Madagaskar, 11.-26.10.19

Tur med efterårsrejsegruppen – og for 2. gang gik turen til Madagaskar.
I år lød rejsebeskrivelsen på en tur til den nordlige del af øen, det vilde nord, med fokus på at få set nogle af de sjældneste lemurer i verden. Det betød så overnatning under til dels primitive forhold samt en del strabadser i uvejsomt terræn. Det betød også, at rejsegruppen kun bestod af den “unge” kerne på bare 8 personer. Så få har vi aldrig tidligere været; men sikken en tur!

Fredag d. 11.10.
Denne fredag stod den på afrejse med Air France fra Kastrup kl. 06:15 – så vi havde valgt at tage en overnatning på Hotel Park Inn – et par Metrostationer fra lufthavnen.
Ellers blev dagen tilbragt i fly og lufthavne, inden vi om aftenen kl. 22:15 lokal tid kunne lande i lufthavnen i Antananarivo. Herfra kørte vi til vores hotel, Gassy Country house, hvor vi tilbragte en meget kort nat, inden vi skulle videre til Sambava, der var udgangspunktet for de første dage på rejsen.

Lørdag d. 12.10.
Som sagt: Meget tidligt op og med morgenflyet til Sambava, hvor vi landede 05:30.

Velkommen til Sambava

Herefter gik turen til vores hotel, Mimi Hotel, hvor vi havde en enkelt overnatning, inden den videre tur ind i landet.

Bungalows på vores hotel, Mimi Hotel

Dagen gik først og fremmest med lidt afslapning her i Vaniljens hovedstad oven på en lang rejse, og efter at have hvilet om formiddagen, stod den på frokost i Orchidea Beach, der lå helt ned til stranden i byens sydlige udkant.

Stranden ved Orchidea Beach

Frugt af Fish Poison Tree (Barringtonia Asiatica)

Samtidig blev der lejlighed til lige at nyde den brede strand, hvor vi blandt andet fandt frugter af Barringtonia Asiatica, der på engelsk bærer navnet “Fish Poison Tree”, idet frøene – når de kastes i vandet – slår fisk ihjel eller bedøver dem, så er der nemme at fange.
Efter frokosten blev der endvidere tid til en kort tur gennem Sambavas hovedgade, inden det var tid til at slappe af med en øl på hotellet.

Søndag d. 13.10.
Endnu en dag med tidlig morgenmad, inden der var dømt afgang retning Marojejy Nationalpark, hvor vi skulle tilbringe et par nætter under primitive forhold inde i parken.

Opvask efter morgenmaden på vores hotel, Mimi Hotel

Turen startede tidligt om morgenen – efter morgenmaden og gik retning sydvest langs Lokoho-floden, hvor vi undervejs gjorde holdt ved et – for de lokale indbyggere – helligt træ ved flodbredden, hvor de ofrede til flodguden.

Vores hjælpere – bærere – venter på os ved Marojejyparkens besøgscenter

Herefter gik turen videre til Marojejyparkens besøgscenter, hvor vi skulle mødes med vores hjælpere på turen ind i nationalparken. Vi skulle køre få kilometer videre til landsbyen Mandena, inden vi gik over til at bevæge os gennem terrænet til fods.

Landsbyen Mandela

Vores hjælpere – flere bærere, en kok, køkkenpersonale og spottere – var gået forud og havde lagt depoter med vand ud til os, ligesom de havde gjort klar til aftensmad, og gjort vores senge klar til vi engang nåede frem.

Primitive rismarker

Vi bevægede os i et noget mere adstadigt tempo gennem terrænet og tog os en del pauser, men vi havde jo også nogle tunge vandrestøvler at bære – noget der ikke var de indfødte forundt!

Jackfruit (Artocarpus heterophyllus)

Blomst af Sommerfugleært (Clitoria ternatea)

Undervejs så vi træer med kæmpestore jackfruit, den specielle sommerfugleært (Clitoria ternatea), vanilje, vilde ananas, primitive rismarker, kamæleoner, firben, store tusindben, monarksommerfugle og de meget mystiske og specielle plantehoppere (Flatidae).

Panter kamæleon (Furcifer paradalis)

Kæmpetusindben af slægten Spirostreptus

Larver af plantehoppere (Flatidae)

Endnu en kamæleon…

Efter et par kilometer gennem ujævnt terræn, nåede vi til grænsen af naturparken, hvor vi gjorde holdt, inden vi lige tog de sidste 4,3 km med 175 meter stigning gennem skoven op til vores lejr for natten.

Vores primitive camp, Camp Mantella

Sidst på eftermiddagen kom vi endelig frem til vores primitive camp, Camp Mantella, hvor vi skulle bo i små telte – uden nogen faciliteter. Lejren i sig selv havde i øvrigt heller ikke nogen faciliteter! Dagen sluttede med en lækker aftensmad kreeret af vores kok, inden det inden dynerne blev til en vandretur i lejrens omegn for at se nataktive dyr.

Mandag d. 14.10.
Efter en temmelig urolig nat – vi var jo ikke vant til skovens lyde – stod vi op til endnu en dag i nationalparken, hvor vi skulle tilbagelægge 2 km til den næste lejr, Camp Marojejya, der lå i 775 meters højde.

En bærer gør klar til dagens arbejde

Efter morgenmaden pakkede vores hjælpere/bærere sammen og gjorde rent efter natten og morgenmaden, og så begav de sig af sted i forvejen med mad, levende høns (=dagens aftensmad), gasflasker og andet udstyr samt sengetøjet på skuldrene.
Og så skulle vi ellers bare sørge for selv at kunne finde frem til næste lejr.
Det blev en anstrengende tur, hvor vi ud over en del højdemeter skulle over stenede vandløb og mudrede skråninger – men sådan en tur belønner sig så også. Vores ide med at besøge Marojejy nationalparken var at se de ekstremt sjældne silkesifakaer (Propithecus candidus), der kun lever dybt inde i dette uvejsomme område.

Hvidhovedet brun lemur (Eulemur albifrons), hun

Hvidhovedet brun lemur ( Eulemur albifrons ), han

Efter nogle timers vandren fik vi signal fra en af de spottere, der var med på turen; han havde spottet lemurer. Ikke silkesifakaer, men en flok hvidhovedet brun lemur (Eulemur albifrons), der huserede i træerne tæt på den sti, vi vandrede på. Det gav os så lejligheden for en lille pause, hvor vi kunne betragte disse flotte dyr – inden vi gik videre, eller kæmpede os videre, om man vil.
Og så skete det… Efter en halv times vandring fik vi endnu engang besked fra en spotter: Lemurer forude, og denne gang var heldet i den grad med os. Han havde fundet en familie silkelemurer (Propithecus candidus), der havde sat sig til rette i et træ og ikke tog notits af os, da vi nærmede os. Silkesifakaen er et meget socialt dyr, der lever i små grupper på 2 til 9 medlemmer, og den anses for at være et af de sjældneste pattedyr på Jorden.

En gruppe af silkesifakaer

Det var en meget stor oplevelse at se dette sjældne dyr, og vi var godt klar over, at vi havde været utrolig heldige, og vi kunne da heller ikke lige tage os sammen til at gå videre. Det syn måtte vi bare nyde…
Efter nogen tid tog vi os sammen og gik videre det sidste stykke til vores camp, hvor vi skulle overnatte – en camp med telte, der lignede det, vi havde forladt om morgenen.

En flok kolde øl venter…

Og ved vores ankomst til lejren belønnede vores bærere os med lokale øl (og en enkelt cola), som de havde lagt på køl i isnende koldt kildevand fra bjergene.

En satanisk bladhalegekko (Uroplatus phantasticus)

Efter at vi lige havde fået pakket ud og indkvarteret os i vores primitive hytter, tog vi på en kort tur i området, hvor vi så den meget sjældne gekko Uroplatus phantasticus, der kun lever i skovene på det nordlige Madagaskar. På dansk har den flere navne: den sataniske bladhalegekko, den øjenvippebladhalede gekko og den fantastiske bladhalegekko. Et natdyr, som en af vore spottere var heldig at få øje på…

Et interessant træ, der ligner fiskehalepalme

Ellers bød turen på flere specielle planter og træer, som vi aldrig havde set før, og lige i vores lejr stod klyngefigen (Ficus Racemosa), der netop på denne tid af året bar frugter.
Efter aftensmaden – og da mørket var faldet på – gik vi en tur i området for at se på nattelivet.

Darwins barkedderkop (Caerostris darwini)

Her mødte vi flere sjældne arter af edderkopper: Darwins barkedderkop (Caerostris darwini), der er edderkoppen, der laver det stærkeste spind, man kender.

En afrikansk eremitedderkop (Nephilingis cruentata). Hunnen til venstre, hannen til højre

Vi fandt også andre edderkopper som f.eks. den afrikanske eremitedderkop (Nephilingis cruentata), der kendes på sit kraftigt røde brystben, og den Madagaskiske silkespinder (Nephila inaurata madagascariensis), der har røde ben.

Den lille nataktive frø (Boophis madagascariensis)

Endvidere fandt vi småfrøer (Boophis madagascariensis), knælere (slægt: Phyllocrania), gekkoer (slægt: Cyrtodactylus).

Tirsdag d. 15.10.
Efter to nætter under primitive forhold i bakkerne i nationalparken var det tid til – efter morgenmaden – igen at søge mod det mere civiliserede lavland, og vi begav os nedad på vej mod udgangen. Samtidig kunne vi for sidste gang betragte det storslåede landskab med frodige bjerge omkring os.

Nationalparkens bjerge

Og for sidste gang fik vi så lejlighed til at betragte nogle af de fantastiske dyr i parken, f.eks. den blå silkegøg (Coua caerulea), Madagaskarfirben (Zonosaurus madagascanensis), og flere forskellige kamæleoner.

Den blå silkegøg (Coua caerulea)

Madagaskarfirben (Zonosaurus madagascanensis), der titter frem

Undervejs tilbage til landsbyen Mandena, hvor frokosten ventede, gjorde vi holdt ved en vaniljemark, der var ejet af vores guides familie, og her fik vi et foredrag om, hvorfor vanilje var så dyrt et krydderi.

Blomst af vanilje (Planifolia orchidaceae)

Hvordan alle blomster skulle bestøves i hånden, fordi det insekt, der sørgede for denne del i naturen, var uddødt på Madagaskar. Og hvordan ejerne af markene måtte sætte vagter ud for at beskytte deres afgrøder, fordi bander forsøgte at stjæle vaniljestængerne i ly af natten. Alt i alt en spændende historie, som vi aldrig havde hørt om før…

Marken gøres klar…

Undervejs fik vi så også et lille eksempel på, hvor primitivt landbruget er i Madagaskar. Et par unge bønder var ved at klargøre/pløje et (lille) stykke jord, hvor de skulle plante ris. Arbejdet skete med et par zebuokser spændt for noget, der kunne minde om en meget primitiv plov. Der lå mange timer forude med at gøre jordstykket klar…

Huse i landsbyen Mandena

Ellers gjorde vi holdt ved en lille “restaurant” i byen, før det gik tilbage til Mimi hotel i Sambava, hvor vi skulle have en overnatning i rigtige senge, før det videre på rejsen nordpå.

Onsdag d. 16.10.
Efter morgenmaden på hotellet samledes vi i de tre biler, der skulle bringe os til det næste overnatningssted i Vohemar – en tur der bragte os gennem frugtbare og grønne landskaber.

Lokale bader i floden Bemarivo

Undervejs blev der plads til nogle indlagte pauser – første gang ved passagen af floden Bemarivo, hvor vi fik et indblik i den lokale befolknings brug af floden; til tøjvask og personlig hygiejne. Vi passerede grønne rismarker, hvor hele familier arbejdede i marken og så smukke, blomstrende Merremia med store cremefarvede blomster.

Blomstrende Merremia

I en lille landsby gjorde vi holdt ved en stand langs vejen, hvor en familie solgte mango, der netop nu var modne – og de smagte altså noget anderledes, end vi var vant til hjemme fra Danmark.

Ung gadesælger

I øvrigt var der mange småstande langs vejen, og der var ingen grænser for, hvad man kunne købe. Samtidig oplevede vi i stadig større grad, at biler blev erstattet af kærrer, der blev trukket af zebuokser.

De lokale ankommer i kærrer trukket af okser

Ved middagstid var vi fremme ved vores hotel, La Baie d’Iharana, der lå lige i strandkanten – bogstavelig talt! Det viste sig, at vores 4 hotelværelser var af meget forskellig standard (2 værelser mod havet og 2 værelser mod baggården), så der måtte en lodtrækning til at få fordelt værelserne. Vi var heldige at få baggården.

Kapoktræ (Ceiba pentandra) i vandkanten foran hotellet

Efter indkvarteringen kørte vi til en fiskerestaurant, Paradisia, hvor der stod lokale retter af alt godt fra havet på menuen.

Børn ved deres både på stranden

Tilbage på hotellet var der tid til at få dyppet legemet i det friske hav og/eller at gå lidt langs stranden og få et indtryk af stedets charme.

Primitiv båd på vandet


Torsdag d. 17.10.

Efter en urolig nat, hvor jeg havde kløen over hele kroppen, blev det endelig morgen, og her kunne det afsløres, at jeg havde røde prikker over hele kroppen – væggelus eller lopper, hvad ved jeg; ubehageligt var det i hvert fald.

Hovedvejen mellem Vohemar og Dai’raina

Efter morgenmaden gik turen så videre i retning Daraina Reserve, der var vores næste destination. Turen gik ad et dirt track – en af de værste veje i hele landet, og det siger ikke så lidt! Turen foregik gennem et tørt og goldt landskab, hvor jorden var helt rød, og selv om vi kun skulle køre 55 km, varede det mere end 3 timer, før vi var fremme.

En landsby på vejen…

… og nogle af landsbyens børn

Undervejs passerede vi små landsbyer med primitive hytter og glade børn, marker med udhungrede køer (og kohejrer), inden vi kom frem til Manambato-floden cirka midtvejs på turen.

Mark med køer – og kohejrer

Manambato-floden passeres

Herefter igen tørre “veje” med et enkelt stop i en lille landsby, hvor det var som om at livet stod stille. Det var ikke mange aktiviteter, der var mulige…

Et par børn i en landsby på ruten

Frugtbælg af guamuchil-træet (Pithecellobium dulce) med lækre frugter

Endelig kom vi frem til vores overnatningssted, Camp Tattersali, der skulle være udgangspunktet for både en nattur for at lede efter nataktive dyr, herunder lemurer, samt en tur til et område, hvor den meget sjældne gyldenkronede sifaka (Propithecus tattersalli), med en del held skulle kunne spottes.

Flot gyldenkronet sifaka (Propithecus tattersalli)

Og endnu en. De kom tæt på…

Efter indkvarteringen i vores bungalows gik turen ud i et område, hvor de indfødte gravede efter guld – og hvor den gyldenkronede sifaka skulle kunne ses. Og ja, vi så den – endda en større flok, der lod os komme ganske tæt på. Selv om denne sifaka er en af de mindste, var den et flot og smukt syn. Vi kunne betragte den på tæt hold i længere tid – den forsvandt ikke.

Guldgravere

Det var hårdt og beskidt arbejde for at finde et gram guld…

Imponerende var det endvidere at betragte guldgraverne, der tilbragte hele dagen med at skovle sand i et gammelt flodleje og søge efter guldkorn. Det var noget, der involverede hele familien – og selv små børn var med på arbejde.
Efter denne tur, tog vi tilbage til campen, hvor vi efter aftensmaden skulle med vores guide ud i terrænet og lede efter nataktive lemurer.

En nataktiv og meget sjælden gaffelmærket lemur (Phaner pallescens)

En muselemur (Cheirogaleidae sp.) på vej væk

På denne nattur så vi både den gaffelmærkede lemur (Phaner pallescens), der ligeledes er ekstremt truet, en muselemur (Cheirogaleidae sp.) samt flere andre interessante dyr som kæmpe fårekylling og en nataktiv gekko.
Alt i alt en udbytterig aftentur.

Fredag d. 18.10.

Efter morgenmaden, der bla. indebar pandekager lavet over åben ild bag restauranten, samlede vi lige et par frugter fra baobabtræet, inden det var afgang videre.

Madmor sørgede for pandekager til morgenmad – lavet over åben ild

Frugt fra baobabtræet

Det betød, at vi havde en lang dag på 117 km og mere end 6 timer foran os på et dirt track til Ambilobe. Og man må forbavses over vores chauffør, der ud over at holde øje med huller i vejen samtidig kunne spotte en kamæleon, der eller faldt god i med opgivelserne.

En kamæleon, der faldt godt i med omgivelserne

I dag var vejen om end endnu mere støvet og rød end i går, og den ophvirvlede støv gjorde også vegetationen i miles omkreds helt rød. Her kunne et raskt lille regnvejr være på sin plads.

Hele landskabet og planterne farvet rødt af jorden

Efter nogle timers kørsel gjorde vi holdt i en lille by for at strække benene og gå en tur mellem byens huse.

Pause og en vandretur i en lille landsby på ruten

Storesøster passer på lillebror

Herefter endnu et par timer i bilen, inden vi gjorde holdt – spisepause – ved et vadested i et vandløb, der var stort set udtørret. Det var i øvrigt et lækkert, skyggefuldt sted at få strakt benene under mangotræerne.

Fjerkræhandlende på cykler

I denne pause passerede et par spøjse mennesker på deres cykler os: en ismand!!! og et par fjerkræsælgere med bure med høns bag på cyklerne. Også de indlagde en pause her i skyggen i vadestedet.
Efter pausen tog vi så det sidste stykke gennem Ambilobe til dagens destination, Iharana Bush Camp, der lå ved foden af Tsingy D’Ankarana nationalparken.

Udsigten fra vores bungalow i Iharana Bush Camp

Og så var den dag gået, og vi havde nu mest af alt brug for lidt afslapning med et glas vin eller det, der var stærkere.

Lørdag d. 19.10.
Denne dag var dedikeret til en vandring i Ankarana nationalparken, der er sammensat af 150 millioner år gammel limstens karst, der har fået det meget specielle udseende, fordi de underliggende klipper er blevet eroderet, så der er opstået huler og dybe spalter og underjordiske floder i landskabet. Det meget utilgængelige klippelandskab har gjort, at området er delvist beskyttet mod menneskelig indtrængen, og man har derfor heller ikke fået beskrevet alle dyr og planter, der lever her. Hele tiden opdages der nye arter, der hidtil har været ukendte. Det er meget specielt at stå og se ud over det nøgne bjerglandskab med de nålespidse bjergtoppe.

Umodne cashew-frugter

Fra vores bungalows gik vi gennem et fladt landskab med beplantninger af bla. cashew, ricinus, tobak, kapok og maniok, inden vi kom til klipperne, der rejste sig lodret op foran os.
Vi kunne være glade for, at vi havde en lokal guide med, der kendte stierne og adgangsvejene op i klipperne.

Frø fra en slags mahogni (Trichilia emetica)

På turen op gjorde vi af og til holdt – ikke bare fordi det var anstrengende at gå op. op, op – men også fordi vi mødte spændende og anderledes dyr og planter.

Udsigt over området med klipperne

… og mere klipper

En plante, der havde fundet rodfæste i en sprække

På vej op i området faldt vi over planter som elefantfod, træet katrafay (Cedrelopsis grevei), der bruges i medicinsk øjemed, og ibenholt. Vi så også flere glenter, der kom tæt på os; de havde sikkert unger på reden.

Sort glente (Milvus migrans) i højderne over klipperne

Efter at have vandret rundt i de imponerende klipper, hvor man skulle passe på, hvor man trådte og hvor man greb fast med hænderne, vandrede vi gennem en af de huler, der var dannet ved erosion for millioner af år siden. Vi har været i huler mange gange før – med dette var en noget anderledes oplevelse.

På vej gennem hulen med rødder ned gennem klipperne

Fårekylling, der levede i hulen

Der var ingen foranstaltninger for at hjælpe turisterne, og pladsen var det meste af vejen meget trang. Man skulle ikke lide af klaustrofobi!

Panterkamæleon (Furcifer paradalis), der har mistet farverne

Efter den noget anstrengende tur i klippelandskabet, gik vi tilbage til vores camp, hvor vores guide – lige ved indgangen til campen fik øje på en panterkamæleon (Furcifer paradalis), der desværre blev forstyrret så meget af os, at den “smed” farverne…

Søndag d 20.10.
Efter endnu en nat i vores bungalow, hvor en frø havde taget bolig i vores toilet, var det tid til at drage videre nordvestpå, hvor vores mål var Akiba Lodge, også kaldet Black Lemur Camp, der er en eco-lodge i Andrafiamena Protected Reserve.

Afbrændt område i det nordlige Madagaskar

På vejen til lodgen kørte vi igennem områder, hvor alt var afbrændt – en noget deprimerende syn. Besøget i dette område, skulle så gerne give os mulighed for at se den sjældne sorte lemur (Propitecus perreri) der kun lever i dette område.

Udsigt fra vores bungalow

Efter ankomsten blev vi indkvarteret i lækre bungalows med en super udsigt over hele området. Herefter stod den på lidt afslapning og et par vandreture i vores nærområde, hvor vi så et par forskellige firben og gekkoer.

Madagaskar daggekko (Phelsuma Madagascariensis) på en bjælke i lodgen

Da mørket var faldet på, fik vi en guidet tur gennem noget af vegetationen omkring lodgen – uden at vi dog fik set noget særligt.

Mandag d 21.10.
Efter morgenmaden startede vores guidede tur gennem området. En lokal guide med kendskab til de sorte lemurers livsmønster og gemmesteder førte os gennem området ad små stier – dybere og dybere ind i nationalparken.

En væsellemur (Lepilemur mustelinus), der titter frem fra sit træ

På vejen fik han øje på en væsellemur (Lepilemur mustelinus), der tittede frem fra sin hule i en stamme, højt oppe. Væsellemurer er nataktive dyr, der ikke gør meget væsen af sig, når det er lyst, men gemmer sig i hule træer.

Sort lemur (Propitecus perreri)

Herefter gik det videre, og efter nogen tid fik vi øje på et par sorte lemurer, der opholdt sig i træerne nær stien. Helt tæt på kunne vi ikke komme, men de var et imponerende syn, helt sorte som de var…

Svalende pool

Videre gik det til en svalende pool, hvor vi fik lejlighed til en dukkert og mulighed for at spise de medbragte madpakker.
Herefter gik det tilbage til lodgen, hvor der var lejlighed for at slappe af og i øvrigt lige gå en ekstra tur på egen hånd. Her fik vi øje på en kronet lemur (Eulemur coronatus), en han, der betragtede os på afstand fra sin plads i buskadset.

Kronet lemur – hun

Da vi kom tilbage fra turen oplevede vi en kronet lemur, en hun, der kom ganske tæt på.
Efter en dejlig dag udenfor stod den på lækker aftensmad i lodgens restaurant.

Mandag d 22.10.
Egentlig skulle dagen bare – som sædvanlig – starte med morgenmad, men netop denne morgen var anderledes. Nogle sorte lemurer – som vi havde ledt efter hele dagen i går – havde indtaget træerne lige uden for vores bungalows, og vi kunne stå på vores verandaer og betragte dem helt uforstyrret.

Sorte lemurer lige uden for vores bungalow

Sort lemur på jagt efter føde

Det var et prægtigt øjeblik, der bare skulle nydes, og vi fik nogle flotte billeder af disse sjældne dyr i kassen, hvor de var i gang med at fouragere.

Malagasisk bulbul (Hypsipetes madagascariensis) – også lige uden for terrassen

Efter morgenmaden fik vi lige pakket og så gik turen ellers nordpå af asfalterede veje; dvs. vejene, der var bygget af franskmændene i kolonitiden og ikke vedligeholdt siden, var så hullede, at bilerne kom nemmere frem ved at køre i rabatten – så det gjorde vi!
Første stop var i en lille landsby, hvor der var gang i et marked, og hvor vi blev sat af i den ene ende af byen og samlet op i den anden ende. Hele hovedgaden var en levende markedsplads, hvor der blev handlet med alt, hvad hjertet begærer. Det var en noget anderledes oplevelse at vandre mellem boderne, de handlende og folk fra omegnen, der var kommet til byen for at handle.

Salg af fastfood fra en stand

Selv om vi er langt fra havet, kan der godt sælges fisk – små fisk

Stand med diverse grøntsager

En lokal “lastbil”

Hjem til byer i omegnen i bus med dagens indkøb

Kvinde i gang med madlavningen

Efter pausen i byen, hvor vi fik lejlighed til at strække benene og komme tæt på lokalbefolkningen, gik turen videre til Tsingy Rouge, et lille, men meget specielt område ca. 60 km syd for Antsiranana. Tsingy Rouge er dannet ved at en lokal flod, Irodo-floden, har eroderet landskabet, således at skulpturer af laterit står tilbage som spidse formationer over jordoverfladen. Et surrealistisk og smukt landskab – et must-see!

Tsingy Rouge

Tsingy Rouge

Efter at vi havde vandret rundt i landskabet (og efter en let frokost) gik turen videre til næste stop, havnebyen Antsiranana, der i tidligere tider hed Diego Suarez.

Sukkertoppen i bugten ud for Antsiranana

Efter et kort stop med et vue ud over Sukkertoppen (man fik her associationer til Brasiliens bjerg af samme navn), kørte vi videre til vores hotel for de kommende dage og nætter, Meva Plage Hotel, der lå lige i strandkanten uden for byen. Også vores bungalows lå, så vi kunne træde ud – og lige ned – i vandet, og her kunne vi fra verandaen nyde en flot solnedgang.

Solnedgang set fra vores terrasse på Meva Plage Hotel


Tirsdag d 23.10.

Dette blev en dag, hvor vi splittede lidt op. Claudia og jeg fulgte den oprindelige plan, nemlig at besøge Montagne D’Ambre – en nationalpark ca. 30 km syd for Antsiranana – mens resten af gruppen valgte at slappe af i byen.
Vi havde en bil for os selv, og kørte delvist på smattede veje, fordi det i løbet af natten og morgenen havde regnet.

5 drenge med deres legetøjsbiler

Undervejs fik vi øje på 5 drenge, der legede med deres hjemmelavede biler på vejen – og det måtte vi da lige have et billede af. Det er fantastisk, så innovative de er på trods af manglede midler og ressourcer.

Hjemmelavet legetøjsbil

Bilerne var lavet af plasticflasker, der havde fundet ude i naturen! Og de 5 drenge havde tilsammen – i alt – kun én sko!
Det sidste stykke fra byen Joffreville og op til nationalparken gik ad “vanskelige veje” – men op til indgangen til parken, hvor vi mødte vores lokale guide, det kom vi da.

Søskendepar i parken

Herefter lå der nogle timer foran os, hvor vi vandrede gennem parken, der ligger på toppen af en vulkansk klippe. Nationalparken er berømt for sine sceniske vandfald og kratersøer, om vi da også så undervejs. På turen fortalte vores guide om det meget specielle dyreliv, som parken kunne fremvise.

Verdens mindste kamæleon (Brookesia nana)

Det mest specielle var nok, at han kunne fremtrylle verdens mindste kamæleon (Brookesia nana), der er på størrelse med en fingernegl. Efter lidt tids søgen på jorden, kunne han grave et velvoksent eksemplar frem af bladene i skovbunden.

Blomst af ylang-ylang (Cananga odorata)

Madagassisk ingefær (Curcuma sp.)

Herefter gik vi videre af frodige stier, hvor vi bla. så orkideer, lokale ingefær og ylang-ylang (Cananga odorata), inden vi kom frem til et af parkens flotte vandfald, Cascade Antakarana, der lå helt uberørt hen.

Cascade Antakarana – set lidt ovenfra

Videre gennem områder, der i tidligere tider var kunstigt tilplantet, inden vi endte ved en lille teltplads, hvorfra det var muligt at besøge det nærliggende vandfald, Cascade Sacree, der var helligt for lokalbefolkningen og hvor man bragte offergaver før brylluppet.

Cascade Sacree

På lejrpladsen spottede vores guide en mosset bladhalegekko (Uroplatus sikorae), der var så godt camoufleret og bare lignede et stykke mos på en gren, at vi andre almindelige mennesker ikke havde en chance for at opdage den.

Mosset bladhalegekko (Uroplatus sikorae)

Efter nogle timer i parken gik turen tilbage til Joffreville – med det nuværende navn Ambohitra. Byen ligger lige uden for parken, og her skulle vi mødes med resten af gruppen til en god gang frokost på Relais de la Montagne d’Ambre, der er et gammelt landsted, der i dag også fungerer som hotel og restaurant.

Gammel bygning fra kolonitiden i Joffreville

Joffreville var tidligere en fransk koloniby og et resort for det franske militær i kolonitiden, og den er den dag i dag præget at gamle, nedslidte og alligevel charmerende bygninger fra den tid.
Efter frokosten kørte vi tilbage til hotellet for at slappe af resten af dagen, men undervejs indlagde vi lige et fotostop for at fotografere en klynge baobabtræer, der var typiske – og endemiske – for det nordlige Madagaskar.

2 baobabtræer af arten Adansonia suarezensis

Denne art hedder Adansonia suarezensis og er den mest sjældne af de 6 typer af baobabtræer, der findes på øen.

Klar til afslapning på stranden foran vores bungalows

Ellers var det bare at slappe af med en øl eller drink i hånden og en tur i vandet på denne smukke eftermiddag – og vente på aftensmaden.

Onsdag d 24.10.
Denne dag brugte vi langt væk fra naturen – i storbyen Antsiranana, der indtil 1975 hed Diego Sanchez. Byen, der ligger ved en rolig bugt, har gennem tiderne været en vigtig flådeby, og i dag lægger mange krydstogtskibe an her i havnen. Byen er Madagaskars 7. største by.

Forretning på hovedgaden i Antsiranana

Vi brugte det meste af dagen på at vandre lidt rundt og betragte de statelige bygninger fra tiden som fransk koloni og iagttage livet omkring os. Det slog os, at se ældre franske mænd, der var i selskab med yngre, lokale kvinder – og vi kunne da godt lægge to og to sammen.

Tomme salgsboder i byen

… der var engang et prægtigt hus …

Byens fineste hotel, Hotel de la Marine – ødelagt af en cyklon i 1984

Der var små, lokale hoteller, hvor vi ikke kunne se os selv overnatte, og større engang så fornemme hoteller med alle mulige faciliteter, der var forbeholdt eliten.

Fint udsmykket væg i havneområdet

Havnen er en større fiskerihavn, hvor der dagligt landes store mængder af fiske fra Det Indiske Ocean. Efter nogle timer i det pulserende centrum af byen, kørte vi ud til et gademarked, hvor der kunne købes kunsthåndværk i varierende kvalitet – men til billige penge.

Skolepiger på vej – i deres uniform

Efter frokosten gik det tilbage til hotellet for at hvile ud – eller som jeg valgte – en tur for at få en svalende dukkert i det kurkisblå Indiske Ocean.

Stranden Baie des Dunes

Turen gik ud på halvøen nordøst for vores hotel – gennem et område, hvor franskmændene (= fremmedlegionen) i kolonitiden havde militære forsvarsværker samt forlægninger med barakker og et hospital. I dag et spøgelseslandskab.

Et hvil på en lille bænk ved kiteparadiset Baie des Sakalava

På turen gjorde vi holdt ved Baie des Dunes for en dukkert i havet samt ved kiteparadiset Baie des Sakalava. En flot tur gennem et klitlandskab på veje, hvor underlaget var sand.

Torsdag d. 25.11.
Dette var vores sidste dag i Madagaskar for denne gang.

Udsigt fra frokostrestauranten i Antsiranana

Da vi havde god tid, før vore fly skulle gå til Antananarivo ved tretiden, startede vi med en sidste slapper på verandaen ved vores bungalow, inden vi kørte tilbage til Antsiranana for at spise en lækker frokost på en lækker restaurant i vandkanten.

Lufthavnen i Antsiranana

Herefter til lufthavnen lidt uden for byen, hvor vi fik sagt farvel til vores gennemgående guide for alle vores 14 dage på Madagaskar. Og så var det ellers en dag (og nat) der stod i hjemrejsens tegn med mellemlanding i Paris.
(Billede 7898-7910)

Fredag d. 26.10.
Hjemme igen i København sidst på eftermiddagen – og så ellers toget tilbage til Aarhus, hvor vi lige skulle have fordøjet en helt fantastisk ferie i et fantastisk selskab på en fantastisk ø.
Her skal vi simpelthen ned igen…

Dette indlæg blev udgivet i Hans Andresen rejse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *