Travelling the World

Denne rejse var resultatet af en pludselig indskydelse.
Hjalte og Amalie skulle i sommerhus i Sverige, men undervejs skulle de også besøge Joanna og Steffen nogle dage i Uppsala, og da vi – Claudia og jeg – ikke havde besøgt ‘svenskerne’ siden december ’23, syntes vi, at det ville være en god ide at tage med til Uppsala og så deles om transportudgifterne fra Danmark og derop.
Da vi ikke skulle med videre i sommerhus, besluttede vi i stedet at tage en lille uges ferie på Åland og så flyve hjem til Aarhus deroppefra. Imens beholdt Hjalte og Amalie så vores bil i Sverige.
Som sagt, så gjort.

Lørdag, d. 4.7. (0304-0305)
Efter at have brugt gårsdagen på at komme fra Aarhus til Vanløse, hvor vi skulle overnatte hos Amalie, stod vi tidligt op og kørte via Helsingør-Helsingborg mod Uppsala med et kort stop i Fagerhult, hvor Hjalte havde indlagt et besøg ved Godisflyget – Candy Airlines.
Her blev de så shoppet en del usunde sukkervarer til meget billige priser; så meget, at flere af os fortrød vores indkøb.

Videre gik det til bredden af Vättern, lige nord for Jönköbing, hvor vi spiste frokost i Brunstorps Trädgårdscafé, der var smukt beliggende og i øvrigt godt besøgt. Det var dog så som så med kvaliteten af maden og servicen!
Herefter gik det videre nordøstpå til Uppsala, hvor vi var fremme ved Joanna og Steffen ved 19-tiden, og hvor vi blev modtaget med lækker aftensmad i haven, suppleret med kolde drikke som champagne, vin, øl og softdrinks. Det blev et dejligt gensyn med ‘svenskerne’ – vi havde jo ikke set Joanna siden julen, mens det var mere end et år siden, at vi var sammen med Steffen på vores fælles rejse til det vestlige USA i maj ’25.
Efter maden og hyggeligt selskab tjekkede vi ind på vores hotel et stenkast fra deres lejlighed, Radisson Blu Hotel, hvor vi havde vores base, mens vi var i Uppsala, og hvor vi i øvrigt også overnattede, sidst vi var i byen.

Søndag, d. 5.7.
Dagen startede med en rigtig lækker morgenmad på hotellet, inden vi gik over til de andre for sammen at køre til det historiske Gamla Uppsala lige uden for det moderne Uppsala.
Det menes, at Gamla Uppsala allerede i det sjette århundrede har været religiøst centrum for oldnordisk hedendom med tilbedelse af de nordiske guder, og at Sveriges endelige kristning fandt sted, da Gamla Uppsala konverterede til kristendommen og blev landets første bispesæde.
Vi gik en tur i området, hvor der er tre store gravhøje, normalt kaldet kongehøje, der – i følge folketroen – er rejst over svenske konger i det 6. århundrede. Højene, der er 55-70 meter i diameter og 7-11 meter høje, er blandt de største i Sverige, og de er formodentlig anlagt mellem år 500 og 600 som fyrstegrave, hvor de afdøde er brændt og begravet.
Ved udgravninger er der fundet rester af en kongshal og to mindre haller. Kongshallen var bygget på en kunstig forhøjning, og dette er måske årsagen til navnet Uppsala – ‘den høje sal’.

Højene har siden år 2000 været brugt af det svenske asatrosamfund til afvikling af deres rituelle handlinger.
Det vigtigste sted i Gamla Uppsala er dog katedralen, den nuværende Gamla Uppsala Kirke, der er bygget i første halvdel af det 12. århundrede og indviet som domkirke og bispesæde i 1164. Den første kirke på stedet var omtrent dobbelt så stor som den nuværende kirke, men denne kirke nedbrændte knap hundrede år senere, og da det politiske og økonomiske centrum nu var flyttet en halv mil sydpå til Östra Aros – det nuværende Uppsala – opførtes en ny katedral her, mens den udbrændte katedral i Gamla Uppsala blev degraderet til en almindelig sognekirke.

Tre ting fra den oprindelige kirke er i dag tilbage: en bispestol, en offerkiste af egetræ og resterne af et krucifiks.
Vi besøgte selvfølgelig kirken, der har flotte kirkeskib med flere gamle kalkmalerier.

Men allerede i våbenhuset faldt vi over offerkisten, der er udskåret af én enkelt egestamme. Kisten er forstærket med jernbånd, og det krævede syv forskellige nøgler at låse kisten op – hvilket symboliserede, at der skulle syv personer til at få adgang til indholdet.

Kirkens altertavle, der er fra slutningen af det 14. århundrede og fremstillet i træ, har tre paneler, hvor motivet i den midterste del er en krucifiksgruppe med den korsfæstede Kristus omgivet af Jomfru Maria og apostlen Johannes.

Uden for kirken står en ca. 1000 år gammel, beskadiget runesten, der er unik ved at mangle en runeindskrift og i stedet har indgraveret en figur, der er tolket som et vikingeskib med et kors som mast.

Efter vores rundgang mellem højene og kirken i Gamla Uppsala gik turen tilbage til Uppsala, hvor vi først gjorde holdt ved Uppsala Slot.
Slottet er bygget i perioden fra 1549 og fremefter – under Gustav Vasa – og det er flere gange blevet udvidet og ombygget, og fik først således først sin endelige udformning i 1762. Slottet, der er opført på en højderyg og – sammen med katedralens tårne – kan ses fra store dele af byen, har gennem sin tidligste eksistens spillet en vigtig rolle for det svenske kongehus, ligesom det har dannet rammen om skelsættende kongelige begivenheder, herunder de berygtede Sturemord i 1567 og Dronning Christinas abdikation i 1654.
I 1702 blev Uppsala ramt af en større brand, der ødelagde en stor del af byen, og heller ikke slottet blev forskånet, idet dets sydlige fløj blev stærkt beskadiget, og først i perioden fra 1743 til 1762 genopbyggedes slottet – dog mindre prangende end tidligere. Samtidig mistede slottet og byen langsomt sin status som kongelig by til fordel for Stockholm, og manglen på penge efterlod slottet i sin nuværende størrelse og form.

Uppsala Slot huser i dag forskellige kulturhistoriske institutioner, herunder Uppsala Konstmuseum, Uppsala Slottshistoriska og Vasaborgen (ruinerne af det oprindelige slot). Derudover fungerer slottet som officiel embedsbolig for landshøvdingen i Uppsala Län, og den historiske Rikssal anvendes til officielle begivenheder og banketter.
Under (og vest for) den nuværende gårdsplads kan man i øvrigt se rester/ruiner af det gamle, oprindelige slot.

Vi besøgte ikke slottet, men blev udenfor i slotsgården, hvorfra vi havde en flot udsigt mod vest over Linnés Have, der er den ældste af de botaniske haver, der tilhører Uppsala Universitet.
Vi vandrede ligeledes op på Styrbiskop-kanonbatteriet nord for gårdspladsen, hvor Gunilla-klokken står. Klokken blev støbt i 1588 og blev flyttet fra det sydøstlige tårn efter branden i 1702 til sin nuværende placering på Styrbiskop-batteriet, hvorefter den fungerede som udgangsforbudsklokke for byen.

Efter besøget ved slottet kørte vi videre til Steffens kontor i en af de gamle bygninger, der tilhører universitetet, inden vi lod bilen stå og vandrede lidt rundt i byen.
Altså slentrede vi langs floden Fyris, hvor husene og træerne langs floden spejlede sig i det stille vand. En af de markante bygninger, vi kunne se, var Grand Hotell Hörnan, der er fra 1907 og kendt for sit karakteristiske hjørnetårn.

Senere passerede vi gennem porten i Skytteanum, der er en af de ældste bevarede middelalderbygninger i Uppsala og stammer fra det 14. århundrede. Denne bygning, der stadig fungerer som embedsbolig for professoren i statskundskab og retorik ved Uppsala Universitet, er forsynet med store jernbogstaver på facaden, H J S F R F M N T G, der står for Herr Johan Skytte Friherre Riksråd og Fru Maria Nääf Till Grönsöö.

Og herfra har man et flot vue op på den imponerende domkirke, der ligger lige foran, højt oppe. Domkirken besøgte vi sidste gang, vi var i byen, så det blev denne gang ved at nyde synet udefra og i stedet fortsætte turen forbi den ældste bevarede bygning under Uppsala Universitet, Gustavianum.

Denne bygning er opført mellem 1622 og 1625, og den fungerede som universitetets hovedbygning fra 1778 til 1887. Siden 1997 har Gustavianum været universitets museum.

I det hele taget bevægede vi os gennem et område med mange historiske bygninger, og på Sankt Eriks torg bag domkirken fangede vores øjne et historisk, orangefarvet hjørnehus, Grillska gården, der er opført omkring 1760 og er byens eneste bevarede gård fra den tid, og som har en stærk historisk og familiemæssig forbindelse til Danmark. I følge overleveringer skulle grundstenen til bygningen være lagt af en dansker, og familien Grill, der senere ejede huset havde stærke forbindelser til både Danmark og Tyskland.

Fra Sankt Eriks torg gik vi tilbage til floden og Upplandsmuseet, der er ansvarlig for forskning inden for kulturhistorie og arkæologi i området. Museet har hovedkvarter i Akademikvarnen, der er en tidligere vandmølle tilhørende universitetet. Vandmøllen stod færdig i 1768 og forblev i drift indtil 1946.
Bygningens ydre blev brugt af Ingmar Bergman til biskoppens hus i filmen Fanny och Alexander fra 1982.

Ellers gik turen langs floden tilbage til vores biler – idet vi dog lige passerede de smukke bygninger Västgöta Nation, der i dag huser en lokal studenterforening. Husene er begyndt opført i 1604, og det var nogle af de få huse i Uppsala, der overlevede den store brand i 1702.
Bygningerne fik deres nuværende udseende gennem en rekonstruktion i år 1900.

Efter denne rundtur til både det gamle og det nye Uppsala kørte vi tilbage til Joanna og Steffen, og herefter stod den på hygge og hjemmelavet pizza til sent ud på aftenen.
Og herefter kaldte hotellets senge på os…

Mandag, d. 6.7.
Da Joanna og Steffen var arbejdsramt, kørte vi andre alene til Stockholm, hvor vi ville tilbringe dagen. Bilen blev parkeret nær Nordiska Museet i bydelen Djurgården, hvorefter vi skiltes, da vi havde forskellige interesser i byen. Hjalte og Amalie ville tilbringe tiden i forretninger, mens vi andre søgte mod Gamla Stan.

Vejen fra Djurgården til Gamla Stan gik over Djurgårdsbroen og herefter via Strandvägen til Raoul Wallenbergs torg, hvorfra der var en flot udsigt til Dramaten, der er Sveriges nationalscene for talt drama. Dramaten blev grundlagt i 1788 af Gustav III og har været i kontinuerlig drift siden da, og den nuværende hovedbygning blev indviet i 1908.

Vores vej fortsatte ad Nybrokajen, hvorfra der var flot udsigt over mod de smukke bygninger på Strandvägen på den modsatte side af Nybroviken.
Her kunne vi se flere dyre palæer, f.eks. de to hoteller, Hotel Esplanade og Hotel Diplomat, der er kendte for deres Art Nouveau-stil og er bygget i starten af 1900-tallet.
Hotel Esplanade er bygget i 1910 og åbnede samme år, og dets stil og charme fra dengang har levet videre med værelser, der er holdt i Art Nouveau, og antikke møbler.
Hotel Diplomat blev opført i 1907 som et privat luksuspalads til det bedre borgerskab, og har siden 1966 har det fungeret som luksushotel. Bygningen fungerer også som et galleri for svensk kunst, og mange af de originale Art Nouveau-detaljer er bevaret.

Vores videre vej mod Gamla Stan førte gennem Blasieholmen med endnu flere smukke, gamle bygninger – men, det der faldt mest i øjnene, var Fersenska-paladset, der i dag huser Handelsbankens hovedkvarter. Paladsets ældste del blev opført i 1634.

Og så var vi ellers fremme ved Strömbroen, der fører fra Blaiseholmen og over til Gamla Stan, og fra denne bro var der fin udsigt til Rigsdagshuset, der er sæde for den svenske rigsdag. Bygningen, der ligger på en lille ø, Helgeandsholmen, nord for kongeslottet, blev opført mellem 1897 og 1905 i nyklassicistisk stil med barokke elementer.

Vores tur fortsatte forbi kongeslottet, Kungliga Slottet, hvor vi vandrede op ad dobbelttrappen på østsiden af slottet, så vi kunne kaste et blik på slottets østgavl og Logården-haven og smedejernshegnet foran bygningen.

Videre gik vi op ad Slottsbacken og kunne herfra se den sydlige indgang til slottet.
Det nuværende Kungliga Slottet i Stockholm er opført i barokstil mellem 1697 og 1754 efter at det tidligere slot på stedet, Tre Kronor, nedbrændte i 1697. Selve placeringen som kongelig residens går dog helt tilbage til 1200-tallet.

Fra Slottsbacken havde vi også udsigt til Storkyrkan, der er Stockholm domkirke, der især er kendt for sin barokfacade. Kirken blev første gang omtalt i skriftlige kilder i 1279. Den oprindelige murstenskirke på stedet blev opført i 1200-tallet og officielt indviet i 1306, men kirken fik sit nuværende ydre ved en storstilet ombygning i barokstil mellem 1736 og 1742. Vi ville egentlig havde været på besøg inde i kirken, men en entrepris på 120 svenske kroner afskrækkede os alligevel, så vi takkede nej til et besøg.

I stedet bevægede vi os ned gennem nogle af de små gyder, smøger og stræder, der førte os dybere ind i det autentiske Gamla Stan. Og selv om det var ferietid og byen fyldt med turister, så lykkedes det os at finde små ‘gränds’ (gyder), som vi havde helt for os selv.

Et sådant sted fandt vi i Staffan Sasses gränd, der er en brostensbelagt gyde, der er opkaldt efter admiral Staffan Sasse og er kendt for en historisk dør fra 1580.
Døren ind til nr. 8 kaldes Rosenporten efter portalen, der øverst er prydet med to firebladede roser.

I øvrigt siges det, at Karin Månsdotter, den senere dronning Katarina, der var gift med kong Erik XIV, har boet her.
Vores vej fortsatte gennem flere af de små gyder, og det førte os forbi flere interessante og historiske bygninger. En af disse var Bartelska huset, der er opført omkring 1660, og som er et af byens mest velbevarede barokhuse og betragtes som et af byens mest arkitektonisk interessante huse næst efter slottet.

Et andet interessant sted var Skeppar Olofs gränd, der er opkaldt efter Olof Eriksson, der var skipper og oldermand i Stockholm. I gyden ser man en overbygning fra 1570 med buer, der vender ud mod Köpmangatan. Huset på Skeppar Olofs gränd nr. 1 har bevaret sit gamle husnummer (nr. 176).

Gennem labyrinten af gyder og gränds var vi efterhånden nået frem til gården bag Finska Kyrkan, hvor vi kunne se Stockholms mindste offentlige skulpturer, Järnpojkan, eller Jerndrengen, der er 15 cm høj og viser en siddende dreng, der kigger op mod månen.
Besøgende efterlader ofte mønter eller små gaver ved figurens fødder, og det siges, at det bringer held, hvis man gnider på skulpturens hoved.

Vores næste stop var Stortorget, som vi også besøgte sidste gang, vi var i Stockholm, men som dengang var plastret til med juleboder, så det var svært at se bygningerne omkring torvet. Og selv der i dag var mange turister, havde vi bedre udsyn til de smukke bygninger.
Hele nordsiden af torvet udgøres af Nobelprismuseet, hvor man kan få information om  dels grundlæggeren af Nobelprisen, Alfred Nobel (1833-96), dels selve Nobelprisen og nobelprismodtagerne gennem tiderne. Museet er indrettet i den tidligere Børsbygning, der blev opført mellem 1773 og 1778 og var hjemsted for Stockholms fondsbørs indtil 1998.
Siden 1914 har den været hjemsted for Det Svenske Akademi, som bruger bygningen til sine møder, bla. til udvælgelsen af modtageren af ​​Nobelprisen i litteratur.

Langs østsiden af torvet finder man en række ikoniske, maleriske og fotogene købmandshuse fra det 17. og 18. århundrede domineret af det røde Schantzska hus med en karakteristisk trappegavl.
Det var i øvrigt dette torv, der var skueplads for Det Stockholmske Blodbad i 1520.

Fra torvet bevægede vi os ned i den travle Österlånggatan, der oprindelig løb uden for byens forsvarsmur og er en af ​​hovedgaderne i den gamle bydel med masser af caféer, restauranter samt souvenir- og tøjbutikker, og som derfor virker som et trækplaster på byens turister.

I Yxsmedsgränd, der en sidegade til Österlånggatan, slog vi os herefter for en stund ned på en lille café, hvor vi fik lejlighed til at besøge et toilet og drikke en kop latte.
Efter pausen bevægede vi os igen ud i byen, hvor mængden af turister var taget mærkbart til – så det var faktisk ikke så sjovt at bevæge sig rundt mere!
Hurtigt og målrettet bevægede vi os derfor mod Järntorget med bronzestatuen af komponisten og troubadouren Evert Taube (1890-1976), der var en af Sveriges store digtere og visesangere. Statuen står foran Södra Bankohuset, der er den gamle nationalbankbygning.

Vores mål var ikke så meget statuen, men mere Mårten Trotzigs Gränd, der er den smalleste gade i Stockholm. Gaden, der er opkaldt efter den tyske købmand Mårten Trotzig, der bosatte sig her i slutningen af 1500-tallet, er kun 90 cm bred, og 36 trin fører fra den ene ende af gyden til den anden.

Da vi efterhånden var mere eller mindre omringet af turister på alle sider, valgte vi at forlade Gamla Stan, og vi søgte derfor mod Ridderholmen, hvor der var mere ro og færre mennesker. På vejen passerede vi dog et par andre interessante bygninger, Kanslihuset og Riddarhuset.
Kanslihuset blev oprindelig opført som Kungliga Myntet, Den Kongelige Mønt, og var indtil 1981 sæde for den svenske regering, og husets kendetegn er den markante tempelportal med doriske søjler ud mod Mynttorget. Bygningen kendes i dag bedst som Ledamotshuset, og den benyttes af Sveriges Riksdag til kontorer for medlemmer og embedsmænd.

Riddarhuset er opført i perioden fra 1641 til 1674 med vekslende bygmestre, og det er fra 1680 og fremefter samlingssted for repræsentanter for den svenske adel.

Vores ærinde på Ridderholmen var den interessante Riddarholmskyrkan, der er begravelseskirke for det svenske kongehus – og kun anvendes ved kongelige begravelser og mindehøjtideligheder. Kirken er en af ​​de ældste bygninger i Stockholm, og dele af den stammer fra slutningen af ​​det 13. århundrede, hvor den blev bygget som del af et gråbrødrekloster. I forbindelse med reformationen blev klostret nedlagt, og kirken blev en luthersk kirke.

Vi løste indgangsbillet til kirken og kunne betragte de mange plader, der viser våbenskjoldene fra afdøde riddere af Serafimerordenen – Sveriges fornemmeste ridderorden. Når en ridder af ordenen dør, bæres hans våbenskjold fra det kongelige palads og hænges op i kirken, og når begravelsen finder sted, ringer kirkens klokker uden pause mellem kl. 12 og 13.

Vi gik rundt i kirken og betragtede de mange plader med våbenskjolde, og vi kunne da også derimellem finde nogle, der bar navne, der sagde os noget.

Derudover fik vi også lejlighed til at kigge ind i gravkapellerne på begge sider af kirken, heriblandt Caroline-kapellet med Karl XII’s sarkofag og Bernadotte-kapellet med sarkofagerne for Karl XIV Johan (grundlæggeren af Bernadotte-dynastiet) og hans dronning Desideria.
På den fornemmeste plads foran alteret i kirken stod sarkofagerne for Magnus Ladulås og Karl VIII, der er placeret på denne fremtrædende plads, fordi de repræsenterer kirkens grundlæggelse og status som svensk kongegrav, og fordi de var de første konger, der blev stedt til hvile her.

Vores sidste stop i kirken var en træskulptur af Kristus, der er kendt som ‘Kristi Grav’ og dateres omkring år 1400. Skulpturen blev middelalderen brugt ved påskepil, hvor den blev pakket ind og lagt i en kiste som en del af påskefortællingen, og den blev først genopdaget i 1920’erne efter at have været forsvundet i over 200 år.

Efter vores rundtur i kirken gik vi igen ud i solskinnet udenfor, hvor vi kunne betragte nogle af de andre markante bygninger på Ridderholmen. Over for kirken lå således Stenbock-palæet, der i dag rummer kontorerne for den svenske statsminister, bygget i 1640’erne.
Tæt herved ligger Wrangelska-palatset, Wrangel-paladset, der har en lang historie, idet dets sydlige tårn var en del af Gustav Vasas forsvarsværker fra 1530’erne. Herefter blev det omdannet til palads omkring 1630, mens det i en periode fra 1697 til 1754 var den officielle residens for den kongelige svenske familie med det tilhørende hof.
Siden 1756 har paladset huset Svea appelret, den regionale appelret.

Herefter var vi færdige med Ridderholmen og bevægede os over Centralbron og væk fra det ældste og historiske Stockholm.
Her havde vi frit udsyn til Stockholm Waterfront Congress Center, der ligger nær hovedbanegården og ud over kongrescenter rummer hotel og kontorer. Centret er indviet i 2011.

På vores videre vej passerede vi en smuk bronzeskulptur ‘Non Serviam’, der forestiller en siddende pige, der læser et digt af Gunnar Ekelöf.

På vores videre vej passerede vi Daneliuska huset, der er kendt for sit markante koniske tårn. Huset, der er opført fra 1898-1900 i fransk renæssancestil, rummer i dag Spy Bar.

Herfra fandt vi igen sammen med Hjalte og Amalie, og sammen kunne vi bevæge os tilbage til P-pladsen og bilen og tage turen ‘hjem’ til Uppsala, hvor der igen blev hygget – denne gang med lidt godt indiske mad…

Tirsdag, d. 7.7.
efter endnu en god morgenmad på hotellet gik vi hver til sit; det vil sige at Claudia og jeg drog mod Linnémuseet og -haven, Hjalte og Amalie tog i genbrugsbutikker, mens Joanna og Steffen igen var arbejdsramt – Joanna dog kun om formiddagen.
Altså bevægede vi os mod Linnéhaven med indgang fra Svartbäcksgatan, og da vi var fremme, før de åbnede, så startede vi lige med en lille tur rundt i kvarteret omkring haven.

Dette førte os forbi et par kunstneriske indslag. Et af disse indslag var en såkaldt ‘Happy-to-chat’-bænk foran den engelske boghandel i Svartbäcksgatan, der er designet til at bekæmpe ensomhed og invitere til uformelle samtaler med fremmede.
Der er tre sådanne farverige bænke i Uppsala, og konceptet er simpelt: Hvis man sætter dig på en af dem, signalerer man til forbipasserende, at man er åben for en lille sludder, og det er en måde at møde nye mennesker på, når man alligevel er ude at gå en tur i byen.

Et andet sted – ved siden af Uppsala Stadsbibliotek – faldt vi over skulpturen ‘Spårfinnarna’, der forestiller to piger, der har gjort en spændende opdagelse. De står og peger på en mønt, som er støbt fast nede i soklen. Fra skulpturen starter et spor af indstøbte metaller og mønter i jorden, og følger man dette spor, ledes man ind på bibliotekets gård, hvor skatten gemmer sig: et lille kikhul i en mur, der åbner ind til en magisk, gylden verden. (Dette spor fulgte vi ikke; men det vil vi gøre næste gang, vi kommer til byen).

På denne rundtur stødte vi også på Missionskyrkan, der er en frikirke, der tilhører Equmeniakirken, og som er opført i 1983. Kirken er kendt for sit markante klokketårn med en lidt ubeskrivelig struktur på toppen.

På slutningen af vores rundtur passerede vi en bygning i Dragarbrunnsgatan 9, der tidligere rummede byens brandstation, og som oprindelig var opført i 1852 som den første arbejderbolig i Uppsala.
Ellers var ventetiden ved at være ovre, og Linnéhaven havde slået portene op og lod os komme indenfor, og efter at have købt entrebilletterne, besøgte vi først Linnémuseet i et hjørne af haven.

Museet er indrettet i den tidligere embedsbolig for havens direktør, og det var her botanikeren Carl von Linné og hans familie boede fra 1743 og indtil hans død i 1778. Museet rummer en samling af møbler, genstande og tøj, der fortæller historien om Linnés liv som videnskabsmand og familiefar.
Carl von Linné er hovedsagelig kendt som ophavsmanden til seksualsystemet, der er en måde at inddele planter på efter deres frugtanlæg (støvdragere og støvfang).
Han opfandt også det binominale system, der er en klassificering af alt levende, som bygger på, at alle arter skal have en videnskabelig betegnelse med to navne: et slægtsnavn og en artstilføjelse.

Vi vandrede rundt i museets rum, der også var de rum, som Linné og hans familie levede i, og vi kunne se både møbler og andre personlige ejendele samt instrumenter fra hans tid og via opslag følge hans og familiens liv.

F.eks. rummede udstillingen en kopi af det termometer, som Linnés ven, Anders Celsius byggede i 1745 – det første termometer, der opererede med en skala, hvor vands frysepunkt var 0°, mens vands kogepunkt var 100°.
Samlingen rummede også en del bøger og anden litteratur, der var skrevet af Linné.

Efter vi havde besøgt museet gik vi udenfor i haven, der var indrettet som på Linnés tid – med samme planter. Haven var egentlig grundlagt af lægen Olof Rudbeck i 1655, men den forfaldt efter dennes død og blev først genopdaget af Linné, dan han flyttede til Uppsala. Linné indrettede haven som undervisningshave og inddelte haven efter sit omtalte seksualsystem, idet planterne blev grupperet i 24 klasser baseret på antallet af og formen på deres støvdragere og støvfang.

Vi vandrede rundt i haven i længere tid og betragtede planterne, der netop nu blomstrede i alle mulige farver. I alle plantebede var planterne omhyggeligt organiserede efter ovennævnte taksonomi, og bedene indeholdt kun planter, som var kendt af Linné på den tid, hvor han levede og arbejdede.
Bagerst i haven var der et orangeri, hvor en udstilling fortalte yderligere om Linnés og hans elevers arbejde inden for botanikken. Alt i alt interessant.

Efter besøget i haven hentede vi Steffen på arbejdet, og dernæst stod den på frokost i det grønne, dvs. at vi vandrede fra hans kontor til haven bag Atterbomska huset nær domkirken. Atterbomska huset, der også omtales som Skytteanums gårdhus, blev bygget i 1782, og det husede oprindeligt et bryghus, en bagerhytte, et kælderrum og et gæstehus.
I dag rummer haven bag huset, Skytteanska trädgården, en café og restaurant, hvor Joanna og Steffen havde valgt, at vi skulle indtage frokosten.

Meget hyggeligt…
Efter frokosten satte vi Steffen af ved hans kontor, inden vi andre fortsatte til Övre Föret Fågeltorn ved Fyris syd for Uppsala, hvor vi kunne betragte fuglelivet – og se især fjordterner (Sterna hirundo) i deres akrobatiske flugt gennem luften.

Vi prøvede også at få en lokal bæverfamilie i syne, men det lykkedes ikke, så derfor kørte vi tilbage til byen, hvor vi hvilede ud, inden vi – en sidste gang – skulle ud at spise med Joanna og Steffen, inden vi havde vores sidste overnatning i Uppsala, inden turen i morgen tidlig skulle gå videre mod Mariehamn på Åland.

Onsdag, d. 8.7.
Sidste nat og morgenmad på hotellet, og derefter sagde vi farvel til Joanna og Steffen, inden Hjalte (og Amalie) kørte os til færgen i Kapellskär, der skulle bringe os til det sidste stykke til Åland.
Turen over til øerne varede 3½ time, og undervejs kunne vi nyde turen gennem først den svenske og senere den finske skærgård med flotte udsigter til de øer og skær, vi sejlede forbi.

Efter vi var ankommet til havnen i Långnäs på øen Lumparland, havde vi lidt problemer med at finde ud af, hvordan vi afmønstrede færgen, men efter lidt modstridende meldinger lykkedes det dog at finde landgangsbroen, og vi kunne komme i land!
Og så gik turen med bus videre til Mariehamn, der med 11950 indbyggere er den eneste rigtige by på Åland. Herefter klarede vi de sidste meter til vores hotel, Hotell Savoy, på gåben, og vi blev så indkvarteret i vores hjem for de næste 6 dage.
Efter at vi havde pakket lidt ud, valgte vi at gå ud og se lidt på Mariehamn, og allerede på hovedgaden, Torggatan, blev vi – med det lokale flag i klare farver – gjort opmærksomme på, hvor vi var.

I samme gade faldt vi over den interessante træskulptur ‘Reverse selfie’, der er skabt af den lokale kunstner Jonas Wilén. Skulpturen, der er udskåret af en douglasgran, der væltede under stormen Alfrida i januar 2019, forestiller en siddende mand, der kigger på sin telefon, og den er kendt for at skabe stor opmærksomhed og sjove fotomuligheder for de forbipasserende.

Vi fortsatte ad Torggatan og endte på torvet, hvor der – midt i det hele – var placeret en scene, der bruges til arrangementer som koncerter og politiske møder og idet hele taget fungerer som samlingspunkt for byens borgere.
På torvet finder vi også Ledskärs Mistklocka, der tidligere blev brugt i tåget vejr til at advare skibe, der passerede det historiske fyr- og sømærke på øen Ledskär, en lille ø, der ligger sydvest for Mariehamn. Klokken var i brug fra 1894 og indtil de moderne navigationssystemer tog over.

På vores vej videre fra torvet passerede vi en af Mariehamns ældste bygninger fra 1866, der i dag rummer Bagarstugan Café & Vin, hvor man – når man træder indenfor – føler sig hensat til mormors gamle stue.

Næste station på vores rundtur i byen var Ålands Lagting, der fungerer som den lovgivende forsamling for den selvstyrende region Åland. Bygningen er indviet i 1993, og pladsen foran bygningen, Självstyrelseparken, er designet til at være et åbent og offentligt rum, der derudover rummer et par bemærkelsesværdige skulpturer.

Den mest bemærkelsesværdige skulptur er ‘The knotted Gun’ eller ‘Non-Violence’, fremstillet af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd. Skulpturen, der er skabt til minde om John Lennon og er fremstillet kort efter hans død i 1980, symboliserer fred og modstanden mod ​​vold.
Statuen blev afsløret og givet som gave til offentligheden den 9. juni 2022 under 100-årsdagen for Ålands selvstyre.

En anden markant skulptur i parken er ‘Ståtbådan’, der viser to stiliserede sæler og er opkaldt efter en skærgårdsklippe af samme navn. Skulpturen er fremstillet i 1980 i rød og sort granit.

Fra Självstyrelseparken vandrede vi videre til Stadshusbakken, der er en grøn oase i byen, hvor der står en bronzestatue af kejserinde Maria Alexandrovna, der har lagt navn til byen. Da Åland – som en del af Finland – var under  russisk overherredømme fra 1809 til 1917, grundlagde den daværende russiske kejser Aleksander 2. den 21. februar 1861 Mariehamn, og opkaldt denne nye by efter sin hustru.

På toppen af Stadshusbakken står Mariehamns Stadshus, der er byens rådhus.
Rådhuset, der er tegnet af en af byens to store arkitekter, Lars Sonck, er opført i 1939.
Fra rådhuset fortsatte vi vores lille rundtur i centrum af Mariehamn et stykke ned ad en af byens gamle gader, Södragatan, der er berømt for sine mange gamle bygninger, der for manges vedkommende er tegnet og opført af Hilda Hongell, der går for at være den første kvindelige bygningsmester og arkitekt i Finland.

I gaden findes både ældre, enkle og traditionelle huse i stærke farver og mere mondæne bygninger, der bærer præg af nyrenæssance og såkaldt schweizisk stil. Mange af disse huse er i det, man kalder Gingerbread-stil, der er en arkitektonisk stil, der består af udførligt detaljerede udsmykninger, og mange af dem er  tegnet af netop Hilda Hongell omkring år 1900.
Et par af husene i Södragatan tiltrak sig især vores opmærksomhed:
Nummer 5, der er bygget i 1897, betegnes som en af Hongells vigtigste bygninger. Envidere knytter der sig en interessant historie til huset, idet ‘Den Røde General Eyolf Mattson’ i begyndelsen af 1900-tallet boede her. Eyolf Mattson deltog senere i den russiske borgerkrig og blev general i Den Røde Hær i 1930’erne.

Nummer 9, der ligeledes er bygget i 1897, er en anden af Hongells markante bygninger. På denne grund var der – ud over det nuværende, oprindelige hus – en række udhuse og to skure med plads til tre køer, og så sent som i 1940’erne holdtes stadigvæk køer på grunden. Udhusene blev revet ned i midten af det forrige århundrede.

Efterhånden var det tid til at finde et sted at spise, så vi vandrede tilbage til Torggatan og videre til P-pladsen ved biblioteket, hvor vi tidlige på dagen var stået af bussen og købte en salat, der udgjorde det for aftensmad.
Ellers kunne vi på vejen hjem til hotellet betragte det karakteristiske byskilt ‘Åland’ – skrevet med store bogstaver og mere eller mindre velegnet til fotos eller selfies.

Tilbage på hotellet var det i øvrigt så bare at komme på langs og fordøje de mange indtryk for spadsereturen gennem Mariehamn og så lige lægge lidt planer for den næste dag…

Torsdag, d. 9.7.
Efter en god nats søvn og en fin morgenmad på hotellet (men så heller ikke mere), startede vi med at bevæge os nordpå i byen til et biludlejningsfirma, Rundbergs Bil & Service, hvor vi lejede en bil for de næste to dage, hvor vi havde planer om at komme væk fra byen for at se noget andet af Åland.
Herefter gik vi så til Sjökvarteret, der er er et maritimt kulturcenter og friluftsmuseum ved Østerhamn. Hele området fungerer som en aktiv havn for traditionelle træskibe og huser arbejdende værksteder, hvor man bla. kan opleve skibsbyggeri, smykkefremstilling og smedehåndværk på nærmeste hold.

Stedet blev skabt i 1990’erne for at bevare og fremvise Ålands rige maritime kulturarv bygget op omkring en traditionel havn med et levende bådeværft, hvor der bygges og repareres træskibe, præcis som i byens storhedstid som ‘de sidste sejlskibes havn’.
Vi stoppede op i den nordlige ende af området, hvor et par små hytter var (om-)bygget til smykkeværksteder, der allerede udefra signalerede, at det ikke var her, man skulle forvente flotte udstillingsmontre og en strømlinet betjening. Det virkede meget rodet!

Egentlig var her først åbent om eftermiddagen, men vi blev af en nabo lukket ind i hytten, der om muligt rodede endnu mere. Men meget interessant at se, hvor meget udstyr der kunne være på så lidt plads.

I den lille havn er der små bådehuse, der er placeret med den ene ende ude i vandet. Disse små huse kunne danne læ for vind og vejr, og mindre både kunne sejles ind i huset og ligge beskyttet – ligesom fiskeudstyr kunne opbevares her, tæt ved det sted, hvor det skulle bruges, når vejret indbød til fiskere.

Yderst på havnens lille mole er der i 2008 opført et lille søfarerkapel, og i følge traditionen var der sådanne kapeller langs de vigtigste sejlrender rundt om øerne. Disse kapeller var altid åbne for stilhed og eftertanke.
I øvrigt er Sjökvarterets kapel er i dag et populært sted for bryllupper, dåb og mindehøjtideligheder samt kulturelle arrangementer.

Vi vovede os ud til kapellet, og kunne på vejen derud se flere mågeunger, der hvilede sig mellem stenene og ventede på, at forældrene skulle komme forbi med mad. Vi oplevede i den forbindelse også, at de voksne måger truede af os ved at flyve tæt forbi vores hoveder for at bortlede vores opmærksomhed fra ungerne.

Sjökvarteret var et spændende sted at besøge, og hele området summede af liv med mange turister, der her kunne gå rundt blandt mellem bygningerne eller besøge et af flere spisesteder. (Vi prøvede ikke maden i dag, men en anden dag, måske?)

Efter vi havde travet alle souvenirbutikkerne igennem vandrede vi langs kysten ind til et skov- og naturparken Tullarns äng, syd for Mariehamns Österhamn.
Her vandrede vi ad stier gennem skoven til Gröna Udden Camping, hvor vi vendte om og stoppede op ved Belägringskanonen, der i 1940’erne blev flyttet hertil fra et af Bomarsund-fæstningens tårne, Prästötornet. Kanonen blev fremstillet omkring år 1800 i Rusland og blev herefter anbragt på fæstningen i Bomarsund.

Fra kanonen begav vi os tilbage mod byens centrum og kom her forbi Övernässtugan, der er Mariehamns ældste bevarede bygning og var oprindelig en gammel gård. Den er nu blevet restaureret til sit oprindelige udseende og er udstillet for offentligheden sammen med Köpmannagården lige ved siden af.
Övernässtugan, der er opført i 1700-tallet, lå oprindelig i Övernäs landsby, der havde 33 indbyggere i 1861, da Mariehamn blev grundlagt, og i dag er det den eneste bygning, der er bevaret fra den gamle landsby; resten af bygningerne er med tiden revet ned.
Om onsdagen holder en lille café, der er indrettet i bygningen, åbent – men der var vi så lige en dag for sent på den…

Nabohuset, Köpmannagården, er opført i 1885 af en garveriarbejder, Karl Ekström, og det lå oprindelig i Norragatan 7, men blev flyttet hertil i 1965, og det fungerer nu som købmandsmuseum – formodentlig i stil med Købmandsgården i Bindeballe vest for Vejle.
Også Köpmannagården havde kun åbent et par timer midt på onsdagen.

Da vi ikke kunne komme indenfor i nogen af de to bygninger, vandrede vi tilbage til torvet og videre vestpå ad Norra Esplanadgatan mod Mariehamns vestlige havn. Turen foregik under lindetræer, der var plantet i 1890’erne i den østlige ende af Esplanaden, og ca. 15 år gamle lønnetræer i den vestlige ende, og især de gamle lindetræer var fascinerende.
Midtvejs på Esplanaden kom vi til Sankt Görans Kyrka, der er tegnet af Lars Sonck og bygget i 1927, og det er den eneste kirke på Åland, der ikke har en middelalderlig oprindelse.

Vi gik indenfor i kirken, der over alteret har en farvestrålende glasmosaik som altertavle, der skildrer Jesu liv. Det centrale motiv viser Jesus, der velsigner børnene. Tavlen stammer fra 1960, og den er fremstillet af den finske kunstner og formgiver Bruno Tuukkanen.

I øvrigt er lofterne i kirken rigt dekoreret med ornamentale malerier inspireret af gamle, klassiske kirkesymboler, det er delt i 12 afsnit, 6 på hver side af kirken, hvert afsnit dedikeret til og navngivet efter de tolv disciple. Kun Judas Iskariots navn mangler!

Fra kirken fortsatte vi mod vest og kom til Ukrainapladsen foran det Russiske Konsulat.
Her har aktivister og lokale borgere pyntet området og træerne som en fast protestaktion mod den russiske aggression mod Ukraine.

I et træ er der ophængt en bamse og solsikker, der har tydelig symbolsk betydning: Bamsen refererer til ‘den russiske bjørn’, og den er her klynget op i et træ. Solsikker er Ukraines nationalblomst og er verden over blevet et symbol på modstanden mod den russiske invasion, og de blå og gule farver på bamsens øre, mave og bånd repræsenterer det ukrainske flag.

Ved siden af dette træ er der opstillet et stort peace-tegn flankeret af potter med solsikker; og her en tydelig reference til støtte til Ukraine.

Hver eneste dag siden invasionens start har lokale borgere demonstreret her mod den russiske aggression.
Efter et par minutters stilhed på dette sted, fortsatte vi til hjørnet af Hamngatan, hvor Ålands Fredsinstitut har til huse i en smuk bygning, der har adressen Hamngatan 4 og som i 1897 er tegnet af Hilda Hongell. Bygningen er sidste år blevet omfattende renoveret, hvilket ikke har skadet på udseendet.

Vi var nu efterhånden fremme ved Västerhamn og Ålands Sjöfartsmuseum, der har til huse i en bygning fra 1949, og hvis formål det er at forvalte og formidle Ålands maritime kulturarv.

Fra museet – som vi i øvrigt ikke besøgte – er der også adgang til den firemastede bark Pommern, der ligger fortøjet i havnen bag museet. Skibet, der bygget i 1903 i Glasgow, har haft en omskiftelig tilværelse, hvor det i en længere periode var ejet af en skibsreder fra Lemland, der brugte skibet til at sejle korn fra Australien til Europa, inden det efter 2. Verdenskrig blev doneret til Mariehamn som museumsskib.
Pommern er i dag et af Ålands mest populære vartegn og besøges af tusindvis af besøgende årligt. Men som skrevet: Vi nøjedes med at nyde synet af skibet udefra…

I stedet fortsatte vi op i Badhusparken nord for Sjöfartsmuseet og passerede Doktorsvillan, der er en ikonisk træbygning fra 1897 – tegnet af den berømte arkitekt Lars Sonck. Huset fungerede oprindelig som lægebolig og gymnastiklokale for et nærliggende kurhotel i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor Mariehamn var en populær kurby for velhavende turister, der kom for den friske luft og kurophold.
I dag har foreningen ‘Skapa Åland’ overtaget driften af huset, som nu omtales som ‘Kulturvillan’ og fungerer som et kulturelt samlingspunkt med arrangementer og cafévirksomhed.

Lige i nærheden af Doktorsvillan passerede vi en buste af Stava-Moster, der havde det borgerlige navn Gustava Andersson, og som startede Mariehamns Sømandshjem i 1883 i sit eget hus efter at have mistet sin mand og yngste søn til havet. Hun drev sømandshjemmet i sit eget hus fra 1883 til 1904, hvor hun indrettede tre stuer for at tilbyde mad, husrum og trygge rammer til sømænd, der ventede på at mønstre på et nyt skib.

Fra busten af Stava-Moster gik vi op til udsigtspunktet ved Mariehamns Vandtårn, der er bygget i 1956, og herfra var der en flot udsigt over hele området. Vandtårnet selv var ikke åbent for besøgende, da det stadigvæk er i brug.

Herfra fandt vi en stejl sti, der førte os ned ad bakken til marinaen i Västerhamn, og her passerede vi gennem klippesprækker og ad stejle trapper ned ad bakken, indtil vi fik sikker grund under fødderne ved marinaen.

Fra marinaen gik det direkte tilbage til hotellet, hvor hvilede lidt ud og lagde planer for i morgen, hvor vi havde en bil, så vi kunne komme lidt ud til fjernere egne på hovedøen Fasta Åland.
Ellers valgte vi at klare os med en sandwich til aftensmad – købt i K-Supermarkedet i nærheden. På vejen derhen passerede vi i øvrigt Villa Carita, der ejes af menigheden ‘Mariehamns församling’, og hvor søskendeparret Anita og Runar Eriksson, der er kendt for deres velgørenhed, boede indtil 1999.

Fredag, d. 10.7.
Efter morgenmaden afhentede vi bilen, og så gik det ellers ud af byen i nordlig retning, hvor vores første stop var Ingbybergen, hvor vi ville vandre ad naturstien mod toppen af ‘bjerget’. Vi havde hørt, at der skulle være tale om en smuk tur mod toppen, så hvorfor ikke?

Først stop på denne vandring var Trollkirken, der var allerede inden, det begyndte at gå rigtigt opad, og som er en 11 meter dyb sprække eller grotte, der i følge legenden blev brugt af røvere i oldtiden.

Herefter førte stien gennem en imponerende stenfyldt sprække i klipperne, inden man kom op på bakketoppen, 60 meter over havets overflade, hvor der står et udkigstårn med en storslået udsigt over landskabet.

Nær toppen passerede vi endvidere Knapplarna, der er en tidligere kystlinje med en mere end halv hektar stor stenstrand, der er dannet for ca. 7000 år siden – et lidt imponerende syn her oppe i højderne.

Efter dette stop med indlagte vandretur fortsatte vi mod Kastelholm Slott, der er den eneste middelalderborg og befæstningsanlæg på Åland. De ældste dele af slottet er oprindelig opført i 1380’erne på en lille ø – med det formål at styrke svenskernes kontrol over Åland, og i 1388 arvede Margrethe I af Danmark slottet.

I 1453 flyttede danskeren Niels Eriksen Gyldenstjerne ind på slottet, og under ham blev borgmurene forstærket. Senere fortsatte Gustav 1. af Sverige (Gustav Vasa) udvidelsen af slottet, mens han brugte jorden omkring borgen til jagt. Han besøgte slottet mange gange i midten af ​​det 16. århundrede sammen med sin søn, hertug Johan. Hertug Johan brugte senere borgen som fængsel for sin bror – kong Erik XIV – som hævn for at Erik havde holdt hertug Johan fængslet i et anfald af paranoia.
Under borgerkrigen i 1599 brugte tropper loyale over for Kong Karl IX kanoner til at indtage slottet, som på det tidspunkt var ejet af Katarina Vasa.
I 1619 brændte slottet ned til grunden for første gang. Og da Åland i 1630’erne blev indlemmet i Turku Slotslän mistede det sin betydning.
Fra slutningen af 1600-tallet var slottet begyndt at forfalde, og en brand i 1745 lagde slottet helt i ruiner. Herefter blev det anvendt som fængsel, før det blev helt forladt i 1770’erne og stod tomt og uberørt indtil 1930’erne, hvor det blev brugt som kornmagasin og hvor egnens bønder begyndte at plyndre murværket og stjæle sten til deres egne byggerier.
Siden slutningen af 1800-tallet har slottet gennemgået flere omfattende restaureringer, og i 1930’erne blev det restaureret og indrettet som kulturhistorisk museum.
Ved vores besøg på Kastelholm Slot fulgte vi den vej rundt, som var afmærket for besøgende, og det vil sige, at vi først besøgte slottets ældste, sydligste del og sluttede i den nyeste del af slottet mod nord.

Vi kom ind i den store, centrale gård gennem porten på østsiden af slottet, og inden vi gik ind i selve slotsgården, tog vi lige en afstikker mod højre – ned i kælderetagen, hvor man kan se de ældste spor af bygninger.

Fra den centrale slotsgård gik vi gennem portbuen og ind i den ældste del af slottet i det, der engang var det centrale fæstningstårn, Kuretårnet, der fungerede som fordelingsrum til de øvrige dele af slottet. Tårnet har gennemgået flere forhøjelser og ombygninger i takt med slottets skiftende magthavere.

Således var det i de første år mellem 6½ og 9 meter højt, men i det 15. århundrede blev ydermuren hævet til 15-16 meter, og der blev lavet et træbjælkeværk rundt om murens inderside og langs dens brystværn. Dette er i dag erstattet af et bjælkeværk i metal, som man som besøgende kan vandre rundt på og danne sig et indtryk af, hvordan det engang her set ud.

Fra Kuretårnet gik vi ind i de repræsentative dele af slottet. Nederst var slotskapellet, og ovenover dette var de finere gemakker, hvor kongelige embedsmænd (og kongen selv) boede, når de var på besøg.

I denne del af slottet fandtes også det (lille) rum, hvor Johan holdt sin bror, Erik XIV og hans kone, Karin Månsdotter, fængslet i nogle måneder i efteråret 1571.
Efter rundgangen i de repræsentative dele af slottet, gik vi ud af porten og ind i den ydre slotsgård og videre til slottets nordlige bygning, der var den eneste del af Kastelholm Slot, der ikke blev ødelagt af den store brand i 1745.

I middelalderen og renæssancen husede denne del slottets administrative funktioner, og i underetagen var der indrettet køkken, bageri samt bryggeri til fremstilling af madvarer til slottets beboere.
Overetagerne blev brugt som logi for borgens lavere rangerede personale, håndværkere og tjenestefolk, og det var i denne bygning, man indrettede slottets første museum.
Vores besøg var ved at være slut, og vi søgte mod udgangen gennem den delvist restaurerede indre gårdhave og kom igen ud i det fri.

Efter det ekstremt spændende besøg i det historiske slot vandrede vi videre den korte vej til Fængselsmuseet Vita Björn, der er det ældste bevarede fængsel og arresthus i hele Finland. Fængslet var i brug i knap 200 år – fra det blev opført i 1784 til 1975.

Fængselsbygningen har en typisk indretning, som det kendes fra landet i det 18. århundrede. Den ene del af bygningen – til højre for indgangspartiet – husede fængselsvagternes kvarterer med stue og køkken samt et ‘bedre arrestrum’  til de mere privilegerede fanger.

Den anden halvdel af bygningen rummede fire fængselsceller fra forskellige epoker; to af cellerne er fra 1784, mens yderligere to celler er tilføjet i 1839.
I fængselsdelen var der – foran fængselscellerne – et større rum, der oprindelig var vagtværelse, men som også kunne bruges som en ekstra celle, hvis der var behov for det. Fra dette værelse var der adgang til de 4 celler, der er indrettet, som de har set ud i omkring år 1800, år 1850, år 1900 og år 1950.

Alt i alt var det meget spændende at se, hvordan fængselsvæsnet fungerede på den tid.
Fra fængselsbygningen fortsatte vi nogle få meter over til Åland Distillery, hvor vi fik lov til at kigge ind i produktionslokalet, hvor produktionen stod stille i dag.
Åland distillery producerer håndlavet gin, whisky og rom i små partier.
Deres sortiment inkluderer en klassisk krydret gin, en frugtig Rosé Gin med jordbær og hibiscus, samt Sailors Rum og lagret whisky, men deres produkter kunne ikke købes her!

Hvis man var interesseret, måtte man lægge vejen for Systembolaget, så der blev ikke købt noget i denne omgang. I stedet fik vi en kop kaffe med ålandspannkaka, der er en delikatesse her på øerne, men som slet ikke har noget med en dansk pandekage at gøre.
Efter kaffen besøgte vi Jan Karlsgården Friluftsmuseum, der vel nærmest kan sammenlignes med ‘Den Fynske Landsby’ ved Odense.
Friluftsmuseet viser, hvordan en traditionel ålandsk gård fungerede og så ud i slutningen af 1800-tallet, med omkring 20 historiske bygninger hentet fra hele øgruppen, og hen over sommeren arrangeres der håndværksdage, bagekurser og historiske udstillinger.
Vi besøgte flere af bygningerne på museet, hvor den kunne besøges hovedbygninger, små hytter, traditionelle vindmøller, en røgsauna, en smedje og forskellige udhuse.
Først så vi et sommerhus fra 1850’erne, der er et lille traditionelt hus med blot ét værelse og et kammer og ofte benyttet som sommer residens, når gårdens folk flyttede ud fra herregården. Og arbejdet fulgte med, så der var naturligvis en væv i kammeret.
Derefter så vi en mindre bondegård fra midten af det 19. århundrede, der havde to næsten lige store rum – adskilt af en entre, som det var typisk for Åland i slutningen af 1800-tallet.

I hovedrummet eller arbejdsrummet tilbragte både familien og deres tjenestefolk deres arbejdsdage, og det var her, livet gik sin gang. Det var også her, at nogle af folkene havde deres køjer.

I modsætningen til hovedrummet var dagligstuen flot udsmykket, og den blev kun brugt ved sjældne lejligheder, og derfor var den også sjældent opvarmet.

Loftet blev brugt til opbevaring og som soverum om sommeren.
Vores tredje besøg gjaldt et loftskur, der er en bygning, der primært har været brug til opbevaring af mad og tekstiler, lige som de to værelser ovenpå fungerede som soveværelser for den yngre generation om sommeren.

Herefter vandrede vi videre og så en række småhuse, der har haft hver deres funktion. Vi kunne bla. kigge ind i et sauna, opført i træ, og ikke mindst en smedje, der var placeret lidt væk fra de andre bygninger, hvilket var en almindelig sikkerhedsforanstaltning i gamle dage for at undgå, at ild fra smedjen skulle antænde en større brand.

Smedjen var fuldt udrustet med alle de redskaber, der hører sig til med både esse og armbolt, hvilket ikke kan være helt ufarligt, når det nu drejer sig om et træhus.
I sommerhalvåret fungerer smedjen som et levende arbejdende værksted, hvor besøgende kan opleve det gamle håndværk på tæt hold, når en smed tænder op i essen og arbejder ved ambolten, blandt andet med at smede hestesko.

Det sidste hus, vi besøgte, var presseskuret, der stammede fra Lumparby og var i drift fra 1895 til 1948. I presseskuret blev hjemmevævede stoffer af uld presset i skurets presse, så stoffet blev skinnende og glat. Processen varede en dag, og eventuelt skulle det hele gentages en ekstra gang for at få det optimale resultat.

Med besøget i presseskuret var vi blevet mættet med indtryk, og vi kunne langsomt bevæge os tilbage til bilen, men vi måtte alligevel stoppe op et par gange og betragte de smukke kransliljer eller turbanliljer (Lilium margaton), der stod rundt omkring på engene.

Fra Kastelholm slot kørte vi nu videre til en anden stor seværdighed på Åland, nemlig fæstningen i Bomarsund – eller rettere ruinerne af den.
Planlægningen af Bomarsunds fæstning begyndte i 1812, på et tidspunkt, hvor den russiske zar ville sikre sine positioner i Østersøen efter at have erobret Finland i 1809 efter Den Finske Krig (1808-09).
Rusland havde efter krigen brug for en fremskudt flådebase for at beskytte søvejen til Sankt Petersborg, og placeringen på Åland gav russerne fuld kontrol over sejladsen i den nordlige del af Østersøen.
Derfor startede man i 1830 opførelsen af dette enorme fæstningsværk ved Bomarsund, og omkring fæstningen opstod samtidig en hel by med kaserner, boliger og forretninger til de op mod 2500 mand, der skulle bo her.

Byggeriet af fæstningen blev dog aldrig fuldført, idet en samlet britisk-fransk flådestyrke i august 1854 angreb fæstningen, der efter russerne overgivelse blev sprængt i luften.
Som en følge af de britiske og franske styrkers nedkæmpning af de russiske styrker i det, der samlet set kaldes Krimkrigen, og varede fra 1853 til 56, fik Åland status som  demilitariseret område.
Vi startede med at gå rundt om det store område, der i dag rummer ruinerne af det, der skulle have været en gigantisk fæstning – og der var dybest set ikke så meget at se – bare lidt rester af mure her og der. En enkelt tavle viste dog en visualisering af, hvordan det færdige anlæg skulle have set ud.

Da der ikke var så meget at se her ved ruinerne, valgte vi at gå videre til et af de tre af 12 planlagte forsvarstårne, der nåede at blive færdigopført, Notviks-tårnet, der ligger ved kysten godt en kilometer nord for selve fæstningen.

Det to etager høje og tungt bevæbnede tårn, der stod færdigt i 1844, havde som opgave at beskytte det nordlige indsejlingsløb til Bomarsund, men den 15. august 1854 blev det udsat for et massivt artilleribombardement fra englændernes og franskmændenes side, og tårnets besætning valgte at overgive sig. Herefter sprængtes tårnet i luften, så det ikke kunne genanvendes. Alligevel er er Notviks-tårnet i dag en af de bedst bevarede ruinbygninger i hele området – og en af de mest besøgte, og i øvrigt er der fra tårnet en flot udsigt ud over vandet! (Kanonerne i og ved tårnet er replikaer).

Efter besøget ved Bomarsund begyndte vi på turen tilbage til Mariehamn – dog med en lille kaffeafstikker til en café, Uffe på Berget, der ligger højt placeret med udsigt over Färjsundet og Haraldsby på den anden side af sundet.
Kaffen var ikke noget at råbe hurra for, men caféen får fem stjerner for beliggenheden og skiltet, der viste mod toilettet et stykke inde i skoven. Selve toilettet var får dog ingen, slet ingen stjerner…

Efter kaffepausen drog vi videre ‘hjemad’, idet vi dog havde et kort stop ved Ålands ældste kirke, Sankt Olofs Kirke i Jomala.
Kirken, der er opført mellem 1260 og 1280, er en middelalderlig gråstenskirkebygning, og det er sandsynligvis den ældste endnu eksisterende kristne kirke i hele Finland. Kirken er bygget midt på Jomalasletten og klos op ad Ålands største gravplads fra jernalderen – sikkert et valg for at markere kristendommens sejr over asatroen.

Det var min mening at kaste et blik ind i kirken, hvis indre skulle være dækket af farverige, gotiske kalkmalerier i rød, grøn og gul, og hvor vestgavlen viste scener fra lignelsen om den fortabte søn. Desværre var kirken lukket netop i dag, og kun i dag!
Altså kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi parkerede, inden vi gik til en restaurant, Kallas Stadskrog, der havde fine anmeldelser. Og vi må sige, at man levede op til sit ry som et godt spisested.
Efter maden gik vi tilbage til hotellet, hvor vi lagde planer for morgendagen, hvor vi også havde bil, så igen ville vi ud at se nogle fjernere hjørner af Fasta Åland, som hovedøen hedder her.

Lørdag, d. 11.7.
Efter morgenmaden gik turen nordpå i bil til Geta, en lille, men meget aktiv by med ca. 500 indbyggere, og her ville vi vove os ud på det, der i turistbrochurerne blev beskrevet som Ålands smukkeste vandretur ud over klipperne nord for byen.
Turen, der hed Grottstigen, var en ca. 5 kilometer lang rundtur, der førte fra områdets højeste punkt, Getaberget, via den idylliske bugt Djupviken og tilbage til Getaberget.
Stien, der var sparsomt afmærket med hvide pile på træerne, startede i 107 meters højde på Getaberget ved Soltuna Resturang, og efter at vi havde parkeret bilen, begav vi gav os af sted ud over klippefladerne.

Med passende mellemrum – hvor der var noget særligt at se – var der opstillet informationstavler hovedsagelig på svensk, men også af og til finsk og engelsk, så ud over den strabadserende tur fik vi også mulighed for at indlægge pauser, for at orientere os i områdets geologi og historier.
Første mindre stop var kort efter starten, hvor vi kom til et område med mange varder (eller stenmænd), som vandrere gennem mange år har bygget på dette sted. Fascinerende at se – selv om det vist nok var forbudt!

Lidt længere fremme kom vi til ‘Den Spanske Trappe’, der mest af alt var et par trin ned på et sted, hvor vi trådte fra en klippeflade i ét niveau og ned til en anden klippeflade i et lavere niveau. Det skulle meget opfindsomhed til at forestille sig sammenligningen med den spanske trappe i Rom.

Også det næste stop virkede lidt søgt, idet det blev kaldt ‘Amfiteatret’, og – lige som forrige sted – var det svært at få øje på noget, der kunne associeres med et amfiteater. Godt nok var der noget, der kunne minde om en række større eller mindre trin som sæderne i et antikt teater, men så er det også sagt.
Vores videre tur førte forbi flere steder, hvor udsigten over landskabet omkring os var fantastisk, og vi måtte da flere gange stoppe op for at nyde udsigten.

Også de mange døde og forkrøblede fyrretræer var spændende og det ledte tankerne lidt hen på de døde træer, som vi tidligere har set i Deadvlei i Namibia.

Når vi kiggede ned – hvilket vi var nødt til for at se, hvor vi kunne sætte fødderne – fik vi også øje på interessante insekter. Mange gange fik vi øje på bølleblåfugle (Agriades optilete), der sad i den lave vegetation eller fløj omkring. Denne sommerfugl er meget truet i Danmark, da dens levesteder i højmoser med tranebær og mosebølle efterhånden er sjældne lokaliteter, men her på Åland var den ret almindelig.

En enkelt gang faldt vi også over en natsvalehale (Ourapteryx sambucaria), der sad og hvilede sig på jorden, og som i øvrigt både er almindelig i Danmark og på Åland – selv om jeg aldrig har set den hjemme i Danmark. Natsvalehalen er i målerfamilien – en stor sommerfugleorden med omkring 26000 beskrevne arter.

Ruten fortsatte langs en næsten lodret klippevæg af rapakivigranit, der gradvist blev højere og højere og som var forsynet med dybe revner og sprækker, og indimellem var der ‘drysset’ større klippeblokke ud over landskabet nedenfor klippevæggen, hvor vi gik. Der var spredt bevoksning af fyrretræer, der forsøgte at finde rodfæste blandt klipperne, og her og der var der småhuler ind i klippeskrænten eller blandt klippeblokkene – et rigtig vildt og utæmmet landskab, hvor man skulle se sig for, for ikke at falde over rødder eller træde i et dybt hul.

Efter at vi havde forceret dette landskab i et stykke tid kom vi frem til Djupviksgrottan – eller kirken, som den også kaldes, fordi der i grotten både har været gudstjenester og andre kirkelige ritualer.
I denne hule gemte mange landsbyboere fra Geta sig i 1714, da russiske tropper havde jaget dem fra hus og hjem og nedbrændt deres gårde, og her levede de i skjul for russerne, mens de ventede på en båd, der kunne bringe dem til Sverige. Og mens de tilbragte tiden her, brugtes hulen også som kirke.

Det fortælles, at en russisk hund en søndag nåede frem til hulens indgang, mens man var i gang med en prædiken, men en snarrådig kvinde kvalte den med sit strømpebånd, så den førte ikke russerne på sporet af indbyggerne – som i øvrigt aldrig blev fundet.

Lidt efter vi havde passeret og besøgt Djupviksgrottan kom vi til endnu et interessant sted, hvor der mellem klipperne var dannet en lukket, trapezformet gårdsplads, som man kunne gå ind i gennem en smal (0,6 meter bred) sprække.
Gårdspladsen havde lodrette, 6 meter høje sider, og den var 4,7 meter bred og 7,7 meter lang. Et aflukke helt afskåret fra omverdenen.
Det er svært at sige med sikkerhed, hvordan gården er dannet, men det er sikkert isen fra den sidste istid, der har været på spil.
Jeg klemte mig igennem sprækken ind til gårdspladsen, og det var et speciel følelse at stå herinde med klipper på alle sider.

Fra gårdspladsen fortsatte vi et kort stykke langs klippekanten og kom til endnu et sælsomt sted: Skeppsbogen eller skibsstævnen. Her stod vi et sted, hvor rapakivigranitten var revnet i en lige linje, og det ser ud som om det afknækkede stykke er kommet sejlende fra havet og ind parallelt med klippevæggen. Et med specielt syn.

Ellers var vi efterhånden kommet ned til vandet og kunne hvile os lidt her ved bredden af Djupviken – et sted, hvor der var helt roligt og fredeligt. Ingen mennesker og det eneste tegn på liv var en sejlbåd, der lå for anker i vigen.
Herfra gik turen op på klippefladerne igen med en del opstigning på ikke for sikkert underlag til følge; men hver gang, vi vendte os om, havde vi en fantastisk udsigt over vigen.

Efter lang tids vandring blev vi ved en dyb kløft stoppet af endnu en informationstavle, der kunne fortælle, at kløften kaldtes Signhilds Krybbe.
Kløften, der er næsten snorlige og strækker sig mange kilometer i begge retninger herfra, er visse steder smallere en hånds bredde og andre steder flere meter bred, og den har fået sit navn på grunde af en legende om den engelske prinsesse Signhild.
I følge legenden kom Signhild sejlende til egnen omkring Geta på en missionsrejse, der ikke kom til at gå så godt, da Geta-borgerne var meget knyttede til deres guder. og de forfulgte hende med den hensigt at slå hende ihjel. Under flugten gemte hun sig selv og hendes hest i denne kløft, hvor de overlevede. Hvad der videre skete fortæller legenden ikke noget om…

Vi fortsatte vores vej over klippefladerne på den anden side af kløften og passerede små søer og moser, der var dannet, hvor vandet ikke kunne trænge ned mellem klipperne eller væk via vandløb. Sådanne uventede søer gav et ekstra pift i forhold til de oplevelser, vi ellers havde her rundt på klippefladerne.

Det betød så også, at vi et par gange kunne se plettet gøgeurt (Dactylorhiza makulata), der voksede i her i det golde miljø mellem klipperne.

Ellers var vores vandretur ved at være slut, og vi var tilbage ved restauranten, hvor vores bil var parkeret, og lidt ømme i benene kunne vi nu køre ned til Geta, hvor vi havde i sinde at finde et sted at få kaffe.
Tilbage i byen parkerede vi ved kirken, og vi kunne konstatere, der der netop i dag var byfest med kræmmermarked i området omkring kirken – så det var her, vi fandt vores kaffe. Ikke særlig velsmagende – men relativt dyr!
Vi gik i øvrigt lidt rundt på markedet, hvor udbuddet af stande og varer var meget begrænset, og hvor priserne ville have været i orden, hvis beløbene havde været i svenske kroner, og ikke Euro!
Vi fik kigget lidt på og indenfor i kirken, der er dedikeret til Sankt Göran og formodentlig er bygget i 1460, og som første gang nævnes i skriftlige kilder i 1863. Kirken, der ikke har noget integreret kirketårn, men derimod et fritliggende klokketårn, der er placeret lidt væk fra selve kirkebygningen, er bygget i ålandsk rød granit.

Fra kirken kørte vi til Kulturarvsstugan lidt uden for byen – mest af alt fordi den var nævnt som en seværdighed i en turistbrochure fra Geta. Der skulle være tale om er en historisk kulturarvshytte, der var opført som et nordisk håndværksprojekt og drevet i samarbejde med lokale foreninger. Desværre var det lidt af en nitte. Lukket og ingen info på stedet.

I stedet kørte vi så videre ud af Geta og begav os mod Eckerö – og mere specifikt til fiskerlejet Käringsund nord for selve Eckerö.
Inden vi begav os rundt i området omkring fiskerhytterne slog vi os ned ved en café, hvor vi nød en kop kaffe og en is, mens vi nød stemningen i fiskerlejet.

Derefter vandrede vi som sagt rundt mellem fiskerhytterne, der stod i vandkanten, delvis ude i vandet, og delvis på land. Hytterne mindede om de fiskerhytter, vi havde set i mindre målestok i Sjökvarteret i Mariehamn, men her virkede det hele bare mere autentisk.

Efter vi havde brugt lidt tid i Käringsund tog vi en afstikker til Eckerö, hvor vi gjorde et kort holdt ved Eckerö post- og tullhus, der oprindelig var post- og toldhus for det russiske imperium. Bygningen, der er opført i 1828 i empire-stil, huser i dag et museum, en restaurant og et chokolaterie.

Med dette stop forlod vi Eckerö og kørte østpå til øen Lemland, hvor vi gjorde holdt ved Amalia Limonadfabrik, hvor vi fik aftensmad, pizza, og fik købt et par flasker limonade, der er kendt for naturlige ingredienser,lokalt kildevand og håndpresset frugtjuice. En delikatesse, men prisen var også derefter.
Dagens sidste udflugt gjaldt byen Lumparby på øen Lumparland, og som er anlagt syd for bugten Kapellviken, der er opstået som resultatet af et meteornedslag for mellem en halv og halvanden milliard år siden. Vores mål i Lumparby var kirken, Sankt Andreas Kirke, der er opført i 1728, og som er Ålands ældste bevarede trækirke. Kirken er genopført efter den Store Nordiske Krig, hvor en tidligere kirke på stedet brændte.

Og når vi nu var i Lumparby, kunne vi ikke undgå at bemærke de mange røde møller, der stod i landskabet omkring byen. I alt talte vi 6 mere eller mindre velholdte møller.

Efter besøget i Lumparby var det tid til at vende næsen hjemad mod Mariehamn, hvor vi afleverede den lejede bil, inden vi vandrede til Västerhamn og fik lidt lækkert at spise på restauranten ÅSS Paviljongen. Dernæst var det bare at komme tilbage til hotellet og se dyner…

Søndag, d. 12.7.
Efter et par dage med et tætpakket program skulle søndagen nydes med en stille og afslappende vandretur fra Mariehamn og sydpå, så efter morgenmaden blev vandreskoene snøret og vi gik til Tullarns Äng og derfra sydpå – først gennem skoven og derefter ad små stier langs østkysten af den halvø, hvor Mariehamn ligger.
I starten passerede vi den ene velhavervilla efter den anden, men efterhånden tyndede det ud i bebyggelserne, og det blev den rå natur, der tog over. Det summede af liv, og rundt omkring os var der et blomsterflor, som vi ikke kan opleve mange steder i Danmark; med andre ord, så trivedes biodiversiteten på en måde, vi bare kunne være misundelige på herhjemme.
Bortset fra et enkelt hus i ny og næ var de eneste spor efter mennesker de små rektangulære havne der her og der var anlagt langs kysten – gravet eller sprængt ud i landskabet – så de små sejl- og fiskerbåde kunne ligge i læ for vind og vejr.

Efterhånden som landskabet blev mere vildt og utæmmet stødte vi også på planter, der er en sjældenhed i Danmark, og da vi fik øje på de første blåtoppet kohvede (Melampyrum nemorosum), var begejstringen stor. Denne plante er ekstremt sjælden hjemme i Danmark, hvor den er i kraftig tilbagegang og i dag kun findes ti steder – først og fremmest i nærheden af Kongens Lyngby i Nordsjælland. Det er en meget smuk plante, som vi nødvendigvis måtte bruge nogle minutter på at fotografere.

Få minutter senere fik Claudia øje på et par bakkegøgeliljer (Platanthera bifolia) i en lysning i nærheden af stien. Også denne plante er meget sjælden i Danmark, og den findes oftest i det nordligste af Jylland – i Vendsyssel og Hanherred – samt på øerne Anholt, Læsø og Rømø. I det øvrige Danmark er en stort set ikke-eksisterende.

Og når vi nu er ved planter i orkide-familien, så fandt vi da også lige nogle eksemplarer af skovgøgeurt (Dactylorhiza maculata ssp. fuchsii) – lige ved stien. Endnu en plante, der er meget sjælden i Danmark, hvor den mest findes på Lolland, Falster og Møn samt nogle steder i Østjylland. Men her stod den helt frit og uberørt – tilsyneladende uden at være i fare for at blive gravet op, voksestedet taget i betragtning.

Efter nogle kilometer valgte vi at gå tilbage mod Mariehamn ad vestkysten, så vi ‘krydsede tværs over’ og gik fra Östernäs via Ytternäs til en lille havn i Västernäs. Denne tur bragte os forbi (endnu) en mølle og flere velholdte gårde i stærke røde og gule farver samt gennem en lille idyllisk skovvej, inden vi ad villaveje (villaer = træhuse) kom til den omtalte havn, hvor vi havde håbet, at vi kunne få en kop kaffe og måske en bid brød.

Det måtte vi dog skyde en hvid pil efter; her var ingen faciliteter af nogen slags, så vi måtte i stedet bare gå videre.
Altså gik vi nordpå langs vandet, og en del af denne vej blev vi ledt over en gangbro, der var anlagt delvist i vandet og som ledte tankerne hen på Nuuk’s Boardwalk, som vi gik på sidste sommer på Grønland.

Vores vandretur langs vandet endte ved færgelejet i Västerhamn med et stort og farverigt ‘ÅLAND Välkommen’-skilt, der lyste op på lang afstand. Her måtte jeg så lige trodse et ‘adgang forbudt’-skilt for at komme tæt på Gamla Tullhuset, den gamle toldbod, der er tegnet af Lars Sonck og opført i 1899 og kendt for sin specielle arkitektur. Toldboden mistede gradvist sin told-funktion i takt med moderniseringen af havnen i løbet af det 20. århundrede, og bygningen henligger nu som en fredet bygning.

Fra toldboden fortsatte vi til Ålands Søfartsmuseum, hvor vi kiggede nærmere på nogle af de statuer og monumenter, der er her.
I en lille have syd for museet står statuen Mannen vid ratten, Manden ved roret, der er rejst til mide om de ålandske søfolk, der mistede livet på havet. Skulpturen er lavet af billedhuggeren Emil Cedercreutz, og den blev rejst her i 1936 som byens første offentlige mindesmærke.

Tæt ved dette monument står en albatros-skulptur, der er kendt som ‘Havets frihed og broderskab’-monumentet. Dette monument, der er rejst i år 2000, ærer de søfolk, der har rundet Kap Horn. Kunstneren bag monumentet er søkaptajn Allan Palmer.

Herfra vandrede vi tilbage til hotellet, idet vi dog lige lagde vejen forbi den smukke hovedbygning, der tilhører Ålands Lyceum, der er en del af Ålands Gymnasium.
Denne statelige bygning er opført i 1903 i svensk herregårdsstil med elementer af jugendstil og er gymnasiets ældste bygning; senere er gymnasiet udvidet flere gange.

Tilbage på hotellet kunne vi hvile ud efter et par dage med mange kilometer i benene og så ellers lægge lidt planer for, hvad vi skulle bruge dagen på i morgen – vores sidste dag på Åland.

Mandag, d. 13.7.
Efter nogle dage med en masse oplevelser havde vi valgt at blive ‘hjemme’ i Mariehamn hele dagen, og efter morgenmaden ville vi se på nogle af byens ældre og mere interessante og historiske bygninger, der var opført i perioden fra 1889 til 1912 af Hilda Hongell – som vi jo var stødt på et par gange allerede.
Vi vandrede derfor mod det kvarter, der hovedsagelig er kendt for hendes huse, nemlig gaderne Södragatan og Mariegatan i den bydel, der hedder Kvarnberg.
Først stødte vi dog på huset Villa du Nord, der ligger Ålandsvägen 48, og som er opført i 1898 som en privatbolig for en fotograf fra byen, K.E. Nordlund. Villaen var tæt på at blive revet ned under moderniseringen af Mariehamn i midten af 1900-tallet, men den overlevede, og i dag er den bevaret som et historisk mindesmærke.

Fra Villa du Nord fortsatte vi til Södragatan, hvor vi allerede den første aften havde gået en lille tur, så her gik vi hurtigt forbi og videre til Mariegatan, hvor vi ikke tidligere havde været, og hvor vi stoppede op ved huse, der enten havde et interessant udseende eller en interessant historie.
Vores første stop var ved Mariegatan 12 – et hus, der er tegnet af Hilda Hongell og opført i år 1900 for fyrpasser Johan Alfred Holmberg – og som i øvrigt er et fremragende eksempel på Hongells karakteristiske detaljerige arkitektur med dekorative detaljer.

Også nabohuset, Mariegatan 14, der går under kælenavnet ‘Big Blue House’, er tegnet af Hongell. Hun tegnede huset i 1898 til Gustaf Gustafsson, der byggede huset efter hendes tegninger. Helt specielt ved huset var, at Gustafsson blandt andet indrettede et bageri i kælderen, som under verdenskrigene endvidere fungerede som beskyttelsesrum.

Mange af husene, der har en speciel og interessant historie, har en tavle på den væg, der vender ud mod vejen, og her kan man læse om huset, dets bygherre og historie, og det var ret interessant at læse disse informationer.
Det kommer for vidt at beskrive alle husene her – især da mange af husene er tegnet og opført af Hilda Hongell, og da det ene hus er mere interessant end det næste.
På hjørnet af Mariegatan og Esplanadgatan ligger Esplanadgatan 14 – og også dette hus er tegnet af Hongell. Huset, der er opført i 1899 og er velholdt og har bibeholdt sit oprindelige udseende, har i en periode været Mariehamns børnehjem.

For at se det mest ikoniske af de huse, som Hilda Hongell har tegnet, måtte vi dog lidt vær fra Mariegatan og ned ad Neptunigatan til huset i nr. 57. Dette hus, der er tegnet og opført i 1892, går for st være det smukkeste af Hongell-husene i Mariehamn.
Husets oprindelige trækonstruktion blev bygget af helt finsk kernetræ, der var tørret og skåret på en unik måde, som ikke kan genskabes i dag på grund af klimaforandringer og moderne skovbrugsmetoder.
Huset er – som flere andre af Hongells huse – bygget i schweizerstil, der var moderne på dette tidspunkt og inspireret af traditionelle bjælkehytter fra Alperne.
Huset, der er i privat eje, er gennemrenoveret i starten af 00’erne – bla. med brug af ovenfor omtalte kernetræ fra 1890’erne.

Efter at have betragtet dette smukke hus fortsatte vi ned ad Södragatan, hvor vi bla. gjorde holdt ved nr. 21. Huset, der er fra 1897, er bygget til byens postmester, Josef Eriksson, og huset er lokalhistorisk interessant, da forfatteren og digteren Georg Kähre boede her fra 1947 til 1969. Georg Kähre er ophavsmanden til ‘Den ålandske sejladshistorie’ og digtsamlingen ‘De tusind lindebyer’.

Efter at have kigget på endnu flere huse og i øvrigt fik en snak med en beboer i et af husene, vandrede vi tilbage mod den moderne by via Stadhusbacken til Sjökvarteret, som vi besøgte for et par dage siden, og her slog vi os ned og spiste sen frokost, der bestod af våffelraka med tilbehør. Våffelraka minder om tyskernes kartoffelpuffar/kartoffelpandekager, og vi fik dem serveret classic med creme fraiche, laksekaviar og hakkede rødløg. En rigtig nem og lækker ret.
I Sjökvarteret gik vi igen lidt rundt og nød miljøet, og her kom vi forbi mange af de bygninger, som vi også havde set tidligere.

Ydermere stoppede vi et øjeblik op ved Båken, som er en kopi af en historisk pælebåke (sømærke), som indeholder en udstilling med historiske, traditionelle brugs- og arbejdsbåde. Desværre var udstillingen ikke åben – så det blev ved et kig udefra…

Herefter gik vi ned til torvet, hvor vi på restaurant Fyren fik aftensmad og slappede af, mens de udenfor på torvet var ved at bygge op til Rockoff Festivalen, der skulle starte næste weekend (og hvor Medina bla. skulle opstræde).
Herefter var det bare tilbage til hotellet og få ordnet de sidste formaliteter, inden vi skulle tjekke ud fra hotellet i morgen tidlig.

Tirsdag, d. 14.7.
Tidligt op og ned i en taxa, der kørte os til lufthavnen, hvorfra vi med et lille propelfly skulle lette mod Arlanda kl. 7:15.
Klokke 12 kunne vi så stige ud af flyet i Aarhus Lufthavn og tage de sidste kilometer med lufthavnsbussen hjem til Aarhus Ø.