Dublin, 28.2.-1.3.20

Vi skriver julen 2019 – hvor børnene overraskede deres forældre med en fælles julegave: en weekend-familietur til Dublin. Det vil sige: De gav os flyvebilletterne, og resten – heriblandt opholdet på hotel i den irske hovedstad – var det underforstået, at vi forældre stod for.
Jamen, så fik vi da booket hotel til os alle midt i Dublin på Marlin Hotel – lige i hjertet af byen med alle vigtige seværdigheder, restauranter, barer og indkøbsmuligheder i gåafstand fra hotellet. Det blev i øvrigt så den sidste tur lige på kanten af, at Europa og resten af verden lukkede ned på grund af Corona.

Velkommen til Dublin…

Fredag d. 28.2.
Afrejse fra København sent sidst på eftermiddagen – og ankomst til Dublin om aftenen. Derefter med taxa til hotellet, hvor vi blev indkvarteret og gik ud for at få lidt at spise, inden vi lagde planer for de næste to dage – og faldt til ro.

Lørdag d. 29.2.
Efter morgenmaden gik vi ud for at kigge på byen.

Fra receptionen i Marlon Hotel

Da vi havde besluttet os for at få et overblik over byen, valgte vi en tur med Big Bus Tours, hvor vi blev fragtet rundt og samtidig fik lidt info om de steder, vi kørte forbi. Altså bevægede vi os på gåben over til stoppestedet ved parken St. Stephen’s Green, hvor vi stod på bussen og så ellers lod os føre rundt, mens det begyndte at regne.

Turen førte os steder hen, som vi alligevel ikke kunne være nået til fods. F.eks. kom vi forbi Saint James’ Park med Wellingtonmonumentet og the Spire, forbi Guinness bryggeriet og Jameson Distillery – uden at stå af for en prøvesmagning.

Wellingtonmonumentet og the Spire

– inden vi endte i regnvejr i Temple Bar, hvor vi så ad flere omgange søgte læ for regnen inden døre til en øl og levende, autentisk irsk folkemusik. I det hele taget blev meget af dagen spoleret af regnvejret, der bare blev ved…

Temple Bar – i regnvejr, så man var nødt til at søge læ

Mere Temple Bar…

Fra Temple Bar

På vej tilbage til hotellet blev der lige tid til et besøg i Stephen’s Green Shopping Centre – egentlig bare for at finde et toilet, men det endte med nogle timer her i et indkøbsmekka for en del af familien.

Inde i Stephen’s Green Shopping Centre

Aftensmaden blev nydt med Fish&Chips og lignende fastfood i O’Neills Pub & Kitchen lige ved statuen af Molly Malone.

Søndag d. 30.2.
Sidste dag her i Dublin blev en dag, hvor vi bevægede os rundt på gåben for at se nogle af de mest kendte seværdigheder i byen. Turen førte os tilbage til statuen af Molly Malone og videre til parlamentet og James Joyce Pub.

Den berømte statue af Molly Malone

Herfra gik vi gennem nogle af Dublins ældre gader til Dublin Castle, der var sæde for den britiske administration ad Irland frem til 1922.

Dublin Castle

Detaljer fra Dublin Castle

Det meste af slottet er fra det 18. århundrede, men der er nogle enkelte rester af det oprindelige slot fra 1204. De oprindelige irske kronjuveler blev opbevaret i slottet, men de blev stjålet i 1907, og er ikke siden kommet tilbage.
Under den irske uafhængighedskrig var slottet centret for den britiske krigsindsats mod de irske oprørere. I 1920 under Bloody Sunday blev 2 IRA-officerer dræbt på slottet – under flugtforsøg.
Vi blev lidt og så os omkring i slotsgården, hvor vi kunne indsnuse den historiske atmosfære.
På vores videre vej gik vi forbi The Stags Head, en typisk irsk pub – der forstod at reklamere for sig selv med en mosaik i fortorvet uden for pubben.

Mosaik med The Stags Head

Videre gik vores tur til Christ Church Cathedral, der er den ældste af Dublins to middelalderlige katedraler – den anden er St Patrick’s Cathedral.
Den første katedral blev bygget i begyndelsen af ​​det 11. århundrede under vikingekongen Sitric Silkenbeard, og den er udbygget og genopbygget i flere omgange – sidste gang i slutningen af det 19. århundrede, efter at den i flere hundrede år bare stod og forfaldt. Ved den sidste ombygning fik den det udseende, den har i dag med tårn, støttepiller og gangbroen over til Dublinia, der oprindelig var en del af kirken.

Christ Church Cathedral

Dublinia

Fra det imponerende kirkebyggeri gik turen videre gennem New Row Street, der er kendt for  flotte, bemalede døre, der kunne blive til en hel fotoserie for sig selv.

Husdøre i New Row Street

Så endelig nåede vi vores mål for hele vores vandretur, Teeling Distillery, der blev etableret i Newmarket i 2015 af Teeling Whisky Company. Det er det første nye whiskydestilleri, der er åbnet i Dublin i over 125 år, i en by, der tidligere var verdens hovedstad for produktion af whisky. Takket været ungerne (måske mest Sarah) havde vi bestilt en rundvisning og en prøvesmagning af nogle af deres whisky. Fint! Og nej, der blev ikke købt whisky med hjem!

Teeling Distillery, et besøg værd

Gamle flasker – og nye tønder

Her fremstilles de dyre dråber…

På vej tilbage fra destilleriet gik turen forbi St. Patricks Cathedral, hvor vi bla. var inde for at se Jonathan Swifts gravsted.

St. Patricks Cathedral – sådan lidt i modlys…

Kathedralen, der er bygget i 1191 som romersk-katolsk katedral, er i dag Irlands nationale katedral. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at en by har to katedraler, og der har været en lang strid mellem St. Patricks Cathedral og Christ Church Cathedral om, hvilken af de to kirker, der skulle være Dublins katedral; en strid der blev afgjort ved underskrivelsen af en aftale i år 1300, hvor ‘arbejdsopgaverne’ blev fordelt mellem de to katedraler.

St. Patricks Cathedral – kirkerum og mindeplade for Jonathan Swift

I øvrigt er St. Patricks Cathedral en smuk kirke, der absolut er et besøg værd, også selv om man skal stå i kø for at komme ind og at de r skal erlægges kontanter ved indgangen.

Det irske parlament

Videre gik de gennem George’s Street Arcade, der er et rødmuret indendørsmarked i viktoriansk stil med små boder og butikker – der dog for de flestes vedkommende var lukket, da det jo var en søndag. Markedsgaden åbnede i 1881 under navnet South City Markets.

George’s Street Arcade

Tilbage stod nu bare dagens sidste besøg, universitetet Trinity og det dertil hørende Trinity College, med dets smukke gamle bygninger fra 1592. Universitetet er et af de syv gamle universiteter i Storbritannien og Irland og samtidig Irlands ældste overlevende universitet.

Universitetet med Trinity College

Trinity College med kampanilen og indgangspartiet

Det emmer af historie, når man går rundt i haverne mellem de gamle bygninger.
På universitetets bibliotek kan man bla. se Book of Kells med de fire evangelier – en bog fra ca. år 800.

The Globe udenfor bibliotket på Trinity (Kunstner: Arnaldo Pomodoro)

Efter vi havde aflagt universitetet et besøg stoppede vi lige op ved en interessant skulptur – Four Angels, der blæser vand ud af deres trompeter. Skulpturen, der er lavet af Edward Delaney i 1966, symboliserer de fire provinser i Irland.

Skulpturen Four Angels

Herefter var det tid til lidt fast føde, inden turen igen gik til lufthavnen for vores hjemrejse.

En chokoladecafé

Dette blev så vores sidste rejse, inden der blev lukket ned på grund af corona pandemien, som gjorde ferieture i udlandet mere eller mindre umulige. Allerede mindre en uge efter vores hjemkomst fra denne dejlige tur med alle vores 4 unger, lukkede samfundet ned…

Dette indlæg blev udgivet i Selv arrangeret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *