Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Denne beretning vedrører den første tredjedel af dette efterårs rejse til Himalaya sammen med fire af vores venner.
Forhistorien er, at vi egentlig skulle have været af sted på en 12 dages rejse til Nepal og Bhutan for et år siden. Denne rejse var arrangeret af Albatros Travel, der imidlertid aflyste rejsen med mindre end 24 timer til afrejse, men det fratog os ikke lysten til at komme af sted.
Her et år senere er vi ikke spor ærgerlige over, at rejsen blev aflyst, idet det gav os mulighed for selv at arrangere en endnu bedre rejse. Vi kontaktede derfor en lokal indisk rejsearrangør, Terra World Travel, der arrangerede dette års rejse ud fra de rammer, jeg havde stillet op.
Resultatet blev en længere rejse – ikke bare til Nepal og Bhutan – men suppleret med en rundtur på 12 dage i Rajahstan, når vi alligevel var på de kanter.
Mere om dette senere.
Optakten til rejsen blev lidt kaotisk, idet vi oplevede, at Air India flere gange ændrede afgangstider med det resultat, at vi måtte annullere flyvningen fra Delhi til Kathmandu og booke en ny flyvning hos et andet selskab, Nepal Airlines.
Lørdag, d. 4.10. (9283-9295)
Efter afrejse fra København fredag aften landede vi til tiden i Indira Gandhi Internationale Lufthavn i Delhi, hvorefter vi skulle gennem paskontrol, immigration og bagageudlevering, inden den stod på endnu en paskontrol, security og indtjekning af bagage, inden vi kunne slå os ned og vente på flyet, der skulle afgå midt på eftermiddagen.
Men herefter skete der i laaang tid så ikke noget… Tiden gik, og uden yderligere information fra personalets side kunne vi først med en forsinkelse på tre timer boarde flyet til Kathmandu.
Det viste sig så efterfølgende, at forsinkelsen skyldtes uvejr i Kathmandu, og at ingen fly – ud over vores – fik tilladelse til at lande eller lette herfra. Alle fly fra Delhi blev cancelled, og vi hørte om flere fly, bla. et fra Qatar, måtte vende om og flyve tilbage, hvor de kom fra.
Uden yderligere forsinkelse kunne så midt på aftenen lande i Tribhuvan Internationale Lufthavn, og for os gik immigration, paskontrol og bagageudlevering herefter hurtigt og effektivt, inden vi i forhallen blev modtaget af Narayan, vores guide for den kommende uge, og Binda, fra det nepalesiske rejsebureau.
(I øvrigt blev vi allerede i lufthavnen erindret om det uvejr med monsunagtig regn, der havde præget denne dag i Kathmandu, idet vi på vej inde gennem lufthavnsområdet flere steder oplevede beholdere, der var opstillet for at opsamle det indtrængende regnvand.)
Efter modtagelsen og et par obligatoriske billeder blev vi kørt til vores hotel for de kommende 3 nætter, Hotel Holy Himalaya, i det livlige Thamel-kvarter.
Søndag, d. 5.10. (9296-9658)
I dag stod vi op til en overskyet himmel, men trods alt med tørvejr, og efter morgenmaden kunne vi så gå i gang med dagens program.
Vi blev således afhentet af vores guide Narayan, og vi kørte herefter til Swayambhunath, der er et gammelt religiøst kompleks på toppen af en bakke i den vestlige del af Kathmandu by og som er kendt for sin historiske og kulturelle betydning.
Swayambhunath, der ligger på en bakke højt hævet over det omkringliggende landskab, dateres tilbage til 406 e.Kr., og stedet havde allerede i 13. århundrede etableret sig som et vigtigt buddhistisk pilgrimsrejsecenter med besøgende fra hele verden.
Komplekset, der omfatter en stupa, Swoyambhu-stupaen, en række helligdomme, templer og bedehjul, gør det til et vigtigt sted for både buddhister og hinduer. Den vigtigste installation på stedet er Swoyambhu-stupaen, der med sit spir af 20 kg guld og Buddhas altseende øjne er et karakteristisk og genkendeligt symbol på Nepal.
Der er flere veje, der fører til toppen af området, hvor stupaen og de øvrige helligdomme står, og vi valgte den nemmeste, hvor vi kunne undgå alt for mange trapper.
Det betød også, at vi lige efter indgangen så en Buddhafigur i den såkaldte Fredsbrønd, der blev opført i 1998, hvorefter vi gik videre op ad bakken mod stupaen og de øvrige helligdomme. Det var en lidt anstrengende tur, hvor størstedelen af turen foregik på ukurante trappetrin, og hvor vi lige fik indlagt et par kunstpauser – enten for at nyde den flotte udsigt over Kathmandu fra forskellige vinkler – eller betragte de modige rhesusaber (Macaca mulatta), der legede i træerne eller hvilede ud på gelænderet langs vejen mod toppen. Netop stedets mange hellige rhesusaber er årsagen til, at stedet har fået tilnavnet Abetemplet.
Da vi nåede helt op til toppen af trapperne – lige ved indgangen til et lille buddhistmuseum -blev vi i første omgang noget overvældet af den store Swoyambhu-stupa, og her fik vi først en introduktion til områdets historie, beskrevet ved denne legende fra det 15. årh.:
Legenden beretter om en mirakuløs lotus, som blomstrede i den sø, der engang dækkede Kathmandudalen. Denne lotus udstrålede på mystisk vis et strålende lys, og stedet fik derfor navnet Swoyambhu, der betyder selvskabt. Hellige og vismænd rejste til søen for at tilbede lyset. På samme tid mediterede Bodhisatva Manjushri (en hellig person, der har udskudt sin egen nirvana for at hjælpe andre) og fik en vision af det blændende Swoyambhu-lys, og han fløj på sin blå løve over bjergene til Kathmandudalen for at tilbede lotusblomsten. Manjushri var meget imponeret af kraften i det strålende lys og følte, at hvis vandet løb ud af søen, ville Swoyambhu blive lettere tilgængelig for menneskelige pilgrimme. Med sit store sværd skar han derfor en kløft mellem bjergene omkring søen, så vandet løb væk og efterlod dalen, som den ses i dag. Lotusblomsten forvandlede sig derefter til en bakke, mens lyset blev til Swoyambhu stupa.
Efter denne historie fik vi lidt tid til at udforske området på egen hånd. Dette bragte os forbi flere interessante installationer og bygninger. Vi valgte at gå mod venstre, så vi kom rundt om stupaen med uret rundt, hvilket man jo skal gøre ifølge buddhistisk tro, og det førte til en mindre plads vest for stupaen, hvor vi både kunne se det tibetanske buddhist-kloster Deva Dharma Maha Vihar (vest for pladsen) og ikke mindst det lille, flotte Harati Ajima tempel.
Ingen af disse to steder besøgte vi – mest af alt fordi, der var en eller anden seance i gang med bøn og ofringer.
Deva Dharma Maha Vihar er grundlagt af en bhutanesisk lama i 1780, men det nedbrændte få år efter og forfaldt, indtil det blev genopbygget med økonomisk støtte fra kongefamilien i Sikkim. Klostret bruges i dag af pilgrimme, der kommer for at bede i Hariti-templet eller Swoyambhu-stupaen.
Harati Ajima-templet er en traditionel nepalesisk pagode, et helligt sted, der er dedikeret til gudinden Harati, der er anset for at være buddhismens beskytter, og i dette tempel kommer både buddhister og hinduer med rituelle ofringer for at bede om beskyttelse af deres børn mod sygdomme og epidemier. Hele templet er forgyldt med guld, som er doneret af forskellige troende, hvis bønner er blevet hørt.
I stedet fortsatte vi nordpå til endnu en plads, omgivet af røde bygninger med små forretninger, der solgte souvenir, håndværk og kunst, der hovedsagelig relaterede sig til stedet og dets betydning; i øvrigt blandet med caféer og kaffesteder, og på den åbne plads passerede vi en række små gråsorte chaityaer, som er små monumenter, der er opført i forskellige stilarter af forskellige troende på forskellige tidspunkter. Stedet er kendt som ‘Chaitya Park’. Som sådan var denne plads ikke så interessant for os.
Igen fortsatte vi nordpå til endnu en plads med en masse stemning – og på vejen derhen faldt vi over en lille helligdom, Agnipur, der er en helligdom, der er påmalet ildguden Agni Bhairavas røde ansigt med 3 øjne, der repræsenterer solen, månen og ‘den endelige ildstorm’. Farven symboliserer renselse, energi og transformation, og den er forbundet med tilbedelse af ild og energi. I øvrigt var farven slidt noget af og ildguden trængte til at blive genoptegnet.
Den nordlige gård, der var afgrænset mod nord af Shantipur-templet, der er 1500 år gammelt. Shantipur betragtes som det helligste og mest hemmelige af alle Newar-buddhismens helligdomme, og det siges at skjule indgangen til et underjordisk netværk af rum, der er forbundet med den skjulte indre kerne af Swoyambhu-stupaen. Heller ikke dette tempel besøgte vi, idet ingen andre end præster har adgang til templet, hvor den tantriske vismand Shantikar Acharya menes stadig at bo!
Lige uden for Shantipur-templet står i øvrigt en farverig Buddha-statue, der stammer fra 16. årh. Buddha sidder på en lotustrone på en løvestol med den ene hånd, der rører jorden.
Fra denne plads fortsatte vi – stadigvæk med uret rundt om Swoyambhu-stupaen – til hovedtrappen fra øst op til området, og her kunne vi beundre den meget store, gyldne Vajra, en slags scepter, der er placeret på en rund base af sten med 12 dyr, der repræsenterer astronomiske symboler. Vajraen repræsenterer visdom og medfølelse i Vajrayana-buddhismen, hvor den tilbedes, og hvor de troende bærer vejraer som ringe og medaljoner til beskyttelse mod onde kræfter.
Hermed var ved at afslutte et længere besøg på dette hellige sted, og vi kunne igen gå turen ned ad bakken til vores ventende bil.
Link til mere viden om Swayambhunath: Her.
Fra Swayambhunath kørte vi nu sydpå og ud af selve Kathmandu for at besøge et par interessante Newar-landsbyer, Bungamati og Khokana, og på vejen derud passerede vi flere steder, hvor de seneste dages regnvejr havde truet med oversvømmelse af lavereliggende områder – lidt i stil med, hvad der skete sidste år, hvor oversvømmelser i område havde kostet mange menneskeliv og ødelagte huse. I år var det – indtil nu – dog ikke gået så vidt.
Vi blev sat af i den vestlige udkant af byen og bevægede os herefter gennem små stræder, baggårde og pladser gennem byen, hvor vi flere steder så træskærere i arbejde – selv om det var søndag.
Bungamati er en lille, men kulturelt og religiøst betydningsfuld by med en historie, der går langt tilbage i tiden. Byen bebos næsten udelukkende af newar-folket, der er et folkeslag, der næsten udelukkende bor i Kathmandu-dalen. Newarerne har deres eget sprog, bhasa, og de praktiserer deres egen form for hinduisme (ca. 85 %) og buddhisme (ca. 15 %).
Newarerne blander sig ikke gerne med andre befolkningsgrupper i Nepal, og de er kendt for deres bidrag inden for kunst, kultur og håndværk, og overalt i Bungamati så vi eksempler på deres kunnen – især var de mange flotte udskæringer i døre, bjælker og karme imponerende.
På vores vej gennem byen virkede det som at gå tur i et levende museum for newar-kultur med traditionelle huse, smalle gyder og åbne gårdhaver, men mange steder så vi bygninger, der blot henlå som murbrokker som et resultat af jordskælvet i 2015 – og netop her i byen havde den nepalesiske regering ikke prioriteret ret højt at få ryddet op efter det ødelæggende jordskælv dengang.
Vores tur førte gennem flere små passager ind i endnu flere baggårde, hvor der centralt i gården var bygget små newar-templer eller stupaer, men ellers endte vi på en større åben plads, der var domineret af det flotte Rato Machhindranath-tempel, der er et vigtigt pilgrimssted for både hinduer, der ser Rato Machhindranath for at være en reinkarnation af Shiva, og buddhister, for hvem han er en reinkarnation af Avalokiteshvara.
Templet, der er bygget i pagodestil, daterer sig tilbage til 1673, men der har været et tempel på stedet siden mindst 1408. Templet blev kraftigt beskadiget ved jordskælvet i 2015, men genopbygget ved lokale kræfter.
På vores videre vej passerede vi en næsten kvadratisk, større dam, De Pukhu, der fungerer som et vandreservoir for byen.
Herefter var ved at være ude af Bungamati igen – og turen gik nu videre til den næste landsby, Khokana – ligeledes en newar-landsby. Vi valgte at gå den korte tur (mindre end en kilometer) til Khokara, og denne tur førte os forbi rismarker og små huse langs vejen.