Portugal/Kap Verde, 4.10-15.10.24

Tja, her skulle så egentlig have været en beretning om vores rejse til Himalaya, hvor vi har været to gange tidligere, i 2015 i Sikkim og i 2018 i Kashmir, og hvor vi så nu skulle have været på en rundrejse i Nepal og Bhutan. En rejse, der blev aflyst mindre end et døgn før afgang på grund af oversvømmelser i Nepals hovedstad, Katmandu.
Altså stod vi nu med Claudias feriedage forude og kufferterne pakket, og hvad gør man så, når man mentalt allerede var taget af sted? Et par muligheder blev diskuteret, og vi endte med at bestille en flybillet til Porto samt et hotel for de næste dage – og så ellers tage den derfra…

Fredag, d. 4.10.
Det var lykkedes os at få billetter til det tidlige morgenfly fra Billund til Porto, og vi havde lokket Hjalte til at køre os til lufthavnen allerede kl. 3 fra Aarhus – så langt, så godt.
Men da meldingen lød på tåge i Porto – med deraf følgende problemer med at lande flyet i lufthavnen der – så sad vi bare i flyet og ventede i mere end en time, inden flyet kunne lette og turen sydpå kunne begynde. Og frem til Porto kom vi uden yderligere problemer, hvorefter vi tog metroen til vores hotel i bydelen Lapa, Hotel Cristal Porto, blev indkvarteret og kunne gå et smut ud og kigge på byen – og bla. få lidt frokost.
Byturen bragte os først forbi den lokale kirke, Igreja de Nossa Senhora da Lapa, bare få hundrede meter fra vores hotel. Kirken, der tilhører Det Ærværdige Broderskab af Vor Frue af Lapa, er bygget over mere end hundrede år fra 1756 til 1863, og den er del af en kompleks, der også rummer en kirkegård, en folkeskole og et hospital. Hjertet af kong Pedro IV af Portugal er begravet i hovedkapellet. Vores besøg i kirken blev ganske kort – der var en underlig muggen lugt inden døre…

Vi gik videre gennem smalle gader med huse af meget vekslende kvalitet og udseende; fra gamle, faldefærdige huse, der ikke stod til at redde – over ældre huse med smukke facader, farverige, bemalede eller beklædt med kakler – over smukt renoverede huse, der var ført tilbage til noget, der kunne være oprindelig stil – til nye klodser af moderne, ucharmerende bygninger, der slet ikke passede ind i billedet.

Efter et stykke tid nåede vi frem til en af byens mere betydende pladser, Praça de Gomes Teixeira, hvor der ligger flere betydningsfulde bygninger, ikke mindst Universitetet (Universidade do Porto), en interessant bygning i art deco-stil, der huser tøjforretningen Armazéns Cunha, og Carmo-kirken (Igreja do Carmo).

Carmo-kirken, der er bygget i Barok/rokoko-stil i perioden fra 1756 til 1768, har en sidefacade mod øst, der er helt speciel, idet den er dækket af en imponerende udsmykning bestående af fliser, der viser scener, der refererer til Karmelbjerget og grundlæggelsen af ​​Karmeliterordenen.

Mens Claudia lige skulle have styr på noget garnindkøb fik jeg kigget på den rolige plads, Praça de Carlos Alberto med den flotte bygning, Palácio do Conde da Trindade, der i dag er lokalhistorisk museum.

Videre gik vi forbi barokkirken Igreja dos Clérigos, hvis 75,6 meter høje klokketårn, Torre dos Clérigos, kan ses fra det meste af byen. Kirken blev bygget af Broderskabet af Clérigos i perioden fra 1732 til 1750 – dog stod det karakteristiske klokketårn, der er blevet et symbol for Porto, først færdigt i 1763.

Slentrende ad små og større, mere befærdede gader fortsatte vi mod Portos højt beliggende katedral, Sé do Porto, der – sammen med det tilhørende kloster – ligger på det højeste punkt i den historiske bydel med en stor udsigtsterrasse, Terreiro da Sé, foran. På denne plads finder man også byens Pelourinho, en stensøjle, hvor kriminelle blev bundet og afstraffet – ofte pisket.
Måske skulle vi lige indskyde, at vi på vejen stødte på flere små, men interessante markeder, hvor folk solgte deres hjemmelavede håndværk – samt små forretninger, bla. Papelaria Modelo i gaden Largo dos Lóios; en forretning, der solgte alt til tegning og maling – og i øvrigt havde en smuk, gammel facade.

Opførelsen af ​​katedralen begyndte i anden halvdel af det tolvte århundrede, men arbejdet med at opføre bygningen fortsatte indtil det 16. århundrede – hvorefter den faktisk fik tilføjelser i både det 18. og det 20. århundrede, og katedralen er derfor en blanding af arkitektoniske stilarter. Selve kirken er overvejende barokstil, selvom dets facade og skib er romansk, og et af kapellerne er gotisk i stil.

Kirken i sig selv brugte vi ikke så megen tid på, idet vi fandt det tilhørende kloster fra det 14. århundrede mere interessant. Man havde adgang til klostret gennem en dør fra kirkerummet, hvorfra man kommer ind i klostergården – der såmænd ligner så mange andre, vi har set. Og dog: Væggene er dekoreret med fliser, azulejos, der skildrer nogle scener fra Højsangen i Biblen. Dekorationerne er udført omkring 1730.

Også på førstesalen er væggene dekoreret med fliser – og også her er det bibelske scener, der skildres.

Fra et hjørne kan man fra førstesalen fortsætte op i et af tårnene, hvorfra man har en fantastisk udsigt over byen, Dourofloden, Ponte Luís I og Vila Nova de Gaia syd for floden med klostret Mosteiro da Serra do Pilar.

Efter at have gennemtravet både katedralen og klostret, vendte vi næsen hjemad mod hotellet, hvor vi undervejs kom forbi São Bento banegården (som vi jo nok skulle have valgt at kaste et blik på indefra – men det gjorde vi ikke) samt Igreja de Santos António dos Congregados, der lå lige ved siden af banegården.

I stedet blev det til et besøg i en lille chokoladeforretning, Arcadia Casa do Chocolate, hvor vi fik en prøvesmagning på portvin med chokolade, hvilket ikke var helt dårligt.
Dagen sluttede med aftensmad på en lille restaurant, Grigio – et sted, der ikke fortjener mange stjerner for hverken maden, betjeningen eller stemningen.
Ellers var det bare tilbage på hotellet, hvor vi kunne afslutte dagen med en lækker drink i baren – serveret af en bartender, der bare gik op i sit job!

Lørdag, d. 5.10.
Efter en god nats søvn i nogle lækre senge kunne vi så stå op til en grå og overskyet himmel og let regn. Det betød dog mindre for os, da vi havde planlagt aktiviteter inden døre for det meste af dagen; vi havde fået billetter til – og skulle besøge – WOW, World of Wine, i Gaia.
Vi startede derfor – efter morgenmaden – med at tage metroen fra den nærliggende station og køre til den første station på den anden side af Douro-floden og stå af med en flot udsigt til Ponte Luís I-broen. Herfra gik vi så ad små veje til WOW – i lettere regnvejr.

World of Wine er et kompleks, der rummer flere ting i det såkaldte Wine Quarter, og som ligger i Vila Nova de Gaia. Det startede med renovering af gamle portvinslagre og -kældre, og det har til formål at formidle historien og følelsen forbundet med vinfremstilling i dens mange former. Der er i alt 7 museer i komplekset, hvor vi havde valgt at besøge Wine Experience, der fortæller om vinens historie gennem tiderne og de forskellige former for vin, der fremstilles. Sidst på turen gennem denne interessante udstilling sluttede vi med en vinsmagning, hvor vi også hørte om de vine, vi smagte på.

Fra Wine Experience gik turen videre til de lagre, der opbevarede (og stadigvæk opbevarer) Taylor’s Port, og her det så var en gennemgang af historien set gennem denne producents briller. Her gik vi – forsynet med audioguide gennem lagre af tønder med portvin, mange af dem flere årtier gamle. Turen mellem tønderne sluttede med portvinssmagning, hvor vi blev præsenteret for – og smagte – tre vidt forskellige portvine fra Taylor’s.

Herefter var det ud i det fri igen – og vi valgte en gåtur langs bredden af Douro på Gaia-siden med det overordnede mål at komme tilbage til centrum af Porto.

Da det var holdt op med at regne, blev der tale om en hyggelig tur – hvis det ikke var fordi, der var horder af turister, guidet af mænd og kvinder med paraplyer i forskellige farver. Bredden af Douro er et hyggeligt og interessant område. Det var her, skibene fra Dourodalen lagde til med deres last af tønder af portvin, der skulle på lager i vinfirmaernes kældre, og langs kajen ligger – som et historisk vidnesbyrd – skibe af den slags, der tidligere sejlede portvinen fra producent til lager. Og på land ligger mange bygninger, der huser portvinsfirmaernes kontorer, lagre og forretninger – alt i alt et spændende sted at bevæge sig rundt.

Vi havde dog fået nok af portvinssmagning og gik i stedet over broen Ponte Luís I – og tilbage til Porto-siden af floden, hvor vi fandt en lille, lokal biks, der kunne servere os lidt spiseligt til frokost, inden vi bevægede os videre vestpå langs Douro og søgte mod byens fantastiske børs-palads, Palácio da Bolsa, der er berømt på grund at udsmykningen inden døre.

Palácio da Bolsa er opført i perioden fra 1842-50 i neoklassisk stil, men udsmykningen af interiøret, der involverede flere forskellige kunstnere, stod først færdigt i 1910. Netop interiøret er storslået med flere interessante rum som Nationernes Gårdhave (Pátio das Nações), og det Arabiske Rum (O Salão Árabe) fremhæves som virkelige perler.
Selv om vi virkelig gerne ville indenfor og se overdådigheden, så stod vi over. Dertil var køen for lang, og vi havde heller ikke købt billetter på forhånd.
I stedet besøgte vi Igreja de São Francisco – franciskanerkirken, der ligger umiddelbart ved siden af Børsen og – fysisk set – støder op til denne. Byggeriet af kirken startede i 1383, og det stod på i 27 år, således at kirken stod færdig i 1410, og da kirken gennem tiderne ikke har undergået nogen væsentlige ændringer, fremstår den i dag som det bedste eksempel på gotisk arkitektur i Porto.

Kirken var i øvrigt opført som en del af et franciskanerkloster, der blev ødelagt i 1833 ved en brand – forårsaget af en skudveksling i en borgerkrig, hvor Porto var under belejring. Efter branden blev klostret revet helt ned og brandtomten blev anvendt til bygningen af Børsen, Palácio da Bolsa.
Fra kirken gik vi via parken Praça do Infante D. Henrique, der ligger med Palácio da Bolsa og Igreja de São Francisco mod vest og den historiske markedshal Mercado Ferreira Borges fra 1885 mod nord.

Og videre gik det tilbage til Praça de Gomes Teixeira, hvor vi – rundt om hjørnet – havde booket et besøg i boghandlen Livraria Lello & Irmão, hvor man træder ind i en forretning, der i indretningen nærmere ligner en stue med reoler på alle væggene – fra gulv til loft. Forretning, der er indviet i 1906, omtales ofte som verdens smukkeste boghandel, og ved indvielsen var der et stort opbud af forfattere og kulturpersonligheder til stede.

I følge vedvarende og hårdnakkede rygter har interiøret i boghandlen givet inspiration til J.K. Rowlings beskrivelse af troldmandsskolen Hogwarts i Harry Potter bøgerne – selv om forfatteren nægter at have sat sine ben i boghandlen i den tid, hun boede i Porto!

Fra boghandlen gik turen tilbage til hotellet – med et lille stop for aftensmad på en lokal café, Novo Oporto, hvor maden var ok, men så heller ikke mere…

Søndag, d. 6.10.
Igen i dag kunne vi stå op til let regnvejr, hvilket betød mindre, da vi i dag skulle på heldagstur op langs Douro-floden til portvinens hjemland, og allerede kl. 7:40 sad vi klar i en bus, der skulle føre os ud af byen østpå til nogle af de historiske steder langs floden.
Turen startede med en bustur på godt en time i styrtende regnvejr til den historiske by Amarante, der ligger ca 60 km inde i Dourodalen. Her gjorde vi stop for en kop kaffe ved bredden af Támega, der er en biflod til Douro – men med mindre end en halv times pause, var det begrænset, hvor meget af byen, der blev tid til at se her i regnvejret. På den anden side var det så heldigt, at vi havde parkeret lige der, hvor de mest betydningsfulde bygninger var at se.
Vi vandrede i samlet flok til Ponte de São Gonçalo, en bro over Támega.

Allerede i romertiden lå der en bro på dette sted, der var et vigtigt sted på Via Romana – romernes vej nordpå til Braga, men broen forfaldt, inden den blev genopbygget omkring år 1250 af dominikanerpræsten Gonçalo de Amarante. Denne bro brød i 1763 sammen på grund af kraftige oversvømmelser af floden, og først i 1791 stod en ny bro – den nuværende – færdig.
I forbindelse med den anden franske invasion af Portugal i 1809 var broen i 14 dage centrum for ‘forsvaret af Ponte de Amarante’ mod Napoleons tropper, der måtte trække sig tilbage uden at kunne erobre broen og komme over floden Támega.
På den modsatte side af floden ligger kirkerne Igreja de São Gonçalo og Igreja de São Domingos ved siden af hinanden.

Fortællingen om Igreja de São Gonçalo går tilbage til begyndelsen af det 13. århundrede, hvor det siges, at en primitiv kirke blev bygget af Gonçalo de Amarante, men først i 1540 besluttede den daværende portugisiske konge, João den tredje, at bygge en ny dominikansk kirke samt et kloster på stedet. Arbejdet begyndte i 1543, men varede indtil det 18. århundrede.

Vi vovede os ikke indenfor i kirken, da der netop var højmesse, mens vi var der, så vi fik ikke lejlighed til at se det, de fleste besøgende kom for, nemlig Gonçalo de Amarantes grav på højre side af altret.
I stedet valgte vi at gå over broen igen, forbi det gamle porthus, der i dag er café, Confeitaria da Ponte, og ned ad den brostensbelagte Rua 31 de Janeiro til en anden café, hvor det blev til en kaffe ‘to go’.

Og på turen gennem gaden – i let regnvejr – faldt vi hos en bager, Moinho, også over et unikt bagværk her fra egnen, ‘bolos de São Gonçalo’, der er penis-formede kager, der ofte er fyldt med sød fløde. Kagerne købes af mændene og gives til kvinderne som et tegn på hengivenhed og held og lykke for fremtiden.

Ellers var vores korte pause ved at være ovre, så vi søgte tilbage til bussens varme og ly for regnen, hvorefter turen gik videre til Pinhão, der går for at være epicentret for portvinsdyrkning. Det var dog ikke så meget selve byen, der var målet for vores besøg, der startede med en halv times bådtur op ad Douro, hvor vi – trods regnvejret – kunne nyde synet af vinmarker på begge sider af floden, vinstokke så langt øjnene rakte… På den ene side et ikke så flatterende eksempel på monokultur, og på den anden side et flot syn.

Efter bådturen blev vi kørt til Quinta da Roêda, House of Croft Port. Dette er en af de ældste vingårde i Dourodalen, og firmaet har i dag marker med flere hundrede år gamle vinstokke.
Vores besøg startede med en guidet tur gennem både marker og produktion, og vi fik et godt indblik i forskellige de portvinssorter – fortalt på en inspirerende vis af guiden.

Herefter stod der vinsmagning på programmet, og her måtte vi kæmpe os gennem en seance, hvor der stod tre forskellige vine på menuen, hvor især Vintage-vinen var så lækker, at vi prentede os navnet, og ville se, om vi kunne skaffe den ved en senere lejlighed.
Fra Quinta da Roêda kørte vi til et udsigtspunkt, São Leonardo de Galafura, beliggende højt hævet over floden (640 meter), og som er et af de smukkeste udsigtspunkter ud over Dourodalen, påstås det. Det fik vi bare ikke meget ud af på grund af tåge og regn!
På stedet ligger i øvrigt et lille kapel, der har en betydning for lokalbefolkningen.

I stedet for at bruge tiden på at nyde udsigten kørte vi til den nærved liggende restaurant, São Leonardo, hvor vi – i læ for regnen – kunne nyde frokosten, inden turen gik tilbage til Porto.
Ved metrostationen Batalho kunne vi sige farvel til resten af selskabet, og ved kirken Igreja Paroquial de Santo Ildefonso, en kirke fra 1739, blev vi samlet op af vores Uber og kørt til hotellet.

Mens vi ventede på bilen, kunne vi nyde nogle forretninger med skønne facader i Jugendstil, købmandsbutikken Sabores de Portugal og boghandlen Livraria LeYa na Latina.

Da det var sidste aften i Porto (og da det stadigvæk regnede), blev vi på hotellet og spiste, hvilket skulle vise sig at være en dårlig beslutning; betjeningen var flabet og langsommelig, og jeg måtte lade mit sålelæder af en steak gå tilbage, da jeg ikke kunne skære ‘kødet’ over.
Vores drinks i baren efterfølgende kunne vi ikke klage over.

Mandag, d. 7.10.
Dagen startede med, at vi tjekkede ud fra hotellet for at tage toget midt på formiddagen til Lissabon, en togtur der skulle tage godt tre timer. Det skulle nok blive hyggeligt, og man kan vel godt være lidt klimabevidst.
Desværre var der tekniske problemer med toget, der derfor allerede fra Porto var en time forsinket, så vi var først fremme i ved hotellet i Lissabon, Turim Restauradores Hotel – efter en togtur på mere end 6 timer, og det var derfor begrænset, hvor lang tid vi havde til sightseeing i byen.
Vi gik derfor bare en kortere tur i Lissabons gamle bydel, Baixa, der lå lige uden for døren, og det førte os forbi det nedre stoppested for sporvognen Glória-kabelbanen, der transporterer mange turister den korte tur – med bare ét stoppested – til Bairro Alto, hvorfra der er en flot udsigt over Lissabons centrum.

Her tog vi dog ikke op, men gik i stedet mod den store, centrale plads, Praça de D. Pedro IV, med både fontæner og en statue af Dom Pedro den fjerde. Denne plads var i øvrigt hippodrom i den romerske periode.
Ved den nordlige ende af pladsen ligger Nationalteatret, der for tiden er afskærmet for offentligheden på grund af restaurering af bygningen, og i den anden ende af pladsen passerede vi caféen Nicola, der i 1787 blev grundlagt af italieneren Nicola Breteiro, der skabte en café for Lissabons forfattere, kunstnere og politikere. Bygningen, hvori caféen ligger, var i 1800-tallet hovedkvarteret for Napoleons besættelsestropper.

Vi fortsatte – lidt småsultne – vores vandring i Baixa-kvarteret, på den ene side på jagt efter et egnet spisested, og på den anden side for at indsnuse indtryk fra gadernes liv.
Dette førte os forbi Elevador de Santa Justa, der ligger i Rua de Santa Justa, og den forbinder de lavere gader i Baixa-kvarteret med det højereliggende kvarter ved Largo do Carmo. Elevatoren blev indviet af kong Carlos i 1901, men først året efter kom elevatoren i drift.

Næste punkt på turen rundt i centrum blev så frokost – eller måske rettere tidlig aftensmad – på en lille restaurant i en af de små gader. Ikke noget epokegørende måltid, men sulten blev da stillet. Turen gik så videre forbi små forretninger med facader i art nouveau stil til Praça do Comércio, der ofte omtales som byens hjerte.

Midt på denne kæmpestore plads er der en bronzestatue af Dom José I højt til hest – skuende ud over havet, der i virkeligheden er Tajo-floden, og rundt om pladsen er en række imponerende bygninger, der forbindes med det portugisiske kongedømme og i øvrigt i dag rummer flere statslige departementer og museer.
Nord for pladsen ses den statelige og smukke byport, Arco da Rua Augusta, der fører ind til den pulserende by bagved.

Syd for pladsen er Cais de Colunas, hvis marmortrappe tidligere var den adelige indgang til byen, og hvor statsoverhoveder og andre fremtrædende personer er ankommet. Molen blev opkaldt efter de to søjler, der kan ses på siden af ​​hovedtrappen. Disse søjler var en del af byens genopbygningsplan, efter at jordskælvet i 1755 næsten ødelagde den, og de to søjler er kopier af dem, der menes at have været i Salomons tempel. De er repræsentative for visdom og hengivenhed.

Fra Praça do Comércio gik vi op ad byens hovedgade, Rua Augusta, hvor vi indlagde et par stop. Dels for at smage de kendte Pastéis de Nata hos Manteigaria, hvor man i forretningen kan følge fremstillingen af kagerne, dels for at besøge portvinsforretningen Casa Macário, hvor man, når man træder ind ad døren, føler sig sat mange år tilbage i tiden. Her kan man købe mere end 100 år gammel portvin – og betjeningen er næsten lige så gammel.

Mens mørket så småt var ved at sænke sig over byen, stoppede vi op ved den lille bar, A Ginjinha i hjørnet af Praça de D. Pedro IV, hvor vi nød den eneste vare, der kan købes i baren, Ginja – en sød kirsebærlikør, der stammer fra Lissabon. Ginja, der består af aguardente (en stærk alkohol) tilsat surkirsebær og kanel samt store mængder sukker, er opfundet af den galiciske munk Francisco Espinheira, men først i 1840 begyndte man at kunne købe drikken – i netop denne bar.

Da det var ved at være helt mørkt, søgte vi tilbage til hotellet for en god nats søvn, inden vi skulle tidligt op i morgen og nå flyet til Praia på Kap Verde.

Tirsdag, d. 8.10.
I dag var vi tidligt oppe og af sted til lufthavnen, hvorfra vi skulle med morgenflyet til Praia. Men for tredje gang ud af tre mulige på denne tur oplevede vi, at vores afgang skulle blive forsinket, og denne gang skete det uden nogen form for info. Men af sted kom vi, og så landede vi ellers med et par timers forsinkelse i Nelson Mandela International lufthavn lidt uden for hovedstaden Praia. Og straks oplevede vi den venlighed, der er typisk her: folk ville så gerne hjælpe med at bære vores kufferter, veksle penge, skaffe taxa, køre os til vores hotel osv. – mod betaling, forstås!
Vi tog mod et af tilbuddene om transport til vores hotel, Hotel Santa Maria, der ligger midt på hovedgaden Rua 5 de Julho i centrum af Praia og i bydelen Plateau. I øvrigt var det det samme hotel, som Lars Poulsen og jeg boede på for to år siden.

Vi startede med at pakke ud og indrette os på vores værelse, inden vi satte os ud på gaden foran hotellet i godt 30 graders varme og sol fra en skyfri himmel for at nyde en kold øl og betragte livet, der gled forbi lige foran os. Herefter vandrede vi en tur ad hovedgaden, Rua 5 de Julho, hvor biler var forment adgang, mod sydvest til den grønne park, Praça Alexandre Albuquerque med udsigt til Câmara Municipal da Praia (rådhuset).

Op til parken ligger også Igreja Nossa Senhora da Graca (byens kirke) og Palácio da Justiça (justitspaladset).

Ud over at nyde roen i parken benyttede vi lejligheden til at kikke inden for i kirken, der er bygget og indviet i 1902, og egentlig ikke noget at skrive hjem om. Kirken er simpelt indrettet og i modsætning til så mange andre (tidligere) portugisiske kirker er den uden den store udsmykning.

Videre gik det herefter til Quartel Jaime Mota (militærets hovedkvarter), Palácio Presidencial (præsidentpaladset) og Estátua de Diogo Gomes (udsigtspunkt med statue af Diogo Gomes).

Ellers gik tiden bare med, at vi vænnede os til varmen – godt forsynet med kolde drikke, indtil vi søgte mod restauranten 5tal da Música (Quintal da Música), der er en restaurant, hvor der er traditionel kapverdisk livemusik på tapetet hver aften. Her nød vi en rigtig lækker aftensmad, mens vi blev underholdt af gruppen Delta Ramantxadas, der sang og underholdt med deres musik fra et repertoire af lokale numre.

Onsdag, d. 9.10.
Efter en nat med kondensvand dryppende ned i vores tøj fra en defekt aircondition startede dagen med, at vi fik tildelt et andet værelse, før vi vandrede ud i byen igen.
Dagens første opgave var, at vi gennem et lokalt turbureau, Girassol Tours, fik booket en halvdagstur for i morgen til Kap Verdes gamle hovedstad, Cidade Velha – eller Ribeira Grande, som den hed dengang.
Og så steg vi ellers ned fra bydelen Plateau til en park, Parque 5 de Julho, der ud over at være et rekreativt område også husede børnehave, amfiteater, miljøkontor samt et større område, mere eller mindre overdækket, med markedsboder, hvor man kunne købe alt, hvad hjertet begærede.

For os var området måske mest interessant, fordi vi her kunne betragte flere træer med kolonier af ynglende kohejrer (Bubulcus ibis). Træerne led meget under fuglenes tilstedeværelse, og de så mest af alt ud som de træer, der er besat af skarvene på Alrø.

Vores tur førte os også forbi charmerende street-art, lige som vi dvælede lidt ved et kunstfærdigt tårn, der var del af en nedlagt bygning – og som det ikke lykkedes os at identificere nærmere. Ingen af dem, vi snakkede med, kunne forklare os, hvad det var – nok mest fordi de ikke forstod en dyt af, hvad vi sagde til dem på engelsk.

Fra parken vandrede vi – i lavlandet – mod fodboldstadion og stranden Praia de Gamboa, hvor fiskerbådene lå trukket på land, mens børn (drenge) tumlede sig i vandet.

Herefter gik det op ad bakken og tilbage til vores egen bydel, Plateau, ad kunstfærdigt farvede trapper, hvor vi allerede på lang afstand kunne se det store skilt “Praia” på bjergsiden op mod Plateau. Det sidste stykke lange vejen kunne vi så endvidere betragte en nyere reklame for landets kendte musikere og komponister…

Tilbage i parken, Praça Alexandre Albuquerque, slog vi os ned i skyggen og nød noget koldt til ganen; 32 grader i skyggen og fuld sol var trods alt lige på grænsen af, hvad vi syntes var en behagelig temperatur. Og alligevel arbejdede folk omkring os. skopudsere, gadesælgere og kunstnere.

Efter dette lille break vandrede vi stille og roligt tilbage til hotellet – ad de små veje langs den østlige side af Plateau, hvor flere kunstnere gennem årene har udsmykket murene med flere imponerende værker…

Herefter tilbragte vi de varmeste timer midt på dagen hjemme på hotellet, inden vi sidst på eftermiddagen tog endnu en tur rundt i kvarteret i det sydvestlige hjørne af Plateau.
Her ligger bla. Fundação Amílcar Cabral, et museum, der skildrer guerillalederen Amílcar Cabrals liv og levned. Cabral, der var en af de førende i oprøret mod den portugisiske kolonimagt i Guinea-Bissau og Kap Verde i perioden fra 1956 til han blev skudt og dræbt i 1973. Netop i dagene før vi ankom til Praia fejrede man her i landet 100-året for Cabrals fødsel, 12. september 1924.

En anden bygning i området er militærkasernen Quartel Jaime Mota, der er bygget mellem 1823 og 1826, men ombygget og moderniseret flere gange siden da. I 2012 blev det besluttet, at bygningen skal restaureres, og at den bla. skal rumme militærmuseum og kontorer under forsvarsministeriet. Denne restaurering er endnu ikke gået i gang.

Lige ved siden af kasernen ligger præsidentens embedsbolig, Palácio Presidencial, og foran ‘paladset’ står Estátua de Diogo Gomes – statuen af Diogo Gomes – og skuer ud over havet. Diogo Gomes var opdagelsesrejsende under Henrik Søfareren, og han sejlede som den første op ad Gambiafloden og opdagede nogle af de kapverdiske øer, herunder Santiago, i 1462.

Efter denne historiske tur rundt i den sydlige del af Plateau, stod den på en skøn aftensmad på en lokal restaurant, Kaza Katxupa, der lå på hovedgaden – bare 50 meter fra vores hotel.

Torsdag, d. 10.10.
Efter morgenmaden var det turen til Ribeira Grande, der var på programmet, og vi blev derfor afhentet af vores chauffør og guide, Daniel, der i øvrigt også kørte rundt med Lars og jeg, da han og jeg besøgte Kap Verde for to år siden. Og som dengang gik turen først til Fortaleza Real de São Filipe, hvor vi fik en tur rundt med en lokal guide, der i øvrigt kunne fortælle os en del om Kap Verdes og især øen Santiagos historie. Og så skadede det jo ikke, at han var interessant at høre på.

Men først viste han os udsigten ned over dalen, hvor Ribeira Grande ligger i ly mellem bjergene omkring, og her oppefra kunne vi se både den gamle kirke, Igreja Nossa Senhora do Rosário, og det lidt yngre Convento de São Francisco.

Fortaleza Real de São Filipe ligger på en klippe, hævet 120 meter over byen og havet, og det var det første fæstningsværk på Kap Verde. Fortet var det vigtigste i et system af 8 befæstninger, der var anlagt omkring byen, og det er det eneste, der står velbevaret (og restaureret) tilbage.
I 1578 og igen i 1585 angreb den engelske kaper Francis Drake Ribeira Grande, og derfor besluttede portugiserne at opføre fortet, der stod færdigt i 1593. Det forhindrede dog ikke  franske kapere under kommando af Jacques Cassard at erobre Ribeira Grande i 1712, hvorefter byen blev plyndret og satte den i brand af franskmændene.

Byen (Ribeira Grande) blev genopbygget i anden halvdel af det 18. århundrede og fik det udseende, den har i dag.
Fortet, der blev bygget af sten, der var importeret fra Portugal, havde 2 femkantede bastioner med vagthuse mod det indre af øen, mens det mod nord og syd var afgrænset af stejle klipper. Der var adgang til fortet gennem to døre, og inde i fortet er der en velbevaret cisterne samt rester af guvernørens hus, et krudtmagasin og pakhuse.

Fra fortet fortsatte vi ned i byen, hvor vi stoppede kort ved ruinerne af Sé Catedral, der er den eneste katedral, der er bygget i Kap Verde. Konstruktionen af katedralen, der skulle være ca. 60 meter lang og have metertykke mure, startede i 1556, men arbejdet blev indstillet – uvist af hvilken grund – i en periode på 130 år, og den blev først bygget helt færdig i 1693. Allerede få år efter – i 1712 – blev katedralen sammen med resten af byen udplyndret og ødelagt af de franske kapere, og herefter forfaldt den, stærkt beskadiget. Man har lavet udgravninger på kirketomten og fundet gravstene og graven efter den første biskop på Kap Verde, António Rosé Xavier – men ellers er ruinen i dag bare en yndet legeplads for byens børn.

Efter dette korte stop gik turen videre til byens centrum, hvor vi parkerede ved rådhuset i byen, der har været på UNESCOs Verdensarvliste siden 2009. Herfra gik vi først til et af de vigtigste historiske monumenter fra slavetiden, Pelourinho – en hvid marmorsøjle i sengotisk stil, der står ved byens hovedtorv.
Det var ved denne pelourinho, der blev opført i 1512 eller 1520 og dermed var et af Kap Verdes ældste monumenter, at oprørske slaver blev straffet offentligt. Man kan ikke helt undgå at blive følelsesmæssigt berørt på dette sted!

Fra torvet gik vi ad den ikoniske gade, Rua Banana, der er den ældste gade anlagt af portugiserne uden for Europa. Langs gaden, der er anlagt i 1500-tallet, ligger en gruppe simple etplanshuse bygget på samme tid af sten og kalk, med en dør og to vinduer og et stråtag.

Vi gik gennem gaden og mærkede historiens vingesus på vores vej til Igreja Nossa Senhora do Rosário, byens ældste kirke, der er opført på samme tid som Rua Banana.

Kirken, der er den ældste dokumenterede kirke i troperne, blev oprindelig opført som et kapel i 1495, men den blev kort efter udvidet til den størrelse, man i dag ser – om end kirken senere er kraftigt restaureret. På grund af kirkens alder har der været stor interesse for at gennemføre arkæologiske undersøgelser i og omkring kirken, og det betød, at man i 2007 fandt et hidtil ukendt kapel nord for kirken, og at man under kirkegulvet har fundet grave fra mere end 1000 mennesker.

Fra kirken gik vi ned i det tørlagte flodleje, der nu om dage mere tjener som en vej – bla. til et hotel ‘længere oppe ad floden’.
Men nu brugte vi flodlejet som en vej til en mindre sti, der førte  gennem områder med mango og sukkerrør til de sølle ruiner af Igreja Nossa Senhora da Conceição, der er bygget mellem 1466 og 1470 – formodentlig som den første kirke for de første bosættere i Ribeira Grande.

Kirken er den første kirke på Kap Verde, der er bygget af sten og kalk.
Efter en kort pause her fortsatte vi nogle få hundrede meter mellem sukkerrør til Convento de São Francisco, der er bygget omkring 1640 af franciskanermunke. Konventet bestod oprindelig af den kirke, der ses på stedet i dag (renoveret 2006) samt et bagved liggende kloster, hvor kun få ruiner er synlige. I øvrigt anvendes kirken, der er meget spartansk indrettet, stadigvæk til visse kirkelige handlinger.

På vores tur til Ribeira Grandes religiøse bygninger og ruiner kunne vi flere steder se eksemplarer af gråhovedet isfugl (Halcyon leucocephala), der i øvrigt er meget almindelig på Kap Verde – især på Santiago.

Efter vandreturen i flodlejet slog vi os ned i skyggen i en strandbar, hvor vi kunne få noget koldt at drikke og hvorfra vi kunne betragte livet på stranden, hvor fiskerbådene lå trukket på land, hvor fiskerkonerne ordnede dagens fangst og hvor drengene legede i vandkanten.

Herefter gik det tilbage til Paria, hvor vi bare brugte resten af dagen til at slappe af i varmen og så ellers fordøje de mange indtryk, vi havde fået på turen.
Aftensmaden blev igen indtaget på 5tal da Música – dog stod den her til aften ikke lige på den slags musik, vi ellers forbandt med Kap Verde. Men maden og vinen, der kom fra naboøen Fogo, fejlede nu ikke noget!

Fredag, d. 11.10.
Efter morgenmaden stod vores chauffør og guide fra i går, Daniel, igen klar til at vise os noget af øen Santiago, men det blev så alligevel ikke helt den tur, vi havde håbet på. Vi havde bestilt en rundtur på øen, og det fik vi også – men med en del modifikationer.
I løbet af natten havde der været et kraftigt omslag i vejret, idet temperaturen var faldet ca. 10 grader, og det var begyndt at regne – endda ret så kraftigt. Det betød jo ikke så meget, når vi sad i en god bil, men det ødelagde udsigterne over de ellers flotte bjerglandskaber med regn og regntunge skyer hængende over bjerge og dale, og når vi skulle ud af bilen, var det for den første del af dagens vedkommende i silende regn.

Ved landsbyen São Jorge drejede vi fra hovedvejen og kørte ad noget, man vanskeligt kunne betragte som veje, til vores første regulære stop, landets botaniske have. Haven, der er anlagt i 1962 og hører under universitetet i Kap Verde, har en stor samling af endemiske og hjemmehørende planter fra Kap Verde, men haven virker rodet, og mange planter mangler navneskilte og anden beskrivelse. Under besøget, hvor det regnede hele tiden, fik vi ikke det store positive indtryk af den unikke samling, der skulle være tale om, idet der ikke var nogen plan over haven, ligesom det ikke var muligt at få en guide til at vise os rundt.

Fra den botaniske have fortsatte vores tur tilbage til hovedvejen og videre til byen Picos med udsigt til en meget specielle klippe, som det ikke var muligt for os at finde nogen information om – endsige navnet på. Klippen betragtede vi fra to sider, hhv. fra øst og fra syd, hvilket gav os to meget forskellige indtryk på nethinden.

Videre gik turen til Assomada, hvor vi – stadigvæk i silende regn – besøgte markedet, som i øvrigt ikke var særlig godt besøgt. Måske fordi det regnede – eller fordi folk sparede op til den store markedsdag, der her i byen er om lørdagen.

Et enkelt stop gjorde vi endvidere ved Praça Gustavo Monteiro, en plads, hvor der står et kunstigt træ, hvor bladene er solceller!

Vores tur gik videre ned fra bjergene og nordpå mod Chão Bom, og i takt med, at vi kørte væk fra bjergene og mod kysten, holdt regnen op, og da vi kom til vores næste stop, Museu do Campo de Concentração, var det blevet tørvejr, så vi kunne gå tørskoet rundt i denne, tidligere koncentrationslejr.

Selve lejren, Campo de Concentração, blev etableret i 1936 med det formål at udslette portugisiske og afrikanske modstandere af Salazars diktatur ved at isolere dem fra resten af ​​verden under umenneskelige forhold med fangenskab, mishandling og usunde forhold. Placeringen var valgt strategisk, bla. fordi den havde et usundt klima med kun lidt drikkevand, men mange myg i regntiden, hvorved sygdomme lettere kunne opstå.

Lejren fungerede i 2 faser. Første fase var fra 1936-54, hvor lejren modtog portugisiske modstandere af regimet, mens den anden fase, der åbnede 14. april 1961, var målrettet tilbageholdte militante fra de nationale befrielseskrige i Angola, Guinea-Bissau og Kap Verde.
Efter revolutionen den 25. april 1974 blev lejren lukket, og den blev i 2009 omdannet til Modstandsmuseet, som det så i øvrigt stadigvæk fungerer som.

Til lejren hørte et hospital, eller måske rettere en lægeklinik, der var placeret i et ganske lille, enkeltstående hus i en lysere farve end resten af lejrens karakteristiske gule bygninger.

Det var forbundet med en vis ærefrygt at gå omkring i området og lytte til de historier, murene kunne fortælle. Specielt at vandre gennem de store sovesale, vaskerum, køkkenet, bad og toiletter, der var placeret rundt omkring på lejrens område.

En enkelt af straffecellerne, blandt fangerne kaldet ‘Brydegryderne’ og ‘Holandinha’, som var ansvarlig for mere end 30 fangers død, var til skræk og advarsel placeret inde i en af bygningerne, så man kunne få indtryk af, hvor lidt plads en isoleret straffefange havde. I den tid, hvor lejren var i funktion, var sådanne celler placeret udenfor i fuld sol!.

Efter besøget i koncentrationslejren kørte vi de få kilometer ind til Tarrafal, hvor vi først vandrede lidt rundt i havneområdet, før vi fandt et spisested, hvor menuen stod på kylling, hvilket vi efterhånden havde fået nogle gange her på øen.

Her oplevede vi også det liv, det medfører, når en fiskerbåd lægger til ved kajen med friskfanget fisk – lige som vi kunne betragte flere flotte malerier (street-art) på havnemolen samt bygninger i nærheden af havnen.

Efter en god lang pause kørte vi mod øst ad brostensbelagte veje, og vores næste stop var fiskerbyen Calheta de São Miguel – og igen var det fiskerbåde på stranden, der prægede stranden og havnen.

Og sidste stop – hvor det igen var begyndt at regne – var ved havnen i Pedra Bajero, hvor vi så fiskerbåde – denne gang ikke på stranden, men ude på vandet – lidt fra den stejle klippekyst. Men hvorom alt var, så kunne det give nogle gode billeder!

Ellers gik det bare tilbage til hotellet i Praia, hvor vi fik lidt aftensmad og krøb under dynerne – og så i øvrigt håbede på lidt bedre vejr i morgen…

Lørdag, d. 12.10.
Dagen startede naturligvis med morgenmad, hvorefter vi ‘steg ned’ fra Plateau og slentrede ud til byens fyrtårn, Farol Dona Maria Pia, der i øvrigt er på Top-10 over seværdigheder, man bør se i Praia. På vejen så vi flere blomstrende eksemplarer af dragefrugt (Hylocereus undatus) – en imponerende kaktus, der et sted var ved at kravle over et højt hegn.

Ellers brugte vi lidt tid ude på den halvø, Ponta Temerosa, hvor fyrtårnet var placeret på Santiagos sydligste punkt, omgivet af stejle, rå klippeformationer, der engang var dannet af lava. Tårnet, der er 21 meter højt, er bygget i 1881 og blev opkaldt efter den datidige dronning, Maria Pia af Savoyen. Da tårnet var ved at blive renoveret indvendig, valgte vi at nøjes med at betragte det udefra.

Ved klipperne nedenfor fyrtårnet voksede en mærkelig plante med navnet Sodomas æbler (Calotropis procera), hvis grønne frugter indeholder en giftig mælkeagtig saft, der bliver til et latexlignende stof, som er modstandsdygtigt over for sæbe.

Efter besøget ved fyrtårnet vandrede vi langs kysten tilbage mod Plateau, idet vi dog tog os en længere drikkepause under en parasol på en af byens badestrande, Prainha.

På turen mod centrum passerede vi EUs repræsentation på Kap Verde, og på en eng traf vi en flok kohejrer (Bubulcus ibis).

Efter en let frokost på Café Sofia lige ved vores hotel slappede vi lidt af, inden vi sidst på eftermiddagen vandrede ud i byens gader, hvor der var musikalsk underholdning – læs livemusik – flere steder. Lige bag hotellet var der opstillet en større scene, hvor der i løbet af aftenen var kulturindslag fra hele øen; taler, dans, musik og sang til langt ud på aftenen. Det hele var gratis, om mennesker stimlede sammen og sang og dansede med på de forskellige numre, som tydeligs alle kendte. Alt i alt en hyggelig og festlig aften.

Søndag, d. 13.10.
Efter på en livlig lørdag aften følger en yderst rolig søndag. Vi er jo i et katolsk land, og derfor er der ingen, absolut ingen, der arbejder om søndagen. Forretningerne er lukkede, det ellers så pulserende marked er lukket helt ned og gadesælgerne er væk fra gader og pladser. Og kun fra byens kirke lyder der sang og glæde – kunne vi konstatere, da vi vandrede forbi kirken, mens der var gudstjeneste.

Ellers oplevede vi tomme gader, hvor vi kom frem, da vi vandrede rundt på Plateau i nærheden af vores hotel. Derfor søgte vi ned i området vest for plateauet og vandrede her ned mod vandet, og her var det så en helt anden verden, der mødte os. Folk boede på gaden – i bedst fald under presenninger og blikplader eller de boede i huse, der ikke var færdigbyggede, og det var ikke just helt betryggende at vandre rundt her. Det var heller ikke Guds bedste børn, der gik rundt her – de var jo sikkert i kirken!

Vi dvælede ikke ved miljøet her, men skyndte os videre til stranden og videre rundt om plateauet, inden vi igen vandrede op til byens centrum, hvor vi slog os ned og hvilede os uden for byens gymnasium i den lille park, Praça Domingos Ramos.

Her kunne vi betragte nogle af byens flotte gavlmalerier, der var malet på husgavlene rundt omkring pladsen. Smukke kunstværker…

Herefter gik vi endnu engang hen til parken Praça Alexandre Albuquerque, hvor det igen blev til en tår over tørsten på en lille café, der – i modsætning til så mange andre steder i byen – havde valgt at holde åbent på denne højhellige søndag.

Efter et lille ophold i parken faldt jeg over et maleri på en mur, hvor man kunne se, at selv her i Kap Verde bekymrer man sig om klimaet.

Ellers var det bare tilbage og hvile kroppen – der skete jo ingenting, absolut ingenting i byen, og selv de fleste restauranter og caféer var lukkede.
Lidt aftensmad – den sidste her i Praia – blev det dog til på restaurant Avis, lige ved siden af vores hotel, inden vi kunne slappe af på værelset og så småt begynde at pakke vores sager, inden afrejsen fra Kap Verde i morgen middag.

Mandag, d. 14.10.
Efter at vi havde tjekket ud fra hotellet blev vi kørt til lufthavnen, hvor der ventede et par timer i en særdeles sparsomt indrettet afgangshal, inden turen gik tilbage til Lissabon, hvor vi rykkede ind på vores hotel for en enkelt nat, Flores Guest House, i bydelen São Bento.
Da det efterhånden var blevet sent, blev det bare til lidt aftensmad på en af de lokale restauranter, Bistro Edelweiss, inden vi gik tilbage til vores hotel for at få styr på de sidste dage af ferien: fly over London til Hannover, hvor den stod på lidt familiebesøg – troede vi…
Da vi hvilede ud efter rejsedagen, opdagede vi, at jeg havde bestilt flyet til engang i november – og ikke til i morgen middag. Panik, panik!
Enden af det hele blev, at jeg var nødsaget til at booke nyt fly direkte til København, således at familiebesøget røg i vasken – så det var på flere måder dyre lærepenge.

Tirsdag, d. 15.10.
Efter en – trods alt – god nats søvn fik vi pakket vores kufferter og gik derefter ud for at få lidt morgenmad i nabolaget på noget så hjemligt klingende som Copenhagen Coffee. 
Det blev også til en lille gåtur gennem de små gader i kvarteret, inden vi tog til lufthavnen lidt før middag. Og så gik det ellers slaw-i-slaw: Fly til København og et bumle-IC4-tog til Aarhus, hvor vi ankom ved halv tre tiden og kunne se tilbage på en – trods alt – god tur.