Kashmir/Indien, 13.-28.10.18 □

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Tur med efterårsrejsegruppen – og for 2. gang i den tid, vi var medlemmer af gruppen, gik turen til Indien, nærmere betegnet til den indiske del af Kashmir.
I oplægget til turen blev den beskrevet som ‘for de eventyrlystne, der søger autentiske oplevelser og uberørt natur – områder der ikke er overrendt af turister’.
Og det var så faktisk også det, vi blev udsat for!
Turen blev arrangeret af Hans Andresen i samarbejde med en af hans venner, Nazir, der stammer fra Kashmir, og som en gang tidligere havde været med til at arrangere en tur til Kashmir (i 2008) – før vores tid i gruppen, forstås.
Gruppen bestod i år af 14 personer, hvoraf 4 var nye i gruppen.

Lørdag d. 13.10.
Denne lørdag stod den på afrejse med Finnair fra Kastrup kl. 13:20, og via Helsingfors gik turen til New Delhi, hvor vi landede søndag morgen kl. 05:25, godt trætte.

Søndag d. 14.10.
Nazir havde arrangeret, at vi blev bragt til et hotel i nærheden af lufthavnen, hvor vi kunne slappe lidt af og få lidt morgenmad, inden vi igen blev bragt til lufthavnen for at sætte os i flyet til vores første punkt på rejsen, Srinagar, der er sommerhovedstaden og den største by i Kashmir.
I lufthavnen blev vi modtaget af vores guide for de næste dage i Srinagar, Gowher Rah, og herefter gik turen direkte til søen Dal Lake, hvor vi i blev fragtet i shikara til vores overnatningssted for de næste nætter, 2 husbåde i Royal Group of Super Deluxe Houseboats.
Denne tur bragte os gennem en tæt bebygget del af søen, med en del andre både i drift, forretninger på pæle og private husbåde. Dal Lake er i en parentes bemærket skrumpet en del, og er nu kun en sjettedel af den størrelse, den tidligere havde – og samtidig er den i dag temmelig forurenet. Ærgerligt, og ubehagelige facts.

Shikara, der skal bringe os til vores “hotel”

Vores husbåd

Her blev vi indkvarteret og havde så resten af dagen til at slappe af, akklimatisere os og tilpasse os tidsforskellen. I øvrigt var der ikke arrangeret noget for os resten af dagen.
I øvrigt var transportmidlet på Dal Lake de ovennævnte shikaraer, der er en fladbundet båd med en stofbaldakin over. Båden har plads til op til seks personer, og 1-2 chauffører – ofte klædt i den traditionelle klædedragt pheran – står eller sidder bagerst og padler båden frem.

Shikara i drift

Vi passerer den lokale købmand


Mandag d. 15.10.

Denne dag var helliget en guidet rundtur i Srinagar med et besøg i og ved nogle af byens seværdigheder. Det betød så, at vi efter vores morgenmad blev afhentet af nogle shikaraer, der skulle bringe os tilbage på land, hvorefter vi blev samlet op af en minibus og kørt rundt til de forskellige steder i byen af interesse for turister.
Første stop var Khangah-e-Molla moskeen ved bredden af floden Jhelum i Srinagars gamle bydel.

Bygninger på den anden side af Jhelum – over for Khangah-e-Molla

Khangah-e-Molla moskeen

Khanqah-e-Molla er en af ​​de ældste muslimske helligdomme, og det er en vigtig religiøs bygning i Srinagar. Moskeen blev oprindelig bygget under Sultan Sikander i 1395 til minde om sufi-helgenen Mir Syed Ali Hamdan, der opholdt sig i Kashmir og var en af mænd, der stod bag udbredelsen af ​​islam i Kashmir.

Khangah-e-Molla moskeen

Khangah-e-Molla moskeen – indgangspartiet

Khangah-e-Molla moskeen – et kig ind i moskeen

Moskeen, der er bygget i træ og dekoreret med papmache, blev ødelagt af en brand i 1480, men genopbygget i 1493. I 1731 blev moskeen igen beskadiget, men herefter genopført med det nuværende udseende i 1731/1732. Moskeen siges at indeholde ‘Allahs hemmelighed’.
Fra moskeen gik vi lidt rundt i gaderne i det gamle Srinagar og indsnusede atmosfæren, der var meget anderledes, end vi var vant til. Mest iøjnefaldende var de gamle – og til dels faldefærdige – bygninger, kontraster mellem antikt og moderne og de farverige handlende i deres boder langs vejen.

Fra den gamle bydel i Srinagar

Efter at have vandret lidt rundt blev vi samlet op og bragt til en anden af byens vigtige moskeer, Jamia Masjid, der stod færdig i sin oprindelige udgave i 1402.
Senere er den dog brændt ned og delvist ødelagt hele 3 gange, og dens nuværende form fik den under kejser Aurangzeb i 1672.

Jamia Masjid, indgangspartier

Når man står i moskeens gårdhave, kan man mod nordøst se Hari Parbat-bakkekammen med et fort, der er bygget i 1590. På bakken er der endvidere både en hinduistisk og flere muslimske helligdomme.

Jamia Masjid, gårdhaven med Hari Parbat Fort i baggrunden

Moskeen har en central betydning i det religiøse-politiske liv i Srinagar, og den er fyldt til sidste plads, hver gang der kaldes til fredagsbøn.

Jamia Masjid – bedesalen

Update: Den 28. december 2018 – altså nogle måneder efter vi havde besøgt moskeen – blev den bestormet af en gruppe unge mænd med ISIS-flag. En begivenhed, der naturligvis er blevet fordømt af en lang række organisationer og offentlige personer.

Fra Jamia Masjid gik turen videre til endnu en moske, Dargah Hazratbal, der ligger ved vestbredden af den nordlige del af Dal Lake.

Dargah Hazratbal moskeen

Vores besøg her gjaldt dog ikke selve moskeen, men området deromkring med dets mange farvestrålende boder, hvor det var muligt at købe alt, hvad hjertet begærer. Først og fremmest var der mange stande, der fremstillede og solgte egnsretter, men der var også steder med fersk kød, bagværk, æg, levende høns, te, diverse grøntsager og noget så eksotisk som fårehjerner.

En mand sælger brød og færdigretter på markedet

Handel med grøntsager, bl.a. stængler af lotus, høstet i søen

En delikatesse: fårehjerner…

Det var en fornøjelse bare at gå rundt her mellem de forskellige boder og indsnuse duften, mærke stemningen og lytte til stemmerne.
Næste punkt på programmet var et besøg på en lokal skole, Government Middle School i bydelen Gulab Bagh. Dette var en skole, der var startet som et privat initiativ for at give områdets børn en bedre start på livet.

Indgangen til skolen – med port af stål!

For de af os, der var lærere, var det et stort skridt tilbage i tiden at se de rammer, skolen havde, men på den anden side var det godt at se og høre, at lærerne havde alligevel formået at stable en skole på benene med de få midler, de havde til rådighed. Og kom en elev ikke i skole en dag, så blev de hentet; det var vigtigt for skolen, at børnene fik en basal uddannelse, der kunne være med til at redde dem ud af fattigdommen.

Glade børn i skolegården

Undervisning i en drengeklasse

Et skoleskema

Der var både børnehaveklasse – lækkert indrettet og med mulighed for at putte de yngste, når dagen blev for lang – og klasselokaler, hvor der var muligheder for at gøre en forskel for få midler.

Børnehaveklasselokalet

Efter skolebesøget spiste vi frokost på en restaurant, der lå med udsigt over Jhelum-floden – i et kvarter med store, flotte, gamle og til dels velholdte huse.

Stateligt hus ved Jhelum-floden

Med maverne fyldt med lækker, lokal mad gik turen videre til haven Nishat Garten, også kaldet Nishat Bagh, på østsiden af Dal Lake. Haven, der er en af de mest populære turistattraktioner i Srinagar, er designet og anlagt i 1633 af Asaf Khan under Mogul Dynasti, der var et stort rige i Sydasien i perioden fra 1526 til 1760. Riget er kendt som Stormogulen i børnesangen ‘En lille nisse rejste’.

Motiver fra Nishat-haven

Haven er påvirket af persisk arkitektur og er opbygget i 12 terrasser med en vandkanal, der flyder gennem midten af området. Hver terrasse repræsenterer et stjernetegn.

Motiv fra Nishat-haven – kanalen i midten

Motiv fra Nishat-haven: en dam øverst i haven

Og ja, haven var en nydelse at besøge – og i øvrigt et yndet sted for romantiske par.
Med besøget her i haven var dagens program til ende, og vi blev bragt tilbage til søen, hvor den sidste del at turen tilbage til hotellet – naturligvis – foregik i shikara.
Ellers stod aftenen bare på hyggeligt samvær og en god aftensmad…

Tirsdag d. 16.10.
Efter en meget tidlig morgenmad blev vi bragt i land og kørt til Dachigam Nationalpark, der ligger 22 km øst for Srinagar. Parken, der ligger mellem 1600 og 4200 meter over havets overflade og dækker et område på 141 km2, har været beskyttet område siden 1910, og det skulle efter sigende være et af de smukkeste steder i Indien.

Velkommen til Dachigam Nationalpark

Flot natur i parken

Udkigstårn i Dachigam Nationalpark

Parken er dækket af tæt skov, og den er bla. kendt som levested for den meget sjældne Kashmir-hjort (Hanglu hanglu), både sorte og brune bjørne samt sneleopard. Men selv om vi brugte meget lang tid på at stå stille og vente på dyrene, blev der ikke set nogle dyr på vores tur rundt i parken.

De eneste tegn på dyr vi så i Dachigam Nationalpark

Fra parken kørte vi tilbage til Dal Lake, hvor vi skulle på en længere tur i shikara – og så ellers bare nyde søens skønhed, henslængt i båden. Vores tur bragte os først forbi den idylliske ø Char Chinar, der er også er kendt som Sølvøen. På øen vokser Kinar-træer (Platanus orientalis), der er et vigtigt træ i regionen, hvilket vi gerne ville have kigget lidt nærmere på, men da øen i disse dage var kulisse for en spillefilm, som man var i gang med at optage – kunne vi ikke gå overalt og ikke måtte fotografere…

Øen Char Chinar – kendt som Sølvøen

Efter en kort pause på øen blev vi fragtet videre i adstadigt tempo på søen, forbi fiskere i deres små både og folk, der høstede stænglerne fra lotusplanterne til at sælge på markedet. Vi kom under Nishat Suth vejen, der var anlagt på en dæmning over søen og forbi Guldøen (i det fjerne) til området omkring Dargah Hazratbal-moskeen, hvor vi i øvrigt var på et kort besøg i går.

Fisker på Dal Lake

Så skal vi under Nishat Suth vejen

Kvinde der høster lotusstængler

Guldøen i det fjerne

Lige syd for moskeen lå en lille bebyggelse med primitive huse, hvor en gruppe af Srinagars fattigste indbyggere havde fundet et tilholdssted – idyllisk at se på, men næppe så sjovt at skulle bo der.

Bebyggelse ved søbredden

Her vandrede vi så rundt i gaderne og betragtede hverdagslivet. Ud over at se de maleriske huse, mødte vi også folk, der spillede rugby, både i gaderne og på en grusplads.

Miljø ved søbredden

Mange i dette kvarter fremstillede broderede tæpper og duge – og de hang mange steder til tørre på stakitter og i hegn, og samtidig mødte vi folk, der fremstillede trækul ved at afbrænde træ i gaderne.

Broderet tæppe hænger til tørre på hegnet

Der fremstilles trækul i gaden

Alt i alt en folklore, vi ellers ikke har været så bekendt med.
Efter turen rundt i gaderne søgte vi tilbage til vores både, og turen tilbage til vores husbåde kunne begynde. Turen gik gennem de flydende haver, småøer, små kanaler, fiskepladser og langs idylliske huse.

På vej gennem en af de små kanaler

Undervejs på denne tur – på den sidste del af turen – fornemmede vi en vis nervøsitet blandt folk på land; der var en del løben og råben, og selv vores ‘chauffører’ satte tempoet op for at bringe os hurtigere tilbage. Samtidig bildte vi os ind, at vi kunne lugte gas, måske tåregas, så lige nu føltes det ikke så trygt at være her.

Lille bro over en af kanalerne

Tilbage på husbåden forsøgte man at berolige os: Der var netop i dag valg i regionen – så måske var det den stemning, vi havde mærket…
Herefter stod den ellers bare på hygge og aftensmad – samt besøg af nogle sælgere på båden, der gerne ville sælge hals- og armkæder med safirer, tørklæder af kashmiruld, krydderier som safran og lignende. Der blev vist gjort en god handel fra flere sider.

Onsdag d. 17.10.
Efter nogle dages ophold i Srinagar – og især ved/på den skønne Dal Lake – var det efter morgenmaden tid til at komme videre på rejsen. Altså blev kufferterne pakket, og vi begav os på vores sidste tur i shikaraer tilbage til bredden og byen, hvor vi blev sat af og skiftede bådene ud med tre jeeps.

Shikara på vandet

Kvinde i shikara på vej til markedet

Og så gik det en lille times kørsel nordpå til vores næste destination, Sonamarg – engen eller dalen af guld. I Sonamarg, der har haft en stor historisk betydning som en port på den gamle silkevej, der forbinder Kashmir med Tibet, skulle vi bo nogle nætter på Nazirs hotel, Rah Villas, der er beliggende nær den lidt større by Rezan i dalen.

På vej op gennem dalen mod Sonamarg

Målet for køreturen: hotel Rah Villas

Hotellet er skønt beliggende i udkanten af byen og tæt ved både skov, bjerge og på sydsiden af floden Sind.
Vi blev indkvarteret in nogle flotte værelser og fik lidt frokost, inden det blev til en vandretur i byen. Ad smalle stier og i skel mellem markerne gik vi gennem ‘byen’ og betragtede de i nogen tilfælde brogede huse – i andre tilfælde grå bygninger, hvor lokalbefolkningen holdt til og levede et ret simpelt liv.

Et af byens mere farvestrålende huse

Et lidt mere simpelt hus i udseendet

Meget mærkeligt var det, at bønderne placerede deres hø højt oppe i træerne – hvilket i første omgang ikke gav mening for os. Men forklaringen var enkel nok: Køerne, der gik løst omkring året rundt, måtte ikke spise høet, når der var græs nok på jorden, men når vinteren kom med flere meter sne, kunne de nå høet, og bønderne behøvede derfor ikke fodre dem yderligere. Egentlig en smart anordning!

Høet gemt oppe i toppen af træerne

På vores tur mødte vi en bonde i den traditionelle klædedragt pheran uden for sit hus, og han bød os indenfor. Han levede sammen med sin familie i huset, der havde to rum: et køkken-alrum og et kammer, hvor hele familien sov. Det var det. Alligevel var de glade og viste stolt deres hus frem for os.

En bonde i phelan og hans søn byder os indenfor…

Vores guide, Gowher Rah, demonstrerede flere af køkkenredskaberne, mens konen i huset – siddende på gulvet i et hjørne – svarede på hans spørgsmål…

Køkkenudstyr som kunne gøre enhver husmoder (eller -fader) misundelig

Vandpibe – og moderen i hjørnet

Herefter gik vi videre igennem byen, hvor billedet hele tiden var det samme. Glade mennesker i spændende huse – men en spartansk levevis.

Endnu et farvestrålende hus i byen

Næsten hjemme på hotellet passerede vi byens moske, der var en primitiv bygning uden de store dikkedarer, som vi ellers har været vant til ved muslimernes helligdomme. Men dens funktion var jo heller ikke at se godt ud!

Byens moske – med et knap så prangende udseende

Herefter var dagens tur til ende og vi kunne slå os ned på hotellet til klækker mad, inden vi kunne gå til ro – spændt på, hvad morgendagen ville bringe.

Torsdag d. 18.10.
Efter morgenmaden stod den på en heldagstur op i bakkerne og skovene syd for Rezan. Altså blev vi udstyret med madpakker fra hotellet, og af sted gik det ad små stier op i de stejle bakker, hvor det var nødvendigt med en del pauser undervejs, og hvor det – selv i vores terrængående travesko – var svært at stå fast. Stor var overraskelsen derfor, da en enkelt mand og en del kvinder i klipklapper kom os i møde – bærende på større eller mindre knipper af grene eller sække med træ eller trækul på hovedet – i højt tempo ned ad skrænterne.

… der bæres træ og grene fra skoven til byen

Vi bevægede os gennem skoven, hvor der tilsyneladende foregik ting, som ikke var helt i overensstemmelse med regler og love. Der var meget ryddeligt i skovbunden, hvor byens beboere åbenlyst havde samlet al træ – større som mindre grene, der har kunnet bruges som brænde – og bragt det hjem til byen.
Vi opdagede en række mænd, der var i gang med at opskære et fældet træ og skære det op i mindre stykker. Da vi ville tage billeder, blev vi stoppet og måtte i stede fotografere deres leder i et helt andet perspektiv, hvor man ikke kunne se (og dokumentere) træfældningen.
Endelig så vi en række bål rundt omkring i skoven, hvor kvinder var i gang med at fremstille trækul – nok heller ikke helt efter reglerne.

Brænding af trækul

… og pakning af trækullet

Efter vores vandring i skoven fandt vi en solbeskinnet plads, hvor vi kunne nyde vores medbragte frokostpakker på en næsten bar klippe, hvor vi var mere eller mindre omgivet af sultne ravne.

Et par ravne fulgte os, mens vi spiste frokost i det grønne

Dernæst vandrede vi ned mod Sind-floden og landsbyen Kullan, hvor vi – før vi passerede over floden – besøgte endnu en lokal familie i deres hus. Familien ejede en primitiv vandmølle, der fik sin energi fra en lille, men vandrig bæk, der flød forbi deres hus, og deres indtægt var baseret på maling af korn for landsbyens beboere.

Familieejet vandmølle i Kullan

Konen i huset havde – da vi besøgte familien – besøg af sine to søstre fra New Delhi, og vi fik taget nogle flotte billeder af vores besøg.

To generationer i huset i Kullan: mor og datter

– og endnu to døtre og et barnebarn – på besøg fra New Delhi

Herfra gik det over på nordsiden af Sind-floden, hvor nogle landmænd havde lagt valnødder til tørre i solen. Det blev til et indkøb af de lækre nødder fra vores side – for små penge forstås.

Sind-floden. Ikke meget vand, men det var også uden for sæsonen

Valnødder ligger til tørre og er klar til pakning i sække

Det er også muligt for os turister at købe lidt valnødder

Videre gik turen gennem Kullan og videre gennem en hovedgade tilbage til hotellet.

Hovedgaden i Sonamarg

Endelig kom vi tilbage til vores hotel, hvor der var lejlighed til at slappe lidt af inden aftensmaden og dagens overraskelse, arrangeret af hotellets ejer, Nazir: et lille 3 mands orkester, der underholdt os med nogle af sufiernes vemodige sange.

Tre troubadourer underholder med sufi-sange

Sufisme defineres som oftest som Islams mysticisme, og har derfor især sin udbredelse i arabiske og mellemøstlige lande. Mange anser sufismen som meget ældre end islam og knyttet til de universelle mystiske idealer om visdom og renhed og måske stammende helt tilbage fra de ægyptiske mysterier.
Efter underholdningen og et par kopper kusmi te – en traditionel sort te fra Kahsmir blandet med krydderier – fortrak vi til vores værelser for at være friske til morgendagens udfordringer…

Fredag d. 19.10.
Dagens program var en heldagstur til Thajiwas gletsjeren, så efter morgenmaden blev vi i  jeeps transporteret til ‘The Golden Meadow’, hvor vi blev sat af ved hotel Sunshine.

Hotel Sunshine Sonamarg

Herfra ventede der os en lang tur op gennem vildt terræn til gletsjeren.
Det var ret populært at skulle tage turen op til gletsjeren, og for første gang på vores tur her til Kashmir så vi turister i lidt større mængder. Nogle vandrede som os gennem landskabet ad stenede veje, mens andre valgte at tage turen på hesteryg.

Et kig op mod bjergene ved gletsjeren

Thajiwas gletsjeren, der ligger i 3000 meters højde, og ofte omtales som ‘Kashmirs skjulte juvel’, er en af de primære attraktioner i Sonamarg. Den ligger smukt hen – fyldt med frodige grønne enge og skyhøje sneklædte bjerge – og det er et malerisk sted, der er berømt blandt vandrere og eventyrlystne.

JKTDC, Sonamarg Club

På den første del af turen var der fint anlagte veje at følge, men efter at vi havde passeret JKTDC, Sonamarg Club, hvor man i øvrigt kunne vælge at overnatte, samt nogle hytter, hvor de lokale hyrder kunne søge i læ for vejr og vind, når de var ude at passe dyrene, blev kvaliteten af stierne ringere og ringere. Flere steder passerede vi over broer, der var mere eller mindre skyllet væk af flodernes vand, lige som vi et sted måtte over et vandløb balancerende på en enkelt træstamme.

En temmelig ødelagt bro krydses med forsigtighed

… og endnu en bro

Man landskabet, isen og sneen var hele turen værd, og fremme ved kanten af gletsjeren ankom vi til en hel teltlejr med muligheder for at få lidt at spise, og hvor de ridende turister kunne aflevere deres heste, hvis de ønskede at gå tilbage. Vi kunne sikkert også have spist der – men det undlod vi.

Så er kanten af gletsjeren nået

Teltlejr ved kanten af gletsjeren

I stedet slog vi os ned nær hyrdernes små hytter og deres lille og primitive moske og spiste vores medbragte madpakker, som vi havde fået udleveret på hotellet.

En af hyrdernes små hytter af kampesten

Lille moske til hyrderne – tæt ved gletsjeren

Og så var det ellers bare at bevæge sig tilbage til bilerne, hvor vi undervejs havde et flot vue ud over Sonamarg og vejen, som vi i morgen skulle køre videre ad i retning Kargil.

Et blik ud over Sonamarg-dalen

Men godt trætte nåede vi tilbage til bilerne, der transporterede os tilbage til hotellet, hvor vi kunne hvile ud resten af eftermiddagen – indtil vi skulle være klar til aftensmad.
Og ‘hvile ud’ skulle man tage helt bogstaveligt: turen fra P-pladsen til gletsjeren og retur var på 13 kilometer gennem til dels uvejsomt terræn.

Lørdag d. 20.10.
Efter morgenmaden blev vi fordelt i 3 jeeps og gjorde klar til opstigningen til Zojila-passet, som vi skulle op over på vejen til vores næste stop i Kargil.
Inden vi nåede passet skulle vi dog snegle os gennem nogle mindre bebyggelser, hvor trafikken stuvede sig noget sammen, og der blev derfor tid til at fotografere. Under et af vores stop fangede mine øjne en plakat, der hang på en gitterport – en plakat, som jeg genkendte hjemmefra: De 17 verdensmål. Her havde plakaten dog kun 14 mål – og den var tilpasset indiske forhold.

Plakat med Indiens 14 verdensmål

Vi skyndte os videre – så hurtigt det var muligt for andre trafikanter og især lastbiler – mod passet, der samtidig markerer grænsen til Ladakh. Vejen var utrolig flot, men mange gange kørte vi på en afsats, hvor man til højre for vejen kunne se afgrunden flere hundrede meter ned, så det var lidt med hjertet oppe i halsen, at vi bevægede os fremad – tak til vores dygtige chauffør! Landskaberne var meget varierede med rå bjerge i forskellige farver afvekslende med sne, og efter nogle timer nåede vi passet.

Vejen til Zojila-passet

Vejen var trang og til tider overfyldt

Zoji La er det næsthøjeste pas på National Highway 1, der løber mellem byerne Srinagar i Kashmirdalen og Leh i Ladakh, og i passet er man i 3528 meters højde. Passet er normalt lukket på grund af sne hele vinteren, og oktober er ofte sidste chance for at passere, inden vinteren stunder til.

Zojila-passet er nået. Nu kører vi ind i Ladakh

Vi gjorde ikke stop i selve passet, men fortsatte – efter en pause, hvor vi nød den flotte udsigt og den friske, kolde luft – yderligere nogle kilometer til et check point i Mina Marg, det næstkoldeste sted på jorden, der er beboet, hvor vi blev registreret og fik lov til at fortsætte vores rejse.

Så er vi nået til Mina Marg, hvor vi skal have tilladelse til at køre videre

Mina Marg: Biler der venter på kørselstilladelse

De indiske myndigheder er ekstra opmærksomme i dette område, fordi vi her er tæt på grænsen til Pakistan, og at der – som bekendt – ofte er grænsestridigheder de to lande imellem. Så selv om omgivelserne – hovedsagelig golde bjerge – synes at være ugæstfrie, så tog man ingen chancer.

Udsigt over bjergene på ved Mina Marg

Flere bjerge ved Mina Marg

Vores tur fortsatte ad veje, der som oftest havde en tvivlsom kvalitet, hullede, uden asfalt og med store sten og klippestykker som indbyggede forhindringer, og visse steder havde man fornemmelsen af, at de var klæbet på klippesiderne med flere hundrede meters afgrund til højre eller venstre for os. Men landskabet var flot og overraskende afvekslende, og bebyggelserne sparsomme og primitive.

På vej mod Kargil i Ladakh

Bjerge, dale og floder – og så ellers intet

Før vi nåede til Kargil by, gjorde vi holdt ved et sted, hvor inderne havde bygget en stor, høj og kraftig stenmur til beskyttelse af vejen. Vi var blot et par kilometer fra pakistansk territorium, og før muren blev bygget, kunne pakistanerne beskyde biler, der kørte på vejen. Dette forhindrede vejen mere eller mindre nu.

Mur bygget langs National Highway 1 for at beskytte mod angreb fra Pakistan

Et skudhul i muren – skudt fra Pakistan i horisonten

Nå, men vi kom da levende frem – uden at miste nogle biler – til vores hotel i Kargil, der historisk set er kendt for Kargilkrigen fra maj til juni i 1999 mellem den pakistanske hær og kashmirske guerillastyrker på den ene side og den indiske hær på den anden side. En krig, der blev vundet af inderne.
Vores hotel, Hotel The Kargil, lå meget tæt på byens centrum, og efter at vi havde pakket ud og fået os installeret i vores værelser, sagde vi farvel til Gowher Rah, der ikke havde licens til at guide os på resten af turen. I stedet blev vi introduceret til hotellet og dets faciliteter, herunder beskyttelsesrummene på hotellets område. Lidt skræmmende.

Hotel The Kargil

Beskyttelsesrum i forbindelse med Hotel The Kargil

Efterfølgende gik vi en tur ud i byen og mærkede stemningen og atmosfæren i en helt almindelig by i indisk Himalaya. Indtrykkene fra denne tur var først og fremmeste, at vi var landet i en driftig by.

Internetforretning og parabol i Kargils hovedgade

Overalt var der handlende i deres boder, hvor man kunne købe frugt og grønt samt brød og andre bearbejdede madvarer, og der var et væld af mindre håndværksvirksomheder, hvor der i en slags åbne værksteder blev forarbejdet metal, træ og stof.

En tømmerhandel

En sælger på markedet med friskstegte kyllingevinger

Desuden blev der bygget en del og anlagt veje, så byen kunne ekspandere – også op ad bjergsiderne. Vi mærkede en udpræget positiv og optimistisk stemning og oplevede folk, der var åbne og venlige.

Der bygges terrasser, der skal sikre en nylagt vej

Vi fik også nogle nogle synsindtryk, som vi ellers ikke var så vant til – som f.eks. når slagteren reklamerede med gede- og fårekød ved at placere et hoved af en vædder i en kurv uden for forretningen. Og noget at det vi brugte tid på at betragte var, hvordan de forsølvede deres gryder, pander og fade – ved håndkraft, forstås!

En arbejder i gang med at forsølve kobberfade

Alt i alt var Kargil en by, hvor man øjensynligt lagde mere vægt på det funktionelle end det æstetiske. Husene virkede ufærdige og mange gange mere eller mindre forfaldne, så de kunne godt trænge til en make-over, men alligevel kunne de rumme en hel virksomhed, forretning eller være bo- og opholdssted for flere familier.

Ikke alle huse er lige velholdte

Man mødes og vasker tøj ved byens brønd

Efter vores tur rundt i byen endte vi på hotellet til aftensmad og hyggeligt samvær med de andre i gruppen, inden vi kunne gå til ro til en enkelt overnatning, inden det i morgen tidlig gik videre østpå…

Søndag d. 21.10.
Efter morgenmaden var det ud på landevejen igen, og i dag havde vi ca. 150 km i bjergene foran os – dog med et par interessante stop undervejs. Således havde vi ikke kørt mere end 36 km (og ca. en time) før vi nåede vores første stop, Mulbekh klostret – også benævnt Mulbekh Gompa.

Mulbekh: klippen ved klostret og en lokal kvinde, vi mødte

Mulbekh Gompa med klippen med Buddhaen bagved

Neden for klippen besøgte og betragtede vi den 9 meter høje statue af Maitreya Buddha, som er skåret ud af klippen i det 8. århundrede. Foran selve statuen er klostrets to hovedbedesale prydet med farverige bedeflag, bedehjul og andre religiøse artefakter.

Statuen af Maitreya Buddha

Offerklude neden for statuen af Maitreya Buddha

Efter at have besøgt klostret gik vi en tur rundt om klippen og så på en gammel helleristning,  Mulbekh Chamba, der går tilbage til det 7. eller 8. århundrede og viser en figur af Maitreya Buddha og andre buddhistiske guddomme. Man mener, at denne helleristninger en af ​​Ladakhs ældste overlevende buddhistiske udsmykninger.

Den gamle helleristning,  Mulbekh Chamba

Efter besøget i og ved klostret fandt vi et stille sted, hvor vi slog os ned i en lille café i vejkanten, hvor vi nød en kop kaffe i det fine vejr.
Efter pausen her gik turen videre østpå til Lamayuru, hvor vi undervejs passerede to markante pas, Namik La (Namikala) med en højde på 3700 meter, og derefter Fotu La (Fatula), der med sine 4108 meter er det højeste punkt på vejen fra Srinagar til Leh.
Dermed overgår Fotu La berømte Zoji La, som vi passerede i går på vej til Kargil.

Så er vi nået til Namik La (Namikala), højde: 3700 meter

Bjerglandskabet mellem Namik La og Fotu La

Endnu et pas er nået, Fotu La (Fatula), højde: 4108 meter

Stiltet, der angiver Fotu La – og en hel masse flag…

I øvrigt havde landskabet skiftet karakter efter vi havde forladt Kargil, og vi så nu bjerge med mere bløde former end tidligere – af og til suppleret af områder med Tsingy-lignende klipper, som vi kender fra Madagaskar.
Næste stop var Lamayuru og byens kloster, der er dedikeret til Avalokiteshvara, medfølelsens Buddha, der på dansk også kaldes for ‘Kærlige Øjne’.

Udsigt ned over Lamayuru med klostret højt beliggende midt i billedet

Ifølge den lokale tradition var klosteret oprindelig det førende Bon-kloster i Ladakh, og dets navn betyder hagekors, der er et populært symbol i Bon-kulturen for ‘evighed’.
Bon, der er den oprindelige tibetanske religion, som har mange lighedspunkter med og påvirkninger fra tibetansk buddhisme, udviklede sig til dens nuværende form i løbet af det 10. og 11. århundrede, men samtidig bevarer elementer fra tidligere tibetanske religiøse traditioner.
Det var ikke tilladt at fotografere indenfor i klosteret – så det lod vi naturligvis være med.

Klostret i Lamayuru

Klostret i Lamayuru – en anden vinkel

Udsmykning på klostret i Lamayuru

Udsigt fra klostret ned over Lamayuru

Endnu få kilometers kørsel gik, inden vi var fremme ved et sted, hvor vi kunne nyde synet af det ejendommelige måneagtige landskab, der omgiver byen Lamayuru. En mærkelig fornemmelse at stå og se ud over landskabet.

Måneagtigt landskab med Tsingy-lignende klipper ved Lamayuru

Mere landskab ved Lamayuru

Herefter gik det meste af eftermiddagen med at køre frem mod vores næste sted, hvor vi skulle søge ly for natten, Ule Ethnic Camp i Uleytokpo. Her skulle vi overnatte i hytter ved bredden af Indusfloden – men desværre viste det sig, at der var sket en misforståelse i forbindelse med bookingen, idet campen havde lukket ned for vinteren.

Vores kolde hytte i Ule Ethnic Camp i Uleytokpo – skønt beliggende

Ved lidt forhandling lykkedes det for vores guide at overtale dem til at huse os – og at sørge for, at vi kunne få noget at spise. Det var naturligvis lækkert – men da der var lukket for det varme vand og varmen i hytterne, blev det en kold, meget kold, fornøjelse – også selv om stedet sørgede for varmedunke og ekstra tæpper til os, så vi nogenlunde kunne holde varmen i sengene…
Efter indkvarteringen i hytterne var der tid til at gå ned til og gå en tur langs Indusfloden, der løb forbi i campens baghave, og hvor vi kunne nyde flodens krystalblå vand mod de grå klipper, der var bevokset med træer i alle efterårets farver, domineret af rød, gul og brun.

Med indusfloden i baghaven

Efterårets farver i buskene på skrænten ned mod Indus

Da det var begrænset, hvilke faciliteter campen kunne byde os – kombineret med den manglende varme og spartansk forplejning, var resultatet også, at de planlagte 2 overnatninger i campen blev ændret til en enkelt, idet vores næste hotel i Leh – på forespørgsel – kunne huse os en ekstra nat/en nat tidligere end oprindelig aftalt.
I øvrigt tog vi det – alle i gruppen – som en oplevelse!

Mandag d. 22.10.
Efter den meget kolde nat med meget lange istapper ned fra hytternes tage og en lidt sølle morgenmad blev vi kørt i vores jeeps de 6-7 kilometer ad bjergvej/’dirt track’ op til Rizong Kloster – der lå afsides højt i bjergene over Uleytokpo.
Her blev vi sat af, og vores jeeps vendte tilbage til lejren og overlod os til os selv. Herefter kunne vores besøg i dette unikke kloster begynde.

Indgangsportalen til Rizong klostret

Efter at vi ved portalen til klostret havde fået en intro til, hvad der ventede os forude, gik vi i videre ind i klostret.

Rizong-klostret – set lidt nedefra

Rizong-klostret blev grundlagt i 1831 af Lama Tsultim Nima, der tilhører den såkaldte Gelug-skole. Denne skole er den nyeste af de fire store skoler i tibetansk buddhisme, og den blev grundlagt af en tibetansk filosof og lama ved navn Je Tsongkhapa, der levede fra 1357 til 1419.  Gelug-skolen har siden slutningen af det 16. århundrede været den dominerende buddhistiske skole i Tibet og Mongoliet, både religiøst og politisk.

Rizong-klostret – nærbillede af bygninger

Rizong-klostret – nærbillede af bygninger

Rizong-klostret kaldes også ‘paradiset for meditation’ og er kendt for at have de strengeste regler blandt alle klostre i Ladakh. Nogle af de mest markante regler er:
Munkene må ikke spise æg, kød eller løg. Til morgenmad serveres nudelsuppe og til middag tsampa (glutinfri mel lavet af ristet bygmel og træpæonfrø, blandet op med te).
Munkene må ikke forlade klostret, undtagen i tilfælde af sygdom.
Munkene må ikke røre ved noget, der håndteres af kvinder (inklusive deres egne kvindelige familiemedlemmer).
Mellem solnedgang og solopgang må munkene ikke forlade deres celler, undtagen for at hente vand.
Munkene må ikke have personlige ejendele – ud over bøger og eget tøj.
Der er hverken seng eller ovn (varme) i munkenes celler.
Munkene må ikke høre radio eller musik.

Rizong-klostret – bedehjul

Disse og flere lige så strikse regler betyder af og til, at munke i klostret bliver helt sønderknuste, hvis de uforvarende kommer til at træde på et levende væsen, f.eks. et insekt, eller hvis de kommer til at knække stænglen på en plante.
Klostret består af forskellige rum, der rummer forskellige relikvier, statuer af Buddha, hellige skrifter og fresker tilknyttet buddhismen.

Rizong-klostret – skrin og Buddhafigur

Rizong-klostret – fresko i templet

Der er i dag ca. 40 munke bosiddende i klostret, der har tilknyttet en skole.

Skolen, der hører under Rizong-klostret

Efter vores besøg i klostret vandrede vi den lange vej gennem den smukke dal tilbage til Uleytokpo, og undervejs passerede vi Chulichan nonnekloster, der var beboet af ca. 25 nonner i alderen fra 17 til 80 år, og som i øvrigt er underordnet Rizong-klostret.

Chulichan nonnekloster

Vejen fra Rizong kloster til Uleytokpo

Ellers førte vejen os gennem et til dels goldt og uvejsomt bjergterræn, indtil vi var tilbage i campen, hvor bilerne blev pakket og frokosten fortæret, inden turen gik videre mod Leh – med et par indlagte stop undervejs. I øvrigt blev der lige tid til et sidste kig på Indus-floden, inden turen gik videre…

Et sidste kig på Indus-floden, inden turen gik videre fra Uleytokpo

Første stop på turen fra Uleytokpo til Leh var landsbyen Alchi, hvor vi bla. skulle besøge et af de ældste klostre i Ladakh.
Klostret består af tre store helligdomme, Dukhang (forsamlingshuset), Sumtseg (en 3-etages bygning) og Manjushri (templet), der alle stammer fra det 12. og 13. århundrede, og som er kendt for sine storslåede og velbevarede vægmalerier fra samme tid.

Ankomst til klostret i Alchi

Klostret i Alchi: Indgang med bedehjul

Klostret i Alchi – smukt med udskæringer

Disse vægmalerier viser kunstneriske og spirituelle detaljer fra både buddhismen og de hinduistiske konger, der regerede på denne tid i Kashmir, og de opfattes som nogle af de ældste eksisterende malerier i Ladakh – overhovedet.

Gamle vægmalerier i klostret i Alchi

Kloster-komplekset har også enorme statuer af Buddha og overdådige træudskæringer og kunstværker, og det var et sted, der – trods dets ydre – indgød en vis form for andægtighed, også blandt os som besøgende.
Efter besøget i komplekset vandrede vi en tur gennem den lille by, hvor det mest var gamle og mere eller mindre forfaldne huse, der sprang i øjnene på os.

Hus i Alchi

Huse på en bakke i udkanten af Alchi

Fra Alchi gik turen videre til Sangam Viewpoint – stedet hvorfra man kan se floderne Indus og Sangam løbe sammen og fortsætte som én flod, Indus. Et imponerende flot sted – i et rigtig flot lys, men desværre også modlys…

Sangam Viewpoint – med kig ned over Indus og Sangam

Herfra gik turen det sidste lille stykke ind til Leh, hvor vi skulle tilbringe de næste nætter på Hotel Singge Palace. Køreturen gik langs med Indus, og undervejs passerede vi byen Spittuk, som vi skulle lære nærmere at kende en af de næste dage.
I øvrigt stod den bare på afslapning på vores hotel – og en lækker aftensmad, mens vi længtes efter at kunne sove i varme senge…

Tirsdag d. 23.10.
Efter morgenmaden havde besluttet os for en vandretur langs Indus, og vi blev derfor transporteret til Indus Viewpoint, hvorfra der – som navnet næsten siger – er et flot view ud over Indus-floden.

Et kig ud over Indus fra Indus Viewpoint

Herfra travede vi videre gennem ad en mindre vej til landsbyen Phey med små huse, markparceller og rigtigt afslappende landsbyliv. Landsbyen var en god blanding af nyt og gammelt, og man udviste stor opfindsomhed og snilde i konstruktion af hegn og murværk. En spændende lille by langt fra alfarvej, hvor det mest markante bygningsværk – ud over templet – var byens fine og temmelig moderne skole.

Gammel og primitiv bygning i udkanten af Phey

En af Pheys pænere og mere moderne bygninger

En af gaderne gennem Phey

Videre gik turen – stadigvæk langs Indus og langs marker med en mængde hvide stupaer i forskellig størrelse og stand – til Phey Campus.

Hvide stupaer langs vejen fra Phey til campus

Hvide stupaer langs vejen fra Phey til campus

Phey Campus, der blev indviet i 1998 af Dalai Lama, er i dag hjemsted for ca. 40 studerende og nogle få ansatte og frivillige, som bor, arbejder og studerer her. Campus vedligeholdes og drives af de studerende selv på et demokratisk grundlag.

Velkommen til Phey Campus

Vi fik en grundig indføring i lejren, der er bygget af simple, billige og lokale materialer ved traditionelle teknikker, og vi fik forevist den store skolebygning og overværede derudover undervisningen i japansk! Ud over skolebygningen er der tre beboelseshuse og 20 små ‘celleværelser’, og naturligvis er alle bygningerne solopvarmede.

Phey Campus: Studerende i gang med tømrerarbejde

Phey Campus: Skolebygningen

Phey Campus: Der undervises i japansk

I forbindelse med lejren er der plantet mere end tusinde træer, der holdes køer og høns, og der er anlagt en økologisk køkkenhave. I det hele taget forsøger man i høj grad at være selvforsynende, hvor alt genbruges i en eller anden form, og intet går til spilde.

Phey Campus: Beboelse for de studerende

Phey Campus: Skolens toiletter

Og så troede vi, at vi i Danmark var så langt fremme på økologi og genbrug! Næ, her kunne vi lære noget.

Phey Campus: Skolens motto sås overalt

Phey Campus: Udendørs køkken. Ovnene opvarmet af gamle paraboler (solovne)

Efter vores gåtur og besøget i campen blev vi afhentet af vores biler og blev kørt tilbage til hotellet, hvor frokosten var serveret.
Efter frokost vandrede vi rundt i Leh – hovedsagelig på Main Bazaar Road, der er byens gågade, med mange interessante butikker. Vi betragtede livet i gaden med dens mange handlende, og vi satte os op på en café på første sal, hvor vi fik serveret en øl med en papirspose udenom, således at de øvrige gæster ikke kunne se, hvad det var, vi drak. Caféen havde vist ikke tilladelse til at sælge øl…

Main Bazaar Road i Leh

En af gadesælger – helt nede på jorden – i Main Bazaar Road

Videre førte vores vej forbi steder, pladser og huse, der ikke er så velholdte som i Main Bazaar Road, men alligevel oplevede vi overalt en livlig håndværksmæssig udfoldelse. Der blev renoveret, forskønnet huse og andre bygninger, bygget mure, anlagt veje og gravet ud – alt sammen med primitive værktøjer og håndkraft – men der var rigtig gang i den, og der blev arbejdet hårdt for at forskønne byen.

Væk fra Main Bazaar Road; bygningerne skifter karakter

Under construction…

Fra de små gader i Leh tog vi de 555 stejle trappetrin op til den smukt beliggende Shanti Stupa ca. 5 kilometer fra byens centrum, oppe i bakkerne. Da stupaen ligger i 3609 meters højde, var turen ad trapperne noget, der hev i lungerne på os, men op kom vi.
Shanti Stupa blev bygget fra 1983 til 1991 på foranledning af en japansk buddhist, og ved foden af stupaen har man opført et tempel, der bla. rummer fotografiet af Dalai Lama med relikvier fra Buddha. Stupaen blev dels bygget for at fremme verdensfred og velstand og for at fejre 2500 års buddhisme, dels som et symbol på båndene mellem befolkningerne i Japan og Indien.

Templet ved Shanti Stupa

Shanti Stupa

Motiver fra Shanti Stupa

Selv om den skinnende hvide stupa er et flot bygningsværk, var det dog mere panoramaudsigten heroppefra og ned over Leh og omegn, der var imponerende, og som vi lige skulle nyde en ekstra gang.

Udsigten ned over Leh fra Shanti Stupa

Men ellers var det bare ned ad trapperne igen og tilbage gennem byens små gader, hvor vi flere gange kom i kontakt med ‘det arbejdende folk’.

Der flyttes jord på simpel vis

Anlæggelse af ny vej

På vejen kom vi forbi Moravian Mission School, der er oprettet af missionærer fra den Moraviske kirke. Missionærerne åbnede lægeklinikker og etablerede de første drenge- og pigeskoler i byen, og med tiden åbnede en uddannelse fra denne skole for gode offentlige jobs, og elever herfra kom med tiden til at sidde i mange høje stillinger i byen.

Den Moraviske Missions Skole

Den Moraviske Missions Skole

Tilbage på hotellet stod den på aftensmad og rolig hygge, hvor vi lige skulle vænne os til den tynde luft – og så ellers bare hvile ud til i morgen.

Onsdag d. 24.10.
Denne dag var det buddhismen, der var omdrejningspunktet, og efter morgenmaden kørte vi sydpå i vores biler for at besøge en række meget betydningsfulde klostre i Ladakh.
Første stop var Karma Dupgyud Choeling-klosteret i byen Choglamsar, der ligger få kilometer syd for Leh. Klostret, der skulle være ‘en skjult perle’, er ikke ret besøgt, og det var da heller ikke på grund af et klosterbesøg, vi stoppede her.

Indgangsporten til Karma Dupgyud Choeling-klosteret i Choglamsar

På modsatte side af landevejen ligger en større plads, som den 14. Dalai Lama besøgte for ikke så længe siden – den 1. august 2018. På trods af at stedet ikke havde noget særligt at byde på, så betød besøget rigtig meget for buddhisterne i Ladakh.

Pladsen som Dalai Lama besøgte i Choglamsar

Fra Choglamsar gik turen videre med endnu et fotostop – ved bredden af Indus og med udsigt over det højt beliggende Stakna Gompa. Klostret, der er fra slutningen af det 16. århundrede, har fået sit navn, der direkte oversat betyder ‘Tigernæse’, fordi den bakke, det ligger på, har form som en tigernæse. Klostret hører under Drukpa-ordenen.
Fra det sted, hvor vi parkerede, havde vi en flot udsigt over landskabet med floden og klostret.

Stakna kloster ved Indusfloden

Ellers gik turen videre til vores første egentlige mål, Hemis Gompa, der hører under Drukpa-ordenen.
Hemis klostret, der er genetableret i 1672 under Ladakhi-kongen Sengge Namgyal, har i virkeligheden nok eksisteret før det 11. århundrede, og det omtales normalt som det rigeste kloster i Ladakh.

Velkommen til Hemis Gompa

Klostret er bedst kendt for sin 2-dages religiøse festival, Hemis Festival, der afholdes på den 10. dag i den femte måned i den tibetanske kalender, hvilket er i juni/juli måned i vores gregorianske kalender. Under festivalen opføres Cham-dans (maskedans) og andre traditionelle danse i klostret understøttet af ​​trommer og bækkener og til tonerne af musik afspillet på lang pibe,  som er et tibetansk musikinstrument. Begge dage udfoldes der gigantiske thangkas (buddhistiske malerier) for offentligheden.
Klostret er bygget i tibetansk stil med hvide vægge, og når man kommer til klostret, foregår det gennem en gigantisk port, der åbner til en stor gårdhave. På den nordlige side af gårdhaven er der to forsamlingshuse, og her er skytsguderne og Livshjulet placeret.

Hemis Gompa

Hemis Gompa – klostrets gård

Klostret er endvidere også kendt for at huse et bibliotek med mange værdifulde og uerstattelige værker.
Efter at vi lige havde orienteret os i gården, fik vi en guidet tur gennem hovedtemplet – Main Temple – hvor indgangene var dekoreret med malerier med livshjul, og hvor vi stødte på  imponerende Buddhafigurer, flotte malerier og tæpper samt smukke mandalaer fremstillet i farvet sand. Også et tæppe med indvævet svastikategn – i buddhismen et symbol på lykke – blev vi præsenteret for…

Hemis Gompa – Indgange med livshjul

Malerier i Hemis Gompa

Buddhafigurer i Hemis Gompa

Smuk mandala i Hemis Gompa

Tæppe med indvævet svastikategn i Hemis Gompa

Efter rundturen indenfor gik vi op på templets flade tag, hvorfra der var en fin udsigt over landsbyen Hemis med bjergene i baggrunden.

Udsigt over landsbyen Hemis fra templets tag

Videre gik vi videre mellem bygninger, der tilhørte templet, og hvor forskellige smågrupper af elever og studerende blev undervist af munkene. På hver ledig plads mellem bygningerne sad munkene på deres stole og holdt skole for en gruppe drenge i forskellig alder – alle klædt i samme, mørkerøde dragt.

Hemis Gompa – et skjult hjørne…

Drenge – novicer – modtager undervisning i små grupper

Da vi trængte til at få rørt lemmerne lidt, gik vi ad en lille sti gennem området – stort set uberørt med træerne i efterårsfarver og med små bække, der var ved at fryse til is i det lidt kolde efterår.
Efter besøget og pausen i Hemis gik turen videre til det næste kloster på programmet, Thiksey Gompa, der er tilknyttet Geluk-ordenen.

Thiksey klostret højt beliggende på en bakketop

Et kig på Thiksey-klostret, lidt nedefra…

Thiksey klostret, der ligger højt placeret på en bakketop og har et separat afdeling for nonner, har en stor lighed med det kendte Potala Palads i Lhasa i Tibet, og det 12 etager høje kloster rummer mange buddhistiske kunstgenstande, herunder stupaer, statuer, thangas, vægmalerier og sværd. En af klostrets største seværdigheder er Maitreya-templet, der blev indrettet til minde om, at den 14. Dalai Lama besøgte klostret i 1970; templet indeholder en 15 meter høj statue af Maitreya – fremtidens Buddha. Det er den største Maitreya-statue i Ladakh, og den dækker to etager af bygningen.

Udsmykning af en af Thiksey-klostrets porte

Ud over Maitreya-templet indeholder klostret vigtige bygninger som forsamlingshuset (hovedbedesalen), Taras tempel (der er dedikeret til gudinden Tara, små helligdomme viet til forskellige skytsguder samt Lamokhang-templet, som er et lager  af skrifter, herunder Kangyur og Stangyur – og i øvrigt kun er for mænd. Endelig er der som sagt nonneklostret, Nyerma.

Fra Thiksey-klostrets gård

Buddhistmunke slapper af i gården

Vi fik en rundvisning i klostret, og her kunne vi i forsamlingshuset opleve, at munkene øvede sig på Cham-dansen, som de skulle opføre ved den årlige Gustor festival, der afholdes på klostret den 17. til den 19. dag i den niende måned i den tibetanske kalender, hvilket svarer til oktober-november i den gregorianske kalender. Det var en stærk og anderledes oplevelse at se de maskerede deltagere i forskellige kostumer danse rundt til akkompagnement af musik spillet på traditionelle, tibetanske instrumenter som tingsha bækken, dung shen (stort, langt blæseinstrument – nærmest som et alpehorn), gong og trommer.

Der øves på Cham-dansen – iført kostumer

Novicer slår takten an til dansen

Der spilles til dansen – til højre på dung shen

Efter besøget i forsamlingshuset fik vi også lige tid til at se Maitreya-templet med fremtidens Buddha og Taras tempel. Alt i alt var besøget her på Thiksey klostret en stærk oplevelse.

Maitreya-templet i Thiksey-klostret med fremtidens Buddha

Vi fik os dog løsrevet fra stemningen og kørte den korte vej til dagens sidste stop, Shey palads og kloster.
Shey Palace, der tidligere var Ladakhs sommerhovedstad, er i dag et kompleks af bygninger, der ligger højt i terrænet med udsigt over Shey søen i dalen. Det oprindelige palads, der nu ligger i ruiner, blev opført i det 10. århundrede under Lhachen Palgyigon, der var konge over Ladakh. Dette palads er nu forfaldent, og det nuværende Shey-palads og kloster blev opført i 1655 efter instruktioner fra  Deldan Namgyal til minde om hans afdøde far, Sengge Namgyal – som erstatning for det gamle palads.

Shey Palace og kloster set fra vejen i dalen

Motiv fra Shey kloster

Klosteret er kendt for en 12 meter høj kobberstatue, der forestiller en siddende Buddha. Denne statue, der er forgyldt med rent guld guld,  fylder tre etager i klostret.

Den siddende Buddha i Shey kloster

Vores besøg på klostret var rimelig kortfattet, og ud over at se Buddhafiguren og nyde udsigten fra paladset, var der ikke så meget at komme efter. Og det kan så godt være, at det var fordi, at vi gennem dagen var blevet for godt vant?

Udsigten fra Shey Palace . med Shey Lake i forgrunden

Efter besøget i Shey palads og kloster gik turen i vores biler den korte tur tilbage til vores hotel i Leh, hvor resten af dagen blev brugt på hyggeligt samvær, en enkelt kold øl og afslapning i den tynde luft, som vi stadigvæk ikke helt havde vænnet os helt til.

Torsdag d. 25.10.
Dette var en dag, hvor vi havde besluttet os til at være lidt fysiske – dvs. at vi ville tage på et ‘baby-trek’ ud i landskabet omkring Leh, for at se på fuglene og andre vilde dyr i bjergene.
Men lad det være sagt med det samme: Fugle så vi ikke en eneste af…
Vi blev efter morgenmaden transporteret til landsbyen Stok, hvor vi blev sat af tæt ved den nye Buddhastatue, der lå hævet højt over landsbyen. Den 22 meter høje statue, der viser en siddende Gautama Buddha, er bygget mellem 2012 og 2015 og indviet af den 14. Dalai Lama den 8. august 2016. Under statuen er et mindre tempel.

Buddhastatuen ved Stok

Indgangen til templet under Buddhastatuen ved Stok

Fra statuen vandrede vi forbi det undseelige Kurphuk-kloster og videre gennem landsbyen Stok med Stok Gompa, der blev grundlagt i det 14. århundrede, og som er berømt for at have alle de 108 bind af Kangyur.

Udsigten fra Buddhastatuen ned over Kurphuk-kloster

Kangyur er den tibetanske buddhistiske kanon af hellige tekster, der formodes at være blevet talt af Buddha selv. Alle tekster var formegentlig oprindelig på sanskrit, selvom den tibetanske tekst i mange tilfælde blev oversat fra kinesisk eller et andet sprog.

Stok Gompa

Vi havde ikke påtænkt at skulle besøge klostret – og vi nøjedes med at se den flotte bygning udefra. I stedet fortsatte vi gennem byen og ud i noget, der kunne minde om en stenørken med få spor og stier, vi kunne følge på vores vandring, der skulle bringe os til en anden landsby, Spituk, der lå længere mod vest og ved bredden af Indus.

Stenørken mellem Stok og Spituk

Og det var så her, vi skulle se fuglene, der bare ikke var ude at flyve i dag.
På grund af landskabets beskaffenhed kunne vi ikke helt holde retningen, og vi endte – godt matte i koderne efter en tur på godt og vel 9 kilometer ved hyttehotellet ‘The Last Resort’ på den forkerte side af Indusfloden.
Undervejs blev det bare til en enkelt lille øgle, vi fik øje på. Det drejede sig om den endemiske, men kedeligt grå, agama med det tillempede danske navn Theobalds tudsehoved agama (Phrynocephalus theobaldi), der kun er kendt fra Turkestan, Kashmir, Ladakh, Nepal og det vestlige Kina.

En enkelt agame – Phrynocephalus theobaldi – stødte vi da på…

Hytter i The Last Resort

Fremme ved ‘The Last Resort’ måtte vi have fat i vores biler, så vi kunne blive transporteret de sidste kilometer og over floden til Spituk.
Mens vi ventede på bilerne gik vi lidt rundt i området, mellem små gårde og huse og andre bebyggelse og betragtede livet, der udspillede sig her, mens vi i glimt faktisk – i det fjerne – kunne se det højt beliggende kloster i Spituk.

På tur mellem huse, mens vi ventede på bilerne

I bilerne tog vi så det sidste stykke vej til Spituk Gompa, der er grundlagt af en munk i det 11. århundrede, da han slog sig ned på dette sted. Klostret hørte oprindelig under ‘Red Hat’-sekten, men blev i det 15. århundrede overtaget af Gelug-sekten.
Klostret bebos i dag af ca. 100 munke.

Spituk-klostret

Under vores besøg i klostret så vi flere Buddha-statuer, mens vi ikke så noget til den meget store statue af Kali, en stor hinduistisk gudinde forbundet med tid, forandring, skabelse, magt, ødelæggelse og død i hinduismen, der i øvrigt kun afsløres ved klostrets årlige festival.

To af flere Buddhastatuer i Spituk klostret

Fra klostrets gange…

En etage øverst oppe i klostret

En bemærkelsesværdig ting ved klostret var, at der flere steder var ophængt billeder med tankevækkende læresætninger af den 14. Dalai Lama – mange af dem med ord, vi alle kunne lære af…

Læresætninger af den 14. Dalai Lama

Efter besøget i klostret gik turen tilbage til hotellet – endnu engang til lækker aftensmad, en enkelt øl og hyggeligt samvær med de øvrige deltagere i vores lille rejsegruppe.

Fredag d. 26.10.
Så fik vi taget hul på vores sidste dag i Ladakh!
Det betød så, at vores lille gruppe blev splittet lidt op, idet nogen ville ud at vandre i småbyerne igen, mens Sanne og Jørgen samt vi to vejlensere ville op i Khardung La-passet, der er et af de højeste pas i verden, der kan passeres i en almindelig bil. Passet ligger 39 km fra Leh.
Altså fik vi – efter morgenmaden – en guide og en bil stillet til rådighed, forsynet med snekæder samt ekstra ilt, hvis vi skulle blive dårlige i den meget tynde luft. Og så var det ellers bare af sted på en tur, hvor vi ca. halvvejs (efter 24 km) måtte igennem et checkpoint i South Pullu, hvor vi skulle vise vores tilladelse til at køre op i passet.

Ankommet til check-pointet South Pullu

Der er ikke megen by i South Pullu

Indtil checkpointet var vejen fin, men derefter blev den i gradvis dårligere stand; godt nok skulle den være asfalteret, men efterhånden, som vi kom opad, blev betingelserne for vores chauffør sværere og sværere. Vejen var fedtet af mudder, is og sne, og det blev lidt af en udfordring at manøvrere uden om nedfaldne sten og klippeblokke samt større og mindre huller i vejen…

Vejen det sidste stykke fra South Pullu til Khardung La

Men det lykkedes os at komme frem til Khardung La, der ligger i 5359 meters højde og forbinder Indus-floddalen med Nubradalen.
I passet ligger en lille souvenirshop (og museum), en lille café, en vindomsust gompa, en oxygen-café (hvor man kunne tanke ilt, hvis det var nødvendigt) samt et offentligt toilet.

Så er Khardung La nået…

… og der blev lige tid til at tage et billede til dokumentation

Vi brugte lejligheden til at få en kop kaffe i caféen og at besøge toilettet – der i sig selv var en oplevelse. Alt var frosset fast, døren kunne ikke lukkes på grund af is og urinen frøs til is, inden den ramte bunden af urinalen!

Souvenirshop i Khardung La

Militærkøretøjer i passet

Jeg gjorde et forsøg på at besøge det lille, højtbeliggende kloster, men måtte opgive at komme op af trappen til indgangen. For det første på grund af de meget glatte trin, og for det andet fordi jeg ikke kunne få ilt nok ned i lungerne til at kunne klare opgaven!

Det lille kloster i passet – ensomt beliggende og sjældent besøgt

Et primitivt toilet – og militært personel, der skifter til snekæder

I selve passet var der mange militære køretøjer, der gjorde holdt, bla. for at få snekæder på – og i øvrigt måtte nogle soldater hjælpe med at skubbe en bil med munke de sidste meter op til passet.
I det hele taget var vores ophold her i passet er oplevelse, der printede sig dybt i vores hukommelse, men efter en pause på en halv times tid, havde vi suget alle indtrykkene ud af stedet, og vi kunne igen tage plads i vores varme bil for at begynde nedstigningen til Leh.

På vej tilbage til Leh

Vel nede i byen igen blev det tid til lidt frokost, inden vi vandrede en sidste gang ud i byen. Her valgte vi at kigge lidt ind i kvartererne bag markedsgaden, og det betød så også, at vi blev ført lidt længere tilbage i tiden – forbi meget små og mørke forretninger, der sikkert skulle brødføde en hel familie. Det var både små butikker og ditto håndværksvirksomheder, der lå side om side, og hvor arbejdsmiljø var ‘en by i Rusland’. F.eks. oplevede vi et værksted, der farvede tøj under anvendelse af giftige kemikalier – uden maske, udsugning og afskærmning…
Undervejs gjorde vi stop for enden af markedsgaden ved et af sikhernes templer, et flot hvidt bygningsværk, som vi hverken kunne besøge eller finde nogen information om, så vi gik videre gennem de små gyder og stræder i området neden for det tidligere kongepalads, Leh Palace. Paladset blev bygget omkring år 1600 under kong Sengge Namgyal, og det fungerede som kongelig residens indtil midten af det 19. århundrede, da dografolket tog kontrol over Ladakh og tvang den kongelige familie på flugt og til at flytte uden for byen til Stok Palace.
Det 9 etager høje palads, der i øvrigt er under restaurering, blev beboet af kongefamilien i de øverste etager, mens de nederste etager rummede stalde og lagerrum.
Rundt omkring i kvarteret små mere eller mindre skumle stræder og gyder stødte vi på huse – mere eller mindre faldefærdige – men som med hjælp fra udenlandske fonte og organisationer var ved at blive sat i stand. Husene repræsenterede trods alt en kultur og byggetradition, som man ved nærmere eftertanke ikke ønskede skulle gå tabt. Altså bedre at renovere end at rive ned og bygge nyt. Ellers var det en bydel, som vi vel mest dækkende ville betegne som slum.
På vej tilbage til hotellet oplevede vi en sidste gang, hvordan folk kreativt – men på ærlig vis – forsøgte at skaffe til dagen og vejen. På et hjørne sad således en ældre mand med en badevægt; og så kostede det et par håndører at blive vejet og få en seddel med sin vægt.
Dagens sidste opgave var at pakke bagagen, så vi var klar til afgang med retning New Delhi i morgen tidlig – og så ellers nyde den sidste aften i godt selskab her i Leh.
(9020-9078)

Lørdag d. 27.10.
(9079-9236)
Søndag d. 28.10.
Hjemkomst

Dette indlæg blev udgivet i Hans Andresen rejse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *