Gambia/Senegal/Guinea-Bissau, 20.-27.3.23

Endnu en rejse – eller mandetur, om man vil – sammen med min gode ven, Lars Møgeltoft Poulsen.
Allerede på vores seneste rejse til Kap Verde fødtes tanken om denne rejse til et af verdens fattigste lande, Gambia, og med tiden blev tanken konkretiseret, og vi besluttede hen over julen, at slutningen af marts ’23 skulle det være…
Senere undersøgte vi muligheden for at udvide med en overnatning i Senegal – og da vi fik en lokal guide ind over vores planer, blev dette udvidet endnu engang med en overnatning i Guinea-Bissau.
Resten af planerne blev lagt sammen med denne lokale guide, Omar Jabang og hans selskab, Omitours. Det blev dog en uge, der ikke helt fik det forløb, som vi hjemmefra havde gået og drømt om!

Mandag d. 20.3.
Afrejse fra Billund med morgenflyet kl. 6:50, og via Frankfurt og Bruxelles gik turen til lufthavnen i Banjul, hvor vi landede kl. 19:05, og så skulle vi ellers bare have vores bagage udleveret, inden vi kunne mødes med guiden Omar. Imidlertid var vores kufferter ikke med flyet – de var stadigvæk i lufthavnen i Bruxelles og havde misset afgangen derfra. Altså ‘lidt’ papirarbejde i forbindelse med at efterlyse kufferterne. (Her lærte vi så for første gang om det langsommelige, gambiske bureaukrati!)
Men som lovet stod Omar og hans chauffør Lamin klar i lufthavnen til at køre os til vores hotel, Sukuta Nema Guest House, der lå i byen Serekunda, som er Gambias største by.

Vi – dvs. Omar og Lamin – havde store problemer med at finde hotellet, men efter at have kørt rundt i kvarteret en times tid og ved hjælp af GPS’en på min telefon, nåede vi dog frem.
Herefter stod den – efter en enkelt lokal øl – bare på dyner samt at få hvilet ud til morgendagens sightseeingtur i området.

Tirsdag d. 21.3.
Så oprandt den første rigtige dag her i Gambia, en dag hvor både morgenmaden og vores guide blev forsinket.
Så klokken var således blevet lidt over 9, inden vi kunne sætte os i bilen og drage mod dagens første besøg, Kachikally Crocodile Pool, i bydelen Bakau. Imidlertid holdt bilen ikke længe, og efter bare 10 minutters kørsel brød den sammen, da den løb tør for olie – det havde man lige glemt at fylde på. Det betød en lille times venten i den bagende sol, inden en ven af Omar, kaldet Doctor, dukkede op med en reservebil, en ældre Mercedes, så vi kunne komme videre. Det betød samtidig, at Doctor blev vores guide for resten af dagen, da Omar havde andre opgaver at løse. F.eks. sørgede han for visum til os til Guinea-Bissau; så her slap vi heldigvis for at sidde i kø i konsulatet.

Kachikally Crocodile Pool er et af tre hellige krokodillebassiner, der anvendes af lokalbefolkningen som steder for fertilitetsritualer. Kachikally er dybest set et lille vandhul med ferskvand, der tilhører Bojang-klanen i Bakau – en af ​​de store jordejere i byen.
Ifølge overleveringer fik klanen besøg af frugtbarhedsånden Kachikally i form af en tilsyneladende fortvivlet ældre kvinde, der lod som om, at hendes datter druknede i poolen. Familien reddede datteren, og Kachikally belønnede dem ved at forære dem poolen.
Ved indgangen til poolen – og før man går ned til selve vandhullet – går man gennem et mindre museum, der fortæller lidt om de forskellige folkeslag i Gambia. Herefter følger en tur gennem en lille park med gamle, store træer.

Kachikally Crocodile Pool besøges det af kvinder, der efter nogle års ægteskab uden børn gennemgår et ritual, hvor de vaskes i vand fra vandhullet – for at blive gravide. I tilfælde af at det virker, døbes barnet Kachikally.

Der er omkring 80 vestafrikanske krokodiller (Crocodylus suchus) i og ved vandhullet. Krokodillerne er dvaske og bliver fodret hver dag, så det er muligt at komme helt hen og røre ved dem – blot ikke de drægtige krokodiller, der er aggressive.
Vi fik en god beskrivelse af krokodillernes liv af en af de ansatte, der samtidig kunne vise os et par ægte krokodilleæg.

Efter besøget ved poolen gik turen videre til en batikfabrik, dvs. en baggård, hvor de lokale fremstillede flotte klæder med afrikanske motiver.
Vi fik demonstreret teknikken, hvor man med voks tegnede på klædet med en speciel pen, dyppet i farve, der var udtrukket af forskellige lokale planter, bla. blade fra planter i mangroven, bark fra forskellige træer og rødder. Alt sammen baseret på ting, der findes i naturen i Gambia.

Det var interessant at se, hvor flotte produkter de kunne fremstille med enkle og meget primitive midler.
Næste punkt på dagens program var Bijilo Forest Park, der også kendes som Monkey Park på grund af de mange aber, der lever i og omkring parken. Sammen med en guide bevægede vi os ind i parken, og det varede ikke længe, før vi spottede to af de tre abearter, der lever her: Den grønne abe (Chlorocebus sabaeus) og Temmincks røde colobus (Piliocolobus badius temminckii), der begge lod sig lokke til af guidens kalden og hans pose med jordnødder.

Ud over det kunne vi nyde parkens mange træer og palmer, hvor det især var den afrikanske viftepalme (Borassus aethiopum), der dominerede – og et flot syn ud over Atlanterhavet, set gennem træerne.

Da vi nu havde passeret middag, var næste punkt på programmet frokost, der bestod af grillet fisk, som vi fik serveret på Rainbow Beach Resort – en strandrestaurant på Sanyang Beach.

Fisken var lækker – og solen var bagende. Rundt omkring restauranten var vådområder, der – når tidevandet trak sig tilbage – afslørede et eventyrligt liv af atlantiske vinkekrabber (Afruca tangeri)…

Efter middagen gik jeg – mens Lars hvilede ud oven på frokosten og i øvrigt fik sig en snak med Doctor – en tur blandt bådene og fiskerne på stranden, og her så jeg, hvordan kvinderne gjorde fisk og hummere klar til salg på det berømte fiskemarked i den nærliggende by, Tanji, mens mændene hvilede ud after fisketuren på havet.

Efter denne fine oplevelse af livet blandt fiskerne gik vores tur videre til The Gambian Reptiles Farm, der på overfladen godt kunne minde om en turistfælde, og da vi kom fem minutter efter lukketid, blev det indgang til overpris – inklusiv en guidet tur mellem farmens bure.

På denne tur så vi nogle få slanger, to forskellige arter af skildpadder og en kamæleon fremvist af en tydeligt træt og gabende ansat, der afkortede den 45 minutter lange rundtur til 20 minutter. Ikke just dagens højdepunkt!

Herefter gik turen hjem til hotellet, hvor der var behov for at hvile ud, inden vi næste morgen skulle stå klar kl. 6 til en tur til Senegal og Gambia nord for Gambiafloden.

Onsdag d. 22.3.
Som aftalt var vi klar til afgang fra hotellet kl. 6 – og vi blev afhentet af Doctor og Omar og kørt til havnen i Banjul, hvorfra vi skulle tage færgen til Barra i Nordgambia.

Mens vi ventede på færgen, oplevede vi det farverige liv i og omkring færgelejet med masser af mennesker bærende på deres bagage i hånden eller på hovedet, støjende lastbiler og virvar af aftaler, der skulle træffes.

I øvrigt var der ingen faste sejltider for den efterhånden tætpakkede færge – den sejlede bare, når det nu engang passede med passagerer og biler. Det betød, at man kunne være heldig at ankomme til færgelejet lige før afgang – eller være uheldig at ankomme, når færgen lige var sejlet.
Denne gang var vi dog heldige – vi var der en halv times tid før afgang.

På vejen over floden passerede vi et powerskib (tyrkisk), der producerede og leverede strøm til Banjul og de omkringliggende byer. Før skibet kom til Gambia for 5 år siden, var elektricitetsforsyningen i landet meget ustabil, men det problem havde skibet afhjulpet, og vi oplevede således kun en enkelt periode uden strøm i vores tid i og omkring hovedstaden.

Ved ankomsten til Barra var det tid til morgenmad i et lille blikskur ved havnen. Omgivelserne var ikke noget at råbe hurra for, men kaffen, omeletten med brød og betjeningen fejlede ikke noget.

Herefter gik turen videre til Senegal til marked i grænsebyen Karang, hvor vi besøgte markedet og et område, hvorfra der arrangeredes og koordineredes ture til den nærliggende Fathala Park, hvor man kunne komme på ‘safari’ – i noget der kunne minde om Løveparken i Givskud.

Dette havde vi forlods takket nej til. I stedet ville vi besøge den mere autentiske og uberørte Niumi Nationalpark med Jinach Island, der var kendt som et sted, hvor selv politiet ikke tør vove at komme.

Turen til øen gik gennem støvede og sandede spor, der kun kunne passeres af en 4 hjuls trækker med en dygtig chauffør – men den anstrengende kørsel belønnede sig også i den grad.

Det sidste stykke over til øen foregik i en kano i form af en udhulet træstamme, hvor en ung mand padlede og styrede os sikkert over sundet mellem fastlandet og øen.

Her blev vi modtaget af en af øens beboere, der i øvrigt aldrig havde være uden for øen, og vi fik en tur gennem øens by til en mark, hvor der dyrkedes hamp, og selv om det var lidt ‘out of season’, oplevede vi at stå midt mellem hampeplanter, der endnu ikke var høstet…

Det var også på Jinach, at vi smagte cashewfrugter – ikke nødderne, men frugterne.

Efter at have sagt farvel til vores ø-guide hastede vi tilbage til Barra for at nå færgen tilbage til Banjul – og endnu engang havde vi heldet med os – selv om det var på et hængende hår.

På vej ud af Banjul gjorde vi et kort fotostop ved Arch 22, der er en triumfbue, der er opført for at markere militærkuppet i 1994. (Buen er afbildet på bagsiden af 100-dalasi-sedlen.)

Herefter stod den på en køretur på godt 150 km eller 3½ time til vores hotel i Ziguinchor i Senegal, troede vi, for så langt kom vi aldrig, da vores bil endnu engang brød sammen. Allerede inden vi var ude af Serekunda, var der røget en køleslange, hvilket betød at der skulle hentes en mekaniker, der kunne påmontere en ny. For os betød det en påtvungen pause på godt og vel 2 timer – indtil ca. 19:30, og da grænsen – i følge Omar – lukkede kl. 18:30, var vi nødt til at finde alternativ overnatning i Gambia. Heldigvis havde vores chauffør Lamin en søster, der havde et guesthouse i byen Basori tæt ved grænsen, og vi fik her et par hytter uden vand, strøm og forplejning stillet til rådighed, så vi trods alt tilbragte natten under tag og ikke på bagsædet i bilen.

Torsdag d. 23.3.
Endnu engang tidligt op og videre til grænsen, hvor vi skulle igennem det for området sædvanlige bureaukratiske show. Herefter videre mod Ziguinchor, men inden vi kom så langt blev der lige et holdt i Bignona, hvor vi kunne nyde vores morgenmad – igen i en lille sammenflikket madbod i vejkanten.

Menuen stod på en baguette med grønne bønner og dertil en kop senegalesisk kaffe – der vel snarere var te.

Efter denne korte pause gik det så videre til Ziguinchor, hvor vi skulle ud at se på byen, der er den næststørste i Senegal, troede vi. Men nej – der var kun lige tid til at køre til havnen, hvor Omar skulle hente færgebilletter til gruppe, han skulle af sted med i næste uge. I stedet gik turen videre retning Guinea-Bissau og byen São Domingos, der havde flotte bygninger fra den tid, hvor det var portugiserne, der regerede landet.

Første stop i byen var dog det livlige marked, hvor Omar forsøgte at finde en stand, der solgte den palmevin, som området var så kendt for – men det lykkedes ham ikke at finde en sælger, så den oplevelse blev vi desværre foruden.

I stedet blev det til en cola på en lokal bar, hvor vi kunne sidde, mens Omar lige klarede noget papirarbejde på et offentligt kontor over for baren, inden det gik videre ud af byen retning hovedstaden Bissau.

Vi fik dog ikke kørt mere end et par kilometer, inden vi blev standset i en rutinemæssig vejkontrol, hvor en politibetjent konstaterede en eller anden fejl ved bilen, der skulle koste (omregnet) ca. 115 kr. i ‘afgift’. Det var mere, end vores chauffør Lamin ville betale, så han måtte aflevere nøglerne til bilen – og vi blev gennet ud. Og der stod vi så, og vidste intet af, hvad der foregik, ud over at det var tydeligt, at der var noget bestikkelse, der manglede at blive betalt!

Det løste sig imidlertid, da Omar betalte pengene, og vi kunne drage videre gennem et flot landskab præget af udstrakte sumpområder, spejlblanke søer og brede floder.
Vi gjorde holdt ved et næsten udtørret flodleje, hvor borgerne i den lokale landsby udvandt salt af vandet efter et princip, der svarede meget godt til den saltudvinding, der foregår på saltsyderiet på Læsø – her var det blot solen, der stod for hele arbejdet.

Det var også her, vi mødte nogle piger på vej fra skole, der stolt fremviste deres skoleuniform.

Endelig – og uden flere store problemer – nåede vi sidst på eftermiddagen frem til Bissau, hvor vi blev indkvarteret på vores hotel, Hotel Kalliste (ingen hjemmeside), lige i centrum af byen. Hotellet var allerede under det portugisiske overherredømme et hotel, og det virkede noget nedslidt, men alligevel med en vis charme. Værelserne var gode og store – de bedste vi indtil nu havde haft på turen, og der blev serveret en lækker aftensmad på naborestauranten.

Efter indkvarteringen gik jeg en aftentur med Omar gennem byens gamle, centrale kvarter præget af kolonialbygninger fra portugisernes tid i byen. Vi besøgte ligeledes havnen, der summede af liv, mens mørket faldt på.

Da det var lavvande, kunne jeg ikke undgå at bemærke de mange skibsvrag, der lå og rustede på bunden af havnebassinet – synlige fordi vandet havde trukket sig væk; et trist og sørgeligt syn, og tankevækkende at man ikke har tænkt på andre løsninger for at komme af med affaldet.

Efter aftenturen gik vi – ad omveje og gennem andre gader – tilbage på hotellet for at hvile ud til morgendagens hjemtur mod Gambia.
På turen skal jeg ikke glemme, at vi så flere symbolske kunstværker på mure og gavle – hvor kunstnere har fortalt det afrikanske folks historie…

Fredag d. 24.3.
… blev en rigtig træls dag – for at sige det på jysk!
Aftalen var, at der var afgang fra hotellet i Bissau kl. 7, men hverken vores guide Omar eller chaufføren Lamin dukkede op, så vi kiggede os lidt omkring her lidt over 7. Bilen holdt stadigvæk, hvor den var blevet parkeret i går, men deres fælles hotelværelse var tomt – forladt. Først lidt over halv otte dukkede Omar op med beskeden om, at de havde sovet over sig??? – og først kl. 9 dukkede Lamin op. Mystisk. Deres forklaring stemte simpelthen ikke, og det irriterede os, at vi bare blev bundet en historie på ærmet…
Næste problem: Bilen ville ikke starte, og det krævede, at vi alle fire måtte skubbe den i gang – men af sted kom vi da efter lidt tid, og alt syntes godt.
Det gik da også godt i nogle kilometer, og langsomt kom vi da også nordpå – retning Gambia, men efter endnu nogle kilometer begyndte bilen at ryste kraftigt, hvorefter den stod helt af. Det viste sig, at motoren havde revet sig løs af ophænget ved at en møtrik var knækket…
Det kostede os en pause på mere end tre timer, hvor vi bare stod og ventede i varmen – og den bagende sol fra en skyfri himmel. Heldigvis fik Lamin nødtørftig hjælp til at reparere den, da en ung mand kom forbi med noget værktøj. Det betød så også, at vi kunne liste os videre på vores eventyr – on the road again.

Efter nogle kilometer på landevejen stoppede vi op og besøgte en lokal familie, der velvilligt lod sig fotografere – mod lidt betaling, forstås – mens de forsøgte at sælge os hjemmelavet honning.
Det blev et nej tak til honningen, men vi fik i stedet lov til at plukke en frugt fra deres Baobabtræ.

Videre gik det til landsbyen Bula, der var hårdt medtaget af borgerkrigen i landet fra 1998-99, der var udløst af et statskup mod landets præsident, Bernardo Vieira og som kostede flere tusinde menneskeliv og fordrivelse af mere end 100.000  mennesker fra deres hjemegn. Her skulle vi egentlig have spist morgenmad, men der var ikke rigtig nogen steder at spise.

Altså besluttede vi at prøve at finde lidt spiseligt i den næste store by, São Domingos, så vi fortsatte vores tur retning Gambia, men absolut ikke uden problemer, for efter endnu nogle kilometer på landevejen nægtede bilen at adlyde, og det var tydeligt, at det bedste ville være, hvis vi kunne holde et sted og få den efterset; det var efterhånden lidt kritisk at fortsætte på denne måde, hvor vi ikke rigtig vidste, om vi overhovedet nåede tilbage til Gambia, før grænsen lukkede.

Hvor om alt er, så kom vi da med nøje og besvær og langsom og forsigtig kørsel til São Domingos, hvor vi besøgte et par værksteder, før vi fandt et, som kunne tjekke og reparere ophænget.

De to timer på værkstedet brugte vi med at spise morgenmad (klokken var efterhånden 15:45) på en lille stand i vejkanten, hvor vi også samtidig underholdt os med ejeren, en yngre kvinde med 4 børn, der blev passet samtidig med at hun lavede mad og underholdt sig med os på tegnsprog og en blanding af portugisisk og mandinka, som var hendes modersmål.

Vi var efterhånden noget nervøse for, om vi ville kunne komme over grænsen mellem Senegal og Gambia, inden den lukkede kl. 18:30 – vi var jo trods alt stadigvæk i Guinea-Bissau. Omar beroligede os dog, og han blev ved med at forsikre, at vi nok skulle nå det.
Langsomt – og med en hel del uønskede stop indlagt – bumpede bilen videre, og da bilens gear havde sat sig fast, og man kun kunne bruge de laveste gear, og klokken var 19, da vi passerede Ziguinchor i Senegal med 95 km til grænsen ad hullede veje, blev vi mere og mere nervøse for, hvordan vi kom ind i Gambia.

Imidlertid gik grænseovergangen mærkeligt nok uden problemer og uden bestikkelse, og vi kunne trille videre til lufthavnen og hente vores bagage, inden vi udmattede kunne tjekke ind på vores hotel i Serekunda – efter en lang dag på vejene…
PS. Vi fik senere at vide, at grænsen slet ikke lukkede kl. 18:30, som Omar undervejs påstod – men først kl. 24.

Lørdag d. 25.3.
Dette var den første af vores to dage ind i landet (østpå) langs Gambiafloden.
Vi vågnede op til en morgen uden elektricitet, så vi måtte klare pakningen af vores ting i total mørke, men vi blev da færdige til at drage af sted på det aftalte tidspunkt, kl. 6:30. Der kom bare ikke nogen og afhentede os, og først da jeg havde kontaktet Omar, dukkede Lamin op for at køre os til havnen i Banjul, hvorfra vi igen skulle tage færgen til Barra.
Desværre var Lars så uheldig at blive udsat for et lommetyveri, hvor han fra en lomme – lukket med en lynlås – blev frarøvet sine penge og sin mobiltelefon. Han havde godt nok bemærket noget skubben og uro omkring sig på vejen til færgen, men han havde ikke taget notits af det, da der var mange mennesker omkring os hele tiden, uden at det egentlig vækkede mistanke om, der der foregik noget fordægtigt. Men ærgerligt for Lars, der dog stadigvæk havde sit pas og sine kreditkort, der ellers blev opbevaret i samme lomme.

Efter overfarten fik vi igen morgenmad i et skur i Barra, hvorefter vi fik plads i en taxa med en 21-årig chauffør, der skulle være vores ‘guide’ de næste to dage. Ikke mere Omar – på trods af, at det var aftalen.
Første stop på dagens program var et besøg på Slavemuseet i Jufureh, mindesmærket for befrielsen af slaverne og det gamle Warehouse i Albadarr og Kunta Kinte Island.
Ved besøget i Jufureh fik vi tilknyttet en lokal guide, der kunne fortælle os om slaveriet – set fra slavernes side. Om Kunta Kinta og hans families historie og om, hvordan lokale herskere solgte deres undersåtter til slavehandlerne…

Efter besøget i slavemuseet med indlagte fortællinger kørte vi til havnen i Albadarr, hvorfra slaverne blev udskibet – enten direkte med skibe til Amerika eller til et ophold på slaveøen ude i floden. Kunta Kinta Island.

Vi blev herefter fragtet til Kunta Kinte Island af lokale fiskere, der fik lidt drikkepenge for at bringe os over til øen og retur. Øen, der ligger godt 3 km ude i Gambiafloden fra Albadarr, har gennem tiderne haft flere forskellige navne, og den har heddet både James Island og St. Andrew’s Island, før den fik det nuværende navn, der i den grad knytter den til slavetiden.

Øen blev ‘opdaget’ af en portugisisk ekspedition i 1456 og havde – efter at litauere havde bygget et fort på øen i 1651 – en betydelig position, først som handelsstation og senere som fængsel for de mest besværlige slaver. Hele området omkring øen er på listen over UNESCO Verdensarvsteder på grund af dets vigtige rolle i slavehandlen.

Stedet er også berømt på grund af bogen Roots af Alex Haley, hvis forfader Kunta Kinte levede i byen Jufureh, indtil han blev taget til fange og tvunget til Amerika som slave. De afrikanske scener i TV-serien Roots er ligeledes optaget her.

Alt i alt et rørende besøg med en guide, der kendte hver krog af historien.
Efter besøget gik turen videre gennem stadigt fattigere landsbyer – tre timer i bil til landsbyen Kuntaur, hvor vi skulle have frokost på Restaurant Kairoh Garden, der lå helt ned til flodbredden. Dagens ret: Sandwich.

Efter frokosten gik det op ad floden til River Gambia National Park med 5 små øer under fællesnavnet Baboon Island.
Da vi nærmede os øerne samlede vi en ranger op, der skulle hjælpe os med at spotte nogle af de chimpanser, der levede vildt på øerne.

Undervejs så vi to grupper af chimpanser, der fouragerede i træerne og palmerne i vandkanten.
Endvidere fik vi set en flok flodheste, der er meget truet i Gambiafloden, samt en boa, der lå i vandkanten og var i gang med at kvæle en abe. Alt i alt en vellykket tur…

Da vi var i land igen gik turen videre til de nærved liggende Wassu Stonecircles – endnu et UNESCO verdensarvsted – sammen med 3 andre stensætninger i Gambia/Senegal. På stedet ser man 11 stencirkler samt nogle frontalsten, dvs. sten, der står uden for cirklerne. Det var imponerende at gå blandt cirklerne, hvis datering og betydning er noget usikker; man formoder dog, at stensætningerne er fra mellem 3. årh. f. kr. og 16. årh. e. kr. og at der er tale om kongegrave.

Den største af stenene i stensætningerne i Wassu er 2,59 m høj og samtidig den største sten i alle stensætningerne.
Dagens program var nu ved at være til ende, og turen gik nu til vores bungalow i George Town på MacCarthy Island i Gambiafloden. Fra flodbredden i nord blev vi sejlet til vores hotel, Baobolong Lodge (ingen hjemmeside), på øen i en lille blikbåd med påhængsmotor styret af en ung mand på højst 12-13 år.

Herefter indkvartering og aftensmad mens solen gik ned.

Søndag d. 26.3.
Efter morgenmaden blev der hurtigt pakket sammen, og vi stoppede op på havnen, hvor et af de få huse, der siges at være fra slavetiden, stadig står: fængslet. I øvrigt er der ikke mange spor tilbage fra den tid, hvor ca. 200 befriede slaver ankom fra Freetown i Liberia og bosatte sig på øen, og i dag findes der – ud over fængslet – kun et enkelt kreolsk træhus tilbage.

Herefter begyndte vores tur hjemad ad South Bank Highway tilbage til Serekunda og lufthavnen. Det blev en tur med kun få enkelte stop – ud over de indlagte politikontroller og militære checkpoints. Det var tydeligt for os, at politikontrollerne var oprettet for at hive penge ud af de køretøjer, der passerede – og det var nødvendigt med penge under bordet, bestikkelse, hvis man ikke ville blive tilbageholdt i unødig lang tid – ‘for nothing’. I øvrigt var der mange, der langs vejen solgte sække med trækul – hvad de så ellers skulle bruge det til; der var jo træ overalt, lige til at samle op og fyre af…

Men udover disse stops havde vi en rolig tur retning lufthavnen.

Da vi nærmede os lufthavnen før klokken 13 – og vi skulle flyve kl. 19:35 – besluttede vi, at vi lige ville besøge Abuko Nationalparken på vejen.

Her fik jeg så en tur med min egen guide på en times tid i en park, hvor man havde et fornuftigt forhold til naturen. Ikke noget med at lokke aberne eller andre dyr til med foder – man måtte se dem i deres naturlige omgivelser og på deres præmisser. Det blev en god tur med en guide, der havde en stor viden og også fortalte og besvarede spørgsmål i relation til parken og dyrene.

Fra et udsigtstårn i parken så jeg bla. flere arter isfugle og palmenøddegribbe (Gypohierax angolensis), der – atypisk for gribbe – hovedsagelig lever af frugter.

Endvidere så jeg krokodiller samt flere arter af øgler.

Herefter kunne vi sige farvel til parken og køre mod lufthavnen, hvor vi ankom kl. 15 – og så ellers bare kunne vente til afgangen først på aftenen.

Mandag d. 27.3.
Ankomst til Aarhus efter landinger i Bruxelles, Amsterdam og Billund – og så var det ellers bare om at få pakket ud, vasket tøj og slappet af efter en begivenhedsrig tur.
PS. Selv kufferterne var med flyet denne gang!