Travelling the World

Denne beretning vedrører den anden tredjedel af dette efterårs rejse til Himalaya, der startede for en uges tid siden i Nepal – og nu stod den så på en uges rundrejse i Bhutan.

Søndag, d. 12.10.25
Efter en kort flyvetur fra Kathmandu, hvor vi desværre sad i den forkerte side af flyet til at kunne nyde udsigten over Himalayabjergene med Mt. Everest som det absolutte højdepunkt, landede vi i Paro International Airport, der er den eneste internationale lufthavn i Bhutan – i øvrigt efter en kringlet indflyvning, hvor piloten skulle holde tungen lige i munden for at komme ned mellem bjergene og få den rette position til landing.

Efter sigende er det kun ganske få piloter, der har tilladelse til at lande et fly i Paro lufthavn, alle fra Bhutan og alle med mere end 10 års erfaring; så vanskelig er en landing her!
Efter at flyet var sat sikkert ned på jorden, kunne vi forlade flyet og kom så ind i en ankomsthal med bagagebånd, der var udsmykkede med miniudgaver af nogle af landets store seværdigheder, bla. Punakha Dzong (som vi i øvrigt senere på vores tur rundt i landet skulle besøge) – bygget i ret stor målestok – flot!

Ellers fik vi samlet vores bagage og kom gennem paskontrollen og ud foran lufthavnsbygningen, hvor vores bhutanske guide og følgesvend for den næste uge, Sangay Dorji, ventede på os. Og efter en lille præsentationsrunde, hvor Dorji endvidere fortalte os, at han – af praktiske grunde – havde ændret lidt i rækkefølgen af de besøg, vi skulle have i forbindelsen med vores tur rundt i landet.
Dernæst førte han os til vores ventende bil og chaufføren, Phurba Tamang, og så gik det ellers fra Paro med retning mod hovedstaden, Thimphu.
Første stop på turen var efter ca. 15 kilometer, hvor vi gjorde holdt ved templet Tachog Lhakhang, ‘Den Fremragende Hests Tempel’, der blev bygget af den legendariske store jernbrobygger, Thangtong Gyalpo (1385-1464). Om templet siger en legende, at Thangtong Gyalpo en dag mediterede på dette sted, da han fik en vision af den spirituelle hest Balaha, der inspirerede ham til at bygge templet.

Thangtong Gyalpo var på samme tid både helgen og ingeniør, og det menes, at han var den første til at anvende jernkæder i konstruktionen af ​​hængebroer. Han byggede adskillige jernbroer i både Bhutan og Tibet i det 15. århundrede, og af disse er nogle stadigvæk i brug den dag i dag.
Tachog Lhakhang er et privat kloster, der drives af efterkommere af Thangtong Gyalpo, og vi besøgte ikke selve klostret, men blev ved floden Paro Chhu og den historiske jernbro, Tamchog Chakzam, over floden. Broen, der er forankret i et brotårn på hver side af floden, er bygget i 1420, men blev skyllet væk i forbindelse med, at floden gik over sine bredder i 1969. Broen er siden rekonstrueret og ophængt igen, men da det er for usikkert at benytte den, byggedes en ny bro ved siden af den gamle, og det er den bro, man i dag benytter, når man skal over til templet. 

Nær brotårnet på den anden side af floden ligger et lille, kvadratisk tempel med bedehjul – hvilket indbød til at tage en runde, med uret rundt, mens man drejer rundt på bedehjulene.

Efter besøget på ‘den anden side’ af Paro Chhu-floden, gik turen tilbage til bilen, og turen kunne gå videre i retning Thimphu.
Vores næste stop – efter endnu få kilometer kørsel var Chhuzom, kendt som stedet, hvor floderne Paro Chhu og Wong Chhu løber sammen og dannede fortsættelsen, Thimphu Chhu. Vi kørte over Wong Chhu og gjorde holdt, mens der lige blev tid til at fotografere en flot port, som vi kørte gennem og sammenløbet mellem floderne. I øvrigt var der på klippevæggen ved broen et overdådigt billede af kongeparret med deres børn.

Fra Chhuzom gik det videre til frokost på Edelweiss Restaurant i den nordlige udkant af Thimphu, og efter maden og lidt pause vandrede vi fra restauranten og over til det nærliggende National Folk Heritage Museum, der er indrettet i et traditionelt, 3-etagers hus, der er over 150 år gammelt og er bygget af ler og træ. Huset har tilhørt en lokale høvding, Kawang Mangkey, og i de forskellige rum i huset udstilledes forskellige materialer og redskaber, der relaterer sig – eller har relateret sig – til den bhutanske kultur og livsstil.

Således omfatter udstillingerne redskaber fra landlige husholdninger, køkkenudstyr, traditionelt tøj, og vi kunne se eksempler på teknikker til konservering af fødevarer og opbevaring af ris. På øverste etage var der et husalter, som det stadigvæk er almindeligt at finde i en del af husene den dag i dag.

Uden for huset så vi både en traditionel mølle og en oliepresse, og alt i alt var besøget i museet en fin historisk indføring i livet på landet i Bhutan for 100 år siden – som en slags optakt til det, vi skulle opleve den næste uge.

Fra museet fortsatte vi til Tashichho Dzong, der er en imponerende traditionel fæstning, der i dag er sæde for Bhutans regering og huser kongens tronsal, ministerier for indenrigs- og finanssager samt landets klosteradministration.
Der er endvidere tredive templer, kapeller og helligdomme i Tashichho Dzong, som dermed også har en stor betydning – set med religiøse øjne.
Tashichho Dzong, der betyder ‘Den Glorværdige Religions Fæstning’ og i daglig tale kaldes Thimphu Dzong, er en imponerende bygning, der har været sæde for Bhutans regering siden 1955, hvor hovedstaden flyttede fra Punakha til Thimphu.
Tashichho Dzong blev bygget i 1641 af Zhabdrung Ngawang Namgyel, og den er blevet ødelagt på grund af brand og jordskælv flere gange; hver gangder den dog blevet rekonstrueret og udvidet. Dens nuværende form er blevet til under Kong Jigme Dorji Wangchuck i 1962.

Fæstningen er kendetegnet ved store, hvidkalkede vægge, rigt dekorerede gyldne tage og smukke trævinduer, og den er opbygget uden brug af søm og på den måde et godt eksempel på traditionel bhutansk arkitektur. Samlet set fremstår Tashichho Dzong som en firelænget bygning i to etager med tre-etagers tårne ​​i hvert hjørne, ligesom der er et stort centralt tårn – en utse – i fæstningens gård.
Kun utsen (centraltårnet), Lhakhang Sarp (det nye tempel) og gönkhang (beskyttertemplet) er i dag tilbage fra den tidligere fæstning fra før 1960’erne.
Fæstningen har to indgange fra den østlige side; den sydøstlige indgang fører til den administrative del, som er lukket for besøgende, mens den nordøstlige indgang fører til klosterdelen, der så til gengæld er åben for besøgende. 

Efter at have parkeret bilen vandrede vi til klosterindgangen, der førte til fæstningens store gård, og her blev vi mødt af malede fresker af de fire skytskonger (typisk for enhver Dzong i Bhutan) fra himmelretningerne. Hver af de fire konger er kendetegnet ved en bestemt farve: Vaishravana (nord, gul), Virudhaka (syd, blå), Dhritarashtra (øst, hvid) og Virupaksha (vest, rød).
Trappen, der fører til Dzongens indre gård er bemalet med billeder af bla. Drukpa Kunley, kendt som ‘den guddommelige galning’, og Bhutans skytshelgen, Thangtong Gyalpo, som var en buddhistisk mester, der byggede mange jernbroer i Bhutan, samt Togden Pajo, ligeledes en buddhistisk mester, der grundlagde Phajoding-klostret nær Thimphu.

Vi havde god tid til at vandre rundt i klostergården, lige som der blev tid til at besøge klostret – uden fodtøj og kamera – som det i øvrigt viste sig at være i alle klostre i Bhutan!

Fra den store gård lige uden for klostret var der endvidere godt overblik over de øvrige bygninger i fæstningen, ikke mindst utsen (centraltårnet) og et andet fritstående tårn i gården.

Samtidig var der gang i de daglige gøremål, hvor munke i deres dybtrøde kutter bevægede sig rundt mellem de forskellige bygninger. Hele tiden var der aktivitet og hele tiden detaljer, vi kunne få øje på.

Efter besøget i Tashichho Dzong kørte vi til centrum af Thimphu, hvor vi besøgte et håndværksmarked – Thimphu Craft Bazar, der består af en række små boder i gaden Norzim Lam. Her fik vi flere snakke med lokale kunsthåndværkere, så dem i arbejde, og der blev da også købt et par tørklæder – lokalt vævet af uld fra baby-yakokser.

Fra gaden kunne vi også se luksushotellet Pemako Thimphu, der åbnede i 2023 på stedet for det tidligere Tai Tashi-hotel. Navnet ‘Pemako’ betyder ‘skjult lotusland’, og hotellet er hurtigt blevet kendt for at blande traditionel arkitektur med moderne komfort med bhutansk kunst og kulturelle oplevelser som f.eks. bueskydning.

Med besøget i håndværksgaden var dagens program ved at være forbi, og vi kørte derfor til vores hotel, Drukgyal Twin Tower, der lå på en bakke med udsigt fra værelserne over Tashichho Dzong – og vi kunne da heller ikke klage over den flotte dusigt til dzongen fra vores hotelværelse! 

Dagen kunne herefter slutte med lidt lækker aftensmad og afslapning på hotellet efter vores første dag i Bhutan.

Mandag, d. 13.10.25
Efter en rigtig fin nat og lækker morgenmad blev vi mødt af vores guide og chauffør, og foran os var nu et omfattende program i og omkring Thimphu.
Det startede med, at vi kørte den korte tur til et udsigtspunkt, Sangaygang View Point, hvorfra vi havde en vandretur på 1,6 km ad en ikke så anstrengende natursti til Wangditse Lhakhang, der er et kloster, der bla. er kendt som stedet, hvor de to gutter fra ‘Nul Stjerner’ overnattede ved deres besøg i Bhutan i 2024.
Naturstien var rimelig jævn at gå på, og der førte os forbi udsigtspunkter med flotte udsigter over Thimphu, der lå for vores fødder – langt nede, så der blev da indlagt en række små stop for at nyde netop denne udsigt, og jeg tror også, at der var nogen i selskabet, der godt kunne bruge at puste lidt ud undervejs.

En anden ting, der gjorde turen interessant var de mange bedeflag i de fem farver: blå, hvid, rød, grøn og gul, der symboliserer de fem elementer: himmel/rum, luft/vind, ild, vand og jord.
På flagene var der trykt/skrevet bønner, mantraer og ønsker, og når vinden blæser i flagene, spredes disse ord ud i verden, hvilket skaber harmoni og bringer energi til gavn for alle levende væsener

Efter en vandretur på godt en halv time nåede vi frem til Wangditse-templet, der ligger højt og helt isoleret på en skovklædt højderyg – og kun kan nås ad den vej, vi benyttede, eller ad en kortere, mere stejl og derfor også mere anstrengende rute.

Templet blev grundlagt i 1715 og er dermed et af de ældste templer i Thimphu og en vigtig national kulturarv. Det led store skader i forbindelse med et jordskælv i 2011, men i 2013 startede genopbygningen af templet, og i starten af 2020 stod dette arbejde færdigt.
Før renoveringen var templet en 2-etagers bygning, men ved renoveringen kunne man konstatere, at det oprindelig var bygget i tre etager, hvilket et maleri fra 1783 også kunne bekræfte.

Derfor blev templet også genopbygget i de oprindelige 3 etager.
Ved vores besøg ved templet stødte vi på en munk, der havde slået sig ned ved to store bedehjul, og han sad her under hele vores besøg og hev i hjulene og fremsagde sine bønner.

Der blev også lige tid til et besøg inde i templet – igen: ingen foto! – og bagefter fik vi en snak med en af munkene, der var tilknyttet klostret, og som tilbød os lidt at spise.
I øvrigt var det den samme munk, som Jan Elhøj og Morten Kirckhoff – ‘Nul Stjerner’ – snakkede med ved deres besøg her sidste år.

Efter besøget i templet var det ellers bare tilbage ad samme sti, vi var kommet. 
På turen tilbage holdt vi i øvrigt øje med især fuglelivet omkring os, og vi så da også en flok hvidstrubede skadedrosler (Pterorhinus albogularis), der fouragerede i træerne langs stien.

Da vi var nået tilbage til vores bil og chauffør, gik det den korte tur ned ad vejen til Royal Takin Preserve, der er et vildtreservat for Bhutans nationaldyr, takin (Budorcas taxicolor whitei).

Oprindelig var reservatet en minizoo, men da Bhutans konge mente, at det af religiøse og miljømæssige årsager var upassende for et buddhistisk land at indespærre dyr, slap man dyrene fri og lukkede ​​minizooen. Til alles overraskelse nægtede takinerne at forlade området, og man måtte i stedet oprette et reservat til dem, hvor de kunne være og leve i fred, i pagt med naturen.
Takiner lever i naturen af græs og opholder sig i sommerperioden på alpine enge i mere end 3700 meters højde, men om vinteren – efter regntiden – flytter de sig ned i lavere højder.

Reservatet indeholder også andre af Bhutans mere sjældne dyrearter, og på vores tur rundt i reservatet så vi bla. bharal, også kaldet blå får (Pseudois nayaur), sambarhjort (Rusa unicolor) samt muntjac, også kaldet gøende hjort (Muntiacus muntjak).
Bharalen/Det blå får er hjemmehørende i det høje Himalaya, og den er i virkeligheden nærmere beslægtet med gederne end med fårene og kendes på den tætte skifergrå pels, der nogen gange er med et blåligt skær. Da de lever i de nøgne klipper, er de med deres pels godt camoufleret, og nærmer en fjende sig, bliver de stående, helt ubevægelige, indtil de bliver opdaget. Herefter piler de af sted i de stejle klipper, indtil de igen fryser og falder i ét med klipperne.

Sambarhjorten er den største hjort, der lever i Bhutan, og den lever for det meste i de højereliggende dele af landet – som det er tilfældet med Takinen. Bestandene af sambarhjorte i Asien er faldet drastisk på grund af jagt og industriel udnyttelse af dens levesteder (hvilket dog heldigvis ikke er tilfældet i Bhutan!), og på grund af dette fald er den siden 2008 opført som en sårbar art på IUCNs rødliste!

Muntjac er en af de mindste hjortearter, og den kendes på dens kald, der lyder som en hunds gøen, som den udstøder, når den bliver truet eller når der er fare til stede. Bortset fra i parringssæsonen lever de voksne dyr alene, og hannerne markerer deres territorier med sekret fra deres kirtler lige under øjnene mod jorden eller på træer. 
Den er opført som mindst truet på IUCNs rødliste.

Efter besøget i reservatet kørte vi tilbage til Thimphu, hvor vores næste besøg gjaldt National Institute for Zorig Chusum, der er Bhutans førende institut for bevarelse og fremme af traditionel kunst og kunsthåndværk. 

I Bhutan opererer man med 13 traditionelle kunstarter, Zorig Chusum, der regnes som centrale, kulturelle færdigheder, og det er disse kunstarter, der arbejdes med på denne ‘skole’, hvor der produceres kunsthåndværk som thangkas, tekstiler, træmasker og smykker.

De 13 kunstarter er: Maleri (Lhazo), skulptur (Jinzo), vævning (Thagzo), smedearbejde (Garzo), trædrejning (Shagzo), murværk (Dozo), udskæring (Parzo), metalstøbning (Lugzo), broderi (Tshemzo), vævning af sukkerrør og bambus (Tsharzo), papirfremstilling (Dezo) og guld- og sølvhåndværk (Troezo).

Fra kunsthåndværk til postvæsen – idet næste besøg gjaldt Bhutans Postmuseum, hvor det var muligt at købe specielle frimærker med forskellige temaer. Interessant, men ikke ophidsende.

Og når vi nu var stort set i centrum af byen, og det var blevet frokosttid, så opsøgte vi Restaurant Shambhala, der ligger på Clocktower Square/Klokketårnets Plads, hvor vi endnu engang blev udsat for lækker bhutansk mad.  
Fra centrum af Thimphu gik det nu igen op i bakkerne omkring byen – til Buddha Dordenma-statuen, der ligger i Kuensel Phodrang Nationalparken syd for Thimphu.
Buddha-statuen er bygget i perioden fra 2006 til 2015 og kostede 47 millioner dollars – sponsoreret og betalt af en singaporeansk forretningsmand, Rinchen Peter Teo, og en malaysisk forretningsmand, Danny Wong.

Med bygningen af statuen, der er bygget af bronze og forgyldt med guld, fejredes 60-årsdagen for den fjerde konge Jigwe Singye Wangchuck, og med en højde på 54 meter der er tale om en af de største siddende Buddha-statuer i verden. 

Inde i statuen imponeres man over synet af yderligere 125.000 25-30 cm høje Buddha-statuer, der – som den store statue selv – er fremstillet i Bronze og forgyldt med guld. Disse mindre statuer symboliserer fred og harmoni.

Mens vi var ved Buddha Dordenma-statuen var man ved at gøre klar til og bygge op til den kommende Global Peace Prayer Festival, der skal finde sted i næste måned fra 4.-19. november, en proces, som det var interessant at følge med i… Ikke mindst konstruktionen af et højt tårn, der skulle bruges til festivalen, og som blev bygget op ved at bruge et stillads af bambusrør, var imponerende. 

Fra plateauet foran statuen var der i øvrigt en flot udsigt ned over den sydlige del af Thimphu by.

Efter besøget ved Buddha Dordenma-statuen gik turen tilbage til centrum af Thimphu, hvor vi blev sat af ved Clocktower Square, hvor vi tidligere på dagen havde været for at spise frokost, og herefter havde god tid til at gå rundt i dette område af byen på egen hånd.

Først gik vi nordpå til et trafikknudepunkt, der er kendt, fordi trafikken her dirigeres af uniformerede betjente med elegante, koreograferede håndbevægelser fra en lille pavillon midt i krydset. En næsten komisk forestilling, som vi længe kunne stå og betragte.
Thimphu er i øvrigt den eneste hovedstad i verden, hvor der ikke er trafiklys!

Fra vejkrydset fortsatte vi gennem de små gader omkring Clocktower Square og kunne beundre det 4-stjernede Hotel Druk Thimphu, der er kendt for dets traditionelle bhutanske stil og moderne atmosfære og som lå lige ved Klokketårnspladsen.

I øvrigt kunne vi se flere af byens centrale hoteller, bygninger i traditionel stil og bygninger, der var i gang med at blive renoveret – forsynet med stilladser af bambus, som det er almindeligt i regionen, men ellers var der bare at blive kørt tilbage til hotellet, hvor vi – i forbindelse med aftensmaden og sammen med hotellets personale og vores guide Dorji – kunne fejre Grethes fødselsdag.

Ellers stod den på endnu en nat i Thimphu, inden vi i morgen skulle videre østpå i Bhutan.

Tirsdag, d. 14.10.25
Efter morgenmaden tjekkede vi ud, pakkede bilen og begav os af sted mod næste hotel i Punakha, hvor vi havde en enkelt overnatning på Punatsangchhu Cottages i Wangdue Phodrang – lige ned til floden Puna Tsang Chhu.
Men først skulle vi lige – på vejen ud af Thimphu – besøge National Memorial Chhorten, der er en flot hvid stupa med skinnende gyldne spir, som blev bygget i 1974 for at ære Bhutans tredje konge, Jigme Dorji Wangchuck, der kendes som det moderne Bhutans fader. 

Stupaen blev bestilt af kongens mor efter hans død for at ‘skabe en chorten, der repræsenterer Buddhas sind’, og i modsætning til mange stupaer, der indeholder relikvier, rummer National Memorial Chhorten i stedet et portræt af kongen i ceremonielt tøj.
Den er placeret i en rolig have, som man får adgang til via en udsmykket port med udskæringer af Avalokiteshvara (medfølelse), Manjushri (visdom) og Vajrapani (kraft), og den tiltrækker mange ældre bhutanesere, der bruger timer på at gå rundt om stupaen, mens de beder og drejer på bedehjul.

Inde i stupaen findes en række buddhistiske læresætninger, hvor stueetagen er dedikeret til Vajrakilya-læresætninger med fire helligdomme, der hver især viser billeder af kongen og en central Buddha-statue. En trappe fører til to yderligere etager, dedikeret til Drukpa-slægten og Lama Gongdu-læresætninger. Øverste etage udstiller malerier af Nyingma-guddomme og bardo-visioner.
Vores besøg ved National Memorial Chhorten indebar både en tur rundt om stupaen, lige som vi var inde i bygningen på alle tre etager,

Efter besøget ved dette hellige sted gik turen videre – ud af Thimphu og med retning mod Punakha.
Første stop på denne tur var Dochu La, der er et pas, der ligger i en højde på 3100 meter og byder på en enestående panoramaudsigt over de snedækkede bjerge, inklusive den majestætiske Gangkar Puensum, der er det højeste bjerg i Bhutan med en højde på 7.570 meter. Dette bjerg er aldrig blevet besteget!
Vi var dog ikke heldige med vejret og kunne kun svagt se ‘nogle bjerge’ i horisonten mod nord.

I passet er bygget 108 chortens, og de fungerer som et mindesmærke for de bhutanske soldater, der blev dræbt i slaget i december 2003 mod assamesiske oprørere fra Indien, hvor bhutanske tropper fordrev oprørerne fra lejre på bhutansk territorium.
De 108 chortens blev opført på en lille høj, og konstruktionen af dem blev udført i henhold til religiøse, rituelle regler, hvor der var symbolske ofringer af korn og bronzeredskaber, og blev begravet lerfigurer af buddhistiske guder og papirer med bønner.

Ud over at have lidt tid til kaffe og toiletbesøg blev der også tid til at forsøge at se bjergene gennem skyerne samt at gå rundt blandt de mange chortens, og alt i alt var der noget andægtigt eller højtideligt ved at gå rundt mellem de mange chortens.

I passet opførtes endvidere i 2008 et tempel, kendt som Druk Wangyal Lhakhang – men det var ikke med i vores besøg her på stedet.
På P-pladsen blandt de mange biler opdagede vi flere eksemplarer af almindelig (indisk) myna (Acridotheres tristis), der vandrede rundt og søgte føde på asfalten. 
Den almindelige myna er oprindelig en skovfugl, men den har tilpasset sig ekstremt godt til bymiljøer, og den betragtes i dag som en af verdens mest invasive arter, som udgør en trussel mod biodiversiteten, landbruget og menneskelige interesser. Af samme årsag er den uønsket de fleste steder, hvor den er udbredt.

Fra Dochu La fortsatte vi videre østpå, og vores næste stop var en smule emotionelt, idet det i landsbyen Thinleygang gjaldt Himalayan Bar, der var ejet af vores guide, Dorjis, familie. Altså stod den på familiebesøg, hvor vi blev modtaget med åbne armen og fik hilst på Dorjis mor, moster og søster.

Herefter fortsatte vores tur til Punakha, hvor vi gjorde holdt ved Punakha Dzong, der ligger lige hvor floderne Pho Chhu og Mo Chhu løber sammen og bliver til én flod, Puna Tsang Chhu, og allerede inden vi kom til fæstningen, gjorde vi holdt på den anden side af floden, hvorfra vi havde en flot udsigt over mod både fæstningen selv, broen over til den og hele landskabet deromkring.

Herfra gik det videre til P-pladsen, hvorfra vi via en smuk konsolbro, der er fra 2008, gik over floden til fæstningen. Broen erstatter den oprindelige bro fra det 17. århundrede, som blev ødelagt af oversvømmelser i 1957/1958, og den er bygget på samme måde og i samme stil, som denne oprindelige bro.

Fra broen var der i øvrigt endnu en flot udsigt over mod fæstningen, som vi nu stod og skulle besøge. Flotte kontraster mellem fæstningens hvide og brune farver mod den blå himmel, og vel ovre på den anden side af floden stod vi så ved den imponerende indgang til fæstningen, der lå højt oppe og hvor en lang, stejl trappe skulle forceres for at man kunne komme indenfor.

På vej op ad trappen havde vi også udsigt (mod nord) til Dzongchung dzong – ‘Lille Dzong’ – der er et historisk tempel bygget i 1328 af Sankt Ngagi Rinchen. Templet huser en Buddha-statue, der stammer fra 1326, og fungerer som et betydningsfuldt spirituelt sted over for hovedfæstningen. Det var også i dette tempel, at arkitekten af Punakha Dzong, Zow Balep, sov og i en drøm havde en vision om, hvordan fæstningen skulle bygges og se ud. 

Punakha Dzong, der er Bhutans næststørste og næstældste fæstning, er bygget fra 1637-38 af Ngawang Namgyal, Den Skæggede Lama, der var den, der forenede Bhutan og etablerede et dobbelt regeringssystem, hvor kontrollen over landet blev delt mellem en åndelig leder (Je Khenpo) og en administrativ leder (Druk Desi), der var leder af verdslige anliggender. Det er en ledelsesform, der eksisterer den dag i dag – om end i modificeret form.
Punakha Dzong var det administrative centrum og sæde for Bhutans regering indtil 1955, hvor hovedstaden blev flyttet til Thimphu, men på grund af det sunde klima i regionen er Punakha stadigvæk Bhutans vinterhovedstad, og stedet hvor Bhutans præsteleder med sit følge af munke tilbringer vinteren.

Punakha Dzong er usædvanlig på den måde, at den har tre gårdspladser i stedet for de sædvanlige to.
Den første gårdsplads omgives af administrative kontorer, og den huser en hvid central chorten samt et Bodhi-træ (Ficus religiosa), der er et helligt figentræ, hvorunder Buddha mediterede i syv dage og opnåede erkendelse.

Den anden gårdsplads huser klosterkvartererne og er adskilt fra den første af Utse – det centrale tårn – tårnet er placeret mellem den første og den anden gård.

I denne gårdsplads er der to haller, hvoraf den ene blev brugt, da Ugyen Wangchuck, Bhutans første konge, blev tildelt Ordenen af ​​Ridderkommandøren af ​​det Indiske Imperium af John Claude White i 1905. 

I den sydligste gårdsplads ligger templet, hvor resterne af den meget indflydelsesrige bhutanske helgen, Pema Lingpa, og føromtalte Ngawang Namgyal opbevares. Kun kongen og Je Khenpo – Bhutans øverste, religiøse leder – har (ud over to skytslamaer) adgang til området, og begge kommer her for at modtage velsignelser, før de tiltræder deres embeder.

I den sydlige ende ligger forsamlingssalen med ‘hundrede søjler’. 
I øvrigt var der flere smukke bygninger, der omkrandsede denne går – med templet som skrevet i den sydligste ende.

Vi blev af Dorji ført gennem de tre gårdspladser og endte med at besøge klostret, inden vi gik den samme vej tilbage til indgangen og ud til vores ventende bil.
Og herefter gik turen så videre til landsbyen Teoprongchu, hvor vi først og fremmeste skulle besøge klostret Chimi Lhakhang, så efter at bilen var blevet parkeret, vandrede vi de 400 meter op ad bakken til klostret.
Langs stien til klostret kunne vi se flere interessante planter og træer, og især langbladet madhuka (Madhuca longifolia), der dyrkes for sine olieholdige frø, og hvis olie anvendes til hudplejeprodukter, sæbe og rengøringsmidler.
Madhukatræet er i flere lande et helligt træ, og dets blade spises bla. af en møl, der producerer tussar-silke, der er en form for vild silke.

Men tilbage til klostret, der dukkede op foran os efter den lidt anstrengende vandretur:
Chimi Lhakhang blev bygget i 1499 af den 14. abbed for Ralung-klostret i Tibet, men den første bygning på stedet var dog en chorten, der blev opført af Drukpa Kunley (1455-1529), også kendt som den ‘guddommelige galning’.

I følge en lokal myte boede der en ond dæmon i Dochu La passet og terroriserede de folk, der forsøgte at krydse passet. Det kom Drukpa Kunley for øre, og han forfulgte dæmonen, der flygtede til området omkring det nuværende Chimi Lhakhang-tempel og forvandlede sig til en hund. Drukpa Kunley genkendte dog dæmonen i sin forklædning og underkuede hende med sin ‘Tordenkile af Flammende Visdom’, sin penis, der dermed blev symbolet på Chimi Lhakhang. Drukpa Kunley begravede derefter dæmonen på en bakke, der lignede en kvindes bryst, og byggede en sort chorten oven på den begravede dæmon. Denne chorten ser man lige vest for det nuværende kloster.

Drukpa Kunley omtales ofte som ‘De 5.000 Kvinders Helgen’ på grund af hans nydelsesfulde livsstil med masser af kvinder og vin, og man troede, at sex og samleje med Drukpa Kunley ville give en velsignelse, føre til oplysning og muligvis kurere infertilitet.
Det siges stadigvæk den dag i dag, at alle, der ønsker at blive gravide, vil modtage fertilitetsvelsignelser i klosteret – og da vi var på besøg, var der netop en frugtbarhedsseance i gang med deltagelse af flere par, også par fra den vestlige verden.

I Chimi Lhakhang opbevares den originale fallos af træ, som Drukpa Kunley medbragte fra Tibet, og denne 25 cm lange træfallos bruges til at velsigne de mennesker, der besøger klosteret, især kvinder, der ønsker at blive gravide. 
Det er som sådan ikke så mærkeligt, at templet ofte kaldes Frugtbarhedstemplet.
Fallossen er blevet et symbol, der er almindeligt forekommende i hele Bhutan, og man mener, at fallossymboler beskytter mod både ulykker og sladder – og i landsbyen Teoprongchu nær klosteret, har mange af husene malerier af fallosser på husmurene, lige som der er en del forretninger, der sælger fallosser i alle størrelser, materialer – ofte kunstnerisk bemalet i stærke farver.

Efter at have vandret lidt rundt i landsbyen, faldt jeg i snak med en fallossælger, der viste mig flere fallosser og fortalte historien om både dem og den lokale kunstner, der havde fremstillet dem. De var overraskende dyre, men samtidig forklarede han, at kunstneren var død, og at hele indtægten fra salget af hans fallosser gik ubeskåret til et børnehjem i nærheden.

Ellers var vores besøg her ved at være ovre, og vi kunne køre til vores hotel i nærheden, hvor vi blev indkvarteret for en enkelt nat i vores værelser med udsigt over floden, inden vi fik lidt at spise og kunne søge under dynerne.

Onsdag, d. 15.10.25
Efter en fin nats søvn kunne vi står op til endnu en flot dag i Bhutan, hvor vi under morgenmaden blev underholdt af et par hærfugle (Upupa epops), der fouragerede lige uden for vinduerne i hotellets restaurant. Den ene af dem lod sig fotografere på nært hold; et flot syn!

Ellers blev bilen pakket, og vi kunne fortsætte vores tur østpå i landet – med retning mod Bumthang.
Efter en halv times kørsel stoppede vi kort op for at nyde den storslåede udsigt ned over Puna Tsang Chhu-floden, hvor flere skibe lå for anker og pumpede sand op fra floden.

Samtidig kunne vi betragte de traditionelle bebyggelser på bjergskråningerne og oppe i bakkerne på den anden side af floden, hvor de lå spredt i landskabet i små klynger.

Herfra gik turen videre til det højeste pas, vi skulle passere på vores tur gennem Bhutan, Pele La, der markerer grænsen mellem det vestlige og det centrale Bhutan og ligger i 3420 meters højde. I modsætning til passet, vi passerede i går, Dochu La, skete der ikke så meget her, og der var ingen toiletter eller mulighed for at købe kaffe! I passet var der dog 10-12 interimistiske boder, hvor folk fra bjergene, måske hyrder, stod og solgte deres varer, og det, der i første omgang fangede vores interesse, var snore med tørret proteinrig ost, der var fremstillet af yakmælk.
Vi havde flere gange undervejs set snorene med osten, der blev solgt under navnet chhurpi; en traditionel snack, som man tygger på i timevis, mens den langsomt opløses på tungen. En slags lokal tyggegummi, fristes man til at sige.

Både vores guide og chauffør købte stykker af ost, som de så tyggede på, og de tilbød os også at smage… Men nej tak.
Vi vandrede lidt rundt mellem boderne og fik også her og der en snak med de kvinder, der falbød deres varer, f.eks. en yngre kvinde med sit barn på ryggen, der solgte hjemmevævede klæder af uld fra yakokser til nogle få Ngultrum. Der var ikke den store omsætning af varer her ved boderne i passet, og i den tid, vi var her, var vi de eneste, der stoppede og kiggede på.

I en enkelt af standene var der en mand bag disken, og han viste sig at være meget villig til at snakke og fortælle, og da jeg bad om et foto af ham, skyndte han sig om i ‘baglokalet’ og hentede en traditionel hat, en shamo-hat (også kaldet tsipee cham). Det er en karakteristisk, edderkoppelignende yakpelshat, der bæres af Brokpa-folket, der lever som nomader i det østlige Bhutan, og hatten er kendt for sine praktiske, lange, snoede ‘ben’, der afleder regn og sne fra bærerens ansigt og skuldre og fungerer som en slags tagrender.
Og så fik jeg mit billede af ham!

Alligevel var det ikke nok for ham, at han fik os vist shamo-hatten, og han forsvandt igen ud i baglokalet, hvor han hentede en helt anden type hat, en belo, der er fremstillet af bambus og bruges af bhutanske landmænd som beskyttelse for solen, når de arbejder i marken.

I øvrigt solgte han i sin stand også minikiwier, der spises med skallen, og som bare er et par centimeter store. Alt i alt en spændende person, der gav os et indtryk af, at vi kom nærmere på den bhutanske kultur.
I passet var der – ud over boderne og nogle obligatoriske bedeflag i bakkerne rundt omkring – et mindre tempel, Pelela Chorten Lhakhang, der lå lige i vejkanten.

Efter stoppet i passet – på ca. 20 minutter – gik turen nedad på den østlige side, og efter yderligere tre kvarter kørsel kom vi til vores næste stop, Chendebji Chorten, der er bygget med  Boudhanath Stupa i Kathmandu som forbillede – med et sæt øjne malet i hver af de fire himmelretninger. Chortenen, der blev bygget i det 18. århundrede af Lama Zhida, skulle i følge legendenen dække resterne af en frygtet dæmon, Nyala duem, der menes at have terroriseret de rejsende og folk i området. Nyala duem manifesterede sig som en gigantisk slange, der blev besejret på dette sted. 

I dag er Chendebji Chorten et fredeligt, spirituelt sted omgivet af naturskønne landskaber, og den fungerer som et populært stop for rejsende og er vært for årlige religiøse festivaler, der tiltrækker både pilgrimme og lokale.
På grunden var ligeledes en såkaldt mani-mur – en bedemur – med indlagte mani-sten, der er stenplader, hvorpå der er skrevet mantraer, der er en form for buddhistiske bønner, f.eks. ‘Om mani padme hum‘ (‘Hil juvelen i Lotusblomsten’), som vi efterhånden var stødt på flere gange.

For enden af muren var der et stort, rundt ornamenteret relief, der mindede om et mandala- eller livhjuldesign.
Ved vores stop vandrede vi lidt rundt i området, der ud over chortenen også omfattede en grundskole, der er etableret i 1988, og som aktivt engagerer sine elever i lokale begivenheder som læringsmesser og jordskælvsøvelser, og som støttes af lokalsamfundet og religiøse personer på stedet.

Ved vores besøg kom vi – takket være vores guide – i kontakt med en gruppe af drenge i munkedragt, som gik på skolen, og som netop nu havde pause, og de var lige så interesserede i kontakten med os, som vi var med dem.

I øvrigt tillod jeg mig også at gå på opdagelse blandt bygningerne, hvor eleverne boede, og jeg kom derved i snak med et par arbejdere, der var i gang med at male nogle af de religiøse motiver op – eller måske restaurere dem, efter landets traditioner.

Fra Chendebji Chorten gik turen nu videre til Trongsa, hvor vi skulle besøge endnu en fæstning, og efter endnu et par timers kørsel nåede vi frem til byen, hvor vi – ud over Trongsa Dzong – også skulle besøge Taa-Dzong, der tidligere var et vagttårn, men i dag er kulturarvsmuseum.
Kort før vi var fremme i Trongsa gjorde vi dog holdt ved et udsigtspunkt, hvorfra vi havde en flot udsigt over mod fæstningen.

Vel ankommet til Trongsa parkerede vi på en vej, hvorfra vi havde en god udsigt ned over fæstningen, og vi landede her midt i noget, der lignede en festival, der var i gang på pladsen foran indgangen; i hvert fald var en større gruppe af festklædte mennesker forsamlet på pladsen, idet de tilsyneladende overværede en eller anden seance.

Et var at betragte den store forsamling af mennesker, der fulgte med i ‘en eller anden’ seance på pladsen dernede – noget andet var den udsigt, vi havde over fæstningen, der lå foran os, fantastisk stor og imponerende!

Vi blandede os i øvrigt ikke i det, der foregik, og vi stoppede heller ikke op for at betragte ‘skuespillet’ yderligere, men undlod at forstyrre og vandrede derfor roligt forbi og videre over en lille bro, der førte til indgangen til fæstningen.
Trongsa Dzong er den største dzong-fæstning i Bhutan.

Den første bygning på dette sted var et tempel, der blev opført i 1543 af Ngagi Wangchuk, og senere – i 1647 – opførte hans barnebarn, Ngawang Namgyal, så den første fæstning på stedet, smukt beliggende med storslået udsigt ud over Mangde Chhu-floden. I alt udgøres fæstningen af en hel samling af bygninger, der er placeret ned ad højderyggen og forbundet af en række gydelignende korridorer, brede stentrapper og smukke brolagte gårdhaver. Den sydligste del af fæstningen er Chorten Lhakhang – templet fra 1543, den øvrige del af bygningerne er tilføjet senere.
Fæstningens meget strategiske placering gav den stor magt over denne del af landet. Den eneste sti mellem det østlige og vestlige Bhutan fører stadig lige gennem Trongsa, og den løb engang direkte gennem selve dzongen. Dette gav Trongsafolket kontrol over øst-vest-handelen og de betydelige skatteindtægter, der derved opnåedes. I dag går de fleste besøgende ind gennem den østlige hovedport – præcis som vi gjorde det – men man kan faktisk godt tage den stejle vej ind i dzongen via den vestlige port på traditionel vis.
Fæstningen er tæt forbundet med den kongelige familie, Wangchuck-dynastiet, og det var fra denne fæstning, at de to første arvekonger regerede landet. Traditionen dikterer stadigvæk, at kronprinsen indsættes som guvernør i Trongsa Dzong, før han bestiger tronen.
Vi kom som sagt ind i dzongen ad den østlige port, og stod herefter i den yderste, administrative gård, hvorigennem trafikken gik i gamle dage, og hvor man betalte told af de varer, man bragte fra øst til vest – eller omvendt.

Fra denne gård førte små trange gange mod den sydlige del af fæstningen med især de religiøse bygninger, mens en stejl trappe førte nordpå og videre ind i de primært administrative sektioner, og uanset hvor man vendte blikket hen kunne man betragte smukt udskåret og bemalet træværk i kontrast til de hvide vægge.

Vi bevægede os først mod de sydlige dele af fæstningen, og her passerede vi de kongelige gemakker og lokaler, der brugtes til kroningen af kongerne, og fra denne gård havde vi også et fantastisk look mord den nordlige, administrative del af fæstningen.

I den sydlige – religiøse – gård stoppede vi op ved et billede af livshjulet – bhavacahra – der er en visuel repræsentation af genfødslernes kredsløb – samsara – inden for buddhismen. Dorji holdt her et længere foredrag om de enkelte elementer i billedet, hvor den cykliske proces af fødsel, død og genfødsel er afbildet. Dæmonen, der holder hjulet menes at være Mara – begærets fyrste – eller Yama – dødsguden, og inde i hjulet ser man de seks eksistensverdener: guder, halvguder, mennesker, dyr, sultne ånder og helvedesvæsener.

Inde i midten af hjulet ses en hane, en slange og en gris, der repræsenterer de tre årsager til lidelse: begær/grådighed (hanen), had/vrede (slangen) og uvidenhed (grisen).

På samme sted – og i nærheden af livshjulet – kunne vi også se et religiøst maleri, der forestiller Guru Rinpoche, der er grundlæggeren af tibetansk buddhisme og betragtes som den anden Buddha, omgivet af sine 25 disciple. I øvrigt fandtes der rigtig mange eksempler på buddhistisk, religiøs kunst – thangka-malerier – rundt omkring i fæstningen.

Den nordlige del af fæstningen, der hovedsagelig var dedikeret til administrative formål, var måske i endnu højere grad præget af små, lukkede gårdspladser, trapper, korridorer og skjulte kroge, hvor der var rart at blive ført rundt af en stedkendt.

Hele vores besøg på denne dzong var præget af ro, ekstremt smukke partier, og der blev knipset en hel del billeder på de 5 kvarter, vi brugte på besøget. Det var i det hele taget svært bare at tage afsked med dette betagende bygningsværk!

Men det skulle vi, da vi havde endnu et besøg her i Trongsa: Taa Dzong.
Altså kørte vi op ad bakken og til området øst for Trongsa Dzong til et forbjerg med vagttårnet Taa Dzong, der blev opført i 1652 af den første guvernør af Trongsa for at beskytte Trongsa Dzong mod angreb og oprør.

I dag, hvor tiderne er roligere, er tårnet indrettet som museum med økonomisk støtte fra Østrig, og det går for at være Bhutans mest omfattende og interessante museum.

Vores besøg i tårnet startede med en video, der fortalte og Bhutan med fokus på dets historie, og derefter bevægede vi os op gennem tårnets etager, hvor hver etage var et ‘galleri’, der udstillede forskellige artefakter fra fortiden.
Et af de mere interessante udstillingsstykker, ravnekronen, der blev båret af Bhutans første konge, Ugyen Wangchuckvar, var udstillet på 3. etage sammen med ceremonielt tekstil i silke og fire kister tilhørende Jigme Wangchuck, Bhutans anden konge, der blev brugt i Wangdue Choling-paladset i Bumthang til opbevaring af den kongelige families og kongens personlige ejendele.

8. etage var i øvrigt ret interessant, idet der her var udstillet skulpturer af Guru Rinpoche og hans 8 manifestationer i form af…
Tshokye Dorje (‘født ved søen’), Sakya Sengye (‘Shakya-klanens løve’), Guru Nyima Oser (‘solstråler’), Padma Gyalpo (‘Lotus Kongen’), Loden Chogse (‘søgende efter visdom’), Pema Jungne (‘Lotus-født’), Sengye Dradrog (‘Løvens brøl’) og Guru Dorje Drolö (‘vrede Vajra’) – elle spændende og levende udført i ler og bemalet.

Guru Rinpoche var den legendariske helgen, der spredte buddhismen i Bhutan. Han var født som 8-årig af en lotus som fuldt oplyst, og han kom til Bhutan i år 810 e.Kr.
Han er siden dengang Bhutans skytsengel, og han grundlagde Nyingma-sekten, der er den ældste skole inden for tibetansk buddhisme.
På 10. etage findes fem Buddha-statuer, de såkaldte Tathagata-Buddhaer, hvor hver af dem repræsenterer en af ​​de fem transcendentale indsigter, som er modgift mod de fem mentale giftstoffer: vrede og had, stolthed, begær og grådighed, misundelse og jalousi samt vildfarelse og uvidenhed.

Den 11. og øverste etage indeholdt et par interessante statuer, hvor den mest interessante – set med mine øjne – var en omfavnelse (Yab-Yum) mellem Samantabhadra (manden) og Samantabhadri (kvinden).
I skulpturen repræsenterer manden, den oprindelige Buddha, den maskuline side bestående af visdom og medfølelse, mens kvinden, ‘den universelle værdige moder’, repræsenterer visdom og kilden til al erkendelse.

Herefter var vi nået op til toppen af Taa Dzong, hvorfra vi havde en flot udsigt over hele området, heriblandt ned over Trongsa Dzong.

Ellers var det bare at kravle de mange etager ned igen og stige ind i bilen, hvorefter turen kunne gå videre til Jakar i Bumthang-distriktet og vores hotel for natten, Hotel Jakar View, hvor vi først ankom længe efter mørket var faldet på. Så planen for aftenen gik i korte træk ud på indkvartering og aftensmad, inden vi kunne krybe under dynerne.

Torsdag, d. 16.10.25
Efter en god nats søvn kunne vi stå op til endnu en flot dag i Bhutan, og da vi – efter morgenmaden – gik udenfor og kunne se hotellet i dagslys, kunne vi se, at vi var flyttet ind i noget, der var en dzong værdigt! Et flot, traditionelt byggeri!

Fra både hotellet – men også fra vores værelse – havde vi udsigt over til den nærved liggende Jakar Dzong, som vi senere skulle besøge.

Og når vi nu er ved udsigter, så kunne vi fra værelset se ned over nabobygningerne, hvor tagene blev anvendt til at tørre chili, der er en ingrediens, som man finder i varierende mængder i stort set alle bhutanske middagsretter – gerne sammen med ost.
Det var et flot syn med den røde chili mod de grå metaltage.

I Bumthang, hvor vi nu befandt os, består af fire store dale, Chokhor (dalen, hvor vores hotel lå), Tang, Chhume og Ura, der under ét kaldes for ‘Østens Schweiz’, og efter aftale med Dorji havde vi valgt at starte dagens program med en tur til en af de andre dale og besøge en mere primitiv del af Bhutan.
Således kørte vi et par timer østpå til Ura-dalen og dens hovedby, Ura, der er kendt som et sted, hvor man kan opleve traditionelt bhutansk liv med en middelalderlig atmosfære, og det blev en tur gennem flot og frodigt bhutansk bjerglandskab. Og pludselig var vi i Ura-dalen og gjorde holdt ved et udsigtspunkt, hvorfra vi havde et flot vue ned over byen og det omkringliggende landskab.

Ved samme lejlighed fik vi også lige taget et par billeder af vores følgesvende på turen gennem Bhutan, vores guide, Sangay Dorji, og vores chauffør, Phurba Tamang, der poserede i deres nationaldragter, gho, med Ura som baggrund. For nationaldragten gælder i øvrigt, at den bæres obligatorisk ved formelle lejligheder, såsom arbejde, skole og ved officielle arrangementer, for at vise respekt for landets kultur og identitet – så det var en beklædning, de bar hver dag, vi var sammen med dem. 

Fra udsigtspunktet gik turen videre ned til byen, hvor vi blev sat af for at fortsætte til fods gennem byen, der har nogle hundrede indbyggere fordelt på ca. 40 husstande. 
Der er ikke megen historisk viden om byen Ura, men mundtlige fortællinger tyder på, at byen Ura engang var spredt ud over dalen omkring den nuværende by, og nogle af de ældre beboere i byen mener at kunne huske ruiner af huse, de har set nord og syd for den nuværende Ura-landsby. Det var først senere, at disse spredte landsbyer smeltede sammen og blev til Ura, og i dag er landsbyen samlet omkring byens kloster, Ura Lhakhang.

I følge lokale overleveringer var Ura-dalens første kontakt med buddhisme, da Guru Rinpoche i det 8. århundrede passerede gennem dalen og velsignede den som sin skjulte dal, men det var først meget senere, at buddhismen blev almindelig udbredt her.
Byens kloster, Ura Lhakhang, der naturligvis er dedikeret til Guru Rinpoche, er bygget i 1986 i stedet for et faldefærdigt, gammelt tempel, der stod på samme sted, og det indeholder en enorm statue af Guru Rinpoche.

Da templet var lukket, mens vi var der, kom vi ikke indenfor, og det betød så, at vi i stedet kunne stå i længere tid og betragte arbejdere fra landsbyen, der var i gang med at bygge et forsamlingshus, der skulle tages i brug ved en senere festival. Det var interessant at følge deres arbejde med byggeriet og se, hvordan de transporterede store bjælker på nakken op ad stiger, der i virkeligheden bare var træstammer med indhuggede trin. Her var der virkelig noget at se på for det danske arbejdstilsyn! 

På vores tur rundt gennem landsbyen, hvor vi bevægede os ad primitivt anlagte markveje eller -spor, hvor der måske engang havde været lagt brosten, traf vi bla. en ældre kvinde på 83 år i traditionel beklædning, som vi via vores guide kom i snak med, og hun lod sig velvilligt fotografere og udspørge.

(Hende mødte vi faktisk også senere på turen til templet, hvor hun vandrede rundt og satte bedehjulene i bevægelse – som man nu engang gør!)
Jeg tror, at hun var lige så nysgerrig på os, som vi var på hende!

Ellers bevægede vi os forbi både traditionelle bhutanske huse, hvor stilen ikke fornægtede sig, og som var af en sådan størrelse, at vi måtte formode, at der i husene boede flere familier under samme tag. Ellers fangede vores øjne også mere faldefærdige bygninger, der næppe anvendtes eller havde været anvendt til beboelse. Måske en slags lader og/eller stalde?

Som det sidste her i byen var vi efterhånden lidt trængende og havde behov for at besøge byens offentlige toilet – en bygning med tre døre og tre huller i jorden, bogstavelig talt. 
Det virkede ikke særlig hygiejnisk, men det var dét, der var, og vi formåede da også at forrette nødtørften uden at falde i!

Med et interessant og autentisk besøg i landsbyen Ura, kunne vi sige farvel og vende næsen hjemad mod Jakar, hvor vi efter et kvarters kørsel gjorde et kort holdt ved et udsigtspunkt, Ura Pass, hvorfra vi havde en flot udsigt over bjergene i syd.

Ellers fortsatte vi uden stop til Jakar, hvor vi i første omgang skulle spise frokost i restauranten i Hotel Ugyen Ling, inden vi skulle videre rundt i området, hvor det næste programpunkt var et besøg i Jakar Dzong, som vi havde kunnet se fra vores hotelværelse.
Jakar Dzong, der også kaldes ‘Slottet af den Hvide Fugl’, er bygget i 1549 af den tibetanske lama Ngagi Wangchuk, og det er en af de mindre fæstninger i Bhutan.

Fæstningen, der er bygget på en grund, hvor der tidligere stod et gammelt tempel, er både et vigtigt administrativt center og klostercenter, og det er – som det er tilfældet med stort set alle øvrige dzongs i landet – kendt for sin imponerende arkitektur, strategiske placering og sin historiske rolle som forsvar for regionen.
Det fortælles, at mens byggeriet af Jakar Dzong stod på, dukkede en hvid fugl op og satte sig på stedet, hvor fæstningen nu ligger. Det blev taget som et godt varsel, og Ngagi Wangchuk opførte et lille tempel formet som en dzong og etablerede et religiøst center der. Denne lille dzong fik navnet Byakar Dzong, hvilket betyder ‘Den Hvide Fugls Dzong’.
Først mere end 100 år senere, i 1667, blev den nuværende fæstning så opført, og der er to ting, der gør Jakar Dzong speciel og anderledes – i sammenligning med andre af Bhutans dzongs.

For det første er dens 50 meter høje utse – det centrale tårn – ikke er fritstående inde i gården, så man kan gå hele vejen rundt om det, men sammenbygget med den østlige mur.
For det andet findes der inde i fæstningen en beskyttet kilde, der var vigtig for lokalbefolkningen, idet den gav dem adgang til vand i tilfælde af, at fæstningen skulle blive belejret.

Efter at vi havde parkeret bilen, vandrede vi op ad den stenbelagte sti til den sydlige indgang til fæstningen, og vi kom herefter ind den centrale, administrative gård, hvor det centrale tårn, utse, fyldte hele den østlige ende.
Fra den administrative gård bevægede vi os gennem utse til en lidt mindre gård, der var centrum for de religiøse aktiviteter.

Her var der rum til munkene, der til dels kunne nås gennem nedgange i gården til en lavere etage og et tempel, og der var her vi så flere munke, der var optaget af forskellige aktiviteter. Et par af munkene sad ved indgangen til templet – fordybet i deres mobiltelefoner, der først blev lagt væk, da jeg bad om et billede.

Fra denne gård bevægede vi os vestpå tilbage til den centrale gård og en trappe op til endnu en (øvre) gård, hvor grupper af mænd var i gang med at øve traditionelle danse – formodentlig en gang træning til den næste festival?

Denne vestlige/øvre gård afsluttedes mod vest af en bygning, hvorfra man gennem en dør havde adgang til Chhu Dzong, en bygning lidt nordligere fra 1683, der indeholdt den tidligere omtalte vandforsyning.
Vores besøg i Jakar Dzong var nu forbi, og vi begyndte nedstigningen mod P-pladsen mellem selve dzongen og et flot, rundt vagttårn, umiddelbart vest for dzongen.

Og herefter gik det så ned midt i Jakar, hvor næste besøg gjaldt en lokal (og gammel og rodet) forretning, der solgte lokalt kunsthåndværk. For Claudia var det slaraffenland, og hun fik da også købt et pudebetræk som et minde herfra.

Efter aftale gik vi herfra noget af vejen tilbage til hotellet (to en halv km, hvis man gik hele vejen), og undervejs kunne vi betragte folk, der havde en mere traditionel levevis, og levede mere udenfor hjemmets fire vægge end indenfor. Bla. var det her, vi mådte en ældre kvinde, der var i gang med at skille risen fra avnerne – på traditionel vis,

Tilbage på hotellet blev det lige tid til at tage et flot billede af dette skønne hotel, samt at gå en tur ud i hampen – sådan bogstaveligt set. 
I vejkanterne – bla. lige rundt om hotellet – groede der hamp, der havde vokset sig meterhøj, og som man ikke kunne undgå at indsnuse. Og så var det jo også på sin plads lige at få taget et par fotos, hvor vi stod mellem hampeplanterne, der i øvrigt lige nu blomstrede.

Og nej, man måtte ikke ‘prøve’ – og det måtte bhutaneserne så heller ikke, så planterne blev udelukkende anvendt som foder til dyrene.
Ellers igen en lækker aftensmad i hyggeligt selskab, serveret med kærlighed af folkene på hotellet.

Fredag, d. 17.10.25
Efter endnu en god nats søvn her den sidste nat på hotellet i Jakar fik vi pakket bilen, tjekket ud og spist morgenmad og drog så af sted på endnu en dag her i Bumthang – en dag der stod i templernes tegn.
Men inden afgang lige et foto af vores madmor på hotellet!

Første stop på turen var Jambay Lhakhang, der lå et kvarters kørsel fra hotellet nordpå – tæt ved Bumthang Chhu-floden. Templet her er et af de ældste i Bhutan, og det menes, at det blev bygget allerede i 659 e.Kr.
Vi parkerede på den lille p-plads uden for templets område, hvor der var var en enkelt stand med lokale souvenirs, der blev betjent af en ældre kvinde fra området – noget vores guide da lige skulle kigge nærmere på, inden vi gik indenfor.

Det siges, at Jambay Lhakhang er et af de 108 templer, der blev bygget af den tibetanske konge, Songtsen Gambo, i 659 e.Kr. på én enkelt dag for at for at fange en kæmpe kvindelig dæmon, der blokerede for spredningen af ​​buddhismen i Tibet og Bhutan.

Templerne blev bygget over hendes kropsdele, og det menes, at Jampey Lhakhang byggedes på hendes venstre knæ. Af de 108 templer, der blev bygget, er de fleste blevet ødelagt gennem tiden, mens knap 10, deriblandt Jambay Lhakhang stadigvæk eksisterer.
Templet er også kendt for en fem dage lang festival, der er præget af farverige danse og ritualer, hvoraf højdepunktet er ‘ Terchham‘ (Nøgendansen) og ‘Mewang‘ (Ildvelsignelsen), der – ud over at beskytte mod uheld – også menes at hjælpe sterile kvinder med at blive gravide. Tro mod navnet er danserne faktisk nøgne – bortset fra et lille stykke stof, som de bruger til at dække deres ansigter med!

Ved vores besøg vandrede vi først rundt om templet, inden vi vovede os indenfor – først i en lille forgård, der var fantastisk flot med farverige dekorationer og kunstneriske træarbejder, og uanset, hvor man kiggede hen, kunne man ikke undgå at blive imponeret.

Langs den ene ende af gården var der opstillet rigtig mange potter med planter – dels planter, der var i opvækst, dels flotte blomstrende planter i alle mulig farver…

Og efter at have kigget os lidt omkring i denne smukke gård, hvor munke sad ved indgangen og afsagde bønner, bevægede vi os ind i selve templet, hvor vi modtog advarslen kendt fra alle templer her i Bhutan: No Photo! Dette gjorde dog ikke oplevelsen indfor mindre interessant.
Efter besøget i Jambay Lhakhang gik turen videre nordpå langs Bumthang Chhu, en køretur på bare ti minutter, til endnu et tempel, Kurjey Lhakhang, der også kendes som Kurjey-klostret, og som er det sidste hvilested for resterne af Bhutans tre første konger.
Kurjey Lhakhang-komplekset, der er et af de helligste steder i Bhutan og af mange opfattes som lige så storslået som dzongerne, består af tre bygninger, nemlig Guru Lhakhang, Sampa Lhundrup Lhakhang og Ka Goen Phur Sum Lhakhang.

Det ældste (og nordligste) af templerne er Guru Lhakhang, der blev bygget af kong Sindhu Raja i 1652. En legende om dette tempel fortæller, at kong Sindhu Raja på et tidspunkt var meget syg, og at han derfor kontakter Guru Rinpoche for at blive helbredt. Guru Rinpoche fandt ud af, at kongens sygdom skyldtes en dæmon,  Shelging Karpo, og han jagtede dernæst dæmonen ind i en hule, hvor han besejrede dæmonen.
Guru Rinpoche mediterede tre måneder i hulen og efterlod sit kropsaftryk inde i hulen. Sindhu Raja blev således rask og byggede som tak templet oven over hulen, som man kan se inde fra templets indre. I dag er det dette sted i templet, der af de fleste tilbedes…
Ved siden af ​​klosteret er der i øvrigt en høj cypres, der menes at være spiret ud fra Guru Rinpoches stok.

Det andet (og midterste) tempel, Sampa Lhundrup Lhakhang, blev bygget i år 1900 af Bhutans første konge, Ugyen Wangchuck, mens han stadig var herre over Trongsa, og inde i dette tempel er der en 10 meter høj statue af Guru Rinpoche, der er flankeret af ​​hans otte manifestationer. 
Disse to templer er åbne for offentligheden og kan derfor besøges – hvilket vi da også gjorde, mens det tredje tempel (det sydligste), der blev bygget i 1984 af Ashi Kesang Wangchuck, dronning til Bhutans tredje konge, er kongefamiliens private ejendom og følgelig lukket for offentligheden.

Rundt om hele tempelkomplekset er der en mur med 108 små chortener, der symboliserer Buddhas sejr over de onde kræfter og den absolutte renhed i hans krav på oplysning.

Efter en halv times tid, som vi brugte på at vandre rundt i området og de to templer, der var åbne for besøgende, tilbragte vi endnu engang ca. 10 minutter i bilen, før vi kunne parkere ved endnu et gammelt tempel og kloster, Tamshing Lhakhang, der blev grundlagt i 1501 af Pema Lingpa, der var tibetansk munk.

Klostret er berømt for sine vægmalerier, der er blandt de ældste i Bhutan, og et af disse malerier forestiller netop Pema Lingpas, der døde i 1521 her i templet.

Desværre forfaldt klostret gradvist over de næste mange år, da det blev forsømt og delvist brugt til andre formål, f.eks. som kornmagasin, men siden 1964, da nogle tibetanere, der var på flugt fra den kinesiske kulturrevolution, kom til Tamshing og omdannede det forfaldne kloster til et fuldgyldigt kloster med – i begyndelsen – 6 beboere.

I dag er Tamshing Lhakhangs vigtigste opgave at undervise i Dharma, dvs. i et individs moralske ansvar og pligter. Desuden udføres religiøse tjenester for samfundet, lige som der uddannes munke med udgangspunkt i Pema Lingpas’ lære.

Klostrets munke er for det meste er under 15 år, og de er enten forældreløse eller kommer fra meget fattige familier, som ikke har råd til at sende deres børn i en offentlig skole. 
Ved vores besøg her på stedet ankom vi, mens undervisningen stod på, men efter kort tid var den forbi, og det vrimlede ud inde fra templet med munke i de letgenkendelige røde dragter. Det var derfor vores tur til at besøge de noget fældefærdige bygninger, hvor gulvene knirkede og en ikke særlig luft hang i luften – mens vi gennem vinduerne kunne se, at munkene nød at være udenfor og lege eller spille med hinanden.

På vej ind i klosteren passerede vi en indergård, hvor der – ved indgangen til bygningen – var opstillet et bord med et par buddhistiske effekter. Den ene genstand (til venstre) var en khatvanga, der er en lang rituel stav med kraniedekoration på toppen, og som her er forsynet en vajra (diamant). Kraniet repræsenterer de tre stadier af forfald (tør, muggen og frisk), mens vajraen symboliserer foreningen af visdom og metode eller afvisning af de tre gifte (uvidenhed, begær, vrede).
Den anden genstand var en traditionel stråhat, som kendes fra de fleste områder i Bhutan.

Efter besøget i Tamshing Lhakhang gik turen tilbage til Jakar, hvor det var meningen, at vi skulle besøge mikrobryggeriet, der fremstillede Red Panda Beer, men da vi ankom uden for besøgstiden, blev det kun til et besøg i caféen og en smagsprøve. Desværre viste det sig, at der var tale om en hvede-øl, så det var ikke lige noget for os, og der blev ikke købt øl med til den videre færd.

Derfor nøjedes vi med at blive kørt til den lokale lufthavn, hvorfra vores fly skulle afgå om et par timer, hvorefter vi havde mindre end en times flyvning, inden vi kunne lande i Paro.

Med os på flyturen var Dorji, mens vores chauffør skulle sørge for at køre bilen tilbage til Paro, hvor vi skulle møde ham i morgen eftermiddag.
Altså blev vi i lufthavnen afhentet af en anden chauffør, som vi kun skulle være sammen med det næste døgns tid.
Fra lufthavnen blev vi kørt til Paro by, hvor vi gjorde holdt ved bredden af Paro Chhu, hvorfra vi i det sene eftermiddagslys havde en flot udsigt til Rinpung Dzong på den anden side af floden.

Ud over at der lige blev knipset et par billeder, vandrede vi derefter i samlet flok til en forretning, ‘Cordyceps from Bhutan’, der havde specialiseret sig i handel med cordyceps.
Her blev der lige tid til at smage en te med cordyceps, lige som jeg fik købt en æske med svampene…
Efter dette besøg gik turen resten af vejen til vores hotel, Metta Resort and Spa, hvor vi fik tjekket ind, fik lidt aftensmad og – af Dorji – instrukser i forhold til morgendagens krævende vandretur til Tigers Nest. Herefter var det bare at få hvilet ud inden det, vi på forhånd havde glædet os til som hele rejsens højdepunkt.

Lørdag, d. 18.10.25
Ekstremt tidligt op, ekstremt tidlig morgenmad og ekstremt tidligt af sted mod P-pladsen neden for Paro Taktsang – ‘Tigers Nest’ – for at kunne undgå den værste varme og de største skarer af turister på en tur, der skulle vise sig at blive anstengende nok.
Paro Taktsang – Tigerens rede – har sit navn på grund af en legende, der fortæller, at Guru Rinpoche fløj fra Tibet til dette sted på ryggen af en huntiger. Her slog han sig ned og boede i en klippehule, hvor han mediterede og derved underkuede de onde ånder. Han kom herefter frem i 8 inkarnationer, og stedet blev helligt.

I 1692 byggede Tenzin Rabgye – den 4. verdslige leder af Bhutan – klostret omkring hulen, hvor Guru Rinpoche mediterede, og det er placeret på det, der ligner en usikker klippe i 3120 meters højde og ca. 900 meter over Paro-dalen. Klipperne under klostret er næsten lodrette, og bygningerne ser ud, som om de er klistret på klippevæggen, og selv om det ser umuligt ud, har klosterkomplekset faktisk adgang fra flere retninger. Den mest anvendte sti til klostret er stien gennem skoven fra syd, som også vi benyttede, og den fører forbi et cafeteria, Midway Café, der ligger efter 1,6 km, og hvor de fleste (også vi) lige tager et lille break, inden man vandrer videre opad.

Næste naturlige stop er ved et udsigtspunkt lige over for klostret, hvilket nås efter at man er vandret yderligere 1,2 km opad. Her stoppede halvdelen af vores lille gruppe, idet de sidste 0,5 km ad i alt ca. 700 trapper ned og op ikke gav et bedre udblik til klostret. Der var således ingen bedre mulighed for et godt foto af bygningerne, når man kom tættere på, og som vanligt heller intet foto inden døre i klostret.

Så vi endte med knap 3 km vandring med 700 meters  stigning, inden vi begyndte nedstigningen til cafeteriet igen. Her satte vi os til hvile og drak en kop kaffe, mens vi ventede på resten af gruppen, og mens vi opholdt os her, oplevede vi, at cafeteriet fik leveret varer – transporteret herop på hesteryg.
Og så kunne vi stadigvæk imponeret over Tigers Nest på klippen oven over os – præsenteret i forskellige belysninger, takket været solen.

Mens vi sad og ventede på terrassen uden for cafeteriet, blev vi underholdt af en gulnæbbet kitta (Urocissa flavirostris), der fløj rundt blandt bordene og tiggede mad. Fuglen, der også kaldes gulnæbbet blå husskade, er mest almindelig i tæt jungle, men dette eksemplar havde tilsyneladende fundet en nem måde at stille sin sult på. På vej længere nede mod P-pladsen traf vi i øvrigt på flere eksemplarer af fuglen.

Da vi var samlet igen stod den på frokost, inden vi fortsatte ned til P-pladsen, hvor vores chauffør, Phurba Tamang, nu var kommet frem efter kørsel det meste af natten fra Bumthang – og i øvrigt for første gang i sit liv havde set en tiger, der løb over vejen, da han kom kørende.
Da turen op til (og ned fra) Tigers Nest havde taget mere tid, end det var beregnet, så måtte vi droppe et ellers planlagt besøg ved Kyichu Lhakhang-templet, der var et af de tidligere omtalte 108 templer, der var bygget på én dag; lidt ærgerligt.
I stedet ‘nøjedes’ vi med et besøg på den fæstning, vi var kørt forbi i går eftermiddag, Rinpung Dzong, der også nogen gange går under navnet Paro Dzong.

Fæstningen er bygget i 1646 under vejledning af Zhabdrung Ngawang Namgyel, Bhutans forener på en bakke med udsigt over Paro-dalen for at tjene som både fæstning og kloster. Stedet blev valgt, fordi det var let at forsvare, og fordi man herfra kunne beskytte Parodalen mod indtrængende fjender, f.eks. fra Tibet.
Rinpung Dzong betragtes som et af de fineste eksempler på traditionel bhutansk arkitektur, og fæstningen er udsmykket med indviklede træudskæringer, farverige vægmalerier og udsøgte malerier, der fortæller buddhistiske legender.

Næsten lige midt i fæstningen rager det centrale fem-etagers tårn (utse) op i forhold til de omkringliggende bygninger – en imponerende bygning, som måtte ned på jorden og ligge for at kunne få det hele med på billedet.

Når man kommer ind ad fæstningens hovedindgang (fra øst) kommer man ind i en gang med flotte, religiøse malerier på væggene – flere af dem meget velholdte. 
Et af malerierne viser de seks symboler på lang levetid: en vismand, et træ, en hjort, en kran, en kilde og et bord med rituelle genstande.

Et andet maleri er en gengivelse af ‘de fire harmoniske venner’, der er det populært buddhistisk motiv, der illustrerer harmoni og samarbejde. Motivet stammer fra en legende om fire dyr, en elefant, en abe, en kanin og en fugl, der samarbejder om at nå frugterne fra et træ.

Også malerier af de fire skytskonger fra himmelretningerne samt livshjulet, Bhavacakra, kunne vi finde her i indgangen til den første, store gård. I øvrigt var hele klostret forsynet med flotte malerier, hvoraf flere refererede til Tigers Nest, f.eks. ved at Guru Rinpoche var afbildet med en tiger.

Efter en meget interessant rundgang inde i Rinpung Dzong traf vi ved udgangen på et par munke, der – lige som vores unge mennesker i Danmark – havde hovederne dybt begravet i deres mobiltelefoner.

Ellers vandrede vi lidt op ad vejen ovenfor fæstningen, hvorfra vi kunne få nogle flotte oversigtsbilleder over både fæstningen selv og området deromkring med floden Paro Chhu dybt nede…
Efter besøget her i Rinpung Dzong gik det tilbage til hotellet til den sidste aftensmad og nat her i Bhutan, og efter sulten var stillet, blev der pakket, og vi gjorde klar til at kunne tjekke tidligt ud i morgen for at blive kørt til lufthavnen, hvorfra vi skulle nå flyet til næste destination.

Søndag, d. 19.10.25
Endnu engang skulle vi lidt tidligt op for at tage den korte tur til lufthavnen, hvor vi skulle med flyet kl. 9:40 til Delhi. Det blev – efter aflevering af vores bagage, security-tjek og paskontrol til lidt ventetid i afgangshallen (flyet var naturligvis forsinket!), inden vi kunne stige om bord og tage den korte tur til Indiens hovedstad, Delhi, hvor vi landede før middag.
Dermed blev det også til et rørende farvel og tak for denne gang til vores chauffør og ikke mindst vores guide, der havde budt os på meget store oplevelser i dette dejlige og noget oversete land i Hamalaya.