem det dramatiske landskab gennem sprækker mellem klipperne og op på nogle af de fantastiske udsigtspunkter, som landskabet bød på. En smuk tur, der selv kunne fascinere en stor del af de ellers kritiske 8. klasses elever. Turen førte naturligvis ind mellem klipperne, så de tonede op foran, ved siden af og bag os, og vi stoppede op flere gange på klippetoppe med udsigt over området og (ofte) med Hrubá Skála et eller andet sted i horisonten.

Vores tur førte forbi Adams Seng, der er en kunstigt udhugget klippeformation, der har sit navn efter en lokal adelsmand og ridder af Malteserordenen, František Adam af Valdštejn, som lod stedet udhugge og dekorere med et kærlighedsalter og udskårne bænke med løver. Stedet blev oprindeligt døbt Venus-grotten – og i øvrigt skal man nu om dage nøjes med at forestille sig både alter og bænke…

Vores videre tur fortsatte til den symbolske bjergbestiger-kirkegård, der er et mindesmærke for klatrere, der er omkommet i bjergene, og det er derfor også dekoreret med mange mindeplader for de afdøde klatrere. Stedet blev etableret i 1971 f billedhuggeren Valerién Karoušek.

På slutningen af turen førte stien også gennem Musehullet, der er en meget smal klippepassage gennem klipperne, og den fungerer som en naturlig port, der fører besøgende direkte op til slottet Hrubá Skála, og nær Musehullet faldt vi også over en klippe, der så ud, som om den ville tippe over, hvert øjeblik det kunne være. Traditionen tro og i stil med traditioner andre steder i verden med lignende klipper har forbipasserende anbragt grene og deres vandrestokke under klippen, så den ikke vil styrte sammen.

Med disse oplevelser – og et par gruppefotos af alle tre klasser mellem klipperne – var vi nu tilbage ved Hrubá Skála, hvor vi vovede os ind i slotsgården for at få et par nærbilleder af slottet – og så i øvrigt også lige nyde den storslåede udsigt.

Efter denne fantastiske naturoplevelse kørte vi videre til Mladá Boleslaw, der er en by med ca. 50.000 indbyggere, beliggende ca. en halv times kørsel fra Hrubá Skála.
Byen er kun kendt for én ting, nemlig Škoda-koncernen, der her har deres hovedkvarter og historiske hjemsted. Škodabiler produceres også andre steder i Tjekkiet og Verden, men det er det hele begyndte og i dag styres fra.
Den første rigtige Škoda-bil, Škoda 110, blev produceret fra 1925, og det skete efter at industrikoncernen Škoda Works opkøbte bilproducenten Laurin & Klement, der også var fra Mladá Boleslaw og havde produceret biler siden 1905. Herefter videreførtes bilproduktionen under Škoda-navnet.

Vores besøg i Mladá Boleslaw var todelt, idet vi først besøgte Škodamuseet, hvor vi kunne følge udviklingen af Škoda-biler fra starten af fabrikkens produktion til i dag.
På museet var der også udstillet racerbiler samt nogle af de tidlige modeller fra Laurin & Klement.

Herefter besøgte vi en af fabrikshallerne, hvor vi kunne betragte arbejdet langs og på samlebåndet og følge fremstillingsprocessen fra en metalplade til den færdige bil…
En spændende oplevelse – der desværre ikke kunne dokumenteres med fotos!

Efter oplevelserne i Mladá Boleslaw gik turen tilbage til Prag, hvor eleverne – efter en fælles aftensmad på en restaurant nær hotellet – havde aftenen til fri disposition, på hotellet forstås. Det var jo trods alt deres sidste aften på hotellet.

Torsdag, d. 19.9.
Vores sidste dag i denne charmerende storby, så dagen startede – ud over morgenmaden – med pakning af kufferter og rengøring af værelserne, inden vi stuvede vores habengut sammen i bussens kuffertrum. Herefter endnu engang den slagne vandretur i klassegrupper ind til Prags centrum.
Som vanligt gik vi i samlet flok ad den smukke Hybernská-gade, der førte forbi Prašná brána, den gamle og 65 meter høje krudtport fra 1475, der er starten på den kongelige vej til Prags borg.

Vi fortsatte naturligvis ad denne kongelige vej, Celetná, som i dag er en indkøbsgade.
Formiddagen var dedikeret til et besøg i Prags jødiske bydel, Josefov, hvor vores rundtur startede lige midt i orkanens øje – blandt alle de andre turister – i gaden U Starého hřbitova, hvor man finder flere synagoger, Ceremonihallen for Prags jødiske begravelsessamfund og det jødiske rådhus.
Ceremonihallen er bygget fra 1906-08, og indtil slutningen af 1. Verdenskrig blev bygningen brugt til Taharah (rituel rensning af de afdøde). Hallen giver et unikt  indblik i jødiske døds- og begravelsesritualer, og bla. udstilles en serie på 15 malerier fra 1700-tallet, som skildrer begravelsesselskabets arbejde.

I U Starého hřbitova-gaden – tæt ved indgangen til Klausen-synagogen – startede vi vores besøg i den jødiske bydel med at købe billetter til de forskellige seværdigheder, vi ville besøge – og herefter valgte vi så at kigge indenfor i Klausová Synagoga, Klausen-synagogen, lige ved siden af billetsalget.
Klausen-synagogen, der er den største synagoge i Prags tidligere ghetto, blev opført i 1883-84, og den ligger på det sted, hvor en tidligere kloyz (et tilbedelsehus) havde ligget siden 1570.
En massiv byfornyelse af den jødiske ghetto omkring år 1900 efterlod Klausen-synagogen intakt, men kostede samtidig mange andre synagoger i ghettoen livet, og den er i dag det eneste eksempel på en baroksynagoge i Prag.
I 1939 blev Klausen-synagogen ‘taget ud af drift’, og i 1984 blev den omdannet til et jødisk museum.

Inde i den tidligere synagoge kan man stifte bekendtskab med jødedommens grundlæggende tekster (Toraen og Talmud) og vigtige elementer i jødedommen, som synagogens interiør og hvordan en bønnetjeneste i synagogen foregår.
Her kan man også lære om jødiske festivaler, familieliv og traditioner som f.eks. fødsel, omskærelse, bryllup osv.

Efter besøget i Klausen-synagogen gik vi rundt om hjørnet til en anden af bydelens synagoger, Pinkasova synagoga, Pinkas-synagogen, hvor indgangen til den jødiske kirkegård også findes.

Pinkas-synagogen, der er den næstældste af de nuværende synagoger i Prag, forbindes til Horowitz-familien, og kan føres tilbage til 1535, hvor den første synagoge byggedes på dette sted. Ved slutningen af 2. Verdenskrig blev synagogens vægge dækket med navnene for ca. 78.000 jøder, der blev ofre for shoah (= holocaust).
Pinkas-synagogen er derfor i dag et mindesmærke for de (tjekkiske) jøder, der blev ofre for nazisternes forfølgelser.

Fra synagogen gik turen videre gennem den jødiske kirkegård, der er den mest overfyldte kirkegård i Europa – og sandsynligvis i hele verden. Man mener, at kirkegården blev anlagt og taget i brug i 1439, og at den var i drift indtil 1787.
At der er begravet over 100.000 mennesker på denne lille kirkegård virker urealistisk, men forklaringen er, at gravene – hver gang kirkegården var fyldt med grave – er blevet tildækket, og at der derefter er blevet begravet ovenpå dem. Dette blev gjort i alt 12 gange, så der er 12 niveauer af grave visse steder på kirkegården.

Efter lukningen af ​​kirkegården i 1787 begyndte det jødiske samfund at bruge den oprindelige pestkirkegård i Prag i bydelen Žižkov, hvor vores hotel også lå. Denne kirkegård var i drift fra 1680 til 1890, og en del af dens rester ligger i dag under Žižkovs tv-tårn. Det er dog ikke ualmindeligt, at troende jøder på denne kirkegård besøger deres forfædre eller gravsteder, hvor kendte jøder ligger begravet, hvilket vi ved selvsyn så et par gange, mens vi bevægede os rundt på kirkegården.

Da vi kom ud fra kirkegården, havde vi frit udsyn til det gamle, jødiske rådhus på hjørnet af Červená og Maiselova – og ikke mindst rådhusets berømte ur, der har hebræiske bogstaver og går baglæns!

Herefter havde eleverne mulighed for at gå lidt rundt i Josefov-området – og så havde de, der måtte ønske det – fri til indkøb af souvenirs, eller indkøb af snolder til hjemturen…
Et par af eleverne valgt dog lige at følges med mig ved endnu et par besøg i den jødiske bydel.
Altså tog vi så lige et par synagoger mere, når vi nu var i den jødiske bydel.
Først gjaldt det et besøg i Staronová synagoga, den Gamle Nye Synagoge, der ligger over for rådhuset og er den ældste aktive synagoge i Europa. Synagogen blev bygget i 1270, og den var dengang en af Prags første gotiske bygninger. Den Gamle nye synagoge er den eneste synagoge i den jødiske ghetto i Prag, hvor der stadig finder religiøse handlinger sted.

Vi bevægede os ind i synagogen, der har et smukt indre med et usædvanligt dobbelt skib og gotiske hvælvinger, og her fik vi af en ansat i synagogen legenden om den mystiske Golem. Det er en legende fra 1500-tallet fra den jødiske folketro, der fortæller at resterne af Golem – et stumt og tankeløst væsen, der var skabt af ler fra Moldaus bred af rabbiner Judah Loew – ligger gemt på synagogens loft. (I øvrigt en interessant og tankevækkende legende!)
Vores besøg i Gamle Nye Synagoge bragte os også ind i synagogens indre rum, der er kendetegnet ved middelalderlig arkitektur, høje hvælvede lofter og en central bimah (platform) omgivet af jernstænger. Derudover bærer det blå forhæng foran arken hebræiske inskriptioner, lige som det har løvemotiver, der symboliserer Judas løve.

Efter besøget i den Gamle Nye Synagoge skulle vi blot gå 150 meter ad Maiselova for at se den næste synagoge i rækken: Maiselova synagoga, Maisel synagogen.
Denne synagoge blev bygget i ghettoens guldalder – i slutningen af det 16. århundrede, og i en periode efter 2. Verdenskrig husede synagogen det jødiske museum i Prag. Synagogen er som sådan ikke i brug til religiøse handlinger i dag, men havde sin aktive periode fra 1592 til 1938.

Maisel synagogen er senest blevet genopbygget og restaureret i 2014-15, og herved blev de dekorative elementer fremhævet, så synagogen blev bragt tilbage til det udseende, den havde i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Synagogen anvendes i dag til kulturelle begivenheder som koncerter, forfatteroplæsning, soloteater osv.

Det var nu tid til at bevæge sig lidt væk og over på den anden side af den fornemme hovedgade Pařížská, der skærer gennem den gamle jødiske ghetto og står som noget af en kontrast til ‘alt det jødiske’.
Og vores mål var her Španělská synagoga, den Spanske Synagoge, der regnes for en af smukkeste synagoger i Europa. Den er opført i 1868 på det sted, hvor byens allerførste synagoge oprindelig lå. Synagogen, der er to etager høj, er bygget i en overdådig maurisk stil inspireret af Alhambra, og den er kendt for sit forgyldte interiør, farvede glas og mauriske buer.

Efter en sen frokost var det så småt tid til at søge tilbage til hotellet i Žižkov, hvor vi skulle mødes med bussen, der skulle køre os tilbage til Kolding.
Og selv om vi egentlig bare skulle søge mod hotellet, så undlod vi da ikke at bruge vores øjne og derved få øje på flere interessante steder og bygninger.
På vejen tilbage passerede vi således Týn-kirken, hvor Tycho Brahe ligger begravet, og Jindřišská Vez, Jindrisskatårnet, fra det 14. århundrede, der med en højde på 67,7 meter er det højeste, fritstående kirketårn i Prag.

Endvidere passerede vi den flotte Jeruzalémská Synagoga, Jerusalem-synagogen, der tidligere hed Jubilæumssynagogen, idet den blev bygget i 1906 og navngivet til ære for kejser Franz Josef I af Østrigs sølvjubilæum.
Jerusalem synagogen går for at være den smukkeste af Prags 6 synagoger – og farverig var den i hvert fald!

Jerusalem-synagogen er Prags yngste og største synagoge, og den er berømt for sin iøjnefaldende maurisk-inspirerede og særdeles farverige jugendstilfacade (Art Nouveau) og et farverigt, rigt dekoreret interiør med glasmosaikker – ligeledes i meget stærke farve
Som i den Gamle Nye Synagoge i ghettoen finder der også religiøse handlinger sted i Jerusalem-synagogen den dag i dag.

Og så var den eftermiddag ellers gået, og det var en række rimelig trætte elever, der vendte tilbage til bussen ved hotellet, og så kunne rejsen nordpå i retning Kolding.
Og heldigvis blev der mulighed for at få sovet lidt i bussen, hvilket rigtig mange fik benyttet sig af.

Fredag, d. 20.9.
Efter en god nats søvn i bussen – for de flestes vedkommende (chaufføren undtaget) – nåede vi den dansk-tyske grænse noget tidligere end beregnet, idet motorvejene i Tyskland var mere frie, end forventet.
Derfor kunne vi også stige ud af bussen mere end en time forud for planen, midt på formiddagen, og bedsteforældre, forældre og søskende kunne genforenes med de unge mennesker, vi havde haft ansvaret for de sidste dage.
Og så var det ellers bare at komme hjem og hvile ud – i egne senge…