Helgoland, 12.-15.5.22

Forhistorien for denne forlængede weekend var, at vi i flere år havde gået og flirtet med ideen om en tur til Helgoland, og også havde vendt ideen med flere vennepar. Det var bare aldrig blevet til noget konkret. Derfor tog vi sagen i egen hånd og besluttede, at nu skulle det være. Da vi begge arbejder i Kolding, ville det være oplagt at tage retning Helgoland efter arbejde og – efter en overnatning i Büsum – så videre til Helgoland den følgende morgen.
Valget faldt på Bededagsferien, og som sagt, så gjort.
Afgang fra Kolding torsdag middag, overnatning i Büsum fra torsdag til fredag, båden til Helgoland fredag morgen, to overnatninger på Helgoland og så hjem søndag eftermiddag.

Torsdag, d. 12.5.
Efter en tur gennem det flade nordtyske marsklandskab ankommer vi midt på eftermiddagen til Büsum, hvor vi efter en del køren rundt i ensrettede og smalle gader finder vores hotel for en enkelt overnatning, Hotel Zur alten Post. Hotellet lå, viste det sig, lige midt i centrum af den gamle bydel med kirken og rådhuset som de nærmeste naboer.

Efter at vi havde indkvarteret os blev der lige tid til en lille byrundtur, herunder et besøg på havnen og på stranden. Og det gav os også lejlighed til at se byens fyrtårn, der er fra 1913 og erstattede en ældre lanterne, der skulle trækkes op. Derudover kunne vi beundre det gamle tårn, på tysk: ‚Molenfeuer‘, på havnen inde i byen.

Byen var gearet til mange turister, og der var mange turister! Masser af souvenirforretninger, caféer og spisesteder med et prisniveau og en service, der fortalte os, at det hovedsagelig var de bedrestillede tyskere, der var på besøg her. Det fornemmede vi også, da vi vandrede rundt i gaderne.
Et af byens mere seværdige steder var den lille kirke, Fischerkirche St. Clemens, der absolut var et besøg værd.

Kirkerummene virkede trange og var et sammensurium af flere stilarter, men uanset hvor man vendte sig hen, var der noget at se på. At Büsum i en årrække havde været dansk, fornægtede sig ikke; øverste på altertavlen stod en udskåret Jesusfigur med et dansk flag i hånden!

På rundturen fandt vi også lidt at spise, og så var det ellers tilbage til hotellet og få lidt søvn, inden turen næste morgen gik til vores hovedmål: Helgoland.

Fredag, d. 13.5.
Efter lækker morgenmad på hotellet i den gamle krostue, kørte vi til havnen for at tage turen med båd det sidste stykke til Helgoland – en tur der tog to en halv time for de ca. 63 km.
Da vi var blevet sat i land, skulle vi – sammen med alle de øvrige turister, der havde været med båden – en tur langs havnen og forbi de berømte og farvestrålende Hummerboder – et overflødighedshorn af stærke farver.

Og videre gik det hen til vores hotel, Hotel Hanseat, der lå direkte ved Kurpromenaden og med udsigt over vandet.

Da vi havde fået indkvarteret os, forlod vi hotellet og gik vi ad den lille og stejle asfaltvej fra Unterland op til fyrtårnet på Oberland – med det formål, at vi ville vandre ad den nydeligt anlagte sti til nordspidsen af øen. Vi gjorde kort holdt ved udsigtspunktet ‚Am Berliner Bär‘, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt ned over havnen og Unterland.

Fra udsigtspunktet fulgte vi den fint anlagte sti mod nord, hvorfra vi undervejs kunne betragte de stejle skrænter med berømte fuglefjeld på vestsiden af Helgoland – et syn af røde klippeskrænter lige så langt øjet rakte, både i nordgående og i sydgående retning.

Efterhånden, som vi kom helt op til nordspidsen af Helgoland, fik vi øje på en imponerende, fritstående klippe i rød sandsten, den såkaldte Lange Anna, der efter sigende har navn efter en stor voksen kvinde ved navn Anna, som arbejdede på en nærliggende kro. Klippen hang indtil 1860 sammen med resten af Helgoland, men ligger i dag foran resten af øen.
Et enestående syn – og man kan ikke lade være med at spekulere på, hvornår erosionen fortsætter, så hele resten af klippen kommer til at lade livet for naturens hånd?

Og her på toppen af Helgoland kunne vi også komme helt tæt på sulerne (Morus bassanus) og deres reder, hvor fuglene bare blev liggende – også selv om vi stod mindre end en meter væk. Det slog os, hvor dygtige sulerne var i deres navigation gennem luften til redepladserne med fisk til deres mage, der lå og rugede på æggene.

Vandreturen var vel et par kilometer lang (så stor er Helgoland nemlig heller ikke!), men så havde man også fået set hele øen. Og ud over et flot landskab i stærke farver og havfuglene kunne turen byde på udsigt ud over havet samt både naboøen Düne og ned over Unterland.

Undervejs på denne tur kunne vi se huller fra 2. verdenskrig efter bombenedslag, da englænderne i slutningen af krigen sønderbombede øen i et forsøg på at slette den fra jordens overflade. Ja, 2. verdenskrig var en mørk periode i Helgoland historie.

Dagen sluttede med en slentretur gennem de små gader i Oberland, før vi tog turen (læs: trapperne) tilbage til hotellet i Unterland.

Lørdag, d. 14.5.
Efter morgenmaden – og efter at gårdagens oplevelser med fuglene på Oberland – besluttede vi, at vi endnu engang ville op i højlandet; oplevelserne med og fascinationen af fuglene trak i os.

Så vi fik endnu et par timer i selskab med fuglene, især sulerne, og det blev da også til nogle flotte nærbilleder af fugle både på rede og i flugten, både på nethinden og i kameraet.

Efter besøget ved fuglene gik turen tilbage over Oberlands frodige østside, der ikke bød på de samme scenarier som kysten mod øst.

Efter denne tur gik vi tilbage til Unterland for at gå en tur langs havnen – og i øvrigt indtage et par lækre Fischbrötchen til frokost. Havneområdet bød på interessante fotomotiver, hvilket da også til fulde blev udnyttet; f.eks. fik vi masser af beviser på, at hummerfiskeri er et stort erhverv her.

Næste mål var den østlige del af Nederland på øen, hvor vi fik kigget lidt på ‚die Weltkugel‘ ved den biologiske anstalt samt på museets udendørs udstilling af effekter fra øen.

I øvrigt var museet – siger vi uden at have været inde at se udstillingerne inden døre – et miskmask af alle mulige objekter. Allerede uden for museet kunne man se, at her var der bare tale om at samle sammen – ikke at fortælle en sammenhængende historie!

Og derefter fortsatte vi så via Nordstranden og de 260 trapper derfra tilbage til Oberland, så det blev en dag med lidt op og ned…

Vi skulle mødes med en lokalhistoriker, idet vi – sammen med en 10-12 andre turister – havde booket en rundvisning om Helgolands oplevelser under 2. Verdenskrig.
Det blev et par meget interessante timer i selskab med historikeren, der bla. guidede os gennem beskyttelsesrummene fra 2. verdenskrig inde i klipperne under Oberland.

Vores guide kunne levende berette om den massakre eller hævntogt, om man vil, som de Allierede udsatte øen for i slutningen af 2. verdenskrig. Alt blev bombet væk og alle indbyggere blev evakueret, og genopbygningen af øen kunne først begynde syv år efter krigens afslutning, i 1952. Spændende og levende fortælling – og alle pengene værd!

Søndag, d. 15.5.
Sidste halve dag på øen, inden vores båd gik tilbage til Büsum kl. 16 blev først udnyttet med et besøg på naboøen Düne, der er ubeboet af mennesker, med havde en del indbyggere i form af sæler, måger og andre havfugle, der har deres rede på jorden.
I parentes bemærket har Helgoland og Düne oprindelig været én ø, men en stormflod skilte de to øer fra hinanden i 1721, og i modsætning til hovedøen Helgoland er Düne en helt flad ø af sand, hvor den lokale flyveplads i øvrigt ligger.

Vores besøg på Düne gav os rig lejlighed til at se på store flokke af sæler, der bare lå på stranden og ellers ikke tog notits af os. Det bar både tale om gråsæler (Halichoerus grypus) og spættede sæler (Phoca vitulina) – i en pærevælling, og både store voksne dyr og mindre unger. Det var en stor oplevelse at stå der og betragte de store dyr.
Gråsælerne, der er de største, ligner i hovedformen en hund – deraf navnet Seehund på tysk – og de kan nå en vægt på 300 kg, når de er fuldt udvoksede.
De plettede sæler er noget mindre, men kan alligevel veje op til 130 kg. De plettede sæler, der har en helt anden hovedform end gråsælen, kaldes på tysk Kegelrobben.

Da vi havde dvælet ved sælerne en stund, gik vi videre forbi flyvepladsen – hvor der vrimlede med måger, rugende og ikke-rugende – samt fyrtårnet og fandt derefter en lille strandcafé, der serverede os kaffe og kage, inden vi gik videre ind over øen gennem det lave krat.

Det gav os mulighed for at besøge øens højeste punkt, Johnnys Hill, et lille vådområde samt den mærkelige, lokale kirkegård i klitterne, Friedhof der Namenlosen (eller De navnløses kirkegård, om man vil). Det er en lille kirkegård til ære for dem, der mistede livet i Nordsøen.

Efter besøget på denne mærkelige kirkegård steg vi igen om bord på den lille båd, der på mindre end ti minutter kunne tage os tilbage til Helgoland.

Resten af ventetiden, inden båden gik fra Helgoland tilbage til Büsum brugte vi på at besøge nogle af de små gader, hvor vi endnu ikke havde været. Det betød da også, at vi her og der fandt lidt grafitti og anden udsmykning af mure af vekslende kvalitet.

Og da der stadigvæk var tid til overs, besluttede vi os for at forsøge at opsøge øens 6 små ‚Stolpersteine‘, der er små mindeplader for dræbte jøder eller andre politisk forfulgte under 2. Verdenskrig, og som i øvrigt kan findes overalt i byer i Europa.

Og ja! Vi fandt alle 6 sten.

Så var det ellers tid til lidt indkøb – toldfrit forstås – inden båden førte os tilbage til fastlandet, og vi kunne bruge nogle timer på at køre tilbage til Aarhus.

Og en dejlig og minderig miniferie med nogle stærke billeder på nethinden var forbi.