Island, 25.-31.12.23

Med en rund fødselsdag lige om hjørnet besluttede jeg/vi, at det ville være passende at fejre dagen med en rejse sammen med de mennesker, der betyder mest for mig, min nærmeste familie, min kone, børn og svigerbørn. Og her skulle vi så have fundet et tidspunkt, som kunne passe alle – og hvor de kunne tage fri/ferie på deres respektive arbejdspladser.
Derfor blev det netop denne uge mellem jul og nytår ’23.
Jeg har i flere omgange været på Island og besluttede, at det skulle være målet for rejsen, da vores familie generelt er glade for naturoplevelser, og da de fleste af den næste generation ikke har været på Island tidligere.
Alle bed på, flybilletterne blev bestilt og jeg fandt et hus i Reykjavik, som vi kunne leje.
Og så var det ellers bare af sted.

Mandag d. 25.12.
Så var det tid til afgang fra Aarhus med den første Kombardo Expres kl. 7:15 for at blive forenet med alle børn og svigerbørn i Kastrup – for at tage flyet lidt over kl. 13 til Keflavik, hvor vi godt tre timer senere landede mens solen var på vej ned.

Efter udlevering af vores bagage, afhentning af tre lejebiler og en køretur til Reykjavik kunne vi tage vores lejede hus i besiddelse sidst på eftermiddagen.
Ellers stod resten af dagen og aftenen på familiehygge og aftensmad: fastfood af den bedre slags – hentet hos Flatey Pizza inde i byen.

Tirsdag d. 26.12.
Ved vores breefing i aftes besluttede vi, at vi i dag skulle køre ‘The Golden Circle’ – turen, som indeholder de tre seværdigheder, som alle turister, der besøger Island, absolut skal opleve: Vandfaldet Gullfoss, det geotermiske område i Haukadalur med Geysir og Strokkur samt Þingvellir National Park. Det er tre seværdigheder, der normalt sagtens kan nås på en enkelt dag.
For os var der bare de problemer, at den lyse tid af dagen var meget kort og – ikke mindst – at det havde sneet kraftigt i løbet af natten, så vi stod op til 20-30 cm nysne.
Vi lod os dog ikke afskrække af vejret og vejrudsigten, der sagde mere sne og snestorm i løbet af dagen, og vi kørte af sted med retning mod Gullfoss for at være fremme ved solopgang.
Det viste sig, at være en langsommelig affære, hvor biler, der var knap så godt klædt på til vejret, trak lange køer, da der var svært at overhale på de nødtørftigt ryddede veje.

Men vi kom da frem, og kunne begejstres over det flotte vandfald på Hvítá-floden, hvor ca. 100.000 liter gletsjervand styrter de 31 meter ned i Gullfossgljúfur-kløften hvert sekund.

Vi betragtede vandfaldet i to niveauer – men helt frem til vandfaldet kunne vi ikke komme, da stien dertil er lukket om vinteren på grund af is- og sneforholdene.
Efter besøget ved vandfaldet stod den på frokost i Panorama-restauranten.
Næste punkt på vores tur var gejserområdet, bare 10 km fra vandfaldet, hvor vi – efter at have parkeret – bevægede os ind over det geotermiske område, hvor man ikke måtte bevæge sig uden for afspærringerne, hvor næsten kogende vand regerede.
På vejen så vi bla. Litli Geysir, der er et mindre krater, hvor vandet kontinuerligt står og koger.

Hovedattraktionen er i dag dog gejseren Strokkur, der i gennemsnit er i udbrud ca. hvert 5. minut, nogen gange hyppigere, nogen gange sjældnere. Det er et fascinerende syn at se udbruddene, hvor vandet kastes op til 30 meter op i luften., og mens vi vandrede rundt i området, oplevede vi mere end 10 udbrud.

Der blev også lige tid til at kaste et blik på den gejser, der har lagt navn til området, nemlig Geysir, der er kendt fra fortællinger siden 1294, hvor jordskælv i området aktiverede flere gejsere. Der er beretninger om, at en vandsøjle fra Geysir har kunnet nå en højde på 170 meter. Desværre(!) er udbrud fra Geysir efterhånden blevet sjældne, men efter at have ‘sovet’ i årevis blev den vækket til live igen ved et jordskælv i år 2000, gik den i udbrud flere gange dagligt i nogle år derefter. I dag er den kun yderst sjældent i udbrud.

Ovenfor Strokkur og Geysir finder man den varme kilde Blesi, der i virkeligheden er to kilder, en sydlig og en nordlig, der er forbundet med hinanden. På vores vej rundt i området passerede vi den sydlige kilde i en lille pool, der er meget klar og uden farve, så man kan se, det hul mod ‘jordens indre’, hvorfra vandet kommer.

Efter besøget i gejserområdet gik turen videre mod det tredje og sidste stop på turen, Þingvellir National Park, der lå på ruten tilbage til Reykjavik, og som vi nok lige kunne nå, inden mørket satte ind. Det blev dog en plan, som vi blev nødt til at ændre, idet det undervejs satte ind med en regulær snestorm, hvorved det blev yderst vanskeligt at manøvrere i bilerne og holde dem på vejen. Samtidig var vejen til nationalparken smal og mindre vedligeholdt, og det resulterede i, at vi så mindst 10 biler, der var kørt af vejen og i grøften og ikke kunne komme videre ved egen hjælp. Det ene uheld var endda vidner til.
Ved et lille stop på vejen og et familieråd blev det besluttet ikke at køre til Þingvellir, også selv om stedet lå blot et par kilometer fra den rute, vi var på. I stedet kørte vi direkte tilbage til vores hus i Reykjavik, hvor vi kunne hvile ud efter en begivenhedsrig dag – i et dejlig varmt hus.
Aftensmaden, der blev kreeret af Joanna og Steffen, bestod af tortillas med lækkert fyld.
Efter aftensmaden stod den på pakkeleg, hvor de medbragte gaver blev fordelt (og i visse tilfælde fortæret)!

Onsdag d. 27.12.
I dag havde vi en næsten 190 km lang køretur foran os, idet vi skulle til Vik, hvorfra vi skulle besøge den berømte Katla Ice Cave. Så allerede kl. 8:30 var vi klar til afgang, men vi blev lidt forsinket af, at den ene bil fik ødelagt den ene vinduesvisker og derfor måtte blive stående i Reykjavik. Men af sted kom vi da – blot i to biler.
Vi kunne undervejs konstatere, at vi var lidt foran tidsplanen, da føret ikke var så dårligt, som frygtet. Derfor gjorde vi også holdt ved vandfaldet Seljalandsfoss, der lå få meter fra hovedvejen. Vandfaldet, der er 60 meter højt, får sit vand fra vulkangletsjeren Eyjafjallajökull og er en del af Seljalandsfloden.

Normalt – om sommeren – kan man gå ind bag vandfaldet, men om vinderen er der afspærret for denne mulighed, fordi ruten er alt for farlig i det isglatte føre. Vi fik dog et flot vue af vandfaldet i morgengryet…
Fra Seljalandsfoss gik turen videre til Vik, hvor vi fra P-pladsen kunne se Reynisdrangar, der er en række 15 meter høje klippeformationer, der skyder op fra havets overflade mod sydvest. Ifølge islandske sagn var klipperne engang trolde, der ville trække skibe fra havet og ind mod land. Men troldene, der ikke kunne tåle solens stråler, glemte at vende tilbage før solopgang, og de blev derfor forvandlet til klipper – de klipper, man ser i havet i dag.

Klokken 11:30 blev vi så samlet op af vores guide Alex, og i en specialbygget bil blev vi de næste tre kvarter kørt ad ikke-eksisterende veje til Mýrdalsjökull-gletsjeren, hvor vi skulle besøge Katla Ice Cave – i virkeligheden ikke bare en hule, men en serie af huler inde i gletsjeren.

Hulerne er dannet af smeltevand, der finder vej som floder i gletsjerens indre, og da smeltevandet eroderer isen, ændres hulerne hele tiden. Vi så således resterne af det, der sidste år havde været den mest markante hule – i dag et flot stort, vertikalt hul i isen, mens vores guide, Alex, førte os videre til en imponerende hule, der først for nylig var blevet opdaget.
Inde i Mýrdalsjökull-gletsjeren ligger i øvrigt også vulkanen Katla, der er i udbrud ca. hvert 50. år og dermed en af de mest aktive vulkaner på Island – sidste gang i 1918.

Efter besøget i Katla Ice Cave gik turen off road tilbage til Vik, hvorefter vi i ‘egne’ biler begyndte hjemturen til Reykjavik – en tur med to indlagte stop: Reynisfjara og Skógafoss.
Første stop var som skrevet ovenfor Reynisfjara – den sorte strand, der i National Geographics afstemning i 1991 blev kåret som en af de 10 smukkeste ikke-tropiske strande i verden.

Ud over at stranden består af små, sorte sten, finder man også her sekskantede basaltklipper – kendt som Garðar. Klipperne er dannet ved langsom nedkøling af lava, og processen minder om den måde, hvorpå vandet fordamper i en mudderpøl og efterlader sprækker og revner, ofte i sekskantede formationer.

Synet var imponerende – og i øvrigt var de en yndet baggrund til turisters billeder og selfies.
Næste stop – og sidste stop inden Reykjavik – var det imponerende Skógafoss, der er et af Islands største og smukkeste vandfald med en højde på 60 meter og en bredde på 25 meter. Vandfaldet, der er en del af Skógafloden, er fredet i 1987, og det er del af Islands tidligere kystlinje, der nu har trukket sig ca. 5 km sydpå.

På grund af dampen fra vandmasserne, der styrtede mod jorden, var vejen hen til vandfaldet meget glat, og især undertegnede, der var faldet og havde trykken nogle ribben i går, måtte være ekstra forsigtig med, hvor jeg satte fødderne.
Vi oplevede dog at komme tæt på vandet og få nogle gode billeder, inden vi kørte tilbage til vores hus, hvor Sarah og Henrik stod for aftensmaden: Ratatouille.
Herefter blev der spillet nogle af de spil, der blev fordelt ved pakkelegen i går – vi havde jo ingen hastværk med at krybe til køjs, da morgendagens program ikke havde nogen deadlines.

Torsdag d. 28.12.
I dag hed programmet Reykjavik – så vi havde god tid til vores morgentoilette. Desuden valgte vi at køre hjemmefra efter at det var blevet lyst, og så ellers få kigget på nogen af de seværdigheder, byen kunne byde på.
Vi startede med lidt af en byvandring, hvor første besøg var Hallgrimskirken for enden af Skolavörðustigur, der er en del af gågadeområdet i byen. Kirkens 74 meter høje tårn er byens vartegn, hvorfra der er udsigt over hele byen – og i klart vejr kan man se helt til Snæfellsjökull, der ligger 116 km væk.

Kirken er designet med Islands naturs gletsjere, fjelde og gejsere som forbillede, og arkitekturen leder tankerne hen på basaltklipper, som man kan se mange steder på øen. Der gik 41 år fra opførelsen af kirken begyndte i 1945 til den stod helt færdig i 1986.
Foran kirken står i øvrigt en statue af Leif den Lykkelige (Leif Eriksen), der var islandsk opdagelsesrejsende og den første europæer, der satte sin fod på det amerikanske kontinent. I følge islandske sagaer grundlagde han en bosættelse i Vinland – der i følge de fleste historikere skulle være det nutidige Newfoundland.

Fra kirken gik vi tilbage mod bymidten ad Skolavörðustigur til Forsætisráðuneytið, der er statsministerens embedsbolig på Lækjartorg, og videre til parken Austurvöllur, hvorfra der er et fint blik på både Alþingishúsið, der er sæde for det islandske parlament, Altinget, samt Reykjavik Domkirke.
Alþingishúsið – eller bare Parlamentshuset – blev bygget i 1881 af tilhugget islandsk dolerit (gråsten), og det står som en flot, stilren bygning her på torvet blandt andre fremtrædende bygninger. I øvrigt var er en eller anden happening til støtte for Palæstina foran bygningen; det gik stille for sig, og der var ikke mange, der tog notits af det.

Reykjavik Domkirke er bygget i 1787 og indviet i 1796 og indeholder en døbefont, der er lavet og skænket kirken af Bertel Thorvaldsen, hvis far kommer fra Island.
Siden 1845 er hver parlamentssamling indledt med en gudstjeneste i kirken, hvorefter domprovsten fører Altingets medlemmer over i Parlamentshuset.

Foran Alþingishúsið står et kunstværk, ‘Den sorte kegle, et monument over civil ulydighed’. Kunstværket er er en 180 cm høj sten, der er delt i to af en revne med en sort kegle, der har samme form som de sorte hatte, som den spanske inkvisition i det 12. århundrede fik dømte til at bære. Kunstneren ønskede med værket at minde om vigtigheden af ​​borgerrettigheder i et demokratisk samfund og borgernes ret til at nægte at adlyde uretfærdige love.

Sidste stop på den lille byrundtur var Reykjaviks Rådhus på den nordlige bred af byens sø, Tjörnin. Bygningen af rådhuset startede i 1988, og det stod færdigt og blev indviet i 1992.

I rådhusets største rum finder man et 76,4 m² stort topografisk kort over Island i 1:50.000.
For vores lille familie blev der lejlighed til en snak om Islands seværdigheder i relation til kortet – og ikke mindst et toiletbesøg, inden vi skiltes for at finde et sted at spise sen frokost. Det bragte os lidt rundt i det gamle Reykjaviks gader, hvor vi flere (mange) steder faldt over flotte og inspirerende kunstværker på flere af byens gavle.

Det var meget forskelligt, hvad de forskellige par ville prøve: Hotdog, burger eller fisk – så det var også lidt forskelligt, hvad vi fik set af byens centrum.

Efter denne sene frokost gik vi tilbage til P-huset over for den danske ambassade for at hente bilerne, så vi kunne køre mod dagens sidste stop: Perlan, hvor vi havde planlagt et besøg på udsigtsplatformen. Det viste sig bare, at man – siden Claudia og jeg sidst besøgte Perlan for 2 år siden – havde indført brugerbetaling på et besøg i bygningen; nu kostede det 2200 isl. kr. (ca. 110 kr.) – bare for at komme ind i bygningen. Så det blev et ‘Nej Tak’ herfra…

Så meget er der trods alt heller ikke at se i tusmørket og let snevejr!
I stedet valgte vi at køre tilbage til vores hus, hvorefter Hjalte og Karoline stod for aftenens menu: Lasagne. Endnu engang lækker mad – efterfulgt af spil og hyggelig samvær, i dag til langt ud på aftenen.

Fredag d. 29.12.
Dette var en dag, som jeg personligt havde glædet mig meget til, idet dagen bød på en helikoptertur hen over området på Reykjanes-halvøen, hvor der den 18. december var et voldsomt vulkanudbrud. Dette var en gave fra mine børn. Det var første gang, jeg skulle flyve helikopter og første gang, jeg skulle se et vulkanudbrud tæt på – så de opfyldte to af mine store ønsker på én gang.
Da flyveturen først var kl. 13 – midt i dagens lyse periode, besluttede vi, at vi ville starte dagen med en tur til det geotermiske område Seltún ved Krýsuvík, der i øvrigt også ligger tæt på vulkanudbruddet. På vejen ud mod området begyndte det at lysne, så vi gjorde et fotostop ved den største sø på Reykjanes, Kleifarvatn.

Kleifarvatn er med sine 97 meter en af Islands dybeste søer, og i et hjørne af søen er der hot spots, der er skabt af seismisk aktivitet i år 2000. Dette er et yndet mål for fritidsdykkere.
Når man besøger Seltún, der er kendt for boblende og sydende mudderpøle, stinkende svovldampe og rygende jord, imponeres man over de mærkværdige og surrealistiske farver, som jorden har fået som et resultat af den vulkanske aktivitet: gul, blå, grøn, lilla, hvid og rød.

Dette skyldes de mineraler og sulfater, som den vulkanske aktivitet har frigivet og afsat.
Nu var der så bare det, at vi besøgte stedet om vinteren, hvor et tykt lag sne dækkede det meste af området, og hvor farverne kun trådte frem, hvor jorden var varmest. Uanset hvad, så var det et imponerende syn, der mødte os, og der er nu ikke noget som at stå ved siden af og tæt ved et spruttende vulkansk krater.

Efter besøget i Krýsuvík gik turen tilbage til lufthavnen i Reykjavik, hvor helikopteren ventede.
Her viste det sig, at der var et ledigt sæde på netop min tur – så børnene skyndte sig at købe en billet til Claudia, der dermed også kom med på turen.

Og så var det af sted. Vi lettede og fløj først hen over smelteværket i Straumsvik, der er en af verdens store producenter af aluminium. Værket modtager månedligt ca. 30.000 tons aluminiumoxid/bauxit, der ved hydrolyse forvandles til aluminium, således at der sidste år blev fremstillet lidt over 200.000 tons ren aluminium.

Videre gik turen hen over vulkanen Fagradalsfjall, der gik i udbrud hele tre gange inden for et par år: 19. marts ’21, 3. august ’22 og 10. juli ’23. I dag er det blot et stort mørkt område, delvis dækket af sne, hvilket betyder, at lavaen ikke er så varm mere.

Herefter fløj vi hen over området ved Sundhnjukagigaröd vest for Fagradalsfjall, hvor det nyeste vulkanudbrud fra tidligere på måneden fandt sted. Selv om dette udbrud var meget kraftigt og kastede rødglødende magma 100 meter op i luften, aftog det hurtigt, og allerede dagen efter, den 19. december, var det så svagt, at det ikke udgjorde en risiko for befolkningen mere. Området var – på grund af den stadigvæk varme lava – helt sort, og ‘skuffende nok’ var der ikke spor af rødglødende magma eller lava mere; vi måtte nøjes med lidt røg og damp.

Efter at vi havde overfløjet området et par gange, gik turen tilbage til Reykjavik, hvor vi sluttede med en tur ind over byen, inden vi landede og kunne sige tak til vores pilot. Og selv om vi ikke oplevede et rigtigt vulkanudbrud i denne omgang, så var turen alle pengene værd.

Efter helikopterturen stod den igen på lidt sen frokost i byen – efterfulgt af kaffe i Harpa, byens koncert- og operahus, hvis facade i stål og glas er tegnet af dansk-islændingen Olafur Eliasson.
Efter kaffen splittedes vi lidt op, og folk gik i forskellige retninger for at nå de sidste indkøb på Island.

Jeg gik langs havnepromenaden Sæbraut til skulpturen Sun Voyager – Solfærd. Selv om skulpturen kunne minde om et vikingeskib, var kunstnerens intention en helt anden: Skibet er resultatet af en fiktiv rejse mod den nedgående sol fra en rejse fra Mongoliet og vestover, hvor endestationen blev Island.

Videre gik jeg til Höfdi – huset, der er bedst kendt som stedet for topmødet i 1986 mellem den amerikanske præsident Ronald Reagan og generalsekretær Mikhail Gorbatjov fra Sovjetunionen. Dette møde var et vigtigt skridt mod afslutningen af ​​den kolde krig.

Sidste punkt på dagens program var et besøg i FlyOver Iceland, hvor vi bliver taget med på en tur hen over markante steder på øen. Selv om turen kun varede knap en halv time – inkl. intro – følte man, at man svævede hen over landskabet, og man trak uvægerligt benene til sig, når der blev fløjet hen over klipper og bakketoppe. Dette var en must-see attraktion, når man besøger Island!

Efter ‘flyveturen’ kørte vi tilbage til huset, hvor det var Silas og Stine, der havde kreeret aftensmaden: burgere. Igen, igen lækker mad.
Og igen, igen blev der hygget til ud på de sene aftentimer…

Lørdag d. 30.12.
Da vejret i dag artede sig fint, og da der ikke var faldet ny sne i løbet af natten, besluttede vi at køre til Þingvellir National Park for at færdiggøre ‘The Golden Circle’.
Derfor kørte vi efter morgenmaden til Þingvellir ad veje, vi for et par dage siden kun med stort besvær kunne forcere på grund af sneen, og det blev en tur, hvor vi oplevede en opgående sol over landskabet. Det betød også, at vi lige måtte indlægge et stop på en rasteplads, hvorfra vi havde en flot udsigt over Islands største sø, Þingvallavatn.

Herefter de få kilometer videre til nationalparken, hvor det blev til en vandretur i knitrende sne og mere end to graders kulde for at se nogle af de største seværdigheder i området.

Først gik turen til Öxarárfoss, et vandfald tæt på det sted, vi havde parkeret. Vandfaldet, der var iset helt til på overfladen, stod som et maleri foran os, men inde under isen kunne man ane og høre, hvordan vandet løb. Også bassinet neden for vandfaldet, hvorfra floden Öxará flyder videre, var en stor, tyk isklump.

Fra Öxarárfoss gik turen videre til Drekkingarhylur, der er en lille sø på floden Öxará.
Drekkingarhylur betyder oversat druknebassin, og det var oprindelig et henrettelsessted, hvor kvinder blev druknet. At drukne kvinder i Drekkingarhylur var en straf for utroskab, incest og barnemord, der blev besluttet af Altingets medlemmer, der var samlet på det nærved liggende Lögberg. Mindst 18 kvinder blev dømt til denne død i perioden fra 1618 til 1749, og kvinder, der skulle druknes, blev tvunget ned i en sæk, som blev lagt over hovedet på dem. De blev derefter skubbet ned i Drekkingarhylur og holdt nede med en stok, indtil de blev erklæret døde. For de samme lovovertrædelser blev mænd dømt til halshugning.

Næste stop på vandreturen var netop Lögberg, der er det sted, hvor den lovgivende forsamling, Altinget, samledes. Den nøjagtige placering af stedet er ukendt på grund af landskabets ændring på grund af kontinentalpladernes bevægelser, men man hælder til, at det er her på skråningen Hallurinn, der i dag er markeret med en flagstang. Lögberg fungerede som samlingsstedet for Altinget fra dannelsen af parlamentet i 930, og det blev nedlagt i 1262, hvor Island blev underlagt Norge.

Sidste del af vores vandretur gik op gennem kløften, hvor adskillelsen mellem den europæiske og den amerikanske kontinentalplade er meget tydelig. Her nød vi udsigten over området – og en kop kaffe i besøgscentret, før vi gik tilbage til bilerne for at køre tilbage til Reykjavik.

Eftermiddagen gik med lidt afslapning – og for nogen af selskabet en tur på et marked i byen.
Herefter var der lidt tid til at få lidt pizza at spise samt oprydning i huset og pakning af kufferterne, så vi ikke skulle stå med denne opgave i nat, inden vi skulle til lufthavnen.
Efterhånden som aftenen skred frem kørte vi til Hvammvik, hvor vi skulle nyde vandet i de varme kilder. Egentlig havde vi gerne taget turen til Blue Lagoon, men den var lukket i forbindelse med vulkanudbruddet tidligere på måneden.

Alligevel nød vi at kunne slappe af og døse hen i det varme vand, inden vi skulle tilbage til huset og en meget kort nat.

Søndag d. 31.12.
Hjemrejsedag, hvor vi stod meget tidligt op. Flyet afgik kl. 7:35, så vi fik hurtigt pakket de sidste ting, ryddet lidt op i huset, pakket bilerne og var på vej til lufthavnen i Keflavik før klokken havde slået 5.
Bilerne blev tanket og afleveret og vi fik tjekket ind og kunne nyde en kop morgenkaffe, inden vi skulle sige farvel til Joanna og Steffen, der fløj direkte til Arlanda. 
Herefter en rolig flyvetur til Københavns lufthavn, hvor vi sagde farvel til Sarah og Henrik samt Silas og Stine, og så ventede der bare en tur med Kombardo Ekspressen sammen med Hjalte og Karoline hjem til Aarhus.