Armenien, 22.-25.7.19

Med Armenien var vi så kommet til det tredje ben på vores rundrejse i Kaukasus.
Armenien var det fattigste af de tre lande, vi besøgte, og det var tydeligt, at alting nu var lidt mere primitivt end i de to tidligere lande, Aserbajdsjan og Georgien.
Vi ankom med nattoget fra Tbilisi i Georgien til hovedstaden i Armenien, Yerevan, hvor vi kunne stige af toget allerede før kl. 8.

Ankomst Yerevan

Derefter stod den på store oplevelser de næste 4 dage – godt hjulpet af vores guider fra firmaet “Land Of Noah”, https://landofnoah.com/.

Mandag d. 22.7.
Efter ankomsten til en morgentravl banegård i Yerevan, fandt vi en taxa, der bragte os til vores hotel, Yerevan Boutique Hotel, der lå lige i kanten af den gamle bydel – der ikke var så gammel endda. Her fik vi så lige snakket os til lidt morgenmad, så vi kunne klare os de næste timer.
Efter vi havde fået vores værelser, gik vi ud i byen. Her mærkede vi straks byens tørre varme, der skyldes, at byen ligger i et hul omgivet af bjerge på alle sider.

Nogle af Yerevans lyserøde karreer

Vi havde ikke gået ret mange meter, før vi bemærkede de mange huse og karreer i en dominerende lyserød farve, der har givet Yerevan tilnavnet Den Lyserøde By. I øvrigt blev den lyserøde farve her og der brudt af kedelige grå betonklodser fra Sovjettiden.
I øvrigt var byen domineret af mange kunstfærdige indslag: skulpturer, monumenter, gavlmalerier og mosaikker, og i opslag på centrale steder hyldede man byens kendte personligheder, f.eks. Charles Aznavour.

En væg med mosaik

Vægmaleri med temaet cirkus

Apropos kunst: En gademusikant

Efter lidt vandren rundt passerede vi Yerevan Opera og Ballet Teater, en kedelig grå bygning, der er opført på Frihedspladsen – og hvor der i øvrigt var store reklameskilte for U19Euro i fodbold, der afvikledes mens vi var i byen.

Yerevans kedelige grå operahus

Fra operaen gik vi videre mod Cascade Complex, der er et imponerende terrasseanlæg med indbygget kunstmuseum – og på vejen derhen passerede vi lige en mur med illustrationer af de 39 bogstaver fra det armenske alfabet.

Kunstmuseet Cascade Complex med terrasserne

Kunstmuseets terrasser med mindesmærket for oktoberrevolutionen i baggrunden

Efter en kop kaffe i parken neden for terrasserne gik vi videre gennem de små gader forbi Hovhannes Tumanyans museum.

Hovhannes Tumanyans museum

Videre gik vi ad små gader og herefter gågaden mod centrum af centrum, Republikpladsen med bla. regeringsbygningen og det historiske museum.

Hotel North Avenue i hovedgaden

Republikpladsen

Regeringsbygning på Republikpladsen

Tilbage til hotellet gik det ad Vernissage, en uformel indkøbsgade med et væld af boder, hvor der bla. blev solgt kunsthåndværk – og forbi statuen af Vardan Mamikonyan, en militærleder, der ledte oprøret mod Iran i år 450.

Vernissage indkøbsgade med boder

Statuen af Vardan Mamikonyan

På vej gennem parken mod hotellet kunne vi betragte en hærfugl på nært hold; en flot fugl, vi desværre ser meget sjældent i Danmark.

Hærfugl (Upupa epops)

Efter frokost og lidt afslapning på hotellet, var sidste programpunkt en tur med Yerevan City Tour Bus, hvor vi fik en tur, der gav os overblik over byens seværdigheder. På turen passerede vi den kendte brandyfabrik, Ararat, hvor vi desværre ikke gjorde holdt.

Ararat brandyfabrik

Der var indlagt et længere stop ved mindesmærket for 50 års dagen for oktoberrevolutionen, hvorfra vi havde en flot udsigt over byen.

Spændende bygninger ved indesmærket for oktoberrevolutionen

Udsigt over byen fra mindesmærket for oktoberrevolutionen

Efter busturen passerede vi – på vej til aftensmaden – Armeniens mindste kirke, Katoghike-kirken, der har en interessant historie. Kirken blev opdaget, da man i sovjettiden rev basilikaen for den hellige Guds moder ned for at gøre plads til boliger. Indkapslet i murene af basilikaen opdagede man Katoghikekirken, der bare er 5,4 gange 7,5 meter stor.

Den lille mørkere Katoghikekirke med Sankt Annæ kirke i baggrunden

Nord for denne lille kirke byggede man i perioden 2009-15 en større kirke, Sankt Anna Kirke.
Aftensmaden indtog vi på restaurant Kavkazskaya Plennitsa, der – viste det sig senere – skulle være byens bedste restaurant…

Statuer foran restaurant Kavkazskaya Plennitsa

Tirsdag d. 23.7.
Efter en god nats søvn blev vi fra morgenstunden afhentet af vores guider fra Land of Noah, der skulle køre os ud i det Armenske landskab med stop ved nogle af seværdighederne i den nordlige del af landet. Første stop på turen var monumentet for det Armenske Alfabet, der lå ca. 35 km nord for Yerevan ved byen Artashavan.  Monumentet består af de 39 store, udskårne armenske bogstaver, og det er placeret nær det sidste hvilested for manden, der skabte alfabetet, Mesrop Mashtots.

Store udskårne armenske bogstaver

… endnu et par bogstaver

Monumentet er meget besøgt og har stor betydning for armenerne både i udlandet og hjemme i Armenien, og mens vi var der, kom en bus med studenter fra USA med armenske rødder og besøgte bogstaverne.
Efter besøget gik det videre nordpå, hvor vi stoppede i en lille by med mulighed for at komme på toilet, købe en kop kaffe og så i øvrigt se, hvordan kvinderne fremstillede de originale armenske fladbrød.

Kvinder bager armenske fladbrød

Næste stop skulle have været Sanahin kloster og kirke, men på vejen faldt vi så lige over et vejarbejde, hvor vi blev holdet tilbage i en halv times tid, inden man lukkede os igennem.

Hvide morbær (Morus alba) – uhm!

Den ufrivillige pause blev brugt til at plukke og spise hvide og røde morbær (Morus alba og Morus rubra), der voksede langs vejen.
Så omsider nåede vi frem til Sanahin, der er et kloster, der blev grundlagt i det 10. århundrede, og som i dag er på listen over UNESCO-verdensarvsteder.

Sanahin kloster og klosterkirke

Sanahin kloster – den store sal

Sanahin kloster – bygninger

Klostrets første kirke blev bygget i 30’erne af det 10. århundrede, og både klostret og kirken har haft en stor betydning gennem tiderne, og det har bla. i en lang periode fungeret som bispesæde for den apostolske kirke. Og som det er typisk for den apostolske kirke, indeholder hverken klostret eller kirken farvestrålende freskoer eller malerier.

Det siges, at et stigende antal turister besøger klostret; det mærkede vi dog intet til. Vi var der helt alene…

Molybdænværk mellem Sanahin og Haghpat – vistnok forladt

Efter besøget i Sanahin klostret, gik turen videre til det nærliggende og næsten lige så gamle Haghpat kloster – der ligeledes kan pryde sig af at være på listen over UNESCO-verdensarvsteder, men inden vi kom frem, passerede vi flere af de mange miner i området, der er rigt på bla. sølv, kobber og molybdæn.

Haghpat klosterkompleks

Haghpat klosterkompleks

Haghpat klosterkompleks

Haghpat er et klosterkompleks, der indeholder flere kirker, hvoraf den største hedder Surb Nshan-katedralen, der blev færdiggjort og indviet i år 991.

Kalkmaleri i Surb Nshan-katedralen

I modsætning til Sanahin kan man her i Haghpat finde nogle (få) malerier på væggene, ligesom der er et par billeder med scener fra biblen på væggene. Ikke prangende, men alligevel…

Vinkælder i Haghpat-klostret

I en af kompleksets bygninger ser man en række huller i gulvet. Det er nedgravede beholdere til opbevaring af vin – helt i stil med den måde, man omgikkes de gyldne dråber i regionen både før og nu.
I det hele taget virkede Haghpat-komplekset “mere moderne” og nyere end Sanahin.

Landskab præget af minedrift nær Akhtala

Kobbermine ved Akhtala

Efter besøget i Haghpat-klostret gik turen videre gennem landskaber præget af minedrift til det sidste punkt på dagens religiøse program, et besøg i Surp Astvatsatsin (Gud hellige moder) kirke i Akhtala.

Surp Astvatsatsin kirken i Akhtala

Kirken er bygget oven på en eller flere kirker, der – i følge lokale sagn – daterer sig til det 5. eller 7. århundrede, og man ved faktisk ikke, hvornår den nuværende kirke er bygget.
Kirken har en lang og rig historie, og dens arkitektur er en interessant blanding af armenske og georgiske stilarter, men den er mest berømt for sine byzantinske vægmalerier eller freskoer, der dækker næsten alle kirkens indvendige vægge – hvilket er meget atypisk for armenske kirker.

Kalkmalerier i Surp Astvatsatsin

Kalkmalerier i Surp Astvatsatsin

Freskoerne er i byzantinsk stil og fremstillet af 8 malere, og de afbilder vigtige scener fra kristendommens historie i Armenien. De bærer indskrifter på både georgisk og græsk.
Desværre er mange af malerierne blevet ødelagt gennem tiderne.

Køer på vejene på hjemturen til Yerevan

Efter besøget i Akhtala gik turen tilbage mod Yerevan  – efter en lang og begivenhedsrig dag i Armeniens bjerge.

Onsdag d. 24.7.
Efter en god nats søvn kunne vi stå op til endnu en dag i selskab med vores guider fra Land of Noah, og første punkt på dagens program var et besøg ved templet i Garni.

Garni-templet

Garni-templet – et ydre hjørne

Templet blev sandsynligvis bygget af kong Tiridates i det første århundrede, og skulle efter sigende fungere som et tempel til solguden Mihr. I det 4. århundrede, da Armenien blev omvendt til kristendommen, blev det omdannet til et sommerhus for kongefamilien.
I følge nutidige forskere var det slet ikke bygget som et tempel, men en grav, og derfor blev det ikke ødelagt, da armenerne ødelagde hedenske symboler i landet efter landet blev kristent.
Templet blev ødelagt ved et jordskælv i 1679, men blev nænsomt genopbygget mellem 1969 og 1975 med det oprindelige udseende.
Ved siden af templet er der rester af et paladskompleks samt et badehus.
I dag er Garnitemplet en af de vigtigste turistattraktioner i Armenien.

Garni-kløften

Basaltsøjler i Garni-kløften

Basaltsøjler i Garni-kløften, nærbillede

Fra templet er det en storslået udsigt ned over Garni-kløften med imponerende vægge af basaltsøjler, dannet af Goght-floden. Søjlerne er ret enestående og omtales som “Symphony of stones”.
Efter besøget i Garni gik turen videre til Geghard klostret, der daterer sig tilbage til det fjerde århundrede.

Klostret er opført på det sted, hvor en hellig kilde udsprang i en hule, der tilskrives Sankt Gregory, der er skytshelgenen for den armenske apostolske kirke. Siden år 2000 har klostret stået på UNESCOs verdensarvsliste.

Huler i Geghard-klostret

Trapper op til nogle af hulerne

Klostret er delvist bygget ind i klippen, og nogle af kirkerne i komplekset er huler, mens andre er mere “færdige” bygninger.

Geghard klostret, Katoghikeh kirken

Den centrale kirke, Katoghikeh kirken, er bygget på en åben plads foran klippen, og foran kirken ligger en kvadratisk forhal, der er noget større end selve kirken. Over indgangsportalen til forhallen er der udskåret en løve, der angriber en okse, hvilket symboliserer prinsens magt.

Motiv over indgangsportalen: Løve angriber okse

Geghard-klostret er – sammen med Templet i Garni – en af de mest besøgte seværdigheder i Armenien.
Og så til noget helt andet…
Efter besøget i Geghard-klostret, gik turen videre til Eurasiens største sø, Sevansøen, der tog imod os på bedste vis. Søen er 1242 Km2 stor og 79,4 meter dyb på det dybeste sted, og den fremstår helt turkisblå på grund af jordbundsforholdene på stedet.

Sevan-søen

Og her ved søen lå der – naturligvis – et betydningsfuldt kloster, Sevanavank…
Klostret er et must-see, om ikke andet på grund af den smukke beliggenhed, højt hævet over Sevansøens bred. Oprindelig er klostret bygget på sydsiden af en lille ø i søen, men på grund af et dræningsprojekt i søen, startet under Josef Stalin, faldt vandstanden i søen 20 meter, og øen blev landfast.

Klosterkirken i Sevanavank

Klosterkirken i Sevanavank – en anden vinkel

I følge en inskription i klostret, er det bygget af en prinsesse Mariam i år 874, og det var et kloster med strenge regler og tilbagestående arbejdsgange – bla. blev manuskripter i midten af det 19. århundrede stadigvæk kopieret manuelt – som før bogtrykkerkunstens opfindelse.

Begge klosterkirker

Klosterkomplekset har to kirker, der begge er bygget med en grundplan formet som et kors.
Efter besøget ved Sevansøen gik turen nordpå til byen Dilijan, hvor vi skulle besøge Haghartsin, der er et større klosterkompleks beliggende i bjergene nord for byen i Dilijan-naturparken , der i øvrigt er på UNESCOs Verdensarvliste sammen med Haghartsin.

Haghartsin – på vej til komplekset

Haghartsin, indgangsvejen

Komplekset er bygget i flere etaper mellem det 10. og 13. århundrede, og den største af kirkerne i komplekset, St. Astvatsatsin kirke, er et flot arkitektonisk syn. I øvrigt er der 3 kirker i komplekset – hver med deres specielle historie.

Haghartsin – inskription over et indgangsparti

Lige bag en af kirkerne finder man resterne af et valnøddetræ, der skulle have stået på stedet i mere end 700 år. Fortællingerne siger, at hvis man fremsætter et ønske og kravler gennem et hul i træet, så går ens ønske i opfyldelse.

Haghartsin – ønsketræet

Det er meget populært for armenerne at blive gift i en af kirkerne i Haghartsin, og mens vi besøgte klostret, var der hele to bryllupper i gang.
Efter besøget i Dilijan gik turen langs den vestlige bred af Sevansøen til Noratur-kirkegården, der har den største samling af khachkarer i Armenien.

Karchkarer ved indgangen til Noratur-kirkegården

Karchkarer kaldes også armenske korssten, der har motiver med rosetter og kors, planter og træer eller illustrationer fra det erhverv, som den afdøde havde. I visse tilfælde fortæller de en hel samtidig historie, f.eks. om et bryllup eller dagliglivet på den tid.

Karchkar, der illustrerer hverdagsliv

Karchkar for en (simpel) bonde

Karchkar med afbildning af den døde

Karchkarer er karakteristiske for middelalderens armenske kunst, og de er op taget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
Der er flere levn og historier om Noratur-kirkegården – og den var absolut et interessant sted at besøge.
Efter dette – dagens sidste – besøg gik turen tilbage til Yerevan, hvor vi vovede os en aftentur ud i byen, bla. for at få noget at spise.

Springvand på Republikpladsen

Det gav os også mulighed for at se det berømmede springvand på Republikpladsen, hvor musik, vandstråler og farver var blandet i en smuk symfoni, der var overværet af rigtig mange mennesker – nok mest turister…

Torsdag d. 25.7.
Denne dag var vores sidste på vores rundrejse i landene i Kaukasus.
Turen startede – som næsten altid – lige efter morgenmaden, hvorefter vi blev kørt til vores første stop, klostret Khor Virap, der ligger tæt på grænsen til Tyrkiet og med flot udsigt til bjerget Ararat på den anden side af grænsen.

Bjerget Ararat med Khor Virap i forgrunden

Det første kloster på stedet blev bygget i 642 og er bla. kendt for, at Gregor Lysbringeren blev holdt fanget af Kong Tiridates her i 13 år for at praktisere kristendommen. Efter løsladelsen af Gregor Lysbringeren konverterede kongen til kristendommen og gjorde Armenien til det første kristne land i verden (år 301).
Fangehullet ses stadigvæk inde på klostrets område.

Khor Virap – turen op til klostret

Khor Virap – set lidt fra oven

Khor Virap – interiør i kirken

Khor Virap er stadigvæk den dag i dag et vigtigt pilgrimssted og har spillet en vigtig rolle i Armeniens religiøse historie. I følge legende mødtes to af Jesu apostle, Thaddeus og Bartholomeus, her ved Khor Virap efter de drog ud i verden for at udbrede kristendommen.
Alt i alt et interessant og meget historisk sted, hvor vi brugte lang tid på at udforske området.

Storkereder på hver telefonpæl

Et storkepar på reden

Efter en god time gik turen videre til landsbyen Surenavan – storkebyen, hvor næsten hver telefonpæl var forsynet med en (beboet) storkered. Det var et imponerende syn at vandre ned ad gaden og betragte storkenes færden…
Næste stop var vinsmagning i Areni Winery – i byen af samme navn. Efter smagningen fik vi en tur gennem fabrikkens lager med både tønder og flasker i store mængder.

Indkørsel til byen Areni – med reklame for vinen

Gammel vin på flasker

Kort afstand fra byen Areni blev det så tid til et  sidste besøg på et klosterkompleks her i Armenien, idet vi gjorde holdt ved Noravank kloster.

Noravank klosterkompleks med Guds Hellige Moder Kirke i forgrunden

Noravank: Johannes Døberen Kirken

Noravank: Trappen op til førstesalen i Guds Hellige Moder Kirke

Dette kloster var på flere måder enestående. Først og fremmest er det kendt for sin to-etagers Surb Astvatsatsin (Guds hellige moder) kirke, hvor man har adgang til andensalen via en smal stentrappe (uden gelænder) på bygningens forside. Det virker meget faretruende at bevæge sig op i højden af den 30 cm brede trappe, hvor man ikke rigtig har noget at hold sig fast ved, og man har under hele opstigningen (og nedstigningen) en fornemmelse af, at man falder om et øjeblik.

Man prøver at holde lyset i min hånd i Johannes Døberen Kirken

For det andet har klosterkomplekset en meget lang og veldokumenteret historie.
Komplekset ligger oppe i bjergene helt omgivet af røde klipper – og det siges, at det er specielt flot ved aftentide i kontrast til de røde klipper. Det prøvede vi så ikke…
Sidste punkt på dagens program var et besøg i Birds Cave nær Areni.
Hulen, der består af i alt tre rum med et samlet areal på 500 m², er endnu ikke helt udforsket af arkæologerne, men under udgravningerne har de fundet metalknive, frø, korn, reb, fade, tøj samt tørrede druer og blommer, alt sammen noget, der daterer sig til 4200-3500 f.kr.

Indgangen til Birds Cave

Pottefund i Birds Cave

Endvidere har de fundet verdens ældst kendte lædersko, mere end 5500 år gammel, og en nederdel fra ca. 3900 f.kr.

Birds Cave: Her fandt man verdens ældste lædersko…

Endelig har man sikre spor efter verdens ældste vingård fra 4. årtusinde f.kr. i hulen.
I det hele taget er fantastisk fund, som vi fik adgang til, idet vores guider kendte manden med nøglerne til hulen, der var godt beskyttet var store jerngitre.
Efter besøget i hulen gik turen tilbage til Yerevan, hvor vi kunne slappe af inden hjemrejsen til Danmark, så eftermiddagen blev brugt til lidt slentren rundt i centrum samt besøg i et indkøbscenter, hvor det blev til et par kopper kaffe til mændene og tid til indkøb til damerne.

En sidste kop kaffe ved springvandet nær hotellet i Yerevan

Fredag d. 26.7.
Efter en kort nat var det tidligt op og af sted til lufthavnen, hvor vores fly afgik 4:45 retning København – så det var 4 trætte mennesker, der landede i København midt på formiddagen og så stadigvæk havde en biltur tilbage til Jylland.

Dette indlæg blev udgivet i Selv arrangeret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *