Østlige USA, 3.5.-12.5.24 □

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Dette er beskrivelsen af en rejse gennem staterne Maryland, Virginia, Delaware, Pennsylvania, New York og New Jersey sammen med Joanna og Steffen. En rejse, der egentlig først blot skulle gå til Washington, men som efterhånden blev udvidet med først New York City og senere med lidt rundrejse i staterne omkring Washington og New York City.
Selve indholdet havde jeg overladt meget til Joanna og Steffen, men de var samtidig meget lydhøre over for mine input – og de gjorde meget for, at jeg skulle opleve stederne på den bedste måde; de havde jo også været i denne del af USA før – for halvandet år siden…

Fredag d. 3.5.
(8199-8201)
Efter at have overnattet i København hos min søster Anne gik turen til lufthavnen for at tage flyet til Washington med det islandske flyselskab, Play – i to etaper, forstås.
Således havde jeg lige en mellemlanding i Reykjavik med et ophold på en time, inden vi klarede den anden etape, Reykjavik-Washington, og landede i Dulles International Airport – godt en times tid efter Joanna og Steffen, der havde taget et direkte fly fra København.
De to unge mennesker havde brugt ventetiden på at afhente vores lejebil, og med bilen pakket kunne vi så køre til vores første overnatning på hotel Hampton Inn i Front Royal i delstaten Virginia.
Efter indkvartering på hotellet stod den så på pizza – og hjem i seng, for vi havde vores længste køredag forude i morgen.

Lørdag d. 4.5.
(8202-8383)
Efter en spartansk morgenmad og en tynd kop kaffe startede vi vores tur ned gennem Shenandoah National Park – desværre i regnvejr og tåge, hvilket satte sit præg på det, der skulle have været en flot tur med mange, rigtig mange fantastiske udsigtspunkter. Vi havde valgt at køre ad Skyline Drive, der beskrives som ‘en af de mest betagende køreture’ i det østlige USA. Det var en kringlet og langsom vej gennem parken helt oppe på toppen af Blue Ridge Mountains, men det blev som sagt ikke den fornøjelse, vi havde håbet på. Hist og her blev vi præsenteret for lidt udsigt – men for det meste var skønheden gemt i tågen. Heller ikke de bjørne, som området er så kendt for, fik vi stiftet bekendtskab med. Det blev ved lidt farvestrålende fugle i især gule og røde nuancer samt en skovbund fyldt med hvide blomster af Treblad (Trillium grandiflorum); et smukt syn.
Undervejs gennem parken besluttede vi – på grund af vejret – at afkorte turen oppe i bjergene og vende snuden ned i lavlandet igen, og vi satte derfor kursen mod Richmond. Herfra ville vi gøre en afstikker til Petersburg, der er kendt for et af de større slag under Den Amerikanske Borgerkrig. Afkortningen af vores rute betød så også, at et planlagt besøg på Thomas Jefferson Foundation måtte udskydes til en anden gang.
Turen førte os i stedet forbi byen Barboursville – hjemsted for Barboursville Vineyards – der er den første moderne producent af vin i Virginia. Vinproduktionen blev grundlagt i 1976 af Gianni Zonin, oprindelig vinproducent fra Veneto i Italien.
Da vi var på vingården ved middagstid, tillod vi os en prøvesmagning af de lokale vine – efterfulgt af en dejlig frokost i den tilhørende restaurant.
Efter frokosten fortsatte vi med en afstikker til den første bygning på stedet, en bygning, der i dag ligger hen som ruin. Der er her tale om den eneste bygning, der med sikkerhed er tegnet af arkitekten Thomas Jefferson – USAs 3. præsident. Bygningen blev opført fra 1814-22 til Jeffersons ven, James Barbour, der var guvernør i Virginia, amerikansk senator og krigsminister. Desværre blev den ødelagt ved en brand den 25. december 1884, og har siden da stået hen som ruin, men den har siden 1969 været opført som bevarelsesværdig i National Register of Historic Places.
Efter besøget i Barbourville forsatte vores rejse til slagmarken i Petersburg, hvor vi startede i besøgscentret med en video om belejringen af og slaget om Petersburg.
I virkeligheden var der ikke tale om nogen belejring i traditionel forstand, men snarere en række slag fra 15. juni 1864 og 25. marts 1865 under den amerikanske borgerkrig. Der var tale om en 9 måneder lang skyttegravskrig, hvor Nordstaternes general Ulysses S. Grant lod bygge skyttegravslinjer 50 km rundt om den østlige og sydlige udkant af byen. Herved blokerede han forsyningslinjerne til tropperne fra Sydstaterne, der var ledet af general Robert E. Lee.
Med forsyningslinjerne endeligt overskåret, opgav general Lee byerne Petersburg og Richmond i april 1865, hvilket førte til hans overgivelse ved Appomattox.
Belejringen af Petersburg gav en forsmag på den skyttegravskrig, som ville blive almindelig i 1. verdenskrig og har derfor givet den en fremtrædende plads i krigshistorien.
Fra besøgscentret besøgte vi først Battery 5, før vi kørte ud på slagmarken, hvor vi gjorde et par stop og dannede os et indtryk af, hvordan krigen var blevet ført. Især stoppet vad Battery 9 var interessant, idet man havde rekonstrueret, hvordan en sådan stilling havde set ud under krigen – med palisader, kanonstillinger og bebyggelse. Vi gjorde ligeledes stop ved Fort Stedman, der var hjemstedet for det sidste slag i borgerkrigen, hvor Sydstaternes tropper forsøgte at bryde belejringen – uden held.
Fra Petersburg fortsatte vores tur til Williamsburg, der blev grundlagt af engelske bosættere i 1632 under navnet Middle Plantation. Byen er kendt for sit restaurerede historiske område, Colonial Williamsburg, der er et større historisk område med huse i oprindelig stil og en autentisk livsstil.
Vi brugte en god times tid med at vandre rundt i byen mellem de restaurerede bygninger, og forsøgte slutte af med aftensmad på en af byens originale restauranter, hvor personalet var klædt i klædedragter fra slavetiden – og i øvrigt var sorte, som det var tilfældet dengang.
Desværre lykkedes vores forehavende ikke, og vi måtte fortsætte til en Texas Roadhouse for at få stillet sulten. Herefter var det bare videre til vores hotel i Virginia Beach, Courtyard Virginia Beach Oceanfront, hvor natten skulle tilbringes.

Søndag d. 5.5.
(8384-8490)
Efter en rolig nat startede vi dagen med en tur langs standen – lige uden for hotellet – hvorefter vi kørte til en kaffebar for at få lidt at spise og drikke, inden vi kunne fortsætte turen nordpå til først staten Maryland – og derefter Delaware. Turen gik først over/under den 28,3 km lange Chesapeake Bay Bridge-Tunnel, hvorefter vi gjorde holdt et par gange; først ved et udsigtspunkt, lige på den anden side af broen, og derefter ved et velkomstcenter, hvor vi hentede os lidt info om området.
I velkomstcentret blev vi anbefalet at tage en afstikker til Wallop Flight Facility, der er et raketopsendelsessted på Wallop Island, der er ejet af NASA. Der har været mere end 16.000 opsendelser fra området, siden det blev grundlagt i 1945, og det anvendes hovedsagelig til forskningsformål, herunder at teste flyveegenskaber for fly, løfteraketter og rumfartøjer samt at øge kendskabet til Jordens øvre atmosfære.
Det var interessant at se raketterne, der prydede området, men da det var søndag, var besøgscentret med bla. affyringsrampen desværre lukket.
Fra centret kørte vi gennem feriebyen Chincoteague til øen Assateague, hvor det var vores hensigt at aflægge det 43,3 meter høje fyrtårn et besøg; desværre var det så også lige lukket. Det første fyrtårn, der blev bygget på stedet i 1833, viste sig at være ineffektivt, og det blev derfor udskiftet med det nuværende tårn i 1867 – lige efter borgerkrigens afslutning – og dette tårn virker så stadigvæk efter hensigten.
Herefter kørte vi videre til kystbyen Rohoboth, hvor vi indlogerede os i det charmerende og hyggelige hotel Bellmoor, og efter vi havde sat Steffen af, kørte jeg sammen med Joanna til nabobyen Lewes.
Vores første besøg i Lewes var Cape Henlopen State Park, der er et af de første offentlige områder, der er etableret i USA. Dette skete i 1682 med erklæringen om, at Cape Henlopen ville være til ‘brug for borgerne i Lewes og Sussex County’.
Området, som parken ligger i, er et vigtigt strategisk sted for den amerikanske flåde og hær under både den amerikanske revolution, krigen i 1812, borgerkrigen, WW1 og WW2, og dets militære betydning ses endnu den dag i dag i området.
Under 2. Verdenskrig byggede den amerikanske hær Fort Miles ved Cape Henlopen, og man kan stadigvæk se bunkere og observationstårne ​​i parken. Endvidere støder man på en række ildkontroltårne samt underjordiske kanonbatterier (bunkere), som skulle bruges sammen med tårnene mod et eventuelt luftangreb.
For os var det – mens regnen så småt tog til – besøget i observationstårn nr. 7 midt i parken samt en vandretur gennem resterne af Fort Miles med mandskabsbarakker, kanonstillinger, bunkere og en udstilling af forskellige kraftige kanoner, der var højdepunktet på besøget i parken.
Regnen gjorde imidlertid, at det ikke var så morsomt at vandre rundt, så vi valgte at fortsætte ind til den historiske kerne af byen Lewes, der stolt hævder at være ‘Den første by i den første stat’. Lewes var den første europæiske bosættelse i Delaware, som 28 hollandske bosættere grundlagde den 3. juni 1631, og som fik navnet Zwaanendael (Svanedalen). Byen havde en kort tilværelse, da en lokal stamme af Lenape-indianere dræbte alle bosætterne i 1632.
I 1658 forsøgte hollænderne sig med en genbosættelse af byen og omegnen, men i 1664 var det så englænderne, der indtog byen og området, der blev under britisk overherredømme indtil USA blev uafhængigt. Navnet Lewes fik byen i 1682.
Siden har byen fristet en omtumlet tilværelse, og de ældste huse, der er at se i byen i dag, stammer fra midten af 1700-tallet; det ældste hus, The Fisher-Martin House, er således fra ca. 1730. I øvrigt var det en række charmerende huse at betragte her i midten af byen, hvor vi fandt en P-plads nær byens museum, Zwaanendael Museum, der er en kopi af det tidligere rådhus i Hoorn, i Holland. Trods regnen gik vi lidt rundt i byen og betragtede de smukke gamle og renoverede bygninger.
Efter besøget i midtbyen kørte vi til Big Oyster Brewery, hvor vi fik smagt et par øl og købt et lager med til den videre rejse – inden turen gik tilbage til hotellet i Rohoboth og en gang let aftensmad på Taco Bell. Ellers var det bare med at hvile ud til endnu en dag i morgen, hvor turen skulle gå videre til Washington.

Mandag d. 6.5.
(8491-8637)
Turen startede med en lækker og omfangsrig morgenmad på hotellet – den absolut bedste på denne tur indtil videre – og herefter var det bare af sted til Washington, hvor vi ved middagstid kunne indlogere os på vores hotel, Hilton Garden Inn, i hjertet af byen.
Efter en kort pause, hvor vi lige kunne ligge lidt på langs, gik jeg sammen med Joanna ud i byen for at kigge på det grønne område – The National Mall – mellem Lincoln Memorial og Capitol – en længere gåtur på godt 8 km, inden vi – godt trætte i benene – tog en Uber fra Capitol tilbage til hotellet.
Vores tur skulle egentlig først føre os forbi Det Hvide Hus, men på grund af et arrangement i huset var der lukket for al adgang til at komme tæt på.
I stedet gik vi videre til The Lockkeeper’s House, der er den ældste bygning på National Mall. Huset, der er bygget i 1837, tjente som bolig for kanalslusevogteren, der opkrævede vejafgifter, registrerede handel, vedligeholdt kanalen og styrede trafikken ved den kanal, der tidligere løb her mellem floderne Potomac og Anacostia.
Fra huset fortsatte vi gennem parken og så undervejs på vores tur forskellige lokale fugle som rødvinget solsort (Agelaius phoeniceus), blå skovskade (Cyanocitta cristata) og Canadagås (Branta canadensis). Lidt senere passerede vi Vietnams Veteran Memorial – en massiv, sort mur, der viser navnene på de mere end 58.000 soldater og kvinder, der mistede livet under Vietnamkrigen. Muren blev indviet på Veterans Day i 1982, og målet med mindesmærket er aldrig at glemme dem, der tjente og omkom under Vietnamkrigen.
Som en del af monumentet står statuen ‘The Three Servicemen’, hvor man bla. ser den første repræsentation af en afroamerikaner på National Mall.
Ellers gik vi videre til en af de helt store seværdigheder på stedet, Lincoln Memorial, der ærer USAs 16. præsident, Abraham Lincoln. Monumentet indeholder en ikonisk statue af en siddende Lincoln, og på væggene kan man læse to af hans taler, Gettysburg-talen fra 19. november 1863 samt hans anden indvielsestale fra 4. marts 1865.
Monumentet har siden 1929 været afbildet på bagsiden af den amerikanske 5-dollarseddel, og det er i øvrigt kendt fra mange film, herunder ‘Forrest Gump’.
Fra det ene monument til det andet: Næste stop var således mindesmærket for Koreakrigen, Korean War Veterans Memorial, der mindes de soldater, der tjente under Koreakrigen fra 1950-53. Monumentet, der omfatter 19 statuer, der repræsenterer amerikansk militærpersonel i aktion, blev indviet i 1995, og det er senere (i 1922) blevet udvidet med en mindevæg, hvor navnene på amerikansk militærpersonel, som døde i krigen. Endvidere er der en mindre mur med det sigende slogan ‘Freedom Is Not Free’ – Frihed er ikke gratis.
Efter at have dvælet lidt ved dette flotte monument fortsatte vi til Martin Luther King, Jr. Memorial ved kanten af Tidal Basin. Monumentet er en stor granitstatue, ‘Håbets Sten’, der viser Martin Luther King, der holder sin berømte tale i ‘I Have a Dream’ fra 28. august 1963. Inspirationen til mindesmærket er en linje fra ovennævnte tale: ‘Ud af fortvivlelsens bjerg, en sten af ​​håb’.
Og turen fortsatte mellem det ene mere imponerende monument efter det andet – forbi det lille og atypiske – set i relation til de andre monumenter – DC War Memorial over World War II Memorial til Washington-monumentet, der er en ikonisk obelisk, der står midt i National Mall og i øvrigt er en hyldest til den første amerikanske præsident, George Washington, der gjorde USA uafhængigt af briterne. Man begyndte bygningen af obelisken i 1848, men det 169 meter høje monument stod først færdigt i 1884, og det var i en årrække verdens højeste bygningsværk.
Vi valgte lige at slappe lidt af i obeliskens skygge – med udsigt ned over bagsiden af Det Hvide Hus – inden vi fortsatte østover i retning Capitol. Vi havde en ide om at besøge Smithsonian National Air and Space Museum, hvor vi skulle kunne følge flyhistoriens store begivenheder fra det første fly, fremstillet af Brødrene Wright til de seneste rumkapsler. Det viste sig bare, at der ikke var flere entrebilletter til i dag, så vi skyndte os naturligvis at bestille to billetter til et besøg i morgen eftermiddag.
Derefter valgte vi – på foranledning af Joanna – at besøge nærved det liggende Bartholdi Fountain and Gardens – byens botaniske have. Det blev så i øvrigt en stor oplevelse, hvor vi vandrede gennem flere klimazoner – det tropiske hus, ørkenhuset og orkidehuset med mange smukke, imponerende og sjældne planter. Toppen af besøget var dog planten med en af verdens største blomst, penisblomsten (Amorphophallus titanum). Planten, der kun vokser i regnskoven på den vestlige del af Sumatra i Indonesien, har en blomst kan blive op til 3 meter høj, og det er meget sjældent, at planten blomstrer ved dyrkning, ofte omkring 15 år fra såning til første blomstring. Ved blomstringen, der højst varer 2½ dag, spreder blomsten en umiskendelig lugt af rådnende kadaver, der tiltrækker ådselsbiller, der bestøver planten.
Da vi ser den blomstrende plante, var jeg sikker på, at der var tale om en kunstig plante – men den var god nok! Efterfølgende kunne vi i Washington Post læse en artikel om planten – og at man i øvrigt skulle skynde sig, hvis man ville opleve synet. Med andre ord: Vi var ekstremt heldige, og det var i øvrigt første gang, jeg så planten i blomst, selv om jeg flere gange havde rejst til dels langt for at få oplevelsen.
Helt høje af synet af planten forlod vi Botanisk Have og fortsatte til vores sidste station på dagens program, Capitol.
Capitol er sæde for USAs kongres, hvor Senatet ligger i den nordlige ende af bygningen, mens Repræsentanternes Hus ligger i den sydlige ende. Står man i National Mall og kigger på bygningen, ligger Senatet til venstre, mens Repræsentanternes Hus ligger til højre.
Bygningen blev opført og stod færdig i år 1800, men blev ødelagt under Den britisk-amerikanske krig (1812-krigen), men blev genopført inden for 5 år.
Bygningen er i nyere tid (2021) kendt for Stormen på Kongressen, hvor opildnede Trump-støtter, der var overbeviste om, at valget var omfattet af voldsom valgsvindel, stormede bygningen efter at Trump i en tale sagde til sine støtter, at de skulle møde op ved Kongressen og vise deres utilfredshed. Alt i alt blev angrebet fra de fleste sider opfattet som en skændsel for det amerikanske demokrati.
Vi vandrede roligt forbi bygningen og beundrede flotte bygningsværk, mens vi samtidig mindedes ovennævnte stormløb.
Herefter var vi ved at være godt matte i benene, så næste punkt blev en Uber tilbage til hotellet, hvor vi fik benene op og hvilet ud.

Tirsdag d. 7.5.
(8638-8874)
Efter en god nats søvn gik Joanna og jeg i gang med dagens program, der hovedsagelig bestod af nogle besøg i oplandet, og vi satte kursen mod Arlington, hvor vi havde to steder på programmet: Den berømte, militære kirkegård og ‘The Pentagon Memorial’.
Altså kørte vi den korte tur til Arlington National Cemetery, der er ligger på området ved Arlington House, der tidligere var bolig for general Robert E. Lee og hans familie. På kirkegården, der blev etableret under den amerikanske borgerkrig, ligger mere end 290.000 mennesker begravet.
Vi gik lidt rundt på kirkegården, hvor mange kors og mindesten var anbragt med militær præcision, egentlig uden mål – ud over at jeg gerne ville se Arlington House og mindestedet for John F. Kennedy, som jeg havde skrevet opgave om i gymnasiet.
Gravstedet var et lille stenbelagt område med en evig flamme og gravsten for John F., hans kone Jaqueline og deres to børn. Lige i nærheden af dette sted finder man gravene for hans brødre Robert og Edward, markeret med et kors og en simpel sten.
På et højere sted på kirkegården ligger Arlington House,der var familieresidens for Robert E. Lee, der var general for Sydstaternes hær under den amerikanske borgerkrig. Huset blev bygget af Lees svigerfar, GWP Custis i 1803-18, og det blev under borgerkrigen anvendt af Nordstaterne som militært hovedkvarter. Efter krigen blev Arlington kirkegården anlagt på husets jorder – dels for at sikre, at Lee aldrig kom til at bo på stedet igen.
I dag fremstår huset mest som et minde om tidligere tider, og vi var ikke inde i huset, men nøjedes med at kigge på – lidt fra afstand.
Efter besøget på kirkegården var det vores akt at besøge mindestedet for ofrene efter terrorangrebet 9/11 på Pentagon, men det viste sig at blive sværere end som så. Overalt var P-pladserne private eller tilhørte ansatte ved Pentagon, og overalt var der P-vagter og politi, så vi valgte at fortrække og kørte i stedet til bydelen Alexandria, hvor vi ville finde et sted at spise lidt sen morgenmad.
Vi fandt en parkeringsplads i den gamle bydel og vandrede herfra ned ad en af de ældste gader, Prince Street – forbi både velholdte gamle beboelsesejendomme og større bygninger som Cavalier Antiques, i dag aktikvitetsforretning, og Athenaeum, der i dag er kunstgalleri. Den del af gaden, der lå nærmest havnen, er kendt som Captain’s Row – en række huse, der er bygget af og til kaptajnerne, der lagde til ved byens gamle kajer. Gaden er her brostensbelagt og lagt af hessiske soldater, der var blevet taget til fange under uafhængighedskrigen.
I øvrigt er der i den gamle bydel mere end 200 bevaringsværdige bygninger i bykernen.
Efter lidt brunch gik vi videre til havnefronten med forskellige gamle lagerbygninger, inden vi via King Street med dens mange restauranter, pubber og caféer vendte snuden tilbage mod bilen. Flere gange henvendte de lokale sig til os og indledte en lille snak, inden de anbefalede os flere af deres seværdigheder. Det medførte så, at vi lige fik set Carlyle House og Duvall’s Tavern.
Carlyle House, der er et stenpalæ bygget af Alexandrias grundlægger John Carlyle  i 1753, er i dag et historisk museum.
Duvall’s Tavern var stedet, hvor George Washington den 31. december 1783 blev fejret af Alexandrias bedre borgerskab for hans tilbagevenden fra uafhængighedskrigen. Foran huset står en bænk, hvor man finder en bronzestatue af en siddende Washington.
Fra Alexandria gik turen sydpå til Mount Vernon, der var det tidligere landsted – dvs. bolig og plantage – for George Washington og hans familie. Landstedet, der ligger ved østbredden af Potomac-floden knap 25 km syd for Washington DC., blev opført i ca. 1734 af George Washingtons far, Augustine. I 1754 forpagtede George Washington landstedet, som han overtog som eneejer i 1761, hvorefter han udvidede ejendommen ved at opkøbe flere gårde og omkringliggende jordstykker.
Oprindelig – og indtil 1766 – var hovedafgrøden tobak, men dette blev opgivet, og senere var det afgrøder som hvede, majs og andre kornsorter, mens der også blev eksperimenteret med produktion af silke, hamp, hør og bomuld.
Til at passe markerne og husholdningen på Mount Vernon var der tilknyttet mere end 300 slaver, der i starten levede i små og primitive hytter under kummerlige forhold, men som senere blev indlogeret i sovesale i stenbygninger, mænd for sig og kvinder og børn for sig. (Jeg fik fornemmelsen af fangerum, da vi besøgte denne del af landstedet.
En del af slaverne er begravet på Mount Vernons jord og har fået et anstændigt mindesmærke, andre blev frigivet ved George Washingtons død – mens endnu andre forstsatte et liv som slaver på stedet.
Sammen med Joanna startede vi med at besøge George Washingtons grav og slavernes gravsted og mindesmærke, inden vi tog en bådtur på Potomac-floden, hvorfra vi kunne se både Mount Vernon fra søsiden samt Fort Washington på den anden side af floden.
Efter bådturen besøgte vi en af de rekonstruerede slavehytter af træ og ler samt de ‘mere moderne’ bygninger for slaverne, hvor kønnene levede adskilt.
I øvrigt kunne vi nyde en flot udsigt over hovedbygningen – som vi så i øvrigt ikke besøgte.

Fra Mount Vernon gik turen tilbage til Washington, hvor vi havde booket tid til et besøg på Smithsonian National Air and Space Museum, og efter lidt af en søgen efter en P-plads (til blot 48 $ i timen), kunne vi stille os op i køen ved indgangen til museet.
Halvdelen af museet var lukket, fordi det var under ombygning/renovering, men vi fik da lejlighed til at besøge verdens første fly, der var tungere end luften og bygget af brødrene Orville og Wilbur Wright. Sammen foretog brødrene verdens første motordrevne flyvning, der fandt sted 14. december 1903 og varede 4 sekunder. Tre dage senere gentog de kunststykket, og denne gang fløj de næsten en halv kilometer på de 59 sekunder, flyet var i luften.
Flyvningerne fandt sted ved Kitty Hawk i North Carolina.
På museet var der en hel udstilling om brødrene og deres fly – heriblandt originaludgaven af det første fly.
I den anden ende af tidsskalaen – og oppe på førstesalen i museet – var der en udstilling om den amerikanske rumfartshistorie. Her var udstillet flere effekter, som jeg tydeligt husker fra min ungdom, hvor jeg sad klistret foran TV-skærmen og fulgte rumfartens første spæde skridt.
Udstillingen bød bla. på…
Rumkapslen Freedom 7, der havde Alan Shepard som pilot. Dette var den første bemandede rumkapsel, der blev opsendt i Mercury-programmet, der i alt kom til at bestå af 7 bemandede flyvninger. Rumflyvningen, der varede blot 16 minutter, skete den 5. maj 1961.
Gemini VII-modulet, hvori Frank Borman og Jim Lovell tilbragte næsten 14 dage i rummet. Modulet blev opsendt 4. december 1965 og var den fjerde bemandede flyvning i Gemini-serien.
Apollo 11’s Commandomodul Columbia, hvor astronauterne boede under turen til Månen og retur, og som var det eneste isenkram fra Apollo 11-missionen, der vendte tilbage til Jorden. Denne mission var den første, der bragte et menneske, Neil Armstrong, til Månen, og hans ord i den forbindelse er blevet udødeliggjorte: ‘That’s one small step for man, one giant leap for mankind’. I øvrigt var en anden af missionens astronauter, Buzz Aldrin, også nede på Månen, mens den tredje astronaut, Michael Collins, forblev i kredsløb om Månen.
Apollo 11 blev opsendt fra Jorden 16. juli 1969. Månevandringen foregik 20. juli, og modulet vendte tilbage til jorden 24. juli.
På udstillingen så man også støvlerne, som Neil Armstrong havde på, da han første gang satte sine fødder på Månen – samt hans komplette rumdragt.
Endelig valgte jeg at dvæle ved en ‘dune buggy’ som astronauterne kunne køre rundt i på månen. På museet kunne man se en kopi af den vogn, der var med Apollo 15.
Og i øvrigt var der mange andre effekter fra rumhistorien, hvor man kunne danne sig et godt indtryk af den udvikling, der har været inden for rumfarten – mest i 60’erne og 70’erne.
Jeg havde håbet på at se ‘Spirit of St. Louis’, flyet som Charles Lindberg fløj over Atlanten i som første mand 20.-21. maj 1927. Desværre var flyet pakket ned og hørte i øvrigt til i den dal af museet, der var under ombygning.

Fra museet kørte vi tilbage mod hotellet, idet vi dog gjorde holdt ved Jefferson Memorial, der er bygget mellem 1939 og 1943 til ære for Thomas Jefferson.
For amerikanerne er Jefferson en af de vigtigste politikere, idet han er hovedforfatteren af ​​USA’s uafhængighedserklæring, en central intellektuel kraft bag den amerikanske revolution, en grundlægger af det republikanske parti og i øvrigt landets tredje præsident.
Inde i Jefferson Memorial ser man en 5,8 meter høj bronzestatue af Jefferson, lige som man kan læse mange citater, der tillægges ham. Jefferson Memorial er bygget stik syd for Det Hvide Hus – og på den anden side af National Mall og ved bredden af Tidal Basin.
Efter et kort besøg her var dagens sidste stop ved Albert Einstein Memorial, der er en bronzestatue, der forestiller Albert Einstein siddende med manuskriptpapirer i hånden. Statuen er afsløret 22. april 1979 – på hundredåret for Einsteins fødsel.
Herfra gik turen tilbage til hotellet, hvor Joanna valgte at slappe lidt af, mens jeg tog en ekstra lille tur rundt om Det Hvide Hus – og denne gang kunne jeg komme tættere på – og helt hen til gitteret, hvilket naturligt nok kunne give nogle fine billeder. Bagefter gik jeg gennem Pershing Park med National World War I Memorial – et nyt mindesmærke fra 2015. Flot lavet, men ikke ubetinget noget ‘must-see’.
Tilbage på hotellet kunne jeg sammen med Joanna nyde lidt aftensmad, som hun havde bestilt, og så var det ellers bare få hvilet ud efter endnu en god dag sammen.

Onsdag d. 8.5.
(8875-8952)
Morgenen gik med at få pakket og tjekket ud fra hotellet, inden vi kunne sætte os i bilen med GPS’en indstillet på New York City. Og det betød, at der lå 3-4 timers kørsel forude.
Undervejs blev der så lige tid til lidt morgenmad (fastfood, forstås) og til at Joanna fik bestilt billetter til en forestilling på Broadway: The Book of Mormon.
I øvrigt var det bare at følge trafikken ind til Manhattan, hvor vi kunne tjekke ind på vores hotel Tempo by Hilton på hjørnet af 7 th Avenue (Times Square) og West 47 Street (Broadway) midt på eftermiddagen. Efter at have pakket ud og indlogeret os på værelserne var næste programpunkt en vandretur i nærområdet, inden vi skulle i teatret.
Fra Times Square gik vi til Bryant Park, hvor folk nød det gode vejr med lidt spiseligt eller drikkeligt, og hvor man ellers bare fladede ud i solen. Videre gik vi til New York Public Library for enden af parken. Biblioteket, der er opført i 1854, er det næststørste i USA efter Library of Congress og i øvrigt det fjerdestørste offentlige bibliotek i verden. Vi gik en tur i bibliotekets lange gange og beundrede arkitekturen, der i øvrigt tiltrak mange flere besøgende end os.
Fra biblioteket gik turen videre til Grand Central Terminal, jernbanestationen, der er verdens største – målt i antallet af perroner, 44 stk., fordelt på to niveauer under gadeplan. Terminalen er ligeledes knudepunktet for New York Citys metronet. Også her gik vi indenfor for at se den imponerende arkitektur; bygningen er opført i etaper fra 1903 til 1913, og den ligger i dag næsten akavet klemt inde mellem højere og nyere skyskrabere.
Næsten det samme kan man sige om The Villard Houses – to beboelsesejendomme fra 1884, der blev opført for jernbanemagnaten Henry Villard. De to ejendomme er bevaret som et historisk vartegn og udgør i dag en del af Lotte New York Palace Hotel. Boligerne er af New York City udpeget som vartegn for byen, og de er opført i National Register of Historic Places.
Vi passerede blot bygningerne på vores vej til St. Patrick’s Cathedral, der er den største katolske katedral i Nordamerika og sæde for ærkebiskoppen af New York City. I katedralen, der er opført i perioden fra 1858 til 1878, var der messe, da vi kom forbi, så jeg besluttede mig for at prøve at få tid til at kigge indenfor i det imponerende kirkerum ved en senere lejlighed.
I stedet fortsatte vores vej forbi Rockefeller Center, hvor vi dvælede et øjeblik ved den berømte plads foran skyskraberen, hvor man om vinteren har anlagt en skøjtebane og hvor USA’s højeste juletræ tændes under en højtidelig markering hvert år. Pladsen, der på denne tid af året er domineret af caféer og udskænkningssteder, er omkranset af flag fra alle USAs stater.
Tiden var efterhånden så fremskredet, at vi skyndte os tilbage til hotellet og videre til Eugene O’Neill Theatre på Broadway, hvor vi skulle overvære forestillingen ‘The Book og Mormon’. Hylende sjov forestilling i et hyggeligt gammelt teater.
Efter forestillingen indsnusede vi lidt af stemningen på Times Square, inden vi søgte til hotellet for natten.

Torsdag d. 9.5.
(8953-9310)
Efter breakfast på hotellet kørte vi med en Uber til helikopterlandingspladsen på det sydligste punkt på Manhattan, og der stod nu en helikoptertur hen over området omkring Manhattan på programmet – dvs. Joanna blev på jorden, mens Steffen og undertegnede steg til vejrs på en halv times tur hen over byens seværdigheder – startende med Frihedsgudinden og sluttende med Central Park. Det var en imponerende oplevelse at flyve hen over de høje bygninger og få et overblik over byen, som man så absolut ikke har det fra gaderne mellem skyskraberne.
Efter helikopterturen fortsatte vi med en tur/retur med rutebåden til Staten Island, hvorved vi kom helt tæt på Frihedsgudinden og i øvrigt fik et fint udsyn hen over det sydligste af Manhattan. Der gik en time med den behagelige tur frem og tilbage – men det var så nok også den eneste gratis oplevelse, vi fik, mens vi var i New York City!
Da vi var i land igen (på Manhattan) gik vi videre op gennem Financial District, hvor vi kom forbi både Børsen – New York Stock Exchange – og Wall Street med bla. The Trump Building.
Børsen, der ligger på hjørnet af Wall Street og Broad Street, er den største børs i verden – regnet efter markedsværdi.

Fredag d. 10.5.
(9311-9461)

Lørdag d. 11.5.
(9462-9529)

Søndag d. 12.5.
(Mobil)

Dette indlæg blev udgivet i Selv arrangeret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *