Travelling the World

En påsketur på 6 dage til sydens lidt varmere klima, herunder noget sol, til den portugisiske ø i Atlanterhavet, Madeira. Turen gik med fly fra Billund over London til Cristiano Ronaldo Airport nær “hovedstaden” Funchal.

Herefter indkvartering lige i centrum på hotel Sirius, hvor vi boede under hele vores ophold på Madeira – på øverste etage med udsigt over byens tage. Fint sted som udgangspunkt for ture rundt i byen; blot var morgenmaden ikke noget at råbe hurra for!

Tre af dagene havde vi et lokalt firma, Floratravel, til at arrangere ture for os rundt på øen – en tur mod øst, en tur mod vest samt en vandretur i Madeiras vestlige bjerge.

Søndag d. 2.4.
Efter en meget kort nats søvn stod vi op for at køre til Billund, hvorfra vores fly afgik kl. 6:35 til London Stansted, hvor vi havde tre timers pause før næste fly, der skulle bringe os til Madeira. Alt i alt gik flyveturene uproblematisk, om end tre timer er meget at vente i en lufthavn som Stansted. Men frem kom vi da, og vi landede i Funchal lufthavn kort efter kl. 14, hvor vi blev mødt af en behagelig varme, da vi steg ud af flyet.

Med lufthavnsbussen gik turen så videre til centrum af Funchal, hvor vi blev indkvarteret på vores værelse, skiftede tøj og luskede ud for at se lidt på byen. Det endte med en tur i den hyggelige bykerne – startende med en dejlig kold, lokal øl, Coral, på en lille bar på havnen.

Efter en tur hen ad havnepromenaden Praça do Povo, gennem kvarteret ved katedralen Sé og gennem gaden Rua de Santa Maria, der er berømt for sine kunstværker på især gadens døre, endte vi på Taberna Ruel, hvor vi nød vores lækre aftensmad.

Menuen bestod af fileter fra den sorte sværdfisk, Espada preta, grillet og serveret med banan og maracuja. En rigtig lækker delikatesse.

Herefter kaldte vores dyner på os – det var tiltrængt med en god nats søvn efter en lang dag.

Mandag d. 3.4.
Efter morgenmaden stod den på en dag med sightseeing i Funchal, hvor første punkt på dagsordenen var en tur ned gennem Rua de Santa Maria, der her i formiddagstimerne var helt mennesketom – noget af en kontrast til i aftes, hvor gaden vrimlede med liv og servering i hele gadens længde.

Der var rig lejlighed til at fotografere de flotte, udsmykkede døre uden at skulle tage hensyn til andre. Turen fortsatte via Rua Dom Carlos I med det lille Capela do Corpo Santo fra det 15. århundrede.

Kapellet er dedikeret til fiskernes skytshelgen, Saint Pedro Conçalves Telmo, og det fungerede i en periode som sygehus for lokale fiskere og deres familier.

Herefter videre til Forte de São Tiago, der desværre var lukket – men vi nød da den flotte udsigt over havet herfra. Vores vandring østpå i byen sluttede ved Igreja de Santa Maria Maior og udsigtspunktet Miradouro do Socorro.

Nu var tiden så kommet til at stå i kø til svævebanen til Monte, Teleférico Funchal-Monte og en flot tur hen over byens huse.

Direkte ved endestationen lå indgangen for vores mål for formiddagens udflugt, Monte Palace Tropical Garden, og de næste 2½ time gik med at vandre rundt blandt smukke planter og blomster i en gammel herregårdshave.

Fra haven gik vi op til den lille og meget berømte kirke, Igreja de Nossa Senhora do Monte, der anvendes til idylliske bryllupper, og hvor den østrig-ungarske kejser, Karl d. 1., ligger begravet, efter at han døde af en lungebetændelse under et besøg på Madeira.

Lige ved kirken starter de meget berømte slædeture ned ad bjerget; noget der tiltrækker mange turister, der har fået lidt for mange penge med på ferien… Vi valgte at tage turen ned igen til centrum af Funchal med svævebanen.

Efter frokosten gik vi lidt rundt i gaderne i kvarteret omkring katedralen.

Her blev det blandt andet tid til et besøg i byens smukt udsmykkede rådhus og jesuitterkirken, begge beliggende omkring Praça do Municipio, ligesom vi gik forbi IVBAMs bygninger, hvor instituttet for vin, broderi, kunsthåndværk og spiritus ligger.

Derefter endte vi ved CR7-museet med statuen af Christiano Ronaldo ved indgangen; sikkert det mest fotograferede objekt i byen.

Herefter tid til et glas Madeiravin – 5 års, forstås – på havnepromenaden, inden dagen blev afsluttet på en lille restaurant i en af de små gader mellem rådhuset og katedralen.
Og herefter var det bare hjem på hotellet for at hvile ud før morgendagens strabadser.

Tirsdag d. 4.4.
Gennem hotellet havde vi fået skabt en kontakt til en øens turarrangører, Floratravel, og vi blev i en minibus kørt rundt til nogle af den østlige del af Madeiras “must see”.
Desværre var vejret ikke med os på denne tur, idet vi blev præsenteret for regn og – i bjergene – også tåge, stærk vind og kulde.
Første stop på dagens program var landsbyen Camacha, der er kendt for produktion af flettede kurve, og vi vi skulle på besøg på den lokale fabrik, hvor der skulle være demonstration af flettehåndværket. Desværre var fabrikken gået konkurs, så besøget i byen begrænsede sig derfor til 20 minutters venten ude i regnvejret.
Næste stop var ved et udsigtspunkt på Madeira tredjehøjeste bjerg, Pico do Arieiro, der er 1810 meter højt.

Herfra skulle have en fantastisk udsigt ud over Madeiras bjerglandskab med høje tinder og dybe dale, med det blev i den grad ødelagt af regn, stærk vind og kulde. Ingen udsigt, men udsigtspunktet blev da besteget.
Herefter gik det ned ad bjerget til landsbyen Ribeiro Frio, der er udgangspunkt for flere vandreture i nationalparken af samme navn. Opholdet her bød på dejlig varm kaffe og en smuk vandretur i området med et frådende vandløb, frodig vegetation og flere dambrug; byen er blandt andet kendt for et sted, hvor der serveres lækre, friskfangede ørreder.

I øvrigt ligger byen i den fredede Laurisilva-skov, der er på UNESCOs verdensarvsliste.
Efter vi havde kunnet varme os på kaffen, kørte vi videre til byen Porto da Cruz på Madeiras nordkyst. Byen er blandt andet kendt for North Mills Distillery, der fremstiller rom (og honning) på sukkerrør.

Det var – for mig – turens højdepunkt at se, hvordan de med de gamle maskiner kunne fremstille den kendte rom “970 Reserva” – som vi så i øvrigt fik en smagsprøve på. Efter en alt for kort pause her, kørte vi videre vestpå til Santana, hvor frokosten skulle nydes, og hvor der lige blev mulighed for at få et kig på de traditionelle trekantede huse, Casinhas de Santana.

Husene, der oprindelig har været brugt til dels beboelse og dels som stalde for bøndernes dyr eller oplagringsrum, står i dag tilbage som et monument for en tid, som engang var – og de bevares hovedsagelig som et indslag i turismeindustrien. Nogle af husene er restaureret og står flot i deres oprindelige farver, mens andre af husene har fået lov til at forfalde…

Efter frokosten gik rejsen videre til det østligste punkt på øen – eller så langt, vi kunne komme derud. Her gjorde vi stop ved Miradouro do Carniçal, hvorfra man kunne se det frådende hav både mod nord og mod syd.
Næstsidste stop på dagens program var endnu et udsigtspunkt, Miradouro do Pico do Facho, hvorfra vi havde en flot udsigt ned over Madeiras 3. største by, Machico og lufthavnen.

Dernæst gik turen ned i Machico, hvor der var tid til en vandretur rund i den gamle bykerne. Machico ligger på det sted, hvor de første to opdagelsesrejsende fra Portugal, João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira, gik i land på Madeira den 1. juli 1419.

Vi fik – ud over en lækker is – en slentretur forbi markedet, havnen og byens gamle fort, inden det gik tilbage til vores hotel i Funchal og aftensmad – endnu engang i en hyggelig restaurant i Rua de Santa Maria.

Onsdag d. 5.4.
Igen i dag stod den på en tur med Floratravel – men i dag til den vestlige del af Madeira. Altså igen lidt tidligt op og så af sted i minibussen vestpå langs sydkysten til vores første stop, byen Câmara de Lobos.

Eller rettere sagt: Vi gjorde holdt ved udsigtspunktet Miradouro Pico dos Barcelos, hvorfra der var en fantastisk udsigt over byen og havet.
Efter et kort stop, hvor vi nød udsigten, gik det videre til at af dagens absolutte højdepunkter, Cabo Girão, der er et 589 meter højt udsigtspunkt, hvor man kan nyde udsigten fra klippen gennem et glasgulv. Nyde er måske så meget sagt, for det gibber lidt i maven, når man træder ud på glasset…

Efter denne lidt angstprovokerende oplevelse gik turen videre langs sydkysten, hvor der var tid til endnu et stop – denne gang inde i byen Ribeira Brava, hvor der bla. blev tid til at vandre ved strandpromenaden og besøge den lille havn, hvortil der var adgang gennem en tunnel gennem forbjerget.

Der blev også lige tid til at besøge et lille grøntmarked, hvor vi så flere forskellige frugter og grøntsager, der ikke kendes fra markeder i Danmark, f.eks. maniok, trætomater, annona og cherimoya.
Herefter fortsatte turen op i bjergene, hvor vi skulle over passet Encumeada, der ligger i 1007 meters højde og er et yndet udflugtsmål, hvorfra der er en flot udsigt over øen – med udsigt over hav både mod nord og mod syd – hvis vejret så ellers tillader det. Og det gjorde det så ikke i vores tilfælde; igen var vi kommet ud i en tåge, der tog noget af fornøjelsen.
I stedet kørte vi videre over et plateau vest for passet for at besøge havnebyen Porto Moniz, hvor vi skulle spise frokost og have tid til at bade i de naturlige bassiner skabt af lava fra vulkanudbrud i tidernes morgen.

Desværre var havnebadet lukket – på grund af for megen vind og for høje bølger, så i stedet brugte vi tiden på at se os lidt om i byen. Og ja, vi havde faktisk taget badetøj med…

Efter et par timers pause i Porto Moniz, kørte vi videre langs nordkysten mod øst til et udsigtspunkt, Miradouro do Véu da Noiva, hvorfra man kunne betragte det flotte vandfald, der falder ned over klipperne og direkte i havet.

Vandfaldet ligger mellem Seixal og São Vincente, og lidt senere på vejen til netop São Vincente stoppede vi ved endnu et imponerende vandfald, Cascata Água d’Alto.

Herefter var der så tid til dagens sidste stop – i São Vincente, hvor vi gik en tur gennem byparken med mange endemiske træer.

Bla. så vi her philodendron, som vi kender som en stueplante hjemme i Danmark – men her med frugter, såkaldte ananasbananer, der efter sigende skulle være meget delikate, når de er modne. Den umodne frugt er giftig!
Efter hjemkomsten til Funchal og hotellet blev der lige tid til lidt let aftensmad – og til at nyde et glas madeira (eller to) på terrassen.

Torsdag d. 6.4.
Endnu en dag i selskab med en af guiderne fra Floratravels – denne gang stod den dog ikke på sightseeing, men en vandretur på en af Madeiras mange vandreruter.

Vi havde valgt at vandre den mest populære/berømte rute, nemlig fra ruten fra Rabaçal til de 25 vandfald – en tur, der er 11 km lang og går gennem den såkaldte Laurisilva-skov, hvor man går under høje træer, trælyng, der er op til 6-7 meter høje og har stammer med en omkreds på mere end en halv meter. En lidt mærkelig fornemmelse at gå under den blomstrende trælyng.

Undervejs så vi også blåbærtræer samt mælkebøtter, der var flere meter høje. I Danmark bukker man sig ned, når man skal plukke blåbær; på Madeira skal man bruge en stige!

Vores vandretur fulgte kanaler, såkaldte levadaer, der bragte vand fra den fugtige, nordlige del af Madeira til den sydlige del, hvor vandet skulle bruges til vanding af markerne med afgrøder som bananer, og undervejs kom vi forbi flere flotte og markante vandfald, først Risco-vandfaldet og senere “De 25 Vandfald”.

Alt i alt en tur, der tog os 4½ time, men de store oplevelser stod i kø på den fysisk anstrengende tur i det bakkede og flotte terræn!
Tilbage i Funchal blev der lige lidt tid til at få kigget på frugt- og blomstermarkedet i Mercado dos Lavradores.

I øvrigt fik vi så slentret lidt rundt i centrum samt langs havnen, hvor vi så de fire betydende flag for Madeira/Funchal: Det portugisiske, det madeirensiske, EUs og Funchals flag.

Derefter stod den på lidt let aftensmad og et glas madeiravin – i dag både på en cafe i byen og på terrassen på hotellet.

Fredag d. 7.4.
Efter tre dage rundt på øen, havde vi valgt, at dagen skulle bruges i Funchal – til at få set på noget af det, der ikke havde været tid til de forrige dage. Men her havde vi så lige gjort regning uden vært. Som bekendt var vi i et katolsk land – og netop dagen i dag, langfredag, var en af de helligste dage i påsken, så alt val lukket. Alt!

Så vores plan om museumsbesøg, besøg på markeder, diverse indkøb og en rundvisning på Blandys Wine Lodge, der er en af de store producenter af Madeiravin, faldt til jorden.
I stedet blev det til en dag fyldt med afslapning – og uden egentligt program.

Altså lagde vi ud med lidt formiddagskaffe i byparken, Jardim Municipal do Funchal, der er spækket med interessante planter/træer fra hele verden. Et smukt og fredfyldt sted.
Herfra gik vi videre til havneområdet og resterne af Forte São José. Fortet er oprindelig (1762) bygget på en ø, der senere er blevet landfast.

Formålet med fortet var oprindelig at kunne styre indsejlingen til havnen, men det blev senere brugt af de britiske tropper som hovedkvarter under besættelsen af Madeira fra 1801 til 1807 – og endnu senere omdannet til fængsel.
Senere købte en englænder det efterhånden forfaldne fort for at restaurere og modernisere det, og der er faktisk i dag en strid om, hvorvidt fortet er en del af England.
Fra fortet er der en flot udsigt over havet og kysten både mod øst og vest.

Fra fortet gik vi gennem Praça do Povo – strandparken tilbage til centrum og endte dermed endnu engang i det interessante område omkring katedralen og rådhuset, indtil vi endte ved en lille cafe, der havde åbent på denne hellige dag.

Efter en kop kaffe gik vi videre til det nyanlagte havneområde ved det gamle fort, Forte de São Tiago og området deromkring.

Da tiden var med os – og vi ikke var presset af aftaler – blev der masser af tid til at beundre de gamle bygninger i centrum, inden turen gik tilbage til hotellet. Undervejs blev der dog lige tid til at nyde en typisk fastfood på Madeira, Bolo do Caco, der er et brød, der bages på en pande. Da Madeira “i gamle dage” var en fattig ø, hvor mel var dyrt, fordi det skulle importeres, fandt øboerne på at tilsætte mosede søde kartofler til brøddejen, da der så skulle bruges mindre mel. Dette er så en tradition, der har fortsat til vores dage.

Ellers var det bare tilbage og pakke kufferterne til morgendagens hjemrejse – og så forsøge at få lidt søvn, inden vi skulle tidligt op og ud i lufthavnen for at begynde hjemrejsen klokken 8.

Lørdag d. 8.4.
Kort fortalt: Tidligt op – afgang med taxa mod lufthavnen klokken 6.

Mellemlanding i Bruxelles, hvor vi havde et par timers venten i verdens mest dødssyge lufthavn, Bruxelles Charleroi, hvor faciliteterne var ikke eksisterende…
Men ellers var vi hjemme i Billund lidt over 2 om eftermiddagen og kunne hvile ud efter en dejlig tur til Madeira.