Budapest, 29.9.-2.10.23

En forlænget weekend sammen med Joanna og Steffen i forbindelse med, at Steffen var på arbejde i byen. Det gav os også lejlighed til at se Joanna og fejre lidt tidlig fødselsdag med hende – til lykke med de 37 år, Joanna. Og så blev det hele jo ikke dårligere af, at Steffen inviterede i byen til spisning for at fejre hendes fødselsdag med os.

Fredag d. 29.9.
Så snart Claudia kom fra arbejde, blev bilen pakket, og vi kunne køre til Billund, hvorfra vores fly til Budapest afgik – med en mellemlanding i Warszawa – og vi kunne tjekke ind på vores hotel, Novotel Budapest Danube, en times tid efter midnat. Herefter var det bare at se dyner og få lidt søvn, inden vi skulle mødes med Joanna og Steffen til morgenmaden dagen efter.

Lørdag d. 30.9.
Efter en lidt kort nat og deraf følgende sen morgenmad på hotellet vandrede vi langs Donaus bred og betragtede formiddagens liv, mens vi søgte efter en knap så stejl tur op ad bakken til Borghøjen – uden succes.

Traditionernes Hus, Budai Vigadó, på Corvin tér

Det endte med, at vi tog de mange trappetrin fra den lille plads Corvin Tér og gik via Szalag Utca og de flotte trapper, Ponty utcai lépcső, hele vejen op til Fiskerbastionen, en tur der trods alt gav noget sved på panden.

Fiskerbastionen

Fiskerbastionen

Fiskerbastionen er et 140 meter langt “fæstningsanlæg” med vindeltrapper, buegange og 7 tårne, der repræsenterer de 7 stammer, der grundlagde landet Ungarn i år 895 e.Kr.
Bastionen, der er opført i perioden fra 1899 til 1905, er placeret, hvor fiskerne i middelalderen havde deres marked – heraf navnet.
Vi vandrede lidt rundt i området og fik taget lidt billeder af både Fiskerbastionen og Matthias-kirken, der lå lige bag bastionen – eller foran, om man vil.

Matthias-kirken

Matthias-kirken, der er blevet bygget i sengotisk stil i anden halvdel af det 14. århundrede, var den næststørste kirke i det middelalderlige Buda og hed oprindelig “Vor Frue Kirke”.
Kirken er især kendt for sin statue af Jomfru Maria og Jesus fra 1515, og der knytter sig en særlig historie til denne statue: Da Budapest blev erobret af osmannerne i 1529, kamuflerede de lokale beboere nichen i Matthias-kirken ved at mure den til, således at der ikke skulle ske noget med statuen – også selv om osmannerne brugte kirken som moske. Først godt et århundrede senere, i 1686, blev nichen med statuen ved et tilfælde opdaget, da en eksplosion af krudt pludseligt afslørede Jomfru Marias ansigt.
Selv om historien er interessant, besøgte vi ikke kirken.
I stedet gik vi til den anden side af Borghøjen for at undersøge, om Hospitalet i Klippen (Hospital in the Rock) havde åbent for guidede ture, men da der var mere end en halv time til næste tur på engelsk, valgte vi at stå over.

Indgangen til Hospital in the Rock

Hospitalet er i øvrigt bygget som atomsikkert i perioden fra 1939-44, og under Anden Verdenskrig blev mange sårede behandlet her. Selv om kapaciteten var 60-70 patienter, var der på et tidspunkt over 600 sårede indlagt.
I stedet for et besøg i hospitalet, gik vi videre til Saint Mary Magdalene Kirken, der ligger i det nordvestlige hjørne af Borghøjen.

Ruiner af Saint Mary Magdalene Kirken

Kirken, der er dedikeret til Maria Magdalena, er bygget mellem det 13. og 15. århundrede, og den var i århundreder samlingspunkt for folk i Buda-distriktet. I dag er kun kirketårnet og få ruiner tilbage af kirken, efter at den under Anden Verdenskrig blev kraftigt beskadiget og en restaurering i 1950’erne slog fejl.

Ferenc Móras hus (tv) og House of Houdini (th) i Úri Utca

Fra kirkeruinen gik turen via små, idylliske gader tilbage til Matthias-kirken og videre til Sándor-paladset, der siden 2003 er den officielle bolig og arbejdsplads for præsidenten. Her nåede vi lige at få vagtskiftet med, inden vi tog kabelbanen, Budavári sikló, ned til Clark Ádám Tér med 0-kilometerstenen.

Budavári sikló (tv) – Clark Ádám Tér med 0-kilometerstenen (th)

Så var det ved at være på tide at finde et sted, hvor vi kunne få noget ægte ungarsk mad at spise, så vi forlod Buda-bydelen og bevægede os over Kædebroen, Széchenyi lánchíd, til bydelen Pest, hvor vi søgte mod den centrale og meget travle plads, Vörösmarty tér, der er kendt for sine mange markeder – især julemarkedet, og hvor den gule Metrolinje har sin endestation.

Kædebroen, Széchenyi lánchíd

Herfra gik vi via Városház Utca – en interessant gade langs bagsiden af rådhuset. Her ligger det imponerende Invalidus-palads med en markant statue af kæmpen Atlas, der bærer himmelhvælvet på sine skuldre. Paladset er opført i den første halvdel af det 17. århundrede og er Budapests største barokbygning.

Invalidus-palads med Atlas, der bærer himmelhvælvet på sine skuldre

Lidt længere henne i samme gade ligger den imponerende Pest Amtsgård, hvor den lovgivende forsamling i Pest holder til.

Pest Amtsgård

Vores mål var imidlertid det lille spisested Gerlóczy Kávéház mellem Invalidus-paladset og Amtsgården, hvor vi slog os ned og nød det lokale køkken – og lagde en slagplan for eftermiddagen.
Efter frokost valgte vi lige at runde markedshallen, Központi Vásárcsarnok, der ligger lige ved Szabadság Híd, Frihedsbroen, der er færdiggjort i 1896 og er den korteste bro over Donau i Budapest. Bygningen var tidligere toldhus, hvor varer, der blev transporteret på Donau skulle fortoldes.

Markedshallen, Központi Vásárcsarnok, ved Frihedsbroen

Markedshallen – set indefra…

I dag huser bygningen den største markedshal i Budapest, hvor man kan købe alskens ting, og hvor mange turister, der lige skal opleve stemningen, mødes med den lokale befolkning, der er ude at handle ind.
Mættet af indtryk begyndte vi vores tur tilbage mod hotellet, forbi Universitetet, Királyi Bérpalota, de kongelige lejligheder fra 1901, og Párisi Udvar hotellet.

Királyi Bérpalota

Ved Vörösmarty tér gik overvejelserne et kort øjeblik på, om vi skulle tage en pause med en kop kaffe eller kakao på Café Gerbeaud, men det blev ved tanken. I stedet fulgte vi Donau nordpå til Kædebroen, forbi de kendte bronzeskulpturer på promenaden: Shakespeare, Dunakorzó (pigen med hunden), Kiskirálylány-szobor (den lille prinsesse siddende på rækværket) og Roskovics Ignác szobra (kunstner, der maler kædebroen).

Shakespeare (tv) – Pigen med hunden (th)

Den Lille Prinsesse (tv) – Kunstner, der maler kædebroen (th)

Fremme ved den store, åbne plads, Széchenyi István tér, ved Kædebroen kunne vi betragte de imponerende bygninger: Indenrigsministeriet ved siden af Gresham-paladset (nuværende hotel) samt Det ungarske Videnskabsakademi.

Det ungarske Videnskabsakademi

Videre gik vi over broen og gennem en af de tidligere hovedgader, Fő Utca, hvor vi bla. igen passerede Corvin tér med Traditionernes Hus, Budai Vigadó, og den flotte Szilágyi Dezső Square reformerte kirke.

Parlamentet i eftermiddagssolen

Fremme ved hotellet kunne vi betragte Parlamentet på den anden side af floden i den lidt sene eftermiddagssol, og derefter  havde vi lige et par timer til at hvile ud, inden vi tog en taxa tilbage til Pest, hvor vi var inviteret til Joannas fødselsdag med spisning på restaurant essência.
Det blev en dejlig aften i lækkert selskab med rigtig god mad og vin. Tak til Steffen for et godt initiativ – selv om Joanna først havde fødselsdag om et par dage.
Fra restauranten valgte Claudia og jeg at gå hjem, og vi nød de flotte lys over byen, indtil al offentlig belysning lukkede ned kl. 23.

Søndag d. 1.10.
Med kvaliteten af hotellets morgenmad in mente havde Joanna bestilt brunch i byen på en lille café nær universitetet i bydelen Pest, og her fik vi så en rigtig god kop kaffe og lidt lækkert at spise.
Herfra gik turen videre gennem den attraktive gågade Váci Utca, hvor vi bla. passerede Thonets hus – en smuk fredet bygning, der betragtes som Budapests første moderne købmandshus fra 1867.

Thonets hus på Váci Utca

Senere – på Deak Ferenc tér – Anker Paladset, der er en imponerende og iøjnefaldende gul bygning fra 1908.

Anker Paladset på Deak Ferenc tér

Herefter kastede vi et kort blik på Michael Jackson-træet og pariserhjulet på Erzsébet tér, inden vi besøgte Illusionsmuseet, som var vores egentlige mål med denne spadseretur.

Michael Jackson-træet (tv) – Pariserhjulet (th)

Museet er ganske lille, men her mødte vi en række billeder og opstillinger, der udfordrede vores sanser. Alt i alt et spændende sted – om end for småt i forhold til det antal gæster, der blev lukket ind.

Undertegnede på besøg i Illusionsmuseet

Med besøget på museet var vores tid med Joanna og Steffen ved at være omme, og der var nu blot tid til en kop kakao på Café Gerbeaud på Vörösmarty tér. Cafeen blev startet i 1858 af Henrik Kugler, og gennem tiderne har cafeen haft mange kendte gæster som komponisken Franz Liszt og Sissi, kejserinde Elisabeth.

Café Gerbeaud på Vörösmarty tér

Efter besøget på Gerbeaud skiltes vores veje, idet de unge mennesker skulle tilbage til Sverige samme eftermiddag, mens vi havde endu et døgn i Ungarns hovedstad.

En del af facaden på Török Bankház på V. Servita tér 3

Efter at vi havde sagt farvel, gik vi til parlamentet – af flere årsager. Først og fremmest ville vil besøge mindesmærket “Sko ved bredden af Donau”, der er lavet til minde om de tusinder af jøder, der blev skudt ved floden og mistede livet under Anden Verdenskrig i Budapest. Et rørende mindesmærke, der i 2016 blev den kåret som den næstbedste offentlige skulptur i verden.

Jødiske sko ved bredden af Donau

Fra skoene gik vi videre til Martyrernes Plads foran parlamentet, Vértanúk tér – hvor jeg forsøgte at finde statuen af frihedskæmperen Imre Nagy, der stod på en bro – og som jeg tidligere havde set i et hjørne af pladsen. Statuen kunne jeg ikke finde, så i stedet gik vi på opdagelse i Szamos Csokoládé, chokolademuseet. Det var et ret undseeligt museum, der ikke havde meget at byde på, og jeg erindrer chokolademuseet i Cusco i Peru som noget mere interessant.

Plakater fra chokolademuseet

På museet fik vi imidlertid opklaret, hvad der var sket med Imre Nagy-statuen: Den var blevet flyttet til et mindre påfaldende sted på Jászai Mari tér, et par kilometer nord for parlamentet, lige ved Margaret broen, Margit Híd. Altså lige en lille omvej for at konstatere, at statuen stod her, et fredeligt sted uden de mange turister.

Imre Nagy-statuen på Jászai Mari tér

Nu – hvor vi var kommet så langt nordpå – var den naturlige vej tilbage til hotellet over Margit Híd, så den vej tog vi – dog med en lille afstikker til Margaretøen, der er en lille oase fra det hektiske liv i storbyen. Ikke noget særligt at se, men et sted med mange af byens borgere, der bare skulle slappe af og nyde søndagen…

Margitsziget Musical Fountain og skulpturen Centenáriumi Emlékmű på Margaretøen

Vores tur tilbage til hotelværelset førte os forbi Király fürdő, der er det ældste af Budapests termiske bade, bygget i anden halvdel af det 16. århundrede under det osmanniske styre. Badet har jeg tidligere besøgt med elever fra Sdr. Vang Skole, men det er nu lukket for renovation på ubestemt tid.

Badet Király fürdő i Fő Utca

Efter lidt tid på hotellet med benene oppe, vandrede vi til den nærliggende restaurant Belgian Brasserie Henri, der har fået særdeles gode anmeldelser for både mad og øl. Ud over lækker mad fik vi begge serveret en meter øl – samt en ekstra Trappist-øl til dessert, så det var i højt humør, at det gik tilbage til sidste nat på hotellet.

Det oplyste parlament

Og her kunne vi nyde et flot blik på parlamentet, der var oplyst – ikke en helt billig fornøjelse for byen.

Mandag, d. 2.10.
Efter morgenmaden og check-out på hotellet, tog vi en sidste gåtur i byen – idet vi dog i dag holdt os på Buda-siden; vi havde jo begrænset tid på grund af flyet hjem til Danmark midt på eftermiddagen. Vi startede med at tage en lidt utraditionel vej op på Borghøjen, idet vi vandrede ad Batthyány Utca og tog de mange trapper herfra og op til Wienerporten, på ungarsk: Bécsi kapu. Porten blev ødelagt under befrielseskrigen fra tyrkerne i 1686, men porten blev genopbygget i 1936 i forbindelse med 250-året for befrielsen.

Wienerporten

Fra porten fortsatte vi venstre om gennem den lille gade Táncsics Mihály Utca, hvor det ene hus ved siden af det næste står opført som bevaringsværdigt, og hvor et af de markante huse var det jødiske bedehus fra slutningen af det 14. århundrede. Dette hus blev først udgravet i 1964, og i den forbindelse fandt man jødiske skrifter og dekorationer på væggene.

Táncsics Mihály Utca

Det jødiske bedehus i Táncsics Mihály Utca

I øvrigt var der som sagt en del specielle huse i gaden – hver med deres særprægede historie.
Gaden mundede ud i pladsen foran Matthias-kirken, Szentháromság tér, og da der ikke var overfyldt med turister, tog vi lige endnu en tur rundt på Fiskerbastionen, hvor vi også kastede et ekstra blik på rytterstatuen af St. Stephen (István I) i sydøstlige hjørne af pladsen.

En del af Fiskerbastionen – uden turister og i godt vejr

Statuen af St. Stephen (István I)

På grund af de forholdsvis få turister, besluttede vi os for et besøg inde i Matthias-kirken. Her så vi – ud over den berømte statur af Maria med barnet – også en kopi af Ungarns krone, St. Stefanskronen, der er den eneste krone, der anses som hellig. Den sidste, der blev kronet med denne krone, var Karl d. 4., der var den sidste kejser af Østrig. Den originale krone kan ses i det ungarske parlament.

Matthias-kirken

Maria med barnet (tv) – Saint Imre-alteret (th)

Stefanskronen – godt nok kun en kopi…

Fra kirken gik vi videre til Disz tér med statuen Honvéd-szobor, der er et mindesmærke rejst til ære for de frihedskæmpere, der besatte Buda Slot i 1849, hvorefter vi endnu engang kom forbi præsidentens embedsbolig, inden vi gik ind på slotsområdet for at få en kop kaffe i en lille café over for den berømte fontæne, Mátyás-kút – eller på dansk: Kong Matthias brønden.

Kong Matthias brønden

Fontænen, der forestiller kong Matthias Corvinus med en nedlagt hjort ved sine fødder og med sit følge omkring sig, er den største fontæne i Budapest – og efter sigende også et af de mest fotograferede steder i hele byen.

Indgangen til slottets inderste gård, Løvegården

Efter kaffen vendte vi lige den inderste og mest intime slotsgård på kongeslottet med de meget imponerende bygninger hele vejen rundt. Gården, der bevogtes af fire løver, kaldes også for Løvegården.

En fløj af slottet set fra Løvegården

Fra Løvegården gik turen videre ned ad de mange trin fra Borghøjen til området nedenfor. Denne tur gav os i øvrigt en flot udsigt over Donau med Kædebroen, parlamentet og Margaretøen i baggrunden-

Udsigten fra Borghøjen over Donau med Kædebroen, Parlamentet og Margaretøen

Da trapperne var overstået, endte vi ved Semmelweis Museum for medicinsk historie, der desværre var lukket (mandag!)

Semmelweis Museum

Fra indgangen til Semmelweis museum

Ignaz Semmelweis (1818-1865) var ungarsk læge, der i 1847 påviste, at barselsfeber kunne reduceres betydeligt ved at indføre håndhygiejne blandt lægerne. Heraf fik han tilnavnet “Mødrenes Frelser”.

Lidt utraditionel reklame for Café Marvelosa

Fra museet gik turen tilbage til hotellet via Clark Adam tér og Fő Utca, hvor vi for sidste gang passerede de fire kirker Szilágyi Dezső Téri reformatus templom (Szilágy Dezső Square reformerte kirke), Felsővízivárosi Szent Anna  templom (Sankt Anna Sognekirke), Budapesti Szent Ferenc sebei templom (Stigmatiseringskirken af ​​Saint Francis) og Budapesti Kapucinus Templom (Kapucinerkirken i Buda).

Szilágy Dezső Square reformerte kirke (tv) – Sankt Anna Sognekirke (th)

Så gik det ellers slag i slag: taxa fra hotellet til Franz Liszt-lufthavnen, fly fra Franz Liszt-lufthavnen til Billund og i bil fra Billund til Aarhus, hvor vi var hjemme ved 19:30-tiden efter nogle skønne dage i Budapest.

 

 

.

 

Dette indlæg blev udgivet i Selv arrangeret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *