Niedersachsen, 24.-28.3.24

Kort påskeferietur til Niedersachsen, Claudias hjemegn, hvor vi besøgte forskellige mindre byer.
Vores base under turen var Hülptingsen – forstad til Burgdorf, hvor vi var privat indkvarteret hos Ela og Dirk, i øvrigt som så mange gange før…

Søndag d. 24.3.
Vi kørte tidligt hjemmefra, og foran os lå 500 km, inden vi var fremme i Hülptingsen, hvor vi efter frokost kørte til Linden – en bydel i Hannover. Her var vores mål var den berømte ‘Scilla-Blütenfest auf dem Lindener Berg’, hvor tusindvis af blomstrende Scilla Siberica danner et unikt blåt tæppe af blomster på den nedlagte kirkegård på Lindener Berg.

‘Bjerget’, der med sine 89 meter er det næsthøjeste naturlige punkt i Hannover, var mål for den første del af vores tur til Linden – med en tur på kirkegården som omdrejningspunktet.
Oprindelig var kirkegården en køkkenhave, der blev anlagt i 1637 midt under 30-årskrigen, og på den ene side tjente den som leverandør af mad til Hannovers hof, og på den anden side som barokhave med nytte- og prydplanter og andre dekorative elementer.
Lige inden for indgangen til kirkegården ligger Küchengarten-Pavillon, der er en fredet pavillon og tidligere lysthus, der er bygget i 1741. Pavillonen går for at være en af Hannovers arkitektoniske skatte og rummer i dag et udstillingsrum om historien om den tidligere industriby Linden og en permanent udstilling rummer palæontologen Carl Struckmanns fossilsamling.

Selve pavillonen blev oprindelig opført i sandsten i forbindelse med omlægningen af køkkenhaven – formodentlig i 1741, mens kuplen blev tilføjet i 1749.
Efter turen rundt på kirkegården gik vi lidt videre til Lindener Turm, der er en fredet tidligere hollandsk vindmølle, som blev bygget på et vagttårn fra middelalderen. Vagttårnet er fra 1392 og blev bygget af kalksten fra et lokalt stenbrud. I 1651 beordrede Georg Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg det gamle tårn omdannet til en hollandsk vindmølle med en roterende overdel, som var moderne på det tidspunkt.
Tårnet indgår i dag som en del af en lokal Biergarten.

Fra tårnet gik vi forbi Villa Osmers, der er en ejendommelig bygning nær toppen af Lindener Berg. Bygningen blev opført i 1903 til Heinrich Osmers, der var rektor på mellemskolen på Lindener Berg, og bygningen kaldes på grund af sit udseende i folkemunde ‘Lindener Schlösschen’. Siden 1978 er bygningen ejet af en lokal tandlægefamilie.
Herefter stod den på kaffe og kage i den lokale kirke, St. Martinskirche, der er den ældste evangelisk-lutherske kirke i Linden. Af den oprindelige kirke, der blev bygget i 1200-tallet, og en barok tilbygning fra 1728, står kun tårnet tilbage. De øvrige bygninger blev ødelagt ved luftangrebene på Hannover i 2. Verdenskrig. En ny kirke blev opført i 1957.

Fra Lindener Berg gik turen videre til bydelen Linden-Limmer.
Her passerede vi det gamle og nu nedlagte bryghus ved Lindener Marktplatz, hvor man også finder Villa Hermann Stephanus, der i virkeligheden er to villaer. Den ene – og den mindste af de to – ligger i nordenden af Lindener Marktplatz på adressen Davenstedter Straße 4.

Villaen, der er fredet, er bygget i tiden mellem 1865 og 1870, og den ligger i dag klemt inde mellem større og nyere bygninger.
Den større Villa Stephanus ligger i Gartenstrasse og er bygget omkring år 1900 til Lindens borgmester, Richard Stephanus. I 1930’erne måtte Stephanus sælge sin villa, der blev overtaget af nazisterne og brugt som Gestapo-base, men efter krigen indrettedes bydelens politistation, 9. Revier, i villaen.

Omkring 2010 flyttede politistationen ud, hvorefter bygningen gennemgik en restaurering, således at den i dag rummer en række ejerlejligheder.
Efter en kop kaffe i en lille, alternativ café i Limmer Strasse var vores sidste stop Stärkestrasse, hvor Claudia boede i nogle år i sin tidlige ungdom. Her fik vi – på noget, der lignede en legeplads – lejlighed til at betragte nogle flotte gavlmalerier.

Herefter gik turen tilbage til Hülptingsen til aftensmad og hyggeligt samvær i familiens skød.

Mandag d. 25.3.
Efter morgenmaden stod den på en tur rundt i Burgdorf, der lå bare nogle få kilometer fra Hülptingsen, så det blev en tur ind til centrum på gåben. Turen førte langs byens flod, Aue, ind til Pferdemarkt og Schützenplatz.

I Marktstrasse besøgte vi en del forretninger med damebeklædning og faldt i samme gade over over 2 af byens i alt 28 ‘Stolpersteine’. Stenene, der i virkeligheden er små messingplader på 10 gange 10 cm, dokumenterer skæbnen for nogle af byens jødiske borgere under 2. Verdenskrig. Her i Marktstrasse fandt vi stenene ud for nummer 43 – for Henri Steinberg og Jenny Steinberg.
Henri Steinberg blev sammen med sin kone Karoline og deres 13-årige søn Kurt deporteret til Litzmannstadt (Lodz), hvor han døde af underernæring 6.9.1942. Karoline blev gasset i Auschwitz i 1944, mens sønnen Kurt overlevede og blev befriet af de allierede i slutningen af krigen.
Jenni Steinberg – Henris mor – begik selvmord i Burgdorf i januar 1941.

Efter at have fordøjet historien kom vi frem til byens evangelisk-lutherske kirke, St. Pankratiuskirche. Denne kirke er bygget i 1813 i klassicistisk stil på et sted, hvor flere tidligere kirker også var bygget – den ældste fra det 13. århundrede. Kirken i sig selv er – hverken i det ydre eller i det indre – noget specielt mindeværdigt.

Uden for kirken – på Spittaplatz, byens markedsplads – er der en brønd med en skulptur, der forestiller skomageren og spåkonen Wicken Thies, der levede i den første halvdel af 1600-tallet. Wicken Thies kom med mange fantastiske forudsigelser, der også gik i opfyldelse.
Wicken er et plattysk ord for profeti og Thies en forkortelse for Matthias.
Figuren er fremstillet i bronze og forestiller Wicken Thies med en skomagerhammer i sin venstre hånd, mens højre hånd peger mod himlen – som om han tolker fremtiden.

Brøndens placering midt på pladsen har gennem årene delt byens borgere i to grupper; nogle vil have den fjernet, fordi den står i vejen, når der er større arrangementer på pladsen, mens andre ønsker, at den bliver stående, hvor den altid har stået, fordi den er en gave fra en af byens banker. Lige nu bliver den stående!
På pladsen findes også en skulptur, der forestiller den tyske præst Karl Johann Philipp Spitta, der skrev en del salmer, og som har lagt navn til pladsen.

Fra Spittapladsen fortsatte vi ind i det middelalderlige område nord for Marktstrasse, hvor vi fandt mange bindingsværkshuse af ældre dato.
Over for kirken lå Stadtsparkasse Burgdorf i et smukt, men nyere, bindingsværkhus fra 1911, og på vores vej videre stødte vi på pladsen Am Brandende, der har fået sit navn, fordi dette var stedet, hvor branden i 1809 blev stoppet og slukket. Næsten hele byen blev ødelagt ved denne brand, men flere huse – herunder Ackerbürgerhaus Am Brandende 2 – overlevede. I det hele taget var der mange smukke, gamle bindingsværkshuse i området omkring Am Brandende.

Efter en kop kaffe med tilhørende tysk Torte på Café Fräulein Louise fortsatte vi vores tur i Stadtpark Burgdorf – og på vejen derhen passerede vi Schloss Burgdorf og Rathaus 2.
Schloss Burgdorf er bygget som et tofløjet slot i barokstil  i perioden fra 1642 til 1650, og det har aldrig været anvendt som slot i egentlig forstand, men det tjente siden 1705 som jagthytte for de lokale hertuger samt konferencested. Mellem 1979 og 1981 blev slottet omfattende renoveret og facaden rekonstrueret, så den fik sit oprindelige udseende.

Turen i parken gav os lejlighed til at nyde den stille natur og lytte til nogle af de mange fugle, der boede her. Isfuglen, som man ellers reklamerede vidt og bredt med på flere opslagstavler, så vi dog desværre ikke nogen spor af.

Ellers gik turen tilbage til Hülptingsen ad samme vej, som vi var kommet om formiddagen; langs Aue. Her fik vi set en af de lokale storke, der havde sin rede på den modsatte side af floden.

Eftermiddagen blev brugt på et familiebesøg i Hemmingen-Westerfeld, hvor der endnu engang stod kaffe og kage på programmet.
Og så stod resten af dagen på endnu en gang med aftensmad og hyggeligt samvær i Hülptingsen.

Tirsdag d. 26.3.
Efter morgenmaden kørte vi med Dirk samt Andrea og Wolfgang til Wolfenbüttel syd for Braunschweig, hvor vi skulle tilbringe de næste timer i en charmerende gammel by – i øvrigt mens Ela skulle passe sit arbejde.
Wolfenbüttel, der i dag har omkring 55000 indbyggere, gennemskæres af floden Oker.
Byen har gennem historien været en stærk garnisonsby og er bla. sæde for den evangelisk-lutherske kirke i Braunschweig. Endvidere var den i en periode på mere end 300 år – fra 1432 til 1753 – residensby for fyrsten i Braunschweig.
Wolfenbüttel led meget under 30-årskrigen, hvor den danske Kong Christian IV kontrollerede byens fæstning, men blev forskånet i 2. Verdenskrig, da den ikke havde nogen nævneværdig militær betydning i sammenligning med de nærved liggende byer, Salzgitter mod øst (med stålværker) og Hildesheim mod nord. Derfor fremstår byen også i dag med mere end 600 meget velbevarede bindingsværkhuse.

Vores besøg i byen startede ved og i byens hovedkirke, Beatae Mariae Virginis, der betragtes som den første større protestantiske kirke i verden, bygget i årene fra 1608 til 1624.
Kirkens historie er tæt forbundet med hertugerne, der boede på slottet, og i kælderen finder man 2 fyrstekrypter, hvor i alt 41 medlemmer af byens hertugfamilier er stedt til hvile.

Kirkerummet er meget imponerende, og især prædikestolen, alteret, orglet og et mindesmærke for Heinrich II, hans to sønner Karl Victor og Philipp Magnus samt hans 2. hustru, Sofie af Polen, er imponerende.

Efter besøget i kirken førte vores byrundtur os videre til Stadtmarkt med bla. byens rådhus, der er bygget i 1602. Såvel rådhuset som de øvrige bygninger rundt om Stadtmarkt fremstår som velholdte huse – de fleste meget farvestrålende – og med bindingsværk.

Fra Stadtmarkt fortsatte vi vores tur gennem den ‘travle’ handelsgade, Lange Herzogstrasse – igen præget af mange smukke bindingsværkshuse, det ene ældre end det andet.
Det var meget tydeligt, at de fleste huse var meget gamle og velbevarede.
Fra handelsgaden fortsatte vi til Lille Venedig – Klein Venedig, der er en rest af et kanalsystem, der blev anlagt af hollandske bygherrer i slutningen af det 16. århundrede for at få styr på det sumpede område i og omkring Wolfenbüttel.

Parallelt med kanalen ligger den lille gade Kleiner Zimmerhof, der rummer byens smalleste hus, og som ender det lille torv Krambuden. Også dette torv er domineret af de mange bindingsværkhuse.

Næste stop på vores byrundtur var Schloss Wolfenbüttel, der i dag er både museum og endvidere rummer et gymnasium. Slottet, der oprindelig var et slot med voldgrav, blev første gang dokumenteret i 1074, men den første udgave af slottet blev ødelagt i 1255 af Albrecht II’s hær.
Herefter blev slottet genopbygget i 1283, men igen ødelagt i 1542.
Den nuværende udgave af slottet blev opført i 1553 under hertug Henrik den Yngre.
I en lang periode – fra 1283 til 1754 – var slottet/slottene residens for hertugerne af Braunschweig-Lüneburg, og det er i dag det største bevarede slot i Niedersachsen.

I nordenden af slotspladsen ligger en række bygninger, der rummer bibliotek og museum.
Nord for slottet – og vest for biblioteket – ligger et par betydende bygninger, Bibliotheca Augusta og Lessinghaus.
Bibliotheca Augusta er et bibliotek af international betydning på grund af sin samling fra middelalderen og det tidlige moderne Europa. I det 17. århundrede var Bibliotheca Augusta det største bibliotek nord for Alperne, og biblioteket er et af de ældste i verden, der aldrig har lidt tab af sin samling. I dag rummer biblioteket omkring 11.500 manuskripter og 900.000 bøger, hvoraf 350.000 blev trykt mellem det 15. og 18. århundrede – af disse er de 3.500 unikke bøger, der er skrevet i hånden.

Blandt bibliotekets mest værdifulde skrifter er Codex Guelferbytanus 64 Weissenburgensis, der er manuskripter af Det Gamle Testamente og evangelierne – dateret til mellem det 5. og 7. århundrede. Også den eneste eksisterende kopi af Luthers noter af hans forelæsninger om salmerne, dateret 1513 findes på biblioteket.
Skråt foran biblioteket ligger Lessinghaus, der fungerede som bolig for Tysklands største digter, Gotthold Ephraim Lessing, fra 1777 til hans død i 1781. Huset er i dag indrettet som museum og man kan bla. besøge det værelse, hvor hans kone døde og hvor han senere indrettede sit arbejdsværelse og skrev skuespillet ‘Nathan den Vise’ (premiere 1779).
Et andet kendt stykke fra hans hånd var sørgespillet ‘Emilia Galotti’, der havde premiere i 1772.

Fra Lessinghaus gik vi til Bürger Museum, hvor vi – ud over at få en intro til byens historie af en af de ansatte – kunne fordybe os i historiske begivenheder i relation til Wolfenbüttel. Foran museet står en statue af Wilhelm Busch; han boede godt nok aldrig selv i byen, men var ofte på besøg hos sin bror og svigerinde, der boede her.

Fra museet gik turen tilbage til byens gamle kvarterer – forbi Leibnizhaus, der er opkaldt efter en anden af byens sønner, Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), der var filosof, matematiker og diplomat. For mig er hans bidrag til matematikken interessant; han introducerede det binære talsystem, men er nok mest kendt for skabelsen af differential- og integralregningen.

I gaden Grosser Zimmerhof fandt vi Stammhaus W Mast – en familievirksomhed, der blev grundlagt som eddikefabrik i 1878. I dag er det ikke eddike, der produceres, men Jägermeister. I 1922 stoppede produktionen af eddike, og i 1934 opfinder virksomhedens ejer, Curt Mast, urtelikøren Jägermeister, der den dag i dag produceres efter en hemmelig opskrift.

Sidste besøgspunkt i byen var Krumme Strasse, med de måske flotteste bindingsværkshuse i byen. Dette var tidligere Wolfenbüttels tvivlsomme kvarter, men en stor indsats fra byens side har gjort gaderne her attraktive.

Efter besøget her i kvarteret gik turen tilbage til Burgdorf – i fyraftenstrafikken. Lidt langsomt, måske, men vi kom tilbage i god tid inden lækker aftensmad, som Ela – sædvanen tro – havde tryllet frem på ingen tid. Og aftenen sluttede så i byens biograf, hvor vi så premieren på filmen ‘Eine Million Minuten’ – en tankevækkende og absolut seværdig film.

Onsdag d. 27.3.
Efter morgenmaden var det igen ud af døren for at besøge en af egnens interessante byer, Celle, og efter en ganske kort køretur og en parkering i et P-hus ved Französischer Garten begyndte vi vores rundtur i byens gamle kerne.

Parken i sig selv var ikke så interessant, men i et hjørne af området ligger Bi-instituttet, der forsker i bier og bistammer. Her så vi mange forskellige typer bikuber – og på grund af det fine vejr, var der en del af bierne, der var på arbejde.

Fra parken gik vi videre ad handelsgaden Mauernstrasse – naturligvis med mange interessante bindingsværkshuse, inden vi endte på Markt – torvet – ved det gamle rådhus.

På vores vej kom vi forbi byens kendteste hus, Hoppener Haus, på hjørnet af Rundestrasse og Poststrasse. Dette hus er bygget i 1532, og det regnes for det mest storslåede bindingsværkshus i Celle.

Vel fremme ved torvet gik vi lidt rundt og indsnusede stemningen og duften fra de mange boder, der forhandlede især naturens og landbrugets produkter – i alle afskygninger.
Før vi satte os ned for at nyde en kold drik, bevægede vi os lidt rundt i de gamle gader med de interessante huse, og vi så blandt andet Celles ældste bevarede hus, Am Heiligen Kreuz 26. Dette hus er bygget i 1526 og er i dag i privat eje.

Efter en lille pause i en café på hjørnet af det gamle rådhus, i solen forstås, kiggede vi inden for i St. Marien-kirken, der lå lige om hjørnet.
Kirken er en evangelisk-luthersk bykirke, som man påbegyndte opførelsen af i 1292. Kirkerummet er stilfuldt indrettet, og kirken har flere gamle skulpturer, billeder og mindesten. I en fyrstelig krypt i kirken ligger flere adelige begravet, og den sidste, der blev sted til hvile her, var den tidligere danske dronning Caroline Mathilde.

Fra kirken gik turen til slottet, Schloss Celle, hvor ovennævnte Caroline Mathilde – på grund af sin affære med Johann Friedrich Struensee – sad i husarrest fra 1772 til 1775, hvor hun døde af skalagensfeber, kun 23 år gammel.

Slottet, der nævnes første gang i skriftlige kilder fra 1315, har været residens for hertugerne af Braunschweig-Lüneburg i perioden 1378 til 1705, hvor hertugernes enevældige styreform endte med Georg Wilhelms død; slottet mistede herved sin politiske betydning.

Vi missede lige akkurat en rundvisning på slottet og gik derfor i stedet selv rundt, og for os danskere var det naturligvis udstillingen om Caroline Mathilde og hendes liv og levned, der tiltrak sig størst interesse.

Med besøget på slottet sang også vores dag i Celle på sidste vers, og turen gik tilbage til Burgdorf til endnu en aftens samvær med vores værter.

Torsdag d. 28.3.
Efter en god morgenmad var det tid til at tage afsked med Hülptingsen for denne gang – og turen gik nu hjemover ad de tyske og danske motorveje til Aarhus.