Travelling the World

Denne rejse skulle have været med Silas og Stine til Skotlands hovedstad, men af forskellige årsager blev det så i stedet Hjalte og Amalie, der kom med på turen – og Silas og Stine må så vente til en anden gang!
Det blev en ‘forlænget weekend’ med fokus på oplevelser, besøg på destillerier og hygge lige som der var plads til at jage skotske produkter, der var enten umulige at opdrive i Danmark eller uhørt dyrere.
Norwegian sørgede for, at vi kom frem og tilbage mellem Billund og Edinburgh, hvilket lykkedes trods manglende service og stor forsinkelse på turen hjem til Billund!
Vores base i det skotske var en lejlighed i bydelen Leith – i gåafstand fra seværdighederne i og omkring Edinburgh centrum.

Onsdag, d. 14.10.
Efter en flyvetur på 1½ time og efterfølgende tre kvarter i Edinburgh Tram nåede vi midt på eftermiddagen frem til vores lejlighed i King Street i Leith, tæt på havnen. Her fik vi os indkvarteret, inden vi bevægede os ud i byen – dvs. ned til Water og Leith, der er floden, der løber gennem en del af Edinburgh og altså også Leith.
Den gamle havn, der er kendt som The Shore, er en historisk havnefront fra 1143, der i dag er forvandlet til et hipt kvarter med mange restauranter, caféer, pubber og interessante kultursteder. I tidernes morgen var det Skotlands førende handelshavn for whisky, skibsbygning og varer fra Europa, og samtidig et sted, der modtog flere kongelige besøgende, f.eks. Marie Stuart, der steg i land her i 1561.

En af de markante bygninger på The Shore var Signal Tower, der er opført i 1686 og oprindelig var en vindmølle, Mylne’s Mill, men som i 1805 blev bygget om med kamtakker og brugt som signal- og udsigtstårn i havnen. I stueetagen ligger restaurant ‘Fishers’, der er en kendt skotsk skaldyrsrestaurant.

Som nabo til Signal Tower ligger det tidligere sømandsinstitut, der er opført i slutningen af det 19. århundrede og dengang var kendt under navnet ‘The Angel’. I dag huser bygningen både det 4-stjernede hotel Malmaison og brasseriet ‘Chez Mal’.

Langs havnefronten ligger flere historiske pakhuse og fabrikker, f.eks. The Cooperage, der er en tidligere tøndefabrik, som blev opført tidligt i 1800-tallet. I dag er bygningen restaureret og ombygget til eksklusive ejerlejligheder.

En af kunstinstallationerne, der fangede vores blik, var en bænk med en bronzestatue af en af byens store mænd, Sandy Irvine Robertson, der var en kendt vinhandler og filantrop. Han var – ifølge hans venner og forretningsforbindelser – en social, karismatisk og varm mand med et hjerte på størrelse med Skotland, og da han døde i 1999 samlede hans venner ind til denne statue, der er opstillet i 2018.

Vi fortsatte over på den anden side af floden til slusen Rennies Lock, der skulle forbinde floden Water of Leith med de nyanlagte dokker (East og West Docks) og samtidig kontrollere vandstanden, så handelsskibe kunne ligge stabilt i havnen uafhængigt af tidevandet. Dokkerne, der er anlagt i perioden fra 1800-1806, eksisterer ikke mere, men slusen er delvist bevaret som et minde. Området omkring Rennies Lock er i dag et rekreativt område med en kendte pub ‘Teuchters Landing’ som den store attraktion.

Fra Rennies Lock gik vi videre til Commercial Quay, der er et havneområde med store murstensbygninger, der oprindelig blev opført som toldboder og lagerhuse til skotsk whisky, såkaldte ‘Bonded Whisky Warehouses’. I dag er bygningerne blevet omdannet til et blandet erhvervs- og kulturområde, og de gamle rå whisky-lagre er ombygget til moderne kontorfællesskaber, idet man under renoveringen har man bevaret de oprindelige historiske detaljer som frilagte mursten, rå træbjælker og staldvinduer.

Ud til gaden er der populære spisesteder, barer og et mikrobryggeri, og i gaden uden for bygningerne kan man stadigvæk se de jernbaneskinner, der engang blev brugt til transporten af whisky fra lagrene. Et charmerende sted.

Fra Commercial Quay fortsatte vi vores rundtur til Ocean Terminal, havnens nyeste område og et stort shoppingcenter. Vores mål var dog ikke shopping (i denne omgang), så vi fortsatte langs havnen til Port of Leith Distillery, der er et destilleri i en 40 meter høj bygning med 9 etager – og som har adresse på Whisky Quay!
Whiskyproduktionen er stablet i højden på grund af den lille grund, og man bruger i processen tyngdekraften. De øvre etager bruges til maling af kornet og mæskning, mens selve destillationen sker i kobberkedler længere nede.
Vi havde ikke booket en rundvisning, men gik direkte til 7. etage, hvor baren lå, og hvor vi gik om bord i en prøvesmagning!
Fra baren var der i øvrigt panoramaudsigt over bugten Firth of Forth på den ene side og Edinburgh på den anden side. Og ydermere kunne man herfra betragte The Royal Yacht Britannia, der var den britiske kongefamilies officielle yacht gennem mere end 44 år. Skibet blev søsat i 1953 af dronning Elizabeth II, taget i brug i 1954 og sejlede over 1 million sømil på næsten 1000 officielle besøg verden over, før det blev taget ud af drift i december 1997.

Lige uden for bygningen er resterne af en mole, hvor der for enden er installeret en skulptur, 6 Times, Figure VI, der er den sjette og sidste skulptur i kunstinstallationen ‘6 Times’ fra 2010 af den britiske kunstner Antony Gormley. Værket undersøger menneskets plads i naturen og det sociale landskab samt forholdet mellem krop, identitet og omgivelser, og de øvrige dele er placeret langs floden Water of Leith.

Fra Whisky Quay gik vi tilbage op i byen, hvor vi fandt en græsk restaurant, Kafeneion to Steki, hvor både maden og servicen var i top – og til rimelige priser.
Ellers var mørket faldet på, og vi fortsatte ‘hjem’ under dynerne.

Torsdag, d. 15.10.
Dagen i dag – efter en kedelig nat med regn – var det de traditionelle turiststeder (og -fælder), der var vores mål.
Derfor vandrede vi – i overskyet vejr, der truede med mere regn – efter morgenmaden først ad Great Junction Street og derefter Leith Walk, der førte os direkte ind til Waterloo Place i centrum af Edinburgh. En vandretur på godt 2½ km, der ikke kunne klares uden et kaffestop i en lille, hyggelig café, Word Of Mouth Leith, i en sidegade til Leith Walk.
Vi passerede allerede i Great Jct. Street en særpræget bygning, Dr. Bell’s School, der er opført i perioden 1835-39. Bygningen rummede oprindelig en skole, der var grundlagt af den skotske pædagog Andrew Bell, der var ophavsmanden til det såkaldte Madras System for undervisning. Senere har bygningen huset et svømmebad, og den har i nyere tid fungeret som selskabs- og bryllupslokale samt børnehave.

På hjørnet af Leith Walk og Iona Street står to historiske kable-trækhjul, der kendes som ‘The Pilrig Muddle’. Trækhjulene er fra 1898 og blev fundet under udgravninger til en sporvognsudvidelse i 1921, og de markerer det sted, hvor rejsende fra Leith (med elektriske sporvogne) og Edinburgh (med kabeltrukne sporvogne) var tvunget til at skifte sporvogn. Stedet var en trafikal flaskehals kaldet The Pilrig Muddle.

På vores vej op ad Leith Walk så vi flere kirker, og vi passerede McDonald Road Library, der officielt åbnede dørene i 1904. Biblioteket blev opført for en stor donation fra forlæggeren og bogtrykkeren Thomas Nelson, der ønskede at skabe et hus, hvor byens arbejderklasse kunne søge ly, læse og samles i ordentlige rammer.
Bygningen fungerer stadigvæk som bibliotek.

Vores videre tur førte forbi Picardy Place (hvor vi boede sidst vi var i Edinburgh) og Regent Bridge, hvor Waterloo Place passerer over Carlton Road. Her kunne vi rigtig mærke, at vi var kommet blandt turister, der stuvede sig sammen parvis, i familier eller i større guidede grupper anført af en guide med paraply eller flag.

Vi fortsatte dog uanfægtet og var snart fremme ved det kendte og fornemme hotel The Balmoral, hvorfra vi fortsatte over North Bridge, der førte over jernbanen, mod The Royal Mile. Her blev der i øvrigt lige tid til at besøge en whiskybutik og få en snak med indehaveren.

På The Royal Mile fortsatte vi ad High Street og Canongate mod Palace of Holyroodhouse, der er kongefamiliens residens, når de besøger Edinburgh.
En tur ned ad disse gader medfører naturligvis også flere stop ved nogle af de bygninger og steder, der har historisk eller kulturel betydning.
Først stoppe vi op ved Carrubbers Christian Centre, der i dag fungerer som et evangelisk center og kirke. Bygningen blev opført i 1858, og den husede i starten Carrubbers Close Mission, der er en historisk, evangelisk kirke i Edinburgh.
I øvrigt forbindes bygningen i Outlander-serien med A. Malcolms print shop, der er stedet, hvor Jamie og Claire – i serien – bliver genforenet efter 20 års adskillelse.

I det hele taget er der i området heromkring – hvor High Street bliver til Canongate – flere interessante bygninger, ikke mindst John Knox House og Moubray House.
John Knox House, der er bygget omkring 1490 og dermed en af de ældste overlevende bygninger fra middelalderen på The Royal Mile, er traditionelt forbundet med reformatoren John Knox, der skulle have boet her i en kort periode inden sin død i 1572. Bygningen, der er et godt eksempel på den middelalderlige skotske barokstil med udvendig trappe, er i dag et museum drevet af Scottish Storytelling Centre.
Nabohuset, Moubray House, kan dateres tilbage til 1477, og det er dermed endnu ældre end John Knox House. Huset, der blev bygget af en rig uldkøbmand, Robert Moubray, har i hele sin ‘levetid’ indtil 2012 været i privat eje, og har i de forløbne år både været et rigt købmandshjem, værtshus og boghandel. Bygningen fik sit nuværende udseende omkring 1630, og herefter har der boet flere kendte personligheder i huset; mest kendt er nok Daniel Defoe, der boede her i 1710. Huset ejes i dag af Historic Environment Scotland.

Lige uden for de to huse står Netherbow Wellhead, der er en stenbrønd og cisterne fra omkring 1675. Den fungerede oprindelig som en vigtig offentlig cisterne, der forsynede beboerne i Old Town med vand, indtil rørinstallationer blev almindelige i 1800-tallet.

Fra The Royal Mile er det også værd at bevæge sig ind i nogle af de gamle closes – snævre middelalderlige gyder eller passager, der fører væk fra hovedgaden, der ofte er opkaldt efter prominente beboere og familier eller de håndværkere, der holdt til i gyden.
En af de closes, vi bevægede os ind i, var Tweeddale Court, der kan dateres tilbage til mindst 1576. Gyden er absolut et besøg værd, og der er flere interessante ting af se her. Langs den ene side af gyden er der en velbevaret del af den gamle bymur, King’s Wall, der blev bygget helt tilbage i 1450’erne, og inde i gårdhaven ligger et lille, fredet stenhus fra georgianertiden. Ved indgangen til closen står en af de første gasdrevne lygtepæle, der blev introduceret i Skotland, og selve gårdhaven blev verdenskendt, da den i serien Outlander (sæson 3) dannede rammen om et travlt marked i 1700-tallets Edinburgh, hvor Claire og hendes adoptivsøn Fergus genforenes.

En anden close, der tiltrak sig vores opmærksomhed, var Chessels Close, der er en gårdhave, der er omgivet af eksklusive ‘mansion flats’ (etagelejligheder) til byens mere velhavende borgere – oprindelig opført mellem 1742 og 1748. Closen er interessant, idet den berygtede Deacon Brodie udførte sit sidste og skæbnesvangre røveri netop her den 5. marts 1788. Brodie levede et dobbeltliv som respekteret håndværker og borger om dagen og tyv om natten, hvilket senere inspirerede forfatteren Robert Louis Stevenson til at skrive gyseren om Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Og mens vi nu er ved Edinburghs closes, så stak vi også hovedet indenfor i Sugarhouse Close, der har fået sit navn efter et sukkerraffinaderi, som startede på stedet i 1752. Sukkerfabrikken lukkede igen allerede i år 1800 efter at en storbrand havde ødelagt bygningerne, men forsøgtes fortsat i en periode frem til 1852, da produktionen blev endeligt indstillet.
I dag fungerer Sugarhouse Close primært som et stort moderne kompleks af studenterboliger med plads til omkring 300 studerende.

Over for Sugarhouse Close – ovre på den anden side af The Royal Mile – ligger Canongate Tolbooth, der blev opført i 1591 som et rådhus, tinghus og fængsel for den tidligere selvstændige by Canongate. Huset er unikt med udvendige trapper, små tårne og et ur, der hænger ud over gaden.
I dag finder man pubben Tolbooth Tavern i stueetagen, mens de øverste etager huser The Peoples Story Museum, der skildrer arbejderklassens liv og historie i Edinburgh fra slutningen af 1700-tallet og frem.

Fra vejen bevægede vi os ind i Bakehouse Close, der er en af de mest besøgte af byens closes, hvilket ikke mindst skyldes Outlander-serien.
Historien om Bakehouse Close går tilbage til 1570, og gyden fik sit navn, fordi der oprindelig blev drevet bagerier her i 1500- og 1600-tallet.

I 1600-tallet blev der i closen opført et par store palæer, Huntly House – i dag Museum of Edinburgh – og Acheson House, der husede et par af byens rige familier.
Indgangen til Bakehouse Close er lige ved siden af Museum of Edinburgh, der tidligere var kendt som Huntly House Museum, da det er indrettet i det tidligere Huntly House.

Senere – fra slutningen af 1700-tallet – forfaldt kvarteret og ændrede sig fra at være rigmandsboliger til et berygtet og fattigt forlystelseskvarter med bordeller og ulovlige værtshuse, herunder den natåbne pub The Cock and the Tromphet, der holdt til i Archeson House. Over døren, der engang var indgang til pubben, ses stadigvæk et gammelt adelsvåben hugget i sten: en hane, der står på en trompet.

Bakehouse Close er fuldstændig restaureret, og stedets charme har gjort det til et yndet sted for filmhold – og det er senest brugt som udendørs location og ramme for Jamie Fraser trykkeri i Outlander-serien.

Over for Huntly House / Museum of Edinburgh ligger Canongate Kirk, der er opført mellem 1688 og 1691 efter ordre fra kong Jakob VII, og foran kirken er der en statue af den skotske digter Robert Ferguson (1750-1774).

Som det efterhånden var blevet en vane stak jeg hovedet indenfor i enhver close, som vi kom forbi, og i en af disse – Lochend Close – lå det historiske Panmure House, der er opført i 1691-93, og som var beboet af filosoffen og økonomen Adam Smith, der boede her fra 1778 til 1790. Det var her, han fuldendte sine to mest betydende værker ‘The Wealth of Nations’ og ‘The Theory of Moral Sediments’.
I dag fungerer huset som centrum for økonomisk og social forskning. debatter og foredrag.

Vi var nu nået frem til den smukke, lysegule bygning, Queensberry House, der er opført mellem 1667 og 1681, og som i dag er en integreret del af det skotske parlament. Bygningen har tidligere fungeret bla. som aldersresidens for hertugerne af Queensberry, og senere har den både været militærkaserne, hospital og plejehjem. Det var også i denne bygning, at Underhuset underskrev Unionen i 1707, hvor Kongeriget Skotland og Kongeriget England blev til én stat, Kongeriget Storbrittanien.

Nu var vi efterhånden nået til enden af Canongate, og derfor blev dagens sidste close-besøg i White Horse Close, der er kendt for sine karakteristiske huse, der er opført omkring 1623. Closen har fået navn efter legenden om, at Mary, Queen og Scots (Mary Stuart) holdt sin hvide hest i staldene her.
Closen, der tidligere rummede både værtshus og hestestald, blev omfattende restaureret og genopbygget i det 20. århundrede i sit oprindelige udseende. Et meget smukt sted!

Hermed var vi nået frem til Horse Wynd, der er gaden foran The King’s Gallery og Palace og Holyroodhouse, der er kongens residens, når han er på besøg i Edinburgh.
Vi havde egentlig håbet på, at vi kunne plads på caféen her og få lidt frokost, men der var overfyldt, så vi vendte om, og begyndte at gå tilbage ad The Royal Mile mod Edinburgh Castle – og så forsøge at finde et sted, hvor vi kunne få sulten stillet.
Efter lidt frokost – lækker fish and chips – fortsatte vi forbi St. Giles’ Cathedral, hvor vi undenfor, foran kirken, kunne se Heart of Midlothian – et hjerteformet mønster i brostenene. Stedet her markerer indgangen til det tidligere Old Tolbrooth, der var et berygtet middelalderligt fængsel og rådhus, hvor offentlige henrettelser fandt sted. Det er en gammel, lokal tradition at spytte på hjertet, hvilket efter sigende skulle bringe held og lykke.

Lidt længere fremme ad High Street passerede vi Deacon Brodies Tavern, der er opkaldt efter William Brodie, der var respektabel håndværker og rådmand om dagen og tyv om natten, hvilket – som tidligere beskrevet – var inspirationen til ‘Dr. Jekyll and Mr. Hyde’.

Vi forlod nu High Street og fortsatte ned ad George IV Bridge til endnu en pub, Greyfriars Bobby, der er opkaldt efter den berømte Skye Terrier, Greyfriars Bobby, som i det 19. århundrede – efter sigende – vogtede sin ejers grav på den nærliggende kirkegård i 14 år.

Da John Gray døde af tuberkulose i 1858, blev han begravet på Greyfriars kirkegård, og ifølge legenden nægtede hans hund, Bobby, at forlade sin herres grav, hvor han holdt vagt indtil sin egen død i 1872 – uanset vind og vejr.
Da Bobby døde, blev han begravet i udkanten af samme kirkegård – ikke langt fra sin elskede herre.

I dag står der en bronzestatue af hunden Bobby lige uden for pubben, mens det stadigvæk diskuteres ivrigt, om historien er sand, eller om den er hjulpet på vej af lokale forretningsdrivende.

Vi besøgte naturligvis kirkegården med Bobbys gravsted og en mindesten for ham samt kirken Greyfriars Kirk, der er indviet i 1620 og er den første postreformationskirke i Edinburgh.

Kirkegården er meget besøgt på grund af gravstedet for Thomas Riddell, der menes at have inspireret J.K. Rowling til navnet på Lord Voldemort (Tom Riddle) i Harry Potter-bøgerne.
Lige uden for kirkegården lå Bedlam Theatre, der er et lille studenterdrevet teater, der er indrettet i en tidligere nygotisk kirke (New North Free Church), som blev opført i 1848. Teatret drives af Edinburgh University Theatre Company, og det er Storbritanniens ældste fuldt studenterdrevne teater.

Herefter gik vi mod Grassmarket Square, der har været brugt som markedsplads siden 1477, hvor pladsen officielt blev etableret til handel med korn og kvæg under kong Jakob 3. Fra det 16. århundrede og frem til 1784 var Grassmarket også et af Edinburghs primære steder for offentlige henrettelser ved hængning.

I dag er området omkring Grassmarket et livligt kvarter med brostensbelagte gader, uafhængige specialbutikker, genbrugs- og kunsthåndværkerbutikker samt et bredt udvalg af caféer, restauranter og historiske pubber – bla. The Last Drop.
The Last Drop refererer til to ting: Det sidste måltid/den sidste whisky, som dødsdømte fanger fik serveret, inden de blev hængt, og det makabre drop/fald fra galgen i forbindelse med selve henrettelsen.
I øvrigt er pubben kendt for sin hyggelige atmosfære med lave lofter, skotsk pub-mad og whisky, men den rygtes også at være hjemsøgt – blandt andet af spøgelset fra en ung pige.

På flere af pubberne i området kunne man høre råben og sang på dansk, og det skyldtes fodboldfans fra FC Nordsjælland, der skulle til fodbold på stadion senere på aftenen, hvor deres klub skulle spille mod den lokale klub, Hearts.
Fra Grassmarket drejede vi op ad Victoria Street, der er en ikonisk, buet gade, der er kendt for sine toppede brosten og farvestrålende butiksfacader. Gaden forbinder George IV Bridge med Grassmarket, og det siges, at den skulle have inspireret J.K. Rowling til Diagon Alley (Skrågaden) i Harry Potter-universet.

Victoria Street, der er opkaldt efter dronning Victoria, er anlagt med huse i to etager, og oven på den nederste række af huse i mange forskellige farver ligger en øvre gangbro, kaldet Victoria Terrace. Gaden, der er opført i perioden 1829-1834 som en del af en større byfornyelse, hvorved den erstattede den snævre middelaldergade West Bow, er fuld af uafhængige specialbutikker, Harry Potter-souvenirbutikker, boghandlere, tøjbutikker, cafeer og restauranter. Det er naturligvis alt sammen noget, der tiltrækker flokke af turister, der vil opleve gaden på den ene eller anden måde.

Her skiltes vi så fra Hjalte og Amalie, der skulle på genbrugsjagt, mens vi andre besluttede os for at gå hjemad i retning Leith. Det forhindrede os dog ikke i at gøre holdt, når vi så noget interessant som f.eks. de historiske stenhuse i Ramsey Garden, der er karakteristiske hvide vinduesrammer og røde udvendige trapper.

Eller baggården til The Writers’ Museum med det historiske kompleks James Court, der blev opført mellem 1723 og 1727 af bygherren James Brownhill, der ville skabe en kontrast til de faldefærdige huse i området. Han lod en række gamle gyder nedrive og designede en lukket, luksuriøs firkantet gårdhave med store, moderne lejligheder. Dette tiltrak byens overklasse, og James Court blev hurtigt en af byens mest fashionable adresser, der i årene herefter husede flere af tidens største tænkere og forfattere, som David Hume (1711-76), James Boswell (1740-95) og Samuel Johnson (1709-84).
I 1857 brændte det meste af James Court, og området blev forvandlet til et fattigt slumkvarter, der dog blev genopbygget og moderniseret, da byplanlæggeren Patrick Geddes overtog det. I dag er James Court nænsomt restaureret.

På vej ned fra High Street passerede vi også New College, der er hjemsted for universitetets teologiuddannelse samt den skotske kirkes generalforsamlingssal.
Byggeriet af New College begyndte i 1846, og siden 1930 studerede både kandidater til præsteembedet i United Free Church og kandidater til den gamle Church og Scotland her i bygningerne.

Vi gik ind i gården og kunne beundre stedets smukke arkitektur med muligheden for at få flotte billeder i kassen.
Ellers vandrede vi videre over Picardy Place med den gotiske facade af den tidligere Lady Glenorchy Church fra 1845-46, som i 2003 blev ombygget og udvidet til et 5-stjernet luksushotel, The Glasshouse, Autograph Collection.
Lady Glenorchy Chapel blev oprindelig opført, hvor jernbanestationen Waverley Station i dag ligger, og det blev bygget i 1772 for midler, som en velhavende enke, Willielma Campbell, Viscountess Glenorchy, havde skænket til opførelsen af et kapel, hvor præster fra forskellige trosretninger kunne prædike for byens fattige borgere. Da hun døde i 1776 blev hun – efter eget ønske – begravet direkte under kirkegulvet.
Da jernbanen i 1845 skulle udvides, opkøbte staten kapellet for at gøre plads til skinnerne, og menigheden flyttede kirken til den placering, hvor hotellet ligger i dag.

Kirken lukkede for religiøse tjenester i 1978, og i dag er det eneste, der er tilbage af kirken, den gamle facade, der fungerer som indgang til hotellet.
Herfra fortsatte vi hjemad til vores lejlighed, hvor kunne strække ud efter en lang dag, og hvor Hjalte og Amalie lidt senere dukkede op med aftensmad, som vi kunne nyde i vores lille stue. Og så var det ellers bare at hvile ud efter en lang, men interessant dag i byen.

Fredag, d. 16.10.
Igen startede dagen med lidt morgenmad (og meget bedre vejr), inden vi vandrede af sted for at se noget andet af Edinburgh, så dagens mål var bydelene Stockbridge, Dean Village og New City.
‘Hjemmefra’ gik vi gennem mindre interessante kvarterer, indtil vi kom til Stock Bridge, der er en bro over Water of Leith, som bydelen Stockbridge er opkaldt efter, og her ved broen havde vi frit udsyn til en smuk og karakteristisk bygning med et markant urtårn, der oprindelig er opført som en sen-gregoriansk villa i begyndelsen af det 19. århundrede, og som senere i samme århundrede blev ombygget til at huse Trustee Savings Bank. Det var i øvrigt ved denne ombygning, at urtårnet blev tilføjet.

Videre gik vi til Water of Leith, hvor vi ved The Dene Archway forlod vejen for at følge stien langs floden til Dean Village.
The Dene Archway, der ligger under/ved St. Bernard’s Bridge, er ofte et stop på vandreture langs floden, og det benyttes ofte som mødested for lokale guidede historie- og mytevandringer samt som et fotostop.
The Dene er et gammelt skotsk ord for en dyb dal.

Vi vandrede nu langs floden til St Bernard’s Well, der er opført i 1789 efter at nogle børn fandt en naturlig kilde på stedet. Bygningen er udformet som et lille græsk-romersk tempel med klassiske søjler – inspireret af Vestatemplerne i Italien, og inden i bygningen står der en hvid marmorstatue af Hygeia, den græske gudinde for sundhed og renlighed.

Herefter fortsatte turen langs floden til Miller Row, der er gade langs floden i Dean Village, hvor der i vandmøller blev malet korn til byens befolkning. I gaden er der en del gamle stenhuse og hytter, der oprindelig blev opført i 1830’erne som boliger for folk, der arbejdede i møllerne. I dag er bygningerne eftertragtede private boliger.
Især en af bygningerne – den første, vi mødte på vores vej – var meget speciel. Bygningen, der er opført i 1813 i Scots Baronial-stil med middelalderligt udseende med rundt hjørnetårn og takkede murkroner, ligner et lille eventyrslot, men er opført som privat squashbane, og det er gennem tiden blevet brugt både som klubhus og kontorer. ligesom det har rummet små håndværkssteder.

Huset, hvis adresse er Miller Row nr. 3, ligger placeret næsten inde under den imponerende, 136 meter lange og 32 meter høje Dean Bridge fra 1831, der fører tværs over dalen med Water of Leith.

Fra Miller Row fortsatte vi op på Deans Brae Bridge, der er en stenbro, der formodentlig blev opført i 1830’erne som erstatning for en ældre bro på samme sted. Broen er et populært vartegn, der fungerer som en del af gåturen langs floden, og her på broen stimler turisterne sammen for at se og tage billeder af den maleriske Dean Village, der tidligere var en møllerlandsby med rødder tilbage til det 12. århundrede og oprindelig grundlagt af munke fra Holyrood-klostret. Byen er således nævnt allerede i 1143 under kong David I, og i stedets møller maledes korn til mel og vævedes tøj indtil 1880’erne, hvor produktionen ophørte – dels udkonkurreret af dampmøller i Leith og dels på grund af, at en storbrand i 1824 ramte landsbyen, hvorved flere møller og pakhuse nedbrændte.

Da de sidste korn- og vævemøller lukkede, blev bygningerne med tiden omdannet til boliger, og det åbnede op for en store restaurering i 1970’erne, hvorefter Dean Village blev et roligt, idyllisk og eftertragtet boligområde med brostensbelagte gader, historiske stenhuse, gamle møllebygninger og det ikoniske arbejderboligkompleks Well Court fra 1880. Et hyggeligt sted, hvis det da ikke samtidig betød, at turisterne strømmede til for at se og nyde byens charme.

Mange af turisterne driver lidt rundt i landsbyen, og ud over Deans Brae Bridge, der er et godt udgangspunkt, hvis man vil have fotos at byens huse langs floden, stimlede man også sammen ved fodgængerbroen ved Hawthornbank Lane, hvor der var kø for at tage selfies.

Ved floden kunne vi også se omtalte Well Court, der blev opført i 1886 af ejeren af avisen The Scotsman for at sikre gode boliger til byens arbejdere og møllere.

Vi fortsatte vores vej – først op ad Hawthornbank Lane med flere smukke og maleriske huse, der var bygget i traditionel skotsk stil – og derefter ad Belford Road, indtil vi kom til udkanten af Dean Village, hvor Belford Road mødte Dean Bridge.

Her lå Kirkbrae House, hvis ældste dele er fra 1680’erne, hvor den startede som en kro (The Baxter’s House of Call) for lokale bagere, der rejste til og fra vandmøllerne i Dean Village i kløften. I 1892 blev bygningen ombygget i skotsk baronialstil med karakteristiske trappegavle og et L-formet design, og selv om bygningen udefra virker beskeden og ikke ser ud af meget, strækker den sig over 6-7 etager ned ad den stejle skråning. I dag er huset privatejet og ikke åbent for offentligheden.

Ved den anden ende – den nordlige ende – af Dean Bridge ligger Rhema Christian Centre Church, der er opført i 1838. Kirken blev bygget som episkopal kirke i nygotisk stil, men den blev i 1957 nedlagt som kirke og omdannet til transformatorstation, indtil den i 1980’erne genopstod som frikirke.
I sidste måned – september 2026 – blev kirken solgt til en ejendomsudvikler, der pønser på at omdanne den til enten eksklusive lejligheder, kontorlokaler eller et kultur- og fritidssted.

Vi fortsatte ned ad Queensferry Street med retning mod New town og passerede derved West Register House, der i 1811-14 blev opført som St. George’s Church, men som i 1964 blev nedlagt som kirke og ombygget til nuværende udseende og funktion. Bygningen er en del af National Records of Scotland, der opbevarer landets historiske arkiver og registre.

Inden vi fortsatte mod den nye bydel, slog vi os ned på Café Meh, hvor vi fik en kop velfortjent kaffe, samtidig med at vi kunne hvile benene lidt.
Ellers gik det videre mod Princes Street, der er Edinburghs vigtigste shoppinggade, og hvor det første, der fanger ens blik, er St. Johns Church, der blev opført mellem 1816 og 1818 for at imødekomme en stærkt voksende menighed af den skotske episkopale kirke.
Kirken er bygget med St. George’s Chapel på Winsor Castle som forbillede, og den er blevet udvidet ad flere omgange. I dag er den et markant vartegn for Edinburgh, som et bindeled mellem Old Town og New Town.

Herfra have resten af vores rejsegruppe fokus på Rose Street, og mere specifikt Barbour-forretningen på hjørnet af Rose Street og Frederick Street, og mens de udforskede forretningen, så udforskede jeg Rose Street lidt mere.
I den vestlige ende af gaden stødte jeg på en kunstinstallation i vinduerne i en bygning. Der var tale om udskårne paneler i metal, der illustrerede digtet ‘Beachcomber’ af den skotske digter George Mackay Brown. Kunstværket, der er skabt af Astrid Jaekel og opsat i 2013, er fordelt over flere vinduer, og det hylder en litterær gruppe med navnet ‘The Rose Street Poets’, der i 1950’erne og 60’erne mødtes på gadens pubber og diskuterede og skrev poesi.

I Rose Street passerede jeg også et par af de i alt 5 stenmosaikker, der er tilbage i gaden. Mosaikkerne forestiller Englands nationalblomst, Tudor-rosen, og de er lavet i 1980’erne af kunstneren Maggy Howarth, da Rose Street blev lavet om til gågade. Oprindelig lavedes der 8 mosaikker, men tre af disse er blevet fjernet eller asfalteret over.

Jeg vandrede videre til The Rose Street Brewery, hvor jeg genforenedes med min kone, og hvor vi delte et par øl.

For Hjalte og Amalie stod den på mere forretninger, mens Claudia og jeg vandrede forbi Calton Hill til bydelen Abbeyhill og videre tilbage til Leith.
Vi gik gennem St. Andrew Square med det ca. 45 meter høje Melville-monument, der er opført mellem 1821 og 1827. Søjlen, der er inspireret af Trajans Søjle i Rom, er et mindesmærke for den skotske politiker Henry Dundas (1742-1811) – populært kaldet ‘King Harry the Ninth’, da han i praksis styrede Skotland på vegne af den britiske regering.
I dag huskes han bedst for sin modstand mod slaveriets afskaffelse, og i forbindelse med Black Lives Matter-bevægelsen i 2020 blev monumentet fokuspunkt for store protester mod Dundas’ rolle i slavehandlen. Derfor er der også nu opsat en infoplade ved foden af monumentet, hvor der kritisk fortælles om, at Dundas var (med-)ansvarlig for at udskyde afskaffelsen af slaveriet.

Da vi passerede neden for Calton Hill, havde vi fint udsyn til Nelson Monument, der ærer viceadmiral Horatio Nelson og hans sejr i slaget ved Trafalgar 21. oktober 1805 – hvor han i øvrigt selv omkom, da han blev ramt af en fransk snigskytte. Slaget stod mellem den britiske flåde og en kombineret fransk-spansk flåde, og Nelsons sejr cementerede Storbritanniens status som verdens førende flådemagt.
Monumentet er opført mellem 1807 og 1816.

På vores vej ad Regent Road ved foden af Calton Hill kom vi ligeledes forbi Burns Monument, der er rejst i 1831 til ære for Skotlands nationaldigter, Robert Burns.
Monumentet er en neoklassisk, cirkulær tempelbygning, der er inspireret af Lysikrates-monumentet i Athen.

I Abbeyhill gik vi en overgang langs et boligområde med rækkehuse, der går under navnet Abbeyhill Colonies. Dette område er opført i 1871 som murer- og arbejderboliger som en kreativ løsning på datidens boligmangel. En af rækkerne af huse udgøres af The Artisan Bar, der har bevaret sit udseende uændret siden opførslen med en smuk sandstensfacade og markant grøn front.

Tilbage i lejligheden i Leith ventede vi bare på Hjalte og Amalie, inden vi vandrede ud i det svindende eftermiddagslys i Leith – den korte vej til Lind & Lime Gin Distillery for at købe et par flasker gin.

På denne korte vandretur passerede vi det fantastiske The Leith History Mural, der er et  gavlmaleri på en endegavl i en bygning i North Junction Street. Maleriet, der efterhånden er lidt medtaget og har tabt en del konturer og farver, er malet i 1986 af kunstnerne Tim Chalk og Paul Grime – i en periode, hvor mange traditionelle arbejdspladser i Leith lukkede. I øvrigt skildrer værket Leiths rige maritime og industrielle historie med lokal arbejdere, dokarbejderstrejker og fællesskabets liv.

Aftensmaden blev en gentagelse af menuen fra i går; lidt brød med ost og pålæg og lidt frugt og grønt.

Lørdag, d. 17.10.
I dag stod vi meget tidligt op, inden vi slugte lidt morgenmad og skyndte os ud af døren for at hente vores lejebil, som vi kunne råde over fra kl. 8.
Da formalia var ordnet gik det herefter af sted ud af byen og nordpå over Queensferry til vores første stop i den lille by Aberfeldy, hvor vi parkerede på en lille P-plads nær byens centrum. Herefter gik vi til byens torv, hvor der først blev nydt en kop kaffe i Ballintaggart Shop i kælderen under Breadalbane Arms Hotel, der er et room-only-hotel uden restaurant. Hotellet er en ombygget og renoveret kro fra 1802, hvor folk, der kom til byen, kunne overnatte.

Rundt om torvet var der andre interessante bygninger, og ved siden af kroen ligger en statelig bygning, der tidligere rummede en afdeling af Royal Bank of Scotland. Bygningen er opført som bankbygning i 1885, men da bankfilialen lukkede i 2018, blev den udlejet til kontorer og detailhandel. I dag er der planer om at ombygge den til lejligheder.

Nabobygningen er i dag Aberfeldy Information Centre, men den er opført i 1877 som Aberfeldy Congregational Church, der skulle erstatte et mindre kapel i byen. I 1987 blev kirken nedlagt, og bygningen blev doneret til byens borgere, hvorefter den blev ombygget og genåbnede som kultur- og informationshus.
På den anden side af torvet ligger The Fountain Bar og Restaurant i en farvestrålende bygning, der er opkaldt efter et smukt springvand fra 1885 ude foran bygningen. Det var her i denne specielt udseende fontæne, at lokalbefolkningen tidligere kunne hente deres drikkevand.

Vi gik fra torvet lidt rundt i byen og passerede bla. Alexandra House, der er opført i 1899 og oprindelig husede tøj- og tweedforretningen Haggert’s. I dag finder man i stueetagen spisestedet og baren Three Lemons.

Vi havde læst, at der i Aberfeldy er en kendt producent af skotsk tweed, Glenlyon Tweed Mill, så den skulle vi da også lige aflægge et besøg for at se, hvordan ægte skotsk tweed produceres. Her har man siden 1850 vævet unikke kollektioner af specialdesignede stoffer på traditionelle (Dornier-)væve, og disse stoffer leveres til udvalgte skræddere og eksklusive modehuse. Altså det fineste af det fineste.
Vi havde håbet at kunne besøge deres nyetablerede showroom, men desværre var der lukket, da vi kom til stedet – måske fordi det i dag var lørdag?
I stedet kørte vi lidt uden for byen til Karelia House ved bredden af floden Tay for at Claudia kunne kigge lidt på stoffer og garn – og for at vi andre kunne få en kop kaffe, og på vejen tilbage herfra gjorde vi kort holdt i landsbyen Weem, hvor vi kunne se charmerende huse i skovbrynet – bla. Woodside Cottage, der er et privatejet landsted.

Området omkring Weem har kristne rødder helt tilbage til det 7. århundrede. Traditionen tro bragte Saint Cuthbert kristendommen til stedet omkring år 650, og det siges, at han levede som eneboer i en hule oppe på bjergsiden bag den nuværende kirke, og den nærved liggende hellige kilde, St. David’s Well, har siden tiltrukket pilgrimme.
Før den nuværende kirke, Weem Parish Church, blev bygget i 1868-75, foregik alle kirkelige handlinger i Old Kirk of Weem, der ligger et par hundrede meter fra den nuværende kirkebygning. Denne kirke, der var opført i 1400-tallet, er i dag Menzies-klanens mausoleum.

Turen gik nu videre tilbage gennem Aberfeldy til Dewar’s Aberfeldy Distillery, hvor der blev indlagt en pause, der bla. indbefattede en whiskysmagning.
Dewar’s Aberfeldy Distillery blev grundlagt i 1896 af John Alexander og Tommy Dewar, der var sønner til en kendt skotsk vin- og spritkøbmand John Dewar, og de opfødte destilleriet nær floden Tay og vandløbet Pitilie Burn – der er kendt for sit vand med spor af guld – og produktionen gik i gang i 1898.

Destilleriet havde opgangs- og nedgangstider, og under verdenskrigene 1917-19 og 1942-44 blev destilleriet tvunget til at lukke midlertidigt, fordi regeringen beslaglagde bygkorn til fødevarer i stedet for whiskyproduktion. I 1972-73 blev destilleriet moderniseret, og de gamle kedler blev udskiftet, antallet af kobberkedler blev fordoblet fra to til fire, og de urentable gulvmulter blev lukket til fordel for ekstern bygforsyning.
I 1998 blev Dewar’s Aberfeldy Distillery opkøbt af amerikansk-cubanske Bacardi, og i år 2000 åbnede det store kombinerede besøgscenter og butik, som vi besøgte, og hvor vi smagte selskabets tre single malt-whiskyer: Aberfeldy 12 Year, 16 Year og 21 Year Old.

Som en kuriøsitet kan man aftappe sine egne flasker (Fill Your Own), enten i butikken eller inde på selve fadlageret (hvilket er mere eksklusivt). På lageret er aftapningen en del af en unik oplevelse, hvor aftapningen forgår som en privat seance. Her får man lov til at aftappe en sjælden whisky (f.eks. en 40-årig), hvorefter du skriver dit navn i destilleriets officielle logbog og får en unik samlerflaske med hjem. Det er så heller ikke helt billigt – 3000 £.

Efter at Hjalte og jeg havde smagt på varerne, fik vi lige købt et par plasker, inden turen gik videre til Pitlochry, hvor vi besøgte endnu et destilleri, Blair Athol Distillery.
Destilleriet, som vi også besøgte i maj i år, blev grundlagt i 1798 af John Stewart og Robert Robertson – dengang under navnet Aldour Distillery, opkaldt efter den lokale bæk Allt Dour. På grund af datidens høje britiske afgifter på lovlig alkoholproduktion, fik destilleriet dog en svær start og måtte hurtigt lukke igen, da det ikke kunne konkurrere med ulovlige hjemmebrændere!
Efter en lempelse af de skotske afgiftslove i 1823 opstod destilleriet i 1825 igen under navnet Blair Athol – opkaldt efter landområdet og for at tækkes den lokale herremand, hertugen af Atholl.
I slutningen af det 19. århundrede blev destilleriet udvidet markant af selskabet Peter Mackenzie & Co, men den globale økonomiske krise i 1930’erne ramte whiskyindustrien hårdt, og Blair Athol måtte lukke for anden gang i 1932.
Allerede i 1933 blev destilleriet opkøbt af Arthur Bell & Sons, og det varslede en kort overgang nye tider, indtil produktionen – på grund af depressionen i 30’erne og efterfølgende 2. Verdenskrig – gik i stå.
Efter krigen – i 1949 – blev destilleriet renoveret og genåbnet af Bell’s, og i dag er det en del af Diageo-koncernen, som ejer det og driver det i dag.

Destilleriet fremstiller – ud over blends – en 12-årig single malt-whisky, der kan være svær at opdrive såvel i specialforretninger, der godt kender den, men ikke har den i sortimentet. Den købes bedst direkte her fra destilleriet – og som sagt, så gjort!
Fra Blair Athol-destilleriet kørte vi videre til et stort indkøbscenter, House of Bruar, der lå små 20 km nord for Pitlochry. Her startede vi med en omgang Fish & Chips, inden vi gik på jagt i centret.
Efter dette besøg kørte vi tilbage til Edinburgh, hvor vi fik afleveret bilen, inden vi vandrede ‘hjem’. På vejen hvem sørgede Hjalte om Amalie for indkøb til aftensmaden, lækker Pizza, som blev nydt, inden vi kunne krybe under dynerne.

Søndag, d. 18.10.
Efter morgenmaden kunne vi endnu engang tage den lange vandretur ind til centrum af Edinburgh, hvor det første stop i det fine vejr var Picardy Place med statuen af Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930), der er den skotske læge og forfatter, der skabte prototypen på alle moderne detektiver, den uforlignelige Sherlock Holmes.
Arthur Conan Doyle skrev ved siden af historierne om Sherlock Holmes romaner, og særlig kendte er nok romanen ‘Den forsvundne verden’ fra 1912, der er blevet filmatiseret flere gange, samt den historiske roman ‘Sir Nigel’, der foregår i Hundredårskrigens første år.

Fra statuen af Doyle kunne vi stå og se over på St. Paul’s and St. George’s Church på hjørnet af Broughton Street og York Place – i daglig tale kaldet Ps and Gs.
Kirken er opført i 1816-18 i gotisk stil og er inspireret af King’s College Chapel i Cambridge, og kirken blev oprindelig opført som St. Paul’s Chapel, men blev i 1932 slået sammen med den nærliggende St. George’s menighed.
I 2008 gennemgik kirken en stor og prisvindende renovation.

Herfra gik vi videre forbi skulpturen ‘Hjemløse Jesus’, der er fremstillet for at udfordre folks opfattelse af hjemløse og minde om budskabet i Matthæus-evangeliet om at hjælpe de svageste. Skulpturen forestiller en person, der ligger svøbt i et tæppe på en bænk, og på sårene på fødderne efter korsfæstelsen kan man se, at det er Jesus.

På næste hjørne står endnu en statue, nemlig af bokseren Ken Buchanan, der blev verdensmester i letvægt-klassen i september 1970 og mistede alle sine bælter i juni 1972, da han blev ramt under bæltestedet.

Vi fortsatte til Rose Street og skiltes fra de to unge mennesker, inden Claudia og jeg gik over i Princes Street Gardens, hvor vi kunne se det berømte og flotte Ross Fountain, der er et springvand i støbejern. Springvandet, der er i klassisk Beaux-Arts-stil med mange detaljerede figurer som havfruer, keruber, løvehoveder samt fire kvindelige figurer, der symboliserer kunst, poesi, videnskab og industri. Det er støbt i Frankrig og udstillet på verdensudstillingen i London i 1862. Herefter blev det købt af en lokal våbenproducent og skænket til Edinburgh i 1869. Det blev officielt opsat i 1872.

Lige vest for springvandet ligger St Cuthbert’s Church, der menes at ligge på det ældste kristne sted i Edinburgh, oprindeligt grundlagt ca. 670 e.Kr. af Sankt Cuthbert.
Den nuværende kirke, der er opført i barok- og renæssancestil og færdiggjort i 1894, er kendt for sit byzantinsk prægede interiør, udsøgte træarbejder, en smuk Last Supper-frise og bemærkelsesværdige glasmalerier.
I øvrigt var det her i denne kirke, at forfatteren Agatha Christie giftede sig i hemmelighed med sin mand Max Mallowan i 1930.

Fra kirken – som vi i øvrigt ikke kunne besøge på grund af kirkelige handlinger – fortsatte vi ad King’s Stables Road ved vestfoden af den klippe, Castle Rock, hvor Edinburgh Castle ligger.
Gaden har fået sit navn fra de tidligere kongelige stalde, som lå på sydsiden af vejen, og fra 1488 til 1513 blev der afholdt ridderturneringer her til ære for kong James IV.
Vi ankom til den vestlige ende af Grassmarket, hvorfra der var en flot udsigt op mod Edinburgh Castle, The Vennel (gyde med trapper) og den populære bar Cold Town House.

Vi satte os et øjeblik ned på en café for at få en kop kaffe, inden vi fortsatte langs Grassmarket og fortsatte ind i Cowgate, der løber parallelt med den mere fortravlede og crowdede High Street. Cowgate passerer under flere af byens store broer som George IV Bridge og South Bridge – som vi begge passerede under.

Da vi nåede Bannerman’s Bar, der er en kendt rock- og whiskybar med livemusik, drejede vi op ad Niddry Street, der er særlig kendt for sine underjordiske hvælvinger – Niddry Street Vaults – og sin rige, mørke historie.

I gaden ligger The Banshee Labyrinth, der kaldes for ‘Scotland’s Most Haunted Pub’ – Skotlands mest hjemsøgte pub. En del af pubben ligger nede i de underjordiske hvælvinger, og den byder på en uhyggelig atmosfære, flere forskellige barer og en biografsal.

De underjordiske hvælvinger opstod da South Bridge blev bygget i 1788, idet der ved byggeriet skabtes understøttende buegange, en række rum og kældre under gadeniveau. Kældrene blev først brugt af købmænd og til værksteder, men på grund af fugtproblemer blev de opgivet af erhvervslivet, og kældrene blev til fattigkvarterer og slum med værtshuse og bordeller, ligesom det i en periode var skjulested for seriemorderne Burke og Hare.
Området blev gradvist lukket, forseglet og fyldt med murbrokker mellem 1835 og 1875, men blev genopdaget og udgravet i 1980’erne og 1990’erne.
Vi fortsatte til East Market Street, hvor virksomheden Islander havde en workshop, hvor man – mod betaling naturligvis – kunne fremstille unikke tasker i forskellige størrelser under kyndig vejledning. Her havde Claudia og Amalie booket tid.

Fra East Market Street havde man et flot vue over til Calton Hill, hvor man bla. kunne se Political Martyrs’ Monument, Governor’s House og Nelson Monument.
Political Martyrs’ Monument er en 27 meter høj obelisk, der er rejst i 1844 for at hædre de politiske reformatorer Thomas Muir, Thomas Fyshe Palmer, William Skirving, Maurice Margarot og Joseph Gerrald. De fem mænd blev i 1793-94 idømt straffearbejde og sendt med skib til straffekolonien i New South Wales i Australien for at have kæmpet for en parlamentsreform og almindelig valgret – stærkt inspireret af Den Franske Revolution.
Governor’s House er en borglignende bygning fra 1815-1817, og den er den eneste rest af det enorme Calton Jail-fængsel, som tidligere lå på stedet. Calton Jail lukkede i 1927 og blev revet ned i 1937 for at gøre plads til den store regeringsbygning St Andrew’s House, og selv om bygningen er inspireret af middelalderlig stil med tårne og brystværn, har den aldrig været en egentlig borg.

Nelson Monument, som vi tidligere på turen havde passeret, er omtalt længere oppe i denne tekst.
Fra Islander-workshoppen vandrede Hjalte og jeg tilbage til The Royal Mile, hvor der – måske fordi det var søndag – var liv i gaden med gøglere og musikanter i kilt med sækkepiber, der kunne høres på lang afstand og som trak mange turister til.
Vi ville egentlig have besøgt Mary King’s Close, men de havde ikke flere ledige pladser på deres rundvisninger i dag, så vi fortsatte til esplanaden foran Edinburgh Castle, hvor mange mennesker var forsamlet på vej til (eller fra) en rundvisning på borgen.

Vi nøjedes med at nyde stemningen, udsigten ned over Grassmarket og de smukke bygninger rundt om esplanaden. I første omgang selve borgen, der ligger øverst på Castle Rock, som har været beboet siden jernalderen, og hvor der har ligget en kongelig beboelse siden det 11. århundrede under Kong Malcolm III.
Edinburgh Castle, der er Skotlands mest besøgte seværdighed, har fungeret som kongebolig indtil 1633, og det er her, Skotlands kronjuveler, Honours of Scotland, opbevares. Inde på slottets område kan man også se St. Margaret’s Chapel, der er den ældste bevarede bygning i Edinburgh fra begyndelsen af det 12. århundrede.
For enden af esplanaden og for enden af The Royal Mile kunne man se Cannonball House, der er nabo til esplanaden, og som i dag huser en restaurant og bar. Huset er opført i 1630, og det har navn efter en kanonkugle, der sidder fast i muren.

På den modsatte side af The Royal Mile, også som nabo til esplanaden, ligger der en af de ejendomme, der er en markant del af Ramsey Garden og som er opført i sin nuværende form mellem 1890 og 1893. Huset har et eventyragtigt udseende og er opført i Scots Baronial-stil med tårne, hvide facader og røde detaljer.

Fra esplanaden fortsatte vi ned af trapperne Patrick Geddes Steps mod Grassmarket, hvorfra vi havde endnu et flot vue op mod borgen – fra en lidt anden vinkel.
Ellers fortsatte vi til East Market Street, hvor vi slog os ned i baren på Edinburgh Gin Distillery og nød et par drinks, mens vi ventede på ‘damerne’. Destilleriet ligger – lige som Islander – i de historiske jernbanebuer fra 1825, der kaldes The Arches.

Ginen var maget lækker, og der blev da også lige købt et par flasker, der skulle med på turen til Danmark i morgen.
Ellers skiltes vi, idet Hjalte og Amalie skulle på mere shopping, mens de gamle tog tilbage i lejligheden for at slappe lidt af.
Aftenmåltidet blev indtaget i den lille græske restaurant Ella, der lå nær vores lejlighed – på Leith Walk Ella. Her var både maden og betjeningen en udsøgt fornøjelse!

Mandag, d. 19.10. 
I dag var der ikke noget – hverken sightseeing eller indkøb – på programmet, da vi 14:15 havde en flyafgang tilbage til Danmark og Billund. Derfor stod den på pakning og oprydning, inden vi kunne tage toget tilbage til lufthavnen, hvor vi så bare kunne konstatere, at vores flyafgang var blevet forsinket to timer! Her kunne vi så sidde og vente, inden vi kunne stige om bord i vores fly og lande efter mørkets frembrud i Danmark og afhente vores bil.
Vi kørte dernæst en lille omvej over Vejle for at sætte Hjalte og Amalie af ved banegården og selv køre det sidste stykke til Aarhus og pakke ud efter nogle dejlige dage i Skotland.