Vietnam, 20.10.-1.11.23

Fredag d. 20.10.
Efter en kort flyvetur fra Luang Prabang i Laos landede vi i Hanoi og mødtes med vores nye guide, Lap, der skulle følge os de dage, vi var i og omkring Hanoi.
Eneste punkt på dagsordenen – faktisk var det allerede mørkt, da vi landede – var at blive indkvarteret på vores hotel, Grand Cititel Hanoi, samt at få noget aftensmad på en nærliggende restaurant. Og allerede her viste Lap sin store værdi som guide, idet han fulgte os hen på en restaurant, og ligeledes hjalp os med at bestille maden og noget drikkeligt. Og i øvrigt forklarede os lidt om det sted, hvor vi nu var, Hanoi.
Ellers var det bare at komme tilbage til hotellet og krybe til køjs for natten.

Lørdag d. 21.10.
Efter en forholdsvis tidlig morgenmad – i øvrigt en enestående oplevelse – stod Lap klar i receptionen, så vi kunne komme i gang med dagens program: Sightseeing i byen Hanoi.

Første indtryk af Hanoi: små, høje huse med små lejligheder

Den første del af dagen var helliget landsfaderen, Ho Chi Minh, Onkel Ho, der – selv om han har været død siden 1969 – stadigvæk fylder meget i ikke mindst det nordlige Vietnam.
Ho Chi Minh var hjernen bag dannelsen af det vietnamesiske kommunistparti i 1930, og han ledede frihedskampen mod Frankrig, der havde overherredømmet over Indokina og dermed Vietnam. I 1954 led franskmændene nederlag i denne krig, og Vietnam blev delt i et kommunistisk Nordvietnam, hvor Ho Chi Minh i 1955 blev valgt som præsident, og et fransk-støttet Sydvietnam.

Vietnams nationalforsamling

Ho Chi Minh ligger i dag sted til hvile i et mausoleum, der var første besøgspunkt på vores program. Mausoleet er bygget fra 1973-75 og er inspireret af Lenins mausoleum i Moskva. Man besøger stedet i en lang række, der defilerer forbi Onkel Ho, der ligger livagtigt midt i rummet.
Efter besøget gik turen videre til parken, hvor man kan besøge de tre bygninger, som Ho Chi Minh boede i, mens han var landets præsident.

Ho Chi Minhs mausoleum

Lige inden for indgangen til parken ligger Phu Chu Tich, Præsidentpaladset, der er bopæl og kontor for Vietnams præsident og vicepræsident. Den knaldgule bygning er bygget af franskmændene fra 1901-06.

Præsidentpaladset

Syd for præsidentpaladset ligger nogle lidt mere diskrete – men ligeledes gule – bygninger hvortil Ho Chi Minh flyttede, da han fandt præsidentpaladset for prangende.

Hus nr. 54

Hus nr. 54 – set fra den anden side af søen

I en af disse bygninger, Hus nr. 54, der ligger ved en lille sø, boede og arbejdede Ho fra 1954-58, før han flyttede til sin sidste – og noget mere spartanske – bolig på den anden side af søen, Nha san Bac Ho. Her levede han indtil sin død den 2. september 1969.

Ho Chi Minhs sidste bolig, Nha san Bac Ho

Onkel Hos arbejdsværelse i sin sidste bolig

Vores besøg i parken involverede alle tre bygninger, men kun udefra…

Pomelotræer i Onkel Hos have…

Efter historiens vingesus fortsatte vi til Dien Huu-pagoden (også kendt som Lotuspavillonen), der er et lille buddhistisk tempel bygget oven på en enkelt søjle. Den oprindelige pagode, der blev bygget i perioden fra 1049 til 1105, er for længst forsvundet, men den blev erstattet med denne kopi i 1955. I dag er Dien Huu-pagoden en af ​​de turistattraktioner, der besøges af flest turister, når de ankommer til Hanoi, og den betragtes endda som det tempel, der har den mest unikke arkitektur i Asien!

Dien Huu-pagoden

Herefter var det tid til at komme videre og få skiftet fokus væk fra Ho Chi Minh, men på vejen ud fra området og til den ventende bil, passerede vi lige det imponerende Ho Chi Minh Museum, der er dedikeret til Ho Chi Minh og Vietnams revolutionære kamp mod fremmede magter og stater.

Ho Chi Minh Museum

Herefter vi blev samlet op og kørt til vores næste stop, Litteraturtemplet eller Quoc Tu Giam-templet, der ligger nogle minutters kørsel syd for Ho Chi Minh-mausoleet. 
Litteraturtemplet er et tempel, der er dedikeret til Konfucius og det er bygget i 1070 på kejser Ly Thanh Tongs tid. I 1076 blev Vietnams første universitet etableret i templet, og det fungerede her indtil 1779, hvor et nyt kejserligt akademi etableredes i den nye hovedstad, Hue. Templet er anlagt med 5 gårdhaver, hvor man fra den imponerende indgangsport bevæger sig gennem den ene efter den anden.

Hovedindgangen til Litteraturens Tempel

Fra hovedporten i syd kommer man ind i de første to fredfyldte gårdhaver med træer, inden man går gennem den flotte Khue Van pavillon til den tredje gårdhave, der indeholder Thien Quang-kilden og oprindelig indeholdt 116 steler af udskårne blå stenskildpadder med kunstfærdige motiver for at ære talent og tilskynde til studier. Af disse steler er kun 82 bevaret. Stelerne indeholder navnene på dimittender fra 82 treårige kongelige eksaminer fra perioden 1442-1779, og indgraveringerne angiver bla. grunden til at afholde disse eksaminer.

Khue Van pavillonen, som er indgangen til tredje gårdhave

Tredje gårdhave med Thien Quang-kilden

Khue Van pavillonen (tv) – en af stelerne (th)

Den fjerde gårdhave er kompleksets vigtigste område, hvor der ligger to vigtig bygninger, først Ceremoniens Hus (Dại Bai Duong) og derefter Thuong Dien, hvor Confucius og hans fire nærmeste disciple Yanhui, Zengshen, Zisi og Mencius bliver tilbedt.

Fjerde gårdhave

Ceremoniens Hus med fugl og skildpadde (tv) og Thuong Dien med statue af Konfucius (th)

Lille gårdrum mellem Ceremoniens Hus og Thuong Dien

Her kan man også – i et lille museum se blækbrønde, kuglepenne, bøger og personlige artefakter, der tilhører nogle af de studerende, der studerede ved templet.
I den femte og sidste gårdhave blev et kejserligt akademi tilføjet komplekset i 1077 under Ly Nhan Tong, for at give mulighed for at udvalgte mandariner kunne studere. Dette akademi bestod af Minh Luan-huset, vestlige og østlige klasseværelser, et lagerhus til trætrykblokke og to bygninger med hver tre sovesale og en del værelser.

Minh Luan-huset med den store gong

Nærbillede af den store gong

Disse bygninger blev ødelagt under den første Indokina-krig i 1946, og det man ser nu er en rekonstruktion fra år 2000.
Alt i alt fik vi en god introduktion til – og vandretur gennem – Litteraturens tempel suppleret med vores guides viden om stedet, inden vi kørte et stykke til en lille restaurant, hvor vi skulle nyde vores frokost. For mig blev det en ekstra oplevelse, idet en stor metalskrue havde fundet vej til min mad!

Spor af det gamle Vietnam nær vores frokostrestaurant

Efter frokosten stod endnu en stor seværdighed på programmet: Det kejserlige citadel, Kinh Thien, der er på UNESCOs Verdensarvliste.
Efter en kort køretur kunne vi parkere ved indgangen, hvor der i øvrigt var ekstra travlt med opbygningen af en scene til aftenens Monsoon Music Festival.
Vi gik dog videre til hovedindgangen til citadellet, Doan Mon – et imponerende bygningsværk med 5 indgangsporte, der var indgange til forskellige klasser: den midterste var til kejseren, og de to nærmeste porte til kejserens familie samt højtstående embedsmænd og officerer, mens de to yderste porte var til “almindelige” mennesker og dyr, som f.eks. elefanter.

Doan Mon, hovedindgangen til citadellet

Vi tog den rigtige port og gik op på bygningens førstesal, hvorfra der var en god udsigt over området, og hvor vi i øvrigt så flere kvinder i traditionelle Nhat Binh-dragter.
Herefter gik turen ned ad trapperne igen og så videre ad en smuk allé med lampioner i røde og gule farver og forskellige udstillingslokaler på vires højre hånd; lokaler hvor vi fik oplysninger om de forskellige dynastier, der havde hersket i Vietnam, med Hanoi som regeringsby.

Idyllisk vej med lampioner i røde og gule farver

Turen førte os til Stendragerne foran Dragehuset. På grund af megen slid, var det ikke muligt at gå op ad trappen med stendragerne, så vi måtte fortsætte udenom og forbi en ny række af udstillingslokaler.

Hus ved Dragetrappen

Dragetrappen med Dragehuset i baggrunden

Kvinde i lokal dragt: Nhat Binh (th) – Dragehusets piller (tv)

Fra Dragehuset kom vi til den bagvedliggende og legendariske D67-bygning, hvor de nordvietnamesiske generaler havde deres hovedkvarter under Amerikanerkrigen. Under bygningen er der et bunkersanlæg, hvortil generalerne fortrak, når amerikanerne bombede Hanoi. 

Bygning D67

Døre fra bunkersanlægget ved bygning D67

Regeringstoppens møderum i bunkersanlægget

Efter besøget i bygning D67 forlod vi Citadellet ad en sideindgang, hvor vi blev vinder til en mærkelig, vietnamesisk skik – en blomsterhandler, hvor man kunne leje en buket. Ideen var, at ens udkårne kunne stå med buketten, mens der blev taget billeder. Det var efter divisen: det er billigere at leje end at eje.

En pige med en lejet buket…

Efter dette syn gik turen videre til en virksomhed, der fremstillede kunstværker i lak. Lakken fremstilles af saften fra Laktræet, Rhus succedanea, og populært sagt fremstiller man verdens første plast-produkt af saften. Saften tappes på samme måde, som man tapper saften fra kautsjuk-træerne til fremstilling af gummi. I lande som Vietnam, Kina og Japan er mange genstande blevet belagt med denne lak, og traditionelle lakerede genstande er en vigtig del af disse landes kulturskatte. Vi så både fremstillingsprocessen i et åbent værksted samt en salgsudstilling med mange flotte produkter – uden at vi blev fristet over evne…

Lakværksted: Demonstration af teknik med æggeskaller

Lakværksted: Demonstration af tegneteknik

Næstsidste punkt på turen rundt i Hanoi var en spadseretur på Cau Long Bien, Dragebroen, der er en bro, som franskmændene byggede i 1899-1902 over Den Røde Flod. Broen, der er 1680 meter lang (2290 meter inkl. tilkørselsramperne), er den længste bro i Indokina og den første stålbro, der er bygget over floden. Vi gik en lang tur ud på broen, hvor kun toge, tohjulede køretøjer som cykler og motorcykler samt gående har adgang.

Cau Long Bien, Dragebroen

Trafik nær Dragebroen

Efter dette besøg blev vi kørt ind til Hanoi Old Town, hvor vi – efter at have vandret lidt rundt i de hektiske gader – fik en rundtur i bydelen på et par rickshaws og derefter sat af ved vores hotel efter tre kvarters sightseeing.

Hanoi Old Town

Cau The Huc – Morning Sunlight Bridge i Ho Hoan byparken

Hanoi – kendt for mere end 5 millioner motorcykler…

Efter lige at have hvilet lidt ud, tog vi ud for at spise aftensmad på en restaurant, der viste sig at være japansk, inden vi kunne lægge os på vores senge og lade dagens indtryk bundfælde sig.

Søndag d. 22.10.
Efter et hårdt program i går – hvor vi havde en god kemi med vores guide, Lap, havde vi besluttet at lade ham arrangere en tur for os til Ninh Binh, der er en provins, der ligger to timers kørsel (ca. 95 km) syd for Hanoi. Vi – dvs. vores guide – havde planlagt to besøg: Trang An og Hoa Lu.

De små både lægger fra land …

… og man sejler lidt i en lang linje

Først gik turen til det naturskønne Trang An, der er på UNESCOs Verdensarvliste.
Trang An er et sammenhængende søområde, hvor man i små både sejler fra landsbyen
Van Lam og rundt i området. Undervejs kom vi gennem fire af de mange huler i området – en enkelt af dem mere end 300 meter lang – og vi kunne bare læne os tilbage og nyde synet af de stejle kalkstensklipper i området omkring søerne, der har givet området kælenavnet “Halongbugten på Land”.

På vej gennem en af områdets huler

Vores tur, der varede et par timer, førte os forbi det idylliske Cao Son-tempel, der lå isoleret på en ø ude i en af søerne, mens vi i næste øjeblik oplevede nogle af de locations, hvor filmen King Kong er optaget. Også en smuk pagode, Hanh cung Vu Lam – helt omgivet af vand – blev der tid til at se. Alt i alt en storslået tur i den vilde, og til dels uberørte natur.

Cao Son-templet, beliggende på en lille ø

Den smukke pagode, Hanh cung Vu Lam

I dette smukke landskab kunne vi bare slappe af og nyde turen, idet vores skipper, en lokal farmer, gjorde hele arbejdet, hvor vi sejlede gennem de dels skovklædte, dels nøgne klipper, hvor filmen King Kong i øvrigt i sin tid er blevet optaget.

Flot syn på klipperne, hvor King Kong blev optaget i sin tid.

Uanset hvor man så hen, kunne vi se de imponerende klipper

Igen klipper og både på række

Enkelte steder dukkede en lille, forfalden pagode op…

Efter den beroligende og afslappende sejltur stod den på frokost i en lille lokal restaurant, Nha hang Thang Guong (oversat: bjerggerd). Her serverede de forskellige egnsretter, bla. gedekød. Et skønt lille familieejet sted med kakerlakker på toiletterne!
Efter frokosten var det videre i dagens program: Hoa Lu, der var hovedstaden i Vietnam i det 10. og 11. århundrede under dynastierne Ding, Le og Ly – indtil hovedstaden flyttedes til Hanoi i år 1010. I dag er Hoa Lu et vigtigt arkitektonisk og historisk kompleks i Vietnam og – som Trang An – på UNESCOs Verdensarvliste.

Indgangsporten til det kejserlige område i Hoa Lu

Det første der møder os, efter at vi er steget ud af bilen, er en imponerende indgangsport til det kejserlige område på den anden side af floden Song Sao Khe, og inden for porten en stor informativ tavle, der fortæller om de dynastier, der regerede herfra. (Vi fik en fin gennemgang af dynastierne af vores guide, Lap).

Del af tavle, der fortæller om dynastierne fra Hoa Lu

Tilbud om en tur på en bøffel…

Herefter gik vi videre ind i området til to templer, der er rester fra dengang Hoa Lu var hovedstaden i Vietnam. Først gjaldt det kong Dinh Tien Hoangs tempel, der er bygget længe efter hans død i det 11. århundrede og rekonstrueret i 1696. Templet er inddelt i tre dele: Bai Duong for samfundet, Thien Huong til ære for mandariner og Chinh Cung, hvor statuen af Dinh Tien Hoang er placeret. Templet var et lille, men fredeligt sted – og egentlig ikke overrendt.

Indgangsporten til Dinh Tien Hoangs tempel

Dinh Tien Hoangs tempel

Dragesengen foran Dinh Tien Hoangs tempel

Fra det indre af Dinh Tien Hoangs tempel

Som en sidebemærkning: Dinh Tien Hoang, der besteg tronen i 968, var den første kejser i Dinh dynastiet og var ligeledes den første kejser, der forenede hele Vietnam. Perioden med regeringssæde i Hoa Lu, sluttede i 1009 efter 41 år, hvor kejser Ly Cong Uan flyttede hovedstaden til Hanoi.
Efter besøget i Dinh Tien Hoangs tempel gik vi videre til
Le Dai Hanhs tempel, der ligger lige ved siden af, og i store træk har den samme opbygning. Derudover kunne vi se flotte og imponerende udskæringer i træ i templet – og måtte imponeres over, at man dengang med mere primitive værktøjer kunne lave sådanne arbejder.

Hovedporten til Le Dai Hanhs tempel med en drageseng ude foran

Et af to stelehuse på tempelområdet

Le Dai Hanhs tempel

Træskærerarbejde i Le Dai Hanhs tempel

På vej tilbage mod bilen kunne vi kaste et blik på en pagode, der lå i ensom majestæt på den store plads mellem templerne og floden: Nha bia Ly Thai To – en smuk, stilren pagode.

Pagoden Nha bia Ly Thai To

Herefter gik ture de to timer tilbage til Hanoi, hvor vi kun havde et enkelt punkt på programmet: at se skinnerne fra jernbanen, der løb tæt forbi husene i midtbyen. Imponerende, men naturligvis måtte man ikke gå langs banen, hvilket blev indskærpet både på store advarselsskilte og af officielle vagter. Man kunne dog komme langt ved at stikke vagterne lidt småpenge uden kvittering…

Jernbanen gennem Hanois gamle bydel

Ellers bare tilbage til hotellet og gøre klar til tjek-ud i morgen – og så lige ud i byen og få lidt lækkert at spise et sted, vi havde fået anbefalet af vores guide. Efter maden gik vi tilbage til hotellet

Mandag d. 23.10.
Efter at vi havde forladt vores værelser og anbragt det meste af bagagen i receptionen på hotellet, bevægede vi os østpå mod Halong. Det var en tur, hvor det meste af turen blev kørt på en god motorvej, og næsten fremme gjorde vi lige holdt ved firmaet Legend Pearl, der var en af områdets store aktører inden for fremstilling/udvikling af ægte perler.
Vi fik en gennemgang af de 3 forskellige slags perler og demonstration af, hvordan man i dag planter en lille plastickugle i levende østers, inden man sætter dem ud i farme i Halongbugten, hvor perlen så vokser i den levende østers.

Demonstration af tre forskellige slags perler

En østers får en plastickugle indopereret

Det tager mindst fem år, inden perlen er stor nok til at kunne bruges i smykkeindustrien, og 7-10 år, hvis perlen skal have en diameter på 10 mm, og der er en chance på 40 % for, at perlen har en kvalitet, så den kan anvendes.

Og så videre mod Halongbugten

Det var et spændende besøg, der afsluttedes med en mulighed for at købe de ægte perler.
Efter dette besøg og en kop kaffe, gik turen videre til havnen i Halong, hvor vi skulle om bord på skibet Pelican Glory, der var vores hjem for det næste døgn.

Klar til indkvartering på Pelican Glory

Efter indkvartering i vores kahytter og briefing i restauranten gik det løs – ud i Halongbugten, der er et særpræget naturområde, der er på UNESCOs Verdensarvliste.
Halongbugten er et af verdens smukkeste naturlandskaber, og er et must, når man er i Vietnam – og det blev hurtigt tydeligt, at vi ikke var alene – på det eneste skib – i bugten.

Klippeformation i Halongbugten

Overalt hvor man kigger hen: Små eller større klippeøer

Overalt, hvor man kiggede hen, var der skibe, store og små, moderne og mere primitive. Der var ture på Halongbugten for enhver pengepung, og stort set alle skulle samme steder hen…

Halongbugten – fyldt med “krydstogtskibe”

… også små fiskerbåde kan man spotte

Vores første stop var en lille ø, hvor vi fik mulighed for at bade – så det gjorde vi; i smaragdgrønt vand med sandbund – og ikke en eneste sten. Samme sted var der mulighed for at bestige klippen ad nogle hundrede trin til toppen, hvorfra der var en fantastisk udsigt.

Solnedgang i Halongbugten

Ellers nød vi bare solnedgangen over Halongbugten – og Happy Hour på soldækket før aftensmaden. Og så kunne vi ellers trække os tilbage til vores skønne kahyt på øverste dæk og ligge og nyde udsigten over den fredfyldte bugt.

Tirsdag d. 24.10.
I dag var vi tidligt oppe – på øverste dæk, hvor vi deltog i en lille times Tai Chi, inden den stod på morgenmad og en udflugt til en grotte,
Hang Dau Go, der er den mest besøgte grotte i Halongbugten. Grotten, som man stiger op i via en trappe, der er 90 trin høj. Indvendigt er der spektakulære klippeformationer, og striber af naturligt lys udefra spiller på det 25 meter høje kuppelformede tag. Da jeg ikke var helt frisk, blev jeg tilbage i kahytten og slappede af, mens Claudia, Grethe og Karsten var på besøg i grotten.

Man bliver aldrig træt af udsynet fra båden i Halongbugten…

Den ene klippeø efter den anden dukker op af havet

Sejltur i Halongbugten i godt vejr er ikke at foragte

Klippeø efter klippeø dukker op langs båden

Endnu en ø – nu med Halong By i horisonten

Efter grottebesøget gik turen tilbage til Halong, hvor vi blev afhentet af Lap og hans chauffør, der kørte os tilbage til Hanoi – med et lille stop ved at gartneri, der dyrkede flere hundrede forskellige grønsager. Lidt i spøg – men alligevel ikke helt usandt: Alt, hvad der er grønt eller har en puls, er noget vietnameserne kan spise!

På besøg i en grøntsagsmark

… agurker på vej

Der arbejdes i marken

Efter besøget i markerne gik turen videre til en virksomhed i byen Hai Duong, Hong Ngoc Fine Art, der fremstillede silke og produkter af silke, ligesom de forhandlede kaffe, the og andre typiske vietnamesiske produkter. Her fik vi en fin gennemgang af silkens vej fra larve over kokon, spinding til råsilke og fremstilling af forskellige beklædningsgenstande af silke.

Silkesommerfuglens larver i “fangenskab”

Kokoner og silketråd. 1 kokon = ca 1000 meter uspunden tråd

Silketråd – klar til spinding

Midt i et af lokalerne sad mere end 20 kvinder, der broderede flotte motiver i forskellige farver, størrelser og kvaliteter. Alt sammen med det formål at producere til salg til især turister.
Stedet var som følge deraf typisk turistet og derfor var deres varer heller ikke helt billige efter vietnamesiske forhold – men stedet var absolut værd at besøge.

Der arbejdes koncentreret på et svært mønster

… et andet mønster

– og et helt tredje

Et eksempel på et færdigt resultat

Tilbage i Hanoi stod den nu på en sidste kort vandretur for at få lidt spiseligt, inden vi afhentede vores kufferter på hotellet og blev kørt til banegården, hvor vi blev hjulpet ind i toget og vi fandt vores sovekupe – og opholdssted for natten. Gode forhold, og der var serveret med snacks, lidt frugt og vand til os, så vi ikke skulle gå kolde i løbet af natten.

Vores togvogn til Da Nang

A propos: at gå kolde… Så sov Claudia og Karsten i de øverste køjer, hvor der var airconditioning for alle pengene, og de kunne berette om en rigtig kold fornøjelse… Vi andre havde ingen problemer med varme og kulde.

Onsdag d. 25.10.
Efter en forholdsvis fin nat var vi fremme ved vores mål for togrejsen Da Nang lige før middag, og vi kunne komme ud i varmen igen, og her blev vi modtaget af en kvindelig guide, som jeg aldrig rigtig fik fat i navnet på. Efter alle de gode guider, vi havde haft indtil nu, var hun noget af et antiklimaks, og det var tydeligt, at hun var lidt for formel, regeringstro (partisoldat?), og at hun hadede kinesere, så det var så som så med faktuelle oplysninger fra hendes side.
Hendes mål var jo egentlig også blot at modtage os på banegården og eskortere os til vores Hotel, Silkotel, i Hoi An – og den opgave bestod hun.
Da vi var blevet indkvarteret på noget, der viste sig at være et rigtig lækkert hotel med fine faciliteter, kontaktede vi Lap, vores guide fra Hanoi-området, og spurgte, om han kunne anvise os en god lokal guide, der kunne vise os Cham rigets helligdom, My Son.
Efter lidt kommunikeren frem og tilbage fandt han en lokal guide, Hai, som han kendte fra tidligere, og som ville mødes med os den næste morgen.
Med denne viden i bagagen gik vi de hundrede meter fra vores hotel og ind i centrum af Hoi An, men da hele bykernen står på UNESCOs Verdensarvliste, blev vi ved indgangen til bykernen afkrævet 6 US$ pr person som en slags indgangsbillet til byen.
Lige ved indgangen af byen finder man en model af et rødt skib, a red seal ship, også kaldet shuinsen, er et bevæbnet, japansk handelsskib fra starten af 1600-tallet. Skibet
symboliserer her solidariteten mellem Nagasaki i Japan og Hoi An.

Model af red seal ship, også kaldet Shuinsen

Det var midt på eftermiddagen, varmt og mennesketomt, så vi valgte at sætte os ned på en lille café, hvor vi bestilte en af byens specialiteter, baguette med lækkert fyld og en friskpresset juice – i stedet for at vandre rundt i varmen. Og efter “frokosten” blev der lige tid til et par timer med benene oppe – og fuld afslapning på sengen.

På vej ind i byen igen – ad gågaden Nguyen Thi Minh Khai

Efter at vi havde ligget lidt på langs, blev det til endnu en tur ind i byen. Det blev til en tur langs floden, Song Thu Bon, hvor der var mange lokale, der tilbød os en tur på vandet i en af deres både, der skulle ud og sætte lanterner i vandet – en tradition her i byen, hvor floden i løbet af aftenen lyses helt op af de mange farvestrålende lanterner.

Nyere bro nær den gamle japanske bro

Bro over Thu Bon River

Vi havde glædet os til at se den berømte lyserøde japanske bro, Chua Cau, der er en ikonisk fodgængerbro fra det 16. århundrede, 18 meter lang og 3 meter bred. Desværre var broen netop nu ved at blive restaureret og derfor gemt bag presenninger og anden afskærmning.

Forretninger langs floden

I stedet vandrede vi lidt rundt i byens gader, der – i modsætningen til i eftermiddags – var fyldt med turister, rickshaws, gadekøkkener og sælgere af alskens ubrugelige souvenirs. Men vi havde også et mål for vores rundgang i byen, idet vi lige skulle have fundet den skrædder, Blue Eye Tailor, som vi havde fået anbefalet af vores guide i Hanoi. Det lykkedes, og så gik vi ellers shop amok i bestilling af tøj i bedste kvalitet og af fineste råvarer – til næsten ingen penge, og tøjet blev lovet os klar til i morgen.

Markedshallen var ved at lukke ned for natten

Hyggelige gader efter mørkets frembrud

Aften i gaderne

Efter denne købsoplevelse var vi ved at være godt sultne, hvorefter vi fandt en restaurant, Hai Cafe Courtyard BBQ, der så indbydende ud. Her lod vi os beværte med lækker grillmad, inden vi gik tilbage til hotellet for at hvile ud til morgendagens udflugt.

Sejlads med lampioner på Thu Bon River

Turen tilbage til hotellet gik endnu engang forbi floden Thu Bon River, hvor vi oplevede de mange både, der sejlede rundt med lampioner i alle mulige farver. Et flot syn, der bare skulle nydes…

Torsdag d. 26.10.
Efter en god nats søvn og en lækker morgenmad mødtes vi med vores guide Hai i receptionen, og vi var klar til at tage ud til My Son, der er endnu et sted på UNESCOs Verdensarvliste.

My Son – logo ved indgangen til området

My Son, der ligger en times kørsel ad temmelig små veje fra Hoi An, er et tempelkompleks af Shiva-hindutempler, der er bygget af Chamfolket – et folkeslag, der formodentlig kom fra Indien; i hvert fald var de hinduer. My Son templerne, der blev bygget mellem det 4. og 14. århundrede, ligger spredt i 8-9 grupper over et større område i en ca. to kilometer bred dal, omgivet af to bjergkæder. Templerne blev først genopdaget af franskmændene i 1885 efter at have hvilet i flere hundrede år i junglen.

Templerne lå godt skjult i dalen

… med sumpe og regnskove omkring

Der blev bygget mere end 70 helligdomme samt adskillige steler med historisk vigtige inskriptioner på sanskrit og cham. Alle bygningerne er bygget med brændte røde mursten, og det ser ud til, at murstenene bare er stablet uden brug af mørtel, men undersøgelser har vist, at de i virkeligheden er limet sammen med en planteharpiks. Væggene er meget tykke, ofte med flere lag mursten, og størrelsen på stenene varierer også efter, hvor de er blevet brugt. Ud over murstenene har man brugt sandsten til søjlerne.

Tempel for Shiva i gruppe B

… og endnu et tempel

Der er – siden opdagelsen af My Son – lavet fine optegnelser af hele området, bygningerne og stelerne, men under Vietnamkrigen blev området sønderbombet af amerikanerne, og mere end 80% af bygningerne blev helt eller delvist ødelagt. Det betyder også, at det kan være forvirrende at gå rundt mellem ruinerne, for mellem de bygninger, der stadigvæk står, er der sammenstyrtede bygninger, fundamenter og skulpturer. Og mellem det hele: bombekratere som et resultat af amerikanernes besøg i 1969.

Andre imponerende religiøse bygninger

Man imponeres over det præcisionsarbejde, de har kunnet udføre på den tid

Uanset, hvor man vendte sig hen i gruppe B…

Der var svært at rive sig løs…

Vores tur til My Son førte os – som man kan se af billederne både herover og under denne tekst –  til tre grupper af templer. Først besøgte vi de vigtigste grupper – kaldet gruppe B, C og D, hvor man finder templer dedikeret til både kong Bhadravarman og hinduguden Shiva. Her så vi temmelig velbevarede bygninger og en lingam – en afbildning af den hinduiske gud Shiva i Shaivismen.

Lingam, der er gravet frem på området

Vi dvælede ved mange af de interessante bygninger, inden vi gik videre til gruppe A, hvor man delvist havde genopbygget nogle af templerne – så længe der var penge til det.

Gruppe A med delvist rekonstruerede ruiner

Gruppe A – en af tre delvist rekonstruerede bygninger

Gruppe A med delvist ruiner – der er stadigvæk meget arbejde forude

Endelig gik turen videre til gruppe G samt gruppe E og F, hvor bygningerne var mere eller mindre ødelagte og lå hen som ruiner.

En enkelt markant ruin i gruppe G

Ruin i gruppe F

Bombehul – amerikanernes aftryk på området

… endnu et par ruiner på vejen ud

Alt i alt en interessant tur, der sluttede brat, da regnen satte ind med tunge dråber, og vi skyndte os tilbage til bilen og turen tilbage til Hoi An.

Og så gik turen ellers bare tilbage til Hoi An

Vel tilbage i Hoi An aftalte vi med dagens guide, Hai, der selv var opvokset i Hue, at han skulle guide os et par af de dage, vi skulle være i denne by. Prisen blev aftalt, og vi udvekslede telefonnumre, så han kunne komme i kontakt med os, når vi om et par dage kom frem.

Den japanske overdækkede bro (Chùa Cầu) under restaurering

Ellers gik vi ud i Hoi Ans gader og fandt et lækkert lille sted, der indvilgede i at servere frokost for os, inden vi opsøgte vores skrædder, som havde vores bestilte tøj klart. (Og så var vi så begejstrede, at der lige blev bestilt lidt ekstra tøj – igen til afhentning i morgen.

Det nye tøj prøves – her sammen med sælgeren, Eva

Da eftermiddagen stadig var ung, gik vi videre til byens markedsplads, hvor der var travlt – som der nu engang er på et marked – og på grund af varmen måtte vi lige finde os et lille hyggeligt sted langs flodbredden, hvor vi kunne nyde et glas nypresset saft.
I nærheden lå også det lille kinesiske tempel, Hoa Van Le Nghia – et spændende og anderledes tempel, sammenlignet med de templer, vi tidligere havde set på vores rejse.

Indgangen til templet Hoa Van Le Nghia

Hoa Van Le Nghia – selve templet

Hoa Van Le Nghia – templets gård

Vi vandrede også lidt væk fra de mange mennesker og gennem gyder, hvor folk sad og arbejdede udenfor.

En tegner folder sig ud – ude på gaden

Mor og datter i gang med at fremstille lampioner

Ellers var det bare at finde et sted at spise aftensmad, og denne søgen efter et godt sted bragte os lidt væk fra de mest befærdede steder og ind til en lille sø, hvor de maleriske huse spejlede sig i vandet.

Smukt motiv i et stille område af byen…

Langt om længe fandt vi et sted, hvor vi kunne få noget at spise – og så var det ellers sagt…  Herefter gik vi en aftentur, hvor vi bla. gik over på den modsatte side af floden i et “festkvarter” med underholdning, karaoke og – ikke mindst – happy hour.
Det blev til et par drinks på Bob Marley-bar, inden vi gik tilbage til hotellet.

Fredag d. 27.10.
Efter morgenmaden tog jeg lige en lille vandretur alene langs vores gade, Hung Vuong – med det formål at se et par atypiske templer. Først gik jeg godt 300 meter vestpå til Cao Dai templet, der er det næststørste tempel for caodaismen i Vietnam.
Bygningen, der er en sjov kombination af neogotisk, barok og orientalsk design, er meget smukt dekoreret, herunder med drageindhyllede søjler, syvhovedede kobraer og himmelblå lofter.

Cao Dai templet

Vogtere ved indgangen til Cao Dai templet

Caodaismen er en vietnamesisk religiøs bevægelse, der opstod i 1926 i Sydvietnam. Cao Dai er navnet på bevægelsens skabergud, som sammen med modergudinden Duc Phat Mau holder verden i balance. Elementer af buddhisme, konfucianisme, daoisme, kristendom og europæisk filosofi indgår i bevægelsens lære, hvor det religiøse mål er frigørelse gennem genfødsel og social retfærdighed. Den religiøse praksis består i efterlevelse af buddhistisk etik, forfædredyrkelse og døderitualer og i seancer, hvor der kommunikeres med ånder og dyrkes meditation.

Tempelrummet i Cao Dai templet

Tempelrummet er stort, og farven blå dominerer, lige som man bag alteret ser Cai Dais guddommelige øje i et stor ramme.

Cai Dais guddommelige øje bag alteret

Fra Cao Dai templet gik jeg tilbage mod hotellet – og nogle få meter videre til et andet interessant tempel, Van mieu, Konfutsetemplet. Templet, der ligger lidt tilbagetrukket fra vejen, er bygget i den førte halvdel af 1960’erne.

Indgangsporten til Konfutsetemplet Van mieu

Tempelområdet set fra porten

Smuk tavle foran templet

Fra porten ind til tempelområdet går man over en bro og kommer til et stort udskåret billede af “Konfucius prædiker”, og efter man er gået gennem haven kommer man til et forrum – og bag dette “det helligste” med et stort billede af Konfutse.

Konfutsetemplet Van mieu

Konfutsetemplet Van mieu – det allerhelligste

Efter besøget i dette tempel gik jeg tilbage til hotellet, og vi var derefter klar til – i samlet trop at gå endnu en tur i byen, hvor vi nu brugte nogle af de adgangstegn til byens gamle huse, som vi fik udleveret, da vi købte vores indgangbilletter til hele byen.

Indtryk fra en af byens gader

Det blev til i alt tre besøg, hvoraf det første, Tan Ky, var det mest interessante. Her fik vi en rundvisning i et hus, der havde været i familiens eje i 7 generationer – og som det eneste almindelige hus i byen har det haft besøg af både vietnamesiske og udenlandske ledere…
De tre huse, vi besøgte, var alle bygget af jerntræ, Azobé (Lophira alata), der er et hårdt og meget modstandsdygtigt træ, der især egner sig til byggeri i våde miljøer, fordi det ikke er forgængeligt. Og netop her i Hoi An var det meget brugt og anvendeligt, da byen ofte var udsat for oversvømmelser.

Det gamle hus Tan Ky – set fra gaden

Det gamle hus Tan Ky – tidligere spisestue

Det gamle hus Tan Ky – brønd i gårdhaven

Ellers gik eftermiddagen med at vandre lidt rundt og betragte både de smukke bygninger, det arbejdende folk og livet i gader og baggårde, inden vi hentede det sidste tøj hos skrædderen.
På vores vej passerede vi først et smukt forsamlingshus, Det Fukienkinesiske Forsamlingshus, der er bygget i 1697 af en gruppe kinesere, der var flyttet til Hoi An.

Indgangen til Det Fukienkinesiske Forsamlingshus fra1697

Lidt senere stod den så på Chua Ong (Mandens Pagode) – et tempel fra 1653, der er typisk sydkinesisk med dybrød facade dekoreret med lyse paneler. Dørene i indgangspartiet er prydet af et dramatisk motiv, hvor to drager stirrer op mod en flammende drageperle, og i det inderste af templet finder man to heste – en på hver side af alteret/offerbordet.

Indgangsportalen til Chua Ong (Mandens Pagode)

Chua Ong: Indgangsdøren (tv) og gårdhaven (th)

Chua Ong – det allerhelligste

To spændende steder; det første med, det andet uden turister.
Herefter var der tid til at hvile benene i en lille café, hvor de serverede æggekaffe (som vi allerede havde prøvet og var faldet for i Hanoi for nogle dage siden).
Mens Grethe gik sine egne veje og bestilte en times massage, gik vi andre tilbage til hotellet, idet vi dog lige fik bestilt aftensmaden – igen hos Hai Cafe Courtyard BBQ.
Sidst på eftermiddagen stod den igen på midtbyen – dog med et lille sidespring til Konfutses tempel, som jeg lige kunne vise frem. Herefter gik vi en anden vej ind til bykernen – forbi Phac Hat Pagoden og porten til Ba Mụ Templet – eller Lady-templet, som det også kaldes.
Phac Hat Pagoden er af nyere dato og karakteriseret ved en farverig facade og og vægmalerier. Det tilhører ikke UNESCO-delen af byen, men der er tale om et aktivt, religiøst sted for tilbedelse og buddhistiske studier.

Phac Hat Pagoden

Phac Hat Pagoden – interiør

Ba Mu templet blev opført i 1626 på et helt andet sted, men senere flyttet til dets nuværende plads, men gennem tiden – herunder krige – har det undergået mange forandringer, og det eneste, der nu er tilbage, er indgangsporten. Alligevel er det af mange forskere blevet vurderet som et unikt arkitektonisk værk i Hoi An, og det er derfor ikke i fare for at blive revet ned. Vi oplevede også mange turister, der lod sig fotografere foran de flotte porte.

Ba Mu templet

Ba Mu templet, højre del

Ba Mu templet – venstre del

Gadesælger ved Ba Mu templet

Inden vi gik hen for at spise aftensmad, besøgte vi lige en lille fabrik, der producerede produkter af silke, og vi fik en eksklusiv rundvisning – formodentlig med det sigte, at vi ville købe nogle af deres produkter…

Det varmer en gammel matematiklærere hjerte: En kvadratrod…

Efter aftensmaden kunne vi gå tilbage til hotellet og nyde den sidste nat i Hoi An,

Lørdag d. 28.10.
Efter morgenmaden blev vi afhentet på hotellet – og turen gik nu til Hue, vores sidste stop på rejsen til Indokina. Vores medrejsende, lokale guide, som vi også havde på turen fra Da Nang til Hoi An for et par dage siden, havde valgt den lidt længere, men meget smukkere tur over landet – i stedet for at vælge motorvejen.
Det var et godt valg, der bragte os over blandt andet Dinh deo Hai Van-passet, hvorfra der siges at skulle være en flot udsigt; noget vi blev forskånet for på grund af regn og tæt tåge.
I stedet gjorde vi holdt ved et udsigtspunkt, Lang Co, der lå tæt ved vandet, og hvor vi i øvrigt oplevede, at toget fra Hanoi til Da Nang passerede, mens vi holdt og nød udsigten.

Udsigten fra Lang Co

… og så kom toget fra Hanoi

Efter endnu nogle minutters kørsel kom vi til et kaffestop ved Dam Lap An, hvor vi havde en flot udsigt over lagunen Vung An Cu, præget af hvide strande og små fiskerhytter.

Ved lagunen Vung An Cu

Fiskerhytter ved lagunen Vung An Cu

En bro ved lagunen Vung An Cu

Herefter gik det videre til vore hotel i Hua, Moonlight Hotel, uden stop.
Efter at vi havde pakket ud, skulle vi lige ud at kigge på området, og det blev til en gåtur ned til floden, Parfumefloden, Perfume River, og en lille tur rundt i parken langs floden.

Dragebåd på Parfumefloden

Kunstværk i 3. februar-parken ved floden

3. februar-parken ved Parfumefloden

Herefter søgte vi mod et spisested, som vi havde fået anbefalet fra flere sider, Madam Thu, der serverede original vietnamesisk mad. Der var en rigtig god oplevelse.
Tilbage på hotellet blev det lige til en drink på rooftop på 14. sal – med udsigt ud over hele byen, før det var godnat.

Søndag d. 29.10.
Efter morgenmaden blev vi som aftalt afhentet af guiden, Hai, som vi lavede aftale med i Hoi An, og dagens program, der tog udgangspunkt i nogle af hændelserne under Amerikanerkrigen, eller Vietnamkrigen, om man vil. Hai kaldte det en DMZ-dag.
Turen gik først nordpå til Vihn Moc tunnellerne, der blev bygget for at beskytte folk i området mod de massive amerikanske bombninger i området, fordi amerikanerne mente, at folkene leverede mad og våben til de nordvietnamesiske styrker.

Kort over Vihn Moc tunnellerne

I 1966 begyndte beboerne i Vinh Moc at grave tunnellerne for at flytte herned – og væk fra bomberne. Tunnellerne har en samlet længde på 1701 meter og der var i alt 13 indgange, 7 ved havet og 6 på land. Første fase af byggeriet var tunneller i 8-10 meters dybde, men da de amerikanske bomber kunne nå denne dybde, gravede man dybere, ned i 12-15 meters dybde.

En af indgangene til tunellen

Luftskakt til at forsyne tunnelsystemet med frisk luft

I tunnellerne var der små nicher, hvor familier på to til fire personer kunne bo og leve. Endvidere var der et forsamlingsrum med en kapacitet på 50-60 personer, der blev brugt som spisesal og fællesrum. I alt boede der ca. 60 familier i tunnellerne indtil de blev nedlagt i begyndelsen af 1972. Der blev født 17 børn i tunnellerne i løbet af de godt 5 år, de fungerede som hjem for Vinh Mocs borgere.

I tunnellernes mørke – nu med elektrisk lys…

Under vores besøg i tunnellerne blev vi fulgt af en af de overlevende fra bombardementerne, døv, tandløs og ikke helt velfungerende – men det var faktisk noget, der satte vores besøg i perspektiv.

Vores “guide”, der havde levet i tunellerne

Vi gik en tur i tunnellerne – fra indgang 3 til indgang 5 – og herunder så vi små familienicher, en af indgangene fra havet (indgang 4) og forsamlingsrummet. Alt i alt en stærk oplevelser, der fortalte historien om et folk, man bare ikke kunne få ned med nakken.

Indgang 3, hvorfra vi gik ned i tunnellerne

Udgang 5 – vores renoverede udgang fra tunellerne

Efter det stærke besøg i Vinh Moc, kørte vi tilbage mod floden Ben Hai River, der udgjorde den gamle grænse mellem Nordvietnam og Sydvietnam, men på vejen gjorde vi holdt ved nogle bevoksninger af peber og kautsjuk samt marker med taro (Colocasia esculenta), der er en rodfrugt i arumfamilien. Lokalbefolkningen bruger taro i madlavningen, knoldene udkogt til en pastalignende masse og de unge blade som spinat.

En mark med taro – en rodplante af Arumfamilien

Der tappes kautsjuk

Peberplanter, der kryber op ad pælene

Næste stop var den gamle grænsebro, Hien Luong bridge.
Broen, der er den tredje på stedet, blev bygget i maj 1952 af franskmændene. Broen, der har 7 spænd, er bygget på søjler af armeret beton og har en overflade fremstillet af jerntræ, er 178 meter lang og 4 meter bred. Broen er opdelt i 2 dele, der hver er 89 meter lange, malet i to forskellige farver – gul i den sydlige halvdel og blå i den nordlige.

Hien Luong bridge – set fra syd

Hien Luong bridge – set fra nord

Hien Luong bridge – midten af broen, hvor gul og blå mødes…

Både nord og syd for broen er der bygget store mindesmærker – som kommunistiske styrer har for vane – til at fejre og symbolisere “the unity of Vietnam”, ligesom der stadigvæk kan ses et vagttårn fra en svunden tid.

Mindesmærke syd for Hien Luong bridge

Vagttårn syd for Ben Hai River

Fra broen og det gamle grænseområde gik det videre til en fik frokost på et lille lokalt sted i Dong Ha, inden vi kørte til næste stop, Quang Tri Citadellet i byen af samme navn.
Citadellet er resterne af et fort fra det 19. århundrede ved bredden af
Quan-floden, som Nguyen dynastiet brugte som militærbase og administrativt hovedkontor i perioden fra  1809 til 1945. Citadellet har stor betydning for vietnameserne, og det huskes for et stort slag i amerikanerkrigen – det andet slag ved Quang Tri – mellem på den ene side Vietnams folkehær og Sydvietnams nationale befrielsesfront og på den anden side USAs væbnede styrker og den sydvietnamesiske hær. Efter 80 dage erobrede sydvietnameserne – støttet af amerikanerne – citadellet.

Indgangsporten til Quang Tri Citadellet

Vi gik en tur rundt i citadellet, der er delvis genopbygget – bla. er noget af bymuren og de fire hovedporte restaureret. I midten af det hele så vi det imponerende mindesmærke, der er rejst til minde om de 81 dage og nætter i 1972.

Mindesmærket i Quang Tri Citadellet

Vi brugte ligeledes lidt tid i det tilknyttede museum, hvor man kunne se effekter fra slaget – ligesom vi fornemmede en noget ensidig fremstilling af det, der skete dengang i 1972.

Del af kunstværk i citadellets museum

Kunstværk med Ho Chi Minh i centrum i citadellets museum

Sidste punkt på dagens program var et besøg på en krigskirkegård, Nghia trang xa Hai Phu, med faldne soldater under Amerikanerkrigen, hovedsagelig faldne fra ovennævnte slag i 1972.
Det slog os, at det kun var nordvietnamesiske soldater, der hvilede her, men forklaringen var enkel nok: Vietnam i dag er en “udvidelse” af Nordvietnam, og de soldater, der kæmpede for et samlet Vietnam kom fra nord – og faldet i kamp var de helte. Soldaterne fra syd var imod det samlede, kommunistiske Vietnam og ansås som modstandere af regimet. Altså ikke helte, når de faldt i krigen – derfor ingen kirkegårde for faldne, sydvietnamesiske soldater…

En nordvietnamesisk krigskirkegård

Tilbage i Hue brugte vi aftenen til at gå rundt i gaderne omkring vores hotel, inden vi fandt frem til en anden Madam Thu-resturant, hvor vi igen spiste lækker vietnamesisk mad.
Efter maden igen lidt vandring rundt blandt udklædte børn og voksne – Halloween var jo over os! Men så ellers tilbage til hotellet for at fordøje en dag med mange stærke indtryk!

Mandag d. 30.10.
Efter morgenmaden blev vi endnu engang hentet på hotellet af Hai, der denne dag skulle vise os rundt i Hue. Vi startede med en kort gåtur ned til Parfumefloden, hvor en af de berømte dragebåde ventede på os og skulle bringe os op af floden til Thien Mu-templet – en tur på en halv times tid.

Vores dragebåd på floden

Det rigtige navn for floden er Song Huong, mens kælenavnet Parfumefloden kommer af, at floden flyder gennem mange skove med aromatiske planter, og om efteråret falder blomster fra planterne i vandet, før den når Hue, hvilket bringer en parfumeagtig aroma med sig.

Parfumefloden – set fra Phuoc Duyen-pagoden

Vores mål med turen op ad floden var som skrevet Thien Mu-templet. Thien Mu, der betyder “Den himmelske frues tempel” blev bygget i  1601 på foranledning fra embedsmænd fra det regerende Le-dynasti, og i templet finder man bla. en kæmpe klokke, der vejer 3285 kg. Det siges, at denne klokke kan høres 10 km væk. Den nuværende, ottekantede pagode på 7 etager, der fik navnet Phuoc Duyen-pagoden er det første man ser, når man kommer til templet fra floden. Den blev rejst i 1844 under den tredje kejser i Nguyen-dynastiet, Thieu Tri, og den er blevet synonym med landskabet i Hue og Parfume-floden.

En nonne ved pagoden (tv) – og Phuoc Duyen-pagoden (th)

Det indre i Thien Mu-templet

Bagerst på templets grund ligger en stupa, der er rejst til ære for en af templets abbeder, Hòa Thuong Thich Don Hau, der levede i det 20. århundrede.

Indgangsporten til Thien Mu-templet og i baggrunden Phuoc Duyen-pagoden

Stupaen rejst for en abbed, Hòa Thuong Thich Don Hau

Vi blev af Hai ført omkring på templets område, hvor der den dag i dag bor munke, der udøver deres religion, ligesom det huser en munkeskole. På vejen rundt så vi bla. også den bil (en Austin), der blev brugt til at køre munken Thich Quang Duc til Saigon, hvor han satte ild til sig selv i 1963 for at protestere mod den sydvietnamesiske regering.

Bilen, der kørte munken Thich Quang Duc til Saigon

Vi fik også en fortælling om nogle af de træer, der voksede i haven, f.eks. brødfrugt (Artocarpus camansi) og kanonkugletræ (Couroupita guianensis) – for at nævne nogle af de mærkeligste. Endvidere så vi planten hvid dragefrugt (Selenicereus undatus), også kaldet pitahaya, der er en slags kaktus.

Brødfrugt (Artocarpus camansi))

Kanonkugletræ (Couroupita guianensis) (tv) og hvid dragefrugt (Selenicereus undatus) (th)

Efter besøget i templet vandrede vi til vores ventende bil, der skulle bringe os uden for byen, hvor vi skulle besøge de to mest markante af de syv kendte kejsergrave ved Hue.

En gadesælger med jordnødder uden for templet

Først gjaldt det Minh Mangs grav og derefter Khai Dinhs grav; Minh Mang var den 2. og Khai Dinh den 12. kejser i Nguyen-dynastiet.
Minh Mangs grav er anlagt i årene 1841-43 efter traditionelt kinesisk mønster og helt symmetrisk i længderetningen, og det er indrettet i form af en livmoder, der repræsenterede Moder Jord og genfødslen i himlen.
Der var oprindelig hele 40 elementer i gravkomplekset med bla. en bygning til kejserens tøj, pavilloner til sørgende, Dai Hong-porten, Stele-pavillonen, Hien Duc Mon-porten, Sung An-templet og Minh Lau-pavillonen.

Minh Mang-mausoleum: Den yderste port, Dai Hong-porten

Stele-pavillonen

Hien Duc-porten

Hien Duc-porten, nærbillede

Sung An-templet

Interiør i Sung An-templet

Minh Lau-pavillonen

Kejseren beordrede opførelsen af sit eget gravkompleks, men da han døde i 1840, nåede han aldrig selv at se det. Han er stedt til hvile et sted under komplekset i 1843.
Komplekset blev hårdt beskadiget ved Tet-offensiven i 1968 under Amerikanerkrigen, hvilket vi ikke så på vores tur rundt, idet der er brugt mange midler på at restaurere og genopbygge de forskellige bygninger.
Efter besøget ved Minh Mang-gravkomplekset gik turen videre til Khai Dinhs grav, der havde et helt andet udtryk, og i modsætning til alle de øvrige kejserlige grave i Hue er der her tale om et monument. Gravstedet er opført i beton, og det fremstår som en mærkelig blanding af vietnamesisk arkitektur og vestlige stilarter.

Indgangen til Khai Dinhs grav

Stele-pavillonen

Thien Dinh-paladset

I gravens indre bliver man præsenteret for et overflødighedshorn af porcelænskunst – både på væggene, hvor den farverige porcelæn er brugt som byggesten i imponerende mosaikker med symbolske motiver, og på interiøret.

Interiør fra Thien Dinh-paladset

Statue af kejseren i Thien Dinh-paladset

Overdådig udsmykning i Thien Dinh-paladset

Opførelsen af Khai Dinhs gravmonument startede i 1920 og varede i 11 år, så det var ikke færdigt, af kejseren døde i 1925. Khai Dinh var særdeles upopulær i befolkningen, dels på grund af, at opførelsen af monumentet var finansieret af forhøjede skatter, og dels fordi han arbejdede tæt sammen med den franske besættelsesmagt.
Khai Dinh var den sidste kejser, der fik sit eget gravkompleks.
Men populær eller ej: Alt i alt var besøget i hans mausoleum ikke mindre end imponerende.

Fra vores besøg i de to grave gik turen videre til Hue, hvor vi – efter en lækker frokost i Y Thao Garden inden for kastellets mure – skulle besøge den Forbudte lilla By. Når man ellers hører “Den Forbudte By”, så tænker man nok på Beijing, men der er på samme måde en Forbudt by i Hue. Kastellet i Hue er st stort område på ca. 2 gange 2,5 km, og inde i kastellet – og tæt ved Parfumefloden – ligger så den Forbudte By, kejserens by.

Hovedindgangen til den kejserlige by, Ngo Mon

Sammen med Hai blev vi sat af ved Ky Dai, Flagbastionen, foran Ngo Mon, der er hovedindgangen til den kejserlige by.

Ngu Phung-pavillonen

Hovedporten er opdelt i to dele, nederst fundamentet og øverst Ngu Phung-pavillonen, hvor kejseren sad, når han overværede ceremonier ude foran. Pavillonen, hvor den dominerende farve er mørkerød, er designet med 13 rum og har 100 søjler, og man ser her den stol, som kejseren benyttede ved ceremonielle lejligheder.

Ngu Phung-pavillonen med kejserens stol

Fra hovedindgangen gik vi til Mieu-templet gennem Hien Lam Pavillonen, der er bygget omkring 1821-22 under kejser Minh Mang. Pavillonen er en tre-etagers trækonstruktion, der stadigvæk står som den dag, der blev bygget, og den er et bevis på, at datidens håndværkere kunne deres kram.

Indgangsporten til området med Mieu-templet

Hien Lam Pavillonen

Gennem pavillonen kommer man til Mieu-templets gård, og her finder man ni urner, der repræsenterer ni kejsere fra Nguyen-dynastiet. Urnerne, der er lavet af kobber og vejer ca. 2 ton pr stk, er udsmykket med prægninger, der repræsenterer berømte steder i Vietnam og typiske vietnamesiske begreber.

Nogle af urnerne fra Nguyen-dynastiet

Smukt udsmykket urne

Fra gården gik vi videre ind i Mieu-templet, hvor der i dag er placeret 8 altre – for 11 af kejserne i Nguyen-dynastiet. Oprindelig var der kun 7 altre, da tre af kejserne (Ham Nghi, Thanh Thai og Duy Tan) oprindelig ikke fik lov til at blive tilbedt i templet. Disse tre kejsere fik først i 1958 et fælles alter.

Mieu-templet

Fra templet gik vi videre gennem haverne og flotte porte bag templet, og undervejs på denne tur mødte vi et filmhold, der var ved at optage scener til en film om Ho Chi Minhs liv. Lidt interessant – og en snak blev det da også til med en skuespiller, der skulle spille en fransk handelsmand.

Et blik på lidt filmoptagelse

Indgangen til Phung Tien-templet

Videre gik vi ind i det område, hvor kun kejseren, hans familie, konkubinerne og tjenestefolkene havde adgang. En stor del af dette område var væk – ødelagt under krigen – og det var i gang med at blive møjsommeligt rekonstrueret, efterhånden som der var penge til det.

Restaureret bygning i kejserens private område

Noget var genopbygget, f.eks. Nhat Than-pavillonen, hvor vi i øvrigt hørte et stykke musik på originale, gamle instrumenter, og Thai Binh-pavillonen, der var kejserens læserum.

Nhat Than-pavillonen

Musik i Nhat Than-pavillonen

Thai Binh-pavillonen – set fra vest

Thai Binh-pavillonens læserum

Thai Binh-pavillonen – set fra øst

Endelig fik vi også mulighed for at stikke næsen indenfor i det kejserlige teater, hvor der den dag i dag er specielle arrangementer og opførelser.

Teaterbygningen

Teatrets sal

Gården ude foran teatret

Alt i alt blev det en interessant tur gennem det kejserlige Hue, der sluttede ved områdets østport, Dong Khuyet Dai.

Østporten Dong Khuyet Dai

En lang dag med masser af sightseeing var ved at være til ende, og Hai fik sat os af på vores hotel i god tid inden aftensmaden; herefter fik vi taget afsked med Hai, der havde været vores gode og entusiastiske guide her i Midtvietnam.
Og så er historien alligevel ikke helt til ende:
Efter aftensmaden gik vi en tur i regnen – måske for at få en sidste aftens øl, inden hjemrejsen til Danmark skulle starte i morgen. Og hvem møder vi så? Hai – der byder os på vietnamesisk øl og en god snak på en bar – i læ for regnen. Vi har måske givet for gode drikkepenge?

Tirsdag d. 31.10.
Hjemrejsen begynder.
Efter morgenmaden blev vi afhentet af en guide og turen gik nu tilbage til Da Nang, hvor vi skulle tjekke ind i lufthavnen til flyet mod Singapore. Denne gang tog vi ikke den noget langsomme vej op over bjergene – men blev på hovedvejen CT01, den direkte vej til lufthavnen, der faktisk ligger midt inde i byen, hvor amerikanerne tidligere havde deres største base, da de var til stede i landet.

Her var nogle timers ventetid, som blev tilbragt med bla. at få en sidste sen frokost i Vietnam.
Herefter med flyet kl. 16 til Singapore, hvor vi landede godt trætte efter en lang rejsedag og faldt hen i nogle behagelige stole og slappe af, inden der var afgang retning København lidt efter midnat.

Onsdag d. 1.11.
Efter godt 12 timer i flyet landede vi i København, og efter endnu nogle timer om bord på Kombardo-ekspressen, kunne vi tjekke ind i lejligheden i Aarhus midt på eftermiddagen – godt trætte; der var også lige noget jetlag, der skulle fordøjes.  

Dette indlæg blev udgivet i TourCompass. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *