Mexico/Guatemala, 4.7.-24.7.24

I efteråret ’23 luftede jeg herhjemme ideen om en rundrejse til Mexico – måske inklusiv Guatemala, men det var Claudia ikke udelt begejstret for. ‘Man’ hørte jo så meget om kriminalitet og mord i Mexico – så det var det vel ikke nødvendigt at udsætte sig selv for?
Imidlertid kunne vi på nettet læse, at et par gamle rejsekammerater tog på netop denne rundrejse til de to lande i januar måned i år – og at de kunne berette om en fantastisk tur til et spændende historisk, kulturelt og naturskønt område.
Derfor vovede vi at bestille rejsen her i Claudias sommerferie, mens vi dog til stadighed holdt øje med situationen i ikke mindst Mexico. Her skete der ikke meget nyt – ud over at landets befolkning valgte en ny præsident, og for første gang en kvinde.
Vores rundrejse i Mexico og Guatemala blev arrangeret af Kamino Tours, og de skal have stor ros for løsningen af denne opgave; alt klappede, alle aftaler blev holdt, og da vi havde brug for hjælp med nogle rejsepapirer, klarede de opgaven på bedste vis. Stor ros herfra til dem!

Torsdag, d. 4.7.
Tidlig afrejse fra Billund, og vi var så heldige, at Silas kørte over Billund på vej til arbejde, så vi skulle ikke tænke i offentlig trafik. Fly til Paris og et par timers ventetid, inden vi kunne sætte os i flyet til Mexico City, hvor vi landede 19:40 lokaltid. Her blev vi samlet op og kørt til vores hotel, Best Western Hotel Majestic, lige ved byens store torv, Zócalo, også kaldet Plaza de la Constitución. Og da vi havde indtaget vores værelse, kunne vi konstatere, at vi boede med udsigt til byens meget imponerende katedral, der var flot oplyst i aftenmørket.

Fredag, d. 5.7.
Efter morgenmaden – på hotellets 7. etage med udsigt over hele Zócalo – blev vi afhentet af vores guide, der skulle føre os gennem dagens program med fokus på områdets forhistorie. Og ‘os’ var en lille gruppe på 6 personer, hvor vi var de eneste ikke-spansk-talende, så guiden talte 90% spansk og 10% engelsk. Men hvad? Vi var blevet lovet en engelsktalende guide – men ikke, at han så også talte engelsk!
Første stop på dagens program var Plaza de las Tres Culturas, der har sit navn, fordi bygningerne omkring pladsen repræsenterer tre forskellige kulturer: den oprindelige indianske kultur fra perioden før spanierne kom til Mexico, den spanske kultur fra erobringen af Mexico i 1521 til landets uafhængighed i 1821 samt den moderne mexicanske kultur.
De oprindelige byer her på stedet, Tenochtitlan og søsterbyen Tlatelolco, var placeret ude på en ø i søen Texcoco og formodentlig grundlagt af aztekerne omkring 1325. Byerne blev senere hovedstad i Aztekerriget, men de blev erobret i august 1521 af spanierne og deres allierede, hvorved mindst 40.000 aztekere mistede livet i et sandt blodbad.
Herefter gik Tenochtitlan/Tlatelolco til grunde, og Mexico City blev bygget oven på ruinerne af byerne.
På Plaza de las Tres Culturas besøgte vi først resterne af et antikt, frilagt område med bygninger fra aztekertiden, men kun nogle sørgelige rester af få bygninger og et tempel for regnguden Tláloc står tilbage; området er kendt som Tlatelolco Archaeological Zone. Her får man også fornemmelsen af en stor markedsplads.

Herefter drejede historien over på den spanske epoke – symboliseret ved Colegio de la Santa Cruz de Santiago Tlatelolco, der var bygget af franciskanermunke og var den første institution for videregående uddannelse i Amerika – som forberedelse til universitetet og beregnet til de oprindelige folkeslag. Samtidig var der tilknyttet en kirke til kollegiet. Kollegiet daterer sig tilbage til 1533-36.

Fra Plaza de las Tres Culturas gik turen videre til Basilica of Our Lady of Guadalupe, der er en romersk-katolsk kirke, der er opført på det sted, hvor det siges, at en jomfru i 1531 skulle have åbenbaret sig for en indfødt indianer, Juan Diego, og befalet, at der skulle bygges en kirke. En senere åbenbaring resulterede i, at jomfruens billede på mirakuløs vis blev aftegnet på indersiden af Diegos kappe – et billede, der blev kendt som Jomfruen af Guadelupe.

I dag er hele området omkring den oprindelige basilika er religiøst kompleks, der går under navnet Tepeyacs religiøse kompleks – efter stedet, hvor det er opført.
Vores besøg gjaldt det meste af området, idet vi startede med den Nye Basilika, der blev bygget fra 1974-76, da den gamle og oprindelige basilika var for farlig og ikke kunne rumme de mere end 20 millioner årlige pilgrimme, der kom for at bede og se billedet Jomfruen af Guadelupe.

Op til den store plads, Plaza Mariana, øst for den Nye Basilika, ligger to kirker, Templo Expiatorio a Cristo Rey – den Gamle Basilika, der er bygget mellem 1695 og 1709 – og Parroquia de Santa María de Guadalupe ‘Capuchinas’ – Kapucinertempel og -kloster, bygget mellem 1792 og 1797. Grunden under begge disse to kirker er skrøbelig og ustabil, og da man byggede kapucinerkirken førte det til uoprettelig skade på den Gamle Basilika.

Fra Plaza Mariana gik vi videre (rundt om hjørnet) til Antigua Parroquia de Indios, det Indianske Kapel, der blev bygget i 1649 og i en periode rummede billedet af Jomfruen af Guadelupe. Fra 1531 til sin død i 1548 boede Juan Diego på det sted, hvor kapellet er opført, og hans jordiske rester opbevares ligeledes her. Kapellets navn skyldes, at det oprindelig blev bygget til dyrkelsen af ​​den indianske befolknings tilbedelse af Jomfruen.

Videre gik vores tur forbi Capilla del Pocito, der er bygget mellem 1777 og 1791 over en brønd med vand, der blev betragtet som helbredende – hvilket naturligvis medførte, at et stort antal syge pilgrimme vaskede deres sår og drak af vandet i brønden – ikke en heldig kombination.

Endelig gik turen op ad trapperne til sidste hellige sted, Capilla del Cerrito, bygget oppe på Tepeyac-bakken i 1666. Indenfor ser man her kalkmalerier af kunstneren Fernando Leal, som havde til opgave at fortælle historien om genfærdene, og som fanger mødet mellem kulturer og troens rødder. Kapellet var indviet til ærkeenglen Sankt Michael, som er Jomfruens beskytter.

Afslutningen på mødet med Jomfruen af Guadelupe og de mange bygninger, der på hver deres måde havde noget at gøre med hende, førte os tilbage til indgangen til komplekset, hvor en præst stod og velsignede folket med vand i lårtykke stråler.

Så gik det i bil ud af byen til dagens sidste besøg: Teotihuacán, hvor vi startede med tequila-smagning og frokost, inden vi besøgte det arkæologiske område, der er på UNESCOs Verdensarvliste siden 1987.
Teotihuacán, der ligger ca. 40 km nordøst for Mexico City, var den største by i det præ-columbianske Amerika. Byens oprindelse og originale navn er ukendt, da der ikke er fundet nogen skrifter med byens eget sprog, og man har kun datidige maya-inskriptioner, der beskrev byen. Teotihuacán, der betyder ‘Gudernes Sted’, er et senere aztekisk navn for byen, og i følge en aztekisk legende var det her, guderne mødtes for at planlægge skabelsen af mennesket.
Teotihuacán blev bygget omkring år 300 f.Kr. og havde sin storhedstid fra 300 til 600 e.Kr., hvor den var centrum for en indflydelsesrig kultur i hele Mesoamerika, der var karakteriseret ved trinpyramider, et rituelt boldspil, et talsystem baseret på grundtallet 20, en kalender på 260 dage, hieroglyfiske skriftsystemer, ofringer af mennesker og menneskeblod, et antal fælles guder og tilknyttede ritualer samt forskellige former for landbrug baseret på dyrkning af majs.
Vores tur rundt i Teotihuacán begyndte med et besøg i Den Fjerklædte Slanges tempel (fejlagtigt kaldet for den aztekske gud Quetzalcoatls pyramide), der er den tredjestørste pyramide i det arkæologiske område.

Templet/pyramiden er dateret mellem 150 og 200 e.Kr., og den har fået sit navn efter afbildninger af den fjerbeklædte slange, der pryder pyramidens sider. I 1980-erne fandt man flere hundrede offerbegravelser ved pyramiden; formodentlig ofringer der er sket i forbindelse med indvielsen af ​​templet.
Vi vandrede op på templet, og på den anden side kunne vi se de smukke og ret velbevarede udskæringer, der forestillede Quetzalcoatl, der er gud for bla. vind, sol, viden og læring, og regnguden Tlaloc.

Foran templet ligger en stor, åben plads, La Ciudadela, der var markedsplads, og i bygningerne rundt om pladsen boede embedsmænd og præster.

Fra p-pladsen ved Den Fjerklædte Slanges tempel kørte vi nordpå til det centrale område i Teotihuacán, hvor vi blev sat af ved Palacio del Quetzalpapálotl, Den Fjerklædte Sommerfugls palads, der – på grund af placeringen og kvaliteten af dets kunst – skønnes at være hjemsted for en præst eller anden højtstående person. Paladset, der er bygget oven på ældre bygninger i perioden fra 450 til 500 e.Kr., blev først genopdaget så sent som i 1962. I paladset er der vægmalerier, der afbilder kattedyr (jaguarer?), og der er relieffer på flere af søjlerne i paladsets gård. Reliefferne forestiller den fjerede sommerfugl, der var symbolet for krigere, der var faldet i kamp.

Fra paladset fortsatte vi ned til Månens Plads, der har et centralt alter, hvor der er foregået rituelle ofringer. Umiddelbart nord for pladsen ligger den imponerende Månens Pyramide, der er den næststørste pyramide i Teotihuacán, og bygget mellem år 100 og år 450 e.Kr.

Pyramiden, der har 7 lag af bygninger ovenpå hinanden, er 43 meter høj, og med en rektangulær base på 147 meter gange 130 meter. På grund af navnet, Månens Pyramide, formoder man, at månens symbolik kan have været forbundet med vand, regntiden, kvindelighed, frugtbarhed og jorden.

Pyramiden havde flere religiøse funktioner, og den blev først og fremmest anvendt ved rituelle ofringer, og der er fundet et stort antal af knogler ved pyramidens fundament.
Fra Månens pyramide – og Månens plads – udspringer De Dødes Allé, Calzada de los Muertos, der byens centrale hovedakse, mere end 2 km lang og ca. 40 meter bred.
De Dødes Allé er et navn, som aztekerne gav vejen, idet de formodede, at jordhøjene langs vejen var grave – men i øvrigt ved man ikke, hvor navnet stammer fra.

Fra Månens Plads bevægede vi os sydpå ad De Dødes Allé til Mural del Puma, der er et originalt vægmaleri af en puma, der er malet på en baggrund af skrå bånd, der veksler i farverne rød, hvid og grøn og symboliserer et vandmiljø. under selve maleriet er der grønne cirkler, der forestiller halvædelsten, der repræsenterer det guddommelige.
Maleriet er ganske imponerende og velbevaret…

Længere fremme på venstre hånd nåede vi frem til Solens Pyramide, der er den største af pyramiderne i Teotihuacán. Med en højde på 70 meter og en kvadratisk grundflade med en sidelængde på 222 meter er Solens Pyramide den tredjestørste pyramide i verden – næst efter Cholula-pyramiden (også i Mexico) og Keops-pyramiden i Egypten.

Solens Pyramide, der ligger i den centrale del af Teotihuacán, er bygget omkring år 200 e.Kr.
Efter vi havde stået og nydt dette imponerende bygningsværk, var det tid til at tage afsked med Teotihuacán for denne gang, da det efter Covid-19 ikke længere var muligt at bestige hverken Månens eller Solens Pyramide.

Altså blev vi bragt tilbage til vores hotel i Mexico City – efter en dag på farten.
Tilbage ved vores hotel tog vi lige en tur rundt på den store torv, Zócalo, foran vores hotel, og vi kunne her betragte flere grupper af personer, der var klædt ud i noget, der ledte tankerne hen på aztekernes eller andre indianske folkeslags fremtoning med rituelle dragter, farverig kropsudsmykning og fjerprydede hovedbeklædninger. De udførte traditionelle danse og udførte rituelle handlinger på forbipasserende – mod betaling, forstås.

Torvet, hvis formelle navn er Plaza de la Constitución, var allerede under aztekerne et samlingssted – og sådan har det været lige siden.

Hermed var vi mere end mættet med store indtryk og kunne trække os tilbage på hotellet, hvor vi nød en lækker aftensmad – igen med udsigt over Zócalo og et rådhus smukt oplyst…

Lørdag, d. 6.7.
Igen her til morgen en lækker morgenmad med udsigt over Zócalo – og så var vi klar til endnu en tur rundt i Mexico City – i dag for det meste af tiden lige uden for vores hotel – og igen med guiden fra i går.

Det startede således med, at vi vandrede over i det sydøstlige hjørne af pladsen, hvor vi så Monumento A la Mexicanidad – placeret foran højesteretsbygningen.
Monumentet er fremstillet i 1970 af kunstneren Carlos Marquina, og det forestiller øjeblikket, hvor aztekerne i 1325 opdagede en ørn som spiste en slange på toppen af en kaktus. Netop dette så de som et tegn fra guderne og opførte Tenochtitlan – det senere Mexico City.

Fra monumentet gik vi nordpå langs Palacio Nacional, der i dag er regeringsbygning og præsidentens bolig, og som i øvrigt – sammen med hele området omkring Zócalo – er på UNESCOs Verdensarvliste. Byggeriet af Palacio Nacional begyndte i 1522, og det var oprindelig tænkt som Hernán Cortés’ embedsbolig i Mexico.

Meget af byggematerialet til det nuværende palads kommer fra det, der blev kaldt kejser Moctezuma II’s ‘Nye Huse’, et boligkompleks bestående af fem indbyrdes forbundne paladser. Komplekset tjente som kongepalads og regeringskamre for Moctezuma II, som var aztekernes hersker under ankomsten af ​​Hernán Cortés til Mexico – eller Tenochtitlan, som det hed dengang.
Videre gik vi til Templo Mayor – eller rettere resterne af templet, der ligger nord for Palacio Nacional. Templet var et af aztekernes vigtigste templer, og det var dedikeret til to guder, Huitzilopochtli, krigsguden, og Tlaloc, gud for regn og landbrug. Hver af dem havde en helligdom i toppen af ​​pyramiden, og der førte to sæt separate trapper op til helligdommene.
Byggeriet af templet, der havde en rektangulær base på ca. 100 gange 80 meter, begyndte i 1325, men det blev ødelagt og genopbygget 6-7 gange, inden spanierne ødelagde det helt i 1521, da de havde erobret Tenochtitlan.

Fra Templo Mayor, som vi ved denne lejlighed blot betragtede udefra og på afstand, gik vi videre ind i katedralen, der ligger i nordenden af Zócalo.
Katedralens, hvis fulde navn er Catedral Metropolitana, er bygget med katedralen i Jaén i Andalusien som forbillede, og den blev opført som erstatning for den gamle katedral fra 1524 på samme sted.

Grundstenen til katedralen blev lagt i 1571, men den stod først færdig i sin endelige udformning i 1813, og på grund af den lange byggetid blev den et sammensurium af stilarter, der var på mode i denne periode: gotisk, barok, Churrigueresque (ofte kaldet antiklassisk barok) og nyklassicistisk. Indenfor har kirken 4 hovedaltre, og i det hele taget er kirkerummet domineret af farver, man forbinder med guld.

Vi forlod kirken ad den vestlige dør – lige ud mod Nacional Monte de Piedad, der er en non-profit institution og pantelånerbutik, der yder lån til familier med akutte behov.
Dette sker med franciskanerordenen som forbillede, hvor ordenen ydede økonomisk bistand til mennesker i form af rentefrie lån, og i stedet for renter blev man opfordret til at give donationer til kirken. Bygningen er bygget mellem 1774 og 1777.

Fra Zócalo gik vi ad Avenida Francisco I. Madero, der siden kolonitiden har været en af de mest populære og travleste gader i byen – i dag gågade. I gaden er der flere palæer, kirker og andre vigtige bygninger – men for os var det bare at nyde gåturen og indsnuse stemningen, inden vi nåede frem til Palacio de Bellas Artes, hvor gågaden sluttede.

Palacio de Bellas Artes, der er en multifunktionel bygning, som huser Mexicos Nationalteater, hvor der opføres musik, opera, skuespil og koncerter, og endvidere er der plads til flere museer i bygningen. Palacio de Bellas Artes skulle egentlig have været opført i forbindelse med fejringen af 100-året for Mexicos uafhængighed i 1921, men på grund af den mexicanske revolution blev bygningen først færdiggjort i 1934.
Ved Palacio de Bellas Artes blev vi samlet op af vores chauffør for at blive kørt til Det Antropologiske Museum, idet vi dog lige gjorde holdt ved El Ángel de la Independencia, Uafhængighedsmonumentet – en æressøjle, hvor man på toppen ser en statue af en engel, den bevingede sejr, der i hænderne holder en laurbærkrans og en knækket kæde med tre led som symbolet på Mexicos uafhængighed.

Besøget på Det Antropologiske Museum, Museo National de Antropoligia startede allerede inden vi gik ind i museet med, at vi ved indgangen så en imponerende monolith af Tlaloc, den aztekiske regngud. Skulpturen, der blev fundet i slutningen af ​​1800-tallet i udkanten af byen Coatlinchan øst for Mexico City, viste sig at være en ufærdig statue af den aztekiske gud for regn og vand, Tlaloc, med brilleøjne og frøansigt.

Aztekerne tilbad – også med menneskeofringer – guden Tlaloc, bla. for at sikre gunstige vejrforhold for afgrøder som majs, som befolkningen levede af.
Inde på det antropologiske museum blev vi ført gennem flere sale med udstillinger af artefakter fra den tidlige mexicanske historie, og vi så bla. en rekonstruktion af udsmykninger fra Den Fjerklædte Slanges tempel – noget vi så på vores besøg i Teotihuacán i går; denne gang var de blot i farver, som de oprindelig må have set ud.

Næste imponerende genstand var en Cuauhxicalli, der er et alterlignende stenkar brugt af aztekerne i offerceremonier. Denne Cuauhxicalli var udhugget af vulkansk klippe af aztekiske håndværkere og forestiller en snerrende jaguar, der stirrer truende, blotter sine hugtænder, og er klar til at angribe med dens brede næsebor og ørerne trukket tilbage. Cuauhxicallien har en skål i midten af ​​udskæringen, som blev brugt som et kar, hvor ypperstepræster anbragte de ofrede menneskers hjerter, som derefter ville blive brændt som et offer til guderne.

Vi så også originale fund som Tizoc-stenen, der er en enorm stencylinder, der er fundet i Tenochtitlan. Stenen viser en solskive på dens flade øvre overflade og har en frise rundt om dens ydre kant, der viser aztekiske krigere og den aztekiske konge Tizoc, hvis regeringstid fra 1481 til 1486 e.Kr. var plaget af oprør over hele aztekerriget. Stenen blev formodentlig brugt under offerceremonier i enten kampkonkurrencer eller som en beholder til ofrenes hjerter.

I samme udstillingssal så vi også Piedra del Sol – den aztekiske solsten, der er det mest berømte værk fra aztekertiden. Stenen, der er 3,6 meter i diameter, 98 cm tyk og vejer 24,6 ton, blev opdaget i 1790 i jorden under Zócalo, da man renoverede katedralen. Man ved ikke, hvilken funktion stenen havde, men der er indhugget figurerne for måneder og år, dage og uger i stenen, og man mener, at stenen daterer sig til Moctezuma II’s regeringstid mellem 1502 og 1520.

Endelig så vi en ceremoniel grav fra denne periode i den samme – meget interessante og imponerende – udstillingssal.

Efter besøget på Det Antropologiske Museum var dagens program forbi, og vi blev kørt tilbage og sat af i nærheden af Palacio de Bellas Artes, hvorfra vi vandrede tilbage til Zócalo. Her var der igen i dag ‘gang i den’ med artisteri, små boder og en masse turister, og efter lidt frokost gik vi mod Templo Mayor for at se nærmere på ruinerne. Inde da gik vi forbi det smukke Museo UNAM HOY, der er bygget oven på resterne af det antikke tempel for guden Tezcatlipoca samt ruinerne efter det første universitet i America, grundlagt i 1551. 

Intet besøg her – i stedet koncentrerede vi os om Templo Mayor. Det blev et interessant besøg, der faldt i to dele: En rundgang i ruinerne efter templet samt et besøg på det tilhørende museum, hvor vi gennem en række rum blev præsenteret for aztekernes historie i og omkring Teotihuacán. Museet, der indeholder fund fra templet og de tilhørende bygninger, blev indviet i 1987 og var et interessant sted, hvor man sagtens kunne bruge nogle timer, og vi så en del artefakter fundet under udgravningen af templet.

Men selve templet, Templo Mayor, overskyggede dog museumsbesøget. Vores besøg i og omkring templet var en god beslutning – om end det er begrænset, hvad der står tilbage af det oprindelige byggeri. Alt blev ødelagt af spanierne, da de erobrede byen!

Mod syd i tempelområdet finder man den måske mest betydende sten af alle, Coyolxāuhqui-stenen, der forestiller Coyolxāuhqui med afhugget hoved, arme og ben. Stenen blev fundet i 1978 under et gravearbejde, og fundet satte gang i udgravningen af Templo Mayor eller Huēyi Teōcalli, som templet hed under aztekerne.

Nordligst inden for tempelområdet ligger Santuario de los Guerreros Águila eller bare Casa de las Águilas, der blev bygget i 1430 til at afholde private religiøse, sociale og politiske ceremonier såsom bønner, meditation, bod og ofring, og det blev først opdaget i 1980 under et et kolonihus fra det 16. århundrede.
Casa de las Águilas, der er meget velbevaret – omstændighederne taget i betragtning – er beskyttet under et stort halvtag, og i huset ser man både udsmykninger og indgraveringer samt rester af vægge, gulvbelægninger og andre strukturer.

Lige uden for huset finder man endvidere en temmelig velbevaret tzompantli – en installation, som blev brugt til offentlig fremvisning af afhuggede menneskekranier, typisk fra krigsfanger eller ofre for menneskeofringer. Tzompantlien i Templo Mayor har været brugt til skræk og advarsel i forhold til både venner og fjender…

Med disse indtryk på nethinden var vores besøg i Templo Mayor til ende, og tilbage stod kun aftensmad, der i dag blev klaret på en lokal Sunset Boulevard lige ved Zócalo.

Søndag, d. 7.7.
Efter morgenmaden blev vi afhentet og kørt til busstationen TAPO, hvorefter vi nu havde 7 timer foran os i luksusbus gennem bjergrige egne til Oaxaca, en by med godt en kvart million indbyggere. Herefter tjekkede vi ind på vores hotel, Oaxaca Real, der lå tæt på byens vigtigste seværdigheder, kirken Templo de Santo Domingo de Guzmán mod nord, og Zócalo (Plaza de la Constitución) i syd.
Selv om det var ved at være sidst på eftermiddagen valgte vi at vandre en tur og opleve stemningen i byen – og vi blev mødt af en by med farverige huse, festglade mennesker og i det hele taget en stemningsfuld by.

Vores lille rundtur bragte os først forbi – og ind i – Templo de Santo Domingo de Guzmán, der er en dominikanerkirke med tilhørende kloster, der blev indviet i 1608.
Både kirken og klostret har været skueplads for mange vigtige begivenheder i Mexicos historie, og – ud over at have været anvendt til kirkelige formål – har bygningerne været besat af både den royalistiske hær og oprørshæren under den mexicanske uafhængighedskrig. Endvidere har bygningerne også i en periode fungeret som staldbygninger.

Fra kirken gik vi videre gennem gågaden til torvet Zócalo – og igen var det den festlige stemning, der kom os i møde.

Fra dominikanerkirken gik vi sydpå til byens centrale plads, Zócalo, hvor det viste sig, at der var en større festival i gang. Der var tale om Guelaguetza-festivalen, hvor folk fra hele oplandet kommer til byen i prangende kostumer og iført masker for at danse til folkemusik og uddele bla. mad til byens (fattige) borgere.

Efter at have overværet denne seance i et stykke tid, vandrede vi tilbage til hotellet, hvor vi nød aftensmaden i silende regn – ellers var det bare at finde vores værelse og komme under dynen; vi havde jo et spændende program i morgen.

Mandag, d. 8.7.
Efter morgenmaden på hotellet blev vi afhentet af vores guide, der skulle føre os gennem dagens punkter – startende med, at vi kørte 10 km uden for byen til det store og delvist udgravede arkæologiske område, Monte Albán.
Monte Albán, der betyder ‘det hvide bjerg’, har fået sit navn på grund af træet Ipomoea arborescens, som vokser overalt på Monte Albán. I sin blomstringstid fra slutningen af november til april er bjerget farvet helt hvidt af træets blomster.
Lokalt kaldes træet Cazahuate.

Den tidligste bosættelse på Monte Albán skyldes olmekerne, der er den ældste kendte civilisation i Mellemamerika, men omkring år 900 f.Kr. overtog zapotekerne området og byggede deres hovedstad på denne bjergtop, som de kunstigt jævnede, så der opstop et fladt område, hvor de kunne opføre deres ceremonielle centrum og medfølgende by.
Byen udviklede sig og blev med tiden zapotekernes hovedstad med sin storhedstid fra omkring 550 til 1000 e.Kr. af zapotekerne, men de blev fordrevet fra Monte Albán omkring år 1300 af et andet indianerfolk, mixtekerne.
Mixtekerne byggede videre på Monte Albán, indtil spanierne erobrede området i 1521, hvorefter byen blev forladt, og den forfaldt og glemt. Først i 1859 fandt man ruinerne af byen, og senere – i 1931 – startede man en egentlig udgravning af området, der varede i 18 år. Efterfølgende har man løbende gravet dele af byen frem.

Vores rundtur på Monte Albán havde fokus på det ceremonielle centrum på toppen af bjerget, og på vejen op mod plateauet – i det nordøstlige hjørne – så vi flere rester af boliger og grave – sandsynligvis tilhørende præsteklassen.
Vi startede med templerne på den nordlige platform, hvor vi kunne se flere velbevarede og delvist restaurerede bygninger/templer. Det var tilladt at kravle op på toppen af en af bygningerne, Bygning E – så det gjorde vi naturligvis – og herfra var der en storslået udsigt over hele området mod syd med Gran Plaza omkranset af rituelle bygninger og med observatoriet i sydenden af pladsen.

Fra bygning E gik vi videre til Patio Hundido – en nedsænket gårdhave i det sydligste af den nordlige platform. Pladsen er kvadratisk med en sidelængde på ca. 50 meter og en dybde på 3 meter, og i midten af pladsen er en helligdom eller alter med trapper på alle fire sider. Fordi den ikke kan ses fra Gran Plaza nedenfor, har man en formodning om, at dette var hovedstedet for den regerende elites eksklusive religiøse og sociale ceremonier.

Fra Patio Hundido gik turen ned til Gran Plaza, der er en rektangulær plads, 300 meter lang og 200 meter bred. Pladsen er skabt kunstigt ved at plane bjergtoppen, og den er centrum for hele området, afgrænset af den nordlige og den sydlige platform samt mindre høje med templer og eliteboliger mod øst og vest, samt en boldbane i den nordøstlige ende af pladsen.

På denne plads gik vi mod uret rundt, så det første vi mødte var Bygning K (eller System IV), der lå i en lukket gårdhave, hvor der desværre ikke var adgang, mens stelen (Stele 18), der står lige nord for gårdhaven, er den ældste og højeste (5,8 meter) stele, der er fundet her. Det menes, at stelen havde en astronomisk betydning, og indskrifter i stelen kan relatere til en form for kalender.

På vores videre vej sydpå på Gran Plaza kommer vi til Bygning L, også kaldet Edificio de Los Danzantes – Dansernes Bygning, der nok er den mest kendte bygning på Monte Albán, og samtidig en af de ældste. I og ved denne bygning fandt man stenplader, der var udskåret med relieffer af figurer i mærkelige positurer i noget, der kan minde om en slowmotiondans, deraf navnet.

Figurerne har træk, der er kendt fra Olmec-kulturen, med lukkede øjne og åben mund, og de menes at være billeder af erobrede høvdinge fra nabobyer, der blev ofret på ydmygende vis, f.eks. ved ved kastration; seksuel lemlæstelse og nøgenhed betød for datidens folkeslag en foragt for fangerne. Lige ved siden af Dansernes bygning var endvidere en udstilling af flere af plader med dansere i det, man i dag kalder ‘Dansernes Galleri’, Gallería de los Danzantes.

Turen gik videre til den sydligste del af Gran Plaza, hvor jeg tog trapperne op til den sydlige platform – hvor den eneste gevinst, man fik ved at tage de mange trappetrin, var en flot udsigt mod nord af pladsen – med observatoriet i forgrunden og den nordlige platform bagerst.
Observatoriet var i sig selv en spændende bygning, og den eneste bygning på Monte Albán, der ikke er bygget med siderne i nord-sydgående og østvestgående retninger, men har form som en pilespids pegende mod sydvest – og det menes, at bygningen er konstrueret således, at den på en eller anden måde hænger sammen med stjernerne på himlen.

Sidste stop på Gran Plaza, før vi forlod pladsen, var Juego de Pelota – boldbanen, der havde form som et stort I. Ligesom andre steder i Mesoamerika var der en sammenhæng mellem  boldspillet og det kosmiske. Zapotekerne tilbad den himmelske hvælving, og man formoder derfor, at bolden var solskiven, og at spillerne fungerede som guderne, der interagerede med stjernerne. I øvrigt kender man ikke noget til reglerne, eller hvor mange spillere, der var på hvert hold – ligesom man ikke ved, hvad vinderne fik ud af det: døden eller hæder.

Efter besøget på Monte Albán, der i øvrigt varede hele formiddagen, kørte vi til landsbyen Arrazola – en af forstæderne til Oaxaca, hvor vi besøgte et værksted, Alebrijes Autóctonos, der havde specialiseret sig i træskærerarbejde – håndskårne og flot bemalede. Værkstedet havde været i familiens eje i generationer, og vi kunne følge både arbejdet i træ og den efterfølgende bemaling i stærke farver. Og så blev der også lige mulighed for at købe nogle af deres arbejder!

Efter dette besøg – og frokost på en hestefarm – gik turen videre til Cuilápam de Guerrero, hvor vi skulle se det tidligere kloster Santiago Apóstol, også kendt som Basilica of Cuilápam eller Ex Convento de Cuilápam de Guerrero.

Byggeriet af klosterkomplekset, der begyndet i 1556, var en sammenblanding af flere forskellige stilarter, der var fremherskende i Europa på denne tid, idet det indeholder elementer af gotisk, renæssance, plateresque og mudéjar (islamisk ornamentik). Komplekset er bygget af dominikanerne i overvejende grønne eller grønlige sten, og det består af tre dele, hvor øjet først fanger en imponerende, rektangulær og ufærdig basilika uden tag med et indgangsparti med tre buer. Endvidere er der en mindre kirke, der stadigvæk fungerer i dag samt et kloster i to etager.

Kirken besøgte vi ikke – der var netop en bisættelse i gang, men klostret var et interessant sted, hvor noget at det vigtigste var dets vægmalerier og andre dekorative træk. Vægmalerierne indeholder bibelske scener, men ofte modificeret med elementer af billedsprog og symboler fra mixtekernes og zapotekernes religiøse og kulturelle traditioner. Formålet har været at gøre de oprindelige folks omvendelse til kristendommen lettere ved at give dem mulighed for at opleve ligheder mellem deres gamle religion og kristendommen.

Som et kuriosum: Mexicos anden præsident, Vicente Guerrero blev – under en borgerkrig i landet – fanget og holdt fængslet i en fløj klostret i tre dage, inden han blev henrettet 14. februar 1831.

Fra klosterkomplekset kørte vi til dagens sidste besøg, et keramikværksted i San Bartolo Coyotepac. Der er flere steder i byen, hvor der fremstilles den sorte keramik, der er kendetegnet for området, men vi besøgte værkstedet, Alfarería Doña Rosa, hvor den daværende ejer i 30’erne, Doña Rosa Real, opdagede en måde at skabe en skinnende sort finish, almindeligvis kendt som ‘barro negro keramik’.

På værkstedet fik vi teknikken demonstreret af et af hendes børnebørn – ligesom vi fik lejlighed til at købe keramik, der var fremstillet på værkstedet – til en helt anden pris end i forretningerne i Oaxaca.

Fra San Bartolo Coyotepac gik turen tilbage til vores hotel, hvor vi slappede af efter endnu en spændende dag med lidt god mad og en kold øl, inden vi krøb til ro. I øvrigt oplevede vi også denne aften et kraftigt regnvejr – hvilket vist var helt almindeligt på dette tidspunkt af året og døgnet.

Tirsdag, d. 9.7.
Efter morgenmaden stod den på byrundtur i Oaxaca, kun Claudia og undertegnede sammen med en lokal guide, der viste sig at være kommet hertil Mexico fra Tyskland for en del år siden – og som derfor hellere ville tale tysk med os. Og sådan blev det!
Vores rundtur førte os først til Templo de Santo Domingo de Guzmán – som vi jo allerede havde besøgt for et par dage siden, men som vi nu kunne få flere informationer om.

Nyt for os var det således, at de illustrationer af mennesker med tilhørende navne, som man kunne se i loftet lige ved indgangen, var dominikanernes stamtræ med grundlæggeren af ordenen, den spanske præst Dominicus – rettelig Domingo de Guzmán – ved træets rod.

Fra kirken fortsatte vi ind i det tidligere Santo Domingo-kloster, som nu er hovedkvarter for det regionale museum i Oaxaca. Vi startede i klostrets gård, der havde en ganske normal opbygning – for et kloster.

Inde i klostret kunne vi bevæge os rundt i flere vigtige samlinger af historiske genstande fra hele staten Oaxaca, men især fra Monte Albán.

Af de mange udstillede ting i museet er der dog en enkelt samling, der overstrålede dem alle: samlingen af ​​de genstande, der blev opdaget i 1832 i grav 7 på Monte Albán. Samlingen var overdådig og bestod af adskillige genstande og smykker i guld, kranier dækket af turkis, effekter fremstillet i bjergkrystal, knogleudskæringer og keramik, der menes at kunne tilbageføres til mixteker-kulturen. Netop denne samling brugte vi – naturligt nok – ekstra megen tid på!

Fra klostret havde vi endvidere udsyn til den etnobotaniske have, der bestod af planter, der var og er hjemmehørende – flere af dem endemiske – i staten Oaxaca.

Fra klostret gik vi gennem gågaden – forbi byens offentlige bibliotek, der tidligere husede en privat pigeskole – til Zócalo, byens centrale plads med en dansepavillion midt på pladsen.

Op mod det sydvestlige hjørne af pladsen lå jesuitterkirken Templo de la Compañía de Jesus, en kirke med kupler med stærkt farvede røde tagsten. Man påbegyndte arbejdet med at bygge kirken, der blev dedikeret til San Francisco Javier, i 1579, men flere gange efterfølgende blev den ødelagt af jordskælv, og i en periode på godt 30 år fra 1867 stod kirken tom, og den blev solgt til private.

Målet med vores gåtur gennem byens gamle gader var byens marked – der dog ikke var særlig imponerende, så i stedet brugte vi lidt tid i en kakaoforretning, der kunne byde på alle afskygninger af kakao: frugter, hele eller knuste bønner, pulver, smør og sovs. En interessant forretning, der gav os et indblik i de lokales brug af kakao, og som i øvrigt ikke havde priser, der nærmede sig europæisk niveau.

Herefter sagde vi farvel til vores inspirerende guide og efter frokost på en restaurant ved Zócalo, gik vi selv lidt rundt i byen – med kig ind i baggårde, forretninger og bygninger.

Dagen sluttede med, at vi nød en sidste øl på et lille, alternativt værtshus, mens regnen begyndte at sile ned – og så ellers (stadigvæk mens det regnede) løb tilbage til hotellet og ventede, til vi blev samlet op og kørt til busstationen, hvor vi skulle nå natbussen til Tuxtla Gutierrez. En bustur på næsten 11 timer – men i en behagelig luksusbus, hvor sæderne kunne slås næsten helt ned, og hvor vi alligevel fik sovet ret så godt det meste af natten.

Onsdag, d. 10.7.
Vores bus var fremme på busstationen i Tuxtla Gutierrez kl. 6 om morgenen – og en time senere blev vi afhentet af vores chauffør, der skulle bringe os til hotellet i San Cristóbal de las Casas.
Nu var vi så kommet ind i den sydligste – og fattigste – delstat i Mexico, Chiapas, hvor ca. en tredjedel af befolkningen er af mayaafstamning, og hvor mange slet ikke taler spansk, og som indtil 1823 hørte unde Guatemala. Chiapas kom i 1994 på verdenslandkortet, da zapatisterne, der kæmper for indianernes rettigheder og social retfærdighed, gjorde væbnet oprør mod den mexicanske regering.

Vores første stop efter Tuxtla Gutierrez var ved et anløbssted nordøst for Chiapa de Corzo, hvorfra vi skulle på en sejltur op ad Grijalva-floden, der løber i bunden af Sumidero-kløften til vandreservoiret Chicoasén; en tur på små 13 km – der skulle tilbagelægges frem og tilbage ad samme vej – den eneste.

Vi måtte vente ved båden, indtil den var fyldt op med passagerer – men derefter gik det løs på en tur mellem op til 1000 meter høje klipper på begge sider af floden. En meget smuk tur, hvor vores ‘kaptajn’ samtidig havde blik for naturen omkring os.

Han havde øjne og ører åbne og forstod at stoppe op, når der var noget at se. Første stop gjaldt sølvhejrer (Ardea alba) og amerikanske krokodiller (Crocodylus acutus), der hvilede sig på flodbredden, og snart efter var det et par flokke af gyldne edderkoppeaber (Ateles geoffroyi), der svingede sig i træerne langs vandet.

Efterfølgende var det det ene imponerende vandfald efter det andet, der viste sig for os – lige som vi sejlede forbi en hule, hvor der findes en lille helligdom med et alter med et billede af Jomfruen af Guadelupe.

Herefter igen vandfald, bla. det mest imponerende og kendte af dem alle, Cascada Del Arbol De Navidad – et vandfald, der kunne minde om et juletræ.

Inden vores tur endte i bunden af den opdæmmede sø Chicoasén, stødte vi lige på en koloni af brune pelikaner (Pelecanus occidentalis), hvorefter vi – efter en kort pause – vendte tilbage til startpunktet, hvor vores chauffør ventede på os.

Efter denne flotte oplevelse i Sumidero Canyon gik turen videre til Chiapa de Corzo, hvor vi nød er lækker lokal frokost, inden vi kørte til byens torv, Plaza de Armas Ángel Albino Corzo, der er kendt for La Pila-fontænen på byens torv. Fontænen, der er bygget i 1562 i maurisk stil og er lavet af mursten og har form som en diamant, er 52 meter i omkreds og 12 meter høj med et tårn i midten, der i perioder har fungeret som vagttårn.

På pladsen finder man også et kapoktræ (Ceiba pentandra), som det siges, at Chiapa de Corzo er anlagt rundt om.

Langs pladsens østlige side ligger byens smukke, stilrene rådhus.

Efter besøget her i Chiapa de Corzo gik turen videre til vores hotel i centrum af San Cristóbal, Hotel Diego de Mazariegos, hvorefter vi tog afsked med vores chauffør – og efter vi lige havde fået indkvarteret os, gik vi en tur ud i byen, uden noget egentligt mål.
Vi fik drejet ned af byens travle gågade, Avenida 20 de Noviembre og gik nordpå mod det store udendørs håndværksmarked, Mercado de Artesanias Caridad, foran indgangen til dominikanerkirken Templo de Santo Domingo de Guzmán (det navn havde vi vist stødt på før?)

Markedet i sig selv var ikke så interessant, så vi fortsatte ind i tekstilmuseet, der var indrettet i klosterbygningerne i forbindelse med kirken, og her fik vi en gennemgang af mayaernes tekstilhistorie.

Efter denne gennemgang aflagde vi lige kirken et besøg – og den lignede jo de fleste andre dominikanerkirker.
Tilbage gennem gågaden, hvor det i øvrigt slog os, at mange af folkene her i byen havde tydelige indianske træk – og så var de noget mindre i højden…
Sidste stop blev Plaza de la Paz foran katedralen, Catedral de San Cristóbal de las Casas, hvor vi satte os ned og betragtede livet på pladsen, repræsenteret af en masse gadesælgere, gøglere og folk, der bare slappede af og nød stemningen – og da vi ikke var sultne, fandt vi en bager, hvor vi købte lidt brød til aftensmad, der blev indtaget på vores værelse på hotellet.

Torsdag, d. 11.7.
Dagen startede – ud over morgenmaden – med at Claudia købte et par knyttede armbånd af en mor og hendes datter – og derefter var det afhentning af dagens guide, der skulle vise os et par af omegnens indianske landsbyer.

Vi startede med at køre til Chamula nordvest for San Cristobal. Byens befolkning nedstammer næsten alle fra mayaerne, og de taler ikke spansk, men tzotzil, der er et oprindeligt mayasprog, og børnene undervises ligeledes i skolerne på tzotzil.
Chamula har en autonom status i Mexico, og udefrakommende militær og politi har ikke adgang til byen; byen har således deres egen politistyrke.
Vores første stop i Chamula var kirkegården Cementerio San Juan Chamula, der lå omkring ruinerne af den forladte kirke Iglesia de San Sebastián. Kirken blev ødelagt under det seneste jordskælv, og forladt, da byens borgere ikke mente, at den ikke var værd at bede i, når den ikke engang kunne beskytte sig selv mod en naturkatastrofe!

Kirkegården omkring kirken ligner en rå mark, der er overdænget med kors i forskellige farver: hvidt kors for et barn, blåt for en voksen og sort for en ældre. Gravene, der er små jordhøje, er ikke forsynet med gravsten – blot korsene.

Fra kirkegården begav vi os til byens torv med den karakteristiske kirke, Iglesia de San Juan Chamula, som turister valfarter til for at besøge. Kirken er en smuk hvidkalket bygning, der er bygget fra 1522-24, og den fungerer i dag som hjemsted for dyrkelse af mayaernes tro.
I kirken er det strengt forbudt af fotografere og optage video, fordi chamulaerne frygter, at deres sjæle bliver fanget i kameraerne – og i øvrigt vil de ikke have deres hellige ritualer foreviget på internettet.

I kirken er det kun tusindvis af stearinlys, der er arrangeret på gulvet, der oplyser kirkerummet. Rundt omkring i kirken sidder familier i grupper – nærmest i trance – og direkte på gulvet, der er overstrøet med blade og fyrrenåle, og det eneste, man kan høre, er shamanernes mumlen på tzotzil, når de påkalder sig højere magter. Nogle steder ofres vand, æg og høns som en del af seancen, og hele atmosfæren er unik – noget vi aldrig tilnærmelsesvis har oplevet før, og hverken lyden, lyset, lugten eller stemningen kan i virkeligheden beskrives.

Ude på pladsen foran kirken skulle vi lige fordøje oplevelsen. 
Vi gik lidt rundt på pladsen foran kirken, hvor forskellige handlende falbød deres varer. Der var både grøntsager og frugter, hvoraf vi kendte de fleste, men der var også mere eksotiske varer iblandt. Vi så således flere stande, hvor man kunne købe slagtede (og i visse tilfælde også flåede) varaner og øgler samt bæltedyr; men det var i den grad ikke noget, der fristede os, som de lå der på et bord i fuld sol!

Herefter gik vi tilbage til minibussen for at køre videre til den næste landsby, Zinacantán, hvor vi skulle opleve noget helt andet, idet vi her skulle besøge et arbejdende kooperativ, der fremstillede artikler af stof.

Samme sted besøgte vi et lokalt køkken, hvor vi fik serveret hjemmelavede tortillas og friskbrygget kaffe.

Efter dette besøg kørte vi tilbage til San Cristobal, hvor vi så havde resten af dagen for os selv. Det betød, at vi igen vandrede lidt rundt i byen – idet vi dog vovede os lidt længere væk fra centrum end i går. Vi besøgte først et kaffemuseum, der snarere var en café, hvor vi nød en kop lokal kaffe og kakao.

Herfra gik vi gennem maleriske gader til Frans Bloms hus, Casa Na Bolom, der i dag er hotel og museum. Huset, der tilhørte arkæologen Frans Blom og hans hustru, journalisten Gertrude Duby Blom, var oprindelig tænkt som et kulturelt, socialt og videnskabeligt center til fremme for forståelsen af mayaernes liv og historie, og for at skaffe midler til deres videnskabelige ekspeditioner havde de endvidere overnattende gæster i huset.

Husets navn, Casa Na Bolom, betyder betyder Jaguarens Hus, idet Casa er spansk for ‘hus’, Na  betyder ‘hus’ på lacandon-mayasproget. mens B’alum på nogle maya-sprog betyder ‘jaguar’. Samtidig var Bolom en reference til Bloms navn.
Blom døde i 1963, 70 år gammel.

I huset kan man se udstillinger af mayagenstande, som Frans Blom har indsamlet, samt historien om ægteparret Blom fortalt i tekst og billeder.

Fra Casa Na Bolom gik turen tilbage mod hotellet, men dog med et enkelt kort stop ved Templo de la Transfiguración del Señor, Jesus Forvandlingskirke, der er en kirke i stærke røde og hvide farver, beliggende ved en rolig plads, hvor vi var de eneste turister.

Ellers var det tilbage til hotellet, lidt aftensmad og en god nats søvn.

Fredag, d. 12.7.
Dette var en transportdag, hvor eneste punkt på dagsordenen var, at vi skulle med minibus til Guatemala. Allerede klokken 6 om morgenen stod vi klar til afhentning, og så havde vi ellers 12 timers transport forude i en minibus, hvor vi var 12 mennesker og 8 forskellige nationaliteter i alderen fra omkring 20 år og opefter.
Første del af turen – fra San Cristobal til La Mesia – grænsebyen til Guatemala – gik fint og smertefrit med et enkelt stop ved en lille restaurant, hvor vi nød lidt morgenmad. Vejene var rigtig fine og farbare, og vi kunne holde en fin fart.

Ved grænsen fik vi vekslet lidt penge, så vi lige havde til det mest nødvendige, og så skulle vi ellers videre i en ny (og mindre) minibus, hvor bagagen blev stuvet på taget. Og så bumpede vi ellers af sted på hullede veje, hvor det var langsomtkørende lastbiler, der kom til at bestemme vores tempo. Sådan stod det på i flere timer, inden vi pludselig kom til et stykke mere tidssvarende vej, hvor der rent faktisk kunne afvikles trafik i rimeligt tempo.
Nå, men frem kom vi da – efter mørkets frembrud – til vores hotel, Hotel Regis, midt på hovedgaden i Panajachel ved bredden af Atitlán-søen, Lago de Atitlán, der er Mellemamerikas dybeste sø.
Og så var der ellers ikke tid til andet end at få lidt aftensmad på hotellet og så hvile ud på værelset.

Lørdag, d. 13.7.
Efter gårsdagens megen tid i bil stod vi nu foran en dag, hvor vi skulle på tur i båd på Atitlán-søen. Efter morgenmaden gik vi en tur i hotellets have, og mens vi ventede på vores guide, Lola Alvarado, der skulle vise os tre af byerne på den anden side af søen, San Juan La Laguna, San Pedro og Santiago Atitlán.

Da vi gik rundt i haven fangede vores øjne et par eksemplarer af de smukke azurkronet kolibri (Saucerottia cyanocephala), der søgte honning i træernes blomster.

Efter at være blevet introduceret for Lola, gik vi ned til søbredden, hvor vi først nød synet af det klare blå vand med de tre vulkaner, Volcán San Pedro (3020 m), Volcán Atitlán (3535 m) og Volcán Toliman (3158 m) i baggrunden, og hvor Lola fandt en båd, der kunne have os med til vores første stop, San Juan La Laguna.

Da vi lagde til land efter tre kvarter på vandet i en livlig båd, opdagede vi, at vi ved ankomsten til San Juan var landet lige midt i et turistmekka.

Fra anløbsbroen skulle vi gå spidsrod mellem sælgere, musikanter og en del andre turister for at komme op til selve byen.

Da byen blandt andet er kendt for arbejde med tekstiler, plantefarvning med naturens egne produkter og vævning samt fremstilling af produkter af kakao, fik vi tid til at besøge værksteder, der arbejdede med begge disse ting.

Herefter vandrede vi videre op til ‘den rigtige by’, hvor det blev til et besøg i kirken, Iglesia Católica San Juan La Laguna, der blev delvist ødelagt af et jordskælv i 1902 og siden genopbygget. Det mest interessante er, at en del af kirkens facade er fra den oprindelige kirke, mens en anden del er nyere, hvilket giver kirken et spøjst udseende.

Fra kirken vandrede vi længere ind i byen ad en charmerende gågade C. al Estadio Municipal, hvor vi (Lola) for enden af gaden prajede en tuk-tuk, der bragte os de få kilometer til den næste by, vi skulle besøge, San Pedro – en by, der ikke var nær så turistet. Igen var det kirken, denne gang Iglesia católica de San Pedro La Laguna, der var omdrejningspunktet om vores besøg. Og igen en kirke, der ikke var videre imponerende.

Fra kirken vandrede vi lidt rundt i byen, og vi kom bla. forbi byens marked med en væg med lokalhistoriske motiver, der beskrev livet i og ved byen i tidligere tider.

Næste punkt på programmet var, at vi bevægede os til molen ved søen for at finde en båd til vores sidste stop på dagens rundtur, Santiago Atitlán.

Det skulle vise sig, at denne by var det mest interessante stop denne dag – måske fordi det var Lolas hjemby, som hun kunne berette meget levende om, men allerede ved havnen fik vi en fin velkomst, idet der med store, farvede bogstaver over hovedgaden ved indgangen til byen stod Tz’ikin Jaay – Fuglehus – på det lokale mayasprog, Tzu’tujil. Selve hovedgaden var med mange forskellige og farverige boder, værksteder og forretninger, men helt uden den massive menneskemængde af turister, som vi mødte i San Juan.

Fra havnen gik vi til byens lille torv, og vi blev præsenteret for et spil med mønter af en af de lokale, der sad og broderede på torvet. Og selvfølgelig skulle vi da også se kirken, Iglesia de Santiago Apóstol, hvor det mest interessante nok var en mindetavle for både byens præst, Fader Stanley Rother, der blev myrdet i kirken d. 28. juli 1981, og en del andre borgere fra byen, der led under den mere end 30 år lange borgerkrig i Guatemala fra 1966 til 1998. En rørende historie, som Lola fortalte os uden for kirken, og som vi selv kunne læse i detaljer på mindetavlerne. Lola kom i øvrigt ikke med ind i den katolske kirke, da hun selv var af indiansk afstamning, og det var ikke velset i byen, at indianere besøgte kirken.

Efter kirkebesøget demonstrerede en af Lolas bekendte, en af byens ældste, Magdalena, hvordan hun pakkede sin hovedbeklædning ud fra et langt bånd. Magdalena bar en traditionel maya-bluse, en huipil, hvorpå der var billeder af de fugle, som byen har sit navn fra.

Og så gik det ellers tilbage til havnen, hvor vi fik frokost, inden vi tog en båd tilbage til Panajachel, hvor vi igen gik på lidt ‘fuglejagt’ i hotellets have. Og vi havde heldet med os, idet vi opdagede en rødkronet spætte (Melanerpes rubricapillus), der kravlede rundt i træerne lige uden for vores vindue.

Efterfølgende gik vi tilbage til søen – bla. for at veksle penge til de næste dage her i Guatemala – og endelig søgte vi tilbage til en lille restaurant, som vi havde fået anbefalet af Lola. Her stod den på aftensmad, inden vi igen søgte mod vores værelse på hotellet.

Søndag, d. 14.7.
Efter morgenmaden og pakningen af vores bagage – vi skulle jo på farten igen i dag – gik vi igen lidt rundt i hotellets have, og ud over flere azurkronede kolibrier, så vi nu også nogle eksemplarer af den flotte gule Lille kiskadee (Philohydor lictor).

Herefter gik det i minibus af sted til vores næste destination, Antigua, hvor vi ankom midt på formiddagen til vores hotel, Hotel El Carmen. Det viste sig, at vi endnu engang skulle bo på et hotel tæt ved centrum, men da vi først kunne tjekke ind midt på eftermiddagen, valgte vi at vandre lidt rundt i byens gader og søge et sted, hvor vi kunne få lidt frokost.
Antigua, der i øvrigt er på UNESCOs Verdensarvliste, var hovedstaden i Guatemala fra 1543 til 1776, og byen er den dag i dag domineret af bygninger og anden arkitektur, der stammer fra denne periode. Problematisk var det imidlertid, at Antigua ligger i et geoaktivt område, der tit udsættes for jordskælv, og netop jordskælv har gennem årene ødelagt mange af byens bygninger.
I 1773 ødelagde Santa Marta-jordskælvene således så meget af byen, at den spanske regering i 1776 beordrede, at hovedstaden skulle flyttes til et mere sikkert sted, Helligdommens dal, hvor Guatemala City, Guatemalas moderne hovedstad, nu ligger.
Vores tur i området omkring hotellet bragte os først forbi Iglesia de Nuestra Señora de El Carmen, der er (var) en overdådig katolsk kirke, der blev bygget i 1638 af Vor Frue af Carmen-ordenen. Denne kirke blev ødelagt ved et jordskælv allerede i 1651, hvorefter der på samme sted opførtes en ny kirke i 1686, men også denne kirke led omfattende skade ved et jordskælv; denne gang i 1717. Det endelige nådestød mod kirken kom med føromtalte jordskælv Santa Marta i 1773, men på trods af den næsten totale ødelæggelse af kirken, blev facaden stående i overraskende god stand.

Fra ruinerne af kirken vandrede vi videre til Plaza Mayor, der er Antiguas store, centrale park, hvor der netop i dag var biltræf. Rundt om pladsen lå flere af Antiguas mest betydende bygninger: Rådhuspaladset (Palacio del Ayuntamiento) mod nord, kathedralen (Catedral San José) mod øst, Generalpaladset (Palacio de los Capitanes Generales) mod syd samt en række handelsbygninger mod vest.

Midt i parken står springvandet Havfruernes Fontæne (Fuente de las Sirenas) fra 1737. Fontænen forestiller fire havfruer, der holder deres bryster i hænderne, ligesom det er fra brysterne, at vandet kommer ud i springvandet.
Fra fontænen gik vi videre til en mindre gade, hvor vi fandt et sted at nyde lidt frokost, inden det gik tilbage til hotellet, hvor vi skulle mødes med en guide, der ville føre os på en historisk tur rundt i Antigua.

Vores guide – en ældre mand på vores egen alder – førte os forbi en række af byens seværdigheder, og selv om vi oftest bare stod udenfor og hørte hans beskrivelser af de bygninger, vi passerede, blev vores interesse vagt – og vi håbede, at vi i løbet af dagen i morgen kunne få tid til at besøge nogle af stederne – med det forkundskab, han nu havde givet os.
Vores tur førte os tilbage til parken, hvor vi lige havde været – men denne gang fik lidt information om de bygninger, vi så.
Især Generalpaladset – Palacio de los Capitanes Generales – har sin egen spændende historie. Fra dette palads, der er opført i 1558 som byen første to-etagers bygning, styredes Guatemala af generalkaptajnen, der boede her og levede et liv i luksus med sin familie og nærmeste venner. Derudover indeholdt bygningen regerings-, administrative og militærkontorer.
Bygningen blev beskadiget ved flere mindre jordskælv op gennem 1700-tallet, men hver gang repareret, og den vedblev at være regeringsbygning indtil 1776.

En anden interessant bygning, der ligger op til parken, er katedralen – byens fjerde katedral, der er bygget i et hjørne af den første katedral i byen, der i dag ligger hen i ruiner. Vi besøgte ikke katedralen, men vandrede hen ad gaden 5a Calle Oriente, hvorfra der var indgang til ruinerne af katedralen, der i 1743 blev ophøjet til Metropolitan – et bispesæde. Fra indgangen havde vi et flot vue ind over ruinerne af det, der engang havde været en imponerende kirke – men vores rundgang i byen inkluderede ikke et besøg i kirken.

I stedet gik vi videre til Parque Uníon, hvor vi på hjørnet af 6a Calle Oriente og 3a Avenida Sur stødte på kirken Iglesia San Pedro Apóstol, der er opført i 1548 og i øvrigt er kendt for det sociale arbejde, der udføres i forbindelse med San Pedro hospitalet, der ligger dør om dør med kirken. San Pedro Apóstol-kirken har lidt forskellige skader under de forskellige jordskælv i byen, men den er mærkeligt nok aldrig kollapset.

For den anden ende af Parque Uníon ligger Tanque La Unión, der er en af Antiguas offentlige vaskepladser, indviet i 1853. I kolonitiden var der ikke indlagt vand i alle husene, og derfor anlagdes denne vaskedam, hvor kvinderne kunne sidde på bænke og vaske deres medbragte tøj i en af de 22 ‘håndvaske’, hvor der også er plads til sæben.

Over for vaskepladsen – på den anden side af gaden – ligger de imponerende ruiner af Convento Santa Clara, som franciskanerordenen begyndte opførelsen af i 1699, og som stod færdigt 3 år senere. Det blev etableret som et religiøst tilflugtssted for nonner, der tilhørte Saint Clare-ordenen, også kendt som de fattige Clares, en orden af ​​nonner, der var kendt for deres strenge hengivenhed til bøn og bod, samt ekstremt ydmyge levevilkår. Endnu et sted, som vi nøjedes med at betragte udefra…

Næste stop – endnu en kirke, Iglesia de San Francisco, der er den kirke i byen der oftest besøges af de lokale på grund af helligdommen for missionæren og helgenen Peter af Saint Joseph de Betancur. Kirken er bygget af franciskanske missionærer i 1579, og den blev et betydningsfuldt religiøst og kulturelt center for hele regionen, og teologi, jura, filosofi, fysik og matematik blev undervist på San Buenaventura College, der ligger i nutidens klosterruiner.

Peter af Saint Joseph Betancur, der var spansk missionær i Guatemala fra Tenerife og saligkåret i 1980 og kanoniseret i 2002, ligger begravet i kirken, og hans grav besøges af tusindvis af pilgrimme hvert år for at tigge om tjenester og mirakler.
I kirken er der en væg med små fliser med pilgrimmes tak for helbredelse til helgenen.

Fra Iglesia de San Francisco el grande fortsatte vi til en jadefabrik, hvor vi fik en fortælling om jade som smykkesten og vi så, hvordan stenene blev slebet, ligesom vi besøgte fabrikkens museum.

Efter dette lille afbræk fra byens arkitektur og ruiner gik turen til Convento de Santo Domingo – Santo Domingo-klostret, hvis historie går tilbage til 1538, da dominikanerne ankom til Guatemala og derefter opførte klostret. Klostret, der havde 2 tårne ​​med i alt 10 klokker, blev fuldstændig ødelagt i 1773 af Santa Marta-jordskælvene, og nu er en del af dets ruiner blevet omdannet til Casa Santo Domingo Hotel. Det var et lidt mærkeligt besøg, idet der var stor kontrast mellem hotellet og det renoverede bygninger og ruinerne af klostret – som man i øvrigt krævede et gebyr for at besøge.

Fra klostret gik vi ad de små, brostensbelagte gader til byens store seværdighed og vartegn, Arco de Santa Catalina – en bro bygget over 5a Avenida Norte. Broen blev bygget i det 17. århundrede for at forbinde Santa Catalina-klostret med en skole på den anden side af vejen, således at klostrets nonner kunne gå fra den ene bygning til den anden, uden at komme ud på vejen.

Lidt længere henne ad vejen ligger Santa Catalina-klostrets ruiner, og her opbevares de religiøse figurer, der anvendes ved diverse religiøse fejringer i byen. Sjovt syn.

Vores guidede rundtur sluttede med et besøg i/ved Iglesia de la Merced for enden af 5a Avenida Norte. Denne imponerende kirke, der står i stærke gule og hvide farver, er bygget i guatemalansk churrigueresk stil – en slags ultrabarok, der stammer fra Spanien – af ‘Den Hellige Jomfru Marias orden’ i 1749 og indviet i 1767.

Som sagt var vores guidede rundtur her i Antigua hermed slut, og vi kunne sige farvel til vores gode guide, der havde fyldt vores hoveder med masser af indtryk.
Og så kunne vi ellers bare slutte dagen af med en lækker middag på hotellets tagterrasse – og hvile benene, inden vi krøb til køjs!

Mandag, d. 15.7.
Dette var dagen, hvor vi dels skulle have genopfrisket noget af det, vi oplevede på turen i går, og dels have kigget nærmere på noget af det, vi sprang over. Og da vi jo først skulle videre fra denne skønne by i løbet af eftermiddagen, så var det jo oplagt at bruge dagen konstruktivt.
Vores tur førte os forbi Iglesia de Nuestra Señora de El Carmen, der lå i samme gade som hotellet, og videre til byens vartegn, Arco de Santa Catalina, der her i formiddagstimerne henlå uden at være ‘omringet’ af turister og gadesælgere.

Herefter gik turen videre via Plaza Mayor nåede til vores første egentlige stop, ruinerne efter den oprindelige katedral, Catedral Metropolitana de Santiago de Los Caballeros. Her løste vi billet og kunne vandre rundt i de storslåede ruiner efter en engang imponerende katedral, der blev bygget i perioden efter 1669 og indviet i 1680. Katedralen havde oprindelig 5 skibe og 18 sidekapeller – alle med kupler, og man kan i dag stadigvæk se søjlernes kapitæler med smukke dekorationer. Oprindelig havde katedralen to etager, men efter jordskælvet i 1773 blev den fuldstændig ødelagt, og man ser i dag både søjler, der stadigvæk står, og andre søjler, der er styrtet sammen i ruinerne. Under katedralen er der to krypter, heriblandt kongekrypten, og begge krypter kan stadigvæk besøges – så det blev de da…

Fra katedralens ruiner gik vi videre forbi Iglesia San Pedro Apóstol, Parque Union og vaskestedet Tanque La Unión, indtil vi kom til Convento Santa Clara, som denne gang blev besøgt. Som så mange andre bygninger i byen blev også Convento Santa Clara alvorligt beskadiget under Santa Marta-jordskælvet, men det er efterfølgende blevet delvist restaureret, og man kan nu se de bevarede delvist bevarede klosterbygninger, ruinerne af klosterkirken, springvand og anlagte haver. Hele området, som klostret dækker er et tema for fotografer, der optager fotos til både kommerciel og privat brug. Således blev der optaget en række reklamefotos, mens jeg var på besøg.

Næste stop var Colegio de la Compañía de Jesús, der er et kloster med tilhørende faciliteter som kirke og kollegium, der er opført af jesuitterne og stod færdig i 1728. Efter byggeriet stod færdigt, blev det beboet af op til 12 jesuitter, og munkene forlod først komplekset, da jesuitterordenen blev udvist af Guatemala ved en forordning i 1767. Jesuitterklostret blev kort tid efter ødelagt under Santa Marta-jordskælvene i 1773, og ruinerne husede derefter en vævefabrik og senere et håndværksmarked, og i dag står kun facaden tilbage…

Herfra stod den på kaffe i en lille, lokal café i en baggård, inden vi vandrede lidt videre rundt i gaderne, hvorved vi kom forbi ruinerne af endnu en kirke, Santa Teresa-kirken, på vej tilbage til hotellet. Kirken er et bemærkelsesværdigt historisk sted med en rig fortid, der går tilbage til slutningen af ​​det 17. århundrede. Kirken, der stod færdig i april 1687, var en del af et større klosterkompleks, der stod færdigt i 1677, som var styret af karmelitterordenens nonner, en religiøs orden kendt for deres strenge asketiske praksis. Bygningen, der er konstrueret med ekstra tykke mure, fungerede indtil for få år siden som byen Antiguas fængsel.

Vel tilbage på hotellet kunne vi slappe lidt af, inden vi blev afhentet og kørt til lufthavnen i Guatemala City, hvorefter vi skulle med aftenflyet til Flores i det nordlige Guatemala; vores residens for de næste par nætter.
Sent fremme var der blot tid til at blive kørt til øen Flores og indkvarteret på vores hotel, Casona de la Isla, få lidt aftensmad (og en øl i plastickrus!) og vandre en lille tur langs søbredden, inden vi kunne gå til ro for natten.

Tirsdag, d. 16.7.
Dagen startede med morgenmad med udsigt over søen, inden vi vandrede den korte vej til Yo Amo Petén, der var vores mødested med dagens guide.

Vi valgte at gå langs søbredden, hvor vi stod nogle minutter og betragtede et par fugle, som vi identificerede som hvidgumpede svaler (Tachycineta leucorrhoa) – hvilket ikke burde være muligt, idet de kun skulle findes i det sydlige Sydamerika.

Da vores minibus var fuld, gik turen til mayabyen Tikal, idet vi undervejs samlede vores guide op, og vel fremme ved Nationalpark Tikal, der er på UNESCOs Verdensarvliste, fik vi bestilt vores frokost, som ville stå klar efter turen rundt i parken. Herefter startede vores tur rundt i parken – og ikke mindst ruinerne efter mayabyen.

Allerede efter få skridt stødte vi på flere eksemplarer af brun skade (Psilorhinus morio), der larmede rundt omkring os.

Herefter gik det videre til et af mayaernes hellige træer, en kapok (Ceiba pentandra), før vi fik en introduktion til hele mayabyen Tikal, der strækker sig over et enormt område. Og herefter startede vores tur mellem Tikals mange templer – og på nogle af dem skulle vi endda op på toppen.

Første stop på rundturen var en af de såkaldte tvillingepyramidegrupper – betegnet som kompleks Q. Her ligger en restaureret pyramide mod øst med en række steler og altre placeret ved foden af pyramiden. Denne gruppe af i alt 4 pyramider daterer sig til 771 e.Kr., og man har opdaget i alt 9 sådanne komplekser i Tikal.

Herefter gik turen videre til et fotostop øst for et af de mest betydende templer i Tikal, det såkaldte Tempel 1 eller Den Store Jaguars Tempel efter toppen af templet, der afbilder en konge, der sidder på en jaguar-trone. Templet daterer sig til 732 e.Kr. og er bygget som et begravelsestempel for Jasaw Chan K’awiil I, der regerede i Tikal fra 682 til 734 e.Kr.
Templet, der er 55 meter højt, er opført under Jasaw Chan K’awiil I’s søn.

Fra det korte fotostop gik turen videre om på den anden side af Tempel 1 til Gran Plaza, der er den største åbne plads i Takal, hvor der blev afholdt ceremonielle fester. Pladsen er et af de mest undersøgte arkæologiske steder i verden, og udgravninger og undersøgelser af fund fra pladsen har kastet lys over sociale, økonomiske og politiske faktorer, der formede Maya-imperiet i Tikal. I den østlige ende af Gran Plaza ligger omtalte Tempel 1 – og i den vestlige ende finder man et andet af de store templer, Tempel 2, også kaldet Maskernes Tempel.
Temple 2, der er 38 meter højt, er bygget af ovennævnte Jasaw Chan K’awiil I til ære for hans kone, Lady Lahan Unen Mo’, og templet havde en enkelt overligger af træ, der bærer portrættet af en kongelig kvinde – formodentlig Lady Lahan Unen Mo’.

Nord for Gran Plaza ligger Det Nordlige Akropolis – Acrópolis del Norte, der er et kompleks med flere templer, der tjente som en kongelig nekropolis, og som var et center for begravelsesaktiviteter i over 1300 år. Akropolis, der med sin placering nord for Gran Plaza ligger nær centrum af byen, er et af de mest undersøgte Maya-arkitektoniske komplekser – næst efter Gran Plaza. I dette akropolis er der udgravet en lang række af kongegrave, som man har kunnet identificere og knytte til navngivne konger, ligesom der er fundet flere markante udskæringer og afbildninger, bla. af hoveder.

Fra monumenterne omkring Gran Plaza gik vi videre til Tempel 4, der ligger lidt afsides og – trods sin højde på 64,6 meter – vanskeligt kan ses på grund af træerne omkring templet. I stedet kan man tage den lange vej til toppen af templet ad omkring 200 trappetrin, der er af nyere dato, og man bliver på toppen belønnet med en flot udsigt over trækronerne. Bla. har man et flot udsyn til Tempel 1 og 2, der set herfra ligger lige ved siden af hinanden, samt Tempel 3.

Efter at have nydt udsigten var det så bare at kravle ned igen, og her stødte vi så på en flok næsebjørne (Nasua nasua), der fouragerede i skovbunden og ellers ikke lod sig forstyrre af turisterne. Et sødt syn…

Fra Tempel 4 gik turen til det område, der går under navnet Mundo Perdido – direkte oversat: Den Tabte Verden. Her brugte vi lidt tid ved et par af templerne, nemlig pyramiden Templo Talud-tablero (5C-49), der er 22 meter høj, og The Lost World-pyramiden (5C-54), der rager 32 meter op. Igen skulle vi op af en hulens masse trapper – denne gang for at komme til toppen  af The Lost World-pyramiden – og igen blev vi belønnet med en flot og imponerende udsigt.

Vel nede på jorden igen fik vi øje på en flok gyldne edderkoppeaber (Ateles geoffroyi), der hang og hvilede i træerne på vores rute.

Ellers vandrede vi – Claudia og jeg sammen med guiden – tilbage til Naturparkens indgang, hvor vi fik øje på en nordlig viftetyran (Onychorhynchus mexicanus) – en slags fluesnapper, der er rødlistet.

Ellers stod den nu på den allerede bestilte frokost og efterfølgende transport tilbage til Flores, hvor vi valgte at slappe af på hotellet med en kold øl i varmen, mens regnen satte ind.
Da regnen igen stilnede af, gik vi en tur rundt på øen – dvs. ad små gader op til øens centrale plads med et par træer, Parque Flores Petén, og kirken, Cathedral of Our Lady of Los Remedios, inden vi gik tilbage til søbredden og vandrede lidt frem og tilbage her.

Sluttelig slog os ned på Restaurante Casa Amalia, hvor vi nød en særdeles lækker aftensmad.

Onsdag, d. 17.7.
Efter morgenmaden blev vi afhentet på hotellet, og nu gik turen så tilbage mod Mexico via grænsebyen El Ceibo, hvor vi skulle skifte bil og chauffør. Turen gennem Guatemala gik hurtigt og smertefrit – undervejs med et par vejspærringer, hvor vi skulle dokumentere vores ærinde, men det gik problemfrit. Men det viste sig, at vores passage af grænsen blev med udfordringer.
Da vi kom frem, var grænsen lukket – som helt lukket – med en stor blå, massiv metalport!
Og der holdt vi så og ventede i godt en halv time, uden at noget skete! Det viste sig, at grænsen blev holdt fri for en guatemalansk regeringsdelegation, der havde været på besøg i Mexico, og før den var passeret, var der lukket for alle andre dødelige som os.

Da vi endelig kunne køre videre var vi hurtigt gennem grænseformaliteterne på Guatemala-siden, mens vi blev udsat for bureaukrati af værste skuffe ved indrejsen til Mexico. Først sad vi i en langsommelig kø, så udfylde papirer, sidde i kø igen, aflevere de udfyldte papirer, svare på diverse spørgsmål og vise pas. Derefter blev vores bagage gennemrodet – vi måtte jo ikke have fødevarer med ind i Mexico, og endelig gennemlysning af den allerede gennemrodede bagage, inden vi kunne sætte os ind i bilen, der skulle bringe os fra grænsen til vores næste bestemmelsessted, byen Palenque i delstaten Chiapas – en køretur på 140 km som tog knap 5 timer ad vanskelige veje. Og vores chauffør? En ældre mand, der – ud over os to danskere – havde en kvinde med i bilen, som tilsyneladende var et familiemedlem, der kunne dirigere med ham. Men vi kom da frem til vores hotel, Hotel Maya Tulipanes, hvor vi blev indkvarteret og skulle tilbringe de næste par nætter.

Herefter gik vi ud i byen for at få lidt aftensmad og hvile ud efter en hård dag på landevejene.

Torsdag, d. 18.7.
Efter morgenmaden blev vi afhentet af samme chauffør, som havde bragt os til Palenque i går eftermiddag – dog i dag suppleret med en guide, der talte et let forståeligt engelsk.
Første punkt på dagsordenen var et besøg i de nærliggende mayaruiner, Zona Arqueológica de Palenque, der lå 10 km fra vores hotel, og som var på UNESCOs Verdensarvliste.
Mayaernes navn for byen var Lakamha.
Før selve besøget gav vores fremragende guide – der ud over at være arkitekt også var af ren maya-afstamning – os et indblik i mayaernes forståelse af universet, livet og årets gang. Vi fik derigennem en forståelse for mayatemplernes placeringer i forhold til solen, og hvordan mayaerne brugte skygge og solstråler til at bestemme, hvornår afgrøderne skulle i jorden, hvornår der skulle høstes osv.
Også mayaernes talforståelse og deres måde at regne på, deres kendskab til universet samt opbygningen af deres kalender, præsenterede han for os, og det var tydeligt, at de informationer, han gav os, kom fra første hånd – og at han i øvrigt selv sammen med sin familie levede efter mayaernes traditioner og skikke den dag i dag.
Efter denne intro til mayaerne, suppleret med tegninger på jorden, begyndte vi på selve besøget af mayaernes by.

Første punkt på programmet var det kongelige palads, der af mange betegnes som et af de fineste eksempler på Maya-arkitektur, og paladsets bygninger daterer sig til tiden omkring den berømte kong Pakal den Store, og formodentlig er de opført under en af Pakals sønner, Kan Xul II, for at ære hans far.

Paladset er forsynet med et unikt, 25 meter højt, 4-etagers tårn, der har tjent ceremonielle formål og derudover nok har haft en betydning som udsigtspunkt. Paladset var – ud over at være byens administrative centrum – også en fornem bolig for kongen og hans hof samt adelsmænd, tjenere og militært personel, og man har under udgravninger af paladset fundet både dampbad, to toiletter og forskellige relieffer, der viser tilfangetagne fjender. Paladset var endvidere rigt dekoreret med stuk, som skildrer scener fra Maya-kongernes og adelens dagligdag.

Fra paladset gik vi videre til til et lille plateau sydøst for paladset, hvor der var placeret 3 markante templer, der samlet går under navnet ‘Korsets tempelkompleks’. Templerne i komplekset er bygget af kalksten i slutningen af det 7. århundrede på en hævet platform, og de er arrangeret på tre af siderne omkring en åben plads. Inskriptioner i templerne afslører, at de blev bygget til ære for tre Palenque-guder (kun kendt som GI, GII og GIII) af kong K’an Bahlam, også kaldet Snake Jaguar, og indviet i 692 e.Kr., og alle de tre templer er i øvrigt rige på maya-billeder og symbolik.
Placeringen af ​​de tre templer er relateret til indvielsen af ​​guderne: Korstemplet, der er det højeste tempel og beliggende nord for pladsen, er forbundet med himlen og zenit

Temple of the Foliated Cross, der er bygget i en mellemhøjde sammenlignet med de to andre templer og placeret øst for pladsen, er forbundet med regenerering gennem liv-død-genfødsel-cyklussen, og Solens Tempel, der er den laveste bygning i komplekset, og som endda ligger under pladsens generelle niveau og placeret mod vest, er forbundet med underverdenen og med solens passage under jorden.

I øvrigt ligger yderligere et par småtempler, betegnes som Tempel XIV og Tempel XV mellem Solens Tempel og Korstemplet.

Et kuriosum om Temple of the Foliated Cross – på dansk nogen gange kaldt Løvkorsets Tempel – er, at Solen under sommersolhverv står op præcis bag templet og går ned foran det, og at mayaerne forbandt det med det øjeblik, hvor majsen skal plantes.

Fra Korsets tempelkompleks fortsatte vores rundtur til Templo de Las Inscripciones, Inskriptionernes Tempel, der ligger sydvest for paladset, og som er den største pyramide i Palenque. Pyramiden blev færdiggjort i 683 e.Kr. og tjente som et begravelsesmonument for kong K’inich Janaab’ Pakal – Pakal den Store, og inde i pyramiden har man fundet hans sarkofag og flere værdifulde genstande i et skjult gravkammer. Af de mere kendte genstande er Pakals dødsmaske fremstillet af jade – med øjne af obsidian og perlemor.
I templet har man opdaget 6 paneler med maya-tekster og illustrationer af bla. mennesker – heraf templets navn. Man kan desværre ikke komme ind og se inskriptionerne og illustrationerne, hvilket skyldes den megen slid – og nok også graffiti, som turisters besøg har påført stedet.

Ved siden at Inskriptionernes Tempel ligger et mindre og mindre velbevaret Templo de la Reina Roja, Den Røde Dronnings Tempel. Her har man i 1994 fundet en grav, der indeholdt en sarkofag med skelettet af en fornem adelskvinde, der var dækket og omgivet af en stor samling af jade- og perlegenstande , bennåle og skaller, som oprindeligt var stykker af halskæder, ørespoler og armbånd samt et diadem. Skelettet og alle genstandene var dækket af rødt cinnoberpulver – deraf navnet på templet. Man ved ikke, hvem der er tale om, men den nyeste forskning antyder, at det kunne være dronning Ix Tz’akbu Ajaw, hustru til Pakal den Store.

Med denne pyramide var vores besøg i mayaernes Palenque forbi, men vi havde købet vores guide til en tur ud i den omgivende jungle på en times tid, i håbet om, at han kunne vise os noget af fugle- og dyrelivet her. Det blev lidt af en skuffelse – og det eneste vi fik set var et par fiskende edderkopper (Dolomedes albineus) og en rede fra en kolibri – og så ellers høre et par aber skrige på afstand. Endvidere så vi de nærende frugter fra bjergpalme (Chamaedorea neurochlamys), som lokalbefolkningen anvender i husholdningen.

Efter denne tur i skoven sagde vi farvel til vores ellers rigtig gode guide. Herefter blev vi samlet op af vores chauffør, og turen kunne herefter fortsætte til Misol-há vandfaldet, der ligger 20-30 kilometer fra Palenque ved vejen, der fører sydpå mod San Cristóbal de las Casas.
Misol-Há vandfaldet, der ligger et stykke inde i den tropiske regnskov, er 35 m højt, og har en enkelt stråle, der falder ned i en næsten cirkulær pool med en flot turkisblå farve på grund af vandets høje mineralindhold. Man man gå ned til poolen og ind bag vandfaldet , hvor man går på en noget glat sti i en hule. Poolen er egnet til svømning, og det var også det, vi oplevede, da vi besøgte stedet.

Efter besøget ved Misol-Há gik turen videre sydpå til et andet vandfald, Agua Azul, der var enormt imponerende og smukt, og er på top tre på listen over vandfald, vi gennem årene har besøgt. Vi havde god tid – godt et par timer – til at betragte vandfaldet, men det var slet ikke for meget, når tiden inkluderede frokost. I virkeligheden er Agua Azul en gruppe på mere end 500 vandfald, der er fra 3 til 30 meter høje, der falder ned over en længere strækning, så vi valgte at gå langs bredden af vandfaldene for at få de bedste indtryk – og der var flere steder, hvor vi kunne se ud over forskellige dele af vandfaldene.

I øvrigt kunne vi nyde naturen, flora og fauna, og vi brugte en del tid på at betragte flittige bladskærermyrer, der samlede friske blade til deres bo.

Derudover kunne vi iagttage en art Bromelia, Aechmea bracteata, der snyltede på træerne langs med vandfaldene.

Efter at have nydt udsigterne på stedet gik turen til bage til Palenque og hotellet, hvor vi lige havde tid til at nyde den sidste aftensmad i Palenque, inden vi kunne slappe af på vores værelse – hvile ud efter en særdeles begivenhedsrig dag…

Fredag, d. 19.7.
Efter morgenmaden pakkede vi vores sager og gik herefter de 300 meter til busterminalen, hvorfra vi skulle med en luksusbus til vores næste destination, Merida – en tur på godt 9 timer. Alt gik efter planen, og sidst på eftermiddagen kunne vi så tjekke ind på vores hotel, Hotel del Gobernador i centrum af byen.

Da dagen gik på hæld, nøjedes vi med en kort tur rundt i bykernen for at få lidt at spise efter en lang dag på landevejene – hvorefter vi lige sluttede med et besøg på byens torv, Plaza Grande. Det viste sig, at hele torvet var gravet op, fordi der skulle ny belægning på – så noget kønt syn var det ikke, og af en forbipasserende fik vi at vide, at vi kunne komme tilbage til september, for så ville arbejdet være færdigt!
Så længe kunne vi ikke vente, og derfor vandrede vi tilbage mod hotellet – med et enkelt stop, hvor vi nød en drink på vejen.

Lørdag, d. 20.7.
Dagen i dag var indlagt i vores rejseprogram som en fridag, men vi havde set, at vi i stedet kunne booke en tur til Celestún, en lille ferieby, der ligger halvanden times kørsel vestpå fra Mérida – direkte ved Den Mexicanske Golf. Byen er kendt for sine gode badestrande samt det beskyttede vådområde, Ria Celestún Biosphere Reserve, umiddelbart øst for byen.
Altså af sted – og med første stop ved vådområdet, hvor vi på Parador Turístico Celestún fik plads om bord på en af de mange både, der sejlede ud i det lavvandede område.

Men allerede inden vi gik om bord på båden kunne vi betragte flere flotte fregatfugle, der fløj rundt i området; store, sorte fugle med lange vinger og kløftede haler. I dette tilfælde var der sandsynligvis tale om den lille fregatfugl (Fregata ariel), der ret almindelig på de kanter – men imponerende at se den manøvrere rundt i luften over os. (Og ‘lille’, det er den nu ikke!)

Båden sejlede nordpå i området, hvor vi stoppede op for at betragte en større gruppe af caribiske flamingoer (Phoenicopterus ruber), og hvis man ikke har set flamingoer før, er det helt sikkert et imponerende syn, med de statelige, lyserøde fugle, der bare står der i vandet.

Vi lå stille i båden et stykke tid, uden at komme for tæt på fuglene og derved forstyrre dem.
Efter en pause på et kvarters tid sejlede vi videre forbi en lille ø med en koloni af ynglende Neotropisk skarv (Nannopterum brasilianum) samt flere andre, mere almindelige havfugle.

Næste punkte var, at vi sejlede ind i en ‘tunnel’ mellem rødderne fra mangrovetræerne, hvor vi fik øje på en krokodille, der lå i vandet. Der lever to forskellige arter af krokodiller her i Celestún, og den, vi så, var et eksemplar af bredsnudet krokodille, også kaldet Morelets krokodille eller mexikansk krokodille (Crocodylus moreletii).

Videre gik det gennem mangroven, inden vi – efter al for kort tid på vandet – sejlede tilbage til Parador Turístico Celestún og kunne konstatere, at turen var slut.
Som en lille sidegevinst gik vi lidt væk fra stedet og kunne se en flok vaskebjørne (Procyon lotor), der var vant til turister og lette at lokke til med en kiks eller to…

Herefter gik det videre til stranden, hvor vi startede med frokost på restaurant Los Pampanos – lige på stranden, inden vi vandrede en tur langs stranden til byens mole. Undervejs kunne vi betragte fregatfuglene over os – dygtige flyvere som de er – og ungdommens ræs på knallert frem og tilbage mellem byen og molen. Vi andre var mere fokuseret på den hvide strand, der stod godt til palmerne – og så de to fyrtårne, hvoraf det ældste stod skævt og ledte tankerne hen på Det Skæve Tårn i Pisa.

Efter gåturen klædte vi om for at tage en dukkert i det varme – rigtig varme – vand, inden turen gik tilbage til Mérida.
I Mérida gik vi en eftermiddagstur i bykernen. Først gik vi tilbage til torvet, Plaza Grande, hvor vi besøgte Palacio de Gobierno, regeringspaladset. Paladset er – som det fremstår nu – bygget i 1892, og det huser kontorerne for regeringen i staten Yucatán. Vi nøjedes med et besøg i gården, men det kunne ellers godt lade sig gøre at komme indenfor i bygningen.

Heller ikke den imponerende katedral, Catedral de San Ildefonso, besøgte vi; vi havde lige som været på nok kirkebesøg på denne tur, så det trak ikke i os at komme indenfor her.

I stedet besøgte vi byens turistinformation for at få inspiration til vores tur videre ud i byen, idet vi gerne ville se lidt af de koloniale bygninger, som skulle stå tilbage som et minde om den tid, spanierne regerede her.
Vi gik derfor nordpå til den store, brede boulevard, Paseo de Montejo, opkaldt efter spanierne, far og søn, der erobrede ​​Yucatán og grundlagde Mérida. Boulevarden er anlagt efter fransk forbillede, især Champs Elysées i Paris, og her blev bygget vigtige monumenter og bygninger, der er kendetegnende for byen. Vi startede vores tur på boulevarden ved monumentet for ovennævnte Francisco de Montejo og hans søn af samme navn, inden vi gik forbi et par af de bygninger, der engang var så kendetegnende for hele boulevarden – først Casas Gemelas og derefter Palacio Cantón.

Casas Gemelas – Tvillingehusene – er en gruppe palæer, der er bygget mellem 1908 og 1911 i Beaux-Arts-stil, og oprindelig var de privatbolig for Familia de la Cámara, en adelig spansk slægt, der oprindelig kommer fra Castilien. I dag rummer huset museum Montejo 495, der viser, hvordan familien Cámara boede og levede. I årenes løb har husene været vært for utallige gæster, herunder prinsesse Grace og prins Rainier af Monaco , dronning Juliana af Holland , kong Umberto II af Italien og Jacqueline Kennedy Onassis – for at fremhæve nogle af de mere kendte.

Palacio Cantón er bygget mellem 1904 og 1911 af general Francisco Cantón Rosado og tjente herefter som hans familieresidens, indtil det i 1932 blev det solgt til Yucatáns regering.
Bygningen, der i dag huser Yucatáns regionale antropologiske museum, er – som Casas Gemelas – bygget i fransk stil med barokke og neoklassiske elementer.

Vi undlod at besøge de to bygninger, men vendte om og gik tilbage mod Plaza Grande, mens det så småt begyndte at regne. Det gjorde, at vi undervejs søgte ly i universitetet, Universidad Autónoma de Yucatán og lidt efter i en kunstforretning, Artesanal del Pueblo Maya, der forhandlede kunstartikler og tøj, der var fremstillet af maya-folket.
Lige rundt om hjørnet søgte vi mod Museo de la Gastronomía Yucateca, der – ud over at være en udmærket restaurant – også havde en udstilling, der relaterede sig til mayaernes kost, dagligdag og levevis. Her så vi også maya-kvinder, der sad og fremstillede de brød, der blev serveret på restauranten.

I mellemtiden holdt regnen op, og vi kunne vandre tilbage til vores hotel i tørvejr og falde til ro efter en god dag.

Søndag, d. 21.7.
Vi startede dagen med morgenmad på hotellet, hvorefter vi blev afhentet af guiden, der skulle føre os gennem dagens program. Turen gik herefter fra Mérida østpå ad en god og temmelig ny highway til Playa del Carmen, hvor vi undervejs – cirka midtvejs – stop, hvor vi besøgte mayaruinerne i Chichén-Itza, der ikke bare er på UNESCOs Verdensarvliste, men som samtidig er kåret som et af verdens 7 nye vidundere.
Efter et par timers kørsel var vi fremme ved Chichén-Itza, og selv om vi kun havde set få biler på vej fra Mérida, så endte vi i en meget langsommelig kø det sidste stykke ind til ruinerne. Forklaringen var – i følge vores guide, at man som mexicaner har gratis adgang til alle kulturinstutioner og -seværdigheder om søndagen i Mexico, og netop Chichén-Itza er en af de mest besøgte seværdigheder i landet. Og så var det jo netop søndag! Men vi fandt en P-plads, og gik så det sidste lille stykke til indgangen til selve det arkæologiske område.
Fra indgangen til området vandrede vi blandt tusindvis af mexicanere og en del andre turister til Grand Terrace – den store plads med de fleste af de vigtige ruiner fandtes, og det første, der dukkede op for øjnene af os, var det mest ikoniske og dominerende bygningsværk i Chichén-Itza, nemlig Kukulcán-templet.

Det 26 meter høje tempel, der på spansk blot kaldes El Castillo, er bygget engang mellem det 8. og 12. århundrede e.Kr. for guden Kukulcán, der også kendes som ‘Den Fjerklædte Slange’, og som i øvrigt svarer til aztekernes Quetzalcoatl. Netop symboler eller billeder af Den Fjerklædte Slange og jaguaren optræder i stort tal overalt i området.
Hver af templets 4 sider har 91 trin som – når de lægges sammen og adderes med platformen på toppen som et sidet ‘trin’ – giver tallet 365 (4 x 91 + 1 = 365), hvilket er antallet af dage i Haab-året, som mange af de tidlige kulturer i Mellemamerika regnede efter.
Vores rundtur i Chichén-Itza startede ikke ved Kukulcán-templet, men derimod ved ‘Det Nederste Jaguar’-tempel, der har søjler med smukke og avancerede reliefferer, og som er indbygget i østvæggen af ‘Den Store Boldbane’.

Den Store Boldbane, der er den største i Amerika med en længde på 150 meter og en bredde på 50 meter, er et imponerende syn, hvor der på begge banens vægge er relieffer, der viser en boldspillere, syv på hver side af et kranieformet cirkulært centralt motiv, symbol på døden. Først i gruppen til højre bliver en spiller halshugget, med det ene knæ på jorden og ud af hans nakke kommer blodet i form af slanger. Den første i gruppen til venstre er den, der ofrer, med en kniv i den ene hånd og hovedet på den halshuggede i den anden.

 

Alle karaktererne er rigt iklædt med store og dyrebare fjer på hjelmene, næseringe, armbeskyttere, brede bælter, knæbeskyttere, sandaler med hæl, kilt osv. Hele kompositionen er endvidere fuld af blomstermotiver, grøntsagsgrene – for at udfylde hullerne mellem spillerne. Alt i alt har man ved at lære at læse reliefferne fundet ud af, hvordan spillet nok har foregået – og hvorfor man spillede.
I nordenden af boldbanen finder man den mest velbevarede bygning omkring boldbanen, Nord-templet eller Den Skæggede Mands Tempel. På templets bagvæg ses en scene, hvor guden Kukulkan sidder på en jaguartrone, der er markeret af en oval dannet af en fjerklædt slange – og på hver side af guden er der syv karakterer, hovedsageligt krigere eller boldspillere.

Fra boldbanen fortsatte vi mod øst til en række lavere platforme med forskellige motiver udhugget på siderne. Først stødte vi på Tzompantli – eller Kraniernes Platform, som har navn efter en stor mængde af kranier, der er indhugget på siderne af platformen. (Vi havde tidligere set et andet eksempel på en tzompantli i Templo Mayor i Mexico City.)

Herefter fulgte Jaguarernes og Ørnenes Platform, som på siderne af platformen har udhuggede relieffer, der viser jaguarer og ørne i ritualer, bla. i gang med at fortære menneskehjerter.
Den tredje platform i denne serie var Venus-platformen – en platform der mindre meget om Jaguarernes og Ørnenes Platform.

Med turen forbi de tre platforme var vi efterhånden kommet om på nordsiden af Kukulcán-templet, der nu fremstilledes i et bedre skær og med færre mennesker end fra vestsiden, og således fortsatte vi om til østsiden og nærmede os El Templo de los Guerreros, Krigernes Tempel.

Krigernes tempel, der er 13 meter højt og 40 meter bredt, er en af ​​de mest imponerende og vigtige strukturer på Chichén Itza, og det er måske den eneste kendte senklassiske Maya-bygning, der er tilstrækkelig stor nok til at rumme virkelig store forsamlinger. Der er tale om en 3-trins pyramide, der ved indgangen har haft en liggende statue af en Chac Mool. Denne statue er i dag opbevaret på National Museum of Anthropology i Mexico City.
Krigernes tempel består af fire platforme, og er på syd- og vestsiden flankeret af ​​200 runde og firkantede søjler, der er forsynet med relieffer af rigt påklædte krigere og andre individer. Scenen, som søjlerne tilsammen danner, er blevet fortolket som en faktisk begivenhed, der fandt sted i Chichén.

Ved sydsiden af Krigernes tempel er ‘pladsen med de tusind søjler’, hvor – mener man – søjlerne har støttet et tag, der for længst er forsvundet.

Vores tur gik nu videre ind i skyggen mellem træerne for at besøge El Osario, Bentemplet, der også går under navnet ‘Ypperstepræsternes Tempel’. Dette tempel er en pyramide med 9 trin og en trappe på hver side, og det er bygget over en grotte, hvor man har fundet 7 grave, der indeholdt offer-effekter i form af jade, bjergkrystal, skaller og kobber.
Templet er – måske netop på grund af ovennævnte grotte – et af de mest undersøgte bygningsværker i Chichén-Itza.

Med besøget ved El Osario var vores besøg i Chichén-Itza forbi, men inden vi kørte videre mod Playa del Carmen, besøgte vi en nærved liggende cenote, Ik Kil, der går for at være et af Mexicos mest betagende naturvidundere. Cenoten, der har en diameter på ca. 60 meter og er 40 meter dyb, har en historie, der går tilbage til mayaernes tid. Mayaerne betragtede vandet i cenoten som helligt og troede, at det var hjemsted for deres regngud, Chaac. Derfor udførte de menneskeofringer her for at formilde guden, og arkæologer har fundet knogler og smykker i cenotens vand, der bekræfter at menneskeofringer her fandt sted.

Ved cenoten yngler den turkisbrynede motmot (Eumomota superciliosa), der havde en stor betydning for mayaerne i deres søgning efter vand; der hvor fuglen er, der er der også en cenote, og dermed vand!

Ud over disse smukke fugle var der også frodigt med planter, f..eks. Tillandsia capitata – der ikke har noget dansk navn.

Ellers stod den på en omgang frokost i landsbyen Chichén, inden vi kørte de sidste kilometer til vores næste (og sidste) hotel på denne rejse, HM Playa del Carmen. Endnu engang et hotel lige i centrum – og efter vi havde fået os indkvarteret, lavede vi en aftale med en agent, der var tilknyttet hotellet, om en tur i oplandet af Playa del Carmen dagen efter. Så var det ellers bare ud at finde en restaurant, få noget at spise og få hvilet vores kroppe efter en begivenhedsrig dag.

Mandag, d. 22.7.
Efter morgenmaden blev vi afhentet af en repræsentant for OceanTours – en lokal touroperatør, der udbød oplevelsesture i og omkring Playa del Carmen, og sammen med 10 andre gæster ombord i minibussen blev vi kørt til mayaruinerne i Tulum, hvor vi havde dagens første stop.
Mayabyen i Tulum var en af ​​de sidste byer, der blev bygget og beboet af mayaerne, og byen opnåede sin storhedstid mellem det 13. og 15. århundrede. Mayaerne fortsatte med at bo i Tulum omkring 70 år efter at spanierne besatte Mexico, men byen blev – uvist af hvilken grund – forladt i slutningen af ​​det 16. århundrede.
Mayabyen Tulum er speciel i forhold til alle andre mayabyer i to henseender:
Det er den eneste mayaby, der ligger ved havet, og den er omgivet af en 8 meter tyk og 5 meter høj mur på tre af siderne; den fjerde side vender mod havet. Det betyder, at adgangen til byen sker gennem en af de fem smalle åbninger i muren.

Vores tur rundt i Tulum blev ikke den oplevelse, vi havde håbet på; for det første havde vi en lokal guide, hvis kendskab til mayakulturen var mangelfuld – og hans viden og formidling kom ikke i nærheden af, hvad vores tidligere guider havde præsteret. For det andet blev turen gennem ruinerne noget overfladisk og jappet igennem. Og for det tredje fik vi ikke mulighed for at indhente det forsømte, idet vi fik bare 20 minutter på egen hånd…
Vi startede rundturen ved Casa del Noreste, der – som navnet siger – er det nordvestlige hus i området, men ud over at der er fundet en del grav med knogler inden i huset, er det som sådan ikke interessant. Fra Casa del Noreste er der en fin udsigt ud over ruinområdet.

Vi gik videre sydvestpå til El Palacio (nogen gange kaldet Casa Halach Uinic) og Casa de la Columnas, der ligger ved siden af hinanden, og som begge var boliger for Tulums vigtigste indbyggere. Og begge disse bygninger er stærkt medtagne af tidens tand.

Den næste bygning mod sydvest er Templo de Los Frescos, der er den bedst bevarede bygning i Tulum, og som har fået sit navn efter farvede malerier på de indre vægge. Templet er i to niveauer: Øverste niveau er dekoreret med røde håndaftryk, mens det nederste, der består af to templer inden i hinanden, har udskårne relieffer af skaberguden Chac. Endvidere er også det nederste tempel indvendigt dekoreret med vægmalerier.

Vores sidste stop på den fælles rundtur var udsigtspunktet, hvor El Castillo ligger på toppen af klippen sammen med Templo del Dios Descendente.

Fra El Castillo, som er den højeste og mest berømte bygning i Tulumer der en smuk udsigt ud over Det Caribiske Hav, og bygningen blev brugt som et fyrtårn for at hjælpe Maya-sejlere sikkert i land.

Templo del Dios Descendente – den Nedstigende Guds Tempel – har en figur med hovedet pegende nedad på facaden, hvilket symboliserer den nedstigende gud, som er forbundet med solens nedgang; den samme figur optræder mange gange på adskillige friser i templet.
Efter et kvarter på egen hånd – hvor vi i øvrigt ikke kunne nå noget – gik vi i samlet flok tilbage til minibussen, der kørte os til Akumal, hvor den næste time stod på snorkling i revet ud for kysten, og efter en god og grundig introduktion til, hvordan man skulle agere i vandet, blev vi sejlet et godt stykke ud fra kysten – og dumpet i vandet.
For mig – der var ude at snorkle for første gang i mit liv – var det en storslående oplevelse at se de mange forskellige, farverige fisk i revet lige under mig, og endnu større blev oplevelsen, da vi stødte på flere eksemplarer af græssende grøn havskildpadde (Chelonia mydas).

Efter vores oplevelser under havets overflade gik turen videre til Cenote Yum Balam, hvor vi efter frokost skulle en tur ned i cenoten for en svømmetur gennem flere huler under jorden; igen en spændende oplevelse, hvor vi steg ned i cenoten gennem et hul – og kom op gennem et andet.

Herefter gik det tilbage til hotellet, hvor vi valgte at bruge resten af eftermiddagen på at slendre lidt rundt i bykernen. Her blev der også lejlighed til at smage den berømmede lokale dessert marquesita, der består af en crepe, rullet og fyldt med cajeta (dulce de leche, nutella, marmelade, frugt og/eller queso de bola (ost)). De sælges om aftenen på pladser, i parker og på gadehjørner.
Ellers oplevede vi også en turistby, hvor den charme, vi havde oplevet andre steder på vores tur, var helt væk! Så vi fandt et lidt kedeligt sted, hvor vi kunne få aftensmad, inden turen gik tilbage til hotellet for at få en god nats søvn – den sidste nat i Mexico!

Tirsdag, d. 23.7.
I dag stod vi så op til vores sidste dag i Mexico, så efter morgenmaden stod den på pakning af vores kufferter og så ellers at få dem deponeret, så vi kunne gå endnu en tur ud i byen; vi skulle jo først af sted til lufthavnen sidst på eftermiddagen ved 5-tiden.
Altså blev det til en tur op og ned ad strøget, Quinta Avenida, der nu var noget mere mennesketomt end i aftes, hvor festglade (unge) mennesker prægede gadebilledet. I dag var det så som så med mennesker…

Vi fik også kigget ind i forskellige forretninger og indkøbscentre, inden vi nødvendigvis måtte have en is på Häagen-Dazs.
Videre gik det til Chokolademuseet, Museo Choco-Story, der faktisk lå lige ved siden af vores hotel. Her blev vi ført gennem kakaoens historie, vi fik indblik i kakaodyrkning og forarbejdning af kakao til chokolade. Et ret så interessant besøg, der sluttede med, at vi fik lejlighed til at se forvandlingens mange faser fra kakaofrugt til en plade chokolade; demonstreret af en af museets medarbejdere.

Fra chokolademuseet gik vi videre til Tequilamuseet, der nærmere var en forretning, der solgte tequila i alle prisklasser og gamle som nye flasker.

Videre til stranden, der var præget af barer og restauranter helt ned til vandkanten, men hvor vi mere betragtede fregatfuglene over os end de mere eller mindre krebserøde turister i barstolene omkring os.

Efter lidt let frokost og et par indkøb var det tid til at søge tilbage til hotellet for pickup til lufthavnen i Cancun, og så ellers vente på flyet, der skulle bringe os til Paris.

Onsdag, d. 24.7.
Landing i Paris 13:10 – og så ellers prøve at slappe af i lufthavnen inden den sidste flyvning til Billund, hvor vi landede 21:30, og hvor vi blev afhentet af Silas og kørt hjem til Aarhus.