Zimbabwe/Botswana/Namibia, 14.-30.7.23

Årets sommerferietur havde Namibia som mål, og det var en tur, vi har set frem til gennem flere år. Claudias mor havde besøgt landet for år tilbage, og hun havde omtalt sin tur i rosende vendinger, og siden da lå det i os, at den oplevelse ville vi også gerne have.
I efteråret 2022 undersøgte jeg markedet, og det viste sig, at de fleste rejseselskaber tog sig godt betalt for en sådan tur! Alligevel faldt jeg over et tilbud fra Africa Tours i Herning, der udbød en rigtig safari, der ikke bare inkluderede Namibia, men også Botswana og det nordlige Zimbabwe/sydlige Zambia ved Victoria Falls.

Ruten for vores tur i det sydlige Afrika

Turen, der var arrangeret og blev gennemført af Kiboko Tours fra Sydafrika, var samtidig en rundrejse i en international gruppe på max. 16 personer med en del af overnatningerne i telte under mere eller mindre civiliserede forhold i camps.
Og vupti var denne rejse bestilt og betalt!

Fredag d. 14.7.
Afrejse med British Airways fra København via London og Johannesburg til Victoria Falls i Zimbabwe – en rejse, der startede kl. 17:25 i Danmark og endte ved vandfaldene dagen efter kl. 13:20. En lidt hård rejse med en hel nat i flyet fra London til Johannesburg.

Lørdag d. 15.7.
Dagen startede med en flyvetur fra Johannesburg til Victoria Falls i Zimbabwe, og da vejret var så flot, som det var tilfældet, valgte vores pilot lige at tage en tur hen over vandfaldene; så det blev lige til en uventet, men fantastisk oplevelse – allerede før vi var fremme.

Victoria Falls – set fra oven, fra flyet

Herefter blev vi afhentet i lufthavnen – inden vi blev kørt til vores hotel, Cresta Sprayview Hotel, hvor vi startede med at blive indkvarteret på vores værelse. Midt på eftermiddagen mødtes vi med resten af vores gruppe, der var på i alt 11 personer fra 3 forskellige lande; tre italienske par, et engelsk par, en skotte, der boede i Danmark, samt vi to århusianere.

Indgangen til nationalparken på Zimbabwes side af vandfaldene

Da eftermiddagen endnu var ung, blev vi af en af vores guider, Noel, kørt til indgangen af nationalparken på Zimbabwes side af Victoria-vandfaldene, og efter at have betalt for indgang og leje af en regnfrakke, kunne vi følge stien langs kanten af vandfaldet.

Undertegnede iklædt regnfrakke i nationalparken

Det blev en spektakulær tur med den ene flotte udsigt til vandfaldet på den modsatte (zambiske) side efter den anden, dog var hvert udsigtspunkt til vandfaldet bestykket med japanske turister og volleyballspillere fra forskellige skoler i Zimbabwe, der havde valgt netop denne dag til et besøg i parken.

Statue af Dr. Livingstone, uden og med volleyballspillere

Victoria-vandfaldet, der har en bredde på 1708 meter og et frit fald på 108 meter, blev “fundet” af den skotske missionær David Livingstone i 1855 – der som den første europæer så vandfaldet, og det står (naturligvis) på UNESCOs Verdensarvliste.

Den vestligste del af vandfaldet, Devil’s Cataract

Cataract Island

Victoria Falls, hovedfaldet

Victoria Falls, hovedfaldet – nu med regnbue

Vores vandretur langs vandfaldet sluttede helt østpå i naturparken, hvorfra vi havde en flot udsigt mod Victoria Falls-broen mellem Zimbabwe og Zambia og over Zambesifloden.

Victoria Falls Bridge over Zambesifloden

Efter et par timer – med både fantastisk udsigt over vandfaldet og tåge og regn fra det nedfaldende vand – blev vi igen afhentet ved indgangen til parken, og vores guide kørte os en tur rundt i byen, hvor vi i skumringen så bl.a. elefanter og Zimbabwes største baobabtræ.

Zimbabwes største Baobab-træ

Dagen blev afsluttet med aftensmad på hotellet sammen med flere af de andre fra vores rejsegruppe.

Søndag d. 16.7.
Dagen startede med endnu en tur til vandfaldene, men denne gang set fra den zambiske side. Efter morgenmaden kørte Noel os til grænsen, hvor vi skulle gennem den sædvanlige langsommelige afrikanske kontrol af pas og visum, før vi fik lov til at gå ud i ingenmandsland og ad broen over Zambesifloden og ind i Zambia, hvor endnu en langsommelig kontrol af pas og visum skulle overstås.

Zambesiflodens videre forløb set fra broen

Herefter startede vores vandretur i Zambia med en tur helt ned til floden til The Boiling Pot, hvorfra der var en flot udsigt til både en del af vandfaldet samt (ikke mindst) broen.

Broen mellem Zimbabwe og Zambia set fra The boiling Pot

Det var en noget anstrengende tur, ned og op (ca. 600 meter hver vej) ad samme natursti med ukurante trappetrin, delvist formet af naturen.

Vandfaldet set fra den zambiske side

Efter vi lige havde fået pusten igen, gik vi videre langs kanten af vandfaldet, hvorfra vi både kunne nyde det faldende vand og synet af vandet, der faldt ud over klippekanten og godt 100 meter ned i dybet.

— lige før Zambesifloden forsvinder i dybet

Så blev det desværre tid til at vende næsen hjemad igen, og vi måtte kæmpe os gennem grupper af bavianer (Papio Sp.)- tilbage til parkens indgang, gennem den zambiske grænsepost, over broen , gennem grænsen til Zimbabwe, inden vi blev samlet op af Noel og kørt tilbage til hotellet igen.

En bavian slapper af på en bænk i parken

Efter frokost blev vores bus pakket, og vi kunne nu nyde turen fra Victoria Falls i Zimbabwe til Kasane i Botswana; en tur på 100 km og et par timer. Herefter check-in på Chobe Safari Lodge, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter, og mens vores guider sørgede for at teltene blev slået op og aftensmaden blev tilberedt, havde vi tid til at nyde en kop kaffe og betragte dyrelivet ved bredden af Chobe-floden fra lodgens terrasse.

Chobe Safari Lodge terrasse

Der blev spottet både isfugle og andre vandfugle, og vi fik set både vortesvin (Phacochoerus africanus) og Cape bushbuck (Tragelaphus sylvaticus) meget tæt på vores teltlejr.

Vortesvin (Phacochoerus africanus) tæt på lejren

En Cape bushbuck (Tragelaphus sylvaticus) i lodgens park

Ellers gik aftenen med at lære de andre i selskabet at kende, inden vi trætte kunne lægge os til at sove i vores telt, som var gjort klar til os.

Advarselsskilte lige uden for vores telt. Hmm!


Mandag d. 17.7.

Dagen stod på safari, både i bil og i båd.
Det betød også. at vi skulle tidligt op, og kl. 6 blev vi afhentet i jeep og kørt de 10 km til Chobe Nationalpark, hvor vi i morgengryet fik en 3-timers tur gennem en del af parken. Det blev desværre ikke den mest sindsoprivende safarioplevelse, og højdepunktet blev, da vi traf på en mindre flok løvinder, som vi kunne følges med og betragte fra nært hold i et stykke tid.

Løvinde kommer faretruende nær

Ellers mødte vi – i nævnte rækkefølge – impalaer (Aepyceros melampus), skaberaksjakaler (Canis mesomelas), koritrapper (Ardeotis kori), kronviber (Vanellus coronatus), kuduer (Tragelaphus strepsiceros), giraffer (Giraffa giraffa), perlehøns (Numida meleagris), et par rødnæbbede tokoer (Tockus erythrorhynchus), flere grupper af bavianer, et par afrikanske flodørne (Haliaeetus vocifer), broget tornskade (Lanius melanoleucus) og en enkelt flodhest (Hippopotamus amphibius), der sov i vejkanten.

En hun-impala (Aepyceros melampus) i morgengryet

En koritrappe (Ardeotis kori)

Perlehøne (Numida meleagris)

Giraffer (Giraffa giraffa)

En rødnæbbet toko (Tockus erythrorhynchus)

En sovende flodhest (Hippopotamus amphibius) i vejkanten

En enkelt hankudu (Tragelaphus strepsiceros), der betragter os

Og – på afstand: en enkelt elefant.
Turen blev afsluttet ved, at vi igen blev kørt til vores lejr i Chobe Safari Lodge, hvor vi kunne betragte lidt af livet i lejren, og hvor især de forskellige spraglede fugle var interessante at holde øje med. Vi så på vores vandretur rundt i campen bla. brunskuldret isfugl (Halcyon albiventris), hvidbrynet sporegøg (Centropus superciliosus), tropisk bubu (Laniarius major), drosselsanger (Cossypha heuglini) og en enkelt hvidpandet biæder (Merops bullockoides).

Brunskuldret isfugl (Halcyon albiventris)

Hvidbrynet sporegøg (Centropus superciliosus)

Lidt let frokost og en kop kaffe blev det også til, inden vi igen skulle på tur.
Denne gang skulle vi på River Cruise på Chobefloden, der har lagt navn til nationalparken og i øvrigt er kendt for sin bestand af elefanter – 70.000 stk. siger de uofficielle tal.
Altså gik det midt på eftermiddagen ud på – og op ad – floden for at se på dyrelivet. Det viste sig at blive en yderst spændende tur med stor oplevelser sammen med en lokal guide, der havde et indgående kendskab til dyrene og deres adfærd og gemmesteder.

Et par afrikanske slangehalsfugle (Anhinga rufa)

Vi lagde blidt ud med et par nilkrokodiller (Crocodylus niloticus), der solede sig på flodbredden, inden vi fik øje på flere forskellige fugle i sumpområderne i og langs floden: sølvhejre (Ardea alba), afrikansk slangehalsfugl (Anhinga rufa), broget vibe (Vanellus armatus), nilgæs (Alopochen aegyptiaca), hellig ibis (Threskiornis aethiopicus), afrikansk bladhøne (Actophilornis africana) og (igen som om formiddagen) nogle afrikanske flodørne.

Et par afrikanske flodørne (Haliaeetus vocifer) i et træ ved flodbredden

Men ellers var vi heldige at se flere af de store dyr i og ved floden, ikke mindst vandbøffel, flodhest og elefanter. Både enkelte eksemplarer, der blotrede sig på land eller i vandet og hele grupper af dyr, der nød godt af frisk vand og føde i og lange floden.

En vandbøffel, der betragter os helt tæt på

Elefanterne (Loxodonta africana) var et kapitel for sig. De ankom i større eller mindre grupper/familier til floden for at drikke og for at krydse floden for at få fat i græsset på den modsatte bred; det var et flot syn at se dem vade ud i floden – en efter en – og roligt søge over til den anden bred.

En flok elefanter venter på at komme over

En elefant på vej over floden

Vel ovre på den anden side – så er der sandbad…

Mange gange stod de og ventede lidt ved flodbredden, som om de lige skulle undersøge, om der var for dybt til at vade over, mens de andre gange bare traskede over. Når de var vel ankommet til den anden side tog de ofte et mudder- og sandbad, mens de ventede på resten af flokken.

En gråfisker (Ceryle rudis) ved flodbredden

En afrikansk skovstork (Mycteria ibis) sammen med en afrikansk bladhøne (Actophilornis africana)

Efter at have fulgt elefanternes færden i en times tid, vendte vi om og begav os tilbage mod lejren, men på vores tur tilbage fik vi så også lige set et par isfugle, nemlig gråfisker/pied kingfisher (Ceryle rudis) samt en malakit-isfugl (Corythornis cristatus), der går for at være den smukkeste af alle isfuglene. Ja og så lige et par afrikanske skovstorke (Mycteria ibis) og nogle purpurhejrer (Ardea purpurea).

En flot solnedgang over Chobefloden

Næsten tilbage i lejren blev vi så vidne til den flotteste solnedgang over Chobefloden, inden vi kunne sætte os til et veldækket bord og fordybe os i dagens mange indtryk.

Tirsdag d. 18.7.
Endnu engang meget tidligt op, og i dag var i det store hele en transportdag, hvor turen på godt 550 km (og godt 8 timer) gik fra Kasane i Botswana til byen Sepupa (også i Botswana), hvor vores mål var Okawango River Camp Swamp Stop.
Selv om turen startede og sluttede i Botswana, gik ruten via Caprivi-striben i Namibia til byen Divundu, hvorfra vi drejede sydpå til vores camp.
Caprivistriben, der er opkaldt efter den tyske kansler Leo von Caprivi (kansler fra 1890-94), forhandlede tyskerne sig til i 1890 med briterne med det formål, at de fra Tysk Sydvestafrika (nu Namibia) kunne få adgang til Zambesifloden og en rute til Tysk Østafrika (nu en del af Tanzania). Ved forhandlingerne fik tyskerne – ud over Caprivistriben – også øen Helgoland, mens briterne fik Zanzibar, der dengang var tysk koloni. Det viste sig senere, at Zambesifloden ikke kunne besejles, bla. på grund af Victoriavandfaldet, hvilket briterne sikkert vidste allerede under forhandlingerne.

Vores lejrplads i Okawango River Camp Swamp Stop

Campen og faciliteterne i nærheden var noget mere primitive end det, vi var vant til fra Chobe, men vi boede nu helt ned til Okawangofloden, der var målet for vores tur hertil. Og vores telte var jo de samme, og de blev igen slået op, mens vi kunne slappe af og blev præsenteret for vores lokale guide, Fish, der gav os en aftentur på floden med endnu en flot solnedgang som højdepunktet. I øvrigt var bevoksningen lang floden imponerende flot pakket ind i store græsser og papyrus!

Papyrus langs Okawango River – her aftegnet mod aftenhimlen

Og så var programmet ellers det samme hver aften, og som vi nu var vænnet godt til: aftensmad og en god nats søvn.

Onsdag d. 19.7.
I dag kunne vi sove længe, idet vores program først startede kl. 8, hvor vi blev afhentet af vores lokale guide Fish, der fik os anbragt i en båd, hvori vi skulle tilbringe det meste af dagen på Okawangofloden! Det viste sig, at Fish havde et rigtig godt kendskab til kendskab til de fugle, der levede i deltaet, og allerede efter få minutters sejlads, kunne vi ligge og betragte et helt træ besat af dværgbiædere (Merops pusillus).

Dværgbiædere (Merops pusillus), der varmer sig i morgensolen

Coppery-tailed Coucal (Centropus cupreicaudus) i toppen af en papyrus

Og herefter gik det sådan set slag i slag med flere par af fuglen med det engelske navn Coppery-tailed Coucal (Centropus cupreicaudus), en flot men lidt sky gøgefugl, der sad i toppen af buske og papyrus langs med floden.
Og scenarierne med fugle blev brudt af mindre eller ofte større nilkrokodiller, der gled fra flodens bredder og ned i vandet, når vi sejlede forbi.

Malakit-isfugl (Corythornis cristatus), nok den flotteste af alle isfuglearterne

I løbet af de næste timer så vi både små fugle som malakit-isfugl og større som afrikansk slangehalsfugl, inden vi nåede frem til en lille ø, hvor vi sadlede om til mokoroer – en slags kanoer, der er stammer fra vådområderne i Botswana.

Klar til en sejltur i mokoroerne

På vej i mokoro gennem sivene

En mokoro er oprindelig lavet af en udhulet træstamme af ibenholt eller pølsetræ, men laves i dag i stigende grad af glasfiber, og den drives frem gennem det lave vand af en mand, der står i agterstavnen med en lang stang og stager båden frem. Det blev en anderledes og afslappende oplevelse at blive fragtet gennem vandet i adstadigt tempo, hvor vi samtidig kunne snige os forsigtigt ind på fugle som rosenbiæder (Merops malimbicus), malakit-isfugl, dværgbiæder og afrikansk saksnæb (Rynchops flavirostris).

Rosenbiæder (Merops malimbicus) nær sin rede i brinken

En afrikansk saksnæb (Rynchops flavirostris) på flodbredden

Efter mokoro-turen fortsatte vi i vores båd for at sejle hen til en lille ø i deltaet, hvor Fish fortalte om termitter og kunne berette om forskellen på elefant- og flodhestelort, inden vi satte os ned og nød den mad, vi havde fået med “hjemmefra”.
Herefter begyndte en lidt længere hjemtur, end forventet, idet bådens motor satte ud, og der måtte tilkaldes forstærkning fra lejren, da vi kun kunne sejle i et tempo, det netop kunne overvinde den strøm, vi havde i vandet. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Et par sporegæs (Plectropterus gambensis), som vi mødte på vores tur

En flok flodheste i bad

Tempoet betød, at vi fik set meget mere, end vi turde håbe på: et par sporegæs (Plectropterus gambensis), en enlig elefant, en flok flodheste, en del krokodiller og endnu flere småfugle, inden hjælpen kom frem, og vi kunne få repareret motoren.

En nilkrokodille (Crocodylus niloticus) på vej i vandet…

Så sidst på eftermiddagen kunne vi – efter ca. 100 kilometers sejlads på Okawangofloden – komme i land i campen og slappe af med en kop kaffe, og da der endnu var et par timer til solen gik ned, vandrede Claudia og jeg lidt rundt og så på fuglelivet inden for lejrens mure. Inden for kort tid så vi fugle som grå toko (Tockus nasutus), savannelarmdrossel (Turdoides hartlaubii), palmedue/laughing dove (Spilopelia senegalensis) og kapstær (Lamprotornis nitens) – for at nævne nogle af de mest markante.

Grå toko (Tockus nasutus) set på jorden i lejren

Den strålende kapstær (Lamprotornis nitens)

Ellers nød vi bare, at vi havde ferie, og det betød også hygge med de andre i vores rejsegruppe – indtil den af igen stod på lækker mad og tidligt til køjs, inden endnu en lang køretur ind i Namibia i morgen.

Torsdag d. 20.7.
Som sagt endnu en tidlig morgenmad og nedpakning af telte og øvrigt udstyr, inden turen gik tilbage nordpå til Caprivistriben og ind i Namibia.

Et sidste blik på Botswanas farver i denne omgang

Her blev det så – efter et par timers kørsel til en pause i Namibias næststørste by, Rundu, hvor der var tid til toiletbesøg og mulighed for at proviantere. Det var i øvrigt her, at en af vores rejseledsagere, David fra Skotland, blev frastjålet sine kreditkort og nogle penge, mens han var på toilettet. Ærgerligt, men ud over mistede værdigenstande, så skete der ikke noget.
Tilbage i bussen kunne vi slappe af de sidste par hundrede kilometer, indtil vi nåede dagens mål, Roy’s Rest Camp, der lå 50 km nordøst for den større by Grootfontein.

En rødnæbbet sporfugle-mor (Pternistis adspersus) i vores lejr

Vel ankommet til lejren var der mulighed for at strække benene, mens teltene blev rejst og maden forberedt blandt perlehøns og rødnæbbede sporfugle (Pternistis adspersus), der vandrede rundt blandt det arbejdende folk.  Vi valgte en 4 km lang, afmærket gåtur ad spor i landskabet rundt omkring campen – i stedet for bare at sidde og vente eller surfe på nettet i receptionen.

Den stribede hejre (Butorides striata) ved vandhullet

Først gik vi dog forbi et lille vandhul, hvor det eneste, vi så, var et enkelt eksemplar af den stribede hejre (Butorides striata), der i øvrigt har mange navne: mangrovehejre, lille grøn hejre og grønrygget hejre, for blot at nævne nogle af dem.
På gåturen rundt om lejren, hvor vi var sammen med Aiden og Jane fra England, så vi bla. flere grå larmfugle (Corythaixoides concolor), der på engelsk har det sigende navn: go-away-bird, navngivet efter dens markante skrig. (De andre tre mente endvidere, at de havde set en kudu springe op fra dens dække tæt på vejen?)

En grå larmfugl (Corythaixoides concolor) højt oppe i et træ

Da vi kom tilbage fra vores gåtur, var der dækket op til aftensmad og hygge, inden natten stundede til, og vi kunne lægge os til at sove.

Fredag d. 21.7.
Samme model som altid: tidligt op og tidlig morgenmad, nedpakning og tidlig afgang – denne gang retning Etosha Nationalpark, hvor vi nåede frem til vores camp, Etosha Trading Post Campsite, midt på eftermiddagen – efter undervejs at have gjort frokostholdt i byen Outjo.

Himba-kvinde med barn på et marked i Outjo

I denne by stødte vi for første gang på et af Afrikas gamle stammefolk, Himba-folket, der især er kendt for kvindernes og børnenes karakteristiske udseende. Kvinderne smører deres hud med en blanding af rødt okker, urter og gedefedt for at beskytte huden mod solen og insektbid. Det giver et specielt rødt skær, som også er et skønhedsideal blandt kvinderne. Samme blanding smører de også i deres hår, så det giver en dreadlock-effekt, og deres frisurer indikerer deres alder og sociale status i stammen. På trods af indflydelse udefra har Himba-folket har formået at holde fast i deres gamle kultur og levevis, hvor de – i stedet for vestlig påklædning – går i små skørter af skind.
Vores guider stod endnu engang for opsætning af lejren, mens vi tog plads i receptionen for at komme på nettet og blive opdateret på, hvad der ellers skete ude omkring i verden.
Resten af dagen tilbragte vi i vores bus på en tur gennem Etosha Nationalpark.
Det blev til en fin tur med en række af parkens beboere på tapetet, og vi havde således ikke kørt langt, før vi kunne spotte de første dyr, flere flokke af springbukke (Antidorcas marsupialis) og kort derefter en lys sanghøg (Melierax canorus) med det markante røde næb i toppen af et træ.

Springbuk, han (Antidorcas marsupialis)

En Lys sanghøg (Melierax canorus) øverst i et træ

Også en flok gnuer (Connochaetes taurinus), nogle påpasselige jordegern (Xerini sp.), almindelige strudse (Struthio camelus) og strejfende skaberaksjakaler (Canis mesomelas) kom inden for vores synsfelt.

Et græssende strudsepar (Struthio camelus)

Herefter kørte vi et stykke tid rundt uden egentlig at se noget særligt, indtil vores chauffør, Noel, pludselig kunne spotte en flok giraffer – noget som jeg syntes var højdepunktet på turen. Der var tale om underarten sydlig giraf (Giraffa giraffa), der stod roligt og spiste af trækronerne langs vejen.
Endvidere traf vi på et par gemsbukke (Oryx gazella), der desværre stod lidt langt væk, men var nemt genkendelige med de lange, imponerende horn.

En flok Burchells zebraer (Equus quagga burchellii)

På resten af turen kom vi tæt på flere af Etoshas andre eksotiske dyr: nogle flokke Burchells zebraer (Equus quagga burchellii), et par hvide næsehorn (Ceratotherium simum), en stor flot hankudu (Tragelaphus strepsiceros), en brun hyæne (Parahyaena brunnea), en enkelt gul mangust (Cynictis penicillata) og flere koritrapper (Ardeotis kori).

Et godt skjult hvidt næsehorn (Ceratotherium simum)

En omflakkende brun hyæne (Parahyaena brunnea)

Det blev så samtidig – da solen så småt var ved at gå ned – enden på en tur i Etosha Nationalpark, der efterlod en masse stærke indtryk på nethinden, og turen gik nu tilbage til vores camp med aftensmad, hygge omkring bålet og en god nats søvn forude.

Lørdag d. 22.7.
Hele lørdagen var reserveret til endnu en tur rundt i nationalparken, og for at vi ikke skulle holde i kø ved Anderson Gate – indgangen til parken – og vente på tilladelse til at køre ind, holdt vi med bussen klar før 7:30, hvor parken åbnede for besøgende.

Skaberaksjakal (Canis mesomelas), der kigger sig lidt omkring

Også i dag stod der store oplevelser på programmet, og det startede godt, idet nogle af de første dyr, vi stødte på, var en løvefamilie (hunløver) med unger – lidt på afstand, men alligevel et flot og imponerende syn, der med længder slår løverne i Givskud Zoo.

En gnu (Connochaetes taurinus)

En imponerende gemsbuk/oryx (Oryx gazella)

Et par springbukke (unge hanner) er ude at markere sig

Og så blev dagens iagttagelser i det store hele en gentagelse af gårsdagens parade af dyr – med få undtagelser: et par elefanter, en flok rød hartebeest/røde gnuer (Alcelaphus buselaphus caama) og en karminrød brystet boubou (Laniarius atrococcineus) kunne føjes til vores liste over dyr, vi havde set.

Et par giraffer er søgt til et vandhul for at drikke

En springbuk (til venstre) og en elefant ved vandhullet

I øvrigt besøgte vi i dag en række vandhuller, hvor forskellige dyr kom for at få slukket tørsten: Springbukke, zebraer, impalaer, strudse, gemsbukke/oryx, elefanter, for blot at nævne nogle af de hyppigste gæster.
På vores vej rundt i parken passerede vi også Etosha Pan, hvor der lige var lagt en lille fotopause ind. Etosha Pan er en stor udtørret saltsø, og vi oplevede den mærkelige fornemmelse af at stå her i et hvidt, goldt landskab, hvor der intet liv var; blot nogle få spor fra dyreflokke, der havde krydset den tørlagte sø, brød saltfladen. (Søen kan i perioder med megen nedbør blive oversvømmet og blive til en stor, lavvandet sø.)

En helt indtørret og gold Etosha Pan

Ved middagstid blev der også lige tid til lidt frokost i Okaukuejo Resort, der lå inde i nationalparken – og efterfølgende fik vi også lejlighed til at kigge nærmere på dyrelivet ved et vandhul, der lå i tilknytning til resortet.
Efter turen rundt i parken gik det tilbage til vores camp, dog med et lille stop, hvor lokale Himbakvinder ved Anderson Gate solgte små figurer af dyr udskåret i træ. Det blev dog ikke til nogen indkøb i denne omgang; dels var priserne for høje i forhold til andre steder, og dels ønskede kvinderne slet ikke at prutte om prisen.

Himbakvinder falbyder deres varer, små dyrefigurer

Tilbage i campen nød vi aftensmaden og hinandens selskab, inden vi kunne gå til ro for endnu en kold vinternat her i Namibia.

Søndag d. 23.7.
Morgenmad, nedpakning af lejren og endnu en dag på landevejene ventede.
Dvs. at den i dag stod på 450 kilometers kørsel på grusveje af vekslende kvalitet, men samtidig at de blev forceret i et – efter forholdende – ret højt tempo, så vores effektive køretid var knap 6 timer. Et par pauser blev der dog også tid til, først i Outjo, hvor der lige skulle hæves lidt penge, derefter ved Herero Craft Market ved Ugab-floden og endelig i minebyen Uis, hvor vi spiste frokost i Brandberg Rest Camp.

Herero-kvinde ved sin stand på Craft-markedet

En oplevelse var markedet, hvor kvinder fra både Himba- og Herero-stammerne faldbød deres varer. Det var svært at skelne mellem værdiløst, masseproduceret skrammel af f.eks. plastik og mere originalt håndværk af horn og træ – produceret af stammerne selv.

Stor kontrast mellem påklædningen hos Hererofolket og Himbafolket

Interessant var det også at betragte forskellen i kvindernes påklædning, hvor hererokvinderne var klædt i flotte, lange og spraglede kjoler med brede hatte – noget i stærk kontrast til himbaernes spartanske påklædning.
Godt hen på eftermiddagen kom vi til Spitzkoppe, hvor vi skulle overnatte i en meget primitiv bushcamp, og hvor vi på resten af turen havde haft adgang til både toiletter og bad af overraskende god kvalitet, var her kun et hul i jorden…

Spredte sten ved Spitzkoppe

Naturlig bue i sten ved Spitzkoppe

Spitzkoppe, der også kaldes Namibias Matterhorn, er en gruppe granittoppe, hvor det højeste punkt rejser sig omkring 1728 meter over havets overflade, og toppene skiller sig markant ud fra de omkringliggende sletter, der mere har udseende af ørken. I øvrigt mindede hele landskabet om et område, hvor en kæmpe havde kastet med store sten omkring sig…

En af flere tegninger som buskmænd tegnede på klippevæggen

Mens vores guider slog lejren op, besøgte vi “Bushmen Paradise” med de berømte tegninger på klipperne, fremstillet af buskmænd for 2-4000 år siden. Selve tegningerne var ikke så prangende som nogle af de petroglyffer, vi tidligere har set i f.eks. Kasakhstan eller Jordan, men historien bag dem og om dem som anvisninger og guidelines til andre buskmænd var meget interessant.

Vores guide ved Bushmen Paradise forklarer om tegningerne

Vores lokale guide fortalte levende om historien bag tegningerne – om end det virkede som om, det bare var noget, der bare skulle lires af! Han underholdt os også med en fortælling om stammesproget, der bla. bestod af 4 forskellige kliklyde, som vi kun yderste vanskeligt kunne frembringe.
Efter besøget ved tegningerne førte Ambition – en af vores egne guider – os til en berømt, naturlig bro i klipperne nær vores lejr. Herfra kunne vi selv søge til lejren – en vej der førte gennem klipper og store sten – beboet af klippehyraxen (Procavia capensis), også kaldet dassie; et særpræget dyr, hvis nærmeste slægtning er elefanten.

Klippehyrax (Procavia capensis) med unger

Som mørket langsom sænkede sig over landskabet satte er par Bocage’s bushshrikes (Telophorus bocagei) sig til ro for natten i et træ direkte i vores camp, mens jeg af en eller anden grund bukkede under (af træthed?) og måtte gå tidligt til ro uden aftensmad…
Så aftenens sociale sammenkomst blev uden min deltagelse.

Mandag d. 24.7.
Denne dag skulle vi meget tidligt af sted med destination Swakopmund, hvor vi havde aftaler med forskellige guider allerede kl. 8. Altså hurtig morgenmad og nedpakning, inden 150 km og et par timer på landevejen, før vi var fremme ved vores hotel (og mødested), Dunedin Star Guest House i Swakopmund.
Her blev Claudia og jeg hentet af vores guide fra Living Desert Tour, og sammen med andre turister fra Schweiz og Tyskland fik vi nu (på tysk!) en 4 timers introduktion til Dorob Nationalparken og det dyreliv, der findes på og i sandet – levende fortalt af vores guide på turen, Chris, som vi i øvrigt havde stiftet kendtskab til hjemmefra i en fjersynsudsendelse fra BBC.

Vores guide Chris fortæller levende om livet i Dorob-ørkenen

Chris var i stand til at finde flere interessante dyr til os, og med sine trænede øjne og kendskab til ørkenen og den beboere, gravede han først en edderkop ved havn “dancing white lady spider” (Leucorchestris arenicola) frem til os. Edderkopperne af denne art kan blive op til 13 cm store, er nataktive og bor i huler i sandet, hvor de har et territorium med en radius på ca. 3 meter. I det hele taget et meget interessant – og aggressivt – dyr.

En dancing white lady spider (Leucorchestris arenicola)

Herefter gik det videre med en slange, Peringueys ørkenhugorm (Bitis peringueyi), der lå helt nedgravet i sandet med kun øjnene fri – ventende på, at et bytte skulle komme forbi. Denne hugorm er ikke mere end 25 cm lang og er kendetegnet ved, at øjnene er placeret oven på hovedet. Nedgravet i sandet har den kun øjnene og halespidsen fri, og halespidsen vifter den med, således at et eventuelt byttedyr, firben eller gekko, lokkes til at tro, at der er tale om en orm. Og haps…

Peringueys ørkenhugorm (Bitis peringueyi)gemt i en dollar bush (Tetraena stapfii)

Næste dyr på dagens program var en kamæleon, Namaqua-kamæleonen (Chamaeleo namaquensis), der kravlede rundt i en indtørret busk. Denne kamæleon er den største i det sydlige Afrika, og den kan blive op til 25 cm stor. Chris demonstrerede dens fremragende fangstteknik med den lange tunge, idet han fodrede den med lidt medbragte orme. I øvrigt havde denne kamæleon nogle flotte kropstegninger.

Namaqua-kamæleonen (Chamaeleo namaquensis)

Videre gik det med endnu en ørkenslange, hornhugormen (Bitis caudalis), der er let genkendelig med hornlignende skæl over hvert øje. Hornhugormen er som andre hugorme giftig, men man ved ikke rigtig noget om, hvorvidt et bid er dødbringende. Bedst var dog at holde sig lidt på afstand.

Hornhugormen (Bitis caudalis)

Sidste dyr på dagens program var også det nok mest interessante. Igen skulle Chris i arbejde for at finde dyret, og derefter grave det frem, men efter et par forsøg lykkedes det, og han kunne vise os en namibisk sandgekko (Pachydactylus rangei). Denne gekko er på mange måder enestående. Den er endemisk for Namibias ørken, er nataktiv (og har derfor store øjne), og den tilbringer dagen i en hule, der kan være op til en meter dyb. Sandgekkoen er op til 13 cm lang, er til dels gennemskinnelig, så man kan se nogle af de indre organer, og den er en god graver, da den har svømmehud mellem tæerne.

Namibisk sandgekko (Pachydactylus rangei)

Efter oplevelsen med sandgekkoen var vi igennem dagens program, og efter at have været oppe på en af de høje sandklitter i området for at nyde udsigten over landskabet, gik turen tilbage til vores hotel, hvor der blev tid til at blive indkvarteret på vores værelse og få et bad.

Et kig ud over Dorob-ørkenen

Derefter brugte vi eftermiddagen ude i byen, hvor vi ved selvsyn kunne se den tyske indflydelse fra kolonitiden, hvor tyskerne var herrer over Namibia fra 1883 til 1. Verdenskrig. Der var således mange huse fra omkring århundredeskiftet og mange skilte, forretninger og gadenavne var på tysk. I det hele taget kunne man nemmere klare sig her i byen på tysk end på engelsk; egentlig mærkeligt efter så lang tid.

Tysk kolonialhus fra ca. år1900

Tyske kolonialhuse fra ca. år1900

Ud over de mange huse i tysk byggestil var der dog også indslag fra det moderne Namibia, bla. et lokalt marked med kunsthåndværk – skulle det forestille at være, for det var for det meste billige kopier af lokale genstande, der blev falbudt. Men et levende miljø med energiske og farverige sælgere…

Fra det lokale craft-marked i Swakopmund

Om aftenen var vi ikke-italienere ude at spise på spisestedet Brewer and Butcher, der lå direkte på havnepromenaden.

Tirsdag d. 25.7.
Endnu en længere kørsel  – knap 400 km – stod på programmet, idet vi i dag skulle fra Swakopmund og sydøstpå til Sesriem, hvor vi endnu engang skulle have et par nætters overnatning ude i naturen; denne gang i Sossus Oasis Camp Site.
Første stop på vores køretur var Walvis Bay, der er Namibias tredjestørste by. Byen blev grundlagt af hollænderne i slutningen af det 18. århundrede som et støttepunkt for rejser mellem Cape Town og Holland, men små hundrede år senere gjorde briterne krav på området under “Scramble for Africa”, hvor 7 vesteuropæiske lande ved Berlin-konferencen i 1884 regulerede kolonisering og handel i Afrika.

4 store flamingoer (Phoenicopterus roseus) i Walvis Bay

Vores besøg i Walvis Bay gjaldt promenaden med udsigten over Flamingo Lagoon i byens sydlige udkant. Her kunne vi på nært hold betragte de to flamingoarter stor flamingo (Phoenicopterus roseus) og lille flamingo (Phoeniconaias minor).
Ud over de to arter af flamingoer så vi også andre vadefugle som fiskehejre (Ardea cinerea) og klyde (Recurvirostra avosetta), som vi jo begge kender herhjemmefra.
Efter pausen ved lagoonen, gik turen videre ind i landet og ind i den namibiske ørken, hvor vores næste stop gjaldt det dramatiske landskab, Kuiseb Canyon, som Kuiseb-floden havde dannet, da den havde skåret sig ned terrænet ved Kuiseb Pass. Her blev der lige tid til et kort kig og et foto ud over de imponerende klipper.

Landskabet ved Kuiseb Canyon

Herefter gik det egentlig slag i slag, og bare en halv time senere passerede vi Stenbukkens Vendekreds, markeret med et stort skilt, og som også lige skulle foreviges, nu hvor jeg selv var født i Stenbukkens stjernetegn.

Skilt, der markerer, at Stenbukkens Vendekreds passeres

Endnu en halv times kørsel senere nåede vi så vores frokoststed, Solitaire, der er en lille bebyggelse nær Namib-Naukluft Nationalpark. Solitaire var oprindelig en enkelt bebyggelse opført af skotten Willem Christoffel van Coller i 1948, men det er senere blevet et yndet pitstop på turen fra Walvis Bay til Sesriem med både restauranter, tankstation, offentlige toiletter og ikke mindst et bageri, der er berømt for sin Apple Pie.

Rast ved Solitaire

Henslængte biler ved Solitaire

Ud over hele den menneskelige miljø ved og i Solitaire, faldt vi også over en gruppe stribede jordegern (Euxerus erythropus), der var meget tillidsfulde og lod sig fodre på tætteste hold.

En gruppe stribede jordegern (Euxerus erythropus) holdt til ved Solitaire

Efter en god times pause med frisk luft og lidt vandren rundt på noget, der kunne forestille er lavende museum, gik turen de sidste 80 km til Sesriem, der – som sagt – skulle være vores hjem for de næste to nætter. Og så den sædvanlige plan: vores guider satte teltene og og forberedte maden, mens vi andre kunne slappe af og eller nyde en times tid på telefonerne.
Igen var vi rimelig tidligt i seng, men inden aftenens sidste toiletbesøg kunne vi iagttage en flagermuseøre ræv (Otocyon megalotis), der fra sit sted i udkanten af lejren også holdt øje med os.

Onsdag d. 26.7.
Vi stod op til en diset, total overskyet og kold morgen, hvor temperaturerne i løbet af natten havde været under frysepunktet, så vi frygtede lidt, at dagens program, der bla. rummede solopgangen over klitterne ved Sossusvlei, ville blive et antiklimaks på en ellers fantastisk tur til Namibia. Og vi kørte derfor retning klitterne med ikke for høje forventninger, og undervejs gjorde vi korte holdt – både for at betragte en flok gemsbukke på en mark, og senere for at få et glimt af de røde klitter i Sossusvlei, der langsomt dukkede op under skyerne.

Dune 45 – 45 km fra Sesriem

Som vi kørte videre klarede vejret dog fuldkommen op, og da vi nåede til den berømte “Dune 45”, var skyerne helt væk, og vi kunne nyde synet at den flotte sandklit i fuld sol, med flotte mørkere skygger og helt blå himmel. Navnet Dune 45 hentyder til, at klitten ligger 45 km fra Sesriem.

Udsigt ind over klitterne på vej mod Deadvlei

Inden længe nåede vi P-pladsen ved Sossusvlei, og vores godt 5 km lange vandretur til Deadvlei kunne begynde – off-road ind gennem landskabet. Nogle valgte at indlægge en bjergbestigning af Big Daddy, der med sine 325 meter er den højeste klit i området, men vi var nogle stykker, der stod over.

Big Daddy, 325 meter høj

I stedet valgte vi at bruge tiden i Deadvlei, hvor vi kunne fascineres af de døde og sorte træer stod og rakte deres grene mod en dybblå himmel, alsammen med den næsten hvide lerjord som underlag og de røde klitter som baggrund.

6-700 år gamle, døde træer i Deadvlei

Jeg kunne bare stå og dvæle ved, at det var et fantastisk og surrealistisk skue i stil med Lake Kaindy i Kasakhstan, som vi havde oplevet for nogle år siden.
Deadvlei er oprindelig dannet efter perioder med regn, hvor Tsauchab-floden gik over sine bredder og skabte små bassiner med vand i dalene langs floden, hvori kameltornetræer kunne vokse sig store. Senere ændrede klimaet sig, og tørken ramte, hvorved træerne gik ud.
I dag står kun skeletterne af træerne tilbage, helt sorte, brændt af den kraftige sol, og selv om træerne ikke er forstenede, nedbrydes de ikke, fordi der er så tørt.

Døde træer i Deadvlei

Træerne menes at være døde for 6-700 år siden.
Efter besøget i Deadvlei gik turen tilbage til Sesriem – til frokost, inden vi sluttede dagen af med et besøg i Sesriem Canyon, der er et del af Tsauchab-flodens leje. I dag er det et næsten tørlagt flodleje, hvor der er blot et enkelt sted står vand året rundt.

Sesriem Canyon – set lidt ovenfra

Navnet Sesriem blev givet af nogle af de tidligste opdagelsesrejsende i området, fordi der skulle bruges seks (ses) læderremme (riem) for at lave et reb, der var langt nok til at man kunne sænke en spand ned i kløften for at hente vand op.

Nede i Sesriem Canyon

Nogle af de smalle steder i Sesriem Canyon

Efter besøget i Sesriem Canyon kørte vi tilbage til lejren for at nyde “The last supper” sammen med vores afrikanske guider. Og så var det ellers den sidste overnatning i camp i denne omgang.

Torsdag d. 27.7.
Efter en rolig, men kold nat pakkedes for sidste gang bussen, og så var der afgang til Namibias hovedstad Windhoek, hvor vi skulle overnatte på Arebbusch Travel Lodge. Her sagde vi farvel til vores tre guider, inden vi blev indkvarteret i et lækkert hotelværelse, hvor vi skulle tilbringe den sidste nat i Namibia.

Efter et bad og benene oppe et øjeblik bestilte vi en taxa, der bragte os til centrum af byen – sammen med englænderne Aiden og Jane, og vi blev sat af lige ved den ikoniske Christuskirke, der var bygget fra 1907-10 i en blanding af jugendstil og neo-romansk stil, og som udefra mest af alt lignede et honningkagehus.

Christuskirken midt i Windhoek

Over for kirken, der er et vartegn for Windhoek, ligger det nye Independence Museum, der i flere etager fortæller om Namibias uafhængighedskamp, især med fokus på SWAPOs rolle.

Det moderne Independence Museum

Et af kunstværkerne i Independence Museet

I øvrigt føltes museet som en kæmpestor bygning uden særlig meget indhold, og udstillingerne var man hurtigt igennem.
I en parentes bemærket så har Namibias SWAPO-parti siden 1990 siddet på magten i Namibia.

Huse i tysk kolonialstil

Fra museet gik turen ned i byen, hvor vi så flere eksempler på huse bygget i tysk kolonialstil, og hvor vi passerede Gibeon-meteoritterne i Post Street Mall, et monument bestående af 29 meteoritter, der alle er fundet i Namibia. (Oprindelig var der 33 meteoritter, men 2 fragmenter blev stjålet og senere er yderligere 2 fragmenter fjernet).

Gibeon-meteoritterne i Post Street Mall

Herefter vandrede vi lidt rundt i centrum, inden vi besluttede os til at vandre gennem byens gader til restauranten, hvor vi skulle mødes med resten af gruppen og spise vores aftensmad, Joe’s Beerhouse.

Indtryk fra den tyske kolonialtid

Anglican Diocese of Namibia – ligeledes fra tyskernes tid

Der er lige den krølle på vores vandretur, at vi åbenbart vandrede gennem en mindre betryggende bydel og derfor blev samlet op af en forretningskvinde i en moderne BMW og kørt af hende til restauranten. Hun fortalte os, at der så sent som en uge tidligere var sket overfald på turister i netop det kvarter!
Efter aftensmaden kørte en shuttlebus os tilbage til hotellet, hvor vi i øvrigt fik en behagelig nat i gode senge.

Fredag d. 28.7.
Præcis kl. 10:30 – efter en god og lækker morgenmad – blev vi afhentet og kørt de 50 km til Hosea Kutako-lufthavnen i Windhoek, og et par timer senere – efter at have overstået de sædvanlige formaliteter, der hører sig til i en lufthavn – kunne vi sætte os til rette i flyet, der bragte os til Johannesburg.
Derefter fulgte 4 timer i loungen i Johannesburg International Airport, O.R. Tambo, inden vi kl. 19:20 kunne tage plads i en Airbus A380-800 med retning mod Heathrow ved London.

Lørdag d. 29.7.
Efter at have landet lidt over kl. 6 om morgenen – med godt en halv times forsinkelse – i London, kunne vi konstatere, at vi ikke kunne nå vores fly til København, og vi måtte derfor tage en ekstra overnatning i nærheden af lufthavnen, betalt af British Airways.
Det gav os lige lejlighed til at blive akklimatiseret, og vi brugte en del af tiden på en vandretur i bydelen Colnbrook, hvor vi skulle overnatte på Hotel Arora Park. Vores frokost indtog vi på Ostrich Inn, der viste sig at være et sted med en historie, der gik helt tilbage til 1106. Der er mange historier knyttet til kroen, og det siges, at der gennem tiden skulle være myrdet mere end 60 mennesker på kroen. Også Dick Turpin siges at have brugt kroen som gemmested, ligesom kong John besøgte kroen på vej til Runnymede for at underskrive Magna Carta!

Søndag d. 30.7.
Tidligt op og med shuttlebussen tilbage til Heathrow, hvor det nu lykkedes at nå flyet, så vi kunne være hjemme i Aarhus i løbet af eftermiddagen efter en lang hjemtur fra Namibia.

Dette indlæg blev udgivet i Africa Tours. Bogmærk permalinket.

One Response to Zimbabwe/Botswana/Namibia, 14.-30.7.23

  1. Aidan skriver:

    Hi Henrik,
    Great selection of pictures – we finally got round to reminding ourselves of the pleasure of travelling with you and Claudia and are not disappointed! Also fantastic to be able to double my tally of new birds’ names – now I have the Danish as well.
    We look forward to catching up next year.
    Best wishes
    Aidan & Jane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *