Bornholm, 16.-19.4.19

I en ellers stille periode valgte vi at droppe årets Påskeløb og i stedet tage til Bornholm for at besøge besøge Hjalte, der havde slået sig ned her – efter at han havde mødt sin kæreste, Karoline, der jo kommer fra Aakirkeby midt på Bornholm. Og så kunne vi jo i samme ombæring få kigget lidt på nogle af øens mange seværdigheder.
Altså fik vi booket overnatning på Kroggaard, der lå lige øst for Rønne – og i øvrigt tæt på Lobbæk, hvor Hjalte havde sin lejlighed.
Onsdag d. 15. april gik med turen fra Vejle over Ystad til Bornholm, og vi ankom sent om aftenen til vores lækre ferielejlighed, der lå i meget rolige omgivelser, tæt på Bornholms Golfklub.

Torsdag, d. 16.4.
Efter morgenmaden gik turen østpå til Svaneke – idet vi dog lige samlede Hjalte og Karoline op på vejen i Aakirkeby hos Karolines forældre. Efter at vi havde parkeret bilen på den store P-plads ved havnen, stod den på en vandretur gennem denne lille, charmerende by, hvor man på ingen tid vil have set alt, hvad der er værd at se. Dertil skal siges, at Svaneke er Danmarks mindste købstad med et indbyggertal på knap 1100 indbyggere.
Lige ved P-pladsen står en delvis rekonstruktion af barken Svanen af Svaneke, der var et skib, der sejlede rundt på havene i midten af det 18. århundrede. Man var oprindelig begyndt at genskabe skibet i Nexø efter de originale, gamle tegninger, men undervejs i arbejdet løb man tør for penge og Bornholms Museum trådte til og reddede de dele af skibet, der allerede var opbygget eller genskabt.

Skibet, der blot består af køl, hæk og stævn, blev herefter nænsomt transporteret til Svaneke havn og opbygget, hvor det nu er placeret.

Fra skroget af Svanen gik vi videre langs havnen til Brænderigænget og brugte lidt tid i Pernille Bülow Glas, hvor vi kunne følge fremstillingen af glaskunst – mundblæst, forstås!

Vi kunne også her beundre den smukke glaskunst, som de lokale glaspustere var i stand til at frembringe.

Videre til Torvet, hvor også det kendte Svaneke Bryghus har hjemme. Her finder man også Bornholms bedst bevarede købmandsgård fra 1761, Søllingsgaard – der stinker af idyl og charme.

Bag ved bryghuset fører en trappe fra Bykilen og op til Vestergade, og ved denne trappe passerer man den gamle brønd.

Ad Emil Andersens Gade gik vi til et lille torv med en buste af en af byens store mænd, J.N. Madvig, der bla. stod bag skolereformen fra 1850 og i øvrigt en overgang var kulturminister.

Ved det lille torv fandt vi også byens tidligere elektricitetsværk, der blev nedlagt i 1948 – men bygningen står stadigvæk og har i mellemtiden huset en badeanstalt og en Falckstation.

Fra det lille torv gik vi gennem Otto Holst Bakke og Borgergade og kom forbi Nansens Gaard – en gammel købmandsgård, hvor der i dag er privat værelsesudlejning. Herefter slentrede vi gennem Postgade tilbage til kvarteret ved havnen, og undervejs passerede vi den hyggelige pub og lounge Madvig – der ejes af DR-journalisten Poul Friis og i øvrigt har navn after føromtalte J.N. Madvig.

I øvrigt var turen igennem Postgade en rejse i tid med det ene gamle, smukke hus ved siden af det andet, og det blev da ikke mindre charmerende, da vores tur gennem tid endte i og omkring Hotel Siemsens Gaard.

Og når man nu er ved at være sulten, og når man nu er i Svaneke, hvad er så mere oplagt end at få stillet sulten i røgeriet? Og her blev der så også lige lidt tid til at studere de gamle skanser og kanonbatterier uden for røgeriet.

Nogle af disse skanser stammer fra syvårskrigen fra 1563-70.
Efter frokosten gik turen langs kysten nordpå til Randkløve Skår, der er en af Bornholm store – men ofte oversete – naturseværdigheder.

Randkløve Skår er en dyb revne i fjeldet, og det helt specielle er, at denne revne løber i sydøstlig retning ind i landet – i modsætning til øens andre sprækkedale, der løber i tværgående retning (nordøst-sydvest).

Efter at vi var gået gennem kløften og havde klatret lidt i området, vandrede vi sydpå ad en redningssti og passerede på et tidspunkt et skønt beliggende sommerhus, Taman Sari, der er tegnet af den kendte arkitekt Kaare Klint.
Herefter var vi også ved at være godt brugte, og turen gik vestpå retning Kroggaard – med den flotteste solnedgang lige i forruden…

Fredag, d. 17.4.
Igen – efter morgenmaden – på tur i det bornholmske landskab, og igen blev Hjalte samlet op på vejen, da vi kørte gennem Lobbæk.
Første stop på dagens program var rundkirken i Nylars, der er den sydligste af rundkirkerne på Bornholm. Kirken, der er indviet til de søfarendes skytshelgen, Nicolaus af Myra, er oprindelig bygget som et fæstningsanlæg, så befolkningen kunne søge tilflugt her i ufredstider, hvor Bornholm blev overfaldet af vendiske og gotlandske sørøvere.

Nylars rundkirke, der har en indvendig diameter på 11 meter, er et solidt byggeri med 1½ til 2 meter tykke mure, og det har derfor ikke været nødvendigt at støtte den med støttespiller.

I 1882 blev kalken banket af hvælvinger og vægge, og der fremkom spor af kalkmalerier; det var dog kun muligt at bevare en frise rundt om midterpillen, der viser syndefaldsberetningen.

Efter besøget i Nylars rundkirke, gik turen videre til Nyker, hvor endnu en rundkirke, Ny Kirke, stod på programmet.

Ny Kirke, der er den mindste og yngste af Borholms 4 rundkirker, er opført i starten af 1200-tallet, og den har – i modsætning til de øvrige rundkirker på øen – ikke mange tegn på, at den oprindelig skulle have været bygget som fæstningsværk.

Midterpillen og tøndehvælvet har velbevarede kalkmalerier fra 1300-1350. På midterpillen vises Jesus lidelseshistorie i 13 billeder.
Efter besøget i Nyker, stod der lidt natur på programmet, idet vi kørte til havnen i Vang for at gå en tur nordpå ad kyststien til Pissebækken, der er Danmarks tredjestørste vandfald. Navnet

Pissebækken er kendt fra middelalderen, og der er to forklaringer på navnet, der begge associeres med det, at en mand lader vandet fra toppen af vandfaldet.
Samme vej tilbage til Vang – der var ikke så mange andre muligheder – og så videre til

Hammershus, der er Nordeuropas største borgruin. Hammershus er en seværdighed, som vi havde besøgt en del gange tidligere, men denne gang kunne stedet byde på et nyåbnet (2018) besøgscenter, som man passerede mellem P-pladsen og selve ruinen.

Hammershus stammer fra begyndelsen af 1200-tallet, og det menes, at selveste Valdemar Sejr havde en finger med i spillet. Borgen, der gennem historien har haft en betydelig rolle og den har spillet en vigtig rolle i magtspillet mellem konge og kirke, har fungeret som både fæstningsværk og statsfængsel, hvor bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina Ulfeldt blev indsat i 1660.
I 1743 blev Hammershus rømmet og stedet blev anvendt som stenbrud, og i 1822 blev resterne af borgen – ruinen – fredet.
Efter besøget i ruinen blev der lige lidt tid til at gå en tur i omegnen og herunder besøge bla.

Den Våde Ovn og Kamelhovederne, inden vi kørte videre til Hammersholm for at besøge helleristningsfeltet.

Helleristningerne er spredt over et større område, og de ristninger, der findes her, kan slet ikke måle sig med, hvad vi tidligere har set i f.eks. Kazakhstan eller Azerbaijan.

Men et flot og naturskønt område er det da!
Og når vi nu engang er i denne ende af øen, hvad er så mere naturligt end lige at runde spidsen af Bornholm med en gåtur på Hammerknuden?
Altså tog vi den smalle og snoede Fyrvej op til P-pladsen ved Hammeren fyr, hvorfra vi gik en tur i det ujævne og stenene landskab.

Vejen førte os bla. forbi Krystalsøen, der er opstået ved, at et gammelt stenbrud er blevet fyldt med regnvand. I dette brud foregik brydningen med håndkraft – et stort og tungt arbejde, hvor man ikke rigtig kom i dybden; Krystalsøen er derfor ikke ret dyb.

Videre gik vi gennem det vilde landskab og nåede efter lidt tid et flot udsigtspunkt med en flot udsigt over både Opalsøen og Hammersøen. Især Opalsøen var et imponerende syn med det flotte turkisgrønne vand. Også Opalsøen er et resultat af granitbrydningen, og den ligger optimalt i forbindelse med udskibning af granitten fra Hammerhavn.

Indtil 1970 blev der brudt granit fra dette brud, der i dag er kendt som en rigtig fin – men dyb – badesø.
Fra besøget i området omkring Hammeren Fyr gik det videre til den tredje af øens rundkirker, Sankt Ols Kirke, der med sine 13 meter er den højeste af de 4 rundkirker på Bornholm.

Kirken er bygget ca. 1150, men ombygget og forstærket ad flere omgange, og der var oprindelig tale om en decideret fæstning med en meget smal trappe op til førstesalen, hvor men også finder i alt 9 skyttegab.

Da kirken ligger meget højt, har den også haft betydning som sømærke.
Fyldt med mange og meget forskellige indtryk fra dagens stop, var vi ved at være mætte, og turen gik tilbage til Åkirkeby for aftens mad – og derefter tilbage til Kroggaard for at se dyner…

Lørdag, d 18.4.
Også denne dag startede – efter morgenmaden – med at samle Hjalte og Karoline op – og så gik turen ellers til NaturBornholm lige uden for Åkirkeby.
Først den obligatoriske tur gennem naturcentrets udstillinger, inden vi tog udenfor – sammen med Kim, Karolines far, for at besigtige området omkring Klintebakken, der er et område syd for NaturBornholm, hvor man finder flere imponerende vandreblokke som Kyllingehønen og Hanen.

Her kan se spor efter den nordbornholmske granits møde med den sydbornholmske sandsten, og lige i nærheden kan man vandre rundt på et område forstenet havbund, mere end 540 mio. år gammel.

I det hele taget i fascinerende stykke Bornholm samlet på ét sted – og meget anderledes end det, vi kender fra Jylland!
Efter besøget her i NaturBornholm, gik turen videre til Almindingen – egentlig for at se på traner – med udgangspunkt i fugletårnet i Bastemosen. Fugle af betydning blev det dog ikke til, men vi kunne da beundre det flotte og uberørte moseområde.

Efter et lille pause, hvor vi kunne nyde roen i naturen valgte vi at køre nordpå for at tage et kig på den fjerde – og største, berømteste og mest besøgte – rundkirke på Bornholm, Østerlars.
Som flere af de andre rundkirker er Østerlars rundkirke bygget i midten af 1100-tallet, og den havde (lige som de øvrige rundkirker) to indgangsdøre, én for mændene (gennem det nuværende våbenhus) og én for kvinderne.

Også Østerlars rundkirke er oprindelig bygget som en blanding af kirke og fæstning med godt to meter tykke mure af granit med en stejl, ujævn og smal trappe inden i muren fra koret og op til øvre stokværk – en konstruktion, der besværliggjorde eventuelle angreb. Kirken er indviet til Skt. Laurentius og har således fået navn efter ham; dog er Laurentius er med tiden blevet til Lars.

Der er en del drabelige kalkmalerier bevaret i kirken, og der går historier om en hemmelig tempelridderskat, der skulle findes begravet her. Dette har givet stof til filmen ‚Tempelriddernes skat‘ fra 2006.
Fra Østerlars gik turen videre til Gudhjem, hvor vi først besøgte min kusine Vibe i hendes lille butik i Brøddegade 37 og derefter den lille havn, hvorfra der bla. dagligt sejles til Christiansø.

Her blev der også lige tid til at nyde en af byens berømte softice.
Næste punkt på programmet var Helligdomsklipperne lige nord for Gudhjem, hvor vi parkerede ved Bornholmerpladsen.

Herfra vandrede vi ud og så nogen af de mange formationer i klipperne, der har fået navne efter deres udseende, f.eks. Tørre Ovn, Apostlene, Lyseklippen og Gåserenden.
En lille times vandretur blev det da til i det noget vilde område, inden vi kørte hjemad via Galøkken strand syd for Rønne, hvor vi kunne nyde solnedgangen.

Ved Galøkken kunne vi – sammen med Hjalte – nyde den nedgående sol, der gav et rødligt skær i sandbrinkerne ved stranden og fremhævede de flotte lag i sandet.

Søndag, d 19.4.
Da vi ligesom ikke var blevet helt mætte af Helligdomsklipperne ved gårsdagens besøg, startede vi dagens program med at køre tilbage dertil – med en parkering ved Bornholms Kunstmuseum, hvorfra vi endnu engang vandrede ud til kysten med klipperne.

Turen gik forbi nogen af de kunstværker, der var udstillet i området uden for museet – især skulpturen Gris-Mennesket af Jørgen Haugen Sørensen fandt jeg interessant og tankevækkende.
Herefter gik turen videre ned til klipperne med Libertsklippen som det første – og vestligste – stop.

Herfra gik vi – oven for klipperne – langs vandet østpå, og derfra gik det stejlt ned til ‚Den Sorte Gryde‘, der er en aflang grotte ca. 50 meter ind i fjeldet – hvor den så ender blindt. Man går på en ujævn og fugtig grund både udenfor og indeni grotten, og det er ikke muligt at passere hinanden inden i selve grotten, så det kræver lidt tålmodighed og samarbejde med de øvrige besøgende, hvis vi alle skal have lidt ud af besøget.

Grotten var i øvrigt spændende alene af den grund, at den er hjemsted for en sjælden edderkop, Grotteedderkoppen (Meta menardi), der i øvrigt er sjælden i Danmark. Og ja, vi så da edderkoppen!

Sidste, men ikke mindst, var Lyseklippen et flot syn!
Fra Helligdomsklipperne gik turen nu – efter en let frokost – videre til den anden ende af Bornholm, hvor vi besøgte området omkring Dueodde.
Først viste Hjalte os resterne af to tyske kanonstillinger fra 2. Verdenskrig, G3 og G4, der ligger gemt i fyrreplantagen mellem Dueodde og Bornholmertårnet/Dueoddevej.

Det var egentlig meningen, at tyskerne ville bygge 4 kanonstillinger udstyret med 17 meter lange kanoner, der skulle kunne beskyde skibstrafikken syd for Bornholm – med en rækkevidde på 42 km.
Kun G3 og G4 nåede at blive bygget, men de kom aldrig i brug.
Efter det historiske tilbageblik vandrede vi til Dueoddes flotte sandstrand, hvor vi kunne nyde det fine vejr.

Det meste af vejen fra P-pladsen til stranden var forsynet med en sti af brædder – en slags lavbro – således at også kørestolsbruger kunne komme til stranden og nyde den flotte natur.
Fra Dueodde kørte vi nordpå til Nexø og Martin Andersen Nexøs hus – uden at dog skulle ind i huset, der i dag er et museum med ting fra forfatterens liv.

Det var nu så småt ved at være tid til at vende tilbage til Lobbæk og få afleveret Hjalte, men som et sidste punkt på programmet aflagde vi lige det nedlagte stenbrud nord for Lobbæk et besøg – selv om det var privat, og vi vist nok ikke havde tilladelse til at færdes der. Men vi havde ikke spurgt nogen, og ikke fået nej. Flot sted, i øvrigt.

Ellers var det tilbage til Kroggaard til den sidste overnatning, inden vi i morgen tidlig skulle nå færgen over Sverige og tilbage til Hovedlandet.

Og så blev der alligevel på falderebet lige indlagt et ekstra stop: kunstneren David Winthers Hus i Robbedale – smukt udsmykket med nogle af kunstnerens typiske værker.