Azorerne, 13.-27.7.21

Dette blev en ferie under mottoet: Væk – langt væk – fra Coronaen.
Efter mere end et år, hvor der var mere eller mindre lukket for ferie i udlandet, er verdenssamfundet så småt begyndt at lukke op for ferierejser igen. Ikke at det er nemt at komme hjemmefra, langt fra. Der var indrejse- og sundhedspapirer, der skulle udfyldes, og der var vaccinationer, der skulle overstås. Der var Corona-pas, der skulle bringes i orden.
Men når forarbejdet var gjort omhyggeligt, var det bare af sted!
Siden min onkel Bent havde besøgt Azorerne for efterhånden mange år siden, havde han sværmet for stedet og fortalt vidt og bredt om øernes fortræffeligheder. Derfor var vi også lidt hooked på at komme derhen, når nu muligheden bød sig.
Altså bookede vi en tur med Bravotours, hvor vi bestilte flyrejsen gennem dem, og så i øvrigt bookede alt andet selv: hotel, mad, ture og oplevelser.

Tirsdag d. 13.7.
… startede turen i Billund, hvor et fly fra Great Dane Airlines skulle bringe os til Azorernes største ø, São Miguel, hvorfra vi – efter tjek af Corona-papirer – tog en taxa til vores hotel Solar do Conde på nordsiden af øen i byen Capelas.

Efter vi lige havde fået pakket ud, gik vi en tur til stranden til nogle fantastiske udsigtspunkter, bla. Miradouro das Pedras Negras, hvor man går gennem hel mørk, rå lava og frem til nogle stejle skrænter ned mod havet.

Hele kystområdet var et flot og interessant syn, og lavakysten fortsatte så langt øjet rakte mod både øst og vest. Men mest imponerende var nok udsigten mod vest, hvor man kunne se klippeformationen Tromba do Elefante – elefantsnablen.

Mod øst fandt man en lille naturhavn, Poços de São Vicente, hvor der var rig mulighed for at få en svømmetur i sikkerhed for det ellers frådende hav. Stedet havde været et sted, hvor hvaler, fanget på havet, blev bragt i land til videre forarbejdning på en fabrik, der fremstillede tran af dyrenes spæk. I dag ligger der kun ruinerne af den gamle hvalfabrik, herunder fabrikkens skorsten. Endvidere ligger der en række huse – samt en lille café, hvor vi fik serveret dagens kaffe.

På vejen tilbage til hotellet gik vi forbi flere haver med store flotte eksemplarer af Cycas, vist nok japansk koglepalme (Cycas revoluta), men ellers gik turen tilbage på hotellet til aftensmad og lidt afslapning på altanen efter dagens rejse.

Onsdag d. 14.7.
Dette var dagen, hvor ferieoplevelserne for alvor skulle speedes op – først og fremmest med et besøg i den største by på São Miguel, Ponta Delgada. Altså af sted ved middagstid med den lokale bus til hovedstaden gennem et landskab ad små veje, hvor ‘ukrudtet’ i vejkanterne var meterhøje Hortensia.

Ved ankomsten til Ponta Delgada stod vi af bussen ved en af byens smukke pladser, Campo de São Francisco, hvorfra der også var udsigt til byens fort, der husede Museu Militar dos Açores, Azorernes militærmuseum.
Det var slet ikke på dagens program, at vi skulle besøge museet – militær siger os ikke så meget – men da porten ind til fortet (og museet) stod åben, skulle jeg da lige have et kig indenfor.
Og så skete der det, der ikke må ske: Jeg trådte ned i et hul, hvor der skulle have siddet en stele til at spærre for trafikken ind til fortet. Som et resultat af faldet ridser hele mit underben op, så blod stod ud i lårtykke stråler og huden var skrællet helt af. Jeg måtte have hjælp af en af vagterne med at få benet trukket op af hullet, og en militærlæge blev tilkaldt og et større arbejde gik i gang med at lappe mit ben sammen.

Der blev behandlet med desinficerende væsker, og jeg fik en kæmpe forbinding om benet. Mange undskyldninger fra kommandanten, der også var blevet hidkaldt – og sammen med Claudia fik jeg en guidet tur på både museet og fortet – uden beregning. Og det blev aftalt, at militæret den kommende dag ville hente mig på vores hotel og køre mig til videre undersøgelse på militærhospitalet. Jeg havde faktisk indstillet mig på, at ferien var forbi for mit vedkommende; benet kunne lige så godt have været brækket eller flækket.

I øvrigt var fortet absolut et besøg værd. Det er bygget i 1551-1553 på et forbjerg for at forsvare byen og området bag byen mod piratangreb. Fortet lignede så mange andre fort fra den tid, men der var blevet bygget om og til på fortet gennem tiderne og især i det 19. århundrede. Ud over at være museum, fungerer fortet i dag også som base for den portugisiske flåde.

Efter forskrækkelsen ved fortet, haltede jeg videre – og Claudia gik normalt – for at få kigget lidt på byen; dvs. at vi gik (halvdelen af os haltede) videre med vores oprindelige plan for en tur i byen.
Op mod den flotte og fredelige plads, Campo de São Francisco, ligger to kirker, Igreja de São José mod vest og Convento de Nossa Senhora da Esperança mod nord.

Opførslen af klosterkirken Igreja de São José påbegyndtes i 1709, og er bygget i typisk kolonial barokstil, som en stor kirke med flere skibe og kapeller.

Klosterkirken Convento de Nossa Senhora da Esperança er noget ældre, idet den blev opført i hvert fald før 1535, og det siges, at den blev taget i brug af de første nonner i 1541.
Igreja de São José nøjedes vi med at se på ude fra pladsen, mens vi vovede os indenfor i Convento de Nossa Senhora da Esperança, der både er kloster og kirke. Kirken var lige så prægtig indenfor som udenfor, og den præsenterede sig på bedste vis med en overdådig forgyldt altertavle i barokstil og væggene beklædt med fliser fra det 17. århundrede.

Efter vi havde tilbragt lidt tid i kirken og på pladsen udenfor, gik vi videre ind i byen ad gågaden med det mundrette navn Rua Marqués da Praia e Monfort, og her slog det os, at vi levede i en coronatid; der var stort set ingen mennesker i byen.

Bag en lille park eller have på venstre hånd kunne vi skimte et af regeringskontorerne i en fantastisk blå farve, og lidt senere kom vi forbi justitspaladset på højre hånd.

Lidt senere nåede vi frem til centrum, dvs. torvet Praça de Gonçalo Velho med Portas da Cidade, byportene, der oprindelig er opført i 1783 og skulle fungere som et primitivt forsvar af byen fra søsiden.

På pladsen foran portene var der opstillet vogne fra forskellige af øens distrikter, der i dagene forinden havde været anvendt til religiøse processioner.
På et lille torv umiddelbart vest for Praça de Gonçalo Velho lå byens rådhus, der især er kendt for sit tårn, hvorfra man kan få en flot udsigt over midtbyen.

Mod nordøst lå Ponta Delgadas hovedkirke, Igreja Matriz de São Sebastião, som lige skulle blive genstand for et besøg.
Kirken, der er bygget mellem 1531 og 1547 i sengotisk portugisisk stil, er en smuk og overdådigt udsmykket kirke, der er ombygget ad flere omgange. Kirken har flere flotte kapeller og altre og taget bæres af to rækker af flotte, lyserøde søjler. Desværre var tårnet under restaurering – så et kønt foto kunne der ikke rigtig blive tale om..

Efter en kop kaffe på en fortovsrestaurant gik turen videre øst på gennem små gader, hvor vi kunne betragte den typiske lokale gadebelægning i sort-hvide mønstre. Turen bragte os forbi små tunneller under husene, flotte facader med kakler i blåhvide nuancer, huse, der trængte til en kærlig hånd, og religiøse motiver over indgangsdørene her og der.

Ved kirken Igreja de São Pedro drejede vi ned til havnen, hvor vi – ud over at vandre lidt rundt også valgte at få lidt frokost. Selvfølgelig skete det på en restaurant på havnen, hvorfra der var en flot udsigt over hav og by.

Efter frokosten gik vi videre langs marinaen tilbage til rådhuset, hvor vi tog turen op i rådhustårnet – Torre Sineira – ad smalle trapper, hvor jeg havde problemer med benet. Men turen op var det hele værd.

Efterhånden trængte jeg til at få benet op – og vi fandt derfor en bus tilbage til vores hotel, hvor vi kunne nyde resten af dagen på vores egen terrasse, og hvor jeg kunne slappe rigtig godt af med benet oppe – noget jeg virkelig trængte til efter dagens vandretur.
Samtidig fik jeg i hotellets receptition bestilt en taxa med chauffør, der skulle være vores guide ind på det indre af øen i morgen.

Torsdag d. 15.7.
Efter en urolig nat – benet gjorde noget ondt – kunne vi stå op til en ny dag, der startede med, at jeg blev hentet i et militært køretøj – stor mercedes – og bragt til undersøgelse på militærhospitalet i Ponta Delgada. Undersøgelsen endte med, at lægen nøjedes med at rense sårene og skifte forbindingen om benet og give mig ekstra forbinding og smertestillende piller med ‘hjem’. Derefter blev jeg kørt tilbage til hotellet, og vores dag med sightseeing kunne begynde i noget der lignede fuld sol og blå himmel.
Vi havde fået kontakt til et taxaselskab, Serviço Táxi, der tilbød ture rundt på øen, og kort efter middag blev vi afhentet af en taxa, der skulle køre os til nogen af de smukkeste steder på den nordøstlige del af São Miguel. Og det skete mens skyerne trak sig sammen, og regnen truede.
Vores mål for turen var området omkring Sete Cidades, der betegnes som det mest ikoniske naturmonument på Azorerne og et af Portugals 7 vidundere. Første stop på denne tur var Miradouro do Pico do Carvão, hvorfra der var en flot udsigt ud over området præget af udslukte vulkaner, grønne marker og hortensiahække.

Næste stop var ved Miradouro da Vista do Rei med det 5-stjernede luksushotel, Mount Palace Hotel, der blev taget i brug i 1989, men lukkede allerede få år senere. En af hovedårsagerne til hotellets tilbagegang og efterfølgende lukning var den skiftende rejsebranche, hvor de rejsende blev mere prisbevidste og ikke efterspurgte luksushoteller som Monte Palace Hotel. Endvidere lå hotellet i et afsidesliggende område, og selv om naturen på stedet og udsigten var fantastisk, var hotellet uden fremtid. Siden da har hotellet fået lov til at stå og forfalde.

Nu var det ikke så meget hotellet, vi kom for, men mere den enestående udsigt over vulkankrateret med tvillingesøerne Lagoa Verde (den grønne sø) og Lagoa Azul (den blå sø). En legende siger, at søerne er dannet af tårerne fra en prinsesse (den blå sø) og en hyrde (den grønne sø), der ikke måtte få hinanden. Men herfra er der en fantastisk udsigt – selv i det overskyede vejr.

Videre gik det til en lille P-plads, hvorfra vi gik til endnu et udsigtspunkt, Miradouro da Boca do Inferno, hvorfra man havde en imponerende udsigt over landskabet med Lagoa Azul i det fjerne og Lagoa de Santiago i forgrunden. Set heroppefra er det meget tydeligt, at Lagoa de Santiago er et gammelt vulkansk krater, der nu er blevet opfyldt med stillestående vand, helt uden til- og fraløb. Lidt surrealistisk at se denne sø med dens gullige overflade.

På vej til udsigtspunktet tog vi i øvrigt en afstikker til den idylliske lille sø, Lagoa do Canário, der lå skjult mellem japanske nåletræer af slægten cryptomeria – indført til Azorerne for år tilbage.

Tilbage til bilen, og derefter gik det ned til Sete Cidades med et holdt ved udsigtspunkterne Miradouro do Cerrado das Freiras og Miradouro da Lagoa de Santiago, der begge ligger på vejen ned i krateret.

Nede i krateret kører man til byen Sete Cidades på en dæmning mellem den blå og den grønne sø, og det syn, der venter, kan ikke beskrives; det skal bare ses.

Næste stop var et kaffestop i Sete Cidades, hvor der så samtidig blev tid til at se på den lille landsbykirke, der lå midt i denne sovende by, hvor der ikke skete ret meget.
Dagens sidste stop blev ude ved havet ved endnu et udsigtspunkt, Miradouro da Ponta do Escalvado, der tidligere også var et punkt, hvorfra man spottede hvalerne, der kom forbi øen.

Herfra var der så bare en god times kørsel langs nordkysten af øen tilbage til hotellet.
Alt i alt en dag, der varmt kunne anbefales med en chauffør og guide, der kendte alle de steder, der var værd at besøge. Dagens sidste gerning var derfor at bestille en tur med samme chauffør til de næste dage.

Fredag d. 16.7.
Det viste sig, at den chauffør, vi havde i går, var optaget af andre ture i dag, så vi fik kontakt til en anden chauffør, José Raposo, der blev vores trofaste følgesvend resten af vores tid på São Miguel.
Dagens tur skulle bla. bringe os til de varme kilder i Furnas, så vi startede med en tur langs São Miguels nordkyst til øens næststørste by, Ribeira Grande – undervejs med et holdt ved kirken Igreja do Bom Jesus og den lille havn i Rabo de Peixe.

I Ribeira Grande stoppede vi først ved Igreja de São Pedro, hvor vi fandt Ruína de Fontanário, der er ruinerne af et springvand, der blev begravet under et vulkanudbrud i 1563. Man så endnu væggen med det hul, hvor vandet oprindelig er kommet ud – et stykke under niveau.

Herefter gik det videre til bymidten ved Ponte da Ribeira Grande – broen over floden af sammen navn, og vi fik nu lidt tid til at gå rundt på egen hånd i de smalle og charmerende gader.

Vi startede på pladsen foran Paços do Concelho, som er bygningen med rådhuset og den berømte port, Torre Sineira.

Herefter gik vi gennem små gader til Igreja de Nossa Senhora da Estrela, der lidt hævet over resten af byen, og endte ved kirken Espirito Santo med den imponerende og overdådigt udsmykkede rokokofacade med dobbeltdøre.

Videre gik vi lidt rundt i byens små gader, hvor vi kunne betragte byens liv (eller mangel på samme) samt den karakteristiske byggestil med helt hvide facader suppleret med de mørke lavasten, der brød den hvide facade.

Ellers bevægede vi os ‘bare’ tilbage til byens torv, hvor vi var blevet sat af, og hvor vores chauffør og guide ventede på os.
Herefter gik det videre østpå, hvor vi efter en lille halv time i bilen ankom vi til et af øens mange udsigtspunkter, Miradouro de Santa Iria, hvor der var et flot vue ud over Atlanterhavet og de stejle klippeskrænter på nordsiden af øen.

Flotte var også de store bevoksninger af Agapanthus i stærke blå farver rundt om udsigtspunktet.

Vi har på vores tidligere rejser besøgt både marker med tebuske og fabrikker, der fremstillede te, men aldrig i Europa. Dette skulle dog ændre sig ved vores næste besøg, hvor vi besøgte Chá Gorreana, en virksomhed, der havde dyrket og fremstillet lokal te i 5 generationer.

Ved besøget kom vi bag om facaden og så både moderne og gammeldags tørring af te, samt hvordan en række kvinder håndsorterede teen. En meget interessant tur rundt i krogene på fabrikken.
Og ja, teen smagte rigtig godt.

Næste stop var Miradouro do Pico do Ferro, et udsigtspunkt med udsigt over vulkankrateret, hvor byen Furnas og søen Lagoa das Furnas ligger. Og igen må man bare forbavses over dette flotte og varierede landskab.

Efter lidt tid med at kigge ned i krateret ovenfra, gik turen ned til Furnas i bunden af krateret. I udkanten af Furnas ligger en række varme kilder, Caldeiras, hvor man kan betragte kogende, boblende kilder, og hvor dampen fra det varme vand står en i møde.

På en tur mellem kilderne kommer vi bla. forbi Caldeira de Pêro Botelho, der er er et dybt hul i området, også kendt som ‘Helvedes mund’.

De lokale bruger kilderne til madlavning, idet de kan koge bla. majs i de små gryder med kogende vand. Der er flere steder, hvor kilder med drikkevand dukker frem til overfladen, nogle med varmt vand, andre med kulsyreholdigt vand.

Godt sultne kunne vi nu køre til den berømte restaurant Tony’s, hvor José havde bestilt bord for os. Her stod menuen på lokal sammenkogt ret, Cozido das Furnas, med okse- og svinekød, kylling, blodpølse og forskellige andre, krydrede pølser samt kål, gulerødder og kartofler. Retten tilberedt i et hul i jorden, hvor den så står i den vulkanske varme og koger i flere timer. Det smagte dejligt – og var billigt. 15 Euro betalte vi pr. person for ovennævnte ret inklusiv forret, dessert og ost samt vin og kaffe ad libitum. Det skal bare prøves – men husk at bestille bord!
Efter maden gik turen videre til Parque Terra Nostra, der er en 12,5 ha stor botanisk have, der er 200 år gammel. I haven ligger bla. en geotermiske pool, der er en jernrig og brunfarvet sø med 35-40 grader varmt vand, der er rigt på mineraler.

Det blev til en tur i vandet for Claudia – jeg måtte desværre – på grund af mine forbindinger – blive på land, men kunne så passe på tøjet imens. Det var også godt det samme, for Claudia kom helt brun op af vandet og havde problemer med at skylle den brune farve af igen.
Vi gik nu en times tid rundt i parken, der var inddelt i områder efter enten planteslægter eller voksested. Vi blev især optaget af afsnit med familierne Bromeliaceae og Zamiaceae, der rigtig trivedes i det klima, der er på Azorerne.

Besøget i Furnas var ved at være slut, men vi skulle da lige have et besøg helt nede ved bredden af Lagoa das Furnas med – og dermed også en tur gennem det område, hvor restauranterne graver deres gryder med cozido ned. Man kan bare blive ved med at forbavses og overraskes over den vilde vulkanske aktivitet i området.

Det var nu ved at være sidst på eftermiddagen, og turen gik nu tilbage til hotellet i Capelas, mættet med indtryk fra en overvældende dag.

Lørdag d. 17.7.
Efter morgenmaden stod vores chauffør og guide, José Raposo, klar ved sin Mercedes til at vise os mere af sin dejlige ø, og denne dag var det den vilde, nordøstlige del af øen, området Nordeste, der var vores mål.
Altså gik turen også i dag østpå langs São Miguels nordlige kyst, men i dag ad idylliske småveje tæt langs vandet. Første stop var et sted med et vandfald, Cascata do Porto Formoso, som ellers kun de lokale kendte til.

Vi parkerede bilen ved noget, der ved første øjekast bare lignede en interimistisk campingplads med mange unge mennesker, men som viste sig at være lidt af en naturperle med et flot vandfald ned i et bassin, hvor der var mulighed for at bade i det kolde, klare og rene vand. Vi nøjedes dog med at kigge på.

Vi gik ad små stier med mandshøje hortensiaer og vilde blomstrende fresier og nød dette skønne sted på en vandretur sammen med José.
Videre gik det langs kysten til et udsigtspunkt, der lå i tæt på byen Salga, Miradouro da Pedra dos Estorninhos, hvorfra der var en flot udsigt over de vilde klipper på nordkysten. Der skulle være et 40 meter højt vandfald i nærheden, men på grund af manglende vand i floden, kunne det ikke ses. Floraen rundt om udsigtspunktet fremstod i flotte, stærke farver, f.eks. den gule/orange Kanna (Canna indica), den lyslilla Blå Halsurt (Trachelium caeruleum) og den blå pragtsnerle (Ipomoea purpurea).

Næste stop var i naturparken Ribeira dos Caldeirões, hvor vi havde rigtig god tid til at udforske området og så i øvrigt drikke en kop kaffe. Naturparken er berømt for en rig og varieret makaronesisk flora – Makronesien er en fælles betegnelse for øgrupperne Azorerne, Madeira, Kanariske øer og Kap Verde-øerne. Det er Laurissilvaskov (skov med træer af hovedsagelig laurbærfamilien), der – lige som på Madeira – er dominerende i området, men også store og flotte træbregner fanger øjnene, lige som der er mange hortensiaer og store kryptomerier.

Naturparken var først og fremmest kendt for sit ekstremt imponerende vandfald, Cascata da Ribeira dos Caldeirões, der direkte oversat betyder ‘Brudens slør’.

Vandet fra vandfaldet løber videre ned i dalen og forbi 5 møller, der i tidligere tider var indtægtsgrundlag for flere familier.

Den ene af møllerne er stadig i drift, mens en af de andre møller huser et etnografisk museum.
Længere nede langs floden i dalen finder man endnu et par vandfald – om end de ikke er så imponerende som det først nævnte.
Efter kaffen gik turen videre til Miradouro da Despe-te Que Suas – endnu engang med flot udsigt over Atlanterhavet, men efterhånden ‘mere af det samme’ – inden vi kom til regionens største by Nordeste. Her blev der lige tid til lidt frokost – majssuppe – på en lille lokal restaurant i en by, der lå helt øde hen.
Byen er præget af traditionel portugisisk arkitektur, hvide bygninger trukket op med mørkegrå linjer, og hvor det mest særprægede nok var broen, Ponte dos Sete Arcos, og kirken, São Jorge.
… og så stilheden. I denne by skete ‘absolut intet’…

Syd for byen ligger et udsigtspunkt Miradouro da Ponta do Sossega med tilhørende botanisk have på 13000 m³; et sted der er et yndet udflugtsmål for den lokale befolkning. Her er der mulighed for at nyde den medbragte mad ved borde, der er gamle møllehjul.

På turen – både i går og i dag – havde vi lagt mærke til nogle høje flotte planter i vejkanterne, og José havde fortalt, at der var tale om en invasiv art, som de lokale ønskede hen, hvor peberet gror, fordi den udkonkurrerer lokale planter. Vi stoppede, og han viste os, hvordan blomsterne var fulde af nektar, som man nemt kunne suge ud. Planten hedder Ingefærlilje (Hedychium coccineum), men han kaldte den ‘falsk ingefær’.

Næste store stop var byen Povoação i det sydøstlige hjørne af São Miguel. Povoação er den første bosættelse på Azorerne, og den blev grundlagt i 1432 af den portugisiske munk og opdagelsesrejsende Gonçalo Velho Cabral.

I dag er der opsat en port, Porta dos Descobrimentos, som mindesmærke på det sted, hvor de første bosættere gik i land.

Så gik turen ellers tilbage mod hotellet, men da vejen nu alligevel gik via Furnas, hvor vi var i går, gjorde vi lige et ekstra stop ved Lagoa das Furnas, hvor vi gik en tur i parken rundt om søen.
Denne tur bragte os forbi Capela de Nossa Senhora das Vitórias, et lille begravelseskapel, der ligger ved sydsiden af søen. Kapellet er bygget med Sankt Sergius klostret i Angers som forbillede og blev indviet i 1886.

Og med denne afstikker til Furnas var dagen ved at gå på hæld, så herfra var det bare tilbage på værelset på hotellet og hvile ud efter endnu en god dag på denne spændende ø.

Søndag d. 18.7.
Igen blev vi afhentet af José, der var klar til at vise os den midterste del af São Miguel, og turen gik først til Caldeira Velha, hvor vi var fremme før de lukkede op kl. 9 og hvor vi i øvrigt blev lukket ind uden om køen ved indgangen, fordi vi ikke skulle bade!

Stedet er anlagt som et naturmonument med formidling af naturen på Azorerne, og det er et yndet udflugtsmål for både turister og de lokale – mest på grund af de 4 termiske pools, der opvarmes af vand fra undergrunden.
Ud over de forskellige pools, hvor der kunne bades, var der også boblende vandhuller med kogende vand, hvor man nok ikke skulle stikke fødderne i, samt et flot vandfald, hvorunder man også kunne forfriske sig.

Efter besøget i Caldeira Velha gik turen videre over udsigtspunktet Miradouro da Bela Vista til Lagoa do Fogo, Ildsøen, hvor vi – som så mange andre – gjorde holdt ved flere steder, hvor man havde en flot udsigt ned over søen. Ved det øverste af udsigtspunkterne, Miradouro do Barrosa, stod vi netop som tågen og tilhørende kulde kom snigende og til sidst fjerne udsigten over søen.

Da vi nu alligevel ikke kunne se noget, gik turen ned til sydkysten, hvor vi stoppede ved udsigtspunktet Miradouro do Pisão, hvor vi havde en fin udsigt ned over byen Caloura og byens kloster, der har haft en stor plads i Azorernes historie. Kysten neden for klostret med klippeskær og et naturskabt bassin for badende var i øvrigt et flot syn.

Herfra kørte vi til Ermida de Nossa Senhora da Paz, der er et lille kapel, der ligger på en bjergside med en flot udsigt ud over byen Vila Franca med Vila Franca-øen ude i havet. Fra p-pladsen fører trapper anlagt i terrasser op til kapellet, der er bygget på det sted, hvor en hyrde i det 16. århundrede fandt et billede af Jomfru Maria. På hver terrasse er der kakler med bibelske motiver.

Og det blev så sidste på på denne dags tur, der kun var en halvdagstur.
Derfor havde vi også god tid, da vi var kommet tilbage til hotellet, og tiden blev slået ihjel med en vandretur ind til vores egen by, Capelas. Ud over en frokost på en lille restaurant på 2. sal, fik vi kigget lidt på et par af byens seværdigheder. Foran rådhuset – og over for kirken – var der en skulptur af to hvalfangere, der skulle symbolisere, at Capelas oprindelig var en driftig hvalfangerby.

Fra bymidten gik vi gennem smågader med mere eller mindre faldefærdige huse, og vi lagde vejen forbi havnen, der er en naturlig havn, der ligger fint i læ for klipperne.

Og så ellers tilbage til hotellet, hvor der var bryllups og bryllupsfest, så der var meget at se på med festklædte folk og flotte kjoler. Men det betød så også at vores aftensmad var forlagt til mere ydmyge lokaler – samt at menuen bestod af rester fra de riges bord!

Mandag d. 19.7.
Oven på 4 dage med spændende og interessant sightseeing rundt omkring på øen. var dette dagen for endnu et besøg i Ponta Delgada – igen med bus fra Capelas til storbyen.
Efter et kort besøg i et storcenter for at købe en ny mobil til Claudia besøgte vi den interessante botaniske have, Jardim Botânico António Borges – opkaldt efter grundlæggeren af haven.

Haven har en stor samling af træer fra det meste af verden, et par udsigtspunkter samt søer og vandløb. Alt i alt en forfriskende grøn plet i byen.
Efter at have gået rundt og mærket stemningen i haven gik turen tilbage til byen uden for murene – i første omgang til et besøg i Ponta Delgadas eneste tilbageværende synagoge, Sahar Hassamain-synagogen, der samtidig er den ældste af sin slags i Portugal.

Synagogen anvendes ikke til religiøse handlinger mere – og man skal faktisk være mere end heldig for at finde den, idet den ligger på førstesalen i et ganske almindeligt hus.
Herfra i det videre i byens centrum – endnu engang med rådhuset, torvet Praça de Gonçalo Velho med byportene og byens hovedkirke, Igreja Matriz de São Sebastião.

Og så sluttede denne dags besøg i Ponta Delgadas skønne kirke, Igreja de São Pedro, som vi denne gang vovede os ind i – hvilket vi ikke fortrød. Et flot interiør.

Efter besøget i kirken gik vi net til havnen/marinaen, hvor mange af de firmaer, der udbød hvalsafari til havet mod sydpå, havde deres kontorer. Vi skulle dog ikke ud på havet, men nøjedes med en gang fastfood – serveret lige på molen – inden vi skulle med bussen ‘hjem’ til hotellet i Capellas.

Tirsdag d. 20.7.
Nu havde vi været på São Miguel en uges tid, så der skulle nu være plads til en slapper, hvor vi bare ikke havde noget på programmet. Den stod således på badning i den lille naturhavn mellem klipperne i Capelas – for Claudia forstås. Jeg kunne jo ikke/måtte ikke komme i vandet med mit sår og min store forbinding om benet.

Men jeg nød da at sidde på trapperne ved havnebassinet og betragte Claudia, der havde det som en fisk i vandet. Efter badeturen gik vi sammen op på den lille café, Bar dos Poços, som vi havde besøgt allerede den første dag her i byen, og vi nød et kop kaffe eller to og udsigten til den nedlagte hvalfangstfabrik, hvor kun skorstenen og en enkelt bygning stort set står uberørt tilbage.

I øvrigt kunne man se flere forskellige slags skinnende firben, bla. det meget flotte Madeirafirben (Teira dugesii), kravle rundt på klipperne i solskinnet, hvis man ellers gav sig tid og bevægede sig rundt i roligt tempo, så de ikke blev opskræmte.

Om aftenen kørte vi tilbage til Ponta Delgada for at besøge en fiskerestaurant, som vores driver, José, havde anbefalet, og her prøvede vi til forret den lokale specialitet Lapas (albueskæl) tilberedt på panden med hvidløg og citron.

En lækker ret, hvis man er til den slags. Heldigvis fik vi også en lækker hovedret bestående af grillet fisk.

Onsdag d. 21.7.
I dag kopierede vi stort set gårsdagens program: badning – kaffe – kigge på firbenene, men nu blev programmet udvidet med en lille tur rundt i den del af Capelas, vi endnu ikke havde set. I en parentes bemærket: Ikke fordi der er så meget at se på, men alligevel kunne vi få øje på noget nyt, hver gang vi gik tur i byen…

I dag valgte vi at gå vestpå langs kysten til udsigtspunktet Maradouro do Sertão, hvor der var dybe kløfter i klipperne, inden vi gik forbi Bairro dos Baleeiros, der er hvalfangerboliger, bygget i 1964.

Boligerne blev stillet hvalfangerne og arbejderne på den lokale fabrik til rådighed kvit og frit af det selskab, São Miguel Whaling Stations Union, de arbejdede for.

Torsdag d. 22.7.
Dagen startede med, at José kørte os i lufthavnen, da vi i dag tog flyet til Faial, der skulle være vores base de næste tre dage; en flyvetur på en time, hvor vi fløj tæt forbi Portugals højeste bjerg, Montanha do Pico, 2351 meter højt – et imponerende syn.

Herefter tog vi til vores hotel, Azoris Faial Garden, i øens hovedby, Horta. Et noget fornemt sted med overdådige faciliteter! De bygninger, der i dag huser hotellet, er oprindelig opført i starten af det 20. århundrede af Western Union Telegraph Company til at huse firmaets mange arbejdere, der var ansat inden for den transatlantiske kommunikation.

Efter at vi var blevet godt indkvarteret, gik vi en tur ned i byen og så os de farvestrålende huse an. Fra fortet gik vi videre til marinaen, der er vidt berømt for de farvestrålende malerier, der dækker det meste af molen.

Efter at vi var blevet godt indkvarteret, gik vi en tur ned i byen og fortet og så os de smukke huse an. Både meget farvestrålende huse og mere traditionelle portugisiske huse i de kendte sort-hvide farver.

Fra fortet gik vi videre til marinaen, der er vidt berømt for de farvestrålende malerier, der dækker det meste af molen.

Malerierne er lavet af lystsejlere, der kommer til Horta, og i følge overtroen giver det en sikker hjemrejse at efterlade sin signatur i form af et maleri her.
Turen gik videre langs havnen til færgelejet, hvor vi havde bestilt billet til færgen til Madalena, der er hovedbyen på øen Pico, og efter godt en time om bord havde vi fast grund under fødderne igen.
På turen passerede vi småøerne Ilhéu Deitado og Ilhéu em Pé, der ragede op af vandet og præsenterede sig smukt uden for Madalena by.

Det første tydelige landkendingsmærke i Madalene var kirken, Igreja de Santa Maria Madalena, der lå tæt ved havnen.

Og netop denne dag var det en af festdagene for kirkens skytshelgen, Santa Maria Madalena, der fejres flere dage fra og med den 22. juli. Det var noget af et show at overvære hele denne festivitas med musik, taler og procession, hvor man bar rundt på en model af Santa Maria Madalena. Det var noget, der trak mange lokale og turister til.

Fra kirken gik vi videre ad hovedgaden, forbi rådhuset og lidt ud af byen til Museu do Vinho, vinmuseet, der er indrettet i et karmeliterkloster fra 17. århundrede.

På museet gik vi en tur mellem de små vinparceller, der er helt unikke for Pico, og som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Endvidere viste en informativ udstilling, hvordan vinproduktionen var før og nu. Et kuriosum er det, at man på museets grund kunne se et af verdens største og ældste drageblodstræer (Dracaena draco).

Efter besøget på vinmuseet gik turen videre via kirken til havnen med den maleriske og flotte mølle i rød-hvide farver, hvorefter vi på havnen fandt både en smuk skulptur, der hyldede havnearbejderne, og fandt forskellige efterladenskaber fra havet – f.eks. skaller af albueskæl.

Da vi havde fornemmelse af, at optoget til ære for Santa Maria Madalena var lige på trapperne, fandt vi en plads i skyggen på en café nær kirken, hvor vi kunne følge med i optoget fra nærmeste hold – før det stimlede sammen med turister og byens beboere.
Det viste sig at være en interessant oplevelse med brandmænd, fuld hornmusik, udklædte folk og gejstlige der bar rundt på figuren af Santa Maria Madalena.

Alligevel: Inden hele optogsseancen var ovre fandt vi et lille lusket sted ved havnen, hvor vi kunne nyde en kold øl. Velfortjent, vil jeg mene, efter at vi havde gået rundt det meste af dagen i brændende sol – og i øvrigt havde glemt vores beskyttende hatte på hotellet i Capelas.
Og som mørket begyndte at sænke sig, gik turen tilbage til Faial og Horta med færgen.

Fredag d. 23.7.
Dette var en dag, hvor vi tilbragte formiddagen, mens vi om eftermiddagen – og belært af erfaringerne fra São Miguel – havde allieret os med en taxachauffør, der gav os en guidet tur rundt på øen til nogle af de specielle steder, Faial havde at byde på.

Formiddagens tur rundt i den gamle bykerne stank langt væk af øens historiske fortid som knudepunkt for den transatlantisk kommunikation. Det var mellem Faial og Lissabon det første undersøiske kabel blev lagt i 1883, og det var mellem Faial og Coney Island i New York at det næste kabel blev lagt i år 1900. I løbet af de næste år lagdes flere undersøiske kabler med udgangspunkt i Faial, der dermed blev knudepunkt for telekommunikation mellem Europa og USA. De forskellige firma, der var involverede i telekommunikationen, byggede mange huse og kontorbygninger i Horta – bygninger der består den dag i dag – og som har sat sit præg på en del af byen, især i og omkring Rua Cônsul Dabney.

Fra ‘telegrafkvarteret’ gik turen ned i bymidten til byen største kirke, Igreja do Santíssimo Salvador, der har været byens hovedkirke siden 1825, hvor Hortas oprindelige kirke fra ca. år 1500, Igreja Matriz da Horta, blev revet ned, fordi den var mere eller mindre ødelagt af flere jordskælv, der hærgede Horta. I dag står kun klokketårnet, Torre do Relógio, tilbage af denne kirke. Et kig ind i Igreja do Santíssimo Salvador fortæller os, at denne kirke egentlig ikke er noget særligt – ret simpel i sin indretning.

Fra hovedkirken i byens centrum gik vi op ad bakken – ad en smal og stejl vej og en masse trapper – til endnu en kirke, Igreja de Nossa Senhora do Carmo. Kirken var engang en del af et tidligere karmeliterkloster, der er det første af sin slags, der er bygget uden for det portugisiske fastland. Mens klostret står faldefærdigt ved siden af kirken, står kirkebygningen tilbage med en flot barokfacade.

Fra den højtliggende kirke bevægede vi os tilbage til byens centrum, hvor vi – på vej til frokost og kaffe i en af byens markedshaller – gjorde holdt ved Império dos Nobres, der er et lille religiøst mindesmærke, et ‘imperium’, der blev opført i 1760 til minde om et vulkanudbrud fra vulkanen Cabeço do Fogo i 1672. To hvide fredsduer og en mindeplade over døren refererer til dette vulkanudbrud.

Fra torvet gik vi lige nogle hundrede meter nordpå for at besigtige Torre do Relógio, der er et klokketårn – og hvad der er tilbage af en kirke, Igreja Matriz da Horta, der lå på dette sted, men er blevet ødelagt af jordskælv og revet ned i 1825.

Efter frokosten blev vi afhentet af den taxachauffør, der skulle være vores guide for resten af dagen – og så fik vi os en flot og ikke mindst interessant tur hele øen rundt.
Første stop blev udsigtspunktet Miradouro de Nossa Senhora da Conceição nord for Horta med et flot vue ud over både byen og landskabet omkring os og med et mindesmærke ‘Vor Frue af undfangelsen’.

Herefter kørte vi op til vulkanen Caldeira do Faial midt på øen, hvor det var meningen, at vi skulle opleve udsigten over krateret, der er ca. 1,5 km i diameter og 400 meter dyb. Fra P-pladsen fører en kort tunnel ind til et udsigtspunkt, hvorfra man kan danne sig et indtryk af vulkanens størrelse – bare ikke i dag, hvor tæt tåge lå i vejen for al udsigt til herlighederne. Intet at se…

Altså ind i bilen igen og videre til et område, der blev hårdt ramt under jordskælvet den 9. juli 1998, Ribeirinha. Vi besøgte ruinerne af byens kirke, São Mateus da Ribeirinha, der blev bygget i ca. 1670, men ødelagt under omtalte, voldsomme jordskælv. Da Ribeirinha er en fattig landsby med under 1000 indbyggere, har der ikke været midler til at genopbygge kirken, der stadigvæk står som i 1998 – som et monument over jordskælvet.

Det samme gør sig gældende fyrtårnet, der ligeledes ødelagdes under jordskælvet – uden at blive genopbygget. Fyrtårnet er ellers et af de vigtigste vartegn for Faial, og det er nævnt flere gange i litteraturen.

Fra Ribeirinha gik turen videre til Porto do Salão, et vildt naturområde med forrevne klipper, og det højt beliggende udsigtspunktet Miradouro da Ribeira das Cabras med flot udsigt ned over landskabet nedenfor med kystbyen Fajã.

Herfra gik det ud til den yngste del af Europa. I 13 måneder, mellem 27. september 1957 og 24. oktober 1958 var vulkanen Vulcão dos Capelinhos her i området aktiv og spyede aske, vanddamp, lava og slagger ud over et stort område, således at der til sidst var dannet nyt land. Som et resultat af udbruddet voksede Faial med ca. 2,4 km², men området er efterfølgende igen blevet lidt mindre på grund af erosion fra vinden og havet.

I dag ligger området goldt hen – uden at planter har kunnet finde grobund i asken. Hist og her ser man i nabolaget tagrygge stikke op fra asken, der også dækkede det omkringliggende land. Fyrtårnet, det ligger på det yderste af ‘den gamle del af Faial’, var helt dækket med akse ved udbruddet. Lidt tankevækkende – og det fortæller noget om naturens kræfter.

Med et par enkelte korte fotostop gik det nu tilbage til Horta, hvor vores sidste rigtige stop var på halvøen syd for Horta, hvor vi stoppede øverst oppe ved udsigtspunktet Monte da Guia, hvorfra der var flot udsigt over Atlanterhavet, halvøens bugter og bevoksede skrænter, det lille kapel, Capela de Nossa Senhora da Guia, og desuden en rigtig fin udsigt ind over Horta.

Dette blev således afslutningen på endnu en skøn dag på Faial.

Lørdag d. 24.7.
Denne dag stod på Whale Watching – noget vi havde glædet os længe til.
Vi havde – for et par dage siden – taget kontakt til et af de firmaer i Horta, der tilbød ture ud på havet for st se på ‘havets kæmper’, faktisk havde vi taget kontakt til flere firmaer, inden vi fandt et, der havde ledige pladser i en af deres både.
Vi vidste godt, at det ikke var sæson for de store hvaltræk fra den nordlige til den sydlige halvkugle eller omvendt, men vi vidste også, at havet omkring Azorerne var levested for flere hvaler (og delfiner), der opholdt sig her året rundt. Vi havde derfor store forventninger til sådan en tur, hvor vi faktisk blev lovet, at vi nok skulle få nogen hvaler at se.
Vi havde fået plads i en båd, der var ejet af universitetet i Lissabon, og – ud over at sejle med turister – var de også på vandet i forskningsøjemed.

Vores tur startede i overskyet vejr, så jag havde valgt at tage af sted uden beskyttelse mod solen, hvilket viste sig at være en dårlig disposition. Så snart vi var kommet ud på havet forsvandt skyerne og solen brændte fra himlen – hvilket blev forstærket ved genskinnet fra havoverfladen.

Vi sejlede ud syd for Pico – med bjerget Pico flot beliggende på vestre side på vej ud, og efter et par timer var vi – lige som en del andre både, der var på havet i samme anledning, på det sted, hvor der var spottet kaskelothvaler. Og ja, efter lidt ventetid dukke de op, i første omgang en mor med kalv, men senere også andre kaskelothvaler. Men derved blev det også, ingen større hvaler, og ingen delfiner.

Efter vi havde cirklet lidt rundt på havet, gik turen igen hjemover til Horta, hvor en enkelt flyvefisk fulgte os på vej.
Alt i alt en stor oplevelse, og vi var enige om, at det nok ikke var sidste gang, vi skulle til Azorerne – og næste gang skulle det så være på et tidspunkt med de store hvaltræk.

Søndag d. 25.7.
Vores sidste dag i Horta på Faial.
Dette blev igen en dag, hvor vi vandrede lidt rundt – dog i dag med fokus på den sydlige del af byen. Vores tur gik forbi kirken, Nossa Senhora das Angústias, tæt ved havnen og videre til Muralha Fortificada do Século XVII, der er resterne af det befæstningskompleks, der i det 17. århundrede blev bygget for at beskytte Porto Pim-bugten mod pirateri. Også Forte de São Sebastião, der ligger ved havnen, er en del af dette fæstningsværk. Fortet blev i tidligere tider betegnet som ‘De Dødes Kors’.

Vi fortsatte nu ad den fine badestrand Praia do Porto Pim til den gamle hvalfabrik, Fábrica da Baleia, der i dag fungerer som et museum, der fortæller om hvalfangsten på Azorerne, der engang var et stort og vigtigt erhverv.

Hvalfangst ophørte på Azorerne i 1987 af to årsager. For det første blev hvalfangst i kommercielt øjemed worldwide forbudt i 1986, og for det andet havde man fra midten af 1900-tallet fundet alternativer til brugen af tran, spermacet og ambra.
Museet var lukket, men set udefra kunne vi danne os et fint indtryk af, hvad der engang udspillede sig i disse bygninger.

Også vores næste destination på halvøen, akvariet, var lukket, så i stedet fortsatte vi til Casa dos Dabney, ligeledes et museum – i øvrigt også lukket.

Museet, der er indrettet i det sommerhus på Monte da Guia, som Charles William Dabney anskaffede sig i 1854, fortæller historien om familien Dabney, der kom til Faial i 1806, da John Bass Dabney blev udnævnt som USAs generalkonsul på Azorerne. Familien Dabney havde gennem et århundrede stor kulturel, historisk og videnskabelig indflydelse på Faial.
Herfra blev det til en gåtur ad den skønne sti langs havet til Miradouro do Neptuno, hvorfra der er en flot og enestående udsigt over havet. På turen blev der mulighed for at se mange farvestrålende planter, bl.a. er gruppe af Canna Patens i stærke røde og gule farver.

Tilbage til byen blev der lige lejlighed til at vandre lidt mere rundt, inden vi kunne hente vores bagage på hotellet og tage en taxa tilbage til lufthavnen og flyturen til Ponta Delgada.

Mandag d. 26.7.
Dette var så vores sidste hele dag på Azorerne – og det blev en dag uden nogen plan.

Altså blev det til endnu en hyggedag i Capelas – besøg i kirken, lidt frokost på en lille lokal restaurant på førstesalen i bymidten og ellers bare slappe af.

Tirsdag d. 27.7.
Kort og godt: Hjemrejse. Og så er det nok her på sin plads at fortælle lidt om det flyselskab, der stod for transporten frem og tilbage til Azorerne, Great Dane Airlines. Der var ikke ret meget ‘great’ over det selskab, og både på udturen (i Billund) og her i lufthavnen i Ponta Delgada præsterede man en forsinkelse på 2 timer. Uden nogen form for info til passagererne. Det skulle man tro, at de kunne gøre bedre – men nej. Selv om jeg bad om noget info: hvor længe? og hvorfor? – fik jeg ikke noget svar. Måske kunne de ikke svare – måske ville de ikke!
Fakta er, at det var et selskab, vi ikke kunne anbefale.
Eftermæle: Et halvt år efter vores tur til Azorerne gik selskabet konkurs; i øvrigt mens Sarah og Henrik var på Azorerne med samme selskab…