Jordan, 9.-17.2.19

Vi ved, at vi – når vi er kommet til vinterferien ca. halvvejs gennem vinteren – har behov for lidt varme og sydens sol, så vel over julen gik jeg i gang med at udforske markedet og faldt over en rundrejse i Jordan med Risskov Rejser og dansk rejseleder.
Fra flere sider vidste jeg, at Jordan havde flere spændende ting at byde på, og ikke mindst oldtidsbyen Petra trak i mig.
Altså fik jeg et tilbud på rejsen, og efter at Claudia meldte sig med på ideen, blev rejsen bestilt, og vi kunne så småt begynde at glæde os til turen.
Afrejsen var fra Kastrup, og lørdag sidst på eftermiddagen afgik flyet retning Amman, hvor vi landede sent om aftenen og blev kørt til vores hotel. Her vi fik en let, kold anretning og fik snakket lidt med nogen af de andre deltagere på turen, inden den stod på dyner.

Søndag d. 10.2.
Efter en rimelig tidlig, men lækker morgenmad, gik turen 70 km nordpå til det første punkt på dagens program, Ajloun Slot, der er et af de mest velbevarede og komplette eksempler på middelalderlig arabisk-islamiske militær arkitektur.

På vej til Ajloun slot – gennem Ammans forstæder

Kørslen til slottet foregik først gennem Ammans forstæder, hvor bebyggelsen langsom blev mere sparsom, herefter gennem bakker og delvis frugtbare landskaber, og efter ca. en times kørsel var vi fremme ved slottet.

Fremme ved P-pladsen til slottet fanger vores øjne jordansk grafitti

På stedet, hvor slottet ligger, lå tidligere et gammelt kloster, der i 1184 blev ombygget til et fort. Fortet havde en stor strategisk betydning, da det ligger på vejen, der forbinder Damaskus og Egypten, og det blev bla. bygget for at beskytte mod korsfarernes indtrængen.
Senere har slottet haft en omtumlet tilværelse, idet både mamlukkerne, ayyubiderne og syrerne har været herrer her, indtil osmannerne delvist ødelagde slottet i 1260.

Ved indgangen til Aljoun Slot

Den helt store nedtur kom dog i forbindelse med to jordskælv i 1837 og 1927, men i nyere tid er slottet blevet restaureret af den jordanske stat.

Aljoun Slot – set sådan lidt udefra…

Resterne af et af slottets tårne

Slottet bød på kroge, gange og trapper og præsenterede fornem byggekunst

Vi besøgte slottet i delvist regnvejr og lidt tåge – og i temperaturer, man ellers ikke forbinder med Jordan, men vi havde – ud over en guidet tur rundt i slottets mange kroge – tid til også selv at udforske de mange gange, rum og sale – mere eller mindre velbevarede.
Efter en god time i Ajloun gik turen videre østpå og ned fra bjergene til meget bedre vejr og den græsk-romerske ruinby, Jerash.

Hadrians Bue ved indgangen til Jerash

Velbevaret mosaikgulv i ruin i Marianoskirken lige ved Hadrians Bue

Jerash blev – i følge gamle inskriptioner fra byen – grundlagt af Alexander den Store, formodentlig i 331 f.Kr., da han forlod Egypten og krydsede Syrien på hans vej til Mesopotamien.

Den imponerende ovale plads ses som noget af det første

Nærbillede af nogle af søjlerne på den ovale plads

I år 63 f.Kr. erobrede romerne området, og dermed også Jerash, og byen betragtes i dag som et af de største og mest velbevarede steder med græsk og romersk arkitektur i verden uden for Italien. Af samme grund omtales byen som Mellemøstens Pompeji på grund af byens størrelse og fordi den er så velbevaret.

Tempel for Zeus – ligeledes tæt på indgangen

Et af ruinbyens teatre – godt besøgt

I anden halvdel af det 1. århundrede e.Kr. opnåede byen Jerash stor fremgang, og i 106 e.Kr. anlagde den romerske kejser Trajan således veje og udbyggede infrastrukturen i hele området, og handlen blomstrede i Jerash. Kejser Hadrian, der var efterfølgeren til Trajan, besøgte Jerash i 129-130 e.Kr., og Triumfbuen (eller Hadrians Bue) blev bygget for at fejre hans besøg.

Kollonade: Decumanus, vejen fra øst til vest

Kollonade: Cardo, vejen fra nord til syd

Byen var egentlig gået i glemslen, men blev genopdaget af en tysk opdagelsesrejsende i 1806, og 70 år senere begyndte man at udgrave ruinerne.
Efter en gennemgang af stedets historie og betydning foran Hadrians Bue blev vi sluppet løs i de meget omfangsrige og velbevarede ruiner, og vi oplevede imponerende søjlegange, helligdomme, der var dedikeret til guderne Zeus og Artemis, flere teatre, en flot, oval plads, bade, broer, osv, osv, – og naturligvis Hadrians Bue.

Tempel for Artemis – set lidt bagfra…

og templet for Artemis set forfra

Motiv nær Artemistemplet

To timer fik vi til besigtigelsen – og det var passende, selv om vi nok kunne have brugt mere tid; hele tiden kunne vi få øje på noget nyt.

Nymphaeum

Efter det meget spændende besøg i Jerash gik turen tilbage til Amman – ikke hotellet, men en tur ind i centrum, hvor vi besøgte byens gamle, romerske amfiteater. Teatret, der er fra det 2. århundrede e.Kr., har plads til 6000 tilskuere, og det er bygget ind i bjergsiden syd for byens citadel.

Det romerske teater i Amman – i regnvejr

Fra teatret gik vi en tur i det nærliggende basarområde med boder, hvor friske frugter, grønsager og vellugtende krydderier blev falbudt til de forbipasserende.

Granatæbler til salg – i souken

Kunstfærdigt ordnede krydderier i souken

Herefter tog vi tilbage til hotellet, hvorefter vi – som gruppe – tog ud for at spise på en lokal restaurant, inden vi tog endnu en nat på vores hotel.

Mandag d. 11.2.
Dagen startede i Amman med et besøg på det, der vist nok er byens store seværdighed: citadellet. I bus gik det efter morgenmaden op til citadellet, der lå placeret på en af de syv bakker, der oprindelig udgjorde Amman – med smukt udsigt ud over det meste af byen.

Oversigtstavle, Citadellet

Citadellet har en lang historie, der involverer mange civilisationer, og der er fundet beviser på beboelse på bakken siden den yngre stenalder. Således blev bakken hovedstad i kongeriget Ammon ca. 1200 f.Kr. – og senere kom det ene folkeslag efter det andet og erobrede området, som har været beboet kontinuerligt indtil 1878, hvor bakken blev forladt som en bunke ruiner.
De fleste ruiner, der i dag er synlige på stedet, stammer fra romerske, byzantinske og umayyadiske perioder, men en stor del af citadellet er slet ikke udgravet (endnu).
Vi gik rundt i området i en times tid og fik et indtryk af de forskellige perioder, som repræsenteres her – hvor de mest imponerende er Herkulestemplet, en byzantinsk kirke og Umayyad-paladset. Vores rundtur i citadellet gjaldt netop disse tre bygningsværker – i den nævnte rækkefølge.
Først kunne vi beundre resterne af den mest betydningsfulde bygning, Herkulestemplet, der blev bygget i samme periode som det romerske teater nede i byen omkring 165 e.Kr.

Ruinerne af Herkulestemplet

Herkulestemplet fra en anden vinkel

Selve templet har været på 30 gange 24 meter med en ydre helligdom udenom på 121 gange 72 meter, heriblandt med en veranda med 6 søjler. Arkæologer mener, at templet sandsynligvis ikke blev bygget færdigt – og at en del af marmoren fra templet blev brugt til at bygge den byzantinske kirke i nærheden.

Herkules’ tre fingre

Stedet indeholder også få dele af en kolossal stenstatue, der er identificeret som Hercules, og som anslås at have været over 12 m høj. Statuen er sandsynligvis blevet ødelagt i et jordskælv, og tilbage er blot tre fingre og en albue.
Fra Herkulestemplet gik rundturen videre til den omtalte byzantinske kirke, dvs. ruinerne
af en byzantinsk kirke fra det 6. århundrede. Alt, hvad der er tilbage af kirken i dag, er nogle søjler, plantegningen og nogle mosaikker.

Ruinerne af den byzantinske kirke

Til sidst besøgte vi resterne af Umayyad-paladset, der er den bedst bevarede del af Amman-citadellet. Paladset, der menes at være bygget mellem det 7. og 8. århundrede, dækkede oprindelig et stort stort område med et kompleks af bygninger, hvoraf de fleste blev ødelagt af jordskælv.

Umayyad-paladsets indgangskammer

Indgangskammeret til paladset (med en imponerende kuppel) er blevet restaureret og kendes som kiosken eller monumentalporten.

Umayyad-paladset: beboelsesbygninger

Kolonnade i Umayyad-paladset

Inde i Umayyad-komplekset er en gårdhave, der indeholder ruinerne af beboelsesbygninger, og cisternen, som blev brugt til at transportere vand til paladset. Endvidere er der resterne af en lille fin kolonnade.

Indgang til en bronzealderhule

Cisterner til opsamling af vand

Vores rundgang bragte os også forbi en tidlig bronzealderhule samt cisterner til opsamling af vand – en mangelvare i citadellet.
(I øvrigt var der fra citadellet en fantastisk udsigt ned over teatret i Amman, hvor man tydeligt kunne se konstruktionen.)

Udsigt fra citadellet ned over Amman med det romerske teater

Efter ca. tre kvarter i citadellet (større var det så heller ikke!) gik turen videre til en af Jordans ældste byer, den gamle handelsby As-Salt (eller bare Salt), der ligger på den gamle hovedvej fra Amman til Jerusalem, lige nordvest for Amman.

Velkommen til (As-)Salt

Salt har en historie, der går langt tilbage, og i en kort periode i starten af 1920’erne gjorde den lokale hersker, emiren Abdullah I af Transjordan, Salt til landets hovedstad, men på grund af uenigheder mellem emiren og byens notabiliteter blev denne titel hurtigt taget fra Salt igen.
Salt kæmper i øvrigt for at blive optaget på UNESCOs Verdensarvliste – uden at det dog er lykkedes (endnu).

Et kig på centrum i Salt

Et af torvene i Salt

Salt var en interessant by med små gader og stræder, hvor vi fik lejlighed til at stifte bekendtskab med livet i en mindre jordansk by, der som sådan ikke tog notits af vores tilstedeværelse.

Fra håndværkernes gade… En bager skælder ud – og en skomager arbejder

Vi vandrede rundt i byens kvarteret i godt en times tid og fik gode snakke med nogen af byens borgere, der viste os, hvordan de levede og arbejdede.

Og på vej til bussen løb vi på byens borgmester

Fra Salt gik turen videre fra bjergene omkring Amman og ned i dalen – og varmen – til Jordanfloden, hvor vi i Al-Maghtas besøgte det sted, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen.
Al-Maghtas betyder på arabisk dåb og er officielt kendt som dåbsstedet. Arkæologiske udgravninger har fundet rester af indtil flere kirker, og det er dokumenteret, at den byzantinske kejser Anastasius Dicorus på dette sted mellem 491 og 518 byggede en kirke på den østlige side af floden, og at denne kirke var dedikeret til Johannes Døberen.

Arkæologisk fund af en dåbskirke

Det er ligeledes dokumenteret, at der har ligget flere kirker her på den østlige bred af Jordanfloden, men at de er ødelagt ved oversvømmelser og jordskælv.

Dåbsseance på israelernes side fa Jordanfloden

Sjovt nok har de fleste pilgrimme altid valfartet til den vestlige, israelske side af floden, fordi adgangsforholdene er bedre her. Tja, israelerne forstår at tjene penge…
Al-Maghtas er optaget på UNESCOs Verdensarvliste, og pave Benedikt XVI har besøgt stedet i 2009 – som led i sit første besøg i et muslimsk land, overhovedet.

Mosaik ved Al-Maghtas af pavens besøg

Da vi havde fået bussen parkeret, fulgte vi den 4-500 meter lange, nyanlagte sti fra P-pladsen til dåbsstedet ved floden – ad samme vej som paven drog ad ti år tidligere. Undervejs stødte vi på udgravninger af en kirke, som tydeligvis havde været anvendt til dåbsceremonier, og vi gik forbi en græsk-ortodoks kirke for Johannes Døberen, før vi nåede frem til Jordanfloden, der så skuffede i størrelse. Forklaringen var, at israelerne mere eller mindre havde drænet floden i deres kamp for at få nok vand til deres marker og afgrøder.

Al-Maghtas, dåbsstedet ved Jordanfloden

Vi to ved dåbsstedet med Israel i baggrunden

På vores side – den jordanske – var vi stort set alene, i øvrigt sammen med en enlig jordansk soldat, mens der på den israelske side var indtil flere baptistshows i gang. Flere grupper blev døbt, og det gik ikke stille for sig. I det hele taget en absurd forestilling, der var hele turen til floden værd. Og på den jordanske side? En simpel platform i træ, hvor vi kunne stå i fred og nyde det hellige sted – eller betragte skuespillet på den anden side.
Efter besøget her ved floden gik turen videre til vores næste hotel ved bredden af Det Døde Hav, Hotel Grand East – Resort & Spa Dead Sea.

Udsigt fra vores værelse over Det Døde Hav

Efter at vi havde tjekket ind på vores værelser, klædte vi om til badetøj og begav os på den lange vej til vandet, hvor vi nød en tur i det salte hav; det var en mærkelig fornemmelse bare at kunne ligge der, stort set uden at man kunne rejse sig op igen.

En flydetur i ‘havet’. Underlig følelse

Det krævede en kraftanstrengelse at skulle sætte fødderne ned på søbunden og komme op at stå, så man kunne komme i land igen. Men op kom vi da, og så skulle vi ellers bare hvile ud efter en begivenhedsrig dag.
En sidebemærkning: Hotellet blev oprindelig bygget i vandkanten af Det Døde Hav, men da vandstanden i ‘havet’ falder med ca. 1 meter årligt, ligger hotellet nu godt 300 fra havets bred!

Tirsdag d. 12.2.
Dagen startede – som alle andre på denne tur – med en god og nærende morgenmad med alt, hvad hjertet kunne begære. Og så ellers lige et sidste blik på ‘havet’ med Israel i baggrunden.
Herefter gik turen til Mount Nebo, der ligger oppe i bjergene, ca. 25 km fra hotellet.
Mount Nebo er kendt fra Biblens 5. Mosebog som stedet, hvor Moses – før sin død – fik udsigt over Kanaaens Land (det forjættede land), som Gud havde sagt, at han ikke ville komme ind i.
Moses død her på bjerget, men hans gravsted er aldrig fundet.

Velkommen til Mount Nebo med korset

En serpentin-korsskulptur står her på toppen af bjerget som et symbol på miraklet med slangen, som Moses påkaldte sig i ørkenen, og korset, som Jesus blev korsfæstet på.

Mosaik på gulvet i ruinerne fra den byzantinske kirke

På Nebo-bjergets højeste punkt findes resterne af en byzantinsk kirke fra det 4. århundrede og der er ligeledes ruiner efter et Siyagha-kloster lige uden for den moderne museum, der bla. er bygget for at beskytte mange af områdets mosaikker.

Ruinerne af Siyagha-klostret

Museum på Mount Nebo til beskyttelse af mosaikkerne

Mosaikkerne her i det kæmpestore udstillingshal er fra forskellige perioder og fra forskellige kirker i området, og de er særdeles velbevarede, alderen taget i betragtning.

En af de velbevarede mosaikker i museet

På Mount Nebo finder man også den besynderlige helt runde sten, Abu Bado, der tidligere har været brugt som dør ind til den byzantinske kirke.

Abu Bado-stenen

I det hele taget et fascinerende sted at besøge.
Efter besøget på bjerget kørte vi kort videre til et værksted, hvor de fremstillede mosaikker med motiver fra Biblen efter ældgamle teknikker.

Moderne mosaik af Den Sidste Nadver

Efter besøget på Mount Nebo, der er et valfartssted for pilgrimme, gik turen videre til den historisk meget interessante by, Madaba – en køretur på blot 10 kilometer.

Velkommen til Madaba

Tæppehandler i Madaba

Madaba har rigtig meget at byde på med arkæologiske udgravninger og flere, eller faktisk mange, betydende kirker, og byen er måske bedst kendt for sine velbevarede byzantinske og umayyadiske mosaikker. Ca. 30 procent af byens indbyggere er den dag i dag kristne.
Madaba var i det hele taget en by, hvor man godt kunne bruge mere tid til fordybelse, men vores besøg drejede sig kun om en enkelt af kirkerne, Skt. Georgs kirken, med det verdenskendte byzantinske mosaik-kort over en del af Mellemøsten med det hellige land.

Kopi af en del af kortet fra Skt. Georgs kirken; her: Jerusalem

Kortet, der består af to millioner farvede sten og daterer sig til det 6. århundrede, viser alle de store hellige, kristne steder omkring Middelhavet, og det har bla. haft afgørende betydning for at forstå, hvordan Jerusalem så ud efter byens ødelæggelse og genopbygning i år 70.
På kortet ses tydeligt Jerusalem, der på den tid af mange blev anset som verdens centrum, med bymuren, Damaskusporten og gravkirkens kuppel. Endvidere ses bla. Jericho, Det Døde Hav og Jordanfloden og den vigtig by Karak.

Del af det ægte mosaikkort på gulvet i Skt. Georgs kirken

… og en del mere

Skt. Georgs kirke, der indeholder det omtalte kort, er en græsk-ortodoks kirke, der blev bygget i 1896 over ruinerne af den oprindelige byzantinske kirke på stedet, og ved udgravningerne til fundamentet af denne kirke opdagedes man Madaba-kortet, som det i dag kaldes.
Vores besøg i kirken var naturligvis centreret om kortet og fortællingen om kortet, og før vi så ‘the real thing’ fik vi ved en kopi af kortet en grundig instruktion i, hvad kortet viste og kunne fortælle os. Ellers var det bare at gå på opdagelse i kirken.
Det er måske også lige værd at nævne, at byen Madaba har ladet opføre en hel mur med motiver fra Madaba-kortet.

Mur med afbildede dele af Madaba-kortet

Efter besøget i Madaba gik turen videre sydpå ad den gamle kongevej, der løber gennem bjerglandskaberne. Vejen, der oprindelig var anlagt af romerne og var en del at et vigtigt netværk af veje i Mellemøsten, førte os forbi (og over) en af Jordans største dalsænkninger, Wadi Mujib, hvor vi gjorde holdt og nød det betagende syn af landskabet fra et udsigtspunkt før vi kørte ned i dalen.

Et blik ned over Wadi Mujib dalen med en dæmning

Wadi Mujib dalsænkningen er dannet af mange års erosion af landskabet og formet af sandsten, limsten, granit og sand, der har fået landskabet til at fremstå farvestrålende, men goldt, så langt øjet rækker.

Så står den på beduinkaffe…

Efter vi havde nydt udsigten og drukket en beduin-kaffe fra en af de farvestrålende boder ved udsigtspunktet, gik turen videre til Karak (eller Al Karak), hvor der var indlagt et besøg i den imponerende korsridderfæstning, der var den største af alle korsriddernes fæstninger.

Korsridderfæstningen i Karak har en imponerende mur

Fæstningen ligger højt, midt i den gamle bydel, og den kontrollerede karavanevejene i ørkenen, kongevejen, passagen til Jordandalen og vejen til Jerusalem; med andre ord en fæstning med en meget strategisk vigtig placering. Fæstningen, der er bygget i 1140’erne, blev senere erobret af både mamlukkerne og osmannerne.

Inde i fæstningen

Gennem mørke gange

Rester af store buer

En nyere del af fæstningen…

For os var stedet overvældende – og især bevidstheden om, at fæstningen så sent som i 2016 havde været udsat for et terrorangreb hvor 14 mennesker blev dræbt, rørte os dybt.
Med aftenen stundende til og solen ved at gå ned, kørte vi videre til vores overnatningssted for de næste to nætter: Rocky Mountain Hotel i byen Petra.

Onsdag d. 13.2.
Denne dag stod i Petra tegn, og denne imponerende og fascinerende by – skjult ude i bjergene – var så absolut et af turens ubestridte højdepunkter, og den dag vi havde glædet os til hjemmefra. Og Petra blev faktisk først genopdaget i 1812, hvor en schweizisk eventyrer, Johann Burckhardt, med hjælp fra lokale stammer fandt byen.
Petra opfattes som en af de vigtigste kulturskatte i verden i dag, og ud over at byen står naturligvis på UNESCOs Verdensarvliste, er den også kåret som en af den moderne verdens 7 vidundere.
Petra var i oldtiden hovedstaden i nabatæernes rige og handelscenter for karavanerne gennem Jordan, dels fra Sydarabien til Damaskus og dels fra Middelhavet til det sydlige Mesopotamien. Nabatæerne, der oprindelig var nomader, bosatte sig af uransagelige årsager i området omkring år 600 f.Kr., og de grundlagde Petra i 312 f.Kr.

På vej gennem El Siq

Vejen ind til Petra, El Siq, går gennem en 1,2 km lang og smal klippeskakt, der flere steder er blot 3 meter bred, men til gengæld over 100 meter høj, og den udgjorde et stærkt værn mod fjender.

Vandkanaler indhugget i El Siq

I El Siq ses rester af nabatæernes geniale system, kanaler, til at forsyne Petra med vand, idet de i begge sider af siqens sandstensvægge havde udhugget de livsnødvendige vandingskanaler, der dagligt forsynede Petra med flere millioner liter frisk vand.

Gravmæler indhugget i El Siq

Alter indhugget i El Siq

El Siq må opfattes som en del af Petra, idet nabatæerne allerede her havde indhugget ornamenterede gravmæler i klipperne. Endvidere finder man rester af altre og nicher, hvor billeder af nogle af nabatæernes guder, f.eks. Dushara, er indhugget.

Skatkammeret – det mest ikoniske sted i Petra

Når man kommer til enden af El Siq åbenbarer der sig et fantastisk syn for gæsterne: Skatkammeret (Al- Khazneh), der er 40 meter højt og udsmykket med korintiske-lignende søjler.

Grav BD 69 og BD 70, hvor den sidste er fritstående og 15 meter høj

Motiv fra Facade-gaden½

På en tur gennem Petra passerer man – ud over Skatkammeret – hovedattraktioner som Facade-gaden, De Royale grave, Søjlegaden, Templerne og – langt oppe i klipperne – Klostret.

Udsigt op mod De Royale grave

En af De Royale grave: Paladsgraven

En af De Royale grave: Den Korinthiske Grav

En af De Royale grave: Urn-graven

En helt fjerde af De Royale grave

Vores besøg i Petra var af vores guide, Christian Rosenberg, timet således, at vi kom gennem El Siq og til Skatkammeret, netop som solen stod flottest på klipperne. Det betød til gengæld, at vi måtte meget tidligt op og af sted, men det var det hele værd.

Motiv fra Det Store Tempel

Qasr al-Bint Fir’aun, ‘faraos datters palads’

Herefter havde vi dagen fri til at udforske byen, og i vores tilfælde betød det, at vi ‘fik det hele med’. Altså flere kilometer ad til tider svært fremkommelige stier, så vi kunne komme op og nyde det andet højdepunkt i Petra, klostret.

Klostret, Ad Deir, beliggende oppe i bakkerne

Sidst på eftermiddagen var vi godt mættede med indtryk, der i lang tid vil står stærkt på nethinden, og vi kunne køre tilbage til vores hotel i Petra by til endnu en overnatning.

Torsdag d. 14.2.
Efter dagen i går, hvor vi i den grad blev mættet på indtryk, gik turen efter morgenmaden videre sydpå, og første stop, allerede efter få kilometer, var Siq al-Barid (også kaldet Lille Petra), som nabatæerne anlagde – formodentlig i det 1. århundrede e.Kr.

Siq al-Barid: Facaden af grav 846 og den smalle indgang til kløften

Siq al-Barid, der er en ca. 350 meter lang kløft med rum og templer, der er indhugget i sandstensklipperne, ser i første omgang ud til at have tjent kultiske formål. Man ankommer til  et tragtformet indgangsparti, hvor der er en grav med en klassisk facade, hvorefter en smal port og passage fører til selve kløften.

Siq al-Barid: Templet over huler i klipperne

Siq al-Barid: opbevaringsrum

Indhuggede trapper i klipperne

Her mødes man af en slags plads, hvor et smukt tempel rejser sig over en hulebolig. Der er en del rum, måske opbevaringsrum, hugget i klipperne, hvilket kunne tyde på, at Siq al-Barid endvidere har været en karavanestation. Kløften ender i en stejl trappe med nedslidte trin, der kan bruges som udgang fra kløften, hvis man fortsætte vejen.

Enden af kløften med de mange stejle trapper…

Efter besøget i Siq al-Barid fortsatte turen til Wadi Rum, en beskyttet og fredet ørken
med farverige, forrevne klipper, der siden 2011 har været på UNESCOs Verdensarvliste.

Klipper i Wadi Rum

Wadi Rum består dels af jernrige, røde, vejrbestandig sandstensklipper, dels af sand og sandklitter, der er dannet af vejr og vind. Det højeste punkt i Wadi Rum er Jabal Umm ad Dami på 1840 meter, og det er ligeledes højeste punkt i hele Jordan.
Vi flyttede fra vores bus over i åbne firehjulstrukne jeeps og kørte – med lokale som chauffører ud i ørkenen, hvor vi prøvede kræfter med en høj sandklit, inden vi kørte til en klippe, hvor vi kunne se nogle af de helleristninger og inskriptioner, der er fremstillet af nogle af de mange tidligere kulturer, der har levet i ørkenen.

Helleristninger i Wadi Rum

Flere helleristninger i Wadi Rum

Helleristningerne illustrerer mere end 12.000 års menneskelig beboelse af området, og der er mere end 25.000 helleristninger og 20.000 inskriptioner rundt i Wadi Rum – de fleste lavet af thamud-folket.
Efter denne forhistoriske oplevelse kørte vi videre til
en af områdets helt store seværdigheder, Jebel Kharaz, der er en gigantisk, massiv klippebro, der naturligvis skulle bestiges.

Klippebroen Jebel Kharaz

Sidste punkt på besøget i ørkenen var, at en af de derboende beduiner serverede te for os, inden vi kørte tilbage til bussen – forbi flere grupper af dromedarer.

Servering af te hos beduiner

Dromedarmor med kid

En sidebemærkning: Storfilmen ‘Lawrence of Arabia’ samt en del film, der skal illudere at foregå på Mars, er optaget i Wadi Rum; det røde sand og det øde bjerglandskab passer fint med det, vi forbinder med et landskab på Mars.
Tilbage i bussen gik turen de sidste 60 km til Aqaba, hvor vi tjekkede ind på Hotel City Tower, hvor vi skulle bo de næste par nætter.

Solnedgang i Aqaba

Fredag d. 15.2.
Oven på nogle hektiske dage med fuldt program og meget store oplevelser blev dagen i dag noget af et antiklimaks. Intet program, vi absolut skulle nå – og intet stress.
For os betød det, at vi kunne vandre lidt rundt i byen om formiddagen og betragte stemningen, befolkningen og ikke mindst de saudi-arabiske turister, der indtog de finere steder i byen med deres store og dyre biler.

Fiskerbåde ved standen i Aqaba

Vi valgte at vandre lidt langs stranden og kunne betragte resterne af byens fiskerleje, og vi kunne ikke undgå at bemærke de små parceller af haver, som nogle at byens indbyggere havde i skyggen af palmerne lags stranden.

Små private haver i Aqaba

Her kunne de passe et lille stykke jord og dyrke nogle få grønsager til eget forbrug. Eller førte vores tur os forbi Aqaba Fort, der lå ganske tæt på vores hotel, og et plankeværk med en række meget smukke, arabiske illustrationer, der var fremstillet af The Jordanian Plastic Artists Association. Virkelig flotte!

Maleri fremstillet af The Jordanian Plastic Artists Association

Videre vestpå gik det gennem et kvarter med rigtig dyre hoteller, inden vi drejede lidt væk fra det dyre turistkvarter og op i byen – i første omgang til resterne af en gammel kirke i romansk stil.

Rester af romansk kirke midt i byen

Også et marked med tøj og sko blev der plads til i rundturen i Aqaba – og så var det ellers bare med at få lidt frokost, inden vi – i lighed med mange andre i rejsegruppen – valgte at tage imod tilbuddet om en badetur om eftermiddagen til Berenice Beach Club, der lå et kvarters kørsel fra hotellet i retning Saudi-Arabien.

Den uinspirerende strand i Berenice Beach Club

(Med alt hvad sådan en badetur kunne byde af kedsomhed; man frarådede os ydermere badning på grund af skarpe koraller i havet.)

Strandrestaurant i Qaqba

Efter badeturen blev der plads til endnu en tur langs stranden i Aqaba, der nu var omdannet til et væld af restauranter i interimistiske telte, hvor lokalbefolkningen nu var dukket op for at spise eller underholde sig med hinanden.

Aqaba fort – under restaurering

Også fortet og Oprørspladsen med den 133 meter høje flagstang – uden flag – fik vi aflagt et besøg, inden turen gik tilbage til hotellet for den sidste nat i Jordan.

Lørdag d. 16.2.
Sidste dag i Aqaba – og i Jordan.
Formiddagen gik med endnu en tur rundt i byen, men denne gang med fokus på indkøb i byens forretninger. Det blev til lidt nødder og mandler samt god lokal kaffe, der er kendetegnet ved, at kaffebønnerne tilsat kardemomme, hvilket giver en helt speciel smag.

Aqaba – midt i alting…

Ellers blev det bare en tur rundt i centrum af en travl by, hvor priserne ikke var så høje, som vi er vant til fra Danmark.
Over middag – og efter lidt let frokost – gik turen nordpå til Amman lufthavn, dog afbrudt af en meget lækker aftensmad i Madaba, hvor vi havde været tidligere på turen. Herefter videre til check-in og afgang til København kl. 23:15.
Så vi var godt trætte, da vi landede i Kastrup d. 17.2. kl. 3:15, hvorefter det gik hjemad til Vejle.
(774-791)

Dette indlæg blev udgivet i Risskov Rejser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *