Peru, 14.-31.7.22

Dette er beretningen om en rejse, der egentlig burde have haft titlen ‘Indokina’, for rejsen til dette hjørne af Asien var både bestilt og betalt.  Men på grund af coronasituationen i området, måtte denne tur udsættes – og det skete med bare en måneds varsel.
Derfor stod vi – Claudia og jeg – så uden en sommerferierejse, og hvad gør man så?
Hvis vi skulle arrangere noget selv, var vi var lidt i tidsnød, så vi kiggede i stedet på, hvad de anerkendte bureauer med eksotiske rejser på programmet kunne tilbyde.
Vores øjne faldt i denne proces på en rundrejse i Peru med Viktors Farmor, en rejse, hvor der endnu var pladser. Og vupti, rejsen var bestilt og betalt inden for et døgns tid.
Så kunne vi i ro og mag læne os tilbage og se frem til en forhåbentlig udbytterig og eventyrlig rejse til Peru.

Torsdag d. 14.7.
Turen startede i Københavns lufthavn, dog havde vi som de eneste – på grund af vores sene tilmelding – afrejse fra Billund, hvilket jo passede os meget godt. Og selskabet bestående af 14 personer + rejselederen Dina Overgaard mødtes for første gang i Amsterdam Schiphol for at stige om bord på flyet til Lima, hovedstaden i Peru – en flyvetur på 11 timer og gennem 6 tidszoner.
Vi var fremme sent på aftenen og kørte så en tur på godt en time gennem Limas travle gader til vores hotel, Tierra Viva Centro, der lå i den pænere bydel, Miraflores, hvor vi havde to overnatninger. Indkvartering og god nat – mere var der ikke overskud til.

Fredag d. 15.7.
Efter morgenmaden startede dagens program, der bød på en byrundtur i Limas historiske centrum – i gråvejr. Vi blev hentet i bus – Lima er en stor by! – og kørte først til Huaca Pucllana, en pyramide, som blev bygget i præcolombiansk tid i det 4. århundrede som et ceremonielt center. Byggematerialet var adobe, som er et materiale, der består af lerholdig mudder blandet med halm og derefter soltørret.

Det var ikke muligt at komme tættere på udgravningerne, men alene udefra var det et flot syn.

Efter vores korte ophold ved pyramiden blev vi kørt ind til bymidten, hvor vi blev sat af ved Plaza San Martín, der er en rolig lille plads, der prydes af et monument, der er rejst som en hyldest til Perus befrier, José de San Martín.

Fra denne plads gik vi i samlet flok gennem gågaden Calle de Boza, forbi Iglesia de La Merced til byens vigtigste torv, Plaza Mayor, der – som navnet siger – er en stor og betydningsfuld plads. Rundt om pladsen ligger en række vigtige bygninger herunder præsidentpaladset, ærkebiskoppens palads, Limas katedral og rådhuset.

Efter en halv times tid, hvor vi kunne udforske pladsen på egen hånd, gik vi i samlet flok forbi La Casa de la Gastronomia Peruana og gennem små gader til Convento Santo Domingo, der består af både en basilika og et kloster – bygget over en 50-årig periode i 1500-tallet. På vej ind i klostret/kirken kommer vi ind i et rum, gæsterummet, der kan fremvise et imponerende spansk loft (artesonado), der daterer sig til 1580 – meget overvældende.

Klostergården er et fredfyldt sted, der er udsmykket med mere end 600 år gamle fliser, der fremstår ret velbevarede og fremstiller både bibelske og verdslige motiver.

Efter en kort bustur var næste punkt på dagens program Museo Larco, der er et privat museum med værdifulde samlinger af effekter indsamlet over hele Peru – startende med keramik fra præcolumbiansk tid, over Inkariget og til værdifulde genstande i ædelt guld.

Først stod den dog på frokost i museets restaurant efterfulgt af et besøg i det Erotiske museum, hvor der var udstillet interessante erotiske kunststykker i keramik.

Efter besøget på museet gik det tilbage til hotellet, og efter et kort hvil gik vi ud på en lokal restaurant for at nyde lidt aftensmad – inden vi, de fleste af os – fandt en lille bar, hvor vi kunne nyde en lokal øl og snakke os tættere ind på hinanden i selskabet, hvor det viste sig, at vi svingede rigtig godt sammen med hinanden som gruppe.

Lørdag d. 16.7.
Denne dag brugte vi meget af tiden i en bus – retning sydpå til Paracas, 260 km syd for Lima.

Næsten hele turen forløb langs med Stillehavet, og hen på eftermiddagen nåede vi frem til vores hotel, San Agustin, der lå lige i strandkanten i den nordlige ende af Paracas by.

Efter vi var blevet indkvarteret, var der fælles frokost på en restaurant i byen, hvorefter vi  vandrede lidt rundt og så på faciliteterne i en by, der osede af turisme, hvilket nok skyldtes at byen var udgangspunkt for ture til Islas Ballestas, også kaldet Mini-Galapagos, samt Paracas Nationalparken.

Vi – Claudia og jeg – gik gennem byens livlige strøg og videre sydpå, hvor vi så pelikaner, duer, hejrer af forskellige slags, spurve og gribbe.

Efter aftensmaden – også ude i byen – kunne vi fra vores værelse opleve en flot solnedgang.

Søndag d. 17.7.
Endnu en dag, der står i naturens tegn.
Første punkt på dagsordenen var et besøg på Islas Ballestas – troede vi.
Da det var søndag, og da der var rigtig mange mennesker, der ville med en båd ud til øerne, havde turoperatørerne hænderne fulde, og ‘på grund af dårligt vejr’ kunne de ikke sejle helt derud. I stedet fik vi en meget kortere tur til en noget mindre interessant ø, der lå halvt så langt ude i havet. Lidt en flad fornemmelse.

På vej ud til øen så vi Paracas Candelabra, en prehistorisk geoglyf, der måske er lavet af folk fra Paracas-kulturen ca. 200 f.kr. Ingen ved det med sikkerhed, men tegningen på nordsiden af Paracas-halvøen er en spændende ting – et ‘must-see’, når man nu engang er i området.
På turen så vi på øen pingviner og en del andre havfugle, lige som vi så søløver og delfiner på hjemturen derudefra.

(Islas Ballestas er berømt for den blåfodede sule (Sula nebouxii), der producerer store mængder af guano, fugleekskrementer. Guano bliver med 6 til 7 års mellemrum brudt/fjernet og solgt under betegnelsen Perusalpeter. At det ikke sker oftere, er af hensyn til fuglelivet).
Vel ankommet til land igen gik turen i bus ind i nationalparken, hvor vi gjorde et par holdt ved nogle smukke lokationer.

Vi så – og gjorde holdt ved – Playa Roja, den røde strand og La Cátedral, der er en klippeformation ved kysten, der oprindelig lignede en katedral. Desværre er en del af klippen i dag styrtet i havet, og der skal nogen fantasi til for at forestille sig, hvordan den kunne have set ud.
Fra nationalparken gik turen videre mod Nazca, men undervejs blev der til til et stop i den berømte oase, Huacachina, hvor vi spiste vores frokost. Huacachina, der ligger få kilometer uden for Ica, har ca. 100 indbyggere og er bygget op rundt om en lille sø med en kilde, som man i tidligere tider mente havde helbredende virkning.
Huacachina er centrum for sandsurfing, hvor der surfes ned af sandbakkerne i udkanten af oasen.

Efter frokosten i Huacachina gik det videre til Nazca til vores hotel, Don Agucho, hvor den nu ventede et par overnatninger.

Her ankom vi først meget sent om aftenen – efter en lang dags rejse.

Mandag d. 18.7.
Denne dag startede med en oplevelse af de helt store!
Fra morgenstunden var der booket en flyvning hen over Nazca-linjerne til os – så efter morgenmaden kørte vi til den lille, men meget besøgte, lufthavn i udkanten af byen. Op i flyet, og af sted gik det hen over en stor del af de figurer, der er meget tydelige fra luften. Vores pilot var tydeligvis trænet i den opgave, og han sørgede for at vi – uanset hvilken side af flyet vi end sad i – fik set de figurer, vi fløj hen over. En halv times flyvning, men en stor oplevelse.

Efter turen i luften kørte vi i bussen tilbage til Nazca og besøgte en keramiker, der demonstrerede de teknikker, der af tidligere folkeslag var anvendt ved fremstillingen af deres keramik. Interessant, ikke mindst fordi keramikeren var en personlighed i sig selv.

Endelig gik vi til et nærliggende værksted, hvor vi fik demonstreret og forklaret, hvordan man udvandt guld af den malm, man havde brudt ude i bjergene omkring byen.

Efter frokosten var der rig mulighed for at udforske byen på egen hånd, alene, parvis eller i små grupper. Og er det mærkeligt, at byen emmede af historien om og med Nazca-linjerne?

Tirsdag d. 19.7.
Meget tidligt op – ja, kl. 5 er tidligt. Men vi havde også en meget lang dag foran os – nemlig en køretur på 600 km langs Stillehavet det meste af vejen – fra Nazca til Perus næststørste by, Arequipa. Turen tog inkl. et par små stops undervejs mere end 13 timer – så der var ikke rigtig plads til nogles store oplevelser.

Vi gjorde holdt med udsigt ned over Ocoña-floden, og nede i dalen tog vi så en lidt længere pause for at spise den frokost, vi havde fået med fra hotellet i Nazca. Senere gjorde vi et kaffestop i Alto Siguas, hvor man kunne købe yoghurt i alle mulige varianter.

Ellers var det bare videre til vores hotel, San Agustin, som vi nåede efter mørkets frembrud. Og så kunne dagen ellers slutte med et besøg  på den berømte restaurant Zig Zag – inden vi kunne gå til ro…

Onsdag d. 20.7.
Denne dag var helliget sightseeing i Arequipa.

Dette involverede et besøg på Plaza Mayor, der i lighed med andre byer var omgivet af en række af byens vigtigste bygninger, katedralen, store hoteller, teatret og de vigtigste kommunale bygninger.
Efter at vi havde set os lidt omkring på plazaen og indsnuset atmosfæren fra den travle by, gik turen videre til Museo Santuarios Andinos (MUSA), der er meget berømt for at indeholde den frosne mumie af Juanita, der formodentlig er blevet ofret under en af de sidste Inka herskere i slutningen af 1400-tallet. Mumien bevares i stadig nedkølet tilstand.

Efter besøget i museet, gik turen videre til det enormt store Santa Catalina-kloster, der blev grundlagt af en rig enke, María de Guzmán, i 1580. Klostret, der faktisk fungerer som en hel by i byen, henvendte sig i mange år udelukkende til den magtfulde spanske overklasse, og i koloniperioden var det almindeligt, at rige familiers datter nummer to skulle være nonne.

Pigerne blev bragt til Santa Catalina klostret så tidligt som fra treårsalderen. De kom aldrig uden for murene og talte kun med deres besøgende familiemedlemmer gennem et dobbelt trægitter – og da kun med en ældre nonne som bisidder. Familierne sørgede godt for deres døtre i klostret, og det almindeligt, at døtrene havde deres tjenestefolk med!

I dag bor der stadigvæk ca. 20 nonner i en del af klostret, der ikke er åben for offentlig adgang.

Dagens sidste punkt på programmet var et besøg i bydelen Yanahuara, hvor man fra det flotte udsigtspunkt, El Mirador, med de flotte, arkitektoniske buer, havde et scenisk vue ud over landskabet omkring Arequipa med vulkanerne El Misti og Chachani og frodige sletter.

Efter vi havde nydt synet, gik vi til en lokal restaurant, El Tio Dario, hvor stedets kok demonstrerede, hvordan flere af de peruvianske retter blev fremstillet.

Herefter var resten af dagen til fri disposition, hvilket betød, at vi slog os 4 personer sammen og gik fra restauranten tilbage til vores hotel – ikke den direkte vej, for vi fik lige besøgt et par indkøbscentre for at købe kufferter og fotoudstyr.

Torsdag d. 21.7.
Så var det tid til at forlade Arequipa for at søge højere op i bjergene til den lille by Chivay, beliggende i nærheden af Colca-dalen, 3600 meter over havets overflade.

Det var en tur, der bød på bjergrige landskaber med store kaktusser og horde af lamaer, alpakaer og guanakoer, der hilste på.

Programmet sagde, at vi havde eftermiddagen fri, men på grund af en væltet lastbil på hovedvejen mellem Arequipa og Chivay, havde vi lige fået indlagt en pause ude i ingenting på tre en halv time.

Så da vi kom frem til vores hotel i Chivay, Casa Andina Colca, var eftermiddagen gået og mørket så småt ved at falde på.
Derfor blev det bare til en (meget) kort tur rundt i Chivays ret så kedelige gader, før vi kunne krybe til køjs; vi skulle jo endnu engang meget tidligt op i morgen…

Fredag d. 22.7.
Denne dag skulle vi igen ud på en længere køretur, men først skulle vi hen til Colcakløften, der er verdens næstdybeste kløft og dobbelt så dyb som Grand Canyon i USA.
Mange turister valfarter til kløften – både på grund af udsigten over kløften, men også på grund af den store, majestætiske andeskondor (Vultur gryphus), der med en vægt på op til 15 kg og et vingefang på 3,2 meter er nogle af verdens største fugle.
Andeskondoren blev af inkaerne anset som en hellig fugl og gudernes sendebud.

Vi var næsten fremme ved kløften, da vi fik øje på 3 ungfugle, der sad på en klippeafsats – et flot syn, og så var turen da i det mindste reddet, hvis vi ikke skulle se flere af dem.
Men det gjorde vi – og sikken et syn. Flot svævende ude over kløften så vi i løbet af en times tid op til 10 fugle i flugten. Et syn, der stadigvæk står printet på nethinden!

Efter opholdet ved colcakløften havde vi en tur på godt og vel 300 km foran os, inden vi nåede frem til vores mål med dagens kørsel, Puno ved bredden af Titicaca-søen.

Denne tur gik op i højlandet, og første stop på turen var den lille by Maca, hvor vi egentlig bare skulle nyde en kop kaffe, men hvor vi oplevede et marked og en ‘husmoderkonkurrence’, hvor forskellige af byens kvinder konkurrerede om at fremstille de bedste egnsretter. Kirken i Maca, Iglesia de Santa Ana, var også et besøg værd.

Næste stop var et frokoststop, inden vi midt på eftermiddagen tog en pause ved Mirador Lagunillas i 4440 meter over havet.
Endelig – først på aftenen – kunne vi tjekke ind på vores hotel midt i Puno, Hacienda Puno.
Og så var der ikke kræfter til mere den dag.

Lørdag d. 23.7.
Denne dag var dedikeret til en heldagestur på Titicaca-søen.
Efter morgenmaden blev vi kørt til havnen i Puno og steg ombord i båden, der skulle være vores hjem for denne dag – og så gik det ellers af sted ud i søen retning sivøerne, hvor Uros-samfundet havde deres hjem.

Sivøerne er små øer, som beboerne har fremstillet af totorasiv, der voksede i Titicacasøen. De laves ved, at man fælder siv og lægger lag på lag oven på hinanden, indtil det kan bære. Øerne, der er fortøjret til søens bund, så de ikke flyder væk, skal til stadighed fornys ved at lægge siv ovenpå lag efter lag, da det rådner nedefra.

Det er en ‘sjov’ fornemmelse at gå rundt på øerne, hvor vi undervejs besøgte en familie og så, hvordan de boede. Alligevel virkede det som om de slet ikke boede på øerne (mere), men blot gennemførte et skuespil for os turister.

Efter vi havde fået en introduktion til Uros-samfundet og købt lidt souvenir, gik turen videre til øen Taquile, hvor vores guide Dina havde boet sammen med lokalbefolkningen for år tilbage.
Øen, der er UNESCO verdensarvsted, er speciel i den forstand, at beboerne taler quechua – samme sprog, som også inkaerne talte, og de har formået at bevare mange elementer fra deres oprindelige kultur. Man ofrer stadigvæk til Moder Jord, inden man tilsår markerne, og man går stadig klædt i deres traditionelle dragter, og for at minimere indflydelsen fra det omkringliggende samfund (og turisterne), er der kun adgang for fremmede på en del af øen.

Mændene strikker og kvinderne væver – hvilket vi fin demonstreret på fineste vis, da de tog imod os på en åben plads, hvor de også viste os nogle af deres danse og solgte nogle af de varer, de havde fremstillet.

Efter kontakten til lokalbefolkningen gik turen over øens marker til en lille restaurant, hvor vi fik serveret lokal fisk tilberedt over grillen, inden vores båd returnerede til Puno.

Søndag d. 24.7.
Igen skulle vi ind i bussen for at drage til nye destinationer – denne gang retning inkaernes land, og de næste mange dage var vi sammen med en lokal guide af inkaafstamning. Derfor blev vi også fyldt op med inkakultur, -skikke, -hverdag, -bygningsværker, -religion, -regning og meget mere inka. Vores guide var en fantastisk fortæller, der også levende kunne berette om hans forfædre; og så beherskede han inkaernes oprindelige sprog, quechua.

Der lå nu 400 km forude i bussen, indtil vi nåede vores næste destination, inkaernes hovedstad, Cusco – en tur, der kun var afbrudt af korte stop og kaffepauser.
Den første kaffepause havde vi i Pucará, hvor vi ud over kaffen også havde tid til et besøg i museet samt i kirken. Pucará er i øvrigt kendt for små tyre fremstillet i keramik, der pryder huse og tage. Kort efter Pucará blev der tid til et ekstra stop i byen Ayaviri, hvor vores guider købte den traditionelle lammeret med frysekartofler (kankacho), som vi så efterfølgende nød i bussen. Lækkert!

Ved foden af Chimboya, det højeste bjerg i Raya-bjergkæden, stoppede vi og vores Inka-guide foretog sammen med os en rituel ofring til Moder Jord, og herefter kørte vi gennem smukke bjerglandskaber – for det meste i mere end 3000 meters højde over havet.
Efter nogen tid kom vi til det første bygningsværk, der var fremstillet af inkaerne, Raqch’i, der er et imponerende tempelkompleks, der er opført til ære for inkaguden Wiracocha, universets skaber.

Sammen med templet er der bygget 152 store lagerhuse med en diameter på 10 meter. I disse lagerhuse opbevarede inkaerne både alle former for afgrøder og militært udstyr.

Sidste stop på turen til Cusco var jesuitterkirken i Andahuaylillas, der ikke uden grund har øgenavnet ‘Amerikas Sixtinske Kapel’ på grund af den overdådige udsmykning.
Det var strengt forbudt at fotografere i kirken – sikkert fordi den indeholder effekter, som katolikkerne har ranet til sig fra de oprindelige folkeslag i området. (Min ikke dokumenterede påstand!)
Efter besøget i denne barokkirke tog vi det sidste stykke ind til midten af Cusco, til vores hotel, Tierra Viva Centro, der lå helt centralt i byen.

Mandag d. 25.7.
På programmet stod sightseeing i Cusco by.
Første punkt på dagens program var et besøg i Qorikancha, der er bygget til solguden Inti, og som ofte betegnes som det mest betydningsfulde tempel i Inkariget. Templet ligger tæt ved byens centrum, og i følge en inkalegende rejste Manco Capac, den første inka, og hans kone, Mama Ocllo til centrum af verden, Q’osco (nu: Cusco), og lod templet opføre omkring år 1200.  År senere rekonstruerede inkakejseren Pachacutec templet og forsynede det med plader af guld. Og det var netop denne guld, som inkaerne gav de spanske erobrere som en del af  løsesummen for frigivelse af deres sidste kejser, Atahualpa.

Senere byggede spanierne Santo Domingo-kirken oven på soltemplets fundament.
Ved besøget i Qorikancha måtte vi forbavses over, hvor godt murene inkaernes tempel var bygget. Trods adskillige jordskælv står murene som dengang, mens mange af de mure, spanierne byggede, er faldet sammen. Det på trods af, at inkaerne byggede uden cement eller lignende mellem stenene – de var tilhugget, så de passede perfekt sammen.

Efter besøget i Qorikancha, gik turen videre til Plaza Mayor – byens vigtigste plads med de mest betydningsfulde bygninger i byen. Ikke mindst Katedralen var imponerende, og den har i dag en stor og betydningsfuld samling af malerier fra de berømte Cusco-malere.

Videre til et marked, hvor der blev handlet med alt, hvad hjertet ellers kunne finde ud af at begære. Ikke mindst markedets udbud af frugt og grønt var imponerende, og mange af de farvestrålende ting kender vi slet ikke i Europa.

Et kapitel for sig var markedets område for kartofler i alle afskygninger; der er mere end 3000 forskellige sorter af kartofler i Peru!

Resten af dagen havde vi til selv at udforske centrum af Cusco, hvilket bla. bragte os til en chokolademuseum og Triunfo, der er en gade, hvor originale inkamure er bevaret.

Turen sluttede med en hyggelig aftensmad – italiensk inspireret – sammen med konen tæt på Plaza Mayor.

Tirsdag d. 26.7.
Efter vores besøg i Cusco gik turen videre ind i inka-landet, og første stop på denne tur var Sacsayhuamán, der nok er et kombineret fæstningsværk og tempel, der ligger højt over Cusco.

Igen så man – måske endnu tydeligere end nede i selve byen – hvor dygtige inkaerne har været tal at bygge mure og hele bygninger, der kunne modstå naturens kræfter; blot ved at stenene passede sammen og låste hinanden i konstruktionen.
Selve opførelsen af byggeriet er en gåde, og man har endnu ikke noget svar på, hvordan inkaerne har kunnet flytte rundt på sten, der var op til 8 meter høje og vejede (anslået) 200 ton.
Fra Sacsayhuamán er der en fantastisk udsigt over Cusco.

Efter besøget i Sacsayhuamán gik turen videre til Den Hellige Dal, hvor vi først gjorde holdt ved et udsigtspunkt, Mirador Taray, hvorfra der var en flot udsigt ned over dalen med bjergene i baggrunden.

Herefter videre til Pisac Qasaqasa, der – efter Machu Picchu – er det mest fascinerende inkasted på grund af sine mange velbevarede ruiner. Stedet er et større kompleks, der formodentlig er opført som et militært forsvarsværk, der skulle forsvare den sydlige indgang til Den Hellige Dal.

Hele stedet er omgivet af imponerende terrasser fra inkatiden.
I forbindelse med komplekset finder man qantu-planten, der også kaldes Inkaernes Hellige Blomst, og som i øvrigt er Perus nationalplante. Den findes vildtvoksende i området.

Efter dette historiske besøg var det tid til frokost – empanadas – i byen Pisac, hvor vi også lige skulle en tur gennem en markedsgade, som de er flest. Kunsthåndværk og ragelse i et sammensurium.

Dagens sidste programpunkt var et besøg i et landsbycooperativ, Ccaccaccollo, der lå noget afsides og isoleret i bjergene. Her boede ca. 140 quechua-talende familier sammen, og de havde åbnet deres huse for os, så det blev også til en meget privat indkvartering, hvor vi boede sammen med nogle familier. Kommunikation med vores værter blev der ikke meget af – de talte kun quechua og til dels spansk. Intet engelsk – slet intet – så på denne måde gik der nok en del tabt ved besøget.

Ellers var det interessant og spændende at høre om landsbyens måde at lave på – fortalt af et par kvinder, der kunne gøre sig forståelige på lidt engelsk, og at få demonstreret kvindernes arbejde og teknikker med forskellige slags uld. De viste os, hvordan de udvandt farvestofferne, der brugte, og de viste, hvordan de indfarvede ulden, og hvordan de spandt, vævede og strikkede. Og så kunne vi selvfølgelig også købe nogle af de ting, de havde fremstillet.

Onsdag d. 27.7.
Efter en kold og ikke vanvittig behagelig nat gik turen videre til Moray, hvor vi besøgte de cirkulære landbrugsterrasser, der var anlagt af inkaerne.

Der er anlagt 4 terrasser, 2 store og 2 mindre, og en af de største terrasser er renoveret og giver et godt billede af, hvordan området med terrasserne har set ud. Terrasserne er – i forhold til at skulle forsyne en by med føde – for små, og teorien går da også på, at de er anlagt for at kunne udvikle på afgrøderne. På grund af den cirkulære form, beliggenheden ind mod en skyggende skråninger og en højdeforskel i en terrasse på 30 meter, har der været stor forskel på fugtighed og temperatur på de enkelte trin. I dag kan der således måles temperaturforskelle på 15 grader fra top til bund.

Efter besøget ved terrasserne gik turen videre til saltbassinerne i Maras, Salineras de Maras – en ganske kort køretur. Fra bjergene løber krystalholdigt vand ned over en række bassiner, hvor solens varme får vandet til at fordampe og saltet til at udkrystalliseres.
Der er mere end 3000 bassiner, der ejes af familier fra den nærliggende by Maras.
Det var et flot syn at gå langs bassinerne på vej ned i dalen, hvor frokosten stod klar på restaurant Tunupa Valle Sagrado, der lå ved Urubamba-floden i bunden af dalen.

Efter frokosten gik turen til vores hotel i Den Hellige Dal, Andean Wings Valley – et lækkert hotel, hvor vi boede i bungalows. Her stod den på afslapning om eftermiddagen eller fri leg, inden vi først på aftenen besøgte en have, hvor kolibrier var overrepræsenteret.

Det var flot at betragte de vævre og adrætte fugle på jagt efter nektar i skumringen.
Ellers var det bare tilbage til hotellet til aftensmad og en god og tiltrængt nats søvn.

Torsdag d. 28.7.
Endnu en dag, der stod i inkarigets tegn, og i dag med et af verdens moderne 7 vidundere på programmet, Machu Picchu.
Dagen startede dog i Ollantaytambo, der er en mindre – men hektisk – by, hvorfra mange turister starter deres tur mod Machu Picchu.
Først skulle vi dog besøge ruinerne af et af inkaernes fæstningsværker med tilhørende soltempel i Ollantaytambo.

Fæstningsværket består af en række terrasser med soltemplet øverst oppe, og det var her, at inkakejseren Manco Inca Yupanqui tilføjede den spanske invasionshær under ledelse af Pizarro et stort og smerteligt nederlag.

Af selve soltemplet ser man i dag kun en enkelt væg med 6 store monolitter, der hver vejer omkring 50 tons. Alle stenene blev fragtet til fæstningsværket fra et stenbrud på den anden side af Urubamba-floden, og da bygningsværket aldrig er blevet færdiggjort, kan man se en sten, der skulle have været anvendt til bygningen af templet, i nærheden af floden, hvor den bare er blevet efterladt.
Efter besøget (og kaffe) i Ollantaytambo, tog vi til byens banegård for at tage med toget til Aguas Calientes, der var udgangspunktet for vores opstigning til Machu Picchu i shuttlebusser.

På den halvanden time lange tur med toget passerede man det ene flotte landskab efter det andet, og man havde undervejs en god og klar udsigt til egnens højeste bjerg, Veronica (Huacrahuilki på quechua). Bjerget, der er helt snedækket, rager 5893 meter op.
Peru gør meget for at beskytte ruinerne i Machu Picchu, og det betyder bla. at man dagligt kun lukker 4000 gæster ind i det arkæologiske område, og at man køber forskellige billetter efter hvilken tur, man ønsker rundt i ruinerne. Hver gruppe er påduttet en lokal guide, der sørger for, at gæsterne opfører sig efter forskrifterne – ligesom der er en del opsynsmænd drysset ud over området. Det er slut med at gå rundt i ruinerne på egen hånd.

Machu Picchu er på UNESCOs verdensarvliste, og når man står der og kigger ned på det, forstår man godt hvorfor. Imponerende er det, og man får næsten gåsehud ved synet.

Udgravninger viser, at Machu Picchu ikke var i by i traditionel forstand – snarere en slags rekreationsby for de øverste folk i inka-hierarkiet. Der er således ikke fundet mange skeletter i byen – og den blev på et tidspunkt forladt af inkaerne, uvist af hvilken grund.
Machu Picchu blev opdaget i 1911 af amerikaneren Hiram Bingham.
Efter vores besøg i Machu Picchu – et besøg på ca. 3 timer – gik det så hurtigt den anden vej: Shuttlebus til Aguas Calientes – tog til Ollantaytambo – bus tilbage til hotellet, og en begivenhedsrig dag havde fundet sin afslutning.

Fredag d. 29.7.
Meget af denne dag gik som rejsedag fra vores hotel via Cusco og tilbage til Lima med fly.
Men først var det tid til et stop hos et verdenskendt keramikværksted, Cerámica Seminario, i Urubamba. Her fik vi mulighed for at købe lokal keramik til billige priser.

Efter dette besøg – og kaffe – gik turen med bussen til den lille lufthavn i Cusco og havde så en tur på halvanden time i fly til Lima.
Her blev vi så igen indkvarteret på hotellet i Miraflores, og brugte resten af dagen i selskab med de andre i vores rejsegruppe.

Lørdag d. 30.7.

Vores sidste dag i Peru bød først på en gåtur i Miraflores langs skrænten ned mod Stillehavet – en tur gennem nogle af bydelens skønne parker, hvor vi bla. gik gennem Parque John F. Kennedy, Parque del Amor, Parque Chino de Miraflores og Parque Maria Reiche.

Ikke mindst i Parque del Amor havde nogle af byens kunstnere fået lov til at slå deres folder!

Næste stop var museet Lugar de la Memoria (LUM), der fortalte om en mørk del af Perus historie, nemlig om tiden med Sendero Luminoso, Den Lysende Sti, der bragte rædsel i Peru fra 1980 til 1999.

Herefter kørte vi til bydelen Barranco, der er en levende bydel, hvor Limas kunstnerliv udfolder sig i stor stil. Her bor og arbejder artister, musikere, designere og fotografer, og denne bydel oser af liv.

Vi gik over fodgængerbroen, Puente de los Suspiros, som der er flere sagn og fortællinger om, bla. at dit ønske vil gå i opfyldelse, hvis du kan holde vejret hele vejen, mens du går over hele broen.

Efter en sidste frokost i Lima havde vi lidt tid på egen hånd i Barranco, inden vi blev hentet af bussen og kørt til lufthavnen, hvor der ventede en lang rejse tilbage til Europa.

Søndag d. 31.7.
Hjemkomst til Billund efter mellemlanding i Amsterdam – og så ellers hjem og fordøje indtrykkene fra en uforglemmelig ferie.