Laos, 17.10.-20.10.23

Tirsdag d. 17.10.
Afgang fra Siem Reap i Cambodia med retning mod Laos, hvor vi i første omgang skulle mellemlande i byen Pakse i den sydlige del af landet. Her skulle vi have udstedt vores visum, inden turen gik videre med samme fly til den gamle laotiske kongeby, Luang Prabang, hvor vi skulle være de næste tre dage.
I lufthavnen blev vi modtaget af vores guide Bounleua Sinthavong – der præsenterede sig som Bulle, og som skulle være vores følgesvend, mens vi var i byen. Eneste punkt på programmet i dag var dog indkvartering på vores hotel, Sala Prabang, der lå stort set lige ned til Mekong-floden.

Færge med biler på vej over Mekong-floden

Solnedgang over Mekong

Efter vi havde fået pakket ud, gik vi en tur i kvarteret og besøgte en lækker lille restaurant – Khmu Garden – beliggende på hovedgaden, Sisavangvong Road, og efter at sulten var stillet, gik vi en tur på aftenmarkedet i selvsamme gade, inden vi krøb til køjs.

Onsdag d. 18.10.
Efter morgenmaden blev vi afhentet af vores guide – og nu stod den på byrundtur, hvor første punkt på programmet var en tur gennem gaden, der husede morgenmarkedet. Vi blev kørt til Kitsalat Road, hvor markedet begyndte og bevægede os langsomt gennem markedsgaden, der endte ved kongepaladset.

Morgenmarkedet: Longan-frugter

Morgenmarkedet: Bananer og dragefrugt

Morgenmarkedet: En ældre kvinde sælger piri-piri

Morgenmarkedet: Frøer fra Mekongfloden

Morgenmarkedet: små maller fra Mekongfloden

Undervejs forklarede Bounleua os om alle de mere eller mindre ukendte varer, vi så i de mange farverige boder: plader af søsalat fra Mekongfloden, grøntsager og frugter i alle størrelser, former og farver, samt dyr, fisk og frøer. Noget var nyt for os, mens vi allerede kendte andre af tingene fra vores tidligere rejser til fremmede himmelstrøg. Alt i alt en tur gennem markedet hvor alle sanserne blev udfordret…
Fra markedet gik vi til det lokale kloster og tempel, Wat Mai Souvannapoumaram – ofte blot kaldet Wat Mai, der er lidt nemmere at huske.

Wat Mai set fra øst

Wat Mai set fra nord

Ved templet fik vi en indgående orientering om Laos’ befolkningsgrupper, traditioner og tro samt en fortælling om netop dette kloster.
Han fortalte – og demonstrerede ved at vise afbildningen på en 1000 Kip-seddel – om landets tre største befolkningsgrupper: Lao, Khmu og Hmong.

1000 Kip-seddel med de tre største befolkningsgrupper: Lao, Khmu og Hmong

Vores guide havde – da han selv havde levet som novice i et kloster i 6 år – et indgående kendskab til buddhismen, herunder livet som munk og hverdagen i et kloster; noget som han var i stand til at formidle på bedste vis. I klostret var man ved at gøre klar til en festival, hvor munke fra byens klostre sejler på Mekongfloden i traditionelle og udsmykkede både med lanterner – en begivenhed, der efter sigende fejrer Buddhas tilbagevenden til jorden efter 3 måneders ophold i himlen. Begivenheden kendes også som buddhistisk fastelavn.

En munk gør klar til buddhistisk fastelavn

Wat Mai Souvannapoumaram er bygget i 1780, og det er det største tempel i Luang Prabang og et af de rigest udsmykkede. Med en beliggenhed lige ved siden af kongepaladset blev det også ofte benyttet af de kongelige.

Wat Mai: Boliger for munkene

Wat Mai: Guldbelagt scne fra Buddhas liv ved indgangsdøren til templet

Wat Mai: Buddhafigur i templet

Efter at have kigget os lidt omkring – ude og inde – gik turen videre til Kongepaladset, der er en af byens mest betydningsfulde seværdigheder. Lige efter indgangen til kongepaladset fandt vi en statue af en af de sidste laotiske konger, kong Srisavang Vong, der besteg tronen d. 4. marts 1905. Kong Srisavang Vong støttede gennem hele sin regeringstid den franske administration i Laos, og det var således også franskmændene, der byggede dette kongeslot til ham i 1904. Kong Srisavang Vong døde 29. oktober i 1959.
Vores første besøg på området med det kongelige palads var Haw Pha Bang, der er et kapel, der er bygget i 1963 – men i traditionel stil, så det virker ældre, end det er. Kapellet rummer helligdommen Pha Bang, der er en 83 cm høj statue af en stående Buddha, støbt i bronze, sølv og guld. I følge lokale overleveringer stammer statuen fra Sri Lanka og er blevet fremstillet i perioden mellem det 1. og 9. århundrede, mens det med sikkerhed vides, at statuen kom til Luang Prabang i 1359.

Haw Pha Bang

Haw Pha Bang – indgangspartiet

Fordi statuen er så hellig, var det ikke lovligt at fotografere i kapellet.
Efter besigtigelsen af statuen i kapellet gik turen videre til selve kongeslottet – hvor det i øvrigt heller ikke var tilladt at fotografere inden døre…
Slottet, der som skrevet blev bygget i 1904, fungerede som residens for kongefamilien indtil 1975, hvor monarkiet blev væltet af kommunisterne, og kongefamilien – med kronprins Savang Vatthana i spidsen – blev sendt på genopdragelseslejr.

Kongeslottet – indgangen

Kongeslottet – set fra nordøst

Selve slottet var et overflødighedshorn af smukke genstande i alle rummene, der dokumenterede kongefamiliens fornemme livsstil, men jeg var især imponeret af receptionslokalet til højre for indgangen, hvor der var udsmykket med vægmalerier, der viser den laotiske livsstil – fremstillet af den franske kunstner Alix de Faunteraux. Blandt de udstillede genstande ser man også tronen og mange af de genstande, som kongefamilien havde modtaget af udenlandske besøgende, ligesom man kunne gå rundt i de kongelige gemakker, der står som dengang, de blev forladt.
I den kongelige have, som vi passerede på vej ud, så vi et eksemplar af en temmelig stor skolopender, vietnamesisk gulbenet skolopender (Scolopendra dehaani) – noget at et imponerende syn; selv vores guide havde aldrig set den før…

Vietnamesisk gulbenet skolopender (Scolopendra dehaani)

Efter besøget i kongepaladset gik turen videre gennem små gyder til templet Wat Choumkhong (Wat Tchoum Khong), hvor Bounleua var novice i sine tidlige leveår. Templet, der er fra 1843, ligger i en lille, attraktiv have og har navn efter en Buddhastatue, der oprindelig delvist blev støbt af materiale fra en nedsmeltet bronzegong. I templets have står flere statuer af Buddha i forskelle stillinger.

Wat Choumkhong med indgangspartiet

Wat Choumkhong; Buddhastatuer i haven

Efter dette besøg blev vi afhentet og kørt til stedet, hvor floderne Mekong og Nam Khan mødes. Det var et roligt sted, hvor vi fik fortællingen om, hvordan de forskellige bydele var forbundet med hinanden enten ved færgefart over Mekong eller ved primitive gangbroer i bambus over Nam Khan.

Stedet hvor Mekong og Nem Khan flyder sammen

Herfra gik vi så videre til Wat Xieng Thong, der er det mest betydningsfulde kloster i byen.
En talemåde siger således, at “Du har ikke været i Luang Prabang, hvis du ikke har besøgt Wat Xieng Thong!”
Wat Xieng Thong, der betyder Den Gyldne Bys Tempel, er et tempel, der er bygget mellem 1559 og 1560 under kong Setthathirath, og det er et af Laos’ vigtigste templer.
På grunden med templet ligger tre betydningsfulde bygninger:
Først og fremmest den centrale helligdomshal, der er selve templet og som indvendigt er smukt dekoreret. Taget over hallen er delt i 9 dele, der falder i “bølger” mod jorden, og øverst på tagryggen rækker 17 guldbeklædte pagoder mod himlen.

Wat Xieng Thong – helligdomshallen/templet

Wat Xieng Thong – kvinder på vej til at besøge Buddhaen i templet

Endvidere finder man et begravelsesvognshus i den østlige del af grunden. Huset blev bygget til at huse kong Sisavang Vongs begravelsevogn samt ceremonielle relikvier, der har tilhørt den kongelige familie.

Kong Sisavang Vongs begravelseshus

Den tredje af de vigtige bygninger er Det Røde Kapel, der er Den Liggende Buddhas hus. Vi var ikke inde i huset, men kunne betragte ydervæggene, der var prydet af farvestrålende glasmosaikker, der beskriver scener dels fra traditionelt landsbyliv og dels fra det religiøse liv.

Det Røde Kapel

Det Røde Kapels mosaikker

Et yndet fotomotiv: vinduet i Det Røde Kapel

Efter besøget i templet var det tid til lidt frokost ved bredden af Mekongfloden, inden eftermiddagens program: et besøg ved Kuang-Si vandfaldene.
Kuang-Si vandfaldene ligger en times kørsel (= 30 km) syd for Luang Prabang og er en række vandfald ned ad en stejl bjergskråning. Vi startede fra P-pladsen med at gå ad en stejl vej til hovedfaldet, der er 60 meter højt og buldrer ned over skråningen.

Kuang-Si vandfaldet; hovedfaldet

Kuang-Si; kraftig strøm fra hovedfaldet

Herfra fulgte vi en lille “sti” langs en række mindre vandfald, der løb gennem en række pools til et mere roligt område, hvor vi gik i vandet for at bade i det friske vand – og mærke de enorme kræfter i vandet. Men en dejligt forfriskende oplevelse. Herfra tilbage til bilen, hvor vi på vejen så mange farvestrålende sommerfugle, blandt andet et flot eksemplar af en sommerfugl med det latinske navn Lexias dirtea – direkte oversat fra engelsk: sorttippet ærkehertug. Ellers gik det i retning af hotellet i Luang Prabang.

Et forfriskende bad i et af de mindre vandfald ved Kuang-Si

Sommerfuglen sorttippet ærkehertug (Lexias dirtea)

Undervejs på turen tilbage blev der lige tid til et stop, hvor vi besøgte en hmong-landsby. Folkene i denne landsby befolkede oprindelig området med Kuang-Si vandfaldene, men de blev tvangsforflyttet, da der gik turistindustri i vandfaldene. Det blev til et tankevækkende besøg, hvor vi også besøgte et lille “museum”, hvor vi fik demonstreret traditionel hmong-levevis.

Hmongfolket tager imod

Vandingskanal gennem landsbyen

En sivmåtte bliver til

Efter dette besøg blev vi sat af ved vores hotel, og der ventede nu en vandretur inkl. aftensmad gennem aftenmarkedet.

Torsdag d. 19.10.
Denne dag var helliget Mekong – og livet i landsbyerne omkring floden.
Vores guide havde lavet en aftale med et søskendepar, der ejer en af de flodbåde, der sejler i mere eller mindre rutefart på floden med turister. Så efter morgenmaden gik turen op ad floden i en båd med plads til 30 personer, men med blot vi fire danskere om bord; noget af en luksusoplevelse.
Undervejs kunne vi betragte livet langs floden, hvor folk havde haver helt net til flodbredden, og hvor man var i stand til at dyrke grøntsager, således at familier var mere eller mindre selvforsynende.

Hus i vandkanten

Have ned til Mekong-floden

Fiskeri på Mekong

I øvrigt kunne vi betragte, hvordan man brugte floden som en integreret del af hverdagen; til sejlads, til fiskeri til at høste søgræs – og hvordan vandet blev brugt til vanding af de små haver.

Vores båd på Mekong: 3 besætningsmedlemmer, vi 4 danskere og vores guide

Efter en halv times sejlads lagde vi til land ved den lille landsby Muang Kham, der er kendt for fremstilling af kaipen, der er en snack lavet af grønalger fra Mekongfloden (“søgræs”). Algerne renses og fordeles i tynde plader på sivmåtter, hvorefter der tilsættes hvidløg, sesam og forskellige grøntsager. Det hele tørrer i solen i mindst 7 timer, hvorefter de pakkes og bringes til markedet i omegnens byer, først og fremmest Luang Prabang.
Kaipen lynsteges/frituresteges og spises derefter som chips.

Fremstilling af kaipen: søgræs hakkes …

… og fordeles på plader/sivmåtter …

… og tørres i solen 7-8 timer

Nærbillede af kaipen-plader

Vi gik rundt i byen og betragtede, hvordan hele familier arbejdede med fremstillingen af kaipen, og Bounleua købte nogle plader med, som vi fik lejlighed til at smage på båden.

At fremstille kaipen er et familieprojekt, både for unge …

… og gamle

Selv om alle familierne i landsbyen lever af at fremstille kaipen, så sker der dog også andet. Byen har et smukt kloster (hvilken by har ikke det?) og der er en skole. Og så er der i øvrigt også en smule landbrug; vi passerede bla. et sted, hvor de tørrede frugter – sikkert også til markedet.

Bael-frugter tørres i solen; bruges til te

Efter besøget i Muang Kham sejlede vi videre til endnu en landsby, Ban Xang Hai, der har skabt sig en navn på grund af byens fremstilling af whisky.
Vi fik en kort introduktion af vores guide til fremstilling af den lokale whisky – eller faktisk er der tale om en virkelig heftig risvin, ikke whisky: ris tilsættes gær og henstår i ca. tre uger, hvorefter det hele bliver kogt og filtreret. Og vupti, så har man en risvin på omkring 50 %.

Simpelt destillationsapparat til fremstilling af whisky

Flasker med det færdige produkt – en slags whisky

Specialudgave af whiskyen med diverse kryb

Vi så faktisk ikke processen og følte, at der lidt var tale om en turistfælde; også selv om vi ikke så andre turister. Det hele var bygget op om en stand, hvor vi kunne købe whiskyen med eller uden forskellige krybdyr og skorpioner i flaskerne.
Efter en kort pause i landsbyen, hvor vi også så det lokale tempel, gik sejlturen videre til de to Pak Ou huler, der er hjemsted for mere end 4000 små – og få større – buddhafigurer. Vi besøgte begge hulerne – den ene (Tham Ting) nede ved floden og den anden (Tham Treung) højere oppe ad bjerget. Hulerne har været kendt siden midten af det 8. århundrede, hvor de blev brugt som helligdomme for flodånderne.

Indgangen til nederste Pak Ou-hule, Tham Ting

Samling af Buddha-figurer i Tham Ting

Indgangne til øverste Pak Ou-hule, Tham Treung

Buddha-figurer i Tham Treung

Efter vores tur rundt i hulerne gik turen videre til den anden flodbred til restauranten Namthip Sokdy, hvor vi indtog vores frokost, inden hjemturen til Luang Prabang kunne begynde.
Det blev en dejlig tur på floden næsten tilbage til byen, dvs. at vi blev sat af i en forstad, hvor vi besøgte en kunsthåndværker, der fremstillede papir – f.eks. til papirsposer – og vævede klæder.

Demonstration af papirfremstilling i Luang Prabang

På den anden side af “gaden” vr der en lille shop, hvor man kunne købe silke – og så i øvrigt se fremstillingen af silken – fra den lille, levende orm, over puppen til silketråden. Vi fik også demonstreret, hvordan silken blev spundet og vævet. Et spændende sted, hvor der da også blev plads til indkøb af noget råsilke. I øvrigt fik vi forklaret, at man ikke mere indsamler pupperne ude i naturen; i dag indsamler man æggene, og så bliver larver og pupper ellers holdt i fangenskab.

Silkesommerfuglens (Bombyx mori) larver

Pupper af silkesommerfuglen

Spinding af silken – her opvundet på en garnvinde

Vævning af silken

Efter dette besøg blev vi afhentet af vores chauffør, og så gik turen til en af byens kendte kaffeforretninger, Dao Coffee, hvorfra vi gik op på bjerget Phousi Hill for at nyde solnedgangen over Mekong. På vejen op til toppen af bjerget passerede vi flere Buddhaer i forskellige stillinger, lige som vi gik gennem et fattigere kvarter i byen, hvor madlavningen foregik udenfor…

Her er arbejde for en elektriker…

Udekøkken – en helt naturlig ting

Et maleri af Phousi Hill

(Det var i øvrigt begrænset, hvad vi fik ud af denne tur, da bjerget var proppet med turister, der tilsyneladende havde den samme ide).

Solnedgangen over Mekong – set fra Phousi Hill

Efter solnedgangen gik turen ned ad bjergs 350 trappetrin og tilbage til byen, hvor den så endnu engang stod på aftenmarked og aftensmad.

Fredag d. 20.10.
Dette var vores sidste dag i Luang Prabang og Laos, og en dag hvor vi var overladt til os selv, indtil vi ville blive afhentet på hotellet midt på eftermiddagen og kørt til lufthavnen for at nå aftenflyet til Hanoi i Vietnam. Vi besluttede os for at vandre lidt rundt og få kigget på nogle af de dele af byen, som vi ikke havde fået præsenteret de foregående dage.

Hus fra kolonialtiden i Luang Prabang

Luang Prabang er Loas’ næststørste by og landets religiøse højborg med hele 33 templer placeret rundt omkring i byen. Derfor besluttede vi os til at se et par – eller nogle – af de templer, vi ikke havde set de foregående dage. Dog måtte vi lige vente til regnen stilnede af og vi havde fået et billede af den lille bar, hvor præsident Obama i september 2016 købte en kokosnød for at slukke tørsten.

Obamas Coconut-bar over for vores hotel

Herefter gik turen tilbage mod paladset, hvor vi kunne se Wat Pa Huak-templet ved den nordvestlige indgang til Phousi-bjerget. Klostret, der er kendt som “klostret i bambusskoven”, er bygget i 1861, og dets gavle er smukt dekoreret med træ og mosaikker, som dog er delvis beskadiget i dag.

Wat Pa Huak-templet – og en gadesælger

Turen gik videre mod sydvest til de to templer Wat Hosian Voravihane og Wat Mahathat, der ligger side om side.
Wat Hosian Voravihane, der er af nyere dato, er ikke blandt de templer, man absolut skal se i byen, men det lå stemningsfuldt lidt trukket væk fra byens liv.
Lige ved siden af lå Wat Mahathat, “Den Store Stupas Tempel”, der har noget mere at byde på. Wat Mahathat blev bygget i 1548 i kong Setthathiraths regeringstid, men templet kollapsede i år 1900 under en storm, og det blev genopbygget i 1910.

Wat Mahathat-templet

Væggene ved indgangen til templet er prydet med vægmalerier, der viser drabelige scener fra Phra Lak Pra Lam, Laos-versionen af ​​det indiske epos Ramayana.

Scener fra Phra Lak Pra Lam

Scener fra Phra Lak Pra Lam

Bag templet er der en stor, næsten sort stupa, der er opført i det 16. århundrede og bygninger, hvor munkene boede.

Munkeboliger ved Mahathat-templet

Munkenes tøj hænger til tørre efter regnvejret

Fra Wat Mahathat gik turen tilbage mod centrum og morgenmarkedet, hvor vi fandt endnu et tempel, Wat Phonxay Xayxana SongKham. Igen ikke så meget at skrive hjem om, men et aktivt tempel, hvor der sydede af liv blandt munkene.

Wat Phonxay Xayxana SongKham-templet

Wat Phonxay Xayxana SongKham. Templets indgangsparti

Wat Phonxay Xayxana SongKham: Blomstrende kanonkugletræ i templets gård

Hermed nåede vi tilbage til hovedgaden, Sisavangvong Road, med de mange gamle bygninger fra kolonialtiden, inden vi begav os ned til Nam Khan River for at søge til gårsdagens kaffested, Dao Coffee, for at nyde en kop kaffe.

Kolonialbygninger langs Sisavangvong Road

Efter kaffen vandrede vi lags Nam Khan River tilbage mod centrum, og gik gennem en del af byen, hvor det var de franske bygninger, der dominerede. Vi passerede således et par skoler, Ecole maternelle og Ecole primaire samt “The blue House”, der i dag huser en high-end designbutik – og i øvrigt slet ikke er så blåt.

Et kig ud over Nam Khan River

The Blue House – lidt misvisende navn

Planter på vores vej: Blå Klitorie (Clitoria ternata) og Hawaii Blomst (Plumeria alba) – Laos’ nationalblomst

Efter at have betragtet de flotte – og som oftest velholdte – huse fra den franske tid i Indokina, vandrede vi mod hotellet og Mekongfloden, men rundede lige endnu et tempel af; nu det alligevel lå på vejen.
Vores stop gjaldt Wat Nong Sikhounmuang, der er et af de største templer i Luang Prabang, bygget i 1729. Desværre ødelagdes templet næsten totalt af en brand i 1774, og det eneste, der er tilbage fra det oprindelige tempel er en statue af Buddha. Denne Buddha pryder stadigvæk templet.

Wat Nong Sikhounmuang

Fra templet gik vi langs Mekongfloden tilbage til vores hotel, hvor vi skulle mødes med guiden, der skulle bringe os til lufthavnen, og efter en kort køretur var det tid til at tage afsked med Bounleua Sinthavong, der havde været vores vært og guide i byen.

Gammelt hus langs Mekong

Forude lå nu en kort flyvetur til Hanoi…

Dette indlæg blev udgivet i TourCompass. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *