Aserbajdsjan, 24.-30.4.18

Far og søn – Silas – på tur til Aserbajdsjan, bla. for at se Formel 1 i gaderne i Baku.
Det blev en tur, hvor vi miksede min interesses for nye og mere eksotiske steder med Silas’ interesse for Formel 1, og vi havde planlagt en tur hjemmefra, hvor der blev plads til begge dele. Jeg havde på forhånd taget kontakt med en lokal guide, Fuad, der ejer firmaet Guided Azerbaijan, guidedazerbaijan.com, og han havde fået til opgave at vise os noget af sit land i dagene op til Formel 1-løbet. Endvidere havde Silas sørget for billetter til motorløbet.
Og så glædede vi os ellers bare til at komme af sted.

Tirsdag d. 24.4.
Midt på eftermiddagen landede vi i Heydar Aliyev International Airport nordøst for Baku og tog en taxa til vores hotel Old City Inn, der lå i den gamle bydel, Icherisheher (İçərişəhər). Helt ind til hotellet kunne vi dog ikke køre, men vores taxachauffør var flink og hjalp os den sidste vej ind til hotellet med vores bagage.

Udsigt til en af byens baggårde fra hotellet

Efter at have fået pakket ud besluttede vi os for en vandretur i byen – for lige at indsnuse stemningen og så ellers bare orientere os lidt i byen.
Første del af denne gåtur bragte os lidt rundt i den gamle bydel, der var præget af mange små boder og forretninger, der solgte al mulig ragelse, men også en del spisesteder.

Som konger ved et bord i Buxara karvansarayı

Vi stak hovederne inden for i et at byens gamle overnatningssteder for forbipasserende karavaner, Buxara karvansarayı – ikke for at spise eller drikke, men bare at danne os et indtryk af livet dengang, og lige bag dette sted lå byens vartegn Maiden Tower, Jomfrutårnet.
Tårnet er i dag et museum, der fortæller om den historiske udvikling af Baku by, men der er i øvrigt mange myter og legender, der knytter sig til tårnet og dets tilblivelse.

Maiden Tower, Jomfrutårnet

Flere videnskabelige kilderangiver, at tårnet oprindelig var et zoroastriansk ildtempel med 7 brandudgange på toppen, og at opførelsen af det allerede er begyndt mellem det 5. og 6. årh. e.Kr., men i øvrigt er det en almindelig antagelse, at det nuværende tårn er fra 12. århundrede. Tårnets mærkelige konstruktion med en støttende “sidevinge” skyldes, at det er bygget på en stor klippe, der skrånede mod havet, og at vingen gav tårnet stabilitet.
Fomfrutårnet er siden 2001 på UNESCOs Verdensarvliste.
Fra den gamle bydel gik vi over gaden Neftçilər Prospekti – hvilket ikke var helt ligetil på grund af afspærringer i forbindelse med, at der skulle køres motorløb på netop denne vej. Men over kom vi da til søpromenaden med flere interessante bygninger og anlæg.

Tæppemuseet

Deniz Mall – under construction

Arbejdere under bygningen af Deniz Mall

Hotel Sahil Plaza

Vi oplevede den futuristiske bygning, der rummede Tæppemuseet, bygningen af Deniz Mall, der ovenfra ligner en kronbladene i blomst og det ikoniske hotel Sahil Plaza.

På besøg i Mini-Venedig

En tur rundt i Mini-Venedig blev der også lige tid til, inden vi tog kabelbanen op til de tre Flame Towers, Flammetårnene, der er et andet af byens vartegn. Her nød vi den flotte udsigt ned over byen og gik vi lidt rundt i parkanlægget ved tårnene, før vi igen GIK ned til den gamle bydel, Icherisheher.

De tre flammetårne set mod den sene eftermiddagshimmek’l

Da mørket faldt på stod den på (meget billig, men super lækker) aftensmad, inden vi kunne gå i seng med blikket hvilende på den flot belyste flammetårne.

To af de tre belyste flammetårne set fra vores værelse på hotellet


Onsdag d. 25.4.

Efter morgenmaden på hotellets tagterrasse havde vi en aftale med vores guide for de næste dage, Fuad, og den stod nu på sightseeing i Baku og omegn i en flot, stor 4WD.
Fuad var en ung driftig mand på Silas’ alder, og der var allerede fra starten af dagen en god pingpong mellem dem, hvilket jeg mærkede på vejen til dagens første stop, petroglyfferne i Gobustan.

Velkommen til petroglyfområdet ved Gobustan

Først besøgte vi et museum, hvor vi fik fortalt historien om petroglyfferne og befolkningen, der havde skabt tegningerne i klipperne.

Petroglyffer i klipperne

Petroglyffer i klipperne

Dernæst gik turen op i naturparken, hvor de mange petroglyffer kunne ses – i noget vekslende kvalitet; nogle var meget tydelige, mens andre kunne ses, hvis man vidste, at de skulle være der. Men en interessant oplevelse! I øvrigt var der også andre spor, der indikerede, at der havde været beboelse her for mange år siden. bla. nogle huller til opsamling af vand.

Far og søn på et klippefremspring

Fra området med med petroglyfferne kørte vi tilbage til byen Qobustan, hvor Fuad havde lavet en aftale med en lokal guide i en gammel, godt ramponeret Lada – og turen foregik nu som en rystetur gennem et knoldet landskab 13-14 km til et område med muddervulkaner.

Lille muddervulken med mudder løbende ned af siden

Muddervulkaner er skabt af mudder, vand og gasser (hovedsagelig metan), der under jordens overflade blandes og tvinges opad til jordoverfladen på grund af tryk i undergrunden, og modsat “rigtige” vulkaner er de ikke varme – fra et 2 til ca. 100 grader – og man kan derfor bade i mange af dem som en slags mudderbad.
Af de ca. 1100 kendte muddervulkaner findes de ca. 400 i Aserbajdsjan.

Aktiv muddervulken

Smukt mønster i mudderboblerne

Efter besøget i Gobustan med petroglyffer og muddervulkaner gik turen tilbage til Baku, hvor vi – efter en let frokost – drog til Ateshgah i bydelen Suraxany i den østligste del af Baku, hvor vi skulle se Ildtemplet. Fuad gav os en guidet tur i det slotlignende, religiøse tempel, der i følge inskriptioner i templet har været anvendt som helligt sted af både hinduer, sikher og zoroaster.

Ateshgah templet – til højre stedet for den evige flamme

Ateshgah templet, der er et femkantet kompleks med en gårdhave omgivet af munkeceller og et alter i midten, er bygget i det 17. og 18. århundrede, men det blev forladt i slutningen af det 19. århundrede på grund af en svindende indisk befolkning i området.

Far og søn ved “den evige flamme”

Templet havde en naturlig evig flamme på grund af gas i undergrunden, men denne flamme gik ud i 1969. Nu er det gas fra byen, der holder liv i flammen.

Boreplatform i bydelen Suraxany

Fra templet gik turen videre til en flamme, der stadigvæk brænder naturligt, fra en bjergside i Yanar Dagh.
På dette sted opdagede en hyrde i 1950’erne ved et tilfælde flammen, der brænder støt på grund af konstant sivende naturgas fra undergrunden. Flammen kan opnå en højde på ca. tre meter. Det er meget specielt at stå på dette sted, hvor man bogstaveligt skal passe på ikke at få “ild i røven”.

Den evige flamme i Yanar Dagh

2 danskere foran flammen i Yanar Dagh

Da vi nu efterhånden var efter kaffetid, gik turen tilbage til centrum af Baku, til det moderne Heydər Əliyev Mərkəzi – Heydar Aliyev Center, der er endnu et af byens vartegn. Bygningen er et forskningscenter med kongreshal, museum og udstillingshaller tæt ved centrum af byen, og det dækker et areal på godt 100.000 m2, og det er indviet i 2012.

I love Baku foran Heydar Aliyev Center

Heydar Aliyev Center

Herefter var det bare tilbage til hotellet, hvor vi undervejs – gennem Xətai prospekti tæt ved banegården – faldt over en statue af Nicola Tesla og en af hans opfindelser, en generator… Hvorfor det står her? – Ja, det melder historien intet om.

Mindeplade for og statue af Nicola Tesla

Tilbage på hotellet gjorde vi klar til aftenens udskejelser – lækker mad med drinks, der ikke gjorde det helt store indhug i vores økonomi.

Torsdag d. 26.4.
Efter morgenmaden var vi klar til endnu en dag i selskab med Fuad, som vi mødtes med på Fountain Square – Springvandspladsen – mellem skulpturerne, der ofte anvendes som mødesteder, Pigen med paraplyen og Pigen på bænken, og så gik turen ellers nordpå ad E119, retning Quba, hvor vi havde vores første stop.

Pigen med paraplyen (tv) – Pigen på bænken (og Silas) (th)

Området omkring Quba er meget frugtbart og kendt for produktion af æbler, mens byen selv er kendt for sin fine produktion af håndknyttede tæpper.
Vores stop gjaldt dog hverken æbler eller tæpper med derimod de to gamle og farverige moskeer, der ligger ganske tæt på hinanden: Cümə məscidi (Juma Moskeen) og Hacı Cəfər Məscidi (Haji Jafar Moskeen).

Juma Moskeen

Juma Moskeen er bygget i 1802, og er den ældste moske i ikke bare Quba, men i hele Kaukasusregionen. Moskeen er bygget af røde mursten og er unik i sin konstruktion, som det kun kendes fra moskeer i Quba.
Haji Jafar Moskeen, der om muligt er endnu mere farvestrålende med sine stærke grønne og røde farver, er bygget i 1902.
Begge moskeer er absolut et besøg værd.

Haji Jafar Moskeen

Efter vores ophold i Quba gik turen videre op i bjergene, hvor vi skulle besøge Europas mest afsidesliggende og isolerede landsby, Xinaliq, der indtil for få år siden ikke var forbundet med omverdenen med en vej. Byen, hvis historie går tilbage til albansk tid, ligger så afsides, at befolkningen har udviklet eget sprog, Khinalug-sproget. Også hverdagslivet og befolkningens traditioner er bevaret og overleveret fra generation til generation, og de ritualer og traditioner, der er en integreret del af livet, er tæt knyttet til naturfænomener. Hovederhvervet er fåreavl, og overalt i byen ser man “mursten” – tezek – lavet af gødning fra dyrene og brugt som brændsel om vinteren.

Xinaliq

Xinaliq

Xinaliq

Xinaliq

Fra Xinaliq – med udsigt over bjergene

Vores besøg i byen varede i godt en time, hvor vi vandrede rundt mellem husene og betragtede hverdagen, om end det var begrænset hvor mange mennesker, vi traf på vores vej. Med til historien hører også, at vejen op til Xinaliq de sidste ca. 25 km var af en sådan beskaffenhed, at Fuad ikke skulle have sin fine bil ud på “vejen”, men endnu engang var ude og forhandle med en af de lokale om at lægge en Lada til som transportmiddel!
På vej ned fra Xinaliq, hvor vi kørte langs floden Qudiyalçay, var lige indlagt et par stop.

Flotte sandstensklipper på vejen fra Xinaliq

Kørsel langs floden

Først skulle vi lige kaste et blik på den canyon, som floden løb i – og se hvordan floden havde skåret sig ned gennem de bløde sandstensklipper. Det var et flot syn i et interessant landskab, der kunne minde om Rocky Mountains – bare i mindre format – men det komme til at virke stærkere, når vi var de absolut eneste mennesker, der var på stedet.

Så skiftes der bil fra gammel Lada til ny Mitsubishi

Dernæst stoppede vi ved Afurdzhi-vandfaldet; ikke så imponerende som så mange andre vandfald, vi har set, men et yndet udflugtsmål fra Quba med mulighed for picnic.
Tilbage i Quba var det meningen, at vi ville besøge Memorial-komplakset, men da det var lukket, blev det i stedet til en tur rundt i Qirmizi Qasaba – Den Røde By, der anses for at være verdens eneste bosættelse uden for Israel og USA udelukkende bebos af jøder. Bydelen blomstrede rigtig op efter 1731, hvor jøder fra andre dele af Kaukasus flyttede til Qirmizi Qasaba.

Den Sekskuplede Synagogue

Der er to aktive synagoger i byen, og vi besøgte den ene, den Sekskuplede Synagogue, der ligger ved bredden af floden Qudiyalçay. Synagogen, der er bygget i 1888 i orientalsk stil, blev i Sovjet-tiden benyttet som lagerrum og systue også kaldet Vinter-synagogen, men er nu restaureret og bragt tilbage til sin oprindelige funktion.
Efter besøget i Quba og Qirmizi Qasaba gik turen tilbage til Baku – til Fountain Square, hvorder var godt gang i fontænerne i flot belysning.

Fra Fountain Square

Herefter stod den bare på hygge og aftensmad med hvad deraf følger sammen med sønnike – denne gang indtaget i Buxara karvansarayı, som vi jo tidligere havde besøgt på vores første dag i byen.
(2774-2959)

Fredag d. 27.4.
Efter morgenmaden var vi så klar til den sidste dag i selskab med Fuad – og i dag bare en halvdagstur i omegnen af Baku.

Besh Barmag Dag

Besh Barmag Dag – lidt tættere på

Først gik turen til Besh Barmag Dag – det mystiske, 382 meter høje, 5-finger bjerg, der ligger ca. 100 km nord for vores hotel. Bjerget er et helligt sted med en lille helligdom på toppen, og det er et pilgrimssted for folk fra hele Aserbajdsjan.

Moskeen for foden af Besh Barmag Dag

For foden af bjerget ligger en lille moske, hvor mange stopper op for at donere penge, inden de tager turen op på bjerget. De fleste af pilgrimmene, der kommer til bjerget er kvinder, der beder guderne om velsignelser til deres familier, og på nogle af træerne, der vokser langs stien mod toppen, binder man farverige bånd på grenene – som bønner eller ønsker for fremtiden.

Busk hvor der er bundet bånd om grenene

Undervejs til toppen og mange trappetrin senere stødte vi på en ældre kvinde, der kunne hjælpe os med bønnerne, og hvor vi kunne købe velsignelse.

Silas modtager en velsignelse

Flot udsigt over Det Kaspiske Hav fra Besh Barmag Dag

Fra dette hellige bjerg gik turen videre ind i landet til de fantastiske Candy Cane Mountains, der er bjerge/bakker i rød-hvide stribede jordlag – et helt surrealistisk syn.

Candy Cane Mountains

Candy Cane Mountains

Fuad og Silas i fri dressur i farverne

Her bevægede vi os rundt i bakkerne, hvor man i højderne kunne finde forsteninger, der indikerede, at vandet engang dækkede området. Blandt forsteningerne var store mængder af vættelys…

Masser af vættelys i Candy Cane Mountains

Herefter kørte vi tilbage til Baku, hvor vi blev sat af i nærheden af vores hotel – og så i øvrigt sagde tak til Fuad for denne gang. Vi kan kun se tilbage på vores dage i hans selskab som lærerige og spændende på en anderledes måde.
Og så blev eftermiddagen i øvrigt brugt med Formel 1, hvor vi skulle se noget af træningen til weekendens løb. Vi brugte en del tid i de boder med merchandise fra de forskellige hold – og så fik vi ellers slappet rigtigt af på en finere restaurant, hvor menuen stod på lække lokal mad med drikkevarer samt drinks i flere forskellige afskygninger…

Lørdag d. 28.4.
Efter nogle interessante dage med sightseeing rundt omkring i Aserbajdsjan, skulle vi nu lade op til morgendagens motorløb.

Så står der Formel 1 på programmet

Det betød, at vi gearede ned i tempo og vandrede lidt rundt i vores nærområde. Der blev tid til kaffe, og der blev tid til at besøge indtil flere tøjforretninger, hvor vi gjorde den iagttagelse, at prisniveauet – selv på finere mærkevarer – var noget under det, vi var vant til. At vi så skulle være opmærksomme på forskellen på ægte varer og fake-produkter, der var naturligvis en anden sag. (Silas blev noget forarget over, at den lokale befolkning i vid udstrækning bar billige efterligninger af mærkevarerne, og at fake-produkter blev forhandlet helt åbenlyst i selv respektable butikker!)
Nå, men vi fik da gjort nogle indkøb, vi kunne være bekendt!

Springvand på promenaden

Ellers slappede vi af i og omkring promenaden ned mod Det Kaspiske Hav, hvor det efterhånden duftede mere og mere af Formel 1 med udstillinger og stande, der relaterede sig til motorløbet.

Udsigt fra enden af broen og ind over byen

Kunstudfoldelse på broen.

Vi gik også en tur ud på den 500 meter lange bro ud i Det Kaspiske Hav, hvorfra der var en flot udsigt ind over byen med Flammetårnene i horisonten. Broen bød også på flere kunstværker; en fisker i bronze og en farverig tegning, der gav en illusion om et hjul.

Optræden og gøgl på promenaden

Og så var det ellers den sædvanlige model for aftenerne: Mad, hygge og en øl eller to.

Søndag d. 29.4.
Dagen, der havde Formel 1-løbet i centrum.
Silas ville sove længe og være udhvilet til eftermiddagens løb, mens jeg valgte at vandre en tur i den gamle bydel – først og fremmest for at se Şirvanşahlar Sarayı, Shirvanshahernes Palads, der er bygget i det 15. århundrede og står på UNESCOs Verdensarvliste.
Fra vores hotel gik jeg ad gaden Kichik Qala langs den gamle bymur og passerede dermed Ali Shamsis interessante Artist Workshop, hvor kunstneriske motiver prydede både huset og træerne overfor.

Motiv på Ali Shamsis Artist Workshop

Motiver på træerne over for Ali Shamsis Artist Workshop

Ellers var formålet med denne lille gåtur paladset, der er fra det 15. århundrede og som indeholder mange separate bygninger, der har hver sin historie og på hver sin måde er en værdifuld del at helheden.
Efter en kort tur gennem udstillingerne i paladsets hovedbygning, vandrede jeg over i den lukkede gårdhave Divan-khana med en ottekantet pavillon, der er bygget efter ordre fra Shirvanshah Farrukh Yasar, og som ligger nordvest for paladset.

Den 8-kantede bygning i Divan-khana

Motiver fra Divan-khana

Divan-khana har formodentlig haft flere forskellige funktioner gennem tiden: domstol, receptionshal, statsråd for regeringen og endelig en grav, men der er i øvrigt ingen dokumentation for nogen af delene.
Fra Divan-khana gik jeg videre til shirvanshahernes familiegravsted fra 1435-36,  hvor en række af de tidligste af shirvanshaherne ligger begravet med både hustruer og børn. Det er ikke så meget at se – ud over nogle stenkister i forskellig størrelse.
Ved siden af familiegravstedet ligger shahens moske fra 1441-42.
Ved min videre gang jeg endte ved resterne af badehusene, der er fra 1436, men først opdaget ved arkæologiske udgravninger i 1939.

Ruiner af badehusene

Tilbage til hovedbygningen, hvor en pludselig indskydelse (nysgerrighed) fik mig til at gå højre rundt om bygningen, hvor jeg så endte ved Seyid Yahya Bakuvis mausoleum og grav, der også er kendt som Derviskens mausoleum. Det indre af dette mausoleum består af en underjordisk krypt med Bakuvis kiste. Der er meget trangt i krypten, lige som trappen, der fører derned, kan give klaustrofobiske fornemmelser.

Seyid Yahya Bakuvis mausoleum og grav

Seyid Yahya Bakuvis kiste i krypten

Bakuvi var i øvrigt en kendt og respekteret aserbajdsjansk filosof og videnskabsmand født i 1403. Hans værker var præget af sufisme og har en mystisk karakter…
Herefter forlod jeg paladset og vandrede gennem byen tilbage til hotellet. På denne tur betragtede jeg byens arkitektur i slowmotion: fascinerende altaner i træ, der var “påklistret” husene, Cüma moskeen og igen Maiden Tower.

Bymuren vest for paladset

Cüma Moskeen

Endvidere kunne jeg betragte udgravningerne af St. Bartholomew kirke, resterne af Haci Bani Hamami, Arkaderne og det religiøse begravelsessted – alle sammen umiddelbart ved siden af Maiden Tower.

Ruinerne af St. Bartholomew kirke

Ruiner af arkaderne

Til sidst – og inden jeg kom tilbage til vores værelse på hotellet – slog jeg lige et smut forbi den arkæologiske park, hvor man (som så mange andre steder i byen) var i fuld gang med udgravninger, der afslørede tidligere tiders bebyggelser i Baku.

Eksempler på “påklistrede” altaner

Udgravninger i den arkæologiske park

Efter at have hvilet ud på værelset, gik vi sammen ud for at gøre klar til Formel 1, hvor Silas havde sørget for nogle af de absolut bedste pladser, hvorfra vi havde fuldt udsyn over et dobbeltsving, der i løbet fik stor betydning, da flere af bilerne ikke fik styret ordentlig ud af svingene. Samtidig havde vi udsyn til opløbsstrækningen, så det kunne næppe blive bedre!
Vinderen af løbet blev – til Silas’ store tilfredshed Lewis Hamilton, mens Kevin Magnussen blev nr. 13 og sidst. Det store samtaleemne efter løbet var i øvrigt, at de to Red Bull-kørere, Max Verstappen og Daniel Ricciardo kolliderede under løbet.

Så er der Formel 1

Efter afslutningen af løbet blev vi lidt hængende i miljøet, før vi gik ud i byen for at spise den sidste aftensmad, før det meget tidligt i morgen gik hjemad mod København og Vejle.

Mandag d. 30.4.
Som sagt: tidligt op og med Wizz Air hjem til København – med mellemlanding i Warszawa.
Det mest ophidsende på turen var, at vi på den første del af turen sad ved siden af en omfangsrig hollænder, fan af Verstappen, forstås. Det gav ikke meget plads til os i et fly, hvor der i forvejen ikke var meget spillerum til hver passager.

Dette indlæg blev udgivet i Selv arrangeret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *